P
O
R
T
R
Dianne Wiest vornår begyndte biograf-publikummet for alvor at lægge mærke til Dianne Wiest? Mon ikke det var i D e n r ø d e r o se fr a C a ir o , hvor hendes rolle som henført hore var minimal, men prægnant. Blandt de mange bidrag Woody Allen i tidens løb har leveret til tidsskriftet The New Yorker, er et med titlen »The Kugelmass Episode,« bygget over Flauberts »Madame Bovary«: Her gør en lærer sin entré i Emma Bovarys liv, umiddelbart efter Leon har forladt hende, og umiddelbart før Rodolphe dukker op, og denne ganske uhistoriske episode ender på The Plaza Hotel, hvor Emma nægter at gå tilbage i sin bog igen. Det er kernen bag Den r ø d e ro se fr a C a ir o , og det er sikkert ikke noget tilfælde, at Dianne Wiests figur i filmen hedder Emma: Hun er den romantiske luder, der inviterer Jeff Da niels med op — og går fuldkommen i svime over hans galanteri. Da han har talt og talt og ikke gjort en eneste mine til at lægge hånd på nogen af bordellets damer, stiller hun det uforglemmelige, længselsfuldt sværmende spørgsmål: »Are there any other guys like you out there?« Men Dianne Wiests indlemmelse i Allenklanen er i virkeligheden et fænomen af for holdsvis sen dato. Medmindre man vil hævde, at det overhovedet er sent, hun fandt vejen fra teatrene på og off Broadway over i film-bran chen. Hun er født i Kansas men har tilbragt en del af sine unge år i Europa: Hendes far var amerikansk officer og stationeret i Niirnberg (hvad der giver sin egen pointe til den lille scene i H a n n a ! i, hvor Woody Allen erklæ rer, at aftenen med søster Holly har været den værste i hans liv — »omtrent så hyggelig som Niirnbergprocessen«!) Hun er uddannet fra The Drama Department ved universitetet i Maryland og gik efter endt uddannelse direkte på turné med American Shakespeare Company. Rollerne blev hurtigt store i skuespil som Shaws »Heartbreak House«, Gorkijs »Nat herberget«, »Fjender« og »Sommergæster«, Beck etts »Play« og »Footfalls« og Ibsens »Hedda Gabler«, hvor hun spillede titelrollen på det renommerede Yale Repertory Theatre. I Ar thur Millers »Efter syndefaldet« fremstillede hun den figur, der almindeligvis opfattes som
des seneste hovedpartier er nøjagtig to af de roller, den succesfulde Hannah krediteres for i Allens film: Nora i »Et dukkehjem« og Desdemona i »Othello«. Men det var først i 1980 efter at hun for længst havde slået sit navn fast i amerikansk teater, hun fik chancen på film først i Claudia Weill’s Nu e r d e t min tur, og i 1982 med Jack Hoffsis’ I’m D a n c in g A s F a st A s 1 C a n , hvor hun var psykiater for Jill Clayburgh, Og så kom gennembruddet, den fuldkommen over rumplende præstation i Robert Mandels Ind e p e n d e n c e D a y (83), som sagtens kunne for tjene en repremiere herhjemme, men helst under en mindre misvisende titel end den før ste (F eb e r i b lo d e t) . Mandel fortæller om to søskende Jack (David Keith) og Nancy (Dianne Wiest). De er bundet sammen i et forhold af stor ømhed, og Nancy vil gøre, hvad hun kan for at hjælpe ham til at undslippe lillebyens snærende for hold og komme til Los Angeles med sin kære ste Mary Ann (Kathleen Quinlan). Men Nan cy har ikke en chance over for sin uhyggeligt paranoide ægtemand, der mishandler hende fysisk og psykisk. Og da Nancy ser, at hans voldsaktioner mod hende begynder at tage adresse mod broren, fatter hun sin beslutning og brænder både sig selv og ægtemanden inde ved en gas-eksplosion. Hvad der gjorde indtryk i dette portræt, var dels noget rent ydre: Wiest har nogle meget karakteristiske øjne, de kan blive missende og tågede og næsten forsvinde i ansigtet på hende — her brugte hun det som middel, til at frem stille det drømmende fjerne hos denne pige, som ville ønske, at hun var alle andre steder end hos sin ægtemand. Dels var det noget indre: En bestemt kombination af noget ener gisk udfarende og noget indadvendt, som er karakteristisk for næsten alle Wiests rolle portrætter. Hun opfatter det som noget afgø rende at vise de muligheder, figuren har: De perspektiver, den rummer — også selv om de bliver kvalt. »Ofrene for hustruvold vil oftest elske og beklage deres ægtemænd,« sagde hun i forbindelse med filmens premiere. »Og i øvrigt: hvor skulle de gå hen? De har i reglen ikke nogen selvstændig uddannelse, og man den ville følge efter dem og trække dem hjem ved håret.« Det er en n o u in-situation, ifølge Wiest: Disse kvinders følelse af skam får dem til at gemme sig for omverdenen — omgive sig med en aura af utilnærmelighed. Men netop
et portræt af Marilyn M on roe. O g b landt h en
derfor b lev d et afgørende rigtigt i W iests præ
a f Henrik Lundgren
H
Æ
T
station stedse at vise figurens indre mulig heder — det rige indre liv, der lever bag den tilsyneladende fjernhed. Rollen som Meryl Streeps veninde i Ulu Grosbards (undervurderede) F a llin g in L o v e (84) var et stykke lykkelig casting. Streep og Wiest er begge, om noget nervøst forfinede skuespillere — men der er også en kontrast imellem dem, som Grosbard udnyt tede fornemt: Noget sjælfuldt, spirituelt hos Streep over for det på én gang sensuelle og selv-ironiske hos Wiest — Robert de Niro blev en meget imponerende hund i et meget subtilt spil kegler, når de to damer foldede sig ud. Og så (efter en c a m e o i F o o tlo o s e ) asso ciationen med Woody Allen, hvis seneste lyk kelige resultat er den hudløse, stridbare og kokain-forfaldne søster Holly i H a n n a h a n d H e r S is te rs . Hvordan filmen i grunden skal fortolkes, er ikke spørgsmålet her: Men det er fristende at følge Wiests Holly et meget langt stykke af vejen, når hun omfatter Hannah ikke som en forløsende og befriende figur, men tværtimod som et menneske der under trykker sine omgivelser ved sin evige redinethed og overbærenhed. Alle andre kommer til at følge sig en lille smule uslere, fordi Hannah er så skræk-indjagende perfekt. Det er næppe noget tilfælde, at det er filmens to o d d - b a ll s , som får hinanden til slut i denne hjertelige komedie: Allens religiøst anfægtede hypo konder og Holly med hendes stadige audi tions på teatrene, hendes Stanislavskij Cate ring Company og hendes utrættelige forsøg på at finde vej og skabe mening i sin tilværelse. Af de skuespillerinder, Allen har optrådt sam men med, er hun den første, der for alvor har hans eget temperament: De kviksølv-agtige omslag, beredtheden i replikken — hun kan faktisk som han (med filmens egen for mulering) synes magisk og depressiv på én gang. Og som det fineste evner hun at holde figuren totalt fri af det klynkende: at vise dens indre overskud af muligheder, så man i slut ningen føler Hollys belønning både rimelig og berettiget.
D ia n n e W ie st 1980: Its My turn/Nu er det min tur 1: Claudia Weill 1982: l’m Dancing as Fast as I Can I: Jack Hoftsis 1983: Independence Day/Feber i blodet I: Robert Mandel 1984: Falling in Love/Falling in Love I: Ulu Grosbard 1984: Footloose/Footloose I: Herbert Ross 1985: The Purple Rose o f C airo/D en røde rose fra Cairo 1: Woody Allen 1986: Hannah and Her Sisters/Hannah og hendes søs tre 1: W oody Allen
13