T
V
H
É
R
E
S
E
Troens galskab Therese er en besættende film, som flytter grænser i filmkunsten en 30. september 1897 døde i Lisieux, en lille by i Normandiet, en karmeliternonne, Thérése Martin. Hun døde af tuberkulose efter halvandet års sygdom, knapt 25 år gam mel. Klostrets køkkensøster gav formodentlig udtryk for den almindelige mening blandt nonnerne, da hun med henblik på den nekro log, som skulle skrives om Thérése, udtalte: "Jeg gad vide, hvad priorinden vil have at sige om hende. Det bliver ikke let for hende. Den lille søster var ganske vist sød og venlig, men hun har da aldrig gjort noget, som er værd at fortælle om.” Denne lille søster havde imidlertid næsten ved et tilfælde efterladt sig nogle selvbiografiske optegnelser, en slags dagbog. Et år senere bliver disse optegnelser offentliggjort. D e væk ker straks betydelig opsigt — ikke blot blandt hendes ordenssøstre og ikke bare i Frankrig, men blandt katolikker over hele verden. I 1902 er bogen allerede oversat til fem sprog. I 1920 til m ere end fem ten . I dag er d en at find e på et halvt hundrede sprog, deriblandt dansk. Parallelt med denne udbredelse begynder Théréses læsere at rejse til Lisieux: En valfart tager
D
14
a f M artin Drouzy form og tiltrækker flere og flere mennesker. Under pres fra den offentlige mening opgiver Rom sin vanlige sendrægtighed: Thérése bli ver helgenkåret i 1925. Nu får hun en officiel status blandt katolikker, bliver udpeget som en kristen, der på sin egen facon har formået at leve i overensstemmelse med evangeliets in spiration og krav. Det er denne unge piges liv, som Alain Cavaliers film T h é r é s e skildrer. Ved starten er Thérése 14 år gammel: Hun optræder som et muntert, spontant og alvorligt barn Hun bor i en stor villa sammen med sin fader, som har samlet en privat formue og ikke længere be høver at arbejde, og en ældre søster (hendes mor døde, da hun var fire et halvt år). På det tidspunkt får hun en oplevelse, der bliver be stemmende for hendes fremtidige livsvalg: I forbindelse med henrettelsen af morderen Pran-
zini opdager hun dét skjulte fællesskab, der findes mellem menneskene — på godt og ondt. Selv om hun er dybt bedrøvet over at
skulle svigte sin elskede far, bestemmer hun sig for at gå i kloster, hos karmeliterne, hvor iblandt to af hendes søstre allerede er ind trådt. Det er ikke bare for sin egen skyld, hun ønsker det, men også for de andres, for at gen oprette en vis balance i den immaterielle ver den og bidrage, som hun selv siger, til "at omvende synderne”. Hr. Martin modsætter sig ikke direkte Théréses planer, men omkring ham er man af den opfattelse, at hun er for ung og for sart til klosterlivet. Hun må vente! Stæ dig og selvsikker som hun er, rejser Thérése til Rom for at bønfalde paven om at give hende lov til at blive nonne. Det lykkes hende til sidst at få den nødvendige tilladelse og efter hendes indtræden bærer hun med tålmod, humor og glæde alle de besværligheder, som er forbundne med kollektivets regler: Den næsten konstante tavshed, det ofte udmat tende manuelle arbejde, kulden, den dårlige ernæring, sygdommen. På priorindens opfor dring nedskriver T h érése sine tanker i et sort skolehæfte. Hendes far, som i mellemtiden er blevet delvis lam, dør og den fjerde af Martinsøstrene slutter sig til de andre, også hun ind-