F
O
O
L
F
O
R
L
O
V
E
Sindets løgne
I Fool for Love udforsker Robert Altm an Sam Shepards univers
D
er er ingen grund til at mene, at en forfat ter nødvendigvis er den bedste fortolker
a f Henrik Lundgren
af sin egen tekst: Flan/hun kan på alle mulige
hovedet er den naturalistiske nøjagtighed helt ned i mindste detalje. Når Mays (Kim Basinger) uheldige frier Martin (Randy Quaid) be
måder have set sig blind på bestemte aspekter
selv ville iscenesætte sit nyeste skuespil A Lie
af oplægget. Men det er unægtelig altid fasci
o fthe M ind i New York, simpelt hen fordi han
at reparere en seng, som er brudt sammen
nerende at opleve en forfatter i denne funk
var træt af at sidde som passiv tilskuer og se
under hans og Eddie slagsmål, kan man se ikke
tion, hvad enten det nu er som oplæser eller
andre skalte frit med det skrevne. Så der er
bare hullerne og fugt-pletterne, men også
instruktør af teksten — eller i tilfældet Sam Shepard i Fool for Love: som skuespiller i en
ingen grund til at tro, at Robert Altm an har
mærkerne efter cigaretterne, tidligere hotel
fået lov at gøre noget ved Fool for Love, for
gæster har tabt i sengen. Og den gamle mand
af de bærende roller. D er vil altid være en vis
gynder at vende på madrasserne, i et forsøg på
musikalitet, en speciel indre rytme i teksten, forfatteren kender bedre end nogen anden.
fatteren ikke har sanktioneret. Og det er interessant, for så vidt Shepards
— spillet af Harry Dean Stanton fra Paris, Texas — er i hvert fald virkelig nok til at
skuespil begynder med følgende anvisning om
kunne gå i et direkte samspil med Eddie, May
Ikke at forfatterens egne løsninger nødven
The Old Man: ”He exists only in the minds o f
og Martin i den sidste store scene ved baren,
digvis er definitive. M en de udfordrer til en bestemt form for stillingtagen i kraft af de
May and Eddie ...” — Heri ligger der en til
hvor man begynder at ane, hvad det er for
kendegivelse af, at skuespillet for Shepard er
res autenticitet. For Sam Shepard har spørgsmålet om den
en slags drømmespil — et spil på May og
nogle bånd fra fortiden, der knytter May og Eddie sammen (medmindre d et hele er noget,
Eddies indre bevidsthedsplan: Gradvis for
de digter, for at drive den uvelkomne tredje
rigtige realisation altid været afgørende. Han
enes bror og søster (hvis det da er det, de er)
hører ikke til de forfattere, der slipper værket, når det en gang er skrevet færdigt. D et er en
gennem deres fælles erindringer. Hvis det er sådan, spillet skal forstås, er det fristende at
part Martin på flugt). D et betyder ikke, at film-realisationen er uden fantastiske detaljer — kun at afsættene
del af hans arv fra Theatre Genesis og La M ama, de to Off-Off-Broadway teatre, hvor han b lev lært op i 6 0 ’erne. H an har selv o v er
fremføre det "stiliseret” — at betone den p oe tiske løftelse frem til d e store erindringsm on ologer, hvor bror og søster bliver ét i
ud i det surreelle hele tiden er forankret i n oget ganske overord en tlig realt. M an får sin første påmindelse allerede i den første scene,
våget premieren på en række af sine skuespil
deres genoplevelse af fortiden. Og sådan er
på Magic Theatre i San Francisco. Og i for bindelse med den engelske premiere på W im W enders film Paris, Texas (over et manuskript af Shepard) udtalte Shepard til Times, at han
teksten da også blevet realiseret på teatre ver den over. Men det mest påfaldende, ikke bare i She
hvor der klippes mellem Eddie og May, efter hånden som de på hver sin radio stiller ind på det samme musik-program: D er er telepatisk overensstemmelse imellem dem endnu før
pards eget spil som Eddie, men i filmen over-
deres første møde i filmen. Familien i bunga-
28