Skip to main content

Kvaglund kirke (jun-sep 2025)

Page 1


Livsforvandlende fĂŠllesskab

FØDSELSDAG,

For fÄ uger siden kunne vi i Kvaglund fejre kirkens 40 Ärs fÞdselsdag. For nogle har kirken altid bare vÊret der. Men for andre er den stadig en ny bygning i sognet.

Lige meget hvad, kan man selvfÞlgelig godt se pÄ den, at den ikke er helt ny lÊngere. Og det er en god ting. Kirken er til for at blive brugt. Og jo lÊngere tid, den har stÄet pÄ torvet, jo mere er den gÄet ind i vores alle sammens bevidsthed som Kvaglunds kirke.

Om ikke lÊnge skal den fornys. Den trÊnger til det. BÊnkene er blevet slidt. Og det skal blive helt dejligt at fÄ det ene og det andet inventar skiftet ud, eller mÄske malet i nye farver, hvem ved? Det bliver spÊndende at se. Men en stor del af inventaret forbliver jo nok, som det er. Kvaglund Kirke er bygget ualmindeligt solidt.

Noget, der bliver, er sten- og jernfigurerne inde i kirkerummet: det firkantede alter, korset ovenover, som sprĂŠnger stenen vĂŠk fra Jesus’ grav, den solide alterskranke af jern med alle vindrueklaserne, prĂŠdikestolen med det brĂŠndende hjerte, dĂžbefonten foran den bĂžlgende vĂŠg med de tre grundsten fra Jerne Kirke, som reprĂŠsenterer Faderen, SĂžnnen og HelligĂ„nden, og alle duerne under loftet, som reprĂŠsenterer disciplene eller apostlene, som flyver ud i verden og fortĂŠller alle mennesker om kristendommen.

Det var billedhuggeren Erik Heide, som huggede det hele ud i sten og formede det i jern. Flotte figurer, som fÄr os til at tÊnke over livet, tilvÊrelsen og Gud.

Men en af figurerne skiller sig ud. Det er helligÄndsstenen bag dÞbefonten, jeg tÊnker pÄ. NÄr man stÄr lige foran den, ligner den en due. Ligesom duen, der kom ned fra himlen, da Jesus blev dÞbt i Jordanfloden. Men set fra en af kirkebÊnkene ligner den mest et ansigt. Et ansigt, der griner eller smiler til os.

Det var ikke Erik Heides mening, at helligÄndsstenen skulle ligne andet end en due. Men sÄdan kan det gÄ, sagde han engang, hvor han var pÄ besÞg i kirken og fortalte om sit arbejde. Det, en kunstner

former i sten, kan somme tider overraske. OgsÄ den, som har lavet det. Og det gÞr HelligÄndsstenen.

Det samme kan man sige om HelligÄnden: det, at Gud ikke bare er en gammel, skÊgget mand pÄ en sky oppe i himlen, men en levende kraft eller magt bag og i alting: lige fra Big Bang og evolutionen til alle de enkelte planter, dyr og mennesker, som er til i verden.

Han er overalt. Han er ikke til at forudse. Og hvis vi ser efter en ekstra gang, smiler han til os! Viser, at han holder af os.

HelligÄnd og pinse hÞrer sammen.

GlĂŠdelig pinse!

Georg GrĂŠsholt

prĂŠst i Kvaglund Kirke

KIRKENS ÅBNINGSTIDER

Mandag: Lukket

Tirsdag-torsdag: 9.00-15.00 Fredag 9.00-13.00

KIRKEKONTOR (fĂŠlles med Jerne Kirke)

MÞllebakken 2, 6705 Esbjerg Ø

Tlf. 42 80 46 30

E-mail: kvaglund.sogn@km.dk

Mandag-onsdag kl. 9.00-12.30, torsdag kl. 14.00-17.00, fredag lukket

Lorenzen Balle

OG TRYK Henrik Engedal www.trykogtro.dk

SVANEM ÆRKET

MED GUD I NATUREN

Naturen kan noget sÊrligt. NÄr vi trÊder ud under Äben himmel, bremser vi ofte op, og naturen kan give os en sÊrlig ro og fred. Jeg mÞdte Karin SkjÞth til en snak om, hvordan Gud kan mÞdes netop der, midt i skabervÊrket.

Karin har Ärligt vÊret afsted pÄ pilgrimsvandringer siden 2013. Oftest er hun afsted 3 vandredage med 2 overnatninger. Hun tager afsted med to kvinder her i Danmark, men sidste Är blev det ogsÄ til en 10 dages pilgrimsvandring i Tyskland.

For Karin er pilgrimsvandringen et forsĂžg pĂ„ at ”vĂŠre lige her”, uden forstyrrelser fra alt det, som normalt kan tage fokus i hverdagen.

Karin er isÊr glad for de 7 pilgrimsord, som hun blev introduceret til ved et foredrag om pilgrimsvandring i kirken for ca. 20 Är siden.

Ordene beskriver godt, hvad man fÄr ud af pilgrimsvandringen:

1. Langsomhed – at have tid til eftertanke og stilhed, at vandre langsomt og vente pĂ„ hinanden

2. Frihed – at vandre igennem landskabet uden tidspres

3. Enkelhed – at vandre med en let rygsék kun med det mest nþdvendige

4. Bekymringslþshed – at þve sig i at slippe bekymringerne

5. Stilhed – at kunne hĂžre naturen og blive opmĂŠrksom pĂ„ den indre stemme

6. FĂŠllesskab – at dele bĂ„de plaster og livserfaringer med de andre vandrere

7. Åndelighed – at opleve Guds nérhed i naturen

”NĂ„r jeg vandrer i naturen, sĂ„ bliver jeg mere opmĂŠrksom pĂ„ Guds storhed”, forklarer Karin.

Karin har ogsĂ„ erfaringer med, at turene og det at ”vĂŠre pĂ„ vej med Gud” har hjulpet hende til at

lĂŠgge ’det gamle’ bag sig. Efter turene har hun kunnet se fremad mod nye mĂ„l, nye horisonter og nye oplevelser.

Karin gÄr ogsÄ meget i sin hverdag, og pÄ en times gÄtur kan hun se et mÞnster.

”Som regel er der 20 minutter, hvor mit hoved kĂžrer lĂžs. SĂ„ 20 minutter hvor hovedet er helt tomt for tanker. Og derefter oplever jeg mĂždet af Gud – en lethed og bekymringslĂžshed”

For Karin giver gĂ„ture hende ogsĂ„ en lyst til at bede: ”NĂ„r man kommer i ro, sĂ„ dukker lysten og inspirationen til at bede helt automatisk op. Man kan sige, at jeg ’beder med fĂždderne’ – nĂ„r jeg gĂ„r, sĂ„ er det oftest i bĂžn”, forklarer Karin.

Jeg slutter med at spĂžrge Karin, hvad hendes bedste rĂ„d vil vĂŠre til andre, som gerne vil forsĂžge sig med pilgrimsture – men som mĂ„ske ikke helt ved, hvor de skal starte.

”Pak en rygsĂŠk med en kaffekande. Og start i det smĂ„. Fx en times gĂ„tur uden at have telefonen med. PrĂžv sĂ„ at sidde pĂ„ en bĂŠnk i stilhed i 10 minutter – med kaffekoppen i hĂŠnderne. Bare helt i ro. Og sĂ„ kan man altsĂ„ sagtens gĂ„ Danmark tyndt – vi behĂžver ikke alle sammen at gĂ„ Caminoen”, slutter Karin med et glimt i Ăžjet.

Maibritt Thyssen

PRODUKT ELLER PROCES?

INDBLIK I MENIGHEDSRÅDETS VISIONSWEEKEND

I vores samfund er produktet mange gange vigtigere end processen. ChatGPT og instaverdenen viser den sidste redigerede udgave, uden stavefejl og skþnhedsfejl. Jeg har en kollega, som er matematiklérer, og han vil altid se, hvordan eleven har regnet sig frem til lþsningen – ikke kun selve svaret. Han vil gerne se processen. Hvad var tanken? Hvad skal vi arbejde med néste gang? Hvad var processen?

Gud vil ogsĂ„ vĂŠre med i vores processer og drĂžmme for kirkearbejdet. Han vil vandre med os pĂ„ de gode dage, hvor kirken er fyldt til bristepunktet, med kun stĂ„pladser tilbage. Men han vil ogsĂ„ vĂŠre nĂŠr pĂ„ en helt almindelig hverdag – og ikke kun vises frem som et fĂŠrdigt produkt. Sikke en befrielse!

Jeg hedder Maria Kristiansen og er nyt medlem af menighedsrÄdet i Kvaglund Kirke. Den sidste weekend i marts var jeg afsted pÄ visionsweekend sammen med hele menighedsrÄdet, prÊsterne og de daglige ledere fra kirken og Folkehuset. FormÄlet var, at tage hul pÄ vores visionsproces for de kommende fire Är.

Vi blev ledt gennem nogle Þvelser, hvor vi delte, hvad vi hver isÊr havde pÄ hjerte i forhold til Kvaglund som sogn og kirke. Vi sad i en hyggelig stue, i blÞde sofaer med lidt snacks pÄ bordet, og lyttede til hinandens drÞmme og tanker, som vi havde med hjemmefra. Vi var ogsÄ, hver isÊr, blevet bedt om at spÞrge 3 personer om deres drÞmme og tanker for de kommende Är i kirken. Flere ting blev nÊvnt igen og igen. Det var en god start pÄ visionsweekenden.

LĂžrdag havde vi flere arbejdssamlinger, hvor vi fĂžrst lavede nogle Ăžvelser, og derefter drĂžf-

tede dem i grupper. Som en del af processen lagde vi mĂŠrke til, hvilke temaer der dukkede op igen og igen: stress, hvile, frivilligkultur, fĂŠllesskaber, bĂžrn og unge, vĂŠkst.

Naturen gÞr ogsÄ noget godt for sjÊlen, isÊr nÄr hovedet er fyldt med indtryk og idéer. Heldigvis havde vi lidt fritid sidst pÄ eftermiddagen, hvor jeg gik en tur ned til kysten med en lille flok og blev fuldstÊndig blÊst igennem, mens solen varmede os, og samtalen om livet fortsatte.

Weekenden sluttede ikke med en fĂŠrdigpakket visionsplan for de kommende fire Ă„r – og det er jeg faktisk glad for, for sĂ„ havde vi skyndt os forbi de dybere overvejelser. I stedet fik vi en smagsprĂžve pĂ„ nogle af de ting, vi kommer til at dykke ned i og forme fremover. Det er en inspirerende proces at vĂŠre en del af!

Maria Kristiansen

KOMMENDE ARRANGEMENTER

Du finder flere detaljer og flere aktiviteter pÄ www.kvaglundkirke.dk. Der kan ske uforudsete Êndringer. Hold derfor Þje med hjemmesiden og de sociale medier

Skt. Hans aften

DEN 23. JUNI – HOLD ØJE MED HJEMME- SIDEN OG SoMe FOR MERE INFO

Kom og fejr Skt. Hans aften i Kvaglund Kirke!

Vi inviterer alle til en magisk og hyggelig Skt. Hans aften i Kvaglund Kirke. Kom og oplev en aften fyldt med fĂŠllesskab, traditioner og festlige aktiviteter.

Hvad kan du glĂŠde dig til?

Oplev det imponerende Skt. Hans bÄl og hÞr en inspirerende bÄltale. Nyd fÊllessang, der skaber en stemningsfuld atmosfÊre. Der vil vÊre sjove lege og aktiviteter, der underholder de mindste. Tag dit eget kÞd med og grill det, mens du nyder den hyggelige stemning.

Tag familie og venner med og vĂŠr med til at skabe en uforglemmelig Skt. Hans aften i Kvaglund Kirke! Vi glĂŠder os til at se jer alle sammen.

Babysalmesang

NYT HOLD STARTER DEN 26. AUGUST

Kom og vĂŠr med til babysalmesang i Kvaglund Kirke!

Er du forÊlder til en lille én og leder efter en hyggelig og meningsfuld aktivitet? SÄ kom og deltag i vores babysalmesang hver tirsdag formiddag i Kvaglund Kirke!

Hvad er babysalmesang?

Babysalmesang er en skÞn mulighed for dig og din baby til at nyde musik og sang sammen i trygge og rolige omgivelser. Vi synger salmer og bÞrnesange, laver enkle bevÊgelser og bruger smÄ instrumenter, der stimulerer barnets sanser og motorik.

Sommerfestugen i Kvaglund

DEN 30. JUNI TIL 4. JULI

Tag familie og venner med og vÊr med til at skabe en uforglemmelig Sommerfestuge i Kvaglund! Vi glÊder os til at se jer alle sammen. Oplev hoppeborge, daglige nye events, kreativt hjÞrne og legeomrÄde for de mindste. Dagligt bliver der serveret gratis slush ice, popkorn og candyfloss. Begynd sommerferien med en fest og fÊllesskab.

Kvaglunddag

DEN 6. SEPTEMBER

Kom og vĂŠr med til Kvaglunddag!

Vi inviterer alle til en festlig og hyggelig dag i Kvaglund! Kom og oplev en dag fyldt med sjove aktiviteter, god mad og fĂŠllesskab for hele familien.

Hvad kan du glĂŠde dig til?

Smag pÄ lokale specialiteter og nyd en kop kaffe i godt selskab. Oplev live musik og optrÊdener, der fÄr alle til at danse og synge med. GÄ pÄ opdagelse i spÊndende boder med alt fra hÄndlavede produkter til lÊkre delikatesser ved markedsboderne.

HVORDAN HAR DU GUD MED DIG, NÅR DU HOLDER FERIE?

Lige om lidt er det sommer – og det betyder ferietid for mange.

Derfor sÊtter vi i denne Voxpop fokus pÄ, hvordan man kan have Gud med sig i sin ferie. For hvordan gÞr man lige, nÄr hverdagens faste rytme og rammer ikke er der lÊngere? NÄr ens faste rytme for tid med Gud mÄske ser anderledes ud?

Og hvad kan man mon gĂžre for at skabe tid med Gud i sin ferie?

”Jeg synes, ferie og hverdag hver isĂŠr har sine fordele og ulemper i forhold til at finde tid til Gud. Men noget jeg gĂžr, er at forsĂžge at huske pĂ„, at uanset hvad jeg gĂžr eller laver, er Gud altid med mig. SĂ„ i stedet for at begrĂŠnse ham til den tid, jeg aktivt sĂŠtter mig ned og beder, lĂŠser eller lovsynger, prĂžver jeg at give ham plads pĂ„ farten. Det gĂžr jeg ved at bede korte bĂžnner i lĂžbet af min dag. Noget sĂ„ simpelt som “tak”, nĂ„r jeg oplever noget godt eller “hjĂŠlp mig”, hvis jeg har brug for energi, mod eller andet, hjĂŠlper mig til at rette fokus mod Gud, og det han gĂžr for mig og i verden omkring mig”.

Mirjam BjĂžrn Mikkelsen

”Jeg holder meget af at gĂ„ en tur langs stranden tidlig morgen, nĂ„r solen stĂ„r op. Der er stille, men fyldt med bĂžlgeskvulp, fuglesang og mĂ„geskrig. Her kan jeg reflektere over de bibelvers, der stod pĂ„ mit mannakorn, og have en livgivende samtale med Gud, om de vers, jeg fik. Samtalen er dog uden ord! Jeg er taknemlig over at blive fyldt med glĂŠde, fred og vĂŠrdi. I lĂžbet af dagen lytter jeg til lovsange og sender ofte en bĂžn, et spĂžrgsmĂ„l eller tak til Gud. Selv pĂ„ ferie er hver dag ikke ens”.

Inga KĂŠrgaard

”Som mor til 2 bĂžrn, sĂ„ synes jeg, det kan vĂŠre lidt svĂŠrt at finde ro til en stillestund med Gud i vores ferier. Men i stedet for at blive frustreret over det, forsĂžger jeg at bede med mine bĂžrn i lĂžbet af dagen – bĂ„de nĂ„r vi er afsted pĂ„ ture, men ogsĂ„ nĂ„r vi har ”tĂžffedage” derhjemme. At Gud mĂ„ hjĂŠlpe os til at fĂ„ en god dag, at Gud mĂ„ hjĂŠlpe os til at lĂžse dagens konflikter, som nemt kan opstĂ„ mellem en 2-Ă„rig og en 5-Ă„rig, og at vi mĂ„ huske at vĂŠre taknemmelige for dagen og det Gud giver os. SmĂ„ bĂžnner i lĂžbet af dagen. Det er blevet sĂ„ naturligt nu, at min 5-Ă„rige nogle gange beder ”KĂŠre Gud, hjĂŠlp lige mor – hun har snart mistet tĂ„lmodigheden med os”. Det kan jeg bĂ„de grine af – og vĂŠre taknemmelig for.

Maibritt Thyssen

SASHAS REJSE MED

TRO OG FORANDRING

Sasha er 20 Är og gÄr pÄ gymnasiet i Esbjerg. Hun kom til Danmark med sin familie i 2022, kort efter krigens udbrud i Ukraine. De forlod Rusland, boede kort tid i Indonesien, og endte i Danmark, da hendes far havde fÄet tilbudt arbejde her.

Sasha var 17 Ă„r, da familien flyttede til Danmark. ”Det eneste jeg vidste om Danmark var, at det var et koldt og dyrt land,” smiler hun. Det var en svĂŠr overgang at flytte. Livet begyndte forfra, og hun skulle lĂŠre alt pĂ„ ny.

Samtidig var det et svĂŠrt tidspunkt at flytte pĂ„. ”Jeg var et barn i Rusland og jeg er blevet voksen i Danmark. Den forandring er altid svĂŠr, men sĂŠrlig i et nyt land,” fortĂŠller Sasha. Men i dag trives hun: ”Danmark er et fredeligt sted. Det betyder meget for os.”

TRO OG FORANDRING

Tro var ikke en stor del af hendes opvĂŠkst – mĂ„ske fordi tro er noget meget personligt i Rusland. Men hun bad som barn og havde kristne venner i Rusland. Hun havde ogsĂ„ opsĂžgt en kirke et par gange.

Da hun boede med familien i Indonesien, ramte en stor tomhed hende. Det var en svĂŠr tid. Hun forstod pludselig, at livet i Rusland var slut, og at de ikke ville vende tilbage. Det var en tid med megen ventetid – uden at vide, hvad de konkret ventede pĂ„. Sasha havde en fĂžlelse af ikke at kunne fylde tomheden indeni.

Hun havde stadig kontakt til nogle af de kristne venner, som hun havde fra Rusland, og en ven skrev en dag til hende: ”Kun Jesus kan fylde den tomhed.”

Sasha lyttede til en lovsang (”Oceans” af Hillsong) pĂ„ sit hotelvĂŠrelse og oplevede pludselig en fred: ”Jesus fyldte tomrummet i mig,” smiler hun.

Hun fandt flere videoer pÄ nettet om tro og kristen-

dom, og troen voksede. ”Fþr vidste jeg ikke, hvem Jesus var. Jeg troede bare, at han var en god mand, der var kommet for at redde ’nogen’. Men jeg vidste ikke, at det jo var mig,” fortéller Sasha.

Kort tid efter fik familien besked om, at de kunne flytte til Danmark, og Sasha sÄ det som et svar pÄ sin bÞn om afklaring pÄ fremtiden.

ET NYT LIV I DANMARK

Da familien flyttede til Esbjerg, kom Sasha i sprogcafĂ©. En dag blev hun ogsĂ„ inviteret med i kirke. Hun var nervĂžs for at komme til gudstjeneste, men blev taget godt imod, og i januar 2023 blev hun dĂžbt. ”Jeg blev dĂžbt samme dag som en lille baby. Det mindede mig om, at jeg kan fĂ„ lov at vĂŠre som et barn i troen.”

Sashas rĂ„d til andre, der overvejer troen: ”Det er ikke sĂ„ kompliceret, som man fĂžrst tror. Det eneste man skal gĂžre, er at tro. Og rĂŠkke ud – kirken er et godt sted at starte,” slutter hun.

Maibritt Thyssen

GUDSTJENESTER i Kvaglund Kirke

GUDSTJENESTE

JUNI

1. juni 6. sÞndag efter pÄske Jakob Wilms Nielsen Rytmisk

8. juni Pinsedag Georg GrĂŠsholt Traditionel med trompet

9. juni Anden pinsedag kl. 14.00

PrĂŠster fra Vor FĂŠlles gudstjeneste Frelsers Kirke OBS: i Vor Frelsers Kirke Ingen gudstjeneste i Kvaglund

15. juni Trinitatis sĂžndag Jakob Wilms Nielsen Traditionel

22. juni 1. sĂžndag efter trinitatis Jakob Wilms Nielsen Rytmisk

29. juni 2. sĂžndag efter trinitatis Georg GrĂŠsholt

JULI

Traditionel

6. juli 3. sĂžndag efter trinitatis Peter Sode Jensen Rytmisk

13. juli 4. sĂžndag efter trinitatis Jakob Wilms Nielsen Traditionel 20. juli 5. sĂžndag efter trinitatis SĂžren Lydekring (vikar) Traditionel

27. juli 6. sĂžndag efter trinitatis Daniel Ettrup Larsen (vikar)

Traditionel OBS: kl. 8.30

AUGUST

3. august 7. sĂžndag efter trinitatis Georg GrĂŠsholt Rytmisk 10. august 8. sĂžndag efter trinitatis Georg GrĂŠsholt

Traditionel

17. august 9. sĂžndag efter trinitatis Jakob Wilms Nielsen Rytmisk

24. august 10. sĂžndag efter trinitatis Jakob Wilms Nielsen

Traditionel 31. august 11. sĂžndag efter trinitatis Peter Sode Jensen Rytmisk

SEPTEMBER

7. sept. 12. sĂžndag efter trinitatis Peter Sode Jensen

Traditionel 14. sept. 13. sĂžndag efter trinitatis Jakob Wilms Nielsen Rytmisk 21. sept. 14. sĂžndag efter trinitatis Georg GrĂŠsholt

Traditionel 28. sept. 15. sĂžndag efter trinitatis Georg GrĂŠsholt Rytmisk

I KVAGLUND KIRKE HAR VI TO GUDSTJENESTETYPER – TRADITIONELLE OG RYTMISKE GUDSTJENESTER

Derudover har vi ogsÄ gudstjenester for alle aldre og lovsangsgudstjenester for unge.

Alle sþndagsgudstjenester er kl. 10.30 – med mindre andet er névnt.

Find Kvaglund Kirke og fĂžlg med i alt det spĂŠndende, der sker!

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook