Æ gteskab på svensk Ib Monty Det har været Ingmar Bergmans forår i Danmark. Endelig lykkedes det at få sceneinstruktøren Bergman til at sætte en forestilling op på Det kgl. Teater, og københavnerne har kunnet beundre en klassisk stram og renset, omend ikke helt velafbalanceret eller konsekvent mise-en-scéne af »Misantropen«. Københavnerne har også i »Camera« haft lejlighed til at se eller gense en række af film instruk tøren Bergmans værker. Men disse Bergman-evenements har naturligvis især henvendt sig til det såkaldt finkultu relle publikum, og har kun kunnet betragtes som begiven heder for de film - og teaterinteresserede. På Det kgl. Teater har Bergmans besøg måske først og fremmest haft betydning fo r skuespillerne. Skal man dømme efter skue spillernes egne udtalelser om betydningen af Bergmans arbejde med dem, kunne man få indtryk af, at teatret har haft besøg af en scenekunstens Messias, der har vendt op og ned på alle forestillinger om iscenesættelse og skuespilleri, og det siger selvfølgelig ikke så lidt om det trivielle plan, teatrets faste iscenesættere befinder sig på. Hvad der gjorde foråret til et Ingmar Bergman-forår uden fo r menigheden var naturligvis TV-serien »Scener ur ett åktenskap«, der i egentligste forstand og på mange måder blev en begivenhed. For Bergman blev det her hjemme (og vel også i Sverige) det helt store, folkelige gennembrud. A ldrig har han haft så stort et publikum, og tilm ed et publikum, der i bogstaveligste forstand levede med hans personer. Det har selvfølgelig flere grunde. Først og frem mest skabte Bergman her et værk for tidens ubestridte massemedium. Men han har jo tidligere digtet fo r TV. I 1968: »Riten«, i 1971: »Reservatet« (et Bergman-manuskript, instrueret af Jan Molander). Begge disse værker lå dog inden fo r grænserne af det Bergman-univers, som det store publikum - med rette eller med urette - hidtil har fundet for specifikt, for svært tilgæ ngelig. En folkelig succes fik han ganske vist i 1970 med »Fårodokument«, men her var tale om en dokumentarisme, som kunne parallelliseres med andet, som man ser i TV. Med »Scener ur ett åktenskap« har Ingmar Bergman derimod fo r fø r s te gang ra m t e t s to rt p u b lik u m m e d sin d ra m a tis k e
gaen og Ashton-serien fik, og som i sig selv måske var et nøjere studium værd. I en tid, hvor det er blevet alm indeligt at anfægte kun stens betydning fo r mennesker i deres daglige tilværelse, kommer Bergmans serie som en enorm påmindelse om, at kunsten stadig kan gribe ind. A lt det, som den såkaldt politiske og politiserende kunst, debatteater og ekstem poralspil, ikke evner, det kan denne geniale »borgerlige« kunstner: det ganske enkle, og dog det sværeste af alt: at gøre folk interesserede, at få dem til at leve med, at engagere sig eksistentielt i et drama om mennesker. Man kan blive helt Jens Kruuse’sk af dette væ ldige: at se kun sten få mening og betydning fo r et par m illioner menne sker. Hvordan bærer man sig dog ad? Først og fremmest har Ingmar Bergman naturligvis haft noget at fortæ lle os om to mennesker og om livet, som man skal være ualmin delig indskrænket for ikke at kunne interessere sig for. Men Bergman har jo skabt adskillige mesterværker om menneskene og tilværelsen, som ikke har haft samme umiddelbare gennemslagskraft. »Det tog mig 21/2 måned at skrive »Scener ur ett åkten skap«, men et helt voksenliv at erfare den,« har han selv sagt, og det er jo rigtigt, at de 6 dramatiske dialoger mellem Marianne og Johan, så at sige rummer essensen af Bergmans erfaring om forholdet mellem to menne sker, men det vigtigste er naturligvis den form, han har indfattet sin erfaring i. »Scener ur ett åktenskap« er det smukkeste eksempel på den kunst, der opstår, når »art conceals art«, og en hel del af de reaktioner, som man via bl. a. aviserne har kunnet konstatere, bekræ fter, at Bergman dennegang har form ået at give sit publikum kunst uden at det mærker det. Marianne og Johan er vokset ud over kunstens rammer, og masser af mennesker har taget dem til sig som var de mennesker, de kendte. Det har kunnet give sig groteske udslag. »Ekstrabladet« og »BT«, for hvem alting er et fedt, og som kun interesserer sig for, hvad de tror, folk bliver underholdt af, har netop udnyttet denne holdning. Man har foranstaltet rundspørger og fået læsere til at give g o d e råd til M a r ia n n e og J o h a n . H v a d v ille d e h a v e g jo rt?
kunst, og det gør forskellen og heri ligger triumfen. Ing
Hvordan kommer parret ud af dette her etc. etc.
mar Bergman har nået det store publikum, han fortjener, inden fo r en konvention, som dette publikum elsker, tvserien. Det er næppe troligt, at »Scener ur ett åktenskap« i den grad havde optaget folk, hvis det havde været et to-tim ers stykke tv-dramatik. De seks 40-50 minutters af delinger fik im idlertid nu tv-publikum m et til at leve med Marianne og Johan i seks uger, og som ledsagefænomen fulgte en pressedækning, der overgik, hvad Forsyte-sa-
Men også mennesker, af hvem man kunne forvente en vis fornemmelse fo r kunstværkets eget liv, har været på færde, og har taget på Bergmans drama med klamme
228
Still/ Liv Ullmann og Erland Josephson som Marianne og Johan i Bergmans TV-føljeton »Scener fra et ægteskab«.