Kosmorama Essay
Billedlæsning/Søren Kjørup
Billedet (fig. 1) er hverken et strimmelbillede fra en film eller et still. Næ, jeg har skam fundet det et så litterært sted som i andet bind af Ole Wivels erindringer (»Trane dans: Erindringsmotiver«, Gyldendal 1975). Men kig nu alligevel en gang på det. Det forestiller tydeligt nok forfatteren Leif Panduro, ifølge billedteksten fotograferet december 1963. Men lad os gemme det et stykke tid og se lidt nærmere på hvad vi kunne læse ud af billedet hvis vi ikke (gen-)kendte Pan duro. Først en simpel beskrivelse. Billedets motiv er først og fremmest en kraftig, sort klædt skikkelse der rejser sig midt i billedet og udfylder billedfladen næsten fra bund til top. Skikkelsen deler lige som billedet i en venstre og en højre halvdel. Men bille det er også delt på den anden led, i en øverste og nederste halvdel, nemlig af bordfladen (hvis overflade lige akkurat kan ses, hvilket viser at synspunktet er ret lavt: kameraet må have været holdt nede omkring bælte stedet). Skikkelsen er ikke anbragt nøjagtigt midt i billedet, men lidt til venstre. Det får dog ikke billedet til at kæntre, for dels er figuren tydeligt vendt mod højre, først og frem mest hvad synsretningen angår, men også med profilens spidse tagskæg af hår, den spidse næse, den impone rende mave (yderligere udfyldt af de krydsede arme) og de spidse sko. Der er ligesom masser af pile, vektorer, bevægelser (eller hvad man vil kalde det) mod højre. Og dels vejes en måske truende uligevægt op af kandelaber og søstykke i højre øverste halvdel - to elementer der kun svarer til en tynd dørsprække og en lille mand i venstre øverste halvdel. 280
Lad os kigge lidt mere på linier og flader og gemme motivet et øjeblik. Der er altså først og fremmest den store sorte figur, påtrængende som bare pokker, omend dens rytme altså ikke er ud imod os, men mod højre. Figuren ligesom gror op fra bunden af billedet, dels tak ket være det ret lave synspunkt (moderat frøperspektiv), dels fordi den ligesom står på næsten en spids og vokser opefter, dels - og måske først og fremmest - på grund af dens kontrast til den hvide dug der danner en fin pil mod den spids figuren balancerer på. Og dugens halvbue fra højre billedkant og ned er jo en smuk spejlvending af den sorte figurs halvbue fra bunden og op. Man kan ligesom forestille sig at den sorte figur som et frøkorn har ligget indsvøbt i det hvide, men nu har krænget det af sig, har rejst sig og foldet sig ud. Andre iagttagelser af samme slags? Ih ja! (Men hvor ville det dog have været meget nemmere at demonstrere med et lysbillede og en pegepind foran tilstedeværende tilskuere end her med trykt tekst for en læserskare). Figu rens rankhed der accentueres af dørkarmens rankhed og kandelabrens og flaskens og tallerkenstablens og ser viettens rankhed (servietten gentager den sorte figurs ståen på spidsen). Skibet på maleriet der har den samme let bagoverbøjede ligevægt som figuren. Den sorte skyg ge (et gulvtæppe?) i højre nederste hjørne som figurens tåspids lige berører. Bordpladen der snitter figuren næsten lige hvor jakken snitter. Dugens venstre hjørne der trænger ind i dørkarmen og får billedet til at hænge sammen på tværs. Den hvide firkant på figurens højt pla cerede tyngdepunkt, anbragt på billedets diagonal fra venstre øverste til højre nederste hjørne, men lidt over diagonalernes krydsningspunkt. Det at figuren ganske vist ikke står i billedets midte, men til gengæld midt mellem dørkarmens og maleriets rette linier, som en organisk form mellem disse stive strukturer. Osv., osv., osv. Et herligt billede, altså, et billede som allerede i sine strukturer kan give mange, rigt facetterede oplevelser. Men sandelig også i sit indhold. To ting - to kon traster - springer i øjnene. Der er den store mand i bille dets midte, udfyldende rummet, tagende situationen i sin besiddelse - og så den lille mand uden underkrop, der med skaldet isse og briller og to hænder der checker det hele af på en blok, forsigtigt titter ind ad dørens smalle åbning til venstre, bag vores store helt (der jo er lige så høj som døren og mange gange så bred - hvordan er han dog kommet ind gennem den sprække?). Kontrasten mellem den grandiose virtuositet, naturens muntre søn i smoking til aftenselskab - og så den lille pernittengryn, der må regne det hele ud med blyant og papir. Romantik og rationalisme. Intuition og velvære overfor forknyt tænk ning. Den kokette lille hårtop overfor skaldepandens rynke. Hvem ville ikke vædde en flaske cognac på at den lille mand har tygget på blyanten? Dobbeltmennesket der imod, den store svævende oppustede ballon, har ikke brug for blyant og papir; blokken har han stukket i lom men og blyanten har han såmænd nok smidt væk. Naturens muntre søn til aftenselskab - det er ikke den rene løbske fantasi. Det er aften - og der er natur på på billedet. Nemlig på billedet i billedet. Sejleren i aften sol. Men her har vi så den anden kontrast, en slags almengørelse af den første: natur versus kultur (strukturalister nes yndlingskontrast!). Natur på maleriet, kultur i rummet. Fig. 1. Forfatteren g lo rifice re t som naturens muntre søn til a fte n s e ls k a b . (L e if P andu ro , d e c e m b e r 1963,
fotograferet af Emil Christensen).