anden - og reserverer al creme fraichen til de kommer cielle selskaber. C.I.O .: Hvad ville der ske, hvis man som grøn instruktør henvendte sig til et af de etablerede selskaber med et manuskript? E.C.: Det skal jeg sige dig: hvis det var et godt manu skript, som de kunne se, at der var penge i, så ville du få det svar, at ’det ser godt ud gamle jas, det vil vi gerne købe af dig - men du kan ikke selv komme til at lave filmen, vi må jo have en til det, som har prøvet fø r!’ E.H.C.: For at sige det lige ud: de vil hellere have en instruktør, som allerede har bevist, at han ikke kan lave film ! Det er en enorm kortsigtet kommercialisme, de præ sterer. E.C.: Ja, og d et er det, der først og frem m est kan gøre mig stædig og sur. Jeg kan s’gu ikke forstå, at de gamle, rige og stærke producenter ikke vil acceptere en situa tion, hvor der faktisk bliver skabt nogle nye instruktører på grundlag af nogle film, som de gamle ikke satser een krone på - eller allerhøjst en del af laboratoriekreditten. De får jo gratis stille t et eller andet antal instruktører til rådighed på et eller andet tidspunkt, hvor de har en hi storie, de gerne vil realisere med nye kræfter. Når de in struktører, branchen idag benytter sig af, er færdige, så er der ikke andre. Ingen.
Filmloven efter 10 år:
Flemming Behrendt taler ud om konsulent arbejdet
C.I.O .: Hvad betyder branchens manglende interesse i fornyelse for dig - helt konkret? E.C.: Det værste er, at de jo ikke alene bremser sig selv, men også os andre. Jeg står idag i den situation, at jeg ikke kan se, hvorledes jeg skal kunne fortsæ tte med at producere film på de nye betingelser, der bydes.
ved Claus Ib Olsen
C.I.O.: Hvilke betingelser? E.C.: Jeg tænker på den nye laboratoriesituation. De film, jeg har lavet - »Den Forsvundne Fuldmægtig« og »Flug ten« bl, a. - er kun blevet til noget, fordi jeg kunne få en laboratoriekredit, men efter at Nordisk Film har købt An kerstjerne og således er blevet enerådende på markedet, er der blevet lukket fo r den mulighed. Laboratoriets kredit betød, at jeg kunne give den private kapital, som skulle skaffes, mere favorable vilkår. Laboratoriet skulle nemlig ikke have del i de rettigheder, som svarede til deres ind skud, eller den kredit, de gav. Hvis laboratoriekapitalen repræsenterede ca. 20 eller 30 % af filmens samlede ret tigheder betød det, at jeg enten kunne bruge de »ledige« rettigheder til at lokke de manglende private penge frem - elle r at jeg selv kunne beholde dem og bruge dem som økonomiske stødpuder, hvis noget skulle gå galt. Som det er idag, er der ingen brikker at flytte rundt med og deraf følgende forringede muligheder fo r at finde kapital. Sam tid ig vil laboratoriet have et pantebrev eller lignende som sikkerhed - og den situation vil jeg ikke acceptere. Ikke fordi jeg er bange for at satse mit hus, men fordi det ville være et helt urim eligt pres at lægge på en instruktør, jeg arbejder sammen med, når han véd, at hvis ikke hans film bliver god, så ryger m it hus. Du kan godt se, at det kan jeg hverken byde mig selv elle r dem, jeg laver film sam men med. Det er nemlig ikke sådan, at jeg ikke hæfter fo r pengene: laboratoriet skriver alligevel veksler ud bag efter, og hvis filmen går skævt, kommer jeg til at hæfte fo r den resten af mine dage og skal afdrage den med et eller andet beløb hver måned eller hvilken ordning, vi nu laver. Sådan hænger det sammen!
Claus Ib Olsen: Da du blev ansat som konsulent, kom du jo til at beskæftige dig med noget, du egentlig ikke var vant til og som derfor krævede en om stillingsproces. Hvor ledes har du været i stand til at hjælpe, når du samtidig selv skulle hjælpes igang? Flemming Behrendt: Jeg har jo i mange år interesseret mig mere for den produktionsmæssige og økonomiske side af sagen end film anm eldere normalt - og jeg har også altid interesseret mig fo r film lovens kulturpolitiske funktion. Da vi begyndte som konsulenter, var der ingen, der rigtig vidste, hvad jo b b e t indebar. Erik Hauerslev havde den opfattelse, at vi skulle sidde hjemme med ma nuskripterne fo r engang imellem at komme og aflevere nogle indstillinger - og så var det i øvrigt det! - og denne indstilling afspejler sig endnu i vores ansættelsesform, 303