Alfred Hitchcock i TV: Rig og mærkværdig Anders Bodelsen I fjernsynets lille Hitchcock-serie i januar-februar med både film og TV-spil var »Rich and Strange« (Rig og mærkværdig) fra 1931 den egentlige nyhed. Den har gan ske vist været vist på Filmmuseet for en del år siden, men for de fleste har den hidtil været en spændende titel og ikke andet. Den lever op til sin titel. Den er meget ’rich’, rig på indfald, frodig, morsom, til slut også spændende. Og den er ’strange’, for så vidt den står en smule alene i Hitchcocks produktion. Den er et æventyr, omend den ikke netop rummer noget overnaturligt. Hovedtemaet er et ægteskabs udvikling under omstændigheder, som ligner de dejligste ønskers indfrielse, og som da også bringes i stand uden større detaljering: Et forskud på en arv, og vores unge par kan drage ud på den jordomrejse, som de tror er det der mangler i deres liv. Og som måske også er det. Hitchcocks hustru, Alma Reville, har været med på ma nuskriptet, og i sin store samtale med Franpois Truffaut fortæller Hitchcock, at ægteparret sammen tog på re search før filmen blev optaget. Det er med til at forklare for mig, at den føles så personlig, skønt ikke spor privat. NYE TEMAER OG BLINDE SPOR Fred og Emily har været gift i otte år. Filmen handler om den kløe, som vi nu om stunder placerer i ægteska bets syvende år. Den handler om hvordan kærligheden prøves på erotikkens fristelser. Og hvordan forholder det sig med den kærlighed? Til sin nye tilbeder på oceandamperen taler Emily om, at kærligheden er noget af en prøvelse. Det man er bange for - f. eks. døden - bliver man dobbelt så bange for, når man er to, siger hun. Alligevel anbefaler hun tilbederen at prøve kærligheden, og han tager positivt mod opfor dringen - og lader sig forføre af Emily. Fred overstår det anfald af søsyge, som har isoleret Emily så praktisk de første døgn - takket været et søsyge middel, som en ’spinster’, der ønsker at reducere dampe rens dameoverskud, har foræret ham; han falder for en smuk dame, der udgiver sig for at være prinsesse. Også i dette forhold er det kvinden, der er forføreren. Der kan i denne forbindelse være grund til at hæfte sig ved en scene fra filmen, som vi ikke så i dansk TV, og som heller ikke Truffaut har set, skønt han har set to versioner af filmen. Det er Hitchcock, der genkalder sig den og bemærker, at den næppe ville kunne passere cen suren i vor tid! Mon den virkelig passerede i 1932? Mon den eksisterer andre steder end i Hitchcocks erindring? 36
Den skulle vise hvordan Fred i en badescene dykker og fanges mellem prinsessens ben. Hitchcock taler om subjektivt kamera, Freds point of view, et dyk ned under vandoverfladen med kameraet, og han fortæller, at prin sessen klemmer Fred fast under vandet så længe, at han er lige ved at kvæles. Scenen foregriber filmens udvikling - hvad enten den blev realiseret eller ej. Senere får Fred og Emily lov til at sejle deres egen sø, i bogstaveligste forstand, da det fragtskib, de må sejle hjem med, efter at de har spenderet alle pengene, er ved at synke. Her gennemlever de en nat, hvor de tror sig indespærrede i deres kahyt. Men næste morgen skinner solen ind gennem koøjet, båden er ikke sunket endnu, de får en ny chance. Filmen slutter usentimentalt med, at de er hjemme igen, radioen melder om uvejr og Fred rager op i ilden, men den idylliske samtale om det barn de venter ryger af spo ret, for nu er det Emily, der stiller med ønsker: Et større hus! Mon livet bliver tre gange så tungt, når man er tre om det? »Rich and Strange« er en film, hvor Hitchcock gennem prøver temaer, som er nye for ham og i nogle tilfælde nok blinde spor. Optakten, der i virtuos montage skildrer tredivernes 'lille mand’ i hans hverdag, kan lede tanken hen på René Clairs »Leve friheden«: En endeløs række af kontormennesker, der med balletagtig præcision rejser sig i det øjeblik arbejdsdagen er slut, taktfast slår deres paraplyer op mod den engelske vinterregn. Fred skiller sig kun ud fordi hans paraply er gået i stykker. Hjemturen i det overfyldte tog er næsten chaplinsk, besværet med at folde en avis ud, den samme sure dame som offer hver gang Fred taber balancen. Men efter denne optakt skiftes farcen ud med komedie. Det er snarere Lubitsch, man kommer til at tænke på, stilen er dog mindre poleret, skuespillerne slår ikke til, men den erotiske temperaturstigning under den kølige overflade er den samme. Billedmæssigt investerer Hitch cock allerede mere end Lubitch, klipningen er dristigere, og selv om lydteknikken er primitiv er også lydideerne mere avancerede: Det er en interessant idé at ledsage scenen, hvor Emily forfører sin nye ven, med en musik, som hentes fra kahytten under den trappe, de to lige er gået op ad: Et par fulde sømænd, der spiller på harmo nika. Dansemusikkens skiftende lydniveauer rundt omkring på skibet er også meget raffineret brugt til at binde de parallelle forførelseshistorier sammen, på een gang at skabe rumlig afstand mellem dem og sætte dem ind i en helt fast kronologi. Og mens jeg er i færd med at blive mindet om det ene