Bob Rafelsons film (»Five Easy Pieces« og »The King of Marvin Gardens«) er gode eksempler på resultatet af den ny Hollywood-stil: producentpression og snærende krav fra selskaberne er som blæst væk (sådan da), Hollywood synes i disse år at satse på at være liberale og åbne for omtrent alt nyt fra de unge. De klassiske genrer udvides og næsten sprænges af en vitalitet og visuel frihed, som er karakteristisk nutidig. Med sine præcist registrerede hverdagsdetaljer og interesse for specifikt amerikanske miljøer har de desuden klare stilistiske paralleler i roma nen (John Updike, Philip Roth f. eks.) og billedkunsten (den ekstreme eller fotografiske realisme). Inden »Five Easy Pieces« havde Bob Rafelson (f. 1935) debuteret som spillefilmsinstruktor med »Head« (1968), hvor han for første gang også samarbejdede direkte med Jack Nicholson. Om ikke andet kan »Head« illustrere den utraditionelle vej, mange af de unge amerikanske instruk tører er kommet til filmen på. Den udsprang af et samar bejde med beatgruppen »The Monkees«, som Rafelson måske var den egentlige skaber af, som han producerede plader og arrangerede shows for. »The Monkees« var basis for TV-serien af samme navn (som Rafelson instrue rede) og på dette grundlag besluttede han at finansiere deres første film. Jack Nicholson var både medforfatter og medproducent og træder derefter frem som den ny amerikanske films fineste karakterskuespiller i rollen som den forhutlede sagfører i »Easy Rider«. Den film havde Rafelson til gengæld sin stærke men mere ubemærkede andel i; bl. a. bidrog han igen til finansieringen, nu med støtte i den gode indtjening fra instruktørjobbet på »The Monkees«. Rafelson og Dennis Hopper var gamle venner og deres fælles kendskab til locations gav tilsammen den stærkt virkende motorcykelodyssé gennem det amerikan ske landskab. Og med Jack Nicholson var et samarbejde etableret, som skulle blive af helt afgørende betydning for Rafelsons egne film. Men forinden havde Rafelson prøvet en hel del. Det begynder efter sigende med et forsøg som rodeorytter i Arizona; da var han 15 år gammel. Senere finder man ham i et slattent danseorkester i Acapulco. Nok så inter essante er oplysningerne om hans arbejde med Living Theatre på Picassos lille bizarre stykke »Le désir attrappé par la queue« - det som blev opført i 1944 hos vennen Leiris med Camus som instruktør og med bl. a. Sartre og Simone de Beauvoir i rollerne. I California slog han sig ned for at skrive til fjernsynet, hvilket bl. a. resulterede i en cirkus-serie med Jack Palance, »Verdens mindste mand«. Herpå bygger efter hans eget udsagn et vist ry som manuskriptforfatter.
FIVE EASY PIECES En del af denne brogede baggrund, ikke mindst den forbilledlige Road-film »Easy Rider«, genfindes i »Five Easy Pieces«. Med den anslås det tema, som varieres i »The King of Marvin Gardens«, men den første beskriver hovedpersonens konflikt grafisk, spænder en skæbne ud mellem to yderpunkter, en fortid og en nutid, og tegner et forløb præcist og uafvendeligt. »The King of Marvin Gar dens« er på sin vis en mere desperat film, og det sætter sig spor helt ud i stilen i form af abrupte klip og pludse lige, ofte frenetiske, spring i følelse. Flugten fra et miljø, dets forpligtelser og krav er det bærende tema i »Five Easy Pieces«; filmen er en fordy belse i hovedpersonens flugtsituation (på flere planer), 214
Bob Rafelsc myten om » Øystein Hjort