nederlag, da hans kone forlader ham, og dette synes at få den kyniske skal til at krakelere og afslører den men neskelige fallit bagved. Paul synes som den eneste af de tre at have et positivt, stabilt forhold til sin kone (Antonella Lualdi). Han må til gengæld leve med sin kroniske skuffelse over arbejdet med den bog, han igennem mange år har været i gang med at skrive, men som aldrig synes at skulle blive færdig. Filmen skaber i sine portrætter af disse tre en nærvæ rende, gennemgående følelse af, at alderdommen hele tiden er lige om hjørnet, lykken er kun en erindring, til bage er kun ensomhed og tomhed og den lammende for nemmelse af træthed og stagnation. I en central scene ser Vincent på et gammelt foto af de tre venner, der er ude at danse med deres koner, og for et øjeblik får det sort-hvide foto farve og liv for hans - og vore - øjne. Men det er kun et øjeblik, så bliver nutiden og hverdagen igen ubehageligt påtrængende, han må fortsætte kampen, kampen mod tiden, den håbløse kamp. Over for de tre, i vennekredsen omkring dem, står så den unge Jean (Gérard Depardieu). Han arbejder i Vincents fabrik, men har mulighed for at indlede en karriere som professionel bok ser. Han står noget tøvende over for muligheden, er egentlig ikke meget for den brutale levevej; Vincent og Paul råder ham til ikke at gå på kompromis med sig selv, men Franpois opmuntrer ham kraftigt til at tage den første kamp, mod en bokser, der er kendt for at bokse sine modstandere sønder og sammen. Franpois’ argumenter er hårde og - bogstaveligt talt - kontante: Der er penge at hente. Jean tager kampen - ikke mindst fordi hans veninde venter sig - og vinder den, stik mod alle forvent ninger, omend ikke uden drøje øretæver. Men kampen har samtidig fået ham til at tage sin beslutning: han vil ikke kæmpe mere, blot leve livet og roligt se udviklingen i møde. Boksekampen er i det hele taget af stor betydning, ikke blot fordi den er filmens dramatiske klimaks, men fordi den også tjener som en katalysator for Vincents erken delse. Stående på nærmest bar bund, uden sin kone, sin elskerinde, sin virksomhed, uden garanti for at opleve morgendagen (hjertetilfældet var »en advarsel«), afholder han sig fra at kæmpe imod sin situation, imod tiden, han erkender det meningsløse heri. I stedet beslutter han sig for at leve, at leve på den værdi, der - trods alt - er til bage i tilværelsen: venskabet, der også synes styrket af såvel hans som Franpois’ erkendelse af nederlaget. Filmen slutter på en smuk, optimistisk, afslappet tone, med et møde mellem vennerne, hvor Vincent tydeligvis har accepteret sin situation og har lært at leve med den, men røber, at han alligevel stadig nærer et lille håb om, at hans kone en dag vil vende tilbage til ham; for » ... on ne sait pas, avec la v ie ...«, som hans - og filmens sidste replik lyder. Og ihukommende slutningen på »Mig eller David?« har man (tilskueren) jo lov at håbe det bedste. »Vincent, Franpois, Paul et les autres« er - også i for hold til Sautets tidligere film - overordentlig vellykket. Han har - i forbilledligt samarbejde med instruktør, foto graf og medforfatter - levendegjort en række situationer, præcist og nærværende. Har man ikke før haft øjnene oppe for Claude Sautets film, bør man absolut se »Vin cent, Franpois, Paul et les autres«. Ja, tillad mig at ud bryde, i kor med Franpois Truffaut: »Claude Sautet c’est la vitalité!« Og det er jo noget filmkunsten altid har brug for.
Sam tale m ed Claude Sautet Jens Bruun Christensen
Jens Bruun Christensen: Monsieur Sautet, De debuterede som instruktør i 1960, altså i den ny bølges mest hektiske år, men modsat flere af Deres jævnaldrende, Truffaut, Godard, Chabrol, skulle der gå ikke mindre end fem år før De lavede en film nr. 2. Ville De fortælle lidt om den tid? Claude Sautet: Jeg debuterede samtidig med den ny bølge, men jeg var aldrig en del af bølgen. Min første film var en kriminalfilm, »Classes tous risques«, mens ny-bølgefilmene snarere var om hverdagsting. Efter denne første
film var det mig ikke muligt at overtale nogen producent til andet end netop kriminalfilm, som ikke interesserede mig synderligt, og jeg holdt derfor op med at lave film. Jeg 205