Kirken i dag nr. 1 2026 - Når religiøsitet møder liturgi. (Reduceret udgave)

AKTUEL INSPIRATION

TIL FOLKEKIRKEN

KIRKEN I DAG

SANGEN ÅBNER FOR TROEN

Se side 28

NYPIETISME - JEG VIL MÆRKE GUD Se side 10

FORORD

3 / Individuel spiritualitet møder gudstjenestens liturgi

NR. 1 | MARTS 2026 25. årgang

Udgiver:

Kirkefondet, Peter Bangs Vej 5B, 2000 Frederiksberg

Tlf.: 33 73 00 33

E-mail: kirkefondet@kirkefondet.dk www.kirkefondet.dk

Formand:

Erik Mollerup Generalsekretær:

Henrik Bundgaard Nielsen

”Kirken i dag” redigeres af: Anne Sofe Coles

Temagruppe bag nr. 1/2026: Elizabeth Knox-Seith, Jørgen

Theodor Demant, Sigrid la Cour Sonne, Peter Ruge, Anne Sofe Coles og Henrik Bundgaard-Nielsen

Layout og produktion:

Jørn Thomsen/Elbo A/S, Fredericia

Årsabonnement for 2025:

Kr. 300,-

Enkeltnumre: Kr. 80,-

Abonnement kan bestilles ved henvendelse til Kirkefondet.

ISSN 1601-8230

Forsidebillede:

Forsidebilledet er taget af Signe

Malene Berg og forestiller spejlalteret i Natkirken, Vor Frue Kirke, hvor den besøgende spejles sammen med Kristusmotivet.

Af Henrik Bundgaard Nielsen

INDLEDNING:

4 / Nye former for tro –individualisering og liturgi i forandring

Af Peter B. Andersen og

Peter Gundelach

ÅNDELIG SØGEN I VORES TID

6 / Den eksistentielle vending og teologiens svar

Af Hans Raun Iversen

8 / Den hellige almindelige hverdag

Af Sigrid La Cour Sonne

TRO SOM ERFARING

10 / Nypietisme – jeg vil mærke Gud

Af Jørgen Theodor Demant

12 / Ritualer mellem kirke og hverdagsliv

Af Signe Malene Berg

14 / Åndelig hjemvé

Af Sofe Alhøj

16 / Erfaring kommer før forklaring – interview med Hanna Smidt

Af Anne Sofe Coles

KIRKEN I DAG

LITURGI I BEVÆGELSE

18 / Forandring uden forfald

Af Tine Illum

20 / Fællesskab bærer kirkelivet

Af Elizabeth Knox Seith og

William Houmann

22 / Hænderne i jorden som en vej til Gud

Af Eva Meinel

24 / Kirkevandring – en vej til det hellige

Af Peter Ruge

TROEN SYNGES

26 / Når menigheden holder op med at synge

Af Mikkel Vale

28 / Sangen åbner for troen

– interview med Marianne

Søgaard

Af Anne Sofe Coles

31 / Nyt fra Kirkefondet

Den eksistentielle vending og teologiens svar

Verden præges i dag af kriser, som opleves som uløselige, og mange mennesker rammes af en følelse af, at selve eksistensen er på spil. Denne artikel undersøger, hvordan en sådan eksistentiel vending sætter nye rammer for liturgi og teologi i folkekirken – og hvordan kirken kan blive et rum for besindelse, forbundethed og håb i en uoverskuelig tid.

dr. theol. h.c., cand.theol., lektor emeritus i praktisk teologi ved Københavns Universitet.

Kriser har altid været en del af menneskers liv, og teologien har til alle tider måttet forholde sig til lidelse, frygt og usikkerhed. Det nye i vores tid er ikke, at verden er i krise, men hvordan krisernes art påvirker menneskers selvforståelse og livsmod. Mange oplever i dag en grundlæggende uro, som ikke lader sig afhjælpe af hurtige forklaringer eller individuelle løsninger.

Det rejser spørgsmålet om, hvilken rolle liturgi og teologi kan spille i en tid, hvor eksistensen opleves som sårbar og uoverskuelig – og om kirken kan tilbyde rum for fælles besindelse snarere end færdige svar.

Verden i krise – når eksistensen er på spil

Dagens post fyder over med eksempler på det, jeg her kalder den eksistentielle vending. En højskoleelev siger til forstanderen Simon Axø: ”Alt er værre. Hvor du end kigger hen, så er alt værre end for 20 år siden. Og samtidigt er der en øget overvågning, så alt bliver husket.” (Grundtvigsk Tidende 6/2025).

En dåbsmor siger til Nørrebropræsten Andreas Christensen: ”Jeg har ikke født en datter for, at hun skal være soldat. Hvad er det for noget, hvorfor skal hun det, hvorfor kan hun ikke bare have et land?” ”Den forstemthed oplever jeg hos fere” tilføjer præsten (Politiken 21. december 2025).

Indtil 1989 hang atombombens paddehattesky mentalt over hovedet på de feste af os. Næsten rituelt måtte vi synge med på Ole Wivels “Der truer os i tiden” fra 1959 og Bjarne Jes Hansens “Vi voksne kan også være bange” fra 1978. Men dengang var den nødvendige løsning til at få øje på: afrustning og aftaler om begrænsning af atomvåben. Det lykkedes ganske langt ad politisk vej, med mere eller mindre vigtige bidrag fra de folkelige fredsbevægelser.

Syv vilde udfordringer – og en ændret åndelig temperatur

Situationen er anderledes i dag. Det er ofte svært at se, hvad vi hver især kan gøre, og endnu sværere at øjne en holdbar vej til løsning af vor tids kriser: Vores globale udfordringer

“Det er ikke religiøsitet, men deltagelsen i Guds lidelse i verden, der gør os til kristne.”

I en tid præget af eksistentiel uro kan kirken være et rum for forbundethed frem for forklaring – en tanke, Hans Raun Iversen udfolder i bogen Skabelsen først, kristen så.

er vildere end de komplekse, styringsmæssige udfordringer, Sigge Winther Nielsen kalder “vilde problemer” - som fx når strømmen går på hele den iberiske halvø. I princippet kan sådanne problemer løses, men i forhold til den globale situation er vejen langt sværere at få øje på. Min liste over syv vilde, globale udfordringer ser sådan ud:

1. Der er stigende økonomisk ulighed i verden, også hos os i den vestlige verden, skabt af en ubarmhjertig kapitalisme, som vi ikke har noget alternativ til.

2. Der kommer stadigt fere nye diktatoriske magthavere, der styrer deres stater som deres egne privatkapitalistiske virksomheder.

3. Der er en voksende nationalisme med jagt efter Lebensraum, der leder til gammeldags grusomme krige i nye, ofte enormt farlige udgaver.

4. Der er stigende grad af kapitalistisk og politisk styret medievirkelighed, der lever af polarisering og fake news.

5. Rent teknologisk er vi på vej fra et risikosamfund til et kontraproduktivt samfund, hvor ny teknologi næsten som hovedregel giver mere bagslag end fordele.

6. Digitalisering og acceleration betyder fuld fart mod fremmedgørelse, mistrivsel og stress.

7. Forureningen, biodiversitetskrisen og klimaændringerne har taget magten fra os.

To reaktioner – fra radikal individualisme til relationel ansvarlighed

Der er i det mindste to reaktioner, som byder sig til stillet overfor disse uløselige kriser. Man kan skrue endnu mere op for individualismen, som fx Liberal Alliance gør med slogans som ”Enhver er sin egen lykkesmed”, ”Ansvar for egen læring” og ”Frygt eller håb? Du har altid et valg”, selv om sådanne slagord klinger hult i manges ører. Man kan også gå helt over gevind og slutte sig til en fanden-i-voldsk-politik, hvor man reelt foragter alt og alle undtagen ens egen proft. Det er storkapitalisternes og Tech giganternes vej. Trump og Putin er også på den galej. Jeg kalder dem ”maniarker”, folk, der er styret af deres manier, impulser og besættelse af penge og magt, som de tror, at de kan styre verden med. Den individuelle frisættelse er her endt i ren selvspejlende narcissisme, som er indbegrebet af, hvad Luther kalder synd.

“Mange oplever i dag en grundlæggende uro, som ikke lader sig afhjælpe af hurtige forklaringer eller individuelle løsninger.”

Den alternative reaktion er den, hvor mennesker tager konsekvensen af, at individualismen er kommet til sit tipping point. Vi må vende os mod hinanden og i dag i stigende grad mod hele skabningen, naturen og kosmos. Vi må fnde en ny vej ved hjælp af, hvad Sallie McFagues kalder Hengivelsens teologi (Boedal 2024). Vi må følge Jesu Kristi eksempel ved at udtømme os selv i vores forbundethed med alle mennesker og alt det, vi er skabt som en del af. McFagues løsning er den radikale relationalitet med en tro på, at hvor forbundethed og kærlighed er, der er Gud. Vi står i en situation, hvis radikalitet begynder at ligne den, Bonhoefer ser i øjnene i sine breve fra nazi-fængslet: Det er ikke religiøsitet, men deltagelsen i Guds lidelse i verden, der gør os til kristne. I smørhullet Danmark har vi ikke ryggen fysisk op mod muren, som Bonhoefer havde det i tiden op til sin likvidering 9. april 1945, men vores kriser er måske lige så radikale. Jeg kender ikke nogen anden vej frem i dag end indøvelse i en livsforståelse og en social og liturgisk praksis præget af den form for klassisk kristendom, som McFague præsenterer.

Hvor er Gud? – fra religiøsitet til deltagelse i verdens lidelse

Bonhoefers indsigt er vigtig netop i dag: Kristendommen er ikke kun og ikke engang primært en religionsform. På den ene side har alle kendte historiske former for kristendom opført sig som religiøsitetsformer. På den anden side, er det ikke et primært formål med kristendommen, at mennesker skal være religiøse. Kristendommen handler om troen på, at Gud griber ind og kalder på mennesker til frelse for den verden (kosmos, Joh 3,16)), som Gud elsker. På sin vis passer kristendommen som hånd i handske til

“Kirken skal ikke være leverandør af særlige religiøse svar, men et sted, hvor mennesker kan øve sig i forbundethed.”

vor tid eksistentielle vending. Meget få spørger i dag med Luther: Hvem er Gud (for mig)? Næsten ligeså få spørger med moderniteten: Hvad er Gud? Vor tids spørgsmål er: Hvor er Gud?

Spørgsmålet er nu, hvordan tidens eksistentielle søgen efter noget, der kan kaldes Gud, kan fortolkes teologisk. Meget i den nye eksistentielle besindelse kan forstås som tegn på, at mennesker – ofte uden selv at bruge et kristent sprog – orienterer sig mod værdier og erfaringer, der ligger tæt på det, kristendommen forbinder med Kristus: forbundethed, ansvar, sårbarhed og omsorg for verden. I den forstand kan man tale om en slags Kristus-signatur i tidens søgen.

Samtidig trækker denne søgen på en skabelsesteologisk tradition, som vi især kender fra Grundtvig, hvor Gud ikke kun mødes i det kirkelige og religiøse, men også i livet, naturen, kulturen og de menneskelige relationer. Det svarer til det, Paulus kalder en naturlig religiøsitet, hvor Guds nærvær kan anes i skaberværket og i det levede liv (Rom 1,20). Den nye eksistentielle søgen kalder derfor også på en skabelsesteologi, der kan tolke og bære de erfaringer af forbundethed, ansvar og sårbarhed, som præger vores tid.

Den eksistentielle vending, som præger vores tid, er ikke først og fremmest et udtryk for øget religiøsitet, men for en dyb erfaring af sårbarhed, forbundethed og ansvar. I mødet med globale kriser, der ikke lader sig løse ad politisk eller teknologisk vej, åbner mennesker sig for rum med eksistentiel besindelse, hvor livet kan deles og bæres.

“Den eksistentielle vending er ikke et brud med kristendommen, men en mulighed for at genopdage dens dybeste kald.”

Kirken skal ikke være leverandør af særlige religiøse svar, men et sted, hvor mennesker kan øve sig i forbundethed med hinanden, med skabningen og med Gud. Den teologiske udfordring er derfor ikke at forstærke religiøsiteten, men at udvikle en liturgisk og teologisk praksis, der kan rumme og bære den eksistentielle alvor, som vores tid kalder frem. Den eksistentielle vending er ikke et brud med kristendommen, men en mulighed for at genopdage dens dybeste kald: deltagelsen i Guds omsorg for verden. •

Læs mere

Hans Raun Iversen udfolder disse spørgsmål yderligere i bogen Skabelsen først, kristen så (Eksistensen 2026), hvor han viser, hvordan Grundtvigs skabelsesteologi kan forstås som en tidlig forløber for den teologiske vending, som Sallie McFague formulerer i mødet med nutidens eksistentielle udfordringer.

Nypietisme – jeg vil mærke Gud

I en tid præget af længsel efter resonans og nærvær får erfaringen igen en central plads i troens liv. Gudstjenesten bliver et rum, hvor troen ikke blot skal forstås, men mærkes. Det udfordrer både teologisk tænkning og kirkelig praksis.

AF JØRGEN THEODOR DEMANT teolog, tidligere sognepræst ved Lyngby Kirke og projektmedarbejder i Liturgisk Forum.

I de senere år er interessen for troens erfaringsmæssige og sanselige sider vokset. Mange mennesker søger ikke først forklaringer eller dogmatiske sammenhænge, men en tro, der kan mærkes og leves i krop og sind. Det rejser spørgsmålet om, hvilke former for religiøsitet der i dag præger folkekirken – og om vi her ser en genklang af pietistiske strømninger, som tidligere har haft stor betydning.

For at forstå denne længsel kan man skelne mellem forskellige grundformer for religiøsitet. Maria udtrykker den erfarende, sansende og menneskelige tilgang til religiøsitet. Disciplen og apostlen Peter står for den kirkelige autoritet. Apostlen Paulus er den teologiske systembygger. Nogenlunde sådan omtaler Lisbet Smedegaard kristen tro og religion i sin seneste bog ”Søn af Maria” (Eksistensen 2025).

Der er tre indgange til religiøs tro: Institutionens (ortodoksien), intellektets (teologien) og følelsens (erfaringen) religion/religiøsitet. Det kirkelige (folkereligiøse) landskab er præget af alle tre tilgange. Med afsæt i Lisbet Smedegaards tredeling vil jeg i denne artikel undersøge følelsens religiøsitet i gudstjenestens rum. Denne længsel efter en tro, der kan mærkes, er ikke ny. Den har dybe rødder i kirkens historie.

Pietisme – når troen sanses

I et foredrag fortalte Smedegaard, at hun selv teologisk på Århus universitet i 80’erne var dannet og skolet af Peter og Paulus-teologien. Og det samme gælder for mit vedkommende. Vi blev skolet i historisk-kritisk eksegese, religionsflosof og dogmatik med henblik på at kunne afægge ordentligt regnskab for troen på det intellektuelle plan i den kirke, vi kom ud til som teologer. Men hvad med følelsens og erfaringens dimension af troens liv? Den dannelse fk vi ikke med. 30 år senere må både Smedegaard og jeg erkende, at vi måske havde et defcit i forhold til erfaringens religiøsitet, når vi skulle udtrykke en kristendom på højde med tiden. For tiden kalder på følelsen og erfaringens religiøsitet. Ikke alene - for Maria kan ikke stå alene. Hun må hele tiden samtale med Peter og Paulus.

Gudstjenesten må være et klangrum, hvor erfaring, tænkning og tradition holdes sammen, så troen både kan forstås og mærkes.

“For tiden kalder på følelsen og erfaringens religiøsitet.”

Det er tydeligt, at mange af de gudstjenestelige udtryk i tiden kendetegnes ved at ville imødekomme erfaringens og følelsens religiøsitet. Det gælder for eksempel meditationsog lyrikgudstjenester, kantategudstjenester og mindfulnessgudstjenester. Disse gudstjenesteformer appellerer til inderligheden. De vil gribe hjertet. Kirkerummet har atmosfære, indretningen kalder en stemning frem, teksten inviterer til selvrefleksion (meditation), talen er samtale, musikken skal bevæge og berøre. Alle disse ingredienser kender vi fra den pietistiske kristendom i 1700-tallet. Med Brorson og ligesindede teologer og kirkefolk ville man i opgør med rationalismen og ortodoksien styrke den personlige oplevelse af troen. Gudsforholdet er ikke blot et ydre anliggende, hvor den troende læner sig ind i den overleverede traditions udtryk. Det enkelte menneske kaldes til inddragelse i troens levende virkelighed med krop og sjæl.

Gade

Fotograf: Kåre

Troens indre rum I bogen ”Ny praktisk Teologi” (Eksistensen 2018) gør Hans Raun Iversen rede for de forskellige kirkeforståelser og menighedsformer i dagens Folkekirke. Han nævner bl.a. den ”indadvendte kirke-kirke, en ecclesiola in ecclesia”. Det er en kirke i kirken, en lille kirke inden for den store. Her forsamles en udvalgt skare af individer, der lægger vægten på det følelsesmæssige gudsforhold. Guds Ord må sanses, føles og mærkes, så det bliver til erfaret virkelighed. Og på den måde kan man sige, at spørgsmålet om troens autenticitet (inderlighed) er et afgørende parameter i udformningen af det liturgiske udtryk. Gudstjenestens ’ydre scene’ er ikke uvæsentlig, det kommer an på brugen af tegn, symboler, ord og musik, men i iscenesættelsen må der altid være en opmærksomhed på den ’indre scene’ – den subjektive tilegnelse af evangeliet.

“Når erfaring, tænkning og tradition holdes sammen, kan gudstjenesten blive et sted, hvor troen både forstås, mærkes og leves.”

Resonans

– vejen

til hjertelig forvandling

Gudstjenesten og liturgien udgør for sociologen Hartmut Rosa en form for resonansakse mellem individ og Gud. Med resonans forstår Rosa de øjeblikke, hvor mennesket oplever sig berørt og sat i levende forbindelse med verden. Ved at gå ind i det liturgiske felt udsætter man sig for et eksistentielt resonansrum. I bønnen, nadveren og salmesangen kan den enkelte kristne opleve sig selv som en stemmegafel, et billedlig udtryk for resonans: sans og sind bliver sat i bevægelse, så man mærker en revitalisering. Gudstjenesten kan blive en impuls til en genfødsel af et ellers stumt verdensforhold. Ligesom kunsten, historien og naturen kan være

oaser for revitalisering af verdensforholdet kan det samme gøre sig gældende for gudstjenesten.

På sæt og vis er gudstjenesten en aktivering af alle tre resonansakser hos Rosa. Den horisontale akse (fællesskabet) aktiverer relationen og fællesskabet mellem dem, der går til gudstjeneste: Hvor to eller tre er samlet i mit navn, siger Jesus, der er han til stede. Den diagonale akse aktualiseres i udvekslingen med ord, tegn, musik og nadver. Og den vertikale akse (det guddommelige) angiver den himmelske tone. Netop samtidigheden og krydsfeltet mellem de tre resonansakser kalder på en opmærksom bevidsthed hos dem, der tilrettelægger gudstjenesten, så sigtet med gudstjenesten - nemlig den hjertelige forvandling - kan fnde sted hos den enkelte.

Liturgisk dannelse

I forlængelse af min indledning om de forskellige måder at forme og leve tro på vil jeg her se nærmere på nutidige gudstjenesteformer, hvor erfaring og inderlighed står i centrum.

Hvis man kirkeligt vil skabe et følelsens resonansrum, er det ikke nok, at man i tilrettelæggelsen af gudstjeneste og liturgi kun er optaget af de objektive, ydre former – læsning fra Bibelen, den rette dogmatik, den rette gudstjenestelige struktur. Lige så vigtigt er det at have blik for, hvordan gudstjenesten rent faktisk opleves. Med Hartmut Rosas resonansbegreb in mente kan man med fordel forstå gudstjenesten som et ’klangrum’: Hvorledes får man de liturgiske scener til at ’klinge’? Hvorledes får man de religiøse følelser i svingninger? Med andre ord: Hvordan skaber man plads til, at troen ikke blot forstås, men også mærkes?

At skabe et klangrum kalder på opmærksomhed på gudstjenestens stemning og udtryk, det der taler til sanserne. Det handler om, hvordan rummet, ordene og musikken virker sammen. Og her vil jeg pege på sansen for rummets atmosfære (lys, lyd, materialitet, indretning), det musikalske udtryk (tonesprog), tid (fow), poesi (sprog), energi (intensitet), dynamik (gudstjenestens fremdrift) og stilhed (pauser). Ved at inddrage disse kvaliteter kvalifceres gudstjenestens udtryk med henblik på indtrykket. Og det er udtrykket, der skal bevæge hjertets indtryk.

“Gudstjenesten kan blive en impuls til en genfødsel af et ellers stumt verdensforhold.”

I denne sammenhæng forstås nypietisme som en tendens i nutidens kirkeliv. Den viser sig i nye gudstjenesteformer, hvor erfaring og inderlighed står tydeligt i centrum, men også i måden, hvorpå den klassiske gudstjeneste – herunder højmessen – kan formes med opmærksomhed på stemning, sansning og resonans. Spørgsmålet er derfor ikke, om disse træk hører hjemme i folkekirken, men hvordan de eventuelt kan indgå i en dialog med troens teologiske og institutionelle former.

Nypietismens genkomst peger således ikke kun på en længsel efter inderlighed, men også på et behov for liturgisk opmærksomhed og dannelse. Når erfaring, tænkning og tradition holdes sammen, kan gudstjenesten – også i dens klassiske former – blive et sted, hvor troen både forstås, mærkes og leves. •

Sangen åbner for troen

Fællessangen er i dag et af de steder, hvor mennesker først mærker det religiøse.

Med afsæt i sin bog Tidens religiøse tone fortæller Marianne Søgaard i dette interview, hvorfor sangen nogle gange kan bære troen længere end ordene.

AF ANNE SOFIE COLES cand. Mag og kommunikationskonsulent

“Når jeg taler om fællessang, tænker jeg først og fremmest på den folkelige fællessang: på højskoler, efterskoler, arbejdspladser og i kulturhuse,” siger Marianne Søgaard. “Selvfølgelig også i kirken, men dér er fællessangen en del af et tydeligt religiøst ritual. Det interessante for mig er, at det religiøse i dag i høj grad kommer til udtryk i fællessangen uden for kirken.”

Historisk har folkelig sang og kristne salmer levet side om side. Men i en mere sekulariseret samtid – ikke mindst i årtierne omkring 1980’erne – blev det langt mere konfiktfyldt at synge religiøse sange i ikke-kirkelige sammenhænge. Ifølge Søgaard er der i dag sket et skifte. “Vi ser, at det igen kan lade sig gøre,” siger hun. Religiøse og profane sange kan stå side om side i fællessangen, uden at det nødvendigvis vækker modstand. Netop derfor har hun i sit arbejde interesseret sig for en ny type religiøs sang: sange skrevet af nulevende kunstnere med rødder i populærkulturen.

I bogen analyserer hun blandt andet sange af Simon Kvam, Sys Bjerre, Janne Mark og Isam Bachiri. Det er ikke klassiske salmer, men sange med et åbent religiøst sprog. Sproget er antydende. Som hun formulerer det: “Hvis man leder efter religiøse spor, er de der. Og hvis man ikke gør, kan sangene stadig synges og give mening på et eksistentielt plan.”

“Menigheden er ikke et publikum. Den er et handlende fællesskab.”

Det viser sig også i praksis. Søgaard peger på, hvordan mennesker vælger sange som Åbent hjerte og siger: “Jeg vil gerne synge den, fordi den minder mig om, at vi skal leve tillidsfuldt med hinanden.” Det er måske ikke en bevidst kristen tydning, men sproget rummer alligevel noget, der kan åbne sig, hvis man vil” . Sangene giver adgang til et sprog og et erfaringsrum, hvor religiøse betydninger kan opstå uden at være fastlåste. Troen bliver ikke proklameret – den synges frem i fællesskabet.

Erfaring før teologi

For Marianne Søgaard handler fællessang ikke kun om ord og formuleringer, men i lige så høj grad om erfaring. I dag åbner det religiøse sig ofte gennem noget eksistentielt, længe før det bliver teologisk formuleret.

Søgaard er højskolelærer, komponist og forfatter og er for nylig blevet præst. Hun forsker i, hvordan nutidens sang kan bære religiøse betydninger i en sekulariseret samtid.

“Når vi samles om sang, oplever jeg ofte, at det eksistentielle er vejen ind,” siger hun. “Det handler ikke om at starte med svar, men om at skabe et rum, hvor noget bliver genkendeligt.”

I fællessangen kan følelser som utilstrækkelighed, håb, længsel eller skam ramme én meget direkte – før man overhovedet har et sprog for dem. Hvis erfaringen får lov at komme først, kan sproget komme senere. Ikke som et krav, men som en mulighed.

Sangen åbner dermed et rum, hvor man kan være med, før man ved, hvad man mener: “Hvis man aldrig møder sproget, kan man heller aldrig blive nysgerrig på det. Hvis man aldrig møder ord som evighed, håb, lys eller tid, får man heller ikke mulighed for at undersøge, hvad de betyder.”

På den måde bliver fællessangen et sted, hvor man kan deltage uden at skulle defnere sin tro – og hvor mening kan opstå, før den bliver sat på formel.

Hvad er en salme i dag?

I bogen kredser Marianne Søgaard fere steder om spørgsmålet om, hvad en salme egentlig er i dag – og hvornår noget snarere må forstås som en sang.

“Det er et åbent spørgsmål. Og det bliver forhandlet lige nu – også blandt dem, der arbejder med nye salmeudgivel-

Fællessangen kan være en øveplads for det sprog, der ellers er gledet ud af hverdagen.

ser. Jeg har selv haft svært ved at defnere det entydigt. Nogle tekster kalder jeg instinktivt for sange, fordi de ikke bruger kirkens sprog, men samtidig kan indholdet være dybt kristent.”

Ifølge Søgaard er det ikke sproget alene, der afgør, om noget er en salme. Mindst lige så afgørende er den sammenhæng, sangen indgår i. Det er i mødet med liturgien, at noget kan forandre karakter.

“Konteksten betyder enormt meget. Det er i samspillet med liturgien, at noget kan blive en salme. Når en sang bruges i en gudstjeneste, opstår der noget andet, end når den synges til en koncert eller en fællessangsaften.”

“Når vi synger, deltager vi kropsligt. Vi trækker vejret sammen. Vi stemmer i.”

Hun peger på Kære Linedanser som eksempel: “Den er ikke skrevet som en salme. Men når mennesker ønsker den sunget ved en begravelse, fx en begravelse af et ungt menneske, så er der allerede en religiøs erfaring i spil, fordi sangen bliver en del af det religiøse ritual. Sprogmodellen er en anden end i mange ældre salmer, men sammen med de ældre salmer skaber den en dynamik i ritualet”.

Samtidig peger Søgaard på, at denne åbenhed også rummer en spænding. For hvad sker der, hvis bestemte ord langsomt forsvinder fra det kirkelige sprog?

“Hvis erfaringen får lov at komme først, kan sproget komme senere. Ikke som et krav, men som en mulighed.”

“Åbne sange kan være hjælpsomme i mange sammenhænge, men der opstår en indre konfikt: Hvad sker der, hvis ord som nåde og frelse helt forsvinder? Det er jo kernen i kristendommen.”

For Søgaard bliver det dog først problematisk, hvis åbenheden udvikler sig til en norm – hvis man begynder at tænke, at bestemte ord ikke må bruges. Hun understreger, at der i dag skrives mange nye salmer, som spænder bredt: fra åbne, antydende tekster til salmer, der arbejder helt eksplicit med nåde, frelse og Gud, Søn og Helligånd.

“Det afgørende er ikke, hvilke ord man vælger, men at man skriver ud af en relation – en henvendelse. At man stiller sig ind i et forhold til det, der er større end os og skriver derfra.”

Deltagelse, krop og fællessang

Et gennemgående tema i Marianne Søgaards bog er spørgsmålet om deltagelse. Det er ikke ligegyldigt, om der bliver sunget med – eller ej. Tværtimod er fællessangen ifølge Søgaard helt central for forståelsen af gudstjenesten.

“Gudstjenesten er - luthersk set - en dialog: Gud taler, og menigheden svarer. Her står jeg meget tydeligt i en

grundtvigsk tradition. For Grundtvig er menighedssangen ikke et indslag i gudstjenesten – den er selve menighedens svar. Grundtvig formulerer det sådan, at det i menighedssangen er vigtigere, at menigheden deltager inderligt, end hvad der præcis bliver sunget. Det afgørende er, at der bliver sunget – sammen”. Når menigheden ikke synger med, forandrer det ifølge Søgaard selve gudstjenestens karakter:

“Så risikerer gudstjenesten at blive noget, der udføres for nogen – ikke med nogen. Og så risikerer menigheden at blive til tilskuere. Det er præcis det, Grundtvig gør op med. Menigheden er ikke et publikum. Den er et handlende fællesskab.”

Deltagelsen er ikke kun sproglig, men også kropslig: “Når vi synger, deltager vi kropsligt. Vi trækker vejret sammen. Vi stemmer i. Det er ikke kun et spørgsmål om at forstå ordene, men om at være med.”

Her får musikken en afgørende betydning: “Gentagelser, omkvæd og en tone, man kan være i over tid, gør deltagelse mulig – også når sproget endnu ikke er helt afklaret for én.”

Søgaard ser ikke fællessangen som et tab for kirken:

“Når vi samles om sang, oplever jeg ofte, at det eksistentielle er vejen ind.”

“Tværtimod. Jeg kan kun se, at kirken vinder ved det. Når mennesker synger med engagement – så er der åbnet et rum. Hvis de senere træder ind i en kirke og møder en sang, de kender og holder af, er de allerede i dialog. Men det kræver, at kirken tager deltagelsen alvorligt og tør spørge: Hvad gør vi, hvis menigheden ikke synger med? Og hvad kan vi ændre, så den får lyst til det?”

Fællessangen som første møde med det religiøse sprog

For mange mennesker er fællessangen i dag blevet det første møde med et religiøst sprog. Det hænger blandt andet sammen med, at salmer og religiøst farvet fællessang forsvandt ud af skolen med folkeskoleloven i 1975. Ifølge Marianne Søgaard har det haft vidtrækkende konsekvenser for, hvordan tro og religion kan komme i spil i dag.

LÆS

MERE:

Marianne Søgaard: Tidens religiøse tone. Eksistensen, 2025.

Bogen undersøger, hvordan nutidens sang – fra salmer til populærmusik – kan bære religiøse erfaringer og åbne et åndeligt sprog uden for kirkens rum.

“Ja, det er et stort skifte. For hvis man ikke møder det sprog dér, hvor man dannes, mister man også adgangen til det. Og så bliver det langt sværere senere at få øje på, hvad ordene overhovedet peger på. Hvis man aldrig møder ord som håb, tid, lys eller evighed, kan man heller ikke blive nysgerrig på dem. Og uden den nysgerrighed bliver der ikke noget at undersøge videre. Så lukker erfaringshorisonten sig om det rent horisontale, og det er udtryk for en åndelig fattigdom, synes jeg.”

I den situation får fællessangen en ny betydning:

“I dag er det ofte i fællessangen, at rummet åbner sig. Ikke fordi sangene giver færdige svar, men fordi de giver adgang til et sprog.Det begynder ikke med bekendelse. Det begynder med noget genkendeligt. Med erfaringer, man kan relatere til. Med melodier, man har lyst til at synge med på. Med et sprog, man forstår her og nu.”

Herfra kan en religiøs forståelse vokse frem over tid, siger Søgaard. Ikke som en fast defnition, men som en bevægelse over tid. “Sangene siger ikke: sådan er kristendommen. De antyder, at der fndes noget mere – noget, der rækker ud over det umiddelbare liv. Og netop fordi sproget er åbent og ikke tvinger, kan sangene rumme en kristen tydning for dem, der vil – uden at udelukke dem, der ikke er der endnu.”•

Ifølge Marianne Søgaard begynder troen ofte i erfaringen – i sangen, kroppen og fællesskabet – længe før den bliver formuleret som teologi.

NYT FRA KIRKEFONDET

Kirkefondet – Folkekirkens Væksthus

Folkekirken står midt i markante forandringer. Demografske forskydninger, nye byområder, ændrede fællesskabsformer og et vigende økonomisk og folkeligt grundlag nogle steder kalder på mod, nytænkning og langsigtet udvikling. Med strategien for 2025–2035 sætter Kirkefondet en tydelig retning for, hvordan vi bidrager til liv og vækst i folkekirken – i praksis og i samarbejde med dem, der står midt i kirkelivet.

Et klart formål – og en aktiv rolle

Kirkefondets formål er at virke for liv og vækst i folkekirkens menigheder, og det gør vi ved at tage et aktivt ansvar for udviklingsarbejdet, hvor vi initierer, leder og faciliterer projekter på tværs af sogne, provstier, stifter og nationale aktører – altid med blik for, at forandring skal kunne leves lokalt. Den nye strategi bygger på tre grundlæggende principper:

Vi leder udvikling

Kirkefondet påtager sig den centrale projektledelse i udvalgte udviklingsprojekter og stiller viden, metoder og erfaring til rådighed.

Vi udvikler i fællesskab

Bæredygtig forandring skabes sammen. Derfor inddrager vi konsekvent de aktører, der skal udleve forandringen i praksis – fra menighedsråd og ansatte til frivillige og samarbejdspartnere.

Vi fnansierer sammen med andre

Større gennemslagskraft kræver fælles investeringer. Vi arbejder målrettet med medfnansiering og ekstern fnansiering for at sikre både volumen og langtidsholdbarhed i udviklingsarbejdet.

Strategiske fokusområder 2025–2035

Strategien samler Kirkefondets indsats i fre langsigtede fokusområder:

• Pionerkirker og nye kirkeformer

• Kirkens tidlige tilstedeværelse i nye byområder

• Kirkeliv i områder med udfordret grundlag

• Fornyelse af liturgi og gudstjenester

Bliv klogere på

”krop og ånd”

i folkekirken

Netværks- og inspirationsdag for spirituelle og kropslige praksisser i folkekirken

Tirsdag den 9.6.26 kl. 9.30-16.30

Diakonissestiftelsen Peter Bangsvej 5B, 2000 Frederiksberg

På netværksdagen får deltagerne mulighed for at fordybe sig i en praksis, sparre med hinanden og indhente inspiration gennem faglige oplæg og erfaringsudveksling. Ønsket med dagen er således både faglig fordybelse og inspiration samt videre dannelse af netværket for spirituelle og kropslige praksisser i folkekirken.

Se program mm. på: https://www. fkuv.dk/kursusprogram/kursus/3364

Tilmeld dig Kirkefondets nyhedsbrev!

Vi udsender ca. hver måned et nyhedsbrev med inspiration til det kirkelige arbejde.

Gå ind på vores hjemmeside eller tilmeld dig her:

Tema for næste nummer af ”Kirken i dag”:

Hvad kan kirker i andre lande lære os om at være kirke i Danmark?

Inspiration til gudstjenesten

Gudstjeneste fra kanten

”Gudstjeneste fra kanten” indeholder et stort udvalg af bønner, velsignelser, veksellæsninger, meditationer, dialoger og hele liturgier fra Iona Community og Wild Goose Resource Group, der er kendt for at gøre gudstjenestelivet fornyende og livgivende. Bogen er en brugsbog, hvor man kan blive inspireret til at fejre gudstjeneste på nutidens præmisser.

Bogen er redigeret af Jørgen Degn Bjerrum, Finn Dyrhagen, Allan Ibsen, Per Vibskov Nielsen og Charlotte Lydholm.

240 sider - NU: kr. 150,- (Før kr. 299,-)

Sange fra Taizé

Sangene i denne bog kommer fra fællesskabet i Taizé i Frankrig, som er et internationalt og tværkirkeligt fællesskab. Siden 2. verdenskrig har hundredetusindvis af gæster, hvoraf størstedelen er unge fra hele verden, tilbragt tid i Taizé, hvor bøn, læsning, sang og stilhed er en del af det daglige liv.

Sangene er ment som en hjælp til at tage sig tid i Guds nærvær. Karakteristisk for sangene fra Taizé er, at de skal gentages i fere minutter, så meningen med hver enkelt sang efterhånden kan rodfæste sig i hjertet.

Langt de feste af de 154 sange i denne bog er oversat til dansk, men kan også synges på deres originalsprog i forbindelse med gudstjeneste, andagt og bøn. Den nye sangbog er udgivet som aføsning for og udvidelse af "Syng lovsang hele jorden" fra 2008. Udvidelsen består af 38 nye sange (inkl. 4 nye Halleluja og Kyrie).

140 sider med spiralryg - kr. 198,Bestil bøgerne på www.kirkefondet.dk under ”webshop”

Kirkefondet, Peter Bangs Vej 5B, 3., 2000 Frederiksberg