W oody Allens »Kærlighed og død« Ib Monty
»Jeg tror på sex og på døden«, sagde Woody Allen i et af sine alvorligere øjeblikke i »Mig og fremtiden«. I den smukke scene mod slutningen, hvor han taler ud med Diane Kenton, der forgæves har forsøgt at få ham til at deltage i revolutionen, som ellers nok kunne være på sin plads i det futuristiske mareridtssamfund, betror han hen de, at han ikke tror på politiske løsninger af menneskets problemer. Det ene onde vil afløse det andet, og det er kun værd at beskæftige sig med sex indtil den uundgåe lige død, der kommer til os alle. En sådan anti-ideologisk nihilisme kan man efter behag kalde romantisk eller realistisk. Sikkert er det imidlertid, at den er et godt grundlag for en satirisk komiker, der som sine store forgængere blandt andet vil holde et spejl op for os, publikum, for at vi kan se vore naragtigheder i øjnene. Og Woody Allen har nu udviklet sig til at blive den tidssvarende komiker, som vi i dag har så hårdt brug for. Som alle komikere og humorister er Allen en indivi dualist, der med viddet som våben kæmper mod alle de kræfter, der vil indskrænke det enkelte menneskes ret til at være sig selv på godt og ondt. Allens komik ud springer af angst, angst for at dø, angst for at leve og angst for at blive knust i de nationale, politiske og ideolo giske slagsmål om mennesker. Det er den samme angst, der lurer i de mandlige hovedpersoner i Updikes, Roths og Hellers romaner. Allen har konverteret denne angst til en ganske særegen form for sort, satirisk komik og har dermed personliggjort farcegenren. Han er en heroisk forkæmper for den humor, som både de gamle og de nye magthavere rundt omkring i verden helst så afskaffet. I »Mig og fremtiden« og »Kærlighed og død« har Allens komik nået sin foreløbige kulmination. Men lad os først se lidt på, hvad der gik forud, idet jeg også henviser in267