A K T U E L I N S PI R AT I O N T I L FO L K E K I R K E N
KIRKEN I DAG MANGLENDE INDDRAGELSE SKABER MODSTAND Se side 12
SOGNESAMMENLÆGNING GAV PLADS TIL NYTÆNKNING Se side 20
TEMA
NYTÆNKNING I FOLKEKIRKEN – FRA IDÉ TIL PROJEKT
₀3
SEPTEMBER 2026
indhold
16
NR. 3 | SEPTEMBER 2026 25. årgang Udgiver: Kirkefondet, Peter Bangs Vej 5B, 2000 Frederiksberg Tlf.: 33 73 00 33 E-mail: kirkefondet@kirkefondet.dk www.kirkefondet.dk Formand: Erik Mollerup Generalsekretær: Henrik Bundgaard Nielsen
24
FORORD 3 / Fra ide til virkelighed Af Henrik Bundgaard Nielsen INTRO 4 / Når projekter går op i en højere enhed Af Berit Weigand Berg
Temagruppe bag nr. 3/2026: Berit Weigand Berg, Malte Ystrøm Madsen, Henrik Bundgaard Nielsen Layout og produktion:
12 / Manglende inddragelse skaber modstand Af Henrik Bundgaard Nielsen
BY 22 / Kirken skal ikke udvikles som en virksomhed Af Berit Weigand Berg 24 / Sorg og håb får nye fælles ritualer Af Hanne Jul Jakobsen 26 / En stærk teologisk vision banede vejen for et usædvanligt projekt Af Malte Ystrøm Madsen
Årsabonnement for 2026: Kr. 300,Enkeltnumre: Kr. 80,Abonnement kan bestilles ved
28 / Samskabelse og eksperimenter åbner for nye kirkelige formater Af Malte Ystrøm Madsen
henvendelse til Kirkefondet. A K T U E L I N S PI R AT I O N T I L FO L K E K I R K E N
Forsidebillede:
20 / Sognesammenlægning gav plads til nytænkning Af Finn Pilgaard Beyer, Hans Thor Olsen og Finn Dyrhagen
10 / Kunsten åbner kirkedørene Af Per Thuesen
Jørn Thomsen/Elbo A/S, Fredericia
ISSN 1601-8230
18 / Fra akut hjælp til varig diakoni Af Malte Ystrøm Madsen
Grøn Kirke kræver mere end gode intentioner Af Berit Weigand Berg
”Kirken i dag” redigeres af: Anne Sofie Coles
16 / Et provsti finder nye veje sammen Af Anders Tangaa Jensen
PROVINS 6 / Udvikling begynder med målgruppen Af Annette Brounbjerg Bennedsgaard 8/
LAND 14 / Kirken som lokal samarbejdspartner Af Berit Weigand Berg
KIRKEN I DAG MANGLENDE INDDRAGELSE SKABER MODSTAND Se side 12
SOGNESAMMENLÆGNING GAV PLADS TIL NYTÆNKNING Se side 20
₀3
SEPTEMBER 2026
Thomas Heie Nielsen, Klatrevæggen i Sydhavn Sogn
TEMA
NYTÆNKNING I FOLKEKIRKEN – FRA IDÉ TIL PROJEKT 5041 0826
TEMA: NYTÆNKNING I FOLKEKIRKEN: FRA IDÈ TIL PROJEKT
forord
Fra ide til virkelighed AF HENRIK BUNDGAARD NIELSEN generalsekretær i Kirkefondet
En bevægelse blev sat i gang
Udvikling i kirken er ikke noget nyt. I og for sig begyndte kirken som en udviklingsbevægelse – båret frem af mennesker, der følte sig kaldet til at bevæge sig, drage ud i verden og i ord og handling forkynde et glædeligt budskab. I 2019 skrev den daværende generalsekretær for Det Lutherske Verdensforbund, Martin Junge, at det er opmuntrende at se, hvordan ”kirkerne tænker ud af boksen for at forstå, hvordan Gud skaber nyt i kirken”. Han opfordrede kirkerne til at have en ”fornyet og innovativ tilgang til det at være kirke i stedet for hele tiden blot at bygge videre på det allerede bestående.”
Udvikling i folkekirken?
Opbrud, bevægelse, forandring og udvikling har også altid præget folkekirken – selvfølgelig med forskellig styrke og intensitet. Mange nye initiativer og mange udviklingstiltag sker, når folkekirken reagerer og svarer på forandringer i samfundet. Det var f.eks. tilfældet, da daværende kirkeminister Bodil Koch i 1964 nedsatte en kommission, der skulle overveje, om samfundets udvikling gav grund til ændringer på det kirkelige område. En del af de ændringer, som kommissionen foreslog, er efterhånden blevet realiseret. En lignende vilje til at fremme udvikling i folkekirken førte til etableringen af Den folkekirkelige Udviklingsfond i 2007. Fonden skulle støtte udviklingsinitiativer, der kunne blive til gavn for hele folkekirken. Men fonden blev nedlagt – bl.a. fordi for mange projekter ikke kom helt i mål og ikke fik den ønskede udbredelse og effekt. Erfaringerne understreger, at gode idéer ikke gør det
alene. Skal projekter komme i mål og få varig betydning, kræver det blik for organisering, ressourcer og forankring. I dag er der en voksende forståelse for dette. Det sker bl.a. ved, at flere provstier afsætter puljer til udvikling – ofte med et krav om samarbejde på tværs af flere sogne eller i hele provstiet. Desuden ansættes der på provsti- og stiftsniveau udviklingskonsulenter, ofte med fokus på bestemte områder som diakoni eller unge. I København har en af provsterne en tværgående rolle med fokus på kirkeudvikling på tværs af stiftet.
Fra ide til konkret projekt
Folkekirken er bredt funderet i landets mange sogne, og mange ideer til udvikling opstår derfor helt lokalt. På de visionsdage og workshops, som Kirkefondet faciliterer, oplever vi ofte, at der fødes mange gode ideer. Udfordringen kommer, når hverdagen melder sig: Hvordan realiseres de gode ideer fra visionsdagen? I dette nummer af Kirken i Dag sætter vi fokus på, hvordan gode ideer bliver til virkelighed. Gennem artikler fra kirker på landet, i provinsen og i storbyen får I erfaringer fra konkrete projekter, mens det medfølgende hæfte Projekter i folkekirken: Fra god idé til virkelighed samler erfaringerne og giver konkrete redskaber til jeres eget projektarbejde. Vilkårene er forskellige, og projekterne har forskellig karakter og størrelse. Alligevel kan erfaringerne inspirere på tværs og give indblik i både det, der lykkes, de udfordringer, der opstår, og det man lærer undervejs. Og I behøver ikke stå alene med arbejdet. Har I brug for sparring til at udvikle en idé, få et projekt godt fra start eller komme videre, når I er kørt fast, er der hjælp at hente hos Kirkefondet. Ring eller skriv til os, så hjælper vi jer videre. •
NR. 3 2026 | KIRKEN I DAG | 3
Når projekter går op i en højere enhed Hvordan vælger man et projekt, der passer til kirkens ressourcer og lokale virkelighed? Med afsæt i 50 års erfaring peger Kirkefondet på tre sværhedsgrader for udviklingsprojekter og viser, hvordan udvikling tager forskellige former på landet, i provinsen og i storbyen. Det er herligt at deltage i noget, der lykkes, uanset om man er AF BERIT WEIGAND BERG medarrangør eller deltager. Men Udviklingskonsulent I Kirkefondet. hvad skal der til, før vi oplever, at et projekt lykkes? Er det projektets størrelse, der afgør, om vi oplever det som en succes? Ligger glæden i de små detaljer? Eller handler det om noget helt andet? Og hvordan kan vi tale om udvikling og projekter uden at miste blikket for, at vi er kirke? Når Kirkefondet taler med mennesker om, hvornår de oplever det som meningsfuldt at være engageret i kirken, vender ét svar tilbage igen og igen: Det hele gik op i en højere enhed. De unge siger det med andre ord end de ældre. Københavnerne udtrykker det anderledes end jyderne. Nogle bruger et religiøst sprog, andre gør ikke. Men grundlæggende er det den samme erfaring. Uanset om der er tale om en kort ugentlig middagsandagt, en jubilæumsuge, en pilgrimsvandring med nabokirken eller en særlig langfredagsgudstjeneste. Inden vi går videre, er det vigtigt at forklare, hvad vi mener med projekter. Siden Kirkefondets begyndelse har vi været drevet af ønsket om at skabe en nærværende og relevant kirke. Projekter er én måde at arbejde med det på. Når vi taler om projekter, mener vi ikke nødvendigvis store satsninger eller avancerede projektstyringsredskaber. Vi mener et bevidst skridt hen imod noget, vi ikke har gjort før. Altså noget, der ligger ud over det, der sker af sig selv. Et børnekor i samarbejde med musikskolen eller en ny bibellæsegruppe er i vores øjne lige så meget et projekt som en omfattende renovering af kirkerummet. Projekterne har forskelligt omfang og kræver forskellige ressourcer, men
fælles er, at de kalder på samtaler, eftertanke og indhentning af ny viden og erfaring.
Hvad får et projekt til at lykkes?
Tilbage til erfaringerne. Det er meget forskelligt, hvilke aktiviteter eller projekter der ender med at gå op i en højere enhed. Nogle kirker har fokus på at skabe noget smukt. Andre drømmer om at skabe noget unikt. For nogle er det vigtigt at videreføre traditionen, mens andre ønsker at afprøve noget nyt. Nogle inviterer til noget, som "de faste" er glade for. Andre forsøger at nå "andre" eller "nye". Visse steder er det et lille team, der driver projektet. Andre steder er det en stor holdpræstation. Nogle gange viser vejret sig fra sin bedste side. Andre gange er det helt hen i vejret. Der synes altså ikke at være ét entydigt svar på, hvornår et projekt lykkes Det er heller ikke den efterfølgende evaluering af aktiviteten eller projektet, der afgør, om det opleves som en succes. Det handler langt mere om, at "pengene passer". At ambitioner, tid, økonomi og engagement hænger sammen. Undervejs bliver der justeret på både tidshorisont og budget, men i det store og hele skal der være de hænder, det engagement og de ressourcer, projektet kalder på.
50 års erfaring med kirkelig udvikling
I forbindelse med min ph.d. har jeg undersøgt udviklingen af aktiviteter i folkekirken i perioden 1975 til 2025. Det bliver hurtigt tydeligt, at udviklingen ikke forløber ens. Nogle idéer breder sig som en steppebrand og finder hurtigt vej til de lokale kirker. Det er som regel idéer, der opleves som åbenlyst kirkelige og samtidig let kan tilpasses de lokale forhold.
▲ I denne oversigt kan du se, hvordan de ni projekter i dette nummer er kategoriseret efter to forhold: hvor krævende projektet er, fra det lette til det svære, og efter geografi: land, provins eller by. Denne inddeling går igen gennem nummeret, hvor alle artikler er markeret med en farve efter sværhedsgrad og inddelt efter geografi.
4 | KIRKEN I DAG | NR. 3 2026
▲ Hvad kendetegner et let, et udfordrende og et svært projekt? Grafikken viser de kriterier, der ligger bag inddelingen i de
tre projekttyper. Modellen gennemgås nærmere i det vedlagte arbejdshæfte: Projekter i folkekirken - fra god idé til virkelighed.
Andre idéer er længere tid om at slå rod. De kan skabe usikkerhed om, hvorvidt de passer ind i den almindelige forståelse af, hvad kirke er. De kan også være så stedsafhængige, at de er vanskelige at overføre til andre kirker. Fælles for udviklingen gennem alle 50 år er dog, at retningen er den samme. Ønsket er at skabe en kirke, der opleves som nærværende og relevant, både i dag og i morgen. Hvordan det sker, finder hvert sogn og hver menighed deres egne svar på. Svar, der blandt andet bygger på stedets traditioner og teologi, den økonomiske situation, de ansatte, de frivillige samt samspillet med lokalsamfundet.
Tre sværhedsgrader
På baggrund af disse 50 års udvikling kan vi pege på tre kategorier af projekter: de lette, de udfordrende og de svære. Alle tre har på hver deres måde skabt aktiviteter, liv og vækst i folkekirken, og alle tre er relevante at overveje. For at finde et projekt, hvor man kan stå tilbage med følelsen af, at "pengene passede", og at det hele gik op i en højere enhed, foreslår vi, at man som lokal kirke først vurderer de ressourcer, man har til rådighed. Først derefter giver det mening at vælge et projekt med en sværhedsgrad, der passer til det engagement, de ressourcer og den tid, man har mulighed for at lægge i det.
Redskaber til at komme i gang
Sammen med dette nummer af Kirken i Dag finder du hæftet "Projekter i folkekirken - fra god idé til virkelighed ". Det er tænkt som en minihåndbog, hvor vi går mere i dybden med, hvordan man udvikler et projekt, der passer til de ressourcer, man har til rådighed. Hæftet tager blandt andet udgangspunkt i en række enkle spørgsmål:
Har vi pengene? Har vi lokalerne? Har vi hænderne, både ansatte og frivillige? Har vi tiden? Kan vi finde hjælp og inspiration? Er der tale om en aktivitet, som allerede er genkendelig som kirke? Hvis svaret på alle disse spørgsmål er ja, vil der ofte være tale om et let projekt. Hvis svaret er næsten, men kræver lidt ekstra arbejde, som for eksempel at søge flere midler eller indgå et samarbejde med nabosognet, vil projektet ofte være udfordrende. Er der derimod tale om en vision, hvor de fleste svar er nej, fordi rammerne endnu ikke er på plads, og hvor man samtidig ønsker at udvikle en form for kirke eller en kirkelig aktivitet, som endnu ikke er kendt i folkekirken, vil projektet typisk høre til den svære kategori. Det betyder ikke, at man skal lade være. Det betyder blot, at det er en god idé at vide, hvad man går ind til. For at gøre det mere konkret har vi i dette nummer af Kirken i Dag samlet en række artikler, der viser, hvordan udviklingsprojekter kan se ud i praksis. Her finder du eksempler på både lette, udfordrende og svære projekter. Vilkårene for at udvikle kirkelige projekter er imidlertid ikke de samme over hele landet. Derfor spænder eksemplerne fra land til provins og by. Artiklerne er samlet efter disse tre kirkelige virkeligheder, mens farverne viser projektets sværhedsgrad: let, udfordrende eller svær. Det gør det nemt at finde inspiration, der passer både til jeres lokale virkelighed og til de ressourcer, I har til rådighed. Måske finder I et projekt, der kan bruges næsten, som det er. Måske sætter artiklerne eller hæftet blot nogle tanker i gang, som udvikler sig i en helt anden retning. Uanset hvad er I velkomne til at plukke det, I kan bruge. Har I brug for mere sparring eller hjælp, hører vi gerne fra jer. •
NR. 3 2026 | KIRKEN I DAG | 5
Udvikling begynder med målgruppen
GEOGRAFI: PROVINS INTROARTIKEL
Tre kirker i Horsens satte ressourcer af til et pilotprojekt for unge, og lod målgruppen selv få ansvaret for projektet. Det har skabt en hel ny type kirke. AF ANNETTE BROUNBJERG BENNEDSGAARD områdeleder for viden og udvikling hos FUV, tidligre provst i Horsens Provsti.
Når kirken overvejer at sætte et nyt projekt i gang, rejser der sig en række spørgsmål. Hvorfor er der behov for endnu et initiativ, når kirkelivet allerede blomstrer? Hvem skal det skabe værdi for? Hvor skal ressourcerne komme fra? Og hvordan organiseres ansvar, rollefordeling og ejerskab?
Tre kirker satsede stort - og gav teten til en ny målgruppe
Fotograf: Berit Weigand Berg
I Horsens by er hvert sogn en stor enhed med mange medarbejdere. Der er derfor ingen organisatorisk nødvendighed for et tæt samarbejde, og samarbejde på tværs kræver ekstra kommunikation, møder og planlægning. Det er min erfaring, at bysogne ofte samarbejder mindre end landsogne. For at gøre samarbejdet lettere har vi gennem en årrække arbejdet på at fjerne de barrierer, der stod i vejen. Siden 2015 har vi gennemført strukturændringer, blandt andet ved at sikre, at de mindste pastorater har to præster. Det har styrket samarbejdet på tværs af sogne. Som provst inviterede jeg præsterne fra Horsens' tre midtbykirker til et møde, hvor vi sammen holdt kirkelivet op mod den demografiske udvikling. Det førte til en vedtægt, som gør det lettere for de tre kirker at samarbejde om de opgaver, der giver mening at løse i fællesskab. Samtidig fik præsterne i midtbysognene hver deres fokusområde på tværs af sognene. Grundlaget for samarbejdet er nogle få fælles pejlemærker: Befolkningen skal være i fokus, når ressourcer prioriteres og arbejdet organiseres. Kirkerne samarbejder, så de i fællesskab kan være relevante for mennesker i alle aldre og livssituationer og samtidig skabe bæredygtige projekter og arbejdsfællesskaber. Endelig skal samarbejdet med det omkringliggende samfund styrkes, hvor det gavner befolkningen.
Deltagere puster sæblebobler ved indsættelsen af ny præst i Gethsemane Kirke. 6 | KIRKEN I DAG | NR. 3 2026
I dag samarbejder de tre kirker om en række initiativer. Det mest omfattende er Getsemane, en kirke for 20 til 40-årige.
En hel generation manglede
Da jeg mødtes med de otte præster fra midtbykirkerne, stillede vi os selv en række spørgsmål: Hvad gør vi i dag? Hvem kommer til vores kirkelige arrangementer? Hvem kalder på os? Hvor ønsker vi, at kirken skal være mere til stede? Og hvordan matcher kirkelivet den befolkningssammensætning, vi er en del af? Vi blev benovede over det blomstrende kirkeliv. Der sker utroligt meget, og mange mennesker har deres gang i kirken. Samtidig blev vi overraskede over, at godt 10.000 unge mellem 18 og 24 år i de tre sogne stort set aldrig kom i kirken. Endelig måtte vi erkende, at vi indimellem konkurrerede med hinanden, hvor vi i stedet burde samarbejde. Vi definerede derfor målgruppen som voksne mellem 20 og 40 år og nedsatte en styregruppe, der primært bestod af mennesker, som havde deltaget i interviewene i forundersøgelsen. Derudover deltog en præst fra hver af de tre kirker.
Kirken gav slip
Vi ønskede, at mennesker i målgruppen selv skulle udvikle kirkelige formater for tro og eksistens. Derfor skabte vi rammerne for, at de kunne gøre det. For at undersøge, om det var realistisk at komme i kontakt med målgruppen, gennemførte en journalist en kvalitativ undersøgelse af, hvad der engagerer dem, og om de ville finde en kirke for deres egen aldersgruppe relevant. Styregruppen fik en pose penge, en gammel kirke, opgaven at ansætte en præst og fire år til at eksperimentere med kirkelige formater for 20 til 40-årige. Overskriften var at bringe evangeliet i spil i målgruppens hverdag. Et vigtigt evalueringskriterium var, at målgruppen selv skulle have ejerskab, så kirkens formater blev initieret, gennemført og evalueret af mennesker i målgruppen.
Projektet skabte værdi
Den efterfølgende evaluering viste, at projektet iikke blot indfriede de opstillede succeskriterier, men også skabte resultater, som ikke var en del af de oprindelige mål. Getsemane er i dag en fast del af kirkernes arbejde. • Der er udviklet kirkelige formater, som opleves som relevante for målgruppen. • Målgruppen er selv blevet drivkraft i udvikling, gennemførelse og evaluering af aktiviteterne. • Getsemane har skabt samarbejde med studerende, foreninger og andre grupper. • Mennesker, der ikke tidligere havde en naturlig tilknyt-
En ny måde at være kirke på
Getsemane bæres i høj grad af frivillige, og den arbejdsform har sat spor i moderkirkerne. Mange er tiltrukket af engagementet, friheden og de håndholdte formater, som ikke nødvendigvis skal vare evigt. Har man en idé og lyst til at føre den ud i livet, er vejen fra tanke til handling kort. Som en af idémenneskerne bag projektet fryder det mig, at Getsemane har udviklet hybrider, som ingen af os havde set for os i opstartsfasen. Samtidig er det tankevækkende, at der på mange måder sker det samme i Getsemane som i enhver anden kirke. Det hedder bare noget andet. Strikkeklub er f.eks. blevet til Håndholdt, og det er ikke tilfældigt. Sprogbruget afspejler den kultur og det fællesskab, målgruppen selv har været med til at skabe. Aktiviteterne bliver sat i gang og båret af mennesker, der selv tager initiativ, og de fortsætter, så længe nogen har tid og lyst. I praksis er der skruet på rollefordeling, struktur og beslutningsgange.
Én by - ikke tre sogne
De tre kirker havde i mere end ti år ønsket et tættere samarbejde. Fælles annoncering fungerede godt, men det var ellers svært at omsætte ambitionerne til praksis, selv om viljen var der. Getsemane blev en anledning til at tænke anderledes. Udgangspunktet var ikke sognegrænserne, men den by, mennesker faktisk oplever, at de bor i. I Getsemanes kommissorium blev det derfor formuleret, at Horsens for indbyggerne er én by og ikke tre sogne. Arbejdsformen skulle både styrke samarbejdet mellem de tre midtbykirker og give nye indsigter, som kunne inspirere det almindelige arbejde i kirkerne.
Ildsjælene bar projektet
Mangt og meget kunne have fældet pilotprojektet i dets spæde start. At resultaterne er blevet så gode, skyldes de mange ildsjæle, der har gjort Getsemane til deres hjertebarn. Forhindringerne har ellers stået i kø gennem Getsemanes levetid. Det har handlet om alt fra valg af retning til en gammel bygning med stort behov for reparationer, en lovgivning der gjorde organiseringen unødigt kluntet, og mennesker, der er så glade for Getsemane, at de helst vil blive, til de er 80 år. Der er lagt et enormt arbejde i projektet, og samtidig er det min vurdering, at engagementet også har givet ildsjælene en oplevelse af at bidrage til et fællesskab og til civilsamfundet i en bredere forstand.
Fra pilotprojekt til en del af kirken
Fra dag ét har der været godt med medvind på cykelstien. De tre menighedsråd har bakket op om prioriteringen af målgruppen. Provstiets projektpulje har bevilget midler, og siden har provstiudvalget bevilget økonomi til at gøre Getsemane til en fast del af kirkernes arbejde. Fra første færd har vi forsøgt at skabe en vedvarende samhørighed mellem pilotprojektet og moderkirkerne. Ildsjælene fra de tre kirker har taget erfaringerne fra Getse-
På døren ses nogle af Getsemanes frivillige, som er med til at skabe og drive aktiviteterne.
mane med tilbage til deres egne kirker, og projektet er løbende blevet præsenteret i forskellige provstisammenhænge og for de mange, der har besøgt det. Getsemane har en bestyrelse med repræsentanter fra de tre menighedsråd. Det er nødvendigt ifølge lovgivningen, men samtidig er det en kluntet konstruktion, at styregruppen ikke kan udgøre bestyrelsen.
Risikovillighed gav plads til noget nyt
Fra projektets begyndelse var vi optaget af, at der kun skulle udvikles et projekt for målgruppen, hvis målgruppen selv ønskede det og ville bære det. Det krævede stor risikovillighed fra de tre menighedsråd, bestyrelsen for provstiets projektpulje, provstiudvalget og den præst, der blev ansat til at lede projektet. Vi kunne kun beskrive projektet med nogle få pejlemærker, fordi de konkrete formater skulle udvikles af en styregruppe fra målgruppen: Der skulle skabes rum for tro og tvivl, udvikles kirkelige formater for 20 til 40-årige, alle deltagere skulle have mulighed for at bidrage, og gennem deltagelsen skulle mennesker blive mere rodfæstede i livet. Det er overordnede pejlemærker snarere end en færdig plan, men jeg er ikke i tvivl om, at netop denne risikovillighed har været afgørende for, at der i dag eksisterer en vidunderlig, udefinerbar hybrid mellem kirke og forsamlingshus, som gør en verden til forskel for dem, der har fået Getsemane som et åndedrag i deres liv. Det er skønt at høre, at den største udfordring er, at mange har lyst til at blive hængende, selv efter de er fyldt 40. •
Hvad kan vi lære?
Getsemane viser, at nye målgrupper ikke nødvendigvis kræver flere aktiviteter, men en anden måde at organisere kirken på. Da de tre midtbykirker tog udgangspunkt i målgruppen frem for sognegrænserne og gav mennesker reelt ansvar, opstod en ny måde at være kirke på, som i dag er en fast del af arbejdet. • Begynd med målgruppen frem for organisationen. • Samarbejd på tværs af sognegrænser. Mennesker lever deres liv på tværs af sogne. • Giv målgruppen reelt ansvar for at udvikle og drive fællesskabet. • Hav mod til at sætte retning uden at kende alle svar på forhånd. • Skab rammer, hvor idéer hurtigt kan omsættes til handling.
NR. 3 2026 | KIRKEN I DAG | 7
Fotograf: Malte Ystrøm Madsen
ning til kirken, oplever i dag Getsemane som et hjemsted. • Dåb og bryllup bliver tilvalgt af mennesker, som tidligere havde valgt det fra. • Getsemane er blevet et sted for et væld af åbne fællesskaber. • Getsemane er blevet et sted, man gerne viser frem for venner, bekendte og familie, fordi det opleves som "mit sted".
GEOGRAFI: PROVINS SVÆRHEDSGRAD: LET
GRØN KIRKE kræver mere end gode intentioner
Grøn Kirke er et af folkekirkens mest tilgængelige udviklingsprojekter. Alligevel bliver gode intentioner ikke til handling af sig selv. I Skt. Povls Kirke i Korsør lykkedes omstillingen, da en ildsjæl fik mandat til at drive processen og engagere resten af organisationen. Grøn Kirke har eksisteret siden 2009 og hører til de udviklingsprojekter, som er forholdsvis enkle at sætte i gang. De fleste sogne kan gennemføre omstillingen med de ressourcer, de allerede har, og både andre kirker og Grøn Kirkesekretariatet tilbyder inspiration og vejledning. Der findes endda en tjekliste til arbejdet. Men selv et overskueligt projekt kræver, at nogen tager ansvar.
AF BERIT WEIGAND BERG udviklingskonsulent i Kirkefondet. Artiklen er baseret på interview med sognepræst Lykke Fugl Wester, Skt. Povls Kirke.
"Arbejdet blev forankret i et lille udvalg, hvor idéer kunne vendes, og beslutninger træffes inden for de aftalte rammer." En ildsjæl driver forandringen
Lykke Fugl Wester peger på én afgørende faktor bag omstillingen: en ildsjæl fra menighedsrådet. Det var hende, der fik flyttet Grøn Kirke fra en idé, som jævnligt blev vendt, til et projekt, der blev ført ud i livet. Omkring 2020 tog den daværende formand for kirkeudvalget, Tove Madsen, teten, og seks måneder senere kunne Skt. Povls Kirke kalde sig Grøn Kirke. Med et tydeligt mandat fra menighedsrådet og en stor portion engagement og strategisk tænkning, som hun havde med fra sit arbejdsliv som sygeplejerske på Rigshospitalet, gik hun i gang. Gennem samtaler og en vedholdende indsats fik hun præster, medarbejdere og frivillige med om projektet.
8 | KIRKEN I DAG | NR. 3 2026
"Det var en ildsjæl fra menighedsrådet, der fik flyttet Grøn Kirke fra en idé til et projekt, der blev ført ud i livet." Arbejdet begyndte med indkøb af miljøvenlige rengøringsmidler, en af de lavthængende frugter, og fortsatte med de initiativer, der krævede større forandringer. Kirken begyndte også at holde gudstjenester og morgensang med fokus på skaberværket.
Fra projekt til drift
I dag er Grøn Kirke blevet en integreret del af kirkens daglige drift. Den daglige leder har ansvaret for den praktiske del af arbejdet, som fra begyndelsen har været den mest omfattende. Den teologiske dimension af Grøn Kirke varetages nu af et menighedsrådsmedlem, der tidligere har været præst. Tiden efter omstillingen har budt på både justeringer og nye initiativer. Blandt andet er drikkevandet på alteret blevet erstattet af postevand serveret i karafler i stedet for flaskevand. Det lyder måske enkelt, men fordi vandet i kirken ikke kan drikkes, skal karaflerne fyldes i sognegården og transporteres til kirken før hver gudstjeneste og hver kirkelig handling. Samtidig har nogle af de oprindelige tiltag måttet opgives. Det gælder især tanken om et "Vild med vilje"-bed rundt om kirken, som aldrig rigtigt blev til andet end et trist, vissent bed.
Fotograf Malte Ystrøm Madsen
Skt. Povls Kirke i Korsør blev Grøn Kirke, efter at et menighedsrådsmedlem tog initiativ til at føre idéen ud i livet.
"Selv overskuelige udviklingsprojekter bliver ikke til virkelighed af sig selv." Forankring i organisationen er afgørende
Tre forhold var afgørende for, at projektet lykkedes. Først og fremmest en ildsjæl, der fik det nødvendige mandat, fastholdt fokus gennem hele processen og evnede at få præster, medarbejdere og frivillige med ved hjælp af dialog og gode samtaler. Samtidig blev arbejdet forankret i et lille udvalg, hvor idéer kunne vendes, og beslutninger træffes inden for de aftalte rammer. Den brede opbakning fra menighedsrådet blev sikret gennem grundige drøftelser, før de større beslutninger blev truffet. Selv overskuelige udviklingsprojekter bliver ikke til virkelighed af sig selv. Først når en engageret ildsjæl får et tydeligt mandat og opbakning fra organisationen, kan gode intentioner blive til varige forandringer. •
Hvad kan vi lære?
Grøn Kirke er et landsdækkende initiativ, der hjælper folkekirken med at arbejde mere bæredygtigt i både drift og kirkeliv. Selve omstillingen er overskuelig, men den kræver tydelig organisering, vedholdenhed og et klart ansvar. • Giv én person et tydeligt mandat til at drive processen. • Saml arbejdet i et lille udvalg, der kan sørge for fremdrift • Skab bred opbakning i menighedsrådet, så mandatet holder gennem hele processen. • Begynd med de enkle tiltag, og byg gradvist videre. • Justér undervejs – ikke alle initiativer fungerer i praksis. • Tænk fra starten over, hvordan arbejdet kan blive en del af den daglige drift.
NR. 3 2026 | KIRKEN I DAG | 9
Kunsten åbner kirkedørene
GEOGRAFI: PROVINS SVÆRHEDSGRAD: UDFORDRENDE
Hvert år forvandles en række kirker i Slagelse Provsti til udstillingsrum for professionel kunst. Det tiltrækker tusindvis af besøgende og skaber nye møder mellem kirke, kunst og lokalsamfund. Kunst og Kirker er et eksempel på, hvordan et fælles kulturinitiativ kan åbne kirkedørene for nye målgrupper og samtidig styrke samarbejdet mellem provstiets menigheder. Fra idé til udstilling
Ideen til Kunst og Kirker i Slagelse Provsti opstod ved et møde i oktober 2017 hos en lokal glaskunstner. Her fortalte en tidligere hollandsk turistchef om en udstilling på øen Ameland, hvor professionel kunst blev vist i private hjem, skoler og andre steder hvert år i november måned. Mødet inspirerede tre frivillige til at arbejde videre med tanken om en udstilling i Slagelse Provsti, hvor der udelukkende skulle vises professionel kunst i provstiets gamle kirker. Tanken var, at udstillingen skulle afholdes hvert år den anden weekend i november. Formålet med projektet er at give borgere i Slagelse Kommune og besøgende fra ind og udland mulighed for at besøge lokale kirker, høre fortællingen om den enkelte kirke og lokalområdet samt opleve professionel kunst.
AF PER THUESEN formand for foreningen “Kunst og Kirker”.
Fotograf: Estrid Marie Eriksen
"I 2026 afholdes udstillingen for niende gang med deltagelse af 16 kirker og 31 professionelle billedkunstnere og skulptører fra Danmark”.
"Formålet med udstillingen er at give borgere i Slagelse Kommune og besøgende fra ind- og udland mulighed for at besøge lokale kirker, høre fortællingen om den enkelte kirke og lokalområdet samt opleve professionel kunst". Projektet tager form
Provsten i Slagelse Provsti blev kontaktet, og efterfølgende blev en række lokale kirker inviteret til et møde. Her orienterede den nystiftede bestyrelse, som bestod af fire privatpersoner og provsten, menighedsrådene om projektets idé og rammer for en udstilling af moderne kunst i kirkerne. Udstillingen åbnes med en ceremoni med taler og en mindre koncert. Hver kunstner medbringer et værk, som de besøgende kan opleve, samtidig med at de har mulighed for at møde kunstnerne og repræsentanter fra menighedsrådene. Den første udstilling blev gennemført den 10.-11. november 2018 med deltagelse af 10 kirker og 21 danske professionelle billed- og skulpturkunstnere. I 2026 afholdes udstillingen for niende gang med deltagelse af 16 kirker og 31 professionelle billedkunstnere og skupltører fra Danmark. Besøgstallet er vokset fra omkring 3.000 gæster i 2018 til 7425 i 2025. Der er gratis adgang til udstillingen i hele åbningsperioden.
Samarbejdet bag udstillingen
Kunstnerne udvælges af to bestyrelsesmedlemmer, som begge er professionelle billed- og keramikkunstnere. Valget af kunstnere sker med udgangspunkt i den enkelte kirkes rum og karakter. De deltagende kunstnere indkvarteres privat og får gratis forplejning gennem de enkelte menighedsråd under udstillingsperioden. Kunstnerne har dermed ingen udgifter forbundet med deres deltagelse. Udstillingen finansieres gennem ansøgninger fra bestyrelsen til fonde, Slagelse Kommune og – frem til 2024 – også Slagelse Turistforening. Midlerne anvendes til produktion
◄ "Kunst og Kirker" skaber nye møder mellem kunsten, kirkerummet og de besøgende.
10 | KIRKEN I DAG | NR. 3 2026
◄ Udstillingen giver besøgende
mulighed for både at opleve kunst og møde kunstnerne i kirkerne.
Fotograf: Estrid Marie Eriksen
Hvad kan vi lære?
Siden den første udstilling i 2018 er Kunst og Kirker vokset i både omfang og besøgstal. Det, der begyndte som en lokal idé, er blevet en tilbagevendende begivenhed, som hvert år bringer kunst og kirke sammen på nye måder. •
Fotograf: Estrid Marie Eriksen
af katalog, plakater, annoncering i lokale aviser og på sociale medier samt til en fælles aften for repræsentanter fra de deltagende menighedsråd, kunstnere og bestyrelsen. Udgifter til lys, varme og rengøring i kirkerne afholdes af de deltagende menighedsråd. Planlægningen af udstillingen begynder tidligt på året. I 2025 blev den indledt med to bestyrelsesmøder og et arbejdsgruppemøde for kontaktpersoner fra de deltagende kirker. Herefter følger en række bestyrelses- og arbejdsgruppemøder, og arbejdet afsluttes med et evalueringsmøde efter udstillingen.
Et tilbagevendende kulturprojekt kræver mere end en god idé. Klare roller, bredt samarbejde, langsigtet planlægning og lokal opbakning er nogle af de elementer, der har gjort Kunst og Kirker til en varig succes. • Tag udgangspunkt i en fælles idé med lokal forankring. • Skab et tæt samarbejde mellem menighedsråd, frivillige, kunstnere og andre samarbejdspartnere. • Fordel roller og ansvar tydeligt fra begyndelsen. • Søg ekstern finansiering til fælles udgifter, mens de lokale menigheder bidrager med egne ressourcer. • Begynd planlægningen i god tid, og afsæt tid til evaluering og videreudvikling.
Valget af kunstnere sker med udgangspunkt i den enkelte kirkes rum og karakter.
NR. 3 2026 | KIRKEN I DAG | 11
Manglende inddragelse skaber modstand Planerne om at rive Bredballe Kirke ned mødte massiv modstand. Men da menighedsrådet begyndte at lytte til lokalsamfundet, voksede et nyt projekt frem med bred opbakning. I forbindelse med Bredballe Kirkes 100-års jubilæum i 2007 opstod de første tanker om at ændre kirkerummet ved at flytte den gamle altertavle og lukke østlyset ind. Efterhånden stod det dog klart, at der var behov for mere gennemgribende ændringer. Kirken havde for få pladser til blandt andet store gudstjenester og kirkelige handlinger i et sogn med stigende befolkningstal. I 2017 fik det daværende menighedsråd uventet grønt lys fra Nationalmuseet til at rive kirken ned og opføre en ny og større kirke samme sted. Da planerne blev kendt, mødte de imidlertid stor folkelig modstand. Blandt andet blev der oprettet en Facebook-gruppe imod nedrivningen.
AF HENRIK BUNDGAARD NIELSEN generalsekretær I Kirkefondet. Artiklen er baseret på interview med Karen J. Klint, menighedsrådsformand, Bredballe sogn og Hans Lauge, næstformand, Bredballe sogn.
Kirken betød mere, end man troede
Derfor kom den omfattende modstand mod nedrivningsplanerne som en overraskelse. Det viste sig, at mange mennesker – også uden for sognet – havde en langt stærkere tilknytning til kirkebygningen, end man havde været klar over. Først da nedrivningen kom på tale, blev det tydeligt, hvor stor betydning den havde for både beboere, kirkegængere og dåbsfamilier.
"Når mennesker bliver lyttet til og inviteret med i processen, kan modstand udvikle sig til medejerskab og fælles ansvar." Fra forsvar til dialog
Menighedsrådet besluttede derfor i 2018 at undersøge mulighederne for at udvide den eksisterende kirke med blandt andet flere siddepladser. Erfaringerne fra modstanden mod de oprindelige planer gjorde det klart, at lokalbefolkningen skulle inddrages langt tidligere og mere aktivt. Derfor inviterede menighedsrådet til fire lyttemøder med 15-20 deltagere fra sognet. Menighedsrådets rolle var ikke at forsvare planer, men at lytte til ønsker, behov og idéer. Derudover blev der afholdt stormøder med eksterne oplæg og fælles samtaler om kirkens historie, arkitektur og teologi – og om de grundlæggende spørgsmål: Hvorfor har vi en kirke, og hvad skal en kirke?
Foto: privateje
Foto: privateje
De faste kirkegængere, menighedsrådet og andre med tilknytning til kirken var enige om, at noget måtte ske. Den lille kirke gav udfordringer ved blandt andet store dåbsfølger og bisættelser, og de fysiske rammer var utidssvarende – eksempelvis blev alterbægre vasket i en håndvask ved toiletrummet, og kirketjenerens depot lå under en trappe.
GEOGRAFI: PROVINS SVÆRHEDSGRAD: SVÆR
Bredballe Kirke er rammen om mange af sognets store fælles begivenheder.
12 | KIRKEN I DAG | NR. 3 2026
Pladsmangel ved blandt andet store gudstjenester og kirkelige handlinger var en af årsagerne til ombygningen af Bredballe Kirke.
Foto: privateje
"Det viste sig, at mange mennesker havde en langt stærkere tilknytning til kirkebygningen, end man havde været klar over."
▲ Planerne om at rive Bredballe Kirke ned mødte
stor lokal modstand. I stedet blev den eksisterende kirke udvidet og bevaret som områdets røde vartegn.
Fra modstandere til medspillere
Efter en grundig proces med undersøgelser af mulighederne for at udvide kirken og forslag fra to arkitekter foreligger nu et projekt, der udvider kirkens kapacitet med omkring 110 ekstra siddepladser, handicaptoilet, dåbsværelse og et mere fleksibelt kirkerum. Samtidig bevares kirken som områdets karakteristiske røde vartegn. Projektet har desuden mødt velvilje hos de bevilligende myndigheder. Blandt andet har provstiudvalget vist forståelse for behovet for at finde de omkring 30 mio. kr., som projektet kræver. Hans Lauge, der senere blev medlem af menighedsrådet, peger på, at sagsbehandlingen i folkekirken viste sig mere kompleks, end han havde forestillet sig. En så lang proces kræver derfor både mennesker med erfaring og kendskab til folkekirken og ildsjæle, der kan holde engagementet levende undervejs. Måske er det mest bemærkelsesværdige dog, at nogle af dem, der protesterede mod nedrivningsplanerne, i dag selv sidder i menighedsrådet. Ifølge menighedsrådsformand Karen J. Klint er det en styrke at invitere tvivlerne med ind i processen. •
Hvad kan vi lære?
Tidlig inddragelse kan være afgørende, når der skal ske store forandringer. I Bredballe førte modstanden mod de første planer til en ny proces, hvor lokalbefolkningen blev inviteret med, før løsningen lå fast. • Inddrag, før beslutningen er truffet. Når mennesker får mulighed for at præge processen, skaber det større forståelse og ejerskab. • Skab rum for at lytte – ikke kun for at præsentere færdige løsninger. Lyttemøder uden færdige svar kan give værdifuld viden og skabe tillid. • Tag modstand alvorligt. Kritik kan være et udtryk for en stærkere tilknytning til kirken, end man umiddelbart tror. • Invitér kritiske stemmer med i det videre arbejde. Det kan styrke både processen og den endelige løsning. • Store forandringsprojekter kræver både vedholdenhed og ildsjæle. Engagement og lokalt ejerskab er afgørende gennem lange beslutningsprocesser.
NR. 3 2026 | KIRKEN I DAG | 13
Kirken som lokal samarbejdspartner
GEOGRAFI: LAND INTROARTIKEL
På landet er det ofte de samme mennesker, der engagerer sig i kirken, spejderne, forsamlingshuset, lokalrådet og skolebestyrelsen. Derfor vokser nye projekter ofte ud af de relationer, der allerede findes. Projektet Aktiv i Forening 4160 i Herlufmagle viser, hvordan kirken kan blive en naturlig og relevant samarbejdspartner uden selv at være drivkraften. Kirken på landet har ofte andre ressourcer at bringe i spil end kirken i byen. Hvor bykirker typisk har- kirke og kulturmedarbejdere, der kan indgå i projekter, råder landsbykirker ofte over bygninger, udearealer og faciliteter, som kan understøtte lokale projekter. Men ressourcerne gør ikke forskellen i sig selv. De får først værdi, når de bringes i spil gennem de relationer, der allerede findes i lokalsamfundet.
Torben Stenstrup arbejder professionelt med foreninger, fællesskaber og folkeoplysning - bl.a. i landdistrikter. Hans erfaring er, at nye projekter vokser ud af de mennesker og relationer, der allerede findes lokalt. Derfor bliver kirken en stærk samarbejdspartner, når den indgår i lokale netværk og bidrager med det, den kan.
“De eksisterende relationer blev fundamentet for et nyt samarbejde.”
Foto: Torben Stenstrup
AF BERIT WEIGAND BERG udviklingskonsulent I Kirkefondet. Artiklen er baseret på interview med Torben Stenstrup, som arbejder med folkeoplysning og driver Foreningsudviklerne.
BUSK arrangement, hvor spejderne og Aktiv i Forening 4160 lavede aktiviteter på præstegårdens gårdsplads og i haven. Her gælder det om at folde presenningen på midten, uden at nogen træder ud på den “giftige jord”.
14 | KIRKEN I DAG | NR. 3 2026
Foto: Torben Stenstrup
Et godt eksempel er projektet Aktiv i Forening 4160 i Herlufmagle. Under den første coronanedlukning søgte en række lokale foreninger midler fra Nordea-Fondens pulje Her bor vi til at skabe aktiviteter, der kunne samle lokalsamfundet. Tanken var at skabe et mødested mellem de eksisterende foreninger og de mennesker, som endnu ikke var en del af et fællesskab. Projektet modtog knap 900.000 kr. til aktiviteter og udstyr og samlede 14 lokale aktører, blandt andre kirken, KFUM-spejderne, Herlufmagle Hallen og Susåhuset.
Da Herlufmagle gik sammen
Kirken kom ikke med i projektet ved en tilfældighed. Gennem mange år havde Herlufmagle Kirke opbygget et tæt samarbejde med de lokale KFUM-Spejdere. Der er tradition for BUSK gudstjenester og fastelavnsgudstjenester, spejderne uddeler kirkebladet, og kirken ser spejderarbejdet som en vigtig del af sognets kirkelige børne og ungdomsarbejde. Derfor var det naturligt, at kirken også blev en del af et nyt fælles projekt. De eksisterende relationer blev fundamentet for et nyt samarbejde.
Kirken blev en medspiller
Kirken var ikke drivkraften bag projektet og sad heller ikke i styregruppen. Til gengæld deltog den aktivt i kontaktgruppen og var medarrangør af en række aktiviteter. Blandt andet blev der opført friluftsteater på præstegårdens gårdsplads, BUSK gudstjenesten blev udvidet med aktiviteter i præstegårdshaven, og kirken lagde rum til koncerter under projektet. Kirken blev dermed en aktiv samarbejdspartner uden at ændre sin egen rolle. Tværtimod byggede projektet videre på den rolle, kirken allerede havde. Projektet forsøgte ikke at gøre kirken til noget andet, men tog udgangspunkt i det, den allerede var. Gudstjenester, koncerter og de fysiske rammer blev en del af et større lokalt fællesskab. Det samme gjaldt de øvrige foreninger, som hver især bidrog med deres egne styrker.
“Projektet forsøgte ikke at gøre kirken til noget andet, men tog udgangspunkt i det, den allerede var.” Et samarbejde, der rækker videre
Undervejs opstod endnu en opgave, som kirken tog på sig. Projektet havde indkøbt udstyr, som også efter projektets afslutning skulle kunne lånes af lokale foreninger. Kirken stillede derfor garageplads til rådighed, så udstyret kunne opbevares centralt og være let tilgængeligt. Med en kodelås kunne foreningerne selv hente og aflevere udstyret, uden at det skabte ekstra arbejde for kirkens medarbejdere. Det var en praktisk løsning, men også et udtryk for, at kirken så sig selv som en langsigtet samarbejdspartner i lokalsamfundet, også efter projektets afslutning.
Teatergruppen Dansk Rakkerpak opfører teaterstykket “Grænsen” på præstegårdens gårdsplads som en del af Aktiv i Forening 4160.
“Kirken var ikke drivkraften bag projektet, men blev en aktiv samarbejdspartner.” En kirke, der er med hele vejen
Projektet byggede på, at de lokale ildsjæle, de velkendte Tordenskjolds soldater, trådte sammen og kunne bringe deres viden, erfaring og energi i spil i et projekt, som ingen af dem kunne have løftet alene. Ved at melde sig på banen trådte kirken med ind i dette netværk. I Herlufmagle byggede samarbejdet på relationer, der allerede fandtes, blandt andet gennem spejderne. Kirken greb de opgaver, den blev spurgt om, bidrog med sine egne styrker og bevarede sin rolle som kirke. Torben Stenstrup peger på, at kirken bliver en stærk samarbejdspartner, når den bygger videre på de relationer, der allerede findes lokalt, og bidrager med det, den allerede kan. •
Hvad kan vi lære?
Projektet i Herlufmagle viser, at kirkens styrke ligger i at bygge videre på de relationer og ressourcer, der allerede findes lokalt. • Byg videre på de relationer, der allerede findes. • Bidrag med det, kirken allerede er god til. • Bring kirkens bygninger, udearealer og faciliteter aktivt i spil. • Skab samarbejder, hvor hver partner bidrager med sine egne styrker.
NR. 3 2026 | KIRKEN I DAG | 15
Et provsti finder nye veje sammen
GEOGRAFI: LAND SVÆRHEDSGRAD: LET
Kirkerne i Odsherred Provsti gik sammen om en række fælles pilgrimsvandringer for at skabe rum for eftertanke, naturoplevelser og fællesskab. Styregruppen satte de fælles rammer, mens de enkelte sogne fik frihed til at forme indholdet. Det skabte lokalt ejerskab og styrkede samarbejdet på tværs af provstiet. Fra idé til fælles projekt AF ANDERS TANGAA JENSEN sognepræst i Valby Søndre Sogn.
Idéen til fælles pilgrimsvandringer i Odsherred Provsti opstod hos et menighedsrådsmedlem, som gennem provsten kom i forbindelse med to præster med interesse for denne form for samarbejde og trospraksis. Dermed var styregruppen på plads. Kort efter det første møde ramte coronapandemien, men arbejdet fortsatte. Et af de første spørgsmål var, hvor detaljeret vandringerne skulle planlægges. Styregruppen besluttede at nøjes med at fastlægge de overordnede rammer og give de enkelte sogne stor frihed til at forme indholdet.
"Det var afgørende, at menighederne fik ejerskab over projektet, og derfor blev både ruter og indhold udviklet lokalt." Fælles rammer – lokale løsninger
Fotograf: Henrik Bundgaard Nielsen
Styregruppen fastlagde de fælles rammer med datoer, rækkefølgen mellem kirkerne og en fælles struktur for dagen. Den øvrige planlægning blev overladt til de lokale præster og frivillige, som blev inviteret til fælles orienteringsmøder. Det var afgørende, at menighederne tog ejerskab over projektet, og derfor blev både ruter og indhold udviklet lokalt. De, der kendte området bedst, vidste også, hvor de smukkeste vandringer gik. Vandringerne varierede fra 5 til 12 kilometer, og længden blev meldt ud på forhånd. Også indholdet undervejs blev tilpasset lokalt. Nogle steder indgik meditation, nadver under åben himmel, stillevandring eller samtaler undervejs, mens andre valgte en enklere form. Andagterne udviklede sig ligeledes forskelligt, så de afspejlede den enkelte menigheds ønsker og profil.
Fællesskabet voksede frem
Den første vandring samlede 80 til 90 deltagere. Siden deltog omkring 50 mennesker i hver vandring.
16 | KIRKEN I DAG | NR. 3 2026
Den første vandring fra Odden Kirke i januar samlede 8090 deltagere. Siden stabiliserede deltagerantallet sig på omkring 50 personer pr. Vandring med en bred kreds af mennesker, heriblandt flere, som normalt ikke deltager i kirkernes aktiviteter.
Fotograf: Henrik Bundgaard Nielsen
Pilgrimsvandringerne gik fra kirke til kirke og skabte rum for eftertanke, naturoplevelser og fællesskab.
Efter de første vandringer blev der foretaget enkelte praktiske justeringer, blandt andet af tempoet og planlægningen af toiletstop. Ellers fungerede konceptet som planlagt. Deltagerne organiserede selv samkørsel mellem start- og slutkirker, hvilket blev endnu en måde at styrke fællesskabet på.
"Styregruppen satte de fælles rammer, mens de enkelte sogne fik frihed til at forme indholdet."
Fælles retning - lokal frihed
Vandringerne varierede fra 5 til 12 kilometer, og indholdet undervejs blev tilpasset lokalt.
Hvad kan vi lære?
Et fælles projekt behøver ikke en detaljeret drejebog. Klare fælles rammer kombineret med lokalt ansvar gav plads til forskellige løsninger og styrkede samarbejdet på tværs af provstiet. • Skab en fælles vision og en enkel organisatorisk ramme. • Giv de lokale menigheder ansvar for indhold og gennemførelse. • Brug lokale ressourcer og kendskab til området. • Understøt projektet med fælles kommunikation og enkle fælles rammer. • Evaluer undervejs og juster de praktiske forhold uden at ændre den bærende idé.
Fotograf: Henrik Bundgaard Nielsen
Pilgrimsvandringerne blev taget godt imod, og siden den sidste vandring har styregruppen fået flere opfordringer til at gentage projektet. Fælles projekter behøver ikke at være detaljestyrede. Når den fælles retning er klar, og de enkelte sogne får frihed til at forme indholdet lokalt, kan både ejerskabet og samarbejdet vokse. •
NR. 3 2026 | KIRKEN I DAG | 17
Fra akut hjælp til varig diakoni
GEOGRAFI: LAND SVÆRHEDSGRAD: UDFORDRENDE
På blot 48 timer meldte 60 frivillige fra 12 menigheder i Norddjurs sig til at hjælpe socialt udsatte under coronapandemien. Den hurtige mobilisering blev starten på Social Drive Out, et initiativ fra KFUM's Sociale Arbejde, som siden udviklede sig fra en akut indsats til et langsigtet diakonalt samarbejde. Idé bliver til handling
Social Drive Out blev udviklet som en fleksibel og lokalforankret indsats, der bragte omsorg, mad, nærvær og støtte direkte ud til mennesker med størst behov. Initiativet byggede på en eksisterende idé, som tidligere havde været vanskelig at finansiere. Coronapandemien skabte mulighed for at handle hurtigt og omsætte idéen til praksis. Indsatsen blev organiseret, så ansatte og frivillige fra sociale caféer og forsorgshjem kunne engagere sig, mens organisationens ledelse stod for den centrale koordinering. Samtidig blev der nedsat en national arbejdsgruppe med ansvar for frivillighed, økonomi, kommunikation og udvikling, som skabte en dynamisk og agil beslutningsstruktur for projektet.
AF MALTE YSTRØM MADSEN udviklings- og kommunikationskonsulent I Kirkefondet. Artiklen er baseret på interviews med Susanne Kolby Rahbek, præst i Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense, tidl. diakonikonsulent i KFUMs sociale arbejde, og Michael Seeberg, udviklingschef i KFUM's Sociale Arbejde.
Lokale relationer gør forskellen
I det tværgående samarbejde blev både sociale aktører, kirkelige netværk og kommunale institutioner involveret.
Fotograf: Astrid Dalum
Mad og støtte bliver bragt direkte ud til mennesker i Ringkøbing.
18 | KIRKEN I DAG | NR. 3 2026
“Mange lokale aktører ville gerne bidrage til det sociale arbejde, hvis de havde en tydelig ramme og en samarbejdspartner, som kunne tage over i vanskelige situationer.” Hjemmeplejen, socialpsykiatrien, beboerforeninger og andre lokale aktører blev vigtige bindeled i indsatsen. En vigtig erfaring var, at lokalt kendskab er afgørende for at opbygge en bæredygtig organisering. Derfor blev det centralt at finde de lokale "ildsjæle" – personer med stærke netværk, hvad enten det var præster, kulturmedarbejdere eller mekanikere på tankstationen. De var med til at omsætte initiativet til en lokal praksis, hvor frivillige kunne opsøge og møde socialt udsatte mennesker. Et væsentligt aspekt ved Social Drive Out var den læring, der opstod undervejs. Projektet blev løbende afprøvet og justeret i takt med de erfaringer, man fik. Det viste sig hurtigt, at behovene blandt socialt udsatte i de mindre samfund var større end først antaget. Samtidig blev det tydeligt, at mange lokale aktører gerne ville bidrage til socialt arbejde,
Fotograf: Astrid Dalum
Social Drive Out på havnen I Hanstholm.
hvis de havde en tydelig ramme og en samarbejdspartner, som kunne tage over i vanskelige situationer. Her blev kirken og de socialfaglige aktører hinandens styrke. Kirken bidrog med lokal tilstedeværelse, relationer og lokalkendskab, mens de sociale caféer bidrog med socialfaglig ekspertise. Sammen skabte de en ny dynamik, hvor diakoni blev et praksisnært fællesskab mellem kirken og civilsamfundet, og hvor indsatsen løbende blev udviklet og kvalificeret gennem erfaringerne.
Fra hurtig handling til varig indsats
Fotograf Maria Tuxen Hedegaaard
Kun få dage efter, at midlerne var blevet tildelt, var initiativet i gang. Den korte vej fra idé til virkelighed viser, hvordan stærke netværk og en agil projektledelse kan omsætte en idé til handling på meget kort tid. Samtidig viser erfaringerne, hvordan folkekirkens eksisterende organisatoriske rammer kan bruges til at realisere diakonale indsatser, når
der er en fælles forståelse af opgaven og et fælles diakonalt værdigrundlag. Social Drive Out viste også, at folkekirkens kompleksitet og mangfoldighed kan være en styrke, når mange forskellige aktører bringes i spil. Social Drive Out har udviklet sig fra en midlertidig løsning til en langsigtet indsats. Det er blandt andet sket gennem løbende evaluering og afrapportering til de medvirkende finansieringspartnere. Samtidig har initiativet fået arbejdsro til at udvikle sig over de følgende tre år med støtte fra SSA-reserven og fonde. Dermed blev en akut indsats afsæt for et varigt diakonalt samarbejde. •
Hvad kan vi lære?
Social Drive Out viser, hvordan folkekirken gennem samarbejde kan engagere sig i socialt arbejde uden nødvendigvis først at have egne fysiske rammer. Modellen bygger på lokale relationer, frivillighed og et tæt samarbejde mellem kirkelige, kommunale og sociale aktører. • Tag udgangspunkt i konkrete lokale behov. • Find og inddrag lokale ildsjæle. • Skab en tydelig organisering mellem frivillige og fagpersoner. • Brug prøvehandlinger og lær undervejs. • Byg videre på eksisterende relationer og netværk.
◄ Et måltid, som tilberedes og spises i fællesskab,
er en fast ingrediens, når deltagerne mødes på Social Drive Out-stoppet i Hedensted.
NR. 3 2026 | KIRKEN I DAG | 19
Sognesammenlægning gav plads til nytænkning Da tre sogne blev lagt sammen til ét, opstod en ny mulighed: Én af sognets tre middelalderkirker kunne indrettes til et fleksibelt kirkerum med plads til nye former for gudstjenester, koncerter og kirkelige aktiviteter. En organisatorisk forandring blev dermed afsæt for at gentænke kirkens rum og brug. Tre sogne bliver til ét
Projektet begyndte, da tre sogne omkring stationsbyen Vipperød besluttede at blive ét sogn. Over en tiårig periode (2002-2012) blev tre sogne, to pastorater og tre menighedsråd samlet til ét sogn med ét menighedsråd. De tre middelalderkirker blev dermed samlet i ét sogn. Beslutningen var oplagt, fordi omkring 80 procent af befolkningen boede i stationsbyen, som lå midt mellem landsbykirkerne i Grandløse, Sdr. Asmindrup og Ågerup, men uden egen kirke eller præstegård. Sammenlægningen var et lokalt initiativ truffet af menighedsrådene, ikke et krav ovenfra.
AF FINN PILGAARD BEYER tidl. daglig leder i Vipperød Sogn, HANS THOR OLSEN, tidl. kirkeværge i Vipperød Sogn, og FINN DYRHAGEN, tidl. sognepræst i Vipperød Sogn.
Kirken får en ny rolle
Samtidig blev menighederne løbende informeret gennem kirkeblade og menighedsmøder, og menighedsrådsvalgene gav alle mulighed for at få indflydelse på de beslutninger, der skulle forme kirkelivet i det nye sogn. Resultatet blev, at Sdr. Asmindrup Kirke skulle danne ramme om nye former for gudstjenester og kirkeliv og kirken skulle fortsat kunne bruges til kirkelige handlinger. Det krævede, at størstedelen af det faste inventar blev erstattet af løst og flytbart inventar, så rummet kunne indrettes efter forskellige behov.
"Sognesammenlægningen skabte nye muligheder for at bruge de tre kirker forskelligt." Samarbejde banede vejen
Menighedsrådet kontaktede allerede tidligt i processen tre store fonde for at undersøge mulighederne for at finansiere projektet. Én fond sagde ja og blev inddraget, før de ende-
Foto: Privateje
Da sognesammenlægningen var gennemført, opstod behovet for en mere differentieret brug af de tre middelalderkirker. Gennem en række møder og workshops med menighedsråd og ansatte blev forskellige muligheder drøftet.
GEOGRAFI: LAND SVÆRHEDSGRAD: SVÆR
◄ Sdr. Asmindrup Kirke blev
gentænkt som et fleksibelt kirkerum. Det faste inventar blev erstattet af løst inventar, så rummet kan indrettes efter forskellige behov.
20 | KIRKEN I DAG | NR. 3 2026
Foto: Finn Dyrhagen
Sdr. Asmindrup Kirke er én af tre middelalderkirker i det sammenlagte sogn omkring Vipperød.
lige løsninger var på plads. Det gav fonden mulighed for at præge projektet og anbefale den arkitekt, de ønskede at samarbejde med. En forudsætning var, at hele kirkerummet blev gentænkt.
"Store forandringsprojekter kræver tid, vedholdenhed og en fælles vision." I samarbejde mellem fond, arkitekt og menighedsråd lykkedes det at overbevise Nationalmuseet og de kirkelige myndigheder om, at det gav mening at ændre alt det faste inventar. Orglet blev solgt til en anden kirke, altertavlen hængt op på væggen, prædikestolen og alterbordet overdraget til det lokale museum, mens kirkebænke og knæfald blev fjernet. Kun døbefonten blev stående. Alt nyt inventar er løst og kan flyttes rundt efter behov. Efter at provstiet havde finansieret den indledende projektfase, bevilgede fonden 9,6 millioner kroner til selve ombygningen. Ombygningen varede seks år (2013-2019) og blev løbende fulgt af en følgegruppe bestående af repræsentanter fra menighedsrådet, fonden, arkitekten og det lokale museum. Resultatet blev et fleksibelt kirkerum, der kan indrettes til forskellige former for gudstjenester, koncerter, andagter og kirkelige handlinger. Samtidig er kirkegården fortsat i brug.
Hvad gjorde projektet muligt?
Flere forhold var afgørende for, at projektet kunne gennemføres. Sognesammenlægningen skabte nye muligheder for at bruge de tre kirker forskelligt. Samtidig blev fonde og kirkelige myndigheder inddraget, før løsningerne var fastlagt, og processen var præget af et godt samarbejde og løbende dialog med både ansatte og menighed. Erfaringerne fra Sdr. Asmindrup peger på, at store forandringsprojekter kræver tid, vedholdenhed og en fælles vision. Undervejs er det afgørende at hente den nødvendige faglige rådgivning, stille mange spørgsmål og holde fast i retningen. •
Hvad kan vi lære?
Projektet i Sdr. Asmindrup viser, hvordan en sognesammenlægning kan skabe nye muligheder for både kirkerum og kirkeliv. Gennem tidlig inddragelse af fonde og myndigheder, bred lokal opbakning og et tæt samarbejde med fagfolk blev en middelalderkirke omdannet til et fleksibelt kirkerum med plads til både tradition og fornyelse. • Tag afsæt i lokale behov og muligheder. • Inddrag fonde og myndigheder tidligt. • Skab bred opbakning gennem dialog og information. • Tænk løsningerne igennem sammen med de relevante fagfolk. • Accepter, at store forandringsprojekter tager tid – og giv projektet den tid, det kræver.
NR. 3 2026 | KIRKEN I DAG | 21
Kirken skal ikke udvikles som en virksomhed
GEOGRAFI: BY INTROARTIKEL
Hvordan skaber man udvikling i folkekirken på storbyens vilkår? Med afsæt i udviklingsprojektet RækUd i Københavns Stift beskriver Michael K. Nissen de muligheder og udfordringer, der opstår, når udvikling går på tværs af sogne, provstier og stift. Udvikling i folkekirken har et andet mål end megen anden udvikling. Derfor kan det gå galt, hvis man ukritisk anvender merkantile eller traditionelle udviklingsmodeller, for udvikling i kirken handler ikke om profitoptimering. Udviklingsprojektet RækUd i Københavns Stift illustrerer en anden måde at tænke udvikling på.
AF BERIT WEIGAND BERG udviklingskonsulent i Kirkefondet. Artiklen er baseret på interview med Michael K. Nissen, provst, Amagerbro Provsti.
RækUd
Projektets fokus er, som navnet angiver, at nå flere. Målet er, at flere i løbet af de næste ti år oplever folkekirken som relevant og tør se sig selv som en del af et kristent fællesskab på storbyens vilkår og med afsæt i storbymenneskers virkelighed. Projektet er bygget op om to indsatsområder: børn og børnefamilier samt unge og unge voksne. Da Københavns Stift fik mulighed for at komme i gang, blev opstartsfasen faciliteret af en ekstern konsulent. Konsulenten udviklede forløbet, kortlagde viden gennem interviews med en lang række erfarne aktører og planlagde og gennemførte to stormøder samt en række workshops og arbejdsmøder i tæt samarbejde med en styregruppe.
"Udvikling i folkekirken har et andet mål end megen anden udvikling." Efter den seks måneder lange opstartsfase blev der samlet op, evalueret og udvalgt idéer, som efterfølgende skulle omsættes til konkrete tiltag og aktiviteter. I dag ledes det videre arbejde af en projektgruppe. I 2026 er projektet to år inde i det, der fra begyndelsen er tænkt som et tiårigt udviklingsprojekt, og befinder sig i den fase, hvor nogle af idéerne med målgruppen børn og børnefamilier, bliver gjort til virkelighed. Projektet havde fra starten stort fokus på forskellige interessentgrupper. Der blev arbejdet med tre grupper: de interesserede, som var alle, der ønskede at følge projektet, eksperterne, som bidrog med deres viden, og arbejdsgrupperne, der omsatte viden og input til konkrete idéer, der kunne arbejdes videre med. De to stormøder spillede en central rolle i projektet. Her var alle interessentgrupper inviteret. På det første stormøde blev den viden, konsulenten havde indsamlet, fremlagt, så alle fik indsigt i de overvejelser, der skulle danne grundlag for det videre arbejde. På det andet stormøde, som afsluttede op-
22 | KIRKEN I DAG | NR. 3 2026
Om RækUd
RækUd er et tiårigt udviklingsprojekt i Københavns Stift, der afprøver nye måder at udvikle folkekirken på. Projektets to indsatsområder er børn og børnefamilier samt unge og unge voksne. Da RækUd skulle omsættes til praksis, opstod en organisatorisk udfordring. Folkekirken er organiseret med ansvar og ressourcer i de enkelte sogne, mens RækUd blev udviklet og ledet på tværs af sogne og provstier. Projektet måtte derfor finde måder at arbejde på tværs af den eksisterende struktur.
startsfasen, præsenterede arbejdsgrupperne de idéer, der var blevet udviklet gennem forløbet. Omkring 100 mennesker deltog i møderne og blev samtidig en del af det netværk og de relationer, projektet bygger videre på.
Arbejdsfællesskab
En af udfordringerne ved at gennemføre et projekt i så stor en skala er at skabe et fælles vi, der kan overskride deltagernes egeninteresser. Det kan fremmes ved at formulere en fælles vision. Men det er afgørende, at visionen passer til den folkekirkelige virkelighed. Mange klassiske ledelsesvisioner fungerer ikke, fordi de ikke rummer det demokrati og de mange lokale forskelligheder, som kendetegner folkekirken. En vision skal derfor kunne tåle at blive fortolket lidt forskelligt, sætte en retning og samtidig kunne omsættes til den lokale hverdag.
"Udvikling kræver en vis organisatorisk modenhed." Det kirkelige perspektiv
Målet er at vise kirken som relevant og byde mennesker indenfor i et kristent fællesskab. Derfor er den kirkelige forankring en tydelig del af hele projektet. Den præger alle dele af arbejdet - både når der udvikles idéer med post-itsedler, og når der skal findes samarbejdspartnere. En af projektets aktiviteter, TeaterLeg, bæres af en præst og en kirke- kulturmedarbejder, som begge er en del af kirken og forstår dens opgave. Da der senere skulle findes en instruktør til en anden aktivitet, AkroBeat, blev det tydeligt, at også
På RækUds afsluttende møde i Flintholm Kirke blev projektets idéer og koncepter fremlagt. Der deltog folk fra hele Københavns Stift.
►
eksterne samarbejdspartnere må have forståelse for den kirkelige sammenhæng. Ellers fungerer det ikke.
Københavns Stift er vant til at arbejde med provstisamarbejder, hvor det formelt er provstierne, der finansierer udgifterne. Det sikrer dog ikke, at provstierne føler ejerskab. Og det sikrer heller ikke, at viden fra et projekt strømmer ud i kirken. Derfor er det afgørende at være i tæt kontakt med sognene, også selv om projektet formelt er et projekt på tværs af provstier.
Fra idé til praksis
Projektets opstart var en givende proces, hvor mange var engagerede, og hvor idéerne boblede frem. Det svære skridt var at gå fra opstart til konkret handling. Udfordringen var både organisering og finansiering. Hverken sogne, provstier eller stift var klar til den næste fase i et så omfattende projekt på tværs af stiftet. Mandat- og rollefordelingen lå ikke klart fra begyndelsen, ligesom finansieringsmodellen endnu ikke var på plads. Derfor var det ganske enkelt ikke muligt umiddelbart at kommunikere den videre proces tydeligt ud. Derfor måtte organisering og finansiering udvikles undervejs. Der fandtes heller ingen erfaringsbaserede modeller, som kunne understøtte, at en aktivitet med afsæt i stiftet blev gennemført på tværs af sogne. Det gjaldt alt fra kirketjenertimer til PR.
"En vision skal kunne tåle at blive fortolket lidt forskelligt og samtidig kunne omsættes til den lokale hverdag." Plads til forskellige kompetencer
Projektets fokus på forskellige interessenter havde blandt andet til formål at samle mennesker på tværs. Det lykkedes i høj grad. Samtidig afslørede processen, at deltagerne havde meget forskellige erfaringer med udviklingsprocesser. Den model, der blev brugt til idéudvikling, passede bedst til dem, der havde et stort engagement i et område. De professionelle og dem, der allerede havde erfaring, kunne med fordel have fået andre opgaver, så de ikke skulle deltage i et forløb, der for dem føltes som at begynde helt forfra.
Tidsperspektiv
Udvikling i folkekirken sker ikke over natten, og ofte skal der gå noget tid, før det viser sig, om et tiltag eller en aktivitet bliver en fast del af kirken. RækUd er fra starten tænkt som et langvarigt projekt, der skal løbe over ti år. Det skal skabe den fornødne ro til at afprøve idéer, evaluere dem,
Fotograf: Malte Ystrøm Madsen
Ejerskab
justere dem og prøve igen. Det lange perspektiv understreger, at RækUd er et mindset, en overordnet måde at tænke kirkeudvikling på. En måde, der også over tid skal udvikles teologisk.
Den stejle læringskurve
RækUd er langt fra færdigt. Men allerede nu står det klart, at erfaring er en afgørende forudsætning for at lykkes med denne type udviklingsprojekter. Projektet har kastet gode tiltag og aktiviteter af sig – måske færre, end drømmen var – men det har også givet et bud på, hvordan man kan arbejde sammen på tværs i et storbystift. Samtidig har det vist, at udvikling på dette niveau er en sag for sig. At de geografiske afstande er korte i en storby, betyder ikke, at beslutningsveje og processer også er det. Udvikling kræver en vis organisatorisk modenhed. Set med storbyens briller må den også række ud over sogne- og provstigrænser, så vi både arbejder med udvikling i de enkelte sogne og samtidig udvikler på provsti- og stiftsniveau. Kun på den måde kan vi løse de opgaver, der knytter sig til at være folkekirken i dag. Udvikling i folkekirken er derfor ikke blot et spørgsmål om at sætte nye aktiviteter i gang. Det handler om at udvikle de rammer og samarbejdsformer, der gør kirken i stand til at løse sin opgave i den virkelighed, den er en del af. •
Hvad kan vi lære?
• Tag udgangspunkt i kirkens egen opgave – ikke i erhvervslivets udviklingsmodeller. Modeller for udvikling (fx modeller for visionsledelse) skal tilpasses Folkekirken. • Find samarbejdsformer, der passer til opgaven. Når udvikling går på tværs af sogne, provstier og stift, er det vigtigt at inddrage sognene fra starten og skabe lokalt ejerskab. • Afklar ansvar, roller og ressourcer fra begyndelsen. • Afsæt tid til at afprøve, evaluere og justere undervejs.
NR. 3 2026 | KIRKEN I DAG | 23
Sorg og håb får nye fælles ritualer
GEOGRAFI: BY SVÆRHEDSGRAD: LET
Omkring 1.000 mennesker samles hvert år på Vestre Kirkegård i Aarhus for at mindes deres døde gennem musik, ritualer og fællesskab. De Dødes Dag er blevet en ny tradition, hvor folkekirken skaber et åbent rum for sorg og håb.
Når sorgen får et fælles rum
Idéen opstod i 2020 og udviklede sig hurtigt til et samarbejde på tværs af Aarhus' fire provstier. En projektgruppe på ti personer – bestående af præster, organister, kirke- og kulturmedarbejdere, en kommunikationsmedarbejder og en medarbejder fra kirkegården – blev dannet for at reali-
De Dødes Dag har siden 2021 samlet mennesker på Vestre Kirkegård i Aarhus..
24 | KIRKEN I DAG | NR. 3 2026
sere projektet. I dag er De Dødes Dag blevet en fast del af Folkekirkens årshjul og af mange aarhusianeres bevidsthed.
En dag med musik, lys og minder
De Dødes Dag opleves som en mindre festival, hvor man kan deltage i hele eller dele af programmet. På en musikscene midt på kirkegården optræder både lokale kunstnere og navne som Kira Skov, Anne Dorthe Michelsen og Hymns from Nineveh. Her medvirker også biskoppen og borgmesteren med yndlingssange og fællessang. I kapellerne er der klassiske koncerter, lyrikoplæsninger og mindre gudstjenester. Dagen byder desuden på kirkegårdsvandringer, andagter, børneaktiviteter og mulighed for at tænde lys eller skrive bønner og mindeord. I kaffeteltene kan man desuden deltage i samtaler om emner som ”den sidste vilje”.
"Som så meget andet i Folkekirken er det en idé, der er vokset nedefra og båret frem af engagement hos enkeltpersoner." Foto: Lars Salomonsen
Mange aarhusianere har deres afdøde på Vestre Kirkegård, byens største kommunale kirkegård, men her har allehelgen ikke tidligere været markeret. Med De Dødes Dag ønskede initiativtagerne at skabe en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor mennesker i alle aldre kan mindes deres kære og opleve, at de ikke står alene i sorgen. Målet var både at aftabuisere sorg og død og at bringe folkekirkens ritualer ind i en åben, folkelig ramme med plads til musik, æstetik, aktiviteter og evangeliets budskab om trøst og håb.
AF HANNE JUL JAKOBSEN sognepræst ved Møllevang Kirke.
Foto: Lars Salomonsen
Omkring 1.000 mennesker deltager i løbet af dagen. Antallet er steget år for år, og mange vender tilbage.
Bag kulisserne
Arrangementet har et budget på omkring 300.000 kroner, hvilket er muligt, fordi fire provstier står bag. Projektet vil dog også kunne gennemføres i en mindre skala med et lavere budget, blandt andet ved at engagere billigere kunstnere, som udgør omkring halvdelen af udgifterne. En af de største overraskelser var de praktiske udfordringer ved at etablere et arrangement på en kirkegård i november. Det er en betydelig udgift at etablere scener, telte til aktiviteter og få trukket strøm til de steder, hvor det er nødvendigt. Hertil kommer de praktiske forhold omkring bålfade, skiltning og materialer. Backstageforholdene på et kapel er desuden ret specielle – det er ikke mange, der har prøvet at spise deres frokost i »urneudleveringen«. Arrangementet har indtil nu været begunstiget af godt vejr, men er naturligvis meget vejrafhængigt. Det har taget projektet fire til fem år at opnå organisatorisk holdbarhed. Det skyldes blandt andet, at Folkekirken ikke er vant til at arbejde på tværs af provstier og ikke er gearet til denne form for samarbejde. Som så meget andet i Folkekirken er De Dødes Dag en idé, der er vokset nedefra og båret frem af engagement hos enkeltpersoner.
En tradition slår rod
Det er vanskeligt at opgøre det præcise antal deltagere, men alle gudstjenester og arrangementer i kapellerne samt de otte planlagte vandringer var fyldt, og der var liv ved akti-
Hvad kan vi lære?
De Dødes Dag viser, at folkekirken kan udvikle nye fælles ritualer med afsæt i kirkens traditioner og menneskers behov. Erfaringerne peger på, at nye traditioner kræver tid, engagement og samarbejde på tværs. • Tag udgangspunkt i et fælles menneskeligt behov. • Skab nye ritualer med afsæt i kirkens tradition. • Tænk i fællesskab på tværs af sogne og provstier. • Giv nye traditioner tid til at vokse.
"Vi ønskede at skabe en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor mennesker kan opleve, at de ikke står alene i sorgen." viteterne på kirkegården dagen igennem. Det nærmeste, man kan komme et konkret tal, er, at der blev trykt 700 sangark til uddeling ved den store scene, og at de alle blev taget. Et forsigtigt skøn er derfor, at omkring 1.000 mennesker deltog i løbet af dagen. Antallet er steget år for år, og mange vender tilbage. Arrangementet er dermed blevet en fast tradition for mange aarhusianere. •
NR. 3 2026 | KIRKEN I DAG | 25
Foto: Lars Salomonsen
På De dødes dag kan man skrive bønner og mindeord for dem, man har mistet.
Foto: Lars Salomonsen
De Dødes Dag er for mennesker i alle aldre, og der er også aktiviteter for børn bl.a. ansigtsmaling.
Foto: Lars Salomonsen
Musik, lys og minder er med til at skabe en ramme, hvor sorg og håb kan få plads.
En stærk teologisk vision banede vejen for et usædvanligt projekt Da sognepræst Helene Ferslev foreslog at bygge en klatrevæg på kirkens tårn, var den umiddelbare reaktion et chok. Men bag den usædvanlige idé lå en stærk teologisk vision om at sætte troen i bevægelse og skabe kontakt til nye målgrupper.
GEOGRAFI: BY SVÆRHEDSGRAD: SVÆR
Fotograf Thomas Heie Nielsen
AF MALTE YSTRØM MADSEN udviklings- og kommunikationskonsulent I Kirkefondet. Artiklen er baseret på interview med sognepræst Helene Ferslev, Sydhavn Sogn.
Den blå klatrevæg symboliserer himlen, mens klatringen er et billede på troens bevægelse mellem himmel og jord.
26 | KIRKEN I DAG | NR. 3 2026
Fra skepsis til opbakning
Visionsdagen i januar 2013 udsprang af et ønske om at åbne kirken mere mod lokalområdet og nå nye målgrupper. Kirken lå gemt væk i en sidegade, og mange lokale var ikke engang klar over dens eksistens. På det tidspunkt var kirkens aktiviteter primært rettet mod seniorer og babysalmesang, og der var et ønske om også at nå yngre mennesker og børnefamilier. På visionsdagen præsenterede den nyansatte sognepræst Helene Ferslev et forslag om at etablere en klatrevæg på kirkens tårn. Selvom idéen mødte skepsis, kunne et af menighedsrådets medlemmer straks se projektets muligheder. For at demonstrere idéens potentiale arrangerede Helene i september 2013 en septemberfest med rappelling fra kirketårnet i samarbejde med et eventbureau. Reb blev fastgjort til det træværk, som klokkerne hang i, så deltagerne kunne fire sig ned gennem et sidevindue i tårnet. Arrangementet tiltrak flere unge mennesker, som ellers ikke ville have sat deres ben i kirken, og overbeviste samtidig menighedsrådet om, at projektet havde et reelt potentiale.
Klatrevæggen på kirkens tårn blev indviet i 2015 og skulle være med til at åbne kirken for nye målgrupper.
Fotograf: Malte Ystrøm Madsen
"Man er aldrig alene, men bliver grebet, hvis man falder og bliver hjulpet sikkert ned igen." Grønt lys til projektet
Før projektet kunne realiseres, måtte en række praktiske og juridiske spørgsmål afklares. Helene kontaktede derfor stiftet for at få afgjort, om en klatrevæg kunne etableres på kirkens tårn, og hvordan de forsikringsmæssige spørgsmål skulle håndteres. Selvom stiftet aldrig tidligere havde behandlet en lignende sag, gav både biskoppen og domprovsten grønt lys. Klatrevæggen blev indviet i 2015.
Mellem himmel og jord
Helene var fra begyndelsen tydelig om de teologiske tanker bag klatrevæggen, og det var afgørende for at få menighedsrådets opbakning. Den blå klatrevæg symboliserede himlen, mens selve klatringen og rappellingen blev et billede på troens bevægelse – en bevægelse, hvor man slipper den faste jordforbindelse og bevæger sig mellem himmel og jord. Sikkerhedsrebet og instruktøren blev samtidig et konkret udtryk for næstekærlighed: Man er aldrig alene, men bliver grebet, hvis man falder og bliver hjulpet sikkert ned igen. Visionen om at sætte bevægelse på troen gav projektet en tydelig kirkelig forankring og gjorde det lettere at argumentere for dets relevans.
Dyrt købte erfaringer
Helene drev i høj grad selv etableringen af klatrevæggen. Processen var kompleks og krævede koordinering med en lang række eksterne aktører om blandt andet forsikring, sikkerhedsgodkendelser og valg af entreprenør. Først senere i forløbet blev der nedsat et udvalg, blandt andet til at arbejde med farvevalg og den fremtidige drift. Set i bakspejlet ville Helene gerne have involveret en arbejdsgruppe fra begyndelsen. Det ville have fordelt opgaverne, skabt en bredere forankring og mindsket den sårbarhed, der opstår, når et projekt i høj grad bæres af én ildsjæl. Erfaringen har hun taget med sig til senere projekter, hvor hun lægger
"Arrangementet tiltrak flere unge mennesker, som ellers ikke ville have sat deres ben i kirken." vægt på tidligt at skabe overblik over proces, ressourcer og interessenter og på at involvere flere personer fra starten. Klatrevæggen i Sydhavn Sogn viser, hvordan en stærk teologisk vision kan omsættes til et utraditionelt projekt, der åbner kirken for nye målgrupper. Bred forankring, tydelig organisering og delt ansvar er også afgørende, hvis projektet skal være bæredygtigt. •
Hvad kan vi lære?
Klatrevægsprojektet viser, at nye målgrupper kan nås, når kirken tør tænke anderledes og samtidig forankrer nye initiativer i en tydelig teologisk vision. • Tag udgangspunkt i, hvilke mennesker kirken ønsker at nå. • Lad en tydelig teologisk vision være fundamentet for projektet. • Afprøv idéer i mindre skala, før de realiseres permanent. • Tænk organisering og forankring med fra begyndelsen, så projektet ikke afhænger af én ildsjæl.
NR. 3 2026 | KIRKEN I DAG | 27
Samskabelse og eksperimenter åbner for nye kirkelige formater Da Natkirken i København inviterede DJ Palma Seitzmayer indenfor, opstod et nyt kirkeligt format. Gennem et tæt samarbejde mellem kunstneriske og teologiske kompetencer udviklede God Goes Deep sig fra et lokalt eksperiment til et koncept, der i dag kan bruges i mange forskellige kirker. God Goes Deep er et musikalsk koncept, hvor rolig elektronisk og klassisk musik, lydinstallationer og kirkerummet smelter sammen til en helhedsoplevelse og en ny måde at tænke kirkelig praksis på. Konceptet opstod i 2012 i mødet mellem en af Københavns Natkirkes præster og DJ og eventarrangør Palma Seitzmayer. Palma havde gennem mange år været en del af natklub- og DJ-scenen og opbygget et stort netværk af DJ's og kunstnere. I opstarten af projektet stillede Natkirken rummet til rådighed, mens Palma fyldte det med toner og lys.
AF MALTE YSTRØM MADSEN udviklings- og kommunikationskonsulent i Kirkefondet. Artiklen er baseret på interview med DJ og eventarrangør Palma Seitzmayer.
Et format, der ramte et behov
arrangementerne er tilgængelige for alle, uanset økonomisk eller kulturel baggrund.
Samskabelse i praksis
God Goes Deep begyndte ikke med en færdig projektplan eller en projektansøgning. Konceptet blev til undervejs gennem de første arrangementer, hvor samspillet mellem musik, lys, lydinstallationer og kirkerummet løbende blev afprøvet og forfinet.
"Natkirkens præster satte de teologiske rammer, mens Palma udviklede og kuraterede det kunstneriske indhold." Projektet blev samtidig bygget op næsten uden økonomiske ressourcer. I de første år blev arbejdet båret af frivillige kræfter, men efterhånden blev det muligt at honorere DJ's og kunstnere. Det styrkede den professionelle afvikling og løftede kvaliteten af oplevelsen.
Fotograf Malte Ystrøm Madsen
Det blev hurtigt klart, at God Goes Deep talte, og stadig taler, ind i et behov. Formatet skabte et frirum for refleksion og nærvær, hvor man uden forpligtelser kunne lade sig opsluge af musikken og stemningen. Fra begyndelsen har Palma insisteret på, at God Goes Deep skulle være gratis, så
GEOGRAFI: BY SVÆRHEDSGRAD: UDFORDRENDE
Lys og lyd er en del af den samlede oplevelse ved God Goes Deep.
28 | KIRKEN I DAG | NR. 3 2026
Fotograf Malte Ystrøm Madsen
"God Goes Deep begyndte ikke med en færdig projektplan. Konceptet blev til undervejs gennem de første arrangementer."
NR. 3 2026 | KIRKEN I DAG | 29
Fotograf Malte Ystrøm Madsen
God Goes Deep skaber et frirum for refleksion, hvor publikum kan lade sig opsluge af musikken og stemningen.
"Projektet begyndte som et lokalt eksperiment, men er i dag udviklet til en model, der kan gentages og tilpasses forskellige kirker." Palma Seitzmayer har været en central drivkraft gennem hele projektet. Med sit netværk, sin kunstneriske erfaring og sin evne til at samle de mange tråde har hun været involveret i alt fra kuratering og booking til teknisk afvikling og økonomi. Samtidig har hendes forståelse for balancen mellem det kunstneriske udtryk og kirkerummets særlige karakter været afgørende for, at God Goes Deep har bevaret sin identitet. Natkirkens præster satte de teologiske rammer, mens Palma udviklede og kuraterede det kunstneriske indhold. I mødet mellem de to fagligheder blev formatet løbende afprøvet, justeret og videreudviklet.
Hvad kan vi lære?
Fra lokalt eksperiment til model
Evalueringen har været en organisk proces, hvor publikums oplevelser og tilbagemeldinger har været styrende. Fokus har ikke været på antallet af deltagere, men på kvaliteten af den oplevelse, som hver enkelt tager med sig. Det har gjort det muligt løbende at udvikle konceptet uden at gå på kompromis med dets kerneidé. Efterhånden som God Goes Deep blev mere etableret, blev det muligt at skalere konceptet og afvikle det i flere kirker. Projektet begyndte som et projekt med høj kompleksitet, men er i dag udviklet til en model, der kan gentages og tilpasses forskellige kirker og lokale kontekster. Målet er nu at gøre God Goes Deep tilgængeligt for endnu flere kirker. En af de væsentlige udfordringer er at sikre en økonomisk bæredygtig model, hvor samarbejder med fonde og kulturinstitutioner åbner nye muligheder. God Goes Deep viser, hvordan nye kirkelige formater kan udvikles, når kunstneriske og teologiske kompetencer får lov til at skabe noget sammen over tid. •
God Goes Deep viser, hvordan nye kirkelige formater kan opstå, når forskellige fagligheder arbejder sammen og tør udvikle idéen undervejs. Erfaringerne peger på, at stærke relationer, kunstneriske kompetencer og mod til at eksperimentere kan skabe formater, som både bevarer deres særlige identitet og kan bruges i nye sammenhænge. • Skab nye formater i samarbejde mellem forskellige fagligheder og kompetencer. • Giv plads til at afprøve idéer og udvikle konceptet undervejs. • Brug erfaringer og publikums tilbagemeldinger aktivt til at forbedre formatet. • Byg videre på eksisterende netværk og relationer. • Tænk fra begyndelsen over, hvordan et lokalt initiativ kan tilpasses andre kirker uden at miste sin kerne.
30 | KIRKEN I DAG | NR. 3 2026
NYT FRA KIRKEFONDET Kirkefondets repræsentantskabsmøde 2026 Hermed indkaldes Kirkefondets repræsentantskab og andre interesserede til årets repræsentantskabsmøde lørdag 14. november 2026 kl. 16-17 på B!NGS, Vesterbrogade 149, København K. Før repræsentantskabsmødet afholder Kirkefondet samme sted fra kl. 10-16 en konference med temaet: ”Troens ord anno 2026”. Fra kl. 16.00 er der repræsentantskabsmøde med følgende dagsorden iht. vedtægterne: • Valg af dirigent • Årsberetning • Regnskab og budget • Valg til bestyrelsen • Indkomne forslag • Valg af revisor • Evt. Forslag til dagsordenen samt forslag til kandidater til bestyrelsen skal være Kirkefondet i hænde senest 6 uger før mødet, dvs. senest fredag den 2. oktober 2026. På valg til bestyrelsen er: Lars Seeberg, Karen Togsverd Hansen, Tommy Liechti og Anne Margrethe Raabjerg Hvas. De to førstnævnte er villige til genvalg. Der skal vælges i alt 4 medlemmer til bestyrelsen, hvoraf mindst 1 skal være lægt medlem. Repræsentantskabsmødet er åbent for alle, men kun medlemmer af repræsentantskabet har stemmeret. Endelig dagsorden med årsberetning og materiale fremsendes 14 dage før mødet til repræsentantskabets medlemmer. Tilmelding på kirkefondet@kirkefondet.dk eller 33 73 00 33 senest fredag 30. oktober 2026. Der vil igen i år blive ydet medlemmer af repræsentantskabet kørselsgodtgørelse for transportomkostninger udover 200 kr. Velkommen til en spændende dag!
Troens ord anno 2026 Kirkefondet inviterer til konference lørdag 14. november 2026 kl. 10–16 på B!NGS, Vesterbrogade 149, København K. Hvordan sætter vi ord på den kristne tro i 2026? Med afsæt i debatten om folkekirkens dåbsritual sætter konferencen fokus på troens sprog og på, hvordan troen formidles i forskellige sammenhænge. Program 09.30 Ankomst og morgenkaffe 10.00 Velkomst og indledning 10.15 Kan vi tale om en ny religiøs vækkelse i Danmark? Oplæg v/Jacob Holst Mouritzen, direktør og livsstilsekspert, og replik ved Birgitte Graakjær Hjort, domprovst i Aarhus 11.00 Det talte ord i dialogens rum v/Rikke Weissfeld, sognepræst i Ørestad Sogn 11.30 Det sungne ord i fællesskabets rum v/Iben Krogsdal, forfatter og salmedigter 12.00 Samtale og debat 12.30 Frokost 13.30 Det rituelle ord i gudstjenestens rum v/Ulla Morre Bistrup, uddannelsesleder på FUV 14.00 Det kommunikerede ord i det offentlige rum v/Kåre Gade, redaktør på kirke.dk 14.30 Samtale og debat 15.00 Det læste ord i debattens rum v/Eva Skafte Jensen, seniorforsker ved Dansk Sprognævn. Fra kl. 16–17 er det muligt at deltage i Kirkefondets repræsentantskabsmøde. Det praktiske Pris: 450 kr. pr. person. Menighedsrådsmedlemmer og ansatte i folkekirken kan søge beløbet dækket af menighedsrådet. Tilmelding: Senest fredag 30. oktober 2026 på kirkefondet@kirkefondet.dk eller tlf. 33 73 00 33.
Henrik Bundgaard Nielsen stopper som generalsekretær i Kirkefondet Efter mere end 13 år som generalsekretær fratræder Henrik Bundgaard Nielsen sin stilling ved udgangen af oktober 2026, hvor han går på pension. Han vil dog fortsat være tilknyttet Kirkefondet i mindre omfang og løse enkelte konsulentopgaver som visionsdage, workshops og andre udviklingsopgaver. Henrik Bundgaard Nielsen har gennem årene stået i spidsen for en markant udvikling af Kirkefondet og været en central stemme i arbejdet med folkekirkens udvikling, både lokalt og nationalt. Der er afskedsreception for Henrik Bundgaard Nielsen onsdag 28. oktober kl. 14–16 på Kirkeskibet, Topstykket 20, 2450 København SV.
NR. 2 2026 | KIRKEN I DAG | 31
Har I en idé til et projekt? Mange projekter begynder med en idé, en udfordring eller et ønske om at gøre noget anderledes. Men hvordan går man fra idé til konkret projekt? I dette nummer af Kirken i dag kan man læse om forskellige projekter i folkekirken. Sammen med magasinet får I arbejdshæftet Projekter i folkekirken: Fra god idé til virkelighed, hvor vi har samlet teorier, opmærksomhedspunkter og spørgsmål, der kan hjælpe med at kvalificere idéen og komme videre.
Mere inspiration På kirkefondet.dk findes der yderligere inspiration til Det aktive kirke-rum og til, hvordan man kan sætte retning for kirkelivet.
Få hjælp til jeres projekt Har I en idé, I gerne vil videre med? Kirkefondet kan hjælpe jer med at kvalificere idéen, få overblik over projektet og omsætte de første tanker til handling. Kontakt os, så tager vi en snak om, hvordan vi kan hjælpe jer videre.
Tilmeld dig Kirkefondets nyhedsbrev! Vi udsender ca. hver måned et nyhedsbrev med inspiration til det kirkelige arbejde. Gå ind på vores hjemmeside eller tilmeld dig her:
Scan QR koden og find arbejdshæftet digitalt, samt videoer og mere viden om projektarbejde i folkekirken.
Tema for næste nummer af ”Kirken i dag”:
Kultur, kunst og kirke.