C
O
L
O
R
O
F
M
O
N
E
Y
Spillets regler a f Peter Schepelem Martin Scorsese gør status over The Color of Money ’T m back!” lyder den triumferende og lidt truende udgangsreplik i Martin Scorseses nye
hvor kvinden typisk nok var personifikatio nen af de værdier der trods alt overlevede i en
film, og The Color o f Money er da også en film
undergangsdømt verden, som så igen manife
om et com e back. Ikke just fordi Scorsese har
sterede sig for fuldt register med rent religiøse
behøvet et sådant — og dog: Selv hans største
overtoner i den foruroligende ambivalente
fans har vel m åttet acceptere, at hans senere
helvedesvision om den new york’ske taxa
værker ikke har kunnet måle sig med Gaden uden nåde (1 9 7 3 ), Alice bor her ikke mere
chauffør, der har overlevet Vietnam og nu
(1 9 7 4 ), og Taxi Driver (1 9 7 6 ). Med denne
den, hvor sex og død og magt bunder i skidt-
trilogi markerede han sig ikke bare som et af de helt store cinematografiske talenter i am e rikansk film, en suveræn behersker af mediets
ets og snavsets fascinerende grundstof. I de ti år siden Taxi Driver har Scorsese syntes noget i vildrede, har søgt mere, og fun
formelle elementer, han havde også fundet et stof, en sand motivisk rigdom at udfolde sig med. D en suggerende skildring af ungdom
det mindre. New York, N ew York sammen stillede Robert De Niro og Liza Minnelli i en nostalgisk 4 0 ’er-ramme med mindre magisk
m en i Little Italys ophedede gangsterunivers
chemistry end man kunne forvente, og efter The Last Waltz — en ekskursion i koncert
hvor gaden på samme tid er livsåren og døds skuepladsen blev sat i kom plementært relief af den optimistiske road-film om Alice på vej, 24
indleder sit personlige korstog mod en ver
reportagen (en af filmhistoriens mindst at traktive genre-nydannelser, som Scorsese