Den der kommer allersidst... Poul Malmkjær
»THE LUNATICS HAVE TAKEN OVER THE ASYLUM!«, som M.G.M.s Richard Rowland sagde, da Fairbanks, Griffith, Pickford og Chaplin satte sig i spidsen for United Artists. IM e d »One Flew Over the Cuckoo’s Nest« (Gøgereden) er tjekkoslovakken Milos Forman vendt tilbage - lykke ligt - med den politiske allegori. Allegorier er langtfra altid lykken, men for hans temperament, der synes så fjernt fra det demonstrative, det halsstarrige og det dog matiske, er allegorien den ideelle ramme for ironiens bidende indignation. Og så er han endda her skarpere end nogensinde, både i det primære udtryk og i under tonen. Han virker som én, der har fået fjernet et skæl fra øjnene, som en klovn, der er blevet valgt til fæ llestillids mand for cirkuspersonalet. Han har vel selv tidligere udtalt, at hans film ikke er politiske satirer (Kosmorama 104), men film om »social behaviour«, samtidig med at han erkender, at man i dag næsten ikke kan foretage sig noget, der ikke har en eller anden form for politisk betydning. Men Keseys roman af samme navn, der ligger til grund for filmen, blev ved fremkomsten i 1962 regnet for et af de vægtigste litterære bidrag til skildringen af periodens politisk/kulturelle stemning, og Kesey blev berømt for sin direkte og kontante politiske allegori og for sin beskri velse af revolutionens væsen. Bogen blev kort tid efter dramatiseret for scenen af Dale Wasserman, og stykket fik en i første omgang ganske beskeden succes. Det var iscenesat af Alex Sega! og havde Kirk Douglas i hovedrollen som Randel P. McMurphy. Kirk Douglas forsøgte siden i en årrække at få en filmatisering i stand. DET POLITISKE KLIMA Det skulle altså først lykkes (om ikke for Kirk Douglas så i alle fald for projektet) i 1974, og Lawrence Hauben og Bo Goldmans manuskript til filmen synes at have fje r net sig en hel del fra det »direkte og kontante« og i hvert fald fra 60’ernes politisk/kulturelle stemning og ånd, og der synes ikke at være tvivl om, at Milos Forman har støt 12
1) R. P. McMurphy fupper sig til overflytnin gen fra fængslet til psykiatrisk hospital - 2) hvor han straks møder sin naturlige modstan der i oversygeplejersken Miss Ratched.
tet dem ikke blot i ændringen af bogens 1. persons be skrivelse, nemlig indianeren Chief Bromdens fortælling, til instruktøren som den alvidende fortæller, men også i ændringen af det direkte og kontante til det mindre en tydige og ofte meget mere stimulerende, der giver så gode muligheder for en skildring af de menneskelige kon flikter. Og så har vi da for os, ikke en analyse af 60’ernes stemning, men en indtrængende, afrundet, rystende mor som og rystende tragisk filmfortælling af almen gyldighed, skabt i 70’ernes sarkastiske desillusion over det infame politiske forræderi. Jeg har set amerikanske anmeldere rejse den hoved indvending mod »One Flew Over the Cuckoo’s Nest«, at hovedpersonen er blevet til en flink fyr, charmerende og overfladisk og temmelig umulig at lægge nogen form for identifikation eller flertydig fortolkning i. Men jeg tror, at Milos Forman (og Jack Nicholson) har set rigtigt med denne ændring af personen fra en politisk bevidst figur til bare en flink fyr med lidt menneskelig anstændighed og virkelyst i kroppen. Der er gået 14-15 politisk bevæ gede år siden litteraturens Randel P. McMurphy blev skabt, og i 1974-75 ville kun de i forvejen menings-cemen terede oprøres over en allegorisk fremstilling af et poli tisk systems undertrykkelse af et andet. Ved at gøre Randel P. McMurphy til en lidt for smart fyr,-lidt for initiativrig, lidt for almenmenneskelig i sin ind byggede oppositionstrang og ganske politisk ureflekteret - han vågner faktisk aldrig op af sin protestantiske spej derdrøm - rammer Forman lige midt ned i vores allesam mens fiktive centrum, ned i det almindelige »uskyldige« menneske, der ledes af instinkter, kulturel arv, værdi ladede ord og russell’ske antagonist-behov (at skulle hade nogen for at kunne føle sig lykkelig), og som i vore dage - langt stærkere end i 1962 - er udsat i den politiske kamps øgede kulde. Herhjemme kom klimaændringen med Venstre-regeringens korte hærgen og med Hartlings rudi mentære Talleyrand-ambition, der i ly af energikrisen ind varslede de kolde 70'ere, demokratiets frustration, der fra oven sivede (siver) ned gennem de styrende organer. Den blev dog fulgt af en repression af ubegrundet autoritet samt af en mimose-agtig følsomhed overfor modangreb,