Franken stein - m yten John Ernst Angesf er Oplevelsen af en frihed. Kierkegaard, »Begrebet Angest« Nur der verdient sich Freiheit vv/'e das Leben, Der tåglich sie erobern muss. Goethe, »Faust«
Drømmen om Det Ny Menneske - Overmennesket, der Obermensch - har altid haft særligt gode vilkår, når sam fundskatastroferne skyller ind over den i forvejen så for pinte menneskehed. Hitler havde sine arierdrømme, som Huxley returnerede med sine flaskebørn. Et halvt århun drede tidligere havde Nietzsche givet bolden op med sine teorier, der vejen over zarismens Rusland og tilbage igen opførte et sandt karneval i »racerenheden«s navn. Det skete omtrent på samme tidspunkt som den ulykke, man også troede undgåelig, og som helt frem til august 1914 blev kaldt den sidste store krig: krigen mellem Tysk land og Frankrig. Desillusionen, den ufattelige pessi misme, den foragt for svaghed 1), som måtte hjemsøge en verden, hvor intet mere var selvfølgeligt, ingen værdi læn gere urokkelig, og hvor selv Gud var ved at blive afskaf fet, dét efterlod altsammen ved bagdøren ind til vor tids store autoritet - Naturvidenskaben - et nyt håb, en ny religiøs forklædning af den gamle drøm om en frelser og forsoner, noget større end os selv: det perfekte menne ske. Den ny Fører, Den ny Autoritet, Det ny Overmenne ske. En Jesus eller - hvorfor ikke? - en H itle r!2) »Kulturforfaldet røber sig altid gennem en eksperimen terende tendens, der rokker ved det før selvfølgelige og indleder en neurotisk tilstand, som hektisk sætter sig en ny kurs. Det slutmål, som en civilisation formulerer for sin stræben, opløser sig på den sidste sejlads i meningstømte og fantastiske luftspejlinger: i Nietzsches overmenneske, i Marx’ klasseløse samfund, i Wagners fremtidsmusik - livsløgnen som Ibsen med et andet ord har formuleret den civiliseredes kraftløse drøm. Typisk i denne forbindelse er også civilisationens »ideologier«, der altid viser sig at være idéløse forklædninger for rent zoologiske magtspørgsmål.« Mener Johs. Fabricius.3) 52
»Gennem forfinelsen af sine problemstillinger og meto der går den eksakte videnskab sin egen tilintetgørelse i møde. Man havde først prøvet dens midler - i det 18. århundrede - og i det 19. århundrede havde man prøvet dens magt. Man gennemskuer endelig (i dag) dens hi storiske rolle. Men fra tvivl og skepsis fører en vej til »den anden religiøsitet«, der ikke kommer før, men efter en kultur. Man giver afkald på beviser; man vil tro, ikke analysere. Den kritiske forskning ophører med at være et åndeligt ideal.« Mener Oswald Spengler - 20 år før Nazismens gennem brud, 60 år før hippie-bevægelsen.4) Netop på en ikke-analytisk, ikke-artikuleret måde satte disse tanker deres præg på den mere folkelige del af kulturen, der også begyndte at dyrke deres overmenne skelige fabelvæsener - nissernes og troldenes og alfer nes afløsere i romaner og magasin-blade, i tegneserier og film. Den unheimliche tyske stumfilm (som måske ikke var så folkelig endda) producerede sine Caligari’er og Mabuse’r og Homunculus’er. Fra en helt anden kant fik vi imperialismens folkelige førstesymbol: Tarzan, aber nes konge. Vi fik ejendommeligt forklædte helte, der kla rede paragrafferne for os, fordi de fik overnaturlige evner,