Korshærsblad #2 2025

KORSHÆRS BLADET

Næstekærligt fundament

Korshærschef Jeanette Bauer fortæller om et menneskesyn, der sikrer, at alle skal behandles ens og med respekt.

Rejsende i håb

Bag fængselsmurene i hele Danmark møder Arresthustjenesten op med håb og medmenneskelig omsorg.

60.000 opkald om året

I Sct. Nicolai Tjenesten –Danmarks ældste telefontjeneste – gør frivillige en forskel for ensomme og sårbare mennesker.

Tema: Menneskesyn

Alle har ret til et liv i værdighed

Fundamentet er bygget på radikal næstekærlighed

Jeg taler om dem, andre ikke taler så meget om

”De vil jo bare tale med et menneske”

Næstekærlighed som pejlemærke

Kirkens Korshær mener: Med et næstekærligt menneskesyn følger en anden politik

Sune giver varetægtsfængslede håbet tilbage

Til eftertanke: Det kristne menneskesyn er ikke teori, men praksis

Gadejuristen tog sit menneskesyn med til Christiansborg

Kirkens Korshær bidrager særligt til arbejdet med seks af FN’s 17 Verdensmål.

Alle har ret til et liv i værdighed

Jeg oplever i stigende grad, at vi i vores samfund møder andre mennesker med hårdhed, urimelige krav og fordømmelse.

Det går særligt ud over mennesker i udsathed, som ikke formår at leve op til vores tårnhøje krav. Til hinanden og til os selv.

De mødes med fordømmende blikke på gaden. Med hån og fordømmelse på sociale medier. Og med utilstrækkelig hjælp af systemet.

Hjælp bliver i stigende grad noget, mennesker i udsathed skal gøre sig fortjent til. Ved at have haft et arbejde. Ved at være aktivt jobsøgende. Ved at kunne tale dansk. Ved at blive stoffri. Ved at forsøge at passe ned i de kasser vi som samfund har sat op.

Når man kommer hos os, er der intet krav om, at man skal præstere eller lave om på sig selv. Vi møder folk i øjenhøjde. Også når de ligger ned.

Det gør vi, fordi vi insisterer på, at menneskets værdi ikke ligger i dets præstationer, hvor fint et hus vi har, eller hvor mange jordomrejser vi har været på.

Vi tror på, at alle mennesker er skabt af Gud og som sådan uendeligt værdifulde og umistelige.

- Vi tror på, at alle mennesker er skabt af Gud og som sådan uendeligt værdifulde og umistelige.

Jeanette Bauer Chef for Kirkens Korshær

Hvis ikke man kan det? Ja, så må man sejle sin egen sø.

I mine øjne er det udtryk for et skævt menneskesyn. Hvor ens værdi som menneske afhænger af ens præstationer, og hvor man skal gøre sig fortjent til en anstændig tilværelse.

I Kirkens Korshær er vores menneskesyn et helt andet.

Derfor insisterer vi også på alle menneskers ret til et værdigt liv. Til at få stillet basale behov. Til at blive mødt med respekt, nærvær og omsorg. Uanset hvad man måtte have med i bagagen.

I denne udgave af Korshærsbladet kigger vi nærmere på dette menneskesyn. Hvor det kommer fra og ikke mindst, hvordan det kommer til udtryk i vores arbejde.

Jeg håber, at vi sammen kan være med til at inspirere andre til et mere næstekærligt samfund for alle.

Jeanette Bauer Chef for Kirkens Korshær

Fundamentet er bygget på radikal næstekærlighed

Kirkens Korshær bygger på idéen om, at Guds skaberværk er helligt. Derfor er alle mennesker præcis lige meget værd og fortjener – alle som en – at blive behandlet med respekt.

Tekst: Rikke Bolander

Fotos: Lea Meilandt, Massimo Fiorentino

“Jeg skal lige have mine briller på, så jeg bedre kan se dig.”

Selvom jeg taler med Jeanette Bauer over videolink, føles det alligevel, som om jeg sidder over for hende på hendes kontor på Nikolaj Plads i København. Måske fordi opslagstavlen bag hende fortæller så meget om den 46-årige korshærschef: Et kort med ordene “Omsorg Nærvær Respekt”, en tegning af en af Storm P’s karakteristiske vagabonder, men også et postkort fra en sommerferie i Berlin har fået plads på den overfyldte væg.

Jeg er logget på for at tale med Jeanette Bauer om Kirkens Korshærs menneskesyn, noget hun “glad og gerne” taler om, som hun siger, mens hun fortroligt læner sig frem mod skærmen.

I Kirkens Korshær er folkekirken og den kristent evangelisk-lutherske tro ikke bare noget, der fylder til jul og påske. Troen og kirken definerer hele det menneskesyn, som organisationen bygger sit fundament på, og på den måde gennemsyrer det alt.

Det betyder dog ikke, at man nødvendigvis skal være

en god og gudfrygtig kristen for at blive mødt med åbne arme. “Kom som du er, og gå som du vil,” som et af Kirkens Korshærs mantraer lyder. Det spiller ingen rolle, om man er kristen, muslim, jøde, eller slet ingen tro har. Der er vitterligt plads til alle. “Radikal næstekærlighed” kalder korshærschefen det.

“Vi har en helt grundlæggende tro på, at hvert enkelt menneske er skabt i Guds billede, og at det er uendeligt værdifuldt og fuldkommen umisteligt. Og det betyder, at hvis man forestiller sig et menneske, der ligger og sover på gaden, så går Kirkens Korshær ikke forbi. Det er en meget dyb forbundethed med andre mennesker, og en bevidsthed om, at vi som mennesker er ligeværdige. Vi er lige meget værd,” siger hun og uddyber.

“Vi har alle sammen krav på at blive mødt på den samme måde. Med dyb respekt for det enkelte menneske i al dets mangfoldighed. Også når det ikke er pænt og poleret.”

Forrået syn på medmennesker Og pænt og poleret er det ikke altid, når Kirkens Korshær hver eneste dag hjælper mere end 1.900 af de al-

Blå bog: Jeanette Bauer

Født 18. januar 1979 i København

Chef for Kirkens Korshær siden 2021

Ansat som pressechef i Kirkens Korshær i 2017. Siden forfremmet til afdelingsleder for presse, politik og analyse

Uddannet cand.comm. i sundhedsfremme og kommunikation fra RUC i 2010

Studerede teologi fra 2003-2007 og igen fra 2023-2025 som §1a-studerende, der er en efteruddannelse for ikke-teologiske kandidater

Hvilerummet i Fedtekælderen, Kirkens Korshærs varmestue på Christianshavn.

lermest udsatte mennesker i Danmark. Men Jeanette Bauer bliver med egne ord indigneret, når hun hører folk anklage udsatte for at være dovne eller selv være ude om den situation, de er havnet i.

“Jeg synes, det vidner om sådan en forrået tilgang til ens medmennesker, som handler om, at man tager udgangspunkt i sig selv og de kompetencer og det verdensbillede, man selv har, snarere end at prøve at forstå, at verden kan være anderledes. At det, der er dine forudsætninger, ikke nødvendigvis er de samme forudsætninger, som andre mennesker har. Jeg har aldrig mødt nogen, der vågner op en dag og tænker, ‘jeg vil være hjemløs, og jeg vil have et stofmisbrug’. Der er ikke nogen, der tænker, at ‘nu skal jeg miste min bolig og begynde at drikke og miste min familie’.”

I hjørnet af min skærm kan jeg skimte et par røde boksehandsker, og jeg fornemmer fighteren i Jeanette Bauer. Hun bliver vred, når hun snakker om den forråelse, hun ser.

Kun én kan dømme

“Man kan godt få den oplevelse, at det for nogle mennesker kan føles rart at dømme andre,” siger hun, men gør så noget, der også skal vise sig at være meget typisk Jeanette Bauer: Hun ser det fra den anden side.

“Og når jeg siger det på den måde, så kommer jeg jo også med en dom. Og i sidste ende er der er jo kun én, der kan dømme os,” siger hun og vender dermed tilbage til den ubetingede næstekærlighed.

“Det er et spørgsmål om at gå u-dømmende til det enkelte menneske. Prøve at forstå, være interesseret og værne om det ubetinget menneskelige, skrøbelige og fuldkommen værdifulde liv, som det enkelte menneskeliv er.”

Jeg får lyst til at spørge, om der virkelig ikke er grænser for næstekærligheden. Hvad hvis man har taget en andens liv? Kan man da stadig blive omfavnet af Kirkens Korshær? Svaret er ja.

“Vi har jo en arresthustjeneste, som besøger varetægtsfængslede. Og jeg tror, det er rigtig vigtigt, at man hele tiden prøver at minde sig selv om, at gode

- I et udsat liv eller en sårbar livsposition kan man have det sådan, at man går rundt i et mørke. Vi prøver at finde lyset i det enkelte menneske og prøver så at arbejde med at forstørre

det lys, så det kan fortrænge lidt af mørket.

Jeanette Bauer

Chef for Kirkens Korshær

mennesker også kan gøre forfærdelige ting. Det er selvfølgelig ikke okay at tage et andet menneskes liv, og det er ikke okay ikke at overholde samfundets love og regler. Det er ikke fordi, det er en undskyldning. Men man er også mere end det, man har gjort. Man er et menneske, der er skabt i Guds billede.”

Jeanette Bauer understreger, at medarbejdernes og de frivilliges sikkerhed selvfølgelig altid er førsteprioritet, så er en bruger voldsom eller voldelig, er det “tak for i dag”.

“Men man må gerne komme tilbage i morgen,” som hun siger.

Kærlighed frem for straf

Jeanette Bauer ville ønske, politikerne lod sig styre lidt mere af næstekærligheden, når de bestemmer over de allermest udsatte.

“Hver gang finansministeren i øjeblikket kigger ned i skattekisten, så falder der milliarder ud. Så vi har råd til det. Jeg oplever, at der eksisterer en logik i det politiske liv om, at man kan piske mennesker til at makke ret. Og det mener jeg er en grundlæggende forkert tilgang til, hvordan mennesker bliver motiveret. Det er ikke min oplevelse, at mennesker bliver motiveret af straf og krav. Det er snarere min oplevelse, at mennesker bliver motiveret af håb og kærlighed,” siger hun.

Man må ikke glemme, at mennesker i fattigdom og social udsathed i langt de fleste tilfælde er vokset op i familier med svigt, misbrug og vold, påpeger hun.

Man skal forestille sig, at de svømmer med en rygsæk fyldt med kampesten. Derfor er det ikke rimeligt at stille de samme krav, som man kan til alle middelklas-

sens børn, der måske crawler gennem vandet og kun skal bære deres egen vægt.

Alle har et lys i sig

Derfor er Kirkens Korshærs varmestuer også kravfri tilbud. Der er altså ikke nogen, der siger, at en bruger partout skal være stoffri, finde en bolig eller få et arbejde. Det er op til, hvad den enkelte magter.

“Og jeg tror, det er en forudsætning for, at vi kan få en god relation til de her mennesker. Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at når man kommer i Kirkens Korshær, så oplever man et sted, hvor man er ønsket – og også elsket – som det menneske, man er.”

Opgaven er så at finde et lys i mørket, hvor lille det end måtte være.

“I et udsat liv eller en sårbar livsposition kan man have det sådan, at man går rundt i et mørke. Vi prøver at finde lyset i det enkelte menneske og prøver så at arbejde med at forstørre det lys, så det kan fortrænge lidt af mørket,” siger hun.

I første omgang kan det bare være, at en bruger får et glimt i øjet over en samtale. Mere behøver det ikke være, forklarer korshærschefen.

“Så prøver vi at gå ind i det. Og det kan være det, der gør den helt store forskel for det enkelte menneske. At der er nogen, der ser det i en. Og leder efter det aktivt i en. For alle mennesker har jo noget godt i sig. Alle mennesker har noget, der er lyst og dejligt.”

Det handler om næstekærlighed. I al sin mangfoldighed og rummelighed.

Jeg taler om dem, andre ikke taler så meget om

Uanset hvor meget et menneske er faret vild i livet, uanset antallet af brændte broer og handlinger, der måske tynger samvittigheden, så er der stadig tale om et menneske med umistelig værdi. Jonas Jakobsen formidler Kirkens Korshærs menneskesyn i praksis fra sin Facebook-profil.

Tekst: Charlotte Lund Dideriksen Fotos: Pressefoto og Facebook

Når Jonas Jakobsen, regionschef for Fyn og Jylland, skriver sine opslag på Facebook, så gør han det ikke primært – som man måske kunne tro – for at andre skal se dem.

Han laver opslagene – nogle gange fra sin kontorplads på 1. salen over varmestuen i Aalborg – fordi han elsker at skrive og gerne vil dele sine tanker om, hvad han oplever i Kirkens Korshær.

”Jeg synes, at de mennesker, vi møder i Kirkens Korshær, har levet nogle liv, som langt de fleste borgere i vores samfund ikke aner eksisterer.”

Allerede her viser Jonas’ menneskesyn sig. Og det bliver hurtigt tydeligt, at der i opslagene på hans Facebook er en grundtone af næstekærlighed – af nærvær, omsorg og respekt – som er en del af Jonas’ dna.

”Mit mål er ene og alene at bidrage til at synliggøre, at mennesket er mangfoldigt. At der findes mange liv, og rigtig mange måder at leve sit liv på. Og nogle af

dem er så smertefulde, at det næsten ikke er til at holde ud, men de fortjener også at blive omtalt med værdighed og ordentlighed,” forklarer han.

Fuldendt integration

Jonas taler sig hurtigt varm, og det er tydeligt, at han er en levende forlængelse af Kirkens Korshærs menneskesyn. Sådan skal det nok være, når man har haft næsten hele sit arbejdsliv – på nær et halvt år som sagsbehandler og 7-8 måneder som opsøgende gadeplansmedarbejder – i Korshærens tjeneste.

Gennem årene er der med Jonas’ ord sket en ’fuldbyrdet integration’ mellem ham og Kirkens Korshær. Selvom der ikke blev talt om gud eller kirke i Jonas’ barndomshjem, så gav mødet med Kirkens Korshær mening på et højere plan. Især fandt Jonas sig godt til rette i Kirkens Korshærs tilgang, at alle mennesker er skabt i Guds billede og har uendelig stor værdi.

”Det var så stærkt, at det klingede totalt hos mig. Jeg tror virkelig på, at uanset hvilke bedrifter eller status

et menneske har, eller hvilket livsforløb et menneske har haft, så har det menneske præcis den samme værdi som du og jeg.”

Værdigrundlaget er kernen

Det faktum, at alle er lige, gennemstrømmer også Jonas’ arbejde som regionschef. Og det ligger dybt indlejret i ham, at alle møder med andre mennesker skal tage et næstekærligt afsæt og spindes omkring nærvær, omsorg og respekt.

”Det gælder, uanset om det er det hjemløse menneske på varmestuen, om det er familien, der kommer ind i familietilbuddet, kommunalpolitikere, vi samarbejder med, eller en kunde i genbrugsbutikken. Ethvert menneske skal mødes med nærvær, omsorg og respekt.”

Retorikken har ændret sig Grunden til, at Jonas understreger det, er nok, at retorikken er ændret, når andre mennesker taler om udsatte. Der er mindre sympati eller rummelighed

over for mennesker, der stikker ud. Hvor utilfredshed før blev luftet i læserbreve, oplever han nu bevidst kategorisering og indimellem direkte udskamning af udsatte mennesker.

”Indimellem sker det, at borgere, der bor eller færdes tæt på vores varmestuer, tyer til at omtale udsatte borgere, som om de var andenrangsmennesker, der skal ud af byen. Det synes jeg er beskæmmende,” siger han med en tone, så alvoren ikke er til at misforstå.

Men alligevel er der plads til omsorg, nærvær og respekt, også når han taler om andre menneskers tvivlsomme adfærd. For selvom Jonas tager afstand fra dem, der dømmer, så dømmer han dem ikke. Helt efter den korshær’ske drejebog.

”De mennesker, der udtaler sig på den måde, gør det jo ud fra et rationale, der er baseret på frygt og utryghed. Vi kommer ikke videre, hvis vi dømmer de mennesker, der lever med frygt. Vi bliver nødt til at

Jonas Jacobsen 3. April

Hvile, ro og tryghed står sjældent øverst på mulighedernes liste, om end det ofte ses som toppen af de behov, der skal dækkes, når et menneske træder ind ad døren til varmestuen her i Aalborg.

Kan livet pakkes i poser? Hvor mange har du brug for, hvis du skal have det hele med?

Lørdag nat balancerede temperaturen lige omkring frysepunktet, vinden var jævn og luftfugtigheden høj. De første dage og nætter med kulde har allerede vist sin ankomst og i følgeskab hertil kommer der altid et helt særligt fokus på at hjælpe ind i varmen.

For efterhånden en del år siden besøgte jeg en ung mand en gang om ugen i hans lejlighed midt i Aalborg. Han var samler. Ugeblade, aviser, elektronik, køkkengrej, værktøj, tøj… alt sammen godt presset sammen i den lille lejlighed på 2. sal. Jeg besøgte ham en gang om ugen et halvt års tid og hver gang snakkede vi om hvad både nye og gamle ting i lejligheden betød for ham. Efter et par måneder begyndte vi sammen at sortere i hans ting og jeg fik lov til, at tage en sæk med hver gang jeg gik derfra…aldrig mere end en sæk. Og det var helt ok.

Hver gang jeg møder en samler, tænker jeg på mit bekendtskab med den unge mand. Som da cyklen her, tidligere på året, havde en tilbagevendende plads i gården ved varmestuen Aalborg. Den smertelige tilknytning til ting, der formentlig har til formål at kompensere for et dybt traume, kan fornemmes gennem hver en pose på cyklens styr. For det handler sjældent om tingenes værdi, formål eller anvendelighed. Det handler om de følelser, der er forbundet hermed…. og det er ingen hjælp at smide følelserne væk eller at undervurdere deres betydning for samlerens livskvalitet - og behov for kontrol i et kaotisk sind.

Politiet kom forbi Natvarmestuen i Aalborg forleden aften med en besked til vores medarbejdere. De ville komme igen omkring kl. 03 med et udsat menneske de havde siddende i detentionen og som skulle løslades. Det er ikke nyt at politiet kommer forbi, når de har fundet et kaotisk menneske i skoven, på motorvejen – ja! endda samlet op fra fjorden engang. De er altid velkomne og vi tager altid gerne imod. Vi genkender magtesløsheden, når vi står med et menneske, der ikke har noget sted at være. For gaden er barsk – ikke mindst om natten.

I Aalborg har Natvarmestuen åbent alle årets dage og i lørdags benyttede 33 mennesker sig af denne mulighed. De finder deres vej hertil på forskellig vis – nogen kommer i flok, mens andre kommer alene. Nogen har hænder og poser fulde, andre kommer med tomme lommer. Langt de fleste har haft endnu en dag på gaden - fyldt godt op af gadens strabadser. Der skal noget til at lindre det kaos og den smerte, der uundgåeligt følger med, når størstedelen af døgnet tilbringes på byens pladser og varmestuer eller ved konstant bevægelse fra sted til sted i en by, der udgør et hjem uden vægge og med den åbne himmel som loft.

Lørdag nat tog vi imod et menneske, der med ambulancefolkenes kyndige hjælp fandt frem til varmestuen i Aalborg. Samlet op på en af byens foretrukne pladser, godt forfrossen og i en særdeles ringe forfatning. Vedvarende opkast og uro stod på natten igennem, så indkvarteringen på en madras i

Forleden dag kom et menneske væltende ind på varmestuen - oprevet og kaotisk - med tydelige tegn på et fejlfix i armen, som var rød, hævet og med åbenlyse smerter. Et fejlfix er alvorligt og kan have fatale konsekvenser. I Odense, Aarhus eller stofindtagelsesrum, havde der været let adgang til både den forebyggende indsats for at minimere risikoen for fejlfix og hurtig akut hjælp, hvis det

I nat kom politiet forbi igen. Denne gang med et ungt menneske der var meget påvirket og tydeligt sindslidende. Hver uge kommer der nye ansigter på Natvarmestuen. Der er altid en historie bag hver enkelt, der giver en fin forståelse af, hvordan livets vilkår og omstændigheder har bragt netop dette menneske til vores dør den nat.

Denne situation foregik på varmestuen i Aalborg og større by, hvor der eksisterer et stofmiljø, men ikke findes et trygt og rent sted, hvor mennesker i en meget udsat position kan indtage deres stof under

værdigheden for mennesker, der i dén grad trænger

Øget lighed i sundhed er ikke så svært, som vi gør handlekraft og mest af alt kræver det en reel vilje til stofindtagelsesrum og udbredelse af disse til alle landets større byer vil give en konkret og hurtig forbedring af adgangen til sundhedstilbud for de mennesker, der befinder sig længst væk fra det

Både forleden nat og denne nat var Natvarmestuen det eneste alternativ til en utryg nat på gaden. Det giver mening at have lettilgængelige muligheder, fordi det tilfører en nødvendig grad af værdighed og medvirker til at opretholde livet på trods. Selvfølgelig kræver det ekstra opmærksomhed og en hel del konfliktnedtrapning, når der kommer meget udsatte mennesker med misbrug og psykisk sygdom ind ad døren. De er velkomne her. Når kaos finder ro, når frygt finder nærvær og når frustrationer finder fred, så er det altid hele indsatsen værd.

Varmestue i Søndergade og i samarbejde med Aalborg Kommune. De har deres ruter og områder i byens rum, hvor de renholder og rydder for hvad, der måtte ligge og flyde. Med det sociale frikort er det muligt at give mennesker, der alle har lidt af hvert i bagagen, en arbejdsopgave der er til gavn for byen og styrker meningsfuldheden. Ved at give mennesker i en udsat position mulighed for at tjene penge uden at blive straffet økonomisk, understøtter det sociale frikort det enkelte menneskes værdighed og selvstændighed. Det hjælper med at reducere stigmatisering og fremmer et tilhørsforhold i samfundet – et væsentlig bidrag

Jeg håber, du på et tidspunkt får fornøjelsen af at møde én af vores bypedeller på din vej igennem

Hvis ikke de mange menneskeliv der gennem årene

forstå, hvad der ligger bag de udtalelser, og hvorfor der er behov for at omtale andre mennesker på den måde. Og så er det jo det, vi må snakke om – i stedet for at begynde at udskamme mennesker, som i forvejen lever en meget, meget udsat tilværelse.”

I øjenhøjde på Facebook

Så når Jonas sætter sig til tastaturet, er det også for at få flere til at se på andre mennesker gennem prismet, at mennesker har umistelig værdi. Og for at fortælle om det levede, udsatte liv i øjenhøjde til dem, der følger med.

Han gør det – selvfølgelig – med nærvær, omsorg og respekt, fordi de tre elementer altid giver kvalitet i en relation til et menneske.

”Hvis vi alle sammen kunne møde mennesker på den måde, ville vi bo på en bedre planet. Sådan er det også i forhold til udsatte mennesker. Vi skal huske på, at udsatte mennesker ofte har livslang erfaring

med ikke at blive mødt på den måde.”

Måske er det også derfor, at Jonas meget sjældent møder negative kommentarer på sine opslag. Opslagene kommer fra et rent sted, helt ærlige og uden bagtanker, som han siger.

”Fordi jeg har den tilgang til opslagene, hvorfor skulle der så være nogle, der har behov for at være negative omkring det? Jeg møder generelt meget få negative mennesker i mit liv, så på den måde tror jeg faktisk, at det hænger sammen: Det jeg kommer ud med, det er også det, jeg bliver mødt af.”

Så Jonas skriver videre. For at få afløb for sin lyst til at skrive, for at give dem, der læser med, et indblik i livet blandt udsatte – og fordi han føler et kæmpe ansvar for at tale om dem, alle andre ikke taler så meget om. For alle mennesker er lige meget værd og fortjener, at der er nogen, der taler deres sag og fortæller deres historie.

Nærvær, omsorg og respekt ifølge Jonas

Nærvær er det her med at kunne være nær. At være nær med et andet menneske handler også om, at du kan være nær med dig selv. Hvis du ikke kan være nær med dig selv – og ikke ved, hvad der ’trigger’ reaktioner hos dig – så bliver nærværet besværligt. Pludselige følelsesmæssige reaktioner er ikke gode, når man skal være i en tæt relation. Så nærværet handler både om at kunne være nær det andet menneske, men også om at kunne være nær sig selv.

Omsorg handler om, at vi står til rådighed med det, som et andet menneske måtte have brug for. De mennesker, der kommer hos os (Kirkens Korshær, red.), kommer af en grund. Den årsag skal vi finde, så vi bedst muligt kan lindre det liv og den smerte, de lever med. Så omsorg handler om at kunne give noget af det, vi har i overskud, til nogle af dem, som har underskud.

Respekt er et medmenneskeligt element, der handler om, at vi behandler mennesker ordentligt, taler pænt til dem og ser dem som ligeværdige. Uanset om du lever på gaden eller ej, så er du lige så værdigt et menneske som alle os andre.

”De vil jo bare tale med et menneske”

Når tilværelsen bliver for svær, sidder Lisbet klar til at lytte. Hun er en af de anonyme frivillige i Sct. Nicolai Tjenesten, der årligt besvarer knap 60.000 opkald fra ensomme og sårbare mennesker.

Tekst: Charlotte Lund Dideriksen

Foto: Presse

Hvem er der for dig, når tavsheden bliver så rungende, at den slet ikke er til at bære? Det er Sct. Nicolai Tjenesten.

I snart 70 år har samtaletjenesten sikret, at der er en frivillig, der er klar til at lytte, når et menneske står helt alene i verden og har det svært.

”Egentlig troede jeg, at det var de store eksistentielle samtaler, som brugerne havde behov for. Men ofte er emnet små hverdagsting. Dem vi andre deler med hinanden. Hvad de har lavet den dag, og hvad de har købt i Brugsen. De vil jo bare tale med et menneske, og der er ingen andre i deres liv, som de kan tale med,” fortæller Lisbet.

Så plejer hun at spørge brugerne, hvad de så købte?

Sidste gang var det måske smør til pandekager. Og så går snakken om dengang i barndommen, hvor faren stod med stegepanden i hånden. De minder er gode at kalde frem.

To år i telefonvagten

I to år har Lisbet været at finde i telefonvagten i Sct. Nicolai Tjenestens lokaler i hjertet af København. Hun tager typisk en vagt om ugen.

Indimellem kræver vagterne lidt ekstra af hende. Det er især, når tomheden og de mørke tanker trænger sig på hos dem, som ringer ind. Men så trækker hun på sin erfaring, for hun har et helt arbejdsliv som

gymnasielærer med speciale i dansk, filmvidenskab og studievejledning i bagagen.

”Jeg talte for nylig med en ung mand, som havde svært ved at se en mening med tilværelsen. I løbet af vores samtale kom vi blandt andet til at tale om forfattere, der selv i perioder havde haft det svært, men overvandt deres nedture. Vi nåede også omkring filmen ”Gummi Tarzan” med samme tema. Vores snak endte med, at vi begyndte at fokusere på den unge mands uddannelsesdrømme, og jeg var lettet over den positive drejning, som vores samtale havde taget. Vi talte sammen i næsten halvanden time,” fortæller Lisbet.

Mening i meningsløsheden

Netop det at finde en mening i meningsløsheden er årsagen til, at telefontjenesten findes.

Haldor Hald, der var chef for Kirkens Korshær i 1946-1964, talte i 1957 med Ekstra Bladet om det bekymrende store antal af selvmord, der hærgede byens fattige kvarterer. Det blev til en artikel med den kuriøse overskrift ”Ring til mig, hvis De tænker paa selvmord”.

Og telefonen ringede så ofte, at det blev meget tydeligt, at der var behov for et sted, hvor mennesker kunne henvende sig anonymt for at tale om deres problemer.

Haldor Hald bad derfor de københavnske sognepræster om at medvirke i en anonym, folkekirkelig samtaletjeneste, organiseret af Kirkens Korshær. Cirka 100 præster sagde ja til at deltage, så Sct. Nicolai Tjenesten kunne åbne 12. september 1957 – navngivet efter den kirke, hvor de frivillige præster sad.

Stadigvæk stort behov

Sidste år blev knap 60.000 opkald besvaret af frivillige som Lisbet. Selvom tjenesten blev oprettet efter en artikel om selvmord, så har tjenesten siden begyndelsen haft fokus på meget andet. Ikke mindst psykisk sårbarhed og ensomhed.

”Nogle brugere er blevet udskrevet til ingenting med et pilleglas i hånden. Andre er helt alene i verden: De taler ikke med en sjæl, udover måske hjemmeplejen, mens hun støvsuger i de otte minutter, hun har til

Den frivillige forskel

det. De her mennesker kæmper en sej kamp for at holde den gående, og det er noget af en tillidserklæring, at de under vores samtaler tør blotlægge deres liv for os. På godt og ondt. Det har jeg meget stor respekt for,” fortæller Lisbet.

Det er den respekt, der gør, at hun uge efter uge tager turen ind til byen for at læne sig frem i stolen med headsettet på. Klar til at lytte.

”Da jeg var en lille pige fra provinsen, tog mine forældre mig med ind til hovedstaden hvert år, når jeg skulle have en ny kjole. Så plejede min far at pege ind på Sct. Nicolai Tjenestens lokaler og sige: ’Derinde sidder nogle meget kloge mennesker og rådgiver døgnet rundt.’ Det har jeg tænkt på lige siden. Og efter et langt liv så tror jeg faktisk, at jeg er ved at være erfaren nok til at være et af dem.”

Kirkens Korshær har 9.000 frivillige på landsplan. Uden den store indsats, som de lægger i det sociale arbejde og i genbrugsbutikkerne, kunne Kirkens Korshær ikke eksistere.

I hvert nummer af Korshærsbladet interviewes en frivillig medarbejder fra enten det sociale arbejde eller en af vores genbrugsbutikker.

Næstekærlighed som pejlemærke

1912

1912

Kirkens Korshær bliver stiftet

Kirkens Korshær bliver stiftet

1980’ erne

Aids-arbejdet

Støtte til hiv/aids-ramte

I slutningen af 1980'erne og starten af 1990'erne blev mange, der var smittet med hiv/aids, mødt med både afvisning og fordømmelse. Men Kirkens Korshær holdt fast i, at alle var velkomne i varmestuer og i sundhedstilbud – og var også de første i landet til at ansætte en folkekirkelig aids-konsulent i 1990.

Kirkens Korshær har arbejdet med mennesker med stofbrug siden 1980’erne – og siden 2013 drevet stofindtagelsesrum. Rummene er placeret sammen med andre sociale tilbud, fordi omsorg som mad, rent tøj og nogen at tale med er afgørende i en udsat situation. Alene i 2023 var der 34.760 stofindtag i Kirkens Korshærs stofindtagelsesrum. Og 276 gange blev der givet livreddende førstehjælp.

1989

Skaveruplejren, en feriekoloni for socialt udsatte, indvies

1913

Kirkens Korshær åbner sit første herberg

1991

Fortalerarbejdet, der skal skabe politiske forandringer til gavn for udsatte, bliver et fokusområde for Kirkens Korshær

1971

Kirkens Korshær begynder at arbejde med stofbrugere

1997

Skurbyen, et permanent botilbud til tidligere hjemløse, der ikke kan bo andre steder, åbner i Aalborg

Kirkens Korshær hjælper alle, der har behov for det. Ud fra grundpillerne omsorg, nærvær og respekt tager vores arbejde form efter de behov, vi ser i samfundet. Derfor har vi siden vores grundlæggelse arbejdet med forskellige udfordringer, men centralt i indsatsen er hjemløse mennesker, psykisk syge, ensomme og fattige børnefamilier.

Tag med på tidsrejse i vores arbejde siden 1912.

Arresthustjenesten

Kirkens Korshær har været til stede i danske arresthuse siden 1915. Dengang fik en enkelt kvindelig medarbejder lov til at tale med de indsatte i kvindefængslet på Christianshavn i København.

Siden blev ordningen udvidet, og i dag er Kirkens Korshærs arresthustjeneste landsdækkende. Kirkens Korshær forholder sig til mennesket og spørger ind til, hvordan de har det, og hvordan den sidste tid har været. I 2024 besøgte Kirkens Korshær 34 ud af landets 44 arresthuse.

Sct. Nicolai Tjenesten

Danmarks ældste anonyme telefontjeneste drives af Kirkens Korshær med mere end 65 års erfaring i at lytte til ensomme, rådvilde og selvmordstruede mennesker. De frivillige i Sct. Nicolai Tjenesten rådgiver ikke, men møder mennesker, der har behov for en samtale, i øjenhøjde. I dag sidder flere hundrede frivillige fra hele landet klar til at tale med dem, der ikke har et andet menneske at tale med.

1915

Arresthustjenesten starter

1918

Første afdeling uden for København åbner i Aarhus

Skurbyerne

I 1996 åbnede Kirkens Korshær permanente boliger for mennesker, der tidligere havde levet i hjemløshed – de såkaldte skurbyer, som i dag blomstrer i Vejle og i Aalborg. Skurbyerne består af små selvstændige boliger, som deles om udearealer og fælleshus. Man bliver ikke skrevet på venteliste til en bolig, men får den tilbudt efter visitation af Kirkens Korshær og kommunen.

1957

1926

Sct. Nicolai Tjenesten, Kirken Korshærs samtaletjeneste, bliver stiftet

hjælpe ’svagt stillede kvinder og børn’. Det gjorde de bl.a. med husbesøg hos familier og kvinder, de mødte gennem gademissionen.

I 1926 blev Børnely indviet. Det var et fristed for børn og deres ’trætte mødre’, hvor familierne kunne bo, få hjælp og mærke Guds kærlighed. I dag driver Kirkens Korshær 34 familietilbud og familiegrupper for sårbare og udsatte familier.

2005

Kirkens Korshær begynder at arbejde med udenlandske hjemløse

2023

Antallet af familietilbud er på få år steget fra 7 til 19. Et modsvar til den stigende børnefattigdom i Danmark.

Kirkens Korshær mener

Med et næstekærligt menneskesyn følger en anden politik

Foto: Helga Theilgaard

I Kirkens Korshær arbejder vi for at udbrede et næstekærligt menneskesyn. Det indebærer, at man ikke skal gøre sig fortjent til hjælp, men altid har ret til den nødvendige støtte til at opnå en værdig tilværelse.

Vores ambition er, at dette princip i langt højere grad skal gennemsyre den førte politik i Danmark. Her kan du læse, hvad vi mener med en næstekærlig politik.

Stærkere bekæmpelse af fattigdom

I dag er der tusindvis af mennesker i Danmark, der ikke får basale behov opfyldt i dagligdagen. Det er uacceptabelt og uværdigt. I et land, hvor nogle har alt, skal ingen mangle det basale.

Derfor arbejder vi for, at alle mennesker i landet skal sikres en ordentlig levestandard.

Det indebærer blandt andet, at Danmark bør have en fattigdomslov, som forpligter politikerne til at bekæmpe fattigdom. Vi foreslår også, at der indføres en lovsikret ret til en barndom uden fattigdom.

Endelig foreslår vi, at de laveste overførselsindkomster hæves, at der genindføres et midlertidigt børnetilskud, der kompenserer for de seneste års prisstig-

ninger for børnefamilier, og at familier i udsathed får ret til en mere håndholdt og helhedsorienteret indsats.

Bedre bostøtte til hjemløse Når mennesker i hjemløshed skal hjælpes i egen bolig, er den rette bostøtte afgørende. Det dækker over hjælp til at etablere sig i den nye tilværelse og til at håndtere de udfordringer, der opstår i dagligdagen.

Der findes bostøtte af forskellig varighed og intensitet. Kommunerne kan i dag vælge, hvilken type de vil bevillige – og de får en del af udgifterne dækket af staten, hvis en borger først har været indskrevet på et herberg.

Det efterlader kommunerne uden økonomisk incitament til at give bostøtte til hjemløse, som sover på gaden eller hos venner og familie. Det er uhensigtsmæssigt. Derfor foreslår vi, at der også gives refusion for bostøtte til borgere, der ikke først har været forbi et herberg.

Erfaringer fortæller desuden, at det er vigtigt med den rette type og mængde bostøtte. Derfor foreslår vi, at den statslige refusion differentieres, så kommunerne får økonomisk incitament til at levere mere intensiv bostøtte.

Flere supervarmestuer

De mest udsatte mennesker kæmper typisk med mange problemer samtidig: psykisk og fysisk sygdom, stofbrug, hjemløshed for blot at nævne nogle få.

Desværre er systemet i dag ikke gearet til at tage hånd om dem. Det forventes, at de selv kan navigere i forskellige tilbud og møde op på aftalte tidspunkter.

Det kan de ofte ikke. Derfor ender de med at falde mellem forskellige stole og får ikke den hjælp, de har brug for.

For at ændre på det foreslår vi, at der oprettes såkaldte supervarmestuer i de 10-12 største byer i Danmark. Supervarmestuerne indeholder – udover dagvarmestuer – også en række andre tilbud under samme tag, for eksempel natvarmestue, stofindtagelsesrum, sundhedsrum og fremskudte indsatser fra det offentlige.

På den måde sikrer man, at nogle af de mest udsatte i vores samfund kun skal ind ad én dør for at få hjælp til at få en værdig tilværelse.

Tilstrækkeligt med nattilbud

For hjemløse, der ikke passer ind på herberger, er landets nattilbud den eneste mulighed for at få ly for natten. Det samme gælder for udenlandske hjemløse, der opholder sig lovligt i Danmark, men ikke har adgang til herberger.

Desværre har nattilbuddene i særligt hovedstaden ikke nok pladser i vinterhalvåret. Desuden er flere af nattilbuddene presset økonomisk og i fare for at måtte lukke. Det vil betyde, at flere vil være henvist til at sove på gaden.

Det er uværdigt over for den enkelte. Derfor foreslår vi, at der politisk sættes ind for at sikre tilstrækkelige nattilbud året rundt.

Sune giver varetægtsfængslede håbet tilbage

I landets arrester udfører Kirkens Korshærs Arresthustjeneste en stille, men vigtig medmenneskelig opgave. Bag de låste celledøre og formodede ugerninger insisterer arresthusmedarbejder Sune

Wessel og hans to kolleger på at møde de varetægtsfængslede som medmennesker. Én sjælesørgersamtale ad gangen.

Tekst: Alberte Jannicke

Fotos: Mew og pressefoto

I snart fem år har Sune Wessel været en del af Kirkens Korshærs Arresthustjeneste. En sjælesorgtjeneste bag fængslernes mure, der trækker tråde helt tilbage til 1915.

Tilgangen, indholdet og formatet har gennem årene udviklet sig fra at være primært forkyndende til her og nu-sjælesorg og diakoni, men grundessensen er den samme: At møde frihedsberøvede – og altså endnu ikke dømte – med omsorg og næstekærlighed.

I dag har Kirkens Korshærs Arresthustjeneste tre arresthusmedarbejdere. Sune er en af dem. Som ansvarlig for Sjælland og øerne foregår Sunes daglige arbejde bredt fordelt over arresterne på østsiden af Storebæltsbroen. Derfor består hans arbejdsuge i at være nærværende uden at dømme, når han hver dag er i dialog med mange, vidt forskellige mennesker.

Fælles for dem alle er, at de sidder varetægtsfængslet – men årsagerne og tidsrammerne er meget forskellige. Og disse detaljer er heller ikke dét, Sune fokuserer på:

”Kirkens Korshærs menneskesyn insisterer på, at alle mennesker er skabt i Guds billede, og at alle

menneskeliv i sig selv har en umistelig værdi. Det betyder ikke, at vi accepterer en eventuel ugerning. Men det betyder, at vi anerkender mennesket bag.”

Adskillelse af menneske og handling

Denne adskillelse af mennesket og handlingen er en vigtig brik i arresthusmedarbejdernes arbejde. Og for nogle kan det måske være svært at begribe, hvordan det kan lade sig gøre. ”Hvad andre synes, og hvad juraen måtte bestemme, er et vilkår, som vi selvfølgelig også respekterer,” fastslår Sune.

For Sune er udmærket klar over, at juraen bag en varetægtsfængsling eksisterer af en grund. Arresthusmedarbejdernes opgave er at respektere dette, samtidig med at de i mødet med den indsatte ikke farves af andres indstilling. Så når Sune parkerer bilen uden for arresten, gør han sit bedste for at efterlade al sin bagage i bilen. Både den fysiske og den mentale. For der følger et medmenneskeligt ansvar med, når Sune bliver lukket ind i landets arrester og inviterer sig selv på besøg hos varetægtsfængslede i deres celler.

Sjælesorg inden for murene

Den vigtigste opgave som arresthusmedarbejder er

at yde sjælesorg – medmenneskelig omsorg for sin næste, der er afskåret fra alt, vedkommende har kært.

Overordnet oplever Sune, at han bliver taget godt imod af de indsatte. Nogle gange er folk en smule skeptiske, men, som Sune siger: ”Hvem ville ikke også synes, det kan virke lidt overrumplende, at man først bliver anholdt, frataget sine personlige ejendele, herunder sin mobiltelefon, bliver låst inde på otte kvadratmeter og i det hele taget er omgivet af mistro… Og så er der pludselig en vildt fremmed, der

banker på celledøren og tilbyder en uforpligtende samtale under tavshedspligt!?”

Sune fortæller, at der kan være stor forskel på samtalerne, både på indhold, længde og antallet af gange, de mødes. Men hvis først den indsatte har anerkendt præmissen om, hvad en sjælesorgsamtale er til for, er der en stor grad af åbenhed, sårbarhed og taknemmelighed.

Arresthusmedarbejdernes tilbud om sjælesorg er ofte med til at skabe et usynligt, fortroligt rum, hvor

Hvad er varetægtsfængsling?

Varetægtsfængsling vil sige, at en person tilbageholdes af retten, mens en sag undersøges eller behandles. Personen er altså ikke dømt, men sigtet for en forbrydelse. Man er varetægtsfængslet, mens man venter på retssagen. Selvom om man er varetægtsfængslet, anses man stadig som uskyldig, indtil skyld bevises.

(Kilde: Forsvarsadvokater.dk)

den indsatte kan få afløb for tanker, bekymringer, frustrationer og sorg. Og hvis der er noget indsatte har, så er det tid til at reflektere – og det gør de fleste.

”Mange føler, at de svigter nogen, for eksempel deres børn. Samtidig føler de sig svigtet af systemet – de risikerer at miste bolig, arbejde og relationer, før de er dømt. Mange ønsker forandring i livet efter deres fængselsophold, men er bekymrede for fremtiden, også økonomisk. Gælden trækker renter, og en plettet straffeattest gør det sværere at få arbejde. Og så er der dem, der måske risikerer udvisning, selvom de er vokset op i Danmark, har alle deres relationer her og måske endda børn,” fortæller Sune. ”Vi er her for, at de varetægtsfængslede ikke skal være alene med deres tanker.”

Samtidig er han nøgtern med forventningerne til, hvad sådan en samtale skal eller kan føre med sig:

”Jeg gør mig ingen illusioner om, at vi som arresthusmedarbejdere kan eller skal ’fikse’ noget for den enkelte. I bedste fald kan vores besøg lindre og måske bringe håb ind i cellen. Men dét, at nogen prioriterer

tid og har lyst til at lytte og bare være sammen med den indsatte, siger også noget om respekt og menneskesyn. Både til den indsatte, men også til omverdenen. Og det har en værdi i sig selv.”

Indespærret, men ikke dømt

Det kan være svært at gøre sig begreb om, hvordan det er at sidde varetægtsfængslet.

”Prøv at forestille dig, at du bliver låst inde i et rum på størrelse med dit soveværelse. Alene, 23 timer i døgnet. Uden telefon, computer og køkken, men kun en seng, et lille bord, en stol, et tv og et køleskab. Her sidder du som varetægtsfængslet ofte i månedsvis –og nogle endda i årevis – i uvished om din fremtid.

For Sune handler det ikke om at prøve at gøre det synd for nogen eller fjerne et skyldsspørgsmål. Alle har ret til deres fortælling. Men samtidig har alle også ret til at blive mødt som menneske, fordi næstekærligheden er en grundessens i den kristne tro, og fordi der ligger tyngde bag, når Kirkens Korshær siger: Vi er der, hvor ingen andre er.

”Vi betragtes som en god og ordentlig samarbejdspartner, og siden tjenesten på lidt forskellig vis har eksisteret i mere end 100 år, må det være et udtryk for, at man både i Justitsministeriet og i Kriminalforsorgen stadig finder vores arbejde relevant,” påpeger Sune.

Draget af Arresthustjenestens arbejde

Sune har været en del af Arresthustjenesten i knap fem år. Men hans engagement i Kirkens Korshær strækker sig over to årtier, og han føler sig stærkt forankret i Kirkens Korshærs værdier og menneskesyn. Måske netop derfor fandt han Arresthustjenestens arbejde særlig dragende.

”Siden jeg var medarbejder i varmestuen i Istedgade 100, har jeg været interesseret i Arresthustjenesten. Det helt specielle diakonale arbejde for mennesker i en svær livssituation virkede både tiltrækkende og skræmmende – og under alle omstændigheder utrolig meningsfuldt.”

Så på spørgsmålet om, hvad der gør ham taknemmelig i sit arbejde, svarer han prompte:

”Det meste! At få lov til at være en del af det store Kirkens Korshær-fællesskab. At Korshæren fortsat vælger at prioritere en indsats, der både kan virke kontroversiel og uden den store brede appel, men som vitterlig er, dér, hvor ingen andre er. Og at det for tiden er mig, der har netop denne opgave i Østdanmark.”

Arresthustjenesten

Arresthustjenesten i Kirkens Korshær er en enhed, der besøger indsatte i de danske arresthuse. Tjenesten er delt op på tre regioner med en ansat per region under én leder. Arresthustjenestens formål er at tale fortroligt og anonymt med dem, som ønsker det. Det er en vigtig værdi i Arresthustjenesten, at de ansatte ikke har nogen specifik faglig baggrund, andet end stor erfaring med udsatte og udstødte gennem flere års erfaring fra arbejde i Kirkens Korshær.

Omsorgen oversteg aids-frygten

I slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne skabte stigende hiv- og aidssmitte panik.

Myterne var mange, og det eneste man med sikkerhed vidste var, at sygdommen spredte sig ekstremt hurtigt, at særligt udsatte med stofbrug og seksuelle mindretal blev ramt, og at det endte med en dødelig udgang. Mange smittede oplevede derfor stigmatisering og udelukkelse.

I Kirkens Korshær var holdningen, at smittede skulle mødes med omsorg i stedet for fordomme. Dørene til varmestuer og herberg stod åbne, mange sjælesorgssamtaler tog udgangspunkt i netop sygdommen, og Kirkens Korshær ansatte Danmarks første folkekirkelige aids-konsulent i 1990.

Ved årsmødet i 1991 var en ung aids-smittet mand inviteret som taler, og han bød velkommen med ordene: ”Hvis ikke vi vil have med sådan nogle som mig at gøre – og udelukker os, der er ramt af hiv og aids, så forspilder den (det kirkelige samfund, red.) mange muligheder. Kærlighedsbudskabet rokkes ikke af myter og fordomme.”

Til eftertanke

Det kristne menneskesyn er ikke teori, men praksis

Det kristne menneskesyn er at handle på buddet: Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv. Vi skal til enhver tid stræbe efter at give den chance videre, som vi selv har fået af Gud.

Tekst: Mai Bjerregaard, sognepræst på Drejø og Skarø, arresthus- og korshærspræst

For nylig lyttede jeg til et radioprogram, hvor en kvinde fortalte om en episode, hendes søn var vidne til som stor dreng.

Han og et par kammerater er på vej gennem en park i København. Her ser de tre andre drenge, der leger på en bro, som går hen over nogle togskinner. To af dem hopper ned på skinnerne. Den ene lander skævt, falder og bliver kørt ihjel af et tog. Den anden falder mellem skinnerne og ligger livløs – så stille at et tog kører hen over ham uden at ramme ham. Den tredje dreng er med garanti skrækslagen. Alligevel springer han ned på skinnerne og får sin livløse kammerat båret i sikkerhed.

Historien handler selvfølgelig om mod. Men den handler også om næstekærlighed. Om et menneske, som bringer sig selv i fare for at redde sin ven.

Bør handle som Jesus Hvorvidt helten i historien var troende, ved jeg ikke. Men jeg ved, at Jesu ord og måde at omgås mennesker på fortæller mig, at jeg bør handle som ham. Selv når det er svært, eller når jeg ikke har lyst.

Kirkens Korshærs tidligere chef Haldor Hald sagde det meget præcist i bogen ”Kirken der forarger”:

“Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.”

Den lidende næste – hvad enten han er sympatisk eller usympatisk, enten han er elsket eller forhadt, enten hans nød er selvforskyldt eller uforskyldt – får ved disse ord Jesu ansigtstræk. Han kommer mig ved, for det er Kristus selv, der i ham kommer til mig, i hvis hånd mit liv og min salighed ligger. Så er han – denne næste – umulig at komme udenom: Vil jeg have med Kristus at gøre, må jeg også have med ham at gøre.”

Haldor Hald-citatet forsætter:

”Ansigt til ansigt med vor lidende næste står vi med evighedens alvor over den afgørelse, vi træffer.

Dermed er tjenesten for Gud ikke længere noget luftigt og åndeligt: men en konkret handling, som ligger lige for. Ingen flugt er mulig, jeg er holdt fast i den foreliggende virkelighed.

Min næste er ikke mere et tåget begreb, men en ganske bestemt person med navn og adresse, som, hvor svært det end kan være at se, møder mig med Jesu ansigtstræk.”

Næstekærlighed skal leves Citatet minder om, at det kristne menneskesyn ikke er et blik på menneskeheden. Det er ikke en filosofi, vi kan sidde og tænke over alene i vores studerekammer eller hyggesnakke om over kaffen.

Det kristne menneskesyns fremkaldervæske er næstens nød. Det er din og min handling, der hvor nogen har brug for hjælp til at komme i bad, til en fødselsdagsgave til deres barn, penge til et måltid mad, et sted at bo eller hjælp til at komme på plads i lejligheden. Der, hvor nogen har brug for tale med et menneske eller for et øre, der lytter.

Nogle gange gør jeg, som jeg skal og hjælper som en spontan livsytring, men bagefter lurer selvretfærdigheden ofte: ”Pokker, som verden er egoistisk. Alle tænker de kun på sig selv. Det er bare mig, som tæn-

ker på mig”. Der, hvor jeg roser mig af egne gode gerninger, dér er der ikke noget kristent menneskesyn.

Se nådigt på andre

Andre gange gør jeg ikke spontant, som jeg skal. Der hjælper buddet: ”Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv.” Næstekærlighed kan være hård kost. Rart er det jo ikke at sætte andre i første række, hvis det indebærer at sætte sig selv i anden.

Når næstekærligheden ikke kan finde vej for undskyldningerne – ”Jeg har ikke tid, har ikke råd, jeg skal også nå noget andet eller nogle andre” – så har jeg det bagefter, som ham, der blev spurgt, om han troede på Gud og svarede: ”Jeg kan ikke se, hvordan jeg skulle klare mig uden syndernes forladelse.”

Det kristne menneskesyns udspring er den erfaring at stå som skyldner over for Gud og så blive mødt af hans kærlig favn og få en chance mere, selvom man ikke har fortjent den. Det er at se på andre med det nådige blik, man selv har brug for.

De 21 korshærspræster har deres faste gang på Kirkens Korshærs arbejdssteder. Her står de til rådighed for nogle af samfundets mest marginaliserede og udsatte mennesker gennem sjælesorg, andagter, vielser og begravelser. I ’Til eftertanke’ reflekterer korshærspræsterne på skift over deres arbejde, teologi og diakoni.

Gadejuristen tog sit menneskesyn med til Christiansborg

Med et nyt og udvidet menneskesyn som pejlemærke har

Nanna W. Gotfredsen skabt forandring for hjemløse, psykisk lidende og rusmiddelafhængige. Endelig har de udsatte grupper fået fokus, skriver hun.

Tekst: Nanna W. Gotfredsen, medlem af Folketinget for Moderaterne Foto: Marie Hald

Dagen i dag startede med et ophold ved Mariakirken i Istedgade på Vesterbro i København.

Her stod jeg sammen med udsatte mennesker, der ventede på og så frem til, at Mariatjenesten (Kirkens Korshær driver Mariatjenesten og har gjort det i mere end 50 år, red.) åbnede – helt som tusinder og atter tusinder har gjort det gennem årtier.

Det var her på kirkepladsen, det hele startede for mig for nu mere end 25 år siden.

Det var her, gadejuristen i mig blev til, og hvor der dengang, sandt at sige, ikke var ret meget plads til det gadefolk, som i stort antal opholdt sig på kirkepladsen – men det var der i Mariatjenesten.

Her var der plads til og rum for dem, ingen andre så ud til at ville. Dem, der ikke var plads til inden for det dengang herskende menneskesyn. Dem, der igen og igen oplevede sig ramt af en, kort sagt, egentlig dehumanisering på kommunen, hospitalet – ja, hvor

end de forsøgte at træde indenfor i ’det etablerede’.

Mod til at komme igen

I Mariatjenesten herskede et menneskesyn, som gav udsatte mod på at træde indenfor og komme igen og igen. Det var og er et sted for dem, der ikke har andre steder at gå hen.

For mig fulgte der nu en hæsblæsende årrække med udgående retshjælp, hvor jeg nogle gange faktisk troede, men oftere højst kunne formå at håbe på, at det gældende, alt for snævre menneskesyn ville give sig og komme til at omfavne alle dem, der havde og har brug for at blive omfavnet.

Det holdt hårdt, og over nogle år op til Folketingsvalget i 2022 stod det efterhånden klart, at den forandring jeg så inderligt havde ønsket at se komme ’ovenfra’ og fra Christiansborg – den indiskutabelt nødvendige forandring for hjemløse, psykisk lidende, svært rusmiddelafhængige og andre gode gadefolk – lod vente på sig.

Selv kom jeg i tvivl, om det nogensinde ville ske, og jeg fik brug for at forsøge at gøre en forskel fra det sted, hvorfra det nødvendige ikke kom.

Et nyt, udvidet menneskesyn

Jeg håber stadig. Og knokler fortsat på. Det nødvendige kommer stadig ikke med lethed.

Men aldrig har gadefolket fyldt mere i et regeringsgrundlag end nu. Aldrig har så mange ministre sat sig sammen på tværs af ressortområder for at levere en værdighedsreform og en ny måde at gøre tingene på – med afsæt i et nyt, udvidet menneskesyn. Aldrig har jeg som gadejurist kunnet sikre, at der blev afsat (foreløbig) 650 mio. kr. til en ny, mere værdig indsats for de mest udsatte.

Så håbet lever. Indtil da findes menneskesynet og rummeligheden i Kirkens Korshærs mange sociale tilbud rundt omkring i landet.

Tak for jer.

KORSHÆRS BLADET

Kirkens Korshær (Fælleskontor)

Nikolaj Plads 15 1067 København K

Tlf. 33 12 16 00

www.kirkenskorshaer.dk

Giro 540-1429

CVR 8288 3711

Kirkens Korshær er en medlemsbåret landsdækkende almennyttig frivillig forening. Kirkens Korshærs målsætning er at yde hjælp til nødstedte mennesker i Danmark.

Redaktion

Jeanette Bauer (ansv.)

Ida Friis Agermark (redaktør)

Korrektur

Néné La Beet

Layout Jan Hesselvig Krogh

Tryk

Tarm Bogtryk A/S ISSN 1902-2107

Forsidefoto

Lea Meilandt

Korshærsbladet

Korshærsbladet udkommer fire gange årligt i godt 8.000 eksemplarer. Bladet sendes til alle medlemmer af Foreningen Kirkens Korshær og alle faste støtter samt arbejdspladser og genbrugsbutikker under Kirkens Korshær.

Adresseændring eller afmelding kk@kirkenskorshaer.dk eller telefon 33 12 16 00

Chef for Kirkens Korshær

Jeanette Bauer

Formand for hovedbestyrelsen

Ian Ørtenblad

Redaktionen af Korshærsbladet NR. 2/2025 blev afsluttet den 16/5 -25

Skriv til Korshærsbladet på kommunikation@kirkenskorshaer.dk

Støt Kirkens Korshær på MobilePay 440029