OM BYGNINGSKULTURENS TRANSFORMATION

BEVARE OG UDVIKLE VORES BYGNINGSKULTUR. BOGEN VISER EN RÆKKE EKSEMPLER PÅ VIDEN, ANALYSER, METODER OG MODELLER, DER KAN KVALIFICERE BYGNINGSKULTURENS FORVALTNING OG TRANSFORMATION. ‘OM BYGNINGSKULTURENS TRANSFORMATION’ ER SKREVET AF FORSKERE VED KUNSTAKADEMIETS ARKITEKTSKOLE – ARKITEKTERNE CHRISTOFFER HARLANG, LARS ROLFSTED MORTENSEN, MORTEN BIRK JØRGENSEN, NICOLAI BO ANDERSEN, SØREN VADSTRUP OG THOMAS KAMPMANN. FORORDET ‘EN DYBERE MENING’ ER SKREVET AF JUHANI PALLASMAA.

GEKKO Publishing

OM BYGNINGSKULTURENS TRANSFORMATION

‘OM BYGNINGSKULTURENS TRANSFORMATION’ HENVENDER SIG TIL ALLE, DER ARBEJDER MED AT

OM BYGNINGSKULTURENS TRANSFORMATION

+PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO WO )TJMZ\ )TOZMMV 8M\MZ[MV ZML

7U JaOVQVO[S]T\]ZMV[ \ZIV[NWZUI\QWV

/-337 Publishing

+Q\I\ NZI NWZWZLM\ \QT" 3IR /W\\TWJ Værn af smukke danske huse af bygningskulturel værdi, Bind 1–8 ;IUUMV[T]\VQVOMV IN .WZMVQVOMZ \QT .ZMUUM WO *M^IZQVO IN *aOVQVO[ WO 4IVL[SIJ[S]T\]Z !

“Disse bygninger er smukke, fordi de er skabt af en byggetradition med måske århundreders erfaring. Det er ikke arkitekturens storværker, men de kan være mesterværker udført i fremragende håndværk. Med naturlig form, konstruktion og rigtig anvendelse af egnede materialer bliver resultatet disse smukke huse, som vi føler er danske, passer sammen, hører til i det danske landskab og kan smykke naturen. De skal ikke værnes og bevares fordi de er gamle, men fordi de er smukke og har bygningskulturel værdi. Og de værnes bedst ved at bruges og indgå i dagliglivet, ikke som museumsgenstande, men som brugsgenstande, der forener den skønhed, det gode håndværk har givet dem med en anvendelse og indretning, som hører til i dag.”1 3IR /W\\TWJ

7U JaOVQVO[S]T\]ZMV[ \ZIV[NWZUI\QWV +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO 4IZ[ :WTN[\ML 5WZ\MV[MV 5WZ\MV *QZS 2¦ZOMV[MV 6QKWTIQ *W )VLMZ[MV ;¦ZMV >IL[\Z]X WO <PWUI[ 3IUXUIVV /-337 Publishing :MLIS\QWV" +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO WO )TJMZ\ )TOZMMV 8M\MZ[MV /ZIÅ[S LM[QOV" +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO WO )TJMZ\ )TOZMMV 8M\MZ[MV 5MLIZJMRLMZM" )`MT <PMUIV +PZQ[\WXPMZ 0RWZ\PWT\ 2W[MÅVM 3IQ[VMZ 2]TQM ;\Z¦U 5WZ\MV[MV 3I\ZQVM /MQ[UIZ 4I]ZI *WMT[SQN\M 4I]ZI ?]TN[JMZO 5IZOZu\ 5I\\PQI[L~\\QZ WO 8MZVQTTM ;KPM]MZ 3WZZMS\]Z" 5IZOZM\PM 5WZ\MV[MV WO 8MZ 5ITUJMZO .WZWZL IN 2]PIVQ 8ITTI[UII MZ W^MZ[I\ IN +WZVMTQ][ 0WTKS +WTLQVO NZI MVOMT[S 7ZQOQVIT \Q\MT" ¼1V ;MIZKP WN 5MIVQVO¼ .ION¥TTMJML¦UUMT[M" 5WOMV[ ) 5WZOMV XZWNM[[WZ Q )ZSQ\MS\WVQ[S 3]T\]ZIZ^ )ZSQ\MS\[SWTMV )IZP][ <aXWOZIÅ" *WZLWVQ WO *I[SMZ^QTTM *QTTMLJMPIVLTQVO" 6IZIaIVI 8ZM[[

<IS \QT :MITLIVQI NWZ [\¦\\M \QT JWOMV[ \QTJTQ^MT[M WO ]LOQ^MT[M -V [¥ZTQO \IS \QT +PIZTQM ;\MMVJMZO 2]PIVQ 8ITTI[UII >QK\WZ *WaM 2]TMJqS -[SM 5¦TTMZ WO 0IV[ 8M\MZ ;^MVLTMZ 6QMT[MV Digital udgave 2025 Oprindeligt udgivet i trykt form i 1;*6 978-87-7830-914-3 :MLIS\QWVMV PIZ NWZ[¦O\ I\ ÅVLM ITTM ZM\\QOPML[PI^MZM Q NWZJQVLMT[M UML LM ^Q[\M QTT][\ZI\QWVMZ ;S]TTM MVSMT\M UIVOTM ^QT LM ^ML PMV^MVLMT[M \QT NWZTIOM\ JTQ^M PWVWZMZM\ [WU WU IN\ITM ^IZ QVLOsM\ Xs NWZPsVL 3WXQMZQVO NZI LMVVM JWO Us S]V ÅVLM [\ML Xs QV[\Q\]\QWVMZ LMZ PIZ QVLOsM\ IN\ITM UML +WXa ,IV WO S]V QVLMV NWZ LM Q IN\ITMV V¥^V\M ZIUUMZ

/-337 Publishing /IUUMT 5¦V\ 3¦JMVPI^V 3

1VLPWTL

EN DYBERE MENING .WZWZL IN 2]PIVQ 8ITTI[UII

PROLOG 1VLTMLVQVO IN +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO

IDEER >QLMV WO S]VVMV <ZIV[NWZUI\QWV WO ZM[\I]ZMZQVO ;IUUMVN¦RVQVO · [\IJTQVO · [\¦JVQVO

!

METODER )ZSQ\MS\]ZMV[ \ZIV[NWZUI\QWV · NMU UM\WLMZ *aOVQVO[WXUsTQVO *aOVQVO[IZS¥WTWOQ .¥VWUMVJ]VLMV ZMOQ[\ZMZQVO )VITa[M WO ^¥ZLQ[¥\VQVO )VITa[M WO ^¥ZLQ[¥\VQVO IN JaOVQVOMZ WO LMZM[ WUOQ^MT[MZ 0MOV[T]VL · MS[MUXMT Xs IVITa[M WO ^¥ZLQ[¥\VQVO )VITa[M WO ^¥ZLQ[¥\VQVO IN JMJaOOMT[MZ WO JaZ]U

STRATEGIER <QTV¥ZUMT[MZ .WZ\[¥\\MT[MZ .WZJQVLMT[MZ -\ [\aSSM IL ^MRMV <ZIV[NWZUI\QWV IN MN\MZSZQO[\QLMV[ QVL][\ZQTIVL[SIJMZ

! !

HÅNDVÆRK 5I\MZQITMZ <MOT <Z¥ 3ITS U¦Z\MT WO X]L[ 8QOUMV\MZ 5ITQVO :]LMOTI[ *aOVQVO[\MSVWTWOQ 5]Z^¥ZS *QVLQVO[^¥ZS +]Z\IQV _ITT 4MZ^¥OOM

!

EKSEMPLER -VNIUQTQMP][ >QTTI :¥SSMP][ 8IZKMTP][ -\IOMP][ 3IZZuJMJaOOMT[M 8]VS\P][ 7‫ٺ‬MV\TQO\ JaOOMZQ 3]V[\U][M]U :sLP][ ;SWTM

INDEKS )Z\QSTMZVM .WZNI\\MZVM

-V LaJMZM UMVQVO .WZWZL IN 2]PIVQ 8ITTI[UII

“(…) Musikken mister sin styrke, hvis den fjerner sig for meget fra dansen (…) lyrikken mister sin styrke, hvis den fjerner sig for meget fra musikken,” [SZQ^MZ -bZI 8W]VL Q JWOMV )*+ WN :MILQVO 1 ,MV QUIOQVQ[\Q[SM LQO\MZ[ ^QO\QOM XWQV\M MZ I\ MVP^MZ S]V[\IZ\ PIZ [QV [¥ZTQOM WV\WTWOQ[SM OZWJ]VL WO S]V LMZNZI SIV LMV Ns [QV [IN\ WO SZIN\ ,MV UMVQVO[N]TLM S]V[\ WX[\sZ QSSM JIZM [WU NZQ NIV\I[Q MTTMZ NWZUU¥[[QO IJ[\ZIS\QWV# LMV[ sVLMTQOM ZMTM^IV[ WO JM\aLVQVO [SaTLM[ S]V[\NWZUMV[ M^WT]\QWV¥ZM ]L^QS TQVO WO LMV[ OMVSTIVO Q LMV UMVVM[SMTQOM \QT^¥ZMT[M WO S]T\]Z 0^Q[ S]V[\IZ\MV UQ[\MZ N¦TQVOMV UML [QVM Z¦LLMZ WO [QV QVLZM TWOQS ^QT LMV LZQ^M NZQ\ WUSZQVO ]LMV ZM\VQVO[[IV[ WO LaJMZM UMVQVO <IJM\ IN SWV\QV]Q\M\ WO \ZILQ\QWV MZ [IU UMV UML ^WZM LIOM[ W^MZLZM^VM NWS][ Xs LM\ ]VQSSM WO LM\ VaM UML \QT I\ ]LP] TM LMV LaJMZM UMVQVO Q IZSQ\MS\]ZMV UML LM\ ZM[]T\I\ I\ JaOVQVO[S]V[\MV MVLMZ [WU MV \WU ¥[\M\Q[MZQVO 1OWZ ;\ZI^QV[SQR LMV UWLMZVM U][QS[ NZWV\ÅO]Z \ITMZ Q [QVM 0IZ^IZL NWZMT¥[ VQVOMZ LMZ MZ ]LOQ^M\ Q JWONWZU ]VLMZ \Q\TMV 5][QSIT[S XWM\QS WU XZQ^I\Q[MZQV OMV IN S]V[\MV[ [XZWO WO P^WZLIV LMV PIZ ¦LMTIO\ S]V[\MV[ M^VM \QT I\ SWUU] VQSMZM “Den individuelle grille, det intellektuelle anarki (…) der selv har opfundet sit sprog, sit ordforråd, sin kunsts apparatur. Det er ham (kunstneren, red.) sædvanligvis forundt at anvende fastslåede former og materialer, der har stået deres prøve. Det kommer dertil, at han taler et sprog, der ikke har nogen forbindelse med den verden, der lytter til ham. Hans kunst bliver i sandhed enestående, således forstået, at den bliver u-meddelelig og lukket til alle sider”. ,M\\M MZ WO[s M\ OWL\ IZO]UMV\ NWZ \ZILQ\QWVMV[ JM\aLVQVO# S]V[\MV NsZ [QV UMVVM[SMTQOM ZMTM^IV[ NZI M\ MS[Q[\MV\QMT\ OZ]VL^QTSsZ OMVVMU \ZILQ\QWVMV[ SWV\QV]]U <QT[^I ZMVLM SIV IZSQ\MS\]ZMV[ LaJMZM UMVQVO PMTTMZ QSSM WXLQO\M[ MTTMZ NIJZQSMZM[ 5M VQVO[N]TLPMLMV [SaTLM[ ^WZM[ N¥TTM[ MS[Q[\MV\QMTTM XZ¥UQ[[MZ WO LMZM[ LaJM OMVTaL Q PQ[\WZQMV ,MVVM JM\aLVQVO Q S]V[\MV NWZUQLTMZ ^WZM[ WXTM^MT[M IN \QT^¥ZMT[MV WO JaOVQVO[S]V[\MV ,MV UMVQVO[N]TLM IZSQ\MS\]Z MZ IVLM\ MVL JTW\ VaM NWZUMZ WO NWZUMS[XMZQUMV\MZ NWZ LMV [SIT ^QLMZMN¦ZM WO NWZUQLTM LMV MXQ[SM NWZ\¥TTQVO WU LMV UMVVM[SMTQOM S]T\]Z WO JaOVQVO[S]V[\ 2MO ^QT P¥^LM I\ IZSQ\MS\]ZMV [WU S]V[\IZ\ [aOVMZ PMV P^Q[ LMV NWZ^QTLMZ [QO NWZ TIVO\ ^¥S NZI [QVM MS[Q[\MV\QMTTM N]VS\QWVMTTM WO \MS\WVQ[SM Z¦LLMZ WO \ZILQ\QWVMZ 7O LM\ MZ VM\WX LM\ IZSQ\MS\]ZMV TQLMZ ]VLMZ Q ^WZ \QL UML LMV[ NWZJZ]OMZQ[UM WO ]SZQ\Q[SM JZ]O IN LQOQ\ITM \MSVQSSMZ WO JQTTML[XZWO ,M VaM JaOVQVOMZ SIV [M UM OM\ WXÅVL[WUUM NWZN¦ZMVLM WO ÅV]ZTQOM ]L UMV LM IN[T¦ZMZ P]Z\QO\ LMZM[ QVLZM \WUPML ,M\ MZ OZ]VLT¥OOMVLM M\ [X¦ZO[UsT WU [MT^M ZMNMZMVKMZIUUMV NWZ LMV SZWX[TQOM WXTM^MT[M IN IZSQ\MS\]ZMV ,M\ MZ QSSM »NZQPML[N¦TMT[MV¼ UIVOMTMV Xs JM OZ¥V[VQVOMZ MTTMZ WXÅVL[WUPMLMV LMZ OQ^MZ IZSQ\MS\]ZMV UMVQVO UMV LMZQUWL IVMZSMVLMT[MV IN LMV[ [\WT\M UMV WO[s ZM[XMS\N]TLM ZWTTM Q S]T\]ZMV[ SWV\QV]]U )ZSQ\MS\]ZMV MZ ZWLN¥[\M\ Q S]T\]ZMV Q TQ^M\ WO Q LMV NWZ\[I\\M NWZ\¥TTQVO WU LMV[ MOMV \QTJTQ^MT[M 1 ^WZM[ NWZJZ]OMZS]T\]Z \Z]M[ IZSQ\MS\]ZMV IN \W UWL[I\ZM\\MLM \MVLMV[MZ" QV [\Z]UMV\ITQ[MZQVOMV WO ¥[\M\Q[MZQVOMV 5MV[ LMV N¦Z[\M NWZ^IVLTMZ JaOVQVOMZ \QT ^]TO¥ZM X[M]LW ZI\QWVMTTM JZ]O[\QVO ZML]KMZMZ LMV IVLMV LMU \QT UMVQVO[T¦[M ¥[\M\Q[SM JQTTMLMZ 1 JMOOM \QTN¥TLM [SMZ LM\ Xs JMSW[\VQVO IN MSSWM\ NZI IZSQ\MS \]ZMV[ WXZQVLMT[M WO PQ[\WZQM [MT^M LMV[ S]T\]ZMTTM N]VS\QWV LMZ ^QTTM PI^M OQ^M\ LMV MV MS[Q[\MV\QMT I]\WZQ\M\ *aOVQVOMZVM [\sZ \QTJIOM [WU ZMV\ ^Q[]MTTM JQTTMLMZ PMT\ ]LMV LM\ sVLMTQOM WO TMOMUTQOM JM\aLVQVO[ WO MZNIZQVO[OZ]VLTIO WO LMZNWZ ]LMV M^VMV \QT I\ Z¦ZM WO JM^¥OM W[ ;WU 4]L_QO ?Q\\OMV[\MQV [QOMZ Q MV IN [QVM VW\MZ" “Arkitekturen foreviger og forherliger noget. Derfor kan der ikke forekomme arkitektur,

hvor der ikke er noget at forherlige” *aOVQVO[S]V[\MV MZ V¦L\ \QT I\ NWZPMZTQOM JsLM [Q\ XZIS\Q[SM NWZUsT WO [QV ¥[\M\Q[SM WO \MS\WVQ[SM NZMU[\QTTQVO ,M\ MZ STIZ\ I\ IZSQ\MS\]ZMV QSSM ]LMT]SSMVLM SIV ^¥ZM MV TMO UML NWZUMZ# JaO VQVOMZVM [SIT [\ILQO^¥S IN[XMRTM LM \W ]Z PIVLTQVOMZ" I\ JW MTTMZ MV P^QTSMV [WU PMT[\ IVLMV N]VS\QWV UMV MVP^MZ IZSQ\MS\WVQ[S N]VS\QWV ^Q[MZ \QTJIOM \QT JW[¥\ \MT[MV WO NMRZQVOMV WO I\ JaOOM 1 LMVVM ^ML^IZMVLM QV\MZVM M^WT]\QWV SI[\MZ LM ^QZSMTQO Va[SIJMVLM ^¥ZSMZ IT\QL Va\ Ta[ W^MZ JsLM NWZ\QLMV WO NZMU\QLMV ,M UM[\ MXWSMO¦ZMVLM IN LMU NsZ W[ \QT I\ [M UML IVLZM ¦RVM Xs \QLTQOMZM OMVMZI\QWVMZ[ IZSQ\MS\]Z WO JIVMZ [IU\QLQO ^MRMV NWZ VaM ^¥ZSMZ )ZSQ\MS\]ZMV NsZ [\ILQO [QV TQ^[SZIN\ WO JM\aLVQVO NZI ^WZM[ JZ]O IN LMV WO NZI JaOOMXZWKM[[MV [s LM \W WX ZQVLMT[MZ MZ [\ILQO V¥Z^¥ZMVLM O\M IZSQ\MS\WVQ[SM JQTTMLMZ MZ QSSM JTW\ NWZUMZ ÅO]ZMZ MTTMZ Z]U P^WZ WXÅVL[WUUM LM MVL Us\\M ^¥ZM UMV QV^Q\I\QWVMZ \QT WO T¦N\MZ WU JM[\MU\M PIVLTQVOMZ WO IS\Q^Q\M\MZ -\ O]T^ QVLJaLMZ \QT I\ UIV ZMR[MZ [QO WO PIVLTMZ L¦ZMV \QT I\ UIV OsZ QVL MTTMZ ]L ^QVL]M\ \QT I\ UIV SQOOMZ ]L \ZIXXMV \QT I\ UIV OsZ WX MTTMZ VML W[^ ° 2MO ^QT ^W^M LMV Xs[\IVL I\ LMZ QSSM MZ VWOM\ LMZ PMLLMZ IJ[\ZIS\ IZSQ\MS\]Z ,MVVM ]VLMZNWZ[\sMLM PIVLTQVO MZ MV ]IL[SQTTMTQO LMT IN MVP^MZ\ \¥VSMTQO\ IZSQ\MS\WVQ[S XZWRMS\ )ZSQ\MS\]ZMV JM[\sZ OZ]VLT¥OOMVLM IN ^MZJMZ WO QSSM []J[\IV\Q^MZ )ZSQ\MS\]ZMV[ LaJMZM UMVQVO MZ SVa\\M\ \QT ^WZM[ SZWX[TQOM WXTM^MT[M IN ^MZLMV WO LMV MZ Q ^QZSMTQOPMLMV IT\QL MV NWZU NWZ UMLQMZQVO )ZSQ\MS\]ZMV IN[XMRTMZ P^WZLIV ^MZLMV Z¦ZMZ W[ [WU 5I]ZQKM 5MZTMI] 8WV\a [SZM^ WU 8I]T +ubIVVM[ UITMZQMZ ,MV LaJ[QVLQOM IZSQ\MS\]Z MZ ITLZQO MV UWVWTWO MTTMZ M\ Q[WTMZM\ WJ RMS\ NWZ UMVQVO[N]TLM JaOVQVOMZ ^QT IT\QL ^¥ZM ZQOM WO SWUXTMS[M [IU\ITMZ UML WUOQ^MT[MZVM WO WU^MZLMVMV Q LM\ PMTM \IOM\ TIVL[SIJM\ WO S]T\]ZMV LM\ N¥TTM[ WO LM\ QVLQ^QL]MTTM NWZ\QLMV WO NZMU\QLMV ,MV UMLQMZMZ UMTTMU XZWKM[[MZ WO NWZUMZ UI\MZQM WO QLMMZ [IV[MZ WO QV\MTTMS\ ^MZLMV WO JMJWMZMV )ZSQ\MS\]ZMV[ Na[Q[SM [XZWO NWZJQVLMZ W[ UML ^MZLMV WO O¦Z LMVVM NWZJQVLMT[M UMVQVO[N]TL WO ^¥ZLQO 1 ¦^ZQO\ XZ¥[MV\MZMZ LMV LaJ[QVLQOM IZSQ\MS\]Z [QO [TM\ QSSM NWZ ^WZM[ ¦RVM ,MV WZOIVQ[MZMZ WO NWZUQLTMZ ^WZM[ WXTM^MT[M IN ^MZLMV WO IN W[ [MT^ WO [SIJMZ MV SWVSZM\ NWZ[\sMT[M[ZIUUM NWZ ^WZM[ [IV[MQVL\ZaS WO WXTM^MT[MZ ,M\ MZ LM\ LMZ MZ [MT^M SMZVMV Q IZSQ\MS\]ZMV “Det, vi ser, er ikke kunstværket, men verden ifølge kunstværket,” [WU 5I]ZQKM 5MZTMI] 8WV\a NWZU]TMZMZ LM\ 1 JM\ZIO\VQVO IN \QLMV[ ]SZQ\Q[SM NWS][ Xs VaPML[^¥ZLQ WO LQOQ\ITM \MSVQSSMZ[ M^VM \QT I\ [SIJM SWUXTMS[M NWZUMZ MZ LM\ WXU]V\ZMVLM I\ WXTM^M MV IZSQ\MS\]Z]V LMZ^Q[VQVO LMZ QV\MZM[[MZMZ [QO NWZ NIOM\[ OZ]VLT¥OOMVLM XZWKM[[MZ \aXWTWOQMZ WO JZ]O[U¦V[\ZM Q [\MLM\ NWZ S]V I\ LaZSM LM\ ^Q[]MTTM NWZU[XZWO 2MO ^QT OMZVM ]L\ZaSSM UQV ]NWZJMPWTLVM [\¦\\M \QT 3),3¼[ X¥LIOWOQ[SM \QTOIVO WO NWZ[SVQVO [WU LM NZMUOsZ IN LM\\M NWZ[SVQVO[XZWRMS\ 5ML [QVM STWOM [\ZI\MOQMZ MS[MUXTMZ WO QVL[QO\MZ MZ XZWRMS\M\ UML \QT I\ ]VLMZ[\ZMOM S]T\]ZMV[ WO \ZILQ\QWVMV[ OZ]VL T¥OOMVLM JM\aLVQVO NWZ IZSQ\MS\]ZMV[ NWZ\[I\\M ]L^QSTQVO ,MVVM M^WT]\QWV¥ZM OMVNWZIVSZQVO IN JaOVQVO[S]V[\MV MZ PMT\ INO¦ZMVLM NWZ V]\QLMV[ NWZ[¦O Xs I\ OQ^M IZSQ\MS\]ZMV MV LaJMZM UMVQVO WO LMV[ MS[Q[\MV\QMTTM I]\WZQ\M\ Noter -bZI 8W]VL ABC of Reading 6M_ AWZS" ) 6M_ ,QZMK\QWV[ 8IXMZJWWS ! [ 1OWZ ;\ZI^QV[Sa Musiikin poetiikka (The Poetics of Music) 7\I^I 8]JTQ[PQVO 4\L 0MT[QVSQ ! [ 4]L_QO ?Q\\OMV[\MQV Culture and Value, Georg Henrik von Wright in collaboration with Heikki Nyman ML[ 7`NWZL" *TIKS_MTT !! [ 5I]ZQKM 5MZTMI] 8WV\a º+ubIVVM¼[ ,W]J\º 1" Sense and Non-Sense 6WZ\P_M[\MZV =VQ^MZ[Q\a 8ZM[[ -^IV[\WV 1TT ! [ ! . 5I]ZQKM 5MZTMI] 8WV\a MN\MZ KQ\I\ NZI" 1IQV 5K/QTKPZQ[\ The Master and His Emissary: The Divided Brain and the Making of the Western World 6M_ 0I^MV" AITM =VQ^MZ[Q\a 8ZM[[ ! [ !

8ZWTWO 1VLTMLVQVO IN +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO

.WZ QSSM T¥VOM [QLMV S]VVM ^Q [IUUMV UML LaO\QOM WO QVL[QO\[N]TLM PsVL^¥Z SMZM JaOOM OWL\ UML Ns \MOVQVOMZ )ZSQ\MS\MV[ JMPW^ NWZ ^QLMV ^IZ LMVOIVO MV \aLQO WO LMV PI^LM XIZ\ Q MV PsVL^¥ZS[S]T\]Z ^Q QSSM T¥VOMZM SIV \IOM NWZ OQ^M\ ;WU IZSQ\MS\MZ LMZ [SIT JaOOM ^QLMZM Xs LM P][M WO JaMZ LMZ MZ [SIJ\ IN IVLZM PIZ ^Q LMZNWZ Q LIO NsM\ M\ XZM[[MZMVLM JMPW^ NWZ ^QLMV >Q [SIT VMUTQO QOMV [SIJM SWV\IS\ \QT LMV \I^[M ^QLMVS]T\]Z ^WZM[ JaOVQVOMZ MZ ZMR[\ Xs WO [WU MZ QVLTMRZM\ Q JaOVQVO[PsVL^¥ZSM\ ”Kultur er vaner”, PMLLMZ LM\ PW[ 0IZ\^QO .ZQ[KP IT\[s ]VLMZNWZ[\sMLM PIVLTQVO[ UsLMZ [WU [SIJMZ NWZJQVLMT[M WO [IUUMVP¥VO Q \QVOMVM ,M\ N¦TOMZ PMZIN I\ JaOVQVO[S]T\]Z MZ LM JaOOMUsLMZ WO ^¥ZLQMZ [WU ^WZM JaOVQVOMZ MZ JTM^M\ \QT Q *aOVQVO[S]T\]ZMV MZ ITTM LIOM JTM^M\ \QT Q MV ]L^MS[TQVO UMTTMU M^VMV \QT I\ ^QLM VWOM\ WO \QT I\ S]VVM VWOM\ ,MV JaOVQVO[S]T\]Z LMZ PIZ [SZM^M\ [QO QVL Q PQ[\WZQMV UML LM\ [\¦Z[\M V¥Z^¥Z ]LNWTLMZ P^MZ OIVO MV V¥[\MV [aUJQW\Q[S NWZ \¥TTQVO WU P^WZLIV MZNIZQVOMZ UML I\ ^¥ZM Q ^MZLMV Q SWUJQVI\QWV UML QVL[QO\ Q UsTJIZM NWZPWTL U¦LMZ MV S]VVMV LMZ SIV NWZIVLZM UI\MZQITMZ \QT sVLN]TLM [\Z]S\]ZMZ Z]U WO LMTM 6sZ JaOVQVO[S]T\]ZIZ^MV Q LIO \QTT¥OOM[ [\¦ZZM WO [\¦ZZM JM\aLVQVO JsLM NWZ ^WZM[ ^MTJMÅVLMVLM ^WZM[ QLMV\Q\M\ WO NWZ ^WZM[ ¦SWVWUQ MZ LM\ ^¥ZL I\ ]VLMZ[\ZMOM I\ LM\ VM\WX MZ NWZLQ OMV[QLQOPMLMV UMTTMU MV \MSVQ[S JMPMZ[SMT[M MV PQ[\WZQ[S JM^QL[\PML WO S]V[\VMZQ[S VMZ^M PMZ ÅVLMZ [IUUMV Q MV NWZM[\QTTQVO WU I\ S]VVM O¦ZM ^MZLMV \QT M\ JMLZM [\ML I\ ^¥ZM )ZSQ\MS\MZVM[ LI\IU¥VOLM ^WS[MZ WO UML LM\ VaM JMPW^ NWZ ^QLMV Q IZSQ\MS\]L LIVVMT[MV ,M\ [SMZ VMU\ Xs JMSW[\VQVO IN I\ S]VVM VWOM\ [¥ZTQO\ ,MZ^ML JTQ^MZ LMZ UQVLZM Z]U \QT JsLM I\ [SI‫ٺ‬M [QO [XMKQÅS ^QLMV WO \QT I\ ¦^M [QO Q LM\ IZSQ \MS\MV [SIT S]VVM VMUTQO I\ TILM UMV\IT QVLTM^MT[M WO \MSVQ[S JMPMZ[SMT[M UI VQNM[\MZM [QO [WU S]V[\VMZQ[S ^¥ZLQ ,M\ SIV ]LP]TM IZSQ\MS\[SWTMZVM[ NIOTQOPML WO LMZUML WO[s IZSQ\MS\[SWTMZVM[ WO IZSQ\MS\]ZMV[ TMOQ\QUQ\M\ Q [IUN]VLM\ 7O LM\ SIV ¦LMT¥OOM LMV JaOVQVO[S]T\]Z ^Q PIZ NsM\ Q ^IZM\¥O\ IN ^WZM NWZO¥VOMZM 3]T\]ZIZ^MV [SIT Xs LMV MVM [QLM ^MLTQOMPWTLM[ IT\[s [QSZM[ UWL VMLJZaL VQVO UMV LMV [SIT WO[s ^QLMZMN¦ZM[ WO QV\MOZMZM[ Q V]\QLMV [WU ^WZ \QL[ ]L\ZaS NWZ ^WZ\ ^¥ZLQOZ]VLTIO 7O LM\ LMZ O¦Z LM\\M IZJMRLM [¥ZTQO\ MZ I\ IZSQ\MS\MV NWZ ]L NWZ [Q\ IZJMRLM UML I\ OQ^M NWZU WO XZWOZIU [SIT PI^M MS[IS\ ^QLMV WO N¦T[WU NWZ[\sMT[M NWZ LMV MS[Q[\MZMVLM [\Z]S\]Z[ MOMVIZ\ PQ[\WZQM WO \MSVQ[SM WXJaOVQVO ¼7U JaOVQVO[S]T\]ZMV[ \ZIV[NWZUI\QWV¼ PMV^MVLMZ [QO \QT ITTM LMZ ¦V[SMZ [QO QVL JTQS Q P^WZLIV ^Q JMLZM IV^MVLMZ JM^IZMZ WO ]L^QSTMZ JaOVQVO[S]T\]ZIZ^MV 1 SIXQ\TM\ ¼1LMMZ¼ QV\ZWL]KMZM[ MV Z¥SSM \IVSMUWLMTTMZ LMZ PIZ ^Q[\ [QO XZW L]S\Q^M NWZ [s^MT ]VLMZ^Q[VQVOMV [WU NWZ NWZ[SVQVOMV Xs XZWOZIUUM\ NWZ 3]T \]ZIZ^ <ZIV[NWZUI\QWV WO :M[\I]ZMZQVO Xs 3]V[\ISILMUQM\[ )ZSQ\MS\[SWTM 1 SIXQ\TM\ ¼5M\WLMZ¼ OQ^M[ LMZ QVLJTQS Q LM ^QO\QO[\M IVITa\Q[SM NZMUOIVO[UsLMZ LMZ S^ITQÅKMZMZ JaOVQVO[S]T\]ZMV[ \ZIV[NWZUI\QWV WO Q SIXQ\TM\ ¼;\ZI\MOQMZ¼ ^Q[M[ LMZ MS[MUXTMZ Xs ^MRM NZMU NWZ VWOTM IN LM IS\]MTTM XZWJTMU[\QTTQVOMZ LMZ SVa\\MZ [QO \QT \ZIV[NWZUI\QWVMV IN ^WZ JaOVQVO[S]T\]Z 1 SIXQ\TM\ ¼0sVL^¥ZS¼ JM[SZQ^M[ OZ]VLT¥OOMVLM ^QLMV WU PQ[\WZQ[S JaOOM\MSVQS WO UI\MZQITMT¥ZM *WOMV IN[T]\\M[ UML SIXQ\TM\ ¼-S[MUXTMZ¼ UML NWZ[TIO \QT T¦[VQVOMZ IN VWOTM IN LM ]LNWZLZQVOMZ ^Q U¦LMZ VsZ ^Q IZJMRLMZ UML JaOVQVO[S]T\]ZMV[ \ZIV[NWZUI\QWV *WOMV QVLMPWTLMZ MV Z¥SSM MS[MUXTMZ Xs ^QLMV IVITa[MZ UM\WLMZ WO UWLMTTMZ LMZ SIV S^ITQÅKMZM S]T\]ZIZ^MV[ NWZ^IT\VQVO JM^IZQVO WO \ZIV[NWZUI\QWV ,MV MZ QSSM ]L\¦UUMVLM Q [QV ^QLMV UMV NWZPsJMV\TQO QVL[QO\[OQ^MVLM WO QV[XQZMZMVLM

Ideer

Viden og kunnen af Christoffer Harlang og Søren Vadstrup

Forskningsprojekterne, der ligger til grund for denne publikation, bygger videre på en tidligere etableret forskningstradition på Arkitektskolen i København. Denne tradition kan man kalde ’praksisbaseret viden, kombineret med videnbaseret praksis’. Professorerne Kay Fisker (1893-1965), Kaare Klint (1888-1954) og Steen Eiler Rasmussen (1898-1990) stod i spidsen for denne forskningstradition, som blev etableret på Kunstakademiet i 1930’erne og -50’erne. Det var henholdsvis Boliglaboratoriet, der undersøgte dansk bolighistorie og kom med forslag til udvikling af nye boligformer tilpasset det moderne samfund, Møbelskolen, der udviklede en række nye kvalitetsmøbler, så man kunne møblere den nye, funktionelle bolig på en tidssvarende måde og til en overkommelig pris, og Byplanafdelingen, der opdyrkede en tilsvarende virkelighedsnær og socialt engageret, dansk byplanpraksis. Denne praksisbaserede forskningstradition var optaget af at integrere forskningen med undervisningen på Akademiet, en tradition, der blev videreført i ! ¼MZVM WO ¼MZVM IN XZWNM[[WZ 8M\MZ *ZML[LWZ‫ ! ! ٺ‬QVLMVNWZ JaXTIVlægning, af docent Hans Henrik Engqvist (1912-2003) indenfor bygningshistorisk forskning og af lektor Curt von Jessen (1925-1999) indenfor historisk bygnings20

21

teknologi. De studerende medvirkede og bidrog med at opmåle og undersøge de objekter, man arbejdede med, det være sig huse, boliger, møbler eller byplaner. Vi har genoptaget denne forskningstradition på Kunstakademiets Arkitektskole i tilknytning til kandidatprogrammet for Kulturarv, Transformation og Re[\I]ZMZQVO LMZ JTM^ M\IJTMZM\ Q ! UML +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO [WU XZWNM[[WZ Første fase i enhver undersøgelse er at formulere projektets emne, formål, metode, særlige problematikker, foreliggende viden og teorier. Metoden består herefter af fem trin, der hver især afsluttes med et sammendrag: Undersøgelser Registrering og dataindsamling, herunder opmålinger og bygningsundersøgelser af de historiske, inkluderet kulturhistoriske, tekniske og arkitektoniske forhold. Indsamling af teoretisk viden fra andre lignende projekter. Analyse En syntese, uddraget af undersøgelserne, baseret på de historiske, tekniske og arkitektoniske aspekter. Forslag Et forslagsgivende udviklingsprojekt, i forlængelse af analysens konklusioner. Udførelse og afprøvning Forslaget eller forslagene udføres og afprøves, enten som 1:1-afprøvning eller i mock-up, model, tegning eller andet. Samlet konklusion Forskningsprojektets konklusion og samlede resultater, herunder relationen til andre lignende projekter eller fremstillinger. Konklusionen formidles i en rapport. Som det ses, er denne metode meget praksisorienteret, idet den som fast punkt indeholder en konkret afprøvning af projektets teorier og analyser i en videnbaseret praksis. 3Ia .Q[SMZ WO 3IIZM 3TQV\ U Æ I Kay Fiskers, Kaare Klints og Steen Eiler Rasmussens tilfælde udmøntede resultaterne sig i en lang række af i samtiden opførte boligbygninger, boligindretninger, møbler, møbleringer samt byplaner og bebyggelsesplaner. Deres elever på Akademiet praktiserede og fortsatte arbejdsmetoden, hvorved forskningsresultaterne blev yderligere udbredt. I Kay Fiskers og Steen Eiler Rasmussens tilfælde (sidenhen også i H.H. Engqvists og Curt von Jessens tilfælde) blev der, udover de konkrete afprøvninger og 1:1-projekter, også produceret mere eller mindre samlede skriftlige fremstillinOMZ IN ZM[]T\I\MZVM IN LMZM[ ^QLMVQVL[IUTQVO 1 3Ia .Q[SMZ[ \QTN¥TLM ÅVLM[ LMZ MV sammenfattende fremstilling af de historiske, funktionelle, sociale og arkitektoniske studier i artiklen ”Boligens Former” i bogen Moderne dansk Boligkunst fra 1946 og ikke mindst i Fiskers egen bog (sammen med Knud Millech) fra 1951 Danske arkitekturstrømninger 1850-1950. Begge værker kan læses som en klar videnskabelig afrapportering af Boliglaboratoriets forskning frem til 1950. Steen Eiler Rasmussens bogproduktion er velkendt og repræsenterer, sammen med Kay Fisker og Knud Millechs bog, både en af de mest grundigt bearbejdede, væsentligste og mest omfattende arkitekturfremstillinger skrevet på dansk. Kaare Klint derimod har skrevet meget begrænset og ikke systematisk og sammenfattende. Han har til gengæld produceret en række tekstede og analyserende tegninger i forbindelse med sine projekter. Disse er anvendt til eget brug og derefter formidlet mundtligt gennem forelæsninger til de studerende. Resultaterne – de fysisk fremstillede møbler – , der er en følge af Kaare Klints kunstneriske, historiske, materialetekniske, fremstillingstekniske, funktionelle, ergono22

forrige side: Workshop – samlinger træ-med-træ foto: Transformation modsatte side, fra venstre: Kaare Klints skitser, der viser fordelingen af siddepladser til Additionsbordet til Statsministeriets mødesal. tegning: Kaare Klint, Danmarks Kunstbibliotek Armstol tegning: Kaare Klint, Danmarks Kunstbibliotek

UQ[SM UMVVM[SMTQOM WO [WKQITM ]VLMZ[¦OMT[MZ Q \MOVQVO[NWZU ÅVLM[ WO[s ,M\ MZ møbler, der har haft stor national og international betydning, og som har præget dansk og nordisk møbelkunst lige siden. Forskere har siden beskæftiget sig med Kaare Klints møbelkunst og ikke mindst hans elevers, herunder Mogens Kochs, Børge Mogensens, Hans Jørgen Wegners, Peter Hvidts og Orla Mølgaard-Nielsens. Flere af Kaare Klints elever, bl.a. Mølgaard, Hvass og Koch, har siden selv i forskellige værker og artikler beskrevet den nytænkende, analytiske arbejdsmetode, som de først og fremmest havde lært af Kaare Klint. Den nye arbejdsmetode inkluderede tilstedeværelsen af et lille møbelværksted på selve skolen – en form for kombineret forskningsbaseret praksis og praksisbaseret forskning. ;WU MS[MUXTQÅKMZQVO IN LMVVM \ZILQ\QWV[ IS\]MTTM JM\aLVQVO Xs 3]V[\ISIdemiet skal nævnes følgende tre projekter: 1 Træhuse i danmark – før og nu Vi har træhuse i Danmark, bl.a. bindingsværksbygninger og bræddebeklædte bindingsværksbygninger, der har holdt i 200-250 år, og som korrekt vedligeholdt må forventes at kunne holde i yderligere 200-250 år. Vi kan samtidig se, at moderne træbygninger dels indeholder mange fugtsamlende elementer, typisk udvendige og indvendige metalbeslag, hygroskopiske (vandsugende) isoleringsmaterialer, plastikdampspærrer, trykimprægneret træ (der også er hygroskopisk) samt forsimplede håndværksmæssige løsninger. Disse bygninger har en væsentlig kortere levetid på ca. 50-100 år. Vi stiller derfor spørgsmålet: Kan man kvalitetsforbedre moderne træhuse, så de får en forventet levetid på mindst det dobbelte, ved at studere ældre originale træhuse og lade viden om den her anvendte byggeteknik indgå i løsningerne til et nyopført træhus? Ny praksisbaseret viden Historiske, tekniske og arkitektoniske analyser af klassisk tømrede træbygninger, JT I MV sZ OIUUMT ÅZT¥VOM\ JQVLQVO[^¥ZS[OsZL Praksis baseret på ny viden Tegning af og opførelse 1:1 af en ny træbygning, der anvender analysens resultater. Integrering af forskning og undervisning Den tømrede træbygning opføres med deltagelse af afdelingens studerende, der samtidig indføres i de forskningsmæssige forudsætninger. 23

24

Undersøgelser Studier, opmålinger og undersøgelser af trækonstruktionerne og af de tømrede træ[IUTQVOMZ Xs MV MS[Q[\MZMVLM ÅZT¥VOM\ JQVLQVO[^¥ZS[OsZL NZI 0MZ]VLMZ ]Vdersøges træsamlingernes statiske egenskaber i forhold til træk- og trykkræfter. Inddragelse af andre tilsvarende undersøgelser og andet relevant publiceret materiale. Analyse =VLMZ[¦OMT[MV ^Q[\M I\ LMV ÅZT¥VOMLM JQVLQVO[^¥ZS[OsZL QVLMPWTLMZ NMU NWZskellige bygningskonstruktioner, heraf to ’nye’, ikke tidligere i litteraturen beskrevne funktionsbestemte konstruktionstyper. Analysen viser, at der i forhold til LM \¦UZMLM \Z¥[IUTQVOMZ JTW\ ÅVLM[ NMU NWZ[SMTTQOM UMV UML UMOM\ [XMKQITQ[Mrede egenskaber. Forslag Med inspiration fra bl.a. den slesvigske og frisiske bygningstype ’Haubarg’ og med anvendelse af de analyserede konstruktioner og tømrede træsamlinger tegnes et moderne træhus med traditionelle bindingsværkssamlinger: træ-med-træ. Udførelse og afprøvning Det tegnede hus bygges af afdelingens studerende, der derved får et direkte kendskab til bindingsværksbygninger, tømrede træhuse og de traditionelle træsamlinger.

modsatte side: Haubarg. Arkitekt, Nicolai Bo Andersen og +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO · 8s LM\\M [\ML [IUTM[ den lodrette hjørnestolpe med en tap op igennem tagremmens kæmmede hjørnesamling, som gratspærets fod er kæmmet ned over spidsen af, samtidig med at to skråbånd løber ind på hver side af stolpen med tapsamlinger til tagremmen. Alt er samlet træ-med-træ foto: Lars Rolfsted Mortensen

Samlet konklusion ’Haubargprojektet’ rejser en række interessante aspekter af teknisk art. Det viste sig for det første, at den ønskede konstruktion, med visse meget interessante småændringer, forholdsvis let lod sig udføre som forudsat. For det andet viste træsamlingernes egenskaber i forhold til træk- og trykkræfter sig med det samme, de blev udført. Samlingerne og konstruktionerne blev fuldstændigt stabile, lige så snart de var samlet. Især var det fantastisk at se WO U¥ZSM LI W^MZTs[VQVOMZVM · LM ÅZM TIVOM ZMUUM UML P]TTMZ \QT [\WTXMZVM[ MVLM\IXXMZ · SWU Xs WO LM \QT[^IZMVLM ÅZM NWLZMUUM ,M\ ^IZ [WU MV SQVM[Q[S æske, hvor alt faldt smukt i hak og ikke kunne rokkes fra hinanden igen. For det tredje var bindingsværkets modulopbygning, bestående af en række næsten ens elementer, der kan udføres på spredte steder af helt forskellige hold, spændende at prøve. Fire sjakbajser stod for koordineringen – også i forhold til at ingen gik ledige et sted, mens der manglede hænder et andet sted. Et sæt meget enkle målestokke – lange trælægter med blyantsmærker på – skulle sørge for, at tapper og taphuller, kæmninger og hakker osv. kom til at passe sammen. Simpelt og praktisk. Af sikkerhedsmæssige, praktiske og pædagogiske grunde – ikke af ideologiske eller historiske grunde – blev alle savsnit og kapninger savet i hånden, alle taphuller stemt ud i hånden og alle nagler snittet i hånden. En større maskinpark ville larme og måske volde ulykker. Men alle konstruktioner og samlinger i bygningen kan udføres maskinelt, i dag endda helt automatiseret på specialmaskiner. Efter en korrekt og systematisk opsnøring og udskæring kan det færdigtømrede hus samles på få timer af 5-6 mand. Et særligt teknisk aspekt ved bindingsværkshuse og ved ’Haubargen’ er konstruktionernes holdbarhed, nedbrydning, tidsmæssige skader og levetid. Det vil tage mange år at eftervise dette 1:1. Men et helt klart holdbarhedsmæssigt parameter er, at samlinger som disse – træ-med-træ – holder langt længere i en kold ydervægskonstruktion, herunder en spærkonstruktion lige under et tag, end samlinger med metalbeslag, søm eller skruer. I en kold ydervægskonstruktion er disse jerndele, særligt om natten, om efteråret og om vinteren, mærkbart koldere end træet, og der danner sig derfor kondens på jernet. Især tætsiddende søm eller, endnu værre, skruer i et sømbeslag, er problematiske. Kondensen fugter træet op, så det begynder at rådne på dette sted, og eventuelt ruster jernet, og forholdene forværres. Samlinger træ-med-træ har ikke denne indbyggede nedbrydning og holder derfor betragteligt længere. 25

65 studerende på Kunstakademiets Arkitektskole har nu også prøvet på egen krop at arbejde med træs tekniske og arkitektoniske egenskaber og muligheder ud fra en historisk viden og kontekst. Projektet har tilført ny viden i form af de to ikke tidligere beskrevne konstruktionstyper i bindingsværkshuse, som analysen påviste. Den ret komplicerede hjørnesamling, hvor seks stykker tømmer mødes i én samling: stolpe, to tagremme, to skråbånd og et gratspær, har heller ikke været beskrevet eller afprøvet på \QT[^IZMVLM SWV[MS^MV\M UsLM N¦Z ,I JaOVQVOMV Xs M\ \QL[X]VS\ [SIT Æa\\M[ NsZ ^Q erfaringer med adskillelse og genopsætning af denne – en egenskab ikke mange andre moderne bygninger har, men som er et væsentligt og interessant parameter i forbindelse med genbrug. 2 Lerhusbyggeri i danmark – før og nu Historisk har der været bygget lerjordshuse i Danmark siden oldtiden i form af lerklinede bindingsværkshuse. Denne byggemåde, hvor den våde, godt oprørte TMZRWZL[JTIVLQVO MZ SI[\M\ Xs M\ ÆM\^¥ZS IN \aVLM ^QLRMZ WX[I\ UMTTMU JQVLQVO[værkstømmerets tavl, er fortsat i landhusene frem til ca. 1800. Fra middelalderen og frem til ca. 1850 har man også i både byhuse og landhuse af bindingsværk muret tavlene ud med ubrændte lersten. Vi har i Danmark adskillige huse med disse lerjordsvægge, og de benyttes og bebos den dag i dag. I slutningen af 1700-tallet og igen omkring 1830’erne og -40’erne blev der, som et forsøg på forbedring af de lerklinede bindingsværkshuse, bygget over 100 boliger og en enkelt skole, med massive vægge af lerjord i den tyske ’wellerwändeteknik’ og enkelte i den franske ’piséteknik’. Disse teknikker kunne studeres i samtidige bøger og wellerwändeteknikken fandtes endda indenfor helstatens grænser, i Sydslesvig/Friesland. Huse af lerjord har en række interessante tekniske egenskaber: De er ekstremt besparende over for jordens ressourcer, de kan indgå naturligt i det økologiske kredsløb efter brug, og de har gode indeklimaegenskaber overfor fugt- og varmedynamik. Projektet vil undersøge, om man kan lære noget af fortidens lerjordshuse, henholdsvis massive lerjordsmure i pisé eller bindingsværk med lerklinede tavl eller soltørrede mursten, såkaldt adope. Ny praksisbaseret viden Historiske, tekniske og arkitektoniske analyser af danske lerjordshuse, herunder lerklining og adope. Nutidige eksempler, herunder Martin Rauchs bidrag til udvikling af lerhuse. Praksis baseret på ny viden Tegning af og opførelse i 1:1 af et lerjordshus i pisé, der anvender analysens resultater. Integrering af forskning og undervisning Lerhuset opføres med deltagelse af afdelingens studerende, der samtidig indføres i de forskningsmæssige forudsætninger. Undersøgelser ;\]LQMZ WXUsTQVOMZ WO ]VLMZ[¦OMT[MZ IN TMZSTQVMLM \I^T WO ILWXM Xs MV ÅZT¥VOM\ bindingsværksgård og af lerklinede tavl og tavl i adope samt gamle lergulve. Herunder analyse af ler, vidjer samt andre elementer af ubrændt ler, bl.a. lergulve m.m. Inddragelse af andre tilsvarende undersøgelser og andet relevant publiceret materiale.

26

Analyse =VLMZ[¦OMT[MV ^Q[MZ I\ LMZ ÅVLM[ MS[Q[\MZMVLM TMZSTQVMLM \I^T WO ILWXM\I^T NZI 1800-tallet, nogle endda små 100 år ældre. Leret virker tydeligvis ’konserverende’ overfor det træ, det er bygget sammen med, fordi leret hele tiden tørrer træet ud ved at optage den fugt, der tilføres gennem regn og luftens fugtighed. Indeklimamæssigt holder lervæggene tydeligvis et konstant, tørt og behageligt indeklima i huset, sommer og vinter. Forslag På baggrund af vores viden om piséhuse tegnede vi et meget enkelt lerjordshus med en enkel tømmerkonstruktion beklædt med metalplader. Udførelse og afprøvning Det tegnede hus bygges af afdelingens studerende, der derved får et direkte kendskab til lerjordshuse i piséteknik, materialer, metoder og egenskaber. Samlet konklusion ’Lerhusprojektet’ og de samtidige lerkliningsforsøg viser, at byggeri i ubrændt ler har store muligheder og potentialer, selv i et regnfuldt og blæsende land som Danmark. Begge teknikker kræver mange mennesker under udførelsen, men er til gengæld ret hurtige at udføre vådt i vådt. 4MZP][NWZ[¦OMVM PIZ [\sM\ ^QV\MZMV W^MZ WO PIZ STIZM\ [QO ÅV\ 1[¥Z P^Q[ TMZW^MZÆILMZVM X]L[M[ UML T]N\SITSU¦Z\MT WO SITSM[ UML T]N\SITS SIV W^MZÆILMZVM og den grundlæggende konstruktion holde meget længe – forventeligt 100-150 år. Konstruktionens og materialets svaghed er direkte kontakt mellem vand og TMZM\ LMZ LMZ^ML WXT¦[M[ \QT ÆaLMVLM \QT[\IVL ,MZNWZ [SIT W^MZÆILMZVM ^MLTQOMholdes løbende, og skader skal omgående repareres. Her skal man kende og bruge de korrekte materialer. Portlandcement, KC-puds, plastikmaling og stenkulstjære kan ikke anvendes.

denne side: Lerhus. Arkitekt, Nicolai Bo Andersen WO +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO =LN¦Z\ IN studerende på Transformation foto: Lars Rolfsted Mortensen

Perspektiver Set i et bæredygtighedsperspektiv er både ’Haubargprojektet’ og’Lerhusprojektet’ meget interessante. De viser, at man i dag kan lære af fortiden på disse områder og bygge nye huse med et meget lavt CO2-forbrug, af henholdsvis træ eller ubrændt lerjord, der tilmed kan holde og bruges meget længe. Det sidste kan forsøgene naturligvis ikke sige noget direkte om, men ved at ’kopiere’ fortidens materialer og konstruktioner meget omhyggeligt, er en levetid, som disse har 27

udvist, ganske sandsynlig – naturligvis afhængigt af de materialer og metoder, husene bliver vedligeholdt og ombygget med i fremtiden. Man ser måske ikke umiddelbart fremtidens boliger for sig i disse materialer, men produktionsbygninger af mange slags, oplagsbygninger, sommerhuse mv. er et oplagt sted at starte. Den forskningsbaserede praksis med to historiske, men faktisk ret lidt kendte materialer – tømmer og ubrændt ler – , som de arkitektstuderende hermed har arbejdet meget grundlæggende med, vil kunne sætte sig spor i fremtidig praksis. 3 Ny systematisk metode til bygningsanalyse og værdisætning I Danmark blev der i 1990’erne i Planstyrelsen (i dag Kulturstyrelsen) udarbejdet en systematiseret metode til vurdering af ældre (fra før 1940) bygningers arkitektoniske værdier og miljømæssige indpasning for at vurdere, om de kan klas[QÅKMZM[ [WU JM^IZQVO[^¥ZLQOM ,MVVM [sSITL\M ;)>- UM\WLM ;]Z^Ma WN \PM Architectural Values in the Environment) har siden været anvendt på omkring 150.000 bygninger, og den bruges stadig. Metoden er senest opdateret i 2011, bl.a. i forhold til arkitektoniske helheder, af en række kommuner og af staten. SAVE-metoden er dog meget forenklet og oversigtlig og vurderer udelukkende bygningerne udefra. Kulturstyrelsen har desuden udviklet værdisætningsmetoden, ’Vurdering af fredningsværdier’, der benyttes i forbindelse med den igangværende gennemgang af alle de fredede bygninger i Danmark.. Metoden, der er approberet af Det Særlige Bygningssyn, indbefatter, at værdisætningerne bliver fulgt op med handlingsplaner om, hvordan værdierne skal omsættes til konkret restaurering. Dertil kommer Kulturstyrelsens beskrivelse til undersøgelser af ’Bygningshistoriske spor’, der er beskrevet i Kulturstyrelsens informationsblade (se Information om Bygningsbevaring 2014). På Kunstakademiets Arkitektskoles program for Kulturarv, Transformation og Restaurering har vi som en del af forskningsindsatsen under ’Bygningskultur 2015’ udviklet en såkaldt historisk, teknisk og arkitektonisk bygningsanalyse og værdisætning. Denne metode er en enkel, men grundig og dækkende, systematisk metode til bygningsanalyse og værdisætning af alle eksisterende bygninger, fredede som ikkefredede, som kan benyttes, før der foretages indgreb på disse. Metoden har bl.a. til formål at besvare fem spørgsmål, der er aktuelle ved alle påtænkte indgreb i eksisterende bygninger: Hvorfor er huset noget særligt, og derfor bevaringsværdigt? Hvor JMÅVLMZ LM [¥ZTQOM JM^IZQVO[^¥ZLQMZ [QO Q P][M\' Hvilke elementer og bygningsdele er der konkret tale om? Hvordan skal de behandles for at videreudvikle huset med respekt for bevaringsværdierne? Hvad PIZ P][MRMZMV IN ¦V[SMZ WU ¥VLZQVOMZ Q P][M\ LMZ Us[SM MZ Q SWVÆQS\ UML bevaringsværdierne? Det oplyste og bevidste grundlag for fremtidige byggearbejder på ældre bygninger, bygningsmiljøer eller helheder består af fem elementer: 1 En arkitektonisk og bevaringsmæssig værdisætning af huset 2 En teknisk gennemgang (bygningssyn udført af uvildige og uddannede fagfolk) 3 Enkle og forståelige bevaringsprincipper 4 Underinddeling af huset og præcisering af indgreb 5 Den nyeste viden om materialer, metoder og konstruktioner Ud fra denne gennemgang opdeler man huset i fem zoner: 1 Områder, der blot trænger til almindelig vedligeholdelse 2 Områder med originale bygningsdele med høj bevaringsværdi, der skal repareres og istandsættes 3 Områder, hvor der er foretaget uheldige udskiftninger, og som derfor skal retableres 28

4 Områder med lav bevaringsværdi, og som derfor kan ombygges, tilbygges og transformeres 5 Husets omgivelser, have, hække, stakit, garage mv. Dette giver samtidig tre forskellige typer indgreb i ældre bygninger, indgreb som man kan arbejde med på samme tid: reparation, retablering og transformation. Alle tre metoder er lige lødige på hvert deres felt. Det overordnede mål er herudover, gennem en kunstnerisk bearbejdning af især transformationsdelen, at skabe eller genskabe en arkitektonisk helhed for selve hu[M\ WO Q TQOM [s P¦R OZIL Q NWZPWTL \QT LM WUOQ^MT[MZ WO LMV PMTPML P][M\ JMÅVLMZ [QO Q Vi får hermed en bevidst og gennemdrøftet handleplan for huset. Sammen med klare og gennemprøvede bevaringsprincipper, som forskningsprojektet kommer med et forslag til, kombineret med en række enkle og forståelige tekniske anvisninger til, hvordan arbejdet skal udføres, har man tre gode redskaber til en bedre bygningsbevaring. Tilsammen udmønter de fem spørgsmål sig i: -V JM[SZQ^MT[M WO ^]ZLMZQVO IN P][M\[ J¥ZMVLM JM^IZQVO[^¥ZLQMZ :sLOQ^MZMV[ IVJMNITQVOMZ · ]L NZI P][M\[ XZ¥UQ[[MZ -V PIVLTMXTIV NWZ LM Xs\¥VS\M IZJMRLMZ LMZ JsLM \IOMZ PMV[aV \QT MRMZMV[ ønsker og husets bevaringsværdier Ejeren og dennes rådgiver eller håndværker kan herefter: .WZ[\s P][M\ JMLZM *M^IZM ÆMZM IN LM WZQOQVITM UI\MZQITMZ WO MTMUMV\MZ Q P][M\ ;M I\ LM WZQOQVITM MTMUMV\MZ MZ ^QO\QOM NWZ P][M\[ PQ[\WZQM 1[\IVL[¥\\M WO JM^IZM LM ^QO\QOM MTMUMV\MZ WO LM\ITRMZ UMZM SWZZMS\ :M[\I]ZMZM MTTMZ ZM\IJTMZM VWOTM IN LM NWZ[^]VLVM ^¥ZLQN]TLM MTMUMV\MZ Denne nye systematiserede, men samtidig meget enkle, forståelige og operative analyse og værdisætning er nu afprøvet, beskrevet og implementeret på Kunstakademiets Arkitektskoles program for Kulturarv, Transformation og Restaurering (se desuden afsnittet ’Analyse og værdisætning’). Den vil i nær fremtid indgå i uddannelse og efteruddannelse af arkitekter, konstruktører og håndværkere U Æ PMZ]VLMZ WO[s QV\MZM[[MZMLM P][MRMZM

29

Transformation og restaurering af Nicolai Bo Andersen

I restaureringsarkitekturens praksis har det i mange år været et bredt anerkendt XZQVKQX I\ UIV [SIT S]VVM IÆ¥[M VaM QVLOZMJ [WU VaM WO LM\ WZQOQVITM UI\MZQale som gammelt. Også for mange nybyggerier synes kontrasten mellem nyt og gammelt at være en vigtig grundsætning. I den klassiske restaureringsteori har særligt Eugène Viollet-le-Duc og John Ruskin udspændt feltet af holdninger til, hvordan man skal arbejde med gamle bygninger. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke modstillingen mellem Viollet-le-Ducs ønske om tilbageføring og Ruskins krav til originalsubstans i praksis er kunstig, og om en mere nuanceret forståelse af historien og de arkitektoniske virkemidler kan gøre dem begge relevante i dag? At det ikke er et spørgsmål om enten-eller, med derimod både-og. Den følgende tekst giver et kort rids over klassiske og nyere restaurerings- og transformationsholdninger. Teksten diskuterer spørgsmålet om nyt kontra gammelt og argumenterer for, at skillelinjen ikke går mellem nyt og gammelt, men mellem godt og dårligt. Hvis det ikke handler om at få bygningen til at fremtræde så tro mod det oprindelige udgangspunkt som muligt og ikke er et spørgsmål om at være historisk korrekt, er transformationsarkitekten ikke blot en fortolker af et historisk objekt eller en anden arkitekts værk, men en aktiv (med)skaber af en ny helhed. 30

31

5ML JMOZMJM\ J¥ZMLaO\QOPML SIV UIV [QOM I\ WXU¥ZS[WUPMLMV PIZ Æa\\M\ [QO fra bygningen som objekt, afgrænset i tid og rum, til at være et spørgsmål om at sikre maksimal betydning for nutidige og fremtidige generationer. Forståelsen af bevaring er derfor ikke en retrospektiv handling, der har til formål at fryse fortiden, men en fremadrettet ambition om ikke at begrænse fremtidige muligheder. Arkitekturens transformation bliver på denne måde til et spørgsmål om bygningskunst, der i en fremadrettet bevægelse skal forbinde fortid og fremtid. Nyt og gammelt ’Nova et Vetera’ er mottoet for St. Catherine’s College. Det er latin og betyder ’nyt og gammelt’ og beskriver en betydningsfuld egenskab ved det bygningsanlæg, Arne Jacobsen i 1962 tegnede i Oxford, nemlig den at danne bro mellem nyt og gammelt. Anlægget blev tegnet med inspiration fra den traditionelle bebyggelsesstruktur og collegeorganisering i Oxford og skulle danne en helt moderne, funktionel og æstetisk ramme om et godt studenterliv. Det er Oxfords nyeste college og samtidig det største. Dialogen mellem det nye og det gamle sker først og fremmest på byniveau. Som de gamle colleges er St. Catherine’s organiseret omkring en central, rektangulær ’quad’, men i stedet for at være lukket inde af omkransende bygninger danner spisesalen, auditoriet, biblioteket og bygningslængerne med kollegievæ-

32

relserne en åben bygningsstruktur, der åbner anlægget op mod landskabet og det omgivende samfund. Også organiseringen af værelserne har en klar reference til de ældre collegebebyggelser. Værelseslængerne, der ved første øjekast ser ud til at være disponeret omkring en lang, gennemgående korridor, viser sig ved nærmere bekendtskab at bestå af værelsesgrupper organiseret omkring trappeopgange, som man traditionelt har gjort i Oxford. Gule teglsten, indvendige træforinger og en karakterfuld eksponeret betonkonstruktion, støbt mod teakforskalling, dominerer materialemæssigt anlægget og giver en sanselig karakter, der samtidig refererer til den øvrige bys materialitet. ,MV ZI‫ٻ‬VMZMLM ZMTI\QWV UMTTMU SWTTMOQM^¥ZMT[M\ WO OsZLZ]UUM\ IZ\QS]TMret gennem en sprød detaljering af det næsten usynlige vinduesparti, manifesterer elegant St. Catherine’s arkitektoniske hovedmotiv, nemlig relationen mellem studerekammeret og byen, det private og det fælles. Følelsen af at være en del af en meget lang historie og på samme tid at leve i en moderne verden opleves meget stærkt.

forrige side: Transformation foto: Mette Hübschman modsatte side: St. Catherine’s College foto: Laura Boelskifte

Modernismens historiesyn Arne Jacobsen havde i kraft af sin klassiske uddannelse som arkitekt i 1920’erne et dybt fortroligt forhold til arkitekturhistorien og kunne bruge den aktivt som en naturlig samtalepartner i sine egne projekter. Arkitekter før ham har som det naturligste i verden arbejdet videre på tidligere tiders frembringelser. Thorvald Bindesbøll brugte ikke blot forskellige historiske referencer og citater, da han tegnede Thorvaldsens Museum i 1848, han genbrugte store dele af det eksisterende murværk, da han transformerede en gammel bygning fra vognremise til et kunstmuseum. Modernismen har imidlertid gennem tiden haft et mere ambivalent syn på historien. ”Lad os glemme alt eksisterende”, erklærede Le Corbusier i 1923 i manifestet ’Vers une Architecture’, hvis gennemgående tone udstråler en heroisk tro på, at en ny stor epoke er begyndt1. Det er imidlertid interessant, at Le Corbusier i bestræbelsen på at beskrive den nye tids arkitektur ikke kun refererer til den samtidige industriarkitektur og til moderne tekniske frembringelser, automobiler WO Æa^MUI[SQVMZ UMV Q TQOM [s P¦R OZIL \QT PQ[\WZQ[SM ^¥ZSMZ )SZWXWTQ[ LM\ STI[siske Rom og Michelangelo bliver hyldet som forbilleder for den nye, moderne arkitektur. Visionen er, at den nye tid skal kunne måle sig med og endda overgå tidligere epokers storhed. Ikke kun i manifesterne, men også i de byggede værker er det tydeligt, at Le Corbusier står i dyb gæld til arkitekturhistorien. I ’The Mathematics of the Ideal Villa’ viser Colin Rowe overbevisende, hvordan Le Corbusiers Villa Garches i plangeometri og facadekomposition er i tæt slægtskab med Palladios Villa Foscari2. Men på andre områder bryder Le Corbusier radikalt med traditionen. I sit arkitektoniske manifest ’Five Points Towards a New Architecture’ beskrives de elementer, der skal konstituere den moderne arkitektur: det på søjler eleverede bygningsvolumen, den frit organiserede plan, den frit komponerede facade, de horisontale vinduesbånd og taghaven3. Dermed fjernes de arkitektoniske virkemidler, der traditionelt har konstitueret et arkitektonisk udsagn, fra den modernistiske arkitektur: Huset som masse. Soklen, der artikulerer relationen mellem hus og grund. Hullet i muren, der markerer overgangen mellem ude og inde. Tagfoden, der afslutter huset mod himlen. Sadeltaget. I bestræbelsen på at frigøre sig fra fortidens konventioner og udtrykke den nye tids ånd sker der i den tidlige modernisme en abstraktion af arkitekturen og en reduktion af det bygningskunstneriske vokabular. Forbindelsen til historien og tilknytningen til stedet reduceres, og lokale forskelle forsøges udvisket i en såkaldt ’international stil’. Abstraktionen i forhold til historie, sted og detaljering fjerner dermed de arkitektoniske udtryksmuligheder fra den menneskelige skala. Paradoksalt nok resulterer ambitionen om at frigøre sig fra de historiske bindinger i, at modernismen får et noget musealt forhold til historien. Der opstår et skel mellem nyt og gammelt, den nye verden og den gamle. Det bliver vigtigt at markere en forskel mellem det moderne og det historiske. Et vigtigt arkitektonisk 33

virkemiddel bliver kontrasten. Arkitekturen skal artikulere forskellen mellem nyt og gammelt. Tungt og let. Lukket og åbent. Sort og hvidt. Ambitionen om at være moderne kommer til at fastholde både den nye arkitektur og den gamle som historiske fænomener. I restaureringsarkitekturen har det i mange år været [¥ZTQO\ ^QO\QO\ I\ UIV [SIT S]VVM IÆ¥[M LM\ VaM [WU SWV\ZI[\ \QT LM\ OIUTM WO I\ det gamle skal fastholdes som gammelt. Men også mange aktuelle nybyggerier synes at være udtryk for en retrospektiv historieopfattelse i den forstand, at de ved at insistere på kontrastvirkningen mellem nyt og gammelt opretter et skel mellem gammelt og nyt. restaurerings- og transformationsholdninger Siden man fra midten af 1800-tallet begyndte at interessere sig teoretisk for, hvordan man skal forholde sig til gamle bygninger, har særligt to positioner haft stor betydning. Den franske arkitekt og teoretiker Eugène Viollet-le-Duc (18141879) og den engelske kunsthistoriker John Ruskin (1819-1900) regnes i klassisk restaureringsteori for to modpoler, der repræsenterer henholdsvis en maksimal og en minimal indgriben. Viollet-le-Duc argumenterede for, at arkitekten skulle forstå en eksisterende bygnings grammatik grundigt for at kunne tilegne sig den. Derefter var det arkitektens opgave at føre bygningen tilbage til den skikkelse, den oprindeligt var tænkt som, uanset om bygningen på noget tidspunkt overhovedet havde eksisteret i det fuldendte arkitektoniske udtryk4. Idealet var at tilbageføre monumenterne efter princippet om stilens enhed, ’l’unité de stil’. Viollet-le-Duc udførte bl.a. restaureringer af mange af de største og mest kendte gotiske katedraler og middelalderslottet Pierrefonds nord for Paris. Ruskin var dybt kritisk overfor Viollet-le-Ducs tilbageføringsstrategi5. For Ruskin var det ikke stilen, men det originale materiale og tidens spor, der var det vigtigste. Man kan sige, at Ruskin introducerer tiden som en medspiller i arkitekturens betydningsdannelse. Originalsubstansen – måden, hvorpå håndværkeren havde bearbejdet emnerne, og bygningens karakter efter at tiden havde nedbrudt materialerne – skulle for enhver pris bevares. Stenenes patina, sliddet og forfaldet var for Ruskin så afgørende, at en restaurering ville være ensbetydende med at ødelægge bygningen. Viollet-le-Duc og Ruskin har lige siden udspændt feltet af holdninger til, hvordan man skal arbejde med gamle bygninger. Det er nok ikke tilfældigt, at den beslutsomme, franske iver efter at underlægge sig verden, som den f.eks. giver sig udtryk i anlægget omkring Versailles, står som modsætning til den følsomme, engelske tradition for at tage det eksisterende som udgangspunkt i den mere sammensatte og atmosfærefyldte landskabelige have. Spørgsmålet er, om ikke modstillingen mellem tilbageføring og originalsubstans i praksis er kunstig, og om en mere nuanceret forståelse af historien og de arkitektoniske virkemidler kan gøre dem begge relevante i dag? Ruskin stiftede sammen med den britiske digter, designer, forfatter og aktivist William Morris (1834-1896) ’The Arts and Crafts Movement’, en bevægelse, hvis hensigt var at sætte en ny standard for britisk arkitektur. Bevægelsen har haft stor betydning, ikke blot i England, men også ved at have inspireret bl.a. ’Landsforeningen Bedre Byggeskik’ i Danmark. Morris stiftede også foreningen ’The Society for the Protection of Ancient Buildings’, der kæmpede mod restaurering af gamle bygninger, i betydningen: den fremherskende restaureringspraksis, der tilbageførte bygningerne til en bestemt stil. I foreningens programerklæring ’The Manifesto of the Society for the Protection of Ancient Buildings’ argumenteres der for at erstatte restaurering med beskyttelse. Videre hedder det, at man ”(…) hvis den [bygningen red.] er blevet ubekvem til sin nuværende brug, [må] bygge en ny bygning frem for at ændre eller udvide den gamle (…)”6 (forfatterens oversættelse). I den forstand kan Morris, der her argumenterer imod transformation, ses som en forløber til senere restaureringsholdninger, der fordrer en forskel mellem det nye og det gamle. For den moderne arkitektur og det 20. århundredes restaureringspraksis er Venedig Chartret fra 1964 nok det vigtigste dokument, der har med arbejdet 34

med historiske bygninger at gøre. Fagområdet beskrives her som både bevaring (conservation) og restaurering (restoration). Chartret indeholder en række principper for bevaring og restaurering af historiske monumenter med det sigte, at ”safeguard them no less as works of art than as historic evidence”, som det beskrives i artikel 3, ’Aim’6. Det princip, der i den moderne tænkning og praksis måske har haft størst betydning for, hvordan arkitekten skal forholde sig til det eksisterende, beskrives i artikel 12: ”Replacements of missing parts must integrate harmoniously with the whole, but at the same time must be distinguishable from the original so that restoration does not falsify the artistic or historic evidence”8. Man kan sige, at denne holdning ligger i direkte forlængelse af Morris’ manifest til beskyttelse af gamle bygninger. Den danske arkitekt Johannes Exner byggede i Danmark videre på denne klassisk modernistiske restaureringsholdning. For Exner er en bygning et historisk væsen, der fødes, lever og dør9. I et forsøg på at nærme sig en mere metodisk \QTOIVO \QT IZJMRLM\ UML PQ[\WZQ[SM JaOVQVOMZ ]L^QSTMLM PIV ÅZM ¼V¦OTMZ¼" WZQOQVIlitet, autenticitet, identitet og narrativitet. Hertil kommer begrebet reversibilitet, hvorved forstås ”den fysiske form, et indgreb udføres med, som muliggør, at det kan fjernes senere uden at have skadet bygningen, der herefter fremtræder lige så intakt som før indgrebet” 10. Dette status quo-princip kommer tydeligt til udtryk i Exners restaurering af Koldinghus, hvor ønsket om at udtrykke kontrasten mellem den gamle teglstensruin og de nye arkitektoniske elementer er et gennemgående arkitektonisk motiv. Denne historiske holdning til arkitekturen synes i mange tilfælde at have sin JMZM\\QOMT[M WO PIZ OMVVMU UIVOM ÅVM MS[MUXTMZ WO[s JM^Q[\ [\ZI\MOQMV[ ^¥ZLQ Men i arbejdet med bygninger, særligt af lavere historisk værdi, kan den hurtigt blive en klods om benet. Alt for mange, i arkitektens egen selvforståelse, nænsomme om- og tilbygninger virker, som om de peger mere på det gamle som gammelt og sig selv som nye. De resulterer på den måde i voldsomme overgreb på de eksisterende huse, netop fordi de ved hjælp af kontrasten forsøger at udtrykke forskellen mellem det nye og det gamle. Det er, som om modernismen helst vil bevare det gamle som i et museum. Strategien risikerer at resultere i et musealt forhold til historien. Den ’usynlige’ glasmellembygning eller tilbygningen, der typisk står i kontrast til den eksisterende situation, risikerer at pege på både det nye og det gamle som historiske fænomener uden indbyrdes sammenhæng. Som et alternativ til denne holdning beskriver den chilenskfødte arkitekt Rodrigo Pérez de Arce i bogen ’Bymæssige forandringer og additionsarkitektur’ et mere progressivt forhold til byernes og bygningernes udvikling11. Ifølge Pérez de Arce har byer lige så meget brug for permanens som forandring. De tre historiske byer Rom, Split og Cuzco beskrives som arketypiske eksempler på bymæssige udviklinger, der er sket gennem en gradvis transformation, og hvor der er en ligevægt mellem bevaring og udvikling. Byer og bygninger har ifølge Pérez de Arce lige så meget brug for erindring som for forandring. I forlængelse af denne holdning taler arkitekturforskeren Fred Scott i bogen ’On altering Architecture’ om, hvordan arkitekten må tilstræbe en form for færdiggørelse og ufærdighed på samme tid12. Med begrebet ’incomplete perfection’ eller ’perfect incompleteness’ forsøger Scott at introducere en målsætning for arbejdet med eksisterende bygninger. Et arkitektonisk indgreb skal på samme tid referere til bygningens ’ideale’ form og være en del af en fremadrettet, kontinuerlig udvikling. Man kan sige, at Scott forsøger at svare på det hidtil uløselige dilemma mellem Viollet-le-Ducs krav om stilens enhed og Ruskins forfaldets æstetik. På spørgsmålet om, hvad vi bevarer og for hvem, går nutidige teorier så vidt som til at sige, at kulturarv i sidste ende er uhåndgribelig. Forsker i kulturarv Laurajane Smith forsøger i bogen ’Uses of heritage’ at gøre op med, hvad hun kalder ’the authorized heritage discourse’13. Ved at beskrive, hvordan kulturarv kan have både reaktionære og progressive betydninger, forsøger hun at udfordre den materialistiske forståelse af kulturarv. Smith argumenterer for, at kulturarv er en kulturel og social proces, som sker på særlige steder eller ved at foretage særlige handlinger, når der skabes og genskabes værdier, betydninger og identitet. Man kan i forlængelse af Laurajane Smith sige, at opfattelsen af arkitekturen 35

som et isoleret, uangribeligt objekt udfordres til fordel for en forståelse af, at det er oplevelsen af kulturarven og dens identitetsgivende virkning, der er vigtig. Smith synes til gengæld ikke at have blik for, at denne virkning er bundet i et konkret materiale. At kulturarv er uhåndgribelig kan misforstås derhen, at alting er kulturarv, og at man nærmest kan stemme om, hvad der er bevaringsværdigt. Forsker i bevaring Salvador Muñoz Viñas analyserer i bogen ’Contemporary Theory of Conservation’ forskellige historiske og nutidige holdninger til arbejdet med bevaring14. Det beskrives, hvordan objekter kan have personlige, narrative værdier; upersonlige, narrative værdier og videnskabelige værdier. Disse forskellige værdier betyder, at holdningen til, hvad der skal bevares, ikke blot er et personligt eller socialt spørgsmål om, hvad vi forstår som bevaringsværdigt her og nu, men at eksperter må have en særlig vægt i beslutningerne. Ved hjælp af begrebet ’bæredygtighed’ beskriver Muñoz Viñas en nutidig bevaringsteori, der opfordrer til ”sund fornuft, blide beslutninger og fornuftige løsninger”15 *¥ZMLaO\QOPML LMÅVMZM[ Q *Z]VL\TIVLZIXXWZ\MV NZI ! [WU LM\ LMZ º[SI‫ٺ‬MZ UMVVM[SMVM WO UQTR¦M\ LM\ JML[\M ]LMV I\ [SILM NZMU\QLQOM OMVMZI\QWVMZ[ U]TQOPML NWZ I\ dække deres behov”16. I forlængelse af dette fremadrettede perspektiv argumenterer Muñoz Viñas for, at bevaring handler om at sikre maksimal mening for nutidige og fremtidige generationer. Man kan i forlængelse heraf sige, at arbejdet med bygningskultur handler om at sikre maksimal værdi og arkitektonisk betydning for mennesker nu og i fremtiden. I Danmark er der ca. 9000 fredede bygninger, og det skønnes, at der er ca. 300.000 bevaringsværdige bygninger i kategorien 1-4 vurderet efter SAVE-metoden17. De bevaringsværdige bygninger vurderes at udgøre en vigtig del af kulturarven, både den arkitektoniske og den kulturhistoriske. I arbejdet med de bevaringsværdige bygninger og bygningskulturen i det hele taget er der derfor brug for en mere nuanceret forståelse af historien og de teorier, der danner grundlag for arbejdet med det eksisterende. Det virker, som om udviklingen af holdninger til arbejdet med bygningskulturen har fjernet sig fra en opfattelse af arkitekturen som et statisk og afgrænset objekt, et monument, der skal bevares i sin ’sande’ skikkelse, uanset om denne skikkelse forstås som en stilmæssig enhed jævnfør Viollet-le-Duc, eller om den som Ruskin og Morris medtænker tiden og materialets patina. ,MVVM UMOM\ LWOUI\Q[SM SWVÆQS\ UMTTMU LM\ VaM WO LM\ OIUTM [WU WO[s kendetegner Venedig Chartret og Exners krav om reversibilitet, virker imidlertid ikke frugtbar for arbejdet med arkitekturens transformation. Nyere holdninger til arbejdet med bygningskulturen synes da også at være mindre interesserede i bygningerne som objekter, afgrænset i tid og rum, til fordel for en gradvis transformation, som foreslået af Pérez de Arce, og idéen om det uafsluttede eller den ukomplette perfektion, som hos Fred Scott. Der bliver lagt mere vægt på kulturarvens oplevelsesmæssige og identitetsgivende virkninger, som i Smiths forståelse af kulturarv som en kulturel og en social proces, og i bevaringsarbejdets betydning for fremtidige generationer, som Muñoz Viñas argumenterer for ved brug af begrebet ’bæredygtighed’. I stedet for at betragte arkitektens arbejde som noget, der er i kontrast til det historiske og til den eksisterende verden, kan UIV IZJMRLM TIVO\ UMZM [XMKQÅS\ WO V]IVKMZM\ Q M\ JZMLMZM [XMS\Z]U <ZIV[NWZmationsarkitekturens betydninger kan på den måde opstå i en fremadrettet bygningskunstnerisk dialog med det eksisterende, ikke blot i et brud med historien. det arkitektoniske værk Spørgsmålet er, om et projekts værkkarakter bliver udfordret med en arkitektur, der bygger videre på noget, der er der i forvejen. Hvem har lavet det, hvad er egentligt originalt? Det klassiske værkbegreb, som blandt andet Bygningsfredningsloven tager udgangspunk i, betragter ”(…) objekterne som statiske, klart afgræn[MLM IZ\MNIS\MZ UML ^MTLMÅVMZMLM NI[\M JZ]LÆILMZ QVLIL\QT WO ]LIL\QTº18.

36

modsatte side: Neues Museum foto: Nicolai Bo Andersen

37

I en bygning, hvor de fysiske overgange mellem, hvad den ene og hvad den anden arkitekt har lavet, hvad der stammer fra bygningens opførelse, hvad der er kommet til senere, og hvor forskellen mellem nyt og gammelt er udviskede, kan man ikke tale om et statisk objekt med en tydelig afgrænsning. Transformationsarkitektur lever dermed ikke nødvendigvis op til det ovennævnte værkbegreb. Når LM\ PIVLTMZ WU I\ ¥VLZM VWOM\ LMZ MZ LMZ Q NWZ^MRMV ^ML I\ UWLQÅKMZM \QTV¥ZUM forbinde, tilpasse og omfortolke, kræves der en mere dynamisk værkforståelse. Med eksempler fra musikken, litteraturen, videnskaben og fra barokkens IZSQ\MS\]Z IZO]UMV\MZMZ LMV Q\ITQMV[SM NWZNI\\MZ WO ÅTW[WN =UJMZ\W -KW Q ¼,M\ åbne værks poetik’ for, hvordan et værk på mange måder kan betragtes som åbent for forskellige tolkninger og mulige komplementeringer19. Eksempelvis beskrives musikernes rolle i værket ’Klavierstück XI’ af komponisten Karlheinz Stockhausen som ikke kun fortolkende, men direkte indgribende i værkets form. For transformationsarkitekturens vedkommende betyder det, at et værk kan for[\s[ [WU ¼sJMV\¼ Xs ÆMZM VQ^MI]MZ ,MT[ SIV IZSQ\MS\MV Q [QV MOMV[SIJ IN NWZ\WTSMZ forstå det eksisterende konkrete eller kulturelle udgangspunkt som en invitation til at vælge. Første fase af arkitektens arbejde, som vi kalder blik, omfatter registrering, analyse og værdisætning og handler netop om at udpege, hvad der kan bruges, og hvad der må fjernes. Dernæst kan arkitekten, som den der supplerer en eksisterende (bygnings- eller bymæssig) struktur, tilføje en form, der, fordi den er helt afhængig af det eksisterende udgangspunkt, ikke nødvendigvis kan forstås som autonom og klart afgrænset. Endelig fremtræder det færdige resultat ’åbent’, LMT[ NWZ JM[S]MZMV LMZ OMVVMU [QV IÆ¥[VQVO IN ^¥ZSM\ TI^MZ [QV MOMV NWZ\WTSVQVO dels for eventuelle senere arkitektoniske indgreb. Arkitektur, der er en transformation af en eksisterende situation, kan på trods af – eller netop på grund af – den direkte afhængighed af et eksisterende udgangspunkt alligevel fremstå med en meget stærk værkkarakter. De bedste værker bygget i de senere år er ikke blot reproduktioner eller fortolkninger af en tidligere eksisterende helhed, men bliver ved hjælp af nye indgreb i eksisterende situationer til egne, selvstændige værker med tydelige, indre syntaktiske sammenhænge og stærke, karakterfulde udtryk. I stedet for at insistere på en klassisk, afsluttet helhed med klare indre og ydre afgrænsninger synes det, som om det i højere grad er rummets oplevelsesmæssige karakter, der kan fungere som det sammenbindende element. De bedste eksempler på transformationsarSQ\MS\]Z NZMU[\sZ UML \aLMTQO\ IÆ¥[MTQOM PQ[\WZQ[SM [XWZ ZMNMZMVKMZ WO ZMTI\QWVMZ til konteksten, der resulterer i en slags uafsluttethed, der giver fornemmelse af noget ufærdigt. På den måde inviteres man til selv at fortsætte historien. Man kan forestille sig, hvad der tidligere er sket, og man kan gennem bygningens oplevelsesmæssige kvaliteter selv danne den værkmæssige sammenhæng. Transformation Måske er spørgsmålet om nyt kontra gammelt slet ikke interessant. Man kan påstå, at skillelinjen ikke går mellem nyt og gammelt, men mellem godt og dårligt. Hvis det ikke handler om at få bygningen til at fremtræde så tro mod det oprindelige udgangspunkt som muligt, og ikke er et spørgsmål om at være historisk korrekt, er transformationsarkitekten ikke blot en fortolker af et historisk objekt eller en anden arkitekts værk, men en aktiv (med)skaber af en ny helhed. Transformation bliver på denne måde et spørgsmål om bygningskunst. Man kan i forlængelse af Umberto Eco forstå arkitekturhistorien ikke som en entydig sandhed, der skal opbevares på et museum, men snarere som en række mere eller mindre åbne udsagn, som arkitekten kan producere tilføjelser til. En bygning har på den måde ikke kun ét liv, som Johannes Exner taler om, UMV ÆMZM TQ^ ;WU MV LaVIUQ[S [\¦ZZMT[M MZ JaOVQVOMV Q MV SWV[\IV\ NWZIVLZQVO[proces, hele tiden i færd med at blive noget andet. Det betyder ikke, at alting er tilladt, og at man kan gøre, hvad man vil. Hvis det skal give mening, at indgrebet skal indgå som ét i rækken i en bygnings mange liv, må arkitektens arbejde drives

38

frem med en høj grad af viden om, hvad der tidligere har været, en præcis metode og en tydelig, bygningskunstnerisk holdning. Med begrebet bæredygtighed kan man, i forlængelse af Muñoz Viñas, sige, I\ WXU¥ZS[WUPMLMV PIZ Æa\\M\ [QO NZI JaOVQVOMV [WU WJRMS\ INOZ¥V[M\ Q \QL WO rum, til at være er et spørgsmål om at sikre maksimal betydning for nutidige og fremtidige generationer. Forståelsen af bevaring er på denne måde ikke en retrospektiv handling, der drejer sig om at fryse fortiden, men en fremadrettet ambition om ikke at begrænse fremtidige muligheder. For transformationsarkitekturens vedkommende bliver det et spørgsmål om at sikre muligheden for en kontinuerlig udvikling, der på samme tid sikrer permanens og forandring. Ved at afvise den simple modstilling mellem nyt og gammelt, tungt og let, lukket og åbent samt sort og hvidt åbner der sig et potentiale for et meget bredere arbejdsfelt, der giver mulighed for et langt mere nuanceret arkitektonisk vokaJ]TIZ WO NWZ UMZM []J\QTM QVLOZMJ 1 [\MLM\ NWZ I\ IZSQ\MS\]ZMV [SIT S]VVM IÆ¥[M[ i ét blik, som i et koncept, giver transformationsarkitekturen mulighed for rigere og mere nuancerede oplevelsesmæssige kvaliteter. Arbejdet med det eksisterende SIV ^ML PR¥TX IN MV JZML ^QN\M IN IZSQ\MS\WVQ[SM [\ZI\MOQMZ UWLQÅSI\QWVMZ \QTV¥Zmelser, forbindelser, tilpasninger og nyfortolkninger forsøge at undgå en forsimplende reduktion og opnå en langt højere grad af betydningsmæssig kompleksitet. /MVVMU IV\aLVQVOMZ [Us JM^¥OMT[MZ WO ÆMZ\aLQOM IÆ¥[VQVO[U]TQOPMLMZ SIV arkitekturen bringes til at indeholde et langt bredere spektrum af følelsesmæssige aspekter: genkendelighed, forventning, melankoli, optimisme, ro og dynamik. Transformationsarkitektens opgave er på den måde at lave indgreb i verden, at etablere rumlige karakterer skabt ved hjælp af et konkret materiale på et [XMKQÅS\ [\ML 1VLOZMJMVM SIV ^ML I\ M\IJTMZM MV [¥ZTQO WXTM^MT[M[U¥[[QO S^ITQ\M\ og bygningskulturel betydning danne en ny form for ’helhed’, der i en fremadrettet bevægelse forbinder fortid og fremtid. NOTer 1. Le Corbusier, Towards a New Architecture, (New York: Dover Publications, 1986), 114. 2. Colin Rowe, The Mathematics of the Ideal Villa and Other Essays, (Cambridge Mass., MIT Press, 1976). 3. Le Corbusier, “Five Points Towards a New Architecture,” i: Programs and Manifestoes on 20th-Century Architecture, ed. Ulrich Conrads, (Cambridge Mass., MIT Press, 1971), 99-101. 4. Eugene Viollet-le-Duc et al., Restaurering, (Aarhus, Arkitektskolen, 2000). 5. John Ruskin, The Seven Lamps of Architecture, (New York: Dover, 1989). 6. William Morris, The Manifesto of the Society for the Protection of Ancient Buildings, (http://www.spab. org.uk/what-is-spab-/the-manifesto/, accessed 17-12-2014). 7. International Charter for the Conservation and Restoration of Monuments and Sites (The Venice Charter 1964), (http://www.icomos.org/charters/venice_e.pdf, accessed 18-12-2014), 2. 8. International Charter for the Conservation and Restoration of Monuments and Sites (The Venice Charter 1964), (http://www.icomos.org/charters/venice_e.pdf, accessed 18-12-2014), 3. 9. Johannes Exner, ”Den historiske bygnings væren på liv og død,” i: Fortiden for tiden, ed. Ellen Braae et. al., (Aarhus: Arkitektskolens Forlag, 2007). 10. Johannes Exner, ”Den historiske bygnings væren på liv og død,” i: Fortiden for tiden, ed. Ellen Braae et. al., (Aarhus: Arkitektskolens Forlag, 2007), 65. 11. Rodrigo Pérez de Arce, Bymæssige forandringer og additionsarkitektur. (København: 1981) 12. Fred Scott, On Altering Architecture, (London: Routledge, 2008). 13. Laurajane Smith, Uses of heritage, (Oxon: Routledge, 2006). 14. Salvador Muñoz Viñas, Contemporary Theory of Conservation, (Amsterdam: Elsevier, 2005). 15. Salvador Muñoz Viñas, Contemporary Theory of Conservation, (Amsterdam: Elsevier, 2005), 212. 16. Our Common Future, Chapter 2: Towards Sustainable Development, (http://www.un-documents.net/ ocf-02.htm, accessed 17-12-2014). 17. Bygningsbevaring, Rapport fra udvalget om bygningsbevaring, (København: Kulturministeriet, 2009), 24. +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO º,M\ IZSQ\MS\WVQ[SM ^¥ZSJMOZMJ º Q" Bygningsbevaring, Rapport fra udvalget om bygningsbevaring, (København: Kulturministeriet, 2009), 77. 19. Umberto Eco, ”Det åbne værks poetik,” i: Fundament, (Odense: Forlaget Det Fynske Kunstakademi, 2006).

39

Sammenføjning – stabling – støbning af Nicolai Bo Andersen

Det virker, som om meget arkitektur i dag mest af alt er optaget af bygningernes visuelle fremtræden. Husene synes at have fjernet sig fra de kropslige kvaliteter, der har at gøre med arkitekturens materialemæssige egenskaber og tektoniske opbygning. Fire pavilloner, tegnet som kunstneriske udviklingsprojekter og bygget af studerende på Kunstakademiets Arkitektskole, udgør en undersøgelse af, hvordan de tre forskellige tektonikker, sammenføjning, stabling og støbning, kan medvirke til at skabe en øget integritet i arkitekturen. Pavillonerne er bygget som en del af en række tektonikopgaver, stillet på Transformation i perioden 2012-14. Tekniske, historiske og fænomenbundne aspekter har medvirket i udformningen IN LM ÅZM JaOVQVOMZ" 0I]JIZOMV 4MZP][M\ >IZUM[\]MV WO 5WV\IOMV /MVVMU NWZMT¥[VQVOMZ WO ^ML I\ JaOOM LM ÅZM XI^QTTWVMZ PIZ LM [\]LMZMVLM NsM\ MV JsLM teoretisk og helt konkret forståelse af materialernes egenskaber og tektonikkens principper. Det har givet ikke kun en intellektuel, men også en kropslig erfaring af arbejdet med materialer og tektonik. Intentionen med tektonikopgaverne er ikke blot at give de studerende viden om materialer og historisk byggeteknik samt færdigheder i traditionelt håndværk som en enkeltstående disciplin. Det er hensigten, at de materialemæssige og tektoniske egenskaber studeres som integrerede delelementer i et samlet, arkitektonisk udsagn. Ligesom det er intentionen, at 40

41

pavillonernes arkitektoniske karakter er en konsekvens af det anvendte materiale og materialets tektoniske princip. Ønsket har været at undersøge, hvordan materiale, konstruktion og rum kan hænge sammen og gensidigt påvirke hinanden. Konklusionen er, at materialekendskab og erfaring om tektonikkerne sammenføjning, stabling og støbning kan have en central betydning for arkitekturens praksis og undervisning, både når det handler om fagområdet kulturarv, transformation og restaurering, og når det gælder arkitektur i det hele taget. Sammenføjning – stabling – støbning I bogen Constructing Architecture konstaterer Andrea Deplazes i det første kapitel, at formgivning, arkitektonisk design, for ham er det samme som handlingen ’at konstruere’1. Men et konstruktionsprincip alene gør det ikke. Arkitekturen opstår ifølge Deplazes, når materialet gennem konstruktionen gives form ved hjælp af arki\MS\MV[ QV\MV\QWV -V \QT[^IZMVLM PWTLVQVO ÅVLMZ ^Q PW[ 4M +WZJ][QMZ LMZ Q ¼>MZ[ une architecture’ skriver: ”Du bruger sten, træ og beton, og med disse materialer bygger du huse og paladser. Det er konstruktionen. Ingeniørarbejde i praksis. Men pludselig rører du mit hjerte, du gør mig godt, jeg er glad, og jeg siger: ’Dette er smukt.’ Det er arkitektur. Kunsten har vist sig”2. For Kenneth Frampton udgør tektonikken sammen med stedet og typen arkitekturens grundlæggende parameter, når han skriver: ”Thus we may claim that the built invariably comes into existence out of the constantly evolving interplay of three converging vectors, the topos, the typos, and the tectonic.”3. I forlængelse af denne tredeling beskriver Christoph Elsener i Constructing Architecture4 arkitekturens formgenererende processer som bestående af tre kategorier: topologien, der bl.a. omhandler bygOMOZ]VLMV \WXWOZIÅMV TIVL[SIJM\ ZMOQWVMV WO Z]UUM\ OMVMZMT\# \aXWTWOQMV der bl.a. handler om programmet, funktionen, bygningens identitetsgivende virkning og samfundet generelt; og tektonikken, der inkluderer konstruktionen, byggeteknik, byggeprocesser og materialer. Gennem historien har handlingen ’at konstruere’ været tæt forbundet med arkitekturen. En relation, der er afspejlet i det græske ord tekton. Kenneth Frampton redegør i Studies in Tectonic Culture5 for ordets etymologiske forgreninger. På græsk betyder tekton tømrer eller en, der bygger. Heraf kommer ordet architekton, mesterbyggeren, arkitekten. Ordet er relateret til begrebet taksan, der på sanskrit refererer til tømrerhåndværket og brugen af øksen. Et tilsvarende JMOZMJ SIV ÅVLM[ Q LMV ¥TL[\M [IV[SZQ\TQ\\MZI\]Z LMV [sSITL\M ^MLQK[SM XWM[Q LMZ hører til de ældste hinduistiske skrifter. Hos Homer refererer begrebet til konstruktion i det hele taget, mens ordet hos den græske digter Sappho ud over den håndværksmæssige betydning også får poetiske konnotationer. Gottfried Semper udgav i 1851 Die vier Elemente der Baukunst6. Her inddeTMZ PIV UML QV[XQZI\QWV NZI MV \ZILQ\QWVMT KIZQJQ[S Pa\\M JaOVQVO[S]V[\MV Q ÅZM grundlæggende elementer: 1. jordarbejdet, 2. ildstedet, 3. rammeværket/taget WO UMUJZIVMV ,M ÅZM MTMUMV\MZ P¥VOMZ [IUUMV UML LM ÅZM XZWL]S\QWV[former/håndværk: murværk, keramik, tømmerarbejde og vævning. Semper skelner mellem to grundlæggende konstruktionsprincipper: den konstruktionsform, der danner rum gennem sammenføjning af ’lette’, lige stænger, kaldes tektonik, mens den konstruktionsform, der har at gøre med jordarbejdets ophobning af materiale, kaldes stereotomi. I forlængelse heraf skelner Wieser og Deplazes i Constructing Architecture melTMU LM \W IZSM\aXQ[SM SWV[\Z]S\QWV[NWZUMZ ÅTQOZIVSWV[\Z]S\QWVMV WO LMV [WTQLM konstruktion7. Filigrankonstruktionen er det rammeværk, der udgøres af horisontale, vertikale og tværstillede komponenter, der både kan optage tryk og træk, og som gennem sammenføjning i led opnår konstruktiv styrke og stabilitet. Elementerne er distribueret i en rumlig matrix med en indbyrdes afstand, hvilket betyder, at konstruktionen ikke i sig selv etablerer et afgrænset rum gennem adskillelse mellem inde og ude. Hullet mellem delene skal lukkes med et sekundært element, der ikke direkte er en del af konstruktionen, men en beklædning. Denne beklædning har traditionelt set været udgjort af et vævet materiale en\MV Q NWZU IN WXP¥VO\M \¥XXMZ MTTMZ IN ÆM\\MLM ]LNaTLVQVOMZ UMTTMU [\WTXMZVM 42

forrige side: Montage, Varmestue og Haubarg. Arkitekt, 6QKWTIQ *W )VLMZ[MV WO +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO foto: Lars Rolfsted Mortensen

Filigrankonstruktionstypen danner dermed et strukturelt hierarki mellem den primære konstruktion og dens beklædning. Den solide konstruktionstype er i modsætning hertil karakteriseret ved at være tung og kompakt. Den danner rum ved hjælp af sammenhængende vægge og hvælv. Konstruktionen opnår sin konstruktive styrke gennem tyngden af materialet, der enten kan være støbt eller stablet. Det støbte er kendetegnet ved, I\ M\ ÆaLMVLM UI\MZQITM P¥TLM[ Q MV NWZU WO OMVVMU IN\ZaSSM\ IN MV NWZ[SITTQVO får sin endelige form, mens det stablede er kendetegnet ved at være bundet konstruktivt sammen i et forbandt gennem materialets tyngde. I den solide konstruktion er der dermed en direkte relation mellem konstruktion og rum. Murene er tykke, og sammenhængen mellem inde og ude reduceres til små åbninger, der kan forstås som huller i den solide væg. Den tætte sammenhæng mellem materiale, konstruktion, form og rum synes imidlertid under pres i nutidens arkitektur. Nye konstruktionsformer, nye materialer og moderne teknologi har i mange tilfælde løsrevet rummets karakter og bygningens form fra materialet, det er bygget af, og fra konstruktionen og den måde, materialerne er sat sammen på. Grænserne mellem de tektoniske principper bliver udvisket, og det samme gør de arkitektoniske betydninger. Det virker, som om megen arkitektur hovedsageligt er optaget af bygningernes visuelle kvaliteter. Juhani Pallasmaa kritiserer denne reduktion af arkitekturens kropslige kvaliteter, når han skriver: ”Eftersom husene mister deres plasticitet og deres forbindelse med kroppens sprog og erfaring, bliver de isoleret i en kølig og distant verden af fornuft og klarsyn.”8. Pallasmaa beskriver, hvordan vor tids arkitektur er blevet øjets ’nethindekunst’, uden forbindelse til kroppens øvrige sanser. Dette synes kun at være blevet forstærket med udviklingen af de digitale medier og hastigheden af den digitale kommunikation. Billeder bliver delt på nettet hurtigere end nogensinde før, og bygninger synes først og fremmest at være tænkt til at skulle virke virtuelt. Pallasmaa efterspørger en arkitektur, der trækker på alle kroppens sanser. Med reference til Frank Lloyd Wright efterlyser han integritet i det moderne byggeri9. I det følgende afsnit i nærværende tekst beskrives, hvordan materialer og \MS\WVQS PIZ ^¥ZM\ ]LOIVO[X]VS\M\ Q NWZUOQ^VQVOMV WO ]LN¦ZMT[MV IN ÅZM JaOVQVger: Haubargen, Lerhuset, Varmestuen og Montagen. Begrebet tektonik bruges her i den betydning af ordet, der beskriver konstruktionens poetik, eller: kunsten at konstruere et rum ved at sætte materialer sammen på en bestemt måde for at opnå en særlig virkning. ’Kunst’ skal her forstås som det, der omfatter ikke blot tekniske aspekter af handlingen at sætte materialer sammen, men også de æstetiske kvaliteter. Der skelnes i den følgende tekst mellem sammenføjningens tektonik, der hovedsageligt handler om træ og stål, stablingens tektonik, der handler om sten og tegl, samt støbningens tektonik, der handler om ler og beton. Der fokuseres i teksten på materialernes og de tre tektonikkers individuelle egenskaber og deres betydning for en arkitektonisk helhed. Det beskrives, hvordan ikke blot tekniske, men også historiske referencer og fænomenbundne egenskaber kan virke inspirerende for formgivningen og syntetiseres ind i en ny helhed. Fire små huse På kandidatprogrammet for Kulturarv,Transformation og Restaurering på Kunstakademiets Arkitektskole indgår der i studieprogrammet hvert semester MV \MS\WVQSWXOI^M 1 LM [MVM[\M ÅZM WXOI^MZ MZ LMZ JaOOM\ ÅZM XI^QTTWVMZ ,M MZ tegnet som såkaldt kunstneriske udviklingsprojekter som del af forskningen i, hvordan eksisterende bygninger, historisk viden og teknisk beherskelse kan transformeres ind i en nutidig arkitektonisk praksis. Tre pavilloner er bygget af de studerende på Transformation, mens den fjerde er bygget af lærlinge på Københavns Tekniske Skole. ,M ÅZM XI^QTTWVMZ MS[MUXTQÅKMZMZ LM \ZM NWZ[SMTTQOM \MS\WVQSSMZ" [IUUMVN¦Rning, stabling og støbning. Pavillonen Haubarg er bygget som en trækonstruktion UML \ZILQ\QWVMTTM \Z¥[IUTQVOMZ WO MS[MUXTQÅKMZMZ [IUUMVN¦RVQVOMV[ \MS\WVQS Lerhuset er bygget af stampet ler med en spinkel tagkonstruktion af træ og re43

XZ¥[MV\MZMZ [\¦JVQVOMV[ \MS\WVQS >IZUM[\]MV MZ JaOOM\ Q \MOT WO MS[MUXTQÅKMZMZ stablingens tektonik. Endelig er pavillonen med navnet Montage bygget i stål som endnu et eksempel på sammenføjningens tektonik. Projekterne har to faser. Første fase er skitsering og projektering af pavillonerne. Først er der udført et antal håndskitser, dernæst er bygningerne projekteret, og der er i AutoCad udarbejdet et tegningssæt for hver pavillon. Tegningssættets omfang varierer fra projekt til projekt. Hovedtegningerne er udført i 1:50 eller 1:20, mens detaljetegninger er 1:5 og 1:1. Denne første del er en undersøgelse af materialets og de tektoniske princippers betydning for den arkitektoniske formgivning og en undersøgelse af, hvordan tekniske og materialemæssige egenskaber, historiske referencer og fænomenbundne virkninger kan informere og virke sammen i formgivningsprocessen. I den næste fase er pavillonerne blevet bygget af de studerende på Transformation. Tegningssættet er i dette forløb blevet rettet til, efterhånden som praktiske forhold har krævet det, og større viden er opnået. Hensigten med opgaven er at give de studerende en forståelse af forskellige materialer og måden, de kan sættes sammen på. Som udgangspunkt handler tektonikopgaverne først og fremmest om træ, tegl og beton, men også stål og ler har været en del af opgaverne. Sideløbende med det praktiske arbejde bliver der givet forelæsninger om materialernes tekniske egenskaber og deres historiske udvikling. Projektets faser, fra skitsering over projektering til udførelse, svarer i en lille skala til forløbet, når man bygger et hus. I den forstand er opgaverne en simulering af et projektforløb på en tegnestue og byggeperioden på en byggeplads, dog reduceret væsentligt i forhold til byggeprocessens kompleksitet. Intentionen med tektonikopgaverne er ikke blot at give de studerende viden om materialer og historisk byggeteknik samt færdigheder i traditionelt håndværk som en enkeltstående disciplin. Det er hensigten, at de materialemæssige og tektoniske egenskaber studeres som integrerede delelementer i et samlet, arkitektoVQ[S ]L[IOV 4QOM[WU LM\ MZ QV\MV\QWVMV I\ UIV SIV IÆ¥[M XI^QTTWVMZVM[ IZSQtektoniske karakter som en konsekvens af det anvendte materiale og materialets tektoniske princip. Ønsket har været at undersøge, hvordan materiale, konstruktion og rum kan hænge sammen og gensidigt påvirke hinanden. På denne måde adskiller opgaverne sig også fra de studieopgaver i materialelære og tektonik, der udelukkende fokuserer på det materialemæssige eller tekniske aspekt, eller for den sags skyld projekter, der kun beskæftiger sig med arkitekturens rumlige kvaliteter løsrevet fra en forståelse af, hvilke fysiske elementer der konstituerer rummets karakter. Haubarg Haubargens konstruktion og udførelse er først og fremmest informeret af sammenføjningens tektonik og af materialet træ. Bygningens udformning er udviklet ved hjælp af principperne for traditionelle bindingsværkskonstruktioner, der opnår en let og åben struktur med karakteristiske diagonale, stabiliserende tømUMZ[IUTQVOMZ Q P^MZ\ PR¦ZVM 1 MV ÅZSIV\ Q UQL\MV IN PI]JIZOMV MZ LMZ LMZ]LW^MZ XTIKMZM\ ÅZM P¦RM [¦RTMZ LMZ [\¦\\MZ \IO[X¥ZMVM *aOVQVOMV MZ ]L^QSTM\ Q M\ [¥\ IN 22 tegninger i skala 1:20, 1:10 og 1:5. Der er brugt ti forskellige typer af historiske tømmersamlinger, herunder den særlige ’svalehalesamling’ udført for at gøre den midterste konstruktions hjørner stabile. Træsamlinger er kendetegnet ved evnen til at absorbere tryk og til samtidig at optage træk. Det gør de med et minimalt brug af materialer og med et spinkelt WO sJMV\ ]L\ZaS <¦UUMZSWV[\Z]S\QWVMV PIZ UMOM\ ÆMS[QJTM TML WO Ts[M 3WVstruktionen er udført udelukkende i træ, der i sammenføjede led er i stand til at Ts[M ÆMZM SWV[\Z]S\QWV[LMTM [IUUMV VWOTM OIVOM Q UMOM\ OMWUM\ZQ[S SWUXTMS[M samlinger. Da der ikke er jern i træsamlingerne, opstår der ikke problemer med materialer, der ikke arbejder godt sammen, ligesom tekniske problemer med eksempelvis kondensering af vand inde i konstruktionen minimeres markant. Ifølge sammenføjningens tektoniske princip er der et hierarki mellem den 44

modsatte side, fra venstre: Referencer – Haubarg: Teknisk: Træsamling foto: Nicolai Bo Andersen Historisk: Ejderstedgården foto: Nicolai Bo Andersen Fænomenbåre: Legend of St Francis Giottos ’Presepe di Greccio

45

primære konstruktion og beklædningen. Tømmerkonstruktionen er en i sig selv stabil struktur, der ikke er konstruktivt afhængig af beklædningen. Traditionelt PIZ MV JQVLQVO[^¥ZS[SWV[\Z]S\QWV ^¥ZM\ NaTL\ ]L UML XQTMÆM\ LMZ MN\MZN¦TOMVde er pudset med ler. I haubargens tilfælde er der valgt en simpel stålpladebeklædning, der markerer sig som en tynd metalmembran eller hud. Dette giver bygningen et udvendigt præcist og skarpt udtryk, mens indersiden afslører den rumligt komplekse træskeletkonstruktion. Materialet træ og sammenføjningens tektoniske princip bidrager ikke kun til pavillonens konstruktion og til detaljernes udformning, men i meget høj grad WO[s \QT Z]UUM\[ WXTM^MT[M[U¥[[QOM SIZIS\MZ ,M ÅZM P¦RM [¦RTMZ WO aLMZ^¥OOMnes bindingsværkskonstruktion giver interiøret indtryk af et komplekst rumgitter. Træets farve og tekstur giver en varm og samtidig sprød følelse. Den historiske bygningstypologi ’haubarg’ har givet navn til pavillonen og har inspireret bygningens konstruktion og arkitektoniske udtryk. Haubarg er hollandsk for høstak og var oprindeligt en trækonstruktion placeret i marken, hvor høet blev placeret for at tørre. Denne struktur udviklede sig senere til en bygVQVO[\aXWTWOQ · MV ÅZT¥VOM\ JWVLMOsZL UML [\]M WO [W^MZ]U [\ITLM WO ^WOVZ]U – alle samlet omkring en gårdsplads i midten. På Frilandsmuseet i København ligger en rekonstruktion af haubarg Rothelau fra Ejdersted. Den blev oprindeligt bygget af en hollandsk købmand i den sydlige del af Jylland i 1650’erne. Bygningen er opført af murstensvægge bygget WX WUSZQVO MV [\WZ \Z¥SWV[\Z]S\QWV [WU JM[\sZ IN ÅZM [\WZM [¦RTMZ MV Q P^MZ\ PR¦ZVM IN OsZLMV ;\Z]S\]ZMV SITLM[ ¼>QMZSIV\¼ · ÅZSIV\ ,MV ]VLMZ[\¦\\MZ LM\ gigantiske stråtag, der med ca. 12 meter til loftet dækker hele gården. I gårdens midte blev den mest værdifulde ressource gemt: høet, der blev brugt til at fodre dyrene. Samtidig tjente høet som isolering i stalden og i stuehuset om vinteren. Et andet eksempel på en historisk reference, der har inspireret haubargens udformning, er det traditionelle danske bulhus, en trærammekonstruktion med massive trævægge. For bulhusets vedkommende er forholdet mellem træ og tegl imidlertid omvendt: træstrukturen udgør den udvendige struktur, mens et muret MTMUMV\ [SIJMZ M\ [¥Z[SQT\ ^WT]UMV QVLM Q P][M\ [WU MV ÅO]Z Q Z]UUM\ De historiske referencer tjener først og fremmest som inspiration til pavillonens rum i midten. Derudover har de inspireret konstruktionsprincippet ’VierSIV\MV¼ LMZ MZ NZMU[\QTTM\ IN ÅZM [\WZM [¦RTMZ LMZ J¥ZMZ M\ \IO MZ M\ IN PI]JIZOMV[ bærende motiver. Intentionen er, at den nye bygning skal referere til en traditionel bygningstypologi og samtidig være en ny konstruktion med sin egen karakter. Hensigten er at etablere en historisk forbindelse mellem det nye og det gamle. De første skitser af haubargen viser nogle varianter af en træstruktur med ’noget’ inden i. Det arkitektoniske fænomen et ’hus inde i et hus’ eller et ’rum i rummet’ er pavillonens arkitektoniske ide. Ideen om et ’hus inde i et hus’ er inspireret af en tegning af Charles Moore. <MOVQVOMV ^Q[MZ \W [Us Z]U P^MZ\ IN LMU LMÅVMZM\ IN ÅZM [¦RTMZ WO MV JITLISQV placeret inde i et større rum. Moore kalder fænomenet ’aedicule’. En aedicule er en betegnelse for en tempelbygning eller et skrin bygget sammen med en væg, som indeholder altre eller statuer. Da Moores aedicule er fritstående, er et mere korrekt ord imidlertid ’ciborium’, en betegnelse for en fritstående baldakin, der J¥ZM[ IN ÅZM [¦RTMZ Q PMTTQOLWUUMV WO [WU L¥SSMZ IT\MZM\ /QW\\W[ ¼8ZM[MXM LQ /ZMKKQW¼ ^Q[MZ MV [\Z]S\]Z QVLM Q M\ [\¦ZZM Z]U .QZM [¦RTMZ LMÅVMZMZ M\ Z]U LMZ udpeger billedets vigtigste område. I maleriet udfordrer fænomenet et ’hus inde i et hus’ oplevelsen af forholdet mellem inde og ude, ligesom et ’rum i et rum’ giver beskueren en oplevelse af lukkethed og åbenhed på samme tid; en struktur, der på samme tid udpeger et præcist sted og forbinder inde med ude.

ÅO

ÅO

ÅO

forrige opslag: Haubarg. Arkitekt, Nicolai Bo )VLMZ[MV WO +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZITIVO foto: Lars Rolfsted Mortensen denne side: Fig. 1 kæmmet spærende over gennemstukket stolpetap Fig. 2 hjørnesamling Fig. 3 svalehaleblad tegning: Nicolai Bo Andersen modsatte side: Plan og snit 1:50 tegning: Nicolai Bo Andersen

48

49

Den arkitektoniske intention er at lave en bygning med en bestemt oplevelse: en lille, enkel pavillon med en følelse af et lodret ’træk’ i balance med en horisontal ’ro’, et rum i en dynamisk ligevægt. Måske en intention, der svarer til Kenneth Framptons fordring: ”The task of our time is to combine vitality with calm.”10. Et stort ovenlys oplyser rummet, et enkelt vindue kigger ud mod omgivelserne. Lerhus Lerhuset tager udgangspunkt i støbningens tektonik og materialet ler. Ler deler tektoniske egenskaber med gips og beton. Materialet blandes i det rette forhold og hældes i en form, i dette tilfælde en form udført af plader. Materialet bliver hårdt, for gips og betons vedkommende gennem en hærdningsproces, for lerets vedkommende ved at blive stampet. Når formen fjernes, kommer bygningens W^MZÆILM NWZ[SITTQVOMV[ VMOI\Q^M IN\ZaS \QT [aVM Ler bruges blandt andet som lerpuds i bindingsværk og som stampet lerjord. Fælles for anvendelsesmetoderne er, at de anvender jordarten ler som bindemiddel. Lerjord er et tungt materiale, der kan formes og bearbejdes på et utal af måder. I dette projekt anvendes piséteknikken, der er karakteriseret ved, at den løse lerjord opblandet med kalk hældes i en form og stampes præcist så meget, at materialet danner en solid, homogen og sammenhængende væg. Når formen NRMZVM[ PIZ W^MZÆILMV ]LW^MZ I\ PI^M \IOM\ IN\ZaS IN NWZ[SITTQVOMV \aLMTQOM [XWZ efter de horisontale lag, der stammer fra stampningen af lerjorden og de eventuelt opblandede materialer. Lervæggen giver indtryk af at være et snit gennem RWZLMV[ W^MZÆILM P^WZ LM ^IVLZM\\M TIO V¥ZUM[\ TQOVMZ OMWTWOQ[SM IÆMRZQVOMZ Teknikken hænger uløseligt sammen med vægge af en vis tykkelse, både fordi metoden kræver, at der er tilstrækkeligt materiale, før væggen får sin konstruktive styrke, og fordi stampningen af leret kræver, at der er en vis arbejdsbredde i formen. Da den lerstampede væg er frembragt ved stampning af et løst materiale, tillader teknikken ikke almindelige vindues- og dørhuller som huller i en væg, idet overliggere over vinduer og døre ikke kan udføres uden brug af armerede bjælker. Set fra et ressource- og bæredygtighedssynspunkt har lerkonstruktionen den kvalitet, at den kan udføres med lokale materialer med lavt forbrug af tilført energi. Væggen kan forholdsvis let vedligeholdes, og når den er udtjent, kan den let nedbrydes og enten genanvendes eller føres direkte tilbage i naturens kredsløb. På OZ]VL IN LMV XWZ¦[M W^MZÆILM WO LMV [\WZM \MZUQ[SM UI[[M PIZ \MSVQSSMV PMZ]Lover gode indeklimatiske egenskaber, idet konstruktionen udligner udsving i temperatur og luftfugtighed. Udfordringen for en lervægskonstruktion er, at den er sårbar for mekanisk påvirkning, i særdeleshed for vand i form af regn og stænk. Det betyder, at toppen af væggen skal beskyttes, helst med et tag med et stort udhæng. Ler har historisk været brugt som byggemateriale siden oldtiden, men er stort set udgået af den moderne byggeindustri. Kun få idealistiske håndværkere har i de seneste år genopdaget de gamle teknikker. Formgivningen af lerhuset er inspireret af den traditionelle lerhuskonstruktion, som er blevet og bliver JZ]O\ W^MZ PMTM STWLMV WO [WU LMZ [\ILQO ÅVLM[ Ns MS[MUXTMZ Xs Q TIVLM\ 4ILMbygningen til Folehavegård, en proprietærgård beliggende i Hørsholm, er et eksempel på en historisk lerhuskonstruktion. Hovedbygningen er fra 1760’erne, og laden formentlig fra midten af 1800-tallet. Laden var tæt på at forsvinde, da tagkonstruktionen faldt sammen i 2012, men bygningen ser nu ud til at blive reddet. Lerhusets udformning er først og fremmest informeret af de to arketypi[SM SWV[\Z]S\QWV[NWZUMZ LMV [WTQLM SWV[\Z]S\QWV WO ÅTQOZIVSWV[\Z]S\QWVMV samt relationen mellem de to. Oplevelsen af bygningen som solid masse, en klump, der ligger tungt på jorden, er artikuleret ved, at alle vægge rejser sig direkte fra jorden. Der er ingen huller i muren, idet vindues- og dørhuller er udformet uden overliggere. Væggene er 50 cm tykke, og væggenes markerede hjørner forstærker indtrykket af bygningen som solid masse. En indbygget bænk understreger oplevelsen af det tunge materiale, der er tykkest forneden. Som kontrast til det klumpagtige motiv udgøres tagkonstruktionen af en 50

modsatte side, fra venstre: Referencer – Lerhus: Teknisk: Ler, Haus Rauch foto: Transformation Historisk: Folehavegård foto: Victor Boye Julebäk Fænomenbåren: Japansk, traditionelt hus foto: Julie Strøm Mortensen

TEKTONIK 3, STØBNING “Kanten er altid spændingsfyldt, fordi den samler og udfordrer to verdener. Her mødes det sikre og landfaste med rummet, dybet eller vandet. Arkitektonisk bliver kanten samtidigt til en horisont, stedets kontur mod verden.” Steen Høyer

Tektonik er læren om opbygning og sammenføjning af elementer til en arkitektonisk helhed. De tre grundlæggende tektoniske principper er stabling, støbning og sammenføjning. Ved hjælp af støbningens tektonik skal vi bygge et hus. Gennem øvelser, projektering og fremstilling af forskallingselementer rejses et rum, der skal dannes grundlag for studier i patinering over tid. Konstruktionen er en ’støbt’ bærende lermur der danner basis for en enkelt overdækning - en simpel tagkonstruktion – her bygges alene ved hjælp leren og forskallingsbrædderne.

52

denne side: Opmålingstegninger af facade og plan 1:50 tegning: Transformation modsatte side: Lerhuset. Arkitekt, Nicolai Bo Andersen foto: Lars Rolfsted Mortensen 53

denne side: Opmålingstegning, tværsnit 1:50 tegning: Transformation modsatte side: Lerhuset. Arkitekst, Nicolai Bo Andersen foto: Lars Rolfsted Mortensen

55

spinkel trækonstruktion med stort udhæng, der giver indtryk af at svæve over lerhuset. Tagkonstruktionen er udført af saksespær, der mod syd er forlænget ud over den indbyggede bænk og danner et overdækket uderum. Da lervæggen som konstruktionsform er god til at optage tryk, men ikke træk, er tagkonstruktionen fastgjort til fundamentet fra fodremmen, der ligger direkte oven på lervæggene ^ML PR¥TX I\ ÅZM \Z¥S[\¥VOMZ uV Q P^MZ\ PR¦ZVM <Z¥S[\¥VOMZVM MZ ]LN¦Z\ IN mm stålstænger placeret synligt 15 cm ud fra lervæggen. Den rumlige oplevelse af dette ’mellemrum’, hvor man kan sidde på bænken med den solide lervæg i ryggen beskyttet af den spinkle overdækning, danner en rumlig overgang mellem inde og ude, mellem det udendørs rum og den huleagtige stemning inde i lerhuset. Varmestue Varmestuens konstruktion og udførelse er først og fremmest informeret af stablingens tektonik: teglsten lagt oven på teglsten i et bestemt forbandt danner en solid væg, der bærer et hvælv, der danner et rum. Bygningen er tegnet som volumen og er efterfølgende blevet murværksprojekteret af studerende på Transformation. Projekteringen har gjort rede for valg af sten, format, forbandt, farve, relief, brænding, fuge og mørtel. Pavillonen er bygget af lærlinge fra Københavns Tekniske Skole, KTS. Varmestuen står i hjørnet af en lav kvadratisk teglplint. Plinten udgøres af gule, håndstrøgne teglsten i normalformat lagt i et vævet mønster. Væggene består af massive tostens teglmure med en dør samt et stort og et lille vindue, der markerer sig som huller i den massive mur. Tagkonstruktionen udgøres af et muret teglhvælv med en lav bue, hvorfra der i hjørnet rejser sig en svagt trapezformet skorsten. Interiøret består af ét rum, indrettet med to lave indbyggede bænke, et bord og en pejs. Hele pavillonen er muret op i krydsforbandt af gule, håndstrøgne teglsten i normalformat. Fugen er en skrabefuge udført med bakkesand. Der er en helt sammenfaldende relation mellem konstruktion og rum. Der er ingen forskel mellem stenene brugt i gulvet, i væggen eller i loftet. Kun hvælvet og de kraftige mure fortæller om tyngdekraftens påvirkning af materialet. På en enkelt facade er der et indbygget relief, der udgøres af kopper, der stikker 30 mm. ud fra facaden. Tegl har været en uadskillelig del af bygningshistorien på disse breddegrader i snart 1000 år. Italienske franciskanermunke bragte brændingsteknikken og murerhåndværket til landet omkring år 1100, og siden har tegl været næsten synonymt med byggeri af alt fra kirker til jævne beboelseshuse. Varmestuen er først og fremmest inspireret af Sankt Petri Kirken i Klippan, tegnet af Sigurd Lewerentz i 1963. Bygningen består af et kvadratisk volumen og en L-formet længe. Kirken opleves, som var den bygget af kun ét enkelt materiale. Udvendigt såvel som indvendigt fremtræder bygningen som modelerede og udhulede teglklumper. Karakteren af bygningen som klump er ligesom kirken i Klippan varmestuens arkitektoniske motiv, nærmest som var den formet af en enkelt klump ler, modeleret, trykket og efterfølgende udhulet. Montage Udgangspunktet for pavillonen Montage er sammenføjningens tektonik. Denne gang ikke med træ som materiale, men stål. Selvom stålkonstruktionen deler tektonik med træ, er der mange forskelle. Stål er tungt, hårdt og beskidt at arbejde med, og det kræver en helt anden type værktøj at arbejde med. Mens træet er blødt og kan bearbejdes med håndkraft, skal der tilføres energi udefra, når der arbejdes med stål. Til gengæld er stålet skarpere og mere præcist. Hvor enderne i et stykke træ ikke har stor trækstyrke, kan man i stål udføre samlinger tæt på [\sTXZWÅTMZVM[ SIV\MZ WO MVLMZ <Z¥MTMUMV\MZVM SIV INOQ^M [XTQV\MZ LMZ SIV WXstå svindrevner, og materialet kan blive opfugtet eller udtørret. Stålet deformeres svagt ved almindelige temperaturudsving, til gengæld bliver det blødt ved høje temperaturer. Stål ruster og nedbrydes langsomt uden behandling. 56

modsatte side, fra venstre: Referencer – Varmestue Teknisk: Krydsforbandt tegning: Sara Arhrenst Historisk: St. Petri Kirke, Sigurd Lewerentz foto: Nicolai Bo Andersen Fænomenbåren: Markuskirke, Sigurd Lewerentz foto: Victor Boye Julebäk

57

58

denne side: Varmestue. Arkitekt: Nicolai Bo Andersen og Fabian Sahlquist. Tværsnit modsatte side: Varmestue og Haubarg foto: Lars Rolfsted Mortensen 59

denne side: Varmestue. Arkitekt, Nicolai Bo Andersen og Fabian Sahlquist 60

denne side: Varmestue. Arkitekt, Nicolai Bo Andersen og Fabian Sahlquist. Plan 61

Navnet Montage refererer til stålets og det moderne elementbyggeris karakteristiske egenskab: at blive produceret på fabrik, transporteret til byggepladsen og monteret. Men også til komponentbyggeriets mulighed for at kunne samles og [MVMZM [SQTTM[ IL 0-* [\IVLIZLXZWÅTMZ Q [\sT MZ [SsZM\ ]L Q T¥VOLMZ IN mm. Plader forsynet med huller til montage er svejset på i begge ender. Gitter[X¥Z MZ ]LN¦Z\ IN ` UU ÆIL[\sT WO UU Z]VL[\sT LMZ MZ [^MR[M\ [IUUMV med en trekantet 8-mm stålplade som stikspær. Søjlerne fastgøres i et modulært system med bolte til fundamentet ved hjælp af søjlesko fremstillet af 8-mm stålplader. Spærene monteres med bolte på søjlerne, og på spærene monteres stållægter. Stabiliserende vindkryds af 8-mm rundstål fastgøres til søjlerne på 50 x 50 x 5-mm vinkelstål og til tagkonstruktionens spær. Som beskrevet i det indledende afsnit er der i tektonikken ’sammenføjning’ et hierarki mellem den primære, åbne konstruktion, der beskriver en rumlig matrix, og den sekundære beklædning, der etablerer den fysiske afgrænsning mellem inde og ude. Beklædningen, der endnu ikke er realiseret, tænkes udført med [SZs\[\QTTMLM ÅJMZKMUMV\XTILMZ UWV\MZM\ Q [\sTJM[TIO NI[\ORWZ\ Xs [¦RTMZVM *Mklædningen skal let kunne demonteres og genbruges i en anden sammenhæng. Vindue og dør tænkes udført som små, selvstændige karnapper svejset sammen af stålplader og fastgjort i søjlerne. Taget udføres af sinusplader i stål. =LOIVO[X]VS\M\ NWZ NWZUOQ^VQVOMV IN XI^QTTWVMV 5WV\IOM MZ M\ NW\WOZIÅ af en japansk lade. Bygningen udgøres af en slank bygningskrop med et spinkelt tag med stort udhæng. Væggene er beklædt med strå, der er ophængt i lag uden på konstruktionen. En anden vigtig historisk reference for udformningen af pavillonen er Ray og Charles Eames’ hus i Santa Monica. Huset består af to enkle, kasseformede voluminer placeret langs en støttemur ved kanten af en skråning. Et simpelt, modulært opbygget system af stålsøjler og standardstålspær, udført som en gitterkonstruktion af rundstål og synlige vindkryds, danner den primære konstruktion. I felterne mellem søjlerne udgør glas og stålplader, malet i forskelTQOM NIZ^MZ JaOVQVOMV[ JMST¥LVQVO -V XZWÅTMZM\ [\sTXTILM ]LO¦Z LM\ SWV[\Z]S\Q^M ]VLMZTIO NWZ LM\ ÆILM \IO ,M\ MZ IT\[s ÅTQOZIVSWV[\Z]S\QWVMV [WU N¥VWUMV LM [XQVSTM [\sT[¦RTMZ WO spær, der som konstruktion sammenføjet af delelementer afgrænser en rumlig matrix, der informerer udførelsen af pavillonen Montage. Stålkonstruktionen virker nærmest som et spinkelt skelet, der med en beklædning som en tynd, skelagtig hud indhyller den primære konstruktion. Den udkragede dør og vinduets skrå afskæringer giver indtryk af øjne, der kigger ud mod omgivelserne. Arkitekturens vokabular Som det indledende citat af Le Corbusier antyder, bliver husbygning til en kunstnerisk disciplin, når konstruktionen formår at påvirke betragteren følelsesmæssigt. Handlingen at sætte udvalgte materialer sammen på en bestemt måde bliver til bygningskunst, når bygningen berører mennesket emotionelt. Og omvendt: Bygningens karakter og rummets atmosfære er direkte afhængigt af byggematerialerne og måden, de sættes sammen på. Andrea Deplazes sammenligner i Constructing Architecture arkitektur med litteratur11. Han peger på, at den korrekte grammatik og syntaks i en tekst, når den skal oversættes til et andet sprog, er en teknisk forudsætning for tekstens betydning og atmosfære. Han peger videre på, at denne atmosfære i særlige tilfælde igen virker tilbage på tekstens grammatik og syntaks. Tilsvarende har arkitektur et materialemæssigt vokabular, en konstruktiv grammatik og en strukturel syntaks. For Deplazes er dette arkitekturens fundamentale forudsætning, en form for ’arkitekturens mekanik’. Karakteren af rummet afhænger på denne måde af, hvad der sættes sammen, og hvordan det sættes sammen12. Disse materialemæssige, tektoniske og konstruktive regler kan læres som en selvstændig, håndværksmæssig kunnen, men de bliver først meningsfulde som arkitektur, når de ved at blive inkorporeret i et projekt bliver en del af en større helhed. Den arkitektoniske intention er bestemmende for måden, delene samles 62

modsatte side, fra venstre: Referencer – Montage Teknisk: Montagesamling tegning: Nicolai Bo Andersen Historisk: Eames House foto: Eirik Martin Tollåli Fænomenbåren: Japansk hus foto: Sara Ahrenst

Specielle grundlagsdicipliner / opmålingsrejse Californien Eirik Martin Tollåli Marts 2014

63

på. Helheden peger omvendt tilbage på og informerer delene, hvorved del og PMTPML NsZ MV OMV[QLQO QVLÆaLMT[M Xs PQVIVLMV 5IV SIV Q NWZT¥VOMT[M IN ,MXTIzes sige, at arkitekten ligesom digteren må kende sit alfabet og måden, hvorpå bogstaverne danner ord, for at kunne sætte ordene sammen til en meningsfuld helhed. Arkitekten skal kende sit vokabular for at kunne bygge poesi. ,M ÅZM XI^QTTWVMZ \IOMZ P^MZ NWZ [QO ]LOIVO[X]VS\ Q P^MZ\ [Q\ UI\MZQITM WO i hver sin tektonik. Alle pavilloner fremstår som små, selvstændige bygninger, V¥ZUM[\ [WU ÅZM [Us QVLQ^QLMZ Xs Z¥SSM ,M NZMU\Z¥LMZ UMOM\ NWZ[SMTTQO\ UML hver deres individuelle karakter. Hver bygnings udtryk hænger sammen med materialet, den er bygget af og af det tektoniske princip, materialet følger. Imidlertid er det ikke kun formgivningen og konstruktionen, der hænger sammen med materialet og tektonikken, men hele bygningens rumlige atmosfære. Det materialemæssige vokabular, træ, ler, tegl og stål, er ved konstruktionens grammatik og tektonikkens syntaks, sammenføjning, stabling og støbning, samlet i en karakterfuld bygning gennem en arkitektonisk intention. Teknisk – historisk – fænomenbundet Den enkelte pavillon er ikke alene en opvisning i et enkelt materialemæssigt eller tektonisk princips egenskaber. Hver bygning fremtræder i sin egen helhed, hvor materiale, tektonik og rumlig karakter indgår i en samlet arkitektonisk syntese. Den tekniske vinkel, forstået som materialet og tektonikken, gør det ikke i sig selv. Som ovenfor antydet er det arkitektens intention, der gør, at delene bliver samlet på den særlige måde, der resulterer i bygningens egen rumlige karakter. Eller som Deplazes formulerer det: ”The character of the architectural space therefore depends on how things are done and for that reason it is determined by the technical realization and by the structural composition of the substances and building materials used.”13. ;WU LM\ NZMUOsZ IN W^MV[\sMVLM JM[SZQ^MT[M IN LM ÅZM XI^QTTWVMZ PIZ QSSM blot materialemæssige og tektoniske, men også historiske og fænomenbundne perspektiver påvirket designprocessen. For haubargens vedkommende er den tekniske vinkel materialet træ og sammenføjningens tektonik, den historiske vinkel er Ejderstedgården og den fænomenbundne vinkel er idéen om et ’rum i rummet’. I nogle pavilloner har den tekniske vinkel været fremherskende, i andre den histoZQ[SM 1 LM ÆM[\M PIZ LMV N¥VWUMVJ]VLVM ^QVSMT ^¥ZM\ ZM\VQVO[OQ^MVLM NWZ NWZUgivningen. I alle tilfælde er det ikke kun et enkelt aspekt alene, men netop måden de virker sammen på, der har været afgørende for bygningernes udformning. Ved hjælp af tekniske, historiske og fænomenbundne referencer som inspiZI\QWV NWZ NWZUOQ^VQVOMV IN LM ÅZM XI^QTTWVMZ MZ ÆMZM NWZ[SMTTQOM UW\Q^MZ \MSVQske, historiske og fænomenbårne, samlet i en ny arkitektonisk helhed. PavilloVMZVM MZ QSSM JTW\ ]L\ZaS NWZ MV MS[MUXTQÅKMZQVO IN ÅZM NWZ[SMTTQOM UI\MZQITMZ[ egenskaber og tre forskellige tektonikker. De tekniske aspekter er integreret i et samlet, arkitektonisk udsagn. Hver bygning har sin egen arkitektoniske karakter, der hænger uadskilleligt sammen med det anvendte materiale og materialets tektoniske princip. De historiske referencer giver bygningerne stærke narrative kvaliteter, der fortæller historien om, hvordan pavillonerne indgår i et meget længere tidsperspektiv. De oplevelsesmæssige, rumlige kvaliteter hænger uløseligt sammen med materialet og konstruktionen. De tekniske, historiske og fænomenbundne perspektiver er syntetiseret ind i en ny helhed. Arkitekturens kompleksitet Som beskrevet i indledningen er det tektoniske aspekt for Kenneth Frampton kun et af de grundlæggende parametre. Sammen med stedet og typen er tektonikken med til at danne arkitekturens kompleksitet. Ved kun at fokusere på spørgsmålet om materialer og tektonik alene er der en risiko for at reducere arkitekturens mange betydninger og kvaliteter. Fra en anden indfaldsvinkel peger Pallasmaa på, at teknikken ikke er arkitekturens mål i sig selv idet ”(…) arkitektur ikke primært handler om teori, teknik eller funktion, men om menneskelige forhold.”14. Materialerne og tektonikken gør det på den måde ikke i sig selv, men må indgå som 64

Först kapades och förborrade fästplattorn till pelarna

Nu är de färdiga!

En skabelon görs på svetsrummets golv denne side: Montage – arbejdsproces foto: Lars Rolfsted Mortensen modsatte side: Montage – arbejdstegning 1:50 tegning: Nicolai Bo Andersen

65

dele af en samlet, arkitektonisk helhed, der også inkluderer andre parametre. Pavillonerne adresserer af praktiske grunde kun et lille udsnit af de aspekter, der kendetegner byggeprocessen. Bygningernes størrelse alene nedsætter kompleksiteten, men også fraværet af isolering, opvarmning, elinstallationer, ^IVL IƦJ U^ O¦Z JaOVQVOMZVM \QT MV NWZ[QUXTM\ [QU]TMZQVO IN MV ^QZSMTQO JaOgeproces. Pavillonerne har heller ikke nogen egentlig funktion. Selvom de kan bruges til mange forskellige ting og i den forstand ikke er afhængige af en speciÅS JZ]O ^QT M\ MOMV\TQO XZWOZIU PI^M S]VVM\ QVNWZUMZM XI^QTTWVMZVM aLMZTQOMZM Bygningerne har heller ikke noget sted. De er bygget som midlertidige konstruk\QWVMZ LMZ SIV \¥VSM[ I\ ^¥ZM XTIKMZM\ ÆMZM NWZ[SMTTQOM [\MLMZ -\ [XMKQÅS\ [\ML kunne have haft en yderligere påvirkning på bygningernes udformning. I en studiemæssig sammenhæng kan der imidlertid være gode grunde til at undersøge et aspekt ad gangen, ligesom det i designprocessen kan være en stor hjælp at isolere en enkelt problematik og arbejde med den på dets egne betingelser. Men ved på samme tid at samle de materialemæssige og tektoniske øvelser i en samlet bygningsmæssig helhed kan spørgsmålet om sammenhængen mellem materiale, konstruktion og rum aktiveres. Læren om materialer og tektonik er på den måde discipliner, der kan studeres hver for sig, samtidig med at nødvendigheden af delens sammenhæng med en arkitektonisk helhed fastholdes. 1 LM ÅZM XI^QTTWVMZ MZ LM\ QSSM ]LMT]SSMVLM LM ^Q[]MTTM S^ITQ\M\MZ LMZ ZsLMZ *aOVQVOMZVM PIZ MV \aLMTQO ^Q[]MT IÆ¥[MTQO NWZU .WZUMV MZ \¥\ SVa\\M\ \QT konstruktionen, der igen hænger uløseligt sammen med det anvendte materiale. Materiale, konstruktion, form og rum virker sammen ikke blot i designprocessen, men også i oplevelsen af bygningen. Rummet har en særlig karakter. Pallasmaa beskriver i ’The Thinking Hand’, hvordan ”(...) hele vores krop og eksistentielle fornemmelse deltager i alle tænkningens processer.”15. Det er ikke blot synssansen, men også følesansen, lugtesansen, høresansen og i sjældnere tilfælde smagssansen, der UML^QZSMZ Q NZMUJZQVOMT[MV IN LM ÅZM XI^QTTWVMZ ,M\ MZ PMTM ^WZM[ SZWX LMZ UMLvirker i oplevelsen af rummet. Ligesom formgivning for Deplazes, som nævnt i indledningen, er det samme som handlingen at konstruere, er det at bygge en måde at tænke arkitektur på. 0^MZ NWZ [QO WO ^ML [QLMV IN PQVIVLMV LIVVMZ LM ÅZM XI^QTTWVMZ M\ IZSQ\MS\WVQ[S MV[MUJTM ÅZM [Us SIZIS\MZMZ Xs Z¥SSM 0][MVM ]L\ZaSSMZ P^MZ NWZ [QO QSSM JTW\ M\ MVSMT\ SWVKMX\ MV [QUXMT QLu LMZ [SIT IÆ¥[M[ Q M\ MVSMT\ JTQS WO JTQ^M forstået med kun én forklaring. Derimod rummer bygningerne en kompleksitet, der inviterer beskueren til at udforske den. Udefra kan bygningerne læses på én måde, indefra kan de læses på en anden. De kan opleves visuelt, og de kan mærSM[ SZWX[TQO\ *aOVQVOMZVM OQ^MZ Xs LMVVM UsLM U]TQOPML NWZ ÆMZM T¥[VQVOMZ ,M er både simple og komplekse. Pavillonernes mangetydighed efterlader en åbning for oplevelsen af bygningerne, en invitation til deltagelse. Tektonik og transformation Ovenstående beskrivelse af, hvilke parametre der har informeret formgivninOMV IN LM ÅZM XI^QTTWVMZ XMOMZ Xs \W \QVO" .WZ LM\ N¦Z[\M ^Q[MZ IZJMRLM\ UML LM ÅZM XI^QTTWVMZ I\ UI\MZQITM\ WO \MS\WVQSSMV SIV ^¥ZM SIZIS\MZLIVVMVLM NWZ SWVtemporære bygningers arkitektoniske udtryk og for den rumlige oplevelse. Det arkitektoniske udtryk kan hænge meget tæt sammen med materialet og måden, det sættes sammen på, og det kan have en betydning for dannelsen af rummets karakter. Der kan på den måde være en helt tæt relation mellem materiale, konstruktion, form og rum. forrige opslag: Montage. Arkitekt, Nicolai Bo Andersen foto: Lars Rolfsted Mortensen denne side: Montage – detaljer tegning: Nicolai Bo Andersen 68

.WZ LM\ IVLM\ ^Q[MZ IZJMRLM\ UML LM ÅZM XI^QTTWVMZ I\ ]VLMZ[¦OMT[MZ IN QSSM JTW\ tekniske, men også historiske og fænomenbundne aspekter kan være inspirerende for formgivningen, og at de kan transformeres ind i en nutidig, arkitektonisk praksis. Delene kan syntetiseres ind i en ny helhed, hvor de enkelte dele hænger uløseligt sammen. Tekniske, historiske og fænomenbundne perspektiver kan virke sammen i designprocessen og i oplevelsen af bygningen. Det er ikke kun materialet i sig selv eller tektonikken som princip, men den arkitektoniske helhed, det handler om. Måske er den integritet i arkitekturen, Pallasmaa efterlyser, netop afhængig af denne sammenhæng mellem materiale, konstruktion, form og rum. Materialernes egenskaber og tektonikkens principper handler ikke kun om de visuelle, men også om de kropslige kvaliteter, om en oplevelse af sammenhæng mellem del og helhed. En tektonisk informeret og materialenær arkitektur, der syntetiserer tekniske, historiske og fænomenbårne kvaliteter ind i en ny arkitektonisk helhed, kan måske have en integritet, der er i stand til at berøre mennesket emotionelt. Som beskrevet i indledningen kan formgivning forstås som det at konstruere, at sætte ting sammen. Arkitektens vokabular er byggematerialerne, grammatikken er konstruktionen, og syntaksen er strukturen. Arkitekten sætter med en særlig intention delene sammen på en bestemt måde, for at opnå en emotionel virkning. Bygning af huse bliver til bygningskunst. Hvis det er rigtigt for nye huse, må det også, og måske i endnu højere grad, gælde, når man arbejder med eksisterende huse. Når man skal restaurere eller transformere en bygning, er viden om materialer og tektonisk indsigt nødvendig for at kunne forstå den bygning, man arbejder med, og for at kunne ændre den på en meningsfuld måde. Arkitekten må på denne måde have en indgående viden om materialer og tektonik som et grundlæggende arkitektonisk vokabular og samtidig være i stand til at syntetisere tekniske, historiske og fænomenbundne aspekter ind i en ny helhed. Et øget materialekendskab og erfaring om tektonikkerne sammenføjning, stabling og støbning bør have en central betydning for arkitekturens praksis og undervisning, både når det handler om fagområdet kulturarv, transformation og restaurering, og når det gælder arkitektur i det hele taget. Noter 1. Andrea Deplazes, Constructing Architecture, Materials Processes Structures – A Handbook, (Basel: Birkhäuser, 2009), 19. 2. Le Corbusier, Towards a New Architecture, (New York: Dover Publications, 1986), 153. 3. Kenneth Frampton, Studies in Tectonic Culture: The Poetics of Construction in Nineteenth and Twentieth Century Architecture, (Cambridge, Mass.: MIT Press, 1995), 2. 4. Christoph Elsener, “How to use this book” i: Constructing Architecture, Materials Processes Structures – A Handbook, ed. Andrea Deplazes, (Basel: Birkhäuser, 2009), 11. 5. Kenneth Frampton, Studies in Tectonic Culture: The Poetics of Construction in Nineteenth and Twentieth Century Architecture, (Cambridge, Mass.: MIT Press, 1995), 3-8. 6. Gottfried Semper, The four elements of architecture and other writings, (Cambridge: Cambridge University Press, 1989). 7. Andrea Deplazes, Constructing Architecture, Materials Processes Structures – A Handbook, (Basel: Birkhäuser, 2009), 13-15. 8. Juhani Pallasmaa, ”Begrebslig viden, indlevelse og tavs viden i arkitekturen,” i: At fortælle arkitektur, ed. Kim Dirckinck-Holmfeld, et. al., (København: Arkitektens Forlag, 2000), 90. 9. Ibid., 98. 10. Kenneth Frampton, Studies in Tectonic Culture: The poetics of construction in Nineteenth and Twentieth Century architecture, (Cambridge, Mass.: MIT Press, 1995), 27. 11. Andrea Deplazes, Constructing Architecture, Materials Processes Structures A Handbook, (Basel: Birkhäuser, 2009), 10. 12. Ibid., 19. 13. Ibid, 19. 14. Juhani Pallasmaa, ”Begrebslig viden, indlevelse og tavs viden i arkitekturen,” in: At fortælle arkitektur, ed. Kim Dirckinck-Holmfeld, et. al., (København: Arkitektens Forlag, 2000), 96. 15. Juhani Pallasmaa, The Thinking Hand, Existential and Embodied Wisdom in Architecture, (Hoboken, N.J.: Wiley, 2009), 116.

69

METODER

Arkitekturens transformation – fem metoder af Nicolai Bo Andersen

Dette kapitel beskriver fem forskellige metoder til arbejdet med kulturarv, transformation og restaurering. Udgangspunktet er, at man ved at studere materialernes egenskaber, arkitekturens historie og eksisterende bygningsmæssige strukturer kan afdække en mængde betydningsfulde arkitektoniske karakteregenskaber og dermed sikre, at byernes og bygningernes bevaringsmæssige kvaliteter ikke ¦LMT¥OOM[ 1V\MV\QWVMV MZ I\ [\WÆQOM SIZIS\MZQ[\QSI PQ[\WZQ[SM [XWZ WO Z]UUM\[ oplevelsesmæssige kvaliteter skal bidrage til en levende bygningskultur bestående IN MV V]IVKMZM\ [\ML[[XMKQÅS WO V¥Z^¥ZMVLM IZSQ\MS\]Z <MSVQ[S · PQ[\WZQ[S · N¥nomenbunden dækker over et overordnet princip, der kan anvendes ved registrering, analyse og værdisætning af en eksisterende struktur. Landscape – still sife – portrait handler om tre forskellige skalatrin. Skin – meat – bone beskriver den tektoniske leddeling og relationen mellem en bygnings beklædning, rum og konstruktion. Blik – kast – projekt er en faseinddeling, der overordnet strukturerer arbejdsprocessen i en indledende registrerende, analyserende og værdisættende fase, en skitserende fase og en projekterende fase. Subtraktion – rekonstruktion – reparation – omformation – addition beskriver en metode, der kan bruges til at arbejde med de mange forskellige typer indgreb i en eksisterende bygningsmæssig struktur og/eller bymæssig kontekst. 72

73

Teknisk – historisk – fænomenbunden Et af de særlige forhold, der kendetegner arbejdet med arkitekturens transformation og restaurering, er, at der altid er noget i forvejen: en bymæssig kontekst, en eksisterende konstruktion, et historisk spor. Fordi der er noget i forvejen, er LM\ ^QO\QO\ I\ ÅVLM ]L IN WU LM\\M ]LOIVO[X]VS\ PIZ MV JM^IZQVO[U¥[[QO S^Ilitet, inden man går i gang med at tegne, og inden man foretager en ændring. Selvom det eksisterende ikke har en bevaringsværdi i objektiv forstand, kan det, UIV ÅVLMZ ITTQOM^MT PI^M [\¥ZSM IZSQ\MS\WVQ[SM S^ITQ\M\MZ LMZ SIV ^¥ZM MV QV[XQrationskilde for nye indgreb. Kvaliteterne kan have en teknisk, historisk eller fænomenbunden karakter. Ofte virker de tre perspektiver sammen i en uadskillelig enhed. Da et indgreb ikke må svække husets bevaringsmæssige kvaliteter, men tværtimod skal forstærke dem, er det vigtigt at opnå en så præcis teknisk og historisk viden om bygningsværket som muligt samt en indlevet, oplevelsesmæssig forståelse af det, inden man går i gang med et egentligt indgreb. Men også i det videre arbejde udspænder det tekniske, det historiske og det fænomenbundne et arbejdsfelt af tre uadskillige størrelser, der kan virke inspirerende og skærpende, lige fra den indledende registrering, analyse og værdisætning, over skitsering til projektering. <QT[^IZMVLM SIV LM \ZM XMZ[XMS\Q^MZ JZ]OM[ Xs ITTM [SITI\ZQV NZI LMV TIVL[SIJMTQge eller bymæssige skala over bygningsskala til detaljeniveau. ,MV LIV[SM LQO\MZ ;¦ZMV =TZQS <PWU[MV [QOMZ Q LWS]UMV\IZÅTUMV ¼2MO MZ TM^MVLM¼" ”Hvad jeg synes, er så vidunderligt ved poesi, er, at den er i stand til at føle og tænke på samme tid.”1 Hvis det gælder for poesi, gælder det måske også for arkitektur, både når vi oplever arkitektur, og når vi frembringer arkitektur. Den teknisk-historisk-fænomenbundne metode handler om, at man i alle projektets faser forsøger at forstå bygningen intellektuelt såvel som emotionelt. Bygningen kan forstås både som materiale og teknik; den kan analyseres som en del af en længere, historisk sammenhæng, og den kan erkendes som en umiddelbar sansebåren oplevelse. Man kan forstå arkitektur som den rumlige organisering af et konkret, fysisk materiale. Den tekniske vinkel er baseret på en forståelse af, at materialet, i form af bygningens delelementer, sættes sammen i en bestemt orden ved hjælp af kendskab til, hvordan delene samles. Det konkrete materiale samles på en særlig måde ved anvendelse af byggeteknik. Under den første fase af et projekt kan den tekniske vinkel bruges til at registrere, analysere og værdisætte den tekniske tilstand af en eksisterende bygning. I skitserings- og projekteringsfasen kan den tekniske vinkel bruges til at formulere og videreudvikle bygningens materialemæssige kvaliteter, den konstruktive logik og bygningens detaljer som en integreret del af bygningens semantiske orden. Arkitekturhistorien kan forstås som en levende og inspirerende ressource, der kan virke skærpende og befordrende for en nutidig arkitektonisk formgivning. For LMV ÅV[SM IZSQ\MS\ 2]PIVQ 8ITTI[UII ! MS[Q[\MZMZ LMZ QSSM uV [IUTM\ IZSQ\MS\]Z\MWZQ P^WZIN IZSQ\MS\WVQ[SM T¦[VQVOMZ SIV ]LTMLM[ .WZ 8ITTI[UII SWV[\Q\]MZMZ traditionen derimod en tavs arkitekturteori, der kan opleves og forstås direkte2. Den historiske vinkel kan på den måde først og fremmest bruges til at beskrive, hvad der er i forvejen, og til at sætte den eksisterende situation ind i en større arkitektur- og kulturhistorisk sammenhæng. Men lige så vigtigt kan det historiske perspektiv udgøre en uudtømmelig ressource til inspiration for det, som kommer. Når man siger, at et rum er smukt, kan denne oplevelse forstås som en sansebunden eller fænomenbunden erkendelse af et fysisk fænomen. Den fænomenbundne vinkel er inspireret af fænomenologien, hvis navn kommer af LM\ OZ¥[SM WZL XPIQVWUMVWV LMZ JM\aLMZ ¼LM\ [WU ^Q[MZ [QO¼ WO IN WZLM\ TWOW[ LMZ JM\aLMZ ¼T¥ZM¼ ,MV N¥VWUMVJ]VLVM ZMOQ[\ZMZQVO IVITa[M WO ^¥ZLQ[¥\VQVO beskriver bygningens kvaliteter fra et sansebundet, oplevelsesmæssigt perspektiv: NWZUMZ NIZ^MZ XZWXWZ\QWVMZ [\WÆQOM SIZIS\MZMZ Ta[ WO [SaOOMNWZPWTL WO Z]UTQOM atmosfærer. Den fænomenbundne vinkel har at gøre med at opleve arkitekturen, som den viser sig for os, en form for ren oplevelsesmæssig erkendelse, der kan 74

forrige side: Addition, transformation og restaurering tegning: Mette Hübschman

MZNIZM[ ]LMV M\ Z¥[WVVMZMVLM ÅT\MZ IN P^IL ^Q \ZWZ ^Q ^ML Når Louis Kahn siger, at ”en stor bygning skal begynde med det umålelige, den skal gå gennem målbare forhold, når den bliver tegnet og i sidste ende skal den være umålelig”3, handler det om, at arkitektens arbejde altid er forankret i den konkrete verden, også selvom det, arkitektur egentlig handler om, er immaterielt. Når vi oplever arkitektur, bruger vi hele vores sansesystem, syn, hørelse, berøring, lugt og i mindre grad smag, til at indoptage fysiske data. Sanseindtrykkene giver forskellige N¦TMT[M[U¥[[QOM QVL\ZaS LMZ PR¥TXMZ W[ \QT I\ NWZ[\s ^MZLMV 8MZKMX\QWVMV MZ MV måde at registrere, analysere og forstå verden på, følelsesmæssigt såvel som intellektuelt. Sansesystemet forbinder os til verden og giver os arkitektoniske oplevelser gennem konkrete materialemæssige og rumlige fænomener. De tekniske, de historiske og de fænomenbundne aspekter kan betragtes hver for sig. Når en bygning skal analyseres, giver det god mening at dele analysen op i mindre dele, ligesom det i skitserings- og projekteringsfasen kan være en stor PR¥TX I\ JM\ZIO\M uV XZWJTMUI\QS IL OIVOMV >ML I\ IZJMRLM UML LMV \MSVQ[SM den historiske og den fænomenbundne vinkel i et synkront greb, får arkitekten mulighed for at skifte perspektiv og udvikle sit projekt ved at skifte til en anden vinSMT <MSVQ[SM N¥ZLQOPMLMZ PQ[\WZQ[SM XMZ[XMS\Q^MZ WO N¥VWUMVJ]VLVM ^QZSVQVOMZ kan undersøges og udvikles hver for sig og samtidig påvirke hinanden gensidigt. De tekniske, de historiske og de fænomenbundne aspekter kan imidlertid ikke stå alene. En rent teknisk tilgang vil ofte mangle arkitekturens mere poetiske kvaliteter, da den alene fokuserer på bygningernes rationelle aspekter. En kun historisk vinkel har en risiko for at forfalde til ren nostalgi og have svært ved at svare på nutidige spørgsmål og krav. Arkitektur, der alene fokuserer på fænomenbundne kvaliteter, vil mangle en forståelse af, hvordan rummets konstituerende dele samles. Den teknisk-historisk-fænomenbundne metode gør det muligt for alle tre aspekter at blive behandlet samtidig, gennem hele processen. I registrerings-, analyse og værdisætningsfasen og i skitserings- og projekteringsfasen er det muligt at veksle mellem oplevelsesmæssige og analytiske perspektiver, mellem emotionelle og rationelle aspekter. Hensigten er at lade det tekniske, det historiske og det fænomenbårne mødes i en ny, arkitektonisk helhed. Metoden kan give processen en retning. Der er altid noget at begynde med, spor at følge og materiale at arbejde med, hvad enten det er et konkret byggemateriale eller historiske og kulturelle aftryk. Det arkitektoniske værk bliver på LMVVM UsLM M\ [X¦ZO[UsT WU I\ ÅVLM ¥VLZM R][\MZM ]L^QSTM WO JZQVOM ^QLMZM Det bliver et spørgsmål om at transformere en given teknisk, historisk og fænomenbåren situation ind i en nutidig, arkitektonisk helhed. Det tekniske, det historiske og det fænomenbundne perspektiv danner såTMLM[ MV ¼\ZMSIV\¼ P^WZ \ZMSIV\MV[ PR¦ZVMZ MZ OMV[QLQO\ INP¥VOQOM IN PQVIVLMV Det gælder, når vi oplever arkitektur, og det gælder, når vi frembringer arkitektur, og når vi underviser i arkitektur. De tekniske, de historiske og de fænomenbundne aspekter kan bruges både som et redskab, når vi registrerer, analyserer og værdisætter en eksisterende bygning. Og de tre aspekter kan bruges som en me\WLM VsZ ^Q [SQ\[MZMZ WO XZWRMS\MZMZ 1 [\MLM\ NWZ I\ IZJMRLM UML u\ [X¦ZO[UsT IL OIVOMV OQ^MZ UM\WLMV U]TQOPML NWZ I\ ILZM[[MZM ÆMZM [X¦ZO[UsT Xs MV OIVO ,MV teknisk-historisk-fænomenbundne metode handler på den måde om at forstå arkitektur både som materiale og tektonik, som en del af en større historisk kontekst, og bygningen, som den opleves og forstås gennem vore sanser. Formålet er at muliggøre, at den tekniske, den historiske og den fænomenbundne tilgang kan syntetiseres ind i en ny, arkitektonisk helhed som en metode til på samme tid at opleve og analysere, at føle og at tænke arkitektur. Landscape – still life – portrait .WZ Xs LMV MVM [QLM I\ [QSZM V]IVKMZMLM WO [XMKQÅSSM IZSQ\MS\WVQ[SM QVLOZMJ Q byen, i eksisterende bygninger eller i et karakterfuldt rum, og for på den anden side at holde fast i en oplevelse af forbindelse og sammenhæng kan vi have brug for at vide noget om kvaliteten af de respektive steders tekniske, historiske og 75

modsatte side, fra venstre: ;bM <[]VO 4MWVO" ¼.ZWU \PM [MZQM[ 0WZQbWV[ )^MJ]Za 111¼ +PZWUWOMVQK +WTWZ 8ZQV\ ;bM <[]VO 4MWVO +W]Z\M[a AW[[Q 5QTW /ITTMZa 6M_ AWZS .ZQMLMZQSM ^WV :I]KP" ¼=V\Q\TML 5Q[MZQKWZLQ >MVQKM ;TMMXQVO *MI]\QM[¼ /MZPIZL :QKP\MZ" ¼*M\\a¼ ! /MZPIZL :QKP\MZ \a[S N¦L\ ! 7QT WV KIV^I[# ` KU ;IQV\ 4W]Q[ )Z\ 5][M]U .]VL[ OQ^MV Ja 5Z IVL 5Z[ : +ZW[Ja 3MUXMZ 2Z \PZW]OP \PM +ZW[Ja 3MUXMZ .W]VLI\QWV[ <PM )Z\P]Z IVL 0MTMV *IMZ +PIZQ\IJTM .W]VLI\QWV 5Z IVL 5Z[ >IV 4MIZ *TIKS 111 )VIJM\P +ITSQV[ IVL 2WPV ?MQT 5Z IVL 5Z[ /IZa ?WT‫\ ٺ‬PM 0WVWZIJTM IVL 5Z[ <PWUI[ . -IOTM\WV# 5][M]U 8]ZKPI[M ,Z IVL 5Z[ 0IZWTL 2 2W[MXP IVL 5Z[ -L_IZL 5ITTQVKSZWL\ Ja M`KPIVOM " !!

N¥VWUMVJsZVM S^ITQ\M\MZ · Xs ITTM [SITI\ZQV <QT[^IZMVLM SIV LM\ ^¥ZM PMV[QO\[mæssigt i skitserings- og projekteringsfasen at betragte bygningens arkitektoniske egenskaber gennem forskellige fokusindstillinger og at arbejde med de forskellige relationer, bygningen indgår i. Landscape – still life – portrait er en metode, der kan hjælpe til på samme tid at betragte et arkitektonisk indgreb i en stor, landskabelig eller bymæssig skala, i en bygningsmæssig mellemskala og på et nært materiale- og detaljeniveau. ,MV IUMZQSIV[S JZQ\Q[SM NW\WOZIN ;bM <[]VO 4MWVO[ TIVO[\ZIS\M WO [^IO\ J¦TOMVLM PWZQ[WV\ ¼)^MJ]Za 111¼ LMV \a[SM NW\WOZIN .ZQMLMZQSM ^WV :I]KP[ [XZ¦LM ¼=V\Q\TML 5Q[MZQKWZLQ >MVQKM ;TMMXQVO *MI]\QM[¼ WO LMV \a[SM S]V[\VMZ /MZPIZL :QKP\MZ[ MVQOUI\Q[SM ¼*M\\a¼ ! MZ MS[MUXTMZ Xs PP^ M\ landskabsmaleri, et still life og et portræt. De tre billeder betegner tre genrer i malerkunsten, tre fokusindstillinger. Landskabsbilledet forholder sig til den store skala: rummets udstrækning, LM\ [^IO\ J]MLM O¥ZLM LMZ NWZJQVLMZ LMV ]L[\ZIS\M OZ¥[ÆILM UML PQUTMV NWZholdet mellem det nære og det fjerne. Still life-billedet handler om mellemskalaen: Det er ikke så meget de enkelte elementer i sig selv, men snarere selve sammenstillingen, mellemrummet og relationen mellem delene, der virker inteZM[[IV\ 8WZ\Z¥\UITMZQM\ [SQTLZMZ LMV XWZ\Z¥\\MZMLM[ SZWX[PWTLVQVO SIZIS\MZQ[\Qske detaljer og måske sindstilstand. Det første billedes horisontale ro, den afdæmpede palets kontemplative virkning giver beskueren en følelse af ubestemmelig længsel i det enorme rum. Still life-billedets monokrome palet, de opstillede objekters skælvende konturer og de knitrende skygger giver still life-maleriet en melankolsk følelse af rastløshed. Figuren i portrættet fremtræder i en skævvreden balance, som fanget midt i en bevægelse. Den karakteristiske udviskede kontur giver sammen med farvernes stærke mønster billedet et indtryk af forventningsfuldhed. ,MV IUMZQSIV[SM S]V[\SZQ\QSMZ WO \MWZM\QSMZ :W[ITQVL 3ZI][[ ! ZMNMZMZMZ Q \MS[\MV ¼/ZQLLM\ ;SaMV WO ,M\ITRMV¼ \QT MV N¥VWUMVWTWOQ[SM T¥[VQVO IN LMV IUMZQSIV[SM IJ[\ZIS\ MS[XZM[[QWVQ[\Q[SM UITMZ )OVM[ 5IZ\QV[ ! værker4 0MT\ \¥\ Xs WXTM^MZ UIV UITMZQM\[ [\WÆQOPML WO [\ZMOMZVM[ NWZ[SMTTQOM kvaliteter: skarp, rystet, brudt. Når man kommer lidt længere væk, virker billedet V¥ZUM[\ [WU MV MV[IZ\M\ ÆILM JM[\sMVLM IN MV MVSMT\ OZsTQO NIZ^M\WVM [WU MV I\UW[N¥ZQ[S \sOM 8s TIVO IN[\IVL NWZ[^QVLMZ LMV I\UW[N¥ZQ[SM WXTM^MT[M WO ^¥ZSM\ WXTM^M[ [WU MV PMT\ UI[[Q^ ÆILM ,M \ZM NWZ[SMTTQOM WXTM^MT[MZ P¥VOMZ [IUUMV UML tre forskellige afstandsindstillinger, der viser tre forskellige egenskaber ved maleriet. Ligesom de forskellige genrer indenfor maleriet adresserer tre forskellige spørgsmål, og de tre forskellige afstande til Agnes Martins maleri giver tre forskellige oplevelser, kan spørgsmålet om skala indenfor arkitekturen siges at være vigtigt ikke blot i oplevelsen, men også i frembringelsen af arkitektur. En bygning opleves forskelligt afhængigt af, hvilken afstand den opleves fra, ligesom bygningen indgår i forskellige relationer i den store, den mellem og den lille skala. Man kan sige, at en bygning har forskellige egenskaber som struktur i byen eller TIVL[SIJM\ [WU Z]UTQO WZOIVQ[MZQVO WO [WU [\WÆQO UIVQNM[\MZQVO >Q TsVMZ JM\MOVMT[MZVM TIVL[KIXM [\QTT TQNM WO XWZ\ZIQ\ NZI OMVZMUITMZQM\ \QT I\ JMskrive tre forskellige skalatrin. Betegnelserne er inspireret af teaterinstruktøren :WJMZ\ ?QT[WV LMZ JZ]OMZ JMOZMJMZVM Portrait, Still Life, Landscape til at organisere forskellige genstande i forhold til, hvilket skalatrin de repræsenterer5. Landscape – still life – portrait beskriver således tre forskellige fokusindstillinger, der adresserer tre forskellige spørgsmål. Landscape handler om bygningens forhold til landskabet og byen, til de større sammenhænge og bymæssige relationer. I skaTI " SIV UIV NWZPWTLM LM\ IZSQ\MS\WVQ[SM QVLOZMJ \QT [X¦ZO[UsT WU NIKILMtakt, bevægelsesforløb og bebyggelsesmønstre. Still life har med bygningsskalaen I\ O¦ZM" JaOVQVO[^WT]UQVM\ Z]UUM\ WO SWV[\Z]S\QWVMV 1 [SITI " SIV UIV komme helt tæt på bygningens rumlige karakter samt værkets karakterbærende WO I\UW[N¥ZMU¥[[QOM S^ITQ\M\MZ 8WZ\ZIQ\ PIVLTMZ WU LM\ITRMV" [\WÆQOM S^ITQ\M\MZ 77

bygningens tektoniske led og måden, hvorpå bygningens enkeltdele samles. Materialernes egenskaber, delenes indbyrdes syntaks og den byggetekniske sammenhæng kan beskrives og udvikles i skala 1:5. Landscape – still life – portrait er først og fremmest en måde at præsenteZM M\ XZWRMS\ Xs Q \ZM [SITI\ZQV" " " WO " 5MV Us[SM MVLV] ^QO\QOMZM beskriver betegnelserne en arbejdsmetode, der kan medvirke til, at registrering, analyse og værdisætning af eksisterende bygninger og arkitektonisk forslagsstillelse og projektering ikke kun foregår i den samme mellemskala. Mellemskalaen " WO " MZ OWL \QT I\ JM[SZQ^M IZSQ\MS\]Z [WU M\ SWUXW[Q\WZQ[S NWZPWTL WO bygningen som overordnet organisation. Men mellemskalaen har svært ved at gribe arkitekturens oplevelsesmæssige kvaliteter og rummets sansebårne karakter, ligesom mellemskalaen kun vanskeligt kan bruges til at se den enkelte bygning som del af en større sammenhæng. >ML I\ IZJMRLM [QU]T\IV\ UML LM \ZM [SITI\ZQV WO PMTM \QLMV ^MS[TM QUMTTMU dem kan arkitekten tage stilling til spørgsmålet om det arkitektoniske indgreb i en større bymæssig og landskabelig sammenhæng og på samme tid forholde sig \QT JaOVQVOMV NWZ[\sM\ [WU ÅO]Z WO Z]UTQO WZOIVQ[MZQVO [IU\ [WU UI\MZQITM WO SWV[\Z]S\QWV 8ZWRMS\M\ SIV ]L^QSTM[ Q MV \¥\ [IUUMVP¥VO UML [QV SWV\MS[\ WO samtidig i en nær, kropslig og menneskelig skala. Hensigten er, at alle tre skalatrin skal informere hinanden, og at projektets forskellige problemstillinger kan udvikles i en uadskillelig, gensidig relation. Landscape – still life – portrait udspænder Xs LMV UsLM M\ [SITIU¥[[QO\ IZJMRL[NMT\ LMZ SIV UML^QZSM \QT I\ QLMV\QÅKMZM WO udvikle bygningskunstens komplekse væv af nuancerede arkitektoniske egenskaber, rumlige sammenhænge og oplevelsesmæssige kvaliteter. Skin – meat – bone )ZSQ\MS\]Z WX[\sZ QN¦TOM LMV [KP_MQbQ[SM IZSQ\MS\ )VLZMI ,MXTIbM[ ! VsZ M\ UI\MZQITM OMVVMU SWV[\Z]S\QWV OQ^M[ NWZU ^ML PR¥TX IN IZSQ\MStens intention . I forlængelse af den tyske arkitekt og kunstkritiker Gottfried ;MUXMZ[ ! QVLLMTQVO IN JaOVQVO[S]V[\MV Q ÅZM OZ]VLT¥OOMVLM elementer: jordarbejdet, ildstedet, rammeværket/taget og membranen7 skelVMZ ,MXTIbM[ Q ¼+WV[\Z]K\QVO )ZKPQ\MK\]ZM¼ UMTTMU LM \W IZSM\aXQ[SM SWV[\Z]S\QWV[NWZUMZ" ÅTQOZIVSWV[\Z]S\QWVMV WO LMV [WTQLM SWV[\Z]S\QWV . Mens der i den solide konstruktion er en direkte relation mellem konstruktion WO Z]U MZ ÅTQOZIVSWV[\Z]S\QWVMV SIZIS\MZQ[MZM\ ^ML I\ M\IJTMZM M\ \MS\Wnisk hierarki mellem den bærende struktur og den ikkebærende beklædning. Skin – meat – bone er en arbejdsmetode, der handler om at forstå en bygning som en tektonisk opbygget helhed bestående af tre forskellige, men gensidigt afhængige elementer: facade, rum og struktur. Skin repræsenterer facaden, meat beskriver rummet og bone handler om strukturen. Herudover kan begreberne bruges til at betegne de tre tegningsformater i dobbelt retvinklet projektion: facade, plan og snit. Skin handler om bygningens hud, den membran der adskiller ude fra inde. Den kan, eksempelvis i et muret hus, være sammenfaldende med bygningens konstruktion, eller den kan være en selvstændig, ikkebærende del af strukturen. Skin MZ LMV LMT IN MV JaOVQVO ÆM[\ UMVVM[SMZ WXTM^MZ WO [WU LMZNWZ QVLMPWTLMZ M\ [\WZ\ udtryksmæssigt potentiale. For de østrigske arkitekter Baumschlager & Eberle er facaden afgørende i en ressourceoptimeringsstrategi, idet bygningens levetid er afhængig af den kulturelle anerkendelse, der kommer af beboernes og de forbiXI[[MZMVLM[ ^¥ZL[¥\\MT[M LMV [sSITL\M ¼TW^M NIK\WZ¼!. Facadens æstetiske udtryk er med andre ord afgørende for en bæredygtig arkitektur. Skin kan som begreb endelig bruges til at betegne facadetegningen, der beskriver husets ansigt mod verden. 5MI\ SIV NWZ[\s[ JsLM [WU ^WT]UQVM\ P][M\[ ÅO]Z WO [WU LMV QVLZM Z]UTQge organisering, bygningens indre organer. Meat handler både om husets gestalt og indre sammenhæng, rummenes indbyrdes relationer samt om hvert enkelt rums særlige atmosfære. Meat kan endelig betegne plantegningen, der beskriver, hvordan menneskekroppen bevæger sig i rummet.

modsatte side: Album er et nikvadrat, hvor hhv. den vandrette og den lodrette akse viser indstillingerne landscape – still life – portrait og forholdene skin – meat – bone foto: Laura Boelskifte

!

Bone refererer til bygningens konstruktion og struktur, husets skelet. Konstruktionen kan være et selvstændigt, karaktergivende element, der udgør en vigtigt betydningsbærende del af rummet og i oplevelsen af husets atmosfære, eller den kan være en mere neutral del af husets opbygning, hvor bærende indvendige eller udvendige vægge udgør husets konstruktion. Bone kan endelig betegne snittegningen, der beskriver, hvordan huset overfører tyngdekraftens påvirkning af bygningens dele til jorden. ,MV IUMZQSIV[SM NWZNI\\MZ ;\M_IZL *ZIVL ! JM[SZQ^MZ Q ¼0W_ *]QTLQVO[ 4MIZV¼ P^WZLIV MV JaOVQVO Us NWZ[\s[ [WU JM[\sMVLM IN MV Z¥SSM [a[\MUMZ LMZ har hver deres levetid ;\MLM\ [Q\M PIZ QN¦TOM *ZIVL LMV T¥VO[\M TM^M\QL LMZ \¥TTM[ Q OMVMZI\QWVMZ PW^MLSWV[\Z]S\QWVMV [\Z]K\]ZM PIZ M\ \QL[U¥[[QO\ XMZ[XMS\Q^ Xs UMTTMU WO sZ LM ]L^MVLQOM W^MZÆILMZ [SQV ¥VLZMZ [QO WU\ZMV\ P^MZ\ sZ QV[\ITTI\QWVMZ [MZ^QKM [SIT ]L[SQN\M[ P^MZ\ sZ QVLZM\VQVOMV [XIKM XTIV JTQ^MZ TI^M\ WU P^MZ\ sZ WO QVLJWM\ [\]‫ ٺ‬PIZ LMV SWZ\M[\M TM^M\ \QL WO JTQ^MZ Æa\\M\ PMTM \QLMV >ML I\ ^¥ZM WXU¥ZS[WU Xs JaOVQVOMV[ \MS\WVQ[SM TMLLMTQVO Q JsLM ZMOQ[\ZMrings-, analyse og værdisætningsfasen samt i skitserings- og projekteringsfasen kan man aktivere arkitekturens tidsmæssige aspekter som del af projektet. Man har mulighed for at arbejde bevidst med, hvor længe hver enkel bygningsdel holder for dermed at kunne arbejde med at optimere bygningens levetid og minimere husets energi- og ressourceforbrug. Skin er i den betragtning husets ansigt udadtil. .IKILMV PIZ [\WZ QVLÆaLMT[M Xs P][M\[ S]T\]ZMTTM IVMZSMVLMT[M WO [SIT S]VVM ^MLTQOMPWTLM[ T¦JMVLM 5MI\ MZ QVLZM\VQVOMV LMZ PIVLTMZ WU P][M\[ ÆMS[QJQTQ\M\ WO JaOVQVOMV[ U]TQOPML NWZ I\ S]VVM JZ]OM[ \QT ÆMZM NWZ[SMTTQOM \QVO *WVM MZ Q SZIN\ IN at være bygningens konstruktion noget af det, der har længst levetid, og må derfor planlægges og bearbejdes på en måde, der tillader fremtidige transformationer. Skin – meat – bone kan på denne måde bruges som et redskab til analyse af en eksisterende strukturs tektoniske og konstruktive led, begreberne kan betegne en måde at præsentere et projekt på, der handler om den dobbelt retvinklede projektions tre tegningsformater, opstalt, plan og snit, og endelig beskriver skin – meat – bone en arbejdsmetode, der kan bruges til at udvikle arkitekturens tidsmæssige og betydningsbærende led og optimere brugen af ressourcer i et bæredygtigt helhedsperspektiv.

modsatte side: *TQS <MOVMZ[ 5][M]U \MOVQVO" 8PQTQX 0IZZM )VLMZ[MV

Blik – kast – projekt 8s MV UsLM MZ ITTM IZSQ\MS\WVQ[SM QVLOZMJ MV \ZIV[NWZUI\QWV =IV[M\ WU UIV bygger et nyt hus på en bar mark eller blot standser nedbrydningen af en eksisterende struktur, ændrer arkitekten med sit indgreb situationen. Udgangspunktet for arkitekturens transformation er, at der er noget i forvejen, fysisk eller kulturelt, som man kan forholde sig til. Det, der gør arbejdet med transformationsarkitektur særligt, er en forpligtelse til at opnå en præcis teknisk, historisk og fænomenbunden forståelse af den eksisterende situation i tre skalatrin inden et egentligt indgreb. Arkitektens arbejde er normalt struktureret i en række faser, der hjælper til at løse forskellige spørgsmål i den rigtige rækkefølge. Hver fase har sit eget fokus, der adresserer forskellige problemstillinger. Arkitektens ydelser er beskrevet i ¼ALMT[M[JM[SZQ^MT[MZ NWZ *aOOMZQ WO 8TIVT¥OVQVO¼ [WU" 1LuWXT¥O *aOOMXZWOZIU ,Q[XW[Q\QWV[NWZ[TIO 8ZWRMS\NWZ[TIO .WZXZWRMS\ UaVLQOPML[XZWRMS\ 0W^MLXZWRMS\ 8ZWRMS\WXN¦TOVQVO M\K 11 Blik – kast– projekt er en arbejdsmetode, der på en overskuelig måde kan beskrive de tre forskellige hovedfaser af arkitektens arbejde. Første fase er blik, der handler om registrering, analyse og værdisætning af den eksisterende situation, uanset om der er tale om en fredet bygning, et bevaringsværdigt hus eller en eksisterende kontekst. Et landskab, en by eller en bygning undersøges i forhold til de tekniske, de historiske og de fænomenbundVM MOMV[SIJMZ Q JaMV[ JaOVQVOMV[ WO LM\ITRMV[ [SITI :MOQ[\ZMZQVOMV QVST]LMZMZ QLMV\QÅSI\QWV IZSQ^OMVVMUOIVO WO WXUsTQVO IN LMV MS[Q[\MZMVLM [Q\]I\QWV WO skal sikre, at alle væsentlige oplysninger er tilgængelige. Dernæst skal en analyse

af historiske, tekniske og arkitektoniske forhold bringe overblik over de mange informationer. Endelig skal en værdisætning på baggrund af registreringen og IVITa[MV JM[SZQ^M P^IL LMZ PIZ S^ITQ\M\ WO P^IL LMZ QSSM PIZ >¥ZLQ[¥\VQVOMV skal udpege de bærende bevaringsværdier og danne grundlag for en restaurerings- eller transformationsholdning, der skal beskrive en intention for det videre arbejde. Intentionen skal beskrive de anbefalede indgreb: Hvad kan der arbejdes videre med, hvad kan fjernes, og hvad skal bevares? Anden fase hedder kast og PIVLTMZ WU M\ SWZ\ ¦RMJTQS I\ OTMUUM LM\ PMTM QOMV >MT ^QLMVLM I\ ITTM QV\MV\Qoner nok ikke kan opfyldes i første forsøg, er udkastet den eneste mulighed for alligevel at give et bud på at syntetisere de tekniske, de historiske og de fænomenbundne intentioner ind i et nyt, meningsfuldt og sammenhængende greb. Forskellige løsninger kan afprøves, videreudvikles eller forkastes. De tre skalatrin landscape – still life – portrait og inddelingen i de tektoniske led skin – meat – bone kan medvirke til, at grebet forholder sig til projektets forskellige spørgsmål, samt at det hele ikke afhænger af en enkelt tegning. Hensigten er at spænde projektet ud i et arbejdsfelt, hvori projektets enkelte dele interagerer i en samlet PMTPML <ZMLRM NI[M PMLLMZ XZWRMS\ WO PIVLTMZ WU I\ ]L^QSTM XZWRMS\M\ XZ¥KQ[MZM intentionerne og skærpe virkningerne i et sammenhængende arkitektonisk for[TIO JMIZJMRLM\ Q [SITIMZVM " " WO " ,MV LIV[SM IZSQ\MS\ 8 > 2MV[MV 3TQV\ ! JM[SZQ^MZ Q ¼)ZKPQ\MS\MV¼ hvordan man må lade sig inspirere af historiske værker, når man arbejder med arkitektur: ”Idet da alle tidligere Tiders Skønhed er opladt for vor Tids Øje, gælder det for Architekten at tilegne sig det saaledes, at det bliver hans Ejendom, optaget i hans Person, i hans Smag, i hans Dannelse, at han ikke vil efterligne det gamle, men giver det genfødt, idet han giver sig selv.”12. Udover at man skal lade sig inspirere af arkitekturhistorien og give LMV MV Va NWZ\WTSVQVO ^ML I\ QV^M[\MZM [QV MOMV XMZ[WV PIVLTMZ LM\ 2MV[MV 3TQV\ omtaler, måske netop om den bevægelse fra blikfasens registrering, analyse og værdisætning af en eksisterende bygning til en arkitektonisk forslagsstilling af en bygnings nye, genfødte form i kastfasen. Blik – kast – projekt er på den måde en arbejdsmetode, der kan anvendes uanset, om der er tale om en fredet bygning, et bevaringsværdigt hus, eller en MS[Q[\MZMVLM SWV\MS[\ 5M\WLMV SIV ^¥ZM MV PR¥TX VsZ UIV QLMV\QÅKMZMZ WO ^Qdereudvikler eksisterende arkitektoniske kvaliteter, og medvirke til, at bygningens bevaringsværdier fastholdes i hele processen. Subtraktion – rekonstruktion – reparation – omformation – addition Arkitekturens transformation handler om at foretage indgreb i en eksisterende fysisk situation. Indgrebene skal forstås som arkitektoniske interventioner i bred forstand. Med afsæt i den værdisætning, der bliver foretaget i projektets N¦Z[\M NI[M JTQS ]L^QSTM[ LM [XMKQÅSSM IZSQ\MS\WVQ[SM QVLOZMJ LMZ SIV ]L[X¥VLM en skala af transformationsdiscipliner: subtraktion, rekonstruktion, reparation, omformation og addition. I den ene ende af skalaen består det arkitektoniske indgreb i at fjerne materiale, rekonstruktion handler om at genetablere noget, som før har været der. I midten af skalaen handler det om at reparere det eksisterende, omformation er en ændring af det eksisterende, og i den yderste ende af skalaen består indgrebet i at bygge en helt ny struktur i en eksisterende bygningsmæssig, bymæssig eller landskabelig kontekst. Subtraktion – rekonstruktion – reparation – omformation – addition beskriver en metode til arkitektoniske indgreb, som både gælder for den klassiske restaureringspraksis og for udformningen af et helt nyt hus i en bymæssig eller landskabelig kontekst. Hensigten er, at kulturarv, transformation og restaurering ikke skal forstås som et afgrænset, selvstændigt felt, men som en naturlig, integreret del af en bygningskunstnerisk praksis, hvor interessen for arbejdet med det S]T\]ZJ¥ZMVLM LM\ [\ML[XMKQÅSSM WO LM\ UI\MZQITMV¥ZM MZ PMT\ KMV\ZIT Indenfor de seneste par år synes de bedste arkitektarbejder at være transformationer: projekter, der på den ene eller anden måde tager udgangspunkt i og får deres betydningsmæssige egenskaber fra en eksisterende situation. Fem værker

modsatte side: Sammlung Boros, Berlin. Her er først og fremmest fjernet materiale i den massive betonbunker, for at give plads til en ny funktion og nye rumligheder. NW\W" 2ISWJ 2ISWJ[[WV

repræsenterer i det følgende fem forskellige former for arkitektoniske interventiWVMZ >¥ZSMZVM [aVM[ I\ ^¥ZM UMOM\ NWZ[SMTTQOM ,M TILMZ QSSM \QT I\ ^¥ZM MV LMT IN en bestemt skole, og de ser ikke ud til at have et fælles teoretisk eller kunstnerisk ]LOIVO[X]VS\ <QT OMVO¥TL PIZ ^¥ZSMZVM LM\ \QT N¥TTM[ I\ LM NWZUsZ I\ NZMUJZQVge helt nye arkitektoniske udsagn ved netop at tage afsæt i en eksisterende struktur. De er på samme tid meget tro mod og forholder sig meget frit til udgangspunktet. Eller med andre ord: Husene ser ud, som de gør, ikke på trods af, men i SZIN\ IN LM\ LMZ ^IZ LMZ Q NWZ^MRMV 8ZWRMS\MZVM JMVa\\MZ [QO ITTM IN NWZ[SMTTQOM IZkitektoniske strategier indenfor en bred vifte af transformationsdiscipliner, men MZ PMZ ]L^ITO\ WO WZOIVQ[MZM\ [s LM P^MZ NWZ [QO MS[MUXTQÅKMZMZ MV [¥ZTQO LQ[KQplin i skalaen subtraktion, rekonstruktion, reparation, omformation og addition. Sammlung Boros ;IUUT]VO *WZW[ Q *MZTQV MZ QVLZM\\M\ Q MV [sSITL\ ¼PWKPJ]VSMZ¼ LMZ JTM^ JaOOM\ ]VLMZ )VLMV >MZLMV[SZQO \QT JM[Sa\\MT[M IN KQ^QTJMNWTSVQVOMV -N\MZ SZQOMV PIZ den været brugt til så forskellige funktioner som bananopbevaring og teknofester. 8s OZ]VL IN LM UM\MZ\aSSM JM\WVU]ZM MZ LM\ N¦Z[\ QVLMVNWZ LM [MVMZM sZ JM\WVMV overhovedet er udtørret, og rummene er til at holde ud at være i. Bygningen er konstrueret som en dobbeltsymmetrisk kube, der udvendigt følger byens karZu[\Z]S\]Z WO QVL^MVLQO\ MZ WXLMT\ Q MV \¥\ KMTTM[\Z]S\]Z IN Z]U UML MV UMOM\ TI^ etagehøjde. Der er ingen vinduer, bygningen er næsten umulig at anvende, og det er uoverskueligt at fjerne den. Det arkitektoniske indgreb består i, udover at tilføje forskellige nye elementer, først og fremmest at fjerne materiale. Nye dørhuller, nedbrydning af hele vægge og gennembrydninger af etagedæk skaber en række helt nye rumlige forbindelser, visuelle og bevægelsesmæssige. Indgrebene muliggør, at bunkeren kan blive brugt til opbevaring og udstilling af en privat kunstsamling. I den som udgangspunkt symmetrisk opbyggede, statiske og fastlåste rumlige organisering er der ved hjælp af subtraktion etableret et dynamisk og oplevelsesrigt forløb af rum. Indgrebene er artikuleret ved bemaling af nyetablerede dørfalse og udvalgte udstillingsrum. Selvom det umiddelbart virker som et ekstremt eksempel, peger projektet Xs []J\ZIS\QWVMV[ IZSQ\MS\WVQ[SM XW\MV\QITM >ML PR¥TX IN VaM Z]UTQOM NWZJQVdelser etableres alene ved at fjerne materiale en helt ny rumlig karakter, der ikke S]VVM PI^M ^¥ZM\ WXVsM\ ]LMV LMV MS[Q[\MZMVLM [\Z]S\]Z 8ZWRMS\M\ UQVLMZ WU at der også ved indgreb i mere almindelige bygninger skal tages stilling til, om noget skal fjernes. Skal der etableres et nyt dørhul, et nyt vindue? Skal en blæn

det dør genetableres? Skal der fjernes vægge eller ligefrem hele bygninger? Den IZSQ\MS\WVQ[SM [\ZI\MOQ SIV JM\MOVM[ [WU MV UWLQÅKMZQVO OMVVMU []J\ZIS\QWV IN den oprindelige struktur, så den kan bruges til et nyt formål. Museum für Naturkunde Museum für Naturkunde i Berlin er også et ekstremt eksempel. Bygningens østƦR JTM^ JWUJM\ ]VLMZ )VLMV >MZLMV[SZQO WO PIZ [QLMV PMVTQOOM\ [WU Z]QV ,MV [\WZM [IUTQVO IN ¼)TSWPWT\QMZM¼ OTI[SZ]SSMZ QVLMPWTLMVLM LaZ Q [XZQ\ LMZ PIZ ligget gemt i kælderen siden krigen, bliver nu udstillet i den rekonstruerede museumsbygning. De schweiziske arkitekter Diener & Dieners arkitektoniske greb MZ TQOM [s MVSMT\ [WU LM\ MZ ÆIJM\ ,M\ [\WZM P]T Q JaOVQVOMV[ NIKILM MZ JTM^M\ lukket med ikke blot en nøjagtig kopi, men en direkte afstøbning af de omkringliggende, oprindelige facader. I en vekselvirkning mellem lighed og forskel fremtræder facaden på det geometriske niveau, helt ned til de mindste detaljer, som en direkte gentagelse af den oprindelige bygning, men skiftet i materialet etablerer en betydningsfuld forskel. Det, der i den oprindelige facade var mursten, mørtel, jernvinduesrammer og glas, er støbt i elementer fremstillet af det samme, uniforme materiale: beton. :M[]T\I\M\ MZ W^MZZI[SMVLM ^QZSVQVO[N]TL\" 8s LMV MVM [QLM WXTM^M[ ZMSWV[\Z]S\Qonen næsten ikke. Distræte mennesker kunne gå forbi uden at opdage, at noget MZ [SM\ ;IU\QLQO ^QZSMZ W^MZÆILMV[ PWUWOMVQ\M\ WO LMV MV[NIZ^MLM Ta[M JM\WV P^WZ UIV VWZUIT\ ^QTTM IÆ¥[M MV NWZ[SMT UMTTMU UI\MZQITMZ NIZ^MZ WO [\WNSIZISterer, besynderligt kulisseagtigt. Den arkitektoniske strategi tilstræber gennem rekonstruktion en tilnærmelse mellem det nye og det gamle og resulterer i en på samme tid genkendelig og fremmed karakter, nærmest lidt spøgelsesagtigt. Neues Museum Neues Museum i Berlin, der er transformeret af den britiske arkitekt David +PQXXMZÅMTL Q [IUIZJMRLM UML ZM[\I]ZMZQVO[IZSQ\MS\ 2]TQIV 0IZZIX QVLMPWTLMZ Q sig selv eksempler på hele skalaen af transformationsdiscipliner, fra subtraktion til addition. Men betragtet som samlet værk er det først og fremmest den collageagtige karakter af nye og gamle materialer og teknikker, der træder frem og i ÆM\^¥ZS IN ZMXIZI\QWVMZ [aV\M\Q[MZM[ QVL Q MV Va IZSQ\MS\WVQ[S PMTPML 7O[s 6M]M[ 5][M]U JTM^ ¦LMTIO\ ]VLMZ )VLMV >MZLMV[SZQO WO PIZ [QLMV TQOOM\ [WU Z]QV Xs den østtyske side af muren. Fordi ødelæggelserne har været så omfattende, fremstår forholdet mellem det nye og det gamle som nærmest ligeværdigt, eller rettere: Delene indgår i et indbyrdes afhængighedsforhold og danner en samlet syntese, så forskellen mellem nyt og gammelt fremtræder mere subtil, nærmest som var det fra starten

denne side: Museum für Naturkunde, Berlin Store dele af facaden blev bombet væk under >MZLMV[SZQO ,QMVMZ ,QMVMZ PIZ ZMSWVstrueret facaden ved af afstøbe de omkringliggende facader i beton. foto: Nicolai Bo Andersen modsatte side: Neues Museum, Berlin. <ZIV[NWZUI\QWVMV IN U][MM\ NZMU[\sZ V¥Zmest som en collage af teknikker og materialer i et tæt og ligeværdigt forhold mellem nyt og gammelt. foto: Nicolai Bo Andersen

meningen. Harraps restaurerede dele viser sig først og fremmest som en mangNWTLQOPML IN W^MZÆILMSIZIS\MZMZ" [\]KKW KMUMV\X]L[ \IXM\MZ sLZQVOMZ UIZUWZMZQVOMZ WO IVLZM \ZILQ\QWVMTTM PsVL^¥ZS[\MSVQSSMZ +PQXXMZÅMTL[ \QTN¦RMLM LMTM Q JM\WV P^Q[ W^MZÆILMZ MZ JMIZJMRLM\ Xs NWZ[SMTTQOM UsLMZ NZMU\Z¥LMZ ^ML [Us geometriske forskydninger mellem det bærende og det bårne, derimod med en mere tektonisk karakter. Selvom projektet var ret kontroversielt, fordi man i Berlin ofte fjerner smertefulde erindringer manifesteret i historiske spor og ødelagte bygninger, fremtræLMZ 6M]M[ 5][M]U ]UQ[SMVLMTQO\ ¼JMZTQV[S¼ ;\ZI\MOQMV UML I\ TILM LM PQ[\WZQ[SM brudstykker og de nye dele træde ligeværdigt frem giver bygningen en fragmenteret karakter af noget hullet og uafsluttet. Den arkitektoniske strategi etablerer gennem reparation forbindelser mellem det nye og det gamle, hvilket resulterer Q M\ V¥[\MV XWQV\QTTQ[\Q[S ]L\ZaS P^WZ LMTMVM [WU M\ [\WZ\ ÆM\^¥ZS QVLOsZ Q MV [aVtese i et nyt, vibrerende efterbillede. Raven Row :I^MV :W_ Q 4WVLWV PIZ WO[s ]VLMZOsM\ MV TIVO NWZ^IVLTQVO ,M\ ^QK\WZQIV[SM JaP][ JTM^ JaOOM\ [WU M\ ÅV\ JWZOMZP][ ]LMVNWZ JaU]ZMV ;SQN\MVLM ¦SWVWUQske forhold har bevirket, at kvarteret har skiftet fra at være et meget attraktivt velhaverkvarter til slum. Forskellige befolkningsgrupper og tilknyttede erhverv PIZ PIN\ QVLÆaLMT[M Xs P][M\[ JaOVQVO[U¥[[QOM \QT[\IVL OMVVMU sZMVM -\ SWUplet interiør blev på et tidspunkt solgt til historiehungrende amerikanere, og en JZIVL Q ! ¼MZVM ¦LMTIOLM ZM[\MV ,MV JZQ\Q[SM \MOVM[\]M I IZKPQ\MK\[ [\IZ\MLM IZJMRLM\ UML I\ WUNWZUM Jahuset til galleri på et tidspunkt, hvor ikke meget var originalt, og hvor det var ]U]TQO\ I\ JM[\MUUM M\ UMVQVO[N]TL\ I]\MV\Q[S ]LOIVO[X]VS\ <MOVM[\]MV O¦Z brug af en lang række forskellige indgreb: tilbagekøb og genmontering af det tidligere solgte interiør, bearbejdning af beklædningsbrædder med en traditionel japansk teknik, der ved høj temperatur forkuller og derved imprægnerer træet, samt fremstilling af nye dørgreb, trappeværn og facadebeklædning i støbejern. Den arkitektoniske strategi sidestiller, ved hjælp af lag på lag af forskellige historiske spor og fragmenter, de mange historiske lag i en subtil, hvidmalet helhed, hvor man skal være meget opmærksom for at kunne se forskel på de nye og de gamle dele. Alle de historiske spor, konkrete bygningsdele og arkitektoniske fortolkninger af de epoker, bygningen har oplevet – også dem, der ikke normalt opfattes som noget, der kan have arkitektonisk værdi – er bragt sammen i en ny helhed i en samlet fortælling om bygningens omskiftelige historie. Den arkitektoniske strategi bliver gennem omformation en form for tilpasning af det nye og det fundne materiale til en ny, arkitektonisk helhed.

Atelier Olgiati >ITMZQW 7TOQI\Q[ \MOVM[\]M Q .TQU[ MZ MV NZQ\TQOOMVLM JaOVQVO Q ]UQLLMTJIZ NWZJQVLMT[M UML IZSQ\MS\MV[ MOM\ P][ \QLTQOMZM WUJaOOM\ IN NILMZMV :]LWTN 7TOQI\Q Huset er i den ydre geometri en næsten direkte kopi af den gamle lade, der lå på grunden tidligere. Materialet er også det samme, selvom bearbejdningen af JZ¥LLMJMST¥LVQVOMV [¥ZTQO \aLMTQO\ Q PR¦ZVMZVM[ [IUUMVN¦RVQVO MZ ÅVMZM MVL den gamle lades grove træværk. Den sorte farve er tæt på den oprindelige konstruktions mørkebrune lød. Den traditionelle tektoniske opdeling i en visuel let trækonstruktion på en tung sokkel er videreført i den nye bygning ved hjælp af en ny betonstøttemur, der afskærmer parkeringsarealet under huset og husets MOMV\TQOM SWV[\Z]S\QWV" MV S^ILZI\Q[S JM\WVXTILM LMZ J¥ZM[ IN ÅZM JM\WV[¦RTMZ og en trappeopgang, som et stort bord med et træhus på. Selvom Olgiati nok selv ville påstå, at han ikke arbejder kontekstuelt, men \^¥Z\QUWL UML MV QLuJsZMV I]\WVWU IZSQ\MS\]Z NZMU\Z¥LMZ ZM[]T\I\M\ QUQLTMZtid som en elegant, moderne omfortolkning af den eksisterende lade. Atelieret formår med sin udfordring af konstruktive konventioner og sin overlegne beherskelse af de arkitektoniske virkemidler at indgå i en overbevisende dannet dialog med arkitekturhistorien, den lokale tradition og med den fysiske kontekst. Sammenfaldet af form, farve og materiale gør, at bygningen både fremstår som sig selv og som en del af en større kontekst, på samme tid ny og gammel. Det sortmalede interiør lader den omgivende, gamle by blive oplevet endnu tydeligere gennem de store horisontale vinduespartier. Den arkitektoniske strategi kan forstås som en omfortolkning af den oprindelige ladebygning ved hjælp af en addition. )\ UWLQÅKMZM \QTV¥ZUM NWZJQVLM \QTXI[[M WO WUNWZ\WTSM MZ Xs LMV UsLM IZSQtektoniske strategier, der har at gøre med arbejdet i det eksisterende konkrete og arkitekturhistoriske stof. Arkitekterne arbejder i de ovennævnte projekter indenfor hele spektret af transformationsdiscipliner – subtraktion, rekonstruktion, reparation, omformation og addition – med meget forskellige arkitektoniske strategier. Fælles for de beskrevne projekter er, at de med en stærk bygningskunstnerisk drivkraft arbejder med arkitekturhistorien og de eksisterende strukturer, ikke mod. I stedet for at insistere på en forenklet modstilling mellem det nye og det gamle gør arkitekterne ved hjælp af teknisk beherskelse og en nuanceret PQ[\WZQMWXNI\\MT[M JZ]O IN MV JZML ^QN\M IN [XMKQÅSSM IZSQ\MS\WVQ[SM ^QZSVQVOMZ der tillader et bredt oplevelsesmæssigt og emotionelt spektrum at komme i spil i oplevelsen af de enkelte værker. De fem forskellige projekter peger hver på deres måde på de fem forskellige arkitektoniske indgreb: Subtraktion beskriver de strukturer, rum og bygningsdele,

denne side: :I^MV :W_ 4WVLWV 1 OITTMZQM\ :I^MV :W_ PIZ I IZKPQ\MK\[ ORWZ\ brug af en lang række indgreb som tilbagekøb af originalt inventar, beklædning med brændt træ efter traditionel japansk metode, tilføjelser i form af nye, støbte jerndele m.m. NW\W" >QK\WZ *WaM 2]TMJqS modsatte side: Atelier Olgiati, Flims Det nye hus er i sin ydre geometri en næsten tro kopi af den gamle lade, der lå her tidligere. Samtidig er konstruktion af materialer bearbejdet på moderne vis foto: Nicolai Bo Andersen

der fjernes, enten fordi de er uoriginale, eller fordi der etableres nye rumlige eller ^Q[]MTTM NWZJQVLMT[MZ :MSWV[\Z]S\QWV MZ MV OMV[SIJMT[M IN LM ¦LMTIO\M ]L[SQN\MLM eller fjernede strukturer, rum og bygningsdele, en tolkning af alle registrerede spor WO WXTa[VQVOMZ :MXIZI\QWV PIVLTMZ WU LM [\Z]S\]ZMZ Z]U WO JaOVQVO[LMTM LMZ vedligeholdes og repareres som udbedring af en teknisk skade eller gennem synlig lapning som arkitektonisk motiv. Omformation er de strukturer, rum og bygningsdele, der ombygges og transformeres, ofte på grund af et nyt funktionsindhold og ønsket om at optimere energiforbruget. Addition beskriver de nye strukturer, rum og bygningsdele, der tilføjes i en tæt dialog med den omkringliggende kontekst. ,MZ MZ Xs LMV UsLM QSSM uV MV\aLQO \ZIV[NWZUI\QWV[PWTLVQVO LMZ SIV JZ]OM[ \QT ITTM XZWRMS\MZ QSSM uV OMVMZMT [\ZI\MOQ LMZ P^MZ OIVO ^QZSMZ 0^MZ\ XZWRMS\ [SIT udvikles omkring sin egen, indre logik i forlængelse af projektets værdisætning og i dialog med den eksisterende situation. Formålet er at opnå en ny arkitektonisk helhed, der kan bidrage til fortsættelsen og udviklingen af en levende bygningskultur. Subtraktion – rekonstruktion – reparation – omformation – addition be[SZQ^MZ MV [SITI IN IZSQ\MS\WVQ[SM QVLOZMJ MV LQ‫ٺ‬MZMV\QMZM\ WO V]IVKMZM\ IZJMRL[UM\WLM LMZ Q MV [XMKQÅS Na[Q[S WO PQ[\WZQ[S SWV\MS[\ SIV PR¥TXM \QT I\ JQJZQVOM bygningskulturen nye bygningskunstneriske udsagn. Noter ;¦ZMV =TZQS <PWU[MV Q" 2¦ZOMV 4M\P Jeg er levende – Søren Ulrik Thomsen LQO\MZ 3¦JMVPI^V" *MKP .QTU )X; !!! 2]PIVQ 8ITTI[UII º*MOZMJ[TQO ^QLMV QVLTM^MT[M WO \I^[ ^QLMV Q IZSQ\MS\]ZMV º Q" At fortælle arkitektur ZML 3QU ,QZKSQVKS 0WTUNMTL M\ IT 3¦JMVPI^V" )ZSQ\MS\MV[ .WZTIO 3. Louis Kahn, i: Louis Kahn: Essential Texts ML :WJMZ\ <_WUJTa 6M_ AWZS" ? ? 6WZ\WV :W[ITQVL 3ZI][[ º/ZQLLM\ ;SaMV WO ,M\ITRMV º Q" Rumanalyser ML 4Q[M *MS M\ IT )IZP][" .WVLMV \QT ]LOQ^MT[M IN )ZSQ\MS\]Z\QL[[SZQN\ * !! :WJMZ\ ?QT[WV Portrait, Still Life, Landscape :W\\MZLIU" 5][M]U *WQRUIV[ ^IV *M]VQVOMV !! )VLZMI ,MXTIbM[ Constructing Architecture, Materials Processes Structures A Handbook *I[MT" *QZSPq][MZ ! ! 7. Gottfried Semper, The Four Elements of Architecture and Other Writings +IUJZQLOM" +IUJZQLOM =VQ^MZ[Q\a 8ZM[[ ! ! )VLZMI ,MXTIbM[ Constructing Architecture, Materials Processes Structures – A Handbook *I[MT" *QZSPq][MZ ! ! *I]U[KPTIOMZ -JMZTM /MZVW\ ;KP_MQOSWÆMZ /MZ\ ?ITLMV Ressourcen und Architektur. Resources and Architecture ;\ /ITTMV" -QOMV^MZTIO )ZKPQ\MK\]ZIT ,M^QKM[ )/ ;\M_IZL *ZIVL How Buildings Learn, What Happens After They’re Built 6M_ AWZS" 8MVO]QV *WWS[ !! .:1 ,)6;3- ):3 Ydelsesbeskrivelser, Byggeri og Planlægning 3¦JMVPI^V" .:1 ,)6;3- ):3 8 > 2MV[MV 3TQV\ ¹7U LMV OIUTM WO LMV VaM <QL[ *aOUM[\ZMº Q" Architecten 3¦JMVPI^V" )SILMUQ[S )ZSQ\MS\NWZMVQVO !

Bygningsopmåling af Thomas Kampmann

En bygning er en kompleks, rumlig størrelse, som er vanskelig at overskue. Den UM[\ M‫ٺ‬MS\Q^M UsLM I\ NWZ[\s M\ P][ Xs MZ I\ WXUsTM LM\ ,M WXUsTQVO[UM\WLMZ der omtales i det følgende, tager udgangspunkt i en bygning, men kan i princippet overføres til andre emner som f.eks. opmåling af møbler, inventar og landskaber samt anvendes ved arkæologiske udgravninger m.m. Medens arkitekter normalt fremstiller tegninger som grundlag for at bygge huse, går man ved opmåling den modsatte vej, nemlig at fremstille tegninger ud fra et bestående hus. Der kan være mange grunde til at måle op: Fascinationen af et hus gør, at man opmåler det for at forstå dets proportioner, eller man opmåler et hus, som skal ombygges eller istandsættes, og hvor opmålingstegningen bliver et uundværligt grundlag for arbejdstegninger, værdisætning, planlægning, udarbejdelse af projekt m.m. Formålet med en opmåling er selvfølgelig umiddelbart at skabe et tegningsmateriale, men dette er kun en del af det, man opnår. Gennem opmålingen får man et indgående kendskab til bygningen, de forskellige byggematerialer, som hver især er karakteriseret ved deres holdbarhed og æstetiske udtryk, samt hvordan de slides og ældes. Desuden opleves husets særlige kvaliteter under forskellige lys- og vejrforhold, hvor man ser, hvor der gemmer sig byggetekniske

!

svagheder som råd og nedbrudte bygningsdele. Under hele opmålingsfasen sker der samtidig en proces, hvor man ser på, hvilke tiltag der skal ske for at istandsætte eller vedligeholde bygningen. Ofte får man efter en opmåling en langt større respekt for selve bygningen og de håndværksmæssige og arkitektoniske kvaliteter, den besidder. Samtidig udvikler man en skærpet forståelse for forholdet mellem dimensionering og proportionering, både på et kognitivt niveau og på et mere kropsligt, intuitivt niveau. Opmålingstegninger – hvor alle spor af tidligere faser som f.eks. skillevægge, vindueshuller og skorstene indtegnes – gør en efterfølgende bygningsarkæologisk ]VLMZ[¦OMT[M TIVO\ MVSTMZM I\ ]LN¦ZM WO ^QT Q LM ÆM[\M \QTN¥TLM ^¥ZM MV LQZMS\M forudsætning for et vellykket resultat for et istandsættelsesprojekt. Det kan f.eks. være overordentligt vanskeligt at forstå oplysninger fra arkivundersøgelse eller gamle malerier, hvis man ikke har grundigt udførte tegninger at henføre oplysningerne til. En samlet opmåling og bygningsarkæologisk undersøgelse er igen en stor hjælp for en retvisende værdisætning af den pågældende bygning. Udover at danne grundlag for bygningsarkæologiske undersøgelser og værdisætning er opmålingstegningerne et uvurderligt arbejdsredskab – og ofte en forudsætning – for udarbejdelsen af et projekt for restaurering, transformation eller ombygning for en hensigtsmæssig, fremtidig brug af bygningen. Det at opmåle indøver tilmed forståelsen af, hvordan man bevæger sig fra den tredimensionelle perspektiviske virkelighed til den forenklede todimensionelle dobbelt retvinklede tegning. Dog kræver den todimensionelle tegning mange tegninger for at beskrive opmålingsemnet; på et tværsnit kan man f.eks. ikke se husets T¥VOLM 5IV SIV QSSM UsTM Xs MV XMZ[XMS\Q^\MOVQVO MTTMZ M\ NW\WOZIÅ ]LMV LaZ\ \MSnisk udstyr, men man kan umiddelbart måle på opmålingstegningerne. Man kommer tilmed til at blive fortrolig med, hvordan oplevelsen af proportioner af rummene i opmålingsobjektet ser ud på de færdige, plane, todimensionelle tegninger. Alle opmålingstegninger er i princippet et snit i bygningen:

Geometrisk afbildning af rumlige forhold Aksonometrier og perspektiver er især anvendelige ved udformning af rekonstruktionstegninger og til tegning af et fremtidigt projekt. Her anvendes ofte en rejst plan, men den er ikke særlig køn og altid forkert – rette vinkler er ikke rette, VsZ UIV [MZ MV JaOVQVO Z]UTQO\ 1 [SMUIM\ [M[ LM ]VLMZ ¼[SZs XZWRMS\QWV¼ Det anbefales at lave en retvinklet projektion, hvor især en isometri er enkel at lave. Som man kan se i skemaet, kan man se meget mere af siderne af terningen, som svarer til bygningens sider – og som er dem, man gerne vil vise. Med en dimetri kan man vælge at se mere af den ene af siderne, f.eks mere af langsiden af en bygning i modsætning til gavlen. tegning: Kunstakademiets Arkitektskole, Institut 1, Introduktion til restaurering og bygningsopmåling !! ^ <PWUI[ 3IUXUIVV

Vandret snit kaldes også plan, specielt er en tagplan et snit over kippen, hvor tagbeklædning og lægter er tænkt fjernet. Lodret snit gennem bygningen kaldes også tvær- og længdesnit. Lodret snit NWZIV JaOVQVOMV SITLM[ WX[\IT\ MTTMZ NIKILM P^Q[ LM\ MZ P][M\[ NWZ[QLM NIKM Ud fra de dobbelt retvinklede opmålingstegninger kan man evt. senere fremstille rumlige aksonometrier eller perspektiver. Disse er især anvendelige ved udformning af rekonstruktionstegninger og til tegninger af et fremtidigt projekt. 1 V¥Z^¥ZMVLM \MS[\ JM[SZQ^M[ ÅZM NWZ[SMTTQOM WXUsTQVO[UM\WLMZ ,M \ZM N¦Z[\M er karakteriseret ved, at de kan benyttes uden kostbart udstyr, mens den sidste grundige opmåling også kan udføres med en totalstation, der dog er et relativt kostbart landmålerinstrument. Den nyeste opmålingsmetode, der udføres med MV TI[MZ[KIVVMZ JMZ¦ZM[ S]V W^MZÆILQ[S Et af de første spørgsmål, der dukker op, når talen falder på bygningsopmåling, er, hvor lang tid det vil tage, og dermed hvad prisen vil blive. Svaret på dette store spørgsmål er ret enkelt: En opmåling tager så lang tid, man har! Dette svar I‫¦ٺ‬LMZ [s LM\ V¥[\M [X¦ZO[UsT VMUTQO WU P^QTSMV S^ITQ\M\ WO OZ]VLQOPML WXUslingen vil have. Disse krav hænger selvfølgelig nøje sammen med, hvor lang tid LMZ MZ IN[I\ · SWUJQVMZM\ UML ÆQL WO LaO\QOPML Enhver opmåling starter med, at man går rundt om objektet og prøver at planlægge, hvilke tegninger der er nødvendige for at beskrive det. Dette punkt er !

forrige side Opsamling på dagens opmålingsarbejde foto: Kristin Søndersrød Ose næste opslag: 7XUsTQVO[ZMR[M \QT )UITÅ foto: Kristin Søndersrød Ose

svært og meget vigtigt, og derfor kan det anbefales at udføre en meget kort skitseopmåling på kun en halv dag. Herved får man et indtryk af, hvilke tegninger der [SIT TI^M[ P^WZ [\WZM \MOVQVOMZVM JTQ^MZ Q N MS[ UsT " [IU\ QSSM UQVL[\ JTQ^MZ man tvunget rundt om hele bygningen, også til de mere ydmyge områder, som man måske ikke umiddelbart er opmærksom på. Målestoksforhold ,M ^ML\IOVM UsTM[\WSSM MZ " " " " " " " " W[^ 5sTM[\WS[NWZPWTLM\ " J¦Z ]VLOs[ LI LM\ TM\ NWZ^MS[TM[ UML " >ML JWO]LOQvelser kan andre forhold være bestemmende, men en vis ensartethed bør efterstræbes af hensyn til overskuelighed og mulighed for sammenligning. *aOVQVOMZ WXUsTM[ [WU ZMOMT Q [\¦ZZMT[M[NWZPWTLM\ " .WZ [Us JaOVQVOMZ JaOVQVOMZ LMZ [SIT Æa\\M[ MTTMZ JaOVQVOMZ LMZ QVLMPWTLMZ UIVOM LM\ITRMZ SIV UIV JMVa\\M [\¦ZZMT[M[NWZPWTLM\ " UMV UIV [SIT ^¥ZM WXU¥ZS[WU Xs I\ det større målestoksforhold vil betyde 2,5 gange længere og højere tegninger og LMZUML OIVOM [\¦ZZM IZMIT XIXQZ <MOVQVOMZVM ^QT LMZUML SZ¥^M W^MZ [MS[ gange så mange detaljer og meget større krav til målenøjagtighed. MålestoksNWZPWTLM\ " IV^MVLM[ NWZ [\¦ZZM JaOVQVO[^¥ZSMZ WO " NWZ UMOM\ [\WZM bygninger samt i tilfælde af, at man ikke ønsker at fordybe sig i detaljer. ,¦Z WO ^QVL]M[LM\ITRMZ WXUsTM[ \aXQ[S Q " WO NWZ [\WZM L¦ZM " ,Q[[M LM\IQT\MOVQVOMZ SIV LQZMS\M JMVa\\M[ Q " \MOVQVOMZVM MN\MZ VML[SITMZQVO [s UIV QSSM [SIT måle de mest besværlige bygningsdele igen, og da vinduer og døre ofte er anvendt ÆMZM OIVOM Q MV JaOVQVO SIV LM PMT\ MVSMT\ SWXQMZM[ ]L Xs \MOVQVOMV MN\MZ JMPW^ ,¦Z WO ^QVL]M[XZWÅTMZ WO MVSMT\LMTM [WU P¥VO[TMZ WO Ts[M WXUsTM[ Q NWZPWTLM\ " ,Q[[M SIV JMVa\\M[ ^ML NZMU[\QTTQVO IN " \MOVQVOMZVM ;\¦ZZM JaOVQVO[MTMUMV\MZ [WU N MS[ UI[SQVMZQ U¦TTMLMTM NZI ^IVLU¦TTMZ NIJZQS[QV^MV\IZ W TQOV WXUsTM[ Q NWZPWTLM\ " Der bør tegnes en målestok på alle tegninger, da det er en stor hjælp, hvis tegninOMZVM [MVMZM [SITMZM[ ,M\ SIV ^¥ZM ]U]TQO\ IN ÅVLM ]L IN P^IL MV UsTM[\WS SIV være efter en kopiering, og det vil være hurtigt at kunne tage mål på tegningerne. Målestokken skal have en længde, der svarer til bygningstegningens udstrækning. Afsætning af mål Når man skal afsætte mål på tegningen, er det selvfølgelig nemt i skala 1:1. MåTMNWZPWTLMVM " WO " ^QT Q LM ÆM[\M \QTN¥TLM WO[s ^¥ZM ]XZWJTMUI\Q[SM UM\MZ JTQ^MZ \QT KMV\QUM\MZ PMVPWTL[^Q[ KMV\QUM\MZ \QT \QMVLMLMT UQTTQUM\MZ >IV[SMTQOPMLMZVM WX[\sZ Q[¥Z ^ML LM UMOM\ IV^MVL\M UsTM[\WSSM " WO " [WU ZMOVM\MSVQ[S UQVLMZ UMOM\ WU " WO " 5IV [SIT \¥VSM NWZPWTLMVM \¥\ Xs LM TM\\M UsTM[\WSSM " " " WO [s JIZM OIVOM PMVPWTL[^Q[ LQ^QLMZM UML \W " MZ LM\ [IUUM [WU " WO " MZ LM\ [IUUMV [WU " Her er erfaringen, at det desværre som regel går galt. Alt for mange klamrer sig til deres lommeregner for at foretage den ret simple omregning, men erfaringen viser, at antallet af fejl og besværet stiger markant herved: Hvis man både tager mål og omregner, har man to tal i hovedet for hvert mål, der skal tages, og eftersom antallet af mål tælles i tusinder, er det ikke lige meget, at det fordobles. DerNWZ [SIT UIV S]V P][SM \¥VSM Xs VML[SZQ^M WO QVL\MOVM u\ UsT VMUTQO LM\ [IVLM UsT UIV PIZ \IOM\ >ML " UsTM[ Q PMTM KMV\QUM\MZ UML S]V VWOTM Ns UsT Q cm. Det er vigtigt straks at nedskrive målene, der går ikke mange sekunder, før de er glemt, og det er irriterende at skulle tage et mål endnu en gang, fordi man blev forstyrret. Det vigtigste er at få målet hurtigt nedskrevet, derefter kan man altid forklare, hvor det blev taget, indtegne det eller tage stilling til noget helt andet. 0^Q[ UIV \MOVMZ Q UsT " MZ LM\ RW LM\ [IUUM [WU " LM\ ^QT [QOM I\ meter bliver til centimeter på tegningen gange to, decimeter bliver til millimeter OIVOM \W WO KMV\QUM\MZ JTQ^MZ \QT UQTTQUM\MZ OIVOM \W -Z LMV IN[\IVL UIV UsTMZ N MS[ KU IN[¥\\M[ ` KU ` UU ` \QMVLMLMT UU 5IV [SIT !

!

PRODUCED BY AN AUTODESK EDUCATIONAL PRODUCT

modsatte side: 8IXQZU¦TTM )UITÅ 1\ITQMV foto: Kristin Søndersrød Ose denne side: Opmåling af mølleinventar \MOVQVO" 5IOV][ +I^MZQ][ !

QSSM ]LZMOVM \ITTMVM UMV JZ]OM TQVMITMV [WU MV ¼S]OTMZIUUM¼ [s UIV PMTM \QLMV S]V PIZ \ITTM\ Q PW^MLM\ ,M\ MZ MV UMOM\ MVSMT \MSVQS [WU UIV T¥ZMZ ^ML I\ gøre det rigtigt, langsomt, ti gange og så gradvist gøre det hurtigere, så længe man hele tiden afsætter korrekt. Efter ti minutter har man lært teknikken og behøver ikke at tænke over den mere, og så kan resten af opmålingen gå hurtigt og sikkert. -V IN OZ]VLMVM \QT I\ UIV IN WO \QT WXUsTMZ UML KMV\QUM\MZ MZ I\ OIUTM \WUUMUsT MZ M\ U]T\QXT]U M\ PMT\ IV\IT OIVOM IN º [WU KI MZ KU -\ JZ¥\ Xs º KU JTQ^MZ [s \QT ` \QMVLMLMT UU ` \QMVLMLMT UU MTTMZ UU [WU MZ TM\ IN IN[¥\\M <QT[^IZMVLM IN[¥\\M[ MV [\WTXM Xs ` º MTTMZ ` KU [WU ` UU Skraverings- og stregtyper Som tidligere nævnt kan alle opmålingstegninger opfattes som snit i bygninger. Der er to principielt forskellige måder at angive en snitsignatur på, enten ved at snitstregen er kraftigere end de øvrige streger – gerne tre gange tykkere –, MTTMZ ^ML I\ [VQ\ÆILMV [SZI^MZM[ WO [VQ\[\ZMOMV LMZNWZ QSSM [SIT ^¥ZM \aSSMZM MVL de andre streger. ;SZI^MZQVO IN [VQ\ÆILMV PIZ ÆMZM NWZLMTM ,MT[ JTQ^MZ U]ZMVM UMZM LWUQnerende på tegningen, og man får en umiddelbar fornemmelse for rumopdeling svarende til de faktiske forhold, og dels har man mulighed for at angive materialer med forskellige snitsignaturer og dermed tilføje endnu en dimension til tegVQVOMZVM 0MZ MZ XZQVKQXXM\ I\ LM[ ¼\]VOMZM¼ WO UMZM PWTLJIZ\ M\ JaOOMUI\MZQITM der er anvendt, des tættere skravering. Selve stregen gradueres tilsvarende, hvor en fuldt optrukken linje anvendes \QT [VQ\ÆILMV [IU\ \QT LMTM UIV [MZ VML WO PMV Xs ;SR]T\M WJRMS\MZ \MOVM[ UML [\QXTMLM TQVRMZ UML UU [\ZMO WO UU UMTTMUZ]U 7JRMS\MZ LMZ TQOOMZ W^MZ \MOVMXTIVM\ · ¼[M\ UML VISSMV¼ · [s[WU TWN\[JR¥TSMZ \MOVM[ UML UU [\ZMO WO UU UMTTMUZ]U [QSZM ZMSWV[\Z]S\QWVMZ \MOVM[ UML UU [\ZMO WO 1 mm mellemrum og usikre rekonstruktioner som 1 mm streg og 3 mm mellemrum. Snit i tømmer angives med et kryds. Eftersom man gennem en opmåling bør tilstræbe en stor nøjagtighed, bør de opnåede resultater ikke sløres af en tyk streg. Derfor skal alle streger være tynLM WO MV[ 0^Q[ UIV \MOVMZ UML M\ +), XZWOZIU IV^MVLM[ UU \MOVM[ Q hånden anvendes den tyndest mulige streg.

Tegning 7XUsTQVO[\MOVQVOMZ \MOVM[ [WU ]LOIVO[X]VS\ Q UU [\ZMO UML [SZI^MZQVO IN [VQ\ÆILMZ LMZ JM[SZQ^MZ P^QTSM materialer bygningen består af. Skraveringer og linjetyper i denne skabelon er skaleret til at XI[[M \QT " \MOVQVOMZ Skravering

1.

2.

3.

4.

5.

3.

4.

5.

Streg – stibling

1.

2.

Skravering .QO <MOT[\MV JZ¥VL\ UU [SZs[SZI^MZQVO Fig. 2 Natursten, 1 mm krydsskravering Fig. 3 Beton, 1,5 mm krydsskravering .QO <Z¥ JT¦L\ UU [SZs[SZI^MZQVO Snit i tømmer: kryds .QO <Z¥ PsZL\ UU SZaL[[SZI^MZQVO .QO ;\sT PsZL\ · · UU [SZs[SZI^MZQVO Streg – stibling )TTM [\ZMOMZ" UU \aSSMT[M [WZ\ Fig. 1 kontinuerlig streg .QO ;SR]T\ UU [\ZMO UU T]N\ .QO *IO^ML ¼[M\ UML VISSMV¼ UU [\ZMO UU T]N\ Fig. 4 Sikker rekonstruktion, 1 mm streg, 1 mm luft Fig. 5 Usikker rekonstruktion, 1 mm streg, 3 mm luft

Snitpile, nordpil og tegningshoved 8s ITTM \MOVQVOMZ QVL\MOVM[ P^WZ LM IVLZM [VQ\\MOVQVOMZ MZ \IOM\ 8s TWLZM\\M snit angives planer med kryds samt snitpile, hvor man kan se, i hvilken retning snittet ses. Springer et snit, angives der, hvor det springer. Nordpil placeres på stueplantegningen. Ophængningsplan >ML \QTZM\\MT¥OOMT[MV IN M\ [\¦ZZM \MOVQVO[UI\MZQITM MZ LM\ V¦L^MVLQO\ I\ TI^M MV WXP¥VOVQVO[XTIV LQ[XW[Q\QWV[XTIV ,MVVM \MOVM[ [SQ\[MU¥[[QO\ Q " IN \MOningsstørrelsen af den færdige ophængning. Man skal tage hensyn til, at tegningerne både kan anvendes til en bygningsarkæologisk undersøgelse, til et projekt NWZ JaOVQVOMV [IU\ Q MV ]L[\QTTQVO WO [WU QTT][\ZI\QWV >ML \QTZM\\MT¥OOMT[MV IN M\ opmålingssæt må der bl.a. tages hensyn til følgende: !

8TIVMZ NIKILMZ WO [VQ\ [SIT [\s MV[IZ\M\ Xs IZSMVM ;sTMLM[ Us MV OMVVMU gående vagelinje ligge i samme højde over papirets underkant >ML LM\IQTWXUsTQVOMZ IN N MS[ ^QVL]MZ WO L¦ZM J¦Z IN[\IVLMV UMTTMU [VQ\ og opstalter overalt være den samme, f.eks. 2 cm ,M \QTP¦ZMVLM LM\ITRMZ Q " IVJZQVOM[ Q \QTSVa\VQVO PMZ\QT [sTMLM[ I\ LM ^MV LMZ Xs [IUUM UsLM [WU Xs PW^MLJQTTMLM\ 8ZWÅTMZVM J¦Z [IUTM[ Q PMTPMLMZ hvorved overskueligheden lettes ;s ^QL\ U]TQO\ J¦Z LM\ \QT[\Z¥JM[ I\ ITTM \MOVQVO[IZS ]LNaTLM[ MV[IZ\M\

modsatte side: 8IXQZU¦TTM )UITÅ 1\ITQMV \^¥Z[VQ\ " 8s TWLZM\\M [VQ\ IVOQ^M[ XTIVMZ med kryds og øvrige snit med snitpile \MOVQVO" <ZIV[formation

1550 Snit BB 1:50

Transformation Art Opmåling Dato Arkitekt Opmålt af Bygning Adresse

01.09-13.09.2014 Ukendt Årstal Erik Järinge & Shirin Celine Yazdani Cartiera dei Milano Emne Mølledalen, Amalfi Mål

0

1550 Snit BB 1:50

50 cm

Art Dato Opmålt af

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10 m

Opmåling 01.09-13.09.2014 Erik Järinge & Shirin Celine Yazdani

!

denne side: Hagenskov Slotsmølle, tegningsark for en vinduesopmåling \MOVQVO" <PWUI[ 3IUXUIVV modsatte side: Hagenskov Slotsmølle, vindue NW\W" <PWUI[ 3IUXUIVV !

!!

>ML LQ[XWVMZQVO IN WXUsTQVO[\MOVQVOMZVM XTIKMZM[ WX[\IT\MV UML TWL[VQ\\M\ \QT højre og plansnittet forneden. Herved kan opstalten fremstilles som en samproRMS\QWV IN LM \W [VQ\ V[SM[ WO[s ¼JIO[QLMV¼ ^Q[\ Q WX[\IT\ XTIKMZM[ LMVVM \QT P¦RZM for lodsnittet. Opmålingsnøjagtighed Nøjagtigheden af en opmåling er tæt knyttet til den målestok, tegningen er planlagt til. Når man tegner i hånden, skal man tilstræbe en nøjagtighed på miniU]U UU Xs XIXQZM\ WO PMT[\ UU ,M\ JM\aLMZ I\ UIV [SIT UsTM UML UU¼[ V¦RIO\QOPML NWZ " \MOVQVOMZ [WU N MS[ [VMLSMZXZWÅTMZ .WZ LM\ITRM\MOVQVOMZ Q " UsTM[ UML MV V¦RIO\QOPML Xs UU " \MOVQVOMZ UsTM[ UML MV V¦RIO\QOPML Xs KU¼[ V¦RIO\QOPML W[^ <MOVMZ UIV Xs KWUX]\MZ kan man anvende de samme opmålingsnøjagtigheder. Af og til hører man, at en computertegning er smart, da den er i mål 1:1. Det er dog kun meget sjældent tilfældet; det er rigtigt, at enhver tegning – udført i hånden som på computer – kan blæses op til 1:1, men det hjælper ikke meget, hvis ikke den er målt med den rette nøjagtighed fra starten. Omvendt opmåling – detaljer først ,M\ IVJMNITM[ PMT\ STIZ\ I\ TI^M MV ¼WU^MVL\¼ WXUsTQVO · I\ UIV NZMU NWZ I\ [\IZ\M UML XTIV [VQ\ WO WX[\IT\MZ Q " WO [s OsZ VML Q LM\ITRMV [\IZ\MZ WXUsTQVOMV med detaljerne. Den omvendte opmålingsmetode er uafhængig af, om der måles med traditionelt snoresystem eller med totalstation. Formålet er, at man hurtigt SWUUMZ Q OIVO UML I\ WXUsTM LM\ITRMZ [WU N MS[ [VMLSMZXZWÅTMZ WO JM[TIO Xs døre og vinduer i skala 1:1, som er lette at overskue og giver en hurtig indføring i kravet til præcision. Derudover opnås, at man på meget kort tid får øjnene op for de små detaljers betydning for den samlede forståelse af hele bygningskomplekset – nu kan man pludseligt se, hvilke vinduer og døre der er samtidige, fordi man nu kan se, I\ XZWÅTMZVM MZ WXJaOOM\ IN LM [IUUM OZ]VLMTMUMV\MZ 5IV WXVsZ LMZUML MV tidlig indføring i en bygningsarkæologisk forståelse. Den helt store fordel ved metoden er, at man kan benytte alle detailtegningerne til fremstilling af opmålinger af vigtige bygningselementer som døre og vinduer, og at disse tegninger tilsvarende på en enkel måde kan benyttes ved tegningerne af plan, snit og opstalter. Opmåling af vigtige bygningselementer som døre og vinduer Bygningens karakteristiske detaljer udvælges ved en samlet gennemgang af hele P][M\ ,M SIV N MS[ WUNI\\M XZWÅTMZMLM WO LMSWZMZMLM JsVL OM[QU[MZ Q NIKILMZVM udvendige indramninger eller overdækninger, porte, indgangsdøre, vinduer, trin, gelændere, balustrader o. lign. Indvendige detaljer fra de enkelte rum omfatter f.eks. TWN\MZ OM[QU[MZ L¦ZM ^QVL]MZ XIVMTMZ QTL[\MLMZ \ZIXXMZ NI[\ QV^MV\IZ >>; U ^ 1 TIVO\ LM ÆM[\M JaOVQVOMZ MZ LMZ ÆMZM JaOVQVO[MTMUMV\MZ [s[WU ^QVL]MZ og døre, der er ens og gentaget i et større antal. Her er det ikke hensigtsmæssigt at opmåle dem alle lige grundigt. Det er derfor hurtigst at starte med at opmåle de vigtigste, repræsentative bygningselementer, som både er gentaget i stort antal, er centrale for at forstå bygningen, er historisk interessante, eller som er [¥ZTQO\ ^¥ZLQN]TLM Q NWZJQVLMT[M UML MV Q[\IVL[¥\\MT[M <QTUML WXVsZ UIV I\ Ns en første bygningsarkæologisk forståelse for den bygning, man skal arbejde med. Man starter derfor med en gennemgang af alle døre og vinduer og andre vigtige bygningselementer. Dette gøres bedst gennem at lave et dør-/vinduesskema, dette beskrives senere. Efter hermed at have fået et overblik over, hvor de vigtigste elementer er, kan man gå i gang med at opmåle dem. Dette omfattende IZJMRLM T¦VVMZ [QO JIOMN\MZ VsZ [MT^M JaOVQVOMV [SIT WXUsTM[ Q " QLM\ UIV PMZ JTW\ [SIT UsTM \aXQ[S ÅZM PR¦ZVMX]VS\MZ NWZ P^MZ L¦Z ^QVL]M NWZ LMZMN\MZ I\ kunne placere enkeltelementerne fra de nedkopierede detailtegninger. Metoden beskrives nærmere under opmåling ud fra et ortogonalt system, men kan også med stor fordel benyttes ved opmåling ud fra bygningen selv.

modsatte side: ;QNVW[ 3I[\ZW WXUsTQVO IN L¦Z " tegning: Aldis Geyser Gisladóttir

Transformation Arkitekt Bygning Adresse Årstal

Ukendt Villa Flora Kastro, Sifnos Ukendt

Art Emne Mål

Skitseopmåling Hoveddør 1:xx

Dato 25.9 - 4.1O.2015 Opmålt af Aldis Geyser Gisladóttir

Opmåling af enkeltemner som døre og vinduer omfatter opstalter og snit for be[SZQ^MT[M IN LM\ [IUTMLM MUVM Q UsTNWZPWTL " MTTMZ [R¥TLVMZM " [IU\ MV JM[SZQ^MT[M IN MUVM\[ LMTMTMUMV\MZ [WU [VMLSMZXZWÅTMZ IN SIZUM QVLNI\VQVO ZIUmer, beslag og låsetøj i forholdet 1:1. Opmålingerne foretages efter samme princip som ved opmåling af plan og opstalter til bygningens hovedtegninger, dvs. at der afsættes både et vandret og lodret niveau som koordinatakser for opmålingen. ,WO \MOVM[ [VMLSMZLM\ITRMZ Q ¼QLMIT¼ \QT[\IVL · ]LMV [MVMZM [¥\VQVOMZ WO [S¥^PMLMZ Opmålingen af et emne som en dør/et vindue starter med, at man opmåTMZ P^MZ MVSMT\ IN LM SIZIS\MZQ[\Q[SM XZWÅTMZ [s[WU SIZU QVLNI\VQVO WO ZIUUM ,MZ P^WZ UIV UsTMZ Us LMZNWZ ]L^¥TOM[ M\ SIZIS\MZQ[\Q[S [\ML P^WZ XZWÅTMZVM er intakte og ikke alt for forvanskede af slid, senere tilføjelser eller for mange malingslag. Det bedste resultat opnås, hvis det er muligt at skrabe malingen af til bart træ. Benyt en tømrervinkel eller tegnetrekant for etablering af en basislinje, PMZNZI WXUsTM[ M\ XI[[MVLM IV\IT SIZIS\MZQ[\Q[SM X]VS\MZ Xs XZWÅTMZVM UU V¦RIO\QOPML [WU IN[¥\\M[ Xs LMV UsTNI[\M WZQOQVIT 0^Q[ LM\ MZ U]TQO\ ^QT LM\ være en fordel at tegne en streg på opmålingsemnet der, hvor målingen foretages – så er man sikker på, at man hele tiden måler det samme sted. Alle skarpe PR¦ZVMX]VS\MZ [SIT UsTM[ WO Xs [\¦ZZM S]Z^MLMTM [WU SIZVQ[[MZ WO [VIJMT[\I‫ٺ‬MZ WXUsTM[ M\ XI[[MVLM IV\IT [\¦\\MX]VS\MZ ,MZMN\MZ Xs\ZaSSM[ XZWÅTM\ MV ST]UX UWLMTTMZ^WS[ 8TI[\MTQVI ,MVVM IN\IOM[ NWZ[QO\QO\ WO LMZ T¥OOM[ MV [a\ZsL [WU MZ J]VLM\ [IUUMV Q MVLMZVM ^QVSMTZM\ VML W^MZ XZWÅTIN\ZaSSM\ >ML NWZ[QO\QO\ I\ trække i trådløkken gennemskæres voksklumpen. Nu kan det ene halve stykke QOMV [¥\\M[ NWZ[QO\QO\ Xs XZWÅTM\ NWZ I\ [M WU LM\ [\ILQO XI[[MZ WUSZQVO LM\\M ,M\ aftages derefter igen forsigtigt og lægges ned på papiret. Bemærk, hvilken halvdel IN ^WS[ST]UXMV UIV IV^MVLMZ · LM \W [VQ\ MZ [XMRT^MVL\M >WS[XZWÅTM\ \QTXI[[M[ LM \QLTQOMZM IN[I\\M X]VS\MZ IN XZWÅTM\ P^WZMN\MZ LM\ SIV \MOVM[ Q [QV PMTPML UML ^WS[IN\ZaSSM\ [WU [SIJMTWV ,M\ SIV ^¥ZM V¦L^MVLQO\ I\ X]LZM XZWÅT[\aSSM\ UML MV \ITS]UXW[M NWZ I\ Ns UWLMTTMZ^WS[M\ \QT I\ [TQXXM TM\\MZM ]LMV LMNWZUI\QWV IN IN\ZaSSM\ WO ]LMV N MS[ I\ \IOM LM aLZM UITQVO[TIO UML

forrige opslag: 7XUsTQVO IN XZWÅT NW\W" 2W[MÅVM 3IQ[VMZ denne side: .WZ WXUsTQVO IN XZWÅTMZ WXUsTM[ PR¦ZVMZ WO IVLZM [\¦\\MX]VS\MZ P^WZMN\MZ XZWÅTM\ Xs\ZaSSM[ 8TI[\MTQVI NWZ I\ Ns M\ XZ¥KQ[\ IN\ZaS \MOVQVO" <PWUI[ 3IUXUIVV modsatte side: Opmåling af dør indtegnet på stedet på millimeterpapir \MOVQVO" <ZIV[formation

4IVO[SQT\M ÆILM P¥VO[TMZ MS[ J]SSMPWZV[P¥VO[TMZ WO JsVLP¥VO[TMZ WXUsTM[ ved afgnidning på manifold, som når børn tager aftryk af en mønt. Derefter ZMV\MOVM[ Xs M\ Va\ [\aSSM UIVQNWTL P^WZ M^\ [¦U WO I‫ٺ‬I[MLM SIV\MZ R][\MZM[ ^ML at se på emnet. Symmetriske elementer som dørhåndtag, knopgreb, hængsler m.m. tegnes ud fra en symmetrilinje, hvor man afsætter diameteren symmetrisk WUSZQVO [aUUM\ZQTQVRMV >ML P¥VO[TMZ MZ LMV ¦^ZM WO VMLZM LMT [WU ZMOMT MV[ her måles kun den ene, og den anden tegnes symmetrisk nedenunder. Når delelementerne er opmålt, opmåles selve emnet. Det gøres ved at indmåle få hovedmål som hjørnesamlinger af karm, ramme og indfatning, men ]LMV I\ UsTM XZWÅTMZVM QOMV LI LM RW MZ WXUsT\ [WU LM\ITRMZ WO SIV VMLSWXQMZM[ WO JMVa\\M[ PMZNZI 8s \QT[^IZMVLM UsLM [SIT UIV S]V QVLUsTM XTIKMZQVOMV IN hængsler, langskilte m.m. og derefter indsætte de nedkopierede detaljer. 6WZUIT\ \MOVMZ UIV QSSM \Z¥[IUTQVOMZ MTTMZ [SR]T\M \IX[IUTQVOMZ Xs " tegninger, men hvis man vælger at gøre det, skal det gøres overalt. For at lette IÆ¥[VQVOMV IN MV \MOVQVO [SIT LMTM IN XZWÅT[IUTQVOMZ LMZ QSSM MZ Q [IUUM XTIV IL[SQTTM[ IN MV [\ZMO UMV QSSM LM LMTM LMZ MZ Q [IUUM XTIV P^Q[ UIV QSSM \MOVMZ \Z¥[IUTQVOMZ Dør- og vinduesskema Døre og vinduer er meget vigtige for at bestemme en bygnings historie. Da de NWZPWTL[^Q[ VMU\ SIV Æa\\M[ WO ]L[SQN\M[ MZ LM\ [WU ZMOMT ZM\ ]W^MZ[S]MTQO\ I\ ÅVLM ]L IN LMZM[ SZWVWTWOQ P^QTSM LMZ P¦ZMZ \QT MV OQ^MV XMZQWLM P^QTSM ^QVL]M[typer der er samtidige med hvilke dørtyper, og er den simple kælderdør samtidig med den fornemme hoveddør? For at få et overblik indsættes alle døre og vinduer i et skema, hvor hver enkelt SIZIS\MZQ[MZM[ ^ML MV Z¥SSM LMTMTMUMV\MZ [WU [VMLSMZXZWÅTMZ LQUMV[QWVMZ JM

slag m.m. Alle døre og vinduer får et nummer, som indtegnes på planerne. F.eks. SIV > ^¥ZM M\ ^QVL]M Xs M\IOM ^QVL]M Xs LMVVM M\IOM V]UUMZMZM\ Q XW[Q\Q^ WUT¦J[ZM\VQVO UWL[I\ ]ZM\ ,M MVSMT\M L¦ZM WO ^QVL]MZ XTIKMZM[ Q [SMmaet, enten i kronologisk rækkefølge begyndende med de ældste, eller ifølge de fortløbende numre, som de optræder på oversigtsplanen. ,M NWZ[SMTTQOM LMTMTMUMV\MZ WXUsTM[ uV OIVO Q " WO OMVOQ^M[ Q [SMUIM\ nedfotograferet til 1:5. Optræder typen ved en anden dør eller et andet vindue, henvises blot til det dør-/vinduesnummer, hvor det første gang optræder. Dør- og vinduesskemaet er også en stor hjælp ved en senere projektering, da alle elementer gennem nummereringen er entydigt bestemte. Man kan hente inspiZI\QWV SWXQMZM XZWÅTMZVM WO UIV SIV TM\ JML¦UUM WU N MS[ M\ NWZ[I\[^QVL]M kan monteres på alle vinduestyper. Efterhånden som detaljerne færdiggøres, kan de anvendes til at tegne ud^ITO\M ZMXZ¥[MV\I\Q^M L¦ZM WO ^QVL]MZ Q NWZPWTLM\ " P^WZ L¦Z ^QVL]M[[SMUIet hjælper til at udvælge de mest relevante. Opmålingsniveauer Der gennemgås i det følgende tre typer opmålinger af forskellig grundighed og SZI^ \QT \QL[NWZJZ]O 1 XZIS[Q[ ^QT UIV WN\M IV^MVLM SWUJQVI\QWVMZ IN ÆMZM \aXMZ opmålingsprincipper. 1 Den meget hurtige skitseopmåling, hvor tidsforbruget tælles i timer. 2 Den hurtige opmåling ud fra bygningen selv, hvor tidsforbruget tælles i dage. 3 Den grundige opmåling ud fra et selvstændigt målesystem, som skabes uafhængigt af bygningen. Målesystemet kan enten udføres med et ortogonalt snorsystem eller med en totalstation – ved denne opmålingsmetode tælles tidsforbruOM\ Q ]OMZ MTTMZ sZ Om alle tre metoder gælder, at tegningssættet bør tegnes på stedet, ved eller i bygningen. Det må strengt frarådes, at man tager en række mål i bygningen på løse måleark og så tegner færdigt hjemme – det går altid galt. Hvilken af de tre metoder der vælges, afhænger først og fremmest af økonomi og tid. Skitseopmålingen har sin berettigelse på rejser og som forstudie for en grundig opmåling, men kan ikke anbefales ved en egentlig arbejdsopgave. Her vil man ofte vælge en opmåling ud fra bygningen selv, der ikke tager hensyn \QT [S¥^PMLMZ · M^\ Xs OZ]VLTIO IN ¥TLZM \MOVQVOMZ P^Q[ [sLIVVM ÅVLM[ ,MVne type opmålinger kan være udmærkede, men problemerne opstår, når man begynder at bruge tegningerne. De gamle tegninger – man evt. udgik fra – kan være meget forkerte, og skævheder, man slet ikke lagde mærke til, da man star\MLM SIV OQ^M ]W^MZ[S]MTQOM XZWJTMUMZ [MVMZM 8ZWJTMUMZVM ^Q[MZ [QO WN\M N¦Z[\ MN\MZ M\ [\aSSM \QL P^WZ UIV OMVVMU IZJMRLM\ UML I\ WXUsTM WXLIOMZ ÆMZM WO ÆMZM \QVO [WU QSSM XI[[MZ [IUUMV Xs \MOVQVOMZVM ;s Us UIV ]L WO UsTM igen uden dog at vide, hvorfra der måles sikkert. Der er desværre ikke en lille nisse, der udpeger, hvor fejlen er, når noget ikke passer. Man kan derfor bruge meget lang tid på at få en tegning til at passe, hvor tiden var givet bedre ud på I\ NWZM\IOM MV WZLMV\TQO WXUsTQVO NZI [\IZ\MV <QT [QL[\ SIV LM\ MVLM UML I\ UIV ITTQOM^MT JTQ^MZ V¦L\ \QT I\ TI^M M\ UsTM[a[\MU <QTUML SIV LM\ Os PMT\ OIT\ [MVMZM Q en efterfølgende byggefase. Skal man i gang med mere omfattende arbejde med MV JaOVQVO WUJaOVQVO ZM[\I]ZMZQVO JaOVQVO[IZS¥WTWOQ[S ]VLMZ[¦OMT[M [\]LQM IN SWV[\Z]S\QWV[UsLMZ W TQOV MZ LM\ MVSTM[\M WO P]Z\QO[\M I\ JMOaVLM UML I\ lave en omhyggelig opmåling ud fra et målesystem fra starten. -V WXUsTQVO MZ MV V¦O\MZV ¼^¥ZLQVM]\ZIT¼ \MOVQVO UML S]V VIOMTNI[\ QV^MV\IZ indtegnet, senere kan man på print indsætte træer, møbler m.m. Det er vigtigt at være bevidst om, hvad det er, man måler. Opmåles f.eks. en plan af en dør, må man være klar over, hvorvidt det er murhullet, indfatningen, karmen eller selve døren, man måler. Det lyder banalt; i praksis sker der mange

modsatte side, fra oven: Dør/vinduesskema. 8TIKMZQVOMZ QVL\MOVM\ Xs XTIV\MOVQVOMZ \MOVQVO" <PWUI[ 3IUXUIVV Udsnit af oversigt over dør/vinduesskema \MOVQVO" <PWUI[ 3IUXUIVV

Hus i Sumvitg. Jakob Jakobsson. 28/03/2011

Måleudstyr – Skitseopmåling Egen krop, hvor man benytter, at afstanden mellem ens ]L[\ZIS\M ÅVOZM [^IZMZ \QT MV[ P¦RLM Alternativt, og noget mere nøjagtigt, kan man anvende en tommestok eller et målebånd.

modsatte side: Skitseopmåling, hus i Sumvitg, Schweiz \MOVQVO" 2ISWJ 2ISWJ[[WV næste opslag: Kirken Santa Maria della Sapienza i Napoli. Opmåling ud fra bygningen selv, med opstalt, del af tværsnit og stue- og førstesalsplan. tegning: Hack Kampmann, Danmarks Kunstbibliotek

fejl her. En anden hyppig fejl er, at man til det samme punkt kommer til at måle de to koordinater til to forskellige punkter. De populære tegninger af paradoksale bygninger er i virkeligheden blot tegninger, hvor disse fejl er udført virtuost med ^QTRM [WU MS[ LMV PWTTIVL[SM UITMZ 5 + -[KPMZ[ \MOVQVOMZ IN NWZ^QZZMLM \ZIXXMforløb, hvor folk går både op og ned ad tilsyneladende sammehængende trapper. Når man skal vurdere, hvor lang tid det vil tage at opmåle et emne, kan man overveje, hvor svært emnet ville være at beskrive matematisk. Des lettere et opmålingsemne kan beskrives matematisk, des lettere er det at opmåle. En tændstikæske kan beskrives med tre mål på henholdsvis længde, bredde og højde og er hurtigt målt og tegnet. En kløvet granitsten eller en skulptur er nærmest umulig at beskrive matematisk – og vil tage lang tid at opmåle grundigt. Når man betragter personer, der støder ind i problemer under en opmåling, er det ofte tankevækkende, hvor lang tid og stor tankevirksomhed de anvender på I\ T¦[M XZWJTMUMZVM NWZIV XIXQZM\ MTTMZ KWUX]\MZMV 8ZWJTMUMZVM ^QT WN\M[\ S]VVM løses meget hurtigt ved at se på den bygning, man opmåler. Et gammelt råd, når man måler, lyder: ”En tegning skal hele tiden være færdig!” Som analogi kan man forestille sig at skulle udføre et portræt: Man skal ikke sidde og fedte en uge med det ene øjenbryn uden først at have fastlagt øjne, næse, mund og hele hovedets omrids. Skitseopmåling Målestokken er din egen krop eller med kun få hovedmål foretaget med tommestok eller båndmål – resten bedømmes på øjemål. Skitseopmålingen kan opfattes som en frihåndstegning, men som i stedet for at være en perspektivisk gengivelse er en dobbelt retvinklet afbildning. Metoden er meget hurtig og kan udføres med kun papir, blyant og målebånd. Metoden er dog unøjagtig, og man kommer hurtigt ud i uoverskuelige problemer, fordi tegningerne ikke passer sammen. Metoden er mest velegnet til at huske et bygningsudtryk på en rejse, eller metoden kan benyttes som forstudie før en egentlig opmåling. Metoden skal dog ikke undervurderes, og godt udført kan den indeholde værdifuld information. Bemærk, at man bliver bedre til at udføre den hurtige skitseopmåling, når man har været igennem den store grundige – og man bliver hurtigere til den grundige, når man har lavet nogle hurtige, gode skitseopmålinger. 7N\M SIV LM\ ^¥ZM XZIS\Q[S I\ TI^M MV ¼UsTM[\WS¼ Xs JaOVQVOMV P^WZ LMZ afsættes nogle blyantsmærker for hver 2 m eller personmål. Herfra skønnes så L¦Z WO ^QVL]M[P]TTMZ >ML TWLZM\\M UsT \IOM[ ]LOIVO[X]VS\ Q M\ ^IVLZM\ VQ^MI] [WU MS[MUXMT^Q[ [WSTMV QSSM \MZZ¥V LI LM\ WN\M [SZsVMZ ,M\ LMZ ]UQLLMTJIZ\ SIV Vs[ WXUsTM[ >ML P¦RMZM JaOVQVOMZ [S¦VVM[ P¦RLMZVM PMZNZI *MU¥ZS I\ LM enkelte etager tit har forskellig højde, ofte faldende med højden. En skitseopmåling tager typisk kun få timer at udføre, imidlertid er den store fare er, at man starter i det små ud fra en forventning om kun at være kort tid ved bygningen og ikke at lave en særlig omhyggelig tegning. Men efter kort tid vokser lysten til at lave tegningen pæn og i overensstemmelse med bygningen, og pludselig står man og kan ikke få tingene til at passe sammen, fordi man med de første mål har været alt for unøjagtig. Selv for en skitseopmåling gælder, at man starter med at gå rundt om objektet og prøver at planlægge, hvilke tegninger LMZ MZ V¦L^MVLQOM NWZ I\ JM[SZQ^M JaOVQVOMV <MOVQVOMZ ]LN¦ZM[ UML JTaIV\ Xs ternet papir og med kun få mål fra tommestok og målebånd. <MOVQVOMZVM WX\MOVM[ Xs [\MLM\ Q \IS\ UML I\ LMZ UsTM[ 5M\WLMV MOVMZ [QO ikke for optegning på computer, da den slet ikke er nøjagtig nok. Opmåling ud fra bygningen selv Her går man ud fra, at bygningen er nogenlunde i vinkel, at der måles diagonalmål, eller at man afsætter vinklen af et hushjørne med en tommestok og overfører den til papiret. Længdemål foretages med et båndmål, så man får fortløbende mål fra et nulpunkt i et hushjørne. Metoden er hurtig, men der opstår også her hurtigt problemer – er huset skævt, eller bliver muren pludselig smallere? Det er ofte denne type opmåling, man vil vælge for at minimere omkostningerne. Når !

Opmåling af kirken Santa Maria della Sapienza i Napoli, udateret, blyant og akvarel, 50 x 34 (DKB)

det så viser sig, at bygningen ikke var i vinkel, og alle tegninger af den grund er forkerte – og at man derfor har bestilt alle de nye loftsbjælker ½ meter for korte –, vil man hurtigt indse, at det beløb, man sparede til opmålingen, var dyrt givet ud – men denne erfaring glemmes desværre ofte til næste gang. Opmåling ud fra bygningen selv egner sig selvsagt bedre og bedre efter, P^WZ ¼TQOM¼ MV JaOVQVO MZ ,MV N]VOMZMZ LMZNWZ OWL\ NWZ UQVLZM SWUXTMS[M JaOVQVO[^¥ZSMZ [WU N MS[ OZ]VLU]ZMLM P][M NZI [\IZ\MV IN ! \ITTM\ WO [MVMZM og især for bygningstyper, der er opført i modulsystem, samt for elementbyggeri. Hvis bygningen ikke er retvinklet eller vandret, bliver det hurtigt uoverskueligt med denne type opmåling.

Måleudstyr – Opmåling ud fra bygningen selv <WUUM[\WS <ITUM\MZ *sVLUsT OMZVM [\sTUsTMJsVL UML SZWO Q MVLMV *TaIV\ 0 * ^Q[SMT¥LMZ \ZMSIV\ TQVMIT 4QVM` WO XTI[\NWTQM Q ) MTTMZ WO ) NWZUI\

1VLMV WXUsTQVOMV [\IZ\M[ MZ LM\ MV OWL QLu I\ Os Z]VL\ WU JaOVQVOMV WO QVLM Q LMV NWZ I\ ÅVLM ]L IN P^WZLIV WXOI^MV OZQJM[ IV =VLMZ[¦O L¦ZM WO ^QVL]MZ WO T¥Z LM NWZ[SMTTQOM \aXMZ I\ SMVLM ;s SIV UIV M^\ V¦RM[ UML I\ WXUsTM uV IN hver type. For de øvrige døre og vinduer kan man nøjes med kun at måle murhullet og angive, hvilken type dør/vindue, der er tale om – som beskrevet under ¼7U^MVL\ WXUsTQVO¼ Start med at lave en plan, og overvej, hvordan den placeres på papiret, og hvilke sider der bruges som udgangspunkt for opmålingen. Det skal være to på hinanden vinkelrette sider som gadeside og en gavl – hvis de ikke er vinkelrette, må vinklen skønnes ved hjælp af en tommestok, som man laver en vinkel af og derefter holder op i hjørnet. Alternativt kan man tage diagonalmål i bygningen, men den metode medfører som regel store fejl. Flugt langs den side, der frembyder færrest vanskeligheder – i reglen vil dette være facadelinjen – og se, om den slår sig. Mål om muligt altid fortløbende mål, kædemål, fra et fast nulpunkt OMZVM P][PR¦ZVM [s MZ LM\ MVSMT\ I\ SWV\ZWTTMZM WU UWL[\sMVLM [QLMZ MZ TQOM TIVOM >ML ILLQ\QWV IN [\aSUsT SIV LMZ WX[\s JM\aLMTQOM NMRT Xs PW^MLUsTMVM \W\IT[\¦ZZMT[MV 3WV\ZWT IN S¥LMUsTMVM[ MVSMT\IN[¥\VQVOMZ NZMUSWUUMZ ^ML M^\ efterfølgende stykmålinger af muråbninger og -piller. Begynd helst kædemåling UML V]TX]VS\ \QT ^MV[\ZM Xs \MOVQVOMV LM\ TM\\MZ IZJMRL[OIVOMV 8Z¦^ LMZMN\MZ I\ opbygge den ydre kontur af bygningen, idet bygningernes indbyrdes placering og evt. skævheder ved gavle og sammenbygninger fastlægges med så store diagonalmål som muligt. Herefter sættes murtykkelsen på og murhuller indtegnes, evt. tillige bindingsværksvæggenes stolper. Med ydervæggene som udgangspunkt fastlægges herefter skillevægge, interne døre og trapper, samt evt. synlige bjælker Q TWN\MZVM [\]S M\K SIV QVL\MOVM[ UML X]VS\MZM\ [\ZMO 8ZQVKQXXM\ NWZ UsTQVOMV MZ altså, at man begynder med de store træk i planen og slutter med dens detaljer. Samme fremgangsmåde kan benyttes ved måling af snit, oftest vil man dog måle snittet færdigt etage for etage. Husets ydre, facaderne, kan derimod optegnes uden samme konsekvente fremgangsmåde, og mange mål vil kunne PMV\M[ LQZMS\M NZI XTIVMV WO [VQ\ P¦RLMV IN MV [SWZ[\MV Ns[ NZI \^¥Z[VQ\ 5sT IT\QL facader til sidst. Opmåling ud fra ortogonalt målesystem – 3VQ^ WO OI‫ٺ‬MT WXUsTQVO >ML LMVVM OZ]VLQOM WXUsTQVO[UM\WLM J¦Z UsTM[\WS[NWZPWTLM\ NWZ \MOVQVOMZVM QSSM ^¥ZM UQVLZM MVL " <ZILQ\QWVMT WUPaOOMTQO WXUsTQVO [SMZ ]L NZI M\ [astem af nøjagtigt indmålte tynde, udspændte målesnore, og fra dette system måles bygningen. Målesnorene er fastgjort på bygningen, men rører den ikke. Metoden er omstændelig, men giver præcise tegninger og er, korrekt udført, sikker, så man undgår ubehagelige overraskelser. Det ortogonale snoresystem opsættes ved hjælp af vandslange, vinkelprisme, målebånd og lodder. Opsætningen af målesystemet er ret tidskrævende og tager omkring en fjerdedel af den samlede opmålingstid. Hvis det er muligt, opsættes først en snor i hele bygningens længderetning. 8TIKMZQVOMV IN PW^ML[VWZMV WO LMZUML PMTM UsTM[a[\MUM\ MZ UMOM\ ^QO\QO WO LMZ SIV Os M\ [\aSSM \QL UML I\ ÅVLM LMV ZQO\QOM ZM\VQVO 5IV [SIT NWZM[\QTTM sig, at man er den oprindelige arkitekt, der opspænder snoren som retning for 112

modsatte side: ;QNVW[ 3I[\ZW Opmåling af langfacade 1:75, ud fra ortogonalt målesystem \MOVQVO" <ZIV[Normation

Transformation Arkitekt Bygning Adresse Årstal

Ukendt Villa Flora Kastro, Sifnos Ukendt

Art Emne Mål

Opmåling Syd vest facade 1:50

Dato 25.9 - 4.1O.2015 Opmålt af Aldis Gisladottir Stine Marie Rosenborg

Transformation Arkitekt Bygning Adresse Årstal

Ukendt Villa Flora Kastro, Sifnos Ukendt

Art Emne Mål

Opmåling Syd vest facade 1:50

Dato 25.9 - 4.1O.2015 Opmålt af Aldis Gisladottir Stine Marie Rosenborg

113

afsætning af fundamentet. Eftersom tværsnit er vinkelrette på hovedsnoren, er det endnu en grund til at vælge med omhu. Man skal især være opmærksom på, at bygninger ofte er tilbyggede gennem at være forlængede, men at retningen af tilbygningen ofte ikke er helt parallel med den første. Af og til er det mest formålstjenligt at benytte en symmetrilinje eller en øvre etage som udgangspunkt for hovedsnoren, hvis ikke det er muligt at opsætte den i stueetagen. ,M\ MZ ^QO\QO\ I\ ^¥ZM UMOM\ WUPaOOMTQO UML UsTM[a[\MUM\ V¦RIO\QOPML \QT[\Z¥JM[ Xs UU 5sTM[a[\MUM\ [SIT ^¥ZM UMZM WUPaOOMTQO\ WX[I\ MVL VsZ UIV måler. Snorene fastgøres på opsatte lægtestumper eller indskruede øskner eller søm. Når den første snor er opspændt, opsættes alle andre snore vinkelret på eller parallelt med hovedsnoren. 8ZQVKQXQMT\ JMP¦^MZ UsTM[VWZMVM QSSM I\ ^¥ZM QVLJaZLM[ XIZITTMTTM WO ^QVkelrette, men det kan absolut anbefales, at de er det, og det er den metode, der JM[SZQ^M[ PMZ ,M\ SIV ^¥ZM NZQ[\MVLM I\ WX[¥\\M uV [VWZ LMZ OsZ [SZs\ LQIOWVIT\ N MS[ QVL^MVLQO\ OMVVMU ÆMZM L¦ZM [s MV [VWZ SIV Vs Q PMTM JaOVQVOMV[ T¥VOLM Den sparede tid ved at opsætte en gennemgående snor besværliggør dog resten af opmålingen og skaber en masse besvær. Er alle snore parallelle eller vinkelrette med bygningens hovedakse, kan man umiddelbart se, om ende- og tværvægge MZ ^QVSMTZM\\M Xs PW^MLZM\VQVOMV UIV SIV ]UQLLMTJIZ\ IÆ¥[M U]Z\aSSMT[MZ XT][ skævheder langs muren, senere sætninger m.m. Desuden kan indvendige, parallelle snore umiddelbart benyttes til tvær- og langsnit, hvis de er placeret korrekt fra starten. >ML LMV PMZ JM[SZM^VM UM\WLM WXUsTM[ [WU V¥^V\ Q NWZPWTL \QT M\ WX[X¥VL\ snoresystem af indbyrdes parallelle og vinkelrette snore. Der opsættes målebånd lige under snorene. Langs en snor med målebånd kan man måle både vandrette XTIVMZ IN[\IVL NZI X]VS\ TIVO[ [VWZMV IÆ¥[\ Xs UsTMJsVLM\ WO IN[\IVL ^QVSMTZM\ ^IVLZM\ ]L NZI [VWZMV UsT\ UML \WUUM[\WS MTTMZ SWZ\ UsTMJsVL WO WX[\IT\ [VQ\ IN[\IVL NZI X]VS\ WO IN[\IVL ^QVSMTZM\ TWLZM\ WX WO VML NZI [VWZMV -Z der to snore vinkelret på hinanden i et rum, tager man blot målene fra dem. ,QIOWVITUsTQVOMZ IN Z]U MZ UML LMVVM UM\WLM PMT\ W^MZƦLQOM WO \QTTQOM UMOM\ unøjagtige. 6WZUIT\ WX[¥\\M[ M\ UsTM[a[\MU JM[\sMVLM IN MV MTTMZ ÆMZM [VWZM Q LMV ¦Vskede vandrette snithøjde, hvor man vil lave sin plan. Snithøjden vælges sædvanTQO^Q[ KI KU W^MZ O]T^M\ LM\ MZ ^QO\QO\ I\ XTIVM\ [s ^QL\ U]TQO\ OsZ OMVVMU alle vinduer, og at man har en nogenlunde bekvem arbejdshøjde. Da bygninger tit ligger på skrånende terræn og/eller har indvendige niveauspring, er det vigtigt, at det vandrette snit overalt gennemføres i den samme højde. Da snitplanet gerne samtidig skal gå gennem alle vinduer og døre, kan det ofte indskrænke muligheden for at vælge planniveauet til et meget lille felt. Når der er valgt en snithøjde for stueplanet, afsættes der en passende mængde blyantsmærker ud fra vandslange og/eller nivelleringsinstrument overalt indog udvendigt på bygningen. De skal sidde så tæt, at man kan nå et hvilket som PMT[\ X]VS\ UML M\ ^I\MZXI[ >IVL[TIVOMV [SIT ^¥ZM STIZ WO PI^M MV QVL^MVLQO LQIUM\MZ Xs WUSZQVO UU WO MV OWL[\aSSMT[M Xs UU -Z LQIUM\MZMV NWZ TQTTM ¼P¥VOMZ ^IVLM\ NI[\¼ MZ LMV NWZ [\WZ STMUUM[ [TIVOMV TM\ [IUUMV WO [\WXXMZ NWZ ^IVLM\[ NZQ JM^¥OMTQOPML 8ZQVKQXXM\ Q MV ^IVL[TIVOM LMZ MZ NaTL\ UML ^IVL WO [WU MZ sJMV Q JMOOM MVLMZ MZ I\ ^IVLW^MZÆILMV ^QT [\s Q [IUUM P¦RLM Q JMOOM ender. Der må ikke være luftbobler i slangen, den skal holdes i ro, og man må ikke komme til at træde på den. Det er let at se, om den er i orden, man skal JTW\ PWTLM LM \W [TIVOMMVLMZ WX UWL PQVIVLMV · ^IVLW^MZÆILMV [SIT [\s Q [IUUM P¦RLM 5IV [SIT [QO\M MN\MZ UQL\MV IN ^IVLW^MZÆILMV 5M\WLMV MZ XMZNMS\ til bygningsopmåling, da den ikke er følsom overfor gyngende gulve, og man kan afsætte omkring hjørner. En person holder slangen ved blyantsmærket, hvor man har valgt sit vageniveau, og en anden person står der, hvor man ønsker et vagemærke. Når slangen er i ro, hæver/sænker den, der står ved udgangsmærket, slangen, indtil den midterste del af vandsøjlen er nøjagtigt ud for blyantsmærket. 114

Måleudstyr – 3VQ^ WO OI‫ٺ‬MTWXUsTQVO <WUUM[\WSSM <ITUM\MZ *sVLUsT WO U >QVSMTXZQ[UM PMT[\ LWJJMT\^QVSMTXZQ[UM 3TIZ ^IVL[TIVOM UML XZWXXMZ UML [VWZM U >I\MZXI[ KU Murerlod <aVL U]ZMZ[VWZ PMT[\ ÆM\\M\ MTTMZ[ [V]ZZMZ [VWZMV Z]VL 8TI\JWZ LQ^MZ[M [¦U U]ZPIUUMZ WO TWUUMSVQ^ <MOVMJZ¥\ MN\MZ XIXQZ[\¦ZZMT[M <MOVMXIXQZ UsTNI[\ UQTTQUM\MZ XTI[\NWTQM ) 4QVM` TQVMIT Kvadreret A4-blok *TaIV\MZ 0 * UU Blyantspidser >Q[SMT¥LMZ <IXM

Når det er sket, gives der signal til den anden, der så kan afsætte det nøjagtige mål. Når slangen ikke kan nå længere, skal man være ekstra omhyggelig, og den N¦Z[\M XMZ[WV Æa\\MZ [QO [s \QT LM\\M VaM ]LOIVO[X]VS\ 6sZ UIV MZ SWUUM\ PMTM vejen rundt, kontrolleres om man havner i det samme niveau, ellers må man måle det hele en gang til. Eftersom en omhyggelig opmåling tager lang tid, kan det absolut anbefales at optegne på målfast millimeterfolie. Det er ikke særlig kønt, men målfast, robust og uafhængig af skiftende fugtighed. Da det er lettest at udmåle fra foliens tern, bør alle snore afsættes på en af stregerne på millimeterpapiret, den første hovedsnor på en af de kraftige centimeterstreger. Når man afsætter mål på milTQUM\MZNWTQMV [SIT UIV S]V JZ]OM TQVMITMV \QT I\ ÅVLM LMV ZQO\QOM UQTTQUM\MZ\MZV indenfor denne afsættes målet på øjemål. Hvis man måler i målestoksforholdet " P^WZ UU JTQ^MZ \QT UU Xs \MOVQVOMV [SIT ITTM IN[\IVLM UMTTMU [VWZM LMZNWZ ^¥ZM M\ U]T\QXT]U M\ PMT\ IV\IT OIVOM IN UU MTTMZ KU )N[\IVL mellem parallelle snore udmåles med stålmålebånd eller lasermåler, herefter kan OTI[ÅJMZUsTMJsVL JMVa\\M[ ^ML I\ LM [\Z¥SSM[ \QT LM\ N]VLVM UsT Opsætning af en snor vinkelret på en anden snor foretages med vinkelprisme, og der efterprøves, indtil der i prismet ses en absolut overensstemmelse i begge retVQVOMZ )N[¥\VQVO UML ^QVSMTXZQ[UM OQ^MZ [WU ZMOMT [\WZM S^ITMZ 8ZQVKQXXM\ Q M\ prisme er, at man ser vinkelret ud til både højre og venstre gennem de to prismer og ligeud gennem en sprække mellem prismerne. Holdes prismet op til en snor – som det under ingen omstændigheder må røre –, ses snoren som to linjestumXMZ · uV Q P^MZ\ XZQ[UM 6sZ LM \W TQVRMZ MZ TWLZM\\M WO TQOM W^MZ PQVIVLMV PWTLM[ prismet korrekt. Derefter kan man bevæge sig langs snoren, til man ser det, man ønsker at prisme gennem sprækken, så der ses en lodret linje. Målet langs snoren IÆ¥[M[ Xs UsTMJsVLM\ ]VLMZ [VWZMV ,M[ ÆMZM [VWZM LM[ TM\\MZM MZ LM\ I\ WXUsTM · WO LM[ T¥VOMZM \QL \IOMZ LM\ I\ opsætte systemet. Man bør derfor opsætte snore, hvor der alligevel skal laves snit, det letter planopmålingerne. Dette kræver, at der tidligt i opmålingsfasen tages beslutning om, hvor snittene skal tages. Når der er opsat målesystem i stueetagen, opsættes tilsvarende målesystemer i hver af evt. andre etager. Også her gælder, at afstanden mellem de forskellige etager vælges, så de er et multiplum af 5 cm. Når der måles traditionelt, tegnes tegningerne færdige på stedet, efterhånden som der måles. Der optegnes med hård blyant på målfast millimeterfolie. Senere, om aftenen, overføres tegningerne til computer til endelig rentegning.

næste opslag: Opmåling ud fra ortogonalt målesystem – 3VQ^ WO OI‫ٺ‬MT WXUsTQVO NW\W" <PWUI[ 3IUXUIVV

Opmåling af plan Den egentlige opmåling af bygningens plan foregår ved at fastlægge et tilstrækkeligt stort antal karakteristiske punkter på bygningen i forhold til målesystemet. Det er bl.a. hjørner, vinduer og døre. Målesystemet kan opfattes som akserne i et koordinatsystem. Mellem de forskellige målepunkter tegnes en passende streg. For helt lige bygningselementer som moderne støbte betondele, snedkerdetaljer, ståldele m.m. forbindes med rette linjer tegnet med lineal eller på computer med en enkelt ret linje. For lettere ujævne bygningsdele som en pudset væg eller et ikke maskinsavet stykke tømmer kan man benytte en lineal vendt om, så man kan vride blyanten tæt op ad og længere væk fra den høje side af linealkanten. Natursten og stærkt nedbrudte bygningsdele tegnes på fri hånd. Denne form for streger er faktisk ret svære at udføre på computer, men man må tilstræbe at efterligne de forhold, de skal forestille – stregen skal være som en god frihåndstegning. Som nævnt er en opmåling en frihåndstegning mellem opmålte punkter, et portræt. Auto+), \MOVQVOMZ MZ PsJT¦[M I\ [M Xs P^Q[ ITTM [\ZMOMZ S]V MZ UI\MUI\Q[S ZM\\M TQVRMZ ,M MVSMT\M X]VS\MZ[ SWWZLQVI\MZ ÅVLM[ ^ML PR¥TX IN ^QVSMTXZQ[UM WO UsTMbånd. Ethvert punkt beskrives med to koordinater hhv. langs snoren og på tværs. 115

Opmåling ud fra ortogonalt målesystem hele opslaget

I praksis foretages denne opmåling af de enkelte punkters koordinater ved først at føre vinkelprismet langs snoren, til man ser det valgte punkt korrekt i prismet, noterer dets koordinat på det under snoren hængende målebånd, og så måler den korteste afstand fra punktet til snoren. Hvis der er to vinkelrette snore, kan man blot måle direkte til disse Når det vinkelrette målesystem er tegnet på den målfaste original, kan de enkelte opmålte punkters koordinater afsættes på tegningen – det anbefales stærkt at nedskrive alle tallene til senere brug og indtastning på computer. Alle punkter, der beskriver en ændring af bygningens mure, opmåles på denne måde og afsættes på originaltegningen. Herved fastlægges vinduesfalsenes hjørner, dørindfatningernes yderside osv. Findes der ingen murhuller på en væg af en vis længde, bør man måle nogle UMTTMUTQOOMVLM X]VS\MZ Xs ^¥OOMV MS[ NWZ P^MZ U Som tidligere nævnt anbefales det at starte med at opmåle detaljer i 1:1 og vinL]MZ WO L¦ZM Q " ,MZUML JMP¦^MZ UIV QSSM I\ WXUsTM [MT^M L¦ZMVM WO ^QVduerne ved rumopmålingen, men kan nøjes med nogle få punkter, der fastlægger deres placering. Dermed undgår man at måle en masse punkter på denne forholdsvis omstændelige metode; der måles kun et tilstrækkeligt stort antal punkter til at sikre, at tegningen bliver korrekt, og detaljerne indtegnes i forhold til disse punkter. I praksis måles således fra målesystemet et par punkter på hvert vindue, P^MZ L¦Z W[^ [IU\ PR¦ZVMZVM Q LM MVSMT\M Z]U 6sZ UIV VMLSWXQMZMZ " \MOningerne, er det som regel nødvendigt at fjerne en del af detaljeringen, for at stregerne ikke skal brænde sammen under nedskaleringen. Såfremt et hjørne ikke kan ses i prismet, når man sigter fra målesnoren, måles det nærmeste punkt på væggen, der kan ses i prismet. Evt. tegner man en streg på muren, opmåler den og måler hjørnet fra denne streg. 6WZUIT\ ^QT UIV [\IZ\M UML I\ WXUsTM [VQ\ÆILMV LMZV¥[\ LM\ UIV [MZ VML Xs ]VLMZ [VQ\XTIVM\ WO [QL[\ LM\ LMZ MZ W^MZ [VQ\XTIVM\ · LM\ UIV ¼[MZ UML VISSMV¼ såsom loftsbjælker. Loftsbjælker, stuklofter eller hvælvingsribber o. lign. nedloddes punkt for punkt og indmåles i forhold til målesystemet. <MOVQVOMZVM NWZ[aVM[ UML MV [SZI^MZQVO IN [VQ\ÆILMZVM LMZ IN[XMRTMZ LM materialer, bygningen er opbygget af, dermed tvinges man til at forholde sig til de materialer, bygningen er konstrueret af. Nordretningen indmåles ved at holde kompas eller smartphone over hovedaksens målesnor og måle vinklen. Opmåling af snit og opstalter Opmåling af snit og opstalter foretages ligesom for planerne ud fra det ortogoVITM UsTM[a[\MU ,MZ WXP¥VOM[ MV MTTMZ ÆMZM TWL[VWZM LMZ [SIT ^¥ZM [s TIVOM [WU U]TQO\ WO PMT[\ [SIT LMZ ^¥ZM MV TWL[VWZ Q PMTM JaOVQVOMV[ NIKILM P¦RLM >ML [VQ\UsTQVO WXP¥VOM[ MV ]L^MVLQO TWL[VWZ Xs JMOOM JaOVQVOMZ[ [QLMZ NZI OMsims til terræn, og gerne en gennemgående indvendig lodsnor i hele bygningens P¦RLM N MS[ Q L]ZKP[QO\MV ^ML \ZIXXMZ -VL^QLMZM MZ LM\ WN\M XZIS\Q[S I\ []XXTMZM LM OMVVMUOsMVLM TWL[VWZM UML SWZ\M TWL[VWZM Q LM MVSMT\M Z]U N MS[ ^ML M\ TIVO[OsMVLM [SQTTMZ]U ,M ^IVLZM\\M VQ^MI]MZ WO TWL[VWZM ]LO¦Z LM\ ZM\^QVSTMLM målesystem og må ligesom ved planet opfattes som akser i et koordinatsystem. Hvis lodder hænger i lange snore, vil de svinge, her kan man med fordel anbringe loddet i en spand vand for at dæmpe svingningerne, men man skal være opmærksom på, at loddet ikke vil være lodret i blæsevejr, selvom det måske står ret stille i spanden. Her må man vente, til vinden lægger sig, det sker ofte i skumringen. Medens snore skal hænge frit, når man måler planer, må man understøtte dem ved opmåling af opstalter, da de ellers synker på midten. Opmålingen af bygningens snit og opstalter foregår som ved planerne ved at måle de karakteristiske punkters afstand fra henholdsvis det vandrette og det lodrette målesystem. 8s LMVVM UsLM NI[\T¥OOM[ ITTM PR¦ZVMZ IN U]ZP]TTMZ \¦UUMZ[\aSSMZ W[^ UML \W

denne side: Afsætning af vagepunkter ved hjælp af vandslange NW\W" 5IZOZu\ 5I\\PQI[L~\\QZ modsatte side: Afsætning af vagepunkter ved hjælp af vandslange NW\W" <PWUI[ 3IUXUIVV

!

Måleudstyr – totalstation <W\IT[\I\QWV 8+5 SWZ\ Batterikasse med prismer, fjernbetjening m.m. <ZMJMVM\ SZIN\QO\ [\I\Q^ *TaIV\ WO SZQL\ \QT I\ \MOVM ÅS[X]VS\MZ Xs U]Z

Transformation Arkitekt Bygning Adresse Årstal

Henning Hansen Hegnslund Strandvejen 859, 2930 Klampenborg 1914

Art Emne Mål

Opmåling Opstalt D.1.1 1:10

Dato

26. Juni 2013

Transformation Arkitekt Bygning Adresse Årstal

Henning Hansen Hegnslund Strandvejen 859, 2930 Klampenborg 1914

Art Emne Mål

Opmåling Opstalt D.1.1 1:10

Dato

26. Juni 2013

modsatte side: Opmåling med totalstation NW\W" <PWUI[ 3IUXUIVV denne side, fra oven: Hegnslund, Klampenborg, Henning Hansen 7XUsTQVO Q ¼8]VS\[Sa¼ WXUsT\ UML \W\IT[\I\QWV 8]VS\MZVM NWZJQVLM[ PMZMN\MZ UML [\ZMOMZ \MOVQVOMZ" <ZIV[formation

koordinater, der kan afsættes på den målfaste original, når det vinkelrette målesystem først er tegnet. Detaljer som tagsten, trappetrin, balustre m.v. skematiseres normalt, da ændringer erfaringsmæssigt kun meget sjældent overstiger målenøjagtigheden på en cm, idet blot de ydre markeringer måles, medens de øvrige tegnes efter en simpel optælling af antallet med en efterfølgende deling. Skorstenspiber er som oftest praktisk utilgængelige for direkte opmåling og må derfor tegnes skematisk Xs OZ]VLTIO IN MV [QUXMT WX\¥TTQVO IN [SQN\MOIVOM WO [SQN\MZVM[ [\MVIV\IT" <ZM [SQN\MZ [\IVLIZL[\MV UML N]OMZ MZ KU Q P¦RLMV 0MZ [SIT UIV JMVa\\M I\ \ZM [SQN\MZ UML N]OMZ MZ KU Q P¦RLMV MV T¦JMZ UML N]OM MZ KU MV ý [\MV MZ KU MV SWX MZ KU WO MV XM\ZQVO MZ KU >ML OIUTM QSSM [\IVLIZL[\MV UsTM[ M\ XI[[MVLM IV\IT [SQN\MZ T¦JMZM WO SWXXMZ M\ tilgængeligt sted på bygningen, man tager gennemsnittet og disse mål anvendes. Man opmåler stik, mønster i murværk samt alle spor i murværket, men som regel ikke selve de enkelte mursten, det bliver alt for dominerende og arbejdskrævende. I tilfælde af særlige bygningsarkæologiske undersøgelser skal man dog indtegne de enkelte sten. Opmåling ud fra ortogonalt målesystem – totalstation Opmåling ud fra snoresystem og totalstation minder om hinanden ved, at de begge er omhyggelige og nøjagtige. Det største tidsforbrug er i selve bygningen, og man måler de punkter, der er vigtige for at forstå bygningen, såsom hjørner, vinduesfalse m.m. Opmåling med laserscannere, hvor der måles en punktsky, står i modsætning hertil, her måles i blinde, men mange punkter hvorfra de vigtige så dannes. Den største forskel på opmåling med totalstation og den traditionelle opmåling med snore, vandslange og vinkelprisme er, at den traditionelle metode er umiddelbart lettere forståelig og ikke så krævende i dyrt udstyr og i, at man skal sætte sig ind i at benytte instrumentet. Desuden egner den traditionelle metode sig bedre, hvis mange, f.eks. studerende, måler på samme bygning. <W\IT[\I\QWVMV OQ^MZ UIVOM NWZLMTM Xs [^¥Z\ \QTO¥VOMTQOM [\MLMZ P¦RM SWUXTMS[M bygninger og i tilfælde af, at man ikke har længerevarende fri adgang til stedet. <QT OMVO¥TL MZ LM\ QSSM ]UQLLMTJIZ\ \QT I\ [M P^WZ UsTMVM SWUUMZ NZI WO LM[uden bruges der en del tid på at sætte sig ind i instrumentets mange funktioner. En totalstation er udviklet som et landmålerinstrument og er en teodolit med indbygget regnekraft. Instrumentet opsættes på en trefod og justeres, så det står helt vandret. Det måler en vandret og lodret vinkel med meget stor præcision. I modsætning til dens forgænger teodolitten er totalstationen forsynet med regnekraft, så LMV SIV WUZMOVM NZI LM\ XWT¥ZM \QT LM\ ZM\^QVSTMLM SWWZLQVI\[a[\MU <W\IT[\I\QWVMV UsTMZ ^QVSTMZ Q VaOZILMZ P^WZ MV KQZSMT MZ VaOZILMZ MTTMZ OWV WO MV ZM\ ^QVSMT MZ OWV -V OWV WXLMTM[ Q VaUQV]\\MZ WO M\ VaUQV]\ WXLMTM[ QOMV Q Va[MS]VLMZ <W\IT[\I\QWVMV UsTMZ UML MV XZ¥KQ[QWV Xs IN MV VaOZIL OWV De nye totalstationer kan selv måle afstanden fra instrumentet til det punkt, man vil måle. Det kan ske på to forskellige måder, dels med en kraftig synlig laserplet, som ikke kræver, at man er nær punktet, man ønsker at opmåle, eller med en svag usynlig laser, der skal måle til et prisme. Den sidste metode anvenLM[ Q[¥Z ^ML TIVLUsTQVO \QT LM\ [\WZM o-prisme eller til bygningsopmåling til et lille spejlprisme, man kan holde præcist op mod det punkt, man vil måle – denVM UM\WLM JZ]OM[ \QT LM ÆM[\M X]VS\MZ Q VsP¦RLM ,MV SZIN\QOM TI[MZ JMVa\\M[ \QT X]VS\MZ LMZ QSSM SIV Vs[ [s[WU OM[QU[MZ \IOÆILMZ WO [SWZ[\MVM Som nævnt omregner totalstationen selv fra det polære koordinatsystem til LM\ ^MTSMVL\M ` a b [a[\MU [s UIV [WU JZ]OMZ QSSM JMP¦^MZ I\ [XMS]TMZM UMZM over det. Instrumentet måler i meter med en millimeters nøjagtighed. Hvert punkt, man måler, gemmes og kan lægges i et lag som f.eks. vinduer. Man kan også få den til at forbinde punkter med rette linjer i den rækkefølge, de er målt. Det svarer til en børnetegning, hvor man forbinder punkter i en given nummerfølge, og derfor skal man være opmærksom på den rækkefølge, man måler i. 121

Transformation Arkitekt Bygning Adresse

Ukendt Papirmøllen Mølledalen

Årstal

1550

Art Emne Mål

denne side: 8IXQZU¦TTM )UITÅ 1\ITQMV 8TIV [VQ\ WO WX[\IT\ IN ^QVL]M " 3VQ^ WO OI‫ٺ‬MT WXUsTQVO af detalje til at indsætte i facadetegning opmålt med totalstation \MOVQVO" <ZIV[formation 122

Opmåling Vindue 2.2 1:10

Dato Opmålt af

3-11. September 2014 Tilde Tolberg og Hanna Jorem

Transformation Arkitekt Bygning Adresse

Ukendt Cartiera dei Milano Mølledalen, Amalfi

Årstal Emne Mål

1550 Opstalt Vest 1:50

Art Dato Opmålt af

Opmåling 01.09-13.09.2014 Julie Solfeldt, Kristin Søndersrød Ose, Lisa Smith, Arendse Emilie Agger, Frederikke Hallundbæk Gregersen, Kathrine Hede Poulsen & Regine Rostad

Transformation Arkitekt Bygning Adresse

Ukendt Cartiera dei Milano Mølledalen, Amalfi

Årstal Emne Mål

1550 Plan 2 1:50

Art Dato Opmålt af

Opmåling 01.09-01.11.2014 Tilde Tolberg & Hanna Jorem

0

50 cm

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10 m

Transformation Arkitekt Bygning Adresse

Ukendt Cartiera dei Milano Mølledalen, Amalfi

Årstal Emne Mål

1550 Plan 2 1:50

Art Dato Opmålt af

Opmåling 01.09-01.11.2014 Tilde Tolberg & Hanna Jorem

denne side: 8IXQZU¦TTM )UITÅ 1\ITQMV 4IVONIKILM WO XTIV " Opmåling med totalstation \MOVQVO" <ZIV[formation 123

1V[\Z]UMV\M\[ L \MOVQVOMZ SIV W^MZN¦ZM[ \QT +), XZWOZIUUMZ NWZ ^QLMZM JMarbejdning. I praksis vil man dog overføre tegningerne til 2d, hvor man fjerner punkter fra tegninger, hvor de ikke er aktuelle. F.eks. fjerner man punkterne fra VWZL[QLMV Xs MV [aLWX[\IT\ 4QOM[WU ^ML WXUsTQVO UML SVQ^ WO OI‫ٺ‬MT UM\WLMV laver man en omvendt opmåling, hvor man starter med at opmåle detaljer i PsVLMV [WU \QLTQOMZM JM[SZM^M\ WO [s QVL[¥\\M " \MOVQVOMZVM ]L NZI LM [\aZMpunkter, der er opmålt med totalstationen. 6sZ UIV [SIT WX[¥\\M \W\IT[\I\QWVMV [SIT UIV WO[s PMZ ÅVLM LM\ WXZQVLMlige udgangspunkt for den bygning, man skal opmåle. I stedet for at opsætte sin hovedsnor, skal man her vælge sit målesystems nulpunkt samt et andet punkt på bygningen, der angiver den oprindelige udgangsretning. Når totalstationen er opsat, vil den måle alle andre punkter i dette koordinatsystem. Når man skal skif\M WX[\QTTQVO MTTMZ [\I\QWV UsTMZ UIV JTW\ \QTJIOM \QT M\ XI[[MVLM IV\IT ÅS[X]VS\MZ UQVQU]U \W PMT[\ [MS[ WO WX \QT \Q ]LUsT\ NZI LMV N¦Z[\M WX[\QTTQVO WO \W\IT[\I\QWVMV ^QT [s UsTM ^QLMZM Q LM\ N¦Z[\ LMÅVMZMLM SWWZLQVI\[a[\MU .QS[X]VS\MZ MZ typisk nogle små kryds, man afsætter med blyant på bygningen. For høje, fjerne ÅS[X]VS\MZ O¥TLMZ I\ UIV ]L^¥TOMZ MS[Q[\MZMVLM X]VS\MZ Xs NIKILMV LMZ MZ TM\\M I\ OMVÅVLM [s[WU [\ZIVL[SITTMZ Q U]Z[\MV ^QVL]M[PR¦ZVMZ OIUTM P]TTMZ MN\MZ stilladsbefæstelse m.m. Hvis totalstationen blot kender to punkter, vil den selv pege op på et tredje, hvis placering vil være svært at huske, f.eks. en strandskal i en mursten på en stor gavl. Det skal tilstræbes, at totalstationen genopsættes med en nøjagtighed på højst 2 mm i hver af koordinaterne. Man kan nogenlunde let opnå en nøjagtigPML Xs UU Xs LM ÆM[\M IN SWWZLQVI\MZVM 0^Q[ VsZ MV XI[[MVLM V¦RIO\QOPML er opnået, sættes stationen, og opmålingen starter. Det er vigtigt, at man altid IN[T]\\MZ [QV UsTQVO UML M\ UsT \QTJIOM \QT M\ IN ÅS[X]VS\MZVM ,MV Va UsTQVO [SIT jo være den samme som den oprindelige, hermed får man en advarsel, hvis de to mål er forskellige, måske hvis instrumentet er blevet forrykket. Det er omstændeligt at slette fejlmålinger, så det er lettere at måle om og så fjerne fejl senere direkte på kortet. Det sidste mål på et punkt skal være rigtigt. Instrumentet er følsomt overfor blæsevejr, og det kan være meget hårdt at måle i solskin og decideret farligt at se solen gennem kikkertsigtet. Når der måles traditionelt, tegnes tegningerne færdige på stedet, efterhånden som der måles, men med totalstationen ser man ikke det, der måles, før man NsZ \¦U\ LIOMV[ WXUsTQVO NZI UMUWZaSWZ\M\ W^MZ Xs [QV KWUX]\MZ <MOVQVOMZVM NZI \W\IT[\I\QWVMV W^MZN¦ZM[ \QT M\ +), XZWOZIU NWZ ^QLMZM JMIZJMRLVQVO ,M\ MZ meget sjældent, at de mekanisk rette linjer, der forbinder målepunkterne, umiddelbart kan anvendes. Opmåling med laserscanner Der er i dag udviklet en ny type opmålingsinstrument, hvor målingen foregår I]\WUI\Q[S ^ML I\ LMZ UsTM[ M\ [\WZ\ IV\IT X]VS\MZ \¥TTM[ Q UQTTQWVMZ Xs SWZ\ \QL \¥TTM[ Q UQV]\\MZ 5M\WLMV MZ QSSM INXZ¦^M\ Xs )SILMUQM\ WO NWZSTIZM[ LMZNWZ QSSM nærmere her. Det kan dog nævnes, at fordelen med en laserscanner er, at det går meget hurtigt, at stort set alt måles, og man får en 3d-model. Målemetoden medfører dog, at man ikke er lang tid i bygningen og dermed ikke lærer den særlig godt at kende, og at man kan komme hjem, uden at nogle af de vigtigste mål er med, da de evt. har været skjult af møbler, træer, rod eller andet. Desuden måler man ikke JM^QL[\ \QT LM ^QO\QOM X]VS\MZ LMZ LMÅVMZMZ MV JaOVQVO [s[WU PR¦ZVMZ · LM JTQ^MZ ekstrapolerede ud fra måleskyen. Dermed kommer man til at bruge lang tid foran computeren på at bearbejde punktskyerne i stedet for at bruge tiden i bygningen. Instrumentet er desuden kostbart og endnu udenfor rammerne af at kunne IV[SI‫ٺ‬M[ NWZ MV \MOVM[\]M ,MZUML [SIT UIV JM[\QTTM VWOMV \QT I\ UsTM WO UIV får så heller ikke selv kendskabet til bygningen. 8s [QO\ VsZ QV[\Z]UMV\MZVM NITLMZ Q XZQ[ ^QT MV SWUJQVI\QWV IN WXUsTQVO UML laserscanner og traditionel opmåling formodentlig være den optimale metode for bygningsopmåling. 124

modsatte side: +IV 4QV 5ITTWZKI 7XUsTQVO )TM` 8WXW^ Opmålingsrejse NW\W" <PWUI[ 3IUXUIVV

125

Bygningsarkæologi af Thomas Kampmann

.WZUsTM\ UML MV JaOVQVO[IZS¥WTWOQ[S ]VLMZ[¦OMT[M MZ I\ [SI‫ٺ‬M [QO M\ LaJ\OsMVde kendskab til den oprindelige bygning og til de ændringer, den har gennemgået i tidens løb. Herigennem erhverver man sig en forståelse for bygningens historie, kulturhistoriske kvaliteter og for den konstruktive sammenhæng, som en evt. følgende restaurering eller transformation vil gribe ind i. Den mest elegante form NWZ JaOVQVO[]VLMZ[¦OMT[M WO LMV LMZ JM[SZQ^M[ PMZ NWZ]L[¥\\MZ I\ LMZ QSSM O¦res indgreb i den eksisterende bygning. Under restaureringsarbejdet på en bygning har man gennem afhugning af puds, nedtagning af enkelte bygningsdele, udgravninger osv. lejlighed til dyberegående undersøgelser. Den mest radikale undersøgelse – der også er forbundet med bygningens udslettelse – er den, man kan foretage ved en nedrivning. Det er ved enhver opgave restaureringsarkitektens pligt at registrere alle iagttagelser af interesse. De vigtigste hjælpemidler ved en bygningsundersøgelse er opmålingen og den bygningsarkæologiske beskrivelse. I opmålingen klargøres forholdet mellem de enkelte bygningsdele. I beskrivelsen, der består af en systematisk og en kronologisk del, sammenfattes alle de iagttagelser, der kan have betydning for forståelsen af bygningens tilblivelse. Den mest enkle måde at forstå resultaterne af en bygningsarkæologisk undersøgelse på er gennem fremstilling af rumlige

127

tegninger af bygningen i dens vigtigste faser: fra dens opførelse frem til dens nuværende fremtræden. Dette nødvendiggør ofte ekstra undersøgelser efter spor på bygningen og i arkivalier. *M[SZQ^MT[MV SIV ]VLMZ[\¦\\M[ UML NW\WOZIÅMZ UMV NW\WOZIÅMZ ITMVM SIV ikke erstatte hverken opmåling eller beskrivelse. Bygningsarkæologisk undersøgelse kan være en forudsætning inden arbejder i fredede bygninger og kan være meget fordelagtige ved evt. ansøgning til fonde i forbindelse med en restaurering eller en transformation. Bygningsarkæologi – hvor man i en eksisterende bygning undersøger de forskellige historiske lag og forsøger at sætte dem ind i rette sammenhæng for at forstå objektets nuværende fremtræden – er tæt knyttet til bygningsopmålingen. Selve opmålingen er en stor og krævende opgave, som medfører, at man opholder sig lang tid i bygningen og nødsages til at komme rundt i alle kroge, selv de kroge, der ikke umiddelbart virker interessante og tillokkende. Dermed tvinges UIV \QT I\ NWZPWTLM [QO \QT ITTM LMTM IN JaOVQVOMV WO ZMÆMS\MZM W^MZ P^QTSM PQ[\Wriske faser de enkelte dele stammer fra. Det er ofte fra disse ydmyge steder, de overraskende og betydende fund gøres. Systematisk beskrivelse Bygningen gennemgås efter et bestemt system, således at man kommer igennem alle dens dele: først omgivelserne, så facaderne, de enkelte rum og til sidst tagetagen. Iagttagelserne nedfældes i form af notater og skitser, der kan suppleres med NW\WOZIÅMZ Q M\ P¥N\M MTTMZ Xs T¦[M JTILM >ML UQVLZM WUNI\\MVLM ]VLMZ[¦OMT[MZ kan notater og skitser indføres direkte på opmålingstegningerne. Beskrivelsen MZ \QT XMZ[WVTQO\ JZ]O WO UIV J¦Z ÅVLM NZMU \QT MV NWZU LMZ O¦Z LM\ U]TQO\ I\ udarbejde og færdiggøre den på stedet. Følgende stikord indeholder retningslinjer for en systematisk gennemgang af bindingsværksbygninger i byen og på landet. Beliggenhed Karakteristiske forhold, som kan have betydning for forståelsen af bygningerne: terræn, orientering, adgangsveje, afvandingsforhold, have og hegn, beplantning, belægninger, udhuse samt mødding. Facader .]VLMZQVO [aTL[\MV JQVLQVO[^¥ZS NaZ MTTMZ MO [IUTQVOMZ V]UUMZMZQVO [XWZ IN ¥VLZQVOMZ \IX WO VIOTMP]TTMZ \QLTQOMZM ZMXIZI\QWVMZ OMVIV^MVLMT[M ]LNaTLVQVO IN \I^TMVM TMZSTQVQVO Xs [\¦RTMZ UML MTTMZ ]LMV ÆM\^¥ZS [WT\¦ZZMLM [\MV \MOT NWZUI\ WO N]OVQVO L¦ZM WO ^QVL]MZ OI^TJMST¥LVQVO ^QVL[SMLMZ \IOJMklædning, skorstenspiber samt kviste. De enkelte rum >¥OOMVM[ JM[SI‫ٺ‬MVPML JM[SZQ^MT[M IN [aVTQO\ JQVLQVO[^¥ZS O]T^ TWN\ [aVTQOM JR¥TSMZ X]L[ MTTMZ IVLMV JMST¥LVQVO ^QVL]MZ WO L¦ZM ITTM XZWÅT\aXMZ \MOVM[ WO JM\MOVM[ UML ^QVL]M[ MTTMZ L¦ZV]UUMZ XIVMTMZ T¥ZZML[JMST¥LVQVO \IXM\MZ IVLM\ NI[\ Z]U]L[\aZ QTL[\MLMZ ITSW^MZ J¥VSM [SIJM \ITTMZSMVZ¥SSMZ U U samt farvelag. Tagetagen <IOSWV[\Z]S\QWV V]UUMZMZQVO IN [X¥Z \ZIXXMZ MTTMZ [\QOMZ TWN\[QVLZM\VQVO [IU\ skorstene. Hver bygning byder på sine egne problemstillinger, og kun gennem erfaring lærer man, hvilke undersøgelser man bør lægge vægt på. Her skal omtales tre typer af iagttagelser, som er særligt udbyttegivende ved bygningsarkæologiske undersøgelser.

forrige side: Hagenskov Slotsmølle, tømmermærker på tagværk NW\W" <PWUI[ 3IUXUIVV

Tømmersamlinger og nummerering Bindingsværk tildannes og samles normalt på en såkaldt afbindingsplads, der kan ligge langt fra selve byggepladsen. De enkelte tømmerstykker eller samlinger nummereres derfor efter et vist system, således at de atter kan samles efter adskillelse og transport. Bindingsværkets logiske opbygning gør, at ændringer i konstruktion sjældent kan gøres uden at efterlade spor. Undersøgelse af tømmermærker og naglehuller kan derfor give vigtige oplysninger om bygningshistorien. Dog kan fortolkningen vanskeliggøres af, at bindingsværkstømmer ofte genanvendes. Murværk Murstenenes farve, form og størrelse og hele murværkets udformning gør det muligt at skelne mellem forskellige bygningsafsnit og tillader også under visse NWZPWTL MV OZW^ LI\MZQVO 5IV JM[SZQ^MZ [\MVMVM[ SIZIS\MZ WO UsT ]INP¥VOQOM T¥VOLMZ JZMLLMZ WO P¦RLMZ [IU\ OIVOM P¦RLMV Xs [SQN\MZ UML N]OM forbandt, fugematerialet og fugens udformning. 8ZWÅTMZ ;VMLSMZXZWÅTMZ PIZ [WU ZMOMT M\ [\QTXZ¥O [WU U]TQOO¦Z MV OZW^ LI\MZQVO MS[MUXTMZ Xs LM\\M ÅVLM[ Q 0 0 -VOY^Q[\" ,IV[S ;\QTPQ[\WZQM ,WO Us UIV P][SM I\ XZWÅTP¦^TMVM [WU [VMLSMZMV WN\M TI^MLM [MT^ S]VVM TQOOM UMOM\ T¥VOM Q ^¥ZS[\MLM\ WO Us[SM Os Q IZ^ NZI NILMZ \QT [¦V <ZWL[ LQ[[M JMOZ¥V[VQVOMZ MZ [VMLSMZXZWÅTMZVM M\ UMOM\ ^QO\QO\ PR¥TXMUQLLMT \QT I\ JM[\MUUM QV^MV\IZLMTM[ ITLMZ WO indbyrdes sammenhæng. >ML JaOVQVO[]VLMZ[¦OMT[MV \MOVM[ ITTM XZWÅT\aXMZ Q " WO NWZ[aVM[ UML dør/vinduesnummer, der indføres på opmålinger og i beskrivelsen. Se desuden IN[VQ\\M\ ¼,¦Z ^QVL]M[[SMUI¼ ]VLMZ ¼*aOVQVO[WXUsTQVO¼ Farvelag -\ Z]U[ NIZ^MPWTLVQVO MZ TQOM[WU XZWÅTMZVM \QL[\aXQ[S ;\]LQMZ IN NIZ^MTIOMVM JMVa\\M[ VI^VTQO \QT I\ INO¦ZM WU ^Q[[M QV^MV\IZLMTM P¦ZMZ [IUUMV WU UITQVO[TIOMVM N¦TOM[ IL >ML UQVLZM ]VLMZ[¦OMT[MZ SIV TIOMVM JTW\T¥OOM[ M\ MN\MZ M\ ^ML NWZ[QO\QO [SZIJVQVO UML MV [SIZX [SITXMT >ML [\¦ZZM ]VLMZ[¦OMT[MZ JMVa\\M[ kemikalier eller farvesnit, der betragtes i mikroskop. Forhold til opmålingstegninger og dør-/vinduesskema Spor på murværk 8s [MT^M WXUsTQVO[\MOVQVOMZVM QVL\MOVM[ ITTM LM [XWZ UIV ÅVLMZ VsZ UIV Usler op. Det kan være spor efter tidligere skillevægge, tilbygninger, forhøjning af M\IOMZ MTTMZ [XWZ IN ^QVL]MZ WO L¦ZM LMZ MZ JTM^M\ JT¥VLM\ MTTMZ Æa\\M\ U U Som eksempel vises Hagenskov Slotsmølle på Sydvestfyn. Den venstre side af JaOVQVOMV Xs WXUsTQVO[\MOVQVOMV OMVOQ^M\ Xs V¥[\M [QLM MZ U¦TTMLMTMV UMV[ den højre side af bygningen, med det lave tagskæg, er våningsdelen eller beboel[M[LMTMV 8s U¦TTMLMTMV [M[ I\ LM \W [\ITLL¦ZM MZ WXZQVLMTQOM LI LMZ MZ [\QS W^MZ dem. Man kan desuden se – ved at betragte sporerne i murværket – at det højre staldvindue er isat i et oprindeligt vindues-/lugehul, mens der formodentlig aldrig har været vindue ved det højre støbte staldvindue, hvor der ikke er spor efter stik. Mellem de to hoveddøre ses to vinduer. Over det venstre af disse er der ikke stik, hvorfor det nok ikke er ældre end det nuværende vindue fra barokken, mens det højre er oprindeligt med stik over, der viser, at bredden af det nuværende vindue er det samme som det oprindelige. Den stiplede vandrette linje i omkring en meters højde viser grænsen, der tegner sig i facaden mellem munkesten forneden og de nyere renæssancesten over. Der anes en lodret linje til højre for den højre dør, den angiver møllens oprindelige udstrækning.

!

Spor i bindingsværk <MOVQVOMV VMLMZ[\ Xs UWL[I\\M [QLM ^Q[MZ MV WXUsTQVO IN VWZL[QLMV IN [\ITLMV \QT 0IOMV[SW^ ;TW\[U¦TTM 8s \MOVQVOMV SIV UIV [M I\ JQVLQVO[^¥ZS[NIOM\ aLMZ[\ til venstre har indhugget tømmermærke I i både stolpe, løsholt og skråbånd. Løsholtet er det vandrette stykke tømmer placeret under vinduerne. En dok, der ikke er i dette fag, er det korte, lodrette stykke tømmer fra løsholtet ned til fodremmen. Fag II har intakt stolpe, hvor der oprindeligt har siddet en dør ligesom nu, da der ikke er mærke efter løsholt, hvor døren sidder. Derimod mangler stolpe III helt, og løsholtet er en genbrugt stolpe, formoLMV\TQO NZI [aL[QLMV P^WZ LMZ MZ ÆMZM [\WTXMZ LMZ TQOVMZ LMV ,MVVM \QLTQOMZM [\WTpe har formodentlig på et tidspunkt haft en lavere dør på den ene side, hvilket ses pga. det venstre tap- og naglehul. Det ses desuden, at der har været en skillevæg, da der er et taphul bagfra, der går ind lidt til venstre. Der er dog også taphuller fra to løsholter, hvorfor der oprindeligt ikke har siddet en dør. Den tidligere bund af stolpen er skåret af, formodentlig da den har været rådden. Det kan også forklare, hvorfor der er taget af den øverste side, taphullerne sidder meget tæt på kanten. 8s [\WTXM 1111 PIZ LMZ TQOMTMLM[ ^¥ZM\ M\ T¦[PWT\ UWL P¦RZM P^WZNWZ L¦ZXTIceringen er nyere. Der har desuden været en skillevæg, hvilket ses pga. taphullet, LMZ OsZ Xs \^¥Z[ ;\WTXM > PIZ [\ILQO T¦[PWT\M\ Xs ^MV[\ZM [QLM UMV [\WTXMV MZ NWZUWLMV\TQO\ Æa\\M\ P^WZ^ML \¦UUMZU¥ZSM\ Xs T¦[PWT\M\ MZ NWZ[^]VLM\ )N[\IVLMV UMTTMU LWSSMV WO [\WTXM > MZ Q P^MZ\ NITL SWZ\ >ML [\WTXM >1 PIZ LMZ ^¥ZM\ MV tværskillevæg, da der er et indvendigt taphul. Der har formodentlig efter opførel[MV ^¥ZM\ QVL[I\ MV L¦Z [WU PIZ NRMZVM\ [\WTXM >11 WO MV LMT IN T¦[PWT\M\ ,MZ PIZ ^¥ZM\ MV \^¥Z[SQTTM^¥O ^ML [\WTXM >111 WO T¦[PWT\M\ MZ MV OMVJZ]O\ [\WTXM QOMV nok fra sydsiden af stalden. Løsholtet har tømmermærke IIII, men det er mærket UML UQVLZM ZQL[MZ \QT[^IZMVLM [aL[QLMV >QVL]M\ MZ OMVJZ]O\ NZI [MT^M U¦TTMV LM\ IN[T¦ZMZ SIZUXZWÅTM\ [MT^WU ZIUUMZVM MZ ^¥S WO IƦ[\ IN PMTM OTI[ UML M\ gitter for. ,MZ PIZ QSSM ^¥ZM\ MV L¦Z ^ML [\WTXM >1111 LI LMZ MZ \IXP]T MN\MZ T¦[PWT\ UMV NIOMVM @ @11 MZ QV\IS\M 8s TWN\M\ IN [\ITLMV JTM^ LMZ N]VLM\ VWOTM TMUUM luger, for tre af dem har det været muligt at placere hver enkelt korrekt i tegningen efter spor af sømhuller, mens den sidste har svagere spor og derfor er tegnet som usikker rekonstruktion. 8s [\WTXM @111 MZ NI[\ORWZ\ [SZs[\Q^MZ WO T¦[PWT\ @1111 NZI [\WTXM @1111 5s[SM MZ LMTMVM Æa\\M\ ]VLMZ JaOOMZQM\ MTTMZ [MVMZM 0^Q[ LM\ MZ Æa\\M\ [MVMZM PIZ LM\ krævet, at tagremmen har været løftet op over taphullerne, for at stolperne har kunnet tages ud, hvilket de bygningsarkæologiske spor på sydsiden viser må være sket her. Det skal bemærkes, at de bygningsarkæologiske spor på nordsiden af bygningen er forholdsvis enkle at tolke. I modsætning hertil har hele sydsiden [WU V¥^V\ NWZUWLMV\TQO ^¥ZM\ P¥^M\ WO ITTM [\WTXMZ ]L[SQN\MLM WO Æa\\M\ Z]VL\ ikke engang fagbredden passer med nordsiden. =VLMZ[¦OMT[M IN L¦Z ^QVL]M[XZWÅTMZ ;VMLSMZXZWÅTMZ WO JM[TIO MZ KMV\ZITM OZ]VLMTMUMV\MZ NWZ I\ \QL[N¥[\M NWZ[SMTTQOM byggefaser og for at se, hvilke vinduer og døre der er samtidige. Som eksempel Xs P^WZLIV XZWÅTMZ SIV JMVa\\M[ \QT I\ Ns [\aZ Xs SZWVWTWOQMV \IOM[ QOMV ]Lgangspunkt i Hagenskov Slotsmølle.

modsatte side: Opmåling af Hagenskov Slotsmølle \MOVQVO" <PWUI[ 3IUXUIVV !! øverst: Hagenskov Slotsmølle, nordsiden nederst: Hagenskov Slotsmølle, nordsiden af stalden

Der er en del af de indvendige døre, der er opbygget med den samme opdeling af spejle: med et mindre kvadratisk spejl forneden og et rektangulært foroven. ,M PIZ ITTM[IUUMV MV[ QVLNI\VQVO[ ZIUUM WO SIZUXZWÅTMZ [WU MZ \aXQ[SM NWZ UQL\MV IN \ITTM\ -V IN L¦ZMVM MZ LWO ¼^MVL\ WU¼ Q NWZPWTL \QT \ZILQ\QWVMV så det mindste, kvadratiske spejl sidder øverst og ikke som normalt nederst. Den adskiller sig også fra de andre døre, og fra normale døre i det hele taget, ved at de øverste og nederste tværrammestykker er meget smallere end siderammestykSMZVM .WZ I\ ]VLMZ[¦OM WU L¦ZMV [MVMZM MZ Æa\\M\ ^MVL\ WO IVJZIO\ Q M\ TI^MZM 131

denne side: Opmåling af Hagenskov Slotsmølle \MOVQVO" <PWUI[ 3IUXUIVV !! ¦^MZ[\" 7XUsTQVO IN L¦Z , VMLMZ[\" 7XUsTQVO IN ^QVL]M > 132

denne side: Opmåling af Hagenskov Slotsmølle \MOVQVO" <PWUI[ 3IUXUIVV !! ¦^MZ[\" 7XUsTQVO IN XZWÅT Xs L¦Z , nederst til vestre: 7XUsTQVO IN XZWÅT Xs ^QVL]M > nederst til højre: Opmåling af loftpanel 133

murhul, hvor man ofte saver af disse tværrammestykker for at tilpasse døren, blev rammestykkernes tapsamlinger opmålt. Her kan man se, at de øverste og nederste tappe er smalle, og døren altså er født med et smalt over- og underrammestykke. Det blev også undersøgt, om vinduesdelen, der er opdelt med to sprosser, var monteret senere. Hvis ruderne var isat senere, ville der være spor IN ZIUUMXZWÅTM\ [WU LM\ [MZ ]L VMLM ^ML [XMRTM\ LI LM\\M OsZ T¥VOMZM QVL Xs ZIUUM\Z¥M\ MVL ^ML ^QVL]M[XZWÅTM\ WO ^QVL]M\ MZ LMZUML N¦L\ UML ^QVL]M[LMT i det øverste felt. ;XZW[[MXZWÅTM\ Xs ^QVL]M[LMTMV MZ ZM\ [XMKQMT\ WO SMVLM\MOVMVLM NWZ ÆMZM JaOVQVOMZ Xs MOVMV WUSZQVO U¦TTMV UMV MTTMZ[ QSSM [M\ [M \MOVQVO > ,M\\M XZWÅT MZ UIOMV \QT [XZW[[MXZWÅTMZVM Xs MV \aXM ^QVL]MZ [WU LMZ MS[Q[\MZMZ ÅZM af på møllen. De to af vinduerne har dog senere fået skiftet rammerne, hvorfor XZWÅTMZVM MZ IVLMZTMLM[ PMZ [M \MOVQVO > ,MZUML \QL[N¥[\M[ LMVVM L¦Z WO de øvrige, der er opbygget magen til denne, til at være samtidige med denne type ^QVL]MZ ;VIJMT[\INXZWÅTM\ Xs JsLM ^QVL]M[ WO L¦ZSIZUM MZ WO[s MV[ UMV LM\\M XZWÅT MZ TIVO\ UMZM ]LJZML\ JT I Xs ÆMZM IVLZM JaOVQVO[LMTM Xs U¦TTMV WO MZ derfor ikke så sikkert et bevis. Den midterste hoveddør på tegningen af nordsiLMV IN 0IOMV[SW^ ;TW\[U¦TTM PIZ M\ W^MZ^QVL]M UML [IUUM [XZW[[MXZWÅT [WU yderligere indikation på sammenhængen mellem denne type døre og vinduer. ,M\ [¥ZMOVM [XZW[[MXZWÅT [WU [\QTU¥[[QO\ [^IZMZ \QT XZWÅTM\ IN TWLXW[\MV Xs ^QVL]M > TMLMZ QOMV \QT MV [IUUMVS¥LVQVO UML XZWÅTMZVM Xs LM\ XIVMTTMZMLM TWN\ Q LMV MVM [\]M XZWÅT 1 J WO 1 K <QT \ZWL[ NWZ NWZ I\ XZWÅTMZVM MZ IN forskellig proportion, og dermed ikke er udført med den samme høvl, tilhører de LM\ [IUUM XZWÅT[XZWO Bygningshistorien er ofte så kompleks, at det er umuligt af få overblik over, hvilke bygningselementer der er samtidige og ordne dem kronologisk uden at TI^M M\ L¦Z ^QVL]M[[SMUI [WU JM[SZM^M\ ]VLMZ WXUsTQVO 8s 0IOMV[SW^ ;TW\[U¦TTM PRITX L¦Z ^QVL]M[[SMUIM\ JT I \QT I\ ÅVLM ]L IN P^QTSM VaM ZIUUMZ LMZ havde fået genmonteret de oprindelige anverfere og stormkroge, hvilke døre og ^QVL]MZ LMZ ^IZ Æa\\M\ W^MZ Q [\ITLMV [IU\ I\ Ns W^MZJTQS W^MZ LM NWZ[SMTTQOM JaOgefaser. Som en krølle på halen kan det oplyses, at arbejdet med at udforme dør-/ ^QVL]M[[SMUIM\ Xs 0IOMV[SW^ ;TW\[U¦TTM UMLN¦Z\M I\ ITTM [XZW[[MXZWÅTMZ [MT^følgelig skulle beskrives – og det var en stor overraskelse, at syv ret store vinduer Q ¦[\OI^TMV LMZ ]L NZI NW\WOZIÅMZ MZ Q[I\ WUSZQVO ! PIZ LM\ [IUUM [XMKQMTTM [XZW[[MXZWÅT > .WZUWLMV\TQO LZMRMZ LM\ [QO WU VWOTM WXZQVLMTQOM NWZ[I\[^QVduer fra en nabogård/herregård som er genanvendt på møllen. Hvis alle døre og vinduer er skiftede kan man selvfølgelig ikke lave en tilsvarende undersøgelse, og derfor er denne mulighed for at forstå en bygning gået tabt for stedse. Dette er desværre tilfældet for den største del af bygningsmassen. I dag har man desuden så stort et økonomisk råderum, at bygningsdele, man udskifter, smides ud og destrueres frem for at blive genanvendt andre steder i selve bygningen eller nærliggende bygninger. Ofte er det kun ved kælder- og trappevinduer og andre mere ydmyge steder, de gamle bygningsdele er bevarede. Malerier og kort Malerier og tegninger kan selvfølgelig gå endnu længere tilbage i tiden end fo\WOZIÅMZ UMV LM TQLMZ ]VLMZ LM\ NIS\]U I\ UIV ITLZQO SIV ^¥ZM [QSSMZ Xs I\ kunstneren har gengivet motivet korrekt. Det er dog langt nemmere at gengive det, man ser, i stedet for at digte nyt, og der skal som regel være en grund til at digte nye motiver ind. Bygninger har desuden den fordel, at de ikke bevæger [QO P^WZNWZ LMZ MZ OWL \QL \QT I\ [\]LMZM LQ[[M 8s UITMZQM\ ¼8IZ\Q IN [\MZJZW Q 5WZOMVJMTa[VQVO¼ NZI IN +PZQ[\MV 3¦JSM PIZ XMZ[WVMZVM WO PM[\M^WOVMVM formodentlig ikke stået stille i den tid, det tog at male maleriet, men når man studerer maleriet nærmere, virker det absolut troværdigt, at kvinderne bar tørklæLMZ I\ \IOMVM PIZ ^¥ZM\ NWZ[SMTTMLM ]L^MVLQO \¥\VQVO UML Ta[ U¦Z\MT LMZ P^WZ 134

modsatte side: ¼8IZ\Q IN [\MZJZW Q 5WZOMVJMTa[VQVO¼ +PZQ[\MV 3¦JSM Statens Museum for Kunst

135

UIV QSSM SIV SWUUM \QT I\ ]VLMZ[\ZaOM QVLMNZI [s[WU WXXM ^ML ZaOVQVOMV WO at vinduesopdelingen med sprosser samt bygningernes farver er gengivet meget virkelighedstro. .W\WOZIÅMZ /IUTM NW\WOZIÅMZ MZ MV ]^]ZLMZTQO WO MVSMT UsLM I\ Ns UMOM\ ^¥ZLQN]TLM WXTa[VQVOMZ WU MV JaOVQVO[ \QLTQOMZM NI[MZ -N\MZ[WU LM \QLTQO[\M NW\WOZIÅMZ [\IUUMZ PMT\ \QTJIOM NZI [QL[\M LMT IN \ITTM\ NsZ UIV WO[s MV U]TQOPML NWZ I\ NWZ[\s bygningen i en tidligere kontekst og i en tid, som kan være meget svær at forestilTM [QO Q LIO ,M[]LMV MZ LM OIUTM NW\WOZIÅMZ NZI MV \QL P^WZ ZM[]Z[MZ [\ILQO ^IZ dyre, hvorfor ombygning og udskiftning var af langt mindre omfang end i dag. 5IV SIV [¦OM MN\MZ OIUTM NW\WOZIÅMZ Xs ,M\ 3WVOMTQOM *QJTQW\MS LMZ PIZ en stor arkivmasse, samt på Nationalmuseet, lokalmuseer og samlinger. Desuden SIV LMZ WN\M ÅVLM[ OIUTM NW\WOZIÅMZ PW[ JaOVQVO[MRMZMV [IU\ Q J¦OMZ Eksempel på anvendelse af en kombination af kilder *IZKPUIVV[ 8IT¥ TQOOMZ Xs PR¦ZVM\ IN 6a 3WVOMV[OILM WO .ZMLMZQS[PWTU[ Kanal. Under en restaurering af tag, skorstene, sandstensgesimser og vinduer i !! !! JTM^ LMZ ]LN¦Z\ NWZ[SMTTQOM WXUsTQVOMZ [IU\ JaOVQVO[IZS¥WTWOQ[SM ]VLMZ[¦OMT[MZ QVLMV IZJMRLM\ OQS Q OIVO NWZ I\ ÅVLM ]L IN P^IL UIV [S]TTM ,M\ ^Q[\M [QO LM[]LMV I\ MV LMT IN XIT¥M\ QSSM ^IZ WUNI\\M\ IN NZMLVQVOMV NZI ! 1 forbindelse med restaureringen blev fredningen derfor udvidet, så hele palæet nu er fredet. Herunder kommer en kort gennemgang af, hvordan man kan kombinere de forskellige undersøgelser. 5ITMZQM\ Xs V¥[\M [QLM ^Q[MZ *IZKPUIVV[ 8IT¥ SWZ\ MN\MZ LM\ JTM^ WXN¦Z\ IN R][\Q\[ZsL 2IKWJ *IZKPUIVV Q UML 8PQTQX LM 4IVOM [WU JaOUM[\MZ 5ITMZQM\ [S]TTM MN\MZ [QOMVLM [\IUUM NZI ! WO MZ UITM\ IN :IKP WO -MOJMZO WO OMVOQ^M\ Q JWOMV ¼0WTJMZO\QLMV[ 3¦JMVPI^V¼ [ ,M\ ^Q[MZ NIKILMV UWL 6a 3WVOMV[OILM UMV[ UIV Xs LM\ OIUTM NW\WOZIÅ IN *IKPUIVV[ 8IT¥ [MZ LM\ samme hus fra hjørnet, så man kan se begge gadefacaderne. )TTMZMLM Q NWZT¥VOM[ XIT¥M\[ [a^ NIO UWL SIVITMV UML aLMZTQOMZM [a^ NIO [WU Q LIO QVLMPWTLMZ *WZ]X[ 0¦R[SWTM 8s NW\WOZIÅM\ [MZ UIV \aLMTQO\ I\ pilastrene på denne forlængelse kun fremstår i murværk og ikke i sandsten med sandstensgesims som på den første bygning. Nabogrunden, hvor det lille røde hus på maleriet ligger, opkøbes i 1747, og få år efter nedrives huset, og palæet udvides med yderligere tre fag. ,MZ ÅVLM[ MV \ZaS\ ]LLZIO IN MV JZIVL\IS[I\QWV IN XIT¥M\ NZI " ”Et nye grundmuuret Gadehuus til Canalen, som regnes for Hovedbygningen. Syv store grundmuurede Fag, to store Etager med Ballustrater [balustrader] af Bræmersten [Bremersandsten] over tre Fag udi i Fronten og grundmuuret Kielder. Desligeste gebrochen [mansardtag] Tag. Tagvinduerne og Renderne til Gaderne blev bedækket med Kaaber og til Gaarden med Bly. Dybden sytten Alen. Et nye grundmuuret heltag Sidehuus til Ny Kongensgade. Fem store grundmuurede Fag, to store Etager med Ballustrater af Bræmersten over tre Fag udi i Fronten til Gaden. Men til Gaarden er bemeldte Bygning inddelt udi tre Etager i Dybde tolv Alen, desligeste gebrochen Tag, hvor Tagvinduer og Renderne til Gader er bedækket med Kaaber og til Gaarden med Bly belagt. Et nyt Halvtag, Tverhuus udi Gaarden, tre Etager højt, hvor der forneden er Remiser. Bemeldte Bygning manquerer alle indvendige Pertinenteer.” I dag er bygningen opdelt, så det oprindelige palæ, der er beskrevet i denne brandtaksation, svarer til opdelingen i dag. modsatte side: .W\W IN *IZKPUIVV[ 8IT¥ Xs PR¦ZVM\ IN Ny Kongensgade og Frederiksholms Kanal foto: ukendt fotograf, privat eje

Udover at personerne på maleriet er gengivet meget små, og broen, der skimtes til venstre, skulle være Langebro, som man ikke kan se fra denne vinkel, er mange ting på bygningen gengivet korrekt, ud fra hvad der er bevaret i dag. 137

Eksempelvis sidder de øverste to små kviste og de tre nederste korrekt, og alle ^QVL]MZ XWZ\MV XQTI[\ZM WO JT¥VLQVO[NMT\MZ ÅVLM[ ,M\ NZMUOsZ LWO QSSM IN UIleriet, at vinduerne til højre for porten kun er malede på, og at der er nogle små udluftningsluger – her gemmer sig nemlig en stald. Over de tre midterste fag [M[ MV JIT][\ZILM [WU P^MZSMV ÅVLM[ Q LIO MTTMZ [M[ Xs LM\ OIUTM NW\WOZIÅ ,MV har dog sikkert været der, da der er spor efter den i tagværket. Balustraden har formodentligt voldt problemer med indtrængende vand, og der var skiftet en del tømmer – sikkert pga. omfattende råd – hvilket yderligere støtter denne teori. Mod kanalen var der også spor af en tilsvarende balustrade, og her havde man tilsyneladende ikke opdaget, at en af de store bindbjælker var helt ædt op af råd. Heldigvis var rådangrebet gået i sig selv, og det var under istandsættelsen kun nødvendigt at skifte defekte dele. Derimod må den del af maleriet, der viser helvalmen på højre side af taget henføres til en kunstnerisk frihed for at opnå den perfekte symmetri, da der her går et halvtags tværhus ind i gården, som har tagrygningen i samme højde som [QLMP][M\ UWL 6a 3WVOMV[OILM WO MZ Q U]ZÆ]O\ UML [SMTTM\ \QT LMV TQTTM Z¦LM VIJWJaOVQVO <^¥ZP][M\[ JIO^¥O OsZ IT\[s TWLZM\ WX Q [SMTTM\ UMTTMU XIT¥M\ WO LM\ TQTTM Z¦LM P][ <IO^¥ZSM\ PMZ MZ SWUXTQKMZM\ UML MV \¦UUMZV]UUMZMZQVO der springer i numrene, så det kan ikke udelukkes, at man har skiftet planer under selve opførelsen. Som nævnt nedrives det lille røde hus få år efter, og palæet tilbygges tre fag her, hvorfor taget i dag naturligt fortsættes hen over denne del og afsluttes uden valm. Ifølge brandtaksationen er palæet forsynet med gebrokkent eller mansardtag, og sidehuset er 12 alen bredt. En alen er et gammelt danske længdemål og svarer \QT KU \W NWL MTTMZ \WUUMZ 0W^MLP][M\ UWL SIVITMV MZ ITMV JZML\ Da man har haft et stort ønske om, at taget set fra gaden skulle synes ens på begge hovedfacader, skal det have samme hældning på både øvre og nedre del IN \IOM\ · [WU UIV SIV [M Xs LM\ OIUTM NW\WOZIÅ IN PR¦ZVM\ 4QOMTMLM[ PIZ UIV haft et ønske om, at den nedre del af taget har haft samme hældning set inde fra OsZLMV P^WZNWZ PMTM NWZ[SMTTMV Q JZMLLMV Xs LM \W ƦRM WX\IOM[ Q P¥TLVQVOMV Xs den øverste del af taget mod gården. Hældningen på den øverste del af taget i sidehuset mod gården er dermed stejlere end mod gaden, og på det brede hovedhus er hældningen derfor lavere mod gården end mod gaden. Bemærk, hvordan tagstenene på tværsnittet beskriver en blød svungen kur^M NWZVMLMV P^MZ OIVO LM P¥^M[ WX IN [SITSMVM ^ML [X¥ZMVLMZVM ALMZUMZM MZ den nederste store skalk plan på undersiden og smukt kurvet på ydersiden mod taget. Dette helt traditionelle træk forsvinder desværre rigtig mange steder i dag, når tage restaureres, forsynes med undertag eller renoveres. Dermed opstår der en skarp overgang med sten liggende i to helt forskellige vinkler, fejlen kan ses på endog meget lang afstand. 8s UITMZQM\ PIZ S]V[\VMZMV ^Q[\ MV [SWZ[\MV LMZ P^WZ \IO[VQ\\M\ MZ WXUsT\ [WU QSSM ^IZ LMZ Q !! 5IV SIV LWO \aLMTQO\ [M I\ LMZ MZ [XWZ Xs JsLM LM ¦^MZ[\M spær ved kippen, øverste hanebånd og bjælken over den simple bræddedør. Det er altså tydeligt, at der har været en skorsten her. Da taget skulle skiftes, var det naturligt at restaurere skorstenen i samme omgang. De to skorstene på venstre side af hovedhuset mod kanalen – den anden WO \ZMLRM NZI PR¦ZVM\ Xs NW\WOZIÅM\ · ^IZ LM WXZQVLMTQOM [SWZ[\MVM UML [IVL[\MV[afslutning og udsmykning på skaftet. De var i meget dårlig stand, og skorstenen på hjørnet var udskiftet i forhold til tilstanden på det gamle foto, hvor den stadig sidder. Som optakt til restaureringen blev der derfor opsat et stillads, så det var muligt at opmåle de to oprindelige skorstene, som er vist på næste opslag. Set fra kanalen har skorstenene fremstået symmetriske med den store brede i midten ÆIVSMZM\ IN \W [UITTM 0MZ PRITX LM\ OIUTM UITMZQ \QT I\ NWZ[\s P^WZLIV [SWZ[\MVMne på sidehuset mod Ny Kongensgade også kunne fremstå symmetriske, nemlig

denne side: 5ITMZQ IN *IZKPUIVV[ 8IT¥ Xs PR¦ZVM\ IN Ny Kongensgade og Frederiksholms Kanal, :IKP WO -MOJRMZO ! NZI ¼0WTLJMZO\QLMV[ 3¦JMVPI^V ;SQTLZM\ IN UITMZVM :IKP WO -MOJRMZO¼ IN 8W]T ;\Z¦U[\IL 6a\ 6WZLQ[S .WZTIO ! modsatte side: 7XUsTQVO IN \IO^¥ZSM\ Xs *IZKPUIVV[ 8IT¥ i forbindelse med en bygningsarkæologiskundersøgelse under et restaureringsprojekt. <^¥Z[VQ\ Q \IOM\ Xs UQL\MV IN [QLMP][M\ UWL Ny Kongensgade ved kvisten over porten. Det ses tydeligt at taget er opbygget asymmetrisk \MOVQVO" <PWUI[ 3IUXUIVV

!

ved at den første hjørneskorsten blot blev gentaget. Mod Ny Kongensgade har de tre skorstene derfor været lige lange, altså lige så brede som dem på hovedhu[M\ >ML ZM[\I]ZMZQVOMV JTM^ LMV N¦Z[\M PR¦ZVM[SWZ[\MV OMV[SIJ\ UMV[ LM\ QSSM var aktuelt at rekonstruere den anden og tredje under denne restaurering. Mundtlige kilder Man bør ikke undlade at forhøre sig om, hvorvidt der er ældre på egnen, som P][SMZ VWOM\ WU JaOVQVOMV WO LMV[ IV^MVLMT[M WU LMZ ÅVLM[ OIUTM NW\WOZIÅMZ osv. Mundtlige udsagn er ofte nyttige til at få værdifulde oplysninger ud fra, og de forholder sig selvsagt til den nyeste historie og dermed til den del af historien, LM\ MZ VMUUM[\ I\ [M Xs JaOVQVOMV · WO [^¥ZM[\ I\ ÅVLM Q IZSQ^MZVM ,M[]LMV MZ det ikke så krævende, og man kommer forholdsvist hurtigt tilbage til en tid, hvor man ikke ombyggede/ændrede i så hastigt et tempo som i dag. Selv forholdsvis nye udsagn, måske understøttet af familiealbummet, kan lette meget i forhold til at sætte få årtier gamle bygningshistoriske faser ind i en korrekt sammenhæng. Arkivstudier Ikke mangfoldiggjorte, ofte håndskrevne dokumenter opbevares på arkiver, mens bøger hører til på biblioteker. Arkivalier er et godt redskab, når man skal redegøre for en bygnings historie og til at underbygge de bygningsarkæologiske QIO\\IOMT[MZ UIV PIZ ORWZ\ Xs [MT^M JaOVQVOMV ,MZUML MZ LM\ U]TQO\ I\ [SI‫ٺ‬M en præcis datering af f.eks. opførelsesår, tidspunkt for ændringer og tilbygninger og til at danne en baggrund for bygningens historiske og samfundsmæssige placering. Arkivstudier – trykte kilder 1VLMV UIV JMOaVLMZ Xs LM\ ^IV[SMTQOM WO \QLSZ¥^MVLM IZJMRLM UML I\ ÅVLM oplysninger i arkiverne, er det hensigtsmæssigt først at undersøge, hvad der er publiceret om bygningen, så man får den indkredset tids- og områdemæssigt. >ML MV QVLTMLMVLM TQ\\MZI\]Z[¦OVQVO MZ LM\ UM[\ NWZUsT[\RMVTQO\ I\ JMOaVLM UML de nyeste udgivelser og at gennemgå håndbøger før mere dybtgående værker. Man kan søge på nettet, biblioteker, Det Kongelige Bibliotek og bøger på lokalhistoriske arkiver. Man skal være opmærksom på, at der er mange historiske WXTa[VQVOMZ UIV QSSM SIV ÅVLM Xs VM\\M\ LI IT\ MVLV] QSSM MZ LQOQ\ITQ[MZM\ Arkivstudier – håndskriftlige kilder .WZUsTM\ UML I\ WXZM\\M M\ IZSQ^ P^IL MV\MV LM\ MZ XZQ^I\ MTTMZ W‫ٺ‬MV\TQO\ MZ Q første række at opbevare beviser for indgåede overenskomster, regnskabsmæssige forhold og ejendoms- og retsforhold. I dag er de syv store arkiver samlet under ;\I\MV[ )ZSQ^MZ ,M\ JM[\sZ IN LM\ \QLTQOMZM :QO[IZSQ^ [WU QVLMPWTLMZ KMV\ZITILUQVQ[\ZI\QWVMV[ LWS]UMV\MZ NZI SWVOMV :MV\MSIUUMZM\ LI\QLMV[ [SI\\M^¥[MV LM ÅZM TIVL[IZSQ^MZ [WU QVLMPWTLMZ LM TWSITM ILUQVQ[\ZI\QWVMZ[ UI\MZQITM [IU\ -ZP^MZ^[IZSQ^M\ WO ,IV[S ,I\I )ZSQ^ .WZ]LMV LQ[[M W‫ٺ‬MV\TQOM PW^MLIZSQ^MZ ÅVLM[ LMZ UIVOM [IUTQVOMZ · W‫ٺ‬MV\TQOM [s^MT [WU XZQ^I\M · LMZ SIV PI^M ^¥ZLQ ^ML en historisk undersøgelse. Når man betænker arkivernes opståen og formål, forstår man, at det har været hensigtsmæssigt at ordne arkivalierne efter proveniens, dvs. deres herSWU[\ VMUTQO LM MVSMT\M MUJMLMZ[ WO SWV\WZMZ[ IÆM^MZQVOMZ IN LWS]UMV\MZ .¦Z[\ PMZMN\MZ SWUUMZ MV \WXWOZIÅ[S ]VLMZQVLLMTQVO WZLVM\ MN\MZ LM ILUQVQstrative inddelinger af amter, herreder, sogne og for bygningernes vedkommende til slut matrikelnumre. Disse inddelinger er i tidens løbe ændret adskillige gange, senest ved kommunesammenlægninger og sammenlægning/nedlæggelse af amterne. Man skal derfor være opmærksom på årstallet for de oplysninger, man er i besiddelse af. >ML [MT^M OMVVMUOIVOMV IN IZSQ^UI\MZQITMZ PIZ UIV [\¦Z[\ U]TQOPML NWZ I\ undgå fejl og misforståelser ved at begynde med nutiden og derefter arbejde sig tilbage i tiden. Det er også nemmest at genkende en bygning i en nyere beskrivelse.

denne side: 7XUsTQVO IN *IZKPUIVV[ 8IT¥ Q NWZJQVLMT[M med en bygningsarkæologiskundersøgelse under et restaureringsprojekt øverst: Måleark for den store skorsten \MOVQVO" <PWUI[ 3IUXUIVV VMLMZ[\" :MV\MOVQVO IN WXUsTQVOMV af den lille skorsten \MOVQVO" <PWUI[ 3IUXUIVV modsatte side: Eksempel på håndskriftlig kilde, skrevet med gotisk skrift NW\W" 5IZQM 8MLMZ[MV

De håndstrevne arkivalier giver som regel kun sporadiske oplysninger om bygningerne. De har navnlig deres betydning i at behæfte de forskellige byggefaser fundet gennem opmålingen med navne og årstal. En forudsætning for at bruge de ældre arkivalier er, at man kan læse den anvend\M PsVL[SZQN\ LMV OW\Q[SM [SZQN\ [WU UIV T¥Z\M Q [SWTMZVM QVL\QT ,M[]LMV besværliggøres processen af, at der var meget stor forskel fra den ene skriver til den anden. Her er et uddrag af en typisk tekst. Udover problemerne med den håndskrevne gotiske skrift bliver man også stillet overfor en retskrivning, der afviger fra nutidens, desto større afvigelse jo ¥TLZM LMV MZ WO QSSM IT\QL PMT\ MV\aLQO -VLMTQO SIV UIV \Z¥‫ٺ‬M WZL [WU PIZ ¥Vdret betydning, eller som helt er gledet ud af sproget. Et enkelt eksempel er et tylt deller, som betyder tolv brædder! Også mål- og pengesystem er ændret i tidens løb, og det kan blive nødvendigt at sætte sig ind i de ældre systemer for at kunne ]LVa\\M LM WXTa[VQVOMZ UIV ÅVLMZ ;MT^ LM\ I\ T¥[M MV UI[SQV[SZM^M\ IN[SZQN\ IN en arkivalie kræver omtanke. 8s IZSQ^MZVM ÅVLM[ LMZ [WU ZMOMT PR¥TXMUQLTMZ \QT I\ ÅVLM WO IV^MVLM LMZM[ materiale: registranter over arkivalier ordnet systematisk efter emne, oversigter, der henviser fra nye administrative inddelinger og nummereringer til ældre etc. Under arkivundersøgelsen er det vigtigt at gøre omhyggelige notater og angi^M V¦RIO\QOM WO N]TL[\¥VLQOM [QOVI\]ZMZ Xs ITTM OMVVMUOsMLM IS\MZ 5IV ÅVLMZ nemmere sagen igen, når man alligevel må den igennem en gang til, og hvis IS\MZVM QSSM PIZ OQ^M\ ]LJa\\M ]VLOsZ UIV I\ OMVVMUOs LMU ÆMZM OIVOM ;QOnaturerne bruges ved henvisning til kilderne, det kan være til hjælp for andre, der eventuelt vil bearbejde samme materiale ud fra andre indfaldsvinkler. >ML OMVOQ^MT[MZ IN \MS[\ NZI IZSQ^ITQMZVM Us LM\ STIZ\ NZMUOs P^WZVsZ LMZ er tale om en bearbejdelse af kilden, og hvornår kildeskriftet citeres direkte. I videnskabelige arbejder bruger man den originale retskrivning nøjagtigt efter forlægget, eventuelle rekonstruktioner eller rettelser i skriftets indhold skal kunne skelnes fra originalteksten.

141

Eksempler på arkivmateriale, der kan bidrage til beskrivelsen af en bygnings historie, er f.eks. skøder, der oplyser ejerskifte og ejernavne, samt prioritetsvurderinger og skiftedokumenter fra arvesager, der kan indeholde beskrivelse af bygningen med inventar. En vigtig og forholdsvis nem tilgængelig kilde er brandtaksationerne, dvs. den beskrivelse af en bygning, dens konstruktioner, materialer og indretning, der blev udfærdiget som grundlag for husets vurdering til brandforsikring. For Københavns vedkommende går brandtaksationerne tilbage til oprettelsen af Københavns Brandforsikringsselskab i 1731 foranlediget af Københavns brand i .WZ S¦J[\¥LMZVM[ ^MLSWUUMVLM JMOaVL\M NWZ[QSZQVO[^QZS[WUPMLMV N¦Z[\ Q >]ZLMZQVOMZVM NWZM\WOM[ ^ML JM[QO\QOMT[M IN MV \¦UZMZ WO MV U]ZMZUM[\MZ WO MZ LMZNWZ MV UMOM\ SWVSZM\ OMVVMUOIVO IN P][M\ <IS[I\QWVMZVM ZM^QLMZM[ Q ITUQVLMTQOPML P^MZ\ sZ MTTMZ VsZ LMZ MZ NWZM\IOM\ JaOVQVO[¥VLZQVOMZ WO LM giver derfor en meget klar beskrivelse af husets udvikling. Undervejs må man overveje, hvilken kvalitet det enkelte dokument har, i hvor høj grad man kan stole på det, og hvor langt man kan tillade sig at drage slutVQVOMZ Xs JIOOZ]VL IN LM\ 5IV Us P][SM I\ [MT^ LM UM[\ P¦R\QLMTQOM W‫ٻ‬KQMTTM og retsgyldige dokumenter er menneskeværk og som sådan kan være behæftede med fejl. ,M\ ^IV[SMTQO[\M I\ ÅVLM WO LM\ UIV VI\]ZTQO^Q[ PMT[\ ^QT [M MZ \MOVQVOMZVM ,M\ MZ S]V LM UM[\ JM\aLVQVO[N]TLM JaOVQVOMZ UIV SIV NWZ^MV\M I\ ÅVLM \MOVQVOMZ \QT WO MVLLI S]V Q Ns \QTN¥TLM 8s ;IUTQVOMV NWZ )ZSQ\MS\]Z\MOVQVOMZ ]VLMZ ,IVUIZS[ 3]V[\JQJTQW\MS ÅVLM[ ¥TLZM \MOVQVOMZ \QT SWVS]ZZMVKMZ WO XZWRMS\MZ Man skal dog være opmærksom på, at mange tegninger – selvom de er meget gennemarbejdede og forsynet med approbationer – måske kun er projekter og aldrig er blevet gennemførte, eller at bygningen er væsentligt ændret i forhold til \MOVQVOMV Q NWZJQVLMT[M UML WXN¦ZMT[MV <QT[^IZMVLM SIV UIV ÅVLM ^¥ZLQN]TLM tegninger i kommunernes byggesagsarkiver. 3WZ\UI\MZQITM WO T]N\NW\WOZIÅMZ /IUTM SWZ\ WO T]N\NW\WOZIÅMZ MZ TQOMTMLM[ MV [\WZ PR¥TX \QT I\ ÅVLM WXTa[VQVOMZ Geodatastyrelsen hed tidligere det mere forklarende Kort- & Matrikelstyrelsen, WO PMZ SIV UIV ÅVLM OIUTM SWZ\ =;) \WO LM[]LMV T]N\NW\WOZIÅMZ IN PMTM ,IVUIZS Q ! WO LMZ ÅVLM[ WO[s MVLV] ¥TLZM T]N\NW\WOZIÅMZ ,M\ MZ NWZ[SMTTQO\ Q P^WZ P¦R OZIL JQTTMLMZVM MZ \QTO¥VOMTQOM 8s OZ]VLSWZ\NaV LS ÅVLM[ LM W^MZ PMTM .aV WO Xs SWZ\IT LS SIV UIV ÅVLM LMU NWZ ;\WZS¦JMVPI^V Konservatorer – farveafdækning >ML [\¦ZZM JaOVQVO[IZS¥WTWOQ[SM ]VLMZ[¦OMT[MZ ^QT LM\ [WU ZMOMT ^¥ZM V¦L^MVdigt at inddrage konservatorer for at få yderligere oplysninger om tidligere tiders farvelag. Dette farvearkæologiske arbejde omhandler især farvetrapper på træværk som døre og paneler, men også bemalede lærreder og vægge. Disse undersøgelser kan virke som stor inspiration for arkitekten, når man skal udføre projektet, da man tidligere havde en langt større dristighed i farvesætningen end i dag, hvor man ofte indskrænker sig til, at alt skal være hvidt, måske med en smule gråt. De konservatorer, som beskæftiger sig med bygninger, er typisk uddannet NZI MV\MV ¼3]V[\TQVRMV¼ MTTMZ ¼5WV]UMV\ITS]V[\¼ 3WV[MZ^I\WZMV SIV LM[]LMV PR¥TXM UML I\ ÅVLM ]L IN P^QTSM JQVLMUQLTMZ WO XQOUMV\MZ LMZ MZ IV^MVL\ Q tidligere malingslag, eller simpelthen afdække, afrense og retouchere de tidligere lag, så man måske helt kan undgå en nymaling. Ofte giver konservatorens undersøgelser helt nye dimensioner til den bygningsarkæologiske undersøgelse og kan ændre hele holdningen til, hvordan en restaurering skal gribes an. 142

denne side: Farvetrappe, Eremitageslottet NW\W" 2ISWJ 2ISWJ[[WV modsatte side: :MSWV[\Z]S\QWV[\MOVQVOMZ af Hagenskov Slotsmølle \MOVQVO" <PWUI[ 3IUXUIVV

Præsentation af resultaterne – kronologisk beskrivelse 8s OZ]VLTIO IN LMV [a[\MUI\Q[SM JaOVQVO[]VLMZ[¦OMT[M WO JM[SZQ^MT[M [SIT UIV forsøge at udarbejde en kronologisk fremstilling af bygningshistorien, idet man først beskriver den oprindelige bygnings konstruktion og indretning, derefter senere perioders ændringer og tilføjelser. Indenfor de enkelte afsnit bør beskrivel[MV Os NZMU Q W^MZMV[[\MUUMT[M UML LMV PsVL^¥ZS[U¥[[QOM ]LN¦ZMT[M IT\[s WO[s SZWVWTWOQ[S [sTMLM[ I\ UIV JMOaVLMZ UML N]VLIUMV\MZVM LMZMN\MZ JM[SZQ^MZ tømmerkonstruktionen, udfyldninger, vinduer, døre, indretning, rumudstyr, tag og tagbeklædning. Under selve udarbejdelsen af beskrivelsen af bygningens historie afsløres ofte nye problemer, der kræver videregående undersøgelser, hvorfor også denne beskrivelse må foreligge – i hvert fald i kladde – inden stedet forlades. Man må gøre sig klart, at de vigtigste og sikreste oplysninger om bygningens historie fås gennem bygningen selv, og derfor må man i denne fase søge at trække ÆM[\ U]TQOM WXTa[VQVOMZ ]L IN [MT^M JaOVQVOMV 1 NWZJQVLMT[M UML LMV SZWVWTWgiske beskrivelse forsøges først med skitsemæssige rekonstruktioner af plan og opstalter og derefter med rumlige skitser. Selv ret simple rumlige skitser kan være en meget stor hjælp til at få bygningskronologien på plads. Hele dette materiale bearbejdes senere i en bygningshistorisk beskrivelse. Når man først begynder at lave detaljerede rumlige rekonstruktioner, kommer der en mængde spørgsmål, som ofte medfører, at man må lave videre unLMZ[¦OMT[MZ <QTUML SIV LM\ ^¥ZM NWZUsT[\RMVTQO\ I\ OMVVMUOs JaOVQVOMV WO IZkivalier endnu en gang for spor, som man har overset i første omgang, men som man – efter at have bakset med 3d-tegningerne – mener, ville kunne opklare ting. Ligesom når man laver opmålingstegninger, er det ved rekonstruktionstegninger vigtigt, at man tydeliggør, hvad der hviler på sikre spor, ret sikre, usikre og rene gæt.

:MSWV[\Z]S\QWV

:MSWV[\Z]S\QWV

:MSWV[\Z]S\QWV !!

143

Fænomenbunden registrering af Nicolai Bo Andersen

En fænomenbunden registrering er et registrerings-, analyse- og værdisætningsredskab, der tager udgangspunkt i arkitekturens oplevelsesmæssige kvaliteter. Når man skal beskrive et eksisterende rum, en bygning eller en bymæssig kontekst, kan man gøre brug af en række forskellige værktøjer i registreringsfasen: Iden\QÅSI\QWVMV IN JaOVQVOMV JI[MZMZ [QO Xs WJRMS\Q^M NIS\I ILZM[[M WXN¦ZMT[M[sZ bevaringsstatus m.m. Arkivundersøgelserne afdækker historiske dokumenter, eksisterende tegninger og planmæssige forhold. Opmålingen beskriver bygningens geometriske forhold, størrelser og proportioner. Disse registreringsværktøjer tilstræber en så høj grad af objektivitet som muligt, men har vanskeligt ved at beskrive arkitekturens oplevelsesmæssige og sansebårne kvaliteter. ,M\ JMZ¦U\M NW\WOZIÅ WX\IOM\ Q ! IN LMV NZIV[SM NW\WOZIN 0MVZQ +IZ\QMZ *ZM[[WV ! JIO ^ML /IZM ;IQV\ 4IbIZM Q 8IZQ[ ^Q[MZ MV UIVL LMZ netop har sat af fra en liggende stige i et spring over en oversvømmet plads. Billedet er taget i det sekund, manden svæver i luften, lige netop inden han med sin MVM [SW ZIUUMZ LMV [XMRTMVLM W^MZÆILM 5IV SIV IÆ¥[M Xs ZQVOMVM Q UI\MZQITM\ WUSZQVO [\QOMV WO Xs ZMÆMS[QWVMZVM Q W^MZÆILMV I\ LMZ Us ^¥ZM \ITM WU M\ ÆaLMVde, formentlig vådt og måske endda koldt materiale, der i mødet med mandens sko, øjeblikket efter billedet er taget, højst sandsynligt har afgivet et stort plask. 144

145

,MV NZIV[SM ÅTW[WN /I[\WV *IKPMTIZL ! JM[SZQ^MZ Q ¼<PM 8WM\QK[ WN ;XIKM¼ P^WZLIV M\ SWVSZM\ Na[Q[S WJRMS\ SIV OQ^M UMVVM[SM\ MV MUW\QWVMT ZMIStion: “How concrete everything becomes in the world of the spirit when an object, a mere door, can give images of hesitation, temptation, desire, security, welcome and respect”1 )Æ¥[VQVOMV af et fysisk materiale eller et objekt, ved hjælp af synssansen, og oplevelsen af materialets egenskaber og objektets karaktertræk kan ifølge Bachelard give en særlig følelsesmæssig virkning. Måske er det denne emotionelle reaktion, der er arkitekturens egentlige genstand. 1 LMV ^MZLMV[JMZ¦U\M JWO ¼7U I\ WXTM^M IZSQ\MS\]Z¼ JM[SZQ^MZ LMV LIV[SM IZSQ\MS\ JaXTIVT¥OOMZ NWZNI\\MZ WO LMJI\\¦Z ;\MMV -QTMZ :I[U][[MV ! !! P^WZLIV ^Q OMVVMU PMTM ^WZM[ WX^¥S[\ WXVsZ MV UMOM\ ÅV\U¥ZSMVLM SZWX[TQO forståelse for verden. At vi, siden vi var børn, ”ved en mængde oplevelser lærer (…) I\ ^]ZLMZM OMV[\IVLMVM MN\MZ \aVOLM PIIZLPML[OZIL W^MZÆILMSIZIS\MZ ^IZUMTMLVQVO[M^VMº2. Egenskaberne hård og blød, let og tung, slap og spændt samt materialernes overÆILMSIZIS\MZ OQ^MZ OMVVMU SZWXXMV[ [IV[MIXXIZI\ MV MUW\QWVMT ^QZSVQVO 1 NWZT¥VOMT[M IN ;\MMV -QTMZ :I[U][[MV[ JM[SZQ^MT[M IN P^WZLIV ^Q WXTM^MZ IZSQ\MS\]ZMV[ N¥VWUMVMZ IZO]UMV\MZMZ LMV ÅV[SM IZSQ\MS\ 2]PIVQ 8ITTI[UII ! NWZ MV WXTM^MT[M[U¥[[QO LQZMS\M TM^M\ NWZ[\sMT[M IN IZSQ\MS\]Z LMZ QSSM S]V er baseret på arkitekturens visuelle kvaliteter, men på alle kroppens sanser. For 8ITTI[UII PIVLTMZ LM\ WU MV U]T\Q[MV[WZQ[S LQZMS\M N¦TMT[M[U¥[[QO WO SZWX[TQO indoptagelse af det materielle værk og dens virkninger, når han slår fast: ”Arkitektur er fundamentalt ikke en formaliseret kommunikationsmåde; den påvirker os primært gennem ubevidste og kropsliggjorte billeder, som er i direkte samspil med vores krop, sanser og bevidsthed”3. 1 ! ! sJVMZ LMV LIV[SM VaSTI[[QKQ[\Q[SM IZSQ\MS\ +IZT 8M\MZ[MV ! sin forelæsning på Det Kongelige Danske Kunstakademi med ordene: ”I forUMVLM S]V[\ P^WZ\QT VI^VTQO P¦ZMZ *aOVQVO[S]V[\MV WO *QTTMLP]OOMZS]V[\MV MZ [¥ZTQO ÅZM .WZhold vigtige: Formgivningen, Farverne, Størrelsesforholdene og Stofvirkningerne (…)”4. Hvis ^Q IV\IOMZ I\ LQ[[M ÅZM Na[Q[SM MOMV[SIJMZ [WU ]LOIVO[X]VS\ SIV JZ]OM[ \QT I\ beskrive rummets bestanddele, kan frembringelsen af et bygningsværks særlige virkning beskrives som den særlige måde, form, farve, størrelsesforhold og stof SWUJQVMZM[ Xs ,MV [XMKQÅSSM SWUJQVI\QWV \QTTILMZ WJRMS\M\ I\ ^¥ZM \QT [\MLM Q ^MZLMV Xs MV [¥ZTQO UsLM >ML I\ JTQ^M WXTM^M\ OMVVMU LMV UMVVM[SMTQOM SZWX fremkaldes en særlig følelsesmæssig reaktion. Senere taler den danske arkitekt )IOM :INV ! ! WU P^WZLIV º)ZKPQ\MS\]Z MZ [IU[XQTTM\ UMTTMU Z]U ÆILMZ WO linjer (farver osv.). Samspillet danner rytmer”5 .WZ :INV MZ LM\ QSSM JTW\ Z]UUM\[ MVSMTte bestanddele, men også måden de virker sammen på, der har betydning for de IZSQ\MS\WVQ[SM ^QZSVQVOMZ ;\MMV -QTMZ :I[U][[MV JZ]OMZ LM [IUUM SI\MOWZQMZ Q [QV JWO ¼7U I\ WXTM^M IZSQ\MS\]Z¼ *WOMV MZ [sTMLM[ WXLMT\ Q SIXQ\TMZ LMZ PIVLTMZ WU TMOMUMZ WO Z]U NIZ^MÆILMZ XZWXWZ\QWVMZ WO UsTM[\WS [\WÆQOM ^QZSVQVOMZ WO Za\UM WO ;\MMV -QTMZ :I[U][[MV \QTN¦RMZ MVL^QLMZM Ta[ WO [SaOOMNWZPWTL [WU afgørende arkitektoniske virkninger. Man kan sige, at en bygning er til stede i verden på en særlig måde ved at være artikuleret fysisk. Den består af konkrete materialer, der er sat sammen på en bestemt måde, i en bestemt orden. Bygningen gør sin tilstedeværelse opfattelig gennem den menneskelige krops sensoriske system og sætter beskueren i en særlig følelsesmæssig stemning. Den umiddelbare oplevelse af en by, en bygning eller et rum afhænger af netop den måde, det konkrete arkitektoniske materiale påvirker menneskets sanser. Man kan kalde denne særlige måde, en bygning meddeler sig på, for arkitekturens fænomenbundne virkninger. Fænomenbundne virkninger 1 MV RIXIV[S PI^M Q S^IZ\MZM\ ;PQJ]aI Q <WSaW TQOOMZ MV TQTTM XI^QTTWV *aOVQVOMV QVLMPWTLMZ MV KINM \QTSVa\\M\ 6Mb] 5][M]U \MOVM\ Q IN 3MVOW 3]UI +Ifeen er beliggende på kanten af en skråning ind mod en tætbevokset have. Det markante tag har et stort udhæng, der skygger for de store glaspartier, der udgør væggene mod haven, så udsigten fra det indre rum og ud i træernes grene ople

forrige side: 0MVZQ +IZ\QMZ *ZM[[WV" ¼*MPQVL \PM /IZM ;IQV\ 4IbIZM¼ ! NW\W" 0MVZQ +IZ\QMZ *ZM[[WV 5IOV]U 8PW\W modsatte side, fra venstre: Nezu Museum, Kengo Kuma foto: Nicolai Bo Andersen Luis Barragán NW\W" 2]TQI ?Q\P >IL[\Z]X /sZL NW\W" ;¦ZMV >IL[\Z]X

^M[ ]LMV [XMRTQVOMZ WO ZMÆMS[QWVMZ V¥[\MV [WU [\WL UIV ]LM Q PI^MV ,M\ PMTvalmede tag uden tagrende giver bygningen et præcist, prismatisk udtryk. Den knivskarpe tagfod giver indtryk af at skære sig ind i træernes tætte løv og giver en WXTM^MT[M[U¥[[QO SWV\ZI[\ \QT LM\ QVLZM Z]U[ JT¦LM Ta[ LMZ ÅT\ZMZM[ QVL OMVVMU tynde papirpaneler monteret i loftet. 8s \IOM\ IN 4]Q[ *IZZIOnV[ P][ MZ LMZ M\ 4 NWZUM\ OsZLZ]U LIVVM\ IN U]ZM og markante skorstene i forskellige højder og farver: hvide, lysegrå, orange og TQTTI >¥OOMVM[ NWZ[SaLVQVO Q XTIV WO P¦RLM WO QSSM UQVL[\ NWZ[SMTTMV Q NIZ^M OQ^MZ elementerne indtryk af at være individuelle dele, der i en komposition placeret på en særlig måde i forhold til hinanden vil kunne skilles ad og placeres i en anden konstellation. Det virker, som om farverne opløser rummet i individuelle, rek\IVO]T¥ZM ÆILMZ ;IUUMV UML LMV WN\M JTs PQUUMT OQ^MZ LM M\ OZIÅ[S IJ[\ZIS\ indtryk til rummet, næsten som stod man inde i et maleri. Farvernes dynamiske ÆILM^QZSVQVO OQ^MZ M\ IVQUMZM\ UWL[XQT \QT LM\ \WUUM Z]U[ SWV\MUXTI\Q^M ZW 4I +WVOQ]MV\I MZ M\ TQTTM U][M]U JMTQOOMVLM Q MV [UIT LIT Q /QWZVQKW ;KP_MQb 0][M\ LMZ MZ \MOVM\ IN 8M\MZ 5qZSTQ JM[\sZ IN MV TIVO [UIT JaOVQVO[SZWX QVLLMT\ Q \ZM Z]U UML P^MZ [QV P¦RLM [IU\ MV [QLMJaOVQVO QVLLMT\ Q ÅZM lige store kamre. De tre primære rum er belyst med ovenlys. Huset er støbt i JM\WV Xs [\MLM\ 8s IVSWU[\NIKILMV UIZSMZMZ MVLMV IN T¥VOMV [QLMJaOVQVOMV og ovenlyset sig i en samlet komposition, der opleves langt mere sammensat end den simple grundplan antyder. Betonforskallingens aftryk markerer sig som et ÅV\ VM\ NWZ[S]L\ NZI JaOVQVO[ÅO]ZMV[ WO L¦ZP]TTM\[ WZLMV ,MV I[aUUM\ZQ[SM komposition giver bygningen et skævt udtryk, der fremstår i en præcis balance mellem ro og bevægelse. ,MV ÅZT¥VOMLM OsZL >IL[\Z]X MZ JMTQOOMVLM Q >QJa Xs .aV /sZLMV LMZ MZ MV JQVLQVO[^¥ZS[SWV[\Z]S\QWV ]LNaTL\ UML TMZ\I^T MZ SITSM\ P^QL ¼W^MZ [\WS WO [\MV¼ >QVL]M[SIZUM WO ZIUUMZ MZ UITM\ Q MV UI\ P^QL TQVWTQMUITQVO ,M\ [\WZM stråtag samler alle bygningens små forskydninger og unøjagtigheder i en samlet, PWUWOMV ÅO]Z >WOVXWZ\MV LMZ IN[S¥ZUMZ LMV QVLZM XQO[\MV[JMTIO\M OsZL[XTIL[ mod gaden, er tjæret sort. Den matte, hvide kalk, den silkeagtige linoliemaling, den noprede trætjære, det ru stråtag og den knoldede gårdsplads giver gården en ZQO U¥VOLM [\WÆQOM ^QZSVQVOMZ LMZ \ZWL[ LMZM[ NWZ[SMTTQOPML NWZTMVMZ OsZLMV UML en karakterfuld, arkitektonisk sammenhæng. >QTTI ;VMTTUIV \MOVM\ IN -ZQS /]VVIZ )[XT]VL Q ! JM[\sZ IN MV IÆIVO T¥VOM Q \W M\IOMZ WO MV Xs PW^MLP][M\ ^QVSMTZM\ XTIKMZM\ [QLMJaOVQVO Q uV etage. Havefacaden har vinduer i tre forskellige størrelser, ens for hver etage. De største vinduer i højformat hører til stueetagen, de kvadratiske på første sal og de ^IVLZM\\M [Us ^QVL]MZ OQ^MZ Ta[ \QT [S]VSZ]UUM\ >QVL]MZVM MZ XTIKMZM\ Q NMU fag i en umiddelbar regelmæssig rytme. Et enkelt vindue i skunken bryder vinduesformatet med sin halvcirkulære form, og den nederste række vinduer bryder facadens ensartede takt ved at være en smule forskudt i forhold til de ovenlig-

147

gende. Facadens rytme har på den måde en afklaret og på samme tid dynamisk virkning. ,MV VWZLQ[SM XI^QTTWV Q >MVMLQO \MOVM\ IN ;^MZZM .MPV Q ! JM[\sZ IN M\ MVSMT\ ZMS\IVO]T¥Z\ Z]U <W IN Z]UUM\[ [QLMZ JM[\sZ IN T]SSMLM ^¥OOM UMV[ indgangsfacaden og facaden mod haven kan åbnes helt op. Hele taget er en betonkonstruktion opbygget af smalle lameller i to lag, i husets længderetning, og mod haven båret af en kraftig betonbjælke. Den høje tagkonstruktion tillader Ta[M\[ [\ZsTMZ I\ JTQ^M ZMÆMS\MZM\ VML OMVVMU TIUMTTMZVM WO I\ WXTa[M ]L[\QTTQVO[Z]UUM\ UML M\ JT¦L\ Ta[ V¥ZUM[\ [WU ^IZ LM\ ÅT\ZMZM\ VML OMVVMU M\ \aVL\ TIO [SaMZ :]UUM\ PIZ MV I\UW[N¥ZM LMZ OQ^MZ MV NWZVMUUMT[M IN I\ [\s Q M\ JT¦L\ VWZLQ[S Ta[ [MT^WU UIV WXPWTLMZ [QO ]VLMZ >MVMLQO[ [SIZXM [WT Arkitektoniske registrerings-, analyse- og værdisætningsredskaber ,M [MS[ ^¥ZSMZ JM[SZM^M\ W^MVNWZ MS[MUXTQÅKMZMZ [MS[ NWZ[SMTTQOM IZSQ\MS\WVQ[SM ^QZSVQVOMZ LMZ PIZ I\ O¦ZM UML JaOVQVOMZVM[ NWZUMZ NIZ^MZ XZWXWZ\QWVMZ [\WÆQOM ^QZSVQVOMZ Za\UM [IU\ Ta[ WO [SaOOMNWZPWTL >QZSVQVOMZVM SIV WXTM^M[ OMVnem den menneskelige krops sanser og kan fremkalde en særlig følelsesmæssig reaktion hos betragteren. Lys og skygge, tyngde og lethed, hårdhed eller blødhed er oplevelsesmæssige fænomener, der er vanskelige at beskrive ved hjælp af traditionelle registrerings- og beskrivelsesværktøjer, men som ikke desto mindre er arkitekturens omdrejningspunkt. Den fænomenbundne registrering er et forsøg på at nærme sig arkitekturens sansebårne egenskaber og operationalisere dem ind i et registrerings-, analyse- og værdisætningsredskab, der kan bruges som afsæt for arkitektoniske indgreb i en eksisterende bygnings- eller bymæssig kontekst. Album er et tegningsformat, der kan bruges til at dokumentere en række arkitektoniske egenskaber ved en by, en bygning eller et rum. I anerkendelse af, at IZSQ\MS\]Z MZ MV SWUXTMS[ [\¦ZZMT[M WO IN I\ LM\ MZ ^IV[SMTQO\ Q u\ JTQS I\ NI[\PWTLM M\ JaOVQVO[^¥ZS[ UIVOM TIO IN JM\aLVQVO MZ \MOVQVO[NWZUI\M\ JM[\sMVLM IN ` ]L^ITO\M NW\WOZIÅMZ [IUTM\ Q M\ NMT\ M\ NWZ[¦O Xs I\ QVLZIUUM ^¥ZSM\[ NWZ[SMTlige karaktertræk, et fænomenbundet felt af egenskaber. De ni fotos organiseres PWZQ[WV\IT\ Q NWZPWTL \QT LM \ZM [SITI\ZQV" TIVL[KIXM [\QTT TQNM WO XWZ\ZIQ\ >MZ\QSIT\ beskriver billederne bygningens tektoniske led: skin, meat og bone, se i øvrigt IN[VQ\\M\ ¼)ZSQ\MS\]ZMV[ \ZIV[NWZUI\QWV · NMU UM\WLMZ¼ <QT[IUUMV LIVVMZ LM VQ billeder et nyt, sammenhængende blik på værket. :QL[ MZ M\ \MOVQVO[NWZUI\ LMZ PIVLTMZ WU Q M\ ]L[VQ\ IN MV JaOVQVO I\ fastholde netop det, der er særligt karaktergivende for oplevelsen af den særlige JaOVQVO MTTMZ LM\ [XMKQÅSSM Z]U <MOVQVO[NWZUI\M\ MZ M\ NWZ[¦O Xs Q u\ JTQS I\ fastholde værkets særlige oplevelsesmæssige kvaliteter, rummets atmosfære. Det SIV ^¥ZM LMV [XMKQMTTM UsLM P^WZXs Ta[M\ NITLMZ QVL Xs MV ^¥O MV NIZ^MÆILM[ ^QJZMZMVLM STIZPML MV O]T^ÆILM[ ZWTQOM U¦V[\MZ MTTMZ MV ^QVL]M[[XZW[[M[ [SZ¦JMTQOM \aVLPML >ITOM\ IN UW\Q^ MZ Q [QO [MT^ MV UsLM I\ ]LXMOM ^¥ZSM\[ [¥ZTQOM

karakterfulde egenskaber på, og måden, tegningen fremstilles på, taler på sin egen måde om værkets karakter. En stregtegning kan have en sprød følelse, en collage kan fortælle om en sammensat kvalitet, mens en tonetegning kan handle om lys og skygge. ,MV N¥VWUMVJ]VLVM ZMOQ[\ZMZQVO PIVLTMZ Xs LMV UsLM WU I\ QLMV\QÅKMZM WO beskrive værkets særlige karakter, rummets atmosfære og arkitekturens emotionelle kvaliteter som udgangspunkt for en bygningskunstnerisk bearbejdning. Der kan være tale om en eksisterende bymæssig eller landskabelig sammenhæng, en bygning eller et særligt rum, der skal transformeres, enten gennem en bymæssig fortætning, en transformation eller en addition. De to tegningsformater Album WO :QL[ MZ ZML[SIJMZ LMZ SIV JZ]OM[ \QT I\ ZMOQ[\ZMZM IZSQ\MS\]ZMV[ N¥VWUMVbundne egenskaber, som afsæt for nye arkitektoniske indgreb, der er i direkte samspil med vores krop, sanser og bevidsthed. Noter 1. Gaston Bachelard, The Poetics of Space *W[\WV" *MIKWV 8ZM[[ ! ! ;\MMV -QTMZ :I[U][[MV Om at opleve arkitektur, 3¦JMVPI^V" /IL ! 2]PIVQ 8ITTI[UII º*MOZMJ[TQO ^QLMV QVLTM^MT[M WO \I^[ ^QLMV Q IZSQ\MS\]ZMV º Q" At fortælle arkitektur, ZML 3QU ,QZKSQVKS 0WTUNMTL M\ IT 3¦JMVPI^V" )ZSQ\MS\MV[ .WZTIO ! +IZT 8M\MZ[MV º;\WÆQOM ^QZSVQVOMZ º Q" Arkitektursyn ZML +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO M\ IT 3¦JMVPI^V" 3]V[\ISILMUQM\[ )ZSQ\MS\[SWTM ! ! )IOM :INV º:a\UM º Q" Arkitektursyn ZML +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO M\ IT 3¦JMVPI^V" 3]V[\ISILMUQM\[ )ZSQ\MS\[SWTM !

modsatte side, fra venstre: >QTTI ;VMTTUIV -ZQS /]VVIZ )[XT]VL NW\W" <ZIV[formation 4I +WVO]Q\I 8M\MZ 5qZSTQ foto: Nicolai Bo Andersen Den nordiske pavillon, Sverre Fehn NW\W" >QK\WZ *WaM 2]TMJqS !

Analyse og værdisætning af Søren Vadstrup

I dette afsnit introduceres seks forskellige metoder til at analysere og værdisætte bygninger og byrum på. De forskellige metoder repræsenterer hver i sær en grundighed, der modsvarer det, man skal undersøge, og den grundighed, man skal undersøge med. Analyser og værdisætninger af bygninger og byrum er discipliner, der har været anvendt af restaurerings- og transformationsarkitekter langt \QTJIOM Q \QLMV 0^IL IVOsZ JaZ]U[IVITa[MZ PIZ [¥ZTQO\ IZSQ\MS\MV 2IV /MPT [QLMV ! ! JM[SZM^M\ ¼4Q^M\ UMTTMU P][MVM¼ [IU\ UM\WLMZ \QT I\ ZMOQ[\ZMZM WO NWZJMLZM LM\\M 1 NWZPWTL \QT JaOVQVO[]VLMZ[¦OMT[MZ PIZ 3]T\]Z[\aZMT[MV LMVOIVO 8TIV[\aZMT[MV JM[SZM^M\ LM\\M Q ! ! [WU TML Q QVNWZUI\QWV[[a[\MUM\ ¼1VNWZUI\QWV WU *aOVQVO[JM^IZQVO¼ ,M\\M [a[\MU MZ ZM^QLMZM\ WXLI\MZM\ WO ]LTIO\ Xs VM\\M\ Q WO MVL^QLMZM aLMZTQOMZM ZM^QLMZM\ Q JMOOM OIVOM IN ;¦ZMV >IL[\Z]X 0MZ\QT PIZ 3]T\]Z[\aZMT[MV ]L^QSTM\ UM\WLMV ¼>]ZLMZQVO IN NZMLVQVO[^¥ZLQMZ¼ som benyttes i forbindelse med den igangværende gennemgang af de fredede bygninger i Danmark. Som en del af metoden, der er approberet af Det Særlige Bygningssyn, opfølges værdisætningerne af hver enkel fredede bygning med en handlingsplan, der beskriver, hvordan værdierne skal omsættes til konkret restaurering. Metoden ligger beskrevet og tilgængelig på Kulturstyrelsens hjemmeside.

151

En analyse og værdisætningen hjælper med at få overblik over: Hvorfor huset er noget særligt? Hvor de væsentligste styrker og svagheder ligger? Hvad de består af ? Hvordan huset bør behandles for at sikre dets bevaringsværdier? Metode 1 Analyse og værdisætning af bebyggelser og byrum For bebyggede strukturer, byrum og bygningsmæssige helheder skelnes mellem MV TIVL[Ja M\ ^QTTIS^IZ\MZ MTTMZ MV Ja 8TIL[MZ WO XTIL[LIVVMVLM JaZ]U SZ¥^MZ sine helt egne analysemetoder, der bl.a. omhandler de sociale samt aktivitetsog indholdsmæssige forhold. Metoderne til byrumsanalyser og værdisætning er derfor delt op i fem dele, der behandles hver for sig og præsenterer varierede metoder og systemer: 1 Analyse og værdisætning af ikkebymæssige, spredte bebyggelser 2 Analyse og værdisætning af landsbyer 3 Analyse og værdisætning af byer og byområder 4 Analyse og værdisætning af pladser 5 Analyse og værdisætning af gadeforløb og bymæssige rumdannelser Selve registreringen og analysen af et byrum tager udgangspunkt i at beskrive den egenart, de kvaliteter og svagheder, pladsen har fra tre forhold: Historiske og kulturhistoriske forhold 0Q[\WZQ[S ]L^QSTQVO ]VLMZ[¦OM[ ^PI OIUTM JaSWZ\ UI\ZQSMT[\Z]S\]Z UQLLMTITderlige bystrukturer, anvendelse. Byrummets ombygninger og forandringer gennem tiden samt byrummets betydning for stedets og byens historie og udvikling. De fysiske forhold <WXWOZIÅ PMZ]VLMZ TIVL[SIJ[LIVVMT[MV P¦RLMS]Z^MZ Sa[\TQVRM VI\]Z[SIJ\M U¦V[\ZM ^MR[\Z]S\]Z JaXZWÅT W^MZOIVOM UMTTMU JMJaOOMT[M WO TIVL[SIJ ^QO\QOM sigtelinjer og indkik. Akseretninger, bebyggelseshøjder, facadeforløb. De arkitektoniske og æstetiske forhold Skala, proportioner, højder, akser, rumskabende eller pladsdannende elementer. 8W[Q\Q^M [IV[MQVL\ZaS VMOI\Q^M [IV[MQVL\ZaS hJVQVOMZ ]L[QO\ QVLSQS ;¥ZTQOM detaljer, f.eks. i belægninger, sider, beplantning osv. Æstetiske og arkitektoniske kvaliteter. Enkeltbygninger, herunder beskrivelse af særlige lokale bygningstyper. >¥ZLQ[¥\VQVO[LMTMV Z]UUMZ MV UMZM WXTM^MT[M[U¥[[QO SIZIS\MZQ[\QS IN [\MLM\ Her kan fremhæves elementer, der styrker eller svækker stedet, og forslag til forbedring som f.eks. strukturelle problemer eller en særlig lyd eller lugt. Derudover beskrives omkringliggende husfacader, farver, materialer og vedligeholdelse. >¥ZLQ[¥\VQVOMV []XXTMZM[ UML SWZ\ IVITa\Q[S \MOVQVO WO NW\W[ Metode 2 SAVE-metoden ;)>- MZ ]L^QSTM\ Q ! ! WO MZ MV [IUUMV[SZQ^VQVO IN ;]Z^Ma WN )ZKPQ\MK\]ZIT >IT]M[ QV \PM -V^QZWVUMV\ [WU Xs LIV[S W^MZ[¥\\M[ \QT SWZ\T¥OVQVO IN IZSQ\MS\WVQ[SM ^¥ZLQMZ Q LM\ Na[Q[SM UQTR¦ ;)>- UM\WLMV MZ ]L^QSTM\ [WU M\ ZML[SIJ \QT I\ ^]ZLMZM JaOVQVOMZ[ WO JaOVQVO[UQTR¦MZ[ JM^IZQVO[^¥ZLQMZ ;)>- UM\WLMV MZ MV forholdsvis hurtig og også oversigtlig metode, der udføres af særligt uddannede NIONWTS IZSQ\MS\MZ ,MV NWZM\IOM[ NWZ\ZQV[^Q[ ]LMNZI WO XZQU¥Z\ UML ]LOIVO[punkt i gadefacaden. Her foretager man følgende vurdering af bygningen: )ZSQ\MS\WVQ[S IVITa[M PMZ]VLMZ LWUQVMZMVLM \Z¥S WO [¥ZTQOM SMVLM\MOV 3]T\]ZPQ[\WZQ[S IVITa[M 7ZQOQVITQ\M\ )VITa[M IN LMV \MSVQ[SM \QT[\IVL 5QTR¦U¥[[QO ^¥ZLQ \QTXI[VQVO

152

forrige side: Historiske lag NW\W" 2]TQM ;\Z¦U 5WZ\MV[MV

Man vurderer disse fem kategorier hver for sig ud fra en 3-trins-målestok: 0¦R JM^IZQVO[^¥ZLQ ;)>- ^¥ZLQ 5QLLMT JM^IZQVO[^¥ZLQ ;)>- ^¥ZLQ 4I^ JM^IZQVO[^¥ZLQ ;)>- ^¥ZLQ ! 0^Q[ JaOVQVOMV PIZ P¦R JM^IZQVO[^¥ZLQ SIV UIV OZIL]MZM ;)>- ^¥ZLQMV Q trin, og tilsvarende indenfor middel og lav bevaringsværdi. Ud fra en samlet faglig vurdering af de fem vurderingskategorier, vurderes den samlede bevaZQVO[^¥ZLQ 0][M UML P¦R JM^IZQVO[^¥ZLQ ;)>- ^¥ZLQ ZMOQ[\ZMZM[ [WU ¼*M^IZQVO[^¥ZLQOM¼ 5MV Q VWOTM SWUU]VMZ UML\IOMZ UIV JaOVQVOMZ Q LMV JML[\M MVLM IN UQLLMT JM^IZQVO[^¥ZLQ ;)>- ^¥ZLQ [WU ¼*M^IZQVO[^¥ZLQOM¼ WO[s NWZLQ LQ[[M WN\M VMU\ SIV NWZJMLZM[ JM^IZQVO[U¥[[QO\ \QT MV ;)>- ^¥ZLQ ,M\ MZ SWUU]VMV MTTMZ 3]T\]Z[\aZMT[MV LMZ [SIT NWZM\IOM ;)>- ZMOQ[\ZMZQVOMV M^\ med hjælp fra konsulenter, der har gennemgået et kursus i at bruge systemet ZQO\QO\ ;)>- ZMOQ[\ZMZQVOMV JTM^ Q [QV \QL INOZ¥V[M\ \QT JaOVQVOMZ LMZ MZ WXN¦Z\ N¦Z ! UMV MV LMT SWUU]VMZ PIZ ¦V[SM\ I\ Ns ZMOQ[\ZMZM\ JaOVQVOMZ PMT\ WX \QT ! WO [MVMZM ,M\ [\sZ SWUU]VMZVM NZQ\ NWZ P^WZ UIVOM VaM JaOVQVOMZ LM ønsker at registrere og udpege som bevaringsværdige. Hvis man skal arbejde arkitektonisk med en bygning, der ikke har en særlig P¦R ;)>- ^¥ZLQ WO [WU LMZNWZ QSSM MZ JM^IZQVO[^¥ZLQO MZ ;)>- [a[\MUM\ M\ OWL\ redskab til at værdisætte huset og dermed til at få et godt arkitektonisk resultat. Metode 3 Vurdering af fredningsværdier 5M\WLMV \QT ^]ZLMZQVO IN NZMLVQVO[^¥ZLQMZ MZ ]L^QSTM\ IN 3]T\]ZIZ^[[\aZMT[MV Q LIO 3]T\]Z[\aZMT[MV Q NWZ]L NWZ [\aZMT[MV[ OMVVMUOIVO IN [IU\TQOM NZMLMLM JaOVQVOMZ Q ,IVUIZS 5M\WLMV MZ JM[SZM^M\ Q X]JTQSI\QWVMV ¼>MRTMLVQVO · >]ZLMZQVO IN NZMLVQVO[^¥ZLQMZ¼ LMZ TQOOMZ Xs 3]T\]Z[\aZMT[MV[ PRMUUM[QLM ;M litteraturlisten. Metoden består af et vurderingsskema med en udførlig tjekliste med spørgsmål, der skal besvares, om den pågældende bygning. Spørgsmålene JM[^IZM[ Q NWZJQVLMT[M UML OMVVMUOIVOMV IN [MT^M JaOVQVOMV >]ZLMZQVO[[SMmaet består af tre overordnede punkter: -V LM\ITRMZM\ JaOVQVO[JM[SZQ^MT[M LMZ JsLM WUNI\\MZ PMTPMLMV WO LM V MVSMT\M JaOVQVO MZ -V JM[SZQ^MT[M IN JaOVQVO[PQ[\WZQMV JT I JI[MZM\ Xs QIO\\IOMT[MZ Xs [\MLM\ 3QTLMZ LMZ SIV []XXTMZM JM[SZQ^MT[MV IN JaOVQVO[PQ[\WZQMV UML ÆMZM oplysninger Herefter går vurderingsskemaet over til selve værdisætningen, som består af tre overordnede punkter: 5QTR¦U¥[[QO ^¥ZLQ 3]T\]ZPQ[\WZQ[S ^¥ZLQ )ZSQ\MS\WVQ[S ^¥ZLQ Igen underbygges der med en tjekliste med en række spørgsmål og punkter, der L¥SSMZ ITTM ZMTM^IV\M I[XMS\MZ -S[MUXMT^Q[ NWZ X]VS\M\ ¼)ZSQ\MS\WVQ[S ^¥ZLQ¼" 7^MZWZLVM\ ^¥ZLQ[¥\VQVO IN IVT¥OOM\# .WZU# =L\ZaS# :]UTQOPML# ;\WÆQOPML# Materialer; Forståelse; Originalitet; Detaljering; Oplevelse. Afslutningsvis udfylder man yderligere to punkter: ,M J¥ZMVLM NZMLVQVO[^¥ZLQMZ )VJMNITQVOMZ I beskrivelsen af de bærende fredningsværdier er det hensigten at samle og opsummere de væsentligste og unikke elementer i bygningen. Disse kan f.eks. omNI\\M PMTPML WO WUOQ^MT[MZ NWZU WO ]L\ZaS NIKILMZ OI^TM WO \IOÆILMZ XTIVdisposition og rumforløb, udvendig og indvendig detaljering og udsmykning, materialeholdning samt originalitet. 153

1 ]LNWZUVQVOMV IN IVJMNITQVOMZ NWZ JaOVQVOMV [SIT UIV SWZ\ JM[SZQ^M [XMKQÅSSM forhold, som fremadrettet kan styrke fredningsværdierne. Anbefalingerne kan dermed strække sig uden for fredningens omfang. 6sZ LMV W^MVNWZ OMVVMUOsMLM ¼>]ZLMZQVO IN NZMLVQVO[^¥ZLQMZ¼ NWZ MV JaOVQVO MZ ]LIZJMRLM\ SIV LMZ ]LIZJMRLM[ MV [sSITL\ ¼0IVLTMXTIV¼ LMZ \IOMZ IN[¥\ Q LM J¥ZMVLM NZMLVQVO[^¥ZLQMZ WO IVJMNITQVOMZ NWZ JaOVQVOMV ¼0IVLTMXTIVMV¼ MZ JM[SZM^M\ OZ]VLQO\ Q ¼3]T\]Z[\aZMT[MV[ ^MRTMLVQVO \QT ]LIZJMRLMT[M IN PIVLTMXTIVMZ NWZ LM NZMLMLM JaOVQVOMZ¼ [M 3]T\]Z[\aZMT[MV[ PRMUUM[QLM 0MZ JM[SZQ^M[ bl.a. bygningens tekniske tilstand og akutte tekniske problemer, der skal tages hånd om. ¼>]ZLMZQVO IN NZMLVQVO[^¥ZLQMZ¼ OQ^MZ MV ÅV LWS]UMV\I\QWV IN JaOVQVOMV WO en mulighed for at beskrive rummene, materialerne og konstruktionerne meget LM\ITRMZM\ ,MV ¼0IVLTMXTIV¼ LMZ MN\MZN¦TOMVLM ]LIZJMRLM[ OQ^MZ IN[¥\\M\ NWZ M\ evt. restaureringsprojekt for bygningen. Når selve restaureringsprojektet påbegyndes, vil det – afhængigt af projektets karakter og omfang – ofte være hensigtsmæssigt at lave en bygningsopmåling og nogle supplerende dybdegående iagttagelser på stedet. Metode 4 Bevarings- og bygningssyn for ældre bygninger Denne metode kan husejeren selv udføre, sammen med en skolet eller uskolet hjælper. Det kan f.eks. ske i forbindelse med den årlige vedligeholdelse eller ønsker om bygningsændringer fra ejernes side. Metoden udføres for hele bygningen,udvendigt og indvendigt samt for omgivelserne. Bevarings- og bygningssynet udføres ved, at man gennemgår huset systematisk, både udvendigt og indvendigt, [IUUMV UML MV \W IVLZM XMZ[WVMZ UML M\ ^¥ZLQ[¥\VQVO[[SMUI Q PsVLMV [M V¥[\M [QLM Ud fra hvert element på huset, f.eks. omgivelserne, gadefacaden, bagsiden, gavlene, taget, de indvendige rum, diskuterer man og noterer herefter de begrundede svar på følgende spørgsmål: Hvad på huset trækker op i forhold til husets arkitektur og bevaringen af denne? Hvad på huset trækker ned i forhold til husets arkitektur og bevaringen af denne? Hvor trænger huset særligt til vedligeholdelse? Hvori består ejerens eventuelle ønsker om bygningsændringer? Vedligeholdelsesplan Efter den arkitektoniske og bevaringsmæssige værdisætning er udført, kan man ]VLMZ[¦OM P][M\[ \MSVQ[SM WO ^MLTQOMPWTLMT[M[U¥[[QOM NWZPWTL .WZ LM ÆM[\M P][ejere vil det til denne opgave være nødvendigt at søge professionel hjælp fra en restaureringsarkitekt eller en uvildig, specialuddannet såkaldt bygningssynshåndværker, men altså ikke fra de håndværkere, der kan være interesserede i at udføre arbejdet bagefter. Den uvildige rådgiver gennemgår huset og udarbejder en vedligeholdelsesplan, typisk opdelt i, hvad der bør udføres inden et år, inden fem sZ WO Xs T¥VOMZM [QO\ ;M [SMUIM\ ¼hZTQO\ *aOVQVO[[aV WO ^MLTQOMPWTLMT[M IN P][M\¼ Xs V¥[\M [QLM >MLTQOMPWTLMT[M[ WO PIVLTMXTIVMV [SIT VI\]ZTQO^Q[ ]VLMZ[\¦\\M ovennævnte værdisætning, og må ikke komme i modstrid med denne. Metode 5 Analyse og værdisætning af bygninger og deres omgivelser Metoden præseneters kort her og foldes grundigt ud i næste kapitel. Metoden er grundig, men anvendelsesorienteret, og den vil ofte være egnet til mange typer af projekter og indeholder: 1 En nyudviklet, forenklet, overskuelig og samtidig systematisk metode til at anaTa[MZM WO ^¥ZLQ[¥\\M ¥TLZM JaOVQVOMZ WO LMZM[ WUOQ^MT[MZ ]L NZI M\ S^ITQÅKMZM\ grundlag. Dette grundlag giver mulighed for at svare på: Hvad skal bevares, og hvad kan fjernes? Hvad kan man rekonstruere, og hvor kan man ombygge huset? 2 Et nyt sæt bevaringsholdninger, der respekterer huset og værdisætningen 3 Ny viden om de særlige materialer og metoder samt reparationsmetoder, der er mest hensigtsmæssige for ældre bygninger 154

modsatte side: >¥ZLQ[¥\VQVO OMVVMU NW\WZMOQ[\ZMZQVO NW\W" .IJQIV ;IPTY]Q[\

155

Årligt Bygningssyn og vedligeholdelse af huset

Terræn Terræn

Rydning af uhensigtsmæssig beplantning og skab fald af terræn

Visne blade

Oprensning af lyskasser og andre bladsamlende steder

Tag knspiceres bedst lige efter et regnvejr. Kik ind i skunkrum o.lign. og

Inspektion

undersøg, om der er vådt Knækkede, skæve eller manglende tagmaterialer repareres eller skiftes ud.

Reperation

Huller i tagmaterilerne særligt i skotrender repareres (evt. midlertidigt)

Tagrender og nedløb, herunder evt. opsamlinger i skotrender. Foretages fra stige.

Rensning

Tagrendemøg opsamles i spande og må ikke blot spules ned i nedløbene Vask

Tilgængelige murfalse, sålbænke eller facadefremspring renses for snavs m. vand og børste

Tætning

Huller i tagrender og nedløb tætnes Vinduer, døre, vægge, lofter og gulve systematiseres ud fra alder og stil

Facade og ydervæg Revner

Kritiske revner tilgængelige u. stillads tætnes m. tynd kalkmørtel, der injiceres m. sprøjte

Større revner

Særligt i bindingsværkstømmer tætnes med tjærekit eller kalkmørtel

Sætningsrevner

Checkes for 'aktivitet' og tætnes med en lille gipsklat hen over

Vindue og yderdør

Vinduernes træ og maling vaskes med sæbespåner Ved mange smårevner stryges med linoliemaling på selve kitfasen, og 2 mm op på ruden

Kitfas

Ved revner ml. glas og kit trykkes håndvarm kit i smårevnener og afsluttes m. linoliemaling

Vaskes grundigt med såbespåner, evt. skimmelrester skrubbes væk og rudeglas pudses. Invendig tætning af forsatsruder og tætningslister justeres og stryges evt. m. tyndt lag linolie

5M\WLMV ]LN¦ZM[ IN ]LLIVVMLM NIONWTS IZSQ\MS\MZ WO ^QT \aXQ[S ÅVLM [\ML MN\MZ husejerens ønske i forbindelse med planer om istandsættelsesarbejder på huset. 5M\WLMV WUNI\\MZ LMZNWZ WO[s NZMU[SI‫ٺ‬MT[MV OMVVMU IZSQ^[\]LQMZ MTTMZ ^ML JaOVQVO[WXUsTQVO IN M\ V¦L^MVLQO\ \MOVQVO[OZ]VLTIO NWZ ]VLMZ[¦OMT[MV IVITa[MV og projektet. Huset gennemgås, undersøges og analyseres grundigt udvendigt og indvendigt, ligeså dets omgivelser, ud fra kategorierne oplistet i skemaet for metoden på modsatte side – i den oplistede rækkefølge. Metode 6 Bygningsarkæologisk undersøgelse Denne undersøgelse af en bygning er en meget grundig og videnskabelig metode, der skal afdække en bygnings historie, tidligere faser og andre historiske spor. ,M\ [SMZ ]L NZI IZSQ^ITQMZ WXUsTQVOMZ Xs [\MLM\ [sSITL\M [\ZI\QOZIÅ[SM TIO^Q[M afdækninger, f.eks. af malingslag, registrering af bygningshistoriske spor m.v. Alternativt kan man benytte den mere enkle og operative metode for bygningsanalyse og værdisætning, som er beskrevet i forrige afsnit. Metoden og fremgangsmåden ved bygningsarkæologiske undersøgelser, er JM[SZM^M\ OZ]VLQO\ Q JWOMV ¼*aOOVIL[IZSMWTWOQ[S ]VLMZ[ SVQVO · LM\ U]ZILM P][M\¼ IN 3IZQV )VLMZ[[WV WO )OVM\I 0QTLMJZIVL ]LOQ^M\ IN :QS[IV\QS^IZQMqU\M\M\ Q ;\WKSPWTU Q ! ZM^QLMZMLM WXTIO ! 1 ,IVUIZS MZ LMZ UMTTMU ! WO ]L[MVL\ ! V]UZM IN \QL[[SZQN\M\ ¼*aOVQVO[IZS¥WTWOQ[SM ;\]LQMZ¼ · Q [\IZ\MV ]LOQ^M\ IN 3]V[\ISILMUQM\[ )ZSQ\MS\[SWTM INLMTQVOMV NWZ ¼6WZLQ[SM )ZSQ\MS\[\]LQMZ WO WXUsTQVO¼ 1 \QL[[SZQN\M\ JZQVOM[ [\WZM WO [Us JaOVQVO[IZS¥WTWOQ[SM ]VLMZ[¦OMT[MZ 8s 3WV[MZ^I\WZ[SWTMV Q 3¦JMVPI^V WO Xs )ZSQ\MS\[SWlen i Aarhus undervises og praktiseres der begge steder i bygningsarkæologiske undersøgelser. I Danmark kan man desuden læse om de forskellige emner, der QVLOsZ Q JaOVQVO[IZS¥WTWOQ[SM ]VLMZ[¦OMT[MZ Q 3]T\]Z[\aZMT[MV[ ¼1VNWZUI\QWV WU

Metode 5 - Analyse og værdisætning af bygninger og deres omgivelser

Historisk analyse Bygningshistorie

Bygningshistoriske spor i bygningen Suppleres m. gamle billeder, ældre bygningstegninger, opmålinger el. rekonstruktionstegninger Vinduer, døre, vægge, lofte, og gulve systematiseres ud fra alder og stil

Kulturhistorisk

Husets oprindelige formål og senere anvendelse

Antikvarisk

Originale, bevarede dele, strukturer eller elementer fra husets opførelse og senere perioder Værktøjsspor fra håndværk og maskiner Breve, mærker eller spirdokument fra tømrer, stenhugger eller blikkenslager $ )! # ! ! "'" % " ! * + " ! "

Teknisk

Teknisk gennemgang der beskriver husets konstruktive og byggetekniske tilstand, herunder fugtproblemer og indeklimaforhold

Arkitektonisk

Husets eksteriører Bygningskroppen, facadeudtryk, facadedetaljer, vinduer, døre Omgivelser og arkitektonisk tilpasning til landskab eller bymiljø

Konklusion

De bærende bevaringsværdier Dominerende arkitektoniske og historiske træk, særlige konstruktioner, byggetekniske eller funktionelle forhold: historiske, tekniske og arkitektoniske

Anbefalinger

Umistelige strukturer, rum og bygningsdele der skal vedligeholdes og repareres Skæmmende strukturer, rum og bygningsdele der bør fjernes Fjernede eller udskiftede strukturer, rum og bygningsdele der bør rekonstrueres Strukturer, rum og bygningsdele der kan ombygges eller transformeres Nye strukturer, rum og bygningsdele der kan tilføjes

Materialevalg

Valg af materialer og metoder baseret på den nyeste viden om ældre bygningers materialer, deres fremstilling, nedbrydning, reparation og levetider Undgå at ødelægge eller fjerne væsentlige, oprindelige elementer eller detaljer

Projektforslag

Videreudviklineng af bygningen i fremtiden bør indeholde: Bevaringsprinciper/restaureringsholdning Brugerønsker Tegningssæt og beskrivelse Materialer og metoder ( % !" %# + ! # ! # % ! " ! # ' ! ! " ! " !

*aOVQVO[JM^IZQVO¼" Arkivundersøgelser, Farveundersøgelser, Bygningshistoriske spor samt Forberedelser til projektmaterialer. ;M LM[]LMV SIXQ\TM\ ¼*aOVQVO[IZS¥WTWOQ¼ NWZ MV grundigere gennemgang af metoden. Litteratur Kulturstyrelsen: Information om Bygningsbevaring 2014: .WZJMZMLMT[M IN XZWRMS\UI\MZQITM" P\\X" ___ S]T\]Z[\aZMT[MV LS ÅTMILUQV ][MZG]XTWIL S]T\]ZIZ^ X]JTQSI\QWVMZ MUVMWXLMT\ JaOVQVOMZ *aOVQVO[JM^IZQVO .WZJMZMLMT[M IN projektmateriale.pdf *aOVQVO[PQ[\WZQ[SM [XWZ" P\\X" ___ S]T\]Z[\aZMT[MV LS ÅTMILUQV ][MZG]XTWIL S]T\]ZIZ^ X]JTQSI\QWVMZ MUVMWXLMT\ JaOVQVOMZ *aOVQVO[JM^IZQVO *aOVQVO[PQ[\WZQ[SM [XWZ XLN )ZSQ^]VLMZ[¦OMT[MZ" P\\X" ___ S]T\]Z[\aZMT[MV LS ÅTMILUQV ][MZG]XTWIL S]T\]ZIZ^ X]JTQSI\QWVMZ MUVMWXLMT\ JaOVQVOMZ *aOVQVO[JM^IZQVO G)ZSQ^]VLMZ[WMOMT[MZ XLN Kulturstyrelsen, Vejledning i vurdering af fredningsværdier: ÅTM" +" ; + * ZMV > 3) *3 8]JTQSI\QWV >MRTMLVQVOGNZMLVQVO[OMVVMUOIVOMVG XLN Kulturstyrelsens vejledning til udarbejdelse af handleplaner for de fredede bygninger: http://www.kulturstyrel[MV LS S]T\]ZIZ^ IZSQ\MS\]Z NZMLVQVO[OMVVMUOIVO PIVLTQVO[XTIVMZ

157

Analyse og værdisætning af bygninger og deres omgivelser af Søren Vadstrup

Denne metode har til formål at give ejere og projekterende bedre redskaber til restaurering, vedligeholdelse og transformation af bygninger. Gennem en historisk, teknisk og arkitektonisk værdisætning tilegnes en forståelse for de umistelige dele og de mindre væsentlige dele af det eksisterende bygningsværk. Dette danner grundlag for at udarbejde projekter, hvor bygningens værdier sikres og inddrages i en fremtidig anvendelse af bygningen. *aOVQVO[ZM[\I]ZMZQVO PIZ [QLMV JMOaVLMT[MV IN ! \ITTM\ PIN\ MV [\Z]S\]ZMZM\ UM\WLQS MV QVLIZJMRLM\ ZM[\I]ZMZQVO[ÅTW[WÅ WO MV NZMUPMZ[SMVLM UM\WLM der har skiftet lidt. En restaureringsarkitekt arbejder strengt metodisk og hverken O¥\\MZ N¦TMZ MTTMZ NIUTMZ [QO NZMU .WZ VWOTM sZ [QLMV JTM^ JMOZMJM\ ¼<ZIV[NWZUI\QWV¼ QV\ZWL]KMZM\ Q NWZJQVLMT[M UML JaOVQVO[U¥[[QOM QVLOZMJ Q ¥TLZM JaOVQVOMZ =L\ZaSSM\ ¼\ZIV[NWZUI\QWV¼ JM[SZQ^MZ ZM\ XZ¥KQ[\ LM QVLOZMJ LMZ IV^MVLM[ Xs ældre bygninger, hvor der er tale om en omdannelse til nye formål. Men udtrykSM\ L¥SSMZ WO[s UMZM OMVMZMT\ W^MZ I\ VWOM\ ¥VLZMZ [QO NZI u\ \QT VWOM\ IVLM\ -V ¼\ZIV[NWZUI\QWV¼ IN ¥TLZM JaOVQVOMZ [SIT WO[s JaOOM Xs MV UM\WLQ[S JaOVQVO[]Vdersøgelse og en lige så metodisk værdisætning. ¼)VITa[M WO ^¥ZLQ[¥\VQVO IN JaOVQVOMZ WO LMZM[ WUOQ^MT[MZ¼ MZ M\ NWZ[¦O på at modernisere en metodik og at udvikle en klar terminologi. Her benytter

!

UIV [QO IN MV Z¥SSM ZML[SIJMZ LMZ NWZ LM ÆM[\M[ ^MLSWUUMVLM SVa\\MZ [QO \QT arkitektfaget, bl.a. opmåling, frihåndstegning, akvarelmaling og fotografering, IT\ MN\MZ WXOI^MV[ SIZIS\MZ -V ¼*aOVQVO[IVITa[M WO ^¥ZLQ[¥\VQVO NWZ JaOVQVOMZ WO LMZM[ WUOQ^MT[MZ¼ MZ MV MVM[\sMVLM U]TQOPML NWZ I\ WXVs M\ LaJ\ SMVL[SIJ \QT en bygning samt en rumlig og arkitektonisk forståelse for denne. Analyse og værdisætning – hvorfor? /MVVMU LM [QL[\M sZ MZ MV [\WZ LMT IN ,IVUIZS[ ¥TLZM P][M JTM^M\ WUJaOget, tilbygget, kraftigt renoveret m.v. Disse bygningsmæssige ændringer er typisk begrundet med, at husene skal tilpasses nye krav om velisolerende vinduer, mere plads, lettere vedligeholdelse m.m. I denne proces ser man sjældent, at der er foretaget en forudgående bygningsanalyse og værdisætning af de enkelte bygninger. Som følge heraf har mange ældre huse mistet en stor del af deres arkitektoniske og æstetiske kvaliteter. Samtidig er de helheder, husene er skabt som, og som de udgør med deres omgivelser, ødelagt. Herudover betyder de uovervejede bygningsmæssige ændringer, at der opstår mange byggetekniske skader, herunder at meget dyre indgreb og forandringer på bygningerne ikke holder, men igen snart skal skiftes ud, hvilket har store økonomiske konsekvenser for husejerne. En bygningsanalyse og værdisætning er med til at danne grundlag for velovervejede bygningsmæssige indgreb, og man kan sammenfattende sige, at den tjener fem formål: 1 Er en afgørende forudsætning for et vellykket resultat for alle forandringer på bygningen 2 Medvirker til at give ejeren og den projekterende et nyt og skærpet syn på bygningens arkitektur samt på mulighederne for forandringer på denne 3 5ML^QZSMZ \QT I\ OQ^M MRMZMV WO LMV XZWRMS\MZMVLM M\ UMZM S^ITQÅKMZM\ OZ]VLTIO for forandringer på bygningen 4 Er en systematiseret metode til at vurdere konsekvenser og bivirkninger af påtænkte forandringer på bygningen 5 Er en højere værdisætning hos ejerne og andre, så de efterfølgende vil iværksætte fornuftige indgreb og ændringer, der understøtter huset værdier I værdisætningen indgår også husets omgivelser og en evt. genopretning af disse. Tilpas den konkrete værdisætning til formålet Afhængigt af hvad baggrunden for og formålet med værdisætningen er, kan de X]VS\MZ LMZ MZ WXTQ[\M\ Xs UWL[I\\M [QLM Q [SMUIM\ ¼>¥ZLQ[¥\VQVO IN JaOVQVOMZ og deres omgivelser’, indskrænkes til færre, eller de kan gennemføres i en anden rækkefølge end den oplistede. Det afhænger af opgavens formål, tiden, der er til rådighed, og andre ressourcer som mandskab, hjælperedskaber, instrumenter og økonomi. Den oplistede rækkefølge er den mest hensigtsmæssige – også som rækkefølge for opbygningen af en eventuel skriftlig rapport for undersøgelserne og værdisætningen. Mens undersøgelserne og opmålingerne udføres, opdager UIV \aXQ[S ÆMZM WO ÆMZM JM\aLVQVO[N]TLM MTMUMV\MZ ^ML JaOVQVOMV LI UIV Q kraft af den konkrete undersøgelse og den tid, man bruger i huset, kommer til at kende dette bedre og bedre. Det betyder, at man i praksis ofte veksler mellem punkterne. En bygningsanalyse og værdisætning er en analysemetode, der skal besvare fem spørgsmål, der er aktuelle ved alle påtænkte indgreb i eksisterende bygninger: Hvorfor er huset noget særligt, og derfor bevaringsværdigt? Hvor JMÅVLMZ LM [¥ZTQOM JM^IZQVO[^¥ZLQMZ [QO Q P][M\' Hvilke elementer og bygningsdele er der konkret tale om? Hvordan skal de behandles for at videreudvikle huset med respekt for bevaringsværdierne? Hvad PIZ P][MRMZMV IN ¦V[SMZ WU ¥VLZQVOMZ Q P][M\ LMZ Us[SM MZ Q SWVÆQS\ UML bevaringsværdierne?

forrige side: ,MPV[ 8IT¥ 2 / :W[MVJMZO ]VLMZ W^MZWX[aV IN 6QKWTIQ -QO\^ML ! ;MVMZM WUJaOOM\ IN / . 0M\[KP Foto fra restaureringsprojektet, hvor dækkonstruktionen er fritlagt NW\W" 5IZOZu\ 5I\PQI[L~\\QZ

Værdisætning af bygninger og deres omgivelser

Matrikelnummer, BBR, adresse, ejer, arkitekt, anvendelse, bevaringsstatus, evt SAVE værdi Arkivgennemgang/undersøgelse af eksisterende tegninger, planmæssige forhold, evt bygningsopmåling som er nyttigt for fremtidigt projekt

Bygningsanalyse Bygningshistorie

Diverse bygningsændringer i tidens løb for facader, planløsning og detaljer Arkivstudier og registrering af bygningshistoriske spor, farveundersøgelser, stilarter m.m. Vinduer, døre, vægge, lofte, og gulve systematiseres ud fra alder og stil

Kulturhistorie

Formål, anvendelser, alder, historie, personalhistorie, sjældenhed, slid og patina Antikvarisk analyse Hvad er ældst, og hvad er kommet til senere

Teknisk

Teknisk tilstand (Foretages sideløbende med bygningsopmåling)

Arkitektonisk

Arkitektonsike stilarter, bygningskrop, facadeudtryk, detaljer, vinduer, døre og farver

Konstruktiv og byggeteknisk tilstand, fugt- og indeklimaforhold, energiforhold

Interiør, indretning og funktion $ , #) ( & (" * "*&% )" * #' )% % * # # % )" ## ( -$ #!0 ##+)*( ( ) $ &*& ( 1 ( & frihåndstegning) Bevaringsværdier

Anbefalinger

Dominerende arkitektoniske og historiske træk, særlige konstruktioner, byggetekniske eller funktionelle forhold, historiske, tekniske og arkitektoniske forhold

Umistelige strukturer, rum og bygningsdele der skal bevares, vedligeholdes og repareres Skæmmende strukturer, rum og bygningsdele der bør fjernes Fjernede eller udskiftede strukturer, rum og bygningsdele der bør rekonstrueres Strukturer, rum og bygningsdele der kan ombygges eller transformeres Nye strukturer, rum og bygningsdele der kan tilføjes

Istandsættelsesprincip Undgå at ødelægge eller fjerne væsentlige, oprindelige elementer eller detaljer Reparation foretrækkes frem for udskiftning, og nye elementer bør kunne fjernes igen Få en faglig, uvildig vurdering af materialernes tilstand og istandsættelsesbehov (bør ikke &( * ) ) $$ 1($ )&$ )" # )*. &( )* % )/** #) % Samme slags byggemateriaer og håndværksmetoder som bygningen blev opført med Brug den nyeste viden om ældre huse og sørg for at de udførende kender og følger denne viden

Brugerens/ejerens ønsker til funktion, indretning, materialer, økonomi

Vedligeholdelse Reparation

Ombygning

Materialer

Bygningsdele, elementer og materialer der blot skal vedligeholdes Bygningsdele, elementer og materialer der er vigtige for bevaringsværdierne og som derfor skal bevares, repareres og istandsættes Udskiftede, fjernede eller forringede bygningsdele, elementer og materialer der er vigtige for bevaringsværdierne og som derfor skal retableres Bygningsdele, elementer og materialer der kan ombygges, tilbygges, nyindrettes og transformeres Det er vigtigt at det samlede projekt bevarer, genskaber eller højner husets oprindelige arkitektoniske helhed og de bærende bevaringsværdier Benyt samme slags materialer som man oprindeligt har benyttet og bevar de gamle autentiske materialers og elementers slid og patina Brug de samme gennemprøvede konstruktioner og håndværksmetoder som oprindeligt og byg på kvalitet i materialer og udførelse Begræns brugen af nye, uprøvede materialer og metoder

( &')* ## ) * &, ()# &, ( 0"&%&$ % ,* , !/#' 2 ( #* (% * , ( Dette omfatter ikke indhentede tilbud fra håndværkere etc., men erfaringspriser fra lignende arbejder

<QT[IUUMV ]LU¦V\MZ LQ[[M NMU [X¦ZO[UsT [QO Q MV JM[SZQ^MT[M WO ^]ZLMZQVO IN husets bærende bevaringsværdier, rådgiverens anbefalinger ud fra husets præmisser og et forslag, projektforslag eller en handleplan for de påtænkte arbejder, der tager hensyn til ejerens ønsker. Alle fem indgreb i bygningen kan samles ]VLMZ W^MZ[SZQN\MV ZM[\I]ZMZQVO Q[\IVL[¥\\MT[M IN MV JaOVQVO \QT MV JMLZM Na[Q[S WO N]VS\QWVMT \QT[\IVL MVL N¦Z WO MZ TQOM T¦LQOM ,M SIV [IUUMV[¥\\M[ WO QVLIZbejdes på samme tid uden at modarbejde hinanden, så længe den arkitektoniske helhed sikres eller forbedres. Arkivundersøgelser 8s LQ^MZ[M IZSQ^MZ SIV UIV ÅVLM OIUTM \MOVQVOMZ P^QTSM\ Us[SM ^QT TM\\M MTTMZ erstatte en opmåling af huset. For mere grundige bygningshistoriske undersøgel[MZ ÅVLM[ LMZ Us[SM OIUTM JM[SZQ^MT[MZ IN P][M\ OMVVMU JZIVL\IS[I\QWVMZ MTTMZ skifteprotokoller. Man kan måske være heldig, at huset er undersøgt tidligere via LM NWZ[SMTTQOM JaOVQVO[ZMOQ[\ZIV\MZ LMZ ÅVLM[ Q MV Z¥SSM JaMZ -V IVLMV ZM\ [QSSMZ SQTLM \QT ¥TLZM P][M[ JaOVQVO[PQ[\WZQM SIV ^¥ZM ¥TLZM NW\WOZIÅMZ IN P][M\ ,M MZ meget sjældent manipulerede, hvorimod malerier eller tegninger af samme hus kan være behæftet med mange fejl. Opmåling En bygning er en kompleks, rumlig størrelse, som ofte er vanskelig at overskue. ,MV UM[\ M‫ٺ‬MS\Q^M UsLM I\ WXVs MV Z]UTQO NWZ[\sMT[M WO T¥ZM M\ P][ I\ SMVLM på, er at opmåle det. Et sæt opmålinger af en bygning er således ikke mindst et uundværligt redskab ved tilstandsgennemgangen og til brug for vurderingen IN WUJaOVQVO[U]TQOPMLMZVM 8s JIOOZ]VL IN WXUsTQVOMV ]LIZJMRLM[ M\ \MOningssæt, som udgør en abstraheret repræsentation af bygningen. Uanset hvor længe man betragter et hus, vil der være noget, man først ser, når man tegner. Ofte giver ellers uforståelige spor pludselig mening, når de tegnes ind på plan eller facade og dermed ses i forhold til andre spor. F.eks. kan en revne i facaden, sammenholdt med indvendige spor af en tidligere gavl, afsløre, at bygningen på dette sted er blevet forlænget. Der kan med fordel tegnes en plan af husets rumdisponering og en tagplan, der er et snit over kippen, hvor tagbeklædning og lægter er tænkt fjernet. Derudover tegnes relevante snit og opstalter af husets facader. Man skelner fagligt mellem tre typer opmålinger, af stigende præcision og detaljeringsgrad, og dermed også tidsforbrug og pris: Skridtopmåling, relativ opmåling og opmåling efter målesystem. Alle tre opmålingssystemer kan i dag udføres både fysisk, dvs. med blyant på papir, eller digitalt, dvs. i et tegneprogram på en computer. Det sidste har den store fordel, at man kan projektere videre på de digitale tegninger, hvilket ofte er en absolut nødvendighed.

Checkliste bygningshistoriske iagttagelser

Historisk '

Materialer

Konstruktioner, samlingsmåder

'

Funktioner

'

Dimensioner

Håndværksmetoder/spor af værktøj

$ +

'

Farver

'

Særlige detaljer såsom stempler, mærker, numre, dekorative elementer

'

Alder og årstal eller relativ tidsfølge for ændringer

'

" $ ! " !" $ ) " ødelagt, defekt, komplet

'

Genanvendte materialer

'

Ændrede eller overdækkede, fjernede materialer og elementer

Teknisk ' Byggeteknsik tilstand såsom fugt, salte, afskalning '

! " % !

Naturlig forvitring og patinering

&$ !&! # sætninger, slag, slid

'

!" # " $ # ! "! )!!

.WZ MV OZ]VLQO OMVVMUOIVO IN XZQVKQXXMZVM NWZ WXUsTQVO [M LI SIXQ\TM\ ¼*aOVQVO[WXUsTQVO¼ Bygningshistorisk analyse Mens man måler huset op eller gennemgår det grundigt fra kælder til kip, registrerer man samtidig spor i bygningen, der kan fortælle om dens tidligere indretning og historie. Eksempelvis blændede døre eller vinduer, fjernede skillevægge, spor i gulvene efter kakkelovne, spærnummerering og nummerering på binLQVO[^¥ZS ^QVL]MZVM[ WO L¦ZMVM[ XZWÅTMZQVOMZ WO WXLMTQVOMZ W[^ -\ [a[\MUI\Q[S [SMUI W^MZ ^QVL]MZ WO L¦ZM UML XZWÅTMZQVOMZ LM\ITRMZ JM[TIO W[^ MZ WO[s M\ OWL\ redskab. Skemaet suppleres evt. med vinduernes tekniske tilstand. I forhold til husets tidligere indretning og udseende kan gamle tegninger og beskrivelser fra arkivundersøgelsen være et godt supplement, men de kan også ^¥ZM MV NMRTSQTLM ;XWZMVM Q P][M\ MZ LMV XZQU¥ZM SQTLM <MOVQVOMZ SIV ZMXZ¥[MVtere urealiserede projekter. Farvearkæologiske undersøgelser kan give yderligere oplysninger om husets bygningshistorie. Den bygningshistoriske analyse kan

modsatte side: :MSWV[\Z]S\QWV[\MOVQVOMZ IN OsZL Q >QJa )ZSQ\MS\ ;¦ZMV >IL[\Z]X

eventuelt føre frem til, at man kan tegne forskellige rekonstruktioner af husets tidligere udseende og udviklingshistorie i form af planer og rumlige skitser. Bygningshistorisk undersøgelse .WZUsTM\ UML MV JaOVQVO[PQ[\WZQ[S ]VLMZ[¦OMT[M MZ I\ [SI‫ٺ‬M [QO ^QLMV WU MV ældre bygnings oprindelige udseende og indretning, samt om de ændringer den har gennemgået i tidens løb. Selvom huset ikke står foran en istandsættelse, er LM\ [X¥VLMVLM I\ T¥ZM I\ IÆ¥[M P][M\[ PQ[\WZQM ;SIT P][M\ Q[\IVL[¥\\M[ J¦Z LM\[ historie altid klarlægges som grundlag for et projekt, der respekterer sporene og S^ITQ\M\MZVM Q LM\ OIUTM P][ ,M\ MZ ^QO\QO\ NWZ M\ S^ITQÅKMZM\ ZM[]T\I\ I\ UIV OsZ systematisk og fordomsfrit frem uden en forudfattet facitliste. 5IV J¦Z IT\QL JMVa\\M ÆMZM SQTLMZ [IU\QLQO 0^Q[ \W NWZ[SMTTQOM SQTLMZ [\ZQLMZ mod hinanden, f.eks. facadefarverne på et maleri sammenlignet med en farveundersøgelse på facaden, er det sporene i bygningen, der tæller mest. Det er også vigtigt, at man, samtidig med den bygningshistoriske undersøgelse, registrerer den byggetekniske tilstand af de undersøgte bygningsdele og konstruktioner samt om muligt årsagerne til tilstanden. Som led i den bygningshistoriske undersøgelse skal man også være opmærksom på at registrere kulturhistoriske spor. Hvis den bygningshistoriske undersøgelse er en del af en planlagt istandsættelse, bør man foretage en funktionsmæssig vurdering af, hvorvidt bygningen overhovedet egner sig til det ønskede formål, samt en arkitektonisk og bevaringsmæssig vurdering af såvel bygningens helhed som dens detaljer, som sammenholdes med de bygningshistoriske og byggetekniske facts. Ikkedestruktive undersøgelsesmetoder ,MZ ÅVLM[ UIVOM OZILMZ IN JaOVQVO[]VLMZ[¦OMT[MZ NZI MV PMT\ W^MZÆILQ[S QIO\tagelse med det trænede øje, til en total afklædning af huset med undersøgelser ned til mindste detalje. Der skal advares kraftigt mod, at man i sin iver efter at ÅVLM ¥TLZM WO ¥TLZM [XWZ MTTMZ UI\MZQITMZ NRMZVMZ [MVMZM UI\MZQITMZ MTTMZ \QTN¦RMTser i bygningen. Der bør startes med helt ikkedestruktive undersøgelsesmetoder, eksempelvis opmåling, fotografering i sidelys, iagttagelser af konstruktioner, ma\MZQITMZ P]TTMZ WO IVLZM [XWZ Q LM [aVTQOM W^MZÆILMZ M^\ []XXTMZM\ UML INOZ¥Vsede afdækninger, f.eks. farvetrapper, boring med rørbor i træ, puds etc. eller INZMV[VQVO IN M\ XZWÅT MV LMSWZI\QWV M\K 3]V P^Q[ V¥ZUMZM ]VLMZ[¦OMT[MZ WO overvejelser viser, at det er nødvendigt eller ønskeligt at fjerne senere lag, bør man gøre dette. I så tilfælde bør man om muligt gemme hele eller større fjernede bygningsdele, eksempelvis på loftet eller i et udhus, forsynet med tydelige påskrifter, for eftertiden. Som minimum skal det fjernede fotograferes og opmåles før og efter indgrebet. Man vil ofte vælge at rive f.eks. alle gamle papirtapeter af ^¥OOMVM 0MZ MZ LM\ MV OWL QLu WO MV NWZPWTL[^Q[ [QUXMT \QVO QVLMV UIV OsZ Q gang, at skære en prøve ud, f.eks. i A4-størrelse, med samtlige lag, som dokumen\I\QWV <IXM\XZ¦^MZVM SIV LIUXM[ NZI PQVIVLMV WO [IUTM[ QOMV Q M\ P¥N\M [WU M\ autentisk minde om husets og de tidligere beboeres historie. Helhedsvurdering En bygningshistorisk undersøgelse bør altid indgå i en helhedsvurdering. Formålet med eksempelvis at rekonstruere bygningshistorien er ikke at føre bygningen \QTJIOM \QT uV IN LM \QLTQOMZM NI[MZ NIZ^MZ MTTMZ N]VS\QWVMZ UMV [VIZMZM I\ TILM [QO inspirere af de særlige arkitektoniske kvaliteter og specielle træk, som undersøgelsen afdækker. Baggrunden herfor er, at det på længere sigt altid vil være bygningens oprindelige materialer, der vil være afgørende for bevaringsværdierne. Derfor skal en bygningshistorisk undersøgelse af en ældre bygning indeholde: Antikvarisk analyse En afdækning af, hvilke dele af bygningen der er oprindelige fra opførelsen, og P^QTSM LMZ MZ \QTN¦RM\ [MVMZM WN\M IL ÆMZM WUOIVOM WO P^WZVsZ

Rekonstruerende analyse En rekonstruktion af husets oprindelige udseende samt senere faser, herunder de anvendte materialer, konstruktioner og detaljeringer, samt de oprindelige og senere anvendelser. Kulturhistorisk analyse :MTM^IV\ XMZ[WVITPQ[\WZQM" MRMZM JMJWMZM JaOUM[\ZM PsVL^¥ZSMZM U ^ OMVVMU tiden og i de forskellige ombygningsfaser. Teknisk analyse En registrering af byggetekniske solide og holdbare løsninger eller problemer, svigt og svage områder. Valorisering Som det sidste punkt i denne gennemgang foretager man en arkitektonisk og an\QS^IZQ[S ^ITWZQ[MZQVO QVLJaZLM[ ^¥O\VQVO IN P^QTSM JaOVQVO[LMTM LMZ ]L NZI MV helhedsbetragtning er: umistelige dele, som skal bevares og istandsættes, fjernede eller ødelagte dele, som skal rekonstrueres ud fra bygningens oprindelige udseende, samt mindre betydende, der kan behandles mere frit og f.eks. transformeres og ombygges. En sådan vægtning kræver kendskab til historiske byggemetoder og håndværksteknikker, til ældre materialers naturlige nedbrydning og patinering samt til den arkitektur- og kunsthistoriske udvikling. Derudover skal man kunne bruge sine øjne, fremstille og forstå bygningstegninger samt arbejde systematisk. Fremgangsmåde Fremgangsmåden for den samlede bygningshistoriske analyse kan deles op i tre faser: forarbejdet, feltarbejdet og syntesen. I praksis vil arbejdet ofte veksle mellem de tre faser: Forarbejdet Består primært af arkivundersøgelser. Arkivalske kilder som byggesagsarkiver, breve, regnskaber, tegninger, malerier m.m. giver oplysninger om husets historie. Feltarbejdet Består af opmåling og systematisk fotografering. Opmålingen skal indeholde facader, planer, snit og detaljer. Under opmålingsarbejdet bliver man fortrolig med huset og har mulighed for at gøre en række iagttagelser. Opmålingen udbygges med notater under den systematiske gennemgang af de forskellige bygningsdele [IU\ UML [SQ\[MZ WO NW\WOZIÅMZ >ML I\ VML[SZQ^M QIO\\IOMT[MZVM Xs XIXQZ [S¥ZXM[ opmærksomheden overfor udformning, detaljering, tilstand, skader og spor af tidligere indretning. Under feltarbejdet udføres også farveundersøgelser. Herudover foretages bygningshistoriske og -tekniske iagttagelser – se tjekliste på forrige side. Konklusionen Bør indeholde en bygningshistorisk redegørelse, især for den antikvariske tilstand, dvs. hvilke materialer der menes at stamme fra husets opførelse, og hvilke der er kommet til senere. Dernæst bør der redegøres for den byggetekniske tilstand samt for arkitektoniske og helhedsmæssige overvejelser. Aldersbestemmelse ,I u\ IN SMZVMX]VS\MZVM Q ]VLMZ[¦OMT[MZVM MZ I\ QVLSZML[M LM NWZ[SMTTQOM JaOningsdeles alder og opførelsesstidspunkt, følger her nogle tips om dette. Bortset fra forekomsten af årstal på selve bygningen eller videnskabelige undersøgelsesUM\WLMZ [WU LMVLZWSZWVWTWOQ sZZQVO[LI\MZQVO PIZ UIV N¦TOMVLM U]TQOPMLMZ [M [SMUI Xs V¥[\M WX[TIO "

modsatte side: Opmåling, farveundersøgelse og arkitektonisk analyse af originalt pejserum i Brorfelde Observatorium udarbejdet forud for en værdisætning af bygningen \MOVQVO" )TJMZ\ )TOZMMV 8M\MZ[MV

Aldersbestemmelse

Arkitektonisk/ kunsthistorisk datering

Konstruktioner og materialeanvendelse Særlige detaljeringer såsom murdekorationer, gulvmønstre ! + ! ! " % $ ! *! Farvesætning Kunstneriske/arkitektoniske sammenlignende træk

Håndværksmæssig udførelse

"#!$ # ' ! "# # ! " "# # Materialeanvendelse og materialesammensætning )! #* "" ! ! ' %)! " ! ! % )! ! ! " ! $ # ! #* ! ! "# $ ! " ! $ )! # ! ! "'" % " ! * , " ! "

Teknologihistorisk datering

! "# + " "# # # ! ! " " "!$ ! "#* ! ! " # !# # "* " !$ ! "#& ! "#$ ")! "# ! " "# ! ) ! % % ! "#

Relativ datering

"#!$ # % * ! "'" $ % # ! & $ ! !$ ! # $! ! )! "%)! " $ ! ! Forvitring og ældningsmønster # % !, "

Arkivalske oplysninger

! # ! "'" ! % " ! % " ! ! # " # ! # ! ! ! # ! # " & ! " # ! !# !& # ! ! " "# ! ! # #$! "# ! Personalhistorie

Projektforslag

! $ % & ! # *! % ! " !

! ! "# $! ! "

Brugerønsker "")# " ! % " Materialer og metoder ( % !" %# , ! # ! # % ! " ! # ' ! ! " ! " !

Maskinfremstilling af mursten, tagsten, høvlede brædder, vinduer, døre, smeLMRMZV WO [¦U QVLÅVLMZ [QO WUSZQVO ,M\ [IUUM O¥TLMZ [\¦JMRMZVM\[ og portlandcementens indførelse samt de støbte, slebne spejlglasruder. Det ma[SQV\Z]SVM Z]LMOTI[ SWUUMZ \QT TIVLM\ WUSZQVO ! M\ sZ P^WZ S¥Z^[SZ]MV[ indførelse ligeledes nogenlunde præcist kan dateres til. Det kan snyde lidt, at mange håndfremstillingsprocesser fortsætter længe efter disse teknologiske landvindinger. Eksempelvis fortsatte håndhugningen af tømmer helt frem til mellemkrigsårene, selv om maskinsavningen på savværker begyndte allerede i starten af \ITTM\ ,M TM\ OMVSMVLMTQOM PsVL[I^VQVO[[XWZ [M[ TQOMTMLM[ Xs UIVOM [X¥Z frem til mellemkrigstiden, hvor tomands-savning fra savbukke eller savegrav ophørte. Eksempler på bygningshistoriske spor og iagttagelser .ZI 3]T\]ZIZ^[[\aZMT[MV[ Q LIO 3]T\]Z[\aZMT[MV ¼1VNWZUI\QWV WU *aOVQVO[JM^IZQVO¼ LMZ ÅVLM[ Xs ___ S]I[ LS MZ LMZ PMZ]VLMZ WXTQ[\M\ MV Z¥SSM MS[MUXTMZ Xs bygningshistoriske spor og iagttagelser: modsatte side: Arkitektonisk analyse af >QSQVOM[SQJ[U][MM\ Q :W[SQTLM foto: Sara Ahrenst

1 Er der tale om så gennemgribende restaureringsarbejder, at man fornyer gulve mod terræn, har man en enestående chance for at spore tidligere skillevægge og dermed få et kendskab til husets ældre plandisposition.

2 Bindingsværkets tømmermærker fortæller om husets historie, idet hvert fag nummereredes på tømmerpladsen med et fortløbende talsystem, indhugget med stemmejern, således at huset nemt kunne samles på byggegrunden. Spor i tømmeret efter tidligere samlinger giver vigtige oplysninger om ændringer i konstruktionen. Højtsiddende naglehuller eller eksistensen af en døroverligger SWUJQVMZM\ UML UIVOTMVLM VIOTMP]TTMZ NWZ T¦[PWT\MZ ^IVLZM\\M \¦UUMZ[\aSSMZ kan afsløre oprindelige dørhuller. Forhøjede vinduer medfører en sænkning af løsholterne eller en højere placeret overligger. Den gamle placering giver sig til kende ved et sæt naglehuller. Hvis bjælkerne tidligere har været gennemstukne i [\WTXMZVM [M[ MV ]LT][VQVO XZWXVQVO IN \IXP]TTM\ ,M\\M ^QT [WU ZMOMT JM\aLM I\ husets rumhøjde er blevet øget. 3 Et nøje studium af en muret facade giver ofte oplysninger om tilmurede vinduer og dørhuller samt eventuelle udvidelser. Hvis der er forskel i fuge eller sten\aXMZVM NIZ^M NWZU WO [\¦ZZMT[M SIV LM\ JsLM IN[T¦ZM LMV \QL[XMZQWLM P][M\ MZ bygget under, samt afsløre ændringer i murværket. Ofte kan et sort-hvidt fotoOZIÅ WX\IOM\ Q [\ZMRÆa[ ^¥ZM M\ OWL\ []XXTMUMV\ \QT QIO\\IOMT[MZ ]LN¦Z\ Xs [\MLM\ 4 Står murværket overpudset, er det kun muligt at se spor i form af revner, som måske kan skyldes byggeskel eller tilmurede vindueshuller. Hvis huset skal ompudses, har man naturligvis god mulighed for at undersøge murværket efter afhugning af pudsen. 5 <IO^¥ZSM\ MZ TQOM[WU JQVLQVO[^¥ZSM\ NWZ[aVM\ UML \¦UUMZU¥ZSMZ =ZMOMTmæssigheder i disse tal kaster lys over husets bygningshistorie. F.eks. begynder en ny nummerering der, hvor huset er forlænget. Også iagttagelse af tømmerets LQUMV[QWVMZ WO W^MZÆILM SIV OQ^M WXTa[VQVO WU \IO^¥ZSM\[ PQ[\WZQM 6 Fjernede kviste kan afsløre sig ved udveksling i tagværket og taphuller i spærene efter en veksel. 7 Fjernede skorstenspiber giver sig ofte til kende ved, at stenene på tagryggen udgår i hver sin retning fra det sted, hvor piben har været. 8 >QVL]M[ZIUUMZ WO SIZUM SIV WN\M LI\MZM[ MN\MZ LMZM[ XZWÅTMZQVOMZ WO [IUlingsmåden i hjørnerne. 9 >QVL]M\[ WXLMTQVO ^QVL]M[ZIUUM[\¦ZZMT[M MTTMZ JTW\ Z]LM[\¦ZZMT[M SIV Q \QLMV[ løb være ændret. Er den gamle karm bevaret, vil man her kunne se spor f.eks. fra MV ¥TLZM TI^MZM XTIKMZQVO IN \^¥ZXW[\MV <^¥ZXW[\MV SIV ^ML [IUUM TMRTQOPML ^¥ZM ]L[SQN\M\ \QT MV Va UML MV IVLMV XZWÅTMZQVO 10 6aM ZIUUMZ SIV OQ^M [QO \QT SMVLM ^ML MV VaMZM XZWÅT\aXM -Z ZIUUMV SWV\ZIXZWÅTMZM\ SWV\ZISMPTM\ Q PR¦ZVMZVM MZ LMV NZMU[\QTTM\ Xs MV SMPTMUI[SQVM WO LMZNWZ aVOZM MVL 11 Forekomsten af originale, gamle glasruder kan være med til at datere et vinL]M 5IV SIV UML LM\ JTW\\M ¦RM QLMV\QÅKMZM LM MVSMT\M \aXMZ" KaTQVLMZOTI[ SZWVOTI[ [XMRTOTI[ \Z]SSM\ OTI[ WO ÆWI\OTI[ ,M\ PIZ LM[^¥ZZM S]V [R¥TLMV\ ^¥ZM\ JZ]O\ I\ Æa\\M LM OIUTM Z]LMZ UML W^MZ Q VaM ZIUUMZ [s UIV SIV IT\QL ZMOVM med, at de gamle rudeglastyper sidder i tilsvarende gamle rammer. Omvendt er det ikke sikkert, at nyere ruder betyder, at rammerne er nyere, da ruderne kan være udskiftet i et ældre vindue. 12 -V NRMZVM\ [SQTTM^¥O ^QT S]VVM OQ^M [QO \QT SMVLM ^ML M\ MTTMZ ÆMZM IN N¦TOMVLM spor: I gulvet er der måske lagt et nyt bræt, hvor væggen har stået. Det vil især springe i øjnene, hvis bræddegulvet er lagt på tværs af skillerummet. I loftet markerer den fjernede væg sig måske som en ujævn bræmme i pudsen. Er loftet forsynet med stuk fra før ændringen, kan man somme tider helt tydeligt se de to sammenlagte rums afsluttede stuk som to selvstændige felter, måske endda med NWZ[SMTTQO ]LNWZUVQVO )VLZM OIVOM SIV UIV ^ML MV ÅV ZM^VM [M P^WZ TWN\[OM[QU[MV MTTMZ ^¥OXZWÅTM\ MZ JTM^M\ SWUXTM\\MZM\ -Z LMZ XIVMTMZ Xs ^¥OOMVM SIV det manglende stykke, hvor skillevæggen stødte op til de to andre vægge, være JTM^M\ WX[I\ [WU M\ OTI\ NMT\ MTTMZ Us[SM UML M\ XIVMT UML MV IVLMV XZWÅTMZQVO En farvearkæologisk undersøgelse vil måske afsløre forskellige farvelag i de to sammenlagte rum.

ÅO

ÅO

ÅO

ÅO

denne side: Aldersbestemmelse af vinduesglas ÅO " KaTQVLMZOTI[ KI ! ÅO " SZWVOTI[ KI ! ÅO " \Z]SSM\ OTI[ ! ! ÅO " ÆWI\OTI[ ! modsatte side: En farvearkæologisk undersøgelse kan udføres ved hjælp af en farvetrappe NW\W" 2ISWJ 2ISWJ[[WV

13 Har man lukket et gammelt dørhul, kan det måske afsløres ved at iagttage fodpanel og paneler. Der kan det eventuelt ses, hvor samlingen er udført. Et tidligere dørhul kan også give sig til kende ved nedslidning af gulvbrædderne. 14 -\ VaMZM L¦ZP]T SIV ^Q[M [QO ^ML MV IVLMV \aXM XZWÅTMZQVO IN QVLNI\VQVO MTTMZ dørblad, eller ved beskæring i panelerne, hvor fyldningen eller rammer f.eks. er gjort smallere. 15 -V \QLTQOMZM SISSMTW^V[XTIL[ ^QT WN\M S]VVM [XWZM[ Q O]T^M\ N MS[ [WU M\ ÆQselagt felt. Sømhuller i trægulvet kan være spor efter en metalplade, der har ligget under ovnen. Iagttagelser under bygningsistandsættelsen Iagttagelser af bygningsspor fortsættes, når byggearbejdet går i gang. Afhugning af puds og nedtagning af nyere beklædninger afslører ofte meget af bygningshistorien. Det er vigtigt, at arkitekten løbende registrerer spor og rester af tidligere udformning. Håndværkerne bør gøres opmærksomme på, at man under byggeriet kan støde på disse spor, hvorefter de straks bør tage kontakt med arkitekten, således at man ikke forpasser en chance for at øge sit kendskab til huset. Husets bygningshistorie kan på baggrund af iagttagelserne skrives som en sammenfatning sammenholdt med oplysninger fra byggesagsarkiver, byggeregnskaber m.m. Et kendskab til husets bygningshistorie er en forudsætning for udarbejdelsen af M\ S^ITQÅKMZM\ ZM[\I]ZMZQVO[XZWRMS\ Farveundersøgelser Konservatorernes farvearkæologiske undersøgelser indgår i dag som en uundværlig del af de forundersøgelser, som arkitekt og historiker tager i anvendelse ^ML IZJMRLM\ UML ]VLMZ[¦OMT[M WO ZM[\I]ZMZQVO IN JaOVQVOMZ >ML NIZ^M]VLMZ[¦gelsernes påbegyndelse har man i bedste fald oplysninger fra arkivalier, hvor det pågældende hus eller interiør kan være omtalt. Dette gælder også ved gennemgang af ældre malerier og tegninger, som kan være til hjælp ved undersøgelsen. -V NIZ^M]VLMZ[¦OMT[M WO[s SITL\ MV NIZ^MIZS¥WTWOQ[S ]VLMZ[¦OMT[M SIV INL¥SSM farvelagene og dermed den tidligere farvesætning på en bygnings facader eller i de indvendige rum. Man kan dermed få en farvetavle af husets udvikling såvel udvendigt som indvendigt. Disse iagttagelser danner grundlag for eventuel retablering af husets oprindelige farver. De tre metoder, som benyttes ved farveundersøgelser, gennemgås herunder. Farvetrappe 5M\WLMV JM[\sZ Q [QV MVSMT\PML Q I\ UIV NRMZVMZ u\ NIZ^MTIO IL OIVOMV ^ML XsN¦ZQVO IN NIZ^MNRMZVMZ Xs M\ UQVLZM IZMIT N MS[ ` KU 6sZ NIZ^MNRMZVMZMV har opblødt det øverste lag, afskrabes farvelaget på det opløste stykke med en kniv. Derefter indsmøres stykket igen med farvefjerner, dog med undtagelse af en vandret stribe foroven på ca. 2 cm. Denne stribe, der ikke røres yderligere, repræsenterer det nu afdækkede lag i den samlede tidsmæssige rækkefølge, som vil opstå ved gentagne indsmøringer og afskrabninger. Denne behandling gentages, til man har alle lagene repræsenteret i en skala med det ældste lag nederst og LM\ aVO[\M TIO ¦^MZ[\ >ML NIZ^MIZS¥WTWOQ[SM ]VLMZ[¦OMT[MZ IN LMVVM IZ\ PIZ UIV SWV[\I\MZM\ WX \QT TIO =TMUXMV ^ML ÆILMINL¥SVQVO[\MSVQSSMV MZ QUQLTMZ\QL I\ UIV MZ V¦L\ \QT I\ NRMZVM TIOMVM u\ NWZ u\ WO[s [MT^ WU UIV U¦LMZ LMSWZMZMLM lag, for at give et billede af den samlede lagvise udvikling på bygningsdelen. Man kommer herved til at fjerne farvelag, som kan have lige så stor kulturhistorisk betydning som de ældre, oprindelige dekorationslag. Farvesnit Det er ikke alle farvelag, der har stået synlige. Mange af lagene er undermalinger og dækstrygninger. Det er derfor vigtigt at konstatere snavslag imellem de enkelte lag, da disse snavslag er bevis for, at de pågældende lag har stået fremme. Her kan farvesnittet være til stor hjælp. Farvesnit udtaget på bygningsdele kan have !

MV [\¦ZZMT[M Xs KI ` UU WO JTQ^MZ ]L\IOM\ [sTMLM[ I\ [IU\TQOM NIZ^MTIO WO ¦^rige materialer indeholdes i prøven, placeret i deres rette lagvise sammenhæng. Farvesnit skal foruden de enkelte farvelag også indeholde underlaget, hvad enten det er puds, træ eller lærred. Kun herigennem undgår man fejlvurderinger, som kan få afgørende betydning ved senere konklusioner og beslutninger for en istandsættelse. Det udtagne farvesnit indstøbes i plastmasse, så det kan undersøges i mikroskop. Røntgenundersøgelse :¦V\OMV]VLMZ[¦OMT[M SZ¥^MZ [¥ZTQOM IXXIZI\MZ WO IV^MVLM[ Q[¥Z P^WZ LMZ MZ \ITM om kunstneriske udsmykninger. Undersøgelsen kan på den måde gennemføres ]LMV I\ JM[SILQOM W^MZÆILMV Tapetlag <QLTQOMZM \QLMZ[ \IXM\TIO SIV ^¥ZM [s UIVOM I\ MV aLMZTQOMZM \IXM\[MZQVO QSSM NsZ et tilfredsstillende udseende. Hvis man vælger at fjerne tapetet, kan dette ske ved opblødning og afskrabning. Opblødning sker nemmest ved brug af dampanlæg. 0^Q[ \IXM\M\ MZ UITM\ [SIT LMVVM W^MZÆILM OMVVMUJZaLM[ UML MV XQOZ]TTM MTTMZ med spartel eller kniv. Hvis man ikke bryder malingslaget, kan dampen ikke trænge ind og opbløde tapetet. Før arbejdet udføres, kan man have glæde af at NRMZVM MV LMT IN \IXM\M\ Xs M\ WUZsLM IN N MS[ ` KU LMZ QVLMPWTLMZ [IU\lige tapetlag, som har været opsat i rummene. Dette udsnit kan man afbløde, således at man får et samlet billede af rummets tapeter gennem tiderne. Dette er selvfølgelig forudsat, at de tidligere beboere ikke allerede har foretaget en tilbundsgående afrensning af tapeterne til pudslaget. Først nummereres lagene med en ikkevandopløselig pen. Lagene anbringes herefter nedsænket i koldt vand natten over i en stor balje. Herefter skiftes vandet ]L \QT ^IZU\ ^IVL Xs KI OZILMZ + M^MV\]MT\ \QT[I\ TQL\ WX^I[SM[¥JM -N\MZhånden som tapetklistret i mellemlagene er opblødt, vil man med forsigtighed kunne trække hvert lag fra hinanden. Lagene lægges plant ud på et bord med hvidt, helst relativt blødt og sugende papir imellem. Bunken sættes i pres med MV XTILM WO VWOM\ \]VO\ W^MZ 8ZM[VQVOMV NWZ\[¥\\MZ \QT JsLM \IXM\[\aSSMZVM WO mellemlægspapiret er helt tørt. Herefter kan man samle tapetstykkerne til et lille hæfte, gerne med mellemlægspapiret i, som et album over husets historie. Man kan herved få en oversigt over rummets tapetudsmykning igennem tiderne. Lokalfarve :MOQ[\ZMZQVO IN MV TWSITNIZ^M UML IS^IZMTNIZ^MZ SIV JZ]OM[ \QT I\ LWS]UMV\MZM den konkrete farve på et givet sted. Det giver mulighed for at kopiere eller rekonstruere denne farve igen på samme sted eller et andet sted. Man vælger et sted på bygningen, hvor der falder dagslys, evt. solskin. En lokalfarve må aldrig tages i kunstlys. Så bliver farveindtrykket forkert. Området må heller ikke ligge i skygge, TQOM[WU LMZ PMTTMZ QSSM Us NWZMSWUUM ZMÆMS[MZ NZI IVLZM NIZ^MZ 4WSITNIZ^MZ ]Lføres med mættede eller næsten mættede farver, dvs. at der kun bruges en meget begrænset mængde vand på penslen.

modsatte side: Under istandsættelsen afdækkes væggene, og forskellige tiders tapetlag og bemalinger afsløres foto: Hanne Mainz denne side: <¦UUMZU¥ZSMZ Xs JQVLQVO[^¥ZS NWZ\¥TTMZ om husets historie, idet hvert fag nummereredes på tømmerpladsen med et fortløbende talsystem, indhugget med stemmejern NW\W" ;¦ZMV >IL[\Z]X

Rekonstruktionstegninger For at klargøre bygningshistorien yderligere kan man tegne forskellige rekon[\Z]S\QWV[\MOVQVOMZ LMZ M^\ SIV ]LN¦ZM[ [WU [SQ\[MZ :MSWV[\Z]S\QWV[\MOVQVOMV kan også udføres som rumlige tegninger eller skitser. Kulturhistorisk analyse ,M\ =\bWV QV[XQZMZMLM [WUUMZP][ +IV 4QV Xs 5ITTWZKI MZ WXN¦Z\ Q MV \QLTQOMZM mandelplantage, hvor man ved anlæggelsen af huset har ladet nogle af mandeltræerne stå tæt ved husfacaden. Et klart og meget bevidst kulturhistorisk spor, der endda viser stedets kulturhistorie, før huset blev bygget. En bygnings kulturhistorie manifesterer sig ved spor i bygningen efter: 171

0][M\[ WXZQVLMTQOM NWZUsT WO [MVMZM IV^MVLMT[MZ 0][M\[ IN[XMRTQVO IN TWSIT JaOOM[SQS WO PsVL^¥ZS[U¥[[QO \ZILQ\QWV ;R¥TLMVPML Q [\QTIZ\ QVLZM\VQVO SWV[\Z]S\QWVMZ ]L\ZaS WO LM\ITRMZ 0][M\[ ITLMZ WO JaOVQVO[PQ[\WZQM OMVVMU \QL[\aXQ[SM LM\ITRMZ .I[\M MTMUMV\MZ LMZ IN[XMRTMZ IV^MVLMT[MZ MTTMZ LI\QLMV[ UWLM" QTL[\MLMZ køkkener, trapper, dekorationer, lofter etc 0][M\ MZ MV ZMXZ¥[MV\IV\ NWZ [¥ZTQOM PQ[\WZQ[SM XMZQWLMZ" JaOOMNWZMVQVO[ huse, andelstidens bygninger 8MZ[WVITPQ[\WZQM" MRMZM JMJWMZM O¥[\MZ ;TQL XI\QVI U ^ Q P][M\ Hvis der er eksempler på et smukt slid og patina i huset, skal man passe godt på dette af æstetiske og kulturhistoriske grunde, for det er med til at bibeholde husets oprindelige sjæl og særpræg. Det usædvanlige og skæve For at kunne se og opdage disse ting, skal man kende mest muligt til husets historie, dels gennem arkivundersøgelsen og dels gennem samtaler med tidligere ejere og beboere, samt gennem en eventuel opmåling og bygningshistorisk undersøgelse m.v. Når man har samlet den viden om huset, der er til rådighed, og skal i gang med selve værdisætningen, er det vigtigt, at man begynder med de kulturhistoriske spor før andre punkter, eller at man bruger nogen tid, hvor man kun fokuserer på husets kulturhistorie og sporene efter denne. Dette skyldes, at husets kulturhistorie ofte vil repræsentere forholdsvis mærkelige, skæve eller usædvanlige ting, der tit vil være i modsætning til både de tekniske, men især de arkitektoniske vurderinger.Det er derfor vigtigt at fokusere på husets kulturhistoriske spor før den arkitektoniske vurdering. Udover noter og skitser må man ofte supplere iagttagelserne undervejs, efterhånden som man bliver klogere på bygningen og dens historie. Slid og patina kan også være kulturhistorie Når man har registreret forskellige kulturhistoriske spor, som man samlet vurderer som vigtige for bygningens bærende bevaringsværdier, skal man sørge for, at disse også bliver bevaret og ikke ødelagt eller svækket under den efterfølgende istandsættelse af huset. I Dyrehave Mølle i Nyborg har man i adskillige år repareret trapperne efter det store slid, som utallige ture op og ned i møllen hver dag, medfører, ved at sømme et nyt bræt oven på de slidte trin, i stedet for at skifte disse ud. Det sidste vil kræve, at trappen skilles helt ad eller fornyes. Men denne måde at udbedre trappen på er både meget enkel og nyttebetonet, som så meget andet i en mølle, og derfor en del af kulturhistorien. Den er også meget udtryksfuld og smuk. Derfor er det vigtigt, at man i overivrig restaureringstrang hverken skifter trappen eller trinnene ud, men i fremtiden fortsætter med at reparere den på helt samme måde. Den rå funktionalitet, som bl.a. denne trappe afspejler i den måde den er repareret på, er meget typisk for arbejdets bygninger, og den er Q LIO M\ UMOM\ [R¥TLMV\ [aV <ZIXXMV MZ JM^IZQVO[^¥ZLQO JsLM Q [QO [MT^ WO Q PMTM sin holdning til bevaring, restaurering og vedligeholdelse. Derudover er selve sliddet og patinaen et vigtigt stykke af møllens kulturhistorie, og den istandsatte trappe har derfor blot fået enkelte nye balustre og et nyt udtrin øverst. Personrelateret kulturhistorie Hvis de personer, der har bygget eller har boet i en bygning, har beskæftiget sig med noget specielt, som personen er kendt for, har dette ofte sat sig spor i huset. Det kan naturligvis være en arkitekt eller en kunstmaler, men det kan også være en forfatter, der har haft et særligt indrettet skriverum, en arkæolog, der har sat et særligt fast skab op til egne fund, eller en håndværker, der har kælet for særlige LM\ITRMZ 1 [WUUMZP][M\ +IV 4QV Xs 5ITTWZKI LMZ MZ JaOOM\ IN SMZIUQSMZMV 4QV =\bWV WO PMVLM[ UIVL IZSQ\MS\MV )TM` 8WXW^ Q ! MZ LMZ UIVOM MTMUMV\MZ 172

modsatte side: +IV 4QV 5ITTWZKI Lin Utzons keramikarbejder, NW\W" +uTQVM +I\PZQVM *IZLZIU 6QMT[MV

173

i huset, der viser keramikeren Lin Utzons interesse for keramik og kakler. Disse elementer er et eksempel på kulturhistoriske spor fra en ejer med et særligt virkefelt. De indgår derfor med stor vægt i husets bærende bevaringsværdier. Det samme gør sig faktisk i endnu højere grad gældende i forældrenes nærliggende P][ Xs 5ITTWZKI +IV 4Q[ \MOVM\ IN NILMZMV 2¦ZV =\bWV De kulturhistoriske spor må nogle gange vige for funktionaliteten De kulturhistoriske spor er vigtige fortsat at bibeholde i husets fremtidige udvikling, indretning og brug. De fortæller en betydningsfuld historie for de fremtidige beboere, brugere og gæster. De giver huset karakter og gør huset til noget særligt og unikt, hvilket kommende ejere om mange år måske vil sætte stor pris på eller begræde dybt, hvis de er fjernet. De kulturhistoriske spor vil som nævnt ofte være mærkelige, skæve eller usædvanlige. Desuden vil de ofte være i modsætning til både de tekniske og især de arkitektoniske vurderinger. Hertil kommer det rent N]VS\QWVMTTM >ML QVLZM\VQVOMV IN MV \QLTQOMZM [\ITL \QT JMJWMT[M[Z]U ^QT UIV WN\M ÅVLM LM\ OIUTM UMOM\ [U]SSM WO [TQL\M [\ITLO]T^ IN XQO[\MV Z]VLM UIZS[\MV når udgravningen til den nye gulvkonstruktion starter. Det er naturligvis et betydningsfuldt stykke kulturhistorie, men det må nødvendigvis ofres, fordi man ønsker trægulv i beboelsesrummene, og fordi der skal udgraves en isoleret gulvkonstruktion under dette. Her må kulturhistorien vige for de funktionelle krav, efter nærmere overvejelse. I yderste konsekvens Hvad gør man, hvis man vurderer, at en bygnings kulturhistorie vejer langt tungere i forhold til dens bevaring og fremtidige situation end både det arkitektoniske WO LM\ \MSVQ[SM' 1 6WZL¦[\OZ¦VTIVL TQOOMZ LMZ [Us Pa\\MZ [WU MS[XMLQ\QWV[NWTS XMT[R¥OMZM WO NWZ[SMZM PIZ JaOOM\ WO JZ]O\ Q N¦Z[\M PIT^LMT IN ! \ITTM\ men herefter forladt. Disse små huse gør et meget kraftigt indtryk på besøgende LMV LIO Q LIO Q SZIN\ IN LMZM[ \aLMTQO\ IÆ¥[MTQOM S]T\]ZPQ[\WZQM PMZ]VLMZ [MT^M materialerne, de er bygget af, deres indretning og de mange løse genstande fra datiden i og omkring hytterne. Disse fortæller om de aktiviteter, der er foregået, og indirekte om de mennesker, der har bygget og boet i hytterne. Interiørerne i de gamle hytter i Nørdøstgrønland rummer en fabelagtig atmosfære fra det liv, der har fundet sted her, også selv om de ret beset er temmelig forfaldne, bl.a. i det udvendige. Det er, som om den sidste beboer netop har forladt hytten, selvom LM\ SIV ^¥ZM W^MZ sZ [QLMV Opgaven er derfor at bevare dem for eftertiden på en måde, så denne fantastiske kulturhistorie om det historiske Nordøstgrønland ikke forsvinder, når de vedligeholdes i dag. Det er faktisk ikke så let. Man skal helst sørge for, at istandsættelsen sker på husets egne præmisser. Man bør kende mest muligt til husets historie, dels gennem arkivundersøgelse og samtaler med tidligere ejere og beboere, dels gennem en eventuel opmåling og bygningshistorisk undersøgelse m.v. Det gælder om at benytte en registrering og en efterfølgende istandsættelse, der tager hensyn til både de kulturhistoriske, de tekniske og de arkitektoniske aspek\MZ ^ML P][M\ Xs uV OIVO )\ UIV UML IVLZM WZL SWUUMZ \QT I\ NWZ[\s P][M\ WO at man også kender dets materialer og konstruktioner til bunds. For de 15 forladte ekspeditionshytter på Nordøstgrønlands barske kyster, gælder det under en istandsættelse om at holde på alle de originale og oprindelige dele i bygningen, LMZ MVLV] ÅVLM[ ,M\ MZ Q P¦R OZIL LMU LMZ NWZ\¥TTMZ P][M\[ [\MLM\[ WO LI\QLMV[ S]T\]ZPQ[\WZQM 8s LM ]L^ITO\M P][M WO [\MLMZ LMZ [¥ZTQO\ ¦V[SM[ JM^IZM\ MZ LMVVM fortælling i dag så klar og tydelig, at besøgende turister forhåbentlig også kan se den, og derfor af sig selv ikke ønsker at ødelægge den. Man kan herudover supplere med forklarende tekst, tegninger og billeder, baggrundsoplysninger på QV\MZVM\\M\ UML ÅTU TaL WO JQTTMLMZ ,MZ^ML WXMZMZM[ LMZ JsLM UML MV Na[Q[S · meget nænsom – bevaring og beskyttelse og en mental, oplysende og bevidstgørende beskyttelse af husene og stederne. Alt sammen for at denne vigtige del af hele Grønlands historie ikke forsvinder. 174

M\ O¦Z M\ NIV\I[\Q[S QVL\ZaS I\ T¥[M QV[SZQX\QWVMZ NZI WS\WJMZ ! ! WO ÆMZM IVLZM , Xs ¼.RWZLJW\\MV[¼ QVL^MVLQOM JZ¥LLMZ · [SZM^M\ IN LMV TMOMVLIZQ[SM Q[JR¦ZVMR¥OMZ WO NIVO[\UIVL VWZLUIVLMV 0MVZa :]LQ LMZ R¥^VTQO\ JZ]O\M Pa\\MV Q LM \W\IT\ Q[WTMZMLM SZQO[sZ ! ! 5MV LM\ MZ SVIX\ [s [RW^\ I\ T¥[M I\ \]ZQ[\ 66 NZI ;WTZ¦L PIZ ^¥ZM\ PMZ Q 0^WZLIV ^Q ]VLOsZ LM\\M MZ M\ [X¦ZO[UsT ,M\ er klart, at disse originale brædder med gamle inskriptioner ikke må skiftes ud, lige meget næsten, hvor dårlige de er. Men også udvendigt rummer de lige så meget kulturhistorie, patina, ældning og skønhed. Heldigvis kan man se, at de er Q ÅV \MSVQ[S [\IVL PMZ MN\MZ W^MZ sZ 5IVOM IN OMV[\IVLMVM Xs [\MLMZVM J]ZLM komme på museum, men de bør jo først og fremmest bevares i deres oprindelige miljø, hvor de virker meget stærkt – hvis dette kan lade sig gøre. En undersøgelse og analyse af en bygnings kulturhistoriske spor samt husets bygningshistorie og antikvariske værdier kan på mange måder sammenlignes UML M\ [\aSSM [X¥VLMVLM LM\MS\Q^IZJMRLM P^WZ UIV ÅVLMZ ]VLMZ[¦OMZ WO \WTSMZ ofte ganske svage spor i bygningen. Man kan beskrive det med, at bygningen og dens omgivelser har en fortælling, som man skal lære at læse og forstå. Nogle bygninger råber deres fortælling ud, og andre hvisker denne, meget lavmælt. I begge tilfælde er fortællingen der, men det er måske kun det trænede øje, der kan se den. Antikvarisk analyse ,M ITTMZ¥TL[\M SWUXWVMV\MZ Q M\ ¥TLZM P][ LMZ Us[SM PIZ W^MZTM^M\ Q sZ hører til det allermest værdifulde i huset næsten lige meget, hvor dårlige de er. Her bør man satse alt på at bevare og reparere, næsten koste, hvad det vil. Et WZQOQVIT\ ^QVL]M SW[\MZ LM\ V] QSSM LM\ [\WZM I\ [¥\\M Q [\IVL >QVL]M\[ XZWXWZ\QWVMZ XZWÅTMZ LM\ITRMZ JM[TIO LM OIUTM Z]LMOTI[¼ [XMRTQVOMZ WO TQVWTQMUITQVOMV[ smukke krakelering kan nærmest ikke købes for penge. Og så passer et originalt ^QVL]M N]TL[\¥VLQO\ \QT P][M\ ,MV IV\QS^IZQ[SM IVITa[M [SIT ÅVLM NZMU \QT [sLIVVM PMT\ WXZQVLMTQOM JaOVQVO[LMTM Q P][M\ WO [IU\QLQO ÅVLM LM V¥[\¥TL[\M LMZ SIV ^¥ZM TQOM [s ^¥ZLQN]TLM WO LM \ZMLRM¥TL[\M >ML MV IV\QS^IZQ[S IVITa[M NWZ[\s[ MV afdækning af, hvilke dele af bygningen der er oprindelige fra husets opførelse, WO P^QTSM LMZ MZ \QTN¦RM\ [MVMZM WN\M Q ÆMZM WUOIVOM WO P^WZVsZ 0^Q[ MV WZQOQVIT dør, et originalt vindue eller et originalt gulv etc. er slidt, repareret eller malet og vedligeholdt løbende, regnes disse også for originale. Hvis de originale bygningsdele er meget nedbrudte eller let nedbrudte, regnes de også for originale, og UIV [I\[MZ Xs I\ JM^IZM UM[\ U]TQO\ IN LMV WZQOQVITM []J[\IV[ -V WZQOQVIT JaOVQVO ÅVLM[ QSSM ;s [VIZ\ MV JaOVQVO MZ N¥ZLQOJaOOM\ [\IZ\MZ VMLJZaLVQVOMV fra vejr og vind, menneskers slid og husets eller grundens egne bevægelser. Så må der repareres og skiftes ud, nymales og vedligeholdes. Alligevel vil der på stort set alle bygninger være områder, elementer eller dele, der fremstår mere eller mindre urørt siden opførelsen. Men der er ingen tvivl om, at jo længere en bygning [\sZ RW ÆMZM WUJaOVQVOMZ WO Q[\IVL[¥\\MT[MZ LMV OMVVMUTM^MZ RW UMZM NWZ[^QVLMZ der af de originale materialer. Derfor er det så meget vigtigere at holde fast på at bevare, istandsætte og fortsat benytte de ældste elementer i huset. Det er det, den antikvariske analyse skal hjælpe med til.

næste opslag: Fangststation i Grønland. De gamle hytter i Nordøstgrønland rummer en meget særlig atmosfære fra det liv, der har fundets sted i dem. Det på trods af, at de ret beset er meget forfaldne, bl.a. i det udvendige. NW\W" ;¦ZMV >IL[\Z]X

Hvorfor? Ordet antik kommer fra latin, idet ante betyder før, og tiquus betyder gammel, og med dette ord kunne man allerede i antikken betegne det, der var før alt det gamle, dvs. det ældste. En antikvar MZ TQOMTMLM[ TI\QV WO JM\aLMZ uV LMZ MT[SMZ LM\ ældste. Men det er ikke kun, fordi man elsker eller skal elske det ældste, at dette skal registreres og bevares. Det er simpelthen også til husets bedste. Kommende ejere af ældre huse vil gang på gang vende tilbage til dette spørgsmål: Hvad er der af rigtigt gammelt i huset? – og se dette som en kvalitet. For ejere og håndværkere er en antikvarisk analyse meget vigtig. Den siger nemlig, at her er det allerældste i huset, og her er det næstældste osv. Det skal du passe særligt på, og det skal du istandsætte og bevare. Det gør på længere sigt huset mere og mere værd. -V IV\QS^IZQ[S IVITa[M IN 5W\P[OsZLMV Q ;¦TTMZ¦L ^Q[\M MS[MUXMT^Q[ I\ L¦Z 2 Xs 175

TWN\M\IOMV ^IZ MV WXZQVLMTQO ZM^TML¦Z NZI P][M\[ WXN¦ZMT[M Q ! P^WZ TWN\M\ [\WL som et åbent loftrum, kun med to adskilte rum i enderne, forsynet med spartan[SM ZM^TML¦ZM ,I TWN\M\IOMV JTM^ QVLZM\\M\ \QT JMJWMT[M Q ! JTM^ ZM^TML¦ZMV OMVJZ]O\ UMV NWZ[aVM\ UML XZWÅTMZMLM JZ¥LLMZ [s LMV TQOVMLM MV NaTLQVO[L¦Z på den ene side. Denne dør har således høj antikvarisk værdi, sammen med den \QT[^IZMVLM ZM^TML¦Z Q UWL[I\\M MVLM IN TWN\M\ LMZ QSSM MZ ¥VLZM\ [QLMV ! Originalitet Den antikvariske analyse skal bruges til at udpege bygningsdele, rum eller strukturer, der ud fra en antikvarisk/bevaringsmæssig betragtning er umistelige, og P^QTSM LMZ SIV JMPIVLTM[ UMZM NZQ\ >ML I\ PI^M [XMKQMT\ NWS][ Xs LM IV\QS^Iriske værdier under dette punkt, bliver man ekstra opmærksom på at sikre og bevare de ældste elementer i bygningen længst muligt. Derfor svarer begrebet antikvarisk værdi ikke helt til begrebet originalitet, der omhandler, i hvor høj grad bygningens oprindelige udtryk er bevaret, og hvor stor en del af huset der er originalt. Den antikvariske analyse skal også registrere dette, men derudover ZMOQ[\ZMZM P^WZ Q P][M\ LM ¥TL[\M WO V¥[\¥TL[\M W[^ LMTM JMÅVLMZ [QO WO Q P^QTSMV bevaringstilstand, så nuværende og kommende ejere kan være særligt opmærksomme på disse elementer og passe godt på dem. 3]T\]ZIZ^[[\aZMT[MV Q LIO 3]T\]Z[\aZMT[MV PIZ ]LIZJMRLM\ MV ¼>MRTMLVQVO Q >]ZLMZQVO IN NZMLVQVO[^¥ZLQMZ¼ P^WZQ UIV JMPIVLTMZ JMOZMJM\ WZQOQVITQ\M\ \W OIVOM LMT[ ]VLMZ ¼3]T\]ZPQ[\WZQ[S ^¥ZLQ¼ [ LMT[ ]VLMZ ¼)ZSQ\MS\WVQ[S ^¥ZLQ¼ [ ! ;M PMZ]VLMZ" Kulturhistorisk værdi (s. 16) I hvor høj grad er bygningens oprindelige udtryk bevaret? Hvor stor del af materialet er det originale? Arkitektonisk værdi (s. 19) I hvor høj grad er bygningens originale udtryk bevaret? Her ses på bygningskroppen samt detaljer, som stadig fremstår, som det oprindeligt var tænkt. Hvor stor en del af materialet er oprindeligt? I metoden til analyse og værdisætning af bygninger og deres omgivelser udviklet Xs <ZIV[formation indgår begrebet antikvarisk analyse under den historiske analyse som supplement til den kulturhistoriske analyse og den bygningshistoriske analyse. De tre analyser supplerer hermed hinanden og fremstiller samlet husets historie. Selvom ovennævnte analyser ofte vil overlappe hinanden, er det nyttigt selv ved totale overlap – også med de tekniske og arkitektoniske forhold – at beskrive de tre fokusområder hver for sig. Nyttigt for ejeren at se de tre områder som isolerede historiske analyser og nyttigt for den projekterende at betragte de tre elementer adskilt. =VLMZ ZM[\I]ZMZQVOMV IN MV ÅZT¥VOM\ OsZL SWU LM\ OIUTM O]T^ Q [\ITLMV NZMU LI MV VaMZM [\ITLQVLZM\VQVO NZI ! ¼MZVM Q JM\WV JTM^ NRMZVM\ ,M\ OIUTM XQO[\MV[O]T^ MZ ¥TLZM MVL [MT^M [\ITLJaOVQVOMV LMZ MZ NZI KI ,M\\M S]VVM ses, da de bærende stolper står lige ned i den gamle båseinddeling. Staldgulvet har derfor stor kulturhistorisk værdi, da det er slidt efter århundreders brug, plus at det repræsenterer et ældre hus end det stående. Det fortæller også noget om bygningshistorien, og endelig har det også stor antikvarisk værdi, fordi det NWZUMV\TQO MZ Xs ITLMZ UML [\]MP][M\ LMZ MZ NZI ¼MZVM ;\ITLO]T^M\ PIZ WO[s en høj arkitektonisk værdi, og teknisk er det både stærkt og meget holdbart. Altså fem sammenfaldende, men også forskellige analyser og kvaliteter. At det så rent funktionelt ikke har særlig stor brugsværdi mere, er en anden sag.

modsatte side: +IZT[JMZOJaMV 3MLMTP][M\ +IZT 0IZZQTL ! Gennemgang af vinduestyper \MOVQVOMZ" 2]TQI ?Q\P

indganger Funktionstømt bygning | Carlsberg Kedelhuset Julia With

!

Rækkefølge Den antikvariske analyse skal foretages efter den kulturhistoriske analyse og den bygningshistoriske undersøgelse. Dette skyldes, at man skal have alle tilgængelige historiske oplysninger foran sig, især i forhold til husets bygningshistorie og kulturhistorie, før man foretager selve den antikvariske analyse. I praksis sker de tre historiske undersøgelser samtidig, men når selve analysen foretages, samler man alle de foreliggende historiske oplysninger og fokuserer derefter på de tre emner, kulturhistorie, bygningshistorie og antikvarisk analyse. Der opstilles herved dels en kronologi over husets bevaringstilstand plus en slags aldersværdi, dels en fysisk udpegning i huset af disse elementer og materialer. Antikvarisk analyse – og hvad så? Efter analysen af de forskellige bygningsdeles antikvariske værdi, skal man som istandsættelsesprojektets første og vigtigste del sørge for, at de ældste elementer WO JaOVQVO[LMTM JTQ^MZ JM^IZM\ WO Q[\IVL[I\ Xs MV S^ITQÅKMZM\ UsLM 5IV Us ÅVLM Xs SZMI\Q^M T¦[VQVOMZ P^Q[ JM^IZMT[MV IN IV\QS^IZQ[S ^¥ZLQN]TLM WZQOQVITM og autentiske elementer og materialer strider mod andre brugsmæssige, funktionelle, tekniske eller arkitektoniske krav. Der kan i den forbindelse anvendes en lang række forskellige former for slidlag, forsegling eller anden beskyttelse, i yderste konsekvens udtagning og opmagasinering på et sikret sted. Den antikvariske holdning skal være at bevare mest muligt originalt materiale på samme plads så uskadt og uspoleret som muligt i længst mulig tid. Det gælder både de allerældste dele og de senere tilkomne, der indgår i bygningens autenticitet, dvs. afspejler den samme tankegang, ægthed og troværdighed som de oprindelige dele. Reparation og vedligeholdelse Det er vigtigt at reparere og vedligeholde med de samme materialer og metoder, som bygningsdelene oprindeligt er udført med. Det gælder i mange tilfælde også helt ned i valget af håndværksmetoder, f.eks. kløvning af træ, samling af vinduer og døre på gehring, essesmedning af smedejern og påstrygning af maling med pensel. I andre tilfælde betyder håndværksmetoderne mindre, f.eks. almindelig [I^VQVO WO SIXVQVO LMZ VI\]ZTQO^Q[ OWL\ SIV NWZMOs UML UI[SQV^¥ZS\¦R 8s IVtikvarisk meget værdifulde materialer og elementer i bygningen, f.eks. originale vinduer, døre eller gulve, skal man undgå at vedligeholde for meget og rent faktisk udelukkende, når det er nødvendigt. Maling påføres i tyndest mulige lag, M^MV\]MT\ S]V JQVLMUQLTM\ SWO\ TQVWTQM ;¦ZO Q [\MLM\ NWZ R¥^VTQO\ I\ \¥\VM M^MVtuelle vandlommer, f.eks. de skrå kitfaser ved kitfalsede vinduer.

modsatte side: Fotoregistrering under en teknisk gennemgang kan indgå i den tekniske analyse foto: Sara Ahrenst

Teknisk analyse Inden man begynder at vedligeholde eller istandsætte en ældre bygning, skal man foretage en grundig undersøgelse af dens tekniske tilstand, dens mangler og svage eller kritiske punkter. Hvis den person, der skal projektere selve istandsættelsen som et led i forarbejdet, udfører en relativ bygningsopmåling eller en opmåling efter målesystem på huset, vil man automatisk få en god mulighed for at vurdere husets tekniske tilstand, idet man kommer ud i alle hjørner og kroge via opmålingen. Inkluderer forarbejderne ikke en opmåling, måske fordi LMZ ÅVLM[ JZ]OJIZM \MOVQVOMZ IN P][M\ Q NWZ^MRMV MZ LM\ MS[\ZI V¦L^MVLQO\ I\ foretage en grundig teknisk gennemgang af huset, et såkaldt bygningssyn, for at få overblik over eventuelle skader, tekniske mangler og elementer i dårlig tilstand. <QT[\IVL[OMVVMUOIVOMV \RMVMZ LM\ NWZUsT I\ OQ^M M\ [IUTM\ JQTTMLM IN JMPW^M\ NWZ udbedringer og skal danne grundlag for udarbejdelsen af en prioriteret rækkefølge. Allerede under gennemgangen af bygningens tilstand bør man overveje, hvor det vil være muligt at reparere, og hvor en fornyelse er uundgåelig. Undersøgelsesmetoder >ML [\¦ZZM WO SWUXTQKMZMLM JaOVQVOMZ WX[\QTTM[ JaOVQVO[OMVVMUOIVOMV Q M\ [SMUI MN\MZ MV LM\ITRMZM\ JaOVQVO[LMT[TQ[\M >ML MVSTMZM P][M SIV OMVVMUOIVOMV

rummes i et ganske enkelt udformet skema. Man bygger ofte gennemgangen op i to hoveddele, hvor den ene del omfatter husets ydre rammer og hovedkonstruktiWVMZ WO LMV IVLMV LMT JaOVQVOMV[ ¦^ZQOM LMTM ,M\ MZ MV OWL QLu I\ \MOVM [SILMZ revner og tilstande på facaden ind på en skitse eller en opmåling af facaden som en senere reference. Øjne, hænder, ører og næse Det vigtigste undersøgelsesredskab er øjnene kombineret med viden og erfaringer. Afskallet maling og puds, krakeleringer af malingslag, mekaniske afslag, revner, salte, fugt, mos og alger, snavs, duemøg m.v. kan umiddelbart ses og analyseres af øjet. Det kræver, at man har træning i og tilstrækkelig indsigt til at tolke, det man ser, rigtigt. Dette suppleres med hånden, hvormed man kan mærke fugtNWZPWTLMVM Q W^MZÆILMV UQVLZM ZM^VMZ M\K >QO\QOM ]VLMZ[¦OMT[MZ UML PsVLMV "

"

Helmat

Let afsmittende, fremstår meget lysende i solen

Helmat

Ikke afsmittende, knapt så lysende i solskin Tendens til sorte, lodrette snavsløbere under kanter v. fremspring Tendens til blegning af farver i sollys

Helmat

Ikke afsmittende, knapt så lysende i solskin som kalk, tendens til sorte, lodrette snavsløbere under kanter v. fremspring Generel tendens til tilsnavsning

Blank el. halvblank På ældre malingslag ses lange revner med opbøjede kanter Opboblinger forekommer "#$ + $ # ! "# % !(

Mat

På ældre malingslag ses tydelig slangeskindskrakelering Evt. små mangekantede afskalninger %# # " # + ! # ) # ! "#$ + $ # ! % !( Kraftige farver mørkner i skygge ! # !% ! ! " &" ! '% ! % !+ !

Blank

På ældre malingslag ses lange revner m. opbøjede kanter Opboblinger forekommer "#$ + $ # ! % !(

!

Halvgennemsigtig & " # % !+ Evt. tynde afskalninger Træet virker udpint og udtørret Indhold af terpentin og petroleum udpiner træets egne oliestoffer

! !

Helmat

! # )! !$ # " ! % !+ ! '% ! % !+ ! "#'! &" ! & * ! " " ) "#! * # ! + ! Lugter let røget

!

Mat

Kulsort '! $ ! # ! $ # % !+ # ! '! Bliver blød i varme Lugter af asfalt ved afbrænding

modsatte side: 8WZ\ \R¥ZM\ OMVVMU UIVOM sZ NsZ MV UI\ S]T[WZ\ V¥ZUM[\ ¼NWZS]TTM\¼ W^MZÆILM [WU J¦Z JM^IZM[ ^ML istandsættelse NW\W" ;¦ZMV >IL[\Z]X

Fugtskader

Regnvand

Nedbryder mursten, fuger, puds, natursten og træ Udvasker langsomt materialernes naturlige bindemidler Løber ind i konstruktionerne gennem revner og åbner materialesammenstød

Syreregn

Ætser kalkmaterialerne i murværk og puds og natursten

Vand og fugt

Transporterer salte ind i murværk og puds gennem opadstigende grundfugt el. saltholdigt nedbør Nedbryder murværket ved krystallisationssprængning Fremmer den fotokemiske nedbrydning af træ Får træ til at vokse og svinde hvorved beskyttende malingslag revner, skalder og falder af Vil i tilstrækkelige mængder starte råd- og svampeangreb i træ Får utilstrækkeligt beskyttet jern til at ruste og tæres Rustent jern forårsaget af fugtskader kan sprænge murværk, beton og natursten Medfører begroning af grønalger og mos samt tilsnavsning og misfarvning

Vanddamp

# ' !% % Medfører algevækst, råd og svamp

Frit vand

Trænger lettere igennem plastmaling udefra end vanddamp indefra Kan medføre kritisk fugtophobning i plastmalet træ eller murværk

Fygesne

Kan trænge ind i tagrum og forårsage store fugtskader på lofter og vægge

Frosset vand

Kan sprænge skaller af mursten og puds

SIV WO[s ^¥ZM W^MZÆILMV[ JT¦LPML XWZ¦[Q\M\ MTTMZ PsZLPML M^\ []XXTMZM\ UML redskaber som skrabere, syl m.v. Man kan konstatere, om et pudslag har løsnet sig fra bunden ved at banke på det og lytte til lyden. Kommer der en hul lyd, er der et hulrum under pudsen. Med lugtesansen kan man lugte fugt, mug, svampe m.v., eksempelvis i kældre og skunkrum. Man skal specielt se efter revner, hvor der kan løbe regnvand ind, samt andre skader såsom forvitrede mursten eller tagsten, mørnet træ, tæret jern, zink eller støbejern, afskallet maling, både på træ og murværk. Udvendige inspektionssteder på ældre bygninger er her vist på et træhus, men det er de samme steder, man skal være opmærksom på, på murede huse. Inspektionen udføres bedst i regnvejr. =VLMZ[¦OMT[MZ IN JaOVQVO[W^MZÆILMZ ,M\ ^QT WN\M ^¥ZM ZMTM^IV\ I\ ÅVLM ]L IN P^QTSMV \aXM W^MZÆILMJMPIVLTQVO LMZ [QLLMZ Xs LM OIUTM W^MZÆILMZ 1SSM UQVL[\ P^Q[ UIV Xs\¥VSMZ I\ ZMV[M LMU IN for at påføre en anden. Hertil skal man bruge synssansen, lugtesansen og en lille [\]UX IN W^MZÆILMJMPIVLTQVOMV

Udvendige inspektionssteder på ældre bygninger gældende for træhuse såvel som murede huse Udføres bedst i regnvejr: <IOZMVLMZ WO VMLT¦J [SIT ^¥ZM PMT\ \¥\\M <IO [SIT ^¥ZM \¥\ QVLL¥SVQVOMZ Q \IOM\ WO især ved skorstene skal være helt tætte 3 De vandrette sålbænke under vinduerne skal have skråt fald udad og være tætte <MZZ¥VM\ Z]VL\ WU P][M\ [SIT ^¥ZM NZQ\ NWZ fugtsamlende elementer som træer, buske og have, fald væk fra huset :MOQ[\ZMZQVO IN ZM^VMZ TIVO^IZQOM N]O\[SRWTLMZ på facaderne, især v. soklen ved træhuse, tjek for råd og svamp .]OMZVM WUSZQVO ^QVL]MZVM Us QSSM ^¥ZM gummifugemasse, der er alt for tæt. Skift ud til fuger af kalkmørtel

Træ Undersøgelsen foregår med en syl eller en kniv for at konstatere træets hårdhed/ blødhed som indikation på eventuelle råd- eller svampeangreb samt dybden på disse. Kniven stikkes ind i træet med almindelig jævn kraft. Husk at undersøge N¦TOMVLM [\MLMZ Xs MV \Z¥NIKILM MS[\ZI OZ]VLQO\" TQOM W^MZ [WSTMV ^IVLJZ¥LLMZ NWZ\¦UUMZ WO JZ¥LLMJMST¥LVQVO ]VLMZ WO W^MZ ^QVL]MZ WO L¦ZM WO Xs WO ]Vder dækbrædder, indfatninger og dæklister. Desuden undersøges langs nedløbsrør, under tagskæg og tagrende og ved andre kritiske materialesammenstød. Inspektionen af træet foregår med en syl eller en knivspids. Kniven stikkes ind i træet med almindelig jævn kraft. Synker spidsen 2-3 mm i, er træet sundt WO OWL\ ;aVSMZ [XQL[MV UU Q MZ \Z¥M\ UMOM\ N]O\QO\ WO Us[SM ZsL[SILM\ ;aVSMZ [XQL[MV W^MZ UU Q MZ LMZ \ITM WU M\ LaJMZM ZsLIVOZMJ [WU SZ¥^MZ større indgreb i form af udlusning, påskarring eller udskiftning af dele af træ

M\ >ML LQ[[M ]VLMZ[¦OMT[MZ [SIT UIV ^¥ZM WXU¥ZS[WU Xs I\ \Z¥ OMVMZMT\ MZ fugtigere og dermed blødere i vinterhalvåret, inkl. efterår og tidligt forår, og tilsvarende hårdere om sommeren. Forskellen kan godt være 2-3 mm i blødhed mellem sommer og vinter. Man kan supplere dette med at måle træets fugtighed med en fugtighedsmåler på visse udvalgte steder på bræddebeklædningen. Man skal være opmærksom på, at træfugtigheden helt naturligt svinger betragteligt gennem døgnet, efter verdenshjørnerne og årstiderne. De målte fugtighedsprocenter kan derfor kun bruges som indikatorer på tilstanden, ikke som eksakte målinger. Murværk og puds Indeholder facaden revnedannelser, skal man foretage en total registrering af disse og analysere, af hvilke kræfter og hvorfra revnerne påvirkes, og hvordan ZM^VMV Xs^QZSMZ P][M\ >ML PR¥TX IN MV [QUXMT UM\WLM JM[\sMVLM IN MV STI\ OQX[ hen over revnen, kan man konstatere, om sætningsrevner i muren er aktive eller for længst stabiliserede. Energiforhold En bygnings energiforhold, dvs. hvor velisoleret eller uisoleret den er, både med hensyn til gulv, vægge, tag og vinduer, samt opvarmningsform hører også med til de ting, der skal registreres under den tekniske tilstand.

1 års gennemgang til forebyggende vedligeholdelse for år ………

Nr.

Efterset

Udført

Bemærkninger

Kælder Saltudblomstringer

x

Fugtige trækonstruktioner

x

Fugt i indmurede bjælker

x

Forår: luk ventilation

0

x

Efterår: åbn ventilation

1

x

evt. afbørstning af vægsalte

2

x

Terræn, fundament, sokkel Terræn

x

Revner el. forvitring på murede sokler

x

Rydning og fald på terræn

3

x

Oprensning af lyskasser

4

x

Tag Tæthed indefra

x

Fastgøring af tagmatierialer

x

Spær og træmaterialer for fugt

x

- # & #

x

Inddækninger

x

Isolerede tagrum

x

Huller i tagmaterialer

x

Nødreparation af tagmaterialer

x

# Tæthed af tagrender og nedløb

x

Tæthed for skotrender

x

Facadefremspring

x

Rensning af tagrender

x

Vask af tilgængelige facadefremspring

x

Fugt Mange bygningsskader skyldes indtrængende vand, opsugning eller kondens på grund af fejlkonstruktioner og utilstrækkelig ventilationsmulighed. Med fugten kommer, ud over det dårlige indeklima, faren for alvorlige skader som f.eks. frost[XZ¥VOVQVOMZ MTTMZ VMLJZaLVQVO ^ML IVOZMJ IN [^IUXM WO JWZMJQTTMZ [M [SMUI Xs NWZZQOM [QLM Inspektionsskema <IOJMT¥OVQVO WO \IOSWV[\Z]S\QWV [SIT OMVVMUOs[ UML [¥ZTQO WXU¥ZS[WUPML rettet mod de kritiske punkter: skotrender, inddækninger ved taggennembrydVQVOMZ \IONWL WO W^MZOIVO \QT \IOZMVLM hZ[IOMV \QT N]O\QVL\Z¥VOMV OMVVMU ydermure eller ved opsugning nedefra kan være lidt vanskeligere at klarlægge. Det er dog vigtigt at registrere eventuelle fugtproblemer og søge ekspertbistand, hvis årsagen ikke er helt klar. Ofte kan årsagen til fugt i ydervægge være en NWZSMZ\ W^MZÆILMJMPIVLTQVO 7^MZÆILMV SIV ^¥ZM NWZ \¥\ WO LMZ^ML WXPWJM[ fugten. Der foretages også en gennemgang af de udvendige snedkerarbejder, vinduer og døre, ligesom man skal være opmærksom på revneforekomster og [¥\VQVO[XZWJTMUMZ Q ^¥OOMVM [M QV[XMS\QWV[[SMUI NWZ sZ[OMVVMUOIVO Xs NWZZQOM WX[TIO Arkitektonisk analyse Den arkitektoniske analyse skal være videnbaseret, men også holdningsbaseret ud fra konkrete iagttagelser og velargumenterede synspunkter eller karakteriserende beskrivelser. Den kan eksempelvis omhandle punkterne stilart, eksteriør, interiør, indretning og funktion, omgivelser og arkitektonisk tilpasning til landskab og bygningsmiljø: Husets arkitektoniske stilart Man følger her de gængse perioder og betegnelser og påpeger måske særegne træk i den forbindelse. Husets eksteriører Bygningskroppen, facadeudtrykket, facadedetaljer, vinduer og døre. Husets arkitektoniske udtryk ligger meget ofte i dets eksteriører, der igen har dis[M ÅZM NMU MTMUMV\MZ [WU LM ^QO\QO[\M 5IV [SIT QSSM Os Q LM\ITRMZ UMV SIZIS\MZQsere og beskrive det væsentligste ved huset, herunder både stærke og svage sider. =L^MVLQOM W^MZÆILMZ WO NIZ^MZ 5IV JM[SZQ^MZ WO IVITa[MZMZ LM NIZ^MZ WO W^MZÆILMZ LMZ ÅVLM[ Xs JaOVQVOMV TQOM V] )VITa[MV SIV MS[MUXMT^Q[ NWZPWTLM [QO \QT WU LM ]L^MVLQOM W^MZÆILMZ WO farver, der sandsynligvis er ændret med tiden, virker autentiske i forhold til husets arkitektoniske udtryk, eller om de svækker dette. Interiører, indretning og funktion Man betragter tit en bygnings interiører som mindre betydende for dens arkitektoniske kvalitet, men både arkitekter, bygmestre og de oprindelige bygherrer har lagt stor omhu og arkitektonisk bearbejdning i husets indretning og rum. Meget få ældre huse står helt intakte, som da de blev opført. Det hører til sjældenhederne, hvis der ikke er sket ændringer, ombygninger og tilbygninger. Man kan være så heldig, at de foregående ejere har bevaret huset i sin arkitektoniske helhed, karakter og sjæl, trods ombygningerne, eller måske på grund af disse. Man kan også være så uheldig, at de forrige ejere har haft mindre respekt eller forståelse for husets originale materialer og arkitektur, så helheden og karakteren er forringet eller mistet. Så må man i gang med at genskabe den arkitektoniske helhed, både for selve huset og i dets forhold til omgivelserne.

modsatte side: Frihåndstegning af en lille landsby på den græske ø Sifnos foretaget forud for en bygningsopmåling af et hus i byen tegning: Sarah Due

Husets omgivelser Ældre bygninger er næsten uden undtagelse skabt som en helhed, både i sig selv og i relation til omgivelserne. Det vil sige nabohusene, vejen, haven og andet på grunden eller placeringen i landskabet. Disse ting har naturligvis forandret sig med årene, ligesom huset selv. Så meget desto vigtigere er det at være yderst opmærksom på denne helhed og ved alle indgreb, der foretages, at forsøge at OMV[SIJM LMVVM >ML [MT^M P][M\ MZ LM\ LM\ IZSQ\MS\WVQ[SM ]L\ZaS JaOOMUI\Mrialerne, detaljerne og proportionerne på huset, facaderne, rummene osv., og MVLMTQO MZ LM\ NIZ^MZVM WO W^MZÆILMZVM[ [\WÆQOPML LMZ [SIJMZ PMTPMLMV .WZ husets relation til omgivelserne er det placeringen i landskabet eller byskabet, den arkitektoniske eller miljømæssige indpasning i en husrække, et byområde etc., der skaber helheden. Fotografering og tegning En bygningsundersøgelse bør omfatte en gennemfotografering af huset, i første omgang for at dokumentere de eksisterende forhold og også skader, bygningshistoriske spor m.v. Denne mere tekniske registrering kan også bestå af detailopmålinger, skitser eller notater, ofte nedskrevet på selve tegningen. Både fotografering og frihåndstegning kan bruges til en arkitektonisk og mere oplevelsesmæssig registrering af huset og dets omgivelser. Hvis man har tid til det, kan man også lave frihåndstegning med akvarel, eventuelt suppleret med notater på tegningen. Husets bærende bevaringsværdier Konklusionen på den historiske, tekniske og arkitektoniske analyse, der er be[SZM^M\ W^MVNWZ NWZU]TMZM[ ]VLMZ W^MZ[SZQN\MV ¼0][M\[ J¥ZMVLM JM^IZQVO[^¥ZLQMZ¼ 1 NWZPWTL[^Q[ SWZ\ NWZU JM[SZQ^MZ UIV P][M\[ LWUQVMZMVLM IZSQ\MS\WVQ[SM WO historiske træk, herunder særlige konstruktioner, byggetekniske eller funktionelle NWZPWTL 6sZ UIV \ITMZ WU M\ P][¼ J¥ZMVLM JM^IZQVO[^¥ZLQMZ PIVLTMZ LM\\M WU hvorvidt de specielle elementer ved huset, der gør det til noget særligt, stadigvæk ÅVLM[ WO MZ JM^IZM\ [IU\ P^WZLIV >ML LMV ITUQVLMTQOM ;)>- ^]ZLMZQVO IN hvorvidt en ældre bygning er bevaringsværdig eller ej, ser man som nævnt på en [IUTM\ ^]ZLMZQVO IN [MS[ V¥ZUMZM LMÅVMZMLM SZQ\MZQMZ" ITLMZ IZSQ\MS\WVQ[S ^¥ZLQ kulturhistorisk værdi, miljømæssig værdi, originalitet og teknisk tilstand. Dette giver en grov og overordnet vurdering og karakterisering. For det enkelte hus er det imidlertid både nyttigt for ejeren – og nødvendigt for den løbende vedligeholdelse, istandsættelse, ombygning og energiforbedring af huset – at gå dybere ind i, hvad der er særligt vigtigt i bevaringsmæssig forstand ved netop dette hus. Man taler derfor om husets bærende bevaringsværdier i modsætning til de overordneLM JM^IZQVO[^¥ZLQMZ [WU ;)>- ZMOQ[\ZMZQVOMV OQ^MZ ,M\ MZ [WU V¥^V\ Va\\QO\ for ejeren at have gjort sig dette klart, da alle indgreb i huset bør tage hensyn til de bærende bevaringsværdier for ikke at forringe dem, men tværtimod at styrke LMU ,M\ SIV N MS[ ^¥ZM I\ [SQN\M MV NWZSMZ\ ! ¼MZ [SWZ[\MV UML LWUQVMZMVLM zinkafslutninger ud med en traditionel muret skorstenspibe, med sokkel, skaft og gesims og en indmuret inddækning i tegltaget. Eller det kan være at fjerne en ]PMTLQO XTI[\QSUITQVO WO SITSM P][M\ [WU LM\ \QLTQOMZM PIZ ^¥ZM\ 8s LMV IVLMV side kan andre, mindre væsentlige træk ved huset ofte ændres med forsigtighed. Eksempelvis kan et normalt vindue til havesiden formentlig erstattes med en terrassedør, der passer ind i facaden, en vinduesløs gavl kan efterisoleres udvendigt, eller man kan sætte et tilpasset halvtag over indgangsdøren. Anbefalinger :IXXWZ\MV IN[T]\\M[ UML MV Z¥SSM IVJMNITQVOMZ N¦Z[\ WO NZMUUM[\ IN JM^IZQVO[mæssig og arkitektonisk art, men også af teknisk art. Under anbefalingerne er LM\ MV OWL QLu I\ NWZM\IOM MV ]VLMZQVLLMT\ PQ[\WZQ[S WO IZSQ\MS\WVQ[S ^ITWZQ[MZQVO af huset og omgivelserne. En valorisering betyder, at man vægter og værdisætter de enkelte elementer på huset i forhold til hinanden og beskriver, hvad der er ^QO\QO[\ NWZ P][M\[ IZSQ\MS\]Z WO JM^IZQVO WO P^IL LMZ MZ UQVLZM ^QO\QO\ 8s LMV

Fem mulige indgreb :MXIZI\QWV Umistelige strukturer, rum og bygningsdele, der skal bevares, vedligeholdes og repareres 2 Subtraktion Skæmmende strukturer, rum og bygningsdele, der bør fjernes :MSWV[\Z]S\QWV Fjernede eller udskiftede strukturer, rum og bygningsdele, der bør rekonstrueres <ZIV[NWZUI\QWV Strukturer, rum og bygningsdele, der kan ombygges og transformeres 5 Addition Nye strukturer, rum og bygningsdele, der kan tilføjes

måde gennemgår, diskuterer og nedskriver man, hvad der forstærker bygningens bevaringsværdier, og hvad der svækker bevaringsværdierne. Tre bevaringsholdninger ,M\\M UMLN¦ZMZ I\ UIV SIV QLMV\QÅKMZM \ZM NWZ[SMTTQOM WUZsLMZ Q P][M\ WO WUOQ^MT[MZVM UML \ZM NWZ[SMTTQOM OZILMZ IN JM^IZQVO[^¥ZLQMZ LMZ LMT[ MZ IÆML\ IN ^¥ZLQ[¥\VQVOMV WO LMT[ MZ IÆML\ IN ^QLMV WU IS\]MTTM WO NZMU\QLQOM JMPW^ NWZ optimeringer: 1 Urørlige strukturer, rum og bygningsdele, der kræver særlige hensyn 2 Strukturer, rum og bygningsdele, der er fjernet, udskiftet eller forringet 3 Strukturer, rum og bygningsdele, der svækker bevaringsværdierne Det overordnede mål er herudover, gennem en kunstnerisk bearbejdning af især transformationsdelen, at skabe eller genskabe en arkitektonisk helhed for huset i sig selv og dets omgivelser. Materialer og metoder Det er vigtigt, at der i analysens konklusion og især i anbefalingerne indgår en klar holdning til materialer og metoder funderet i den rette håndværksmæssige ^QLMV · [M IN[VQ\\M\ ¼0sVL^¥ZS¼ .¦Z ! ^IZ ^WZM[ P][M WO JaMZ JaOOM\ IN M\ ZMTI\Q^\ TQTTM ZMOQ[\MZ IN JaOOMmaterialer, primært mursten og puds, teglsten og skifer, vinduer, døre og porte IN \Z¥ UML U]VLJT¥[\M Z]LMOTI[ WO QSSM UQVL[\ UITQVO WO W^MZÆILMJMPIVLTQVO med læsket kalk og linoliemaling i en begrænset og afstemt farveskala, der harUWVMZMZ UML UI\MZQITMZVM[ VI\]ZTQOM NIZ^MZ 8s OILMZ WO XTIL[MZ ]LORWZLM JZW[\MV SIV\[\MV I[NIT\ WO JM\WVÆQ[MZ LM LWUQVMZMVLM UI\MZQITMZ ,M\\M OI^ MV MVMstående helhed og harmoni, materialemæssigt, farvemæssigt og udtryksmæssigt i det enkelte hus, de husrækker, de dannede, og herved de byrum, der dannedes imellem dem. Rapport De udførte bygningsanalyser og den arkitektoniske værdisætning af en bygning munder for det meste ud i en rapport, hvori man redegør for de foretagne unLMZ[¦OMT[MZ WO SWVST][QWVMZ NWZ P][MRMZMV UaVLQOPMLMZ MTTMZ IVLZM :IXXWZ\MV illustreres med plan- og snittegninger, evt. facader, med de bygningshistoriske [XWZ QVL\MOVM\ -V MTTMZ ÆMZM ZMSWV[\Z]S\QWV[\MOVQVOMZ MV\MV XTIV\MOVQVOMZ MTTMZ rumlige tegninger. Disponering af rapporten kan være meget forskellig, men en NZMUOIVO[UsLM SIV ^¥ZM [WU UIV SIV [M LM\ Q [SMUIIM\ ¼>¥ZLQ[¥\VQVO IN JaOVQVOMZ WO LMZM[ WUOQ^MT[MZ¼ Q [\IZ\MV IN LM\\M IN[VQ\ De konkrete indgreb >ML ITTM PsVL^¥ZS[U¥[[QOM QVLOZMJ MTTMZ JaOOMIZJMRLMZ Xs ¥TLZM JaOVQVOMZ bør der gennemføres en forudgående bygningsanalyse og værdisætning, som be[SZM^M\ W^MVNWZ >ML ITUQVLMTQOM ^MLTQOMPWTLMT[M[IZJMRLMZ SIV UIV LWO ]LN¦ZM en oversigtlig værdisætning og teknisk gennemgang. Når bygningsanalysen og værdisætningen er gennemført, kan de konkrete indgreb i bygningen og dens omgivelser opdeles i fem forskellige typer, der dog ofte lapper ind over hinanden. 8]VS\ WO SITLM[ WO[s NWZ ZM[\I]ZMZQVO WO X]VS\ WO NWZ \ZIV[NWZUI\QWV Alle fem indgreb i bygningen er lige lødige og kan sammensættes og indarbejdes på samme tid uden at modarbejde hinanden, så længe den arkitektoniske helhed sikres eller forbedres. De fem typer indgreb er: 1 Almindelig vedligeholdelse Bygningsdele, elementer og materialer, der blot skal vedligeholdes 2 Reparation og istandsættelse Bygningsdele, elementer og materialer, der er vigtige for bevaringsværdierne og som derfor skal bevares, repareres og istandsættes !

3 Rekonstruktion Udskiftede, fjernede eller forringede bygningsdele, elementer og materialer, der er vigtige for bevaringsværdierne, og som derfor skal retableres og føres tilbage til det oprindelige udseende 4 Ombygning og nyindretning Bygningsdele, elementer og materialer, der kan udskiftes, ombygges og nyindrettes til et moderne udtryk og udseende, men tilpasset helheden 5 Tilbygning Bygningen udvides med en tilbygning, tilpasset helheden Restaurering og reparation >ML JaOVQVO[ZM[\I]ZMZQVO NWZ[\s[ MV JaOOM\MSVQ[S PsVL^¥ZS[U¥[[QO WO ¥[\M\Q[S istandsættelse af en eksisterende bygning, dele af en bygning eller særlige detaljer i en bygning, der sikrer den længst mulige levetid og fortsatte sammenhæng med den historiske, tekniske og arkitektoniske helhed. Bygningsrestaurering kan udgøre en selvstændig og helt uafhængig opgave på en bygning eller bygningsdel, f.eks. istandsættelsen af en bindingsværksvæg, en sandstensdekoration eller et tag. Bygningsrestaurering kan ligeledes indgå i et samlet projekt, der også omfatter en transformation af bygningen, herunder ombygning, nyindretning, nedrivning, tilbygning m.m. Bygningsrestaurering bør dog altid ses i sammenhæng med en bygningskunstnerisk kompetence, omfattende ny arkitektur, nye materialer og byggemetoder samt de sociale, menneskelige, ejermæssige og økonomiske forhold for bygningen. Metode Bygningsrestaurering bygger på en systematisk metode, der omfatter: 1 En detaljeret opmåling, registrering og dokumentation af helhed og detaljer 2 En historisk, teknisk og arkitektonisk analyse og værdisætning 3 En overordnet restaureringsholdning til materialer, konstruktion og metode

Restaureringsprojektet

Registrering

Formålsbestemt opmåling, registrering og iagttagelser Opmålingstegninger, rekonstruktionstegning, analytiske tegninger af konstruktioner, bygningshistorie, frihåndstegning og akvarel

Arkiv

Arkivundersøgelser

Tilstand

Vurdering af materialernes tekniske og æstetiske tilstand, samt årsagerne til nedbrydningen Vurdering af materialernes istandsættelsesbehov og -muligheder.

Analyse

En samlet historisk, teknisk og arkitektonisk analyse ud fra alle tilgængelige oplysninger

Værdisætning

De bærende bevaringsværdier Samlet vurdering og værdisætning af bygningens historiske, tekniske og arkitektoniske mangler, kvaliteter og særligt vigtige forhold – overordnet og detaljeret

Holdning

Formulering af konkrete restaureringsholdninger til projektet

Forslag

Forslag til teknisk, håndværksmæssig og arkitektonisk indgreb: Istandsættelse, komplettering, rekonstruktion eller sikring Tegninger og arbejdsbeskrivelser Konkrete forsøg med delelementer, materialer og metoder

!

4 Et forslag til håndværksmæssig, arkitektonisk og æstetisk istandsættelse 5 Et forslag til valg af konkrete materialer, metoder og konstruktioner I den historiske analyse indgår en rekonstruktion af bygningshistorien, en analyse af de kulturhistoriske spor og en antikvarisk analyse med udgangspunkt i spor i bygningen, arkivalske undersøgelser og en specialiseret referenceviden. I den tekniske analyse indgår en vurdering af de eksisterende materialers og konstruktioners tekniske tilstand, en vurdering af årsagerne til tilstanden samt mulige forslag til forbedring af tilstanden. I den arkitektoniske analyse indgår bygningens eller bygningsdelens arkitektoniske, fænomenologiske og æstetiske kontekst. Herunder arkitekt, stilarter, proportioner, sammenhæng med omgivelserne, de opTM^MT[M[U¥[[QOM I[XMS\MZ U ^ 8s ITTM LQ[[M WUZsLMZ ^QT M\ \^¥ZNIOTQO\ [IUIZJMRLM med håndværkere, konservatorer, ingeniører, kunsthistorikere, kulturhistorikere, IZS¥WTWOMZ WO JaOVQVO[NWZ[SMZM U Æ ^¥ZM \QT [\WZ Va\\M Den efterfølgende værdisætning repræsenterer en sammenfatning af analysen, hvor arkitekten beskriver de dominerende arkitektoniske og historiske træk, herunder særlige konstruktioner, byggetekniske eller funktionelle forhold. En bygningsanalyse og værdisætning er en analysemetode, der skal besvare fem spørgsmål, der er aktuelle ved alle påtænkte indgreb i eksisterende bygninger:

denne side: Selsø Slot foto: Hanne Mainz

Hvorfor er huset noget særligt og derfor bevaringsværdigt? Hvor JMÅVLMZ LM [¥ZTQOM JM^IZQVO[^¥ZLQMZ [QO Q P][M\' Hvilke elementer og bygningsdele er der konkret tale om? Hvordan behandles disse med respekt for bevaringsværdierne? Hvilke ¦V[SMZ LMZ Us[SM MZ Q SWVÆQS\ UML LM\\M PIZ P][MRMZMV' !

Restaureringsholdning De overordnede restaureringsholdninger kan være forskellige fra bygning til bygning, men i sin grundstruktur omfatte: En samlet analyse af husets historiske, tekniske og arkitektoniske tilstand Man bør starte et projekt op med at foretage en uvildig og nøgtern vurdering af husets bevaringsmæssige og tekniske tilstand. Denne kan danne grundlaget for en egentlig årsagsanalyse, hvorefter der kan skitseres forskellige istandsættelsesog genopretningsforslag, der understøtter analysen og værdisætningen af husets bevaringsværdier. Minimale indgreb Gør så lidt som muligt og så nænsomt som muligt overfor bygningen, f.eks. gennem en kritisk og strengt saglig tilstandsanalyse samt ved at graduere indgrebene. Bevar og genbrug så vidt muligt alle tilbageværende oprindelige originalmaterialer i huset. Bevar tidens slid og patina.

ÅO

ÅO

Traditionelle materialer og metoder Anvend som udgangspunkt de samme gennemprøvede bygningsmaterialer, konstruktioner og håndværksmetoder, som oprindeligt er anvendt ved husets eller bygningsdelens opførelse. De klassiske byggematerialer er generelt svage, de har gode egenskaber overfor vand og fugt, de kan repareres og vedligeholdes, når der er behov for det. ÅO

Bygningens naturlige fysiske balance Ældre bygninger og konstruktioner er som udgangspunkt i bygningsfysisk balance i forhold til påvirkninger og svingninger som følge af fugt, temperatur, naturlig udluftning, naturlig nedbrydning og materialemøder mellem de enkelte dele og elementer. Hvis man ændrer på dette, f.eks. ved at indføre nye materialer i konstruktionen, forrykker man den balance. Alle indgreb skal være reversible så vidt muligt. ÅO

Bygningens arkitektoniske helhed De indgreb, man foretager, skal bevare eller forbedre bygningens eller bygningsdelens arkitektoniske helhed, både i sig selv og i forhold til omgivelserne. Dette kan omfatte en delvis rekonstruktion af husets tidligere udseende, fjernelse af senere tilføjede, uheldige bygningsdele og -elementer, tilføjelse af nye bygningsdele og -elementer, der underordner sig helheden. Man bør også være opmærksom på, at der altid har eksisteret en vis individualitet og mangfoldighed på godt og ondt i ældre dansk bygningskultur, ofte knyttet til en bestemt egn, der nødigt skulle forsvinde. Den konkrete udførelse Selve den byggetekniske og håndværksmæssige istandsættelse kan omfatte følgende metoder: En beskyttelse og sikring af de originale materialer og dele, en almindelig vedligeholdelse eller forebyggende vedligeholdelse. Det kunne også være en håndværksmæssig reparation, komplettering eller hel/partiel udskiftning, en nyudført rekonstruktion af manglende deles oprindelige udseende og konstruktion eller en teknisk og æstetisk forbedring af bygningsdelen og dens omgivelser. Den håndværksmæssige reparation kan yderligere omfatte en konsolidering af de eksisterende materialer, en partiel udskiftning af skadede eller uhensigtsmæssige dele samt en total udskiftning med en lødig replika. En rekonstruktion af det tidligere/oprindelige udseende skal altid bygge på en systematisk kilderækkefølge, et rekonstruktionsforslag, valg af de samme klassiske byggematerialer, bygningskonstruktioner og håndværksmetoder, som bygningen oprindeligt er udført med, samt en tilpasning til den arkitektoniske helhed.

!

ÅO

ÅO

Historisk og teknisk viden Den historiske, tekniske og arkitektoniske viden, der fordres i forbindelse med restaureringsprojekter omfatter bl.a. et godt kendskab til:

,IV[S JaOVQVO[PQ[\WZQM IZSQ\MS\]ZPQ[\WZQM WO [\QTPQ[\WZQM PMZ]VLMZ XZWXWZ \QWVMZQVO LI\MZQVO ]L NZI [\QT\Z¥S WO XZWÅTMZQVOMZ MTTMZ ]L NZI \MSVWTWOQ 3TI[[Q[SM JaOOMUI\MZQITMZ PsVL^¥ZS[UM\WLMZ WO JaOVQVO[SWV[\Z]S\QWVMZ ,MZM[ PQ[\WZQM NZMU[\QTTQVO IV^MVLMT[M ^MLTQOMPWTLMT[M \MSVQ[SM JM^IZQVO TLZM JaOVQVOMZ[ Na[Q[SM NWZPWTL N]O\LaVIUQS [\I\QS WO LQUMV[QWVMZQVO >]ZLMZQVO IN ¥TLZM JaOVQVOMZ[ UI\MZQITMZ :MXIZI\QWV[UM\WLMZ WO UI\MZQITMZ <QTOZ¥V[MVLM NIO [WU SWV[MZ^MZQVO QVOMVQ¦ZIZJMRLM IZS¥WTWOQ WO M\VWTW gi, herunder energiforhold og beregning, miljøbelastning, livscyklus *aOVQVO[WXUsTQVO WO LM\IQTWXUsTQVO *aOOMU¦LMZ IN\ITMZ UML PsVL^¥ZSMZM WO TM^MZIVL¦ZMZ

:M[\I]ZMZQVO[IZSQ\MS\MV [SIT MVL^QLMZM SMVLM LQ^MZ[M QV\MZVI\QWVITM ZM[\I]ZMringsteorier, chartre, anbefalinger og guidelines. Herunder restaureringspraksisser og -systemer i de europæiske lande. Et godt kendskab til bygningsfredning og bygningsbevaring er også nødvendigt. Den statslige administration af de fredede bygninger og den kommunale administration af de bevaringsværdige bygninger, bevarende lokalplaner, planloven, byfornyelsesloven, bygningsfredningsloven, bygningsreglementet m.m. Selve restaureringsprojektet Gamle bygninger kræver en anden viden og kunnen og helt andre håndværksprincipper end nye huse og nybyggeri. Før man påbegynder et restaureringsprojekt bør man foretage en analyse af husets historiske, tekniske og arkitektoniske tilstand. Denne kan danne grundlaget for en egentlig årsagsanalyse, hvorefter LMZ SIV [SQ\[MZM[ ÆMZM NWZ[SMTTQOM Q[\IVL[¥\\MT[M[ WO OMVWXZM\VQVO[NWZ[TIO [WU understøtter analysen og værdisætningen af husets bærende bevaringsværdier. Man bør ikke påføre for hårde, stærke og tætte materialer på ældre huses materialer. Da disse er svage, skal det, man reparerer med, maler med eller beskytter med, være endnu svagere. Her er materialer som linoliemaling, hvidtekalk, kalkmørtel eller hydraulisk kalkmørtel mere egnet end plastikmaling og cement. Der må ikke kunne lægge sig vand eller trænge vand ind nogen steder på husets ydre klimaskærm. Luk revner og dræn. TLZM P][M MZ SWV[\Z]MZM\ UML OMVVMU\¥VS\M W‫ٺ‬MZTIO WO W‫ٺ‬MZMTMUMV\MZ der nedbrydes og ofrer sig for de vitale dele, eksempelvis sokkelpuds. Sørg for, I\ W‫ٺ‬MZTIOM\ QSSM JTQ^MZ NWZ [\¥ZS\ WO PsZL\ ,M \ZILQ\QWVMTTM JaOOMUI\MZQITMZ kernetræ, mursten, puds, linoliemaling, hvidtekalk m.v. viser selv gennem deres VMLJZaLVQVO IN W^MZÆILMV VsZ LM [SIT ^MLTQOMPWTLM[ 5IV Us QSSM ^MLTQOMPWTLM LQ[[M NWZ \Q\ MTTMZ [SQN\M \QT IVLZM UI\MZQITMZ 8s ¥TLZM P][M [SIT UIV JMVa\\M LQ‫[]ٺ‬Qonsåbne materialer og konstruktioner. Der skal ikke plastikdampspærrer i væggeVM MS[MUXMT^Q[ 8TI[\QSUITQVO I[NIT\\R¥ZM WO KMUMV\ MZ WO[s NWZ \¥\\M UI\MZQITMZ Når man reparerer ældre huse skal reparationerne udføres synligt, så man dels kun udskifter og reparerer det absolut nødvendige og dels har mulighed for at bevare husets slid, patina og sjæl. modsatte side: >QVL]M[V¦OTM \QT LIV[SM ^QVL]MZ \MOVQVO" ;¦ZMV >IL[\Z]X .QO .QO .QO ! .QO ! ! .QO ! ! .QO ! !

Restaureringsrapport Et restaureringsprojekt bør afsluttes med en restaureringsrapport, der omfatter den indledende analyse og værdisætning, en beskrivelse af de foretagne indgreb, disses materialer og metoder samt projektets arbejdsbeskrivelse og tegningsmateZQITMZ QVST][Q^M LM ¥VLZQVOMZ LMZ MZ NWZM\IOM\ ]VLMZ^MR[ Q XZWRMS\M\ :M[\I]ZMZQVO[rapporten sendes til husejeren, de involverede myndigheder og det lokale museum.

!

Rekonstruktioner af forsvundne elementer 1 LM ÆM[\M ¥TLZM P][M MZ LMZ ^ML WXN¦ZMT[MV TIO\ [\WZ ^¥O\ Xs LMV S]V[\VMZQ[SM og arkitektoniske kvalitet, bl.a. harmoniske proportioner samt en gedigen hånd^¥ZS[U¥[[QO ]LN¦ZMT[M IN ITTM P][M\[ LM\ITRMZ ,M ÆM[\M ¥TLZM P][M MZ [SIJ\ UML en bevidsthed om at sikre en helhed mellem arkitekturen, husets hovedform og proportioner, husets indretning og rummenes proportioner samt de valgte dekoZI\Q^M MTMUMV\MZ UI\MZQITMZ WO W^MZÆILMJMPIVLTQVOMZ ,M\ O¥TLMZ NWZ [s^MT MV herregårds hovedbygning som for et ydmygt etagehus på brokvartererne i København. Hver især er de skabt som en bevidst helhed på hver sit kunstneriske, håndværksmæssige og økonomiske plan eller ambitionsniveau. -\ ¥TLZM P][ LMZ MZ JM^IZM\ V¥V[WU\ WO S^ITQÅKMZM\ IN[XMRTMZ [\ILQO LM\[ oprindelige anvendelse, de lokale byggetraditioner, det oprindelige materialevalg, periodens arkitektur, arkitektens og bygherrens særlige ønsker og smag samt senere ejeres særlige ønsker og smag. Hvis man i dag rekonstruerer eventuelle forsvundne elementer på ældre huse, bør man i høj grad lægge sig dette på sinde. Man bør udføre de rekonstruerede komponenter, fuldstændig som de var tidligere og med de samme materialer og håndværksmetoder. Kun meget få ældre huse står helt uden ændringer fra opførelsen. Husejer efter husejer har forandret og forbedret efter behov. Det er nærmest en naturlov. Men det er langtfra altid sket på husets betingelser, dvs. i pagt med husets oprindelige arkitektur og indretning. Der er derfor ikke altid kommet et smukkere eller mere funktionelt hus ud af ombygningerne. Men mange konkrete eksempler viser, at ældre huse, der er blevet ødelagt af uheldige ombygninger, vinduesudskiftninger, nye tagmaterialer, ombyggede eller nedlagte skorstenspiber, kan blive pæne og bevaringsværdige igen, hvis man ud fra sikre spor i huset retablerer de NWZ[^]VLVM MTTMZ ¦LMTIO\M MTMUMV\MZ :sLM\ \QT P][MRMZVM [SIT ^¥ZM I\ P^Q[ LMZ MZ spor, enten på gamle tegninger eller synlige i huset, f.eks. på at de væsentlige rum er slået sammen eller ændret i dimensionerne, bør man alvorligt overveje at rekonstruere de gamle rum. Disse er nemlig en så væsentlig del af husets arkitektur, at der er meget vundet for beboerne og for husets arkitektur ved dette indgreb. Faldgruber Når man udfører en rekonstruktion af et forsvundet element i huset eller tilfører helt nye elementer som f.eks. køkkener, udvendige lamper eller låger, skal man tilpasse sig den eksisterende bygning, rent stilmæssigt og arkitektonisk. Det er i den forbindelse vigtigt, at man ikke falder i følgende faldgruber: Overromantisering Man forsøger at få huset, væggen, rummet, skorstenen, kvisten, døren, lampen, lågen til at se ekstra gammel ud ved at gøre den kunstigt grov, ekstra krøllet, overT¥[[M\ WO LMSWZMZM\ W^MZJZWLMZM\ WO UML ÆM[\ U]TQOM S]V[\QOM PIUUMZU¥ZSMZ sprosser eller fyldinger – i en grad, der aldrig har fandtes på gamle bygninger eller bygningsdele. Overdimensionering De nye bygningsdele bliver for kraftige og bombastiske, og derudover ofte også for stive, retvinklede og lodrette. De kommer til at se forkerte ud sammen med de OIUTM UMZM [S¥^M WO [XQVSTM JaOVQVO[LMTM >Q [SIT ZIUUM MV JITIVKM UMTTMU det kunstigt overkrøllede og det alt for stive, rette og kraftige. De klassiske materialer og håndværksmetoder klarer ofte dette, nærmest af sig selv. Tilfældighed Nye og gamle materialer og stilarter blandes på en ahistorisk måde, så resultatet, \ZWL[ OWLM PMV[QO\MZ JTQ^MZ MV \QTN¥TLQO WO W^MZÆILQ[S [IUUMVJTIVLQVO IN IT\ U]TQO\ ,M ÆM[\M VaM [\IVLIZL^QVL]MZ LMZ NWZ[¦OMZ I\ TQOVM OIUTM ^QVL]MZ ZWLMZ eksempelvis materialer, stilarter og detaljer sammen, der ikke passer til gamle bygninger. !

Kilderækkefølge ,MV [Q\]I\QWV P^WZ M\ ¥TLZM P][¼ WZQOQVITM ^QVL]MZ MZ NWZ[^]VLM\ WO MZ[\I\\M\ UML nye, er desværre ikke ualmindelig. Man kan ved hjælp af vinduesnøglem på forrige opslag ramme tonen i bygningen langt bedre end diverse standardvindues\aXMZ Xs UIZSMLM\ LMZ S]V PIZ uV \aXM XZWÅTMZ WO LMZ]LW^MZ PIZ NWZSMZ\M JM[TIO W^MZÆILMZ WO Z]LMOTI[. <QT[^IZMVLM SIV MV ÅV OIUUMT [SWZ[\MV ^¥ZM WUJaOOM\ \QT MV SMLMTQO ! ¼MZ [SWZ[\MV LMZ QSSM XI[[MZ \QT P][M\ 0^WZLIV ÅVLMZ UIV ]L af, hvordan det oprindelige element har set ud?

<aXQ[SM LIV[SM [SWZ[\MV[XQJMZ Gesims 3-4 skifter Skaft 11-14 skifter Sokkel 2-3 skifter over tagryg

Almindelige piber <ZIO\OM[QU[MZ

Spidsgesimser

Dekorerede piber Dekorationer på skaftet

bånd

blænding

spejl

Specille piber

søjler

SIU\ISSMZ

4 kamtakker

Husets alder 5IV JMOaVLMZ UML I\ ÅVLM NZMU \QT P][M\[ WXN¦ZMT[M[sZ 0^Q[ WXN¦ZMT[M[sZM\ QSSM SIV NZMU[SI‫ٺ‬M[ IZSQ^IT[S N MS[ OMVVMU SWUU]VMV TWSITIZSQ^M\ MTTMZ TWSITU]seet, kan man forsøge at regne sig frem til det ved at analysere husets konstruk\QWV P][NWZU LM\ITRMZQVO L¦ZM QVLNI\VQVOMZ ]LP¥VO U]ZLM\ITRMZ [WSSMT M\K En meget præcis metode er dendrokronologisk datering af noget af tømmeret. Husets opførelsesår er altafgørende for selve udformningen og detaljeringen af for eksempel nye vinduer. Gamle billeder 0^Q[ UIV SIV ÅVLM OIUTM JQTTMLMZ IN P][M\ NZI N¦Z ^QVL]M[]L[SQN\VQVOMV MZ LM\ MV UMOM\ [\WZ PR¥TX .W\WOZIÅMZ MZ UM[\ XsTQLMTQOM UMV UITMZQMZ \MOVQVOMZ M\K kan bringe os længere tilbage i tid. Disse kan eventuelt efterspores på egnens TWSITIZSQ^ PW[ NIUQTQM MTTMZ VIJWMZ \QT P][M\[ \QLTQOMZM MRMZM >ML PR¥TX IN LQ[[M JQTleder kan man rekonstruere vinduernes eller dørenes omtrentlige størrelser, rudeopdelinger og oprindelige placeringer, skorstenenes omtrentlige udseende osv. Spor i bygningen Samtidig undersøger man bygningen grundigt for alle spor efter de gamle vinduer, døre, skillerum m.v. Det kan være overlevede eksemplarer eller rester f.eks. i en taggavl, i udhuse eller kældervinduer. Disse kan oplyse om de oprindelige XZWÅTMZ Xs ZIUUMZ SIZUM XW[\M [IU\ IVLZM LM\ITRMZ Egnstraditioner .QVLMZ UIV QSSM LQ[[M [XWZ SIV UIV Os Xs RIO\ Xs MOVMV WO ÅVLM JaOVQVOMZ UML samme alder og konstruktion, der har deres oprindelige vinduer, døre, udvendige trapper osv. i behold. Man går ikke meget galt i byen ved at kopiere detaljerne PMZNZI LI LM [IVL[aVTQO^Q[ MZ NZMU[\QTTM\ IN [IUUM PsVL^¥ZS[ÅZUI LMZ WN\M PIZ IV^MVL\ LM [IUUM XZWÅTP¦^TM WO IVLM\ Q TIVOM XMZQWLMZ ,MZ]LW^MZ MZ LMZ WN\M oplysninger om lokal byggeskik i de forskellige bygningsregistranter fra mange egne af landet, som Nationalmuseet og Fredningsstyrelsen har udgivet i samarJMRLM UML TWSITM U][MMZ WO SWUU]VMZ Q sZMVM ! ! -VL^QLMZM SIV UIV WO[s ÅVLM ^Q[[M WXTa[VQVOMZ Q LM SWUU]VMI\TI[ [WU 8TIV[\aZMT[MV WO ;SW^ WO 6I\]Z[\aZMT[MV V] 3]T\]Z[\aZMT[MV PIZ ]LOQ^M\ [QLMV ! ;X¦ZO MN\MZ LQ[[M Q den lokale kommune eller på det lokale museum. Håndværksmæssige principper Når man udfører den rekonstruerede bygningsdel, der skal tilpasse sig det gamle hus stilmæssigt og arkitektonisk, er det vigtigt at fokusere på: ZTQOPML · N¦TO LMV WXZQVLMTQOM ]LN¦ZMT[M ]LMV SWUXZWUQ[[MZ <QTXI[VQVO · JsLM IZSQ\MS\WVQ[S WO [\QTU¥[[QO\ UML LM MS[Q[\MZMVLM MTMUMV\MZ -VSMTPML XZ]VST¦[PML WO [\QTN¥ZLQOPML · QSSM W^MZT¥[[M\ MTTMZ W^MZ[XQTTM\ *aO Xs MZNIZQVO · IV^MVL LM \ZILQ\QWVMTTM WO ¥O\M UI\MZQITMZ 0MTPML · [SIJ IZSQ\MS\WVQ[S PMTPML JsLM Q LM\ITRMV WO LMV [IUTMLM JaOVQVO

denne side: Skorstenspiber gennem tiden \MOVQVO" ;¦ZMV >IL[\Z]X

Byg utilpassede skorstenspiber om til pæne 5IVOM ÅVM OIUTM [SWZ[\MV[XQJMZ Xs ¥TLZM P][M MZ JTM^M\ JaOOM\ WU WX OMVVMU !

! ¼MZVM WO NZMU[\sZ Q LIO ]LMV LMZM[ \QLTQOMZM [WSSMT [SIN\ WO OM[QU[ <MOVQVOMV ^Q[MZ LM [MS[ ITUQVLMTQO[\M [\IVLIZLXQJMZ 8s XZ¥[\MOsZLMV WO IVLZM TQL\ mere statusbetonede huse i byen eller landsbyen, skulle skorstenspiben afspejle dette. Derfor ser de dekorerede skorstenspiber forkerte og direkte komiske ud Xs ¼ITUQVLMTQOM¼ P][M P^WZ LM\ SIV UQVLM WU MV TQTTM RWTTM LMZ NsZ JW^[XZaL WO OITQWV[ÅO]Z Rekonstruktion af rumindretning Forsvundne skillevægge vil som regel efterlade sig spor i huset, f.eks. i gulvet, i TWN\M\ MTTMZ TWN\[JR¥TSMZVM -Z IT\ ^¥S SIV OIUTM JaOVQVO[\MOVQVOMZ Us[SM QSSM W^MZ LM\ IS\]MTTM P][ UMV M\ \QT[^IZMVLM JZ]OM[ 1 M\ OIUUMT\ JWVLMP][ ^QT årstallet for opførelsen være nok for den kyndige til at kunne rekonstruere den oprindelige planløsning, inklusive diverse forsvundne ildsteder, bageovn, øverstestue og huggehus m.v. Alt dette skal ikke nødvendigvis rekonstrueres, men bruges til at gøre ejeren opmærksom på husets historie og den udvikling, der har fundet sted, samt de kvaliteter, huset har indeholdt. Skillevæggene bør ikke udføres som [QUXTM OQX[^¥OOM Xs [\sTXZWÅTMZ UMV JaOOM[ WX Q LMV SWV[\Z]S\QWV LM WXZQVdeligt har været, eksempelvis mursten og puds eller brædder, rørvæv og puds o.lign. Døre og indfatninger fremstilles som nøjagtige kopier eller tillempede udformninger for at vise tidsforskellen. Gulvbrædder udføres som massive planker med fer og not, men uden indfræsede spor i bagsiderne. Lofterne udføres som pudsede lofter af kalkmørtel på brædder og rørvæv.

denne side: 8M\MZ B]U\PWZ[ ILLQ\QWV WO \ZIV[NWZmation til en ældre alpehytte i Schweiz NW\W" 2ISWJ 2ISWJ[[WV !

Transformation En transformation af en eksisterende bygning, forstået som en ombygning, nyindretning eller tilbygning til et eksisterende hus, adskiller sig ikke fra en restaurering eller en rekonstruktion, hvad angår metoder og holdninger samt teknisk viden. <ZIV[NWZUI\QWV L¥SSMZ QUQLTMZ\QL QSSM LM QVLOZMJ Q MS[Q[\MZMVLM JaOVQVOMZ LMZ består af reparation, vedligeholdelse, komplettering, understøttelse af skævheder, svagheder m.m. For at der ikke skal være tale om fri leg, er det vigtigt, at indgrebene i bygningen bygger på en metodisk bygningsundersøgelse og -analyse, og ud fra denne en lige så metodisk værdisætning. Metoden ligner den, der danner baggrund for at udarbejde et restaureringsprojekt: Kende og forstå huset så godt som muligt Opnå kendskab til bygningshistorie, kulturhistorie, antikvarisk værdi, tekniske og konstruktive arkitektoniske og æstetiske værdier gennem en systematisk bygningsundersøgelse, analyse og værdisætning. Vise respekt for de bærende bevaringsværdier 2N IVITa[MV VsZ P][M\ [SIT ^MLTQOMPWTLM[ ZMXIZMZM[ WUJaOOM[ WO MVMZOQNWZJMLZM[ ,M\\M SZ¥^MZ" ZM[\I]ZMZQVO[PWTLVQVO LMZ SIV LMÅVMZM OZILMV IN WO XTIKMZQVgen af reparation, rekonstruktion, transformation. Klassiske materialer, metoder og konstruktioner Anvend de klassiske materialer, metoder og konstruktioner, som huset er bygget med, også til nye elementer i nyt design. Dette kræver: at man er ajour med den nyeste viden om materialer, udførelse, reparation, holdbarhed, bæredygtighed m.m. – samt om de klassiske materialer og konstruktioner med lang levetid. Litteratur ;¦ZMV >IL[\Z]X Formålsbestemt bygningsopmåling – til brug for registrering og projektering 3WUXMVLQ]U NWZ 3]V[\ISILMUQM\[ )ZSQ\MS\[SWTM 3]T\]ZIZ^ :M[\I]ZMZQVO WO <ZIV[NWZUI\QWV 2. Kulturstyrelsen, Information om Bygningsbevaring: Bygningshistoriske spor JM[¦O\ [MX\MUJMZ P\\X" ___ S]T\]Z[\aZMT[MV LS ÅTMILUQV ][MZG]XTWIL S]T\]ZIZ^ X]JTQSI\QWVMZ MUVMWXLMT\ JaOVQVOMZ *aOVQVO[JM^IZQVO *aOVQVO[PQ[\WZQ[SM [XWZ XLN 3. Kulturstyrelsen, Information om Bygningsbevaring: Farveundersøgelser, JM[¦O\ [MX\MUJMZ P\\X" ___ S]T\]Z[\aZMT[MV LS ÅTMILUQV ][MZG]XTWIL S]T\]ZIZ^ X]JTQSI\QWVMZ MUVMWXLMT\ JaOVQVOMZ *aOVQVO[JM^IZQVO G.IZ^M]VLMZ[WMOMT[MZ XLN 8M\MZ 5QKPMT[MV Bondehuses alder 6I\QWVITU][MM\ 3¦JMVPI^V ! ! 5. Karin Andersson og Agneta Hildebrand, Byggnadsarkeologisk undersökning, Det murade huset :QS[IV\QS^IZQMqUJM\M\ ;\WKSPWTU ! ;¦ZMV >IL[\Z]X" Bygningshistoriske undersøgelser 3WUXMVLQ]U NWZ 3]V[\ISILMUQM\[ )ZSQ\MS\[SWTM 3]T\]ZIZ^ :M[\I]ZMZQVO WO <ZIV[NWZUI\QWV ;¦ZMV >IL[\Z]X" Huse med sjæl /aTLMVLIT ;¦ZMV >IL[\Z]X Bevaringsværdige bygninger – sikring af bevaringsværdier ;WKQITUQVQ[\MZQM\ JM[¦O\ [MX\MUJMZ P\\X" P\\X" UJJT LS [Q\M[ UJJT LS ÅTM[ LWS]UMV\MZ X]JTQSI\QWVMZ JM^IZQVO[^IMZLQOMGJaOVQVOMZ XLN MTTMZ P\\X" ___ JaOVQVO[JM^IZQVO LS ÅTM[ *M^IZQVO[^GJaOninger.pdf ! 3]T\]ZIZ^[[\aZMT[MV SAVE: Kortlægning og registrering af bymiljøers og bygningers bevaringsværdi JM[¦O\ [MX\MUJMZ P\\X" ___ S]T\]ZIZ^ LS ÅTMILUQV ][MZG]XTWIL S]T\]ZIZ^ X]JTQSI\QWVMZ MUVMWXLMT\ SWUU]VMZ 3]T\]ZIZ^[\aZMT[MVG;)>-GXZQV\ XLN 3]T\]ZIZ^[[\aZMT[MV VEJLEDNING til vurdering af fredningsværdier JM[¦O\ [MX\MUJMZ P\\X" ___ S]T\]ZIZ^ LS ÅTMILUQV ][MZG]XTWIL S]T\]ZIZ^ JaOVQVOMZ LWS]UMV\MZ >MRTMLVQVOG\QTG^]ZLMZQVOGINGNZMLVQVO[^IMZLQMZG XLN 11. Kulturstyrelsen, Information om Bygningsbevaring, Forberedelse af projektmateriale ZM^ IN ;¦ZMV >IL[\Z]X Q JM[¦O\ [MX\MUJMZ P\\X" ___ S]T\]Z[\aZMT[MV LS ÅTMILUQV ][MZG]XTWIL S]T\]ZIZ^ X]JTQSI\QWVMZ MUVMWXLMT\ JaOVQVOMZ *aOVQVO[JM^IZQVO .WZJMZMLMT[M IN XZWRMS\UI\MZQITM XLN <QL[[SZQN\MZVM Bygningsarkæologiske Studier, Architectura, der udkommer een gang om året, indeholder eksempler på gennemførte bygningshistoriske undersøgelser. Det samme gælder en lang række [sSITL\M JaOVQVO[UWVWOZIÅMZ LMZ WN\M QVLMPWTLMZ X]JTQKMZMLM JaOVQVO[PQ[\WZQ[SM ]VLMZ[¦OMT[MZ der kan læses som inspiration. Arkitektskolen i Aarhus har desuden en database over adskillige bygningshistoriske undersøgelser i Danmark. Det samme har Kulturstyrelsen.

!

Hegnslund – eksempel på analyse og værdisætning af Søren Vadstrup

-RMVLWUUMV ¼0MOV[T]VL¼ MZ WXN¦Z\ Q ! [WU [WUUMZP][ NWZ NWZTIO[LQZMS\¦Z ^ML /aTLMVLIT .ZMLMZQS 0MOMT UML 0MVVQVO 0IV[MV ! [WU IZSQ\MS\ 1 LIV[S IZSQ\MS\]Z [\sZ 0MOV[T]VL [WU M\ UIZSIV\ MS[MUXMT Xs QVLÆaLMT[MV Q JMOaVLMT[MV IN ! \ITTM\ NZI LMV MVOMT[SM )Z\[ +ZIN\[ JM^¥OMT[M som herhjemme førte til den tilsvarende danske nationalromantik samt Bedre *aOOM[SQS JM^¥OMT[MV LMZ ^IZ [\¥ZS\ QV[XQZMZM\ )Z\[ +ZIN\[ JM^¥OMT[MV ,Q[[M JM^¥OMT[MZ PIZ [I\ LMZM[ UIZSIV\M XZ¥O Xs LM ÆM[\M LIV[SM JaMZ WO JaWUZsLMZ Q XMZQWLMV ! WO LM PIZ Q ¦^ZQO\ ¦^M\ MV NIOTQO\ WXLZIOMVLM QVLÆaLMT[M Xs MN\MZ\QLMV[ LIV[SM IZSQ\MS\MZ NZMU \QT WUSZQVO ! )TTQOM^MT ^IZ LMZ Q W^MZ sZ NZI ! ¼MZVM \QT !! ¼MZVM \^Q^T WO VMZ^¦[Q\M\ W^MZ JaOVQVOMV[ [S¥JVM QLM\ LMV Ts UQL\ Q LMV [sSITL\M ;XZQVONWZJQXTIV LMZ JTM^ ^ML\IOM\ Q ! ¼MZVM ^ML Springforbi nord for Eremitagesletten ved Strandvejen. Springforbiplanen kræver, at alle bygninger i området skulle opkøbes af staten og herefter rives ned for at skabe direkte adgang for publikum fra Dyrehaven til Øresund. Først da huset JTM^ JaOVQVO[NZMLM\ Q ^IZ LM\[ W^MZTM^MT[M [QSZM\ !

!!

1LMV\QÅSI\QWV 5I\ZQSMTV]UUMZ" ) 2 ,A:-0 <)):* 3 **: V]UUMZ" -RMZ NWZPWTL " 8ZQ^I\ )LZM[[M" ;\ZIVL^MRMV ! ! 3TIUXMVJWZO 4aVOJa <IIZJ¥S 3WUU]VM Arkitekt: Henning Hansen Anvendelse: Sommerbolig Bevaringsstatus: Fredet Bygningsbeskrivelse Hegnslund ligger mellem Strandvejen og jernbanen. Den toetagers bygning af bindingsværk står med mure beklædt med ru, tjærede brædder, en på to, og dækkes af et heltag med røde tegl. Forneden afsluttes brædderne af et skråt vandbræt. De hvidmalede trævinduer opdeles af blysprosser, og i stueetagen er der P^QLUITMLM [SWLLMZ 8s VWZL[QLMV LIVVMZ ^QVL]MZ WO [SWLLMZ M\ ^IVLZM\ JsVL Den rektangulære, forholdsvis langstrakte plan er svagt krummet mod syd. Her skaber to døre forbindelse mellem hallen og haven. Dørene er placeret i facadeÆ]O\MV 7XZQVLMTQO ^IZ LMV NWZIVTQOOMVLM \MZZI[[M \Z]SSM\ QVL Q P][M\ Huset er opdelt i tre lige store dele. Mod øst fandtes oprindelig sove- og badeværelser, mod vest køkken, anretterværelse og spisestue. Bygningens centrale del udgøres af hallen, der går gennem begge etager og husets fulde bredde. I PITTMV[ ^M[\^¥O ÅVLM[ M\ U]ZM\ QTL[\ML IN [S]ZMLM P^QL\MLM U]VSM[\MV 8s N¦Z[\M sal forbinder et galleri, der er åbent mod hallen, husets østre og vestre del. Her ÅVLM[ ^¥ZMT[MZ LMZ WXZQVLMTQO\ ^IZ JMZMOVM\ NWZ PMVPWTL[^Q[ O¥[\MZ WO \RMVM[\Mfolk. Husets vægge er beklædt med to lag høvlede brædder, i hall og forstue dog Z] JZ¥LLMZ MV Xs \W 8s PITTMV[ W^MZ^¥OOM WO NMT\MZVM Xs JR¥TSMTWN\M\ ÅVLM[ LMSWZI\QWVMZ UITM\ IN >ITLMUIZ )VLMZ[MV 0][M\ MZ Q LIO ]LTMRM\ \QT M\ ÅZUI \QT W‫ٺ‬MV\TQOM NWZUsT [s[WU ]L[\QTTQVO [ITO [MT[SIJ[TWSITMZ WO TQOVMVLM UML W‫ٺ‬MV\TQO ILOIVO Arkivundersøgelser ;WU MV LMT IN IZSQ^]VLMZ[¦OMT[MZVM MZ LMZ QVL[IUTM\ PQ[\WZQ[SM NW\WOZIÅMZ WO tegninger, som vil blive præsenteret undervejs i rapporten, hvor de har relevans. 0MZ]LW^MZ MZ LMZ NWZM\IOM\ MV JaOVQVO[WXUsTQVO <MOVQVOMZVM NZI JaOVQVO[WXmålingen vil ligeledes blive præsenteret undervejs i rapporten. Bygningsanalyse 1 Bygningshistorie Det er interessant, at den første tegning til fru Hegels hus ved Springforbi er et toetagers, norsk laftehus med vandrette tømmerstokke og korslagte hjørner. Ifølge originaltegningen er projektet tegnet af Henning Hansen sammen med den daværende partner Louis Hygom. En sommerbolig skulle her i sommerhusbyggeriets spæde start adskille sig fra helårsboligen ved at være i træ. Norge blev i den forbindelse mange steder hovedinspirationskilde, ofte med drageslyng på taget og i gavlene samt græstørv på taget og en kampesten oven på skorstenen. Se f.eks. Martin Nyrops mindre jagthytte på Hesselø, der har den samme tilbagetrækning i facaden midt på for at danne veranda, dog ikke overdækket. Man genkender også herfra de horisontale vinduesbånd, vinduernes, yderL¦ZMV[ WO [SWZ[\MVMVM[ XTIKMZQVO NWZ]LMV LMV \QTJIOM\Z]SVM ^MZIVLI <aLMTQO^Q[ har Henning Hansen og Frederik Hegel skiftet mening og stil i forhold til husets konstruktion, facader og detaljer – under kraftig inspiration af tidens fremher[SMVLM )Z\[ +ZIN\[ JM^¥OMT[M Us[SM ^QI NZ] 0MOMT[ QZ[SM PMZSWU[\ *WZ\[M\ NZI den lodrette bræddebeklædning, i stedet for det vandrette tømmer, og det lille )Z\[ IVL +ZIN\[ QV[XQZMZMLM JIa _QVLW_ Q [aL[QLMV MZ LMZ QSSM UMOM\ NWZIVLZM\ Husets lille knæk i tre dele, fandt Henning Hansen angiveligt på under selve byggeriet. Knækket skulle ifølge Henning Hansen selv, sammen med de valgte

forrige side: Hegnslund foto: Nicolai Bo Andersen denne side: Lanskabsplan, Kulturstyrelsens arkiv modsatte side: Henning Hansens oprindelig plantegninger, hvor man i stueplan kan se den tilbagetrukne veranda. Knækket i facaden blev først tilføjet under opførelsen. Fra Kulturstyrelsens arkiv

genbrugstagsten og de forholdsvis ru brædder, signalere en højere alder og ufuldstændighed, end et helt nye hus ville have. Indvendigt, og formentlig også på dør[\WTXMZVM ^ML PW^MLL¦ZMV PIZ UITMZMV WO \MOVMZMV >ITLMUIZ )VLMZ[MV ]LN¦Z\ en række malede dekorationer, især i den store, centrale halls loft og overvægge. 1TL[\MLM\ MZ QSSM ]LN¦Z\ Q ÆMV[JWZO[\MV [WU LM\ IVN¦ZM[ Q NZMLVQVO[JM[SZQ^MT[MV UMV Q U]VSM[\MV LMZ MZ X]L[M\ WO SITSM\ 0MOMT Æa\\MLM QVL Q P][M\ Xs PMTsZ[JI[Q[ Q ! ¼MZVM QN¦TOM 3ZIS WO JTM^ JWMVLM \QT ! ! P^WZ PIV OQS IN [WU LQZMS\¦Z NWZ /aTLMVLIT 0IV [WTO\M [IUUM sZ P][M\ \QT TIVL[ZM\[[ION¦ZMZ +IZT -RTMZ[ +IZT -RTMZ[ QVLZM\\MLM P][M\ \QT PMTsZ[beboelse med hjælp fra arkitekten Ebbe Berner ved at installere centralvarme, lukke verandaen for at inddrage den i hallen og ved at ombygge spisestuen. Ellers er der ikke sket de store bygningsændringer. Hvorvidt den panelerede væg med vinduer oppe på galleriet ind mod halTMV MZ 0MOMT[ MTTMZ *MZVMZ[ ^¥ZS ^QLM[ QSSM 1N¦TOM +PZQ[\QIV -RTMZ[ LMZ Æa\\MLM QVL Q P][M\ Q ! ! [WU sZQO WO JWMLM LMZ \QT PIV JTM^ sZ ^IZ LMV LMZ Q PIV[ \QL >QVL]MZ WO XIVMTMZ Xs OITTMZQM\ MZ Q LIO NRMZVM\ UMV LMZ MZ \aLMTQOM [XWZ Q form af udlusninger i stolperne m.m. Egeparketgulvet i hall, spisestue og læserum stammer fra ombygningen i ! ! QLM\ QVLLZIOMT[MV IN ^MZIVLIMV V¦L^MVLQOORWZLM MV Va [IUTM\ O]T^ÆILM 1 ! ! QVLLZWO UIV [WU V¥^V\ LMV W^MZL¥SSMLM ^MZIVLI ,M\ [SM\M ^ML I\ LM ÅZM LWJJMT\L¦ZM UML JTa[XZW[[M\ OTI[ JTM^ Æa\\M\ NZMU ,M\ ^IZ LWO S]V LM \W midterste af dørene, der blev bevaret. De to yderste blev savet over og ændret \QT ^QVL]MZ [M WXUsTQVO ;SWLLML¦ZMVM LMZ [IL ]LMV Xs OTI[L¦ZMVM ^IZ WXZQVdeligt lukkede med fyldninger. De blev i forbindelse med inddragelsen af veranLIMV Q PITTMV[ IZMIT NWZ[aVM\ UML OTI[ Q NaTLQVOMZVM 1 +IZT -RTMZ[ \QL JTM^ SIZnapvinduet over verandaen desuden udvidet og forsynet med et trefagsvindue. Springforbiplanen 1 ! ¼MZVM JM[T]\\MLM LMV LIV[SM [\I\ I\ O¦ZM WUZsLM\ WUSZQVO ;XZQVONWZJQ W‫ٺ‬MV\TQO\ \QTO¥VOMTQO\ ^ML I\ OMVWXZM\\M ILOIVOMV NZI 2¥OMZ[JWZO 0MOV \QT ZM[]VL 0MZ Ts LMZ [QLMV JMOaVLMT[MV IN ! \ITTM\ MV Z¥SSM [\WZM PMZ[SIJ[^QTTIMZ som staten som led i Springforbiplanen tinglyste forkøbsret på og efterfølgende MZP^MZ^MLM WO Q LM ÆM[\M \QTN¥TLM VMLZM^ ;\I\[UQVQ[\MZ <PWZ^ITL ;\I]VQVO ^IZ XMZ[WVTQO\ UMOM\ QV^WT^MZM\ Q XTIVMV WO ÅS TIO\ ]LN¦ZMT[MV IN XTIVMV LQZMS\M ]Vder Statsministeriet. Det store åbne areal nord for Klampenborg, der udgjorde LMV N¦Z[\M LMT IN ;XZQVONWZJQXTIVMV MZ LMZNWZ L¦J\ ;\I]VQVO[ 8T¥VM Ét af de huse, der ifølge denne plan skulle rives ned, var Hegnslund. Huset JTM^ LMZNWZ MZP^MZ^M\ IN [\I\MV Q UQL\MV IN ! ¼MZVM LI +IZT -RTMZ[ MVSM Æa\\MLM og solgte huset. Huset blev dog i første omgang lejet ud som bolig til arkitekterne +IZ[\MV 0W‫ ٺ‬WO ;][IVVM =[[QVO 1 ! ^IZ MV Z¥SSM IZSQ\MS\MZ Q ,IVUIZS JT I +IZ[\MV 0W‫[ ٺ‬WU ^IZ XZWNM[[WZ Xs ZM[\I]ZMZQVO[INLMTQVOMV Xs 3]V[\ISILMUQM\[ )ZSQ\MS\[SWTM >QTPMTU ?WPTMZ\ XZWNM[[WZ 8ITTM ;]MV[WV U Æ UMOM\ WXU¥ZSsomme på Hegnslunds situation, og de skrev til Det særlige Bygningssyns sekre\IZQI\ U Æ WO ORWZLM WXU¥ZS[WU Xs 0MOV[T]VL[ [\WZM IZSQ\MS\WVQ[SM S^ITQ\M\MZ og vigtighed. En fredning var dog ikke mulig på dette tidspunkt, da huset ikke ^IZ W^MZ sZ 1 ! JTM^ ;XZQVONWZJQXTIVMV ZM^QLMZM\ WO LM [QL[\M VMLZQ^VQVOMZ IN P][M i området udpeget, hvorunder Hegnslund skulle bibeholdes – med mest mulig W‫ٺ‬MV\TQO ILOIVO \QT P][ WO PI^M 8TIVMV JTM^ [QL[\ ZM^QLMZM\ Q !! Bygningsundersøgelse og værdisætning i 1997 1 ! ! [¥VSMLM UIV IN ÆMZM OZ]VLM ^ML MV TW^¥VLZQVO ITLMZ[OZ¥V[MV NWZ JaOVQVO[NZMLVQVOMZ \QT sZ 0MZMN\MZ ^IZ LM\ U]TQO\ I\ NZMLM 0MOV[T]VL [s Q !! \WO >QTPMTU ?WPTMZ\ QVQ\QI\Q^ \QT I\ QVL[MVLM M\ NZMLVQVO[NWZ[TIO NWZ P][M\ ,M\ N¦Z\M \QT I\ IZSQ\MS\ÅZUIM\ .WOP WO .¦TVMZ Q !! ]LIZJMRLMLM MV UMOM\ OZ]VLQO bygningsundersøgelse af huset, med en omfattende værdisætning rum for rum, dog uden en egentlig bygningsopmåling.

Fredning i 2001 .¦Z[\ Q JTM^ P][M\ QUQLTMZ\QL NZMLM\ LI UIV IN^MV\MLM LMV MVLMTQOM XTIVlægning for området fra kommunens side. I fredningsskrivelsen fra BygningssyVM\ NZMUOsZ LM\ I\ º*aOVQVO[[aVM\ ÅVLMZ I\ [WUUMZJWTQOMV ¼0MOV[T]VL¼ ! IN Henning Hansen med bemalinger i hall’en af Valdemar Andersen) har de arkitektoniske og kulturhistoriske værdier, der kan begrunde en fredning” >QLMZM [\sZ LMZ I\ ”Hegnslund er et arkitekturhistorisk vigtigt eksempel på de nye, forenklede formidealer, der kombineret med en fortsat interesse for ældre bygningskultur blev udbredt med nyklassicismen fra omkring 1910”. I fredningsbeskrivelsen udpeges desuden de væsentligste bevaringsværdier herunder, at ”Den klare tredeling af husets plan, husets krumning og det lange smalle bånd, som dannes af vinduer og skodder mod nord, er eksempler på den arkitektoniske bearbejdning og forenkling af ideen om et traditionelt landhus. De traditionelle byggematerialer, deres håndværksmæssige bearbejdning og bygningens hovedform forbinder ’Hegnslund’ med traditionel byggeskik, nok så meget nordisk som dansk”. Slutteligt understreges det, at ”Bygningssynet skal anbefale, at sydfacaden tilbageføres til den oprindelige form”. Det er bemærkelsesværdigt i restaureringsmæssig henseende, at Bygningssynet selv foreslår en tilbageføring af huset til et tidligere udseende – stik imod >MVMbQI +PIZ\MZM\[ sVL WO JWO[\I^ *WZ\[M\ NZI LMVVM \QTJIOM^MVLMVLM XI[[][ MZ LM ÆM[\M LMTM IN .WOP WO .¦TVMZ[ XTIV NWZ JaOVQVOMV Q NWZU IN QVLZM\VQVO IN køkken, møderum, depotrum m.m. gennemført. Hegnslund anvendes i dag til udlejning til fester og andre arrangementer. Historisk analyse 2 Kulturhistorie 1 JMOaVLMT[MV IN ! \ITTM\ WX[\WL LMZ \ZM VaM \ZMVL[ Q LIV[S IZSQ\MS\]Z LMZ ITTM tre afspejler sig i Hegnslunds byggemåde, indretning og arkitektur. For det første WX[\WL LMZ MV [\WZ QV\MZM[[M NWZ LMV MVOMT[SM )Z\[ +ZIN\[ JM^¥OMT[M 3]V[\ WO 0sVL^¥ZS[JM^¥OMT[MV LMZ ^IZ WX[\sM\ Q -VOTIVL Q ¼MZVM WUSZQVO NWZNI\\MZMV WO S]V[\PsVL^¥ZSMZMV ?QTTQIU 5WZZQ[ UMV N¦Z[\ V] ZQO\QO\ VsM\ \QT ,IVUIZS JT I OMVVMU LMVVM[ MN\MZN¦TOMZM *IQTTQM ;KW\\ WO 4]\aMV[ ?QTTQIU 5WZZQ[ dyrkede det landlige engelske hus, præget af naturlige og ægte materialer samt gedigne håndværkstraditioner. Dertil kom en fornyet interesse for landstedet eller sommerboligen, især hos det velhavende borgerskab. Med Hegnslunds placering ved Øresundskysten ved Klampenborg, nord for København, var huset et klassisk landsted for en velhavende københavnsk familie. Sidst, men ikke mindst opstod en stor interesse hos tidens arkitekter for at eksperimentere med boligens indretning, friere planløsninger – og den moderne families bosætningsmuligheLMZ 0MZ ^IZ )Z\[ +ZIN\[¼ XZQVKQXXMZ WU I\ JsLM IZSQ\MS\]ZMV WO S]V[\PsVLværket skulle præges af et tæt samarbejde mellem kunstneren, håndværkeren og aftageren et nyt princip. Kulturhistorisk og bygningshistorisk ser vi disse tre \QL[\aXQ[SM \Z¥S IN[XMRTM\ Q 0MOV[T]VL ÅV\ \QTXI[[M\ JaOPMZZMV[ [¥ZTQOM JIOOZ]VL De mest karakteristiske træk er oplistet herunder:

.IKILMZVM Q JQVLQVO[^¥ZS JMST¥L\ UML JZMLM JZ¥LLMZ Xs <MOT\IOM\ UML OMVJZ]O[\MOT NZI S¦JMVPI^V[SM VMLZQ^VQVOMZ ,MV \aLMTQOM MVOMT[SM QV[XQZI\QWV PMZ]VLMZ LM JTa[XZW[[MLM QVLILOsMVLM vinduer, indretningen med entre/trapperum med engelsk bindingsværk på ^¥OOMVM LMV [\WZM KMV\ZITM PITT UML OITTMZQ WO MV KMV\ZIT SIUQV WO[s \QT [SaVLM\ IN I\ JaOPMZZMV[ SWVM ^IZ QZ[S ,M ^IVLZM\\M V¥[\MV [IUUMVP¥VOMVLM ^QVL]M[JsVL Xs JMOOM [QLMZ IN huset, det øverste anbragt helt oppe under tagskægget ,M ÅZM Q LIO S]V \ZM UIZSIV\M MVOMT[SM [SWZ[\MVM ,MV \QTJIOM\Z]SVM ^MZIVLI [IU\ LM\ V¥ZUM[\ )Z\[ +ZIN\[ QSWVQ[SM \ZM[Q LMLM SIZVIXUW\Q^ JIa _QVLW_

modsatte side: -V [MZQM IN NW\WOZIÅMZ LMZ ^Q[MZ bygningens karakter, markante træk, uvurderlige bevaringsværdier og sanseJsZVM S^ITQ\M\MZ SIV ^¥ZM uV UsLM I\ analysere og værdisætte en bygning på foto: Nicolai Bo Andersen

Marie Langballe

denne side: 7XUsTQVO IN \^¥Z[VQ\ " \MOVQVO" <ZIV[formation modsatte side: Ornamenteret, bemalet loft foto: Nicolai Bo Andersen

7XUsTQVO IN [aLNIKILM " \MOVQVO" <ZIV[formation

7XUsTQVO IN [\]MXTIV " \MOVQVO" <ZIV[formation

!

10 cm

1

2m

Transformation Arkitekt Bygning Adresse

Henning Hansen Hegnslund Strandvejen 859, 2930 Klampenborg 1914

denne side: Årstal 7XUsTQVO IN PW^MLL¦Z " \MOVQVO" <ZIV[formation

Art Emne Mål

modsatte side: Opmåling af dørgreb indvendigt og udvendigt samt af hamborghængsel på hoveddør 1:1 \MOVQVO" <ZIV[formation

Opmåling Opstalt og plan D.1.1 1:10

Dato 26. Juni 2013 Opmålt af Céline Bardram Nielsen Magnus Øverby & Amalie Algren Smith

sel

e

Transformation Arkitekt Bygning Adresse Årstal

Henning Hansen Hegnslund Strandvejen 859, 2930 Klampenborg 1914

Art Emne Mål

Opmåling Opstalt og plan D.1.1 1:1

Dato 26. Juni 2013 Opmålt af Céline Bardram Nielsen Magnus Øverby & Amalie Algren Smith

211

;IUIZJMRLM\ UMTTMU IZSQ\MS\ S]V[\VMZ WO JaOPMZZM# IVOQ^MTQO\ WO[s ]VLMZ ]LNWZUVQVOMV IN PI^MV WO P][M\[ ÅVM QVLXI[VQVO Q VI\]ZMV UML [¦ XT¥VM og oprindelige skulpturer, der ifølge Henning Hansen i Arkitektens MåVML[P¥N\M ! MZ 0MOMT[ ^¥ZS

Kulturhistorien, der knytter sig til det traditionelle landsted, afspejler sig i vinduernes og glasdørenes muligheder for tilskodning, den klare tredeling af huset UML MV LMT \QT PMZ[SIJM\ WO TQOOMVLM O¥[\MZ O¥[\M^¥ZMT[MZ MV KMV\ZIT PITT \QT ophold, inkl. galleriet og tilgrænsende spisestue – og en ende til de fra byhuset medbragte tjenestefolk. 1 [\IZ\MV ! \ITTM\ ]LORWZLM IZSQ\MS\MZVM[ IZJMRLMZ UML TIVL[\MLM\ [WU JaOVQVO[\aXWTWOQ MV NWZU NWZ ¼JWTQOMS[XMZQUMV\IZQ]U¼ Q ,IVUIZS 1 LMV NWZJQVLMT[M [XQTTMLM LM MVOMT[SM )Z\[ IVL +ZIN\[ IZSQ\MS\MZ[ NWZVaMLM QV\MZM[[M NWZ LMV engelske landlige hall, som et centralt boligrum med mange funktioner, en stor ZWTTM [WU QV[XQZI\QWV 0MOV[T]VL ÅS MV ZMVLaZSM\ MVOMT[S PITT Q \W M\IOMZ 1 UIVOM [MVMZM )Z\[ IVL +ZIN\[ QV[XQZMZMLM P][M JTM^ LM\\M VaM WXPWTL[Z]U UML ÆMZM N]VS\QWVMZ JMOZ¥V[M\ \QT uV M\IOM UMV IT\QL UML UMOM\ OWL XTIL[ \QT WXPWTL og spisning, varme fra et åbent ildsted, plads til musik og sang m.v., og altid UML MV \QTOZ¥V[MVLM TQL\ ÅVMZM [XQ[M[\]M WO Q LMV UWL[I\\M MVLM QVLOIVOMV UML \ZIXXMZ]U <Q\ SWU LMZ WO[s [WU Q 0MOV[T]VL M\ TQTTM ^MTQVLZM\\M\ JQJTQW\MS WO læseværelse, ofte med høje paneler. )ZSQ\MS\]ZPQ[\WZQSMZM JT I 0IV[ -ZTQVO 4IVOSQTLM PIZ NZMUP¥^M\ 0MOV[ lunds planløsning som en tydelig forløber for funktionalismens planindretning, [WU MZ \QT[^IZMVLM KMV\ZMZM\ WU MV WXPWTL[[\]M UML ÆMZM N]VS\QWVMZ WO UML M\ ildsted. Det er desuden værd at opholde sig ved, at den engelske, centrale ild[\ML[WX^IZUMLM PITT [\IUUMZ NZI LM\ LIV[SM VWZLQ[SM ^QSQVOMP][ NZI ¼MZVM \QT \ITTM\ WO I\ LM\ ^MVLMZ \QTJIOM \QT MV LIV[S JaOOM\ZILQ\QWV OMVVMU 0MOV[ lund, som igen inspirerer til funktionalismens boligindretning og boligmønster. 3 Antikvarisk analyse Hegnslund står forholdsvis intakt fra opførelsen med stort set alle oprindelige elementer i behold. Af størst antikvarisk værdi må fremhæves trapperummet UML ITTM W^MZÆILMZ WO LM\ITRMZ LMV KMV\ZITM PITT UML QTL[\ML JMUITQVOMZ WO væg- og loftdetaljer, galleriet, læserummet, de forskellige dekorerede lofter i huset [IU\ ^QVL]MZVM QVST LM UMOM\ ÆW\\M KaTQVLMZOTI[ Q LM JTa[XZW[[MLM ZIUUMZ Teknisk analyse 4 Teknisk tilstand *aOVQVOMV MZ OMVMZMT\ Q OWL [\IVL \QT \ZWL[ NWZ I\ LMV [VIZ\ Z]VLMZ sZ WO MZ bygget af træ, der almindeligvis anses for mindre holdbart end f.eks. murværk. I dårligst tilstand er tegltaget, hvad der passer meget godt med, at tegltage erfaZQVO[U¥[[QO\ [SIT WUT¥OOM[ NWZ P^MZ ! sZ 1SSM NWZLQ \IO[\MVMVM MZ NWZ^Q\ZMde eller færdige, men fordi vejr, vind, rystelser og sætninger bevirker, at teglstene kommer til at ligge dårligt, skævt og ujævnt. Man tager så tagstenene forsigtigt ned, efterprøver på deres slaglyd om de er intakte, tagstene kan herefter omlægOM[ WO PWTLM Q sZ UMZM · WO MN\MZ MVLV] MV WUT¥OVQVO Q aLMZTQOMZM sZ <IO[\MVMVM Xs 0MOV[T]VL MZ ITTMZMLM OMVJZ]O[[\MV NZI 3¦JMVPI^V ^ML P][M\[ WXN¦ZMT[M Q ! P^QTSM\ \aLMTQO^Q[ SIV [M[ Xs LMU ,MZNWZ [SIT UIV ZMOVM UML I\ KI [SIT SI[[MZM[ WO MZ[\I\\M[ UML VaM OMVJZ]O[[\MV ^ML MV WUT¥OVQVO UWL VWZUIT\ KI Bræddebeklædningen er mest udsat på den nederste meter af facaderne, WO LM\ [M[ I\ JZ¥LLMZVM ÆMZM [\MLMZ ITTMZMLM MZ ]L[SQN\M\ Xs LM\ VMLMZ[\M [\aSSM formentlig fordi træ er et naturmateriale, og kvaliteten derfor kan veksle. Når man udskifter dele af den rådne bræddebeklædning, er det vigtigt, at man udfører reparationerne i træ med samme dimensioner, kvalitet og opskæring, at man vender brædderne på samme måde som dem, de skal støde op til, og endelig, at

212

denne side, fra toppen: Det bemalede loft og de horisontale vinduesbånd er meget karakteristiske for huset NW\WOZIÅMZ" <ZIV[formation

UIV ]LN¦ZMZ [IUUMV[S¥ZQVOMV UML M\ ^IVLZM\ [I^[VQ\ LMZ PIZ MV [SZs ÆILM WX under det øverste bræt. Bræddebeklædningen behandles helt korrekt med linolieopspædet trætjære. Der er herudover konstateret råd, såkaldt opklodsning, i de udvendige forsatsdøZM ^ML ^MZIVLIMV Xs LM ^IVLZM\\M ÆILMZ ^ML Z]LMZVM[ ]VLMZSIV\MZ ,M\\M NWZMSWUUMZ \aXQ[S P^Q[ LM\ MZ W^MZÆILMJMPIVLTM\ UML XTI[\QSUITQVO [WU MZ NWZ \¥\ til træ. Det er derfor vigtigt, at de hvide vinduer, skodder og skoddedøre males med linoliemaling, og ikke som nu med plastikmaling. Både af tekniske grunde og af hensyn til holdbarheden. Den gamle linoliemaling ses tydeligt i de underliggende lag. 5 Indeklimaforhold Bygningen er meget kold i vinterhalvåret, fordi den store hall i midten af huset er meget vanskelig og dyr at varme op. Herudover er der ikke nævneværdige indeklimaproblemer i huset. 6 Energiforhold Energiforholdene i huset er ret vanskelige at løse. Ifølge Henning Hansens egen beskrivelse er væggene og etageadskillelsen oprindeligt isoleret med risskaller. Ingen af de foretagne undersøgelser af bygningen har kunnet bekræfte eller afkræfte dette. Med til at forværre energiproblemerne, og dermed husets komfort i vinterhalvåret, er den store centrale hall i to etager, der dels repræsenterer et S¥UXM ^WT]UMV LMZ [SIT ^IZUM[ WX LMT[ V¥XXM MZ Q[WTMZM\ M‫ٺ‬MS\Q^\ Q O]T^ \IO ^¥OOM WO ^QVL]MZ +PZQ[\QIV -RTMZ[ NWZ\¥TTMZ I\ UIV Q +IZT -RTMZ[ MRMZ\QL ZML]KMZMde boligarealet om vinteren til de små rum på førstesal, bl.a. karnaprummet, der dengang havde væg og vinduer mod hallen, det lille panelerede rum i stueplan, kaldt kahytten, samt spisestuen. De øvrige rum stod kun med ganske lidt varme på, så centralvarmerørene ikke frøs til. Den efterisoleringsmetode, der er foreslåM\ NZI LM V]^¥ZMVLM ZsLOQ^MZM NWZ JaOVQVOMV IZSQ\MS\ÅZUIM\ .WOP WO .¦TVMZ OsZ ]L Xs []KKM[[Q^\ I\ MN\MZQ[WTMZM ^¥OOMV ^ML I\ [SQN\M \QT M\ UMZM M‫ٺ‬MS\Q^\ ^QZSMVLM isoleringsmateriale, efterhånden som der er behov for at skifte eller reparere den udvendige beklædning. Arkitektonisk analyse 7 Husets arkitektur 0MOV[T]VL MZ uV IN LM Ns JaOVQVOMZ IN [QV IZ\ Q ,IVUIZS JaOOM\ Q MVOMT[S )Z\[ IVL +ZIN\[ [\QT P^QTSM\ [¥ZTQO\ [M[ Xs P][M\[ TIVOM PW^MLNWZU Q \W M\IOMZ LM \W TIO ^IVLZM\\M ^QVL]M[JsVL UML JTa[XZW[[MLM ^QVL]MZ WO [SWLLMZ [IU\ LM ÅZM V] \ZM SZIN\QOM [SWZ[\MVM ;WU MV [¥ZTQO )Z\[ IVL +ZIN\[ UIZS¦Z PIZ P][M\ MV lille tresidet karnap, et såkaldt bay window – et vindue med bred udsigt – og i og for sig også den tilbagetrukne, overdækkede veranda. Bortset fra skorstenene og vinduerne er alle detaljerne på huset dog typisk danske. Det gælder facadebeklædningen, taget, skodderne og yderdøren. Som elev og medarbejder hos Martin Nyrop var Henning Hansen lært op Q LMV LIV[SM XMVLIV\ \QT )Z\[ +ZIN\[ 6I\QWVITZWUIV\QSSMV ! ! N MS[ ZMXZ¥[MV\MZM\ ^ML 3¦JMVPI^V[ :sLP][ WO JaOVQVOMZ IN 5IZ\QV *WZKP 0IKS 3IUXUIVV )VLZMI[ +TMUUMV[MV WO <PWZ^ITL 2¦ZOMV[MV 6I\QWVITZWUIV\QSken var en reaktion på den stigende europæisering af dansk arkitektur, men var faktisk selv meget påvirket af strømninger i andre europæiske lande, tilsat en snert af dansk bindingsværk og røde tegltage. Man søgte det simple, naturlige, []VLM WO ¥O\M WO IN[SaMLM M‫ٺ‬MS\RIOMZQ XaV\M[aOM WO LM\ [TQSSMLM WO X¥VM ,MVVM [\QT N¦Z\M ^QI MV MVOMT[S Xs^QZSVQVO PW[ JT I )VLZMI[ +TMUUMV[MV WO =TZQS 8TM[VMZ W^MZ Q VaSTI[[QKQ[UMV Q ! WO LMV [IU\QLQOM )Z\[ IVL +ZIN\[ JM^¥OMT[M UML LIV[SM Z¦LLMZ *MLZM *aOOM[SQS ! *MLZM *aOOM[SQS WO VaSTI[[QKQ[UMV V¥ZUMLM [QO Q ! ¼MZVM UMZM WO UMZM PQVIVLMV 0MOV[T]VL MZ LMZNWZ IZSQ\MS\WVQ[S Xs OZ¥V[MV UMTTMU LMV MVOMT[SXs^QZSMLM )Z\[ IVL +ZIN\[ LMV

213

LIV[SM )Z\[ IVL +ZIN\[ Xs^QZSMLM JM^¥OMT[M *MLZM *aOOM[SQS WO VaSTI[[QKQ[UM med et nordisk islæt i form af træfacaderne. 8 Husets interiører, indretning og funktion Indvendigt har huset en yderst autentisk engelsk hall i dobbelt højde med ildsted, galleri i den ene side og bemalinger på vægge og loft. Det samme gælder entreen med trapperum, hvor vægbeklædningen illuderer et engelsk bindingsværkshus. Huset er opdelt i tre lige store dele. Mod øst fandtes oprindelig sove- og badeværelser, mod vest køkken, anretterværelse og spisestue. Bygningens centrale del udgøres af hallen, der går gennem begge etager og husets fulde bredde. I hallens ^M[\^¥O ÅVLM[ M\ U]ZM\ QTL[\ML IN [S]ZMLM P^QL\MLM U]VSM[\MV 8s N¦Z[\M [IT NWZJQVLMZ M\ OITTMZQ LMZ MZ sJMV\ UWL PITTMV P][M\[ ¦[\ZM WO ^M[\ZM LMT 0MZ ÅVLM[ værelser, der oprindeligt var beregnet for henholdsvis gæster og tjenestefolk. 9 Husets omgivelser og tilpasning til landskabet 8TIKMZQVOMV WO \QTXI[VQVOMV \QT PI^MV WO TIVL[SIJM\ UML LMV [SZsVMVLM OZ¥[plæne, en lille sø m.m., er også meget inspireret af det engelske country house. 0IV[ 0MVZQS -VOY^Q[\ [SZQ^MZ Q [QV JM[SZQ^MT[M IN P][M\ NZI ! P^WZ MV VMLrivning var på tale, at ”(…) et mere fuldendt samspil mellem bygning og natur skal man lede længe efter. Yderligere må det påpeges, at bygningen, der på enestående måde harmonerer med skov og landskab, ved en fornuftig og hensynsfuld udlægning af omgivelserne, vil kunne fremstå som et berigende motiv af stor skønhed i Statsskovvæsenets storstilede plan for at skabe sammenhæng mellem skoven og kysten” 0MTLQO^Q[ ÅS 0MOV[T]VL TW^ \QT I\ JTQ^M [\sMVLM WO JQLZIOMZ Q LIO \QT LMV [IUUMVP¥VO -VOY^Q[\ JM[SZQ^MZ Husets bærende bevaringsværdier Hegnslunds bærende bevaringsværdier knytter sig til den klare og helstøbte bygningskrop, med den karakteristiske knækkede form, der afspejler husets tredeling. Endvidere knytter bevaringsværdierne sig til den bræddebeklædte facade og LM\ [\WZM TM\ SZ]UUM \MOT\IO UML OMVJZ]O[^QVOM\IO[\MV WO LM V] \ZM UIZSIV\M hvidkalkede skorstenspiber. Herudover tæller bevaringsværdierne stueetagens klare, hvide vinduesbånd i begge facader, bestående af vinduer og skodder. De [U]SSM sZQOM KaTQVLMZOTI[ Q LM JTa[XZW[[MLM OTI[L¦ZM MZ WO[s MV UMOM\ ^¥sentlig del af husets bærende bevaringsværdier. Interiørets bærende bevaringsværdier omfatter den store hall med ildsted, galleri, bemaling og vægdekorationer af tætsiddende brædder. Endvidere samtlige rum med gulve, lofter og vægge, herunder entre med trappe til førstesal med vægbeklædning og farver som et engelsk bindingsværkshus. Hegnslunds have og placering i terrænet udgør desuden en væsentlig del af husets bærende bevaringsværdier. Anbefalinger Urørlige strukturer, rum og bygningsdele, der skal istandsættes .¦Z[\ WO NZMUUM[\ ITTM LM ]L^MVLQOM ÆILMZ WO MTMUMV\MZ PMZ]VLMZ ^QVL]MZVM WO [SWLLMZVM LMV ]L^MVLQOM JZ¥LLMJMST¥LVQVO WO \MOT\IOM\ LMZ \Z¥VOMZ \QT WUT¥OVQVO 1VL^MVLQO\ MZ LM\ LMV ÆW\\M MVOMT[SM PITT · LWO QSSM LM\ VaMZM XIZketgulv – samt entre og trapperummet med døre, vægge og gulv af gule mursten Xs ÆILMV 1V\M\ IN LM\\M Us ¥VLZM[ MTTMZ W^MZUITM[ Q VaM NIZ^MZ MTTMZ UML VaM UI\MZQITMZ <MOTO]T^M\ MZ NWZUMV\TQO JMPIVLTM\ UML JWVM^WS[ >ML ]L[SQN\VQVO af ruder i både glasdøre og vinduer bør man konsekvent benytte mundblæst KaTQVLMZOTI[ UIOMV \QT LM\ WXZQVLMTQOM LMZ [\ILQO SIV [SI‫ٺ‬M[ LI Z]LMOTI[[M\[ karakteristiske spejlinger er en meget væsentlig del af husets bevaringsværdier. Strukturer, rum og bygningsdele, som bør rekonstrueres ,MV \QLTQOMZM sJVM ^MZIVLI PIZ ^¥ZM\ V¥^V\ ÆMZM OIVOM WO MZ IJ[WT]\ U]TQO I\ ZMSWV[\Z]MZM ,M \ZM IN LM ÅZM JTa[XZW[[MLM OTI[L¦ZM NWZMÅVLM[ PMT\ QV\IS\M UMV LM ÅZM [SWLLML¦ZM LMZ J¦Z ZM\IJTMZM[ UML T]SSMLM NaTLQVOMZ [SIT NWZUMV\TQO Va-

214

fremstilles som kopier af de gamle. Det samme gælder det blysprossede vindue, der har siddet i verandaens østside, ind mod spisestuen. Strukturer, rum og bygningsdele, som bør fjernes Hallens parketgulv, der også ligger i spisestuen og kahytten fjernes og erstattes af NaZZMXTIVSMZ [WU Q LM ¦^ZQOM Z]U LM OIUTM O]T^M TQOOMZ NWZUMV\TQO ]VLMZ XIZSM\O]T^MVM ,MV ]LJaOOMLM ^MZIVLI sJVM[ QOMV 0I^MV[ JMXTIV\VQVO [XMKQMT\ rundt om den lille sø fjernes eller beskæres, og indkørslen fra Strandvejen, der i dag er helt tilgroet, retableres ved at fælde diverse træer. Litteratur )JZIPIU[MV 8W^T Den danske Enkelhed 3¦JMVPI^V" +PZQ[\QIV -RTMZ[ .WZTIO !! [ ! *IT[TM^ 2¦ZOMV[MV 4Q[JM\ Danmarks Arkitektur. Enfamiliehuset. 0ISWV 4]VL ZML 3¦JMVPI^V" /aTLMVLIT ! ! [ ! Bramsen, Bo. Strandvejen før og nu 3¦JMVPI^V" 8WTQ\QSMV[ .WZTIO !! .IJMZ <WJQI[ Dansk Arkitektur. 3¦JMVPI^V" )ZSQ\MS\MV[ .WZTIO ! [ Fisker, Kay og Knud Millech. ,IV[SM )ZSQ\MS\]Z[\Z¦UVQVOMZ ! . Aarhus: Arkitektskolen AarP][ ! [ 0IV[MV 0MVVQVO º0MOMT[ 0][º Q" Architecten nr 49 hZOIVO ! [ Langkilde, Hans Erling. Landsteder, Villaer, bygherrer og arkitekter. 3¦JMVPI^V" )ZSQ\MS\MV[ .WZTIO ! Nekrolog for Henning Hansen i: )ZSQ\MS\MV VZ ! Arkivalier )ZSQ\MS\ÅZUIM\ .WOP .¦TVMZ Hegnslund Bevaringsplan VW^MUJMZ !! .WZ JaOVQVOMV[ TMRMZ 8M\MZ 5]VKS .WWL \W OW 3]T\]Z[\aZMT[MV[ IZSQ^ P\\X[" ___ S]T\]ZIZ^ LS NJJ [IO^Q[ X]J'[IO% ! PMZ]VLMZ Projekt\MOVQVOMZ ! WO ! WUJaOVQVO[\MOVQVOMZ ! ! NW\W[ SWZZM[XWVLIVKM, Springforbiplanen m.m.

215

Analyse og værdisætning af bebyggelser og byrum af Søren Vadstrup

>ML XZWRMS\MZ P^WZ UIV [SIT \QTN¦RM VaM JaOVQVOMZ MTTMZ IVLZM MTMUMV\MZ \QT MS[Qsterende bebyggelser, skal man sikre sig, at det nye harmonerer med det gamle, eller at det ligefrem forbedrer helheden. Det kræver, at man har sat sig ind i og forstået de eksisterende forhold. En historisk, teknisk og arkitektonisk analyse og værdisætning er et godt redskab til at forstå de eksisterende forhold, da disse tre MTMUMV\MZ L¥SSMZ LM ÆM[\M I[XMS\MZ ^ML LM\ Na[Q[SM UQTR¦ [WU JaOVQVOMZ WO JMbyggelser udgør. Andre aspekter kunne være de sociale, funktionelle, økonomiske eller miljømæssige m.v. Denne tekst koncentrerer sig om de tre nævnte, der anses for grundlæggende, men som glemmes i planlægningen. Selve registreringen og analysen af et byrum har til formål at værdisætte det gennem en systematisk registrering. Eksisterende bebyggelser og byrum er ofte meget forskellige fra hinanden i deres udgangspunkt og historie, herudover er der også ofte store byggetekniske forskelle. Desuden er der stor forskel på, hvad der rent arkitektonisk karakteriserer en landsby, et villakvarter eller en by. Analyser af pladser og pladsdannende byrum kræver også sine egne analysemetoder. Den følgende artikel er delt op i fem dele, der præsenterer varierede metoder og systemer for de forskellige bebyggelsestyper.

217

Følgende artikel inddeles i emnerne: 1 Analyse og værdisætning af ikkebymæssige, spredte bebyggelser 2 Analyse og værdisætning af landsbyer 3 Analyse og værdisætning af byer og byområder 4 Analyse og værdisætning af gadeforløb og bymæssige rumdannelser 5 Analyse og værdisætning af pladser 1 Ikkebymæssige, spredte bebyggelser Denne metode dækker fritliggende huse eller bebyggelser i det åbne land. Dis[M SIV ^¥ZM ]LÆa\\MLM OsZLM WO P][UIVL[[\MLMZ NZI TIVLJWZMNWZUMZVM[ MTTMZ husmandsudstykningernes perioder, det kan være herregårdsanlæg eller herregårdsudstykninger, eller det kan være sommerhusudstykninger og andre ikkebymæssige bebyggelser. Selv fritliggende huse, nyetablerede gårde eller andre bygningsanlæg i det åbne land, forholder sig teknisk og arkitektonisk til landskaJM\ WO PIZ MV [XMKQÅS S]T\]ZPQ[\WZQM UIV J¦Z NWZPWTLM [QO \QT ,M ZML[SIJMZ UIV benytter sig af, er arkivundersøgelser samt registreringer på stedet, hvor man benytter fotografering, rumlige skitser med analyser, frihåndstegning og akvarel, indtegning af iagttagelser og oplysninger på kort, opmålinger samt oplevelsesprægede registreringer og iagttagelser. Først og fremmest gælder det om at bruge så meget tid som muligt i området for at lære det at kende og systematisk registrere sine iagttagelser. Historisk analyse De historiske forhold dækker bebyggelsens opførelsestidspunkt, men også baggrunden for denne, de personer, der var involveret samt bebyggelsens historiske udvikling senere hen. Disse forhold kan klarlægges arkivalsk i det lokalhistoriske IZSQ^ OMVVMU PQ[\WZQ[SM JMZM\VQVOMZ SWZ\ \MOVQVOMZ NW\WOZIÅMZ UU 5MV UMOM\ SIV WO[s IÆ¥[M[ LQZMS\M Q JaOVQVOMZVM N MS[ OMVVMU [\QTIZ\MZ JaOOMUsLM WXrindelig og senere indretning, ombygninger samt slid og patina. Herudover er de kulturhistoriske forudsætninger også bestemmende for bygningernes placering i landskabet og deres konkrete placering i terrænet – f.eks. i forhold til marker og markskel. Med til kulturhistorien for ikkebymæssige, spredte bebyggelser hører også bearbejdningen af terrænet og landskabet i forbindelse med bebyggelsen, herunder haver, beplantninger, veje, gærder, hegn mm. Den historiske analyses omfang skal vægtes efter opgavens karakter. Er opgaven en større kortlægning af et område eller en større helhed, betyder de historiske forudsætninger meget. Hvis det drejer sig om en analyse forud for placeringen af et nybyggeri, er det også vigtigt at kende de kulturhistoriske forhold, men blot mere overordnet. Den historiske analyse vil typisk give sig udslag i et kort eller en tegning , hvor de historiske forhold præsenteres. Teknisk analyse En teknisk analyse omfatter husets eller bebyggelsens materialer og byggeteknik, men også bygningernes former og orientering, som resultat af tekniske overvejelser på stedet, herunder påvirkninger fra vinden, udsigt, dyrkningsmæssige forhold m.m. Den traditionelle, vestjyske klitgård er f.eks. altid vendt på samme måde i forhold til vestenvinden, af tekniske grunde. Arkitektonisk analyse >ML MV IZSQ\MS\WVQ[S IVITa[M IN QSSMJaU¥[[QOM [XZML\M JMJaOOMT[MZ J¦Z UIV særligt se på de karakterskabende, eller ligefrem dominerende træk. Det er fortrinsvis de ydre kendetegn, der er karakteriserende for arkitekturen, men også bygningernes placering i landskabet, deres indbyrdes placering, proportioner, tilbygninger og ombygninger indgår i analysen. Den arkitektoniske analyse har desuden til formål at karakterisere særlige lokale kendetegn. Beplantninger, der styrker den arkitektoniske oplevelse, skal medtages i analysen. Den arkitektoniske analyse foretages i første omgang ved at registrere elementer, der bidrager til et

forrige side: Islandsk ødegard foto: Aldis Gisladottir modsatte side: :QL[ · PMZ MZ LM\ JaOVQVO[\aXWTWOQMZVM der udgør det karaktergivende element og søges fastholdt \MOVQVO" +IZWTQVM +WZV]

Rids

!

harmonisk udtryk og elementer, der skaber mere disharmoni. Desuden registreres de arkitektoniske forhold mellem bygningen eller bebyggelsen og landskabet, ^QO\QOM ]LSQO WO QVLSQO U U ,M\\M SIV QTT][\ZMZM[ UML NW\WOZIÅMZ MTTMZ IVITa[Mrende tegninger. Konklusion I værdisætningen formulerer og illustrerer man, en sammenfattende konklusion af de ovennævnte undersøgelser. Man skal være opmærksom på ikke udelukkende at fokusere på de arkitektoniske og æstetiske forhold. Mange typiske kulturhistoriske træk, eksempelvis ændringer eller udbygninger, kan i første omgang virke grimme og uharmoniske. Det, der i første omgang kan se lidt kedeligt, grimt og skævt ud, kan på længere sigt vise sig at være meget spændende og interessant, og dermed give et væsentligt bidrag til den fremtidige helhed. Man skal huske, at alle eksisterende bygninger og bebyggelser er en vigtig kilde til vores viden om fortiden. Hvis husene og historisk begrundede ombygninger, forsvinder, taber vi et stykke kultur og kulturhistorie. Anbefalinger Der afsluttes med en kort anbefaling, evt. skitsemæssigt illustreret, for karakteren af de indgreb i bebyggelsen, der har givet anledning til værdisætningen. Der redegøres for, hvordan bebyggelsen forholder sig til de særlige lokale forhold, som den historiske, tekniske og arkitektoniske værdisætning har belyst. 2 Landsbyer Landsbyerne i Danmark kan spores tilbage til vikingetiden og den tidlige middelalder og udgør med sin vigtige historie en klar typologi. Landsbyerne er et udbredt fænomen i landet og kræver derfor deres egen registrerings- og værdisætningsmetode. Deres historie og inddeling i typer samt regionale forskelle genVMUOs[ QSSM V¥ZUMZM PMZ ,MZ PMV^Q[M[ \QT JWOMV ¼,IV[SM 4IVL[JaMZ¼ IN -ZTIVL 8WZ[UW[M NZI En historisk, teknisk og arkitektonisk værdisætning af landsbyens forhold MZ u\ IN LM ZML[SIJMZ LMZ Q P¦R OZIL SIV IV^MVLM[ \QT I\ NWZJMLZM TIVL[JaMZVM[ nuværende udvikling. Den registrering og værdisætning, der gennemgås herunder, vedrører kun landsbyen, og ikke de enkelte huse. Disse kan sideløbende eller efterfølgende registreres og værdisættes individuelt. De typiske bygningstyper i landsbyen vil dog indgå i registreringen og værdisætningen. Formålet med værLQ[¥\VQVOMV MZ I\ ÅVLM NZMU \QT LM [XMKQMTTM \Z¥S WO MTMUMV\MZ LMZ SIZIS\MZQ[MZMZ en udvalgt landsby, og som gør den til noget særligt. Analysen kan derved bruges til at indpasse eventuelt nybyggeri uden at forringe landsbyens bevaringsværdier. Analysen kan også bruges til at øge den tilgængelige viden om landsbyer i Danmark. De redskaber, man benytter sig af, er arkivundersøgelser samt registreringer på stedet, hvor man benytter fotografering, rumlige skitser, kortregistrering, opmålinger samt oplevelsesprægede registreringer og iagttagelser. Først og fremmest gælder det om at bruge så meget tid som muligt i området for at lære det at kende og systematisk registrere sine iagttagelser.

modsatte side: En stiliseret principtegning over den historiske forteby, som mange danske landsbyer har været inden de store udskiftninger skete. <MOVQVO" -ZQS 2qZQVOM

Historisk analyse Landsbyernes historiske udvikling er mange steder i landet udforsket og beskrevet i detaljer af de lokalhistoriske museer el.lign. Det er vigtigt at tage udgangspunkt Q LQ[[M JM[SZQ^MT[MZ P^Q[ LM ÅVLM[ WO LMZMN\MZ []XXTMZM LMU 0MZ]LW^MZ MZ LM\ vigtigt, at man bruger meget tid på at lære landsbyens øvrige historiske, fysiske og sociale forhold at kende. Den historiske analyse bør illustreres med historiske kort over landsbyens udvikling gennem tiden, evt. suppleret med andre analyser f.eks. af bygningernes tidligere og nuværende anvendelse, bygningernes alder samt landsbyens driftmæssige forhold, bl.a. vedrørende jordenes udstrækning og JZ]O /IUTM NW\WOZIÅMZ SIV aLMZTQOMZM QTT][\ZMZM LM\\M 1 LM ÆM[\M TIVL[JaMZ PIZ OsZLMVM WO P][MVM \QLTQOMZM \QTP¦Z\ LMV TWSITM PMZZMOsZL VWOTM OIVOM PIZ ÆMZM 221

herregårde ejet gårde i landsbyen. Det giver sig ofte til udtryk i små forskelligPMLMZ Q JaOOM[SQSSMV 8TIKMZQVO IN TIVL[JaMV[ UMZM MTTMZ UQVLZM NI[\M MTMUMV\MZ [WU OILMS¥Z SQZSM PW[XQ\IT ITLMZLWU[PRMU [SWTM [UMLRM SWZVU¦TTM UMRMZQ sprøjtehus, frysehus, forsamlingshus, missionshus og brugs er vigtig for landsbyens historie og funktion. Disse vil også repræsentere mere markante og genkendelige bygninger i landsbyen. Måske er nogle af disse forsvundet eller har fået andre anvendelser. Med til kulturhistorien hører også en beskrivelse af haver, beplantninger, veje, gærder, hegn og andre anlæg. Den historiske analyses omfang skal vægtes efter opgavens karakter. Er opgaven en større kortlægning af et område eller en større helhed, betyder de historiske forudsætninger meget. Hvis det drejer sig om en analyse forud for placeringen af et nybyggeri, er det også vigtigt at kende de kulturhistoriske forhold, men blot mere overordnet. Teknisk analyse Under den tekniske analyse redegøres der for byggeskikken i landsbyen, herunder husenes materialer og byggeteknik samt bygningernes former og retning, som resultat af tekniske overvejelser på stedet. De typiske bygningstyper, der forekommer i landsbyen, analyseres i forhold til deres særlige, men her på stedet relativt ens, karaktertræk, deres materialer og konstruktioner og deres tekniske og bevaringsmæssige tilstand. Et særligt og meget markant element i landsbyens fysiske udtryk er de kraftige stengærder langs landsbygaden. De er et levn fra dengang, hvor man drev køerne hjem fra markerne om aftenen, for at blive malket i stalden, og ud på marken igen, tidligt om morgenen. Disse kaldes også fægange og er lavet af SIUXM[\MV .¥OIVOMVM MZ u\ IN LM UM[\ \aXQ[SM MTMUMV\MZ Q TIVL[JaMZVM ,M MZ fantastisk smukke, og de udgør en værdifuld kulturhistorie som ved deres tilstedeværelse fortæller om landbrugsdriften. Man bør derfor bevare og sikre dem så vidt muligt. Arkitektonisk analyse I landsbyerne har markante stengærde ud for gårdene både en arkitektonisk og MV \MSVQ[S JMOZ]VLMT[M QLM\ LM \QLTQOMZM PIZ ^QZSM\ [WU UMOM\ ^QO\QOM ¼ZIUXMZ¼ for kreaturer, når disse blev drevet sammen i og herefter ned gennem landsbygaden. Derfor er de konsekvent ca. 1 meter høje og meget kraftigt bygget af store kampesten. Den arkitektoniske analyse af landsbyen bør særligt fokusere på de særligt karakterskabende, eller ligefrem dominerende træk. Det er fortrinsvis de ydre kendetegn, der er karakteriserende for arkitekturen, men også bygningernes placering i landskabet, deres indbyrdes placering, proportioner, tilbygninger og ombygninger indgår i analysen. Den arkitektoniske analyse skal også forsøge at karakterisere, ud fra et kendskab til området eller landsdelen som helhed, hvad der er særligt lokalt, herunder bebyggelsens placering i forhold til de lokale forhold. ,MV W^MZWZLVMLM Ja XTIV NWZ TIVL[JaMV XTIL[MZ [¥ZTQO\ [U]SSM [\MLMZ samt beplantninger, der styrker den arkitektoniske oplevelse, skal medtages i analysen. Den arkitektoniske analyse foretages i første omgang på godt og ondt, dvs. både med de gode elementer, der bidrager til et harmonisk udtryk, og de mindre gode elementer, der skaber mere disharmoni. Det er et stort problem i forhold til MV S^ITQÅKMZM\ ]L^QSTQVO IN TIVL[JaMZVM Q ,IVUIZS I\ P][MRMZVM Q TIVL[JaMZVM ikke er blevet oplyst om og derfor ikke er opmærksomme på de særlige historiske, tekniske og arkitektoniske karaktertræk, der gælder for landsbyernes indretning og byggeskik i modsætning til villa- og parcelhuskvarterernes. Derfor opfører husejerne sig, som om de bor i et parcelhuskvarter, som de jo kender bedst til, og ikke i en landsby. Da de elementer, der karakteriserer de to slags bebyggelser, V¥ZUM[\ MZ LQIUM\ZIT\ UWL[I\\M ]LMV I\ LM\\M LWO J¦Z PI^M VMOI\Q^M M‫ٺ‬MS\MZ NWZ ejerne overhovedet, bliver landsbyernes meget karakteristiske og smukke fysiske NZMU\WVQVO LM ÆM[\M [\MLMZ [T¦ZM\ MTTMZ [sOIZ ¦LMTIO\ ]LMV I\ LM\\M MZ PMV[QO\MV 222

modsatte side: Fotoregistrering af grænserne melTMU LM\ XZQ^I\M WO LM\ W‫ٺ‬MV\TQOM Z]U i en landsby på Sjælland foto: Karina Beck Nielsen

223

Konklusion Under den konkluderende værdisætning formulerer og illustrerer man en sammenfattende syntese af de ovennævnte undersøgelser. Man skal her passe på ikke udelukkende at fokusere på de arkitektoniske og æstetiske forhold. Også her gælder det, at det, der i første omgang kan se lidt kedeligt, grimt og skævt ud, på længere sigt kan vise sig at være meget spændende og interessant, og dermed give et meget væsentligt bidrag til den fremtidige helhed. Særpræg

Gader og veje

Husenes beliggenhed

Landsbyen 1700-2010

Villakvarteret 1870-2010

Snoede eller let snoede veje

Snorlige gader og veje

Gader og veje følger terrænets former

Lagt i samme vandrette plan

Tæt op ad vejen

Tilbagetrukket på grunden

1-3 m fra vejen

med forhave ud til vejen el. gaden

Både med siden og gavlen til vejen

Både med siden og gavlen vendt

Gårdene ofte tilbagetrukket fra vejen med indkørsel ud til vejen

Andre elementer

Gadekær og bystævne

Butikker

Kirke, præstegård og landsbyskole

Boldbane eller legeplads

Smedje, købmand, mejeri, frysehus og mølle Forsamlingshus, hospital og alderdomsbolig

Husenes udseende

Byggematerialer

Huse i 1 etage

Bevidst prangende huse

Bevidst beskedne huse med få pryddetaljer

med mange pryddetaljer

Gårdenes stuehuse har dog detaljer og høj sokkel

Huse i 1-2 etager med høj kælder

Bindingsværk

Facader i blank mur

Facader i pudset og kalket grundmur

Pudsede og malede facader

Blank mur med synlige mursten (sjældent)

Overetage i bindingsværk (sjældent)

Stråtag, tegltag og paptag

Tegltag eller skifertag

Stålplader og eternit

Vinduer og døre

Forholdsvis små bondehusvinduer

Store palævinduer

Forholdsvis markant yderdøre

Markante og prangende yderdøre

Lav sokkel og 1-2 trinstrappe

Hegning mod gaden

Enkle skorstene

Mere detaljerede skorstene

Ingenting = græs, rus el. pigsten

Hæk 100-170 cm høj el. mere

Spredte, lave, stynede træer

Hvidmalet stakit m. diverse detaljer

Stenærde, min. 70-80 cm højt

Trådhegn mellem støbte borner

Hæk max. 80-100 cm høj

Plankeværk

Enkelt stakit max. 80-100 cm højt

Raftehegn

Kombination af gærde og lav hæk el. stakit

Baghegn

Ofte stynede el. stævnede gærdelshegn

Som forhegn

Hassel, poppel eller elm

Udhuse

Garage el. vognport

Belægning

224

Enkle, simple af træ eller murede

Enkle, simple af træ eller murede

Ofte placeret bagest på grunden

Ofte placeret bagest på grunden

Enkle, simple af træ eller muret

Store enkelt- el. dobbeltgarager

Ofte placeret bagest på grunden

Placeret ud til vejen eller 5-6 m indkørsel

Pigsten, grus og græs

%1,%'142 ;)2%1 !2&!,3 /' "1/23%.

Anbefalinger Det overordnede formål med værdisætningen er at skabe et vidensgrundlag, der kan danne udgangspunkt for en videreudvikling af den eksisterende bygningsmasse med henblik på at påvirke den negative udvikling, der på nuværende \QL[X]VS\ ÅVLMZ [\ML Q TIVL[JaMZVM XW[Q\Q^\ ,MZ IN[T]\\M[ LMZNWZ UML MV SWZ\ anbefaling, evt. også skitsemæssigt illustreret, for karakteren af de indgreb i bebyggelsen, der har givet anledning til værdisætningen. Der redegøres for, hvordan denne spiller sammen med, har inddraget og respekterer de særlige lokale forhold, som den historiske, tekniske og arkitektoniske værdisætning har belyst. Hvad kan man som husejer selv gøre? Man har derfor masser af muligheder, både som privat husejer, som landsbylaug og som kommune, for at forbedre forholdene, så landsbyen i højere grad bevarer og fremtræder med sit særlige landsbypræg. Det kan ske som led i et decideret forbedringsprojekt, eller det kan ske som led i diverse arbejder på huset, haven og omgivelserne, som man alligevel skal i gang med: Nyt tag, vedligeholdelse af facader og vinduer m.v. eller vedligeholdelse af haven. Allervigtigst er det at få huset i bevaringsmæssig stand, så det passer til beliggenheden i en landsby – og dermed til husets arkitektur og kulturhistorie: Taget Bevar stråtaget, bl.a. ved at nytække partielt, når det bliver nedslidt. Har man ikke råd til et nyt stråtag, så læg brædder og sort pap med listedækning i stedet. ,M\ PWTLMZ [QO JMLZM WO X¥VMZM MVL M\MZVQ\ :¦LM \MOT\IOM JM^IZM[ [WU Z¦LM \MOT\IOM =VLOs [WZ\OTI[MZMLM \MOT NIT[SM \IO[\MV M\MZVQ\ [SQNMZ <aXQ[SM \IOM Xs landsbyens beboelseshuse er stråtage, tegltage eller cementtagsten. Stalde og lader har typisk stråtag eller pandeblader, bliktage, med en kraftig vulst for hver bane. Skure kan have paptag. Skifer er meget sjælden, og det samme er sortglaserede tegl. Stuehuset bør absolut beholde det oprindelige tagmateriale, som bygningen er skabt med, og som derfor passer til huset. Hvis man ikke har mulighed for at have stråtag på bygningerne, af økonomiske eller brandmæssige grunde, er M\ XIX\IO UML TQ[\MZ MV U]TQOPML MTTMZ M\MZVQ\XTILMZ 8IX\IOM\ SIV JT I JMPWTLM den karakteristiske opskalkning af taget for neden, og det vejer omtrent det samUM [WU [\Zs\IOM\ WO SZ¥^MZ LMZNWZ QSSM VaM MTTMZ ÆMZM [X¥Z Facaderne .IKILMZVM SITSM[ UML P^QL\MSITS MTTMZ SITSNIZ^MZ P^Q[ LM MZ X]L[MLM 8TI[\QSUIling ser for tarvelig, glat, blank og unuanceret ud. En veludført kalkning holder sZ N¦Z LMZ [SIT VaSITSM[ QOMV Vinduerne >QVL]MZVM [SIT ^¥ZM [XZW[[M^QVL]MZ UML ¥O\M [XZW[[MZ Q SQ\NIT[ N MS[ [WU Q VaM SWJTMLM ^QVL]MZ MTTMZ WZQOQVITM ^QVL]MZ UML QVL^MVLQOM NWZ[I\[^QVL]MZ <MZUWvinduer klæder ikke de beskedne landsbyhuses forholdsvis små, spinkle vinduer. Yderdøre Døren skal passe til husets stil, alder og karakter. Hoveddøren skal være det mest prestigefulde på huset, men alligevel i en landsby helt enkel og uden overdreven pynt. I byen er hoveddøren ofte malet helt blank, hvorimod de i landsbyen sjælLMV\ [\sZ JTIVSM UMV UITM\ UML TQVWTQMUITQVO P^QTSM\ OQ^MZ MV UI\ W^MZÆILMkarakter. Skorstenspiber Skorstenspiberne er enkle, uden unødig pynt, men alligevel forsynet med sokkel, skaft og gesims. Det klæder ikke skorstenen at få lagt en betonplade på toppen [WU MV ! ¼MZ XIZKMTP][[SWZ[\MV

225

Gærder og hegn Hvis huset ligger tilbagetrukket fra landsbygaden, enten parallelt med denne eller ^QVSMTZM\ Xs PIZ LM\ [\WZ JM\aLVQVO NWZ PMTPMLMV P^IL UIV ^¥TOMZ IN ¼INOZ¥V[VQVO¼ MTTMZ UIZSMZQVO ]L UWL OILMV >¥TO N¦Z[\ WO NZMUUM[\ VWOM\ LMZ XI[[MZ \QT helheden i landsbyen og til naboen, hvis denne også tilstræber helhed. Ligger huset helt tæt på vejen bør der være en pigstensbelægning ind til husmuren. Hvis der er plads til det, kan der stå nogle spredte, spinkle, stynede træer i række mellem selve vejen og husfacaden. Ligger huset længere tilbage for vejen kan man sætte M\ UITM\ [\ISQ\ UIS[ KU P¦R\ M\ SIUXM[\MV[O¥ZLM MV J¦OMP¥S MTTMZ M\ TI^\ gærdelshegn af hassel eller hvidtjørn langs vejen. Stakitter kan være hvide, men har ofte haft andre farver, f.eks. grå, okkergul, okkerrød, mørkegrøn eller brun. >ML JIOIZMITMZ MTTMZ [WU INOZ¥V[VQVO Q PI^MV SIV UIV JMVa\\M KU P¦RM ZQ[O¥ZLMZ NZMU[\QTTM\ IN PI[[MTOZMVM I[SMOZMVM MTTMZ IVLM\ ÆM\\M\ UMTTMU lodrette, nedgravede stokke. Et smukt og godt hegn, der dog hurtigt kommer til at se forfaldent ud, hvad der måske er grunden til, at disse ikke blev brugt ud UWL TIVL[JaOILMV :IN\MPMOV P^QLM ¼PM[\MPMOV¼ P¦RM \¥\\M [\ISQ\\MZ TQO][\MZhække, grantræer på linie eller andre nåletræer hører ikke til i en landsby. Sten[¥\VQVOMZ [SIT ^¥ZM KI KU P¦RM [I\ IN \W Z¥SSMZ ST¦^MLM SIUXM[\MV TIVO[ TIVL[JaOILMV /¥ZLM\ SIV M^\ ^¥ZM TQL\ TI^MZM UMV QSSM ]VLMZ KU P^WZMN\MZ man sætter en lav hæk eller et lavt stakit oven på gærdet. Garager og carporte En pæn og diskret garage, med murede, pudsede og kalkede vægge og med saddeltag, eller tilsvarende af malet træ/brædder, kan godt ligge ud til landsbygaden, men bør helst trækkes tilbage til bagarealerne, hvis der er mulighed for det. Dobbeltgarager misklæder i den grad landsbyen eller landsbygaden – og det [IUUM O¦Z sJVM KIZXWZ\M MTTMZ LWJJMT\ KIZXWZ\M UML ÆIL\ \IO ,Q[[M [SIT \Z¥SSM[ PMT\ \QTJIOM WO T¥OOM[ TIVO\ QVLM Xs OZ]VLMV 8MZTMOZ][ JM\WVÆQ[MZ I[NIT\ støbejernslamper, nåletræer, bambus, gips- eller granithaveskulpturer hører parcelhuskvarteret til, ikke landsbyen. Ej heller smedejernslåger, gitre, kæder eller ÆM\PMOV IN \ZaSQUXZ¥OVMZM\ \Z¥ ;WU S¦ZMJMT¥OVQVO SIV UIV T¥OOM OZ][ MTTMZ XQO[\MV P^QTSM\ MZ [U]S\ JQTTQO\ WO ZWJ][\ ;WU IÆ]SSM SIV UIV PI^M MV PMT\ MVSMT TsOM IN \Z¥ MTTMZ QVOMV\QVO <QT JMTa[VQVO J¦Z UIV NWZM\Z¥SSM JM[SMLVM WO diskrete lamper i moderne design, f.eks. med runde, hvide glaskupler. Nye lamper i gammel stil virker kunstige. Havens træer og buske 4IVL[JaPI^MZVM ^IZ WXZQVLMTQO\ WXLMT\ Q [\QMZ OZ¥[ WO JMLM UML KU P¦RM J]S[JWUP¥SSM [WU WUSZIV[VQVO 8s [\QMZVM ^IZ LMZ OZ][ LMZ R¥^VTQO\ JTM^ [S]Nfet og revet i snorlige striber. Bortset fra frugttræer og den klassiske rødbøg midt for stuehuset, en såkaldt højskolebøg, sået af en hjembragt bog fra den store blodbøg i parken foran Askov Højskole, bestod havens træer af stævningstræer, LMZ JTM^ [\aVM\ UML R¥^VM UMTTMUZ]U WO [WU LMZNWZ QSSM JTM^ ZM\ P¦RM MTTMZ ÅS store, kraftige trækroner. Dette gav meget lys til haven og huset, så det skal anbefales at genskabe denne gamle stævningstradition, da det ydermere giver smukke og sunde træer. Få inspiration En tur til Frilandsmuseet i Sorgenfri kan bruges til at få inspiration til indretning af haver, hegn og beplantning i landsbyen. Gamle guldaldermalerier fra landsJaMZ \MOVQVOMZ MTTMZ SWJJMZ[\QS NZI WO ! \ITTM\ LMZ [SQTLZMZ TIVL[JaMV MTTMZ [sOIZ OIUTM XW[\SWZ\ NZI N¦Z )VLMV >MZLMV[SZQO SIV WO[s OQ^M QV[XQZI\QWV Mange af disse kan desuden ses på internettet i dag efter lidt søgen. Hvad kan landsbylauget og kommunen gøre? Først og fremmest skal man udarbejde en bevarende lokalplan for landsbyen i fællesskab, hvor man sikrer, at husenes ydre fremtoning ikke kan ændre sig på

ÅO

ÅO

ÅO

ÅO

ÅO

ÅO

denne side: 8ZWÅTMZQVO WO \MSVQSSMZ NWZ NWZskellige former for kvaderpuds på historicisiske facader \MOVQVO" ;¦ZMV >IL[\Z]X

uhensigtsmæssig måde. Det kan f.eks. være tagmaterialer, der skal holdes indenfor traditionen, stråtag, tegl, pandeplader, eternit og pap, det kan være kviste, taggavle, skorstene, vinduer, yderdøre samt antenner. Det kan være udformningen og placeringen af tilbygninger, udbygninger, nye huse samt garager, carporte. Lokalplanen bør også regulere hegn, gærder og beplantning i forhaver, belægninger langs landsbygaden, herunder registrere de pæne, korrekte og harUWVQ[SM JMT¥OVQVOMZ O¥ZLMZ PMOV [\ISQ\\MZ U ^ LMZ ÅVLM[ Q TIVL[JaMV -Vdelig skal lokalplanen også anvise parkeringspladser, eventuelt med en forklarende planche om landsbyen til turisterne, og samtidigt regulere og afdæmpe ^MR[SQT\VQVO W‫ٺ‬MV\TQOM \Z¥MZ WO JMXTIV\VQVOMZ ,MZ ÅVLM[ UIVOM MS[MUXTMZ Xs bevarende lokalplaner, bl.a. fra landsbyen Langerød i Fredensborg Kommune. Kulturarvsstyrelsen har lagt en eksempelsamling på lokalplaner for bl.a. landsbyer ud på sin hjemmeside. 3 Byer og byområder >ML JaWUZsLMZ NWZ[\s[ [WU VI^VM\ [QOMZ JMJaOOMLM WUZsLMZ Q MV LMÅVMZM\ Ja købstad eller hovedstaden. I denne henseende er en landsby ikke en by, mens MV VaMZM [\I\QWV[Ja SIV LMÅVMZM[ [WU MV Ja 0MZ]VLMZ P¦ZMZ WO[s NWZ[\¥LMZ parcelhuskvarterer i forstæderne, stok- og rækkehusbebyggelser i byerne eller forstæderne, industrianlæg i byerne eller forstæderne og havneområder i byerne. Havnen og søvejene som grundlag for byens eksistens opleves meget tydeligt i UIVOM JaMZ WO JaWUZsLMZ PMZ +PZQ[\QIV[PI^V P^WZ LM\ V] MZ Ta[\JsLM UMV LWO [\ILQO \Z¥[SQJM LMZ ¼JMNWTSMZ¼ SIRMZVM Denne beskrevne registrering og værdisætning vedrører kun selve byen som fænomen, dvs. dens samlede historie, struktur og udvikling, ikke de enkelte huse. Disse kan sideløbende eller efterfølgende registreres og værdisættes individuelt. De i byområdet forekommende typiske bygningstyper vil dog indgå i registreringen og værdisætningen. Formålet er, ud fra et metodisk opbygget system, at registrere, analysere og værdisætte de specielle træk og elementer, der karakteriserer et udvalgt byområde, og som gør det til noget særligt. Dette kan bruges til at indpasse eventuelt nybyggeri, så man sikrer sig at dette falder ind i områdets tone. Analysen kan også bruges til generelt at øge vores viden om det pågældende byområdes historie, tekniske forhold og arkitektoniske kvaliteter. De redskaber, man benytter sig af, er arkivundersøgelser samt registreringer på stedet, hvor man benytter fotografering, rumlige skitser med analyser, frihåndstegning og akvarel, indtegning af iagttagelser og oplysninger på kort, opmålinger samt oplevelsesprægede registreringer og iagttagelser – helheder, detaljer og ekspressive skitser. Først og fremmest gælder det om at bruge så meget tid som muligt i området for at lære det at kende. Metoden er, som det vil fremgå, at man undersøger de historiske/kulturhistoriske, de tekniske, bl.a. byggeskikken, og de arkitektoniske forhold for byområdet, hver for sig eller samtidigt, det betyder ikke så meget. Men at man, når ITTM WXTa[VQVOMZ MZ [IUTM\ IVITa[MZMZ WO ^¥ZLQ[¥\\MZ LMU [IUTM\ Xs uV OIVO WO i nævnte rækkefølge. Derved overskygger en eventuel ringe teknisk tilstand eller en relativt kedelig arkitektur ikke en rasende interessant kulturhistorie, med det behandles som et samlet hele, hvor alle tre elementer indgår. Alene indsamlingen IN WXTa[VQVOMZ ZMXZ¥[MV\MZMZ MV NI[M P^WZ UIV ÅVLMZ NZMU \QT UIVOM VaM WXTa[ninger, der ikke kan undgå at påvirke et endelige resultat. Historisk analyse De danske købstæder, der i dag for det meste benævnes byer, har en lang og spændende historie, der dog også på en række områder er nogenlunde ens. Det sidste skyldes, at der siden middelalderen har eksisteret et relativt klart lovgrundlag for købstæderne, hvorfra man kunne drive handel, der bl.a. har bestemt, hvilke byområder der kunne få købstadsprivilegier af kongen, hvad købstæderne måtte lave, hvordan de skulle organiseres, og hvad borgerne måtte lave. Lovgrundlaget omfattede også rent byplanmæssige og fysiske forhold, bl.a. regler 227

om byporte, torvepladsen, hovedgaden, havne, håndværksvirksomhederne og fængselsforhold. Derfor repræsenterer byernes gadenet og matrikelforhold noget af det ældste i byens historie, bortset fra selve havnen, der, i kraft af at langt de ÆM[\M LIV[SM S¦J[\¥LMZ MZ PI^VMJaMZ MZ LM\ MOMV\TQOM ]LOIVO[X]VS\ NWZ JaMV[ placering og opståen. Dette til trods for, at de huse, der i dag befolker dette ældgamle gadenet, er kommet til langt senere. Den historiske analyse vil som det første se på byens udgangspunkt, havnen WO LMVVM[ [MRTIL[U¥[[QOM JIOOZ]VL WO XTIKMZQVO ,MZV¥[\ JaMV[ \WXWOZIÅ L^[ JaMV[ \MZZ¥VNWZPWTL P¦RLMZ TI^VQVOMZ [SZs ÆILMZ W[^ LMZ ]LO¦Z NWZ]L[¥\VQVgen for gadenettets placering og byggegrundenes matrikulering, herunder placeringen af byens tre vigtigste elementer: havnepladsen til oplag af varer, byporten eller byportene, med adgang fra og til forbindelsesvejene til de nærliggende byer og landsbyer, og endelig markedspladsen, hvor al handel skulle foregå frem til >ML LM Ns QSSM [MRTJIZM UQLLMTITLMZTQOM LIV[SM S¦J[\¥LMZ :QVO[\ML ;WZ¦ ;TIOMT[M 0WT[\MJZW 0R¦ZZQVO U Æ ^QT SZaL[MVM NWZ LM [\WZM ITNIZ^MRM ]LO¦ZM grundlaget for byens opståen. Med udgangspunkt i det ældste gadeforløb og matrikelskel kan man tegne og beskrive byens historiske og kulturhistoriske udvikling, ofte karakteriseret ved et oprindeligt bycentrum som den ældste del, og med nyere kvarterer rundt om dette. I den historiske analyse indgår også de forskellige markante bygninger af PQ[\WZQ[S JM\aLVQVO LMZ ÅVLM[ MTTMZ PIZ NIVL\M[ Q JaWUZsLM\ [WU SQZSM ZsLP][ skole, industri og håndværk, pladser, parker og kirkegårde. Havnens udvikling er i sagens natur af særlig historisk betydning, da havnen som nævnt ofte er JaMV[ TQ^[VMZ^M 0I^VMV ]L^QSTMZ [QO Xs MZP^MZ^[]L^QSTQVOMV[ PMZ]VLMZ skibsfartens og fragtforholdenes, præmisser og ofte i et langt hurtigere tempo end ZM[\MV IN JaMV 0I^VMV[ WU QSSM IƦ[MZ [s XMVLIV\ RMZVJIVMV ZMXZ¥[MV\MZMZ også en vigtig kulturhistorisk udvikling, og det samme gør andre af industrialismens goder til byerne: gasværk, vandtårn, elektricitetsværk, der ofte falder sammen med den markante arkitekturstil, historicismen. Mens sportshal, svømmehal, fodboldstadion og biograf hovedsagelig vil være i den efterfølgende arkitekturstil, funktionalisme. Den historiske analyse skal også beskæftige sig med bygningshistoriske forhold på et overordnet plan, f.eks. særlige bebyggelser med karakteristiske konstruktioner, bindingsværk, etagehuse, funktionalistiske etagehuse osv. I den historiske analyse vil man, også for at denne ikke skal blive for omfattende, prøve at beskrive de særlige historiske forhold, der adskiller den undersøgte by eller bydel fra andre tilsvarende. Det er her ekstra vigtigt, at man ikke konsekvent JM\ZIO\MZ LM\ ¥TL[\M [WU ÅVMZM MTTMZ UMZM JM\aLVQVO[N]TL\ MVL LM\ aVOZM -V VaMZM S]T\]ZPQ[\WZQM N MS[ WX[\sM\ WUSZQVO MV [¥ZTQO ]L^QSTQVO Q ! ¼MZVM MTTMZ ! ¼MZVM SIV ^¥ZM TQOM [s ^QO\QO MTTMZ ^QO\QOMZM NWZ JaWUZsLM\ WO LM\[ QLMV\Q\M\ end ældre historiske lag. Når det er sagt, bør man altid bestræbe sig på at undgå at skade, nedrive eller over-ombygge de ældste dele og områder i en bygning eller M\ JaWUZsLM UMV NWZ[¦OM I\ ÅVLM T¦[VQVOMZ LMZ JM^IZMZ LM\ ¥TL[\M WO [IU\QLQO\ muliggør nye tilføjelser.

modsatte side: En kortlægning af byrum gennem modelstudier af hhv. voluminer og mellemrum kan ^¥ZM uV ^MR \QT I\ ZMOQ[\ZMZM WO IVITa[[MZM [QO frem til stedets potentialer. NW\W" 2]TQI ?Q\P

Teknisk analyse Den tekniske analyse af et byområde vil først og fremmest beskæftige sig med LM \ZIÅSITM WO [IUN¥ZL[MT[U¥[[QOM NWZPWTL ,Q[[M MZ UMOM\ INO¦ZMVLM NWZ Jaområdets sociale liv og nerve samt bolig- og livskvalitet. Er der trygt at færdes i byområdet i forhold til larm, farer og forurening. Byområdets byplan har, udover en historisk baggrund, også nogle tekniske og funktionelle forudsætninger, f.eks. placering af boligområder i forhold til bycenterets forretninger, skoler i forhold til boliger, placering af særligt attraktive grunde og bygninger, f.eks. med haveller søudsigt, eller det modsatte, gennembrud eller anlæggelse af store gader UML UMOM\ \ZIÅS <ZIÅSQV\MV[Q\M\ TIZU WO NWZ]ZMVQVO SIV UML NWZLMT ZMOQ[\ZMZM[ Xs M\ MTTMZ ÆMZM SWZ\ -\ JaWUZsLM ^QT WO[s ^¥ZM XZ¥OM\ IN MV Z¥SSM \aXQ[SM bygningstyper, der både er med til at give byområdet karakter, social identitet !

og kulturel kvalitet. Bygningerne repræsenterer stedets udvikling i tid, stil, smag samt byggetekniske og økonomiske forhold gennem tiden. Den tekniske analyse [SIT ÅVLM NZMU \QT LQ[[M WO JM[SZQ^M LMZM[ [¥ZTQOM NWZPWTL WO SIZIS\MZ ,M \aXQ[SM bygningstyper analyseres i forhold til deres særlige, men her på stedet relativt ens karaktertræk, deres materialer og konstruktioner og deres tekniske og bevaringsmæssige tilstand. Er områdets bygninger generelt meget nedslidte, påpeges dette og registreres måske på et oversigtskort. Arkitektonisk analyse Den arkitektoniske analyse beskæftiger sig, ligesom den historiske og den tekniske med to planer i byområdets fysiske fremtræden: den overordnede plan, gaderne og pladserne – og de enkelte bygninger og specielt disses facader. Byområdets overordnede plan 5IV SIV PMZ JM\ZIO\M JaMV [WU MV JaOVQVO UML Z]U LMZ PIZ O]T^M OILMXTIVM\ ^¥OOM P][NIKILMZVM WO TWN\ TMLVQVO[VM\ ,Q[[M \ZM MTMUMV\MZ SIV SIZISteriseres ved at beskrive materialer, bredder, højder – generelt med omtale af markante undtagelser. Den arkitektoniske analyse af byplanen foretages i første omgang på godt og ondt, dvs. både med de gode elementer, der bidrager til et harmonisk udtryk, og de mindre gode elementer, der skaber mere disharmoni. Byområdets bygninger 7^MZWZLVM\ MZ MV Ja WO M\ JaWUZsLM MV PMT\ XZIS\Q[S I‫ٺ‬¥ZM" 5IV ¦V[SMZ I\ proppe så mange beboere som muligt ind på det areal, som byen eller byområdet udgør, samtidig med at de hertil nødvendige servicefaciliteter også skal være der: markedsplads, butikker, arbejdspladser, rådhus, kirke, skole og i dag parkeringspladser til bilerne. Men denne rent praktiske ting får i en klassisk by en form, der adskiller sig fra landsbyen, og senere også fra villakvartererne, fra forstæderne og fra industri- eller herregårdsanlæg, der reelt har samme overordnede formål. Bybygning De spilleregler, der kan opstilles for udformningen af bygningerne i de gamle JaWUZsLMZ Q ,IVUIZS L^[ JaLIVVMT[MZ NZI N¦Z KI ! WO [WU UIV SIV SITLM klassisk bybygning, er karakteriseret ved tre overordnede forhold: Gadehuse Husene ligger helt ud til gaden, kun med et fortov, i nogle tilfælde intet, mellem selve gaden og husets facade. Undtagelsesvis kan husene have en smal forhave med et stakit foran, men aldrig i den tætte del af en by, i hovedgaderne, der udgår fra torvet, byporten eller havnen. I en del byområder kan der forekomme baggader, hvor husene har haver og lignende ud til disse. Tæthed Husene anbringes helt tæt på hinanden, oftest gavl mod gavl, men ellers med så lidt afstand som muligt. Det former en tæt husrække, der kan være høj eller lav, helt tæt eller lidt spredt, men altid med en sammenhængende karakter. Helhed Det er tydeligt, at man konsekvent bygger nye huse, også som led i den løbende fornyelse af husrækken, når nyere bygninger erstatter de gamle på samme grund, så de underordner og tilpasser sig den bygningsmæssige og arkitektoniske helhed, der hersker på stedet. Det drejer sig om højderne. Man bygger ikke lige pludselig et hus, der er mange etager højere end de øvrige, men i nogle tilfælde kan hushøjden godt springe 1-2 etager. Det drejer sig om materialeanvendelsen. Man bygger ikke lige pludselig et træhus i en husrække af murede huse. Sidst men ikke mindst drejer det sig om facadeudtrykket.

Byhusenes facader Når byhusene er anbragt efter dette mønster stopper trangen til at forme en helhed i forhold til oplevelsen af selve gaderummet ikke. Her indgår udformningen IN P][MVM[ NIKILMZ [WU M\ ^QO\QO\ MTMUMV\ LMZ SIV LQ‫ٺ‬MZMV\QMZM[ Q MTMUMV\MZ" 1 Få byggematerialer ;MT^M NIKILMV SIV ^¥ZM Q JTIVS U]Z^¥ZS UML [aVTQOM U]Z[\MV IN Z¦LM MTTMZ gule mursten, eller de kan være pudsede. Meget ofte varieret i forhold til disse \ZM JaOOMUI\MZQITMZ Xs [IUUM NIKILM >QVL]MZVM MZ SWV[MS^MV\ IN \Z¥ \W MTTMZ trerammede, ofte med mindre overrammer. Meget sjældent lidt bindingsværk. ;\WÆQOPML 7^MZÆILMZVM[ [\WÆQOPML JQJZQVOMZ NIKILMZVM JM^QL[\ JM\aLVQVO[N]TLM MOMV[SIber: De kan være helt glatte, f.eks. i kraft af de glatte verblendersten med ganske tynde fuger, eller med en glittet puds. De kan også være meget ru, samt alt herimellem, ofte igen med variationer indenfor den enkelte facade. 3 Farver ,M ÆM[\M JaP][NIKILMZ MZ ZMV\ NIS\Q[S QSSM NIZ^MLM MTTMZ UITMLM NZI [\IZ\MV JWZ\set naturligvis fra vinduernes og portenes trædele samt selve gesimsen. Denne skulle konsekvent være hvid, undtagelsesvis sandstensfarvet, især hvis den var af sandsten. Selve facaderne stod for det meste i materialernes egen farve, dvs. murstenenes farver, pudsens farve, bestemt af sandets farve, eller gipsdekorationernes hvide farve undtagelsesvis malet i kraftige farver. Først senere, typisk hvis huset blev forhøjet med en etage, malede eller kalkede man facaden i en hvid, gul, rød eller grå farve af varierende mættethed/lyshed for at gøre facaLMV WO P][M\ MV[IZ\M\ 8WX]T¥Z\ ^IZ JT I I\ SITSM ]VLMZNIKILMV WO [WSTMV Q MV mørk stengrå farve og overfacaden i en lys gul eller lys grå farve. Efterhånden bredte skikken at farvesætte facaderne sig, og malingsprodukterne blev udviklet til forskellige limfarver, temperafarver til rene linoliefarver, frem til vor tids pla[\QSUITQVO LMZ SWU NZMU Q ! ¼MZVM 5ITQVO[XZWL]S\MZVM JQLZIOMZ \QT NIKILMV[ [\WÆQOM ^QZSVQVO WO NIZ^M[¥\VQVOMV \QT LM\ IZSQ\MS\WVQ[SM ]L\ZaS [MT^ WU JMOOM elementer jævnligt skifter karakter. Man kan ofte få et glimt af den tidligere farvesætning, hvis de eksisterende farvelag nogle steder hænger i laser. .ZMU \QT KI ! ^IZ NIZ^M[¥\VQVOMV IN JaNIKILMZ XZ¥OM\ IN MV ZMTI\Q^\ TQTTM farveskala, afgrænset til den klassiske jordfarveskala: okkergul, rødokker, sodsort, der blev lys eller mørk grå i læsket kalk, brun eller grøn. De blå farver var dels for SW[\JIZM \QT LM [\WZM NIKILMÆILMZ LMT[ S]VVM LM QSSM IV^MVLM[ Q LMV UMOM\ JI[Q[SM T¥[SMLM SITS >QVL]MZVM ^IZ NZMU \QT KI NWZ LM\ UM[\M QSSM P^QLM UMV U¦ZSMOZ¦VVM JZ]VM Z¦LM O]TM MTTMZ OZs ALMZL¦ZM WO XWZ\M ^IZ MV\MV PWTTIVL[S OZ¦VVM MV JTIVLQVO IN O]T WSSMZ WO XIZQ[MZJTs LMZ OQ^MZ MV LaJ ÆI[SMOZ¦V NIZ^M Q O]T WSSMZ MTTMZ JZ]VM 8WZ\MV WO aLMZL¦ZMV [S]TTM [\s Q MV [s JTIVS UITQVO [WU U]TQO\ JsLM XZIS\Q[S Q NWZPWTL \QT [TQL WO NML\ÅVOZM WO IN XZM[\QOMU¥[[QOM grunde.

modsatte side: *aNIKILMV[ ZMTQM‫ٺ‬MZ WO LM\ITRMZQVO tegning: Ask Anker Aistrup WO >QK\WZ *WaM 2]TMJqS

4 Relief Det er tydeligt når man ser ned ad en gade, at der er arbejdet meget med at give facaden og dermed selve gaden relief. Det gøres via den kraftige gesims og de tilhørende vandrette og lodrette bånd. Endvidere udformes underfacaden ofte med et kraftigt relief i form af kvaderpuds, kvaderhjørner, refendfugning MTTMZ TQOMNZMU OZIVQ\JMST¥LVQVO 5ML \QT ZMTQM‫ٺ‬M\ P¦ZMZ WO[s LM TWLZM\\M VMLT¦J[rør, fremtrukne, udvendige trapper samt eventuelle karnapper, altaner, balkoner MTTMZ \QTJIOM\Z]SVM IT\IVP]TTMZ :MTQMN^QZSVQVOMV SI[\MZ SZIN\QOM [TIO[SaOOMZ VML over facaderne, og den medfører mørkpatinering af de ikkeregnskyllede områder, hvilket gør facaden levende, konstant skiftende i udtryk alt efter solen og vejZM\ [IU\ UIZSIV\ WO SIZIS\MZN]TL :MTQMN^QZSVQVOMV Xs MV ¥TLZM NIKILM JMP¦^MZ ikke bero på kraftige udkragninger – men kan naturligvis også godt dette. Miner231

^ISQZSMV Q :WU NsZ ^QI JQ\\M[Us NZMU[XZQVO Q LMV MTTMZ[ UMOM\ OTI\\M NIKILM S]V 2-3 cm, en markant arkitektonisk reliefvirkning – der så yderligere understreger portalernes og vinduernes endnu kraftigere relief. 5 Rytme Facaderne har en tydelig rytme, der især bestemmes af vinduestakten, men diverse andre lodrette eller reliefgivende elementer som trapper, porte, gavlkviste eller fremhævede fag medvirker til at understrege den faste rytme. 6 Accentuering Facaderne arbejder bevidst med at accentuere, fremhæve og understrege dele af facaden, f.eks. underfacaden, der visuelt gøres tung ved hjælp af reliefvirkningMV NIZ^MV MTTMZ ZMNMZMVKMV \QT \]VOM OZIVQ\[\MV -\ IVLM\ MS[MUXMT Xs LM\\M ÅVLMZ man i facadens midterfag, eller endefag, der fremhæves af et lille frem- eller tilbagespring, en fronton eller en attika. 7 Symmetri ,M ÆM[\M JaNIKILMZ NWZ[¦OMZ I\ ]L^Q[M [\ZMVO [aUUM\ZQ Q ^QVL]M[\IS\MV Q XTIKMringen af gadedøren eller gadeporten samt i diverse andre facadeelementer. Den praktiske indretning af husene med trappe, køreport eller gadedør funktionelt anbragt i den ene side af bygningen, umuliggør dog ofte symmetrien, der så forsøges gennemført så meget som muligt på andre områder. 8 Hierarki og prestige .ZMU \QT KI ! ¼MZVM MZ JaP][MVM WO LMZUML WO[s LMZM[ NIKILMZ WXJaOOM\ UML M\ \aLMTQO\ PQMZIZSQ[S ]L\ZaS ,MZ MZ M\IOMZ Z]U WO XTIKMZQVOMZ LMZ MZ ÅVMZM end andre. Dette markeres bl.a. gennem vinduesstørrelserne, gennem fremhævelsen af visse af vinduerne med indfatninger, vinduesspejl eller fordakninger m.m., eller gennem altaner, udsigtskarnapper eller lignende. Hertil kommer deciderede prestigefremmende elementer på facaderne f.eks. gennem rige og ligefrem svulstige facadedekorationer, underfacadens håndværksmæssige udførelse, karnapper og altaner eller, hvis der er tale om et hjørnehus, et tårn eller spir Xs P][PR¦ZVM\ ALMZL¦ZMVM ]LO¦Z LM[]LMV M\ UMOM\ ^¥[MV\TQO\ WO JM^QL[\ XZMstigefremmende element i byfacaderne. Dette gælder både dørens udformning UML NaTLQVOMZ OTI[ WN\M LM\ SW[\JIZM [XMRTOTI[ UM[[QVOOZMJ [IU\ UI\MZQITMZ WO W^MZÆILMZ 0MZ\QT SWUUMZ [¥ZTQO\ ]LNWZUMLM L¦ZQVLNI\VQVOMZ PIZUWVQ[S \QTXI[[M\ P][M\[ ¦^ZQOM NIKILM 1 ! ¼MZVM[ UMZM LMUWSZI\Q[SM [aV NWZ[^QVLMZ LM\ klassiske prestigeelement i facadeudtrykkene. Dog kommer der andre til som f.eks. altankarnapper, vinduer med store glasarealer og blanke malinger på husets trædele – nu for alle. 9 Facadedekorationer Helt beskedne eller righoldige facadedekorationer indgår nærmest uden undtagelse som et vigtigt element i alle disse foregående virkemidler, igen frem til ca. ! ,MSWZI\QWVMZVM SIV ^¥ZM IN VI\]Z[\MV X]L[ MTTMZ OQX[ 1 PQ[\WZQKQ[UMV[ ! sZ ! ]L^QLM[ LM\\M UML \MZZIKW\\I [\¦JMRMZV [UMLMRMZV bQVS WO MV Z¥SSM [WÅ[\QSMZMLM LMSWZI\Q^M X]L[\MSVQSSMZ XT][ [WU LM\ PMT\ [\WZM WO populære element, støbte facadedekorationer i portlandcement. Især de sidste har været meget udskældte, også i samtiden, hvor de blev døbt kransekagepynt, stilforvirring og lånte fjer. De er dog dels et væsentligt og meget karaktergivende arkitektonisk element, dels repræsenterer de støbte facadedekorationer en vigtig kulturhistorisk fortælling om sin tid og dermed byens tone. 10 Forretningsvinduer Skilte, markiser, lysreklamer er som det sidste rent historisk først opstået efter IKKQ[MV[ L^[ UWVWXWTM\ Xs UIZSML[PIVLMTMV[ WXP¥^MT[M Q 0MZ QV\ZWL]ceres indretningen af butikker og forretninger i byhusenes stueetager. I mange 232

modsatte side: :MOQ[\ZMZQVO IN JaP][MVM[ NIKILMZ i området omkring Elværksgrunden i det centrale København tegning: Even Brænne Olstad

233

tilfælde vil man opleve forretningsvinduer banket ind i eksisterende facader, der ikke er født med disse og meget synlige skilte, skiltebånd, markiser og dominerende underfacader med masser af glas. Denne del af byfacaden er præget af konstant skiftende mode i forretningsfronter, med konstante ombygninger. Registrering af byområdets facade- og områdekarakterer >ML I\ WXPWTLM [QO UM[\ U]TQO\ Q JaWUZsLM\ SIV UIV OZIL^Q[\ \QTV¥ZUM [QO MV beskrivelse af, hvad der er særlig karakteristisk for byområdets bygninger og facader. Hertil kan benyttes frihåndstegning og akvarel, lokalfarver, analytisk tegVQVO NW\WOZINMZQVO WO M^\ NW\WUWV\IOMZ 5IV SIV [SQTLZM LM W^MVV¥^V\M elementer i facadernes bymæssige og arkitektoniske virkemidler, der er brugt helt bevidst, med markante individuelle variationer i de forskellige byområder, og supplere dette med den aktuelle situation, der også giver området karakter: Farver, slid, patina, snavs og forfald, lukkede butikker og andre tegn på en positiv eller negativ udvikling i området. >WZ \QL IN[XMRTMZ [QO WO[s Q IV^MVLMT[MV IN IZSQ\MS\WVQ[S ]\QTXI[[MLM MTTMZ ligefrem falske eller uægte materialer og elementer, f.eks. vinduesudskiftninger med påklistrede sprosser og uhyggeligt spejlende termoglas, dørudskiftninger, dominerende altaner, der skygger for underboerne eller utilpasset skiltning Diverse øvrige elementer, der er med til at give byområdet karakter – industri eller småindustri, baggårdene, nyere gårdsaneringer, træer og anden beplantning, pladser, pladsdannelser, parker og andre åndehuller medtages også. Man kan på tilsvarende måde karakterisere andre byområder, der har en helt anden historie, byggeteknik og arkitektonisk fremtoning, f.eks. villa- og parcelhuskvarterer, rækkehusbebyggelser, forstadskvarterer. Værdisætning Under værdisætningen formulerer og illustrerer man en sammenfattende konklusion af de ovennævnte undersøgelser. Man skal her passe på ikke udelukkende at fokusere på de arkitektoniske og æstetiske forhold. Mange typiske kulturhistoriske træk, f.eks. pæne forretningsfronter, kan i første omgang virke grimme, fremmede og uharmoniske, men det er vigtigt at vurdere disse i en samlet kulturhistorisk, teknisk og arkitektonisk kontekst.

234

Analyse og værdisætning af bebyggelser og byrum

Historiske og kulturhistoriske forhold

Alder, historie og tidligere anvendelser Ombygninger og forandringer gennem tiden betydning for stedets og byens historie og udvikling

Fysiske forhold

Husfacader, træer, hegn, hække, belægning, terrænspring Proportioner, højde, bredde, længde + ) # $ + !"* % Komfort, lys, skygge, blæst, siddeforhold

Sociale forhold

Liv, handel, aktiviteter % " + Muligheder for at gå, stå, opholde sig , sidde

Arkitektoniske forhold

Skala, proportioner, højder, akser, rumskabende elementer Positive og negative sanseindtryk Åbninger, udsigt, indkig Æstetiske og arkitektoniske kvaliteter Særlige detaljer f.eks. i belægninger, beplantning

Dominerende forhold

Fysisk tilstand, forfaldne, slidte eller nyistandsatte elementer Farver herunder naturlige (græs, træer, vand) Alder, ældre, historiske eller nye elementer

Anbefalinger Det overordnede formål med værdisætningen er at skabe et vidensgrundlag, der kan danne udgangspunkt for en videreudvikling af den eksisterende bygningsmasse med henblik på at påvirke den negative udvikling positivt. Der afsluttes derfor med en kort anbefaling, af karakteren af de indgreb i bebyggelsen, der har givet anledning til værdisætningen. Der redegøres for, hvordan denne spiller sammen med, har inddraget og respekterer de særlige lokale forhold, som den historiske, tekniske og arkitektoniske værdisætning har belyst. 4 Gadeforløb og rumdannelser Analyse af gade- og rumforløb for at vurdere om en påtænkt ny bygning vil ændre på byrummet på en heldig eller uheldig måde. Den nuværende bygnings proportioner er skraveret under den påtænkte, nye bygning. Man analyserer typisk disse mere tilfældige byrum under de forhold, man kan se i skemaet på næste opslag. Metoden er, at man bruger noget tid i selve rummet, hvor man er særligt opmærksom og anvender sine arkitektonisk og analytiske evner på en systematisk måde. Man diskuterer emnerne og stikord i hold på to personer og nedfælder lidt tekst om de mest relevante forhold. Analysen minder meget om metoden for analyse af deciderede pladser, men blot er disse gade- og rumforløb mere tilfældige og derfor sværere at indfange og karakterisere. Forslag til forbedring af byrum 8ZWJTMUM\ UML LM\ UIVOTMVLM TQ^ Q LMV PQ[\WZQ[SM JaSMZVM NWZM[Ts[ WU QSSM T¦[\ så forbedret gennem tre aktive tiltag:

modsatte side: Medicinbyen, København \MOVQVO" 2ISWJ 2ISWJ[MV

1 Butikker til beboelse De mange tomme butiksfacader virker afvisende og fremmede i bybilledet, så derfor foreslås det at disse ombygges til beboelse. Mange butikker er i forvejen ombyggede beboelsesbygninger, så her kan man retablere det oprindelige udseende eller lukke butiksvinduerne på en ny, men mere imødekommende og hjemlig måde. Andre forretningsejendomme, der er bygget til at huse en butik, og 235

understreger dette facademæssigt, må enten bibeholde butiksindretningen eller foretage en komplet ombygning af facaden. De ombyggede forretningsejendomme i hovedgaden bør kunne konverteres til forretninger, når det er muligt for ejeren, og ligeledes bør ombygningen tilbage til beboelse ikke kunne forhindres af regler. 2 Udvikling af baggårdene Man burde forsøge at få liv og aktiviteter i de mange baggårde, især ud til hovedgaden, hvorfra der er spændende kig ind fra hovedgaden og også stadigvæk er adgang fra baggaden. Små håndværksvirksomheder, kunsthåndværkere, kunstnere kunne her skabe liv og få bygningerne brugt, bevaret og istandsat. Men også gerne boliger, herunder indpasset nybyggeri kunne berige, og beriges af, disse ÅVM JaOVQVO[UQTR¦MZ 3 Vedligeholdelse og restaurering af gadehuse og facader Det mest negative sanseindtryk, man får i mange historiske bykerner, er, trods de [U]SSM OILMNWZT¦J X¥VM P][M UML ÆW\\M \IOVMLT¦J ÅVM XTIL[MZ WO NIV\I[\Q[SM kig ud fra og ind til byen, den generelt dårlige og forkerte vedligeholdelse af stort set alle husene, med forkerte materialer og metoder. Der er relativt mange huse, der i den grad kalder på snarlig vedligeholdelse. Malingen og pudsen skaller, ÆIOMZ IN WO NIKILMZVM NsZ ^IVL[SILMZ MN\MZ ]\¥\\M WO ]ZMV[MLM \IOZMVLMZ ,MZudover er stort set alle andre husfacader, der ser rimeligt vedligeholdte og pæne ud, plastikmalede. Endelig er soklerne generelt forkert behandlede, så grundfugten trænger op i selve facademurværket og fører salte med sig, der laver grimme skjolder og afskalninger. Det ville give bykernen et kraftigt æstetisk og arkitektonisk løft, hvis man OMVVMUN¦Z\M MV SIUXIOVM JTIVL\ P][MRMZVM LMZ ÅS LMU \QT I\ ^MLTQOMPWTLM WO istandsætte husene oftere. Samtidigt skulle vedligeholdelsen ske med materialer og metoder, der er i overensstemmelse med husenes tekniske forhold, æstetiske værdier og bygger på den nyeste viden om vedligeholdelse og istandsættelse af

Wesselsgadekareen 1954

Wesselsgadekareen 2013

Wesselsgadekareen 1954

Metode

Mål

Emne

Opskridtning af plan

Skitseopmåling m. kropsmål

Længdesnit og tværsnit Facadeopstalter af de vigtigste m. omtrentlige højder Resten kan tegnes som kontur 1:1, 1:10

Analytisk frihåndstegning

Detailopmåling af særligt vigtigt element

Fra pladsen indefra og udefra Fugleperspektiv Fremhævelse af karakteristiske elementer

Plantegning af pladsen

Analyse af liv og sjæl Fremhævelse af karakteristiske elementer Livet på pladsen på forskellige tidspunkter af døgnet Anvendelse af pladsen og tilstødende stueetager Registrering af lyde, lugte

Akvareltegning

Fremhævelse af farver, lys og skygge

Fotodokumentation

Panoramamontage Den hurtige indfangning af information til senere brug

Redskaber Blyant, pen, tegnepapir, tommestok,målebånd

Kvalitetskriterier Eks. Eks.11 Kvalitetskriterier

Eks.22 Eks.

+++ God God +++ ++ Nogenlunde Nogenlunde ++ ++

Ringe Ringe

11

Tryghed Tryghed

11

+++ +++

11

++

22

Ophold Ophold

22

++ ++

22

++ ++

33

Udfoldelse Udfoldelse

33

++ ++

33

++

44

Skala Skala

44

+++ +++

44

++

55

Sol Sol

55

+++ +++

55

+++ +++

66

Æstetisk Æstetisk

66

++

66

++ ++

Seks kvalitetskritierier, der kan bruges til som udgangspunkt, når man skal udarbejde en enkel hurtig byrumsanalyse Tryghed *M[Sa\\MT[M UWL \ZIÅS [\¦R NWZ]ZMVQVO Ophold Mulighed for at gå, stå, sidde, ligge Udfoldelse Mulighed for at se, tale, høre og generelt udfolde sig Skala Den menneskelige skala, hyggelig/uhyggelig Sol Skyggeforhold, temperaturer, vindforhold Æstetisk De kvaliteter, der knytter sig de overordnede positive sanseindtryk

¥TLZM JaOVQVOMZ ,M\\M SZ¥^MZ MV WXS^ITQÅKMZQVO IN JaMV[ TWSITM PsVL^¥ZSMZM og også af husejerne. Dernæst kræver det, at de anbefalede materialer kan købes i nærområdet. Endelig vil det være en fordel med instruktører, der kan hjælpe specielt husejerne med, hvad der skal gøres på huset, hvordan og med hvilke materialer. Dårligt vedligeholdte og istandsatte huse starter en negativ spiral for M\ JaUQTR¦ 0][MVM WO JaMV [MZ [R][SMLM ]L WO NZI[\¦LMZ JM[¦OMVLM \QTÆa\\MZM WO egne beboere. Omvendt, hvis husene og byen istandsættes på en pæn og ordentlig måde, så starter man en positiv spiral. 5 Pladser Metoden er, at man bruger noget tid i selve rummet, hvor man er særligt opmærksom og anvender sine arkitektonisk og analytiske evner på en systematisk måde. Se skemaet med kvalitetskriterier. Man drøfter og diskuterer disse emner og stikord i hold på to personer og nedfælder lidt tekst om de mest relevante forhold. Man kan illustrere sine iagttagelse på forskellig vis, f.eks. som oplistet i skemaet på modsatte side. Konklusion Overordnet konkluderer man her det gode ved det pågældende byrum, de forskellige faktorer, der svækker det ellers gode byrum samt forslag til forbedringer på 1 og 2. Af strukterelle problemer kan her nævnes tilstedeværelsen af liv og lukkede forretninger, æstetiske overvejelser vedrørende f.eks. parkerede biler og slutteligt vurdering af arkitekturen, husenes facader, farver, materialer og metoder og vedligeholdelse. /ZIÅ[S NZMU[\QTTQVO Foruden en skriftlig fremstilling kan man yderligere illustrere byrumsanalysen ^ML PR¥TX IN LQIOZIUUMZ [WU LM\ [M[ PW[ JaXTIVT¥OOMZMV 2IV /MPT 0IV WX[\QTTMZ Q JWOMV ¼,M\ VaM JaTQ^¼ NZI ^¥[MV\TQOM S^ITQ\M\[SZQ\MZQMZ NWZ I\ M\ byrum er rart at være i under de tre kategorier beskyttelse, komfort og herlighed:

modsatte side: 0Q[\WZQ[S]L^QSTQVO NWZ JIOOsZLM Q MV SIZZuJMbyggelse på Nørrebro i København \MOVQVO" 2]TQM ;\Z¦U 5WZ\MV[MV

*M[Sa\\MT[M UWL \ZIÅS WO ]TaSSMZ PMZ]VLMZ WXTM^MT[MV IN \ZaOPML *M[Sa\\MT[M UWL SZQUQVITQ\M\ WO ^WTL PMZ]VLMZ WXTM^MT[MV IN \ZaOPML 4M^MVLM JaZ]U UML OWL JMTa[VQVO P^WZ N]VS\QWVMZVM W^MZTIXXMZ PQVIVL en fra dag til nat *M[Sa\\MT[M UWL ]JMPIOMTQOM [IV[MXs^QZSVQVOMZ N MS[ ^QVL WO \Z¥S ZMOV WO sne, kulde, forurening og støv, blænding og støj 5]TQOPML NWZ I\ Os SWUNWZ\IJMT\ UML QV\MZM[[IV\M NIKILMZ I\ Os TIVO[ /WLM W^MZÆILMZ QVOMV NWZPQVLZQVOMZ UML ILOIVO NWZ ITTM 5]TQOPML NWZ I\ [\s PMZ]VLMZ WXPWTL[bWVMZ UML [\¦\\MX]VS\MZ WO NIKILMZ med gode detaljer, som inviterer til ophold 5]TQOPML NWZ I\ [QLLM PMZ]VLMZ [QLLMbWVMZ UML NWZLMTM Q NWZU IN [WT ]L sigt og andre mennesker. Godt lokalt klima og gode siddemøbler 5]TQOPML NWZ I\ [M PMZ]VLMZ ZQUMTQOM [M IN[\IVLM ]PQVLZMLM QV\MZM[ [IV\M kig og belysning til aften og nat 5]TQOPML NWZ I\ \ITM WO P¦ZM PMZ]VLMZ TI^\ [\¦RVQ^MI] WO [IU\ITM^MVTQOM arrangementer 5]TQOPML NWZ ]LNWTLMT[M PMZ]VLMZ QV^Q\I\QWV \QT Na[Q[S IS\Q^Q\M\ UW\QWV TMO og underholdning. Dag og nat – sommer og vinter ;SITI PMZ]VLMZ LQUMV[QWVMZQVO IN JaOVQVOMZ Z]U WO UMVVM[SM 5]TQOPML NWZ I\ VaLM LM\ OWLM ^MRZ [SaOOMNWZPWTL \MUXMZI\]ZMZ ^QVL [\M\Q[SM S^ITQ\M\MZ WO XW[Q\Q^M [IV[MQVL\ZaS PMZ]VLMZ OWL\ LM[QOV OWLM detaljer, smukke udsigter, gode materialer og træer, planter og vand

En noget enklere version med blot af de vigtigste kvaitetskriterier, der er opstillet i skemaet her på siden, kan benyttes ved analyse og værdisætning af byrum.

237

De historiske bykerner og det nye storbyliv ,M ÆM[\M UMVVM[SMZ MT[SMZ I\ JW Q uV IN LM [\¦ZZM JaMZ PMT\ NZQ^QTTQO\ Q M\ ZQO\QO\ JaP][ Xs ÆMZM M\IOMZ ,M\ O¦Z LM IN UIVOM OZ]VLM *aMZVM[ M\IOMP][M Z]UUMZ mange muligheder for fællesskaber, især hvis der bor mange børn i opgangen, og i dag er de fæleste gårdrum gjort til meget børne- og voksenvenlige hyggemiljøer med bænke og borde, grill, boldbane, græs, buske og træer, småhaver samt sandkasser og legepladser for de mindste. Kælderrummene kan indrettes til fællesbad, fællesvaskeri, cykelkælder og fælles festlokaler. Fællesskaberne kan WO[s WUNI\\M MV T¦JMST]J MV Å\VM[[ST]J MV N¥TTM[ OZ¦V JaPI^M MV [XQ[MST]J eller en biograf-, teater- eller kulturklub. Det stigende antal enlige og de mange anderledes familiekonstellationer og nye fællesskaber fordrer desuden en helt ny måde at bo på. Nye områder der før var karakteriseret af mørke baggårde som ,MV ;WZ\M .QZSIV\ 8Q[[MZMVLMV WO 0ITU\WZ^M\ MZ Q LIO NI[PQWVIJTM [\MLMZ I\ JW Selv mange af byens gamle, snavsede og grimme fabriksbygninger er blevet ekstra spændende og attraktive byboliger med store rum med masser af lys og luft. Det nye byliv 8s LMV IVLMV [QLM IN P][M\ Q [MT^M JaMV Xs OILMZVM WO XTIL[MZVM JZMLMZ LM\ gode storbyliv sig også mere og mere med cafeer, restauranter, siddearealer, internetområder, musiksteder, vinsteder, ølsteder, torvehandel, gadeoptræden, fe[\Q^ITMZ OILMNM[\MZ OILMÅTU U][MMZ [XWZ\ S]V[\ WO S]T\]Z 2I U]TQOPMLMZVM er nærmest uendelige, både de gratis oplevelser og de kommercielle. Og det er efterhånden både sommer og vinter. Når man bor og arbejder i byen, kan man ofte undvære en bil, eller i hvert fald to biler, og kan man ikke det, behøver man i det mindste ikke at køre i bilen mellem arbejde og hjem, medmindre man skal hente og bringe sine børn til skole eller pasning. Man kan gå, cykle eller tage bus og tog, afhængig af afstanden. Skoler, vuggestuer og børnehaver er lige ved hånden, og det samme gælder et stort udvalg af uddannelsesinstitutioner og højere læreanstalter. De større byer har stadig deres egne hospitaler, plejehjem og alderdomshjem, mens de i de store SWUU]VMZ JTQ^MZ KMV\ZITQ[MZM\ P^QTSM\ JM\aLMZ I\ LM Æa\\MZ T¥VOMZM ^¥S NZI LM mindre byer. Kirkerne og kirkegårdene ligger dog stadig, hvor de altid har ligget. -VLMTQO SIV LM ÆM[\M JaJWMZM WO[s OWL\ TQLM I\ [\WZJaMV MZ [s UIVONWTLQO 0MZ møder man konstant og overalt alle mulige typer mennesker, med forskellige hudfarver, påklædning, seksuel orientering, social stand og holdninger. I det gode byliv bliver man ikke set ned på eller overbegloet, hvis man er anderledes. Og er man ung, smart og velklædt, bliver man netop kigget på, som det jo er formålet. 8s LMVVM UsLM ^QZSMZ Q[¥Z [\WZJaMV [WU MV QV[XQZI\WZ WO NWZVaMZ TIVO\ mere end i de mindre byer eller forstæderne, bl.a. i forhold til stil og mode og nye \ZMVL[ QVLMVNWZ UIL UIL^IZMZ []VLPML [XWZ\ WO S]T\]Z ,M\ O¦Z Xs uV OIVO I\ byen er med til at gøre beboerne meget ensartede, men på samme tid meget forskellige. Én af de mest markante udviklinger i de større byer er nemlig den meget store og markante identitetsforskel, der er, hvis man f.eks. bor på Frederiksberg MTTMZ Xs >M[\MZJZW *aWUZsLM\[ [\MUVQVO WO [\QT O¦Z I\ UIV N¦TMZ [QO [WU PMT\ IVLZM UMVVM[SMZ LM \W [\MLMZ <QT[^IZMVLM OQ^MZ 6¦ZZMJZW JMJWMZVM MV UMOM\ IVLMZTMLM[ QLMV\Q\M\ MVL JMJWMZVM Xs [\MZJZW +PZQ[\QIV[PI^V MTTMZ )UIOMZ 7O \QT[^IZMVLM Q )IZP][ UMTTMU N MS[ .ZMLMZQS[JRMZO WO <Z¦RJWZO ,M\ MZ QSSM kun sociale forskelle, men i høj grad også husene, gaderne og arkitekturen, der [XQTTMZ QVL PMZ :MV\ NIS\Q[S XZ¥OMZ JaLMTMVM[ ZM\ NWZ[SMTTQOM JaOVQVO[S]T\]ZMZ LMres beboere på mange måder, ikke kun i forhold til lejlighedernes størrelse og indretning, men i høj grad også til gadefacaderne, gårdfacaderne, gadernes udseende og ikke mindst i den måde, disse istandsættes og passes på. Storbyens høje fart og tempo, som også er med til at drage byboerne, opNI\\M[ WN\M IN QSSMJaJWMZM [WU W^MZÆILQ[SPML \Q\ UML ZM\\M 5MV LMV P¦RM X]T[ skaber en dynamik, der øger aktiviteternes mængde og afvekslende karakter, til et endnu højere tilfredsstillelsesniveau for dem, der er med. Omvendt repræsenterer de danske byer og dansk design en arkitektonisk enkelhed og ukrukkethed,

MV ZWTQOPML Q ]L\ZaS WO UI\MZQITQ\M\ PMT\ NZI ZMV¥[[IVKMV \QT ! ¼MZVM[ UWLMZnisme, der dels præger og dels er i overensstemmelse med dansk levevis og livsstil. Byhuset Omdrejningspunktet for alt dette er, foruden selve byens beboere, menneskene, i høj grad byens huse, gader og pladser. Og selv om der naturligvis ikke kunne foregå ret meget uden den menneskelige kreativitet, betyder husene, gaderne og pladsernes arkitektoniske karakter og kvalitet også meget. Det kan man bl.a. se på de steder, hvor husene, gaderne og pladserne er kedelige, karakterløse og uden arkitektonisk kvalitet, f.eks. i forstædernes indkøbscentre af beton, der ellers krampagtigt forsøger at efterligne storbylivet mest muligt med bænke, bodegaer og banker. Mangfoldighed i udtryk, farver og karakterer er en kvalitet i sig selv, men modsat den menneskelige mangfoldighed, der konstant veksler i styrke, antal og udtryk, er især husene meget konstante og dominerende og XZ¥OMZ LMZM[ WUOQ^MT[MZ UML LMZM[ W^MZÆILMZ NIZ^MZ WO UI\MZQITMZ *sLM NWZ JWTQOMZ WO W‫ٺ‬MV\TQOM JaOVQVOMZ O¥TLMZ LM\ I\ [U]SSM P][M UML [U]SSM UI\MZQITMZ W^MZÆILMZ WO NIZ^MZ ]VLMZ[\¦\\MZ SZMI\Q^Q\M\MV WO NsZ UMVVM[SMVM \QT I\ N¦TM [QO hjemme og have det godt. Når man ser på gamle billeder af byer og bygninger, repræsenterer disse næsten uden undtagelse en smuk helhed. I deres proportioner, arkitektoniske udtryk og materialitet. Og næsten uden undtagelse har senere ændringer, ombygninger, renoveringer osv. forringet denne helhed. Kvaliteten stiger .¦Z !! ¼MZVM ^IZ LM\ JM[\MU\ QSSM Xs UWLM I\ JW Q LM [\¦ZZM JaMZ PMZ ^IZ NWZstæderne førstevalg, ikke mindst for børnefamilierne, men dette er nu skiftet helt. ;SIT UIV ÅVLM MV NWZSTIZQVO MZ LM\ PMT\ INORWZ\ I\ JaMZVM[ JaU¥[[QOM WO JWTQOU¥[[QOM S^ITQ\M\ MZ [\MOM\ 0^WZ LM N¦Z !! ¼MZVM SWV[\IV\ OQS NZI ZQVOM \QT ^¥ZZM går det nu fra ringe til bedre, og der er ingen tvivl om, at kvaliteten vil stige endnu mere de kommende år. Byhaver med selvdyrkede grøntsager, forretninger med kvalitetsfødevarer, bl.a. grøntsager, kød og brød, specialbutikker, nye multikulturelle markedshaller, genbrug af gamle møbler, husgeråd og inventar bl.a. på store genbrugsmarkeder, sundhed, vandsport, havnebad, cykling, løb og gang NZMUNWZ JQTS¦Z[MT ;MT^WU TIVO\ LM ÆM[\M OIUTM JMJWMT[M[P][M WO WO[s MZP^MZ^[bygninger i byerne blev rimeligt bevaret og istandsat, kan vi også gøre dette langt bedre, så husene, pladserne og selve bylivet kommer til at hænge smukt sammen: genbruge og istandsætte de gamle vinduer, døre og porte af træ med naturlige og miljøvenlige materialer, energiforbedre vinduerne frem for at skifte dem ud, hvorved de sparer mere på varmen og energien end tilsvarende nye vinduer af plastik, giftimprægneret træ eller aluminium, behandle facaderne med naturlige og miljøvenlige materialer, f.eks. kalk og limfarver, benytte de smukke og naturlige jordfarver, ude og inde, og benytte smukke, naturlige og miljøvenlige materialer til husenes interiører. Det, der skal til, er folkelig fornuft og sammenhæng, på husenes præmisser. Husene har en historie, en byggeteknisk balance og en arkitektonisk helhed, der bør tælle højere end beboernes skiftende modeluner. Det gælder både udvendigt og indvendigt. Husene skal være den rolige og konstante faktor i byens omskiftelige liv – selvfølgelig opgraderet til moderne standard, men gjort hensynsfuldt og respektfuldt. Da byerne jo også vokser i denne tid, fordi de er så populære, skal der bestemt også en del nybyggeri til. Men hvorfor skal dette ske på bekostning af de smukke, gamle, helstøbte og harmoniske gamle byområder, vi allerede har. Måske fordi de er så smukke og indtagende, at det jo er her, folk vil bo. Skab i stedet nye byområder, og vis, at de kan blive lige så populære og tiltrækkende for bl.a. turister og tilrejsende, som de gamle, velbevarede byområder. Husenes og pladsernes materialer .¦Z ! ^IZ ^WZM[ P][M WO JaMZ JaOOM\ IN M\ ZMTI\Q^\ TQTTM ZMOQ[\MZ IN JaOOMUI\Mrialer, primært mursten og puds, teglsten og skifer, vinduer, døre og porte af træ !

UML U]VLJT¥[\M Z]LMOTI[ 5ITQVO WO W^MZÆILMJMPIVLTQVO NWZMOQS UML T¥[SM\ SITS NIKILMZVM WO TQVWTQMUITQVO ^QVL]MZ L¦ZM WO XWZ\M Q MV JMOZ¥V[M\ [U]S WO PIZUWVQ[S NIZ^M[SITI [IUUMV UML UI\MZQITMZVM[ VI\]ZTQOM NIZ^MZ 8s OILMZ WO XTIL[MZ ^IZ TIO\ JZW[\MV SIV\[\MV I[NIT\ WO JM\WVÆQ[MZ ,M\\M OI^ MV ZM\ MVMstående helhed og harmoni, materialemæssigt, farvemæssigt og udtryksmæssigt, over det enkelte hus og de husrækker, de dannede, samt over de herved skabte byrum. >ML ^ITO IN UI\MZQITMZ \QT ^MLTQOMPWTLMT[M ZMXIZI\QWV ZM[\I]ZMZQVO WO \ZIV[formation af ældre bygninger har mange arkitekter, håndværkere og husejere den holdning, at man sagtens kan bruge de samme materialer og håndværksmetoder, som man bygger nye huse med i dag, bl.a. plastikmaling, cementpuds, \MZUWZ]LMZ WO OQN\QUXZ¥OVMZM\ XIX\Z¥ 5MV uV \QVO MZ I\ P][M\ Q SWUJQVI\QWVMV UMTTMU LM WZQOQVITM LMTM WO LM VaQ[\IVL[I\\M W^MZÆILMZ NZMU\Z¥LMZ ZWLM\ uægte og disharmonisk. Noget andet, er at der usvigeligt og efter kort tid opstår N]O\[SILMZ Q P][M\[ UI\MZQITMZ W^MZÆILMZ WO SWV[\Z]S\QWVMZ [s \Z¥M\ ZsLVMZ UIling og puds skaller af, og termoruderne punkterer. Det er vigtigt for både bygVQVOMZVM WO JaZ]UUMVM I\ IZSQ\MS\]Z W^MZÆILMZ WO [\WÆQOPML [XQTTMZ [U]S\ WO harmonisk sammen indbyrdes og også sammen med husets alder, stil og historie. Materialerne skal have historisk ægthed, teknisk kvalitet og bidrage til den arkitektoniske helhed. Det kan og har de såkaldte traditionelle eller klassiske byggematerialer, bygningskonstruktioner og håndværksmetoder, der stort set svarer til dem, huset er opført med. Dette er dokumenteret gennem videnskabelige undersøgelser, forsøg og langvarige erfaringer. Kernetræ, linoliemaling, læsket kalk, kalkmørtel, brædder, rørvæv og puds, trukket glas m.m. De fås endnu, og PsVL^¥ZSMZVM LMZ SIV JZ]OM LMU ZQO\QO\ ÅVLM[ WO[s Litteratur 2IV /MPT U Æ Det nye byliv 3¦JMVPI^V" )ZSQ\MS\MV[ .WZTIO 2IV /MPT Livet mellem husene. København: )ZSQ\MS\MV[ .WZTIO ! Kulturarvsstyrelsen. SAVE: Kortlægning og registrering af bymiljøers og bygningers bevaringsværdi. KøbenPI^V" 3]T\]ZIZ^[[\aZMT[MV JM[¦O\ [MX\MUJMZ " http://www.kulturstyrelsen.dk/ ÅTMILUQV ][MZG]XTWIL S]T\]ZIZ^ X]JTQSI\QWVMZ MUVMWXLMT\ SWUU]VMZ 3]T\]ZIZ^[\aZMT[MVG ;)>-GXZQV\ XLN >IL[\Z]X ;¦ZMV Frihåndstegning af bygninger og byskaber i perspektiv, Akvarelmaling samt lavering og lokalfarve og Analytisk tegning og illustration. København: Kompendiematerialer til Kunstakademiets Arkitekt[SWTM SIVLQLI\XZWOZIU Q 3]T\]ZIZ^ <ZIV[NWZUI\QWV WO :M[\I]ZMZQVO >IL[\Z]X ;¦ZMV NYSTED, Byrumsanalyse og værdisætning +MV\MZ NWZ *aOVQVO[JM^IZQVO Q :IIL^IL WO 6a[\ML *M^IZQVO[NWZMVQVO JM[¦O\ [MX\MUJMZ " P\\X" Va[\ML JM^IZQVO[NWZMVQVO LS

modsatte side: Bygningstypologier, Medicinbyen, København \MOVQVO" 2ISWJ 2ISWJ[[WV 241

STRATEGIER

Tilnærmelser af Nicolai Bo Andersen

En stor del af den bymæssige vækst i det 20. århundrede er sket gennem udvidel[M WO ]ZJIVQ[MZQVO IN VaM WUZsLMZ 1 LM [MVMZM sZ MZ \QTÆa\VQVOMV \QT JaMZVM QUQLlertid accelereret, og der er kommet nyt fokus på transformation og bymæssige fortætninger som genstand for den urbane udvikling. Mange nyere bygninger og bymæssige fortætninger lader imidlertid til at være udviklet på et æstetisk grundTIO LMZ ITMVM PIVLTMZ WU JaOVQVOMV [WU [MT^[\¥VLQO\ TM\ IÆ¥[MTQO\ WO MVSMT\ kommunikerbart objekt, der ikke forholder sig til et steds eksisterende kvaliteter og særlige karakter. Det virker, som om kun få arkitekter er interesseret i spørgsmålet om (by)huset i en bredere sammenhæng, som et urbant problem – eller for den sags skyld i en mindre skala, set fra et kropsligt og menneskeligt perspektiv. Dette kapitel beskriver en registreringsmetode, der er inspireret af fænomenologien, og som handler om, hvordan rummets oplevelsesmæssige kvaliteter kan udpeges og bruges som materiale til arkitektonisk artikulering og bymæssig fortætning. Det undersøges, hvordan de sansebårne kvaliteter i en del af den STI[[QKQ[\Q[SM Ja Q 3¦JMVPI^V SIV QLMV\QÅKMZM[ WO JZ]OM[ \QT I\ ]L^QSTM MV QUIOQnær bymæssig situation, der tilnærmer sig et eksisterende bykvarters atmosfære. Begrebet tilnærmelser bruges til at beskrive en strategi, der handler om at bruge oplevede rumlige karakterer og erindrede brudstykker fra historien, og som 244

245

sætter den menneskelige krop og rummets fænomenbundne kvaliteter i centrum for arkitektur og bymæssige transformation. Det konkluderes, at man må bruge byernes og bygningernes sansebårne oplevelser og emotionelle kvaliteter og udnytte det potentiale, der ligger i at byer, bykvarterer og bygninger er forskellige. Transformation og bymæssig fortætning Byer, bykvarterer og bygninger har forskellige karaktertræk. Der er forskel på København og Aarhus, på Østerbro og Vesterbro, ligesom Bella Vista og Vestersøhus er forskellige. Når man arbejder med arkitektur og bymæssig fortætning, kan man tillægge disse forskelle større eller mindre betydning. Nye bygninger SIV \QTN¦ZM MV PMT\ Va [\MUVQVO \QT JaMV MTTMZ LM SIV V¥ZUM [QO M\ [XMKQÅS\ [\ML[ helt særlige karakter. Tilsvarende udgør arkitekturhistorien en uudtømmelig ressource, man kan bruge mere eller mindre bevidst. Spørgsmålet er, hvordan et steds særlige karakter og historiens arkitektoniske materiale kan bruges til at lave arkitektur og bymæssige fortætninger, der udnytter potentialet i steders forskellighed. Det kan hævdes, at moderne arkitektur og byplanlægning er karakteriseret ved en individualistisk og objektfokuseret selvoptagethed. At arkitekten gør en stor indsats for at skabe variation, udvikle sensationelle facader og spektakulære bygningsformer. At tendensen går i retning af en mere og mere usammenhængende diversitet med færre og færre sammenbindende kvaliteter. Det ser ud, som om kun få arkitekter er interesseret i spørgsmålet om (by)huset i en bredere sammenhæng, som et urbant problem eller for den sags skyld i en mindre skala set fra en kropsligt og menneskeligt perspektiv. Arkitekten synes mere interesseret i I\ ÅVLM Xs WJRMS\MZ MVL Q I\ JaOOM JaMZ Klassicismen i det 19. århundrede i Nordeuropa havde en forståelse af byen som en sammenhængende, homogen enhed, som ved hjælp af plastisk ]L\ZaS NIZ^MZ XZWXWZ\QWVMZ WO [\WÆQOPML Q LM MVSMT\M JaOVQVOMZ ^IZ Q [\IVL \QT at skabe harmoniske forbindelser til byen og samtidig kunne fremstå med en imødekommende, menneskelig skala og materiel intimitet i detaljerne. Dagens fragmenterede, usammenhængende og komplekse by giver ikke mulighed for en lignende sammenhæng og bymæssig enhed. Nye funktioner, nye materialer og nye politiske, økonomiske og æstetiske standarder giver ikke mulighed for den samme forståelse af enhed som i den klassicistiske by – en enhed, der måske ikke engang er ønskelig? Spørgsmålet er, om arkitekten, ved at placere rummet og dets fænomenbundne kvaliteter som kernen i arkitektur og bymæssig fortætning, kan udvikle en følsomhed for en arkitektur, der er i stand til at lave nye forbindelser og relationer, konkrete såvel som mentale. Kan vi, og i givet fald hvordan, som praktiserende arkitekter skabe stemninger? Er det muligt at udvide opfattelsen af, at det er det oplevede rum, der er kernen i arkitektur og bymæssig fortætning, til en operationel metode, en modus operandi? Hvordan kan vi gøre begrebet atmosfære aktivt i arkitektur og bymæssig fortætning, så nye indgreb kan få sammenbindende kvaliteter, konkrete såvel som mentale? Fænomenbunden registrering De rumlige kvaliteter i en central del af København undersøges gennem en registreringsmetode, der er inspireret af fænomenologien. Metoden forsøger at uddrage nogle karakteristiske egenskaber i den klassicistiske by. Det er en undersøgelsesstrategi, der udfolder et fænomenbundet ’felt af egenskaber’, der bruges til at nærme sig en metode til at udvikle en arkitektur, der ikke er bestemt af typologier eller billeder, men snarere af de følelsesmæssige kvaliteter, der kommer til udtryk gennem rummets konkrete bestanddele. Hensigten er at lade nye indgreb tilnærme sig en eksisterende situation og danne sammenhænge, der konstituerer en ny form for ’enhed’. Gernot Böhmes beskrivelse af begrebet atmosfære1 som arkitekturens primære genstandsfelt anvendes som udgangspunkt for at diskutere rummet og dets fænomenbundne egenskaber som afgørende for forståelsen af 246

forrige side: Bymæssig forfatning i København tegning: Nicolai Bo Andersen

byen og dets mangfoldighed af mindre, lokale ’helheder’. Gennem et konkret projekt til en bymæssig fortætning udvikles en metode \QT I\ QLMV\QÅKMZM LWS]UMV\MZM WO IV^MVLM LM SIZIS\MZQ[\Q[SM WO N¥VWUMVJ]VLne kvaliteter, der knytter sig til et sted, en by eller en bygning. Ved hjælp af denne ’fænomenbundne undersøgelse‘ udpeges et ‘felt af egenskaber’ i den eksisterende by, der bruges som generator for en imaginær bymæssig fortætning. Hensigten har været, gennem en nuanceret og konkret forståelse af arkitektur og byrum, at genindsætte den menneskelige krop og de sansebårne kvaliteter som omdrejningspunkt for arkitektur og bymæssig fortætning og gennem tegningen at skabe en atmosfære, der kan nærme sig den klassicistiske bys. Byen Når jeg går gennem København, er der især en central del af byen, der altid sætter mig i en bestemt stemning. Jeg kommer fra Holmens Kanal, en bred støjende ^MR UML UMOM\ \ZIÅS P^WZ LM ÆM[\M JQTMZ JTW\ XI[[MZMZ Xs LMZM[ ^MR \QT MV LM[\QVItion langt væk. Jeg drejer til venstre ad en smal gade, og pludselig er hele atmosfæren ændret. Rummet er smalt, husene er mindre, og gaderne er næsten stille. Gaderne snor sig næsten umærkeligt, og det dybe perspektiv bliver afbrudt af den svagt slyngede facaderække. Fraværet af et enkelt fokuspunkt og muligheden NWZ ÆMZM JM^¥OMT[M[U¦V[\ZM OQ^MZ MV V¥[\MV TIJaZQV\Q[S N¦TMT[M WO LM\ TM\ ]ZMOMTmæssige gademønster forlener rummet med en intim karakter. Selv om man får N¦TMT[MV IN I\ JTQ^M V¥[\MV PMT\ NWZ\IJ\ OQ^MZ NWZVMUUMT[MV IN ÆMZM SZaL[MVLM Z]U MV JMZWTQOMVLM S^ITQ\M\ \QT Z]UUM\ LMZ XQZZMZ Va[OMZZQOPMLMV ,M I‫ٺ‬I[MLM hjørner på husene ved hvert gadekryds danner små, intime rum, der skaber en kort pause i byens strøm. De smalle gader gør, at facaderne opleves tæt på. Det subtile mønster af SITSMLM W^MZÆILMZ OQ^MZ MV JMZWTQOMVLM V¥[\MV QV^Q\MZMVLM N¦TMT[M OMVSMVLMTQO NWZ SZWXXMV WO LMV UMVVM[SMTQOM [SITI >¥OOMVM[ UI\\M ÅV\ SWZVMLM \MS[\]Z gør, at man får lyst til at røre huset fysisk, og stofvirkningen giver bygningen en stærk kropslig tilstedeværelse. Facadernes subtile relief skaber en nuanceret komposition af lys og skygge. Kombineret med væggenes kølige grå og varme grå nuancer opleves bygningerne som en smule reserverede, men værdige. Der er en stille, næsten blid følelse i rummet. Husene er mættet af en rolig tilstedeværelse, en næsten kontemplativ stemning. Som tavse karakterer i byen, skulder ved skulder, udtrykker bygningerne en afslappet værdighed med hver deres personlighed, der samtidig udgør en del af et større fællesskab. Stilheden og de tomme gader giver en følelse af forladthed, en atmosfære af melankoli. Men på samme tid en atmosfære fyldt med forventning – en følelse, der gør én Va[OMZZQO MN\MZ P^IL UIV [SIT ÅVLM Z]VL\ WU LM\ V¥[\M PR¦ZVM Felt af egenskaber Måske kan vi lære af den klassicistiske by og genlære, hvad mange nutidige projekter synes at have glemt. Eller rettere: Måske kan vi lære, ikke af de typologiske egenskaber eller billedet af den klassicistiske arkitektur, men af byens fænomenbårne egenskaber. Af den enkelte bygnings evne til at være del i en større, urban samtale og, i en mindre og menneskelig skala, til at skabe en intim og indbydende atmosfære, der trækker på arkitekturens emotionelle kvaliteter. Ved at fotografere udvalgte bygningselementer i den indre by i København, kan en række fænomenbårne egenskaber i den klassicistiske by udpeges. Ni forskellige bygningsdele er ordnet i et fænomenbundet ’felt af egenskaber’. Beskrivelsen er ikke nødvendigvis historisk eller teknisk udtømmende, men er baseret Xs P^MZ\ MTMUMV\[ M^VM \QT I\ S]VVM UML^QZSM \QT I\ [SIJM MV [XMKQÅS Z]UTQO SIrakter – oplistet på næste side. Den ’fænomenbundne undersøgelse’ peger på en række særlige bygningselementer, der medvirker til at give bygningen karakter, til at artikulere facaden og dermed gadens og byens rum. Elementerne refererer til bygningernes form, farve, proportion og stof og er centrale i manifestationen af byens atmosfære. 247

Projekt til en bymæssig fortætning Projektet til en bymæssig fortætning er en undersøgelse af, hvordan de fænomenJ]VLVM S^ITQ\M\MZ LMZ ÅVLM[ Q LMV MVSMT\M STI[[QKQ[\Q[SM JaOVQVO WO Q MV[MUJTM\ af bygninger i en bymæssig skala, gennem et nutidigt blik kan transformeres til en operationel metode – en modus operandi – for bymæssig fortætning. Den ’fænomenbundne undersøgelse’ udpeger et ’felt af egenskaber’, der stammer fra den klassicistiske by og bliver en værktøjskasse til at tegne en ny, imaginær del af byen. Projektet er ikke et forsøg på at lave en nøjagtig kopi af en klassicistisk bygning eller at genskabe en historisk del af byen. Det bør heller ikke forstås som et sentimentalt ønske om at gå tilbage til de gode gamle dage. Snarere kan det hævdes, at atmosfærens forbindende egenskaber i den klassicistiske by kan give en ny forståelse af historiens og bygningskulturens betydning samt udgøre et kritisk potentiale i forhold til den moderne arkitekturs og byplanlægnings hukommelsestab. Projektet består af et enkelt billede. Det er blevet konstrueret som en wireframe-model i computeren. Planer, snit og facader eksisterer kun som en del IN LMV \ZMLQUMV[QWVMTTM UWLMT 0][M\ MZ JTM^M\ ]L^QSTM\ · QSSM [WU LM ÆM[\M arkitekter normalt ville arbejde, startende med en overordnet plan i byens skala, dernæst gennem bygningen som volumen i retning mod en højere og højere grad af detaljering. Derimod er rummet blevet til set fra øjenhøjde – fra gadeniveau · [WU MV [¥ZTQO Z]UTQO [Q\]I\QWV SWV[\Z]MZM\ ^ML PR¥TX IN LM\ [XMKQÅSSM ¼NMT\ IN MOMV[SIJMZ¼ QLMV\QÅKMZM\ Q LMV ¼N¥VWUMVJ]VLVM ]VLMZ[¦OMT[M¼ 5IV SIV [QOM I\ LM MOMV[SIJMZ LMZ ÅVLM[ Q LMV STI[[QKQ[\Q[S Ja MZ JTM^M\ skilt ad og sat sammen igen i en ny orden i et forsøg på at udvikle en bygning, ikke [WU M\ WJRMS\ UMV [VIZMZM [WU MV JaU¥[[QO [Q\]I\QWV UML MV [XMKQÅS Z]UTQO atmosfære, en form for re-samling af fundne egenskaber. De enkelte elementer er blevet fortolket i materiale og proportioner. Husene tænkes bygget ved hjælp af moderne betonelementer, isolerede, pudsede og kalkede. Basen er beklædt UML P^QLM ÅJMZJM\WVMTMUMV\MZ UML M\ []J\QT\ ^IVLZM\ ZMTQMN LMZ [WU MV ]LILgående fuge skaber et enkelt, ornamentalt mønster i stueniveau. Vinduernes og OM[QU[MZVM[ ZIUUMZ [sTJ¥VSMVM WO PW^MLOM[QU[MV MZ NZMU[\QTTM\ IN P^QLM ÅJMZbetonelementer. Vindues- og dørkarme er lavet af tombak, der får sin patina fra den daglige berøring af mange hænder. /ILMV[ []J\QTM LZMRVQVO WO LM I‫ٺ‬I[MLM PR¦ZVMZ OQ^MZ JaOVQVOMZVM MV \aLMTQO XTI[\Q[S SIZIS\MZ WO \MOVMZ MV ÅV SWV\]Z Q NIKILMZ¥SSMV ,MV \]VOM JI[M OQ^MZ et indtryk af, at bygningen står solidt fast på jorden. Mønsteret er en inviterende OM[\][ LMZ OQ^MZ JaOVQVOMV MV UMVVM[SMTQO [SITI /M[QU[MV[ XZWÅT PIZ MV SIrakterfuld forskydning i den rolige facade, der er ordnet med rytmisk gentagne vinduer. De ekstruderede rammer omkring hvert vindue og placeringen af vinduerne i hullerne giver et subtilt relief i facaden, der giver et samlet indtryk af rolig tilstedeværelse. *aOVQVOMV OsZ Q LQITWO UML LM WUSZQVOTQOOMVLM JaOVQVOMZ Xs ÆMZM UsLMZ ,MV MVSMT\M JaOVQVO[ XZWÅT OQ^MZ MV ^Q[]MT NWZJQVLMT[M \QT VIJWMV ^QVL]M[MTMUMV\MZVM LIVVMZ MV Za\UQ[S SWVÅO]ZI\QWV TIVO[ OILMV NIZ^MV]IVKMZVM NZI LMV samme palet skaber en lokal sammenhæng i byen, og detaljer fra forskellige huse medvirker til at etablere forbindelser på tværs af gaden. Bygningen er placeret i en imaginær kontekst, der giver visualiseringen karakter af en erindring. Næsten som om fragmenterede billeder fra byen, fundet på bagsiden af hjernen, er blevet sat sammen igen i en ny orden, efterladende tilskueren usikker på, om billedet er en erindring om et faktisk sted eller et billede af en ny, endnu ikke bygget bymæssig situation. Rummet har på denne måde en tvetydig kvalitet. Det svinger mellem en beroligende genkendelighed og en foruroligende tvivl. Rummet er meget anderledes og på samme tid det samme, det adskiller sig fra og skaber en mental forbindelse til den eksisterende by. Billedet har en melankolsk stemning og samtidig en følelse af forventning. Som et erindringsbillede bragt tilbage til bevidstheden gennem en særlig rumlig atmosfære.

248

1 Kontur Den svage kontur markerer hver bygnings individualitet 2 Skift Gesimsens skift markerer en dynamisk overgang mellem bygningerne 3 Palette Paletten af hvid kridt og bløde jordfarver giver byen en rolig karakter 4 8ZWÅT /M[QU[MV[ XZWÅT UIZSMZMZ MV XZ¥KQ[ overgang mellem gadens rum og huset 5 Relief Det subtile relief tegner en nuanceret komposition af lys og skygge 6 Plastik /ILMV[ []J\QTM \_Q[\ WO LM I‫ٺ‬I[MLM hjørner artikulerer byens plastiske kvaliteter 7 Rytme Vinduernes gentagne komposition giver facaden rytme og takt 8 Ramme Vinduernes udformning artikulerer overgangen mellem ude og inde 9 Mønster Basens sarte mønster giver huset en taktil kvalitet

modsatte side: Felt af egenskaber foto: Nicolai Bo Andersen

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

249

Atmosfære Gernot Böhme kalder den rumlige karakter, vi oplever gennem vores kropslige tilstedeværelse ’atmosfære’2. Et objekt er til stede på en bestemt måde gennem fysisk artikulering og gør sin tilstedeværelse opfattelig gennem det menneskelige legemes sanser. Atmosfæren er hverken blot forbundet til objektet eller tilskueren. I den forstand er atmosfæren det uhåndgribelige ’noget’ mellem et fysisk objekt og kroppen, det hører til mellemrummet. Den er afhængig af samspillet mellem det artikulerede objekt og den sansende menneskelige krop. Atmosfæren påvirker nervesystemet på en bestemt måde, sætter tilskueren i en særlig stemning. Så atmosfæren har at gøre med relationer. Den har at gøre med både udformningen af en fysisk genstand og med, hvordan rummet opleves af den menneskelige krop. Böhme peger på, at atmosfæren i et rum kan konstitueres gennem ”orientering, antydede bevægelser (og) markeringer”, den kan oprette ’koncentrationer, retVQVOMZ SWVÅO]ZI\QWVMZ Q Z]UUM\¼3. Böhme giver imidlertid ikke nogle konkrete anvisninger på, hvordan man som arkitekt rent faktisk kan skabe en atmosfære, hvordan et bestemt objekt skal udformes for at opnå en bestemt karakter. Det er, som om begrebet atmosfære forbliver meget generelt og abstrakt. Men da vi kan se og opleve karakterfulde rum, bygget af konkrete materialer – glas, sten, beton, tegl, stål – må det være muligt at udpege, hvad der rent faktisk skaber atmosfæren, og hvordan man kan arbejde med den som arkitekt. Vi er som arkitekter interesseret i atmosfærens ’hvordan’: Hvordan kan vi skabe en bestemt stemning, hvordan kan vi udforme de bygningselementer, der udgør atmosfæren, hvordan kan vi arbejde med den som en integreret del af designprocessen, og hvordan kan vi udvikle en metode for arkitektur og fremtidig bymæssige fortætning, der sætter ’atmosfæren’ i centrum? Den danske arkitekt Carl Petersen åbner i 1919 sin forelæsning på Det Kongelige Danske Kunstakademi ved at erklære: ”I formende Kunst, hvortil navnTQO P¦ZMZ *aOVQVO[S]V[\MV WO *QTTMLP]OOMZS]V[\MV MZ [¥ZTQO ÅZM .WZPWTL ^QO\QOM" .WZUOQ^VQVOMV .IZ^MZVM ;\¦ZZMT[M[NWZPWTLMVM WO ;\WN^QZSVQVOMZVMº4 0^Q[ ^Q IKKMX\MZMZ I\ LQ[[M ÅZM betingelser som udgangspunkt kan bruges til at beskrive rummets bestanddele, kan frembringelsen af atmosfærer beskrives som den særlige måde, form, farve, proportioner og stof kombineres på og tillader objektet at være til stede, oplevet gennem den menneskelige krop, fremkaldende en særlig følelsesmæssig reaktion. Steen Eiler Rasmussen beskriver præcist, hvordan vi gennem hele vores opvækst opnår en nuanceret, kropslig forståelse af verden – hvordan vi siden vores barndom ”ved en mængde oplevelser lærer (...) at vurdere genstandende efter tyngde, haardhedsOZIL W^MZÆILMSIZIS\MZ ^IZUMTMLVQVO[M^VMº5. Egenskaberne hård og blød, let og tung, [TIX WO [X¥VL\ [IU\ W^MZÆILMZVM[ UI\MZQITMMOMV[SIJMZ OQ^MZ W[ OMVVMU SZWXpens sensoriske system en følelsesmæssig oplevelse. Det betyder, at ikke kun geometri, men materialerne i sig selv, hele vejen til det molekylære niveau, kan bidrage til at skabe en særlig stemning gennem den måde, hvorpå vi oplever rummet. Arkitekten sætter de enkelte materialer sammen i en bestemt orden for at WXVs MV JM[\MU\ M‫ٺ‬MS\ -V JaOVQVO[ XTI[\Q[SM S^ITQ\M\MZ SIV OQ^M QVL\ZaS IN \aVOde eller lethed; de geometriske relationer kan give en oplevelse af bevægelse eller balance. Gentagelsen af et enkelt element kan give indtryk af ro, mens skift i geometri opleves dynamisk. En sekvens af huse eller en individuel facade kan opleves som rytmisk. Konturen af en bygning kan gennem hukommelsen have en stærk associativ kraft. Så oplevelsen af rummet er ikke statisk. Den menneskelige krop bevæger sig gennem rummet og oplever fænomenerne fra en endeløs række af positioner, NZI ÆMZM [aV[^QVSTMZ -TTMZ ZM\\MZM" )\UW[N¥ZMV MZ QSSM [\I\Q[S ,MV MZ INP¥VOQO IN temperaturen i luften, kvaliteten af lys og lyd på gaden. Om det regner, eller det er en varm sommerdag. Og den er forskellig fra person til person. Oplevelsen af et rum gennem kropslig tilstedeværelse er ikke konstant. Atmosfærens dynamiske karakter tyder på, at vi skal tale om ikke én, men mangfoldige erfaringsmæssige ordrer. Et ubegrænset antal sansebårne oplevelser, en endeløs række af atmosfæ250

ZMZ :]UUM\ JTQ^MZ Xs LMVVM UsLM SWV[\IV\ VaLMÅVMZM\ · \QTV¥ZUM\ NZI NWZ[SMTlige retninger. Tilnærmelser Det er klart, at et enkelt billede har nogle svære begrænsninger. For fuldt ud at opleve byens sansebårne kvaliteter skal lyden, lugten og husets taktile egenskaber være til stede, ikke kun de visuelle virkninger. Den visuelle repræsentation er i den forstand helt utilstrækkelig til fuldt ud at dække oplevelsen af rummet. Det imaginære sted udelukker desuden et stort antal lokale egenskaber og begrænser IV\ITTM\ IN [XMKQÅSSM Z]UTQOM SWUXWVMV\MZ .WZ ^QZSMTQO I\ N¦TM I\UW[N¥ZMV IN M\ rum, skal huset være tegnet til et bestemt sted og bygget i virkeligheden. ,M\ MZ QUQLTMZ\QL PMT\ \aLMTQO\ I\ ^Q ^ML I\ LMÅVMZM Z]UUM\ WO JMOZMJM\ atmosfære som omdrejningspunkt i arkitektur og bymæssig fortætning kan pege Xs ÆMZM \QVO" .¦Z[\ WO NZMUUM[\ MZ ^Q Q [\IVL \QT I\ LMÅVMZM LM N¥VWUMVJ]VLVM aspekter – den kropslige, sansebårne oplevelse som central for forståelsen af arkitektur. Rummet og begrebet atmosfære skal ses ikke blot som resultat, men som en integreret del af designprocessen. I arkitektur er det ikke kun de enkelte bygninger, tegnet udelukkende på baggrund af visuelle kvaliteter, men komplekse [IV[MTQOM WXTM^MT[MZ WO N¦TMT[M[U¥[[QOM S^ITQ\M\MZ LMZ LMÅVMZMZ JaMV .WZ LM\ IVLM\ SWUUMZ ^Q \¥\\MZM Xs MV NWZ[\sMT[M IN P^IL LMZ LMÅVMZMZ rummet – form, farve, proportioner og stof – samt deres interne, syntaktiske relationer. Vi kan gøre de oplevelsesmæssige kvaliteter operationelle gennem en ’fænomenbundet undersøgelse’, destillere den eksisterende bys elementer til et ’felt af egenskaber’, og vi kan som ovenfor nævnt bruge dem som en værktøjskasse til at lave en imaginær bymæssig fortætning. Vi kan arbejde konkret og nuanceret, med fokus på de relationer, der udgøres af de dele, der skaber byens rum, i stedet for blot de enkelte objekter. For det tredje bliver det klart, at rummet og den rumlige atmosfære kan bruges til at etablere forbindelser og nye, lokale ordrer. I relationen mellem byen, bygningen og den menneskelige krop er det rummet og oplevelsen af rummet, der har forbindende kvaliteter, konkrete såvel som mentale. Begrebet atmosfære giver mulighed for at arbejde med en mangfoldighed af sansebårne oplevelsesmæssige ordrer, som danner helheder, ikke i klassisk forstand, men i form af mindre, lokale situationer. Mangfoldigheden af atmosfærer peger på en modus operandi, der igen peger på nødvendigheden af mindre objekt og mere by. Endelig er det indlysende, at hver by, hvert sted, hver situation er unikke og forskellige fra hinanden, og for at opnå en heterogen og kompleks by må man IZJMRLM JsLM V]IVKMZM\ WO [XMKQÅS\ >ML I\ NWS][MZM Xs LM Z]UTQOM S^ITQ\M\MZ – byens mange sansebårne oplevelser og emotionelle kvaliteter – kan vi blive i stand til at arbejde med en nuanceret og konkret forståelse af arkitektur og byer, og blive i stand til at genindsætte den menneskelige krop og rummets sansebårne karakter som omdrejningspunkt for arkitektur og den fremtidige bymæssige transformation. Tilnærmelser kan på denne måde være en strategi, der handler om at bruge oplevede rumlige karakterer og erindrede brudstykker fra historien. At sætte den menneskelige krop og rummets fænomenbundne kvaliteter i centrum for arkitektur og bymæssig transformation. Det handler om at bruge byernes og bygningernes sansebårne oplevelser og emotionelle kvaliteter og udnytte det potentiale, der ligger i, at byer, bykvarterer og bygninger er forskellige. Noter 1. Gernot Böhme, “Atmosphere as the Subject Matter of Architecture,” i: Herzog & de Meuron: Natural History, red. Philip Ursprung, (Montreal: Lars Müller Publishers, 2002/2005) 2. Gernot Böhme, “Atmospheres: The Connection between Music and Architecture beyond Physics,” i: Metamorph. 9. International Architecture Exhibition, (Venice: Focus, 2004) 3. Gernot Böhme, “Atmosphere as the Subject Matter of Architecture,” i: Herzog & de Meuron: Natural History, red. Philip Ursprung, (Montreal: Lars Müller Publishers, 2002/2005), 405 +IZT 8M\MZ[MV º;\WÆQOM ^QZSVQVOMZ º Q" Arkitektursyn ZML +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO M\ IT 3¦JMVPI^V" Kunstakademiets Arkitektskole, 2009), 119 5. Steen Eiler Rasmussen, Om at opleve arkitektur, (København: Gad, 1957) 251

Fortsættelser af Nicolai Bo Andersen

Transformation af funktionstømte bygninger er en af transformationsarkitekturens helt centrale genstandsfelter. Arbejdet sker på mange forskellige bevæggrunde: bygningen er nedslidt, trænger til en generel istandsættelse, funktionen skifter, og bygningen skal bygges om, eller husets identitetsskabende virkning er ringe og ønskes forstærket. Endelig sker mange transformationer, fordi energiforbruget er for højt, og huset ønskes energirenoveret. Hvis bygningen er bevaringsværdig, opstår der hurtigt en række spørgsmål om, hvordan en transformation kan ske, uden at bevaringsværdierne bliver forringet. Særligt synes spørgsmålet om energirenovering at være vanskeligt, og mange transformationer, der er gennemført i de senere år, lader til at være udviklet på et æstetisk grundlag, der ikke anerkender, men måske ligefrem modarbejder bygningernes oprindelige værdigrundlag. Dette kapitel undersøger ved hjælp af et tegnet projekt til transformation og energirenovering af en bygning på Holmen i København, hvordan man kan arbejde med en funktionstømt bygning og foretage en energirenovering uden at gå på kompromis med bygningens bevaringsværdier. Det undersøges, hvordan UIV Xs OZ]VLTIO IN MV ^¥ZLQ[¥\VQVO SIV QLMV\QÅKMZM WO IZJMRLM ^QLMZM UML MV bygnings arkitektoniske kvaliteter. Det vises, hvordan eksisterende, arkitektoniske motiver kan danne grundlag for en bæredygtig transformation, der kombinerer 252

253

M\ [\¥ZS\ QLMV\Q\M\[XZ¥O M\ P¦R\ VQ^MI] Q LMV Z]UTQOM WO [\WÆQOM JMIZJMRLVQVO WO et lavt energiforbrug i et samlet bygningskunstnerisk helhedsgreb. Det foreslås, at begrebet ’fortsættelse’ kan beskrive en strategi, der betegner den type transformationer af bevaringsværdige bygninger, der bygger videre på eksisterende arkitektoniske motiver. Transformation og funktionstømt bygning Ved transformation af en funktionstømt bygning er der tre væsentlige problematikker, der trænger sig på. For det første kan det være vanskeligt at få et nyt programindhold til at mødes på en overbevisende måde med den eksisterende struktur. Hvad huset skal bruges til, og hvordan nye funktionelle krav kan blive opfyldt, er den funktionstømte bygnings første spørgsmål. For det andet er det for bevaringsværdige og fredede bygninger en udfordring, i hvor høj grad og på hvilken måde transformationen vil ændre den eksisterende bygning. Selvom transformationen skal opfylde en lang række nye krav og funktionelle ønsker, må indgrebene aldrig forringe husets æstetiske kvaliteter. For det tredje kan det være et stort problem at leve op til konstant skærpede krav til bygningens energiforbrug. Udfordringen ligger i at opfylde nye tekniske krav uden at kompromittere bygningens bevaringsværdier. Der kan være forskellige grunde til at ville transformere en eksisterende bygning: Bygningen er nedslidt, det funktionelle indhold er ændret, bygningens identitetsskabende virkning er ringe, eller energiforbruget er for højt. Ofte er LM\ MV SWUJQVI\QWV IN ÆMZM NIS\WZMZ 1 UIVOM \QTN¥TLM MZ UW\Q^I\QWVMV MVMZOQrenovering. Mange energirenoveringer, der er gennemført i de senere år, lader imidlertid til at være baseret på et meget snævert bæredygtighedsbegreb, der kun omhandler bygningens energiforbrug. Tilsvarende synes mange transformationer at være udviklet på et æstetisk grundlag, der ikke anerkender bygningernes værdigrundlag. Spørgsmålet er, hvordan man kan transformere en eksisterende bygning uden at gå på kompromis med bygningens bevaringsværdier. Kan man, og i bekræftende fald hvordan, foretage en energirenovering, der ikke fornægter, men tværtimod forstærker en eksisterende bygnings bevaringsværdier. Kan man på samme tid mindske energiforbruget, reducere ressourcespildet og sikre, at bygningens bevaringsværdier bliver en afgørende del af bygningens videre udvikling. Med andre ord: Hvordan kan man lægge nye lag på en eksisterende bygning og samtidig sikre, at bygningens bevaringsværdier ikke kompromitteres, men tværtimod forstærkes? Et projekt til transformation og energirenovering Et projekt til transformation og energirenovering af Konstabelbygningen på Refshaleøen i København danner afsæt for en transformationsstrategi, der handTMZ WU I\ QLMV\QÅKMZM WO NWZ\[¥\\M MS[Q[\MZMVLM IZSQ\MS\WVQ[SM UW\Q^MZ 3WV[\IJMTJaOVQVOMV MZ MV JaOVQVO LMZ PIZ PIN\ ÆMZM NWZ[SMTTQOM N]VS\QWVMZ WO [QLMV 2002 har stået tom. Den er kategoriseret med høj bevaringsværdi og er derfor velegnet som eksempel på en transformation og energirenovering. Først er der foretaget en registrering, analyse og værdisætning. Dernæst er der tegnet et forslag til en transformation, der ved at lægge et nyt lag udenpå efterisolerer den eksisterende bygning ved at bygge videre på husets bevaringsværdier. Projektmaterialet består af et tegningssæt, der indeholder planudsnit, tværsnit, facadeudsnit og udvalgte detaljer. Som arkitektonisk metode søger projektet at syntetisere en række parametre (tekniske, historiske og fænomenologiske) til en ny helhed. Det har været hensigten, at resultatet skal fastholde de bevaringsværdige kvaliteter udpeget i værdisætningen, men samtidig fremtræde med sit eget, selvstændige udsagn.

forrige side: Ny facade på Konstabelbygningen tegning: Nicolai Bo Andersen

Værdisætning af Konstabelbygningen Konstabelbygningen er en funktionalistisk bygning opført i 1937. Den er tegnet

modsatte side: Konstabelbygningens takt og inddeling tegning: Nicolai Bo Andersen

254

af arkitekt ved Søværnets Bygningsvæsen Jens Klok. Bygningen har oprindeTQO\ P][M\ [¦^¥ZVM\[ SWV[\IJMTMTM^MZ -N\MZ ÆsLM[\I\QWVMV Xs 0WTUMV Q !! JTM^ nedlagt, er bygningen bl.a. blevet brugt af Røde Kors og har efter 2002 stået tom. Konstabelbygningen er kategoriseret med høj bevaringsværdi. Bevaringsværdien knytter sig til bygningens funktionalistiske udtryk af høj kvalitet og til bygningens kulturhistoriske kontekst, som spor fra de militære anlæg på Holmen. Området omkring bygningen er præget af store kontraster og voldsomme [SITI[XZQVO ,MV NZMLMLM >IVLÆa^MZPIVOIZ WO MV JWTQOJMJaOOMT[M LMZ MZ ]VLMZ opførelse, er de nærmeste naboer. Christiania, Christianshavns Voldanlæg, en lystbådehavn og Amagerforbrændingen udgør bygningens nærområde. Konstabelbygningen er en treetagers bygning på ca. 4.000 m2. Den består af tre bygningsvoluminer parallelforskudt i både plan og snit og forbundet med hinanden gennem to centralt placerede trappeopgange. Oprindeligt har bygningen bestået af yderligere en længe samt en gymnastiksal placeret vinkelret på anlægget. Bygningen er opført som en jernbetonskeletkonstruktion med etagedæk i beton og bærende søjler på den indvendige side af facaden og i bygningens midte. Facaderne er muret op af røde håndstrøgne sten og indfarvet, rød fugemørtel. Konstabelbygningen fremstår i dag i meget dårlig stand, hvor kun råhuset bestående af jernbetonskelet, etagedæk og teglydermure er tilbage. Der er et væsentligt byggeteknisk problem i de kuldebroer, der opstår i mødet mellem teglydermuren og den bærende betonskeletkonstruktion. Hele interiøret, de oprindelige vinduer samt mange bygningsdele er udskiftet eller fjernet. Facaderne MZ QSSM ^MLTQOMPWTL\M U]Z^¥ZSM\ MZ ÆMZM [\MLMZ ¦LMTIO\ WO [\WZ\ [M\ QVOMV Z]LMZ er intakte. I forlængelse heraf er bygningen meget udsat for fugt, vandskader, [^IUXMIVOZMJ WO XZ¥OM\ IN P¥Z^¥ZS WO OZI‫\ٻ‬Q Konstabelbygningens bevaringsværdi bestemmes hermed at knytte sig til: 1 Det funktionalistiske hovedtræk 2 Facaderytmen 3 Karakteren af teglklump med sprøde detaljer 4 Den historiske bygning som identitetsmarkør for området Konstabelbygningen artikulerer tre forskellige arkitektoniske motiver. Den overordnede disponering af de tre næsten ens forskudte bygningsvoluminer handler om gentagelse og forskydning i både plan og opstalt. Motivet understreges 255

af vindueskompositionen med få gentagne elementer forskudt i relation til de forskudte etager. Jernbetonkonstruktionen og følgelig vinduernes regelmæssige takt danner klangbund for udvalgte elementers særlige artikulering og beskriver LMZUML M\ UW\Q^ LMZ PIVLTMZ WU [\Z]S\]Z ^MZ[][ ÅO]Z *aOVQVOMV[ SIZIS\MZ IN klump danner sammen med vinduernes regelmæssige grid et arkitektonisk mo\Q^ LMZ PIVLTMZ WU NIKILMV[ ÆILM SWV\ZI Z]UUM\[ LaJLM Værdisætningen af Konstabelbygningen fastsætter således, at en transformation og energirenovering kan være radikal, men skal ske med respekt for bygningens bevaringsværdier, de arkitektoniske motiver og med udgangspunkt i det bygningsmæssige formsprog i helheden såvel som i detaljen. Konstabelbygningen kan tilføjes nye lag, både indvendigt og udvendigt, såfremt bygningens bevaringsværdier respekteres. Værdisætningen peger dermed på, at bygningens bevaringsværdier – det funktionalistiske hovedtræk, facaderytmen, karakteren af teglklump med sprøde detaljer og bygningen som identitetsmarkør for området – skal bevares og om muligt forstærkes. Projekt til Konstabelbygningen Projektet til transformation af Konstabelbygningen fremtræder med en ny facade af genbrugstegl. Facaden ligger udenpå og er forbundet med den eksisterende konstruktion, nærmest som en ny ’hud’. Overhovedet at foreslå en ny teglfacade er begrundet med, at den eksisterende facade er i meget dårlig stand. Mange facadesten i den eksisterende bygning er ødelagte, fugerne er beskadigede og konstruktionen er mærket af fugt og vandskader. De oprindelige vinduer er på et tidspunkt blevet udskiftet til fordel for vinduer med teknisk og æstetisk ringe kvaliteter. Den eksisterende facade er ikke isoleret og på grund af de indre jernbetonsøjler og dæk, er der i hele bygningen betydelig kuldebroer. En udvendig isolering og en ny facade er en teknisk god løsning, idet den holder den nuværende bygning tør og varm, og den tillader huset at bevare sine termiske egenskaber. Den tunge konstruktion fungerer som en indre opvarmet

denne side: Opstalt, den nye facade tegning: Nicolai Bo Andersen 256

kerne, isoleret og beskyttet af den nye ’hud’. En udvendig isolering er imidlertid i MV XW\MV\QMT SWVÆQS\ UML JaOVQVOMV[ JM^IZQVO[^¥ZLQMZ ,M\ N]VS\QWVITQ[\Q[SM PWvedtræk, karakteren af teglklump med sprøde detaljer og bygningen som identitetsmarkør for området risikerer at blive sløret – muligvis fuldstændigt ødelagt. Den nye facade er udført i genbrugstegl. Dels for at sikre et lavt CO2-forbrug, idet fabrikationen af murstenene ikke belaster kuldioxidregnskabet igen. Dels for at sikre en historisk forbindelse, idet materialet ligesom bygningen har MV PQ[\WZQM .IKILMV MZ IZ\QS]TMZM\ [WU MV [MT^[\¥VLQO ÆILM LMZ \aLMTQO\ TQOOMZ udenpå den eksisterende struktur. Den nye ’hud’ følger det eksisterende volumens periferi, men hvor den eksisterende bygning forskyder sig, fortsætter faKILMV Q [\]MM\IOMV Q [Q\ MOM\ NWZT¦J WO LIVVMZ LMZUML MV Va ÅO]Z LMZ ]L^QLMZ bygningens areal. Den nye facade laver på denne måde en indpakning og er samtidig en knopskydning. Det arkitektoniske motiv, der handler om forskydning, sker ikke kun i bygningens plan og opstalt, men nu i alle tre dimensioner. :M[]T\I\M\ MZ MV UMZM SWUXTMS[ Z]UTQO ÅO]Z LMZ Xs [IUUM \QL OMV\IOMZ WO ^QLMreudvikler bygningens indre logik. Teglfacaden gentager vinduernes regelmæssige takt, dog er vinduerne i de \W aLMZƦRM [\¦ZZM [^IZMVLM \QT UQL\MZƦRMV[ ^QVL]M[NWZUI\MZ 1 \QTJaOVQVOMV N¦Tger de store nye vinduespartier de eksisterende vinduers syntaks, men på grund af forskydningen i opstalten er formatet en halv etage højere. De er gjort tilsvarende bredere, og der opstår derved et helt nyt format, der udspringer af og relaterer sig til de gamle. Et nyt indgangsparti, der som selvstændigt element træder ud af facaden, samt nye hovedgesimser, er udført i hvid beton. Som særligt artikulerede bygningselementer markerer de et dynamisk spændingsforhold \QT \MOTNIKILMV[ ZWTQOM ÆILM Teglfacaden er omkring vinduer og døre artikuleret som en tynd skive, hvor kun en halv sten kommer til syne i muråbningerne, og fortæller dermed historiMV WU I\ MV Va ÆILM MZ TIO\ ]LMVXs LMV OIUTM >QVL]M[ZIUUMZVM MZ XTIKMZM\ umiddelbart udenpå den eksisterende konstruktion skjult bag den nye teglfacade, hvilket understreger det nye lags selvstændige skivekarakter. I udvidelsen er vinL]MZVM QUQLTMZ\QL XTIKMZM\ LaJ\ · Q Æ]O\ UML LMV QVL^MVLQOM JMST¥LVQVO .WZskellen udpeger for den observante betragter en subtil markering af den gamle konstruktion, hhv. den nye tilbygning. Tydeliggørelsen af bygningen som klump, formet som en tredimensionel skulptur på den ene side og den nye facades ar\QS]TMZQVO [WU ÆILM Xs LMV IVLMV NWZ[\¥ZSMZ LMZUML LM\ IZSQ\MS\WVQ[SM UW\Q^ LMZ PIVLTMZ WU NIKILMV[ ÆILM SWV\ZI Z]UUM\[ LaJLM Den nye teglfacade har fået en ny ornamental virkning, idet teglsten i et mønster svarende til et simpelt krydsforbandt er drejet 45 grader. Mønsteret refererer til Linoleumshuset, tegnet af Poul Baumann 1931, men hvor virkningen i Linoleumshuset dannes ved hjælp af sten i forskellige farver, er mønsteret i Konstabelbygningen opnået ved hjælp af reliefvirkningen. Mønsteret laver et lys WO [SaOOM[XQT Xs NIKILMV Q M\ []J\QT\ [XQT UMTTMU ÆILM WO LaJLM WO \QTN¦ZMZ NIKILMV et nyt motiv, der på samme tid er i forlængelse af det gamle og helt sin eget. Tilbygningen, der opstår ved at fortsætte facaden, hvor bygningsvoluminet ellers forskyder sig, laver en afstand mellem den gamle og den nye konstruktion – et mellemrum. Mellemrummet er både et konkret rum mellem to konstruktioner og en metaforisk afstand mellem det gamle og det nye. Udvidelsen er i princippet konstrueret som den eksisterende bygning ved hjælp af en søjle-/bjælkekonstruktion støbt som elementer i beton. Søjlerne danner konstruktion for den nye facade og bærer tagkonstruktionens betonbjælker, der monteres direkte på den eksisterende facade. Det nye lag af tegl, der i den eksisterende bygning fungerer som efterisolering, er i den nye tilbygning konstruktionens klimaskærm. På den eksisterende bygning lægger den nye ’hud’ af tegl sig direkte udenpå muren i en sammenhængende konstruktiv og byggeteknisk forbindelse. På tilbygningen er den nye ’hud’ af tegl derimod en skalmur. De nye rum opstår på denne måde i mellemrummet mellem de to konstruktioner, den gamle, fuldmurede og den nye, skalmurede. Det nye konstruktionsprincip brugt i udvidelsen markerer sig ud257

vendigt ved at skalmuren, i stedet for at markere sig som en tynd skive, folder ind og danner kraftige murpiller med dybe vindueshuller, der artikulerer bygningen som klump. Indvendigt markerer forskellen sig ved, at væggen, ikke som i den eksisterende bygning, fremtræder som en betonkonstruktion med en udfyldning af tegl, men som et selvstændigt element i form af en bræddebeklædning. VinL]MZVM MZ XTIKMZM\ LaJ\ Q Æ]O\ UML LMV QVL^MVLQOM NWZQVO ,MV VaM JMST¥LVQVO viser sig på denne måde netop som beklædning og ikke som en del af konstruktionen. Den artikulerer dermed både, at der er tale om en tilføjelse, og at rummet er tildelt en særlig, funktionel betydning. Rummet opstår som en øgning af afstanden mellem den ydre beklædning og den eksisterende bygning – nærmest som en udvidelse af den hulmur, der i en normalkonstruktion indeholder isoleringen. Man opholder sig metaforisk [M\ QVLM Q P]TZ]UUM\ *Z¥LLMZ JMST¥LMZ ITTM W^MZÆILMZ · ^¥OOM O]T^M WO TWN\MZ – som en autonom indre foring af et specielt rum, der som det eneste i huset markerer sig som en særlig, varmt foret enhed med sin helt egen karakter. Den eksisterende bygnings indre, bygget ved hjælp af en enkelt søjle-/bjælkekonstruktion, er karakteriseret ved en høj grad af generel anvendelighed. De indvendige vægge, gulve og lofter sættes i stand, vådrum og installationer ombygges til opfyldelse af nutidige krav, herudover efterlades den eksisterende bygnings indre rum til fremtidige brugeres indretning. Konstabelbygningens eksisterende, bevaringsværdige kvaliteter bliver på denne måde forstærket. Den nye facade af genbrugstegl gør bygningen endnu mere karakterfuld ved at arbejde med huset, ikke mod det. Dette er opnået ved I\ NWZ\[¥\\M JaOVQVOMV[ IZSQ\MS\WVQ[SM UW\Q^MZ QLMV\QÅKMZM\ OMVVMU ^¥ZLQ[¥\ningen. Det handler først og fremmest om, at den nye ’hud’ er opført i tegl, i samme farve og med tilsvarende stofkarakter som den eksisterende. Dernæst at detaljer og kompletterende elementer er udført med en tilsvarende sprødhed. Og endelig at karakteren af bygningen som identitetsmarkør for området er blevet forstærket. Projektet etablerer ved hjælp af teglfacaden et nyt, fysisk lag udenpå den eksisterende bygning – tegl udenpå tegl – og i kraft af udvidelsen også et nyt Z]UTQO\ TIO · Z]U ]LMVXs Z]U ;WU M\ []J\QT\ UMV LWO \aLMTQO\ IÆ¥[MTQO\ UW\Q^ opstår der en afstand mellem det nye og det gamle, der opleves udefra som en forskel i vinduesstørrelser og -placering og indvendigt som et særligt rum, der placerer betragteren i et konkret og metaforisk rum mellem fortid og nutid. Den nye facade forlænger og forstærker på denne måde den eksisterende facades motiver i et samlet greb, der både tilgodeser bygningens identitetsskabende virkning, brugen af ressourcer samt energiregnskabet. Det nye lag respekterer bygningens bevaringsværdier og videreudvikler på samme tid bygningen ved at fortsætte de eksisterende arkitektoniske motiver. Beklædningens princip ”Even if all materials are of equal value to the artist, they are not equally suited to all his purposes. The requisite durability, the necessary construction often demand materials that are not in harmony with the true purpose of the building. The architect’s general task is to provide a warm and livable space. Carpets are warm and livable. He decides for this reason to spread out one KIZXM\ WV \PM ÆWWZ IVL \W PIVO ]X NW]Z \W NWZU \PM NW]Z _ITT[ *]\ aW] KIVVW\ J]QTL I PW][M W]\ WN KIZXM\[ *W\P \PM KIZXM\ WV \PM ÆWWZ IVL \PM \IXM[\Za WV \PM _ITT ZMY]QZM I [\Z]K\]ZIT NZIUM \W hold them in the correct place. To invent this frame is the architect’s second task.” Adolf Loos beskriver i ’The principle of Cladding’1 beklædningens princip. For Loos er arkitektens primære opgave at skabe en særlig rumlig karakter ved brug af passende materialer. Den sekundære opgave er at etablere den konstruktion, der kan holde materialerne på deres korrekte plads. Det handler om bygningens beklædning og dens relation til konstruktionen. For Loos er der ikke nødvendigvis en korrespondance mellem ’hud’ og ’struktur’. Det er ikke meninOMV I\ UIV [SIT S]VVM IÆ¥[M P][M\[ SWV[\Z]S\Q^M TWOQS Xs UI\MZQITMZVM -TTMZ omvendt: En bygning skal ikke være et ’ærligt’ udtryk for husets opbygning. For 258

Loos er det snarere et spørgsmål om materialernes egenskaber. Det beklædte materiale må ikke forveksles med beklædningen. Beklædningens princip handler om, at materialerne ikke skal imitere andre materialer, men bruges i overensstemmelse med deres egne egenskaber. Ved transformation af en eksisterende bygning er der, i modsætning til at bygge et nyt hus, allerede en konstruktion i forvejen – den struktur, der skal holde materialerne på plads. Det eksisterende hus skal have en ny klædning. I den forstand er arkitektens arbejde omvendt. I stedet for først at forestille sig et ”varmt og beboeligt sted” og derefter udtænke strukturen som Loos beskriver det, handler det om, med udgangspunkt i en allerede eksisterende konstruktion, at skabe et hus med karakterfulde rum. Dette kan gøres ved at lægge nye lag udenpå eller indeni den eksisterende bygning. Tidslige lag En bygning består imidlertid ikke blot af fysiske, men også tidslige lag. Steward Brand beskriver i ’How Buildings Learn’2 UML IN[¥\ Q .ZIVKQ[ ,]‫ٺ‬a[ XZQVKQXper, hvordan en bygning må forstås som bestående af en række systemer, der har hver deres tid. De såkaldte ’forandringens forskydelige lag’ består af: stedet (site), der har den længste levetid, idet kontekstens betydning kan spores gennem generationer. Hovedkonstruktionen (structure), der har et tidsmæssigt perspektiv Xs UMTTMU WO sZ ,M ]L^MVLQOM W^MZÆILMZ [SQV LMZ ¥VLZMZ [QO WU\ZMV\ hvert 20. år. Installationer (service), der skal udskiftes hvert 7.-15. år. IndretninOMV [XIKM XTIV LMZ JTQ^MZ TI^M\ WU P^MZ\ sZ 1VLJWM\ [\]‫ ٺ‬LMZ PIZ LMV SWZ\M[\M \QL WO JTQ^MZ Æa\\M\ PMTM \QLMV Der skal ifølge Brand være et slip mellem bygningssystemernes forskellige hastigheder så en langsom del af et bygningssystem ikke blokerer for et hurtigere. Omvendt må systemer, der skifter hurtigt, ikke ødelægge dele med en langsom hastighed. Tiden er den vigtigste arkitekt. En evolutionær tid, hvor det handler om at lade bygningens ydeevne blive optimeret over tid. Bygningen er i denne forstand aldrig færdig, men forandrer sig hele tiden. For Brand er det dermed bygningens alder og tilpasningsdygtighed, der afgør, om en bygning bliver værdsat. Bygningen lærer fra dem, der bruger den, og beboerne lærer fra bygningen. Den lærende bygning holder længe, når den værdsættes og ved hele tiden at blive forbedret. Det sker, når bygningen i sig selv overhovedet tillader ændringer, når den er bygget af materialer, der kan holde, og når huset kan vedligeholdes på en enkel måde. Parallelt hermed beskriver de østrigske arkitekter Baumschlager & Eberle3 med udgangspunkt i den schweiziske livscyklusmodel meget præcist, hvordan en ressourceoptimeringsstrategi hænger uløseligt sammen med bygningens æstetiske udtryk. For dem er det vigtigste parameter i en ressourceoptimeringsstrategi, at bygningen bliver værdsat af brugerne, og at den bliver værdsat af de forbipasserende. Kun bygninger, der er værdsat, er holdbare på længere sigt. Bygningens holdbarhed er derfor grundlaget for en ressourceoptimeringsstrategi. Det er altså den kulturelle anerkendelse og husets mulighed for at tilpasse sig skiftende brug, som sikrer bygningen en lang levetid og dermed et lavt ressourceforbrug. Det er bygningens tilpasningsevne, der sikrer, at bygningen kan tilpasses skiftende funktionelle krav og fysisk overhovedet lader sig transformere. Kravet til, at en bygning overhovedet kan være bæredygtig, er med andre ord, at den kan transformeres. Ideen om bygningers tidslige lagdeling og kravet om tilpasningsdygtighed manifesterer sig arkitektonisk ved, at bygningens konstruktion er ÆMS[QJMT WO ZWJ][\ VWS \QT [SQN\MVLM JZ]O [IU\ I\ LM MVSMT\M JaOVQVO[LMTM MV\MV er udskiftelige eller kan repareres. En optimeret brug af ressourcer handler på denne måde om smukke bygninger og karakterfulde rum, der er bygget af holdbare materialer af høj kvalitet, der patinerer smukt, og som kan vedligeholdes, repareres og transformeres. Spørgsmålet om bæredygtighed skal altså forstås bredere end blot det at holde på varmen. Bygningen er et tidsmæssigt system, der i en kortere eller længere 259

periode er oplagringsplads for forskellige materialer, eller som Baumschlager & Eberle formulerer det: en ’container af ressourcer’. Bygningen sikres gennem sin tilpasningsevne og brugernes anerkendelse lang levetid, hvilket resulterer i et lavere ressourceforbrug. Bygningskulturen, der netop handler om den kulturelle anerkendelse, der følger af bygningens identitetsskabende virkning, er i den forstand ikke en forhindring, men derimod en afgørende forudsætning for en helhedsorienteret bæredygtighedsstrategi. Genbrug Arbejdet med transformation af eksisterende strukturer stiller et grundlæggende spørgsmål ved arkitektens arbejde. Hvis det som beskrevet handler om at lære af bygningernes udvikling og forbedre noget, som allerede er til stede, er arkitek\MV[ IZJMRLM QSSM I\ ]L\¥VSM [XQL[ÅVLQOM SWVKMX\MZ WO SWUXTQKMZMLM T¦[VQVOMZ Og hvis det er bygningens forandringsevne, det forhold, at den hele tiden må ændre sig, der tillader bygningen et langt liv, stiller det yderligere spørgsmål ved, hvad vi bevarer, for hvem og hvorfor. For Konstabelbygningens vedkommende er spørgsmålet derfor egentlig: Hvordan sikres, at bygningens konstruktioner og materialer kan holde længe. Hvordan sikres, at den kan og vil blive vedligeholdt. Og hvordan kan man transformere den eksisterende bygning, så dens identitetsmæssige virkning forstærkes, og folk vil holde af den. En eksisterende bygning har, i forlængelse af Steward Brand, i en vis forstand allerede bevist, at den er potentiel bæredygtig. Det forhold, at bygningen har kunnet holde til tidens slid, at den har kunnet opfylde de, i nogle tilfælde mange forskellige, funktionelle behov undervejs, og at dens identitetsskabende virkning har været tilstrækkeligt høj til, at den endnu ikke er blevet revet ned, tyder på, at bygningen indeholder kvaliteter, der kan holde længe. For Konstabelbygningens vedkommende viser ovenstående værdisætning, at bygningen som identitetsmarkør for området er afgørende. Konstruktionen har allerede holdt ¾ århundrede og kan uden problemer holde lige så længe endnu. Klimaskærmen er slidt og ret ødelagt, hvilket har betydning for kvaliteten som identitetsmarkør, men bygningens fortælleværdi som del af forsvarets tilstedeværelse på Holmen er stadig høj. 3WV[\Z]S\QWVMV PIZ Q [QV N]VS\QWVITQ[\Q[SM WXJaOVQVO MV ÆMS[QJQTQ\M\ WO MV åbenhed, der gør, at den kan bruges til mange ting – konstruktionen står ikke Q ^MRMV NWZ MV NZMU\QLQO ]LVa\\MT[M UMV SIV MVSMT\ UWLQÅKMZM[ WO ]L^QLM[ \QT at kunne understøtte forskellige nye funktioner og programmer. KonstabelbygVQVOMV PIZ \QLTQOMZM ^¥ZM\ ZIUUM NWZ ÆMZM NWZ[SMTTQOM N]VS\QWVMZ WO SWV[\Z]S\QWnen kan genbruges helt bogstaveligt som hovedkonstruktion for den nye bygning. I forlængelse af Adolf Loos’ principper for beklædninger, bliver den skelet for den arkitektoniske bearbejdning af gulve, indvendig foring, udvendig beklædning, tag osv. Materialerne til Konstabelbygningens nye ’hud’ er genbrugstegl. Tegl er energikrævende at producere, til gengæld kan det holde længe. Ved at fortsætte i det samme materiale sikres en god byggeteknisk sammenhæng mellem det gamle og det nye, og der tages højde for, at bygningsdelene har samme levetid. Tegl kan tåle at blive slidt, mursten patinerer smukt. Murværk og fuger kan let repareres og holdes ved lige. Ved at bruge tegl sikres, at bygningens bevaringsværdi – karakteren af teglklump – respekteres, og ved at genbruge gamle mursten sikres en historisk forankring. Et højt identitetsskabende niveau øger som ovenfor beskrevet sandsynligheden for, at folk passer bedre på den, og dermed at bygningen og de ressourcer, der er bundet i den, holder længe. Ved at genbruge og forstærke bygningens arkitektoniske motiver, der i oven[\sMVLM ^¥ZLQ[¥\VQVO MZ NWZU]TMZM\ [WU OMV\IOMT[M NWZ[SaLVQVO [\Z]S\]Z ÅO]Z ÆILM LaJLM [QSZM[ I\ JaOVQVOMV[ JM^IZQVO[^¥ZLQ WO JaOVQVOMV [WU QLMV\Q\M\[markør for området, ikke blot respekteres, men også fortsættes og tydeliggøres. Mønstermurværket, der er genbrug af mønstret på Linoleumshuset, medvirker ligeledes til at etablere en genkendelighed, der forstærker bygningens identitet. På 260

modsatte side: Plantegning, nye lag tegning: Nicolai Bo Andersen

261

262

denne måde kan begrebet genbrug forstås som ikke blot genbrug af produkter, men i bred forstand genanvendelsen af en eksisterende konstruktion, genbrug af et tidligere brugt materiale og ikke mindst genanvendelse af et eksisterende arkitektonisk motiv. Som alternativ til en arkitektur, der udelukkende er interesseret i det såkaldt nye, peger ideen om genbrug af konstruktion, materialer og motiver mod en arkitektonisk praksis, der i stedet for arkitekten sætter bygningen og bygningskulturen i centrum for den fremtidige udvikling.

modsatte side: Illustration af nyt interiør tegning: Nicolai Bo Andersen

Fortsættelser Konstabelbygningen har fået tilført et nyt lag i form af en teglfacade, der ved PR¥TX IN MV IZSQ\MS\WVQ[S [\ZI\MOQ LMZ NWZ\[¥\\MZ LM UW\Q^MZ LMZ MZ QLMV\QÅKMZM\ Q værdisætningen, er i stand til både at medvirke til at efterisolere huset, spare på ressourcerne og respektere bevaringsværdierne. I Konstabelbygningen arbejdes der både med en udvendig isolering og klimaskærm i samme stof som den eksisterende bygning og en indvendig foring i et andet materiale, der artikulerer en forskel til den eksisterende struktur. Begge dele gøres for at fremhæve de bevaringsværdige kvaliteter i en fortælling om kontinuitet, fortsættelse af eksisterende motiver og tilføjelse af nye lag i en levende, fremadrettet proces. Et forsøg på at bringe et karakterfuldt møde mellem nyt og gammelt til veje. Det er som beskrevet den kulturelle anerkendelse og husets evne til at tilpasse sig skiftende krav, der sikrer bygningen en lang levetid og dermed et lavt ressourceforbrug. Bygningskulturen er i den forstand ikke en klods om benet, men forudsætningen for kulturel anerkendelse. Det er materialer af høj kvalitet, der holder længe, og som kan vedligeholdes, der sikrer, at der kan bygges videre på bygningen. Forudsætningen, for at en bygning kan være bæredygtig, er, at den er transformerbar. I en bevaringsværdig bygning, hvor facadematerialet er beskrevet som bevaringsværdigt, og hvor bygningens funktion som identitetsmarkør for området er vigtig, er det nye arkitektoniske lag i stand til i ét greb på samme tid at bevare og at videreudvikle bygningens karaktertræk. Ved at lægge nye, efterisolerende lag på en eksisterende struktur sikres et bedre ressourceregnskab og et lavere energiforbrug. Arkitekten kan koncentrere sig om det, som ifølge Adolf Loos er det vigtigste, at skabe et karakterfuldt rum. Bygningens energiregnskab, ressourceforbrug og kvalitet som identitetsmarkør er forbedret. Det er en strategi, der naturligvis ikke altid er mulig. I et fredet hus, hvor originalmaterialet er værdisat meget højt, er det naturligvis ikke ønskeligt. Strategien er også afhængig af den eksisterende bygnings konkrete materiale, om der er tale om tegl, beton, glas eller stål. Projektet til Konstabelbygningen skal derfor ikke forstås som en generel metode, man til enhver tid kan behandle ethvert hus efter. Der kan ligeledes være en udfordring i, at strategien kan blive forstået som MV W^MZÆILQ[S IZJMRL[UM\WLM P^WZ LM\ JTW\ PIVLTMZ WU I\ ]LNWZUM LMV ¼X¥VMste’ facade. Men hvis kravet om at arbejde med bygningens eksisterende motiver tages alvorligt, afhænger arbejdet fuldstændigt af den eksisterende bygning og dens bevaringsværdier. Ligesom bevaringsværdierne og de eksisterende arkitektoniske motiver er forskellige, er løsningerne forskellige fra projekt til projekt. ;\ZI\MOQMV MZ INP¥VOQO IN I\ LMZ IZJMRLM[ N]TL[\¥VLQO\ [XMKQÅS\ I arbejdet med at transformere eksisterende bygninger og sikre dem et langt liv ved at forbedre dem funktionelt, materialemæssigt og æstetisk, er det nødvendigt, at arkitekten lytter til bygningen, før han selv tager ordet. En vis ydmyghed er nødvendig for at kunne arbejde bæredygtigt. Det betyder ikke, at arkitektens rolle er reduceret til en viceværts, hvis eneste opgave er at vedligeholde noget, der allerede er. Tværtimod ligger der, som vist i projektet til Konstabelbygningen, en meget stor udtrykskraft i at tage udgangspunkt i eksisterende strukturer. Der er et meget stort arkitektonisk potentiale i at forholde sig til bygningen som noget, der konstant forandrer sig. Måske er der ligefrem en radikalitet i at lytte til bygningen og selv være stille? Ligesom arkitektens rolle må spørgsmålet om, hvordan vi bevarer, reformuleres. Når det er bygningens forandringsevne, det, at den hele tiden må ændre sig, 263

der tillader bygningen et langt liv, er det ikke bygningen forstået som objekt, der skal fastholdes. Det er måske ikke engang originalmaterialet, der er afgørende. Hvis forudsætningen, for at en bygning holder længst muligt, har at gøre med, at den er transformerbar, skal bevaring ikke længere forstås som en statisk størrelse, der handler om at fastfryse bygningens udvikling på et givent niveau, men som en dynamisk proces, der sikrer, at bygningen holder længst muligt. Ligesom bygninger ifølge Brand bør bygges til forandring, er hensigten med bevaring at kunne forandre. Eftersom bygninger holder længe, og dermed bliver bevaret ved at været elsket og blive ændret og udviklet, handler det om at transformere ved at [QSZM N]VS\QWVMT ÆMS[QJQTQ\M\ UI\MZQITMU¥[[QO PWTLJIZPML WO S]T\]ZMT IVMZSMVLMTse. Bevare ved at forbedre det, der er, ved at forstærke bygningens funktionelle, tekniske og æstetiske egenskaber. Projektet til Konstabelbygningen viser, at eksisterende arkitektoniske motiver kan danne grundlag for en bæredygtig transformation, der kombinerer et [\¥ZS\ QLMV\Q\M\[XZ¥O M\ P¦R\ VQ^MI] Q LMV Z]UTQOM WO [\WÆQOM JMIZJMRLVQVO WO et lavt energiforbrug i et samlet bygningskunstnerisk helhedsgreb. Fortsættelser kan på denne måde være en strategi, der betegner den type transformationer af bevaringsværdige bygninger, og som bygger videre på eksisterende arkitektoniske motiver. Det handler om gennem registrering, analyse og værdisætning at QLMV\QÅKMZM LMV IZSQ\MS\WVQ[SM LZQ^SZIN\ WO ^QLMZMN¦ZM LMV Q MV Va NZMUILZM\\M\ bevægelse. At bevare den eksisterende bygning ved at ændre den: genformulere den gennem fortsættelse og nyfortolkning af bygningens arkitektoniske motiver. Noter 1. Adolf Loos, “The Principle of Cladding,” i: Adolf Loos: Spoken into the Void, Collected essays 18971900. (Cambridge Mass.: MIT Press, 1982) 2. Steward Brand, How buildings learn, what happens after they’re built, (New York: Penguin Books, 1994) 3. Baumschlager Eberle et al., Ressourcen und Architektur. Resources and Architecture, (St. Gallen: Eigenverlag Architectural Devices AG, 2007)

denne side: Udsnit af den det nye facadelag tegning: Nicolai Bo Andersen modsatte side: Detaljer af det nye facadelag. Øverst tværsnit, nederst plansnit tegning: Nicolai Bo Andersen 264

265

Forbindelser af Nicolai Bo Andersen

En eksisterende bygning har groft set tre mulige skæbner. Den kan rives ned for at give plads til en ny, den kan bruges, som den er, eller den kan blive transformeret og blive bygget videre på. Når man vælger at beholde og udvide en eksisterende bygning med en addition, kan tilbygningen forholde sig til den gamle bygning på forskellige måder. Additionen kan, i den ene ende af spektret, ligne den gamle så meget, at man ikke kan se forskel, eller den kan, i den anden ende af spektret, markere sig selvstændigt i en sådan grad, at de to bygninger arkitektonisk ikke har noget med hinanden at gøre. Historisk har John Ruskin og Viollet-le-Duc symboliseret de to ekstreme holdninger til arbejdet med eksisterende bygninger, fra det mest restriktive til det mest permissive. Nutidige teorier peger imidlertid mod nødvendigheden af et mere nuanceret blik på relationen mellem gammelt og nyt. Dette kapitel undersøger gennem en analyse af tre velkendte værker fra det 20. århundrede, hvordan en addition kan forholde sig på forskellige måder til værtsbygningen, fra det arkitektonisk tæt sammenhængende til det ret adskilte. Ved hjælp af et tegnet projekt til en addition til en ejendom i København undersøges, hvordan relationerne til hhv. værtsbygningen og naboerne kan manifestere sig arkitektonisk. Det vises, at man kan opnå en mere nuanceret forståelse af 266

267

forholdet mellem nyt og gammelt, og at additionen kan have en tæt arkitektonisk forbindelse til værtsbygningen og på samme tid være helt sig selv. Projektet til en addition diskuteres gennem brug af forskellige teoretiske optikker, og det foreslås, at begrebet ’forbindelser’ kan beskrive en strategi, der gennem et spil af arkitektoniske relationer etablerer forskellige grader af arkitektonisk dialog mellem en (til)bygning og dens naboer. Transformation og addition Når man skal bygge videre på en eksisterende struktur – lægge nyt til gammelt – opstår der hurtigt et spørgsmål om, hvorvidt den nye bygning skal ligne den gamle, eller om den skal fremtræde som helt sin egen. Det afhænger først og fremmest af områdets lokalplan, den eksisterende bygnings bevaringsstatus og af arkitektens værdisætning. Men det er også et arkitektonisk spørgsmål om, hvilket forhold additionen skal have til sine naboer. Skal tilføjelsen have en så tæt relation til værtsbygningen, at man næsten ikke kan se forskel. Skal det nye og det gamle være i en gensidig og ligeværdig dialog. Eller skal additionen markere sig i et helt selvstændigt formsprog, uden relation til værtsbygningen. Spørgsmålet er ikke kun om, men på hvilken måde det nye og det gamle skal tale med hinanden. Rodrigo Perez de Arce peger i sin artikel ’Bymæssige forandringer og additionsarkitektur’1 på, at mennesket gennem historien altid har genbrugt og bygget videre på eksisterende bygninger og strukturer. Han inddeler den måde, vores byer vokser og fornyes på, i tre hovedformer – byvækst gennem udvidelse og urbanisering af nye områder, byvækst gennem nedrivning og erstatning med nye bygninger samt byvækst gennem additiv forandring og omformning – og peger på, at det tredje vækstprincip, byvækst gennem additoner, synes at have været underprioriteret i moderne byudvikling. Perez de Arce viser bl.a. gennem de tre arketypiske eksempler, Cuzco, Split og Rom, hvordan man ved at genanvende eksisterende elementer og supplere med nye kan genskabe byernes kontinuitet og fornemmelse af sammenhæng. Denne dobbeltbevægelse af permanens og forandring er udgangspunktet for transformationsstrategien ’forbindelser’. Mange overvejelser – tekniske, historiske, økonomiske etc. – vil normalt indgå, når man skal udarbejde en addition til en eksisterende bygning. For en ny, fritliggende bygnings vedkommende vil det oftest være husets egen indre orden og ikke den arkitektoniske relation til nabobygningerne, der har den højeste prioritet. Anderledes forholder det sig med en addition. Additionen har som sit udgangspunkt en ikke blot helt konkret fysisk relation til den eksisterende bygning, men også en arkitektonisk, hvad enten der i relationen er tale om en arkitektonisk stor sammenhæng eller en høj grad af adskillelse. I relationen mellem nyt og gammelt kan man tilstræbe en høj eller lav grad af arkitektonisk sammenhæng mellem additionen og værtsbygningen. Indenfor restaureringsarkitekturen har John Ruskin2 og Viollet-le-Duc3 repræsenteret to yderpositioner i arbejdet med eksisterende bygninger, fra det mest restriktive til det mest permissive. Nutidige teorier peger imidlertid mod nødvendigheden af et mere nuanceret blik på relationen mellem gammelt og nyt. Tilsvarende kan man i samtidsarkitekturen se en interesse for at lade det nye og det gamle blive blandet på en ny måde, som det viser sig i værker af eksempelvis David ChipperÅMTL I IZKPQ\MK\[ WO +IZ][W ;\ 2WPV :MTI\QWVMV UMTTMU Va\ WO OIUUMT\ [aVM[ ikke længere at være et spørgsmål om enten/eller, men om både/og. En arkitektonisk relation handler om graden af lighed og/eller forskel melTMU LM\ VaM WO LM\ OIUTM ]L\ZaS\ OMVVMU M\ MTTMZ ÆMZM IZSQ\MS\WVQ[SM MTMUMV\MZ Spørgsmålet er: Hvilke arkitektoniske elementer medvirker til at etablere arkitektoniske relationer, og hvordan kan de bruges til at skabe forskellige grader af relationer – fra det arkitektonisk sammenhængende til det adskilte? Og hvordan kan en mere nuanceret forståelse af forholdet mellem nyt og gammelt manifestere sig arkitektonisk? forrige side Addition tegning: Nicolai Bo Andersen 268

Tre værker og en addition Tre velkendte værker fra det 20. århundrede samt undersøgelser af et projekt til en addition i en karré i København er udgangspunkt for en transformationsstrategi, der handler om at etablere historiske, materialemæssige og arkitektoniske forbindelser. De tre værker fra det 20. århundrede er: Aage Rafns villa på Gammel Vartov Vej 22 i København, bygget i 1920-21 og udvidet i 1933 af Holger Jacobsen, Erik Gunnar Asplunds udvidelse af Gøteborg Domhus tegnet og udført i perioden 1913-1937 samt Alison og Peter Smithsons Upper Lawn Pavillon, bygget 1959-62. Bygningerne er alle velkendte, velbeskrevne og internationalt anerkendte arkitektoniske værker fra det 20. århundrede. De er udvalgt til at repræsentere tre forskellige grader af relationer fra det arkitektonisk helt sammenhængende til det arkitektonisk ret adskilte. Projektet til en addition i København er tegnet til et site, der er udvalgt som et eksempel på en typisk københavnsk karré bestående af historicistiske byhuse fra perioden 1880-1910, karakteristisk for Københavns brokvarterer. Som noget særligt for det udvalgte site har det eksisterende byhus kun to etager og er omgivet af karrébebyggelse i fem etager, hvorfor sitet er fundet velegnet til at MS[MUXTQÅKMZM MV ILLQ\QWV Q MV JaU¥[[QO [IUUMVP¥VO 8ZWRMS\UI\MZQITM\ JM[\sZ udelukkende af en facadetegning af sitet efter den foreslåede addition. Facaden MZ \MOVM\ Q )]\W+IL W^MVXs M\ WXZM\\M\ NW\WOZIÅ IN [Q\M\ LMZMN\MZ UWLMTMZM\ renderet og endelig bearbejdet i Photoshop. Planer, snit, øvrige opstalter og de\ITRMZ MS[Q[\MZMZ S]V Q )]\W+IL ÅTMV Q LM\ WUNIVO LM PIZ ^¥ZM\ V¦L^MVLQOM NWZ I\ fremstille facaden og er altså ikke en del af undersøgelsen. Hensigten har været at tegne et forslag til en addition, der udfylder hullet i facaderækken, og som etablerer forskellige arkitektoniske relationer til hhv. værtsbygningen og de to nærmeste naboer. Tre værker Aage Rafns villa blev ved tilføjelse af to vinduesfag forlænget i bygningens længderetning og er senere blevet yderligere udvidet med en garage og et bryggers i form af to mindre voluminer, ét i hver ende af bygningen. Villaen fremstår som MV [UIT IÆIVO P][SZWX Q MV M\IOM UML PMT^ITUM\ [ILMT\IO 5WL OILMV MZ LMV vinduesløse facade helt lukket, kun brudt af et indgangsparti, der, som det eneste bygningselement, skyder sig ud fra huskroppen. Mod haven består facaden af 10 ens vinduer med skodder anbragt i en tilsyneladende helt fast rytme, kun afbrudt af en terrassedør, der med samme bredde som vinduerne både udgør en del af facaderytmen og samtidig markerer en lille variation. Et vandret murbånd, der løber langs hele bygningens facade netop over vinduerne, har en diskret dekorativ virkning. Huset blev udvidet gennem en addition foretaget som en direkte forlængelse af det eksisterende volumen. Intet sted markerer tilbygningen sig selvstændigt i forhold til værtsbygningen. De vandrette linjer i soklen, murbåndet og gesimsen, P][M\[ W^MZWZLVMLM ^WT]UMV JaOVQVOMV[ ÅO]Z ^QVL]MZVM[ XZWXWZ\QWVMZ PI^Mfacadens rytme, additionens og værtsbygningens ens farve og materiale er alle arkitektoniske elementer, der bidrager til, at additionen og værtsbygningen hænger arkitektonisk så tæt sammen, at det umiddelbart ikke er muligt at se forskel mellem det nye og det gamle. Additionen ændrer alligevel huset markant, idet husets overordnede proportioner er blevet grundlæggende ændret. Fra at have PIN\ M\ IÆIVO\ UMV LWO \aLMTQO\ [T]\\M\ STI[[QKQ[\Q[S ]L\ZaS NZMU[\sZ P][M\ MN\MZ additionen med et mere moderne, langstrakt og repetitivt udtryk. Lægges disse forhold sammen, skaber additionen ved hjælp af ovenstående arkitektoniske elementer samlet set en meget tæt relation mellem den nye del og værtsbygningen en relation, der hermed benævnes ’blend’. Erik Gunnar Asplunds Gøteborg Domhus er en addition til en eksisterende bygning, der fremstår som et bredt, symmetrisk og taktfast opbygget volumen med en centralt placeret risalit, der også fungerer som indgangsparti. Den nye bygning udgør ca. 2/3 af den eksisterende og fremtræder med et modulært grid 269

Q MV NIKILM ]LMV QVLOIVO[XIZ\Q UMV UML MV S]V[\VMZQ[S ]L[UaSVQVO LMZ Q ÅZM felter markerer, at her bagved ligger en særlig funktion. Additionen og værtsbygningen har i kraft af soklens, gesimsbåndets og tagfodens gennemgående linjer en stærkt arkitektonisk sammenhæng. Andre linjer, der, som i den gamle bygnings base og hovedgesims, ikke er gennemgående, etablerer en arkitektonisk adskillelse af den nye bygning. På samme måde er den gamle bygnings vertikale udtryk forskelligt fra den nye bygnings virkning af grid. Additionens overordnede volumen er en direkte forlængelse af den eksisterende bygning og danner dermed en tæt sammenhæng mellem det nye og det gamle. Vinduernes forskellige proportioner – for den gamle bygnings vedkommende vertikale og for den nye bygnings vedkommende tilstræbt kvadratiske – og vinduernes forskellige opsprosning medvirker til at adskille de to. Facadernes modulære rytme er forskellige, men giver alligevel indtryk af en vis sammenhæng, ligesom facadens overordnede komposition som en form for mønster får det nye og det gamle til at hænge sammen. Forskellen i de gamle og de nye vinduers farve og materiale medvirker til at adskille, mens granitsoklens, facadepudsens og kobbersternkantens korresponderende materialer, samt pilastrenes, brystningernes og kobberkantens farve (der dog ikke er helt ens) får den gamle og den nye bygning til at hænge sammen. Additionen er arkitektonisk adskilt fra værtsbygningen ved en lodret tilbagerykning, der som en bred fuge skaber et svagt rum i facaden. Omvendt får det svage rum, der tegnes af bygningens overordnede relief, bygningerne til at have et fællesskab, der binder dem sammen, mens for[SMTTMV Q ZMTQM‫ٺ‬M\[ LaJLM QOMV [SQTTMZ LMU IL ,M\ NWZPWTL I\ VWOTM IZSQ\MS\WVQ[SM elementer i facaden er ens og andre forskellige, medvirker til at etablere både arkitektoniske sammenhænge og adskillelser i en relation mellem det nye og det gamle, der her benævnes ’dialog’. Alison og Peter Smithsons Upper Lawn Pavillon er en lille pavillon, bygget ovenpå en gammel havemur indeholdende rester fra et gammelt landhus. Havemuren er bygget af kampesten, mens pavillonen er en lettere trækonstruktion, beklædt med stålplader. Rumhøje glaspartier i havefacaden samt på førstesal i en del af ankomstfacaden giver additionen et let udtryk i modsætning til havemurens tunge karakter. Additionen markerer sig for næsten alle arkitektoniske elementers vedkommende som en selvstændig bygning, hvor den nye del fremtræder med en \aLMTQO IÆ¥[MTQO NWZ[SMT \QT LMV OIUTM 1VOMV OMVVMUOsMVLM TQVRMZ LIVVMZ MV arkitektonisk sammenhæng. Additionens volumen markerer sig som helt adskilt NZI U]ZMV TQOM[WU XI^QTTWVMV [WU ÅO]Z QSSM PIZ VWOMV LQZMS\M IZSQ\MS\WVQ[S sammenhæng med den horisontale mur. Det nye og det gamles forskellige proportion medvirker til at adskille de to, og der er ingen rytme, der kan skabe en sammenhæng. Til gengæld er der i hhv. den gamle murs forbandt og i facadepladernes og vinduernes mønster en form for relation, der etablerer en subtil 270

denne side, fra venstre: ’Blend’ Villa, Gl. Vartov Vej, Aage Rafn, 1920 ’Dialog’ Göteborg Rådhus, Nicodemus Tessin, 1672 og addition af Gunnar Asplund, 1936 ’Kontrast’ Upper Lawn Pavilion, Alison og Peter Smithson, 1962 foto: Nicolai Bo Andersen

arkitektonisk sammenhæng mellem den nye og den gamle bygning. Forskellen i både farve og materiale, samt fraværet af rumlig dybde i facaden understreger samlet set additionens arkitektoniske relation til værtsbygningen som et forhold, der her benævnes ’kontrast’. De arkitektoniske elementer, der medvirker til at skabe forskellige former for relationer, kan for de tre eksempler sammenfattes til at udgøre: linje, voluUMV ÅO]Z XZWXWZ\QWV Za\UM U¦V[\MZ NIZ^M UI\MZQITM WO Z]U ,M VQ MTMUMV\MZ falder i tre kategorier: Den første handler om simple geometriske forhold. Den anden handler om, på hvilken måde de geometriske forhold interagerer. Og den tredje kategori omhandler mere komplekse størrelser. De tre bygninger er også MS[MUXTMZ Xs P^WZLIV [XMKQÅSSM IZSQ\MS\WVQ[SM MTMUMV\MZ SIV M\IJTMZM MV P¦R eller lav grad af arkitektonisk sammenhæng i en trinløs skala, der spænder fra ’blend’, over ’dialog’ til ’kontrast’. Projekt til en addition Projektet til en addition til et toetagers byhus i en karré i et københavnsk brokvarter har relationer til to forskelligartede naboer. Dels til værtsbygningen, der er en toetagers, historicistisk bygning i fem fag med to svagt markerede siderisalitter. Basen fremstår i kvaderpuds med fem høje vindues-/dørpartier med buet top. Førstesalen er opført i blank, rød mur med elementer støbt i portlandcement omkring vinduerne, der for siderisalitternes vedkommende er særligt fremhævede. Additionen har derudover relationer til de to nabobygninger, begge i fem etager med nyere kviste i det karakteristiske københavnertag. Bygningen til højre har en portlandcementpudset base i to etager, førstesalen er udført som kvaderpuds. De tre øvrige etager fremstår i blank, gul mur med støbte elementer i portlandcement i vandrette bånd og omkring vinduer, hvor også her vinduerne mod nabobygningen er særligt fremhævede. Hovedgesimsen har mod taget en kraftigt markeret frise. I husets midterste fag er der på anden og tredje etage altaner med støbejernsværn. Bygningen til venstre har en portlandcementpudset base på to etager, for førstesalens vedkommende udført som kvaderpuds. Hertil kommer en frise med basreliefudsmykning. De tre øvrige etager fremstår i blank, Ta[ O]T U]Z UML [\¦J\M MTMUMV\MZ Q XWZ\TIVLKMUMV\ WO JMUITMLM JI[ZMTQM‫ٺ‬ZQ[MZ i vandrette bånd i hele facadens bredde og omkring vinduerne. Hovedgesimsen har mod taget en kraftigt markeret frise, hvorunder der er en karakteristisk beUITM\ JI[ZMTQM‫ٺ‬ZQ[M *aOVQVOMV PIZ Xs IVLMV WO \ZMLRM M\IOM Q NIOM\ UWL VIJWMV altaner med støbejernsværn. Additionens facade udgøres af en regulær, gridagtig struktur bestående af tre etager i hver fem ens fag, tænkt udført i betonelementer. Den centrale lodZM\\M TQVRM [IU\ LM TQVRMZ LMZ Æ]O\MZ UML ^¥Z\[JaOVQVOMV[ [QLMZQ[ITQ\\MZ JQLZIOMZ til at skabe sammenhæng mellem den gamle og den nye bygning. Gesimsernes vandrette linjer, der ikke korresponderer med naboerne, skaber en arkitektonisk adskillelse. Additionens overordnede volumen får bygningerne til at hænge samUMV ,MV MS[Q[\MZMVLM JaOVQVO[ VMLMZ[\M ^QVL]MZ PIZ MV ÅO]Z LMZ ^ML I\ JTQ^M gentaget i den nye tagetage, får additionen til at hænge sammen med det gamle, ligesom betonbjælkernes samlinger over murpiller, der er markeret med en særlig fremhævet slutsten, etablerer en sammenhæng ved at referere til nabobygningernes portlandcementelementer og hovedgesims. Additionens vinduer har en proportionering, der er den samme som vinduerne i både værtsbygningen og i begge nabobygninger og bidrager dermed til at lave en sammenhæng. Additionens vinduer indgår dermed i en større facaderytme, der får hele facaderækken til at hænge sammen. Additionen indgår sammen med værtsbygningen og nabobygningerne i en samlet komposition, der som et mønster skaber en overordnet sammenhæng. Betonelementernes farve er den samme som portlandcementelementerne i både værtsbygningen og nabobygningerne, men den er forskellig fra felterne i blank mur og skaber dermed både en sammenhæng og en adskillelse, ligesom forskellen i materiale bidrager til arkitektonisk at adskille det nye fra det 271

gamle. Støbejernsværnene ved de franske altaner danner en sammenhæng med naboerne i både materiale og farve, mens vinduernes materiale og farve skaber en arkitektonisk adskillelse. Facaden danner gennem et overordnet relief et svagt rum i facaden, der etablerer en sammenhæng til både værtsbygningen og naboerne. Projektet til en addition i en bymæssig sammenhæng i København viser, P^WZLIV MV Z¥SSM [XMKQÅSSM IZSQ\MS\WVQ[SM MTMUMV\MZ SIV JQLZIOM ^ML Q VWOTM tilfælde at være lig og i andre tilfælde forskellige til at skabe et nuanceret spil af relationer mellem den nye addition og de eksisterende bygninger. Nogle arkitektoniske elementer bruges til at skabe sammenhæng, andre til at etablere en adskillelse. Additionen er ikke en direkte gentagelse af værtsbygningen og skal på den anden side heller ikke blot markere den størst mulige kontrast til det eksisterende hus. Det er ikke et spørgsmål om enten/eller, nyt/gammelt eller sort/ hvidt. De forskellige relationer, der udspænder et spektrum fra det sammenhængende til det adskilte, gør, at den nye addition i et greb kan skabe en arkitektonisk tæt sammenhængende relation mellem det gamle og det nye – og på samme tid være helt sig selv. Weaving Begrebet ’weaving’ bliver brugt på forskellige måder. Sergison Bates Architects bruger eksempelvis begrebet4 i forlængelse af ideerne fra Adolf Loos og Gottfried Semper til at beskrive den virkning, væggen, forstået som beklædning ophængt i husets konstruktion, har for rummets karakter. Françoise Bollack bruger begrebet5 \QT I\ JM[SZQ^M LM\ NWZPWTL I\ MV MTTMZ ÆMZM ¼\ZsLM¼ ^¥^M[ [IUUMV Q MV Va helhed som en ud af fem forskellige typer interventioner, ’insertions’, ’parasites’, ’wraps’, ’juxtapositions’, og ’weavings’. Denne opdeling i fem kategorier kunne minde noget om ovenstående beskrivelse af de forskellige grader af relationer, i en skala fra ’blend’, over ’dialog’ til ’kontrast’. Men hvor Bollacks gruppering handler mere om de forskellige typer af intervention, og om det foregår udenpå, indeni, eller i en kombination, handler ’blend’, ’dialog’ og ’kontrast’ mere om en relations grad af arkitektonisk sammenhæng eller adskillelse. Françoise Bollack har en tydelig forkærlighed for den type arkitektur, der skaber en kontrast til værtsbygningen, uanset hvilken kategori den tilhører. Bollack lægger sig dermed i direkte forlængelse af den tradition, der siden Ruskin og Morris over Venedig-chartret6 SITLMZ Xs MV \aLMTQO IÆ¥[MTQO NWZ[SMT UMTTMU additionen og værtsbygningen. Holdningen handler om, at man kan se, hvad der MZ Va\ WO P^IL LMZ MZ OIUUMT\ WO I\ LMZ MZ MV \aLMTQO IÆ¥[MTQO NWZ[SMT 8ZWRMS\M\ til en karré i København viser derimod, at en række arkitektoniske elementer kan etablere en høj eller lav grad af arkitektonisk sammenhæng uanset typen af indgreb og indgrebets omfang. Man kan forestille sig, at værker, der kan karakteriseres som havende så forskellige relationer til værtsbygningen som ’blend’, ’dialog’ og ’kontrast’, vil kunne passe ind i alle Bollacks fem interventionstyper: ’insertions’, ’parasites’, ’wraps’, ’juxtapositions’, og ’weavings’. At Asplunds Rådhus i Bollacks inddeling er placeret i kategorien ’juxtapositions’ er i den forbindelse overraskende. For selvom denne addition i en overordnet betragtning er [\QTTM\ ^ML [QLMV IN ^¥Z\[JaOVQVOMV WO MZ \aLMTQO\ IÆ¥[MTQO NZI LMVVM MZ )[XT]VL[ arkitektoniske strategi, der netop handler om at væve forskellige arkitektoniske relationer, snarere at sammenligne med begrebet ’weaving’ og falder dermed også ind i kategorien ’dialog’. Ser man på projektet til en addition i en bymæssig sammenhæng i København gennem denne optik, kunne projektet umiddelbart placeres i den type intervention, der kaldes ’juxtapositions’, idet den fysiske grænse mellem det nye og det gamle er ret tydelig. Men i forhold til en arkitektonisk strategi, hvor forholdet mellem det nye og det gamle i arkitektonisk forstand udgøres af et mere nuanceret spil af elementer, der på forskellige måder relaterer sig til hinanden, vil det være mere frugtbart at benytte kategorien ’weaving’. Med eksempler som Alte Pinakothek i München af Hans Döllgast og Neues Museum i Berlin af Da272

denne side: Detalje af den eksisterende facade og additionen foto: Nicolai Bo Andersen

^QL +PQXXMZÅMTL XMOMZ LMVVM \aXM IN QVLOZMJ VM\WX Xs MV [\ZI\MOQ P^WZ LM\ VaM WO LM\ OIUTM ]JM[^¥ZM\ SIV ÆM\\M [QO QVL WO ]L IN PQVIVLMV 0MZ MZ OZ¥V[MZVM mellem de to ikke umiddelbart tydelige, og det nye fremstår ikke som et separat objekt uden relation til det eksisterende, idet det fysisk og arkitektonisk er helt uadskilleligt fra det gamle. 4QOM[WU QV\MZ^MV\QWVMZ LMZ Na[Q[S ÆM\\MZ [QO [IUUMV UML ^¥Z\[JaOVQVOMV QVLMVQ LMVVM SIV UIV JM\ZIO\M \QTJaOVQVOMZ LMZ ÆM\\MZ [QO [IUUMV UML MV eksisterende bygning udenpå denne som en form for ’weaving’. Additionen er i den forstand en ikke blot bygningsmæssig, men også bymæssig ’weaving’, hvor ILLQ\QWVMV ÆM\\MZ [QO QVL Q LM\ JaU¥[[QOM ^¥^ JM[\sMVLM IN PP^ ^¥Z\[JaOVQVOMV og de omkringliggende naboer. Hvor den fysiske grænse mellem det gamle og LM\ VaM OIV[SM ^Q[\ MZ IÆ¥[MTQO UMV P^WZ ZMTI\QWVMZVM Xs \^¥Z[ IN LM\ VaM WO LM\ OIUTM ^¥^MZ MV MTTMZ ÆMZM ¼\ZsLM¼ IN IZSQ\MS\WVQ[SM MTMUMV\MZ [IUUMV Q MV Va helhed. Ukomplet perfektion Fred Scott beskriver i ’On altering Architecture’7 begrebet ’perfect incompleteness’ eller ukomplet perfektion, der er et forsøg på at udvikle en teori for arkitektoniske interventioner i en værtsbygning. Ifølge Scott er der tre mulige skæbner for en bygning, efter den er blevet bygget: at forblive uændret, at blive ombygget eller at blive revet ned. Intentionen med at fokusere på ombygning er at give et alternativ til bevaring og til nedrivning, som en form for mediering mellem de to. Strategien skal tillade, at eksisterende bygninger kan beholde deres betydning gennem indgreb, der er en form for oversættelse af den eksisterende struktur i en bevægelse fra fortid til fremtid. Scott fokuserer på ombygninger indenfor bygningen selv, og altså ikke umiddelbart på udvidelser og additioner, men forfatteren indrømmer muligheden af, at overvejelserne også kan have relevans for disse. En central pointe er ideen om ’stripping back’ – et af Scott foreslået teoretisk grundlag for intervention og ombygning. ’Stripping back’ er en lidt løs og ikke videre konkret beskrevet metode, der handler om intellektuelt og intuitivt at analysere den eksisterende bygning i M\ NWZ[¦O Xs I\ QLMV\QÅKMZM LM\ ;KW\\ JM[SZQ^MZ [WU ¼UWLMTTMV¼ JaOVQVOMV[ QLMITform. Det understreges, at arbejdet med ’stripping back’ er et spørgsmål om fortolkning, der skal forstås som en mere subjektiv oversættelse af værtsbygningens arkitektoniske kvaliteter. Scotts pointe er, at en ombygning skal sigte mod, hvad der kaldes ’perfect incompleteness’ eller ukomplet perfektion. Begrebet kan forstås som et forsøg på at kombinere det, der indenfor restaureringsarkitekturen har været et hidtil uløseligt dilemma mellem Viollet-le-Ducs krav om stilens enhed8 og John Ruskins’ forfaldets æstetik9. I Scotts version bliver det til en fordring om, at interventionen skal stræbe mod værtsbygningens ’model’, bygningens formodede ideelle form, kombineret med anerkendelsen af, at værket altid er ukomplet – i en perfekt ukomplethed. Selvom denne idé om, at man skal nærme sig værtsbygningens model eller ideal, virker mærkeligt æterisk, som en slags essentialistisk fordring, er dette mere nuancerede blik på forholdet mellem det nye og det gamle under ombygninger og transformationer meget brugbart. Det er på denne måde ikke et spørgsmål om, at interventionen skal være en direkte fortsættelse af den gamle bygning i den samme, og måske endnu mere gennemførte stil. Det er modsat heller ikke meningen, at nye tilføjelser skal fremtræde i tidens stil som kontrast til værtsbygningen. En ombygning eller transformation er derimod et nuanceret IZJMRLM LMZ Us \IOM V¦RM ]LOIVO[X]VS\ Q LMV [XMKQÅSSM [Q\]I\QWV Begrebet ’perfect incompleteness’ er inspireret af Carlo Scarpas arbejde, først og fremmest med Castelvecchio i Verona. Begrebet udviser en forståelse for arkitekturens grundlæggende foranderlighed og anerkender også, at en ombygning på et tidspunkt kan blive udsat for ændringer. Samtidig beskriver begrebet en arkitektonisk strategi, der tillader en transformation at udtrykke sig ikke kun som sin egen afsluttede helhed, men som en del af en større historie. Ideen om 273

’perfect incompleteness’ underbygger en strategi, der tillader arkitekten at tage udgangspunkt i den eksisterende bygning og samtidig muliggør, at indgrebet kan have sin egen identitet. Forstået som en måde at fortolke eller oversætte det eksisterende kombineret med en anerkendelse af, at værtsbygningen har sin egen ret, er begrebet en måde at bygge bro i spørgsmålet om relationen mellem nyt og gammelt. Projektet til en addition i en karré i København er set gennem denne optik netop hverken en manifestation af Viollet-le-Ducs krav om stilens enhed, hvor det handler om at tilegne sig de principper, der gælder for den eksisterende bygning og gennem indgrebet at fuldende bygningen, som den måske aldrig tidligere har været fuldendt. Projektet er heller ikke en artikulering af de fordringer, der ligger i forlængelse af John Ruskin og William Morris, der handler om, at man ikke gennem indgreb må fjerne patina og tidens spor, men lade det gamle dø i skønhed i en slags forfaldets æstetik, hvor ombygninger og tilføjelser til en eksisterende bygning skal fremtræde i tidens stil. Additionen er i den forstand ikke et udtryk for ’perfect incompleteness’ forstået som en æstetisk strategi, der i Carlo Scarpas forstand etablerer en ny helhed med et ruinøst udtryk. Men i forhold til forståelsen af indgrebet som noget, der skal være færdigt, men dog stadig ikke komplet, samt fordringen om, at et indgreb sker på værtsbygningens præmisser, er ideen produktiv. Man kan godt sige, at projektet til en addition etablerer en ny helhed på baggrund af den eksisterende bygnings arkitektoniske egenskaber og på samme tid tillader den eksisterende bygning at bevare sin karakter, ligesom den nye bygning bygger på en tæt arkitektonisk relation til det eksisterende og på samme tid fremtræder med sit helt eget udtryk. Forbindelser Man kan således udpege en række konkrete, arkitektoniske elementer, der kan medvirke til at etablere forskellige relationer mellem nyt og gammelt i et bygnings- og bymæssigt væv af relationer samlet i en ny helhed, i en trinløs skala fra det helt sammenhængende til det ret adskilte. Den additive forandring sikrer, i forlængelse af Perez de Arce, en fornemmelse af bymæssig sammenhæng og kontinuitet. Ved at bygge til på en eksisterende struktur kan man på samme tid bevare og forandre byen og sikre en historisk og rumlig forbindelse. *MOZMJM\ ¼_MI^QVO¼ SIV [WU V¥^V\ JM[SZQ^M MV UM\WLM \QT I\ ÆM\\M LM\ VaM og det gamle. Risikoen er, at en sådan metode kan blive forstået som et tag selvbord af elementer, og at det sker på bekostning af helheden. Der er ligeledes en udfordring i, at arbejdet med at etablere relationer ved hjælp af arkitektoniske elementer kan blive en tankeløs kombinatorik, der kan retfærdiggøre hvad som helst. Endelig kan man indvende, at en arkitektonisk strategi, der bygger på en enkel metode, har den yderligere begrænsning, at strategier af og til modsiges af virkeligheden – i nogle tilfælde er det bare noget andet, der skal til. Begrebet ’perfect incompleteness’ underbygger som ovenfor beskrevet en mere nuanceret opfattelse af forholdet mellem nyt og gammelt og bryder med den dogmatiske modstilling mellem det nye som noget, der skal ligne det gamle eller fremtræde i tydelig kontrast. Det sker selvfølgelig på bekostning af klarPMLMV ,M\ JTQ^MZ QSSM V¦L^MVLQO^Q[ TM\ ]UQLLMTJIZ\ I\ IÆ¥[M P^IL LMZ MZ LM\ ene, og hvad der er det andet. Men det sker til fordel for en levende by og en bygningskultur, der ikke forsøger at fryse tiden i et krampagtigt dogme. En række arkitektoniske elementer kan således bruges til at danne forskellige grader af relationer. En addition kan, uanset hvilken type intervention, der er tale om – ’insertions’, ’parasites’, ’wraps’, ’juxtapositions’ og ’weavings’ – forholde sig til værtsbygningen med en høj eller lav grad af arkitektonisk sammenhæng. Med andre ord: Uanset om der er tale om en intervention indeni en eksisterende bygning, udenpå, eller i en kombination, kan det nye forholde sig til det eksisterende med forskellige grader af relationer i den trinløse skala: ’blend’, ’dialog’ og ’kontrast’. 274

Hertil kommer, at de enkelte bygningsdele på tilsvarende måde, uafhængigt af hinanden, kan danne et komplekst og nuanceret væv af relationer mellem det eksisterende og det nye. Relationer, som ikke bare handler om en simpel modstilling mellem nyt i forhold til gammelt, én bygning i forhold til en anden eller sort i forhold til hvidt. Men derimod en mangfoldighed af relationer, hvoraf nogle elementer gennem en konkret gentagelse, andre som reference til eksisterende motiver og atter andre i en direkte kontrast mellem det gamle og det nye skaber et komplekst væv af arkitektoniske sammenhænge og adskillelser. Endelig kan man tale om forskellige grader af relationer på byniveau, hvor en addition i forhold til hhv. værtsbygningen og nabobygningerne i sig selv danner et stormasket væv af relationer mellem nye og gamle bygninger. Begrebet forbindelser kan på denne måde beskrive en arkitektonisk strategi, der gennem dette væv af arkitektoniske tråde kan skabe et nuanceret spil af relationer mellem det gamle og det nye i en mangfoldighed af henvisninger og betydninger. Det kan beskrive en måde at addere til eksisterende strukturer WO ¥VLZM LMU ^ML I\ JZ]OM SWVSZM\M IZSQ\MS\WVQ[SM MTMUMV\MZ [WU TQVRMZ ÆILMZ og spor fra værtsbygningen og naboerne. Den eksisterende bygning bliver ikke blot kopieret, og den nye bygning udtrykker sig ikke blot som en kontrast til det eksisterende. ;\ZI\MOQMV ^QT \QTTILM I\ S]VVM IZJMRLM Xs uV OIVO UMZM ZMÆMS\MZM\ WO [IUtidig friere med relationen mellem nyt og gammelt i en erkendelse af, at både værtsbygningen, additionen og naboerne hele tiden ændrer sig og aldrig bliver komplette. Strategien beskriver en omgang med bygningskulturen, der bryder med de gamle, dogmatiske principper og gennem en nysgerrig opmærksomhed på den givne situations arkitektoniske elementer tillader et mere nuanceret og [XMKQÅS\ IZJMRLM UML \ZIV[NWZUI\QWVMZ WO ILLQ\QWVMZ ¼.WZJQVLMT[M¼ MZ MV [\ZI\Mgi, der handler om graden af arkitektonisk dialog mellem en (til)bygning og dens naboer. Det er både værtsbygningen og dens omgivelser, der bliver fortolket og reformuleret gennem den tilføjede bygning, der tillader den eksisterende situation at ændre sig og på samme tid bevare sin karakter, ligesom den nye bygning kan have en tæt forbindelse til sine naboer og på samme tid være helt sig selv. Noter 1. Rodrigo Perez de Arce, “Urban Transformations and the Architecture of Additions,” i: Architectural Design, November 1976. 2. John Ruskin, The Seven Lamps of Architecture, (New York: Dover, 1989). 3. Eugene Viollet-le-Duc et al., Restaurering, (Aarhus: Arkitektskolen, 2000). 4. Sergison Bates Architects, Papers 2, (London: Sergison Bates Architects, 2007). 5. Françoise Bollack et al., Old buildings, new forms. New directions in architectural transformations, (New York: The Monacelli Press, 2013). 6. ICOMOS, International Charter for the Conservation and Restoration of Monuments and Sites (The Venice Charter 1964), (http://www.icomos.org/charters/venice_e.pdf, accessed 18-12-2014). 7. Fred Scott, On altering architecture, (London: Routledge, 2008). 8. Eugene Viollet-le-Duc, Restaurering, (Aarhus: Arkitektskolen, 2000). 9. John Ruskin, The Seven Lamps of Architecture, (New York: Dover, 1989). Litteratur Bollack, F.A. et al, Old buildings, new forms. New directions in architectural transformations. New York: The Monacelli Press, 2013. Byard, P.S. <PM IZKPQ\MK\]ZM WN ILLQ\QWV[" LM[QOV IVL ZMO]TI\QWV. London: W.W. Norton & Company Ltd, 1998. Perez de Arce, R. Urban Transformations and the Architecture of Additions. Architectural Design. November 1976. Scalbert, I., et al. Never Modern, On bricolage and the works of 6a Architects. Zürich: Park Books, 2013. Scott, F. On altering architecture. London: Routledge, 2008.

275

Et stykke ad vejen af Morten Birk Jørgensen

Landsbyernes rolle i Danmark er grundlæggende under forandring. Den centrale betydning, landsbyen har haft for samfundsudviklingen, er i de seneste årtier blevet kompromitteret af en øget regional centralisering. Mange landsbyer opTM^MZ NZIÆa\VQVO [WU U¦LM[ UML UQLTMZ NZI SWUU]VMZ WO [\I\ \QT VMLZQ^VQVO IN de tomme ejendomme. Mange steder tales der direkte om afvikling frem for udvikling. Landsbyernes 2500 år lange historie fornægter sig dog ikke. I et historisk XMZ[XMS\Q^ MZ LMV QOIVO^¥ZMVLM I‫ٺ‬WTSVQVO NWZMT¦JQO M\ ZMTI\Q^\ SWZ\ SIXQ\MT 1 LM\ store billede fremstår det ikke usandsynligt, at landsbyerne vil få en renæssance. En sådan udvikling vil dog være betinget af et ændret syn i samfundets på bosætning i landdistrikterne og ikke mindst være betinget af forslag, der kan hjælpe til at løse nogle af de problematikker, der knytter sig dertil. Denne artikel beskri^MZ LM IS\]MTTM XZWJTMUI\QSSMZ PMZ]VLMZ I‫ټ‬a\VQVO LMZ ]L[XQTTMZ [QO Q TIVL[JaMV ,IUUM )[SMJa Xs 5¦V WO XMOMZ OMVVMU NWZ[TIOM\ ¼1VLÆa\VQVO¼ Xs XW\MV\QITMZ NWZ LMV NZMUILZM\\MLM ]L^QSTQVO 1 ¼1VLÆa\VQVO¼ NWZM[Ts[ MV TWSIT KMV\ZITQ[MZQVO IN bosætningen i den historiske landsby frem for en regional centralisering i købstæderne. Således fortættes landsbyen, mens bebyggelsen i det åbne land reduceres. .WZ[TIOM\ MZ QV[XQZMZM\ IN LMV ]LÆa\VQVO IN TIVL[JaMV[ OsZLM LMZ NWZMOQS ^ML udskiftningen sidst i det 18. århundrede. 276

277

Damme-Askeby før og nu Spor fra oldtidens bosætning er endnu nærværende, når man besøger Vestmøn. ;IOVÅO]ZMZVM .IVM WO PMVLM[ UIVL /Z¦VR¥OMZ TIOLM Q N¦Z[\M WUOIVO VI^V til Grønsund, som er farvandet mellem Møn og Falster, og til dets afstikker Fanefjorden. Samme navne går igen lige fra langdyssen Grønsalen fra bondestenalderen, over Fanefjord Kirke fra middelalderens begyndelse til plejehjemmet Fanefjord Centret fra 1997. Tilsvarende hedder den 5 km lange vej, der holder sammen på Damme-Askeby, Fanefjordgade. Udskiftningen af St. Dammes jorder i år 1800 er hovedårsagen til den bebyggelsesstruktur, der i dag omgiver Damme-Askeby. Udskiftningen var en del af landboreformerne, som – inspireret af oplysningstidens tanker – gentænkte landbrugets produktionsmønstre. Hele det danske landskab blev opmålt og nye [\¦ZZM UIZSMZ ]L[\aSSM\ 1LMITM\ ^IZ JTWS]L[SQN\VQVOMV P^WZ OsZLMVM JTM^ Æa\\M\ ud midt på de nye store marker frem for at være organiseret i landsbyer. Som et samlesæt blev bindingsværkkonstruktionernes dele nummereret og adskilt, for at blive genopført på deres nye placering. Som det ses på ovenstående opmåling fra 1810, blev St. Damme blokudskiftet, hvilket stort set ledte til en total opløsning af landsbyen. Frem for at ligge samlet i klynger lå gårdene nu fordelt ude på hver deres mark, hvor adgangen til jorderne var optimal. Prisen for opløsningen af landsbyen var en bebyggelsesstruktur, der i ringere grad understøttede et fælles socialt liv. Op gennem 1800-tallet, i takt med at TIVLIZJMRLMZVM NZIÆa\\MLM OsZLMVM WZOIVQ[MZMLM JMJWMZVM [QO Q [Us STaVOMZ IN arbejderboliger langs Fanefjordgade. Fra nogenlunde samme periode begyndte gårdejerne at udstykke små parceller i matriklernes hjørner. Til at starte med var udmatrikuleringen en måde at tilbyde arbejderne egne boliger og få dem væk fra gården. Senere har samme strategi været anvendt som økonomisk spekulation til hurtig indtjening blandt bønderne. Ved andelsbevægelsens opblomstring blev Fanefjord Andelsmejeri etableret på Fanefjordgade i 1893, midt imellem St. Damme og nabolandsbyen Askeby. Den bebyggelse, der efterfølgende blev opført, bestod bl.a. af arbejderboliger til det nærliggende Marienborg Gods. Grundene er over er blevet udstykket ned mod mejeriet, så de to landsbyer i dag fremstår som en sammenhængende bebyggelse. Med sin centrale placering på Vestmøn har byområdet Damme-Askeby udviklet sig til en oplandsby for bebyggelsen i det omkringliggende landskab med skole, indkøbsmuligheder og en række andre funktioner. 278

forrige side: Damme-Askeby foto: Morten Birk Jørgensen denne side: Udsnit af opmåling fra 1810 viser gårdenes placering efter udskiftningen i år 1800. Landsbyen næsten totalt opløst

Mejeriet blev udbygget med en funkishovedbygning i 1935, og det har særligt været mejeriets store succes, der har medvirket til, at landsbyen i dag er den største sammenhængende bebyggelse på Vestmøn. 1 ! JTM^ /Z¦V[]VL^MR IVTIO\ [WU WUNIZ\[^MR NWZ \ZIÅSSMV W^MZ >M[\U¦V Det gav hurtigere transport mellem motorvejen ved Bogø og Stege, og det reduKMZMLM U¥VOLMV IN OMVVMUS¦ZMVLM \ZIÅS Q .IVMNRWZLOILM <QT OMVO¥TL NZI\WO det også byen rollen som naturligt stoppested på ruten, med negative konsekvenser for byens handelsliv til følge. Landsbyens seneste lokalplan stammer fra 1996 og er altså fra før kommunesammenlægningen. De ambitioner, det udstikkes i planen for landsbyens vækst, ligger langt fra den reelle udvikling. Blandt andet beskrives udlægning af et nyt erhvervsområde vest for landsbyen, som aldrig er påbegyndt. Lokalplanen beskriver også ambitioner i mindre skala, som for eksempel anlæggelse af forto^M LMZ SIV [QSZM MV \ZaO [SWTM^MR NWZ JaMV[ J¦ZV ,M\\M WO ÆMZM IVLZM QVQ\QI\Q^MZ er dog endnu ikke gennemført. Fremadrettede potentialer trods problemer Damme-Askeby indeholder en række potentialer, der kan bygges videre på, og som kan være med til at sikre en positiv udvikling for byområdet. Én af landsbyens kvaliteter er netop dens sammensathed med bygninger fra mange forskellige perioder. Der er ikke tale om et sårbart historisk bymiljø, men om en landsby, der har udviklet sig gennem mange tider og fortsat bør gøre det. Det vestmønske landskab er i sig selv meget attraktivt, og de slyngede veje med spredte skovsætninger og mange små landsbymiljøer er en aktiv, stedbunden ressource. Trods lukning af mange lokale butikker indeholder landsbyen endnu en række funktioner såsom kro, weekendrestaurant, pizzeria, dagligbrugs, galleri, autoværksted, skole til 7. klasse, værkstedsskole, plejehjem og børnein[\Q\]\QWVMZ )N IZJMRL[XTIL[MZ ÅVLM[ LMZ ]LW^MZ P^IL LM N¦ZV¥^V\M N]VS\QWVMZ rummer, en række håndværkere, kunsthåndværkere og landbrug. Her er altså tale om en landsby, som endnu i dag udgør et vist samlingspunkt for den vestU¦V[SM JMNWTSVQVO ,M\ N]VS\QWVMTTM OZ]VLTIO SIV ]L^QSTM[ [s ÆMZM V¦L^MVLQOM dagligdagsfunktioner på sigt kan eksistere lokalt. ,MZ ÅVLM[ MV OZ]XXM UMOM\ IS\Q^M TWSITM JWZOMZM [WU MZ QV\MZM[[MZM\ Q at landsbyen skal udvikle sig. Gennem forskellige aktiviteter forsøger de at skabe større opmærksomhed på landsbyens gaderum og lave arrangementer, som kan udvikle naboskabet. I øvrigt ligger Damme-Askeby i umiddelbar nærhed til Hårbølle, hvor det de senere år er lykkedes at skabe et aktivt lokalfællesskab, der bidrager markant til det sociale og kulturelle miljø i nærområdet. 8IZITTMT\ UML LM V¥^V\M XW\MV\QITMZ ÅVLM[ WO[s MV Z¥SSM XZWJTMUMZ [WU må adresseres, hvis udviklingen skal være positiv og kunne retfærdiggøres i et bæredygtighedsperspektiv. Mens nogle arbejder hjemmefra, pendler mange til Vordingborg eller helt til København. Der kører busser fra Fanefjordgade til Stege og Vordingborg, UMV NWZJQVLMT[MV MZ TIVO[WU WO NZI^¥TOM[ WU U]TQO\ \QT NWZLMT NWZ JQTMV ,M ÆM[\M beboere i det åbne land er afhængige af bilen som transportmiddel. Den perifere beliggenhed giver lange transporttider til pendlere, folk, der skal til fritidsaktiviteter af forskellig art m.v. Det er dels uattraktivt for den enkelte beboer, men det er også problematisk i et bæredygtighedsperspektiv. Udviklingen af det moderne landbrugs store maskiner har bevirket et rumligt skalaspring i produktionslandskabet. De små markstykker fra udskiftningen MZ TIO\ [IUUMV NWZ UMZM M‫ٺ‬MS\Q^ LaZSVQVO P^WZ^ML LM WZOIVQ[MZMVLM UIZS[SMT er forsvundet. Landskabet, som burde være en af de centrale kvaliteter ved at bo i en landsby, er så intensivt dyrket, at det i store træk er utilgængeligt for rekreativt brug. Nogle indbyggere tager bilen ned til Fanefjordskoven, når de skal gå tur med deres hund. Andre går aktivt ind i anlæggelsen af en bypark, som skal tilbyde landskabelig kvalitet for beboerne. Behovet for oprettelsen af en bypark fortæller en tydelig historie om den dårlige naturadgang. At landskabet er lukket 279

280

denne side: Fanefjordgade 2012 foto: Morten Birk Jørgensen modsatte side: Bebyggelseskort for Damme-Askeby og omegn kort: Morten Birk Jørgensen

land for landsbyens indbyggere er en uholdbar situation, hvis man fremadrettet skal øge landsbylivets aktiver. Landsbyens grænser mod landskabet, som ved husenes opførelse var moti^MZM\ IN LaZSVQVO[WUZsLMZVM[ QVLLMTQVO NZMU[\sZ Q LIO TIVO\ UMZM ]LÆaLMVLM Den nye situation skaber et behov for, at landsbyen i højere grad sætter sine egne grænser. At den organiserer sig klarere som en selvstændig enhed i produktionsTIVL[SIJM\ WO M\IJTMZMZ MV Z]UTQO WXTM^MT[M P^WZ UIV UMZM \aLMTQO\ JMÅVLMZ [QO enten ’indenfor’ eller ’udenfor’ landsbyen. Landsbyens huse er overvejende små IZJMRLMZJWTQOMZ Xs S^ILZI\UM\MZ 5WLMZVM NIUQTQMZ ^QT WN\M ÅVLM LMVVM størrelse for lille til en helårsbolig. Derfor er mange huse også blevet tilbygget løbende med udbygninger af meget varierende kvalitet. Udskiftning af tage, nye vinduer og efterisolering af facader har taget meget af charmen fra den eksisterende bygningsarv. De bygninger, der fra et arkitektonisk perspektiv fremstår mest attraktive, er ofte de mest forfaldne. Mange beboere lægger stor energi og mange penge i vedligeholdelse og dyrkning af deres private huse og haver. Det står i en skærende kontrast til det NWZNITL LMZ WXTM^M[ Q MV [\WZ LMT IN LM\ W‫ٺ‬MV\TQOM OILMZ]U <QLTQOMZM PIZ TIVL[Jagaden fungeret som et socialt rum, som husene henvendte sig til. I dag fremstår den som en infrastrukturel nødvendighed, man skærmer sig mod med høje, tætte hække. I landsbyens periferi er der de seneste 20 år opført en del parcelhuse. De nye huse ligger med større afstand til vejen og udvisker landsbyens grænser mod landskabet. Desuden afskærer de udsigten fra de ældre huse, der er placeret langs landsbygaderne og reducerer dermed deres værdi. Det fremstår paradoksalt, at der opføres nye parcelhuse på markerne, imens gode gamle boliger forfalder langs landsbygaden. Indbyggerne i landsbyen er en sammensat gruppe. Møn er OMVMZMT\ SMVLM\MOVM\ ^ML M\ [\WZ\ IV\IT \QTÆa\\MZM PMZQJTIVL\ S]V[\PsVL^¥ZSMZM WO ISILMUQSMZM WO VWOTM WXTM^MZ MV [SQTTMTQVRM UMTTMU \QTÆa\\MZM WO TWSITM <ZWL[ en gruppe meget aktive lokale borgere, er en stor del af landsbyen ikke inkluderet i et lokalt socialt fællesskab. 5¦V PIZ QOMVVMU MV T¥VOMZM XMZQWLM WXTM^M\ UWLMZI\ NZIÆa\VQVO ;\¦Zstedelen af områdets boliger vedligeholdes, men de tomme boliger forfalder og fylder meget i billedet, hvad enten de ligger i landsbyen eller i det åbne land. Det tiltagende forfald generer områdets beboere, som mener, det har en negativ effekt på handelsværdien af deres huse. Stat og kommune kommer til undsætning med nedrivningsmidler, så de tomme huse kan fjernes. I det åbne land opdyrkes grunden ofte, så den indgår i det øvrige dyrkningsareal. I landsbyerne derimod fører nedrivning af huse til opløsning af bymæssigheden. De tilfældige huller langs landsbygaden fremstår ofte besynderlige og omtales til tider som ”manglende tænder i en tandrække”. Husene repræsenterer ikke kun en værdi i sig selv, men også i kraft af den bystruktur, de indgår i. Set over en 40-årig periode går udviklingen kun mod en mere monofunktionel landsby med boliger. Prognoser for befolkningsfremskrivning peger på, at 30 % af Møns befolkning vil forlade øen i løbet af de kommende otte år. Hvis problemerne skal overvindes, og potentialerne skal udvikles, vil det kræve en plan, der på ambitiøs vis kombinerer politiske og arkitektoniske interesser. 1VLÆa\VQVO [WU JaU¥[[QO NWZ\¥\VQVO 1 NWZ[¦OM\ Xs LMT[ I\ NWZPWTLM [QO [MZQ¦[\ \QT I‫ٺ‬WTSVQVO[XZWJTMUI\QSSMV Xs 5¦V og dels at fastholde eksisterende kulturelle værdier i de historiske landsbyer er NWZ[TIOM\ ¼1VLÆa\VQVO¼ ]L^QSTM\ 1VLÆa\VQVO MZ QV[XQZMZM\ IN TIVLJWZMNWZUMZVM[ ]LÆa\VQVO IN OsZLMVM Q NWZJQVLMT[M UML JTWS]L[SQN\VQVOMV IN ,IUUM )[SMJa Den går kort sagt ud på at genfortætte landsbyen og reducere bebyggelsen i det åbne land. Frem for at betragte det enkelte faldefærdige hus i sig selv, anlægges der med ¼1VLÆa\VQVO¼ M\ TIVO[QO\M\ XMZ[XMS\Q^ Xs JaOVQVO[UI[[MV Q PMTM WXTIVLM\ WUSZQVO Damme-Askeby. Ønsket er at opstille et mål for den langsigtede udvikling, som på kort sigt kan bruges som retningsgiver, når der skal tages stilling til nedrivning 281

af et faldefærdigt, tomt hus. Dermed undgås det, at den samlede udvikling bevæger sig i en uønsket retning som konsekvens af en manglende strategi for de JM[T]\VQVOMZ LMZ [SIT \Z¥‫ٺ‬M[ PMZ WO V] ,M\ MZ PMZ ^QO\QO\ I\ JMU¥ZSM I\ LM\ QSSM MZ NWZ[TIOM\[ UsT I\ OMVJMNWTSM LM \WUUM JWTQOMZ MTTMZ I\ [\IVL[M NZIÆa\VQVOMV ^ML PR¥TX IN WUSW[\VQVO[\]VOM W‫ٺ‬MV\TQOM [\ZI\MOQMZ ,MZQUWL MZ LM\ UsTM\ I\ [QSZM MV I\\ZIS\Q^ ]L^QSTQVO XIZITTMT\ UML LMV QOIVO^¥ZMVLM NZIÆa\VQVO -V LMT IN LMV NZIÆa\VQVO 5¦V WXTM^MZ WO NZMUW^MZ ^QT WXTM^M [SMZ [WU konsekvens af en økonomisk betragtning i kommunen om, at det er for dyrt I\ \QTJaLM W‫ٺ‬MV\TQO [MZ^QKM \QT ITTM TIVL[JaMZ WO LM [XZML\M JWTQOMZ Q sJMV\ TIVL ,MZNWZ [IUTM[ W‫ٺ‬MV\TQOM QV[\Q\]\QWVMZ Q S¦J[\¥LMZ WO ZMOQWVITM PW^MLJaMZ Q LM\\M tilfælde i Stege og Vordingborg. 5ML ¼1VLÆa\VQVO¼ NWZM[Ts[ MV KMV\ZITQ[MZQVO Xs UMZM TWSIT\ VQ^MI] P^WZ PMTårsbeboelsen samles i de historiske landsbyer. Kortet på modstående side viser hovedgrebet i den langsigtede strategi. Landsbyerne er blevet tættere, mens den spredte bebyggelse i det åbne land er reduceret betragteligt. Sideløbende med den rumlige og funktionelle fortætning foreslås en mere LQ‫ٺ‬MZMV\QMZM\ JWX¥T[XTQO\ .ZMU NWZ I\ ITTM JWTQOMZ MZ ]VLMZTIO\ JWX¥T[XTQO\ UML U]TQOPML NWZ I\ [¦OM ÆM`JWTQO\QTTILMT[M NWZM[Ts[ LM\ I\ LQ‫ٺ‬MZMV\QMZM UMTTMU TIVL[JaMZ WO LM\ sJVM TIVL 0^WZ JWTQOMZ Q LM\ sJVM TIVL NsZ [\I\][ [WU ÆM`JWTQOMZ vil bopælspligten på boliger i landsbyen til gengæld bliver håndhævet. Dermed kan servicefunktioner som hjemmehjælp, snerydning m.v. centraliseres, og de kommunale udgifter kan på sigt reduceres. En afgørende udfordring for den decentrale bosætning er behovet for transport for landsbyens indbyggere. De nye fortættede landsbyer vil øge muligheden NWZ I\ \QTJaLM W‫ٺ‬MV\TQO [MZ^QKM \QT QVLJaOOMZVM OMVVMU N MS[ JQJTQW\MS[[MZ^QKM ^QI bogbus og ugentlig tilstedeværelse af læge og borgerservice. Også mere praktiske [MZ^QKMaLMT[MZ [WU ZMVW^I\QWV [VMZaLVQVO WO XW[\WULMTQVO ^QT M‫ٺ‬MS\Q^Q[MZM[ OMVVMU LMV TWSITM KMV\ZITQ[MZQVO <QT[^IZMVLM ^QT ÆMZM JW \¥\ ^ML J][[\WXXM[\MLM\ WO børn og unge vil kunne gå eller cykle til landsbyens fritidsaktiviteter. 1 NWZ[TIOM\ ¼1VLÆa\VQVO¼ TQOOMZ WO[s I\ LMV NZMU\QLQOM JMJaOOMT[M Q LM\ sJVM TIVL XZQU¥Z\ ^QT JM[\s IN ÅZMT¥VOMLM OsZLM [WU QSSM PIZ \QTSVa\\M\ JWX¥T[XTQO\ Således fastholdes blokudskiftningens klare kulturhistoriske fortælling samtidig med, at gårdene kan transformeres til fritidsboliger i landskabet for byboere. Nedrivningen vil dermed primært være arbejderboliger i tegl på udstykninger i hjørnerne af gårdenes marker. Bebyggelsen i det åbne land vil desuden bestå af nye storlandbrug, som er markører i landskabet. >ML ¼1VLÆa\VQVO¼ \Z¥SSM[ TIVL[JaMV[ OZ¥V[MZ [SIZXMZM WX JsLM OMVVMU MV tættere landsby og gennem et mere åbent land. Oplevelsen af at være i landsbyens bymæssige sammenhæng, hvor det sociale liv leves i hverdagen, skiller sig mere markant ud fra oplevelsen af at være i landskabet. Således tydeliggøres kanten som arkitektonisk motiv. Den asfalterede vej baner sig igennem byen uden forhindringer eller bump. Både bybussen og de sæsonvise enorme landbrugsmaskiVMZ LMZ JM^¥OMZ [QO QOMVVMU JaMV O¦Z \ZIÅSZMO]TMZMVLM NWZPWTL [WU J]UX WO forhindringer problematiske. Resultatet er, at mange kører gennem Fanefjordgade i alt for høj fart. Parkeringspladsen på Fanefjordgade ligger ofte øde hen. Som TML Q ¼1VLÆa\VQVO¼ NWZM[Ts[ LM\ I\ WXN¦ZM M\ P][ Xs OZ]VLMV [WU SIV ^¥ZM UML \QT I\ [SIJM M\ UMZM [T]\\M\ ^MRZ]U ,I LM\ QSSM ÅVLM[ Q TIVL[JaMV Q NWZ^MRMV WO da grunden er centralt placeret i landsbygaden, kunne bygningen oplagt rumme kommunale funktioner som mødesal og rum til en fremtidig ugentlig lægekon[]T\I\QWV WO JWZOMZ[MZ^QKM 8IZSMZQVOMV LMZ \QLTQOMZM NWZMOQS Xs XTIL[MV Æa\\M[ ]L Xs LMV JZMLM ^MR [WU NZMUW^MZ ^QT N]VOMZM [WU [PIZML [XIKM >MRXZWÅTM\ MZ ikke lavet markant om, efter omfartsvejen Grønsundvej blev etableret, så der er M\ XW\MV\QITM Q I\ ¥VLZM ^MRMV[ [\I\][ \QT M\ [\ML NWZ TIVO[WUUMZM \ZIÅS

282

denne side: Det øverste luftfoto er fra 1954, mens det nederste er fra 2013. Landskabets skala er forandret radikalt og dermed også vikårene for landskabets bygningsstruktur. foto: DDO© Copyright COWI

Forslagets fremtid På en række områder er Damme-Askeby repræsentativ for mange landsbyer i ,IVUIZS .WZ[TIOM\ ¼1VLÆa\VQVO¼ ILZM[[MZMZ LMZUML MV XZWJTMUI\QS LMZ MZ ^ML at udvikle sig til en af de dominerende samfundsudfordringer. Med forslaget er det ønsket at være med til at starte en diskussion om mere langsigtede udviklingsplaner for landsbyerne end den brandslukningsstrategi, LMZ XZ¥OMZ LMV W‫ٺ‬MV\TQOM QVL[I\[ Q UIVOM TIVLLQ[\ZQS\MZ Q LIO <QT MV XZ¥[MV\I\QWV IN NWZ[TIOM\ ¼1VLÆa\VQVO¼ Xs .IVMNRWZL[[SWTMV Q ,IUUM )[SMJa ^IZ LMZ Q omegnen af 30 fremmødte, nogle, som havde fulgt og bidraget til forslaget, og andre, for hvem det var helt nyt. Flere boede i huse, der ifølge forslaget ikke længere skulle eksistere som boliger i år 2050. Det stillede en del tilhørere skeptiske over for forslaget. En del af denne skepsis blev dog vendt i løbet af præsentationen. Beboerne forholdt sig meget realistisk til situationen og vidste godt, at alternativet til den langsigtede plan sandsynligvis var, at mange huse ville bliver revet ned alligevel. Det var en udbredt holdning, at forslagets tidsperspektiv var urealistisk kort. 1 \QTN¥TLM IN I\ UIV JM[T]\\MLM MV TIVO[QO\M\ XTIVT¥OVQVO Q [\QT UML ¼1VLÆa\VQVO¼ ville processen vare længere end de, på daværende tidspunkt 37 år, forslaget lagLM WX \QT ,I TIVL[JaMV JTM^ ]L[SQN\M\ Q sZ JTM^ OsZLMVM ]LÆa\\M\ Q T¦JM\ IN meget få år. Men det skete i en radikalt anden politisk situation, og et tilsvarende greb i dag vil kræve et andet tidsperspektiv. Man kan med rette stille spørgsmål om, hvorvidt det overhovedet kan lade sig gøre at gennemføre klare hovedgreb UML \QL[XMZ[XMS\Q^MZ [WU ¼1VLÆa\VQVO¼ NWZ]L[¥\\MZ 1VLJaOOMZVM[ NWZ[TIO \QT NWZlængelse af tidsperspektivet ud over de 37 år, bringer forslaget op i en liga med samfundets allerstørste infrastrukturelle anlæg som motorveje, bro- og tunnelanT¥O WO VMLOZI^VQVO IN SIJTMZ \QT ÅJMZVM\ WO MTMS\ZQKQ\M\ Xs \^¥Z[ IN TIVLMOZ¥V[MZ Generelt var der stor forståelse for, at projektet gik så relativt hårdt til værks Q NWZ[¦OM\ Xs I\ NWZPWTLM [QO \QT LMV V]^¥ZMVLM I‫ٺ‬WTSVQVO[XZWJTMUI\QS .WZ[TIOM\ blev altså ikke modtaget med den ”lad os hellere blive ved det gamle”-optik, som mange byudviklingsforslag mødes med, når de præsenteres for lokalbefolkningen. Det kan skyldes, at mange af indbyggerne har set udviklingen af landsbyens funktionsdød med egne øjne og higer efter en planlægningsopmærksomhed, der har været fraværende i landdistrikterne i mange år. Et andet aspekt, der kan udfordre forslagets mulighed for at blive gennemført, relaterer sig til styrkeforholdene i den fysiske planlægning. Der er en fortløbende diskussion af forholdet mellem den centraliserede planlægning og spekulanters frihed til at opføre boliger der, hvor de med mindst mulig indsats kan få det størst mulige udbytte. Vil man f.eks. i fremtiden være villig til, fra kommunens side, at standse udstykning og opførelse af typehuse i landsbyens periferi og prioritere genanvendelse af de tomme boliger i landsbygaden? Det vil kun tiden kunne give os svar på. Der er således ingen tvivl om, at en beslutning om I\ IZJMRLM MN\MZ NWZ[TIOM\ ¼1VLÆa\VQVO¼ Q ,IUUM )[SMJa ^QT ^¥ZM JM\QVOM\ IN MV forskydning af styrkeforholdene bag planlægningen. ;WU LM\ WN\M MZ \QTN¥TLM\ UML PW^MLOZMJ Q ¼1VLÆa\VQVO[¼ [\¦ZZMT[M[WZLMV MZ der mange forhold, der kompromitterer forslagets gennemførlighed. Det gælder både, hvorvidt det er attraktivt som arkitektonisk greb, hvilket naturligvis må afgøres i en demokratisk proces. Og det gælder også, hvorvidt det har en realistisk chance for at blive gennemført i en markedsøkonomisk virkelighed, hvor beslutVQVOMV QSSM T¥VOMZM [WU ^ML ]L[SQN\VQVOMV SIV \Z¥‫ٺ‬M[ IN MV MVM^¥TLQO SWVOM Forslagets strategiske klarhed vurderes dog i denne sammenhæng at være dets styrke, idet det vil kunne overleve som koncept gennem mange års demokratiske forhandlinger om alverdens delelementer.

næste ops: Damme-Askeby 2050 kort og tegning: Morten Birk Jørgensen 283

284

285

Transformation af efterkrigstidens industrilandskaber af Lars Rolfsted Mortensen

-N\MZSZQO[\QLMV[ QVL][\ZQTIVL[SIJMZ ÅVLM[ Q NWZ[\¥LMZVM \QT V¥[\MV ITTM [\¦ZZM LIVske byer, men de er kun sjældent genstand for opmærksomhed. Det er lagerhallerne og byggemarkedernes hjemsted, og i arkitektfagligt regi associeres de typisk med uønsket byspredning. Disse oversete og ringeagtede områder træder nu ind i kulturarvens sfære, hvilket umiddelbart forekommer kontroversielt, da efterkrigstidens industrilandskaber sædvanligvis opfattes som modpol til ’den gode by’. Der er imidlertid adskillige gode grunde til at beskæftige sig med dem, da både bygninger og infrastruktur også i fremtiden vil udgøre en betragtelig del af vores hverdagsomgivelser, og dernæst fordi områderne udfordrer den gængse forståelse af det kulturarvsbærende objekt og fremprovokerer en mere nuanceZM\ NWZ[\sMT[M IN QLMMV WU LM\ [\ML[[XMKQÅSSM 1 LM\ N¦TOMVLM IZO]UMV\MZM[ NWZ hvorfor vi med fordel kan tage denne middelmådige bygningskultur til os som et vigtigt vidnesbyrd om velfærdssamfundets udvikling, og på baggrund af områdernes fortsatte tilstedeværelse og kulturhistoriske værdi transformere dem med udgangspunkt i deres modernistiske karakter. Sætter vi fordommene på hylden og betragter efterkrigstidens industrilandskaber med friske øjne, kan de i fremtiden forandres til omgivelser, der ikke kun er værdifulde i kraft af deres kulturhistoriske værdi, men også på grund af deres æstetiske fremtræden. 286

287

288

forige side: foto: Lars Rolfsted Mortensen modsatte side: foto: Lars Rolfsted Mortensen

Eksempel på nyere tids arkitektur som kulturarvsbærende Denne artikel omhandler industriområderne, der er opført i perioden efter 1945, og tilbyder et blik på nyere tids arkitektur i bevarings- og transformations[IUUMVP¥VO /MVVMU MV [a[\MUI\Q[S [MZQM NW\WOZIÅMZ WO MV S]T\]ZIZ^[\MWZM tisk positionering beskrives efterkrigstidens industrilandskabers bærende rumlige og æstetiske karakteristika, hvorefter der formuleres strategier til arkitektonisk transformation af eksisterende bygninger. Det skal indledningsvist nævnes, at et vigtigt led i en succesfuld, løbende transformation af disse områder vil være en reformering af planlægningsprocessen og -lovgivningen1. I denne artikel behandles problematikken dog udelukkende i mindre skala med fokus på bygninger og rumdannelser samt deres fremtræden. <QT \ZWL[ NWZ I\ MN\MZSZQO[\QLMV[ QVL][\ZQTIVL[SIJMZ SIV ÅVLM[ Q NWZ[\¥LMZVM til næsten alle større danske byer, er de kun sjældent genstand for opmærksomPML ,M\ MZ LuZ UIV ÅVLMZ OMVJZ]O[[\I\QWVMV I]\W^¥ZS[\MLM\ JaOOMUIZSMLM\ og lagervirksomhederne, og det er dér, man tager hen for at hente sine pakker, når kuréren endnu en gang har ringet på døren, mens man var på arbejde. De, som ikke arbejder i områderne, tilbringer sandsynligvis kun en meget lille del af deres tilværelse der. I arkitektfagligt regi associeres områderne typisk med uplanlagt og uønsket byspredning, og den dominerende bygningstypologi passer godt til, hvad Robert Venturi i ’Learning from Las Vegas’ kaldte The Decorated Shed2 – hvad end de er dekorerede eller ej. At foreslå disse oversete og ringeagtede områder som kulturarvsbærende kan således forekomme kontroversielt. Særligt blandt arkitekter og planlæggere opfattes efterkrigstidens industrilandskaber næsten entydigt som værende inkompatible med herskende ideer for, hvad der konstituerer ’den gode by’3. Der er imidlertid adskillige gode grunde til at beskæftige sig med disse industrilandskaber og deres bygningsmasse og infrastruktur. For det første bør alene mængden af periodens industribyggeri påkalde sig opmærksomhed som et hyppigt forekommende fænomen i det byggede miljø. Mere end 60 mio. etagemeter blev opført 1945-894. Det svarer i grove træk til 20 gange Ørestaden eller ca. 10 % af alt byggeri i Danmark. Da byggeboomet var på sit højeste i 1960’erne, blev der opført ca. 3 mio. etagemeter industribyggeri om året5, hvilket svarer til en fuldt udbygget Ørestad på årsbasis – og Ørestaden er som bekendt langt fra fuldt udbygget efter nu over 10 års byggeri. Med så enorm en byggeaktivitet er det måske ikke så overraskende, at den arkitektoniske og byggetekniske kvalitet oftest er ganske middelmådig. Den vigtigste pointe at trække frem ift. mængden er imidlertid, at efterkrigstidens industrilandskaber må opfattes som en betydelig del af det byggede vidnesbyrd om velfærdssamfundets implementering og udvikling. Det medfører et spændingsfelt mellem den kulturhistoriske og den æstetiske værdi, som der senere vendes tilbage til. For det andet kan man afkræfte den udbredte myte, at disse industrilandskaber i dag er under hastig afvikling. Til trods for stigende outsourcing og IÅVL][\ZQITQ[MZQVO [QLMV LMV N¦Z[\M WTQMSZQ[M Q ! [^QVOMZ TMLQOPML[OZILMV Xs landsplan kun ca. 4-11% af den anslåede bygningsmasse6. I grove tal er 90 % af efterkrigstidens industribyggeri altså i brug, hvilket peger på den fortsatte aktuaTQ\M\ NWZ LM J¥ZMVLM MOMV[SIJMZ Q LMV \aXQ[SM TIOMZJaOVQVO" [\WZM ÆMS[QJTM IZMITMZ under tag med nær forbindelse til motorvej og tilgængelig til meget favorable priser. Disse karakteristika forklarer også, hvorfor store dele af bygningsmassen allerede har bevist sin evne til at skifte funktion, typisk fra industriproduktion til lager og logistik. Efterkrigstidens industrilandskaber opfattes sædvanligvis som monofunktionelle i negativt ladet forstand7 UMV SQOOMZ UIV V¥ZUMZM MN\MZ ÅVder man ofte en meget bredspektret erhvervssammensætning i områderne: fra mindre håndværks- eller iværksættervirksomheder over engroshandel og industriproduktion til store logistikcentraler, råstofdepoter, rensningsanlæg og kraftværker. En diversitet, der ikke dækkende kan beskrives som monofunktionel. .WZ LM\ \ZMLRM XMOMZ LMV LMUWOZIÅ[SM WO ¦SWVWUQ[SM ]L^QSTQVO Xs I\ LMZ hverken er akut behov for eller økonomisk råderum til en radikal omstrukturering af efterkrigstidens industrilandskaber. Ifølge Danmarks Statistik vil den pri289

mære befolkningstilvækst fremover ske i centrene af landets større byer med en moderat vækst i byernes omegnsområder, mens alle øvrige egne vil opleve enten negativ eller marginal befolkningstilvækst8. Tilsvarende er højkonjunkturernes vækstrater blevet bestandigt lavere under ethvert opsving siden 1960’erne, og det er velkendt, at byggeriet som sektor er utrolig konjunkturafhængigt. Man må derfor også formode, at mulighederne er stærkt begrænsede for, at byggeriet fremover kan stå for radikale forandringer af det byggede miljø, da der ikke længere er udsigt til 60’ernes høje vækstrater. I lyset af efterkrigstidens industriområders enorme arealanvendelse er det derfor højst usandsynligt, at man i Danmark på længere sigt vil være i stand til grundlæggende at ændre deres organisering, infrastruktur og bygningsmasse. Det betyder imidlertid ikke, at man skal opfatte områderne som låst i deres nuværende fremtoning – snarere det modsatte. Det skønnes, at ca. 2-5 % af bygningsmassen hvert år gennemgår mindre forandringer såsom funktionstilpasninger, renoveringer eller ombygninger9, og det er præcis i den type forandringer, UIV ÅVLMZ LM\ XZQU¥ZM XW\MV\QITM NWZ IZSQ\MS\WVQ[S QV\MZ^MV\QWV ,M\ MZ LMZNWZ nødvendigt at opfatte en transformation af efterkrigstidens industrilandskaber som en langstrakt proces af punktvise, partielle forandringer af det eksisterende. Det vil tage årtier og foregå i forskellige tempi i forskellige regioner, og vigtigst af alt må det opfattes som en kontinuerlig proces, der ikke på noget tidspunkt udkrystalliseres i én afsluttet helhed. Dette er i samklang med Forstædernes Tænketanks rapport ’Bæredygtige Forstæder’, hvori det blandt andet fastslås: ”Det handler ikke om at rive forstaden ned og komme med forslag til, hvordan man bygger en ny eller andre tilsvarende radikale indgreb. Det handler om at gennemtænke og tilrettelægge en gradvis ændring af forstaden, så den på samme tid bliver mere bæredygtig og mere attraktiv at leve i.”10 I lyset af ovenstående er det således relevant at se nærmere på efterkrigstidens industrilandskabers fremtræden. Indledningsvist for at sætte spørgsmålstegn ved de fordomme, der præger deres lave anseelse. Dernæst for at etablere en ny karakteristik af områderne og derigennem skabe et fundament for overvejelser omkring deres værdisætning i kulturarvsøjemed. Efterkrigstidens industrilandskaber som kulturarv ,M [\WZM ÆILMJaOVQVOMZ Q XZ¥NIJZQSMZMLM JM\WVMTMUMV\MZ LMZ SMVLM\MOVMZ XMZQWLMV[ QVL][\ZQWUZsLMZ MZ QSSM JTW\ \aXQ[SM Q ,IVUIZS UMV ÅVLM[ Q [\WZ\ IV\IT på tværs af Vesteuropa og Nordamerika. Arkitektoniske værdisætningsmetoder NWS][MZMZ [¥L^IVTQO^Q[ Xs LM\ [¥ZTQOM [\ML[[XMKQÅSSM WO NZMU\Z¥LMVLM MS[MUXMT (fx SAVE-metoden), og det forekommer derfor paradoksalt at udråbe anonyme og almindelige betonkasser til kulturarv. Ikke desto mindre muliggør nuværende lovgivning, at bygninger over 50 år bliver genstand for bevarings- og fredningsvurderinger, hvorfor byggeriet fra 1960’ernes store byggeboom, og derfor også efterkrigstidens industrilandskaber, står for tur. Man støder således hurtigt ind i den indledningsvist omtalte uoverensstemmelse mellem kulturhistorisk og arkitektonisk værdi: Efterkrigstidens industrilandskaber er en væsentlig del af dansk industrihistorie11, men de arkitektoniske og landskabelige vidnesbyrd om denne udvikling er i bedste fald middelmådige. For tiden er der en række forsøg på at indskrive nyere tids arkitektur i en bevaringskontekst12, men ofte er fokus enten på det fremmeste eksempel13 eller på kulturhistorien alene uden at forholde sig til bygninger og anlægs fremtræden14. I begge tilfælde undgår man at forholde sig til de landskabelige og arkitektoniske forhold, der typisk konstituerer efterkrigstidens industrilandskaber. Det efterlader således arkitektfaget uden redskaber til at værdisætte og intervenere i netop de typiske og hyppigt forekommende tilfælde. I dette afsnit forsøges det at overkomme denne begrænsning gennem en serie [a[\MUI\Q[SM NW\WOZIÅMZ ÅO IN WUZsLMZVM[ NZMU\Z¥LMV [QLMT¦JMVLM UML MV positionering i den kulturarvsteoretiske diskurs. 290

Hvis man for en stund træder tilbage og forsøger at se bort fra de typiske forestillinger, der tillægges områderne, kan man betragte efterkrigstidens industriTIVL[SIJMZ [WU MV [MZQM IN [XMKQÅSSM TWSITQ\M\MZ LMZ LMTMZ MV Z¥SSM Z]UTQOM bygningstypologiske og materialemæssige kendetegn. Efterkrigstidens lands- og regionsplanlægning og den hastigt eskalerende industrialisering af byggeriet har ^¥ZM\ JM\QVOMVLM NWZ I\ UIV OMVÅVLMZ MS[MUXMT^Q[ JZMLM TQOM ^MRM OMVMZ¦[M ]LUI\ZQS]TMZQVOMZ IN[S¥ZUMVLM JMXTIV\VQVO[J¥T\MZ WO [\WZM ÆILMJaOVQVOMZ W^MZalt i Danmark. Periodens masterplanlægning og de tiltagende standardiserede normer for industriproduktion er kulturhistorisk centrale omstændigheder, der i høj grad har påvirket vores øvrige samfund både som et af midlerne til en øget produktivitet og levestandard og som et anseeligt fodaftryk i det byggede miljø. Makroplanlægningen af industriområderne havde få, men klare regler og tillod en ganske stor grad af frihed for den enkelte grundejer. Periodens nyttetænkning og det pragmatiske sigte på produktionsoptimering har formet disse industrilandskaber, og bygningerne og områderne er derfor bedre forstået, hvis man i udgangspunktet opfatter dem som en slags redskaber og infrastruktur, i udvidet forstand, snarere end som primært arkitektoniske objekter. Ovenstående betragtning forbedrer naturligvis ikke ved et trylleslag den arkitektoniske kvalitet, men den kan fungere som en nyttig optik til at grundlægge [\ZI\MOQMZ \QT IZSQ\MS\WVQ[S QV\MZ^MV\QWV ;MZ UIV Xs JQTTMLUI\MZQITM\ Q ÅO MZ OMV\IOMT[MV LM\ IT\W^MZ^MRMVLM \MUI .W\WOZIÅMZVM MZ \IOM\ Xs \^¥Z[ IN ,IVmarks industrilandskaber og er alle fotograferet enten frontalt eller diagonalt og i samme beskæring for at gøre dem sammenlignelige15. De kan betragtes som typologier af bygninger, gaderum og beplantninger, der beskriver hyppigt foreSWUUMVLM N¥VWUMVMZ Q MN\MZSZQO[\QLMV[ QVL][\ZQTIVL[SIJMZ .W\WOZIÅMZVM ]LO¦Z ikke en komplet og objektivt dækkende dokumentation af industrilandskaberne, men kan i stedet opfattes som et konstrueret blik, der henleder opmærksomheden på nuancer og forskelle inden for samme kategori. På denne måde træder følgende frem som beskrivende træk for efterkrigstidens industrilandskaber:

næste opslag: Fig. 1, lange monotone facader foto: Lars Rolfsted Mortensen

4IVOM UWVW\WVM NIKILMZ · MV JIZZQMZM LMZ NZMU[\sZ MVSMT WO ZMXM\Q\Q^ WO kun sjældent giver antydning af, hvad der er indenfor. Et ’katalog’ over betonelementer og tyndpladefacader, typisk med svagt bearbejdede elementsamlinger. >WT]UMV · ÆILMJaOVQVOMV[ ZMS\IVO]T¥ZM Z]UTQOM ÅO]Z WO LMV[ ZMTI\QWV \QT ÆILMV <aXQ[S MV UQVQUIT LM\ITRMZQVO IN [WSSMT WO [\MZV P^QTSM\ OQ^MZ JaO ningsvoluminerne en næsten abstrakt fremtræden sammen med de i øvrigt monotone facader. 4IVOM TQOM ^MRM · NWZMSWUUMZ MVLMT¦[M [WU IS[MZ ]LMV [T]\X]VS\ WO ^Q[MZ NWZ[SMTTQOM OZILMZ IN Z]U WO SIV\JMIZJMRLVQVO UML \Z¥MZ \ZIÅS[MXIZMZQVO og bebyggelseskanter. .TILMZ · sJVM ]LMZ]U LMZ WN\M MZ ]LMV N]VS\QWV .TILMZVM ZM\\MZ NWS][ mod en række forskellige bearbejdninger og tidsligheder, fra velplejede græsplæner til tilgroede vildnisser og fra nedrivningstomter til byggemodning. Fladerne er det væsentligste vidnesbyrd om områdernes langsomme, men bestandige forandring. 4¥PMOV · OZ¥V[MLZIOVQVOMZ UML sZ[\QL[^IZQMZMVLM JMXTIV\VQVO ,M IL[SQT TMZ \aXQ[S S¦ZMÆILMZ NZI UI\ZQSMT[SMT WO PIZ WN\M ^WS[M\ [QO \¥\\M WO P¦RM WO udgør en præcis grænse. *MXTIV\VQVO[J¥T\MZ · [¥L^IVTQO^Q[ QVL][\ZQWUZsLMZVM[ aLZM INOZ¥V[VQVO \QT omverdenen. De fremstår som ung skov med tæt og høj vækst, og de er [sTMLM[ Q [\WZ SWV\ZI[\ \QT LM sJVM ÆILMZ WO ^MRMVM[ TIVOM SQO

Typologierne fortæller primært om forskellige typer af grænsedragninger og rumlige hierarkier. De viser en vifte af funktionsadskillelser, fra gadekantens bearbejdning til hele industriområdets afgrænsning, og viser variationer over ÆILMJaOVQVOMZVM LMZ ]LO¦Z LMV XZQU¥ZM JaOVQVO[\aXWTWOQ .W\WOZIÅMZVM[ SI291

292

293

294

295

forrige opslag: Fig. 2. volumen foto: Lars Rolfsted Mortensen denne side: Fig. 3, lange lige veje foto: Lars Rolfsted Mortensen 296

denne side: .QO ÆILMZ foto: Lars Rolfsted Mortensen 297

denne side: Fig. 5, læhegn foto: Lars Rolfsted Mortensen 298

denne side: Fig. 6, beplantningsbælter foto: Lars Rolfsted Mortensen 299

300

modsatte side: Fig. 7 Referencer til arkitektoniske hovedværker, hhv. (fra øverst med uret) Crown Hall (Mies van der Rohe, Chicago 1956), IBM-fabrik (Eero Saarinen, Rochester 1958), Toms-fabrik (Arne Jacobsen, Ballerup 1961), Ricola-lagerbygning (Herzog & de Meuron, 5]TPW][M *Z]V[\I\\ !! 8NI‫ٺ‬MVPWTb ;XWZ\[ Centre (Herzog & deMeuron, Saint-Louis 1993), Aplix-fabrik (Dominique Perrault, Nantes 1999), Kunstmuseum Liechtenstein (Christian Kerez, Vaduz 2000), Aplix-fabrik og Toms-fabrik

rakteristik af efterkrigstidens industrilandskaber er således i første omgang et ^QLVM[JaZL WU N¦ZWU\IT\M XTIVT¥OVQVO WO LMVVM[ N]VS\QWV[ WO \ZIÅSIL[SQTTMT[M hvor industriområderne er udlagt som enklaver optimeret til produktion. KaZIS\MZQ[\QSSMV ^Q[MZ QUQLTMZ\QL WO[s JaOVQVO[SZWXXM LMZ Q LMZM[ ÅO]Z UQVQUITM LM\ITRMZQVO WO ZMTI\QWV \QT WUOQ^MVLM ÆILMZ [s I\ [QOM ¼[\Z¥JMZ MN\MZ¼ MV ¥[\M\QS WO NZMU\Z¥LMV [WU OMVÅVLM[ Q JsLM UWLMZVM WO [MVUWLMZVM PW^ML^¥ZSMZ Q IZSQ\MS\]ZMV ÅO " 5QM[ ^IV LMZ :WPM[ +ZW_V 0ITT Q +PQKIOW ! -MZW Saarinens IBM-fabrik i Rochester (1958), Arne Jacobsens Toms-fabrik i Ballerup (1961), men også nyere værker som eksempelvis Herzog & de Meurons RicoTI TIOMZJaOVQVO Q 5]TPW][M *Z]V[\I\\ !! WO LMZM[ 8NI‫ٺ‬MVPWTb ;XWZ\[ +MV\ZM i Saint-Louis (1993), Dominique Perraults Aplix-fabrik i Nantes (1999) og Christian Kerez’ Kunstmuseum Liechtenstein (2000). Alle disse værker er naturligvis skabt og detaljeret på et meget højere arkitektonisk niveau end den typiske ÆILMJaOVQVO Q MN\MZSZQO[\QLMV[ QVL][\ZQTIVL[SIJMZ 7J[MZ^I\QWVMV MZ QUQLTMZ\QL væsentlig, hvis man skal ændre på det eksisterende. Men hvordan skal man forstå efterkrigstidens industrilandskaber som kulturarvsbærende, hvis man ikke vil tage til takke med den kulturhistoriske fortælling alene og således insisterer på, at også bygninger og anlæg er vigtige? Går man til den traditionelle kulturarvsteori (af Laurajane Smith forkortet til begrebet Authorized Heritage Discourse16), er der et gennemgående fokus på ”the grand, the old and the beautiful”. Selvom efterkrigstidens industrilandskaber ofte er enorme i deres skala, lever de ikke op til kravet om det storslåede i deres horisontalitet og manglende fokuspunkter. Tilsvarende er de ej heller gamle og ikke at betragte som smukke i gængs forstand. Det er ikke så overraskende, at efterkrigs\QLMV[ QVL][\ZQTIVL[SIJMZ LQ[S^ITQÅKMZM[ IN LMV \ZILQ\QWVMTTM LQ[S]Z[ [WU OIV[SM enkelt ikke er i stand til at se områderne som potentielt kulturarvsbærende. Bevæger man sig videre til samtidens kulturarvsteori står Faro Konventionen og det såkaldte New Heritage som en væsentlig position, hvori årelang intern kritik af en objektorienteret kulturarvsteori er forsøgt indoptaget i selve forståelsen af, hvad kulturarv er. New Heritage betragter således både objekt og proces som kulturarv og etablerer dermed et højst inkluderende kulturarvsbegreb, der principielt opfatter alt, hvad vi overtager af materielle omgivelser og kulturelle praksisser som kulturarv – hvad enten vi værdsætter dem eller ej17. Tilsvarende opfattes det 20. århundredes ekspansion af byerne og den medfølgende forstadslivsform som oplagte kulturarvsbærende elementer i det 21. århundrede18. Når fokus eksplicit er på både forstæder, yngre byggeri og landskabers forandringsprocesser, er det derfor i udgangspunktet besnærende at bekende sig til dette inkluderende kulturarvsbegreb, når man forsøger at anskue efterkrigstidens industrilandskaber som kulturarvsbærende. Der er imidlertid to væsentlige uoverensstemmelser, der består. For det første fokuserer New Heritage meget på at inkludere mange forståelser af kulturen, landskabet, historien osv. Det er et sympatisk udgangspunkt, men uden at Q\ITM[¥\\M LM ]WUO¥VOMTQOM SWVÆQS\MZ WO WU[\ZQL\M NWZ\WTSVQVOMZ [WU NWZPWTLM\ til fortiden, materiel som immateriel, til enhver tid vil afstedkomme, efterlades den praktiserende arkitekt uden konkrete redskaber til at prioritere og vægte LM\ W^MZTM^MZMLM MVL[QOM \QT I\ VI^QOMZM Q LQ[[M SWVÆQS\MZ ;¥ZTQO\ Q ZMTI\QWV \QT efterkrigstidens industrilandskaber, der både æstetisk og i et samfunds- og planlægningshistorisk perspektiv er ringeagtede, tilbyder New Heritage ingen brugbar forståelsesramme. Det forbliver en jovial hensigtserklæring, der imidlertid er stærkt begrænset som operationelt værktøj. For det andet lægger New Heritage stor vægt på lokalsamfundet og dets opfattelse af sig selv som udgangspunktet for I\ LMÅVMZM P^WZQ S]T\]ZIZ^MV [¥ZTQO\ [SIT ÅVLM[ ,MVVM WXNI\\MT[M IN [\MLM\ [WU TWSIT\ INOZ¥V[M\ WO UML MV [¥ZTQO QJWMVLM QLMV\Q\M\ LMZ [SIT ÅVLM[ ^ML I\ SQOge indad i stedets historie, er problematisk som forståelsesramme for efterkrigstidens industrilandskaber. Fredede bygninger er ofte kendetegnet ved en sammenhæng mellem kulturhistorisk og arkitektonisk værdi, således forstået, at de kulturhistoriske værdier har bolig i en tilsvarende arkitektonisk værdifuld krop. 301

I efterkrigstidens industrilandskaber er dette forhold fundamentalt anderledes, idet man på tværs af landet har at gøre med en ufattelig stor bygningsmasse, der grundlæggende er bygget efter de samme principper19 og således også bærer på et kongruent kulturhistorisk indhold. Det særlige er således i høj grad det generelle, hvilket hiver tæppet væk under arkitektfagets gængse stedsforståelse20. Stedet må derfor konstitueres af mere end blot en internaliseret historie. Den engelske geograf Doreen Massey formulerer i sit essay ’A Global Sense of 8TIKM¼ !! M\ [\ML[JMOZMJ P^WZ [\MLM\ WO LM\[ [XMKQÅSSM SIZIS\MZ [SIT ÅVLM[ Xs baggrund af dets relationer til andre steder og fænomener. Landskabelige træk, bymæssige formationer, menneskers historier og disses forbindelser til den omgivende verden forstås som stedets konstituerende træk. Tilsvarende betragtes historien som lag på lag af netop disse relationer21. Hvis stedet og dets egenart som begreb opfattes på denne måde, er man i stand til aktivt at benytte nærværende IZ\QSMT[ SIZIS\MZQ[\QS IN MN\MZSZQO[\QLMV[ QVL][\ZQTIVL[SIJMZ 1 LM\ NW\WOZIÅ[SM UI\MZQITM [M[ MV LWJJMT\JM^¥OMT[M UMTTMU OMVMZMTTM SMVLM\MOV LMZ ÅVLM[ UML [\WZ lighed på tværs af hele Danmark, og variationen i den enkelte lokalitet, der trods TQOPMLMZVM UML IVLZM [\MLMZ V¦L^MVLQO^Q[ MZ M\ [XMKQÅS\ [QVO]T¥Z\ [\ML ,Q[[M kendetegn gør os i stand til at tale om efterkrigstidens industrilandskaber som en bygningskultur, uanset hvor fattig man opfatter den. En bygningskultur, der som sådan ikke er anderledes, end hvad man kender fra Københavns brokvarterer, fra købstæder eller landsbyer: politiske, økonomiske og produktionsmæssige omstændigheder, der har sat sit væsentlige præg på, hvordan vores byggede miljø organiseres og udformes. Det er netop i kraft af denne erkendelse, at også arkitekturen i efterkrigstidens industrilandskaber kan indtræde som kulturarvsbærende. Arkitektoniske strategier Skal man som arkitekt transformere bygninger og anlæg i efterkrigstidens industrilandskaber, foreligger der på baggrund af ovenstående karakteristik og diskussion en række punkter, man bør være særligt opmærksom på:

-N\MZSZQO[\QLMV[ XTIVT¥OVQVO PIZ ITTMZMLM QVL[\QN\M\ MV WZLMV WO M\ PQMZIZSQ der har stor betydning for, hvordan områderne fremstår i dag. Infrastruk\]Z S¦ZMÆILMZ JMXTIV\VQVOMZ WO JaOVQVOMZ ZMXZ¥[MV\MZMZ MV MVWZU U¥VO de allerede investerede ressourcer, materiale- som kapitalbundne. Man bør derfor tage områdernes eksisterende bygninger og anlæg alvorligt på deres egne præmisser, ikke mindst fra et ressourceperspektiv. 8s OZ]VL IN LM UWLMZI\M NWZ^MV\VQVOMZ \QT ¦SWVWUQ[S WO LMUWOZIÅ[S ]L vikling, bør arkitektonisk transformation af efterkrigstidens industrilandskaber betragtes som partielle indgreb i en større, fortløbende proces. Forestillingen om radikal indstiftelse af en ny orden bør vige for en arkitektonisk praksis, der arbejder med overlejringer og nyfortolkninger af det i forvejen frembragte i en kontinuerlig udvikling. ,M\ [\ML[[XMKQÅSSM J¦Z QSSM S]V [¦OM[ Q LMV XZ¥KQ[M TWSITQ\M\[ PQ[\WZQM UMV i lige så høj grad i stedets relationer til lignende steder og fænomener. For[\sMT[MV IN LM\ [XMKQÅSSM [\ML J¦Z [sTMLM[ Q P¦R OZIL QVNWZUMZM[ IN LM Z]U lige, materialemæssige, typologiske og historiske ligheder med efterkrigstidens industrilandskaber generelt. Det generelle er lige så konstituerende NWZ [\MLM\ [WU LM\ [XMKQÅSSM 1 NWZT¥VOMT[M IN W^MV[\sMVLM J¦Z MN\MZSZQO[\QLMV[ QVL][\ZQTIVL[SIJMZ WX fattes som en bygningskultur, uagtet at den også efter sin samtids standard var middelmådig. Der er bestemte arkitektoniske og landskabelige karakteZQ[\QSI RN LMV NW\WOZIÅ[SM IVITa[M LMZ LMÅVMZMZ WO SMVLM\MOVMZ WUZsLMZ ne, og som bør informere det arkitektoniske indgreb. modsatte side: foto: Lars Rolfsted Mortensen

302

303

AXONOMETRI 1:200

FUNKTIONSTØMT BYGNING - AVEDØRE HOLME LENNART DOSE , TRANSFORMATION FORÅR 2014

denne side: Fig. 8a Kantine, idtræt og engrossupermarked, Avedøre Holme. Axonometri tegning: Lennart Dose modsatte side, fra oven: Fig. 8b Kantine, idtræt og engrossupermarked, Avedøre Holme. Axonometri tegning: Lennart Dose Fig. 9 Kantine, Avedøre Holme. Modelfoto foto: Troels Trier Mørk 304

KANTINE

FUNKTIONSTØMT BYGNING - AVEDØRE HOLME LENNART DOSE , TRANSFORMATION FORÅR 2014

-V ^¥ZLQ[¥\VQVO IN MN\MZSZQO[\QLMV[ QVL][\ZQTIVL[SIJMZ J¦Z XZQU¥Z\ NWS][M re på nuancer og variationer af områdernes typiske karakteristika – i stedet for at lede efter det særlige eller fremmeste eksempel. Der bør lægges vægt Xs I\ ZMOQ[\ZMZM SIZIS\MZMZ WO JMIZJMRLVQVOMZ IN MS[MUXMT^Q[ SIV\MZ ÆILMZ beplantninger, bygningers volumen og overgange mellem bygningsdele22.

Med afsæt i ovenstående punkter kan man udstikke tre strategier, som spænder fra ’apteringen’ over ’reparationen’ til ’genskrivningen’ af en ny helhed. De tre strategier fokuserer alle på bygningsmæssige indgreb og ser således kun på en MVSMT\ LMT IN LM XZWJTMUI\QSSMZ LMZ ÅVLM[ Q MN\MZSZQO[\QLMV[ QVL][\ZQTIVL[SIJMZ Aptering Strategien tager udgangspunkt i det eksisterende som udtryk for et standardiseret byggesystem, der kan adderes til og trækkes fra. Aptering kan betragtes som en minimumsstrategi, der afsøger potentialet i at tilføje og omarbejde det eksisterende med andre standardiserede, billige og i nogen grad midlertidige bygningsdele. Det er en tilgang, hvor mest muligt genbruges, og hvor funktionsændringer og tilføjelser foretages som nedslag, hvori det eksisterende og det tilføjede kan løfte hinanden. ;MZ UIV Xs LM\ N¦Z[\M MS[MUXMT ÅO JM[\sZ OZMJM\ Q I\ JM\ZIO\M LMV MSsisterende bygning som ét rum, hvis mangel på hierarki gør det i stand til at modtage et nyt program gennem møblering, rumadskillelse og fri bearbejdning af facaden. Projektet er til en lagerbygning på Avedøre Holme, og programmet er et engrossupermarked og kantine- og idrætsfaciliteter for industriområdets ansatte. Det multifunktionelle program indpasses ved at fjerne den ene facade, så parkeringen til engrossupermarkedet foregår ude, men under tag. Dertil tilføjes to enkle indretningselementer: tunge, kurvede gardiner til funktionsadskillelse og et simpelt, standardiseret reolsystem, der placeres som øer i det store rum og modtager al opbevaring og alle lukkede funktioner. Grebet er uhyre pragmatisk WO ÅVLMZ [QV [\aZSM Q I\ S]VVM [SIJM ÆaLMVLM W^MZOIVOM UMTTMU JsLM QVLM WO ude og imellem programmerne. Det skaber en frugtbar kontrast mellem den eksisterende bygnings grove ramme og patina, og de tilføjede elementers lethed WO Æa\JIZPML ,MZ^ML QVL[SZQ^MZ XZWRMS\M\ [QO [WU M\ UQLTMZ\QLQO\ Va\ TIO Q LMV eksisterende struktur, der ganske umiddelbart aktualiserer bygningen på ny og samtidig er åben for yderligere, fremtidige bearbejdninger. Det andet eksemXMT ÅO ! JMVa\\MZ [QO IN MV TQOVMVLM [\ZI\MOQ ,M\ MZ TQOMTMLM[ MV TIOMZJaOVQVO på Avedøre Holme, hvor programmet også er at indpasse kantinefaciliteter til områdets ansatte. Bygningen er et sammensat volumen bestående af tre på hin-

305 Modelfoto Avedøre Holme, Funktionstømt Bygning KTR Forår 2014 4725 Troels Trier Mørk

anden følgende lagerhaller, og grebet består i at arbejde med to enkle principper for rumlig organisering: udsparing i tagdæk til lysgårde og indsætning af rumskabende møbler til at underdele de store rum. Lysgårdene tilføjer en have til hver lagerhal, og omkring haven arrangeres alle de indre funktioner, der samtidig også får dagslys herfra. De rumskabende elementer, som består af simple trækonstruktioner og store gardiner, underdeler de store rum yderligere. Sammenstillingen af den grove, ubearbejdede lagerhal og de små haver og møblerne i ’varmt’ træ og bløde gardiner tillader et program, der består af ophold, samtale og bespisning, at fungere i den ’kolde’ og højloftede ramme, som lagerhallen udgør. Reparation Strategien fokuserer på at kortlægge nuancer, der allerede er til stede i den eksisterende bygning, og på at forstærke dem gennem simple arkitektoniske indgreb. De typiske lagerhaller er funktionelle bygninger, hvis serielle elementkonstruktion og hierarkiløse rum repræsenterer modernistiske tanker. Den almindelige lagerhal er blevet til ud fra nogenlunde samme ideer, som eksempelvis store frie spænd og industrielt fremstillede bygningsdele, som (føromtalte) moderne hovedværker – selvom disse naturligvis repræsenterer et arkitektonisk niveau, der i enhver henseende er langt højere23. Hvis man opfatter lagerhallerne som moderne bygninger i deres idé og fremtræden, uagtet den typisk fattige arkitektoniske bearbejdning, peger det frem imod at benytte det arkitektoniske vokabular, der knytter sig til modernismen, som løftestang for fremtidige transformationer. Strategien sigter på den baggrund mod at benytte en reparation til at understøtte WO ZI‫ٻ‬VMZM \MS\WVQ[SM WO UI\MZQITMU¥[[QOM ^QZSVQVOMZ LMZ ITTMZMLM ÅVLM[ IV[TIO til i det eksisterende. -S[MUXTM\ ÅO ^Q[MZ MV TIOMZJaOVQVO ]LMV NWZ )IZP][ LMZ \aXWTWOQ[S [M\ MZ \aXQ[S NWZ MN\MZSZQO[\QLMV[ QVL][\ZQTIVL[SIJMZ ,MV Z]UUMZ QUQLTMZ\QL ÆMZM arkitektoniske nuancer, end man normalt ser – smalle betonelementer med tydelig reces, artikulerede hjørner og en høj sokkel, der lagdeler facaden. Grebet består i at få disse elementer til at træde tydeligere frem og understøtte hinanden gennem begrænsede arkitektoniske indgreb: Facaden repareres og males hvid, i hvert andet facadeelement isættes let tilbagetrukne vinduer, og en ny stern og et nyt indgangsparti tilføjes. Facaden efterisoleres indvendigt og taget udvendigt. Transformationen muliggør en ændring af funktion fra lager til produktion eller kontor og benytter udelukkende bygningsfysisk ukomplicerede indgreb. Genskrivning De to foregående strategier søger på forskellig vis at få mest muligt ud af et minimum af midler og påtager sig således den meget reelle kendsgerning, at økonomien til den slags transformationer typisk vil være aldeles beskeden. Den tredje strategi, genskrivning, beskæftiger sig med mere omfattende arkitektoniske QVLOZMJ ;WU VI^VM\ IV\aLMZ MZ IUJQ\QWVMV I\ ]LIZJMRLM MV Va PMTPML LMZ ÅV306

modsatte sidet: Fig. 10a Lagerbygning, Aarhus. .W\WOZIÅ IN MS[Q[\MZMVLM NWZPWTL foto: Lars Rolfsted Mortensen Fig. 10b Lagerbygning, Aarhus. Reparation tegning: Lars Rolfsted Mortensen

der sit udgangspunkt i det eksisterende. Det åbner et større rum for fortolkning og peger igen på relevansen af at betragte moderne og samtidige hovedværker som inspirationskilder til at arbejde med præcis detaljering af geometrisk enkle voluminer. Et mere omfattende indgreb implicerer også en større grad af permanens end f.eks. aptering, hvormed strategien naturligt adresserer andre typer behov end førnævnte strategier. Ordet genskrivning har desuden forbindelse til palimpsestbegrebet24 og refererer derfor også til arkitektoniske strategier, hvor der er en synlig overlejring af det forudgående og det tilføjede. ,M\ N¦Z[\M MS[MUXMT ÅO MZ MV TI^ TIOMZJaOVQVO ]LMV NWZ 0MZVQVO LMZ foreslås omdannet til højlager. Den eksisterende bygning har svagt bearbejdede elementsamlinger og vinduer, og overgangene mellem hhv. terræn, facade og tag er næsten ikkeeksisterende. Grebet består i at betragte den eksisterende facade som en høj sokkel, hvorpå der tilføjes en transparent addition. Facader og installationsførende gulve genbruges, mens den bærende konstruktion, taget og vinduerne udskiftes. Det er et relativt dramatisk indgreb, som imidlertid kan ÅVLM [QV TMOQ\QUQ\M\ Q \W JM\ZIO\VQVOMZ" .WZ LM\ N¦Z[\M NWZLQ MRMZM IN TIOMZJaOVQVOMZ efterspørger større frihøjde for at kunne benytte nye automatiserede højlagersystemer, og for det andet fordi genbrug af eksisterende søjlefundamenter, terræninstallationer og facader kan vise sig relevant fra et totaløkonomisk ressourceperspektiv. Indgrebet ændrer fundamentalt den eksisterende bygnings fremtoning og tilføjer, jf. palimpsestbegrebet, et nyt lag til bygningen, der sameksisterer med det forudgående. ,M\ IVLM\ MS[MUXMT ÅO MZ MV TIOMZJaOVQVO Xs )^ML¦ZM 0WTUM P^WZQ der, ligesom de to eksempler under aptering, indpasses kantine- og sportsfaciliteter til områdets ansatte. Grebet består i at få de eksisterende, sammensatte bygningskroppe til at udgøre en præcis arkitektonisk helhed ved at efterisolere LMV MS[Q[\MZMVLM NIKILM WO M\IJTMZM MV Va STQUI[S¥ZU UML ÅJMZJM\WVMTMUMV\MZ Bygningen får derved en ny betonfacade, der følger takten fra de bagvedliggende elementer, men introducerer en præcis tektonisk bearbejdning af elementsamlingerne, nye vinduer med et højere format og dybe, indre vinduesnicher, en slank sternkant, der binder de forskudte voluminer sammen, og et nyt indOIVO[XIZ\Q LMZ \aLMTQO\ UIZSMZMZ IVSWU[\MV /ZMJM\ ÅVLMZ aLMZTQOMZM TMOQ\QUQtet i de indre rum, hvor recesserne i den eksisterende bygnings adskillelse af bærende konstruktioner og stabiliserende facader benyttes til at implementere solafskærmning og lave nicher omkring facadeåbninger. Bygningens nye ydre fremstår dermed som en mere præcis og homogen udgave af det eksisterende, mens den konstruktive sammenhæng er uændret og synlig indefra.

denne sidet: Fig. 11a Lagerbygning, Herning .W\WOZIÅ IN MS[Q[\MZMVLM NWZPWTL foto: Lars Rolfsted Mortensen Fig. 11b Højlager, Herning. Genskrivning tegning: Lars Rolfsted Mortensen

Ovenstående strategier er langt fra en udtømmende oversigt over frugtbare genanvendelsesstrategier for bygningsstrukturerne i efterkrigstidens industrilandskaber. De udspænder imidlertid en bredde, både æstetisk og økonomisk, af mulige \QTOIVOM \QT I\ \ZIV[NWZUMZM LQ[[M UMOM\ ]LJZML\M ÆILMJaOVQVOMZ .¥TTM[ NWZ [\ZItegierne er en insisteren på at tage den i forvejen givne bygningsmasse alvorligt 307

på dens egne præmisser – konstruktivt, rumligt og æstetisk. Efterkrigstidens industrilandskaber tilhører samfundets ‘førnutid’ – på én gang uvægerligt bundet til en moderne utopi og på samme tid en meget aktuel del af nutidens byggede miljø som arbejdsplads og hverdagsomgivelser for en stor gruppe mennesker. Områderne er en del af det arkitektoniske vidnesbyrd om velfærdssamfundets politiske projekt, der udgør et historisk ambitiøst forsøg på at løfte befolkningens levestandard gennem fysisk planlægning. Der er derfor også behov for arkitektoniske strategier, der netop tager de generelle og middelmådige bygninger som udgangspunkt for fremadrettet genanvendelse. Fra både et kulturhistorisk og et arkitektonisk synspunkt er det væsentligt, at disse almindelige industrilandskaber bliver genstand for fokuseret bearbejdning hen imod at gøre dem til mere attraktive fysiske omgivelser. Hvis det kan lykkes ikke blot at bevare bygningernes funktionalitet, men også gradvist at gøre dem til eftertragtede og relevante PaJZQLMZ IN Va\ WO OIUUMT\ [s ÅVLM[ LMZ LMZQ MV ^QO\QO SQU \QT WO[s I\ PWTLM LMV kulturhistoriske fortælling levende. Man kan således passende runde af med de franske arkitekter Anne Lacaton & Jean Philippe Vassals erklæring: ”Never demolish, never remove or replace, always add, transform, and reuse!”25

denne side: Fig. 12a Kantine og idræt, Avedøre Holme Foto af eksisterende forhold: Studieprojekt, Sólveig Sigurdartottir Fig. 12b Kantine og idræt, Avedøre Holme tegning: Studieprojekt, Sólveig Sigurdartottir modsatte side: Fig. 12c Kantine og idræt, Avedøre Holme tegning: Studieprojekt, Sólveig Sigurdartottir 308

309

Noter 1. Jens Kvorning et al, *¥ZMLaO\QOM .WZ[\¥LMZ" =LZMLVQVO WO IVJMNITQVOMZ NZI .WZ[\¥LMZVM[ <¥VSM\IVS, (København: Naturstyrelsen & Realdania, 2012), 55-62. 2. Robert Venturi, Denise Scott Brown & Steven Izenour, Learning from Las Vegas, (Cambridge: MIT Press, 1972), 12: ”(…) The sign at the front is a vulgar extravaganza, the building at the back, a modest necessity. The architecture is what is cheap”, se s. 64 for yderligere uddybninger af kategorien. 3. Vera Vicenzotti, Der “Zwischenstadt”-Diskurs, Eine Analyse zwischen Wildnis, Kulturlandschaft und Stadt, (Bielefeld: Transcript Verlag, 2011), 16. 4. Anne Tietjen et al, .WZ[\ILMV[ *aOVQVO[S]T\]Z ! ! !, (København: Realdania 2010), 40. 5. Tietjen et al., .WZ[\ILMV[ *aOVQVO[S]T\]Z, 29. 6. Oline-ED statistikken, jan. 2014 7. Som modsætning til det funktionsblandede, der oftest tilstræbes i planlægningssammenhæng. Den monofunktionelle og funktionsopdelte by opfattes i planlægningsfagligt regi stadig som en næsten udelukkende negativ konsekvens af efterkrigstidens planlægning. 8. Se ”Befolkningens Udvikling 2012”, Danmarks Statistik, (Danmarks Statistik 2012), 118 samt ”Nøgletal 2014: Fremskrivning af befolkningens bevægelser efter landsdel og bevægelsesart”, Danmarks Statistik, Statistikbanken www.dst.dk, tilgået 18.08.2014. 9. Thomas Sieverts, Cities Without Cities, (Routledge, 2003), 49-50. Den tyske planlægger Thomas Sieverts redegør i sin beskrivelse af Zwischenstadt (større byregioner) for denne problematik og indkredser mulighedsfeltet for arkitektonisk intervention: “Not only the city cores are almost complete in their structural form, but the Zwischenstadt is also essentially fully developed and a reality, and the need for new buildings should be relatively modest if we are to make better use of the existing building stock. This could, however, lead to the mistaken conclusion that we would have to make do with the city as _M ÅVL Q\ <PM WXXW[Q\M Q[ \PM KI[M 6M^MZ JMNWZM QV PQ[\WZa PI[ \PM KQ\a I[ I K]T\]ZIT XZWL]K\ JMMV [W UITTMIJTM I[ Q\ Q[ \WLIa ° <W [Ia \PI\ \PM [KWXM NWZ LM[QOVQVO \PM KQ\a Q[ KWV[QLMZIJTM [W]VL[ I\ ÅZ[\ ZI\PMZ XIZILW`QKIT QV ^QM_ WN \PM NIK\ \PI\ \PM JI[QK [\Z]K\]ZM WN KQ\QM[ Q[ M‫ٺ‬MK\Q^MTa ]VIT\MZIJTM IVL \PI\ \PM KWVL]K\ WN P]UIV JMQVO[ KIV PIZLTa JM QVÆ]MVKML Ja \PM \WWT[ I^IQTIJTM \W [XI\QIT XTIVVQVO 0W_M^MZ \PM XIZILW` Q[ ZM[WT^ML QN _M ILL \PM LQUMV[QWV of time. Essentially what we need is to exploit the necessary and therefore continuous changes of use, conversions, repairs, renovations, adjustments, displacements and processes of the modernization of the city which, depending on \PM [XIKM WZ [MK\WZ ]VLMZ KWV[QLMZI\QWV KWV[\Q\]\M IV I^MZIOM ZI\M WN KPIVOM WN IJW]\ XMZ KMV\ I aMIZ ?Q\PQV WVM generation, a city can be substantially remodeled by small-scale changes, if the innumerable individual measures are orientated towards a coordinated by a few major overriding social objectives.” 10. Jens Kvorning et al, *¥ZMLaO\QOM .WZ[\¥LMZ IVJMNITQVOMZ NZI .WZ[\¥LMZVM[ <¥VSM\IVS (København: Naturstyrelsen & Realdania, 2012), 15. 11. Den danske industrihistoriske udvikling, herunder efterkrigstidens industrialisering, er indgående beskrevet i: Henrik Harnow, Danmarks Industrielle Miljøer (Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2011). Harnow berører selv stedvist denne problematik, 43: ”At et hus er meget typisk og repræsentativt for væsentlige samfundstræk har ikke været opfattet som tilstrækkelig begrundelse for at frede det – for så var det jo ikke noget særligt. Dette problem gælder ikke snævert fabrikker, men dele af nyere tids byggeri generelt, og der er naturligvis et problem ved at udvælge det typiske mens det er typisk – for hvad skal man vælge?” " º<MVLMV[MV \QT I\ ¦V[SM [QO ¼ZMVM¼ ZMXZ¥[MV\IV\MZ NWZ LM IZSQ\MS\WVQ[S JML[\M JaOVQVOMZ [\¦LMZ WN\M [IUUMV UML realiteterne, idet mange industribygninger gennem årene er udvidet ved knopskydning et kulturhistorisk væsentligt træk, som sjældent værdsættes i et arkitektonisk perspektiv.” 12. Oprettelsen af ’Udvalget for Nyere Tids Arkitektur under Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur’ er en vigtig eksponent for denne tendens. Se desuden: Mette Tapdrup Mortensen, 1VL][\ZQS^IZ\MZMZ Q NWZIVLZQVO ! (Fabrik & Bolig, 2012), 14-35. Poul Sverrild et al, På sporet af forstadens velfærdsdrømme, Kulturarvskommune Hvidovre (København: Kulturstyrelsen og Realdania, 2009) 13. Typisk fremhæves Angli-fabrikken uden for Herning af C.F. Møller, Toms-fabrikken i Ballerup af Arne Jacobsen og FDB’s hovedkvarter i Albertslund af FDB’s Arkitektkontor. Alle tre anlæg er utvetydigt af høj arkitektonisk kvalitet, men udgør samlet set dråber i havet af periodens industribyggeri. Dette forhold hindrer dem naturligvis ikke i at fungere som idealer til efterfølgelse i transformationssammenhæng. 14. Se fx Kulturarvskommune Hvidovres forslag til et fremtidigt Avedøre Holme, jf. note 12. I dette skitseforslag fokuseres på Avedøre Holmes evne til at huse funktioner, der ikke er ønsket i byen. Den fremtidige vision for området inkluderer stadion og forlystelsespark, mens den eksisterende bygningsmasse omtales på følgende måde: ”Det er derimod ikke afgørende at bevare indholdet på de enkelte parceller (…) enkelte kan eventuelt udpeges som bevaringsværdige, men ellers er det lige så meget områdets bestandige forandring på parcellerne, der fortæller stedets historie.” .W\WOZIÅMZVM MZ ]LXT]S IN LM\ MUXQZQ[SM UI\MZQITM \QT LM\ QOIVO^¥ZMVLM 8P , XZWRMS\ Transformation af efterkrigstidens industrilandskaber æstetiske og kulturarvsteoretiske positioner som grundlag for arkitektonisk intervention ,M\ UM\WLQ[SM N]VLIUMV\ SWUUMZ NZI *MZVL 0QTTI *MKPMZ[ NW\WOZIÅ[SM \aXWTWgier, der er kendetegnet ved en meget stringent og konsistent afbildning, hvor motivet fotograferes enten diagonalt eller ortogonalt. Se: Susanne Lange, *MZVL IVL 0QTTI *MKPMZ" 4QNM IVL ?WZS (Boston: MIT Press, 2006). 16. Laurajane Smith, Uses of Heritage (Oxford: Routledge, 2006), 19-21, 29. Laurajane Smith sammenfatter en stribe positioner, herunder Viollet-le-Duc, John Ruskin og William Morris, hvis indbyrdes holdninger både er på kollisionskurs med hinanden og repræsenterer forskellige bevarings- og kulturarvsparadigmer. Ikke desto mindre redegør hun med begrebet på 310

glimrende vis for de primære problemstillinger, der træder frem, når efterkrigstidens industrilandskaber gøres til genstand for traditionelle værdisætningsmetoder. 17. Graham Fairclough, 6M_ 0MZQ\IOM .ZWV\QMZ[ (Strasbourg: Council of Europe Publishing, 2009), 30: “[Heritage is] (…) not restricted to “the things that we wish to pass on” but is, more comprehensively and straightforwardly, “everything that we have inherited”, whether or not we then choose to pass it on to our successors.” 18. Fairclough, 6M_ 0MZQ\IOM .ZWV\QMZ[, 32: “(…) “modern” things (the things we often try to prevent being built \WLIa _QTT KWV^MZ[MTa KWUM \W JM [MMV I[ ^IT]ML PMZQ\IOM º " ¹<PM UWZM ZMKMV\ XI[\ \PI\ WN \PM \P KMV\]Za NWZ example, (…) the commonplace (such as modern suburban life), may well be the spheres in which common heritage [PW]TL ÅZ[\ JM [W]OP\ QV \PM [\ KMV\]Zaº 19. Ud over de planlægningsmæssige ligheder kan man også, ganske konkret, se de samme byggesystemer gå igen i et utal af byggerier. 3WWTPII[ [\QTTMZ [QO VI\]ZTQO^Q[ Q WXXW[Q\QWV \QT LM\ [\ML[[XMKQÅSSM UML [Q\ JMOZMJ The Generic City. Han hylder potentialet i den forskelsløse, identitetsløse og historieløse by, der ikke er bundet af den PQ[\WZQ[SM Ja[ T¥VSMZ 5MV XZ¥KQ[ NWZLQ LMÅVQ\QWVMV IN The Generic City beror på det identitets- og historieløse, forbliver Koolhaas’ vinkel mestendels blind over for den situation, vi står i netop nu, hvor historiens lag begynder at nedfælde sig i efterkrigstidens by. Dog gør han sig et enkelt sted en spekulativ overvejelse, der rammer nærværende problematik. Se Rem Koolhaas and Bruce Mau et al., S, M, L, XL (New York: Monacelli Press, 1995), 1250: ”One day it [the generic city, red.] will be absolutely exotic again, this discarded product of Western civilization, through the resemanticization that its very dissemination brings in its wake.” 21. Doreen Massey, ”A Global Sense of Place”, in Space, Place and Gender (Minneapolis: University of Minnesota Press, 1994), 155-156: “Boundaries (…) are not necessary for the conceptualization of a XTIKM Q\[MTN ,MÅVQ\QWV QV \PQ[ [MV[M LWM[ VW\ PI^M \W JM \PZW]OP [QUXTM KW]V\MZXW[Q\QWV \W \PM W]\[QLM# Q\ KIV KWUM QV part, precisely though the particularity of linkage to that ‘outside’ which is therefore itself part of what constitutes \PM XTIKM ° VWVM WN \PQ[ LMVQM[ XTIKM VWZ \PM QUXWZ\IVKM WN \PM ]VQY]MVM[[ WN XTIKM <PM [XMKQÅKQ\a WN XTIKM Q[ KWV\QV]ITTa ZMXZWL]KML J]\ Q\ Q[ VW\ I [XMKQÅKQ\a _PQKP ZM[]T\[ NZWU [WUM TWVO QV\MZVITQbML PQ[\WZa ° ITT \PM[M ZMTI\QWV[ QV\MZIK\ _Q\P IVL \ISM I N]Z\PMZ MTMUMV\ WN [XMKQÅKQ\a NZWU \PM IKK]U]TI\ML PQ[\WZa WN I XTIKM _Q\P \PI\ PQ[\WZa Q\[MTN QUIOQVML I[ \PM XZWL]K\ WN TIaMZ ]XWV TIaMZ WN LQ‫ٺ‬MZMV\ [M\[ WN TQVSIOM[ JW\P [WKQIT IVL \W \PM _QLMZ world. (…) It is as sense of place, an understanding of ‘its character’, which can only be constructed by linking that place to places beyond.” 22. Denne opsummering udgør ikke en komplet og operationaliseret værdisætningsmetode til efterkrigstidens industrilandskaber. Det er et forsøg på at rette fokus mod de for områderne særligt relevante kendetegn og fænomener. 23. Det er ikke hensigten at beskrive en essentialisme, hvorudfra bygningerne menes at have en iboende længsel efter at forløses som modernistiske værker. Strategien er ikke tiltænkt som en søgen efter et ’sandt’ udgangspunkt for bygningers fremtidige skæbne, men snarere som en optik, der åbner for at betragte disse ofte oversete bygninger som noget, der sagtens kan være genstand for præcis arkitektonisk bearbejdning, inspireret af bl.a. moderne hovedværker. 24. Palimpsest, Den Danske Ordbog: Oprindelse fra græsk palimpsestos, af palim ’igen’ og psestos ’skrabet’. Betydninger: 1. håndskrift af pergament der er genbrugt, idet en oprindelig tekst er skrabet af inden den nye tekst er skrevet 1.a overført, noget der er ændret eller genbrugt, men stadig bærer synligt præg af den tidligere form. 25. Frédéric Druot, Anne Lacaton & Jean Philippe Vassal, i Ilka & Andreas Ruby, Druot, Lacaton & Vassal Tour Bois le Prêtre, (Frankfurt: Deutsches Architekturmuseum, 2012), 3.

311

Håndværk

Materialer af Søren Vadstrup

Når man skal vedligeholde, restaurere og transformere ældre bygninger, bør valget af byggematerialer, bygningskonstruktioner og håndværksmetoder kunne måle sig med den samme tekniske kvalitet, som huset og materialerne har eller oprindeligt har haft. Samtidig bør det udtrykke den samme historiske og arkitektoniske kvalitet og helhed, som de originale materialer har eller havde. Vi kan i dag konstatere, at vi ofte oplever problemer med en række af de nye byggematerialer, der er udviklet gennem de seneste 50 år, hvis disse anvendes til vedligeholdelse, restaurering eller transformation af ældre bygninger. Dette gør sig særligt gældende, når man sammenligner dem med de tilsvarende gamle, originale materialer. Problemerne er af teknisk art, men også i forhold til husets historiske helhed og dets arkitektoniske udtryk. De tekniske problemer vedrører: nyt træs holdbarhed i udvendige konstruktioner, bl.a. vinduer af træ og de moderne malingstypers holdbarhed på udvendigt træ og udvendigt murværk. Holdbarheden af ny puds eller pudsreparationer på eksisterende puds, med KC-mørtel og murværksreparationer med KC-mørtel, der ikke spiller sammen med ældre murværk. Derudover omfatter de tekniske problemer også holdbarheden af bygningselementer af jern. Generelt gælder det for adskillige af de moderne materialer som giftimprægneret træ, limtræ, plastikmaling/akrylma314

315

316

ling og KC-mørtel, at de er vandsugende og holder på fugten. Samtidig er de alt for tætte, stærke og usmidige i forhold til de ældre bygningers øvrige materialer, SWV[\Z]S\QWVMZ WO W^MZÆILMZ 5IV [SIT LMZNWZ ^ML ZMXIZI\QWVMZ WO ^MLTQOMPWTLMT[M JMVa\\M UI\MZQITMZ WO SWV[\Z]S\QWVMZ LMZ MZ UM[\ U]TQO\ LQ‫[]ٺ‬QWV[sJVM og porøse og derved holder længere, fordi de ikke skader huset med unødig fugt eller revner. Hertil kommer, at mange moderne bygningselementer, der produceres og sælges til ældre huse, ofte er teknisk dårlige løsninger. Det gælder eksempelvis nye sprossevinduer med falske, pålimede sprosser, udvendige termoruder eller energiruder, der kun holder i 18-20 år, vinduer af plastik, fyldningsdøre af plastik, ’rustikbrædder’ af plastik, falske sortglaserede tegl eller falske tegltage af metalplader. De moderne materialer nedbrydes og patinerer ikke på samme UsLM [WU LM OIUTM UI\MZQITMZ ,M PIZ LMZ]LW^MZ MV PMT\ IVLMV W^MZÆILMSIZISter og vil ofte forstyrre husets arkitektoniske helhed og dets historiske ægthed. )ZSQ\MS\]Z W^MZÆILMZ WO [\WÆQOPML [SIT [XQTTM [IUUMV QVLJaZLM[ WO WO[s sammen med husets alder, stil og historie. Materialerne skal have historisk ægthed, teknisk kvalitet og bidrage til den arkitektoniske helhed. Dette kan de såkaldte ’traditionelle’ eller ’klassiske’ byggematerialer, bygningskonstruktioner og håndværksmetoder, der stort set svarer til dem, huset er opført med: håndstrøgne eller blødstrøgne tagsten af tegl, blødstrøgne mursten, selektivt opskåret og lufttørret kernetræ, linoliemaling, limfarver, læsket kalk, kalkmørtel, brædderørvæv, SITSX]L[ WO \Z]SSM\ OTI[ ,Q[[M UI\MZQITMZ ÅVLM[ [\ILQO^¥S WO LM PsVL^¥ZSMZM LMZ SIV JZ]OM LMU ZQO\QO\ ÅVLM[ NIS\Q[S WO[s )L[SQTTQOM IZSQ\MS\MZ PsVL^¥ZSMZM og husejere har den holdning, at man sagtens kan bruge de samme materialer og håndværksmetoder, som man bygger nye huse med i dag. Men én ting er, at P][M\ Q SWUJQVI\QWVMV IN LM WZQOQVITM LMTM WO LM VaQ[\IVL[I\\M W^MZÆILMZ NZMUtræder rodet og disharmonisk. Noget andet er, at der med usvigelig sikkerhed og MN\MZ SWZ\ \QL WX[\sZ N]O\[SILMZ Q P][M\[ UI\MZQITMZ W^MZÆILMZ WO SWV[\Z]S\QWVMZ så træet rådner, maling og puds skaller af, og termoruderne punkterer.

forrige side: Tømmer foto: Søren Philman

Materialeundervisningen på Transformation På kandidatprogrammet i Kulturarv, Transformation og Restaurering (KTR) på Kunstakademiets Arkitektskole indgår ’Historisk byggeteknik og materialelære’ som en vigtig del af undervisningen og forskningen. ªVedrørende forskningen: De forskellige afsnit i dette kapitel repræsenterer aspekter af den nye viden, der bl.a. er udviklet gennem de sidste tre år på KTR, som led i forskningsprojektet under Bygningskultur 2015. Dette betyder, at de forelæsninger, workshops og øvelser, der indgår i undervisningen på afdelingen, repræsenterer den nyeste viden om de pågældende emner. Det gælder de nævnte emner som træ, kalk og murværk, bindingsværk, maling og pigmenter, lerbyggeri, curtain wall m.m. I forbindelse med semesteropgaverne indgår de relevante emner vedrørende materialer og byggeteknik i de forelæsninger, byggepladsbesøg og ekskursioner, der undervises i som optakt til opgaven. Det kan som eksempelvis i semesteropgaven WU ¼:¦LW^ZM :sLP][¼ ^¥ZM Z]LMOTI[ K]Z\IQV _ITT ^IT[MLM [\sTXZWÅTMZ VI\]Zsten, beton og builtuptage. For ’Konstabelbygningen’ tegl, mørtel og murværk, vinduer af træ, rudeglas, maling på udvendigt træ, farver og pigmenter. I ’Værkstedsopgaverne’ om træhuset, lerhuset og det murede hus arbejder de studerende bl.a. konkret og praktisk med materialerne. Sideløbende forelæses der om de praktisk anvendte materialer og teknikker. På studierejser og opmålingsrejser bliver der ligeledes undervist i de forskellige materialer, vi er stødt på, hvor dette har været relevant, eksempelvis støbejern (London), lakfarver (Japan) og vinduer af træ (Grækenland). Endelig har vi afholdt en række praktiske materiale-workshops med emner som ’pigmenter og maling’, ’mørtel, puds og kalkning’ samt ’vinduer af træ og vinduesistandsættelse’.

modsatte side: =L[VQ\ IN UI\MZQITMZ WO W^MZÆILMZ foto: Transformation 317

Tegl af Søren Vadstrup

Vi har kendt og brugt den brændte mursten i Danmark til murede huse siden midten af 1100-tallet, i over 850 år. Alligevel kan der i dag opstå problemer med nyt murværk og nye mursten, såvel teknisk som æstetisk. Disse problemer er primært knyttet til de konstruktioner, der ofte benyttes i dag, bl.a. skalmuring, den anvendte mørtel og de tilhørende håndværksmetoder til udførelsen. Disse problematikker bliver behandlet selvstændigt i afsnittet ’Mørtel’. Historie Den brændte teglstens indførelse i Danmark Brændte teglsten blev indført i Danmark omkring 1150, formentlig af indvandrede cisterciensermunke, der bl.a. opførte Sorø Kloster og Kirke i 1150’erne. Herudover blev teglstenstraditionen bragt til Danmark af håndværkere fra LomJIZLQM\ LMZ ÆaO\MLM NZI .ZMLMZQS *IZJIZW[[I[ MZWJZQVO IN 5QTIVW Q ,M SWU formentlig til Danmark for at bygge Hvideslægtens gravkirke, Skt. Bents Kirke i Ringsted. Valdemar den Store (1157–82), der var af Hvideslægten, har skrevet om sine bedrifter på latin på en blyplade, der blev lagt ned i hans grav i Skt. Bents Kirke. Herpå skriver Valdemar, at han indførte teglstenen (lateris coctis = bagte sten) i Danmark. Med dette nye materiale opførte han en mur til rigets værn, 318

319

’Danewerch’, og et tårn på Sprogø. Den ældste teglstensbygning i Danmark menes at være Bastruptårnet eller Bastrup Stenhus ved Bastrup Sø, der kan være opført af biskop Absalons fætter Ebbe Skammelsøn. Det vældige tårns ældste kerne er dog af kampesten. Absalon byggede selv Københavns tretårnede borg i 1167 og desuden på samme tid Roskilde Domkirkes ældste del. Absalons bror, Esbern Snare, byggede den femtårnede kirke i Kalundborg, også i midten af 1100-tallet. Rødder til Italien At den romanske teglstensarkitektur i 1100-tallet blev bragt til Danmark af murere og teglbygmestre fra Lombardiet i Italien, ses bl.a. af de mange lighedstræk, der er i murværksdetaljerne på samtidige middelalderkirker i Milano. Det gælder N MS[ XZWÅTMZQVOMZVM Xs LM ]LSZIOMLM U]Z[\MV Q [WSTMZVM OM[QU[MZVM ¦^MZ[\ Xs facaden som rundbuefrisen, den dobbeltkrydsende rundbuefrise samt savsnitgesimsen, herudover detaljeringen ved vinduer og porte og murede rundbuefriser. Den romanske arkitektur er præget af rundbuen og rundbuestikket ved vinduer WO L¦ZM [¦RTMJsZVM J]MZ QVL^MVLQO\ \¦VLMP^¥T^ MTTMZ ÆILM JR¥TSMTWN\MZ JTa\IOM ingen tårne eller sakristier og meget små rundbuede vinduer. Mange romanske kirker blev bygget i granit eller frådsten, men der er også en del af tegl. Gotikken, renæssancen, barokken og klassicismen Det var altså gennem opførelsen af forsvarsværker, borge og kirker, at den brændte teglsten blev introduceret i Danmark. Herefter blev det hurtigt prestigefyldt for landets mest velhavende at bygge ’stenhuse’, som var det danske navn for ¼U]Z[\MV[P][M¼ 1 IVLZM TIVLM MZ ¼[\MVP][M¼ JaOOM\ IN VI\]Z[\MV ,M ÆM[\M OW\Q[SM kirker, bykirker, enkelte byhuse og en del herregårde i Danmark er opført som murede huse. Denne tendens fortsatte i renæssancen, barokken og klassicismen frem til historicismens gennembrud omkring 1850. I dag ser vi mange af gotikkens og renæssancens murede bygninger præget af store røde teglsten, vi kalder dem ligefrem for munkesten. Sådan har disse huse ikke set ud før ’restaureringsdillen’ for alvor tog fat efter 1850. Godt hånd^¥ZS \QT[SZM^ VMUTQO I\ U]Z^¥ZSM\ JTM^ W^MZÆILMJMPIVLTM\ UML SITS Q ZMV¥[[IVcen ofte rødkalket og til tider i hvide eller okkergule farver. Det kom sig bl.a. af, at man ikke ønskede at se det spraglede murværk, der fremkom som følge af varierende brændingstemperaturer og lerkvaliteter samt fra resterne fra murerprocessen med kalkstænk og mørtelsprøjt. Problemet var også, at vi i Danmark har to slags ler, der giver to forskellige farver på murstenene. Rødler giver røde mursten, og blåler giver gule mursten efter brændingen. Da det brune rødler altid ligger øverst i lerforekomsterne, får man ikke gule mursten fra blåleret, før man har gravet længere ned i leret. Blåleret er mere kalkholdigt end rødleret og er derfor rent faktisk bedre at pudse og især kalke på for at opnå et holdbart resultat. Stenhusene er opført af munkesten (som måler ca. 27 x 13 x 9 cm), der enten er opmuret i munkeforbandt (to løbere og en binder) eller i såkaldt polsk eller vendisk forbandt (en løber og en binder). I visse egne har man som supplerende materiale anvendt kridt eller kalksten, der i så tilfælde fremtræder som lyse bånd i det røde murværk. Efter de store bybrande i 1700-tallet, både i København og en række andre købstæder, bliver murstenshusene stadig mere udbredt, særligt i byerne. De er MN\MZ \QLMV[ UWLM NWZ\[I\ W^MZÆILMJMPIVLTMLM MV\MV UML X]L[ WO UITQVO MTTMZ overkalkede. Derved kunne man også bedre skjule, at de genopbyggede huse efter brandene indeholdt mange forskellige murstenstyper. I klassicismen (1760–1850) var murede huse nærmest enerådende i byerne, og de bredte sig snart til landsbyerne. Her var bindingsværket stadig domineZMVLM UMV V] ÅS UIV ZsL \QT I\ U]ZM \I^TMVM ]L UML JZ¥VL\M U]Z[\MV .WZ I\ fremvise den prestige, de brændte mursten repræsenterede – modsat naboernes [\ILQO TMZSTQVMLM \I^T · ]VLTWL UIV WN\M I\ W^MZÆILMJMPIVLTM U]Z[\MVMVM 7N\M U]ZMLM UIV TQOMNZMU \I^TMVM Q ÅVM U¦V[\ZM =VLMZ STI[[QKQ[UMV SWU WO[s ZMVM murede stuehuse til. Dette var særligt tilfældet i Sønderjylland, hvor bindingsværket i forvejen var sjældent forekommende længst mod vest. 320

forrige side: Transformerstation, Gottlieb Paludan, 2011 foto: Albert Algreen-Petersen denne side: Formsten foto: Søren Vadstrup modsatte side: Hobro Kirke, Gottlieb Bindesbøll, 1850-52 foto: Albert Algreen-Petersen

Historicismen I historicismen (1850–1930), og faktisk allerede under den såkaldte senklassicisme fra 1830-1850, begyndte interessen for facader med synlige mursten at spire hos tidens arkitekter, først og fremmest G.F. Hetsch. Den jødiske synagoge i Krystalgade fra 1829-33 er et af de første eksempler. Sankt Ansgars Kirke fra 184041 og Sankt Annæ Plads 1-3 fra 1847-50 er andre eksempler, alle sammen i København. Inspirationen kom først og fremmest fra Italien, hvor også de antikke, murede, men oprindeligt pudsede, bygninger var renset af for puds og stod med facaderne i kombineret blank mur og lyse natursten, ofte marmor. Derudover var også de ældste danske, murede bygninger, ligeledes puds og farveafrensede, fra gotikken og renæssancen en inspiration, herunder Frederiksborg Slot, Jens Bangs Stenhus i Aalborg og mange andre. normalstenen Med alt det synlige murværk, der også dyrkede forbandter, fuger og farver, var der behov for helt ensartede mursten, hvilket ikke var noget problem, så længe man holdt sig til ét teglværk som murstensleverandør. Hvert teglværk havde dog sine egne murstensstørrelser, som afhang af størrelsen på de håndforme, man benyttede. I Sønderjylland udviklede man eksempelvis den meget lave Flensborg[\MV Xs ` ` KU 7USZQVO QVLN¦Z\M LM N¦Z[\M \MOT^¥ZSMZ LMV VaM UIskinelle måde at fremstille mursten på, den såkaldte ’stringpresning’. Der opstod nu et stigende behov for at benytte ens murstensstørrelser over hele landet, også fordi murstenene i stigende omfang kunne sendes overalt med dampskib og tog. .¦Z[\ Q WO W‫ٻ‬KQMT\ Q ! NI[\[¥\\M[ LM U]Z[\MV[[\¦ZZMT[MZ NWZ ¼UI[SQV[\MV¼

321

i ’normalstørrelse’, som vi har den dag i dag, nemlig 5,5 x 10,8 x 22,8 cm. Disse dimensioner giver en massiv ’helstensmur’, der er 22,8 cm tyk og en halvandenstensmur, der er 30 cm. Normalstenen har også som fast mål, at tre lodrette skifter skal måle 20 cm. Man fremstillede stadig en række mursten med specielle former, såkaldte formsten, i håndforme. Men også her kunne maskinerne gøre arbejdet i stigende omfang. verblendersten Med den nye maskinfremstilling og med inspiration fra Tyskland begyndte teglværkerne fra ca. 1850 at fremstille de såkaldte ’verblendersten’. Verblenderstenene er uhyre ens og præcise i størrelse og i farve. Denne præcision kræver en meget styret tørring af leret og efterfølgende brænding, hvilket igen kræver, at U]Z[\MVMVM MZ NZMU[\QTTM\ IN UMOM\ ÅV\ TMZ WO LMZ]LW^MZ MZ UMZM MTTMZ UQVLZM P]TM WO ¼\aVL^¥OOMLM¼ Q \MOTM\ 1LMITM\ JTM^ V] I\ U]ZÆILMZVM [S]TTM [\s PMT\ ensartede, glatte og med tynde, tynde fuger – evt. som brændte fuger. Ønsket ^IZ I\ NIKILMV SWU \QT I\ NZMU\Z¥LM [WU MV PMT\ R¥^V WO OTI\ Z¦L MTTMZ O]T ÆILM ofte i kontrast til lyse puds-, cement- eller naturstensdetaljer. Herved kom tidens ’nygotik’, ’nyrenæssance’ eller ’nyklassicisme’ virkelig til sin ret. 324

Terracotta ,MV NWZÅVMLM \MOT\MSVQS UMLN¦Z\M I\ UIV V] WO[s S]VVM NZMU[\QTTM UMOM\ UMZM dekorative elementer i brændt ler. Teknikken kom bl.a. fra Italien og kaldtes for ’terracotta’. Terracotta kunne stå i leret farve, der kunne varieres mellem rød, lilla, gul, grå eller nærmest hvid, eller det kunne glaseres, med et endnu mere varieret farvespil fra grønt og blåt til helt hvidt ÅO

ÅO

ÅO

ÅO

forrige opslag: Petersen Tegl foto: Pia Staven modsatte side: Terracottamurværk på Ny Carlsberg Glyptotek, Vilhelm Dahlerup, 1897 foto: Albert Algreen-Petersen denne side: Fig. 1 Munkesten: ca. 29,5 x 3 x 8,5 cm Fig. 2 Flensborgsten: 23 x 11 x 4 cm Fig. 3 Dansk normalsten i 1896: 23 x 11 x 5,5 cm Fig. 4 Dansk normalsten i dag: 22,8 x 10,8 x 5,5 cm

Terracottaens historie I udlandet, eksempelvis USA, er glaseret terracotta meget mere udbredt end i Danmark og blev benyttet langt ind i forrige århundrede, især i den såkald\M IZ\ LMKW [\QT 7USZQVO JMOaVL\M UIV I\ UI[[MNZMU[\QTTM \MZZIKW\\IMTMmenter til bygningsfacader, specielt i Italien, Tyskland, England, Holland, BelOQMV WO =;) 7O[s Q ,IVUIZS ^IZ UIV P]Z\QO\ UML JT I MZ 2 , 0MZPWTL\[ =VQ^MZ[Q\M\[JQJTQW\MS NZI M\ IN LM \QLTQO[\M MS[MUXTMZ 0MZ]LW^MZ ÅVder man stort set ikke en større bygning i Danmark fra perioden 1855-1915 ]LMV ZQOPWTLQOM \MZZIKW\\ILMSWZI\QWVMZ 1[¥Z LM W‫ٺ‬MV\TQOM JaOVQVOMZ Q 3¦benhavn gik forrest: Statens Museum for Kunst, Charlottenborgs Udstillingsbygning, Nationalbanken, Geologisk Museum, Zoologisk Museum, Den 8WTa\MSVQ[SM 4¥ZMIV[\IT\ WO 3¦JMVPI^V[ :sLP][ 7O[s \QLMV[ IVLMV [\WZM bygherre, brygger Jacobsen, fulgte godt med med Ny Carlsberg Glyptotek og selve Carlsberg Bryggerierne. På tidens åbenbart mere prestigefyldte byggerier som Christiansborg, Det Kongelige Teater og Marmorkirken benyttede man enten natursten eller støbte dekorationer i cement og gips. De mere almindelige byhuse og større landhuse i murværk afspejler dette mønster, masser IN \MZZIKW\\ILMSWZI\QWVMZ UMV [S]TTM LM\ ^¥ZM ZQO\QO ÅV\ ^ITO\M UIV KMUMV\ Navnet terracotta bruges om meget andet end facadedekorationer i tegl. Gulvklinker, tagsten og større, ofte dekorerede urtepotter, kaldes for terracot\I ,M\ [IUUM O¦Z IVLZM NZQ\[\sMVLM ÅO]ZMZ NZMU[\QTTM\ IN TMZ MS[MUXMT^Q[ LMV berømte og imponerende kinesiske ’terracotta-hær’, der for nylig er udgravet arkæologisk, men som er fremstillet 200 år før Kristi fødsel. Terracotta optræder ligeledes hyppigt i antikke græske og romerske grave og bygninger og er [sTMLM[ M\ UI\MZQITM LMZ PIZ ÆMZM \][QVL sZ Xs JIOMV <MZZIKW\\IMTMUMV\MZ PIZ ofte ægyptiskinspirerede motiver eller dekorationer, da man netop i midten af 1800-tallet blev opmærksom på disse brændte lerdekorationer i oldtidens Ægypten og deres pendanter i den romerske, antikke arkitektur. Ellers er de foretrukne stiludtryk som tidligere nævnt nygotikken og nyrenæssancen. Terracotta betyder brændt/bagt jord (idet ordet cotta repræsenterer en forvanskning af det latinske ord coctilis med formerne coctis/cocta, der betyder brændt/bagt). Terracotta vil oftest have lerets rødbrune ’teglfarve’, men det færdige terracottaelement kan også være udført af gult ler, eller det kan være gråt eller hvidgråt, nærmest som kalksten, blåsort eller sjældent grøngråt. Derudover kan terracotta som nævnt være glaseret i farver som sort, brun, rød, blå, grøn, grå eller hvid. Bedre Byggeskik Bedre Byggeskik-bevægelsen var endnu en reaktion hos arkitekterne og bygherrerne på forgængernes arkitektur og materialer. Bevægelsen kom særligt til udtryk inden for tidens enfamiliehusbyggeri, men også inden for tidens etagehuse, skoler og landbrugsbygninger ses Bedre Byggeskiks idealer og principper. Med bevægelsens indtog røg terracotta, verblendere, portlandcement og puds ud. Nu kom det gode danske murede hus i blank mur og med tegltag igen i højsædet. Inklusive diverse murstensdetaljer som strømskifter, stik og murede gesimser. Man kalder stadig disse, især enfamiliehuse, for ’murermesterhuse’. Murstenene var fortsat maskinpressede, men kunne nu fås med varierede forsider, der nærmest lignede de gamle håndfremstillede mursten. Foregangsbyggeriet herfor var Københavns Rådhus fra 1905 af Martin Nyrop. Perioden afgrænser sig til 191530, men allerede omkring 1920 slog interessen for klassicismens arkitektur igen

325

igennem hos arkitekterne, i den såkaldte ’nyklassicisme’. Så blev de murede huse igen pudsede, men blank murværk forekommer også. Funktionalismen Den internationale funktionalisme slog stort igennem i Danmark i 1930, med inspiration fra Frankrig, Tyskland og Sverige. Man drømte om at bygge hele huse af beton og jernbeton, og meget blev sat ind på at afprøve dette, bl.a. af Mogens Lassen og ingeniøren Ernst Ishøy. De kubiske, funktionalistiske bygninger kunne rent faktisk sagtens bygges af mursten og mørtel, blot med de nyopfundne ’ståltegl’ som vindues- og døroverliggere, hvorefter det hele blev pudset og hvidkalket. Det gælder faktisk et af funktionalismens ikonhuse, nemlig Arne Jacobsens eget hus på Gotfred Rodes Vej i Gentofte. Modernismen Efter Anden Verdenskrig gik facadepudsen igen af mode, og den blanke mur kom tilbage. I funktionalismens ånd skulle facaderne være så lyse som muligt, hvorfor man ofte foretrak gule mursten i facaderne. Røde mursten blev dog også anvendt i nogen grad. Til Aarhus Universitet havde Kay Fisker og C.F. Møller faktisk valgt røde mursten, men en murermester forærede de gule mursten til byggeriet, hvad der afgjorde farven på bygningerne, som ikke blev pudset. Ikke mindst under ’statslånsordningen’ 1938-58, der skulle forbedre boligforholdene NWZ LMV [\WZM LMT IN JMNWTSVQVOMV NZMUSWU ]\ITTQOM ÅVM OMVVMUIZJMRLMLM P][M til opførelse i mursten. På trods af at ’statslånshusene’ i en vis grad var tænkt som typehuse, bl.a. med restriktioner til størrelse på 50-80 m2, var der en overordentlig rig variation i facader, planløsninger og proportionering. 1970’erne og frem Det blanke murværk i røde eller gule mursten fortsætter i 1970’ernes byggeboom med over 100.000 små enfamiliehuse, parcelhuse og typehuse. Meget få af disse er pudsede, og det samme gælder tidens større byggeri af boligblokke, fabrikker, rådhuse, skoler og alderdomshjem. Konstruktionen består nu af en ’skalmur’ af mursten i blank mur med en indermur af gasbeton. En isoleringsmæssig forbedring, men teknisk og holdbarhedsmæssigt ikke i det klassiske murværks kvalitet og ånd. I 1980’erne og 1990’erne udkonkurrerer jernbetonen murstenen i disse større byggerier i form af tæt-lav-bevægelsen, der benytter jernbeton i stor udstrækning, men også træ, glas og jernplader. Enfamiliehusbyggeriet, der næsten er OsM\ Q [\s WO NWZ[SMTTQOM ¼QVÅTT¼ JaOOMZQMZ Q JaMZVM NWZ\[¥\\MZ UML U]Z[\MV WO blank murværk som foretrukne facadematerialer. I dag Der bygges stadig mange huse i mursten eller med skalmure i mursten. Mange mursten går også til restaureringsarbejder og til tilbygninger, ombygninger og transformationer af eksisterende, murede bygninger, hvor murstenen er fremragende til at skabe arkitektonisk og æstetisk sammenhæng i projektet. ’Vandskuringsbølgen’, og ’plastikmalingsbølgen’, der skyllede ind over landet i 1990’erne og 2000’erne, har nok ikke toppet endnu. Disse står for ødelæggelsen, JsLM \MSVQ[S WO IZSQ\MS\WVQ[S IN UIVOM ÅVM U]ZMLM P][M Q JTIVS U]Z <MSVQ[S fordi der vandskures med KC-mørtel. Nye, skærpede isolerings- og efterisoleringskrav skaber i dag en udfordring for det murede byggeri. Set i et bæredygtighedsperspektiv er murstenene – særligt genbrugstegl, der allerede har forbrugt ressourcer til brænding – uhyre bæredygtige, fordi murstenen er utroligt holdbar og nærmest vedligeholdelsesfri. Genbrug af mursten kan altså være én af vejene frem for murstenen, enten til transformationer af eksisterende, murede huse med nye murede detaljer eller nye murede bygninger, opført af rensede genbrugssten fra nedrivninger af murede huse.

denne side: Dronningegården, Kay Fisker, 1943-58 foto: Margrét Matthíasdóttir modsatte side: Tidsoversigt over stilarter

326

1050-1250

Romansk

1250-1550

Gotik

1550-1660

Renæssance

1660-1760

Barok

1740-1770

Rokoko

1760-1850

Klassicisme

1754-1770

Louis Seize

1770-1810

Klassicisme

1810-1850

Empire

1830-1850

Senklassicisme

1850-1930

Historicisme

1850-1900

Schweizerstil/Europæerne

1890-1915

National romantik

1905-1915

Art Nouveau

1915-1930

Bedre Byggeskik

1915-1930

Nyklassicisme

1930-1960

Funktionalisme

1930-1940

Int. funktionalisme

1940-1960

Nordisk funktionalisme

1960-2000

Modernisme

1960-1980

Brutalisme

1980-1990

Postmodernisme

1990-2000

Dekonstruktivisme

Forbedringer for bygningsrestaurering En helt anden type problemer knytter sig til istandsættelse, reparation og restaurering af ældre murværk, specielt ældre end 1970. Hvis man skal restaurere eller ZMXIZMZM ¥TLZM U]Z^¥ZS MZ LM\ ZMOQ[\MZ IN U]Z[\MV[\aXMZ LMZ ÅVLM[ Q LIO UMOM\ MV[IZ\MLM Q NIZ^M[XQT ^IZQI\QWVMZ WO W^MZÆILMSIZIS\MZMZ ,M\\M [SaTLM[ XZQU¥Z\ gasbrænding og meget ensartet ler. Det er derfor en stor forbedring, at visse teglværker igen er begyndt at fremstille kulbrændte mursten udført på maskiner, der former stenene i ’formkasser’ som de gamle håndstrøgne mursten. Det kan være ønskeligt at reparere ældre murværk, så man ikke kan se reparationen, og her har man tidligere brugt gamle, rensede mursten. Det er en stor fordel, at disse nu ’produceres’ og kan leveres i alle mulige variationer. Ældre murværk indeholder ofte specialfremstillede formsten, som stort set har været fraværende på markedet siden 1950’erne, hvor de gik af mode. I dag har nogle teglværker indset, at det er vigtigt at producere disse formsten og specialsten igen, endda efter mål. Terracotta er som beskrevet et dekorativt element støbt i brændt ler, der bl.a. blev sat på facaderne på historicismens bygninger (1850-1930). I 1930’ernes funktionalisme var den slags bandlyst og terracottaelementerne hørte op med at blive produceret. Dette blev ligeledes et problem i forhold til at kunne reparere, rekonstruere og restaurere ældre facader. Enkelte teglværker er igen i stand til at fremstille disse, dels efter nye modeller, udført som kopier af de gamle, dels efter LM OIUTM UWLMTTMZ LMZ [\ILQO ÅVLM[ ^Q[[M [\MLMZ ,M [sSITL\M ¼JZ¥VL\M N]OMZ¼ ^IZ også en meget udbredt teknik til forskønnelse af murværk på historicismens murede facader. Genopdagelsen af brændejernet og de brændte fugers teknik, bl.a. gennem praktiske kurser til murerne, har betydet, at dette igen kan udføres. Tekniske forhold for mursten Leret 4MZ MZ WX[\sM\ ^ML NWZ^Q\ZQVO IN JRMZOIZ\MZ WO IÆMRZM\ Q ,IVUIZS IN Q[\QLMV[ JZ¥MZ WO UWZ¥VMZ 4MZ SIV WO[s IÆMRZM [QO Q ^IVLT¦J P^WZ ^IVLM\ [\sZ PMT\ [\QTTM WO MVL^QLMZM ^QI ^QVLMV 4MZ QVLMPWTLMZ UMOM\ ÅVM XIZ\QSTMZ UQVLZM MVL UU NWZUM\ [WU JQ\\M[Us XTILMZ ,MZ ÅVLM[ UIVOM NWZUMZ NWZ TMZ Z¦LTMZ JTsTMZ moler, kaolin, plastisk ler, klæg, bentonit og ildfast ler). Fælles for disse er, at de kan optage vand, hvorved leret bliver blødt og udvider sig. De kan også afgive vand, hvorved leret svinder ind og bliver hårdt. Ler kan veksle mellem disse to former. Desuden kan ler brændes, hvorved det bliver hårdt og meget holdbart. Soltørrede lersten (ler og ca. 40 % sand) har været anvendt i byggeriet i bl.a. bindingsværkshuse, men også i murede huse, evt. med brændte sten i hvert andet skifte. Fremstilling og udseende 7XZQVLMTQO\ MZ U]Z[\MV PsVLNWZUM\ Q \Z¥NWZUM WO SITLM[ LMZNWZ NWZ PsVL[\Z¦OVM U]Z[\MV ,Q[[M SIV SMVLM[ Xs IN\ZaSSM\ IN \Z¥NWZUMV [IU\ ÅVOMZU¥ZSMZ NZI håndteringen af det våde ler. De håndstrøgne sten er tørret vandret. Siden 1850 har mursten været fremstillet på maskine og kaldes maskinstrøgne eller stringpressede mursten. Disse er let kendelige på aftrykket af den metalstring, der skærer stenene ud. Maskinstrøgne mursten tørres på den ene lange kant, der har aftryk af et dobbelt bånd. Stringpressede mursten kan også være præget i overÆILMV UML MV ^IT[M LMZ OQ^MZ NWZ[QLMV M\ Z][\QS\ XZ¥O ,Q[[M J¦Z QSSM JMVa\\M[ \QT ældre huse. Stringpressede sten kan endvidere udføres med et særligt mundstykke, der presser en masse huller i murstenen, såkaldte ’mangehulssten’. Verblendere I 1850’erne frem til ca. 1914 var såkaldte verblendere meget populære. Det er MV[IZ\MLM WO OTI\\M U]Z[\MV LMZ MZ NZMU[\QTTM\ IN UMOM\ ÅV\ WO MV[IZ\M\ TMZ [\¦J\ Q forme og derfor hule i midten. Disse kan opmures med en meget smal fuge, fordi stenene er så præcise i størrelsen. 327

Bemærkninger

Teglfremstilling af ler

Slemming

For at sten skal bundfældes

Forberedende behandling

Valsning

Knusning af bløde sten, kalk, klumper

Vintring

$ & & %,&& % ( ! " .! % ( !& $ ! "( $ ( $"%&%#$,! ! !

Somring

Sumpning

Ler og sand lagres lagvist

Æltning

Tilsætning af vand + magringsmidler som sand, teglmel, savsmuld

Formning

I hånden eller i maskine

Tørring

Der sker et lineært svind på 5-10 %

Brænding

-

Sortering

-

Brænding

Fremstilling

950-1050 °C

Rødler, der ligger øverst i jorden, mindre kalk- og jernholdigt end blåler

Efter forberedende behandling

( $ ! ! %" ( !&$ ! .! ! ! % $ "$ ( %" " ( $

Mursten Røde mursten

Ved de højeste temperaturer bliver farven mørkest

Gule mursten

1050-1100 °C

Blåler, der ligger længere nede i jorden og indeholder mere kalk

Sorte og grå mursten

-

Blåler brændes to gange uden ilttilførsel

Blødstrøgne sten En mellemting mellem håndstrøgne og stringpressede sten er blødstrøgne mur[\MV LMZ MZ [\ZQVOXZM[[MLM U]Z[\MV [WU R¥^VM[ UML PsVLMV Q W^MZÆILMV UML en våd svamp. Endelig fremstilles også glaserede mursten med røde, brune, sorte, gule, grønne og blå glasurer. Genbrugssten I dag kan man købe genanvendte gamle mursten, der er maskinrensede eller PsVLZMV[MLM -\ ÅZUI Q ;^MVLJWZO · OIUTMU]Z[\MV LS · PIZ [XMKQITQ[MZM\ [QO Q I\ ZMV[M JsLM U]VSM[\MV VWZUIT[\MV WO ÆMV[JWZO[\MV ,M ZMV[MLM U]Z[\MV MZ kulbrændte og har et varieret farvespil og smuk patina. Dertil er de miljøvenlige ved ikke at tære på landets lerressourcer eller energi til brænding. Formsten Til særlige elementer, eksempelvis gesimser, bånd og indfatninger, fremstilles NWZU[\MV LMZ PIZ MV XZWÅT Q SIV\MV ,Q[[M NZMU[\QTTM[ MV\MV [WU PsVLNWZUMLM eller stringpressede mursten. Brændingsmåde Frem til ca. 1965 blev mursten brændt i jordovne eller højovne med træ eller stenkul som brændsel. Man indførte de såkaldte ringovne, der kunne brænde murstenene kontinuerligt, og man hældte kulstøv ned i brændkammeret fra ’taget’ af ringovnen. På Nivaagård Teglværk er det muligt at besøge Danmarks ældste, intaktbevarede ringovn, som var i drift helt frem til 1967, og i dag er fredet. I dag brændes mursten i gasovne, som de formede og tørrede teglsten køres igennem på vogne. Gasbrændte mursten har ikke det samme farvespil som LM S]TJZ¥VL\M U]Z[\MV ,MZ ÅVLM[ LWO [\ILQO \MOT^¥ZSMZ Q ,IVUIZS LMZ JsLM håndformer og kulbrænder mursten, formsten og tagsten. Tekniske forhold for terracotta Mange historicistiske huse er forsynet med særligt dekorerede og detaljerede teglsten, enten i form af en bort, en gesims, et bånd eller sågar små søjler med 328

israndlinje

Metode

kalksten i undergrunden SITS[\MV Q W^MZÆILMV

Takket være indlandsisen, der smeltede for ca. 15.000 [QLMV WO MN\MZTWL MV UI[[M [IVL OZ][ RWZL WO TMZ ÅVLM[ der lerforekomster overalt i Danmark, undtagen vest for den sidste ’israndslinje’ ned gennem Vestjylland – dog undtaget de såkaldte bakkeøer, der indeholder ler fra forrige istid. =VLMZ TMZM\ ÅVLM[ LMZ LMV TIVO\ ¥TLZM SITS[\MV JM[\sMVde af små sammenkittede kalkskelletter fra små havdyr. På grund af Danmarks skrå landhævning siden istiden SWUUMZ LMVVM SITS[\MV[]VLMZOZ]VL WX \QT W^MZÆILMV mange steder.

SIXQ\¥TMZ MTTMZ SWV[WTTMZ ,Q[[M MZ ]LN¦Z\ Q ÅVMZM TMZ MVL NWZU[\MV JT I NWZ I\ S]VVM [\¦JM LMU Q ÅV\ LM\ITRMZMLM NWZUM NWZ LMZMN\MZ I\ JTQ^M \¦ZZM\ WO JZ¥VL\ Dette kaldes med et italiensk ord for ’terracotta’. I ler til terracotta er der ofte ÅV\ X]T^MZQ[MZM\ \MOTUMT [WU ¼ÅTTMZ¼ ,MZNWZ MZ \MZZIKW\\I TM\ SMVLMTQO Xs [QV UMOM\ ÅVM WO OTI\\M W^MZÆILM [IU\ LM UMOM\ \aVLMZM WO ZQOMZM LM\ITRMZQVOMZ UIV SIV NZMU[\QTTM UML LMV ÅVMZM TMZUI[[M <MZZIKW\\I SIV ^IZQMZM Q NIZ^MZVM O]T ZW[I rød eller mørkerød, og terracotta kan glaseres og dermed blive hvid, gul, rød, grøn, blå og sort. Terracottaelementerne er industrielt producerede i lighed med de øvrige facadedekorationer i gips, portlandcement, støbejern og zink, der kom på mode fra 1850’erne og frem til ca. 1930. Fremstilling af terracotta ,M\ MZ MV T¥VOMZM XZWKM[ I\ NZMU[\QTTM M\ \MZZIKW\\IMTMUMV\ 5MV [WU LM ÆM[\M andre støbte former kan man masseproducere det enkelte element, når først støbeformen er klar. Man starter med en tegning, og ud fra denne skærer en billedskærer en model af elementet i træ. Modellen skal have en vis overstørrelse, helt nøjagtig 9,5 % på alle ledder, idet lermassen svinder næsten 30 % under udtørringen før brændingen. Elementets form, og dermed modellen, må heller ikke have underskårne former, der ikke kan slippe formen i hel tilstand. Dette giver terracottadekorationer en helt særlig udtryksform, der som regel slet ikke bemærkes, i forhold til de elementer af sandsten eller kalksten, terracottaen skal MN\MZTQOVM ,M\ ZI‫ٻ‬VMZMLM ^ML \MZZIKW\\IMTMUMV\MZ MZ VMUTQO I\ LM SIV O¦ZM[ ZM\ LaJM [SIZXM WO ]\ZWTQO\ ZQO\ LM\ITRMZMLM WO NWZÅVMLM ,M\ [SaTLM[ JT I I\ TMZM\ svinder meget og derfor slipper støbeformen af sig selv. Terracotta kan også være fremstillet i en form, der kan skilles ad i mindre dele. Selve støbeformen, der har dekorationens negative form, fremstilles af gips MT TQOV 0MZQ P¥TLM[ LMV ÅVM TMZUI[[M UMV NWZUMV NaTLM[ QSSM PMT\ WX LI MTMmentet højst må have en ’vægtykkelse’ på ca. 3 cm. Man kan her vælge at presse centimetertynde skiver af ler ned i formen og fore med andre lerskiver til en samlet tykkelse på de 3 cm. Der kan eventuelt anbringes afstivende ’skot’ i form af tynde tværvægge eller frie afstivere i elementets hule del. Herefter skal elementet tørre. Efter en dags tørring er leret svundet så meget, at elementet kan tages ud, eventuelt ved at skille støbeformen ad. Man har nu mulighed for at gå \MZZIKW\\IMTMUMV\M\ MN\MZ NWZ NMRT OZI\MZ P]TTMZ MTTMZ Z]PMLMZ 7^MZÆILMV OTI\\M[ med et fugtigt stykke vaskeskind. Herefter udføres der ’forbandtudhulninger’ i de sider af elementet, der skal mures ind eller sammen med andre elementer. Det er nemlig karakteristisk for terracottaelementer, at de sættes sammen uden synlige mørtelfuger mellem elementerne. Mørtlen ligger således skjult i de nævnte ’forbandtudhulninger’ i elementets sidevægge. Dette gøres også for, at det færdige resultat skal ligne forbilledet mest muligt i sit udtryk, altså sandsten eller kalksten. Det er vigtigt, at de våde terracottaelementer tørrer ret langsomt, idet der ellers vil opstå kritiske tørrerevner eller spændinger i elementet. Elementerne brændes herefter i en almindelig teglovn ved 1080 °C . Temperaturen skal være helt konstant for at opnå en ens farve i leret. Mange terracottaelementer er i øvrigt OTI[MZMLM ,M\\M OQ^MZ MV UMOM\ [U]S PsZL WO PWTLJIZ W^MZÆILM LMZ aLMZUMZM ældes smukt ved at krakelere og kan varieres meget med hensyn til farver og W^MZÆILM[\Z]S\]Z Skader på terracotta Terracottaelementerne er normalt lige så holdbare som almindelige mursten. Dog kan særlige forhold, som eksempelvis nærheden til gadeplan med vejsalte, utætte tagrender eller nedløb eller fritlagte udkragede elementer, betyde, at eleUMV\MZVM SIV ^¥ZM [SILMLM MTTMZ ¦LMTIO\M Q LIO 7O[s QVLTIO\M RMZV MV\MV Q [MT^M terracottaelementet eller ved dets fastgøring, kan give rustsprængninger. Man må aldrig afrense terracottaelementer for snavs med kemiske midler, de ændrer bl.a. farven og fremmer nedbrydningen. Sandblæsning er heller ikke IV^MVLMTQO \QT INZMV[VQVO LI LM\ ¼ZQ^MZ¼ W^MZÆILMV WX WO O¦Z LMV UMZM ^IVL329

sugende, snavsmodtagelig og udsat for frostskader. Man skal desuden passe på med at bore huller i terracotta, eksempelvis til fugleværn, juleguirlander, skilte eller lamper. Elementerne er hule og har derfor ingen bæreevne, og man risikerer at lukke vand ind i murværket gennem disse huller. En krakeleret glasering er ikke en skade, men en smuk og naturlig patinering og ældning af elementet. Reparationer på terracotta Man kan reparere skadede terracottadekorationer ved først at rense disse ved en enkel rengøring med vand, evt. sæbevand, og en stiv børste. Dernæst har man tre muligheder: 1 Lade dekorationen være i sin forvitrede, formentlig stadig patinerede, form. Afhængigt af dekorationens betydning for facadens arkitektur samt nedbrydningens form og grad kan man vælge at betragte den naturlige patinering, nedbrydning og ældning som smuk og naturlig. Fuger, huller og revner tætnes og repareres med en luftkalkmørtel uden cement eller hydraulisk tilslag, og man kan også OQ^M W^MZÆILMV M\ XIZ OIVOM UML SITS^IVL LMZ ^QT NWZ[\¥ZSM W^MZÆILMV ]LMV at ’overforstærke’ den. Se afsnit om mørtel. Man bør aldrig benytte produkter, LMZ SIV ¼KWI\M¼ W^MZÆILMV [s LMV QSSM []OMZ N]O\ MTTMZ ^IVL ,Q[[M XZWL]S\MZ ^QT forrykke den bygningsfysiske balance i stenen. Vandet skal nok komme ind, og det risikerer at forcere forvitringen. Man skal desuden huske at tætne tagrender, nedløbsrør osv. Det er langt billigere produkter end husets murværk og terracottaelementer. 2 Genopbygge de forvitrede, afskallede, nedfaldne eller manglende dele i gips, der indfarves med kalkægte pigmenter i samme farve som terracottaen. Dette arbejde bør udføres af en faglært stukkatør, der har erfaring med gips og håndelag til at udføre håndmodellering med spatel, lancet m.v. Man bør som kunde forlange at se en prøve på håndværkerens kunnen, før arbejdet udføres. 3 Det er muligt at få fremstillet kopier af de manglende eller forvitrede terracottaelementer, eksempelvis som ved restaureringen af Tivolis hovedindgang, V¥^V\ W^MVNWZ 7XOI^MV J¦Z W^MZTILM[ \QT M\ \MOT^¥ZS LMZ PIZ LWS]UMV\MZMLM referencer til lignende arbejder, som eventuelt kan beses. Støbeformen skal kompletteres med alle manglende detaljer samt tilrettes i form og detaljering efter det oprindelige element. Hvis det nye element skal passe til en række, i øvrigt vejrbidte og forvitrede elementer, kan man dog vælge at udføre det nye element i samme slørede udtryk. Man bør betinge sig, at farven skal godkendes før levering og opsætning. De nye terracottaelementer indmures med en luftkalkmørtel. Eventuelle indmuringsjern skal være af syrefast, rustfrit stål. Frederiksholms Teglværks terracottaelementer og formsten Et af de teglværker, der fremstillede terracottaelementer til bygningsfacader, var Frederiksholm Teglværk, som lå i Sydhavnen i København. Efter fremstillingen af et terracottaelement gemte man de dyrebart fremstillede modeller og teglforme, da de kunne genbruges mange gange og sættes sammen på nye måder. I 1914 blev Frederiksholm Teglværk nedlagt, og Blovstrød Teglværk købte formene. I 1998 skulle Blovstrød Teglværk efter mange års uvirksomhed rives ned, og TWSITM NWTS ÅS ¦RM Xs LM UIVOM NWZUM LMZ Ts Xs ZMWTMZ Q JaOVQVOMZVM .¦Z[\ 6I\QWVITU][MM\ WO LMZMN\MZ :IIL^IL +MV\MZM\ ÅS \QTJ]L\ NWZUMVM UMV \ISSMLM nej pga. pladshensyn. ;WU MV V¦LXTIV ÅS UIV M\ PWTL [\]LMZMVLM Xs *aOOM\MSVQ[S 0¦R[SWTM Q København til at opmåle og registrere alle formene, 703 i alt, og lægge oplysninOMZVM QVL Q MV LI\IJI[M 1 [IUTQVOMV ÅVLM[ LMT[ MV LMT NZWV\XTILMZ \QT [\ZQVOXZM[[MLM [\MV UML NWZ[SMTTQOM XZWÅTMZ LMT[ NWZUM IN \Z¥ \QT PsVL[TsMLM NWZU[\MV UML NWZ[SMTTQOM XZWÅTMZ WO LMT[ ZMO]T¥ZM UWLMTTMZ WO \MZZIKW\\INWZUM IN OQX[ UML ITTM U]TQOM XZWÅTMZ NWZUMZ [VWMLM XZWÅTMZ ZW[M\\MZ SWV[WTTMZ [¦RTMJI[MZ WO [¦RTMSI330

modsatte side: Sorø Kunstmuseum, Lundgaard og Tranberg, 2011. Facadebeklædningen af ophængte teglskaller fra Petersen Tegl foto: Margrét Matthíasdóttir

pitæler. Formene har navne som: ’Skolen på Duevej’, ’Skolen Hans Tausensvej’, ’Valby Gasværk’, ’Valby Kirke’, ’Nathanaels Kirke’, ’Sankt Josephs Hospital’, ’Vildmosegade (formentlig Willemoesgade) 23’, ’Vildmosegade 21’, ’Nyhavn 17’ og ’KBH Tvangsanstalt’. Både skoler, kirker, hospitaler, etageejendomme og fængsler skulle udsmykkes, og hvis de selvsamme bygninger en dag mangler en af deres terracottadekorationer, ligger formen eller modellen måske i denne samling. Litteratur Clausen, David et al. Murerbogen 1. Murerfaget. 7LMV[M" -ZP^MZ^[[SWTMZVM[ .WZTIO !! Clausen, David et al. Murerbogen 2. Materialelære. 7LMV[M" -ZP^MZ^[[SWTMZVM[ .WZTIO !! Harboe, Knud Peter og Kjærgaard, Poul. Kompendium i Husbygning, Udvalgte blade fra Byggebogen. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1990. Kjærgaard, Poul. Byggebogen fra 1948-70 -kaldt BB. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1948. Kristensen, Kaare. Husbygningslære, murerarbejde I + II. København: Jul. Gjellerups forlag, 1917. Vadstrup, Søren. Gode råd om vedligeholdelse og istandsættelse af facader. Raadvad-Centeret, 1999.

331

Træ af Søren Vadstrup

5IVOM IV[MZ Q LIO \Z¥ NWZ I\ ^¥ZM M\ ÆaO\QO\ JM[^¥ZTQO\ WO ^MLTQOMPWTLMT[M[krævende materiale til udvendigt brug, men det er ikke rigtigt. Træ er særdeles velegnet til udvendig beklædning, hvad hundreder af års praktisk erfaring viser. Holdbarhed på over 100 år er ikke usædvanlig, hvilket f.eks. kan studeres på Kanonbådsskurene fra 1807 på Holmen i København, de hører til de mest velbevarede træbygninger i Danmark. Træbeklædning Når man reparerer, udskifter eller udfører nye, udvendige beklædninger, er der en række forhold, man skal være opmærksom på. Disse forhold repræsenterer i dag for en stor del glemt viden, eksempelvis hvordan man vælger træ til udvendigt brug, hvordan man vender det, hvordan man bygger konstruktionen op, [IU\ QSSM UQVL[\ P^WZLIV UIV W^MZÆILMJMPIVLTMZ WO ^MLTQOMPWTLMZ \Z¥M\ ,MZ MZ []VL TWOQS Q I\ ^¥TOM \Z¥ NZI [IUUM STQUI UML VI\]ZTQOM JM[Sa\\MT[M[[\W‫ٺ‬MZ mod de fjender, der også angriber det fældede træ. I de sidste 150 år er det meste, importerede fyrretræ derfor fældet i det sydlige Sverige, der stort set har samme klima som Danmark. Mange ældre, holdbare beklædninger af gran stammer fra Jylland. 332

333

Træbeklædninger på danske facader og taggavle i perioden 1860-1940 består af: 4WLZM\\M Z] MTTMZ P¦^TMLM JZ¥LLMZ UML TWLZM\\M TQ[\MZ W^MZ [IUTQVOMZVM 4WLZM\\M Z] MTTMZ P¦^TMLM JZ¥LLMZ MV Xs \W 4WLZM\\M MTTMZ ^IVLZM\\M [R¥TLVMZM [SZs\ IVJZIO\M P¦^TMLM JZ¥LLMZ UML NMZ WO VW\ MV\MV UML PMT\ XTIV WO OTI\ W^MZÆILM UML PIT^Z]VLM MTTMZ [^IO\ Z]VLM \^¥Z[VQ\ MTTMZ UML MV TQTTM XZWÅT WN\M[\ MV S^IZ\[\IN TIVO[ SIV\MZVM >IVLZM\\M Z] MTTMZ P¦^TMLM JZ¥LLMZ Xs STQVS 4WLZM\\M [XsV# [XsV IV^MVL\M[ WO[s Xs \IOÆILMZ Disse fem beklædningstyper kan varieres på den enkelte facade, suppleret med uundværlige konstruktive detaljer som vandbrædder, hjørnebrædder, indfatninOMZ UML ^QLMZM ;MT^M LMV J¥ZMVLM SWV[\Z]S\QWV ^QT Q LM ÆM[\M \QTN¥TLM ^¥ZM JQVdingsværk, der kan være fyldt ud med mursten, ubrændte lersten eller luft alene. Egenskaber og anvendelsesmuligheder Træ anvendes i bygninger i en række konstruktioner, primært bindingsværk, bjælker, gulv og loft samt spær og tagværk. Herudover anvendes træ til bygningselementer, der indgår i såvel træhuse som andre huse i form af vinduer, døre, paneler og trapper. Træ har altså en lang række anvendelsesmuligheder, som i høj grad knytter sig til de fordele, træ besidder. Det kan kløves, saves og hugges ud til tømmer, planker og spån, det kan bygges sammen, det har god styrke og bæreevne og en god holdbarhed under de rette forhold. Træ kan samles enten træ mod træ ved hjælp af egen vægt og tyngdekraften eller med søm, skruer og bolte. Herudover er det et smukt materiale, der patinerer smukt under de rette forhold. Der knytter sig imidlertid også en række ulemper til træ. Det kommer i svingende kvaliteter, det er levende og ’arbejder’, det kan revne, sprække og knække, det suger vand, nedbrydes, slides, og det kan brænde. nedbrydning af træ Træ nedbrydes som bekendt, hvilket er en stor kvalitet set i et miljømæssigt perspektiv. Som byggemateriale har denne egenskab dog altid været et problem. Der har derfor til alle tider været store bestræbelser på at få træ i bygninger til at holde så lang tid som muligt. De to vigtigste faktorer ved træets biologiske nedJZaLVQVO MZ QT\ WO ^IVL 0^Q[ ^Q SIV NRMZVM Xs^QZSVQVOMV NZI u\ IN LQ[[M [\W‫ٺ‬MZ ^QT træet kunne holde sig i tusind år. Men som en del af en bygning er dette naturligvis umuligt. Ilt og vand indgår ikke alene i denne proces. Ilten skal have solenergi (lys og varme) for at kunne sprænge træets vedceller, og vandet nærer en lang række trænedbrydende svampe, der også sætter nedbrydningstempoet op. Udover omhyggelig udførelse og omtanke ved anvendelsen af træ i bygningskonstruktioner er det særligt på disse to felter – sollyset og de trænedbrydende svampe – at dagens ’træbevaringsprodukter’ sætter ind. Man kan skelne mellem tre former for nedbrydning af træ: 1 Kemisk nedbrydning af træets vedceller forårsaget af ilt, vand, sollys og varme. Ilten sprænger vedcellerne, vandet transporterer ilten, og sollys og varme leverer energi til denne kemiske proces. En særlig voldsom form for kemisk nedbrydning af træ er brand, hvor kraftig varme leverer energien til iltens nedbrydning af træcellerne. 2 Biologisk nedbrydning af træets vedceller forårsaget af trænedbrydende svampe, insekter og bakterier. Svampene producerer enzymer, der nedbryder træet. Insekterne gnaver huller og gange i træet, hvilket svækker det. Bakterierne gør træet mere vandsugende og derved lettere modtageligt for svampeangreb. 3 Mekanisk nedbrydning fra slid, belastning og bearbejdning fra mennesker og dyr. Der er naturligvis overlap mellem de forskellige typer nedbrydning, men den 334

forrige side: Erik Christian Sørensen, eget hus, 1954-55 foto: Margrét Matthíasdóttir modsatte side: 7X[S¥ZQVO IN \Z¥ og konstruktiv træbeskyttelse tegning: Søren Vadstrup

Opskæring af planker

Planskåret

Marvstråler

Spejlskåret

Forebyggelse mod trænedbrydning I udvendige bygningskonstruktioner af træ kan man generelt benytte fem måder at forebygge træets nedbrydning på. Den kemiske trænedbrydning forebygges således primært ved 1) kvalitativ træudvælgelse, 2) konstruktiv træbeskyttelse, 4) vandafvisende porefyldning og 5) en dækkende maling. Den biologiske trænedbrydning forebygges primært ved 3) kemisk træbeskyttelse.

Spejlskåret ’vandtæt’ stabilt, ingen revner

Opskæring af tømmer Spejlskåret heltømmer lukket side Spejlskåret halvtømmer

viste opdeling mellem påvirkninger fra vejr og klima, trænedbrydende svampe samt dyr og mennesker er hensigtsmæssig i forhold til de indgreb, man kan foretage for at bevare træet bedre.

lukket lukket side

Rigtigt lukket oversiden er lukket Forkert åben må ikke anvendes til træterrasser

åbne åben sider

åben åben åben

konstruktiv træbeskyttelse Kraftigt tagudhæng

Kanter og endetræ beskyttes Vandbrædder over ^QVL]MZ WO L¦ZM U Æ Vandbrædder og vandrette brædder på de mest udsatte steder Høj sokkel af beton eller natursten

En vandret overside på heleller halvtømmer skal være lukket

1 Kvalitativ træudvælgelse og træbehandling Består overordnet i at vælge det rette stykke træ til den rette opgave. Det gælder naturligvis også valg af træsort. Her er udbuddet ofte begrænset til tømmerhandelens ret lille udvalg af kun fem-seks træsorter til udendørs brug. I første omgang ser man på diverse fejl i træet, barkslag, overgroninger, knaster, blåsplint, råd og skævheder. Videre går kvalitativ træudvælgelse også ud på at vurdere træet ud fra tætheden i årerne, om det er kerneved eller splintved, samt ud fra træets vægt, lugt, farve, hårdhed og ligefrem smag. Endelig er træets fugtighedsprocent en meget vigtig kvalitativ parameter, herunder måden, det er behandlet WO \¦ZZM\ Xs MN\MZ N¥TLVQVOMV 7X[S¥ZQVOMV MZ LWO LM\ ^QO\QO[\M NWZ TM^M\QLMV NWZ udendørs træ. Det vil sige årernes retning og de herpå vinkelrette marvstråler. I det spejlskårne træ ligger marvstrålerne parallelt eller næsten parallelt med bræt\M\[ MTTMZ \¦UUMZM\[ ]L^MVLQOM W^MZÆILM 5WL[I\ LMV XTIV[SsZVM ÆILM WX\IOMZ LMV [XMRT[SsZVM ÆILM UQVLZM ^IVL ]L^Q[MZ QSSM [^QVLZM^VMZ WO Æ¥SSMZ QSSM <Z¥ i god kvalitet er i mange tilfælde ikke dyrere indkøb end træ i langt ringere kvalitet. Det varige og gode træ ligger næsten altid blandet med det dårlige og hurtigt nedbrydelige træ i de samme bunker på savværket eller trælasten, så det koster kun lidt tid at hive det frem. 2 Konstruktiv træbeskyttelse Består i at anbringe træet i konstruktionerne, så det er fri af jordkontakt, så der ikke opstår (uafdækkede) vandrette vandlommer, så endetræ ikke står ubeskyttet, og i det hele taget så vand og fugt kan komme bort. Konstruktiv træbeskyttelse er desuden at vende træet rigtigt i konstruktionen i forhold til ret- og vrangside og rod- og topende samt ikke mindst at arbejde med hensigtsmæssige samlingsdetaljer. 3 Kemisk træbeskyttelse Består i at indføre eller påstryge kemiske midler, der kan bekæmpe svampe- og rådangreb eller forhindre disse i at udvikle sig. Påføringsmetoderne kan være Xs[\ZaOVQVO NZI W^MZÆILMV P^QTSM\ UMLN¦ZMZ MV ZMTI\Q^\ TQTTM QVL\Z¥VOVQVO Q ^MLdet, dypning, som medfører en lidt bedre indtrængning, specielt i det følsomme endetræ, vakuumimprægnering med en dybere, men ikke total indtrængning og trykimprægnering, der skulle gennemtrænge træet helt. De kemikalier – kaldet fungicider – der anvendes, er mange, og øgede miljøkrav gør, at de hele tiden skiftes ud med nye. ,MZ ÅVLM[ JsLM Q \Z¥JZIVKPMV WO PW[ PsVL^¥ZSMZM IZSQ\MS\MZ WO QVOMVQører en udbredt tro på, at man kun kan få udvendigt træ til at holde længe ved at imprægnere det med forskellige kemikalier, så de frygtede trænedbrydende svampe ikke kan angribe træet. De kemikalier, man tilfører træet ved påstrygning eller imprægnering, forurener miljøet, både under produktion, brug og bortskaffelse og er herudover med til at forringe træet som byggemateriale. De terpen\QVPWTLQOM \Z¥JM[Sa\\MT[M[UQLTMZ WXT¦[MZ \Z¥M\[ MOVM WTQMZ WO PIZXQS[[\W‫ٺ‬MZ WO træet virker derfor mere udtørret. Træbeskyttelse med terpentin burde derfor ikke bære navnet ’træbeskyttelse’, da træet sprækker og revner som følge af denne behandling og bliver mere vandsugende og hurtigere nedbrudt af sol, vand 335

og ilt. Det samme gælder den såkaldte ’vakuumimprægnering’ af træ. Den gør mere skade end gavn, idet imprægneringens lette drivmidler trækker træets egne NWZ[^IZ[[\W‫ٺ‬MZ ]L 0MZ]LW^MZ [XQTTMZ MV IVLMV NIS\WZ QVL VMUTQO I\ UIV S]V SIV imprægnere træ i en meget løs og ujævn kvalitet. Det gør dels anvendeligheden [\¥ZS\ JMOZ¥V[M\ LMT[ ¦OMZ LM\ M‫ٺ‬MS\MV IN LMV VI\]ZTQOM QSSM[^IUXMJM\QVOMLM kemiske trænedbrydning, fordi veddet ikke har sin egen modstandskraft overfor denne. Dette gør det tryk- eller vakuumimprægnerede træ direkte uhensigtsmæssigt til f.eks. vinduer, hvilket forstærkes yderligere af, at imprægneringsmidlerne er vandopløselige salte, der holder på vandet. Fugten får træet til at kvælde og svinde, hvilket dels medfører, at malingen falder hurtigere af, så vinduerne må vedligeholdes hyppigere, dels forårsager skader som følge af trykved. Endelig kan man konstatere, at harpiksen i fyrretræet krystalliserer og bliver fast i stedet for ÆaLMVLM P^QTSM\ O¦Z ^MLLM\ [XZ¦L\ UML MV [^IOMZM JZ]L[\aZSM 4 Vandafvisende porefyldning *M[\sZ Q I\ \QTN¦ZM \Z¥M\ M^MV\]MTTM UIVOTMVLM WTQM[\W‫ٺ‬MZ [s LaJ\ QVL Q ^MLLM\[ porer som muligt, således at man hæmmer træets optagelse af vand. Derved holdes træfugtigheden nede, hvilket samtidig er en form for ’naturlig svampebeS¥UXMT[M¼ NWZLQ LM ÆM[\M \Z¥[^IUXM SZ¥^MZ MV \Z¥N]O\QOPML Xs W^MZ NWZ I\ være virksomme. Den bedst indtrængende olie er rå linolie (hørfrøolie). En anden benyttet olie er alkydolie, fremstillet af råolie, men denne trænger ikke nær så langt ind i træet som linolie. 5 ;WTIN^Q[MVLM W^MZÆILMJPIVLTQVO 3ITLM[ WO[s NWZ UITQVO ,M\ [WTIN^Q[MVLM MTMUMV\ MZ LM [sSITL\M XQOUMV\MZ ÅV\revne uopløselige farvekorn, som blandes i et bindemiddel. Bindemidlerne til maling på træ kan være tørrende olier, det kan være vandige lime, det kan være MU]T[QWVMZ IN WTQM WO TQU \MUXMZI MTTMZ LM\ SIV ^¥ZM XTI[\QS WO ISZaT[\W‫ٺ‬MZ ,M\ MZ ^QO\QO\ I\ W^MZÆILMJMPIVLTQVOMV QSSM MZ NWZ \¥\ Q NWZPWTL \QT LMV ^IVLLIUX der altid vil passere ind i træet. Er malingen for tæt, vil fugten i perioder hobe sig op i veddet, så dette rådner under malingslaget. konklusion Hvis man sørger for en tilstrækkelig kvalitativ udvælgelse af sit træ og samtidig udfører sine bygningskonstruktioner med maksimal udnyttelse af træets stærke og svage sider, er de øvrige fem punkter stort set unødvendige. Godt træ, som er rigtigt anbragt, kan holde i hundreder af år, uden nogen form for behandling. ,M\ MZ MV Ua\M I\ S^ITQ\M\[\Z¥ MZ [^¥Z\ I\ [SI‫ٺ‬M WO [¥ZTQO\ LaZ\ WO SMVL[SIbet til en fornuftig anbringelse af træ i bygningskonstruktioner er ganske nemt at få. Der er dog i Danmark tradition for, at selv en konstruktivt godt beskyttet \Z¥NIKILM Q OWL \Z¥S^ITQ\M\ JTQ^MZ W^MZÆILMJMPIVLTM\ UML MV L¥SSMVLM UITQVO enten med linolie, lim eller tempera som bindemiddel. Anvendelse af træ udendørs Træs egenskaber og kvalitet afhænger af træsorten, kerneandelen og opskærinOMV 0^Q[ \Z¥ ]L^¥TOM[ NZMU[\QTTM[ WO JMPIVLTM[ ZQO\QO\ [IU\ ]L^¥TOM[ [XMKQÅS\ til den påtænkte anvendelse, får det meget lang holdbarhed. Herudover skal man særligt være opmærksom på at undgå følgende: 1 3I[[MZQVO WO ]L[SQN\VQVO IN \Z¥ ]LMV MV S^ITQÅKMZM\ \QT[\IVL[^]ZLMZQVO MS[MUpelvis fordi malingen er afskallet, og træet er blødt, gråt og sort. Benyt det anviste standard-tilstandsvurderingsskema. 2 Anvendelse af trykimprægneret eller vacuumimprægneret træ samt anvendelse af splintved, løstvokset træ uden en stor kerneandel. Benyt i stedet kernetræ eller ligefrem spejlskåret kernetræ med langt bedre holdbarhed.

338

3 Aftagning af gammel maling med varme, maskinslibning eller kemisk afrensning. Dette udpiner og skader det eksisterende træ, ødelægger bunden for en ^QLMZM JMPIVLTQVO UMLN¦ZMZ ZQ[QSW NWZ OZQUUM T]VSMZ Q W^MZÆILMV Benyt i stedet en våd, kold, partiel afskrabning i hånden. 4 Maling med plastikmaling, akrylmaling, ’træbeskyttelse’, gælder også såkaldt ’vandig alkyd’, plastalkyd og ’olieemulsionsmaling’ (plastikmaling). Det giver en dårlig fugtdynamik i træet, kræver dyr og voldsom malingsafrensning efter en årrække, og det er nødvendigt med forbehandling med miljøbelastende kemikalier. Benyt i stedet linoliemaling eller lim- eller temperafarver. forrige opslag: Snedkerværksted NW\W" +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO

5 Brud på konstruktiv træbeskyttelse. Undgå jordkontakt. Anvend store tagudhæng, idet det mindsker regnvand på træfacaden, vinduerne og dørene. Sørg for ITLZQO I\ PI^M ^IVLZM\\M ÆILMZ NWZW^MV UMV IT\QL [SZs INL¥SVQVOMZ Benyt vandbrædder og vandrette brædder på udsatte steder.

modsat side: Ask Anker Aistrup, eget hus. Brænding af træ [WU W^MZÆILMJMPIVLTQVO foto: Ask Anker Aistrup

6 7X[\sMLM ^IVLTWUUMZ ^ML [IUTQVOMZ N MS[ MN\MZ UI[SQV[¦UVQVO

denne side: Den Frie Udstillingsbygning, J.F. Villumsen, 1898. Efter at bygningen havde været malet med plastikmaling i mange år, blev den i 2013 renset og malet med linoliemaling NW\W" 4I]ZI ?]T‫[ٺ‬JMZO

7 8TIV[SsZM\ \Z¥ ^ML ]L[I\\M [\MLMZ Q NWZU IN ^IVLJZ¥LLMZ [\MZVJZ¥LLMZ U Æ og benyt i stedet spejlskåret træ. reparation af ældre træhuse På baggrund af ny viden kan der endvidere opsættes en række anbefalinger for reparation og istandsættelse af ældre træ og træbygninger. 339

Udvikling af en fast standard for tilstandsvurdering Undersøg træet for eventuelle råd- eller svampeangreb samt dybden på disse. Undersøgelsen af træet foregår med en syl eller en knivspids. Kniven stikkes ind i træet med almindelig jævn kraft.

UDLUSNING I SIDEN af brædtet

A

Miljøvenlig, enkel og økonomisk malingsafrensning Blødgøring af gammel maling med linolie og derefter en partiel våd og kold afskrabning. Dette minimerer giftigt støv og dampe, udpiningen af det gamle træ med varmebehandling samt arbejdstiden og dermed prisen. Regenerering og ophærdning af blødt eller trøsket træ Dette kan gøres med kogt linolie eller trætjære, så træet bliver hårdt og vandaf^Q[MVLM <R¥ZMSQ\ SIV \QT[^IZMVLM \¥\VM ZM^VMZ WO UI\MZQITM[IUUMV[\¦L M‫ٺ‬MS\Q^\ og holdbart, uden at blive stift og hårdt.

B

Limes og fæstnes med 2 trædyvler på 1/3 af dimensionen

;aVSMZ [XQL[MV UU Q MZ \Z¥M\ []VL\ WO OWL\ ;aVSMZ [XQL[MV UU Q MZ \Z¥M\ UMOM\ N]O\QO\ WO Us[SM ZsL[SILM\ ;aVSMZ [XQL[MV W^MZ UU Q MZ LMZ \ITM WU M\ LaJMZM ZsLIVOZMJ

Ved disse undersøgelser skal man være opmærksom på, at træ generelt er fugtigere og dermed blødere i vinterhalvåret og tilsvarende hårdere om sommeren. Forskellen kan godt være 2-3 mm i blødhed.

8h;3):16/ 7>-: løsholt el.lign

Løsholdt eller rem

FLyVENDE PåSKARRINGER udført på stedet

D

C

Limes og fæstnes med 2 trædyvler på 1/3 af dimensionen

Spids snit

Limes og fæstnes med 2 trædyvler på 1/3 af dimensionen

Skråt snit

FLyVENDE PåSKARRINGER udført på værksted

E

Limes og fæstnes med en gennemgående fer/ sløjfe af træ

Lige snit med sløjfe

F

Limes sammen under spænd

Lige blad

Udvikling af standardmetoder for partielle reparationer Se principtegning her ved siden af. Trækvalitet ved reparationer Brug samme træsort som den eksisterende i samme trækvalitet og opskæring. Dette bliver nærmere beskrevet i det følgende. Træ til nybyggeri I forbindelse med forskningsprojektet ’Bygningskulturens værdisætning’ under Bygningskultur 2015 er en række historiske træbehandlingsmetoder blevet undersøgt. Det er mundet ud i følgende konklusion og anbefalinger for en giftfri træteknologi til nye træbygninger. Trækvalitet På særligt udsatte steder som ved vinduer, vandbrædder og dækbrædder anvendes spejlskåret træ. Der benyttes kernetræ, som i sig selv er minimalt vandsugende, og træ med høj densitet, årringstæthed og harpiksindhold. Bræddebeklædninger Bræddebeklædninger skal have en ventileret bagside. 4QVWTQMUITQVO \QT W^MZÆILMJMPIVLTQVO IN ]L^MVLQO\ \Z¥ Linolien får træet til at optage mindre fugt og kan vedligeholdes med linolieferVQ[ [sLIV I\ \Z¥M\ [R¥TLMV\ SZ¥^MZ VaUITQVO ,MZ]LW^MZ PIZ LMV ]W^MZ\Z]‫ٺ‬MV vedhæftning (udvider sig 18 % ved hærdningen), og afhængigt af pigmentet har den dokumenteret god fugtdynamik. Linoliemalingen har forskellige ulemper såsom lang hærdetid, blegning, gulning og selvantændelse af klude. Maling med andre klassiske malingstyper til udvendigt træ Svensk slamfarve, kaseinfarve, kaseintempera er porøse, dvs. 10-100 gange mere ¼sJVM¼ MVL ¼LQ‫[]ٺ‬QWV[sJVM¼ UITQVO[\aXMZ [WU N MS[ XTI[\QSUITQVO WO TQVWTQMUITQVO

340

denne side: Principtegning for partielle reperationer af træværk tegning: Søren Vadstrup modsatte side: Varmingshus, Eva og Nils Koppel, 1953. Spånklædt facade. De ubehandlede spån er spejlskårne og kan derfor holde i ca. 100 år foto: Albert Algreen-Petersen

341

342

Grønalger, mug, skimmel og sorte pletter De vandige malingstyper som svensk slamfarve, kaseinfarve og kaseintempera kan tilsættes lette fungicider, som jernvitriol (kun mørke farver) eller zinkvitriol som beskyttelse. Grønalger, mug, skimmel og sorte pletter fjernes forholdsvis let i våd tilstand med almindelig skurebørste og vand eller skuring med sæbespåner i vand. Ubehandlet, udvendigt træ Både fra Danmark og fra andre lande som Norge, Sverige, Island og Tyskland ÅVLM[ MS[MUXTMZ Xs I\ \Z¥ SIV PWTLM ]LMV I\ ^¥ZM UITM\ Q TIVO \QL W^MZ sZ ;WU M\ MS[MUXMT ÅVLM[ JZ¥LLMJMST¥LVQVOMZ Xs *Z¦LZMUMVQOPMLMV[ JaOVQVOMZ i Christiansfeld og sønderjyske bulhuse fra slutningen af 1700-tallet. Det kan altså sagtens lade sig gøre, også i dag. Træet skal være spejlskåret, 100% kernetræ, beskyttet konstruktivt mod jord og via udhæng, vandbrædder og endetræsbeskyttelse. Træsorten skal være eg, fyr, gran, ask eller lærk/tuja. Bøg, birk eller elm er ikke velegnede. Udseendemæssigt skal man forvente gråfarvning (fra solnedbrydningen), sortfarvning (alger fra let opfugtning) og grønfarvning (grønalger fra lang opfugtning), ofte i ukontrollable mønstre. ,M\ WX\QUITM NWZ PWTLJIZPMLMV MZ VI\]ZTQO^Q[ I\ \Z¥M\ W^MZÆILMJMPIVLTM[ med en helt åben, dækkende maling, eksempelvis linoliemaling eller kaseinfarve. ,M\ MZ MV Ua\M I\ S^ITQ\M\[\Z¥ MZ [^¥Z\ I\ [SI‫ٺ‬M MTTMZ [XMKQMT\ LaZ\ WO SMVL[SIJM\ til en fornuftig anbringelse af træ i bygningskonstruktioner er ret nemt at få. Litteratur )TS¥Z[QO 7TM M\ IT Bevaringshåndbogen, 2. udgave. København: Christian Ejlers Forlag, 1994. Harmsen, L. Træødelæggende svampe og dyr. København: Teknologisk Instituts Forlag, 1967. Jensen, Bjørn. Svampeskader på recent træ. Jespersen, Kirsten. Nedbrydning af træ. Kulturstyrelsen, Information om Bygningsbevaring, (rev. 2014 af Søren Vadstrup, arkitekt m.a.a.) besøgt [MX\MUJMZ P\\X" ___ S]T\]Z[\aZMT[MV LS ÅTMILUQV ][MZG]XTWIL S]T\]ZIZ^ X]JTQSI\QWVMZ MUVMWXLMT\ JaOVQVOMZ *aOVQVO[JM^IZQVO G<ZIMG\QTGP][JaOVQVO XLN Thomassen, Thomas. Træ og træmaterialer. Købehavn: Teknologisk Instituts Forlag, 1979. <Z¥JZIVKPMV[ 7XTa[VQVO[ZsL TRÆ 29, Træ holder længe, Konstruktiv og kemisk træbeskyttelse, (TræbranKPMV[ 7XTa[VQVO[ZsL 4aVOJa ! <Z¥JZIVKPMV[ 7XTa[VQVO[ZsL TRÆ 33, Skadedyr i træ <Z¥JZIVKPMV[ 7XTa[VQVO[ZsL <78 4aVOby 1990) <Z¥JZIVKPMV[ 7XTa[VQVO[ZsL <: ;SILM\ \Z¥^¥ZS ZMXIZI\QWV QUXZ¥OVMZQVO WO W^MZÆILMJMPIVLTQVO <Z¥JZIVKPMV[ 7XTa[VQVO[ZsL <78 3¦JMVPI^V !! Træ er miljø, (Database om træ København 1990), besøgt 25. september 2014, http://www.trae.dk Vadstrup, Søren. ”Bondemaling”. I: Bygning, by og land, nr. 17, 13-17. København, marts 1993 Vadstrup, Søren. ”Den våde træteknologi”. I: Træskibssammenslutningens årbog, 210-213. København, 1992. Vadstrup, Søren. Experience from Denmark with Woodwork in wet Timber. Strasbourg: Craft & Heritage, Europarådet, 1996. Vadstrup, Søren. Gode råd om maling med traditionelle malingstyper. København: Raadvad-Centeret, 2000. Vadstrup, Søren. Træbeklædning, Historie og vedligeholdelse. København: Raadvad-Centeret og Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, 2000. Vadstrup, Søren og Martensen-Larsen, Katrine. Sommerhuset – indretning, reparation og vedligeholdelse. København: Gyldendal, 2008.

modsatte side: Søstrehuset, Christiansfeld. De vestvendte og nordvendte sider er beklædt med ubehandlede brædder. De hører til nogle af Danmarks ældste træbeklædninger fra omkring 1780’erne foto: Laura Boelskifte 343

Kalk, mørtel og puds af Søren Vadstrup

Kalk er et bindemiddel, der benyttes til bygningsrestaurering i form af bl.a. mørtel til opmuring, indvendig puds på vægge eller som hvidtekalk på en kalket facade. Det er et naturmateriale der gennem en række kemiske processer og iblandinger af forskellige tilslagsmaterialer opnår slidstærke og langtidsholdbare egenskaber. Læsket kalk Kalksten og kridtsten er en bjergart, hvis hovedbestanddel er calciumkarbonat +I+73 [WU ÅVLM[ Q VI\]ZMV Q NWZU IN SZQL\[\MV SITS[\MV TQU[\MV MTTMZ UIZUWZ +ITKQ]USIZJWVI\ MZ LIVVM\ NWZ UQTTQWVMZ sZ [QLMV ^ML PI^IÆMRZQVOMZ IN U][TQVOMZ ITOMZ WO [SITLaZ 5IV ÅVLMZ WN\M IN\ZaS IN LQ[[M LaZ Q SZQL\[\MVMV Udsættes kridtstenen for et stort tryk og høj temperatur, dannes der krystallinsk kalk, også kaldt marmor. Man kan skære kridtstenen i blokke og anvende disse til byggesten, eller man kan, gennem brænding og læskning, fremstille kalkmørtel af den. Marmor anvendes fortrinsvis til dekorationer. Calciumkarbonat er svagt opløseligt i vand, hvorfor stort set alt vand indeholder kalk. Derfor vil der også udfælde sig kalk fra vand på steder, hvor vandet fordamper, og der dannes såkaldt kildekalk, frådsten, kalktuf eller travertinkalk forskellige steder i naturen. Denne kalksten kan både bruges til byggesten og til brænding af kalk til kalkmørtel. 344

345

Brænding, læskning og lagring *Z¥VLQVO IN SZQL\[\MV ÅVLMZ [\ML Q MV TWLZM\ SITSW^V >ML PR¥TX IN NWZ[SMTTQO\ brændsel som eksempelvis træ, stenkul og olieholdigt skifer, kommer tempera\]ZMV Q W^VMV WX Xs ! + ,MZ^ML NZQO¦ZM[ S]TLQW`QLMV +72) i kalken, WO \QTJIOM PIZ UIV JZ¥VL\ SITS +I7 [WU MZ UMOM\ TM\\MZM WO UMZM XWZ¦[ MVL kridtsten. Brændt kalk er et meget reaktivt materiale, som man hurtigst muligt læsker, hvilket betyder, at man overhælder det med vand (H27 0MZ^ML ]L^QSTM[ en kraftig varme, og der sker en kemisk reaktion af den brændte kalk, så den antager en blød, dejagtig substans, som kaldes for ’læsket kalk’ (calciumhydroxid, +I 70 2) eller luftkalk. Læsket kalk kan man lagre i kortere eller længere tid, enten alene eller blandet med sand. Det første kaldes også for kulekalk, opkaldt efter den jordgravede kalkkule, hvor lagringen foregår absolut frostfrit, og det sidste kaldes for læskemørtel.

H27

C27

Kalksten +I+73

C27

Hærdning

+I7 *Z¥VL\ SITS

Sand 1:3 Luftkalkmørtel Blanding med sand eller vand

Brænding 900 °C

Læskning med vand +I 70 2 Læsket kalk Luftkalk

H27

Tørlæskning En variation af læskningen er den såkaldte tørlæskning, hvor der kun tilføres en meget begrænset mængde vand til den brændte kalk. Kalken pulveriseres til M\ ÅV\ X]T^MZ SITLM\ PaLZI\SITS MTTMZ \¦ZT¥[SM\ SITS LMZ aLMZTQOMZM SIV SV][M[ mekanisk. Tørlæskning har været brugt langt tilbage i tiden, og den tørlæskede kalk fremstilles i dag industrielt. Den har ikke så gode egenskaber til kalkning [WU S]TMSITSMV NWZLQ LMVVM MN\MZ KI M\ sZ[ TIOZQVO JTQ^MZ UMOM\ ÅVLMT\ UML MV SWZV[\¦ZZMT[M Xs Ɓ TIVO\ UQVLZM MVL LMV \¦ZT¥[SMLM SITS Xs Ɓ Tørlæsket kalk kan udmærket bruges som opmurings- og pudsemørtel, men til W^MZÆILMJMPIVLTQVO IN U]Z^¥ZS [WU P^QL\MSITS MTTMZ SITSNIZ^M MZ S]TMSITSMV[ ÅVMZM SWZV[\¦ZZMT[MZ I\ NWZM\Z¥SSM NWZ M\ [U]S\ WO PWTLJIZ\ ZM[]T\I\ Luftkalk Når læsket kalk kommer i forbindelse med luft, sker en kemisk proces, hvor calci]UPaLZW`QLMV +I 70 2 OsZ Q NWZJQVLMT[M UML T]N\MV[ S]TLQW`QL +72, fraspalter vand H27 WO LIVVMZ KITKQ]USIZJWVI\ +I+73 eller kridtsten igen. Kalkprocessens cirkel er dermed sluttet. Fordi denne hærdningsproces sker ved hjælp af T]N\ +72), kalder man den ’rene’ kalkmørtel, hvad enten den er vådlæsket eller tørlæsket, for luftkalkmørtel. Det skal dog tilføjes, at hærdningsprocessen, den såkaldte karbonisering, QSSM SIV NWZMOs ]LMV \QT[\MLM^¥ZMT[MV IN ^IVL [WU SI\ITa[I\WZ ,MZ ÅVLM[ JMZM\ninger, som er bekræftet af kalkanalyser, om, at man har fået kalken til at hærde P]Z\QOMZM WO [\¥ZSMZM WX ^ML QJTIVLQVOMV IN WZOIVQ[SM [\W‫ٺ‬MZ [WU S¥ZVMU¥TS skummetmælk, kasein (mælkens ostestof), organisk ben- og hudlim, fedt, blod, linolie eller æg. Selv kokager og kopis. Det kunne foregå i selve kalkkulen eller lige før anvendelse. Hydraulisk kalk Allerede de gamle romere fandt ud af, at hærdningsprocessen nogle gange sker meget hurtigere, nemmere og med en hårdere og stærkere – nærmest stenagtig – mørtel eller puds til følge. De kaldte denne særlige mørtel for Opus Caedimentissium efter caedimentum, som betyder stenagtig, og senere på vores breddegrader er den 346

forrige side: Møns Klint foto: Kirsten Klein modsatte side: Læskning af kalk foto: Trine Hjorth Skovko

kaldt cement. Da cement i dag er mange ting, skelnes der her mellem denne cement kaldet romersk cement og den nye type portlandcement, som beskrives senere i afsnittet. Hvis kridtstenen ikke er helt ren, men indeholder ler, der indeholder en Z¥SSM UQVMZIT[SM [\W‫ٺ‬MZ [WU [QTQKQ]U SQ[MT RMZV UIVOIV WO IT]UQVQ]U LIVVM[ LMZ ]VLMZ JZ¥VLQVOMV ^ML MV \MUXMZI\]Z Xs + [\W‫ٺ‬M\ LQKITKQ]U[Qlikat (C2S). Når dette stof kommer i forbindelse med vand, dannes en mineralsk lim, der på kort tid hærder op til en meget hård, uopløselig masse. Fordi processen sker ved hjælp af vand, kalder man denne særlige kalk for hydraulisk kalk, efter det græske ord hydro, der betyder vand. Kalken forbruger en vandmængde svarende til ca. 30 % af sin egen masse. Blandes den hydrauliske kalk med sand, fås en ’hydraulisk kalkmørtel’. Man kan i praksis skabe en hydraulisk hærdning i en mørtel på fem forskellige måder: 1 Man kan brænde lerholdig kridtsten, hvilket giver en naturlig hydraulisk kalk 2 Man kan bruge lerholdigt olieskifer, såkaldt alunskifer, som brændsel ved brænLQVOMV IN SITSMV )T]V[SQNMZI[SM OQ^MZ MV PaLZI]TQ[S M‫ٺ‬MS\ 3 Man kan blande ler sammen med kalken under selve brændingen 4 Man kan tilføre brændt ler i form af knust tegl til en luftkalkmørtel 5 Man kan tilføre vulkansk aske, kaldet pozzulano (efter stedet Pozzuli ved foden af Vesuv) eller trass, efter tilsvarende forekomster i Tyskland, til luftkalkmørtel I tidens løb har der været blandet næsten alt, der overhovedet minder om mineZIT[SM [\W‫ٺ‬MZ Q T]N\SITSMV NWZ I\ WXVs MV PaLZI]TQ[S M‫ٺ‬MS\ PMZ]VLMZ RMZV[XsVMZ hammerslag (virker ikke), trækulsaske, stenkulsaske, alunskiferaske og slagger. I Danmark havde vi kun to forekomster af lerholdig kalk, som kan give en naturlig PaLZI]TQ[S SITS VMUTQO ¼3TQV\MJRMZOSITSMV¼ Q 7L[PMZZML WO LMV JWZVPWTU[SM ’Limensgadekalk’. Man var derfor nødt til at ty til hydrauliske additiver. Analyser har vist, at næsten alle historiske mørtler og puds i Danmark før i tiden var hydrauliske eller svagt hydrauliske i en eller anden grad, på grund af sandets jernindhold. Portlandcement Allerede i første halvdel af 1800-tallet skiftede modefarven for facadepuds til hvid. Dette gav et problem med de hydrauliske kalkmørtler, dels fordi sandet OQ^MZ NIZ^M \QT U¦Z\TMV LMT[ NWZLQ LM PaLZI]TQ[SM [\W‫ٺ‬MZ NIZ^MZ OZs\ MTTMZ Z¦L\ 5MV kreativiteten var stor på dette område, og i 1824 kom en helt hvid mørtel på markedet. Da den kom fra England, blev den døbt ’portlandcement’ for at associere den med det mest ’kridhvide’, en englænder kan se for sig, nemlig Portlandklinterne ved indsejlingen til den Engelske Kanal. I 1844 opdagede englænderen Isaac Charles Johnson, at når man brænder kalk-ler-slam ved en endnu højere temperatur end ellers (1400 °C) og formaler brændingsproduktet, får man et bindemiddel, der giver et endnu stærkere produkt. Denne fremgangsmåde benyttes stort set den dag i dag ved fremstilling af portlandcement. Portlandcementens meget høje brændingstemperatur betyder, at der i stedet for dicalciumsilikat dannes det endnu hurtigere hærdende tricalciumsilikat (C3S). Samtidig sker der det, at kalk og ler sintrer (brænder) sammen til små hårde klumper, kaldt klinker, som UIV MN\MZN¦TOMVLM SV][MZ \QT M\ ÅV\ OZs\ X]T^MZ 6sZ LMZ \QT[¥\\M[ ^IVL WO [IVL \QT dette cementpulver, hærder det på meget kort tid hårdt op. Man er i praksis nødt til at tilsætte ca. 3 % gips for at sænke hærdningshastigheden. ’Rapidcement’ og ’murcement’ er to forskellige cementformer med forskelligt gipsindhold og forskellig hærdningshastighed. Portlandcement i Danmark Den første cementfabrik i Danmark til portlandcement blev anlagt i 1868 i Ringsted. Snart efter fandt man dog ud af, at ler- og kridtstensforekomsterne ved Mariager og Aalborg egnede sig fortrinligt til fremstilling af denne nye cementtype. 347

Kort efter at den danske ingeniør Frederik Læssøe Smidth i 1891 havde deltaget i opførelsen af cementfabrikken i Rørdal ved Aalborg, købte han tre patenter, LMZ [S]TTM O¦ZM ,IVUIZS WO [XMKQMT\ ÅZUIM\ . 4 ;UQL\P +W N¦ZMVLM QVLMVNWZ portlandcement-fabrikationen i verden: det engelske patent på portlandcement, et amerikansk patent på fremstillingen af cementklinker i store ’roterovne’ med indblæst kulstøv som brændsel og et dansk-fransk patent på et knuseværk, en såkaldt ’kuglemølle’, til klinkerne. 1 LIO JMVa\\M[ V¥[\MV ]LMT]SSMVLM ¼Æa^MI[SM¼ [WU PaLZI]TQ[S \QT[TIO ^ML fremstillingen af portlandcement. Flyveaske er en forbrændingsrest fra kulfyreLM SZIN\ WO ^IZUM^¥ZSMZ[ Z¦OOI[ÅT\ZM .Ta^MI[SMV O¦Z KMUMV\MV MVLV] UMZM hurtighærdende og fordrer derfor mere gips. Miljøkrav til en højere grad af IN[^W^TQVO IN SZIN\^¥ZSMZVM[ Z¦OOI[[MZ JM[^¥ZTQOO¦Z IV^MVLMT[MV IN Æa^MI[SM Q cementindustrien. For at forbedre portlandcementens operative egenskaber til[¥\\MZ UIV WO[s NWZ[SMTTQOM [\W‫ٺ‬MZ \QT MV Z¥SSM N¥ZLQOJTIVLMLM [XMKQITU¦Z\TMZ til fortrinsvis indvendigt brug: plastmørtel (acryl, epoxy og PVA-mørtler), sarabondmørtel, ædelpuds, akustisk mørtel, savsmuldsmørtel og mange andre. I udlandet, især i Sydeuropa, bruger man også i stigende grad disse færdigblandede portlandcementmørtler tilsat acrylater til den udvendige slutpuds på sågar fredede, historiske bygningsværker. Det er på sin vis skæbnens ironi, at man på IZVM[\MLM\ NWZ LMV ZWUMZ[SM PaLZI]TQ[SM SITSU¦Z\MT 7X][ +IMUMV\Q[[Q]U Q LIO i stort omfang iblander acrylater i slutpudsen, når både antikkens, renæssancens og barokkens bygningsværker skal restaureres. Dette betyder, at man rent teknisk MZ V¦L\ \QT I\ JMVa\\M XTI[\ WO IKZaTUITQVO [WU W^MZÆILMJMPIVLTQVO Xs U]Z^¥Zket, idet acrylaterne mindsker kalkfarvernes kemiske binding til pudsen. Siden 1890’erne har portlandcement været normdannende for al cementproduktion over hele verden, og navnet cement er blevet synonymt med portlandcement. Rent historisk kan man dog med lige så god ret kalde en hvilken som helst hydraulisk kalkmørtel for cementmørtel, ligesom en portlandcementmørtel gennem sin hærdningsmåde er en hydraulisk kalkmørtel. Derfor er det så meget desto vigtigere at beskrive og forstå forskellene på en luftkalkmørtel og en hydraulisk kalkmørtel, herunder en portlandcementmørtel. Luftkalkmørtel med den korrekte sandkurve har en række meget interessante fugtdynamiske egenskaber. Når mørtlen hærder, sker det ved en kemisk proces, hvor kalciumhydroxiden carbonatiserer ved hjælp af luftens kuldioxid til små kalkkrystaller. Denne proces sker udefra og ind. Analyser i elektronmikroskop viser, at de første kalkkrystaller, der dannes, er bittesmå, hvorefter de næste i næste lag bliver større og større. Det betyder, at luftkalken under hærdningen danner en slags diodevirkning, hvor den kapillære transport af vand hovedsageTQO OsZ QVLMNZI WO ]L · NZMUNWZ ]LMNZI WO QVL ,MVVM ^QZSVQVO OMVÅVLM[ WO[s Xs puds af luftkalkmørtel, hvor diodevirkningen kan forstærkes ved at kaste en grov U¦Z\MT ]L Q J]VLMV UML MV UMZM ÅVSWZVM\ X]L[ ]LMVXs Luftkalkmørtel i dag Fra middelalderen og frem til midten af 1930’erne brugte man lufthærdende kalkmørtel, uden cement eller hydraulisk kalk, til at bygge tusindvis af små og store huse i Danmark. Adskillige af disse bygninger har stået i over 200 år, mange endda endnu længere. I 1968 blev der imidlertid indført en ny ’murværksnorm’ i Danmark på baggrund af en række styrkeprøver på forskellige mørteltyper i Norden. Disse fastslog, at opmuringsmørtler uden tilsætning af portlandcement eller hydraulisk kalk ikke var trykstærke nok til nybyggeri. Luftkalkmørtlerne blev LMZMN\MZ [\WZ\ [M\ ]LNI[M\ Q IT\ VaJaOOMZQ ;WU \WUUMTÅVOMZZMOMT SIV UIV LMZNWZ sige, at huse, der er bygget siden middelalderen og frem til ca. 1950, er opført af murværk med lufthærdende kalkmørtel i murværk og fuger. Det er meget vigtigt at være opmærksom på forskellen mellem mørteltyperne, når man vedligeholder og reparerer ældre huse. Anvender man en mørtel, iblandet portlandcement (KC-mørtel), til et hus opført med lufthærdende kalkmørtel, tilfører man et meget stærkt, tæt og usmidigt materiale til et svagere, 348

denne side: Kalket mur i en lade foto: Transformation

Formel

Fremstilling og anvendelse

Begreber Kalksten/kridtsten

CaCO3

Kridtsten, calciumcarbonat

Brændt kalk

CaO

Kridtsten brændt v. 900 °C i en kalkovn i ét døgn

Læsket kalk

Ca(OH)2

Brændt klak overhældt med vand

også kaldet luftkalk Kulekalk

Læsket kalk lagret i 2-5 år i en frostfri kalkkule

Hvidtekalk

Læsket kalk blandet med vand 1:5, hærder vha. CO2

Kalkmørtel

Læsket kalk blandet med sand 1:3, hærder vha. CO2

Luftkalkmørtel

Læsket kalk blandet med sand 1:3, hærder vha. CO2

Hydraulisk kalk

Særlig kalkart, der indeholder lermineraler, og som hærder vha. vand NHL efter brænding ved 1000 - 1200 °C

Hydraulisk kalkmørtel

Kan fremstilles af: Naturlig hydraulisk kalk iblandet sand 1:3 + vand Luftkalkmørtel iblandet naturlig hydraulisk kalk + vand Luftkalkmørtel iblandet vulkansk aske + vand Luftkalkmørtel iblandet brændt ler/teglmel + vand Luftkalkmørtel iblandet portlandcement

Portlandcement

Naturlig hydraulisk kalk el. kridtsten + lermineraler el. aske brændes v. 1400 °C Bliver til hårde glasagtige klinker, som knuses til pulver og tilsættes 2 % gips Når cementpulveret tilsættes vand, hærder det til en hård stenagtig masse Latin: caedimentum = stenagtig – deraf navnet cement

Produkter Stykkalk

CaO

Består af kalk- el. kridtstenstykker brændt ved 1000 - 1100 °C

el. Brændt kalk

Anvendes til fremstilling af kulekalk

Pulverkalk

Består af knust stykkalk

el. Knust stykkalk

Anvendes til fremstilling af hydratkalk

Hydratkalk

K

Pulverkalk tilsat en begrænset mængde vand, så det stadig er tørt og pulveragtigt Industrielt fremstillet

el. Tørlæsket kalk

Anvendes som bindemiddel i kakmørtel og kalkcementmørtel

Stampet kalk

Består af tørlæsket kalk, som knuses yderligere ved mekanisk stampning

Dobbeltstampet kalk

Yderligere knust med en kornstørrelse på 30 - 60 u Anvendes til kalkning

Kulekalk

K

Består af brændt kalk, som læskes m. vand i en kalkkule og lagrer i ca. 2 år $.-(0 B0'(.(4 +(37(' 5,. -13045@33(.4(

el. vådlæsket kalk

6

Anvendes som bindemiddel i kalkmørtel, til kalkning + fremstilling af kalkvand

Hydraulisk kalk

Kh

Lerholdig kalksten (gul kalksten = 70 % kalk 30 % ler) brændes v. 1000-1200 °C Hærdningsprocessen ændres, så den sker vha. vand pga. lerets mineralindhold Findes altid i pulverform, da vandtilførsel starter hærdning

Jurakalk

Portlandcement

Importeret, schweizisk, hydraulisk kalk

C

Består af kalk- el. kridtsten + ler som brændes i roterende ovne til klinker Disse knuses til pulver og tilsættes 2 % gips, som gør den stærk og hurtighærdende

Kalkcement

KC

Blanding af kalk og cement

349

LQ‫[]ٺ‬QWV[sJMV\ WO UMOM\ [UQLQO\ UI\MZQITM ,MZ ÅVLM[ UIVOM MS[MUXTMZ Xs I\ det stærke materiale knuser det svage og herefter skaller af med store skader og omkostninger til følge. Helt ny forskning, udført på DTU, har vist, at de kalkmørtler, der har været testet i 1960’erne til at være meget svage, har haft en forkert sammensætning af sand og formentlig ikke indeholdt en optimal kalk. Hvis man i dag benytter en bedre sammensætning af sand, svarende til den oprindelige, der blev benyttet i middelalderen, sammen med en bedre lagret kalk, kan en lufthærdende kalkmørtel opfylde kravene i den gældende Murværksnorm og den tilsvarende EUNorm for nybyggeri. 3WZVS]Z^MV[ QVLÆaLMT[M Xs U¦Z\TMV[ [\aZSM Der har fra gammel tid været forskel på blandingen og sammensætningen af opmuringsmørtler til murværk og mørtler til udvendig eller indvendig puds på U]Z^¥ZS 7XU]ZQVO[U¦Z\TMV [SIT PI^M MV NWZPWTL[^Q[ [\¦ZZM IVLMT IN [IVL NWZdi den hærdede mørtel skal have en god trykstyrke. Pudsemørtlen skal have en forholdsvis større andel af bindemiddel, fordi den færdighærdede puds skal være [s ^MRZJM[\IVLQO WO [IU\QLQO [s ÆMS[QJMT [WU U]TQO\ ,M\ MZ UMOM\ ^QO\QO\ I\ LM\ sand, der skal blandes i mørtlen, indeholder både store sandkorn (4-8 mm) og meget små sandkorn (0,001 mm). Hvis sandet kun indeholder store sandkorn, eller kun meget små, bliver mørtlens styrke ikke optimal. I gamle dage hentede man sandet direkte fra en grusgrav eller lignende i nærheden af byggepladsen, hvor man blandede mørtlen, men det gav ujævnheder i mørtlens styrke. I dag graver man sandet op i grusgraven og sigter det derefter efter størrelse i forskellige maskestørrelser, så man får en kornkurve, hvor kornstørrelserne er fordelt jævnt. Forskningen på DTU viste, at hvis man fremstiller mørtelsand efter den oprindeligt foreskrevne kornkurve, får luftkalkmørtlen en trykstyrke, her målt 350

denne side: Bindingsværk kalket ’over stok og sten’ foto: Søren Vadstrup

Gamle og nye betegnelser for mørtel i dansk byggeri

Hærdning

Gammel Betegnelse

Volumen

Vægtmål

Ny betegnelse

Bemærkninger

Lufkalkmørtel

Lufthærdende

K

1:3

100/750

CL

Ren Kalkmørtel

Naturlig hydraulisk kalkmørtel

Vandhærdende

Kh

1:3

100/400

NHL 2,0; 3,5; 5,0

Fås m. trykstyrke 2,0 3,5 og 5,0 Mpa

Hydraulisk kalkmørtel

Vandhærdende

KKh

2:1:9

50/50/575

NHL-z2,0

Juramørtel

Hydraulisk kalkmørtel

Vandhærdende

KKh

1:1:6

35/65/500

NHL-z3,5

Juramørtel

Hydraulisk kalkmørtel

Vandhærdende

KKh

1:2:9

20/80/475

NHL-z5,0

Juramørtel

KC mørtel

Vandhærdende

KC

2:1:9

50/50/575

HL 2,0

Bastardmørtel

KC mørtel

Vandhærdende

KC

1:1:6

35/65/500

HL 3,5

Bastardmørtel

KC mørtel

Vandhærdende

KC

1:2:9

20/80/475

HL 5,0

Bastardmørtel

C mørtel

Vandhærdende

C

1:3

100/400

HL

Grus og cement

Vurderingsskala for mørteltyper

Luftkalk

Luftkalk

Hydraulisk kalk

Hydraulisk kalk

Hydraulisk kalk

Hydraulisk kalk

Portlandcement Portlandcement

Bogstavbetegnelse

K

K

KKh

KKh

KKh

Kh

KC

Blandingsforhold

1:1

1:3

2:1:9

1:1:6

1:2:9

1:3

1:1:6

Trykstyrke

+

+*

++

+++

+++

+++

++++

++++

Bøje træk styrke

++

++**

++++

++++

+++

+++

++

+

Elasticitet

++++

++++

+++

+++

+++

++

+

+

Kapillarsugning

++++

+++

++

++

++

++

+

+

Udtørring

++++

++++

+++

++

++

++

+

+

Frostfasthed

+++

++++

++++

++++

++++

++++

+++

+++

Bearbejdelighed

+++

++++

++++

+++

+++

+++

++

+

Vedhæftning

+++

+++

+++

+++

++++

++++

+++

+++

Hærdningsmønster og - hastighed

+

+

+++

+++

+++

+++

++++

++++

C

Mekaniske egenskaber

Fugtkemiske egenskaber

Håndværksmæssige egenskaber

De otte mest almindelige mørteltypers egenskaber vurderet på en skala fra + til ++++, hvor antallet ++++ repræsenterer de bedste egenskaber * og **: Ved sand med korrekt kornkurve forbedres trykstyrke og bøje-trækstyrke til ml. +++ og ++++

De 4 mørteltyper på det danske marked

Navn

Betegnelse

Blanding

Egenskaber

Anvendelse

Kalkmørtel

K mørtel, luftmørtel

1 del kulekalk

Forholdsvis svag

Opmuringsmørtel ved nyt murværk

3 dele sand + vand

Arbejder godt sammen med ældre murværk

Puds på ældre murværk opbygget i 2-3 udkast

Kan købes færdig

Afgiver hurtigt fugten

Fuger på ældre murværk

1 del kulekalk

Lidt stærkere og håtdere end kalkmørtlen

Opmuringsmørtel især v. sokler og murkroner

2 dele hydraulisk kalk

Arbejder godt sammen med ældre murværk

Puds på murede sokler

Hydraulisk kalkmørtel

Kh mørtel, juramørtel

9 dele sand + vand Kalkcementmørtel

KC mørtel, bastardmørtel

Facadepuds opbygget i 2-3 udkast

1 del læsket kalk

Meget hårdere og stærkere end de andre typer

Opmurings-og fugemørtel til skorstene, rygninger og grater i tegltage

1 del portlandcement

For stærk og fugtabsorberende til ældre murværk

Bør ikke anvendes til puds på ældre murværk

1 del portlandcement

Hærder meget hurtigt

For stærk og hård til ældre murværk

4 dele sand/grus + vand

Meget stærk og hård mørtel

Reparationer på jernbeton, betontrapper

6 dele sand + vand

Cementmørtel

C mørtel, grus, cement

351

[WU NWZ[SaLVQVO[[\aZSM Xs 5X) [^IZMVLM \QT MV 3+ MN\MZ ÅZM uger. Det har samtidig vist sig, at en luftkalkmørtel med korrekt kornkurve opnår en meget hurtig vedhæftning på grund af kapillærundertrykket i mørtel og sten – den såkaldte minutsugning. Dette skyldes, at stenenes porøsitet suger vandet ud af mørtlens porer, hvorved forskydningsstyrken stiger hurtigt, og murstenen opnår en omgående vedhæftning. Efter to timer er forskydningsstyrken ca. 25 % IN [T]\^¥ZLQMV [WU Vs[ MN\MZ \W \QT ÅZM ]OMZ NWZ [\MV UML P¦R UQV]\[]OVQVO 3IZboniseringen er slut efter 100 til 300 dage afhængigt af kalkprocent og stentype. Karboniseringen fastlåser formen, men synes ikke at forøge forskydningsstyrken for sten med høj minutsugning. For sten med lav minutsugning kan fås en svag stigning frem mod otte uger. Luftkalkmørtlens diodevirkning Luftkalkmørtel med den korrekte sandkurve har således en række meget interessante fugtdynamiske egenskaber. Når mørtlen hærder, sker det ved en kemisk proces, hvor kalciumhydroxiden carbonatiserer ved hjælp af luftens kuldioxid til små kalkkrystaller. Denne proces sker udefra og ind. Analyser i elektronmikroskop viser, at de første kalkkrystaller, der dannes, er bittesmå, hvorefter de i næste lag bliver større og større. Det betyder, at luftkalken under hærdningen danner en slags diodevirkning, hvor den kapillære transport af vand hovedsagelig går QVLMNZI WO ]L NZMUNWZ ]LMNZI WO QVL ,MVVM ^QZSVQVO OMVÅVLM[ WO[s Xs X]L[ IN luftkalkmørtel, hvor diodevirkningen kan forstærkes ved at kaste en grov mørtel ]L Q J]VLMV UML MV UMZM ÅVSWZVM\ X]L[ ]LMVXs >ML Va\ U]Z^¥ZS WXU]ZM\ med luftkalkmørtel, kan fugernes yderside gøres helt ’vandtætte’ via denne meSIVQ[UM >QZSVQVOMV SIV NWZ[\¥ZSM[ ^ML I\ ]LN¦ZM [MT^M N]OMU¦Z\MTMV Q MV ÅVSWZVM\ T]N\SITSU¦Z\MT WO OTI\\M W^MZÆILMV UML MV N]OM[SM N¦Z [MT^M INJQVLQVOMV Lufkalkmørtlens gode egenskaber Når dette er ret epokegørende, er det, fordi murværk opført med luftkalkmørtel har vist sig at have en række gode byggetekniske egenskaber, der bl.a. kan iagttages på ældre bygninger, som er opført med murværk og fuger i kalkmørtel. Dens forholdsvis svage styrke bevirker, at eventuelle sætningsrevner følger fugerne frem for at sætte sig i murstenen. Dette gør murværket stærkere over tid og lettere I\ ^MLTQOMPWTLM ,M[]LMV MZ N]OMV LQ‫[]ٺ‬QWV[sJMV WO \QTTILMZ U]Z^¥ZSM\ I\ sVLM (hvis murværket ikke pudses med KC-mørtel eller plastikmales). Ikke mindst luftkalkens fugtdynamiske egenskaber er gode. Korrekt udført afgiver kalkmørtlen fugt hurtigere end andre puds- og mørteltyper. Dette har betydning for husenes indeklima, energiforbrug og komfort. Det skal derfor anbefales at benytte en færdigproduceret funktionsmørtel uden tilsætning af cement til alt murerarbejde Xs ¥TLZM JaOVQVOMZ ,M\ NWZPIVLTM[ NWZMT¦JQO S]V PW[ ÅZUIM\ ?M_MZ¼[ Q 6WZLsjælland. Det er vigtigt, at de byggematerialer, vi har indenfor nybyggeriet samt bygningsrestaurering og transformation af ældre bygninger, benyttes med den størst mulige viden i forhold til de forskellige materialers fordele, ulemper, særlige egenskaber og anvendelsesområder. De cementholdige og hydrauliske mørtler har bestemt deres anvendelsesområder, også til restaureringsarbejder, men både disse og de klassiske byggematerialer skal bruges med viden og omtanke. Fremstilling af luftkalk til vådlæsket luftkalkmørtel og hvidtekalk Brænding 3ZQL\[\MV +I+73) fra naturen brændes ved 900 °C i en kalkovn i et døgn.Ved JZ¥VLQVOMV INOQ^MZ SZQL\[\MVMV +72 WO LMZ Ns[ JZ¥VL\ SITS +I7 Læskning Efter brændingen læskes den brændte kalk med vand (H27 ]VLMZ [\WZ ^IZUM]L^QSTQVO ,MZ^ML Ns[ T¥[SM\ SITS WO[s SITL\ KITKQ]UPaLZW`QL +I 70 2).

352

Lagring Den læskede kalk kan lagres frostfrit i en kule i jorden, hvorved fås kulekalk. Iblanding af vand Den læskede kalk kan blandes med 6 dele vand, hvorved fås hvidtekalk. Ved iblanding af 5-6 % kalkægte farvepigmenter fås kalkfarve. Hvidtekalk og kalkfar^MZ P¥ZLMZ \QT SZQL\[\MV QOMV ^ML I\ WX\IOM +72 fra luften og afgive vand. Iblanding vand + sand Den læskede kalk kan blandes med sand i forholdet 1:3 og en passende mængde vand, hvorved fås luftkalkmørtel. Kaldes også kalkmørtel, K-mørtel eller kuTMSITSU¦Z\MT 4]N\SITSU¦Z\TMV P¥ZLMZ \QT SZQL\[\MV +I+73) igen ved at optage +72 fra luften og afgive vand. Litteratur Brøgger, Poul et al. Kirkens mørtel og kalk. København: Kirkeministeriet,1990. Brøgger, Poul et al. Kirkens murværk. København: Kirkeministeriet,1990. ByG-ERFA 910415. Maling af pudsede facader ByG-ERFA 930901. Kalkning og maling af ældre facader ByG-ERFA 860415. Forvitring af murværk fremkaldt af krystalliserende salte ByG-ERFA 871218 Saltudblomstringer på murværk Clausen, David et al. Murerbogen 1: Murerfaget. 7LMV[M" -ZP^MZ^[[SWTMZVM[ .WZTIO !! Clausen, David et al. Murerbogen 2: Materialelære 7LMV[M" -ZP^MZ^[[SWTMZVM[ .WZTIO !! Jessen, Curt von. Byhuset. 203-224. København: Gyldendal, 1980. Jessen, Curt von. Landhuset. 110-118. København: Gyldendal, 1975. Lange, Bente. Københavns Farver, København: Kunstakademiets Arkitektskoles Forlag, 1996. Larsen, Poul Klenz, ”Saltskader på ældre murværk.” I: Arkitekten, 7-13, nr. 26. 1997. 5=:7 5]ZMZNIOM\" Puds -før og nu 7LMV[M" -ZP^MZ^[[SWTMZVM[ .WZTIO !!! 5=:7 Vejledning i vedligeholdelse af murværk og tegltage. 3¦JMVPI^V" 5]ZMZNIOM\[ 7XTa[VQVO[ZsL Forlaget Tegl, 1991. Skandinavisk Jura-kalk Aps. Bygningsbevaring (3. udg. 1995) SBI-Anvisning 223, Murværk, materialer og egenskaber (1992 og 1997) Teknologisk Institut Murværk, Renoveringshåndbogen, Mur & Tag. København: Forlaget Tegl, 1999. Vadstrup, Søren. ”Mørtel.” I: Information om Bygningsbevaring. København: Kulturstyrelsen, 2014. Vadstrup, Søren. Huse med sjæl. København: Gyldendal, 2004. Vadstrup, Søren. Bevaringsværdige bygninger – sikring af bevaringsværdier. Socialministeriet, 2008. Vadstrup, Søren. ”Kalkning.” I: Information om Bygningsbevaring. København: Kulturstyrelsen, 2014. >IL[\Z]X ;¦ZMV º7^MZÆILMJMPIVLTQVO IN U]Z^¥ZS º 1" Information om Bygningsbevaring. Kulturstyrelsen, 2014. Vadstrup, Søren, Gode råd om vedligeholdelse og istandsættelse af facader. Kongens Lyngby: RaadvadCenteret 1999. Vadstrup, Søren, Klassiske pigmenter til facadefarver. 24 håndopstrøgne farvekort i den klassiske jordfarveskala, Kongens Lyngby: Raadvad-Centeret 1999. Vadstrup, Søren. Byhuset. København: Lindhardt & Ringhof, 2014.

353

Pigmenter af Søren Vadstrup

Det kan være svært at kalde det ny viden, idet de klassiske jordfarver har været brugt i mange hundrede år. Men det er i hvert fald en nyhed for mange, at de klassiske pigmenter kan købes endnu, og endda i helt giftfrie udgaver. Dernæst er det også overraskende for mange, at hvis man benytter de klassiske jordfarver til at farvesætte facader, interiører og genstande, så er farverne ikke kun utroligt smukke i sig selv, men de klæder også hinanden, ligegyldigt i hvilken kombination de optræder. Det er næsten magisk, at naturen selv har indrettet det således. de klassiske jordfarver Lige siden oldtiden – og endda helt tilbage til stenalderens hulemalerier og forUMV\TQO WO[s N¦Z LQ[[M · PIZ UMVVM[SM\ QVL[IUTM\ NIZ^M[\W‫ٺ‬MZ NZI VI\]ZMV MV\MV fra planter eller fra jordens farver. Dette afsnit beskæftiger sig først og fremmest UML LM [QL[\M LM [sSITL\M UQVMZIT[SM NIZ^M[\W‫ٺ‬MZ WO LI LM [\IUUMZ LQZMS\M NZI jorden, kaldes de også de klassiske jordfarver. Med tiden er der endvidere komUM\ VaM S]V[\QO\ NZMU[\QTTMLM NIZ^M[\W‫ٺ‬MZ \QT 7O[s LQ[[M MZ NWZ\ZQV[^Q[ UQVMZIT[SM det vil sige uorganiske og uopløselige farvekorn. -\ IN VI\]ZMV[ ÅVM[\M UI\MZQITMZ MZ TMZ MTTMZ TMZRWZL [WU Q ,IVUIZS UM[\ MZ gråt, blågråt eller gråbrunt, mens det visse steder i verden er gult eller rødt, ja så354

355

Hvide pigmenter Hvidtekalk Kridt Zinkhvidt Titanhvidt

Gule pigmenter Guldokker Rå Terra di Siena Kadmiumgult Jernvitriolkalk

Røde pigmenter Brændt Terra di Siena Jernoxidrødt Dodenkopf

Brune pigmenter Rå umbra Brændt umbra Kasslerbrunt

Grønne pigmenter Grøn umbra Grønjord Kromoxidgrønt

Blå pigmenter Ultramarinblåt Berlinerblåt Koboltblåt

Sorte pigmenter Kønrøg Bensort Jernoxidsort /ZIÅ\OZs

Blandingsfarver Varm grå Kold grå Lys guldokket Gammelrosa Lavendelblåt Dueblåt Lys køkkengrønt Lys grøn umbra Støvgrønt Hollandsk grønt

356

gar grågrønt. Ved at sigte, rense og slemme den farvede lerjord kan man udskille M\ UMOM\ ÅVSWZVM\ NIZ^MX]T^MZ ,M\\M SITLMZ UIV Q UITMZNIOM\ NWZ M\ XQOUMV\ MN\MZ LM\ TI\QV[SM WZL XQVOW NWZ I\ UITM WO \MOVM )VLZM NIZ^MVLM [\W‫ٺ‬MZ Q VI\]ren kan tilsvarende knuses eller males til pulver, eksempelvis kridt, trækul (ikke mineralsk), røde jernklumper (blodsten/hæmatit) eller blå eller røde halvædel[\MV ;QL[\V¥^V\M ÅVLM[ QSSM Xs ^WZM[ JZMLLMOZILMZ UMV Q 8MZ[QMV P^WZNZI LMV kraftige blå farve lapis lazuli (’den blå sten’), også kaldt ultramarinblå, engang importeredes, til priser der langt oversteg prisen på guld. Den røde halvædelsten hedder cinnober. I Danmark er der fundet mange farvespor på stumper af skibe, huse, møbler, skjolde og rune- og billedsten, der viser, at disse har været bemalede. Der har været udskårne og malede detaljer på eksempelvis kirker og stormandsgårde. Der er også fundet små fragmenter af lerklinede huse, som viser, at de har været malet med kalkfarve, sandsynligvis i forskellige farver og afhængigt af, hvad der ^IZ \QT I\ Ns NI\ Q ,M UM[\ ITUQVLMTQO\ NWZMSWUUMVLM NIZ^M[\W‫ٺ‬MZ [WU JTM^ JZ]O\ på sten og træ, var sorte, hvide, brune og rødbrune. Nogle af ingredienserne i malingen kunne hentes direkte i jorden. Det var okker, kridt og rust, som er blandt de mest brugte pigmenter. F.eks. bliver meget brunligt ler til rødokker, når det bliver varmet kraftigt op gennem en proces, hvor jernforbindelserne ilter og bliver røde. Hvis rødokker varmes yderligere op, bliver farven helt rødlilla, også kaldet dodenkopf. Desuden er der lavet kønrøg og sodsort på skorstenssod og trækul. En kold blågrå får man af kønrøg i kalk, og en brungrå af en blanding af kridt og trækul. Jernrød er ganske enkelt lavet på rust. En del af de pigmenter, der er opfundet og udviklet op gennem tiden, fremstilles ikke længere, bl.a. fordi de har vist sig at være meget giftige at arbejde med for malerne. Andre, der har vist sig uundværlige, fremstilles nu på nye måder. Hvide pigmenter Hvidtekalk 0^QL\MSITS MZ JsLM XQOUMV\ WO JQVLMUQLLMT Q u\ 6sZ SZQL\[\MV +I+73) brændes ved 900 o+ INOQ^M[ [\W‫ٺ‬M\ +72 WO \QTJIOM MZ JZ¥VL\ SITS KITKQ]UQT\M +I7 6sZ den brændte kalk læskes ved at tilføre vand, omdannes den til calciumhydroxid +I 70 2, også kaldt læsket kalk. Den læskede kalk skal lagre frostfrit i to-fem år for at blive anvendelig som hvidtekalk. Lagringen sker bedst i fri luft, gravet ned i jorden til frostfri dybde, i en såkaldt kalkkule. Deraf kommer navnet for denne vådlæskede kalk: kulekalk. For at fremstille hvidtekalk skal den læskede kalk blandes med vand i forholdet 1:6. Efter et døgns lagring er kalken klar til brug. Den påføres med en kalkkost og gnides godt ind i bunden. Hvidtekalken hærder kemisk til calciumcarbonat (kridtsten) ved at optage kuldioxid fra luften. Det sker efter få timer, hvor der dannes kridhvide kalkkrystaller på den påstrøgne W^MZÆILM 0^QL\MSITS JQVLMZ QSSM Xs \Z¥ KMUMV\ MTTMZ OQX[XTILMZ UMV OMZVM Xs SITSX]L[ WO U]Z[\MV 0^QL\MSITS MZ MV IN LM JQTTQO[\M W^MZÆILMJMPIVLTQVOMZ LMZ ÅVLM[ <MSVQ[S PIZ P^QL\MSITS MV ]W^MZ\Z]‫ٺ‬MV LQ‫[]ٺ‬QWV[sJMVPML WO ZMV\ ¥[\M\Q[S ZMÆMS\MZMZ LMV [WTTa[M\ Xs MV [U]S UsLM >ML SWZZMS\ XsN¦ZQVO MZ PWTLJIZPMLMV fem-otte år.

forrige side: De klassiske pigmenter foto: Karina Beck Nielsen modsatte side: De klassiske pigmenter 7*; OMVOQ^MT[M IN XQOUMV\MZ Q \ZaS vil aldrig være fuldstændig korrekt)

Slemmet kridt 3ZQL\ MZ SV][\ SZQL\[\MV [SZQ^MSZQL\ NWZUITM\ \QT M\ ÅV\ X]T^MZ 3ZQL\X]T^MZM\ sælges som såkaldt slemmet kridt. Slemning er en proces, alle naturlige jordfar^MZ OMVVMUOsZ >ML MV [TMUVQVO Z¦ZM[ SZQL\X]T^MZM\ ]L Q ^IVL Q [\WZM ÆILM SIZ under kraftig omrøring. Efter et stykke tid har partiklerne bundfældet sig, med de [\¦Z[\M WO \]VOM[\M VMLMZ[\ WO LM ÅVM[\M ¦^MZ[\ 5IV [SZIJMZ PMZMN\MZ LM\ ¦^MZ[\M TIO UML LM UM[\ ÅVSWZVMLM [TMUUMLM NIZ^MSWZV IN P^WZMN\MZ XQOUMV\MZVM NWZUITM[ aLMZTQOMZM WO \¦ZZM[ \QT M\ ÅV\ P^QL\ NIZ^MX]T^MZ

357

Kridt kan ikke anvendes som pigment i linolie, da det mister sin farve fuldstændigt. Rives slemmet kridt til en tyk pasta og blandes i olie fås kit. Kridt bruges især til spartelfarve og kridering og som fyldstof i olierevne farver. Endvidere fungerer det godt som det hvide pigment i limfarve, idet kridt i en vandig lim har god dækkeevne.

Lys & farve studier Thorvaldsens | VærkSted 2011 Fabian Sahlqvist

Zinkhvidt og titanhvidt Hvid maling til udvendigt træværk har siden middelalderen været fremstillet af XQOUMV\M\ JTaP^QL\ 8J7 ZM^M\ Q TQVWTQMNMZVQ[ 5MV LI JTaP^QL\ MZ UMOM\ OQN\QO\ blev denne farve forbudt i 1950. I dag fremstiller man hvid linoliefarve af en JTIVLQVO IN XQOUMV\MZVM bQVSP^QL\ BV7 WO \Q\IVP^QL\ <Q72) i forholdet 1:4. Begge pigmenter er ugiftige. Zinkhvidt fremstilles ved at ophede zink til hvidglødning. Under opvarmningen omdannes zinken til zinkdampe, der forbrænder ]VLMZ \QTN¦Z[TMV IN ^IZU T]N\ 0MZ^ML LIVVM[ LMZ bQVSW`QL BV7 4]N\[\Z¦UUMV N¦ZM[ QOMVVMU MV Z¥SSM SIUZM P^WZ bQVSQT\MV [¥\\MZ [QO [WU M\ ÅV\ P^QL\ X]T^MZ Zinkhvidt forsæber kraftigt med linoliefernis, hvorfor den som linoliemaling har MV UMOM\ PsZL W^MZÆILM WO QSSM MZ [¥ZTQO LQ‫[]ٺ‬QWV[sJMV <Q\IVP^QL\ NZMU[\QTTM[ IN UQVMZITM\ QTUMVQ\ LMZ QVLMPWTLMZ OZ]VL[\W‫ٺ‬M\ \Q\IVQ]U <Q\IVQ]U QT\M[ ^ML PR¥TX IN ^IZUM WO T]N\ \QT \Q\IVQT\M <Q72). Pigmentet kan benyttes i alle bindemidler, men specielt i linoliefernis har titanhvidt den særlige egenskab, at det ikke forsæber sammen med fernissen. Derfor forvitrer farven gradvist, hvorved den holder sig helt ren hvid. Den skaller heller ikke af, til gengæld smitter den let af og kan derfor ikke bruges til eksempelvis hvide havemøbler eller bænke.

Lys & farve studier Thorvaldsens | VærkSted 2011 Fabian Sahlqvist

Gule pigmenter Okker/gul okker/guldokker 7SSMZ MZ MV JM\MOVMT[M NWZ NWZ[SMTTQOM RMZVPWTLQOM TMZIZ\MZ WN\M UML MV O]TTQO MTler brungullig farve. Det græske ord ochros betyder bleggul, gusten. De naturlige WSSMZM MZ [aZM WO ITSITQNI[\M 7^MZÆILMZ UML WSSMZNIZ^MZ MZ LMZNWZ UMOM\ UWL[\IVL[LaO\QOM W^MZNWZ [aZMZMOV JI[Q[SM SITSUI\MZQITMZ W[^ 7SSMZM SIV IV^MVLM[ i alle bindemidler og maleteknikker og har god dækkeevne i især limfarver, kalkfarver og temperafarver. I linoliefernis er dækkeevnen mindre god, hvorfor okker er velegnet til ådring og lasering i linolie. Den vigtigste farvegivende kemiske bestanddel i okker er det gule jernoxidhydrat. Da okker oprindeligt kommer fra VI\]ZMV ÅVLM[ LM\ \ZILQ\QWVMT\ Q ÆMZM NWZ[SMTTQOM NIZ^M\WVMZ" Fransk guldokker Er den lyseste okker, der generelt anbefales både til mættede, gule farver og til lyse gule farver, som er tonede med hvidt. Terra di siena, naturel eller rå Er et mere brunligt og grønligt pigment. Denne okker er, som navnet angiver, ’jord fra Siena’, den italienske by beliggende i Toscana. Dette pigment er mest laserende og bruges derfor ofte til egetræsimitation. Jernoxidgult, marsgult Er et kunstigt, fabriksfremstillet, okkergult pigment, der ligger meget tæt på den lyse guldokker i farven. En industriel fremstilling af de kunstige okkere fandt først sted omkring 1920, men fremstilling af kunstige okkere har dog været kendt tidligere. Pigmenterne har således været anvendt i malerhåndværket i det 19. århundrede. 7SSMZXQOUMV\MZVM NZMU[\QTTM[ ^ML [TMUVQVO Q ^IVL 1VLMV NIZ^M[\W‫ٺ‬MZVM tørrer helt, bredes de ud i et tyndt lag, for at komme i god kontakt med luften, som giver dem den endelige farve. I dag har de kunstigt fremstillede jernoxidgule V¥[\MV PMT\ MZ[\I\\M\ LM VI\]ZTQOM WSSMZM 7`QLO]T\ PIZ MV UMOM\ TQTTM WO MV[IZ\M\ kornstørrelse. Det mener nogle malere og konservatorer er en ulempe, da de ægte lerholdige okkere består af små pladeformede korn, der har en tendens til 360

forrige opslag: Bemalet loft, Hobro Kirke, Gottlieb Bindesbøll foto: Albert Algreen-Petersen denne side: Lokalfarver Thorvaldsens Museum foto: Fabian Sahlqvist

I\ SQ\\M [QO [IUUMV Q UITQVOMV[ W^MZÆILM P^WZ^ML LMVVM JTQ^MZ UMOM\ [\¥ZS WO PWTLJIZ [IU\QLQO UML I\ LMV MZ PMT\ LQ‫[]ٺ‬QWV[sJMV Kadmiumgult Kadmiumgult er et kunstigt fremstillet farvepigment bestående af forbindelser UMTTMU [\W‫ٺ‬MZVM SILUQ]U WO [^W^T [^W^TSILUQ]U 8QOUMV\M\ MZ ]OQN\QO\ \ZWL[ LQ[[M SZI[\ TaLMVLM [\W‫ٺ‬MZ 8QOUMV\M\ JTM^ N¦Z[\M OIVO NZMU[\QTTM\ Q ! WO NIZ^M[\W‫ٺ‬M\ Ns[ Q NWZ[SMTTQOM V]IVKMZ NZI Ta[ O]T \QT U¦ZSMZM WZIVOMO]T SILUQ]UWrange). Den lyseste farve har en sart, gul farve. I svovlholdige miljøer vil farven desværre have en tendens til at sværtes sort og blive knapt så lysende. Pigmentet er ikke kalkægte. I linoliefernis har kadmiumgult en god dækkeevne. Jernvitriolkalk Jernvitriol er ikke et pigment, men et metalsalt (jernsulfat), som alligevel nævnes, fordi jernvitriolkalk repræsenterer en ofte anvendt gul facadefarve, særligt til gårdfacader. Man opløser jernvitriolen, der er et hvidgrønligt salt, i varmt vand til fuldstændig opløsning. Dette saltvand hældes sammen med hvidtekalk i forholdet 1:6. Væsken bliver grøn, også mens man påfører jernvitriolkalken. -N\MZ VWOTM \QUMZ P¥ZLMZ LMV T¥[SMLM SITS WO OZIL^Q[\ JTQ^MZ W^MZÆILMV[ NIZ^M en meget lysende og smuk gul. Jernvitriolkalk er for det første algehæmmende i kraft af jernvitriolen, dernæst har den en god holdbarhed (30-50 år er ikke ualmindeligt), og den patinerer meget smukt ved gradvist at ’regne af ’ på en meget malerisk måde. Jernforbindelserne i jernvitriolkalken ruster med tiden mere og mere, hvorfor farven bliver mere rustrød og dermed mørkere. Røde pigmenter Rødokker, brændt terra di siena, falurød Hvis man ’brænder’ de gule okkerfarver, det vil sige varmer dem op til ca. 800 o C, ilter jernforbindelserne og bliver røde og rødbrune. De samme egenskaber gælder for disse røde pigmenter som for de gule okkerfarver, herunder syre og alkalifasthed. Der sker på samme måde en sammenkitning af pigmenterne i selve malingslaget, hvad der gør det meget hårdført og giver laserende egenskaber i linoliefernis. Tilsvarende har den fabriksfremstillede erstatning, jernoxidrødt, UMZM ÅVSWZVMLM XQOUMV\MZ UML LMV [IUUM QN¦TOM MZNIZVM UITMZM ZQVOMZM UWLstandsdygtighed og holdbarhed end de naturlige rødokkere. Falurød (svenskrød) er et særligt svensk og nordisk fænomen, som blev fremstillet sammen med kobberproduktionen i midten af 1700-tallet. Pigmentet har ikke sin røde farve fra kobberet, som mange fejlagtigt tror, men fra jernkis, der brydes sammen med kobberet, og som derfor er en slags spildprodukt. Falurød fremstilles traditionelt med kogt rugmel som bindemiddel. Det meget lette bindemiddel medfører, at de smukke røde pigmenter lyser som kalkfarve på en rødfarvet træfacade. Engelskrød, italienskrød, jernoxidrød, hæmatit De røde farver i nuancespændet rødt over rødbrunt til brun rust (jernilte – Fe273) kommer fra jernforbindelser, der forekommer i naturen. Disse jernforbindelser PIZ [QLMV WTL\QLMV ^¥ZM\ SV][\ \QT M\ ÅV\ X]T^MZ WO IV^MVL\ [WU XQOUMV\ Q UITQVO Man kaldte de kraftigt røde sten i naturen for blodsten, på latin hæmatit. Da handlen med pigmenter begyndte indenfor malerfaget i 1600- og 1700-tallet, kaldte man de kraftigste røde farver for engelskrødt og italienskrødt, formentlig efter de lande, de blev importeret fra. Den knuste rust blev ofte ’brændt’ eller ’glødet’, hvorved farven blev kraftig rød. Ellers er nuancerne i mere almindelige rødbrune farver, der kaldes for rødokker. Denne består af jernholdige lerarter, der ligeledes knuses og varmes op. Kunstigt fremstillet jernoxidrødt fås i mere eller mindre ren form ved enten glødning af fældet jernhydroxid (den farvede bestanddel i de kunstige okkere) elTMZ OT¦LVQVO IN [TIUUM\ NZI RMZVPWTLQO\ QVL][\ZQI‫ٺ‬ITL )NP¥VOQO\ IN LM IV^MVL\M 361

]LOIVO[[\W‫ٺ‬MZ OT¦LVQVO[\MUXMZI\]ZMV WO ^IZQOPMLMV Ns[ NWZ[SMTTQOM UWLQÅSItioner. Jernoxidrødt er ugiftigt, og farvekraften og dækkeevnen er meget stor. Pigmentet egner sig både til linoliemaling, limfarver og kalkfarver. Dodenkopf, caput mortuum Ved opvarmning af jernoxidrødt eller rødokker til 800-900o C antager farvekornene helt brune eller brunviolette farver. Man har siden oldtiden kaldt denne farve for caput mortuum eller dodenkopf (der på dansk betyder dødningehoved) QVLMVNWZ UITMZNIOM\ 7O[s LM\\M XQOUMV\ MZ Ta[ WO SITS¥O\M ,M\ MZ QSSM OQN\QO\ og farvekraften og dækkeevnen er meget stor. Brune pigmenter Rå umbra og brændt umbra Umbra er en okkerlignende lerart, der i nuance kan variere fra grålig til grønligbrun. Den brune farve skyldes indholdet af mangan- og jernforbindelser. NaturTQOM NWZMSWU[\MZ IN Zs ]UJZI ÅVLM[ Q 5MTTMU WO ;aLM]ZWXI JT I Xs +aXMZV Q Italien og Tyskland. Navnet umbra kommer af det latinske ord for skygge, fordi pigmentet blev blandet i andre farver, når de skulle ligge i skygge i et maleri. I lighed med okker forhandles umbra i en ’rå’ og i en ’brændt’ form. Brændt umbra foreligger i lysere og mørkere rødbrune nuancer, alt efter glødningens varighed og temperatur, samt den procentvise fordeling af jern- og manganforbindelser i farven. Farven har været anvendt som malerfarve fra tidernes morgen. Pigmentet er lysægte og ugiftigt og kan anvendes i enhver malerteknik. Såvel rå som brændt umbra har stor farvekraft og dækkeevne.

denne side: Typisk svensk ødegård malet i falurød foto: Hanna Talje 362

På grund af manganindholdet tørrer umbra meget hurtigt i linolie. Et af malerfagets små kneb er at blande en knivspids rå umbra i en hvid, rød eller grøn linoliemaling. Umbraen tilfører malingen lidt mangan, der speeder hærdningen op. Herudover er umbraen med til at ’snavse farven til’, hvorved farven ofte tager sig smukkere ud. Kasslerbrunt Kasslerbrunt er et naturligt forekommende mørkebrunt farvestof, der har været kendt siden middelalderen. Farven består af det organiske stof brunkul. Kasslerbrunt er ikke helt lysægte. Det er et udpræget laserende farvestof, hvorfor det især ÅVLMZ IV^MVLMT[M Q sLZQVO[ WO TI[]Z\MSVQSSMZ .IZ^MV IV^MVLM[ Q LMV NWZJQVLMT[M oftest revet i vand, idet den har tendens til delvis opløsning i olie. Til de nævnte teknikker anvendes en bitumenfri kasslerbrun, der også forhandles under navnet Van Dyck-brun. Farven kan ikke anvendes i kalk eller basiske emulsioner. Grønne pigmenter Grøn umbra Umbra er farvede lerarter, der er opstået i naturen ved forvitring af jern- og UIVOIVIÆMRZQVOMZ ,M\ ÅVSWZVMLM TMZ QVLMPWTLMZ RMZV WO UIVOIVPWTLQOM NWZbindelser, der er med til at give leret farve, fra lys brun (okker umbra) til mørk grågrøn (grøn umbra). Grøn umbra adskiller sig fra ’grønjord’ ved at indeholde mangan, der katalyserer linoliens hærdning, og ved at være mørkere og dybere grågrøn i farven. Grøn umbra kan anvendes i alle bindemidler, malingen opnår god vejrbestandighed, og farven er helt lysægte. Grønjord, verona grønjord, bøhmisk grønjord Grønjord er en lerart, der bl.a. indeholder fossile alger og det dybgrønne lermiVMZIT OTI]SWVQ\ .IZ^M[\W‫ٺ‬M\ NWZMSWUUMZ Q ÆMZM ^IZQIV\MZ VI^VOQ^M\ MN\MZ LMV TWkalitet, hvor det brydes, såsom bøhmisk, cypriotisk eller italiensk grønjord. Sidstnævnte forhandles også under navnet verona grønjord eller veroneser grønjord. Grønjord har været anvendt som malerfarve siden den klassiske oldtid. Farven er lysægte, ugiftig og kan anvendes i enhver malerteknik. I lim og kalk er dækkeevnen god. I linolie er den udpræget laserende, uden større dækkekraft. Kromoxidgrønt Kromoxidgrønt er et kromholdigt, kunstigt fremstillet pigment med en klar grøn farvetone. Det blev i lighed med andre kromfarver fremstillet første gang i 1809, men blev først almindeligt anvendt som malerfarve omkring midten af 1800-tallet. Farven er lysægte, ikke giftig og kan anvendes i enhver malerteknik. FarveSZIN\ WO L¥SSMM^VM MZ OWL 3ZWUW`QLOZ¦V\ ÅVLM[ Q \W ^IZQI\QWVMZ MV U¦ZS WO MV lys – den sidste ligefrem kaldt feurig på tysk (brændende) og den første stumpf (sløv). Blå pigmenter Ultramarinblå, lapis lazuli Ægte ultramarin, eller lazurit, udvindes af den kostbare halvædelsten, lapis TIb]TQ LMV JTs [\MV LMZ JT I ÅVLM[ Q 8MZ[QMV .IZ^MV MZ SZIN\QO LaJ WO Ta[MVLM blå og har af denne grund nok været det mest guddommelige og prestigefyldte farvepigment siden middelalderen og frem til første halvdel af 1800-tallet. Farven har i dette tidsrum ikke været meget brugt i malerhåndværket, da den var utroligt kostbar. I 1826 lykkedes det imidlertid at fremstille ultramarin kunstigt, hvorefter den blev mere almindelig. Det var dog, og er stadigvæk, et relativt dyrt pigment. Herudover er den svær at udrive i linolie, og den dækker heller ikke så godt. Derfor bruges de ultramarinblå farver mest i kirker, ofte som limfarvede ^¥OW^MZÆILMZ TWN\MZ WO P^¥T^ 8QOUMV\M\ MZ ]OQN\QO\

363

364

Kojernas färger Thorvaldsens | VærkSted 2011 Navn Efternavn

365

Berlinerblåt, pariserblåt *MZTQVMZJTs\ MZ M\ RMZVPWTLQO\ aLMZ[\ ÅVSWZVM\ WO NIZ^MSZIN\QO\ XQOUMV\ .IZ^MV er dyb blå med et svagt blågrønligt skær. I 1701 fremstillede den tyske apoteker Diesbach, vistnok ved et tilfælde, en kunstig blå farve, der hverken byggede på ¥LMT[\MVM MTTMZ IVLZM SW[\JIZM Zs[\W‫ٺ‬MZ ,MV ^IZ LMZNWZ ZMTI\Q^\ JQTTQO I\ NZMU[\QTTM Han kaldte ubeskedent det nye pigment for diesbacherblåt, men gav det senere navnet berlinerblåt eller preussisk blåt. Hans assistent, franskmanden Milori, tog WXÅVLMT[MV UML [QO PRMU \QT .ZIVSZQO P^WZNWZ LM\ [IUUM XQOUMV\ WO[s SIV S¦bes under navnet pariserblåt. Da dette billige blå pigment for alvor kom i handelen omkring 1724, blev LMV JTs NIZ^M SWTW[[IT\ XWX]T¥Z ,MZ NZMUSWU LM[]LMV VWOTM IÆML\M OZ¦VVM NIZver, der blev meget populære på omtrent samme tid, bl.a. den mørke portgrøn, som er en blanding af berlinerblåt og guldokker. Iblandet hvidt bliver berlinerblåt til den meget anvendte dueblå/køkkenblå farve. Husenes vinduer, yderdøre, interiører, trapper, køkkener blev i denne periode spækket med blå og grønne NIZ^MZ ;SIJM LZIOSQ[\MZ WO U¦JTMZ JTM^ JTs WO OZ¦VVM WO [SQJMVM ÅS JTs WO lysegrønne striber og detaljer. Berlinerblåt egner sig ikke som facadefarve, da den ødelægges af den basiske kalk. Ellers havde vi givetvis også oplevet masser af blå eller grønne husfacader i denne tid. Farven er ikke giftig, og i ren tilstand er den forholdsvis lysægte, men kan i fortynding bleges. Berlinerblåt er anvendelig i lim- og olieteknikker, men ikke i kalk eller på kalkholdig puds, hvor den vil dekomponere (blive rustbrun). Farvekraften er stor. I olie er den rene berlinerblå halvlaserende (halvgennemsigtig). Koboltblåt Koboltblåt eller cobaltblåt er et kraftigt lysende cobaltholdigt pigment. Det blev ]L^QSTM\ Q JMOaVLMT[MV IN \ITTM\ WO ÅS [\WZ ]LJZMLMT[M [WU S]V[\VMZNIZ^M Inden for malerhåndværket har det haft begrænset anvendelse pga. dets høje pris. Forfalskninger er derfor hyppige, bl.a. ved tilsætning af ultramarin eller ved forskæring (fortynding) med organiske blå pigmenter og kaolin. Det rene pigment er lysægte, ugiftigt og kan anvendes i enhver malerteknik. Som oliefarve er farven halvlaserende og uden større farvekraft. Ligesom med berlinerblåt kan man blande hvidt i den koboltblå farve og få en klar lyseblå nuance, som især har ^¥ZM\ XWX]T¥Z Q S¦SSMVMZ JT I NWZLQ Æ]MZ [QOM[ I\ ^¥ZM ]\QTJ¦RMTQOM \QT I\ [¥\\M [QO Xs JTs W^MZÆILMZ

Blandingsfarver Kold grå, perlegrå Hvidtekalk + kønrøg Varm grå Kridt/zinkhvid/titanhvid + oxydsort Lys guldokker, Skagensgul, Dragørgul Hvidtekalk/hvidt + guldokker + umbra Gammelrosa Hvidt + rødokker + en knivspids brændt umbra Lavendelblå Hvidt + ultramarinblå + en knivspids brændt umbra Dueblå, køkkenblå Hvidt + koboltblå + en knivspids brændt umbra Lys køkkengrøn Berlinerblå + kadmiumgul + hvidt + en knivspids brændt umbra Lys grøn umbra Hvidt + grøn umbra Støvgrønt Hvidt + grønjord + en knivspids brændt umbra Hollandsk grøn, portgrøn, vogngrøn Berlinerblå + guldokker

Sorte pigmenter Kønrøg, sodsort Kønrøg er et blåligsort farvestof, som fremstilles ved ufuldstændig forbrænding IN NWZ[SMTTQOM WZOIVQ[SM NIZ^M[\W‫ٺ‬MZ [WU PIZXQS[ \R¥ZM MTTMZ UQVMZITWTQMZ ,MV sod, der dannes under forbrændingen, ledes ind i opsamlingskamre, hvor den afsætter sig. Farven benævnes efter oprindelsen: kønrøg, lampesort, gassort. Det mærkelige navn kønrøg stammer fra det svenske, kimrög, der betyder skorstenssod. Farven har været anvendt som malerfarve siden oldtiden. Pas på pigmentet ’svensk kønrøg’, der forhandles i Danmark, men som består af knust trækul, og som derfor hverken svarer til ægte svensk kimrög eller dansk kønrøg. Pigmentet SIV [SZIJM[ VML Q LM ÆM[\M JZ¥VLMNaZMLM QTL[\ML[[SWZ[\MVM .IZ^MV JM[\sZ IN V¥sten rent kulstof. Den er lysægte, ikke giftig og kan anvendes i enhver malerteknik. Farvekraft og dækkeevne er god. Som alle sorte farver er hærdningstiden for MV [WZ\ TQVWTQMUITQVO \ZM OIVOM [s TIVO [WU NWZ LM ÆM[\M IVLZM XQOUMV\MZ NWZLQ de sorte farver ikke er mineralske, men organiske. Dette gælder også, hvis man blander sort pigment i andre farver som toner, eksempelvis i portgrøn. Bensort *MV[WZ\ MTTMZ MTNMVJMV[[WZ\ NZMU[\QTTMLM[ \QLTQOMZM IN I‫ٺ‬ITLM\ ^ML JMIZJMRLMT[MV IN elfenben. I dag stammer råmaterialerne for det meste fra benrester fra benlimsproduktionen. Det tørre og knuste ben forkulles ved glødning, hvorefter kullene 366

forrige opslag: Farveregistrering, Thorvaldens Museum foto: Anders Natt och Dag

Oliefarver

Limfarver

Tempera

Lakfarver

Mineralfarver

Kridt

o

+++

+

o

+++

Zinkhvid

+++

++

+++

+++

+

Titanhvid

+++

++

+++

+++

+

Gul okker/guldokker (gul)

+++

+++

+++

+++

+++

Rå Terra di Siena (gul)

++

+

+++

++

+++

Kadmiumgul

+++

+++

+++

+++

++

Jernvitriol (Ikke et pigment)

o

o

o

o

+++

Brændt Terra di Siena (rødbrun)

++

+

+++

++

+++

Jernoxidrød

+++

+++

+++

+++

+++

Dodenkopf (brunlilla)

+++

+++

+++

+++

+++

Rå umbra (grønlig)

++

+++

++

++

++

Brændt umbra (rødligbrun)

++

+++

++

++

++

Kasslerbrunt

++

++

++

+++

o

Grøn Umbra

+++

+++

+++

+++

+++

Grønjord (grågrøn)

++

+++

+++

++

+++

Kromoxidgrøn

+++

+++

+++

+++

++

Ultramarin (blå)

+++

+++

+++

+++

++

Berlinerblå/Pariserblå

+++

+++

o

+++

o

Koboltblå

+++

+++

+++

+++

o

Kønrøg/trækul

++

++

++

++

++

Kønrøg/lampesort

+++

+

++

++

++

Bensort

+++

++

+++

+++

++

Jernoxidsort

++

o

++

++

++

# ,% #)$!#%

++

++

++

++

++

Hvide Pigmenter

Kulørte Pigmenter

Sorte Pigmenter

Meget anvendelig +++

Laserende (Ikke dækkende) ++

Svær at arbejde med +

Ikke anvendelig o

formales. Farven har været kendt siden oldtiden. Den har en blåsort farvetone. Den er lysægte, ikke giftig og kan anvendes i enhver malerteknik. Dækkeevnen er god. Jernoxidsort Mangansort og jernoxidsort er sorte mineralfarver, der fortrinsvis anvendes som SITSNIZ^M WO \QT QVLNIZ^VQVO IN U¦Z\TMZ .IZ^M[\W‫ٺ‬M\ NWZPIVLTM[ WO[s ]VLMZ VI^VM\ cementsort. Pigmentet er lysægte og kan anvendes i enhver malerteknik. /ZIÅ\OZs /ZIÅ\OZs MTTMZ OZIÅ\IT MZ MV U¦ZS [\sTOZs NIZ^M LMZ NWZ\ZQV[^Q[ IV^MVLM[ \QT RMZV NWZLQ LMV UM\ITTQ[SM NIZ^M XI[[MZ OWL\ \QT LM ÆM[\M [UMLMIZJMRLMZ MTTMZ \QT [\¦JMRMZV 7^MZÆILMV MZ PIT^UI\ UMV JTQ^MZ TM\ [TQL\ JTIVS ^ML UIVOM JMZ¦ZQVOMZ ,M\ OZs[WZ\M SZa[\ITTQV[SM UQVMZIT OZIÅ\ ÅVLM[ JT I Q /Z¦VTIVL UMV JZaLM[ QSSM UMZM Q *¦PUMV WO Xs +aXMZV /ZIÅ\\MV SV][M[ \QT X]T^MZ WO IV^MVLM[ Q JT I TQVWTQMUITQVO ,M\ JMVa\\M[ WO[s [WU SISSMTW^V[[^¥Z\M WO Q JTaIV\MZ /ZIÅ\OZs MZ lys-, olie-, vand- og kalkægte og i det hele taget et af de mest modstandsdygtige pigmenter overhovedet. Da pigmentkornene er ret tunge, har de en tendens til at bundfælde sig i malerbøtten, så hvis denne står for længe, kræver det et stykke arbejde at få malingen rørt op igen.

367

368

Blandingsfarver Som nævnt kom der et nyt og relativt billigt blåt pigment til maling på det europæiske marked i 1724, den mørke dybblå berlinerblå/pariserblå. Denne farve egnede sig imidlertid ikke som pigment til maling i ren form. I stedet blandede man den ofte med forskellige endnu billigere pigmenter, henholdsvis hvidt (blyhvidt) og guldokker (naturlig gul okker). Herved får man de to klassiske og uhyre populære blandingsfarver ’dueblå’ og ’hollandsk grøn’. Særligt den dybe, mørkegrønne linoliefarve, bestående af berlinerblåt iblandet guldokker, blev fra UQL\MV IN \ITTM\ XWX]T¥Z \QT L¦ZM WO XWZ\M Xs S¦J[\¥LMZVM[ ÅVMZM P][M 1SSM mindst da malerfaget samtidig lærte at fremstille de blanke lakker ved kogning IN ZI^I‫ٺ‬ITL JMZV[\MMVTIS 5ML LMVVM UITQVO S]VVM L¦ZM WO XWZ\M WO WO[s LI\QLMV[ ÅVMZM PM[\M^WOVM SWUUM \QT I\ [\s [SQVVMVLM JTIVSM WO OTI\\M Q W^MZÆILMV 5WLMV UML LM ÆW\\M JTIVSM LaJ\ U¦ZSMOZ¦VVM L¦ZM WO XWZ\M [\IZ\MLM Q Amsterdam i Holland. Her udviklede man også den omhyggelige og omfattende J]VLJMPIVLTQVO UML ÆMZM TIO JTaU¦VRM LMZ [TQJM[ WO [XIZ\TM[ WO \QT [QL[\ [\sZ M\ helt år og dekomponerer, før den hollandske, grønne lakfarve påføres i tre tynde TIO UML UMTTMUTQOOMVLM [TQJVQVO 1 ÆMZM LIV[SM JaMZ[ PQ[\WZQ[SM JaWUZsLMZ MZ den hollandske mørkegrønne farve blevet så populær på døre, porte, vinduer, bænke, gelændere og gadelamper, fordi den står meget smukt til husenes gulkalkede facader, at den lokalt kaldes for københavnergrøn, dragørgrøn osv. Litteratur Andersen, Svend. Malerbogen, Bind 1 Malematerialer. København: Teknologisk Instituts Forlag, 1. udgave, 1964. Andersen, Svend. Malerbogen, Bind 1Malematerialer. København: Teknologisk Instituts Forlag, udgave, 1987. Hald, Peder. Maleriets teknik. København: Nyt nordisk forlag,1934. 0IV[MV .MVOM WO 2MV[MV 7TM 1VOWTN Farvekemi, Uorganiske pigmenter. København: Gads Forlag, 1991. Vadstrup, Søren. Den klassiske jordfarveskala til facadefarver, Håndopstrøgne farvekort med 9 klassiske jordfarver og 18 klassiske blandingsfarver. Raadvad Nordisk Center til Bevarelse af Håndværk, 2000. Vadstrup, Søren. Gode råd om maling med klassiske malingstyper. Kongens Lyngy, Raadvad-Centeret, 2000. Vadstrup, Søren. ”Malematerialer III. Pigmenter og farver.” I: Information om Bygningsbevaring, København: Kulturstyrelsen, 2014. modsatte side: Facadeudsnit, Thorvaldsens Museum foto: Karin Hanning Lundberg denne side: Farver i facaden, Thorvaldsens Museum tegning: Pernille Scheuer 369

Maling af Søren Vadstrup

Der kan være mange grunde til at male træværket eller murværket på et hus. Det kan være på grund af farveglæde, traditioner, vaner eller for at understrege [¥ZTQOM LM\ITRMZ =LOIVO[X]VS\M\ NWZ LM ÆM[\M IN LM N¦TOMVLM NMU STI[[Q[SM UIlingstyper til træ, murværk, papir og jern er først og fremmest, at de skal bevare det bagvedliggende træ, murværk, papir og jern længst muligt. Derfor er de dækSMVLM NWZ [WTTa[M\ XQOUMV\MZMLM XWZ¦[M LQ‫[]ٺ‬QWV[sJVM [s N]O\MV Q \Z¥^¥ZSM\ eller murværket kan trænge ud, og svagere end det materiale – det være sig træet eller muren – som de stryges på. de klassiske malingstyper Bindemidlerne i de her nævnte malingstyper består fortrinsvis af miljøvenlige og uskadelige materialer, der kan nedbrydes fuldt og helt i naturen. Det kan lyde paradoksalt, at malinger, fremstillet af så svage materialer som linolie, mel, øl, kærnemælk, tapetklister, sæbe, voks, blod etc., kan holde til noget som helst. For ^Q[[M IN UITQVOMZVM PIZ UIV QUQLTMZ\QL ÆMZM \][QVLM sZ[ OWLM MZNIZQVOMZ WO NWZ andre ’kun’ århundreder eller årtier. Malingsopskrifterne og malingstyperne er inddelt i fem kategorier efter deres bindemidler, hvori der rives pigmenter, der giver malingen dens farve, dækkeevne og tekstur. 370

371

Fem klassiske malingstyper 1 7TQMNIZ^MZ P^WZ JQVLMUQLTM\ JM[\sZ IN XTIV\M WO LaZMWTQMZ 2 Limfarver, hvor bindemidlet består af vandige lime 3 Temperafarver, hvor bindemidlet består af blandinger af olie og lim 4 Lakker og lakfarver, hvor bindemidlet består af linolie, harpiks og terpentin 5 Mineralfarver, hvor bindemidlet består af læsket kalk eller vandglas De malingstyper, som disse fem forskellige typer bindemidler resulterer i, er alle gennemprøvede gennem mange år og har vist sig at være vidt forskellige. Nogle er stærke, andre meget svage og sarte, nogle er til indvendig brug, og andre holLMZ ÅV\ ]LMVL¦Z[ VWOTM MZ \QT P¦^TM\ \Z¥ IVLZM \QT Z] \Z¥ WO VWOTM MZ \QT U]Z^¥ZS og puds. Det er desværre ikke alle professionelle malere, der interesserer sig for, kender til eller kan fremstille og udføre disse gamle malingstyper. Linoliemaling, [^MV[S [TIUNIZ^M \Z¥\R¥ZM WO P^QL\MSITS WO SITSNIZ^MZ ÅVLM[ N¥ZLQOXZWL]KMZMLM i handelen. De øvrige tre, kaseintemperafarve, kaseinfarve og trætjærefarve, er man nødt til at fremstille selv, men dette er ikke særlig svært. Historie Siden middelalderen har man indenfor malerkunsten, og derfor også indenfor bygningsmaling, kendt til fem forskellige malingstyper, som vi i dag kan kalde de fem historiske eller klassiske malingstyper. Det interessante er, at selv om de rent faktisk ikke bruges ret meget, eksempelvis i forbindelse med nybyggeri, så har de stor betydning indenfor bygningsrestaurering. Her viser erfaringerne fra de seneste 10-15 år, hvor anvendelsen af de historiske malingstyper har været stærkt stigende – også på de mere almindelige, ældre huse – at de med stor fordel fortsat kan benyttes i dag. 1700-tallet Malermaterialer og metoder til indvendigt træværk har udviklet sig en del gennem tiden. I begyndelsen af 1700-tallet blev en række kinesiske og japanske produkter som silke, perler, porcelæn og blanke lakarbejder meget populære i Europa. Dette smittede bl.a. af på husenes interiører, herunder malerarbejdet. Farverne skulle være lyse og pastelagtige, og særligt perlegråt og hvidt var popuT¥Z\ 7^MZÆILMZVM [S]TTM ^¥ZM [s ÅVM OTI\\M WO [QTSMIO\QOM [WU U]TQO\ ;¥ZTQOM elementer, eksempelvis døre, paneler og porte tilstræbtes helt blanke og lakagtige. Man udviklede derfor en række malerteknikker, der kunne leve op til disse idealer, bl.a. særlige bundbehandlinger, som kunne slibes helt jævne og glatte, samt blanke lakker. 1700-tallets indvendige bundbehandling på træ bestod af kridt oprørt i animalsk lim (læderlim), påført i mange lag med pensel og slebet helt glat mellem lagene. På steder udsatte for fugt, bl.a. på vinduer og yderdøre, kunne krideringen ikke holde. Her bestod bundbehandlingen af blyhvidt, på dørene ofte blymønje, revet i linoliefernis til en mager konsistens, dvs. med meget pigment i forhold til WTQMV 7O[s LMVVM J]VLJMPIVLTQVO JTM^ [TMJM\ PMT\ OTI\ 0MZXs UITMLM UIV \ZM gange med linoliemaling af stigende fedhed, dvs. med stigende linolieindhold i forhold til pigmenterne og med idelig glatslibning indimellem, efter at lagene var helt hærdede. For at gøre de tre lag maling så tynde som muligt, fortyndede man ofte malingen med vegetabilsk terpentin (kaldt terpentinolie). Der kunne PMZ^ML WXVs[ MV UMOM\ [U]S [QTSMIO\QO W^MZÆILM 5IV S]VVM WO[s UITM UML LM hurtigtørrende limfarver eller temperafarver oven på krideringen. Dette blev udN¦Z\ OMVVMU UIVOM TIO UML OTI\[TQJVQVO QUMTTMU 0MZMN\MZ JTM^ W^MZÆILMV WN\M lakeret med tre-fem tynde lag klar lak, der ligeledes blev slebet mellem hvert lag. Som det fremgår, sleb malerne dengang tit mere end de malede. Slibemidlerne ^IZ JT I ÅV\ X]T^MZQ[MZM\ XQUX[\MV WO ^IVL Da det ikke lod sig gøre at omplante det kinesiske laktræ til Europa, måtte man klare sig med forskellige erstatninger. 1700-tallets blanke lakker blev derfor fremstillet af plantesaften/harpiksen fra fyrretræer (kolofonium- eller balsamlak) 372

forrige side: Bemalede kirkebænke, Hobro kirke, Gottlieb Bindesbøll foto: Albert Algreen-Petersen

eller mere eksotiske træarter som pistacietræet (mastiks), cypres (sandarak) eller NWZ[SMTTQOM W[\QVLQ[SM \Z¥IZ\MZ LIUUIZ -V [¥ZTQO ÅV TIS ÅS UIV IN LM\ NW[[Qle harpiks, rav, kaldet bernsteen (bernsteenlak). Det var en meget vanskelig og omstændelig kunst at fremstille de attråede klare og blanke lakker. Det skete ofte med en skøn blanding af ovenstående lakmaterialer tilsat kogt linolie, sprit eller terpentin for at gøre lakken strygbar og give den særlige egenskaber. Hver maler eller lakkoger havde nærmest sin egen helt specielle opskrift. Da der kunne være penge i at afsløre disse, udkom der i slutningen af 1700-tallet en række bøger UML ÆMZM P]VLZMLM ¼VaM WO XsTQLMTQOM¼ TISSWOVQVO[ZMKMX\MZ SITLM\ ¼NMZVQ[¼ 1800-tallet ,M JTIVSM TISMZMLM W^MZÆILMZ ^IZ UMOM\ \QL[SZ¥^MVLM WO LMZUML SW[\JIZM I\ udføre og prestigefyldte at anvende. Derfor blev der op gennem 1800-tallet eksperimenteret ihærdigt med at fremstille nemme og billige lakker. I midten af 1800-tallet startede de første farve- og lakfabrikker i Danmark. Herigennem blev lakproduktionen sat nogenlunde i system og gjort billigere og mere tilgængelig. Samtidig skete der en yderligere produktudvikling, idet man begyndte at blande farvepigmenter direkte i lakken, hvilket skabte de helt blanke lakfarver, der ikke skulle overlakeres, og det sparede arbejde og penge. Man ser således en stigende IV^MVLMT[M IN PMT\ JTIVSM UITQVO[W^MZÆILMZ Xs QVL^MVLQO\ \Z¥^¥ZS PMZ]VLMZ gulvene, op gennem 1800-tallet. Efterhånden fortrængtes limfarverne helt til de X]L[MLM ^¥OÆILMZ WO WTQM WO TISNIZ^MZVM JTM^ MVMZsLMVLM Xs IT\ \Z¥^¥ZS 5Ilerne gik også mere og mere over til at anvende fabriksfremstillede malinger, lakker og lakfarver. Jagten på egnede råmaterialer fra naturen til lakfremstillingen forstærkedes over hele verden. I Afrika og på New Zealand kunne man opsamle og opgrave store mængder af fossilt harpiks fra kopaltræet, såkaldt kopal. Smeltet kopal kunne anvendes som grundmateriale i lakker, som kom til at hedde kopallakker. I 1890’erne var den årlige eksport af kopal fra New Zealand cirka 6000 tons. Fra Øst- og Vestafrika kom der lige så meget. En del var dog den knapt så gode ’friske’ harpiks fra kopaltræet. I 1890’erne førte produktudviklingen til fremkomsten af færdige spartelmasser, kaldt spartelfarver, igen med forskellige former for harpiks som en vigtig ingrediens. Disse var så fyldige i konsistensen, at de kunne spartles på i kraftige TIO WO LMZMN\MZ [TQJM[ PMT\ OTI\\M <QT LM XWX]T¥ZM JTIVSM P^QLM W^MZÆILMZ WXNIVL\ man de såkaldte hvide emaljelakker til den sidste strygning. Disse stod helt blanke, uden yderligere slibning. 1900-tallet ,Q[[M VaM XZWL]S\MZ JM\¦L I\ NIZ^M WO TISQVL][\ZQMV ÅS JMPW^ NWZ UMZM WO UMZM harpiks o.a. til lakfremstillingen. Hele jordkloden blev nærmest støvsuget for egnede naturmaterialer, og kvaliteten blev samtidig ringere og ringere. I 1920 udviklede den petrokemiske industri i USA den første kunstigt fremstillede harpiks S]V[\PIZXQS[ LMZ M‫ٺ‬MS\Q^\ T¦[\M LM ^IV[SMTQOM NWZ[aVQVO[XZWJTMUMZ 5ML MV XZWces, der er så enkel, at den kan udføres i et almindeligt køkken, sammenblandes alkohol (glycerol) og fedtsyre (carboxylsyre) under 230-400 oC. Den fremkomne stive masse kan, ligesom den naturlige harpiks, opløses i terpentin, linolie og [XZQ\ 1 [\IZ\MV PML LM\ VaM XZWL]S\ S]V[\PIZXQS[ UMV Q =;) ÅS LM\ [Q\ MOM\ VI^V efter de to hovedingredienser, alkohol og syre: alcohol + acid = alcid, der blev til alkyd på dansk. Som maling kaldtes det oprindeligt for syntetisk oliemaling, selv om der i virkeligheden er tale om en lakfarve. Alkydoliemalingen består af alkyd plus forskellige tørrende olier. Den er hurtigthærdende (to-fem timer), helt blank, vaskbar og slidstærk – alt det, man kan ønske sig af en maling. Da den kom på markedet i Danmark i 1950’erne, slog den i løbet af få år den langsomttørrende linoliemaling af banen. Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. Det næsten faste stof alkyd kræver op til 30 % opløsningsmidler (terpentin) for at blive strygbar. I 1976, da terpentinens skadelige virkning på helbredet blev

373

anerkendt, var det slut med alkydmalingen i Danmark. Malingen fås dog stadig i handelen, hvor den går under det noget misvisende navn oliemaling. )Ʀ[MZVM JTM^ LM ^IVLQOM XTI[\ WO ISZaTNIZ^MZ ,M[^¥ZZM PIZ LQ[[M QUQLlertid ikke løst alle miljø- og arbejdsmiljøproblemer helt, ligesom de også har en række andre ulemper. Mest problematisk er, at plast- og akrylmalinger ikke har nogen egentlig indtrængen i underlaget på grund af deres meget store molekylestruktur. Det resulterer i en dårlig vedhæftning på bl.a. træ. Det sidste skud på stammen er plastalkydmalingen (såkaldt vandig alkyd eller emulsionsmaling). Den består af plastmaling, hvori der er emulgeret alkyd. Erfaringsmæssigt har den ikke nogen nævneværdigt bedre vedhæftning end plast- og akrylmalingerne. I virkeligheden er alkydmaling, på samme måde som lakfarverne, den stammer fra, alt for damptæt til at anvendes på udvendigt træ, herunder vinduer. Det samme gælder også plastalkydmaling samt plast- og akrylmaling. 2000-tallet Allerede i 1980’erne og -90’erne, men især i begyndelsen af 2000-tallet indså videncentre, myndigheder og andre folk med viden om ældre bygninger, at disse skal vedligeholdes og behandles med de samme materialer som oprindeligt. Det O¥TLMZ Q[¥Z LM STI[[Q[SM W^MZÆILMJMPIVLTQVOMZ Xs \Z¥ U]Z^¥ZS WO UM\IT LMZ LMT[ MZ \MSVQ[S JMLZM MVL LM ÆM[\M UWLMZVM UITQVO[\aXMZ NZI ! \ITTM\ LMT[ langt smukkere, både som helt nyopstrøgne og under deres naturlige nedbrydning. Derved passer de historisk, teknisk og arkitektonisk bedre til ældre bygninger. ,M STI[[Q[SM W^MZÆILMJMPIVLTQVOMZ LMZ MZ V¥^V\ VMLMVNWZ MZ ITTM OMVVMUprøvede gennem mange år på ældre bygninger. Vi ved fra adskillige undersøgelser og erfaringer, at disse materialer også holder godt, rent teknisk. De er for det N¦Z[\M L¥SSMVLM NWZ [WTTa[M\ XQOUMV\MZMLM WO NWZ LM ÆM[\M[ ^MLSWUUMVLM MZ LM WO[s UMOM\ LQ‫[]ٺ‬QWV[sJVM [s N]O\MV Q \Z¥^¥ZSM\ MTTMZ U]Z^¥ZSM\ SIV SWUUM ud, og de er svagere end det materiale, de stryges på. De arbejder derfor godt sammen med bundens ’svingninger’ som følge af fugt, temperatur og naturlig nedbrydning. Den største fordel ved de klassiske malingstyper er uden tvivl, at de er meget forskellige. Nogle er stærke, andre meget svage og sarte, nogle er matte WO IVLZM MZ JTIVSM VWOTM MZ \QT QVL^MVLQO JZ]O WO IVLZM PWTLMZ ÅV\ ]LMVL¦Z[ nogle er til høvlet træ og andre til ru træ, og nogle er til murværk og puds. Nogle er hurtigttørrende, og andre hærder meget langsomt. Tilsammen har vi et bredt register af klassiske malingstyper til stort set alle formål, tekniske krav og bundmaterialer. Denne viden er gennem de senere år IKKMX\MZM\ WO JTM^M\ NZMUN¦Z\ W‫ٻ‬KQMT\ PW[ LM UQVQ[\MZQMZ UaVLQOPMLMZ WO ^QLMVcentre, der arbejder med bygningsrestaurering i Danmark. Det sker bl.a. i en række koordinerede informationsmaterialer. Se litteraturlisten bagest i artiklen. klassiske bindemiddel- og malingstyper Oliefarver Begrebet oliefarve dækker over en række malingstyper, hvis indhold består af ^MOM\IJQT[SM MTTMZ IVQUIT[SM WTQMZ \QT[I\ NIZ^M[\WN Q NWZU IN ÅV\ZM^VM XQOUMV\MZ Den mest brugte oliefarve er linoliefarve/linoliemaling, der består af kogt linolie UML XQOUMV\ ZM^M\ Q 7TQMNIZ^MZ SIV LWO WO[s NZMU[\QTTM[ IN IVLZM XTIV\MWTQMZ såsom valmueolie, valnøddeolie og vajdolie. Der kan også benyttes animalske WTQMZ MS[MUXMT^Q[ Å[SMWTQM TM^MZ\ZIV MTTMZ [¥TWTQM 5IV SIV MVL^QLMZM NZMU[\QTTM linoliefarve af rå linolie og pigmenter, men denne maling vil hærde langsommere og være teknisk svagere end linoliemaling af kogt linolie. Den anvendes derfor fortrinsvis på ru træ. <QT ^QVL]MZ [SIT LMZ IV^MVLM[ SWO\ TQVWTQM \QT UITQVOMV 7TQMNIZ^MZ \¦ZZMZ og hærder ikke ved fordampning eller lignende, men ved en kemisk proces, hvor olien optager ilt fra luften (oxidation). Herved udvider malingen sig samtidig i ^¥O\ WO Z]UNIVO 7`QLI\QWVMV MZ [\¥ZS\ INP¥VOQO IN Ta[ WO \IOMZ ZMTI\Q^\ TIVO \QL 374

modsatte side: Københavnergrøn port foto: Pernille Scheuer

375

376

Oliefarver 1 Linoliemaling (kogt linolie (også kaldt linoliefernis) + pigment) 2 Tranfarve (torskelevertran + pigment) 3 Trætjærefarve (trætjære + pigment) <Z¥\R¥ZMNIZ^M MZ MV [¥ZTQO ^IZQIV\ IN WTQMNIZ^MZ 7^MZÆILMV JTQ^MZ UMOM\ Z] WO JT¥ZM\ [s LMV MOVMZ [QO P^MZSMV \QT QVLMVL¦Z[ JZ]O MTTMZ \QT W^MZÆILMZ LMZ [SIT [\s ÅVM WO OTI\\M 5MV MV [WZ\ JZ¥LLMXWZ\ Xs MV OsZL ST¥LMZ LMV OWL\ Pigmenter Alle pigmenter kan bruges til oliefarver, dog ikke visse ægte jordfarver som terra di siena, grønjord og kridt. Se i øvrigt kapitlet om pigmenter. Enkelte traditionelle farvepigmenter er endvidere giftige og benyttes kun ved konserverings- og restaureringsopgaver. Alle oxidfarver er ugiftige og kan anvendes i oliefarve, dog kan oxidsort være vanskelig at arbejde med på grund af den meget lange tørretid.

De 8 klassiske limfarver

Navn

Ingrediens

Tilsætning

Limfarve af animalsk lim

Benlim/hudlim

+ pigment

Limfarve af vegetabilsk lim

Cellusloselim

+ pigment

Limfarve af malerlim

Sichellim/kartoffelmelsstivelse

+ pigment

Limfarve af melklister

Fustagelim

+ pigment

Mosfarve

Afkog af carragheenmos

+ pigment

Ølfarve

Limfarve af mørkt øl

+ pigment

Svensk slamfarve

Kogt rugmel og jernvitriol

+ pigment

Kaseinfarve

Kaseinlim (tørkasein og hjortetaksalt)

+ pigment

De 8 klassiske temperafarver

modsatte side: 5ITMLM XI\QVMZMLM W^MZÆILMZ fotos fra venstre: Martin Frederik Kragh, Søren Vadstrup og Margrét Matthíasdóttir

Limtempera

Plante- el. dyrelim

+ linolie

+ pigment

Klistertempera

Melklister

+ linolie

+ pigment

Kogt klistertempera

Kogt rugmel el. hvedemel

+ linolie

+ pigment

Kaseintempera

Kærnemælk, hjortetaksalt

linolie

+ pigment

Sæbetempera

Brun sæbe

+ linolie

+ pigment

Vokstempera

Tørkasein, voks, hjortetaksalt

+ linolie

+ pigment

Æggeolietempera

Æg

+ linolie

Blodfarve

Okseblod

+ vand

+ pigment

+ vand

+ pigment

377

Linoliemaling 5IVOM UMVVM[SMZ NWZ^MS[TMZ LM[^¥ZZM WN\M TQVWTQMUITQVO UML LMV[ IƦ[MZ NZI 1950’erne, den syntetiske oliemaling, også kaldet alkydmaling. Men som beskrevet har de to malingstyper ikke ret meget med hinanden at gøre, hverken teknisk eller kemisk. Linoliefarver kan anvendes på høvlet og uhøvlet træ både udendørs og indendørs, typisk på vinduer og døre. De øvrige nævnte oliefarver af trætjære eller tran anvendes kun udendørs. Særlige varianter af linoliemaling kan endvidere anvendes til rustbeskyttelse af jern. 4QVWTQMUITQVO PIZ JT I LMV MOMV[SIJ I\ LMV SZISMTMZMZ UML \QLMV Q M\ ÅV\ ’slangeskindsmønster’. Det gør den let at kende fra andre malingstyper, eksempelvis alkydmalingen. Linoliemaling er den mest kendte og benyttede oliefarve. ,MV PIZ MV ]W^MZ\Z]‫ٺ‬MV ^MLP¥N\VQVO \ISSM\ ^¥ZM Z]UNIVO[]L^QLMT[MV ]VLMZ hærdningen. Dernæst er den nem at vedligeholde, idet man de første 10-15 år kun skal anvende den kogte linolie uden pigment til dette. Endelig er linoliemaTQVO LQ‫[]ٺ‬QWV[sJMV LWO INP¥VOQO\ IN XQOUMV\M\ Fabriksfremstillet linoliemaling ,MZ ÅVLM[ Q LIO MV PMT LMT N¥ZLQOXZWL]KMZMLM TQVWTQMXZWL]S\MZ Xs UIZSMLM\ Fordelen ved dem er, at en del af dem er blandet af farvepasta fremstillet på en \ZM^IT[M 7TQM WO NIZ^MXQOUMV\MZ MZ ZM^M\ [IUUMV · Xs OIUUMTLIO[ UIVMZ · \QT LMV ÅVM[\M S^ITQ\M\ NIZ^MXI[\I ,MVVM XI[\I JTIVLM[ PMZMN\MZ WX UML TQVWTQMNMZVQ[ og lidt standolie (som gør malingen blankere) og eventuelt også med sikkativ (tørrestof). Problemet med de færdigblandede produkter er, at man ikke altid kan gennemskue, hvad der er tilsat. I nogle tilfælde burde malerkodningen være højere end den ofte angivne 00-1, som ellers angiver, at malingen ikke indeholder VWOMV NWZU NWZ WXT¦[VQVO[[\W‫ٺ‬MZ ,M\\M O¥TLMZ [¥ZTQO\ P^Q[ XZWL]S\M\ QVLMPWTLMZ sikkativ i negativ forening med konserveringsmiddel og måske også et fungicid (svampehæmmende stof). I visse tilfælde er der tilmed konstateret tilsætning af opløsningsmidler, f.eks citrusolie eller vegetabilsk terpentin, formentlig tilsat for at fortynde malingen. Hvis man af arbejdsmiljømæssige årsager vil undgå disse produkter, må man forlange et udførligt produktblad fra forhandleren. Limfarver Limfarve er en fællesbetegnelse for en række malingstyper, fortrinsvis til indendørs brug, fremstillet af en vandig lim, hvori der tilsættes en vis mængde pigment. Alle limfarver er i vandfase (vandfortyndbare), og de hærder, så snart vandet er NWZLIUXM\ JWZ\ NZI TQU[\W‫ٺ‬M\ Anvendelse ,M ÆM[\M TQUNIZ^MZ SIV S]V IV^MVLM[ QVLMVL¦Z[ P^WZ LM OMVMZMT\ ^QT [\s PMTmatte, farvemættede og meget smukke. De er til gengæld temmelig sarte overfor slid, fedtpletter og stænk af vand, som kun kan fjernes ved genopmaling. LimNIZ^MZVM[ UM[\ I\\ZIS\Q^M MOMV[SIJ MZ LM [U]SSM Ta[ZMÆMS[QWVMZ [WU [SaTLM[ I\ XQOUMV\MZVM TQOOMZ ]\QTL¥SSMLM PMT\ NZMUUM Q W^MZÆILMV IN UITQVO[TIOM\ >Q[[M limfarver, f.eks. kaseinfarve og svensk slamfarve, kan dog anvendes udendørs. Den klassiske svenskrøde farve, der ses på de røde træhuse over det meste af Sverige (og Finland), er en limfarve fremstillet af kogt rugmel, jernvitriol (konserveringsmiddel) og pigmentet faluröd – et biprodukt fra kobberværkerne i Stora Kopparberg ved byen Falun. Pigmentet indeholder dog ikke, som mange tror, kobber, men jernilte/jernoxid, bedre kendt som rust. Pigmenter Alle pigmenter kan anvendes. Dog kan terra di siena være vanskelig at blande med visse lime. Det samme gælder diverse sorte pigmenter, eksempelvis oxidsort, bensort og lampesort. Hvid limfarve fremstilles med slemmet kridt som farvestof. Særligt kraftige røde, grønne eller blå farver uden hvidt i vil komme til at [\s UML MV ƦRT[IO\QO Ta[ZMÆMS[QWV .IZ^MZVM NsZ WN\M M\ [U]SSMZM ]L[MMVLM ^ML 378

modsatte side: En typisk ’slangeskindskrakelering’, som linoliemaling giver efter mange års bemaling og patinering foto: Søren Vadstrup

379

380

at man blander en lille smule sort pigment i. Man ’snavser farven lidt til’, som malerne udtrykker det. Såfremt limfarven ønskes i en særlig nuance, blandet af ÆMZM OZ]VLXQOUMV\MZ SIV LQ[[M MV\MV JTIVLM[ Q LMV [IUUM NIZ^MXQOUMV\XI[\I eller hver for sig i vand og hældes sammen. Vurderinger af farvenuancer i limfarve bør kun ske i dagslys, aldrig i kunstlys. Det samme gælder selve malingen med limfarve. Genmaling på limfarve Når limfarvelaget er blevet gammelt og slidt, kan man enten vaske den gamle farve ned med rent vand, hvorefter væggen, efter behørig tørring, nymales med frisk limfarve. Metoden er den, at man opbløder det gamle farvelag med vand og en bred anstryger, hvorefter farvelaget ’trækkes af ’ med en svamp, der hyppigt skylles af i rent vand. Man undgår herved, at farven løber ned ad væg og gulv. En anden metode er at påføre det gamle farvelag en ’spærregrund’ af sæbevand (½ kg brun sæbe til 3-4 liter varmt vand). Når væggen er helt tør, kan den forsigtigt nymales med limfarve. Man kan også benytte den vandfaste kaseinfarve, limfarve med kasein som bindemiddel. Temperafarver Temperafarver er fællesbetegnelsen for en række malingstyper, der kan anvendes såvel indendørs som udendørs. De er fremstillet af en blanding af en vandig lim (-emulsion) og rå eller kogt linolie plus en vis mængde pigment. Den vandiOM TQU MU]T[QWV MU]TOMZMZ WTQMV [s LMV JTQ^MZ \QT MV ^IVLQO WTQM MU]T[QWV 7Zdet tempera betyder blande i rette forhold på latin, og temperafarver har været kendt og anvendt siden oldtiden. Middelalderens ikoner og altertavler er for de ÆM[\M[ ^MLSWUUMVLM UITM\ UML \MUXMZINIZ^MZ -\ IVLM\ VI^V NWZ LMVVM UIlingstype er olie-emulsionsfarve. Men da dette navn imidlertid i dag bruges om mange forskellige malingstyper, herunder plastmaling, er det vigtigt at anvende den mere præcise fagterm temperafarve om en traditionel lim-olie-emulsion, ]LMV XTI[\QS[\W‫ٺ‬MZ ,M\ [IUUM O¥TLMZ ]L\ZaSSM\ SWUXW[Q\QWV[NIZ^MZ LMZ WO[s bruges om limfarver uden olie i. Anvendelse Alle temperafarverne er vandfaste og vejrfaste og kan anvendes udendørs såvel som indendørs på både træ og murværk/puds. Temperafarver tørrer meget hurtigt, men de er dog først gennemhærdede efter en uge. Temperafarver mørkner noget med tiden i mørke, i modsætning til de ’rene’ limfarver, der ikke ændrer farve. .IZ^M[\W‫ٺ‬MZ WO ^MLTQOMPWTLMT[M Alle pigmenter kan anvendes til temperafarver, dog ikke visse ægte jordfarver som terra di siena, grønjord og kridt. Temperafarver kan vedligeholdes med liVWTQMNMZVQ[ LMZ [\ZaOM[ Xs W^MZÆILMV UML MV XMV[MT MTTMZ MV ST]L Påføring og rækkeevne Det er vigtigt at påføre malingen så tyndt som muligt. For tykke lag hæmmer tørZQVOMV WO SIV NZMUSITLM IN[SITVQVO :¥SSMM^VMV NWZ LM ÆM[\M IN UITQVOMZVM MZ 10-15 m2 per liter maling på almindeligt sugende bund. På stærkt sugende bund, f.eks. udtørret træ, er rækkeevnen mindre.

modsatte side: Fremstilling af bernsteenlak ved kogning ravstykker og linoliefernis foto: Søren Vadstrup

Lakker og lakfarver I begyndelsen af 1700-tallet var samhandlen mellem Europa og Kina for alvor JMOaVL\ >IZMZVM LMZ JTM^ QUXWZ\MZM\ NZI 3QVI ^IZ XZQU¥Z\ [QTSM[\W‫ٺ‬MZ XWZKMlæn, te og krydderier. Men ud over dette fandt diverse lakarbejder, bakker, æsker WO SI[[MZ UML [XMRTJTIVSM W^MZÆILMZ ^MR NZI 3QVI \QT -]ZWXI ,Q[[M ^IZ NZMU[\QTTM\ af saften fra frugterne fra det kinesiske tungtræ, også kaldt det kinesiske laktræ. I løbet af 1700-tallet blev det forsøgt at efterligne de kinesiske lakker i Europa. Tungtræet vokser på klimatisk meget særlige steder i bjergene, så det kunne 381

ikke uden videre genplantes i Europa. I stedet fandt man på at benytte harpiks. Harpiks kan nemlig udvindes fra de hjemlige fyrretræer ved at skære indsnit i barken og opsamle den udskilte væske. Den væske, der driver ud af træet, kaldes balsam eller terpentin og består af harpiks opløst i en række æteriske olier, kaldt terpentinolier. I fri luft vil de æteriske olier fordampe, og et klæbrigt, begagtigt stof blive tilbage. Dette vil med tiden blive hårdere og hårdere. På tysk kaldes det hartz og på latin pix, hvorfor det på dansk åbenbart kommer til at hedde harpiks. Inden den aftappede balsam eller terpentin tørrer ind, kan man skille [MT^M PIZXQS[MV NZI LM ÆaO\QOM ¥\MZQ[SM ^¥[SMZ ^ML MV LM[\QTTMZQVO P^WZ UIV WX^IZUMZ \MZXMV\QVMV WO INS¦TMZ LM NWZLIUXMLM [\W‫ٺ‬MZ UML ^IVL ,MZ^ML IL[SQTTM[ LM\ JMOIO\QOM QVLQUMTTMU PMT\ PsZLM [\WN PIZXQS[ WO LMV ÆaO\QOM STIZM ^¥[SM terpentinolie. Harpiks, fremstillet på denne måde, kaldes også kolofonium, bl.a. for at skelne den fra de fedtede klumper, der sidder på fyrretræerne. Kolofonium er krystallinsk og ikke opløseligt i vand. Det er til gengæld opløseligt i linolie, sprit og terpentinolie. Dette udnytter man ved fremstilling af lak og lakfarve, hvor det opvarmede kolofonium blandes med opvarmet linolie, eller ved opvarmning sammen med sprit eller terpentin. Herved fås hhv. olielak, spritlak og terpentinlak. Olielak En passende mængde kolofolium (harpiks) varmes op i en gryde, så det bliver ÆaLMVLM 0MZQ P¥TLMZ UIV NWZ[QO\QO\ WO ]VLMZ WUZ¦ZQVO LMV TQOMTMLM[ ^IZUM linoliefernis (kogt linolie) i forholdet 1:3. Denne væske omrøres godt, hvorefter den afkøles langsomt. Harpiksen bliver derved amorf (ikkekrystallinsk), og væ[SMV P¥ZLMZ WX UML MV JTIVS W^MZÆILM P^Q[ LMV NsZ TMRTQOPML \QT I\ P¥ZLM Q NZML i lys og luft og uden støv. For at blive helt blank skal der påføres fem-seks lag eller ÆMZM NWZ LM\ UM[\M UML KQZSI MV \W LIOM[ UMTTMUZ]U VWOTM OIVOM ÆMZM 5MTTMU P^MZ\ TIO [SIT W^MZÆILMV [TQJM[ OTI\ UML ]T\ZIÅV\ [IVLXIXQZ 7TQMTISSMV XsN¦ZM[ VWZUIT\ Xs \Z¥ ,MV MZ UMOM\ \¥\ W^MZNWZ LQ‫[]ٺ‬QWV UMV ZMTI\Q^\ [UQLQO W^MZNWZ svingninger i træet. Den egner sig ikke til træ udendørs, dog til nød en overdækSM\ aLMZL¦Z P^WZXs LM\ [R¥TLMV\ ZMOVMZ 7TQMTISSMV JTQ^MZ MVL^QLMZM U¦ZSMZM UML sZMVM 7USZQVO W^MZOQS XZWL]S\QWVMV IN NIZ^MZ WO TISSMZ Q ,IVUIZS til deciderede virksomheder, så malerne ikke længere selv skulle stå med lakkogeriet på værkstedet. Et af problemerne med opvarmningen af harpiksen var nemlig, at kolofoniummet afgav varme terpentindampe, der nærmest var eksplosive, hvis de blev antændt af en gnist eller en ild. Spritlak I stedet for linolie kan man blande sprit i den smeltede harpiks. Spritten skal her ikke være varm. Det giver en spritlak, der hærder noget hurtigere end olielakken, faktisk indenfor en time, hvorved lagene kan påføres hurtigere efter hinanden. Spritlakken kaldes også for shellak efter de særlige skelformede harpiksstykker, som kommer fra saften fra forskellige ostindiske, mælkesaftførende træer i Assam og Thailand. Skjoldlusen (Kerria lacca) stikker i barken, og en meget rødlig PIZXQS[ ÆaLMZ ]L \QT W^MZÆILMV 0IZXQS[MV JTQ^MZ IN[SZIJM\ WO ZMV[M\ NWZ ]ZMVPMder. Den formalede harpiks omrøres med vand og koges, hvorefter det kostbare vandopløselige røde farvestof lac-dye udfældes med alun som processens egentlige produkt. Den tiloversblevne masse bliver først smeltet og siet for døde insekter WO LMZXs [\¦J\ Q LM SMVL\M [PMTTISÆIOMZ Shellak Shellak anvendes især som lak i møbelhåndværket. Et møbel, der lakeres med shellak, skal typisk have otte-ti lag af lak. Mellem hver strygning slibes W^MZÆILMV UML ]T\ZIÅV\ [IVLXIXQZ WO XWTMZM[ MN\MZN¦TOMVLM ,M UIVOM TIO er med til at give dybde og glød til den brunlige lak, der også kaldes politur. Shellakpolitur har en fantastisk smuk, dyb rødbrun farve. Shellak anvendes også til at forsegle knaster i fyrretræ, f.eks. i vinduestræ eller dørtræ. Shellak382

Klassiske lakker 7TQMTIS Spritlak (shellak) Terpentinlak Bernsteenlak, kopallak Mastiks, sandarak, dammar

Klassiske lakfarver Lakfarver Linolielakfarve Alkydoliefarve Alkydemalje

ken bevirker, at knasterne ikke ’sveder’ ud gennem malingen. Man stryger også vinduernes kitfalse med shellak for at mindske linoliekittens udtørring. Terpentinlak Den varme, smeltede harpiks køles langsomt af, samtidig med at der røres vege\IJQT[S \MZXMV\QV Q JTIVLQVOMV QVL\QT SWV[Q[\MV[MV MZ PMT\ \aVL\ÆaLMVLM ^ML [\]Mtemperatur. Når terpentinlakken stryges på høvlet og glatslebet træ, fordamper terpentinen. Harpiksen, der nu er amorf, hærder op til et tyndt, blankt og glat laklag. Dette sker på en times tid, så selve lakeringen, der kræver otte-ti lag med mellemliggende slibning, kan udføres relativt hurtigt. Til slut poleres den færdige W^MZÆILM <MZXMV\QVTISSMZVM MZ UMOM\ [XZ¦LMZM WO [IZ\MZM MVL JsLM WTQMTISSMZVM og spritlakkerne, idet der kun sidder den rene harpiks tilbage på træet. Terpentinlak egner sig derfor kun til møbler eller husgeråd, såsom bakker og æsker. .IZ^MV JTQ^MZ UML \QLMV UMOM\ ÆW\ O]TTQOJZ]V <MZXMV\QVTIS XZWL]KMZM[ Q UWLsætning til shellak, ikke mere, og det kan ikke anbefales at fremstille denne selv, da de afgivne dampe er sundhedsfarlige. Bernsteenlak I den historiske ende har vi ’lakken over alle lakker’, den legendariske bernsteenlak. Bernsteen er det gamle navn for rav, fossilt fyrretræsharpiks, der er millioner af år gammelt. Ravet kan i lighed med kolofoniummet smeltes over varme i en gryde, hvorefter der hældes varm linolie i under omrøring i forholdet 1:3. Selv denne nærmest stenagtige harpiksmasse afgiver ved smeltningen terpentindampe, så kogningen bør foregå med udsugning eller i fri luft. Efter en langsom afkøling er lakken færdig til brug. Bernsteenlakken er meget smidig og slidstærk og har en smuk gyldenbrun farve. Af andre råmaterialer til historiske lakker kan nævnes kopaler, ligeledes et fossilt harpiks, der stammer fra kopaltræet i Afrika, endvidere mastiks fra pistacietræet og sandarak fra cypres. Kinesisk træolie Tonkinlak kaldes også kinalak, idet den er fremstillet af linolie og kinesisk træolie. Navnet hentyder til Tonkinbugten i det forhenværende Fransk Indokina, hvor kinesisk træolie stammer fra. Som før nævnt er kinesisk træolie safterne fra frugterne af tonkintræet, der har sine voksesteder i bjergegnene. En lille fabrik i Paris har produceret tonkinlak siden 1906 og har fortsat alkydlak, hvor andre fabrikker i 1930’erne gik over til den syntetiske kunstharpikslak. Derfor er det ret ]VQS\ I\ LMVVM STI[[Q[SM P¦ROTIV[TIS [\ILQO ÅVLM[ WO XZWL]KMZM[ <WVSQVTISSMV adskiller sig på alle måder fra de tilsvarende syntetiske alkydlakker, i blankhed, den gyldenrøde farve, holdbarhed og slidstyrke. Tonkinlak er meget arbejdsmilR¦^MVTQO UML MV 5)4 SWLM Xs QLM\ LMZ P^MZSMV MZ ÆaO\QOM WXT¦[VQVO[UQLTMZ MTTMZ OQN\QOM [\W‫ٺ‬MZ Q TISSMV [\WZ\ [M\ S]V VI\]ZUI\MZQITMZ <WVSQVTIS MOVMZ [QO bl.a. til lakering af gulve, der skal stå helt blanke, og til lakering af møbler. Den franske naturlak er også god som skibslak for dem, der vil have bådens træværk \QT I\ [\s PMT\ JTIVS\ UMV LI TISSMV WO[s MZ UMOM\ TQL\ LQ‫[]ٺ‬QWV[sJMV V¥ZUM[\ helt lukket overfor vanddamp, skal den fornyes hvert år udvendigt på fartøjet. Til gengæld er den velegnet til rustbeskyttelse af udvendigt jern. Den franske marine hævdes at bruge 30.000 l tonkinlak hvert år, ikke mindst til stål- og aluminiumsskibe. Tonkinlak har en tørretid på 24 timer om sommeren, i godt med lys og luft, men kan sagtens påføres i frostvejr. Så er hærdetiden dog noget længere. Lakken har en god vedhæftning og hærder så blankt op, at man ikke behøver mellemslibning mellem lagene. Tonkinlak kan pigmenteres med de klassiske pigmenter, hvorved man får en række meget blanke, klare og smukke malinger, der dog som ovenfor nævnt også er meget tætte. De egner sig derfor fortrinsvis til indendørs malerarbejde. Dermed er vi nået til begrebet lakfarver.

383

384

Lakfarver Linoliemaling, limfarver og temperafarver står enten helmatte eller højst halvJTIVSM Q W^MZÆILMV 4QVWTQMUITQVO SIV O¦ZM[ MV [U]TM JTIVS UML TIVO\QL[SWO\ linolie, såkaldt standolie, iblandet. I 1700-tallet og i begyndelsen af 1800-tallet, hvor moden var at malede døre, paneler og skabe skulle stå blanke, var man derfor nødt til at lakere disse med en olielak oven på linoliemalingen. Dette var imidlertid ret besværligt, tidskrævende og dermed også dyrt. Malerne sleb, spartlede, sleb, strøg tyndt på, sleb, strøg tyndt på, sleb og sleb i en uendelighed. Seks-syv-otte lag eller mere var ikke ualmindeligt. Især yderdøre skulle på dette tidspunkt stå så blanke og skinnende som muligt. Da disse var mere eller mindre ]LMVL¦Z[ ^IZ LM\ M\ XZWJTMU I\ XsN¦ZM UIVOM TIO TIS LMZ ORWZLM W^MZÆILMJMPIVLTQVOMV UMOM\ \¥\ WO PsZL [s LMV [SITTMLM IN VsZ L¦ZMV JTM^ ^sL 7USZQVO ÅS UIV LMV QLu I\ JTIVLM XQOUMV\MZVM LQZMS\M Q WTQMTIS P^WZ^ML UIV ÅS en såkaldt olielakfarve eller ’lakfarve’. Malerne sparede en masse arbejdsprocesser, idet man blot skulle male tre gange med olielakfarve med mellemliggende og afsluttende glatslibning og polering. Da harpiksen er et fast stof, krævede de VaM WTQMTISNIZ^MZ \QT[¥\VQVO IN ÆaO\QOM WXT¦[VQVO[UQLTMZ P^IL TQVWTQMUITQVOMV ikke gør. Den vegetabilske terpentin, såkaldt fransk terpentin eller terpentinolie, stammer i virkeligheden fra fyrretræernes plantesaft og er således gennem en destillation fjernet fra harpiksen. Efter påstrygningen af olielakfarven, fordamper terpentinen imidlertid og belaster malerens arbejdsmiljø. Ved en linolielakfarve forstås en linoliemaling tilsat en naturharpikslak og eventuelt, men ikke nødvendigvis, ca. 10 % mineralsk terpentin. Naturharpiksen O¦Z WTQMTISNIZ^MV PMT\ JTIVS MN\MZ \W \ZM \aVLM TIO UML ÅV[TQJVQVO QUMTTMU ,MZ skal tilsættes sikkativer for at få en nogenlunde hurtig hærdning. Linolielakfarver MZ S]V \QT \Z¥ WO RMZV WO MZ OMVVMU LMZM[ QVLPWTL IN VI\]ZPIZXQS[MV ZM\ LQ‫[]ٺ‬Qonstætte. På træ egner de sig ikke til udendørs brug eller til vinduesmaling, højst til en godt regnoverdækket yderdør. Der skal altid lægges en god bundbehandling i form af en linoliemaling både på træ og jern, inden linolielakfarven påstryges. Alkydmaling I 1920’erne udviklede den petrokemiske industri i USA, som tidligere beskrevet, den første kunstigt fremstillede harpiks. I starten hed det nye produkt kunstharXQS[ UMV Q =;) ÅS LM\ [Q\ MOM\ VI^V MN\MZ LM \W PW^MLQVOZMLQMV[MZ ITSWPWT WO syre: Alcohol + acid = alcid, der blev til alkyd på dansk. Som maling kaldtes det oprindeligt for syntetisk oliemaling, selv om der i virkeligheden er tale om en lakfarve. Mange malere anså alkydmalingen som en forbedret linoliemaling og kaldte derfor misvisende produktet for oliemaling. Alkydoliemalingen, der består af alkyd plus forskellige tørrende olier, er hurtigthærdende (to-fem timer), helt blank, vaskbar og slidstærk, alt det, man kan ønske sig af en maling. Det næsten faste stof alkyd kræver op til 30 % opløsningsmidler (terpentin) for at blive strygbar. I 1976, da terpentinens skadelige virkning på helbredet blev erkendt, var det slut med alkydmalingen i Danmark. Malingen fås dog stadig i handelen, under navne som oliemaling, alkydoliemaling, alkydmaling og alkydemalje og har en MAL-kode på 3-2. På en lang række områder som stålskibsmaling, autolakering og anden sprøjtemaling benyttes den terpentinholdige alkydmaling stadigvæk i stort omfang.

modsatte side: 1,5 cm tykt kalklag fortæller om bygningens farver igennem tiden foto: Margrét Matthíasdóttir

Mineralfarver 5QVMZITNIZ^MZ MZ MV N¥TTM[JM\MOVMT[M NWZ MV Z¥SSM W^MZÆILMJMPIVLTQVOMZ UML mineralske bindemidler – fortrinsvis til murværk og puds – der binder sig til bunden, gennem en kemisk proces. De mineralske bindemidler kan være læsket kalk eller vandglas. Mineralfarverne gennemgås herunder og tæller hvidtekalk, kalkfarver, sandkalk, sandkalkfarve, kalkvandslasering, silikatmaling, silikatlasur og cementpulvermaling.

385

Luftkalk, kulekalk, kalciumhydroxid, ætsekalk, kalkdej Kalk er et mineralsk bindemiddel, der fremstilles ved at opvarme kalciumcarbonat – (CaC03) = kalksten, kridt, limsten eller marmor fra naturen – til omkring 1000-1200 oC i en kalkovn. Herved frigøres kulsyren (kuldioxid – C02), og der JTQ^MZ JZ¥VL\ SITS SITKQ]UW`QL · +I7 \QTJIOM ,MVVM T¥[SM[ LMZMN\MZ UML ^IVL WO WULIVVM[ \QT T¥[SM\ SITS SITKQ]UPaLZW`QL · +I 70 2 7ULIVVMT[MV [SMZ langsomt, hvorfor man siden middelalderen har lagret den læskede kalk i særlige kalkkuler, der skal ligge frostfrit nede i jorden. Det er vigtigt, at omdannelsen til kalciumhydroxid sker fuldstændigt, og at fremmede salte kan sive bort gennem RWZLMV ,M\\M \IOMZ ÆMZM sZ WO MVLMZ UML I\ LMV T¥[SMLM SITS PIZ MV SWV[Q[\MV[ som en fed dej. Fra gammel tid kaldes denne kalk for luftkalk, fordi den hærder til kridt igen, når den kommer i forbindelse med luften, nærmere bestemt luftens S]TLQW`QL +72). Hvidtekalk Udrører man denne kulekalkdej i vand (1:6) fås en hvid væske, der kaldes hvidtekalk eller kalkmælk. Når hvidtekalken kommer i forbindelse med luftens kuldioxid (Co2), idet man kalker et hus, omdannes den langsomt til det oprindelige materiaTM SITKQ]USIZJWVI\ +I+73). Det er uopløseligt i vand og vil blive siddende som M\ P^QL\ SZQL\TIO · MV P^QL NIZ^M · Xs U]Z^¥ZSM\ ,M\\M JM[\sZ IN [Us ÅVM SITSkrystaller, der vil binde sig godt fast til en bund, der har kalkkrystaller i sig, nemlig kalkmørtel og kalkpuds. Rigtigt udført danner hvidtekalk således ikke en ’pålimet’ UITQVO[ÅTU Xs U]Z^¥ZSM\ [WU ^Q MZ ^IV\ \QT NZI IVLZM UITMUI\MZQITMZ UMV MV SMUQ[S [IUUMVOZWM\ ¼NWZT¥VOMT[M¼ IN U]ZUI\MZQITMZVM ]L Q W^MZÆILMJMPIVLTQVOMV Kalkfarver Hvidtekalk kan farves med kalkægte pigmenter, dvs. pigmenter, der ikke nedbrydes af kalkens basiske miljø. Dette kan afprøves ved at blande en lille smule pigment med en lille smule læsket kalk og lade det stå et døgn, eller i 4 % natronlud Q \QUMZ 8QOUMV\M\[ NIZ^M Us QSSM ¥VLZM [QO IN LMVVM JMPIVLTQVO 7^MZ[QO\MV over de klassiske pigmenter angiver, hvilke af disse der er kalkægte. Der er grænser for, hvor meget pigment hvidtekalken kan binde, før pigmenterne både svækker kalkens styrke og smitter af. Der må maksimum blandes 10 volumenprocent pigment i kalken, men ofte vil 7 % være passende. Man kan også farve kalken UML RMZV^Q\ZQWT RMZV[]TNI\ · .M;74), der ikke er et pigment, men et vandopløseligt metalsalt, der går kemisk i forbindelse med kalken og danner en rødorange farve. Sandkalk og sandkalkfarve Hvidtekalk og kalkfarve har visse begrænsninger i forhold til den bund, der kan SITSM[ Xs 5IV PIZ LWO MZNIZM\ I\ P^Q[ SITSMV JTIVLM[ UML [Us ÅVM [SIZXSIV\Mde sandkorn, forbedres kalkens vedhæftning og holdbarhed. Sandkornene fylder UMTTMUZ]UUMVM UMTTMU SITSMV[ SZa[\IT[\Z]S\]Z ]L W^MZÆILMV JTQ^MZ \¥\\MZM WO stærkere, og kalken kan nu hænge fast på cement, granit, mursten og ru træ. Man kalder dette produkt sandkalk eller sandkalkfarve, hvis der er farvepigmenter i. Kalkvandslasering Hvidtekalk er som nævnt både bindemiddel og hvid farve i ét. Dette påvirker imidlertid mulighederne for at opnå mættede farver, uden hvidt indslag. Vil man undgå kalkens hvide farve, skal man benytte kalkvand som bindemiddel. Kalkvand fremstilles ved at røre læsket kalk ud i vand i en overmættet blanding, 1:5 eller 1:6. En mættet kalkopløsning (kalciumhydroxid) i vand indeholder 1 del kalk til 4 dele vand. Når bundfaldet efter et døgns tid har sat sig, tappes den overskydende helt klare, men kalkmættede væske af. Denne væske kaldes for kalkvand. Kalkvandet kan bl.a. anvendes til bindemidler for farvepigmenter og dermed til UITQVO WO W^MZÆILMJMPIVLTQVO ,I SITS^IVLM\ QSSM PIZ VWOMV [\WZ JQVLMSZIN\ bliver behandlingen altid laserende, dvs. halvgennemsigtig. Man kan derfor ikke tale om kalkvandsfarve, men om kalkvandslasering. 386

Kalkmaterialernes egenskaber Kalk er et ældgammelt produkt, som man har dannet sig mange myter og forestillinger om i relation til både fordele og ulemper. Der har i mange år været problemer med anvendelsen af hvidtekalk og kalkfarver her i landet. Kalken regnede af, skallede af, smittede af, og der skulle nykalkes hvert år. En del af disse problemer har vist sig at stamme fra anvendelsen af den industrielt fremstillede, tørlæskede hydratkalk, der ikke er lagret længe nok i våd tilstand, og LMZNWZ QSSM MZ \QT[\Z¥SSMTQO\ ÅVSWZVM\ \QT MV WX\QUIT JQVLQVO Xs NIKILMV -V IVden årsag er manglende viden hos de udførende håndværkere med hensyn til SITSMV[ ZM\\M WX[\ZaOVQVO PMZ]VLMZ J]VLMV[ JM[SI‫ٺ‬MVPML NWZJMPIVLTQVO [IU\ vejr og temperatur, den dag man kalker. Nyere erfaringer – specielt med den på UQLLMTITLMZTQO ^Q[ TIVO\QL[TIOZMLM S]TMSITS · ^Q[MZ I\ SITSVQVO MZ ]W^MZ\Z]‫ٺ‬MV [WU W^MZÆILMJMPIVLTQVO Xs U]Z^¥ZS ,M\ O¥TLMZ JsLM Q NWZPWTL \QT JaOOM\MSVQske egenskaber, fugtdræning, naturlig nedbrydning, tilsnavsning, vedligeholdelse og dermed økonomi. Desuden i forhold til æstetisk fremtoning og ældning og i forhold til miljøvenlighed. På disse områder overgår kalken langt alle andre produkter på markedet.

denne side: Farveregistrering fra Det tidligere danske konsulat i Marokko foto: Margrét Matthíasdóttir

Silikatmaling og silikatlasur Under betegnelsen silikatmaling forhandles en række produkter af forskellig sammensætning. Man skelner mellem ren silikatmaling, som består af en blanding af ÆaLMVLM SITQ]U[QTQSI\ ^IVLOTI[ WO ITSITQJM[\IVLQOM UQVMZITNIZ^M[\W‫ٺ‬MZ WO [QTQkatmaling med tilsætning af større eller mindre mængde plastbindere eller andre PIZXQS[XZWL]S\MZ ;QTQSI\UITQVO IV^MVLM[ Xs UQVMZIT[SM W^MZÆILMZ [WU MS[MUpelvis puds, beton og tegl. Ved silikatmalingens indtrængning i underlaget sker en forsteningsproces. Der opstår en uopløselig kemisk forbindelse mellem farven WO ]VLMZTIOM\ P^WZ^ML [\WZ PWTLJIZPML WXVs[ :MVM [QTQSI\UITQVOMZ MZ QSSM ÅTU387

LIVVMVLM LM MZ LQ‫[]ٺ‬QWV[sJVM WO UMOM\ ^MRZJM[\IVLQOM WO [TQL[\¥ZSM <QT NIKIder bør anvendes den rene silikatmaling. Ved speciel fortynding og med en særlig teknik kan den anvendes som silikatlasur. Herved opnås en transparent laserende W^MZÆILMJMPIVLTQVO [WU NsZ NIKILMV \QT I\ ^QZSM UMZM TM^MVLM >ML IV^MVLMT[M af laseringsteknikker er det af altafgørende betydning for behandlingens holdJIZPML I\ LMV TI[MZMVLM W^MZÆILM NsZ MV IN[T]\\MVLM ÅS[MZQVO :MV [QTQSI\UITQVO SIV WO[s IV^MVLM[ Xs QVL^MVLQOM ^¥OOM UMV SZI^M\ MZ PMZ VaX]L[MLM ÆILMZ Maling med rene silikatmalinger kræver god håndværksmæssig kunnen. For at opnå et fuldt tilfredsstillende resultat skal leverandørernes vejledning nøje følges. Cementpulvermaling +MUMV\X]T^MZUITQVO JM[\sZ IN ÅV\ NWZUITM\ KMUMV\ L^[ JZ¥VL\ SITS WO TMZ \QT[I\ NaTL[\W‫ٺ‬MZ WO XQOUMV\MZ .¦Z JZ]OMV Z¦ZM[ UITQVOMV WX UML ^IVL WO LMV skal derefter anvendes indenfor en nærmere angiven tid. Da vand er en forudsætning for cementens hærdning, skal murværket forvandes grundigt, inden påføringen og også i tiden umiddelbart efter, helst i nogle døgn. Malingen påføres bedst med anstryger, vådt i vådt, da påføring med rulle til tider kan give skjolder. Cementpulvermalingen hærder betydeligt hurtigere end kalk og er af den grund langt mere følsom overfor fugt- og temperaturforhold under hærdningen. Man skal derfor færdiggøre en hel facade, eller et omkranset område på facaden, vådt i vådt, på én og samme dag. Dette gøres ved at sætte tilstrækkeligt med mand på stilladset, således at også stilladsovergangene kan udføres vådt i vådt, uden at der ses tydelige skjolder og overgange. Cementpulvermaling er udviklet til brug på beton, men produktet anvendes også på murværk og puds. Facader, der er skabt til at stå i blank mur – synlige mursten – bør ikke males med cementpulvermaling, da det er næsten umuligt at fjerne igen, samtidig med at det ændrer på fugtLaVIUQSSMV Q U]Z^¥ZSM\ +MUMV\X]T^MZUITQVO MZ QSSM V¥Z [s LQ‫[]ٺ‬QWV[sJMV overfor vanddamp som f.eks. kalk Hvor kan man bruge hvad? Som nævnt kender vi efterhånden de ovennævnte malingstyper og deres produktvariationer godt gennem konkrete afprøvninger i mindst 20-25 år. Vi har derfor kunnet opstille et skema, der angiver, hvad de enkelte klassiske malingsprodukter egner sig bedst til, og hvad de ikke egner sig til. Der kan være mange grunde til at male træværket eller murværket på et hus. Det kan være på grund af farveglæde, traditioner, vaner eller for at understrege særlige detaljer. Udgangspunktet for de syv malingstyper til træværk og murværk, der er nævnt i dette ske388

denne side: Bemalet dør foto: Søren Vadstrup

7\\M STI[[Q[SM W^MZÆILMJMPIVLTQVOMZ \QT \Z¥ RMZV WO X]L[ Linolie- kaseinmaling tempera

kaseinfarve

Svensk slamfarve

Trætjære

Trætjærefarve

0^QL\MSITS kalkfarve

Udvendigt ru træ

+++

+++

++

+++

++

++

0

Udvendigt høvlet træ

+++

+++

++

0

0

++

0

Vinduer, døre, skodder

+++

0

0

0

0

0

0

Bræddeporte

+++

++

++

0

++

+++

0

Bindingsværk

+++

++

+++

++

++

+++

++

Indvendigt høvlet træ

+++

++

++

0

0

0

0

Smedejern

+++

0

0

0

0

0

0

Støbejern

+++

0

0

0

0

0

0

Sorttjærede sokler

0

++

++

0

0

+++

+++

Udvendigt murværk/puds +

++

++

0

0

0

+++

Anbefales

+++

Egnet

++

Egnet med forbehold +

1SSM MOVM\ ‫ڤ‬

ma, er først og fremmest, at de skal bevare det bagvedliggende træ eller murværk så godt og så længe som muligt. Derfor er de dækkende for sollyset (pigmenteZMLM XWZ¦[M LQ‫[]ٺ‬QWV[sJVM [s N]O\MV Q \Z¥^¥ZSM\ MTTMZ U]Z^¥ZSM\ SIV \Z¥VOM ud, og de er svagere end det materiale – det være sig træet eller muren – som de stryges på. Det er klart, at ingen af disse egner sig til alle formål (se skema). De klassiske bindemidler og de klassiske pigmenter De forskellige pigmenter egner sig ikke lige godt til de forskellige bindemidler, der indgår i de fem klassiske bindemiddeltyper: oliefarver, limfarver, temperafarver, lakfarver og mineralfarver. Litteratur Kulturstyrelsen, Søren Vadstrup (red.): Information om Bygningsbevaring, 2014 (http://www.kulturstyZMT[MV LS QVNWZUI\QWV WU JaOVQVO[JM^IZQVO ! W^MZÆILMJMPIVLTQVO Generelt om de klassiske malematerialer 8.3 Malematerialer I, Malingstyper, egenskaber og produkter 8.4 Malematerialer II, Heldækkende malingstyper til ældre bygninger 8.5 Malematerialer III, Pigmenter og farver 8.6 Malematerialer IV, Farveløse og halvdækkende materialer ;XMKQÅSSM W^MZÆILMZ 9.1 Afrensningsmetoder, ude og inde ! 7^MZÆILMJMPIVLTQVO IN ]L^MVLQO\ U]Z^¥ZS WO X]L[ ! 7^MZÆILMJMPIVLTQVO IN ]L^MVLQO\ \Z¥^¥ZS ! 7^MZÆILMJMPIVLTQVO IN QVL^MVLQO\ U]Z^¥ZS X]L[ WO \IXM\ ! 7^MZÆILMJMPIVLTQVO IN QVL^MVLQO\ \Z¥^¥ZS ! 7^MZÆILMJMPIVLTQVO IN O]T^M ! 7^MZÆILMJMPIVLTQVO IN RMZV ;XMKQÅSSM JMPIVLTQVOMZ 9.8 Kalkning 9.9 Maling med limfarve på vægge og lofter 9.10 Imitationsmaling. Lasering, ådring og marmorering 9.11 Trætjære Web www.kulturstyrelsen.dk Kulturarvsstyrelsen: Information om Bygningsbevaring www.mbbl.dk Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter www.bygningsbevaring.dk Center for Bygningsbevaring i Raadvad

389

Rudeglas af Søren Vadstrup

Gamle rudeglas kaster med deres smukke, livfulde spil en særlig karakterfuldhed over ældre huses eksteriører og interiører. Alene af den grund bør man gå langt for at bevare de gamle rudeglas, da de udgør en helt essentiel fortælling i huset. Nye ruder som termoruder er et fremmedelement i et gammelt hus med deres SIZIS\MZT¦[M W^MZÆILMZ )\ NZMU[\QTTM OTI[XTILMZ \QT Z]LMOTI[ ^IZ PMT\ NZMU \QT ! et meget krævende håndværk og langt, langt sværere end at håndfremstille diver[M LZQSSMOTI[ [SsTM ÆI[SMZ WO SIZIÆMZ [WU UIVOM UMVVM[SMZ Q LIO [IUTMZ Xs .ZI \ITTM\ \QT Q LIO ÅVLMZ ^Q Q OIUTM LIV[SM ^QVL]MZ NMU NWZ[SMTTQOM OTI[\aXMZ der hver har sin historie, fremstillingsmåde og særlige karakter. Fremstilling af glas Glas fremstilles ved at smelte forskellige krystallinske mineraler som kisel, kvarts ÅV\ [IVL WO SITS [IUUMV WO INS¦TM [UMT\MUI[[MV UMOM\ TIVO[WU\ ,MZ^ML JTQver den for det første amorf (ukrystallinsk) og for det andet klar og gennemsigtig. For at sænke smeltepunktet (fra omkring 1700 °C til ca. 1200 °C) og for at få OTI[UI[[MV \QT I\ [UMT\M JMLZM [IUUMV \QT[¥\\MZ UIV M\ [sSITL\ Æ][UQLLMT ÆaLMmiddel). Det kan enten være potaske eller soda eller en blanding af begge. Disse [\W‫ٺ‬MZ QVLOsZ WO[s Q OTI[[M\[ SMUQ 1 WX^IZUM\ \QT[\IVL JTQ^MZ OTI[UI[[MV SITL\ 390

391

UMVOMV [MR\ÆaLMVLM 0MZ^ML SIV LMV NWZUM[ Xs NWZ[SMTTQOM UsLMZ JT I SIV man blæse indre hulheder i den (blæst glas). I glasteknologiens spæde start for cirka 5.000 år siden støbte man udelukkende glas i forme, og de første vinduesOTI[ [s LIOMV[ Ta[ Q :WUMZZQOM\ WUSZQVO 3ZQ[\Q N¦L[MT 7U\ZMV\ [IU\QLQO WXNIVL\ romerne kunsten at blæse glas. Det var dog først engang i 500-tallet, at man begyndte at bruge blæst glas til vinduer. Cylinderglas Glasmagere begyndte i 500-tallet at fremstille vinduesglas ved blæsning. Det skete ved den såkaldte cylinderglasmetode, hvor man blæser en lang cylinder af glas, som efterfølgende bliver skåret op i enderne og på langs og rettet ud og planet, alt sammen i varm tilstand. De udrettede glasplader kaldtes tavler. Deraf LM\ OIUTM VI^V \I‫ٺ‬MTOTI[ [WU KaTQVLMZOTI[ WO[s SITLM[ 5QLLMTITLMZMV[ ^QVL]M[glas (år 1200-1500) er derfor fortrinsvis cylinderglas. Cylinderglas blev fremstillet i bl.a. Sverige helt frem til 1950’erne – og faktisk har to glasværker, der stadig fremstiller mundblæst cylinderglas, overlevet frem til i dag, ét i Frankrig og ét i <a[STIVL ;s U]VLJT¥[\ KaTQVLMZOTI[ SIV [\ILQO NZMU[SI‫ٺ‬M[ N MS[ \QT ZM[\I]ZMZQVger af historiske huse. Kronglas 7USZQVO sZ ]L^QSTMLM LM VWZLNZIV[SM OTI[Pa\\MZ MV Va UM\WLM \QT NZMU[\QTling af vinduesglas, den såkaldte kronglasmetode. Ved denne blæser man en stor ballon, der åbnes i enden, hvorefter den roteres hurtigt rundt, så den åbner sig og bliver til en stor glasskive. Af praktiske grunde foretrak man at åbne ballonen i den ende, hvor blæsepiben sad, og hvor glasmassen var tyndest. Dette var en smule besværligt, da det krævede påhæftning af en jernstang i den diametralt modsatte ende af blæsepiben til at rotere ballonen med. Ikke desto mindre var kronglasmetoden langt hurtigere og mindre omstændelig end cylinderglasmetoden. Alligevel fortsatte de to fremstillingsmetoder til vinduesglas side om side helt frem til begyndelsen af vort århundrede. Kronglasset har navn efter det lille kongekronelignende krater, der blev efterladt i midten af glasskiven, hvor anhæfteren (roterstangen) blev brækket af. Et andet navn for denne type glas er måneglas, idet kronglasset af transportmæssige grunde blev skåret over i to halvmåneformede halvdele. Den lille runde fortykkelse i midten af skiven, kaldet okseøjet eller gallen, blev skåret fra og brugt til særlige formål, f.eks. et lille dørvindue. Det sidste glasværk, der fremstillede kronglas, lukkede i 1930’erne i Frankrig, og siden har der kun været spæde forsøg på at genoptage produktionen. Problemet er, at kunsten at slynge glasmassen ud i en tynd, tynd skive er så vanskelig, at ikke engang de bedste glasmagere i dag kan udføre dette. Kronglas er dermed et byggemateriale, der ikke fremstilles mere, hvilket betyder, at vi nu er henvist til udelukkende at genbruge gamle glas. Spejlglas I 1688 udviklede franskmanden Richard Lucas de Nehou en metode til at støbe glasplader uden blæsning. Herved kunne man opnå relativt store glasstørrelser Xs WX \QT ` UM\MZ 5M\WLMV ÅS Q N¦Z[\M WUOIVO QSSM JM\aLVQVO Q NWZPWTL \QT ^QVL]M[OTI[ NWZ MN\MZ [\¦JVQVOMV Us\\M UIV XTIV WO JTIVS[TQJM [IU\ ÅVXWTMZM glasset ved en uhyre besværlig, tidskrævende og kostbar proces. Det prestigefyldte glas blev fortrinsvis brugt til spejle. Først 200 år senere, i slutningen af 1800-tallet, blev selve slibningen gjort så maskinel og billig, at man nu kunne ÅVLM [XMRTOTI[Z]LMZ Q ^QVL]MZ OTI[L¦ZM WO [WU [\¦ZZM J]\QS[Z]LMZ Trukket glas Det var menneskets lunger, der satte grænser for, hvor store cylinderglas og kronglas man kunne fremstille. Derfor begyndte man at eksperimentere ivrigt med at maskinblæse glasset. Det foregik som en benhård kappestrid mellem verdens tre 392

førende planglasfabrikker i London (Pilkinton), Paris (St. Gobain) og Pittsburg, USA. Allerede i 1853 præsenterede Pilkinton den første glasblæsemaskine, der kunne fremstille ni meter høje cylindere til cylinderglas. I 1903 var man nået til en højde på cylinderne på 12 meter og en diameter på 1 meter. I 1915 revolutionerede St.Gobain – i øvrigt næsten simultant med fabrikken i Pittsburg – hele XTIVOTI[\MSVWTWOQMV LI LM ]L^QSTMLM MV UI[SQVM LMZ S]VVM \Z¥SSM MV ÆaLMVLM glasmembran i plane baner i to-tre meters bredde, i en nærmest uendelig længde. Dette trukne glas lukkede og slukkede på én gang produktionen af det blæste glas til vinduer, der stort set forsvandt fra markedet. Det skete omkring 1920. )UMZQSIVMZMV +WTJ]ZV NIVL\ Xs I\ ¼\Z¥SSM¼ LMV ÆaLMVLM OTI[XTILM ]L ^IVLZM\ Herefter var der ikke langt til den uendelige, kontinuerlige glaspladeproduktion, [WU ^Q [MZ Q LIO ^ML XZWL]S\QWVMV IN ÆWI\OTI[[

ÅO

Floatglass I 1959 var Pilkinton først på banen med at introducere det fuldstændigt plane, ¼NMRT WO NWZ^Z¥VOVQVO[NZQM¼ [sSITL\M ÆWI\OTI[[ >ML NZMU[\QTTQVO IN ÆWI\OTI[[ ÆaLMZ OTI[UI[[MV ]L Xs MV W^MZÆILM IN [UMT\M\ \QV MN\MZ I\ PI^M XI[[MZM\ M\ XIZ \aSSMT[M[ZMO]TMZMVLM ^IT[MZ QLM\ LM\ [IU\QLQO ^IZUMXWTMZM[ =L W^MZ PsZÅVM \WTMZIVKMZ WO NZI^¥ZM\ IN NWZ^Z¥VOVQVOMZ Q OTI[[M\ S]VVM ÆWI\OTI[[ NZI [\IZ\MV XZWL]KMZM[ Q MV PQL\QT ]P¦Z\ PI[\QOPML Xs UM\MZ Q \QUMV ,MVVM NWZJMLZQVO WO M‫ٺ‬MS\Q^Qsering medførte et ophør i produktionen af det trukne glas – bortset fra enkelte tilbageværende værker i bl.a. Polen.

ÅO

ÅO

1500 ºC

Ild

1000 ºC 600ºC

500ºC 200ºC

Flydende tin

Ruller

ÅO

forrige side: Når solen skinner ind gennem rudeglassene i husets vinduer, kan man, der hvor ’skyggen’ rammer en væg, skelne de forskellige rudeglastyper meget tydeligt Kronglas: Har en cirkulær struktur Cylinderglas: Har en rystet struktur Trukket glas: Har en stribet struktur foto: Søren Vadstrup denne side: Tidsnøgle for rudeglas Fig. 1 Cylinderglas ca. 500-ca. 1950 Fig. 2 Kronglas ca. 1400-ca. 1920 Fig. 3 Trukket glas 1915-(1970) Fig. 4 Floatglass produktion 1970-

Pas på de gamle rudeglas Man kan i dag stadigvæk få fremstillet håndlavet cylinderglas og trukket glas. Det MZ LWO LMT[ UMOM\ SW[\JIZ\ LMT[ ÆWZMZMZ LMZ MV TIVO Z¥SSM ]¥O\M XZWL]S\MZ [WU ikke har det originale rudeglas’ karakter. Da disse antikglas fremstilles industrielt og billigt, men sælges dyrt som den ægte vare, bliver man som køber taget godt og grundigt ved næsen. Hvis gamle vinduer indeholder historiske rudeglas som cylinderglas og kronglas, skal disse bevares for enhver pris. Hvis der f.eks. foreSWUUMZ UQVLZM Æ¥SZ]LMZ Q LQ[[M [R¥TLVM Z]LMOTI[ J¦Z UIV ITTQOM^MT QSSM SI[[MZM dem. Teknisk betyder revnerne ikke noget, når vinduerne er forsynet med forsatsvinduer. Hvis det er nødvendigt at udtage historiske rudeglas, fordi vinduesrammen skal repareres, skal dette ske med anvendelse af en speciel kitlampe, der varmer den gamle hårde kit op ved hjælp af en tynd stråle infrarødt lys, så den bliver blød og mulig at fjerne forsigtigt. Kitlampen kan også bruges, hvis man vil ]L\IOM ÆWI\OTI[[Z]LMZ LMZ PIZ ¼[VMOM\¼ [QO QVL Q OIUTM ^QVL]MZ Q ¥TLZM P][M P^WZ de ser helt forkerte ud, med gamle ruder af cylinderglas eller kronglas fra gamle udtjente vinduesrammer. Termoruder Allerede i 1865 blev der i USA taget patent på verdens første termorude. Den bestod af to stykker rudeglas (cylinderglas), der blev bøjet og smeltet sammen langs kanterne, så der opstod et lufttæt mellemrum mellem ruderne. Stillestående luft isolerer som bekendt relativt godt. Men disse isolerende termoruder var UMOM\ LaZM I\ NZMU[\QTTM WO XI\MV\M\ ÅS LMZNWZ QSSM LMV [\WZM JM\aLVQVO 1 ! da det trukne glas kom på markedet, og almindeligt rudeglas blev billigere, eksperimenterede man derfor videre med de sammensmeltede termoruder, særligt i Bauhaus i Tyskland, hvor man dyrkede de store rudeformater uden sprosser. Men det var først, da man i Belgien i 1950’erne fandt på at lime de to ruder til en UM\ITXZWÅT TIVO[ SIV\MV I\ \MZUWZ]LMZVM SWU [s TIVO\ VML Q XZQ[ I\ LM JMOaVL\M at kunne sælges, i alle størrelser. De første termoruder kom til Danmark i 1957-58, og de blev i første omOIVO JZ]O\ \QT LM [\WZM PMTZ]LMLM ^QVL]MZ Q VaM XIZKMTP][M 7N\M NWZM\ZIS UIV LM ’gamle’ koblede vinduer, der faktisk isolerede bedre, men man begyndte at sælge termoruderne med det argument, at de var meget nemmere at pudse, idet de ikke skulle skilles ad, som de koblede vinduer. Man solgte endda de nye vindu393

MZ ]VLMZ VI^VM\ P][UWLMZ^QVL]MZ 7USZQVO !! JTM^ \MZUWZ]LMZVM NWZJMLZM\ på to områder. For det første opfandt man en belægning, der kunne lægges på ruderne i et meget tyndt lag, så tyndt, at man ikke så belægningen med det blotte øje. Denne energibelægning tillader de kortbølgede varmestråler fra solen at passere uhindret, mens den langbølgede varmestråling fra husets opvarmning eller fra solens opvarmning af f.eks. stengulve bremses. Derved kom vinduet til at virke som en solfanger, som kan opfange og nyttiggøre solens varmestråling. ,MV IVLMV WXÅVLMT[M LMZ JTM^ ORWZ\ Q !! ¼MZVM ^IZ I\ JT¥[M MV MS[\ZI Q[Wlerende luftart – argon eller krypton – ind i glasmellemrummet, hvorved termoruden kom til at isolere bedre end en tilsvarende termorude med atmosfærisk luft i glasmellemrummet. Man kalder i dag disse forbedrede termoruder for energiZ]LMZ IN VWOTM XZWL]KMV\MZ WO[s SITL\ TI^MVMZOQZ]LMZ )TUQVLMTQO\ ÆWI\OTI[[ SIV også forsynes med en energibelægning, der er hardcoated, fordi den skal kunne tåle, at glasset bliver pudset, uden at energibelægningen slides af. Disse enkeltglasruder med energibelægning kaldes for energiglas. Energiglas har de samme egenskaber overfor den ind- og udadgående varmestråling som energiruder. De kan derfor med fordel anvendes på gamle vinduer som rudeglas i forsatsvinduer eller koblede vinduer, hvad der forbedrer energiegenskaberne for disse vinduesløsninger mærkbart. 5 tekniske fejl ved moderne termovinduer 3]TLMJZWM‫ٺ‬MS\ <MZUWZ]LMZVM PIZ MV UIZSIV\ S]TLMJZWM‫ٺ‬MS\ TIVO[ [SQTTMXZWÅTMZVM LMZ LMT[ ZML]KMZMZ Q[WTMZQVO[M‫ٺ‬MS\MV ^ML [Us Z]LMNWZUI\MZ WO LMT[ [SIJMZ ZQ[QSW NWZ ¼\MZUQ[SM JZ]L¼ NWZLQ OTI[[M\ [WU N¦TOM IN S]TLMJZWM‫ٺ‬MS\MV TIVO[ SIV\MZVM WX^IZUM[ uensartet. Vægt og tykkelse Den forholdsvis store vægt og materialetykkelse medfører voldsomme og uhensigtsmæssige dimensioner på rammerne, store belastninger på beslag og store vandsamlende fremspring. Ringe holdbarhed Termoruder består af en lang række materialer, der ikke arbejder godt sammen QVLJaZLM[" OTI[ LMZ MZ TQUM\ \QT UM\ITXZWÅTMZ WO \¥\VM\ UML O]UUQN]OMUI[[M (PCB). Der gives derfor kun fem års garanti på glasset, og den reelle levetid for termoruder er i gennemsnit 17-20 år. Der sker ydermere en gradvis udsivning år for år af det dyre gasfyld, der skulle sikre ekstra god isoleringsevne. Danske termoruder er fulde af miljøgift 7X UWL \WV 8+* JTM^ JZ]O\ \QT LIV[SM \MZUWZ]LMZ Q ! ¼MZVM WO ¼MZVM 1 LIO MVLMZ ^QVL]MZVM UML MV IN ^MZLMV[ NIZTQO[\M UQTR¦OQN\M Q ITUQVLMTQO I‫ٺ‬ITL[forbrænding. Bygningsreglementet =LZMOVMZ UIV LMV ZMMTTM = ^¥ZLQ ^IZUM\IJ[SWM‫ٻ‬KQMV\ NWZ PMTM ^QVL]M\ · WO ikke kun rudens midte, som ofte er den, der angives som rudens data – vil man bemærke, at termoruder i størrelser, der svarer til ruderne i vinduer i ældre bygninger, langt fra opfylder Bygningsreglementets krav om en samlet U-værdi på 1,65 W/m²K eller et energitilskud på ÷33 kWh/m² år. Det gør de energiforbedrede 100-200-årige gamle vinduer derimod. Man skal regne med, at der er en kuldebrobræmme langs kanterne på ca. 10 cm, hvor termo- og energiruderne isolerer dårligere end den opgivne center-U-værdi. De ’forbedrede kanter’, såkaldte ’varme kanter’, hjælper en smule på dette, men til gengæld holder disse kanter og ruder endnu dårligere end metalkanterne.

394

rudeglassets betydning for arkitekturen =LW^MZ LM NMU V¥^V\M NWZ[SMTTQOM OTI[\aXMZ ÅVLM[ LMZ MV Z¥SSM ^IZQI\QWVMZ QVdenfor vinduesglas, bl.a. farvet glas, malet glas, råglas, hærdet glas, præget glas, ætset eller sandblæst glas og opalglas. Men bortset fra disse specielle glastyper tror mange mennesker, at glas er glas, og rudeglas og rudeglas er det samme – det er jo gennemsigtigt alt sammen. Men ligesom gamle håndstrøgne tagsten ser smukkere ud end nye cementtagsten eller bølgetagplader på et gammelt hus, så er de gamle vinduer med mundblæste cylinderglas eller de sjældne kronglas, samt de maskintrukne rudeglas fra 1900-tallet, langt smukkere end de nye og TQ^T¦[M Z]LMZ IN ÆWI\OTI[[ LMZ JZ]OM[ Q LIO ,MZ MZ UMZM TQ^ [XQT WO ^IZQI\QWV Q LM gamle glastyper, og dette passer godt til gamle huses øvrige livfulde og varierede W^MZÆILMZ WO MTMUMV\MZ De gamle rudeglas er en meget overset, men uhyre vigtig del af ældre huses arkitektoniske udtryk. Kun meget få håndværkere, husejere eller arkitekter kunne drømme om at interessere sig for at bevare de gamle rudeglas, hvis vinduerne skiftes eller repareres. Nye termoruder er helt slemme. De ændrer husets arkitektur markant, ikke kun på grund af vinduerne, men i høj grad også rudeglasset og termorudernes døde og nærmest uhyggelige, blålige spejlinger. Selv ikkerestaureringskyndige arkitekter kan se, at det ser forkert ud at proppe helt nye, glatte typer mursten ind i en facade bestående af karakterfulde håndstrøgne mursten. Præcis det samme gør sig gældende ved udskiftning af KaTQVLMZOTI[^QVL]MZ UML ÆWI\OTI[[^QVL]MZ 5MV Ns [MZ LM\\M MTTMZ MZ JM^QL[\M WU dette element i ældre bygningers arkitektur. En bygningsopmåling burde faktisk omfatte en registrering af vinduernes rudeglastyper, men dette er aldrig set. DerNWZ MZ LM WZQOQVITM OIUTM Z]LMOTI[ LM[^¥ZZM MV \Z]M\ IZ\ Q ,IVUIZS WO LM ÆM[\M andre lande. Selv kultiverede mennesker, der samler på antikviteter, og herunder U]VLJT¥[\M [VIX[MOTI[ LZQSSMOTI[ SIZIÆMZ MTTMZ ÆI[SMZ [MZ QSSM I\ LM OIUTM vinduer med gamle vinduesglas som cylinderglas eller kronglas repræsenterer en stor antikvarisk og historisk skat. At blæse en rund cylinder og derefter rette den ud til et helt plant stykke glas, mens den endnu er 1300 oC, er en langt større håndværksmæssig bedrift,

modsatte side: Gamle rudeglas har et helt specielt WO UMOM\ [U]S\ ]L\ZaS [WU LM ÆM[\M nyere rudeglas ikke har foto: Søren Vadstrup denne side: 5IZKPu I]` .TM]Z 8IZQ[ ZMÆMS[QWVMZ foto: Signe Ulfeldt 395

396

ÅO

ÅO

ÅO

ÅO

mere sjælden og tidskrævende end at blæse et rundt drikkeglas eller en rund ÆI[SM 7O I\ NZMU[\QTTM SZWVOTI[ MZ MVLLI [s ^IV[SMTQO\ I\ QVOMV Q LIO UM[\ZMZ det. Vi burde alle bukke i respekt for et fantastisk stykke håndværk, hver gang vi passerer et over 100-årigt vindue med gamle rudeglas, eller når vi besøger huse, hvor ejerne har passet på disse. Denne manglende viden og bevidsthed koster dagligt hundredvis af historiske vinduesglas her i Danmark. Men med denne viden i baghovedet kan det faktisk blive en helt ny oplevelse at gå rundt i gaderne i gamle kvarterer, eller andre steder, og genkende og nyde de forskellige gamle glastyper. Hvis man ikke passer på, kan det efterhånden blive en hel mani, konstant at søge spejlingen mod himlen for at se glassenes bølgekaZIS\MZ 7O [\¦LMZ UIV Xs M\ [\aSSM SZWVOTI[ Us[SM MVLLI M\ IN LM aLMZ[\ [R¥TLVM grønlige waldglas, bliver man nærmest helt euforisk. Som beskrevet under afsnittet om curtain wall-facader har rudeglassets historiske autenticitet ikke mindst betydning for det arkitektoniske udtryk af ældre JaOVQVOMZ ¼PMT\ IN OTI[¼ LMZ MZ WXN¦Z\ N¦Z ÆWI\OTI[[M\[ QVL\WO Q ! 0MZ MZ LM\ RW et byggemateriale på linje med mursten. Litteratur Dansk Teknologisk Institut: Termoruder. Energiruder – Energi-spare Information. Energisparebranchens informationsudvalg og Energistyrelsen, 1992. Sckotz-Hansen, K.: Glarmesterbogen. København: 1949 Vadstrup, Søren: ”Bevarelse og istandsættelse af gamle vinduesglas”. I: Bygning – By og Land, nr. 41, december 1998 Vadstrup, Søren: ”Gamle glasruder – en næsten overset dansk kulturskat”. I: Bygning – By og Land, nr. 41, december 1998 Vadstrup, Søren: Gode råd om vedligeholdelse og istandsættelse af vinduer. Raadvad Centret 1998 Vadstrup, Søren: ”Termovinduer på anklagebænken”. I: Bygning – By og Land, nr. 42, marts 1999

ÅO

forrige side: 8ITIQ[ :WaIT 8IZQ[ ZMÆMS[QWVMZ foto: Signe Ulfeldd denne side: ÅO <MZUWZ]LM N¦Z ! ÅO <MZUWZ]LM MN\MZ ! ÅO -VMZOQZ]LM MN\MZ KI !! ÅO -VMZOQOTI[ MN\MZ !! ÅO TIO[ \MZUWZ]LM MVMZOQZ]LM 397

Bygningsteknologi af Søren Vadstrup

Samspillet mellem materialerne, den konstruktion, de indgår i, og måden, arbejdet udføres på, er meget fundamentalt ved ældre bygninger. Hvis blot én af de tre nævnte faktorer er svag, får man et ringe og uholdbart resultat. Selv nok så gode og dyre materialer – anvendt håndværksmæssigt korrekt – bliver hurtigt nedbrudte og ødelagte, hvis de anbringes i en uhensigtsmæssig konstruktion. Selv perfekt udført og anbragt i en gennemtænkt konstruktion vil elendige materialer ikke holde længe, og det er også klart, at nok så gode materialer og konstruktioner ikke har mange chancer, hvis den håndværksmæssige udførelse er dårlig. Det er derfor vigtigt at være meget opmærksom på netop disse tre elementer: De traditionelle materialer, konstruktioner og håndværksmetoder. Særligt samspillet mellem dem er essentielt, når man vedligeholder og istandsætter ældre bygninger. Mange skader på ældre bygninger skyldes, at man ikke er opmærksom på eller ikke ved nok om dette. Hvis man forstyrrer eller forrykker den avancerede og gennemtænkte bygningsfysiske balance i ældre bygninger, kan der opstå skader og accelererende nedbrydning. Dette skyldes især de forskellige påvirkninger 398

399

400

fra vand, fugt og de indbyrdes bevægelser mellem materialerne. Eksempler på fatale ændringer i den bygningsfysiske balance på ældre huse kan være maling med en meget damptæt plastmaling, den omsiggribende tyndpudsning (vandskuring) af murstensfacader, tjæring af murede sokler med en meget tæt asfalttjære eller udskiftning af de gamle kalkmørtelfuger omkring vinduerne med en gummifugemasse. Historisk byggeteknik Den traditionelle danske byggeteknik virker samlet som en gennemtænkt og PMT[\¦J\ JaOOMUsLM [WU UIV [SIT ^¥ZM\ NWZ[QO\QO UML I\ ¥VLZM Xs 8s LM ÆMste ældre bygninger, opført efter traditionel dansk byggeskik, kan man iagttage en række interessante forhold, der virker naturligt forebyggende og afværgende overfor skader fra vand og dets følgesvende: fugt, salte, is, syreregn og nedbrydende svampe, der tilsammen udgør den væsentligste del af de nedbrydende faktorer for en bygning. >IVLIÆMLMVLM SWV[\Z]S\QWVMZ Dette går primært ud på at holde vand og fugt borte fra husets konstruktive dele, N¦Z[\ WO NZMUUM[\ ^QI M\ \¥\ WO ^IVLIÆMLMVLM P¥TLMVLM \IO UML M\ OWL\ [\WZ\ ]LP¥VO · PMT[\ UML M‫ٺ‬MS\Q^M \IOZMVLMZ WO VMLT¦J 0MZ]LW^MZ OsZ LM\ ]L Xs I\ undgå vandsamlende fremspring eller ’lommer’ på facaden samt at sørge for en SWV[MS^MV\ IV^MVLMT[M IN LQ‫[]ٺ‬QWV[sJVM WO [^IO\ ^MV\QTMZMLM SWV[\Z]S\QWVMZ Forbedring af materialerne gennem håndværksmæssige bearbejdning I den traditionelle danske byggeskik er et materiale ikke bare et materiale. Træ, murværk, puds, maling og jern m.v. kan kvalitetsforbedres og optimeres til den [XMKQÅSSM JZ]O JT I OMVVMU NWZ[SMTTQOM NWZJMPIVLTQVOMZ WO OMVVMU LMV PsVLværksmæssige udførelse. Eksempler på dette kan være opbygningen af pudslag i \W ]LSI[\ IN [\QOMVLM ÅVSWZVM\PML Xs NIKILMZ [XMRT[S¥ZQVO IN \Z¥ M[[M[UMLVQVO af smedejern samt rivning af linoliemaling på trevalse. Tredobbelte sikringer ved kritiske steder De tre særligt kritiske områder i et traditionelt bygget hus er taget, de forskellige materialesammenstød i facadekonstruktionen samt ikke mindst den opadstigende grundfugt i murværket. Ved disse steder vil den traditionelle danske byggeskik operere med tredobbelt sikrede løsninger, der supplerer hinanden, hvis en af løsningerne skulle svigte. 7‫ٺ‬MZTIO MTTMZ W‫ٺ‬MZMTMUMV\MZ Xs MS[\ZI SZQ\Q[SM [\MLMZ Ved en række ekstra kritiske eller vanskelige steder i de traditionelle danske bygVQVOMZ ÅVLM[ LMZ aLMZUMZM NWZ[SMTTQOM W‫ٺ‬MZTIO MTTMZ W‫ٺ‬MZMTMUMV\MZ LMZ WNZMZ [QO NWZ LM UMZM ^Q\ITM LMTM P^WZMN\MZ W‫ٺ‬MZMTMUMV\MZVM NWZPWTL[^Q[ TM\ WO JQTTQO\ SIV skiftes ud. Eksempler på dette er sokkelpuds, vandbrædder på bræddevægge, dækbrædder på vindskeder m.v.

forrige side: Muret trappe foto: Transformation modsatte side, fra venstre: Teglstensgulv, Rundetårn Pudset facade, Domhuset 7^MVTa[ *IO[^¥ZL SQZSM foto: Margrét Matthíasdóttir

Vedligeholdelsessignaler Som en slags yderligere sikring af konstruktionerne udsender de traditionelle materialer selv en række tydelige advarselssignaler, når de trænger til vedligeholdelse: Kitfalsen på trævinduerne sprækker, linoliemalingen blegner eller krakeTMZMZ X]L[TIO [UsZM^VMZ SITSTIO VML[TQLM[ \Z¥W^MZÆILMZ OZs MTTMZ [WZ\NIZ^M[ WO \ZM^TMZ Q W^MZÆILMV WO RMZVLMTM NsZ Z][\XTM\\MZ 6sZ LQ[[M \MOV UMTLMZ [QO MZ LM\ tid til almindelig vedligeholdelse eller lettere istandsættelse afhængigt af, hvor sent man reagerer. Problemet er desværre, at mange, der ikke kender de traditionelle materialer tilstrækkeligt godt, misfortolker signalerne og tror, at nu skal materialerne skiftes ud. Viden om de historiske materialer og byggeteknikker er derfor vigtigt at have for at kunne vedligeholde et gammelt hus. 401

Murværk af Søren Vadstrup

Murværk er den byggeskik, der gennem tiden har været mest anvendt i Danmark, og denne tektonik rummer et væld af variation og arkitektoniske kvaliteter. Stablingen af sten har været kendt siden begyndelsen af middelalderen og er siden blevet videreudviklet fra kirken af groft tilhuggede natursten til det fuldmurede hus af håndstrøgne teglsten og frem til den maskinfremstillede mursten til nutidigt byggeri, vi kender i dag. Murværkets historie Ved vikingetidens slutning og middelalderens begyndelse i starten af 1000-tallet indledtes et kolossalt kirkebyggeri i Danmark, hvor over 1000 kirker blev opført over hele landet. Byggeriet var hovedsageligt koncentreret om de seks religiøse centre: Lund (Skåne), Roskilde, Aarhus, Viborg, Slesvig og Ribe, der også rummede de største befolkningskoncentrationer. Byggematerialet var i første omgang træ, men følgende religiøse centre – Lund, Roskilde og Aarhus – lå nær en række vandrige kildevæld, der blev betragtet som helligkilder. Heromkring NWZMSWU [\WZM IÆMRZQVOMZ IN SITS [sSITL\ SQTLMSITS MTTMZ NZsL[\MV 3QTLMSITSMV MZ Q hel og ubrudt stand næsten lige så blød som træ at arbejde i, hvorved den nogenlunde let kan saves og hugges til regulære stenblokke. Men modsat træ, der skal 402

403

notes, kæmmes eller tappes sammen, skal disse frådstensblokke mures op, det vil sige bindes sammen, tætnes og pudses med mørtel. Man formoder, at det var udenlandske håndværkere, der kunne bryde og tildanne kildekalkblokkene, fremstille mørtel og læsket kalk og mure de nye bygningsformer op af frådsten. Man har formentlig kunnet fremstille læsket kalk i ,IVUIZS N¦Z LM\\M JT I \QT I\ W^MZÆILMJMPIVLTM RMZVITLMZMV[ TMZP][M LMZ MTTMZ[ ville regne ned hvert år. Det første kirkebyggeri af frådsten vides at være Treenighedskirken i Roskilde, bygget i 1030 af Svend Tveskægs datter Estrid, men betalt af hendes bror, Knud 2. den Store. Han var konge i Danmark og Danelagene i -VOTIVL WO JM\IT\M NWZ SQZSMV [WU ¼IÆIL¼ NWZ I\ PIV PI^LM TILM\ -[\ZQL[ UIVL Ulf Jarl, myrde i den trækirke, hendes far havde bygget på samme sted. I 1060 inddelte paven Danmark i seks bispedømmer – Ribe, Slesvig, AarP][ >Q\[S¦T [MVMZM Æa\\M\ \QT >QJWZO :W[SQTLM WO 4]VL 4]VL JTM^ [IU\QLQO ærkebispesæde. Da den gamle trækirke i Aarhus samme år var blevet brændt af den norske vikingekonge Harald Hårderåde, startede man opførelsen af en ny domkirke – nu af frådsten. Krypten under denne er mirakuløst bevaret og er i dag Danmarks ældste murede bygning. Murværk af granit Allerede i begyndelsen af 1100-tallet opstod i Jylland en tradition for at tilhugge de kæmpe marksten i granit, som istiden havde efterladt, til granitstenskvadre. Markstenene i granit var langt hårdere og vanskeligere at tilhugge end frådsten, men via tilrejsende ’stenmestre’, der havde værktøj og teknikker i orden, opførte man på 200 år cirka 800 granitkirker, som vidner om en imponerende teknisk, økonomisk og organisatorisk bedrift. Disse 800 kirker hører, sammen med de få frådstenskirker og andre frådstensbygninger, med til murværkets historie i Danmark. Murværk af kridtsten Det andet naturstensmateriale, vi har i Danmark, er kridtsten. Det blev også brugt til kirker, men der er tale om ret få. Der ligger ni på Djursland fra midten af 1100-tallet, bl.a. Hammelev Kirke. Andre steder i Danmark, f.eks. på Stevns og Møn, vekslede man kridtstenmed teglsten i skiftende lag. Murværk af teglsten Den brændte lersten – teglstenen – blev indført i Danmark små 100 år senere i 1150’erne. Herefter bredte murstensbyggeriet sig gradvist, først til kirker, borge og fornemmere byhuse, senere fra 1800-tallets midte også til almindelige huse i by og på land. Murværkets historie knytter sig efter 1100-tallet tæt til murstenens og mørtlens kulturhistorie, som er beskrevet i afsnittene om hhv. tegl og mørtel . de fem konstruktionsformer for murværk Massivt naturstensmurværk Den ældst eksisterende murværkskonstruktion i Danmark er, som ovenfor nævnt, murværk i natursten, frådsten, granit og kridtsten. Senere, i 1500- og 1600-tallet, dukker også den svenske eller tyske sandsten op, f.eks. på Kronborg og mange andre steder. En variation heraf er massivt murstensmurværk, beklædt med ’plader’ af sandsten. Kassemur Kassemuren kendes allerede fra oldtiden fra bl.a. mange romerske teglstensog naturstensbyggerier og introduceres i Danmark samtidig med teglstenen i 1100-tallet. En kassemur er bygget op af to selvstændige mure, bestående af natursten eller tegl, som udgør ’kassens sider’ og står parallelt med ca. 60 centimeters afstand fra yderside til yderside. Mellemrummet mellem murene fyldes, efterhånden som murene bliver højere, op med mørtel iblandet murbrokker, stykker af kampesten m.m. For at holde sammen på kassens sider og midte indmurer man med jævne mellemrum ’bindere’ i form af tværgående sten, der 404

Murmål Længdemål: løber: 1-sten + fuge = 24 cm kop: ½-sten + fuge = 12 cm petring: ¼-sten + fuge = 7 cm Højdemål: 3 skifter = 20 cm

rager ind i kassemurens kerne. Ved kassemure af tegl udviklede man det såkaldte ’munkeforbandt’, hvor binderne (kaldes også for kopper) stikker ind i kassemurens kerne og skaber forbindelse og forbandt mellem kerne og skalmur.

1.

2.

Massiv mur I renæssancen blev den massive mur indført, enten i 1-sten (løber), 1½-sten, 2-sten eller 3-sten i bredden. Problemet med kassemurene var bl.a., at kalkmørtlen inde i murens kerne aldrig hærdede helt, fordi der ikke var adgang til luftens kuldioxid. Gotikkens elegante og tynde søjler og stræbepiller kan heller ikke udføres i kassemur. Hulmur Hulmuren indføres i 1866 af arkitekten Vilhelm Klein ved anden etape af Brumleby (Lægeforeningens boliger i København). Den hule mur isolerer bedre, fordi den 12 cm dybe luftspalte i midten isolerer bedre end massivt murværk. I begyndelsen havde hulmurene ’faste’ murbindere af mursten, mellem formuren og bagmuren. Senere, i 1950’erne, indførtes trådbindere og isolering i hulmuren. Tykkelsen på hulmuren er 30 cm, hvilket svarer til den massive 3-stensmur.

3.

4.

5.

forrige side: Falkonergården, Thomas Harving, 1955 foto: Margrét Matthíasdóttir modsatte side: Murmål denne side: 1. Massiv mur u. fast skiftegang, 1800-tallet 2. Kassemur, 1700-tallet 3. Massiv mur, munkesten 4. Hulmur, dansk normal mursten 5. Skalmur, gasbetonmur + mursten

Skalmur ;SITU]ZMV SWU NZMU Q ! ¼MZVM [IU\QLQO UML WXÅVLMT[MV IN OI[JM\WVMV 5IV prøvede først at bygge huse med gasbeton alene, men fandt snart ud af – af tekniske og arkitektoniske grunde – at skalmure med almindelige mursten udenpå denne. En skalmuret konstruktion består derfor af en skalmur af mursten på 12 cm, et hulrum, ofte med mineraluldsisolering, samt trådbindere til den indvendige gasbetonmur, opsat af 12 cm tykke væghøje plader. Pudsens historie i danmark Antikkens murede bygninger i bl.a. det gamle Rom stod meget ofte pudsede, det vil sige med teglstenene dækket af et glatpudset lag mørtel. Det samme gjorde sig i øvrigt også gældende for mange af de tilsvarende bygninger i marmor, travertin eller kalksten. Selv om frådsten og teglsten var helt nye og prestigefyldte materialer i 1100- og 1200-tallet, valgte man også her i mange tilfælde at dække U]ZMVM JsLM ]L^MVLQO\ WO QVL^MVLQO\ UML M\ TIO U¦Z\MT .WZ I\ Ns W^MZÆILMV helt jævn og glat pudsede man denne med en lille våd træplade, et såkaldt pudsebræt. Deraf navnet puds. Derfor har vi i Danmark mange meget gamle pudslag af kalkmørtel fra middelalderen indvendigt i de romanske og gotiske kirker fra 1100- og 1200-tallet. Man begyndte desuden at dekorere kirkernes indre med kalkmalerier enten på den friske, ikke hærdede puds, kaldt ’al fresco’, eller på den tørre puds, kaldt ’al secco’. Selvom vi også har en del romanske og gotiske kirker, der står pudsede udvendigt, ved vi ikke, om alt murværk fra starten var pudset. Men det har formentligt været tilfældet for de mange mindre kirker rundt om i landet. For mange af de største kirker og andre store bygninger valgte man at lade facaderne stå upudsede i mursten eller natursten. 1 ZMV¥[[IVKMV OQS LMV ]L^MVLQOM X]L[ IN UWLM JT I Xs OZ]VL IN QVLÆaLMTsen fra Holland. Barokkens og rokokoens murede huse er igen pudset og kalket udvendigt, selv om der også er mange undtagelser. Klassicismens bygninger var i stor udstrækning pudsede, men ofte med variationer i facaden mellem pudsede områder, f.eks. underfacaden eller endefagene og murværk i blank mur. Historicismens bygninger var ofte i blank mur, idet man ønskede rige facadetaljer i formsten. Man ser dog også mange pudsede, historicistiske huse, fordi man udviklede en række meget avancerede pudse- og dekorationsteknikker, som bl.a. kunne imitere natursten, såkaldt kvaderpuds, som skulle efterligne græske søjler med baser og kapitæler. Da den nationalt orienterede næsten dekorationsløse bevægelse Bedre Byggeskik slog igennem omkring 1915, forsvandt mange af de dekorative elementer, men de pudsede facader forblev i nogen grad sammen med facader i blank mur. 405

408

Pudsdekorationer :MNMVLN]OVQVO MT ZMNMVLX]L[ 3^ILMZX]L[ *T¥VLQVOMZ WO [XMRT <Z]SVM OM[QU[MZ QVLNI\VQVOMZ WO JsVL på udkraget murværk *TIVS U]Z SWUJQVMZM\ UML X]L[M\ underfacade, trukne indfatninger m.m. (omkring 1850)

Funktionalismens bygninger startede som betonhuse i 1930’erne, men skiftede hurtigt til pudset murværk, som man var mere fortrolig med herhjemme. Da langtfra alle funktionalismens bygninger er hvide, introducerede man her farvet puds – et gennemfarvet pudslag med kalkægte pigment – der typisk var rødbrunt, grønt, gult, gråt, gråbrunt, hvidt eller blåt. Da farvet puds ofte changerer UMOM\ Q P^MZ\ NITL NWZ UMOM\ MN\MZ N]VS\QWVITQ[\MZVM[ NIZ^M[UIO JTM^ W^MZÆILMZne konsekvent kalket i samme farve ovenpå pudsen. Det gav en holdbarhed på facadefarven på 20-30 år. I den efterfølgende modernisme (1960-80) sås igen næsten ingen pudsede huse, nu var det blankt murværk igen. Det blanke murværk JTM^ [QLMV IƦ[\ IN UI[[MZ IN X]L[ Q XW[\UWLMZVQ[UMV Tyndpuds Historisk er tyndpuds fortrinsvis anvendt på bindingsværkets murede gavl og på facaderne på ikke særligt fremtrædende side- eller bagbygninger, værksteder, NIJZQSSMZ XISP][M WO IVLZM XZIS\Q[SM JaOVQVOMZ .ZI ZMV¥[[IVKMV ÅVLM[ NWZJQTleder på tyndpudsede facader, som skyldes mode både fra Holland og Nordtyskland. De danske murere mestrede ikke den meget krævende pudseteknik for M\ L¥SSMVLM X]L[TIO ,M\ [IUUM O¦Z [QO O¥TLMVLM QVL^MVLQO\ 0MZ ÅVLMZ ^Q tyndpuds i kældre, i værksteder og i baghuse. Forhusene havde dækkende puds i S¦SSMVMZ WO IVLZM ITUQVLMTQOM Z]U UWL OsZLMV UMV[ LM ÅVM Z]U UWL OILMV havde tapeter ovenpå på puds, udspændte væglærreder eller sjældne gyldenlædertapeter. Tyndpuds er derfor som udgangspunkt ikke en facadebehandling, der klæder barokkens, rokokoens eller historicismens bygninger eller facader. ,M[^¥ZZM ÅS UIVOM ¥TLZM P][M Q ! ¼MZVM ^IVL[S]ZM\ NIKILMZVM WO JTM^ kalket mørkorange med jernvitriol. Det bør man rette op på ved igen at pudse facaderne med en dækkende puds og kalke disse med de historiske facadefarver. Det samme gælder et af vor tids store modefænomener ved utallige facadereno^MZQVOMZ ÅT\[VQVO ,MVVM ]LN¦ZM[ UML M\ JZ¥\ JMST¥L\ UML ÅT\ [WU O¦ZM[ ^sL\ 5¦Z\TMV SIV LMZ^ML [XZMLM[ UMOM\ P]Z\QO\ ]L W^MZ MV [\WZ ÆILM Q M\ OIV[SM \aVL\ TIO [WU MV TQL\ \aS W^MZÆILMJMPIVLTQVO 3ZMI\Q^M PsVL^¥ZSMZM PIZ MZ[\I\\M\ ÅT\M\ UML [S]UO]UUQ LMZ SIV QVLMPWTLM UMZM ^IVL MVL ÅT\MV ,M\ O¦Z \aVLX]L[TIOM\ MVLV] \aVLMZM [sSITL\ \aVLÅT\[ Farvet puds Normalt har en ophærdet puds en gråhvid farve, svingende til en brunliggrå farve. Denne farveforskel skyldes indholdet af sand, idet sandskorn kan være sorte, hvide, røde eller grå. Dette har man historisk arbejdet helt bevidst med, når man har pudset bygninger, da pudsens egen farve faktisk ligner den sandsten, man gerne vil imitere. Samtidig sparer man at kalke og male pudsen. Farvet puds består af en almindelig kalkmørtel eller hydraulisk mørtel, hvori der blandes kalkægte pigmenter. Derved farves hele pudslaget. Dette kan gøres næsten så mættende som ønskeligt, idet pigmenter kan indgå som mørtlens tilslagsmateriale. Pigmenterne svækker ikke pudsen, som de gør ved f.eks. kalkfarver. Farvet puds kendes stort set ikke i dansk byggeri før 1930’erne, hvorfor det vil være historisk forkert at anvende farvet puds på tidligere bygninger.

forrige side: Rundetårn, 1637-42 foto: Margrét Matthíasdóttir modsatte side: Den bornholmske cement er med sin rosagrå farve meget brugt på klassicismens bygninger ]LMV aLMZTQOMZM W^MZÆILMJMPIVLTQVO SITLM[ også C.F. Hansen-puds NW\W" 4I]ZI ?]T‫[ٺ‬JMZO

Portlandcement Portlandcement er beskrevet i afsnittet om kalk, mørtel og puds. Her er de forskellige historiske pudstyper og de materialer, der indgår i disse, også behandlet. Byggeteknik Forbandt ,M\ MZ U]Z[\MVMVM[ NIZ^M WO W^MZÆILMSIZIS\MZ [IU\ N]OMZVM[ NIZ^M WO LM\ITRMring, der først og fremmest giver et murværk karakter. Men forbandtet, dvs. den lodrette og vandrette forskydning af stenene, giver det yderligere variation og personlighed. Især ’munkeforbandt 2’ og ’frederiksbergforbandtet’ giver de mest ^IZQMZMLM WO WXJZ]L\M U]ZÆILMZ 409

Mønstermurværk og stik Mønstermurværk er yderligere medvirkende til at variere murværket. Som regel har mønstrene ikke nogen konstruktiv begrundelse, men er ren pynt og personlighed. Ved de øvre afslutninger af murhuller sættes murstenene i såkaldte stik, der er i stand til at bære det øvrige murværk. Disse kan yderligere varieres ved at gøres højere, med udvendige eller indvendige prydskifter, med tilbagetrukne false osv. Mulighederne er næsten uendelige. Udkragede facadedetaljer De udkragede facadedetaljer er en variations- og særprægsgivende mulighed. Her tilføjes facaden yderligere afveksling og karakter gennem forskellige lys- og skyggedannelser. Hertil kommer det ofte ret smukke særpræg, facaden får gennem den varierede patina i form af forskellig tilsnavsning og af de regnskyllede WO UQVLZM ZMOV[SaTTMLM ÆILMZ Brændte fuger Brændte fuger er en helt speciel fugeteknik, som de historicistiske bygninger har JMZQOM\ ^WZM[ JaOVQVO[S]T\]Z UML ,MV SITLM[ WO[s LMSWZMZMLM MTTMZ XZWÅTMZMLM fuger og er i blankt murværk, der er særligt pyntede. Det gøres med et særligt N]OMRMZV UML N]OMV[ VMOI\Q^M XZWÅT LMZ aLMZTQOMZM SIV ^IZUM[ WX W^MZ \Z¥S]T eller gas, så fugen ’brændes’ hård og fast, mens fugejernet trækkes hen over fugemørtlen. Dekorerede fuger er faktisk et element fra renæssancens murværk og havde sin blomstringstid ca. 1850-ca. 1915, endda ofte på fabrikker og pakhuse. Efter at både navnet og teknikken var gået i glemmebogen, blev arbejdsmetoden og det særlige værktøj til denne genopdaget i 1990’erne. Med genopdagelsen af værktøjet begyndte murerfaget at efteruddanne til igen at kunne udføre brændte fuger på historicismens bygninger, som i stor udstrækning fortsat stod og nu begyndte at kræve renovering af fuger og murværk. Puds Dækkende puds Dækkende puds på murværk udføres af luftkalkmørtel eller hydraulisk kalkmør\MT XsN¦Z\ Q \W ]LSI[\ UML NITLMVLM ÅVPML Q [IVLSWZV[[\¦ZZMT[MV ,MZ WXZQ^M[ mellem det underste og det yderste lag. Dækkende puds i to udkast Dækkende puds udføres i to udkast med forholdsvist groft sand (0-8 mm) i det N¦Z[\M TIO WO ÅVMZM [IVL UU Q IVLM\ TIO ,MZ^ML ^QT ^IVL WO N]O\ ¼\Z¥SSM ]LIL¼ ^QI LM ÅVMZM WO ÅVMZM XWZMZ Q X]L[MV 5IV SIV SITLM LMVVM \MSVQS P^WZ LMV L¥SSMVLM X]L[ WXJaOOM[ Q TIO IN [\QOMVLM ÅVPML ]LIL NWZ LQWLMX]L[ QLM\ den ensretter vandtransporten i pudsen, så den fortrinsvis går fra grove porer til ÅVM L^[ QVLMNZI WO ]L Sokkelpuds som diodepuds Ved at påføre et lag luftkalkmørtel kan man udføre et næsten vandtæt pudslag. Det skal være ca. 2 cm tykt på de nederste ca. 40-50 cm på murværket og kastes ud i to lag mørtel med et ca. 1-1½ cm tykt lag grovkornet mørtel QVLMZ[\ WO M\ KU \aS\ UMZM ÅVSWZVM\ UML ÅVMZM [IVL Q TIO aLMZ[\ ,MVVM UM\WLM SIV JZ]OM[ ÆMZM [\MLMZ Q MV JaOVQVO N¦Z[\ WO NZMUUM[\ [WU [WSSMTpuds. Ved at give sokkelpudsen en anden – ofte mørkere farve end resten af facaden – ses saltskjolderne forneden i murværket ikke så meget. Man har på denne måde undgået saltproblemerne både æstetisk og teknisk, sokkelpudsen kan fjernes og nypudses med passende mellemrum, hvorved de vitale dele af murværket skånes. Sokkelpudsen på ældre bygninger skal derfor be\ZIO\M[ [WU M\ ZMO]T¥Z\ ¼W‫ٺ‬MZTIO¼ LMZ [SIT [SQN\M[ ]L UML R¥^VM UMTTMUZ]U Det er i denne forbindelse meget vigtigt, at den pudsede sokkel ikke overÆILMJMPIVLTM[ UML MV \¥\ W^MZÆILMJMPIVLTQVO [WU MS[MUXMT^Q[ [WSSMTI[NIT\ 410

ÅO

ÅO

ÅO

ÅO

ÅO

ÅO

ÅO

ÅO !

ÅO

ÅO

ÅO

ÅO

stenkulstjære, plastmaling el.lign. Så vil saltene blive inde i murværket og anrette [SILMZ ]VLMZ LMV \¥\\M W^MZÆILM MTTMZ MVLV] ^¥ZZM N]O\MV WO [IT\MVM ^QT [\QOM højere op i murværket. Sokkelpudsen skal kalkes med grå kalkfarve eller males med silikatmaling. Ligeledes er det også vigtigt ikke at anvende cementmørtel som sokkelpuds. Cementmørtlen vil nemlig være en alt for hård, tæt og fugtbremsende skal. Tyndpuds Ved tyndpuds, der som navnet siger, består af et enkelt, meget tyndt lag mørtel Xs MV U]ZM\ ÆILM SIV UIV [M U]Z^¥ZSM\[ [\Z]S\]Z U]Z[\MV N]OMZ T]VSMZ WO [S¥^PMLMZ OMVVMU X]L[TIOM\ 1 LIV[S JaOOM[SQS NWZMSWUUMZ LMZ ÅZM NWZ[SMTTQOM former for udvendige facadetyndpuds af stigende lagtykkelse på murværk: ;¥SSM[S]ZQVO [S]ZM[ UML MV ^sL R]\M[¥S >IVL[S]ZQVO [S]ZM[ UML MV ^sL U]Z[\MV *MZIXVQVO R¥^VM[ UML MV N]O\M\ OZ¥[SW[\ .QT\[VQVO R¥^VM[ UML M\ ÅT\[MJZ¥\ MTTMZ [S]UO]UUQJZ¥\ \aVLÅT\[ modsatte side: Fig. 1 Kassemur i munkeforbandt Fig. 2 Massiv teglstensmur Fig. 3 Halvstensforbandt Fig. 4 Kvartstensforbandt Fig. 5 Løberforbandt 1 Fig. 6 Løberforbandt 2 Fig. 7 Munkeforbandt 1 Fig. 8 Munkeforbandt 2 Fig. 9 Frederiksbergforbandt ÅO -VOMT[S NWZJIVL\ ÅO *TWSNWZJIVL\ ÅO 3ZaL[NWZJIVL\ denne side: Mønstermurværk. Falkonergården, Thomas Harving, 1955 foto: Margrét Matthíasdóttir

Udover lagtykkelsen kan man også variere farven på tyndpudsen, dels naturligt gennem valget af sand i mørtlen, henholdsvis grå som strandsand, eller gråbrun som bakkesand, dels farvet ved tilsætning af kalkægte pigmenter til pudsemørtlen. Farvevalget er dog begrænset af murstenenes farve, som tyndpudsen ikke kan stikke voldsomt af fra. Tyndpuds bliver meget ofte meget spættet og skjoldet, hvilket bl.a. skyldes, at pudsen hærder op med forskellig hastighed. De hurtigst hærdende områder bliver lyse, og de langsomst hærdende områder bliver mørke. Udførelse Tyndpuds påføres i ét lag direkte på blødstrøgne mursten. Kan udføres i pudsens egen farve eller som farvet puds. Tyndpudsen dækker ikke murværket 100 %. På ældre bygninger, opført før 1960, kan det ikke anbefales at tyndpudse facaderne med en cementholdig mørtel. Denne kan rive tynde skaller af murstenene gennem frostsprængninger eller standse fugt, der forsøger at komme ud af materialet. 411

Farvet tyndpuds med genanvendt støbesand 1 JMOaVLMT[MV IN ! \ITTM\ JTM^ ÆMZM JaOVQVOMZ Q 3¦JMVPI^V JT I 8WTQ\QOsZLMV (færdiggjort 1924) pudset med kalkmørtel iblandet støbesand som tilslag i stedet for almindeligt sand. Dette kan kun være gjort af æstetiske grunde, idet de farvede facadepudser netop kom frem og blev meget populære i 1920’erne, bl.a. røde, rødbrune, brune, grønne og gule samt lysegrå. Normalt fremstilles disse ved at JTIVLM SITS¥O\M XQOUMV\MZ Q U¦Z\TMV UMV LMV [IUUM M‫ٺ‬MS\ SIV WO[s WXVs[ ^ML at benytte sand, der har en bestemt farve. Derved er man også mere sikker på at ramme den samme farve ved hver ny blanding. I 1950’erne gik pudsede huse af mode, men den indfarvede mørtel blev nu populær og blev anvendt som bevidst mørkfarvede fuger i murværket. Disse kunne farves med rødokker, så fugerne faldt sammen med murstenene. De kunne også farves i en mørk gråbrun farve, der bl.a. ses på Konstabelbygningen på Holmen, som er udført med støbesand som tilslag i mørtlen, hvilket giver den mørke gråbrune farve. Pudsreparationer Seks forholdsregler ved pudsreparationer eller nypudsning 1 Alle pudsreparationer og nypudsninger på ældre bygninger skal udføres i en ren luftkalkmørtel eller i en let hydraulisk mørtel. Aldrig i en cementmørtel, der ofte vil være alt for hård og vandbindende i forhold til det gamle murværk. Dette gælder også, selv om den puds, der skal repareres på, er en ældre cementpuds.

ÅO

ÅO

ÅO

2 Alle egentlige, dækkende pudslag (dvs. hvor der ikke er tale om tyndpuds som ^IVL[S]ZQVO [¥SSM[S]ZQVO MTTMZ ÅT\[VQVO [SIT JaOOM[ WX IN \W TIO U¦Z\MT M\ OZWN\ udkast med forholdsvis groft sand i, der skal hærde et døgn, efterfulgt af et lag ÅVX]L[ UML ÅVMZM [IVL Q /ZW^X]L[MV [SIT SI[\M[ Xs U]ZMV WO QSSM \Z¥SSM[ WX ÅO

3 Det gamle murværk skal forvandes godt med almindeligt vand, inden der grovpudses, for at sikre en optimal vedhæftning. 4 Pudsen skal udføres som en tro kopi af den oprindelige puds med hensyn til OZW^PML \QT[TIO[UI\MZQITMZ WO W^MZÆILMSIZIS\MZ PMZ]VLMZ ^¥ZS\¦R[[XWZ Q W^MZÆILMV ,MZ [SIT IT\QL ]LN¦ZM[ MV XZ¦^M LMZ [SIT O¥TLM [WU ZMNMZMVKM NWZ IT\ X]L[arbejdet. 5 Beskæringer til den eksisterende puds skal udføres med rette linjer og retvinklede hjørner samt eventuelt følge naturlige skel som nedløb, bånd etc. 6 Et godt og længerevarende resultat forudsætter endvidere, at der er foretaget passende indgreb overfor alle sætninger i murværket, områder med opadstigende grundfugt samt eventuelle salte i murværket. Man bør herunder sikre sig gennem langvarige iagttagelser, at sætningsrevner har stabiliseret sig. Skjolder på farvet puds og kalkning På farvet puds eller kalkfarver afhænger den færdige farvetone af pudsens eller kalkfarvens hærdningstid. Hurtig hærdning giver lyse farver, og omvendt giver langsom hærdning mørke farver. Desuden gælder følgende: Mørkfarvning ved mursalte i murværket skyldes en langsommere hærdning. Ved tyndpuds står fugerne lysere end på murstenene, fordi pudsen hærder hurtigere, og endelig ved regnvejr under pudsens eller kalkfarvens hærdning vil der komme permanent mørke skjolder ved sålbænke eller andre steder, hvor regnvandet ’hænger’ længe. Modtræk: For at undgå disse misfarvninger kan man undlade at forvande ved WUZsLMZ UML U]Z[IT\M 7U^MVL\ SIV UIV NWZ^IVLM MS[\ZI UMOM\ ^ML \aVLX]L[ på murværk med glatte mursten og desuden eftervande i to-tre dage.

412

Pudstyper

Dækkende puds

Pudstype

Bemærkninger

Pudsens egen farve

Strandmørtel

Hvid til gråhvid

Runde sandskorn, anvendes primært indendørs

Bakkemørtel

Gråbrun

Skarpe sandskorn, anvendes primært udendørs

Bornholmsk cement

Grårosa

-

-

Farvet puds Bakkemørtel + kalkægte pigmenter max. 7% -

Grov

Risiko for variation i mørkhed/lyshed eft. bundens beskaffenhed, stilladsskel, udtræk af hvide pletter (calciumhydroxid)

Bakkemørtel + 2 x kalkægte pigmenter

-

-

!%'+ ) * &, (4

-

# ** ) 3%* $ '+ ) (1* *(1

-

#!** * &, (4

-

#!** ) 3%* $ )*0# (1*

-

Stucco lustro/Stucco venezia

Finpuds + marmormel

Glittes og voksbehandles

Anvendes primært indendørs

Stukmarmor

Gips + pigmenter

Meget glat og poleret

-

Kæmmet/revet puds

-

-

-

Granitpuds

-

-

( " )* ) "%+)* ( %!* '0 % ,0 '+ )&, (4

Puds intarsia

-

-

-

( 3**&

2 pudslag

Forskellige farver oftest hvid på sort/grå

Et mønster skrabes i yderste pudslag hvorved det inderste kommer frem

Kvaderpuds

Yderste mørtellag kastes m. sigte

Dekorrative pudsteknikker

Huskeregler ved istandsættelse af murværk =VLMZ[¦O sZ[IOMZ WO ^QZSVQVO ;^IOMZM UI\MZQITMZ Xs [^IOM UI\MZQITMZ .QVM XWZMZ Xs OZW^M VsZ LMZ X]L[M[ >Q[ ^IVL ^¥S ^ML I\ T]SSM ZM^VMZ WO LZ¥V vandlommer 7‫ٺ‬MZTIO WO W‫ٺ‬MZMTMUMV\MZ [SsVMZ UMZM vitale bygningselementer ,Q‫[]ٺ‬QWV[sJVM UI\MZQITMZ WO W^MZÆILMZ *M^IZ [TQL WO XI\QVI ;aVTQOM ZMXIZI\QWVMZ

modsatte side: Fig. 1 sækkeskuring: Udføres med tør jutesæk, hvor mørtelen gnides hen over sten og fuger Fig. 2 vandskuring: Udføres med en våd mursten. Her kommer der lidt mere mørtel på murværket .QO ÅT\[VQVO" =LN¦ZM[ UML M\ ÅT\[MJZ¥\ · LM\ ^QT [QOM M\ X]L[MJZ¥\ W^MZ\Z]SSM\ UML ÅT\ Fig. 4 berapning: Udføres med en våd kalkkost, hvor mørtlen SW[\M[ PMV W^MZ W^MZÆILMV

Stilladsskel Kan særligt opstå, når man pudser en stor facade fra et stillads. Modtræk: For at undgå synlige stilladsskel bør man opdele facaden i naturligt afgrænsede felter, der kan pudses på én dag. Der skal være folk på alle stilladsbroer samtidig og arbejdes skråt nedover facaden. Hvide skjolder Kan opstå under pudsens hærdning, hvis temperaturen er under 5 °C. Ved så lave temperaturer går den kemiske hærdning næsten helt i stå. Det medfører, at kalciumhydroxiden, der er hvid, ’svømmer’ rundt i det uhærdede pudslag eller kalkfarven og danner hvide skjolder. Modtræk: Pudsning og kalkning udføres i temperaturer over + 5 °C. Tyndpuds står uensartet og spættet Dette skyldes, at man let kommer til at gnide kraftigt rundt i mørtlen, især ved vandskuring, så sand og bindemidler adskilles på facaden. Modtræk: Undgå at gnide for meget rundt i mørtlen, når man tyndpudser. Kalkfarver står uensartet og spættet For at forbedre hvidtekalk og kalkfarver tilsætter mange malere og murere ekstra JQVLMUQLTMZ \QT SITSMV N MS[ ÆQ[MST¥J JMVTQU 8>) TQU ,M\\M OQ^MZ QUQLTMZ\QL kalkfarven et uensartet og spættet udseende med meget synlige kostestrøg. Modtræk: Gå tilbage til de klassiske opskrifter, brug gode redskaber, forvand godt (undtagen på saltholdige områder), og rør godt i kalkfarven efter hvert strøg. nænsom istandsættelse af murværk og facader Undgå: 1 Brug af portlandcement og KC-mørtel til reparationer på ældre murværk og puds (bortset fra steder, der kræver ekstra styrke, som ved rygninger i tegltage, [SWZ[\MV[XQJMZ OZIVQ\\ZIXXMZ U Æ 2 Maling af murværk og puds med plastikmaling, olieemulsionsmaling, mur^¥ZV U Æ 413

3 Facadeafrensning med sandblæsning, kemisk afrensning samt vandsivning 4 Fugning af blank murværk med KC-mørtel 5 Tyndpudsning af facader i blank murværk 6 7^MZÆILMJMPIVLTQVO UML NIZ^M\ X]L[ ]LMV IN[T]\\MVLM SITSVQVO UML ` SITSfarve 7 Gummifugemasser ved vinduesfuger

ÅO

ÅO

Understrygning af tegltage er et af de områder, hvor der stilles særlige krav til LMV U¦Z\MT UIV IV^MVLMZ -V ÅVSWZVM\ T]N\SITSU¦Z\MT " QJTIVLM\ N¥PsZ [WU armering, har været brugt med gode erfaringer i den tid, vi har haft tegltage. Der skal forvandes godt før påføringen. Moderne fugemasser forhindrer, at tagstenene kan tages ned og genbruges, hvilket er et teknisk og miljømæssigt tilbageskridt i forhold til luftkalkmørtlen. Arkitektonisk har man i mange byer fået meget ud af den nødvendighed, det er, at man visse steder på taget kun kan komme til at ’forskælle’ tegltaget udefra. Ved at kalke mørtelfugerne kridhvide med hvidtekalk, får tegltaget ekstra SIZIS\MZ · QSSM UQVL[\ P^Q[ LM\ [SMZ Xs UIVOM P][M Q [IUTM\ ÆWS

ÅO

ÅO

ÅO

Arkitektonisk baggrund >Q [SIT \QTJIOM \QT LM OZ¥[SM WO ZWUMZ[SM \MUXTMZ NWZ I\ ÅVLM NWZJQTTMLMZ NWZ LMV IZSQ\MS\WVQ[SM ]LNWZUVQVO IN NIKILMZVM Xs LM ÆM[\M ¥TLZM U]ZMLM JaOVQVOMZ Q Danmark. Principper som symmetri, at huset står på en sokkel, at ydervæggene afsluttes under taget med en udkraget gesims samt anvendelsen af den rejste gavltrekant er typiske træk ved de monumentale græske og romerske bygninger, der i renæssancen smittede af på det meste af Europas bygningskultur. Sokkel -\ P][ WO MV NIKILM [SIT PI^M MV [WSSMT 7N\M[\ MZ LM\ JTW\ MV TI^ TM\ NZMU[XZQVgende fortykkelse af muren, men i andre tilfælde kan den være en halv til en hel etage og udformet, som om den var bygget op af tilhugne sten, eksempelvis ved hjælp af kvaderpuds og refendfugning. 5]ZÆILM UML ^QVL]M[ WO L¦ZP]TTMZ 7^MZ [WSSMTP¦RLM SWUUMZ [MT^M U]ZÆILMV LMZ MZ OMVVMUJZ]L\ IN ^QVL]M[ WO dørhuller, som et vigtigt arkitektonisk element. Disse kan være placeret i et mere MTTMZ UQVLZM [aUUM\ZQ[S WO \IS\NI[\ U¦V[\MZ ;MT^M U]ZÆILMV SIV ^¥ZM Q JTIVS mur, hvor det forbandt, stenene er muret i, samt detaljeringen af de lodrette og vandrette fuger mellem stenene er meget væsentlige karaktergivende elementer. ,MZ]LW^MZ SIV U]Z^¥ZSM\ ^¥ZM X]L[M\ QOMV UML ÆMZM NWZ[SMTTQOM U]TQOPMLMZ NWZ W^MZÆILMSIZIS\MZMZ -VLMTQO SIV JTIVS U]Z WO X]L[MLM ÆILMZ ^¥ZM SWUJQVMZM\ enten vandret følgende etagerne eller lodret følgende husets fagdeling. Facadedekorationer og -fremspring -\ IVLM\ IZSQ\MS\WVQ[S MTMUMV\ MZ LM\ITRMZQVO LMZ ]LVa\\MZ [TIO[SaOOMZ ,M ÆM[\M facader spiller meget enkelt og diskret på disse virkninger, mens andre er mere markante og dominerende. Det kan være enkle ting som svagt fremspringende fuger, såkaldte hamborgfuger, eller det kan være såkaldte blændinger (hele fag eller felter), der blot er trukket en halv sten frem eller tilbage i forhold til murplaVM\ ;SaOOMZVM SIV WO[s SWUUM NZI XZWÅTMZMLM JsVL ^QVL]M[ WO L¦ZQVLNI\VQVOMZ MTTMZ TQ[MVMZ ÆILM [¦RTMMN\MZTQOVMVLM LMSWZI\QWVMZ Xs NIKILMV -\ UIZSIV\ WO særligt dansk element på facader er placeringen af nedløbsrør. Disse kan have NWZVMUUM PsVL^¥ZS[U¥[[QOM LM\ITRMZ N MS[ ÅVM [SIZX\[SsZVM SV¥S ^ML J¦RVQVgerne. De forsvinder desværre ofte ved udskiftninger. Gesims =VLMZ \IONWLMV IN[T]\\M[ NIKILMV IN MV ]LSZIOM\ XZWÅTMZM\ OM[QU[ /M[QU[MV MZ et arkitektonisk motiv, der indrammer og afslutter facaden opadtil, men den har 414

ÅO

ÅO

ÅO

ÅO !

ÅO

denne side: Fig. 1 Vandrette bånd Fig. 2 Lodrette lisener Fig. 3 Refendmurværk Fig. 4 Kvadermurværk Fig. 5 Blænding og spejl Fig. 6 Aftrappet Fig. 7 Tandsnit og sparrenkop Fig. 8 Savsnit og dobbeltsavsnit Fig. 9 Gesims af formsten Fig. 10 Bloktand og rundstav

også en byggeteknisk funktion, da den trækker tagfoden og dermed tagdryppet TQL\ ]L W^MZ U]ZÆ]O\MV 0IZ NIKILMV QVOMV OM[QU[ N]VOMZMZ LMV SZIN\QOM [SaOge under tagudhænget som markering af den øvre afslutning. Gesimsen er tit SZIN\QO\ XZWÅTMZM\ L^[ UML MV UIZSIV\ \^¥Z[VQ\[XZWÅT P^WZ LM\ ^¥[MV\TQO[\M TML MZ MV JZML ÆIL SZIN\QO\ ]LSZIOM\ WO TWLZM\[\sMVLM XTILM · SITL\ P¥VOMXTILM · QVLZIUUM\ IN [UITTMZM SZ]UUM XZWÅTMZ 0¥VOMXTILMV SI[\MZ MV SZIN\QO [SIZX slagskygge, der indrammes af smallere slagskygger med blødere overgange fra de krumme led. Derudover kan gesimsen også indeholde tværopdelende led, f.eks. en tandsnitsfrise, kornisfrise eller en sparrenkopfrise under hængepladen, eller murede savsnitsfriser og buefriser med et livligere slagskyggemønster. Gavltrekanten Et andet ’klassisk’ facadeelement i dansk bygningskultur er gavltrekanten. Den kan være udformet enten som en ’ren’, såkaldt tempelgavl med udkragede gesimsbånd langs kanterne eller med lokale variationer, uden indramning, som halv- eller kvartvalm m.v. Gavltrekanten kroner ofte facaden med en muret facadekvist eller en decideret frontespice/fonton på facaden. Litteratur ByG-ERFA 860415: Forvitring af murværk fremkaldt af krystalliserende salte, 1986 ByG-ERFA 871218: Saltudblomstringer på murværk, 1987 ByG-ERFA 910415, Maling af pudsede facader, 1991 ByG-ERFA 930901, Kalkning og maling af ældre facader, 1993 2M[[MV +]Z\ ^WV U Æ ZML " Landhuset. Købehavn: Gyldendal, 1975. s. 110-118. 2M[[MV +]Z\ ^WV U Æ ZML " Byhuset. København: Gyldendal, 1980. s. 203-224. Kulturstyrelsen, Søren Vadstrup (red.): Information om Bygningsbevaring 2014, Mørtel og puds, 2014 Kulturstyrelsen, Søren Vadstrup (red.): Information om Bygningsbevaring 2014. Kalkning, 2014 Kulturstyrelsen, Søren Vadstrup (red.): 1VNWZUI\QWV WU *aOVQVO[JM^IZQVO 7^MZÆILMJMPIVLTQVO IN udvendigt murværk og puds, 2014 Larsen, Poul Klenz: ”Saltskader på ældre murværk” I: ARKITEKTEN, nr. 26, 1997, side 7-13 Lange, Bente. Københavns Farver. København: Kunstakademiets Arkitektskoles Forlag, 1996. Murerfaget: Puds – før og nu -ZP^MZ^[[SWTMZVM[ .WZTIO WO 5=:7 7LMV[M !!! 5=:7" Vejledning i vedligeholdelse af murværk og tegltage. København, 1991 Skandinavisk Jura-kalk Aps.: Bygningsbevaring (3. udg. 1995) Statens Byggeforskningsinstitut: SBI-Anvisning 223, Murværk, materialer og egenskaber, 1992 og 1997 Teknologisk Institut Murværk: Renoveringshåndbogen. Mur & Tag, Forlaget Tegl, 1999 Vadstrup, Søren. Bevaringsværdige bygninger – sikring af bevaringsværdier. Socialministeriet, 2008. Vadstrup, Søren: Byhuset. Lindhardt & Ringhof, København 2014 Vadstrup, Søren: Gode råd om vedligeholdelse og istandsættelse af facader. Raadvad-Centeret, 1999 Vadstrup, Søren. Huse med sjæl. København: Gyldendal, 2004. Vadstrup, Søren. Klassiske pigmenter til facadefarver, 24 håndopstrøgne farvekort i den klassiske jordfarveskala. Raadvad-Centeret, 1999

415

Bindingsværk af Søren Vadstrup

Frem til ca. år 1800 var bindingsværk den almindeligste byggemetode i Danmark. Af de mange bindingsværkshuse, opført fra 1800 til omkring 1930, hvorMN\MZ SWV[\Z]S\QWVMV LMÅVQ\Q^\ OQS IN UWLM MZ LMZ WUSZQVO P][M \QTJIOM PMZ Q TIVLM\ )N LQ[[M TQOOMZ LM ÆM[\M Xs TIVLM\ KI [\WZM WO [Us UMV[ de resterende 17.000 ligger i byerne, særligt i Aalborg, Randers, Aarhus, Ribe, Haderslev, Middelfart, Svendborg, Ærøskøbing, Køge, Helsingør og Rønne. Det ældste stående bindingsværkshus i Danmark er Kirkestræde 20 i Køge, der ifølge en inskription over døren er opført i 1527. Huset er en såkaldt bod, det vil sige et lille enetages længehus til udlejning. Den slags huse lå tidligere i sammenhængende rækker langs købstædernes gader – det gør de for så vidt endnu, blot i lidt større udgaver – og er i dag ofte ejet af beboerne. Bindingsværkets historie *aP][MVM[ JQVLQVO[^¥ZS IL[SQTTMZ [QO Xs ÆMZM WUZsLMZ NZI TIVLJQVLQVO[^¥ZSM\ i Danmark, bl.a. ved at have større højde og helt andre tømmerkonstruktioner. Det skyldes især byhusenes tungere tegltag, der kræver kraftigere tagværker og bindingsværksopbygning. Desuden har de murede byhuses facadedekorationer i natursten smittet af på bybindingsværkshusene. Disse er derfor ofte dekore416

417

rede med udskæringer på skråbånd m.m., og træandelen er gjort større for at give plads til dekorationerne. I København blev bindingsværksfacader i nye huse forbudt efter bybranden i 1795, men konstruktionsmåden var fortsat tilladt i JIONIKILMZ WO JIOP][M 1 XZW^QV[JaMZVM N]TO\M UIV [QLMV LM\\M XZQVKQX 7USZQVO 1850 vandt de grundmurede huse også frem på disse områder, bl.a. reguleret i Københavns Byggelov fra 1856 og -59. Det var formentligt ikke prisen, men brandsikkerheden, der fjernede bindingsværket fra byhusene, for indvendigt, dvs. i alle bjælkelag, skillevægge og tagværk, er brokvarterernes etageejendomme rent faktisk opført af klassisk bindingsværk. Først omkring 1890 blev bindingsværkskonstruktionerne i husene erstattet af skillerum bestående af to lag brædder, sømmet på kryds og efterfølgende pud[M\ UML Z¦Z^¥^ WO X]L[ 1 JMOaVLMT[MV IN ! \ITTM\ ÅS JQVLQVO[^¥ZSM\ MV TQTTM genfødsel i byernes villakvarterer, hvor adskillige overetager af bindingsværk blev opført. Denne tendens er bl.a. et udtryk for, at prisen på dette specielle håndværk var kommet så højt op, at der var prestige i at bruge det. Landbindingsværk Styrtrumshuset og spærfagshuset Det danske bindingsværkshus har udviklet sig fra middelalderen, formentlig endda helt fra jernalderen, frem til ca. 1800. Udviklingen har bevæget sig fra det nordeuropæiske treskibede såkaldte højremshus til det etskibede, rent danske, såkaldte styrtrumshus, der forekommer over hele landet, i både landhusene og bybindingsværkshuse. Styrtrumshuset har navn efter den lille forsænkning af loftsbjælkerne under tagfoden, der fører til en lille forhøjning af loftrummet, hvor man kunne styrte kornet ud for at tørre det oven over stuehusets eller staldens varme. Derfor er loftsbjælkerne, eller de såkaldte bindbjælker, samlet med ydervægsstolperne et stykke fra tagremmen med en gennemstukket tap. Den kan ses under tagskægget som en lille udstikkende tap med to træpløkke på tværs. Markante træk fra den nordeuropæiske højremskonstruktion er bevaret relikt i styrtrumshuset, bl.a. de gennemstukne bindbjælker mellem de bærende stolper og svalehaleblade ved spærenes hanebånd. Tidligere sad også små tappede knægte mellem stolpen og bindbjælken. Egnsvariationer Der går gennem Danmark en interessant og gammel kulturgrænse, der for bindingsværkskonstruktioner skiller ved Storebælt, men for andre bygningsdetaljer, såsom fastgørelsen af stråtage, skiller tværs over Fyn. Bindingsværksbygninger på landet fra middelalderen og frem til slutningen af 1700-tallet øst for Storebælt, inklusive Skåne, er udført med bladsamlinger og kamsamlinger, hvorimod tapsamlinger er meget sjældne. De tværgående bindbjælker er ikke stukket gennem stolpen, men glammet (skåret) en tredjedel ind i siden. Løsholterne er kæmmet på siden af stolperne. Stolperne står på syldstenene, uden fodrem. Bindingsværksbygninger på landet, vest for Storebælt, er udført med tapsamlinger og kamsamlinger, hvorimod bladsamlinger er yderst sjældne. Stolperne er tappet til en kraftig fodrem i egetræ. Lolland-Falster og Bornholm følger her den jysk-fynske tradition, med undtagelse af fodremmen, der heller ikke forekommer på Lolland-Falster. Styrtrumshuset er rent statisk meget svagt, idet spærene presser væggene skråt udad foroven, hvorved selv små sætninger i fundamentet fører til forstærkede skævheder i ydervægge og tag. Heldigvis kan konstruktionen for det meste sagtens optage og give efter for skævhederne, hvad der tilmed kan se smukt og UITMZQ[S ]L 1 NWZJQVLMT[M UML TIVLJWZMNWZUMZVM WO TIVL[JaMZVM[ ]LÆa\VQVO efter 1790’erne gik de lavloftede, skæve og smårudede bondehuse af mode. Nu ønskede folk sig højloftede rum, vandrette gulve, store vinduer med masser af dagslys og snorlige facader. Derfor lagde man, både i forbindelse med at gårdene JTM^ Æa\\M\ NZI TIVL[JaMV WO ]L Xs UIZSMZVM WO [WU MV NWZJMLZQVO IN LM MS[Q[\Mrende stuehuse, loftsbjælkerne op oven på tagremmen på bindingsværksvæggen, 418

forrige side: Bindingsværk foto: Erik Järinge modsatte side: Forskellige typer knægte, der både er konstruktive og virker som dekorationer. tegning: Søren Vadstrup

og man tappede spærene direkte ned i loftsbjælkerne i et regulært, sammenhængende spærfag. Deraf navnet spærfagshuset. Nu kan spærene ikke glide ud og blive skæve, og trykket på væggen er ikke længere skråt, men lodret. Spærfagshuset blev rent faktisk påbudt for nye bindingsværksgårde, der modtog tilskud NZI :MV\MSIUUMZM\ ;\I\MV \QT Æa\VQVOMV )TTMZMLM WUSZQVO JTM^ JsLM VaM stuehuse og avlslænger bygget af grundmur, og bortset fra enkelte egne, bl.a. Nordfyn og Bornholm, gik bindingsværket helt af mode eller blev for dyrt. De sidste regulære landbindingsværkshuse blev opført så sent som i 1930’erne, men disse er undtagelser. Egnsfarver Landhusenes bindingsværksbygninger varierer meget i deres bindingsværk, far^MZ \IONWZUMZ WO \IOLM\ITRMZ [WU SIV IÆ¥[M[ ]LMNZI [IU\ Q QVLZM\VQVOMV PMZ]VLMZ XTIKMZQVOMZ IN L¦ZM ^QVL]MZ WO [SWZ[\MVM ;MT^ WU P][MVM Xs ÆMZM UsLMZ er ret entydige, repræsenterer forskellighederne ikke alle sammen urgamle egnsforskelle i byggeskikken, men snarere en løbende proces, hvor forskellene mellem landsdele er mere eller mindre statiske. Det mest typiske træk er, at bindingsværkshusene på Sjælland og Lolland-Falster er hvidkalkede, uden opstregning (kaldes også opstolpning eller opstølpning) af bindingsværket med sort eller andre farver. I Jylland, på Fyn og Bornholm kan bondehusene også godt være hvide, men de har næsten altid trukket selve bindingsværkskonstruktionen op med forskellige farver. Den overvejende del af landhusene er dog kalket i forskellige farver, særligt gult, rødt eller dodenkopf. Bindingsværkstømmeret har altid mørkere nuancer end tavlene, [¥ZTQO\ Z¦L\ LWLMVSWXN [WZ\ JZ]V\ OZ¦V\ MTTMZ OZs\ 7N\M MZ LM\ MVLLI aLMZTQOMZM [\I‫ٺ‬MZM\ UML \aVLM SWV\ZI[\NIZ^MLM SIV\MZ MTTMZ N]OMZ NWZ ZQO\QO\ I\ NZMUP¥^M bindingsværkskonstruktionen. Den sjællandske hvidkalkning ’over stok og sten’ er måske et træk, som oprindeligt har været gældende over hele landet. I hvert fald ser man ofte i de andre landsdele, at mindre betydende facader som udhuslænger, port- og gårdrum er SITSM\ P^QLM ]LMV WX[\WTXVQVO ,MZ]LW^MZ ÅVLM[ LMZ WO[s MV LMT PMT\ P^QLSITSMde bindingsværksbygninger bl.a. på Fyn. På Fyn er det ikke ualmindeligt, at væggene har to farver, eksempelvis gult eller rødt forneden og hvidt foroven. Andre bondehuse kan være ensfarvede. Der er en tendens til gult på Nordfyn, rødt på Syd- og Vestfyn og hvidt på Østfyn. I Øst- og Sønderjylland samt på Djursland dominerer de røde og gule farver, på Als i en særlig mørkviolet udgave iblandet dodenkopf. I Nordjylland og på Læsø dominerer hvidkalkningen igen, evt. med gulkalkede stuehuslænger. Bindingsværket er sort. I Sydthy og på Mors er husene overvejende rødkalkede. Tager man til Vestjylland er kun bindingsværket malet, mens murværket står ubehandlet i murstenenes ofte mørkerøde farve. På Bornholm er bindingsværkshusene generelt hvide på nordøen, mens de er gule sydpå og røde midtpå. Selve bindingsværket er trukket op med brun eller sort farve. Byggeteknik Rent teknisk rummer danske bindingsværksbygningers trækonstruktioner en række interessante træk, der er meget avancerede og lærerige for os i dag. Således demonstrerer de et imponerende kendskab til, hvorledes forskellige træsorter bør anvendes til særlige formål som fodrem, tagrem, gavlbjælke, [\WTXMZ WO T¦[PWT\MZ \IO^¥ZS T¥O\MZ VIOTMZ WO La^TMZ [IU\ [\¦RTMZ WO ^QLRMÆM\VQVO 0MZ]LW^MZ SIV UIV [M MV [XMKQITQ[MZM\ WO S^ITQÅKMZM\ WX[S¥ZQVO IN \¦Umeret. Det ses bl.a. på marvstrålernes placering og retning i tværsnittet, som er afgørende for konstruktionens holdbarhed. Tømmeret er desuden i stor udstrækning bearbejdet med økse i våd, uoptørret tilstand, med efterfølgende lufttørring, som yderligere sikrer en lang holdbarhed. Bindingsværksbygningerne er samtidig udført med en gennemtænkt konstruktiv træbeskyttelse, hvor selve husets udformning tager hensyn til tid, sted og vejrlig. Den konstruktive træbeskyttelse sker bl.a. via et kraftigt tagudhæng, vandbrædder og 419

en drænende pigstensbelægning langs væggene, hvilket mindsker opsprøjtet. Herudover er selve trækonstruktionerne, konstruktionsprincipperne, træsamlingerne og de særlige overlåsninger og skråbånd, der låser husets konstruktioner sammen, udført, så de er mest muligt stabile. Det er kun det sidste punkt, der vedrører selve trækonstruktionerne, der bliver gennemgået i det følgende. I forbindelse med forskningsprojektet Bygningskulturens værdisætning under *aOVQVO[S]T\]Z MZ JQVLQVO[^¥ZS[SWV[\Z]S\QWVMZVM Xs MV NZMLM\ ÅZT¥VOM\ fynsk bindingsværksgård i landsbyen Viby på Hindsholm undersøgt. På denne JQVLQVO[^¥ZS[OsZL ÅVLM[ M\ NWZPWTL[^Q[ JMOZ¥V[M\ ZMOQ[\MZ IN \Z¥[IUTQVOMZ VMUlig fem i alt, under de ovennævnte kategorier: tapsamlinger, bladsamlinger og kæmninger. En nærmere undersøgelse viser, at de ovennævnte træsamlinger har forskellige egenskaber, bl.a. i forhold til træk- og trykkræfter. Det har krævet stor viden og kunnen at tænke disse konstruktioner sammen i et så stort og alligevel konstruktivt meget spinkelt hus, der efterfølgende har holdt i over 250 år. Lige eller skrå tapsamlinger De vandrette, lodrette og skrå tapsamlinger har stor styrke overfor trykkræfter, og også i nogen grad vrid og skæve trykkræfter, men de har stort set ingen styrke i forhold til trækkræfter. Her er det kun den forholdsvis spinkle trædyvel, der holder samlingens meget korte tap og taphul sammen. Tapsamlinger kan derfor kun benyttes, hvor der er tale om rene trykkræfter, uden nogen form for modsatrettet træk. 420

De fem mest brugte træsamlinger \QT JQVLQVO[^¥ZS Xs ÅZT¥VOM\ JQVLQVO[^¥ZS[OsZL Q >QJa <IXVQVO /MVVMU[\]SSM\ \IX ;SZs\ [^ITMPITMJTIL 3IU MTTMZ S¥UVQVO [SZIUVQVO OTIUVQVO >QVSMTJTIL SZaL[JTIL Træsamlingstyper Danske landbindingsværkshuse rummer en række relativt højt specialiserede træsamlinger som repræsenterer tre forskellige træsamlingstyper (træ-med-træ): *TIL[IUTQVOMZ û Q û MTTMZ Ī Q Ī 3IU[IUTQVOMZ Ī Q Ī WO[s SITLM\ S¥UUMLM glammede eller skrammede samlinger

Gennemstukket tap Den vandrette, gennemstukne tapsamling har også stor styrke overfor trykkræfter og i nogen grad også overfor vrid og skrå påvirkning. Den har lidt bedre styrke overfor trækkræfter, idet de to låsekiler og den lange tap kan holde noget mere. Svalehaleblad Mange steder i en bygning, eksempelvis i de forholdsvis spinkle tagværker, er der behov for samlinger, der kan tage imod både træk og tryk. Når vinden blæser SZIN\QO\ LQZMS\M QVL Xs MV \IOÆILM J]MZ LMVVM [QLM QVLIL WO VsZ \IO^¥ZSM\ MZ forsynet med hanebånd for at afstive det, buer den modsatte side udad. Så på den ene side af tagværket skal hanebåndet kunne klare trykkræfter og på den modsatte side trækkræfter. Det samme gælder skråbånd, skråstivere og skråknægte. Bindingsværkshusenes bladsamlinger med svalehaleblad er særligt egnet til at klare dette. Svalehalen kan ikke trækkes udad og er derfor meget stærk overfor trækkræfter, og samlingens kraftige ’bryst’ på modsatte side er meget stærk overfor trykkræfter.

<IX[IUTQVOMZ Ī Q Ī

Kæmmede samlinger Bindingsværkshusenes kæmmede samlinger ved tagfoden er ikke ’låste’ med dyvler, nagler eller låsekiler, men holdes stort set kun på plads af tyngdekraften. Denne udgøres her af tagets og tagkonstruktionens vægt, og da dette må betegnes som forholdsvis lette materialer og konstruktioner, må det siges at være MV LZQ[\QO SWV[\Z]S\QWV )TTQOM^MT ÅVLM[ LMZ S]V Ns MS[MUXTMZ Xs I\ LMVVM \aXM ]NWZIVSZMLM \IO WO \IOSWV[\Z]S\QWV MZ ƦRM\ IN Krydsblad med lige bund Krydsblad med lige bund benyttes i de kraftige skråbånd i endefagene på sider og gavle for at sikre bindingsværkshusenes stabilitet overfor skævvridning. Endvidere bruges denne type samling til de to store vindkryds i kostalden. Historisk har styrtrumshusets gennemstukne bindbjælker været afstivet med små indvendige, tappede skråstivere, såkaldte knægte (svarende til knæ i skibsbygning), men de er fjernet i tidens løb, og nye bindingsværkshuse i 1700-tallet er opført uden disse. I byhuse kan de sidde udvendigt, og samtidig beskyttes de gennemstukne tappe, de såkaldte tagskægsknægte. Statiske og konstruktive forhold Den bevidste anvendelse af disse meget specialiserede samlinger og konstruktioner afslører bygmestrenes store viden om de kræfter, der påvirker en lang bygning. Stuehuslængen i Viby er eksempelvis 40 meter lang og 6,5 meter bred, så den påvirkes af temmelig store kræfter, når det blæser kraftigt, selvom den ligger orienteret præcist øst-vest. Udover de vindmæssige forhold har en række funktionelle krav også gjort sig gældende: I staldene samt i loer, lade og vognporte er der behov for relativt store rum uden tværgående eller langsgående skillevægge. I tærskeloen skal der være meget højloftet (3-4 meter), så der er plads til at svinge tærskeværktøjet, plejlstangen, og endelig i vognportene og hestestalden skal der være store portåbninger i facaderne til heste og vogne Der er altså tale om en kompleks konstruktionsopgave, der imidlertid er løst med samlinger træ-med-træ og det ovennævnte register af fem typer træsamlinger. Tre nyopdagede bindingsværkskonstruktioner >ML [\]LQM\ IN LMV ÅZT¥VOMLM NaV[SM JQVLQVO[^¥ZS[OsZL Q >QJa L]SSMLM \ZM ¼VaM¼ bygningskonstruktioner op, som ikke tidligere har været beskrevet i bøger om danske bindingsværkshuse. Det giver i alt fem historiske danske bindingsværkskonstruktioner, som især afsløres i bygningernes tværsnit. modsatte side: Restaurering af Selsø Slot foto: Hanne Mainz 421

ÅO

ÅO

ÅO

ÅO

ÅO

ÅO

ÅO

ÅO

ÅO !

ÅO [^ITMPITMJTIL ÅO TQOM PR¦ZVMJTIL ÅO ^QVSMTJTIL

ÅO SZaL[JTIL ÅO PR¦ZVMJTIL ÅO ! [SZs\ NWZSQTM\ PIOMJTIL

tegning: Søren Vadstrup bladsamlinger: ÅO < JTIL UML TQOM J]VL ÅO LWJJMT\[SZs\ PR¦ZVMJTIL ÅO ^QVSMTJTIL 422

ÅO

ÅO

ÅO

ÅO

ÅO

ÅO

ÅO

ÅO

ÅO

kamsamlinger: ÅO MVSMT\ SIU ÅO LWJJMT\ SIU ÅO [^ITMPITMSIU

ÅO < S¥UVQVO [SIUVQVO OTIUVQVO tapsamlinger ÅO LWJJMT\ SIU ÅO [^ITMPITMSIU

tapsamlinger ÅO [\ZI‫ٺ‬M\ \IX ÅO [SZs\IX[IUTQVO UML JZa[\ ÅO OMVVMU[\]SSM\ \IX 423

1 Styrtrumskonstruktion (1700-1800) Stuehusets ældste del fra ca. 1750 er bygget i styrtrumskonstruktion. Nyere forskning (Søren Vadstrup i Mette Svart Kristiansen (red.), 2005) har vist, at styrtrumskonstruktionen i virkeligheden repræsenterer et amputeret højremshus. Dette er bl.a. baggrunden for, at det er så konstruktivt ustabilt, skævt, lavloftet og med mange svage punkter i konstruktionen. Spærenes skrå tryk på tagremmene er forsøgt afhjulpet ved at blade hanebåndene på spærene med et svalehaleblad, der i modsætning til de almindelige tapsamlinger kan holde til trækkræfter. Det lavloftede, meget skæve hus har ganske små vinduer. Fordelene ved konstruktionen er, at råhuset er bygget af meget billige og lettilgængelige materialer som små og store marksten, tømmer og ler eller ubrændte lersten. Styrtrumskonstruktionens nok svageste punkt er de gennemstukne tappe, LMZ [\QSSMZ ]L NZI NIKILMV Ts[\ UML \W SQTMZ Xs \^¥Z[ ,Q[[M ^Q\ITM \IXXM Æ¥SSMZ bliver angrebet af borebiller og rådner, og kilerne knækker – plus at uvidende husejere nogle gange saver dem over. 2 Spærfagskonstruktion (1800-1850) Som følge af landboreformerne fra 1788 til begyndelsen af 1800-tallet indførte man en påbudt forbedring af byggeskikken for nyopførte bygninger i bindingsværk på landet. Der var tale om forbedringer af væg- og tagkonstruktion. I Viby er stuehusets forlængelser mod øst på seks fag fra 1840 og forlængelsen mod vest på seks fag fra 1890 bygget i spærfagskonstruktion. Spærfagskonstruktionen har højere til loftet, ca. 2,5 m, hvilket tillader højere og større vinduer og dermed mere dagslys og frisk luft. Konstruktionen er stabil med låste samlinger og lodrette kræfter i murene fra spærene og bjælkerne. Huset er noget dyrere at bygge end styrtrumshuset, bl.a. på grund af anvendelsen af brændte mursten, store vinduer og mere komplicerede håndværksteknikker. 3 Dobbelt hanebåndskonstruktion (1750-1850) Tærskeloen i Viby fra ca. 1800 kræver, at der er forholdsvis stor loftshøjde i bygningen, fordi tærskningen af det nyhøstede korn traditionelt foregik med en plejl, der skiller kernerne fra aks og strå. En plejl er en todelt træstok med et læderhængsel, der skal kunne svinges rundt i strakte arme. Konstruktionen er derfor udført uden tværbjælker i den normale højde for at give plads til plejlen. I stedet er der anbragt en række hævede tværbjælker fastgjort til spærene, en slags dobbelte hanebånd. For at undgå at konstruktionen skrider ud på grund af den manglende tværstivhed, er begge sæt hanebånd samlet til spærene med det meget specialiserede svalehaleblad, der både kan klare træk og trykkræfter. 4 Vandrette vindkryds (1700-1800) Kostaldene kræver et forholdsvist stort rum uden skillevægge. Uden en ekstra afstivning vil et så stort rum kollapse under kraftig blæst. Ved at anbringe to store vandrette ’vindkryds’, kæmmet ind i bjælkerne, fås den nødvendige tværstivhed. En meget avanceret konstruktion, der ikke er udført i den anden stald, men her erstattet af et gennemgående bjælkeunderslag samt et påsømmet vindkryds i spærene. Senere er bjælkeunderslaget også udført i den første stald. Da man kan se i det gamle gulv, at stolperne står lige ned i de gamle båse, må underslaget være opsat senere. 5 Dobbelte bjælkeunderslag Vestlængens to vognporte, til opstaldning af gårdens vogne, kræver også store og forholdsvis høje rum uden tværskillerum – oven i købet med meget store åbninger i gårdfacaden, kun lukket med bræddeporte. Her er konstruktionen sikret ved at anbringe et sæt bjælkeunderslag med stolper for hvert fag, helt ude ved tagremmen, undtagen ud for portene. Det er paradoksalt, at ingen af de bøger, der til dato er skrevet om det danske bindingsværkshus, nævner de tre ret avancerede bindingsværks- og bygnings424

modsatte side: ÅO ;\aZ\Z]U[SWV[\Z]S\QWV stuehusets ældste del fra 1750’erne ÅO ;X¥ZNIO[SWV[\Z]S\QWV stuehusets udvidelse fra 1840 og 1890 ÅO ,WJJMT\M PIVMJsVL UML [^ITMPITMJTIL tærskeloen kræver stor lofthøjde ÅO >IVLZM\ ^QVLSZaL[ [MVMZM JR¥TM]VLMZTIO kostalde kræver store rum ÅO ,WJJMT\M JR¥TSM]VLMZTIO afbrudt ved portene, vognporte kræver store porte tegning: Søren Vadstrup

ÅO

ÅO

ÅO

ÅO

2

1

3

5

ÅO

ÅO

4

425

SWV[\Z]S\QWVMZ [WU UIV ÅVLMZ Xs LMVVM OsZL 3WV[\Z]S\QWVMZ LMZ MZ I‫¦ٺ‬L\ IN produktionsbygningernes og produktionsrummenes krav om høje eller store rum i henholdsvis tærskeloen og staldene – og i vognporten faktisk begge dele. Et særligt højt rum som tærskeloen har tydeligvis krævet en særlig konstruktion, et meget stort rum som kostalden en helt anden, og et stort og højt rum, hvor den ene langside nærmest er åben, har krævet en helt tredje konstruktion af bindingsværksbygningen. Gårdens bygmestre har vidst dette og kunnet deres kram, men bygningsforskerne har stort set ikke bevæget sig fra deres studier af stuehusene og ud i stald, lo og vognport. Niels-Holger Larsen nævner dog de lave hanebånd, kaldt skunke, i den bornholmske tofagstærskelo, der er uden bindbjælker, i bogen ’Bornholmsk byggeskik på landet’ (side 76). Arkitektoniske forhold Bindingsværkshuset er rent arkitektonisk en meget charmerende, stemningsfuld og identitetsfuld bygningstype. Hertil hører også skævheder samt et karakterfuldt slid og patina. Trods den ret faste byggemåde har bindingsværkshuse en utrolig variation i facadeudtryk, farvesammensætninger, særlige detaljer som skorstene, gavle, udhæng og en varieret vinduestakt. Huset har derudover gennem over 200 sZ ^Q[\ [QO aLMZ[\ ÆMS[QJMT\ Q NWZPWTL \QT JWTQOQVLZM\VQVO WO UIVOM IVLZM NWZUsT uden at miste sin identitet. Det er der ikke mange moderne bygninger, der kan matche. Flere bindingsværkshuse sammen skaber et indtagende bygningsmiljø, der gør indtryk på alle i højere grad end andre bygningstyper, også fordi kulturhistorien er så åbenbar. Det er faktisk ikke mere end 100 år siden, at binLQVO[^¥ZS[P][M\ ÅS MV UIZSIV\ ZMV¥[[IVKM ]VLMZ VI\QWVITZWUIV\QSSMV Q LIV[S byggeskik. Ikke som kopier eller rene plagiater, men med nye og arkitektonisk selvstændige variationer af den ældgamle bygningstype. Med en vidende, kreativ og nytænkende tilgang kan man også forestille sig dette ske i dag indenfor nybyggeriet. For eksempel burde bindingsværkskonstruktionen kunne anvendes i mange andre bygningsmæssige og arkitektoniske sammenhænge end udmuring af tavlene med mursten eller lignende, som i det klassiske danske bindingsværkshus. Det kan bræddebeklædes, så vi får et ægte \Z¥P][ MTTMZ LM\ SIV JMST¥LM[ UML UM\ITXTILMZ SZaL[ÅVMZ MTTMZ [\Zs PITU MTTMZ skifer, men uden at selve ’bindingsværket’ kan ses udefra. Eller beklædes med glas, så det netop kan ses udefra. Projekt Haubarg På KTR på Kunstakademiets Arkitektskole tog vi i efteråret 2012 denne udfordring op: at tegne og bygge et bindingsværkshus anno 2012 – dvs. et hus, der benytter de tekniske og arkitektoniske kvaliteter, som den ovennævnte gennemgang har påpeget, men som samtidig repræsenterer et helt moderne hus. Formålet med haubarg-projektet var at prøve de ovenstående tekniske og teoretiske analyser af i praksis i skala 1:1 og at opføre et nyt og ’moderne’ hus i fuld skala i bindingsværkskonstruktion, at bruge den analyse og forskning i forhold til bindingsværkskonstruktionernes statiske og tekniske egenskaber, der er redegjort for, og at inddrage de studerende direkte i denne forskning, idet de stod for praktisk at afprøve og eftervise disse konstruktioners og samlingers brugbarhed, herunder deres fordele og ulemper. Et af de afprøvede emner var de ovennævnte fem udvalgte bindingsværkssamlingers egenskaber i forhold til trykkræfter, trækkræfter, kombinerede træk- og trykkræfter, ulåste overkæmninger samt overlåsende elementer og nødvendige skråstivere. Et andet var, om man i en så stor en bygning som haubargen kan samle alting som træ-med-træ, uden beslag, søm eller skruer, fuldstændigt som på de gamle bindingsværkshuse. For at afprøve samlingerne i rimelig stor skala, hvor kræfterne begynder at betyde noget for stabilitet og konstruktiv styrke, lod vi os inspirere af den NZQ[Q[SM JaOVQVO[\aXM PI]JIZO LMZ ÅVLM[ Xs .ZQTIVL[U][MM\ Q 4aVOJa Q NWZU IN Ejderstedgården, kombineret med et traditionelt dansk bindingsværkshus. Sel^M PI]JIZOMV MZ MV P¦R ÅZSIV\M\ SWV[\Z]S\QWV JaOOM\ UML STI[[Q[SM JQVLQVO[426

ÅO

ÅO

ÅO

ÅO

ÅO

denne side: De fem forskellige bindingsværkskonstruktioVMZ IN[XMRTMZ I\ LMV ÅZT¥VOMLM OsZL PIZ PIN\ mindst fem forskellige funktioner tegning: Søren Vadstrup Fig. 1 Styrtrumskonstruktion, stuehusets ældste del fra 1750erne Fig. 2 Spærfagskonstruktion, stuehusets udvidelse fra 1840 og 1890 Fig. 3 Tærskeloen, kræver stor lofthøjde, m. dobbelte hanebånd med svalehaleblad Fig. 4 Kostalde, kræver store rum , med vandrette vindkryds i bjælkelaget Fig. 5 Vognporte, kræver store porte, med dobbelte bjælkeunderslag

denne side: Gård i Viby foto: Nicolai Bo Andersen 427

værkssamlinger, hvori man kan placere årets høhøst tørt under tag om efteråret, så høet kan bruges til foder til kreaturerne i vinterens løb. ’haubarg’ betyder høbjerg på hollandsk/frisisk. Denne bygningstype var vores inspirationskilde i forhold til hovedform og hovedkonstruktion, men de tekniske løsninger og samlinger blev valgt, brugt og nytænkt i forhold til den ovenstående analyse af de klassiske bindingsværkssamlingers tekniske egenskaber. konklusion ’Haubarg-projektet’ rejser en række interessante aspekter af teknisk art. Det viste sig for det første, at den ønskede konstruktion – med visse meget interessante småændringer, bl.a. den samling, hvor den lodrette hjørnestolpe bliver samlet med tagremmens vandrette hjørnesamling, samtidig med, at gratspæret skal ligge fast oven på dette, alt sammen uden nogen form for beslag, søm, skruer eller metalbånd, men kun træ-med-træ – forholdsvis let lod sig udføre som forudsat. En af de historiske bindingsværksbygninger, der udgjorde grundlagsstudiMZVM LMV ÅZMT¥VOMLM OsZL Q >QJa QVLMPWTLMZ MS[MUXMT^Q[ XZ¥KQ[\ LMVVM LM\ITRM i et hjørne med helvalm. For det andet viste træsamlingernes egenskaber i forhold til træk- og trykkræfter sig med det samme, de blev udført. Samlingerne og konstruktionerne blev fuldstændigt stabile, lige så snart de var samlet. Især var det fantastisk at se WO U¥ZSM LI ¼W^MZTs[VQVOMZVM¼ LM ÅZM TIVOM ZMUUM UML P]TTMZ \QT [\WTXMZVM[ MVLM\IXXMZ SWU Xs WO LM \QT[^IZMVLM ÅZM NWLZMUUM ,M\ ^IZ [WU MV SQVM[Q[S æske, hvor alt faldt smukt i hak og ikke kunne rokkes fra hinanden igen. For det tredje var bindingsværkets modulopbygning, bestående af en række næsten ens elementer, der kan udføres på spredte steder af helt forskellige hold, spændende at prøve. Fire ’sjakbajser’ stod for koordineringen, også i forhold til at ingen gik ledige et sted, mens der manglede hænder et andet sted. Et sæt meget enkle ’målestokke’, lange trælægter med blyantsmærker på, skulle sørge for, at tapper og taphuller, kæmninger og hakker osv. kom til at passe sammen. Simpelt og helt lavpraktisk. Af sikkerhedsmæssige, praktiske og pædagogiske grunde, ikke af ideologiske eller historiske grunde, blev alle savsnit og kapninger savet i hånden, alle taphuller stemt ud i hånden og alle nagler snittet i hånden. Et særligt teknisk aspekt ved bindingsværkshuse og vores haubarg er konstruktionernes holdbarhed, nedbrydning, tidsmæssige skader og levetid. Det vil tage mange år at eftervise dette 1:1. Men et helt klart holdbarhedsmæssigt parameter er, at samlinger som disse, træ-med-træ, holder langt længere i en kold ydervægskonstruktion, herunder en spærkonstruktion lige under et tag, end samlinger med metalbeslag, søm eller skruer. I en kold ydervægskonstruktion er disse jerndele, især om natten og især om efteråret eller vinteren, mærkbart koldere end træet, og der danner sig derfor kondens på jernet. Især tætsiddende søm, eller endnu værre, skruer i et sømbeslag, er slemme. Kondensen fugter træet op, så det begynder at rådne på dette sted, og eventuelt ruster jernet og gør ondt værre. Samlinger træ-med-træ har ikke denne indbyggede nedbrydning og holder derfor betragteligt længere. Istandsættelse af bindingsværk Undersøgelser For at danne sig et overblik over bindingsværkets tilstand med henblik på at tilrettelægge en istandsættelse heraf er der forskellige overvejelser, man må gøre sig. Hvis der skal udskiftes meget tømmer, eller der er tale om større ændringer og rekonstruktioner, er det vigtigt at analysere konstruktionen nøjere. Som første skridt må man udføre en tegning af bindingsværket, så nøjagtigt som muligt. På tegningen indtegnes forskellige spor fra taphuller m.v., så man kan få et billede af, hvordan bindingsværket tidligere har set ud. En grundig viden om lokal JaOOM[SQS MZ Va\\QO Q LMVVM NI[M 0^Q[ LMZ Xs LM\ TWSITM U][M]U ÅVLM[ TQ\\MZI\]Z WO NW\WOZIÅMZ IN P][M\ SIV LM\\M WO[s ^¥ZM \QT [\WZ PR¥TX ,M\ V¥[\M [SZQL\ MZ at vurdere eventuelle skader på bindingsværket og markere det på tegningen. 428

Herefter er det vigtigt, at man måler træets fugtighed med en fugtighedsmåler på visse udvalgte steder. Man skal være opmærksom på, at træfugtigheden helt naturligt svinger betragteligt gennem døgnet, efter verdenshjørnerne og i forhold til sommer og vinter. De målte fugtighedsprocenter kan derfor kun tages som indikatorer på tilstanden. Herefter skal træet undersøges for eventuelle råd- eller svampeangreb samt dybden på disse. Undersøgelsen af træet foregår med en syl eller en knivspids. Kniven stikkes ind i træet med almindelig jævn kraft. Ved disse undersøgelser skal man være opmærksom på, at træ generelt er fugtigere og dermed blødere i vinterhalvåret og tilsvarende hårdere om sommeren. Forskellen kan godt være 2-3 mm i blødhed. Analyse af årsagerne til tilstanden <QT[\IVL[]VLMZ[¦OMT[MV [SIT TMLM NZMU \QT MV S^ITQÅKMZM\ IVITa[M IN sZ[IOMZVM \QT tilstanden, se skema i margen.

denne side: Studie af træsamlinger foto: Transformation

Hvad skal udskiftes? Når man ønsker at bevare en ældre bygning med alle dens karaktertræk, skal man være omhyggelig med ikke at fjerne bygningselementer, der kan repareres eller istandsættes. Eksempelvis har en gammel og vejrbidt bindingsværksfacade QOMVVMU sZMVM NsM\ MV [U]S W^MZÆILMSIZIS\MZ LMZ QSSM SIV OMV[SIJM[ Xs SWZ\ \QL =L\ZaSSM\ MZ []UUMV IN ¥TLVQVO ^MRZTQO W^MZÆILMJMPIVLTQVO WO NWZNITL 429

Træet kan naturligvis være så nedbrudt eller råddent, at en udskiftning er nødvendig, men ofte vurderer man udelukkende dette på baggrund af en slidt og ^MRZJQL\ W^MZÆILMSIZIS\MZ 1 UIVOM \QTN¥TLM MZ LMV \MSVQ[SM \QT[\IVL Q ^QZSMTQOPMden så god, at bindingsværket enten blot kan konsolideres og vedligeholdes på W^MZÆILMV MTTMZ ]L[SQN\M[ XIZ\QMT\ 0MZ^ML SIV LMZ JsLM [XIZM[ UIVOM XMVOM WO reddes mange karakterfulde originalmaterialer.

Undersøgelse af råd i træ Spidsen synker 2-3 mm = Træet er sundt og godt Spidsen synker 3-6 mm = Træet er meget fugtigt og måske rådskadet

Konsolidering af rådskadet træ Mange mindre skader på bindingsværket kan istandsættes enten gennem den almindelige vedligeholdelse eller ved at foretage en biokemisk konsolidering af det skadede træ. Det rådskadede område påføres en blanding af trætjære og kogt linolie i blandingsforholdet 1:1. Der fortsættes til mætning er opnået. BehandTQVOMV P¥ZLMZ Xs MV ]OM[ \QL Q ITUQVLMTQO\ Ta[ P^WZMN\MZ \Z¥M\ SIV W^MZÆILMJMhandles. Ved konsolidering bekæmper man ikke de rådskader, træet allerede har, men man gør veddet hårdt igen. Herefter vil træet både afvise vand, svampe, bakterier og insekter og genopnå sin tidligere hårdhed, indtil det igen trænger til at blive konsolideret. Ved en biokemisk konsolidering vil veddet ikke genopnå sin konstruktive træk-, tryk- og bøjningsstyrke på det pågældende, skadede sted. Træ, der er skadet kritisk, har en svækket konstruktiv evne og kan derfor kun konsolideres biokemisk, når det ikke indgår i konstruktive sammenhænge, hvor det skal bære andet end sig selv.

Spidsen synker over 6 mm = Der er tale om et dybere rådangreb, som kræver større indgreb i form af udlusning/påskarring eller udskiftning af dele af træet

Principper for istandsættelse Reparationer på bindingsværkstømmerets skadede dele skal udføres som partielle reparationer. Ved reparationer skal der benyttes samme træsort, opskæring og \Z¥S^ITQ\M\ [WU LM\ WXZQVLMTQOM \¦UUMZ MZ ]LN¦Z\ IN 0sVLP]OOMLM W^MZÆILMZ bør i den forbindelse fortsat håndhugges. Det er desuden vigtigt, at bindingsværkstømmeret forsynes med en indhugget geisfuss (not) i siderne for at låse og lufttætne bindingeværkstavlenes yderste mørtelfuge. Desuden skal alle samlinger udføres som træ-mod-træ, som beskrevet, med skrå samlingsrevner, der leder vandet udad. Det er vigtigt at benytte samlinger træ-mod-træ, idet der dannes kondens omkring jern, der vil fugte træet op og danne grobund for råd og svamp. Derudover kan samlinger med søm aldrig blive tætte som de tappede samlinger, og der vil derfor lettere trænge vand ind, hvorved endetræet vil suge vand og rådne. Partiel udskiftning Gamle håndværkstraditioner anviser, hvordan man kan reparere bindingsværk på stedet gennem en partiel udskiftning, også kaldt en udlusning eller påskarring. Igen er disse begrænsede indgreb ofte pengebesparende, både fordi det er svært I\ [SI‫ٺ‬M VaM UI\MZQITMZ Q [IUUM S^ITQ\M\ [WU LM WZQOQVITM WO NWZLQ LM\ WZQOQVITM og patinerede tømmer formentlig kan holde i mange år og samtidig er mere karakterfuldt end nye materialer. Reparation eller udskiftning En ældre bindingsværkskonstruktion kan være så nedbrudt og skadet, at den må udskiftes totalt. Man bør dog først sikre, at det står så galt til, at intet kan reddes. Foruden mere omfattende istandsættelse bør man gøre sig nogle overvejelser om, hvor meget af konstruktionen det er nødvendigt at udskifte. Herefter skal man vurdere, om der er sikre spor i bygningen, man kan rekonstruere efter. På denne baggrund vurderes, hvor meget der skal rettes op på skævheder, samt i hvilken grad reparationer eller udskiftninger må kunne ses. Herefter skal man tage stilling til, hvilke håndværksmæssige metoder der skal benyttes, og om der [SIT ¥VLZM[ Xs NIZ^MZ WO W^MZÆILMJMPIVLTQVO Istandsættelse af de murede bindingsværkstavl De danske bindingsværksbygninger er en kulturarv, som i nogen grad er under afvikling på grund af mange misforståede moderniseringer. Der sker bl.a. en stor 430

årsager til skader på bindingsværk .WZ \¥\ W^MZÆILMJMPIVLTQVO =\¥\\M \IOZMVLMZ MTTMZ VMLT¦J ;¥\VQVOMZ Q [WSTMV =PMV[QO\[U¥[[QOM \MZZ¥VNWZPWTL MTTMZ JMXTIV\VQVOMZ =PMV[QO\[U¥[[QO SWV[\Z]S\QWV P^WZ ZMOV^IVL SIV T¦JM ind i konstruktionen f.eks. ved soklen og fodbrædder 5IVOTMVLM ^MLTQOMPWTLMT[M <QLTQOMZM ZMXIZI\QWVMZ ]L[SQN\VQVOMZ MTTMZ ¥VLZQVOMZ udført forkert eller i dårlig trækvalitet )V^MVLMT[M IN O]UUQN]OMUI[[MZ Q N]OMZ =\¥\PMLMZ Q SZQ\Q[SM UI\MZQITM[IUUMV[\¦L 3ZQ\Q[SM [^QVL \¦ZZM MTTMZ UMSIVQ[SM ZM^VMZ Q \Z¥M\

og unødvendig udskiftning af vinduer og døre, ofte til en ringere kvalitet end de eksisterende. Herudover lider mange af de gamle bindingsværkshuse under store tekniske problemer som resultat af et dårligt samspil mellem den gamle konstruktion og visse nye materialer. De murede tavl skal derfor udføres som de oprindelige og helst med de samme, rensede mursten, også selv om tavlet står med synlige sten, uden overpudsning med mørtel. Hvis det er nødvendigt at supplere med nye mursten, skal disse være helt magen til de gamle i størrelse, farve og W^MZÆILMSIZIS\MZ 0^Q[ LM U]ZMLM \I^T [SIT W^MZX]L[M[ JQVLMZ U¦Z\TMV JMLZM hvis man vender stenenes bagsider udad. Til opmuring og pudsning af tavlene, skal man være opmærksom på kun at benytte en ren luftkalkmørtel (1:3) uden cement eller hydrauliske tilslag. Fugerne mellem murstenene, og især ud mod bindingsværkstømmeret, skal være mindre end normalt, maks. 1 cm. Desuden skal man sørge for, at pudsens yderside føres ½ cm ind under bindingsværkstømmerets frontside, både foroven, forneden og i siderne, også selv om disse er krumme eller kurvede. Dette sikrer, at tømmeret ikke samler fugt langs kanterne. Når man opmurer bindingsværkstavl, er den fejl, der ofte gøres, at man laver fugerne mellem murstenene for kraftige. Mørtel svinder en lille smule ved hærdningen, og brede mørtelfuger vil medføre kritiske revner. Fugerne skal være maks. 1 cm, særligt ud mod tømmeret. Dernæst er det vigtigt, at der i siden af tømmeret sidder en geisfuss (not), der dels låser murtavlet, dels gør materialesammenstødet mere tæt. Endelig er det vigtigt at benytte en ren kalkmørtel helt uden cement til opmuringen. Cementen er for hård og holder på fugten. ny viden Under forskningsprojektet BK2015 har vi gennem praktiske forsøg, bl.a. i forbindelse med semesteropgaver og afgangsprojekter, workshops m.v., dels udviklet ny viden, dels analyseret og systematiseret den foreliggende viden på følgende områder, der ikke tidligere har været beskrevet eller publiceret: 1 De traditionelle træsamlinger til danske bindingsværksbygninger er systematiseret til tre overordnede typer: bladsamlinger, kamsamlinger og tapsamlinger. 2 8s MV ÅZMT¥VOM\ NaV[S OsZL MZ LQ[[M JMOZ¥V[M\ \QT NMU \Z¥[IUTQVOMZ Q IT\ NWZ PMTM bygningen. 3 De traditionelle træsamlinger er analyseret i forhold til deres meget specialiserede konstruktive egenskaber, og disse er afprøvet 1:1 på et konkret projekt (projekt Haubarg). 4 Den analyserede gård har afsløret tre nye konstruktioner af bindingsværkshuse, der afspejler de afvigende behov, gårdens forskellige funktioner som stuehus, stald, tærskelo og vognport har. 5 7^MZÆILMJMPIVLTQVO IN \Z¥ WO \¦UUMZ UML \ZILQ\QWVMTTM UI\MZQITMZ MZ [a[\Mmatiseret. 7^MZÆILMJMPIVLTQVO IN JQVLQVO[^¥ZS[JaOVQVOMZ *QVLQVO[^¥ZS[\¦UUMZM\ [SIT W^MZÆILMJMPIVLTM[ UML SITSTQUNIZ^MZ \Z¥\R¥ZMNIZve eller linoliemaling. De murede tavl skal konsekvent kalkes. Ingen af stederne må der benyttes plastikmaling, cementmaling, sort stenkulstjære eller lignende. Se i øvrigt afsnittene ’Pigmenter’, ’Maling’ og ’Kalk’ for at få mere information WU W^MZÆILMJMPIVLTQVOMZVM[ MOMV[SIJMZ IV^MVLMT[M WO NZMU[\QTTQVO

denne side: Svalehalesamling i en tagkonstruktion foto: Transformation 431

3 typiske farver på bindingsværkstømmer Farver på bindingsværksbygninger

3¦VZ¦O [WZ\ Tavl

Pigment

Tømmer

Pigment

Kalkkasein

Kalk/kridt

Overkalket bindingsværk Pudsede tavl

*Z¥VL\ ]UJZI JZ]V Hvidtekalk Kalkfarve

Gul okker

Kalkkasein

Gul okker

Cellusloselim

Rød okker

Kalkkasein

Rød okker

:¦LWSSMZ MVOMT[SZ¦L\ Z¦L\ )TTM \ZM PMZ ZM^M\ Q \Z¥\R¥ZM

Opstrøget bindingsværk Pudsede tavl

Hvidtekalk

Sort

x

Sodsort

Hvidtekalk

Rødviolet

x

Dodenkopf

Hvidtekalk

Rød

x

Rød okker

Hvidtekalk

Brun

x

Brændt umbra

Hvidtekalk

Grøn

x

Kromoxidgrøn

Gul kalkfarve

Rød

x

Rød okker

Gul kalkfarve

Sort

x

Kønrøg

Gul kalkfarve

Brunviolet

x

Dodenkopf

Gul kalkfarve

Brun

x

Brændt umbra

Gul kalkfarve

Grågrøn

x

Grøn umbra

Rød kalkfarve

Sort

x

Kønrøg

Rød kalkfarve

Brunviolet

x

Dodenkopf

Rød kalkfarve

Brun

x

Brændt umbra

Rød kalkfarve

Mørk grøn

x

Kromoxidgrøn + kønrøg

Gule mursten

Sort

x

Kønrøg

Gule mursten

Brunviolet

x

Dodenkopf

Gule mursten

Brun

x

Brændt umbra

Gule mursten

Grågrøn

x

Grøn umbra

Røde mursten

Rød

x

Rød okker

Røde mursten

Sort

x

Kønrøg

Røde mursten

Brunviolet

x

Dodenkopf

Røde mursten

Brun

x

Brændt umbra

Tavl i blank murværk Synlige mursten

Opskrifter Hvidtekalk (mineralfarve – på puds og mursten) Læsket kalk (kulekalkdej) tilsættes vand i forholdet 1:4 eller 1:5. Der kan evt. tilsættes max 7 % slemmet kridt oprørt i kalkvand for at få hvidtekalken til at dække bedre og derved spare en kalkning. Rigtigt udført holder hvidtekalk i 5-8 år før genbehandling er nødvendig – ofte endda 9-10 år Kalkfarver (mineralfarver – på puds og mursten) Den færdigblandede hvidtekalk tilsættes max 7 % pigment (gul okker eller rød okker), oprørt i kalkvand. Kalkfarven omrøres godt – også mens man kalker. Rigtigt udført holder kalkfarver i 5-8 år før genbehandling er nødvendig – ofte endda 9-10 år Kalkkasein (hvid limfarve – kun på træ og tømmer) Læsket kalk (kulekalkdej) tilsættes uhomogeniseret kærnemælk i forholdet 1:4. Der tilsættes yderligere ca. ½ kg slemmet kridt per liter. Farven lugter kraftigt af ammoniak, men lugter ikke i optørret tilstand. Ved overkalket bindingsværk skal man male tømmeret første gang med kalkka432

sein eller kalkkaseinfarve. Herefter kan man kalke med hvidtekalk eller kalkfarver på tømmer og tavl (stok og sten). Kalkkaseinfarve (lys limfarve – kun på træ og tømmer) Læsket kalk (kulekalkdej) tilsættes uhomogeniseret kærnemælk i forholdet 1:4. Der tilsættes yderligere ca. 1/4 kg pigment per liter, udrørt i kalkvand, og reguleret farvemæssigt efter et prøveopstrøg, der skal tørre helt op. Farver: Gul okker, rød okker, dodenopf, kromoxidgrøn, grøn umbra. Kalkens hvide farve lysner pigmenternes farver, så disse bliver pastelagtige. Farven lugter kraftigt af ammoniak, men lugter ikke i optørret tilstand. Kaseinfarve (mættet limfarve – kun på træ og tømmer) 1 liter uhomogeniseret kærnemælk, opvarmet til stuetemperatur, tilsættes 25 g hjortetaksalt (ammoniumhydrogencarbonat). Dette bindemiddel skal lugte kraftigt af ammoniak, ellers er det ikke klar. Nu iblandes der ca. ¼ kg pigment per liter. Pigmentmængden reguleres via et prøveopstrøg, der skal tørre helt op. Farven skal dække, men må ikke smitte af. Limfarvens færdige farve bliver præcist som pigmenternes farve. Kalkkaseinfarve og kaseinfarve skal genbehandles efter ca. 5-8 år – ofte endda 9-10 år. Trætjærefarve Trætjære stilles i solen til opvarmning. Herefter irøres (fortrinsvis mørke) pigmenter: sort, rødokker, dodenkopf, brændt umbra. Mængden afhænger af pigmen\M\ \Z¥\R¥ZMV WO J]VLMV <WUUMTÅVOMZZMOMT" ü SO XQOUMV\ XMZ TQ\MZ \Z¥\R¥ZM Foretag et prøveopstrøg for at se, om malingen dækker. Strygbarheden er under alle omstændigheder meget sej. I koldt vejr kan der evt. blandes lidt linoliefernis i trætjærefarven for at forbedre strygbarheden. Trætjærefarve er cirka en måned WU I\ P¥ZLM WO NsZ MV UMOM\ Z] WO VWXZM\ W^MZÆILMSIZIS\MZ .IZ^MV PWTLMZ \QT gengæld godt og skal tidligst genbehandles efter 10-15 år. Linoliemaling Kogt linolie (linoliefernis) tilsættes pigmentet ( ca. ¼ kg per liter), og blandingen omrøres godt i 2-3 minutter og står yderligere ½ time, så luften er trængt ud af XQOUMV\MZVM .IZ^M [\ZaOJIZPML WO L¥SM^VM R][\MZM[ ^QI M\ \QT ÆMZM XZ¦^MWX[\Z¦O Linoliemaling skal stryges meget tyndt på. Første lag på bart træ skal man kunne ’kigge’ igennem. Herefter hærder malingen på ca. et døgn, hvor andet og NWZUMV\TQO [QL[\M TIO XsN¦ZM[ 0WTLJIZPML · sZ QLM\ UITQVO[ÅTUMV [SIT vedligeholdes hvert femte år ved vask og påstrygning af et tyndt lag linoliefernis. LITTErATUr Jessen, Curt von Jessen. Landhuset. Byggeskik og egnspræg. København: Gyldendal, 1975. Larsen, Niels-Holger. Bornholmsk byggeskik på landet. Bornholm: Bornholms Museum, 1983. Vadstrup, Søren. Huse med sjæl, Om nænsom istandsættelse og bevaringsmæssig forbedring af ældre bygninger. København: Gyldendal, 2004. Vadstrup, Søren. ”Byggematerialer, Træværktøj og værktøjsspor.” I: Tårnby, Gård og landsby gennem 1000 år, red. af Mette Svart Kristiansen. Jysk Arkæologisk Selskab og Aarhus Universitetsforlag, 2005.

433

Curtain wall af Søren Vadstrup

7ZLM\ K]Z\IQV _ITT JM\aLMZ LQZMS\M W^MZ[I\ OIZLQV MTTMZ \¥XXM^¥O 1 JaOVQVO[mæssig sammenhæng skal det derfor forstås som en facade, der hænger på en bygning som et gardin, uden at være en del af dens bærende konstruktion. Det kræver, at bygningen er opført med en bærende søjle- eller rammekonstruktion, som friholder facaden. Derved er det muligt at ophænge store, ikkebærende facadepartier på den bærende konstruktion, udført i lette materialer som eksempelvis glas, keramik eller andre støbte elementer. Historisk oprindelse Curtain wall har sin oprindelse i USA, i den første skyskraberarkitektur fra slutningen af 1800-tallet i Chicago, fra den såkaldte Chicagoskole. Dog kan et omfattende byggeri af industribygninger af støbejern i New york med tynde, ikkebærende facader af støbejern fra 1855-1890 også betegnes som de tidligste curtain wall-konstruktioner. Den første curtain wall-bygning i Danmark er Anthon Rosens ’Løvenborg’ på Vesterbrogade 34 i København fra 1906, tydeligt inspireret af Chicagoskolens første curtain wall byggerier. Dette hus har bærende jernbetonsøjler og en forholdsvis tynd facade af cementstøbte facadeelementer. I Europa videreudviklede funktionalismens arkitekter curtain wall-princippet 434

435

yderligere efter 1930. Med curtain wall som hovedelement grundlagde Mies van der Rohe den anden Chicagoskole. Inspireret af dette har Arne Jacobsen i bl.a. Rødovre Rådhus (1955) og SAS-hotellet i København (1959) vist, hvor elegant curtain wall kan anvendes. :MTQIVKM *]QTLQVO +PQKIOW I New york byggede man i 1855–1890’erne en lang række industribygninger med støbejernssøjler, valsede ståldragere og med en tynd ikkebærende facade af støbejern. Man ønskede meget store indvendige rum, som krævede store glasarealer i facaderne for at sikre et godt dagslys. I 1894 så den første klassiske curtain wall bygning i verden dagens lys, nemlig Reliance Building i Chicago. Den MZ \MOVM\ IN IZSQ\MS\MZVM *]ZVPIU :WW\ LMZ WXN¦Z\M ÆMZM UQVLZM K]Z\IQV wall-bygninger i Chicago. Reliance Building er hele 14 etager høj og var dermed verdens første skyskraber. Bygningen er i dag på verdensarvslisten og regnes som PW^ML^¥ZS Q ¼\PM ÅZ[\ +PQKIOW ;KPWWT¼ LMZ [\IZ\MLM Q UML 4W]Q[ ;]TTQ^IV som drivende kraft. Baggrunden for at kunne bygge et hus i 14 etager var, at den wiretrukne MTM^I\WZ ^IZ ]L^QSTM\ IN IUMZQSIVMZMV -TQ[PI 7\Q[ Q WO JZ]O\ N¦Z[\M OIVO Q 6M_ AWZS Q 7\Q[ MZ [\ILQO ^MZLMV[ N¦ZMVLM MTM^I\WZNIJZQS :MTQIVKM *]QTLQVO MZ WXN¦Z\ UML MV QVL^MVLQO J¥ZMVLM SWV[\Z]S\QWV IN ^IT[MLM [\sTXZWÅTMZ der blev nittet sammen på stedet med varmede jernnitter. Udenpå er ophængt en let curtain wall af glaserede keramikelementer, såkaldte terracottaelementer, og dernæst store glasruder af støbt glas (spejlglas). Man kunne i 1890’ernes USA rent faktisk sagtens bygge meget høje bygninger af mursten. Men det krævede, at bygningen var stor i grundplan, havde meget få og små vinduer, og så krævede det mange mursten og en lang bygge\QL >ML I\ JaOOM IN [\sTXZWÅTMZ WO [MVMZM Q RMZVJM\WV UML MV \aVL K]Z\IQV _ITT JMVa\\MLM UIV PMT\ VaM WO UMOM\ JQTTQOM UI\MZQITMZ [s[WU ^IT[MLM [\sTXZWÅTMZ støbte og glaserede teglelementer og støbt spejlglas. De indvendige trapper var af støbejern, også et materiale, der kunne masseproduceres og var billigt. Stålkonstruktionen var rejst på tre uger, og huset fyldte ikke så meget, men kunne til gengæld gøres meget højt. Så der er ingen tvivl om, at curtain wall-konstruktionens baggrund også var, at man kunne bygge meget billigere bygninger end før. Restaureringen 1994-95 I dag er Reliance Building en lilleput i byen, og op gennem 1970’erne og 1980’erne forfaldt den kraftigt. Først da man ’genopdagede’ den i 1990’erne og ÅS LMV Xs ^MZLMV[IZ^[TQ[\MV [SM\M LMZ VWOM\ 1 !! ! JTM^ LMV OMVVMUZM[\I]-

forrige side: Rødovre Rådhus, Arne Jacobsen, 1954-1956 foto: Laura Boelskifte denne side: Virum Apotek, Erik C. Sørensen og Mogens Boertmann, 1951-53 NW\W" +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO modsatte side: The Reliance Building, Chicago, 1894 foto: Søren Vadstrup 436

reret med den danskamerikanske arkitekt G. Thomas Harboe som projektleder. Arkitekt Søren Vadstrup (som bl.a. er med i nærværende forskningsprojekt under Bygningskultur 2015) blev i den forbindelse inviteret til Chicago for bl.a. at se på det indvendige støbejern, de originale spejlglasruder og nogle af de særlige smedejernselementer. Der er siden skrevet en bog om restaureringen (se litteraturlisten). Bygningen huser nu Hotel Burnham. Da man aldrig havde bygget så høje kontorbygninger før, blev Reliance *]QTLQVO NWZ[aVM\ UML ÅZM 7\Q[ MTM^I\WZMZ ^ML [QLMV IN PQVIVLMV [IU\ MV JZIVLsikker støbejernstrappe. De to af elevatorerne er senere nedlagt og hullerne ud[\¦J\ UML VaM JM\WVO]T^M 1 LIO MZ ITTM ÅZM MTM^I\WZMZ ZM\IJTMZM\ Q NWZJQVLMT[M UML LM\ [\WZM ZM[\I]ZMZQVO[XZWRMS\ 6WOTM IN LM SI[[MZMLM UMOM\ ÆW\\M WO ZQO\ dekorerede gitterlåger af smedejern fandt man under restaureringen støbt ned i de nye betongulve som stålarmering. Da de herefter kunne istandsættes og genJZ]OM[ [XIZMLM UIV I\ SWXQMZM LQ[[M ,M ÅVM WZQOQVITM L¦ZOZMJ UML LMV LI^¥rende bygherres navn på, forsikringsselskabet Reliance, og selve dørene så ikke gode ud i 1994. Det lykkedes heldigvis at bevare og genbruge denne. Det lykkeLM[ WO[s I\ [SI‫ٺ‬M Z]LMZ IN [XMRTOTI[ LMZ PIZ MV PMT\ IVLMV SIZIS\MZ MVL UWLMZVM ÆWI\OTI[[ P^QTSM\ PIZ [\WZ JM\aLVQVO NWZ MV JaOVQVO NZI ! UML [s UMOM\ OTI[ Q facaderne. Løvenborg Danmarks første curtain wall-bygning er Løvenborg, Vesterbrogade 34 i København, opført i 1906 som varehus i to etager, med biografteater i stueetagen (et af Danmarks første) og hotel med restaurant i sidehuset. Huset er tegnet af arkitekt Anton Rosen (1859-1928) og tydeligt inspireret af den første Chicagoskole, men også inspireret af forretningsejendomme i Berlin og London. Ligheden med 7ZQMT +PIUJMZ[ WO +WWS ;\ZMM\ Q 4Q^MZXWWT MZ WO[s [TsMVLM 4¦^MVJWZO JTM^ fredet i 1984. Forhuset har en meget moderne konstruktion for sin tid. Den be[\sZ IN M\ [a[\MU IN ÅZM Z¥SSMZ RMZVJM\WV[¦RTMZ QVLJaZLM[ NWZJ]VLM\ Xs TIVO[ IL huset med jernbetondragere, hvorpå et traditionelt træbjælkelag er lagt. Denne RMZVJM\WVSWV[\Z]S\QWV MZ \Z]SSM\ ITMV KU \QTJIOM NZI NIKILMÆ]O\MV [sTMLM[ at selve facaden ikke længere er bærende, men hænger i det bagvedliggende søjle-drager-system af murværk og jernbeton. Dette er tydeligvis gjort for at skabe større vinduesarealer, bl.a. til udstillingsbrug i gadefacaden og især i stueplan. Her var det i øvrigt – til arkitektens store irritation – fordret, at ”Butikkens GlasÆILMZ [S]TTM [\Z¥SSM [QO W^MZ PMTM .IKILMV[ 4¥VOLM ]LMV I\ INOQ^M MV <WUUM \QT *aOVQVOMV[ Organisme – dens bærende Dele” (Anton Rosens beskrivelse i ARCHITECTEN 1907 nr. 35 side 361-366). Løvenborgs vinduer er ægte ’Chicagovinduer’, trefagsvinduer med et stort, NI[\ UQL\MZXIZ\Q ÆIVSMZM\ IN \W [UITTM \WLMT\M ^QVL]MZ Q ,IVUIZS SITL\ .ZMderiksbergvinduet. Det giver meget lys og kan ventileres. Facaden mod Vesterbrogade er i øvrigt præget af en ret enestående pragt og detaljerigdom med sandstensimitationer i beton, dekorationer i puds, kobber, zink og smedejern, udhængslamper, blyindfattede ruder, ægte bladguldsforgyldning af bånd, dekorationer og inskriptioner. Bortset fra en markant og skyggegivende baldakin over stueetagen, er der ingen vandrette bånd, kun lodrette. Facaderestaurering 1996-97 I 1995 var bygningen trods fredningen meget forfalden og derangeret. Da den samtidig var til salg, købte Statens Bygningsfredningsfond huset i 1995 og bad Center For Bygningsbevaring – Raadvad Centeret med arkitekt Søren Vadstrup i spidsen om at stå for restaureringen af selve facaden. Erik Møllers Tegnestue udførte et nyt indgangsparti. Efter videresalget til Dreyers Fond har arkitekt Hanne Kjærholm stået for den videre indretning af huset. Der manglede imidlertid en række elementer i facaden, bl.a. de to store pinakler af kobber, adskillige IVLZM SWJJMZLM\ITRMZ LMV [\WZM ÆW\\M S]OTM IN [UMLMRMZV UML \W ^QJZMZMVLM vindspiraler i ægte jugendstil, samt blyindfattede vinduer, der var forsvundet, tre 437

store lamper, der aldrig havde været opsatte, og derudover forskellige dekorationer, bl.a. tre løvehoveder i portlandcement. De pågældende elementer blev rekonstruMZM\ ]L NZI [XWZ Xs JaOVQVOMV WZQOQVIT\MOVQVOMV WO LM\ [\WZM LM\ITRMZMLM NW\WOZIÅ fra 1907. Disse arbejder involverede en række højt specialiserede håndværkere: essesmed, kobbersmed, stukkatør, glarmester, forgylder, facadeafrenser, vindueshåndværker og maler (linoliemaling). Endelig blev facaden kalket i sandstensfarve med okkergul kalkvandslasering og slutteligt nyforgyldt med 23 3/4 karat bladguld, som forventes at holde i de næste 100 år. Modernismens curtain wall-konstruktioner Som nævnt blev curtain wall konstruktionen markant videreudviklet af funktionalismens arkitekter i 1920’erne og 1930’erne, først og fremmest af schweizeren Le Corbusier, belgieren Mies van der Rohe og den schweiziske kunsthistoriker Siegfried Gideon. Mies van der Rohe grundlagde i 1937 den anden Chicagoskole, bl.a. med curtain wall-bygninger med glasfacader som arkitektonisk emne. ,M\ ^IZ JT I WXÅVLMT[MV IN RMZVJM\WVMV Q ! ¼MZVM WO WXLIOMT[MV WO ]Lviklingen af dens muligheder samt udviklingen af trukket glas i 1915, der var NWZ]L[¥\VQVOMV NWZ LM [\WZM OTI[ÆILMZ [IU\ WO[s ]L^QSTQVOMV IN \IOXIX \QT ÆILM tage i 1900’tallets begyndelse. Curtain wall facaderne var løsningen for 1930’ernes funktionalister, der på denne måde kunne bringe deres ideal om at bringe naturen ind i bygningerne til virkelighed. Arne Jacobsen og Rødovre Rådhus ;WU V¥^V\ ÅS LMV LIV[SM IZSQ\MS\ )ZVM 2IKWJ[MV MV [¥ZTQO ZWTTM Q ^QLMZM]L^QSTQVgen af curtain wall-konstruktionen. Særligt i Rødovre Rådhus (1955) og SAS-hotellet i København (1959) tilførte han curtain wall-konstruktionen en uhyre lethed og elegance gennem brugen af rudeglas, farvet glas og spinkle T-formede stålproÅTMZ JMST¥L\ UML Z][\NZQ [\sTXTILM ;M LM[]LMV IN[VQ\\M\ ¼-S[MUXTMZ¼ Skyggenoten Arne Jacobsen og en række andre af funktionalismens arkitekter var optagede af at holde de forskellige elementer i en bygning, væg-loft, væg-gulv, gelænder-væg, \ZIXXM O]T^ WO TIUXMZ TWN\ [aVTQO\ IL[SQT\M ,MVVM M‫ٺ‬MS\ JTM^ WXVsM\ ^ML I\ TI^M MV lille afstand mellem elementerne eller hvis dette ikke var muligt, med en skyggenot. Skyggenoten blev endda sommetider sortmalet for at understrege afstanden. Med skyggenoten synes bygningen og dens elementer lettere eller ligefrem ’svævende’ i forhold til hinanden. Byggetekniske forhold Curtain wall-konstruktionerne udvikler sig hele tiden i disse år over hele verden. *aOVQVO[\aXMV MZ [\ILQO UMOM\ XWX]T¥Z \QT XZM[\QOMNaTL\M JaOVQVOMZ \QT UWLMÅZUIer o.l. på grund af sin elegance og sine transparente facader. I Tokyo er en curtain _ITT JaOVQVO NWZ UWLMÅZUIM\ +PZQ[\QIV ,QWZ MVLLI NWZ[aVM\ UML M\ UIZSIV\ QVLvendigt gardin, lige bag curtain wall’en af glas. Man skelner mellem tre typer curtain wall-konstruktioner: Udvendige bærende søjler med indvendig curtain wall I denne type indgår bl.a. Farnsworth House i Illinois, USA, Rigshospitalet i København. Indvendigt bærende søjler med udvendig curtain wall Afstanden mellem de indvendigt bærende søjler og den udvendige curtain wall MZ KI KU 3WV[\Z]S\QWVMV SIV ^¥ZM ]LN¦Z\ IN [\sTXZWÅTMZ UML ^IVLZM\\M J¥rende dragere i stål eller af jernbeton med et udkraget, bærende jernbetondæk. I denne konstruktion markerer husets etageadskillelser sig i fuld tykkelse, men man kan ’snyde’ som i SAS-huset i København ved at beklæde denne del med farvet 440

forrige side: Løvenborg, Anton Rosen, 1906 NW\W" 4I]ZI ?]T‫[ٺ‬JMZO denne side: SAS Hotellet, Arne Jacobsen,1958-60 foto: Albert Algreen-Petersen

3 typer curtain wall =L^MVLQO\M J¥ZMVLM [¦RTMZ med indvendig curtain wall 1V^MVLQOM J¥ZMVLM [¦RTMZ UML udvendig curtain wall .Ta^QVOMXZQVKQXXM\

Monteringssystemer 7XP¥VO\ WO MT P^QTMVLM [a[\MU

glas. Den bærende konstruktion kan bestå af lodrette søjler, store kryds eller store V-formede skråstivere i stål eller jernbeton. I denne type indgår bl.a. Reliance Building (1890-95) i Chicago af Burnham & Root og Løvenborg (1906) i København af Anthon Rosen (begge med lodrette bærende søjler i hhv. stål og jernbeton). Flyvingeprincippet Indvendige bærende søjler i 2 rækker med et 2-3 meter bredt, bærende betondæk, der spidser til ud mod facaden for der at blive ganske tyndt og ’usynligt’ udefra. I denne konstruktion markerer etageadskillelserne sig som ganske tynde, vandrette streger. I denne type indgår bl.a. Rødovre Rådhus (1955) i Rødovre, A. Jespersen og Søn, SAS-huset (1959) i København og Hamburgische Elektrizitäts-Werke i Hamborg (1969). Alle af Arne Jacobsen.

5QL\MZJsZM\ [a[\MU ,WJJMT\ ^¥O [a[\MU

Selve curtain wall’en kan være af glas (oftest), teglelementer (terrakotta), betonelementer eller stålplader kombineret med store glaspartier. Curtain wall’en er monteret på konstruktionen efter et af disse tre systemer: 1 7XP¥VO\ WO MTTMZ P^QTMVLM [a[\MU P^WZ K]Z\IQV _ITT¼MV MZ WXP¥VO\ Q LM\ J¥rende system og/eller står på dette. Curtain wall’en er her ofte yderligere opdelt WO IN[\Q^M\ IN [TIVSM [\sTXZWÅTMZ :¦LW^ZM :sLP][ :QO[PW[XQ\ITM\ UMV SIV WO[s støde glas mod glas med helt slanke metalsprosser. 2 Midterbåret system, hvor curtain wall’en, her ofte af glas, bæres af særlige, UMOM\ \aVLM WO MTMOIV\M J¥ZMIVSZM WN\M ÅZLMT\M NWZ I\ S]VVM NI[\O¦ZM[ \QT K]Z\IQV _ITT MTMUMV\MZVM[ ÅZM PR¦ZVMZ 3 Dobbelt vægsystem med en udvendig curtain wall af glas (ofte som hængesystem med tynde sprosser) og en indvendig curtain wall i et opdelt hængesystem. På den måde syner bygningen som en total glasbygning, men med en mere stabil og isolerende indervæg, ligeledes af glas. Arkitektoniske forhold En curtain wall-bygning behøver ikke at have facader af glas, men har det ofte. ,M\ INO¦ZMVLM MZ I\ LMZ ÅVLM[ MV QVL^MVLQO J¥ZMVLM SWV[\Z]S\QWV WN\M[\ UML kraftige søjler af jernbeton, hvorpå en ikkebærende facade er ophængt. Denne kan være af støbte betonelementer, keramiske plader, metalplader eller naturstensplader. En kraftig søjle, lige bag facaden, viser, at der er tale om en curtain wall konstruktion. På det nye Industriens Hus i København ses de kraftige søjler også tydeligt. Uden på curtain wall-facaden af glas er der anbragt endnu en glasfacade, formentlig af hensyn til støj fra gaden. Støjproblemerne er kun et af curtain wall-husenes typiske problemer. Kuldenedfald fra glasfacaderne om vinteren, der opleves som meget ubehagelig træk, overophedning og solblænding om sommeren, kuldebroer og indvendig og udvendig kondens samt termorudernes ringe holdbarhed (18-20 år i gennemsnit) er andre problematikker, der SVa\\MZ [QO \QT K]Z\IQV _ITT SWV[\Z]S\QWVMZ ,M\ [IUUM O¥TLMZ LM ÆILM \IOM LMZ MZ en integreret del af curtain wall bygningernes arkitektur. Curtain wall bygninger gør sig godt i åbne landskaber eller nyere byområder. Men de har næsten uden undtagelse en dårlig tilpasning og indpasning i ælLZM JaWUZsLMZ -V \QVO MZ I\ JaOVQVOMV[ UI\MZQITMZ W^MZÆILMZ NIZ^MZ WO NWZU[prog passer dårligt til dansk byggeskik, men facadernes kølige utilnærmelighed og spejlinger sammen med den ’fremmedartede’ arkitektur giver yderligere disharmoni i et ellers helstøbt gadebillede. Med andre materialer end glas i curtain wall-facaden virker denne mere tilpasset til eksisterende, ældre bygninger.

441

442

Istandsættelse og energiforbedring af curtain wall-facader Curtain wall-facader kræver i høj grad løbende vedligeholdelse og istandsættelse, nærmest mere end andre bygningskonstruktioner som murværk, bindingsværk eller træfacader. I en curtain wall-konstruktion kan rudeglasset revne eller smadre, og det skal derfor løbende skiftes ud. Facader efter 1950 med termoruder kræver også udskiftning af ruderne med ca. 18-20 års mellemrum, fordi termoruderne bliver utætte, dugger eller revner. Herudover har de gående vinduer hængsler og beslag, tætningslister og fuger, der skal skiftes ud hvert 25.-30. år. -VL^QLMZM Z][\MZ UM\ITXZWÅTMZVM P^Q[ LM MZ IN RMZV MTTMZ SWZZWLMZMZ P^Q[ LM MZ IN IT]UQVQ]U *MOOM LMTM [SIT LMZNWZ T¦JMVLM W^MZÆILMJMPIVLTM[ Q [¥ZTQO OZIL hvis der opstår malingsafslag, rustpletter m.v. Brystningsisoleringer bliver desuden ofte fugtet op med tiden og skal kontrolleres for fugtophobning og andet. Hertil kommer knudepunkter ved terræn, gulve, lofter, etageadskillelser, gavle og tag, hvor der er mange muligheder for utætheder og skader. Det er meget vigtigt, at vedligeholdelsen og udskiftningen af alle dele på en curtain wall-facade sker med de samme materialer og elementer som oprindeligt, da man ellers forringer bygningens arkitektoniske udtryk. Dette burde imidlertid ikke være vanskeligt, da bygningerne generelt er så nye, at alle de oprindelige UI\MZQITMZ MVLV] ÅVLM[ Q PIVLMTMV :]LMOTI[[M\ MZ Q LMV NWZJQVLMT[M MV ^QO\QO men desværre alt for ofte overset del af ældre huses arkitektoniske udtryk. Da LM\ PMT\ OTI\\M WO ¼NMRTNZQM¼ ÆWI\OTI[[ N¦Z[\ SWU Xs UIZSMLM\ Q ! WO LI LMVVM rudeglastype adskiller sig virkelig markant fra alle de ældre planglastyper, er det UMOM\ ^QO\QO\ I\ ITTM ^QVL]MZ LMZ MZ ¥TLZM MVL ! QSSM NWZ[aVM[ UML ÆWI\OTI[[ (se i øvrigt afsnit ’Rudeglas’). Det gælder ikke mindst curtain wall-facader, der jo nærmest kun består af planglas. Ved udskiftning af ruder i bygninger, ældre end 1970, skal man enten benytte trukket glas, hvis ruderne er ældre end 1915, og spejlglas, hvis de er yngre end 1915. Energiforbedring I 2011 vandt fem studerende fra Kunstakademiets Arkitektskoles kandidatprogram for Kulturarv, Transformation og Restaurering en udskrevet konkurrence om energiforbedring af Rødovre Rådhus, hvor det lykkedes at føre curtain wall-facaden op til moderne standard uden at forringe de arkitektoniske kvaliteter. Forslaget omfatter fem isoleringsmæssige indgreb i bygningen: =L[SQN\VQVO IN LM MS[Q[\MZMVLM LsZTQO\ Q[WTMZMVLM \MZUWZ]LMZ UML VaM P¦R isolerende vakuumruder fra Pilkington -N\MZQ[WTMZQVO IN JZa[\VQVOMZ UML VaM P¦RQ[WTMZMVLM Q[WTMZQVO[UI\MZQITMZ -N\MZQ[WTMZQVO IN OI^TM -N\MZQ[WTMZQVO IN J]QT\ ]X \IOM\ -N\MZQ[WTMZQVO IN ^QVL]M[ZIUUMZVM[ < XZWÅT Det er altså fuldt ud muligt at energiforbedre ældre og endda fredede curtain wall-bygninger, uden at det svækker bygningens arkitektoniske udtryk. I kapitlet ’Eksempler’ er forslaget til en energiforbedring af Rødovre Rådhus præsenteret, her bliver de konkrete tiltag gennemgået.

modsatte side: I Rødovre Rådhus har Arne Jacobsen anvendt skyggenoten. Her ses skyggenoten i overgangen mellem gulv og curtain wallfacaden foto: Albert Algreen-Petersen

LITTErATUr ,IPT <WZJMV WO ?MLMJZ]VV 7TI Modernismens Bygninger. Anvendt teknologi. København: Skov- og Naturstyrelsen, 2000. Gideon, Sigfried. Befreites Wohnen, 86 Bilder. B ZQKP ]VL 4MQXbQO" 7ZMT . [[TQ >MZTIO ! ! Pridmore, Jay. The Reliance Building. Chicago: Chicago Architectural Foundation & Pomegranate Communications Inc., 2003. Schmidt, Claus M. Modernismens huse. København: Kulturarvsstyrelsen, 2005.

443

Lervægge af Søren Vadstrup

Ubrændt ler er et af de mest udbredte byggematerialer i verden, og der bygges UMOM\ IVLM\ MVL XZQUQ\Q^M Pa\\MZ IN TMZ -V Z¥SSM UMOM\ ÆW\\M JaP][M Q ;XIVQMV Portugal, Italien og Frankrig samt Grækenland, Tyrkiet og Bulgarien er bygget IN ]JZ¥VL\ TMZ Q [sSITL\ XQ[u ;MT^ Q ,IVUIZS ÅVLM[ P][M UML ]JZ¥VL\ TMZ Q ^¥OOMVM 4MZ MZ M\ JQTTQO\ UI\MZQITM LMZ ÅVLM[ W^MZIT\ WO WN\M Q ZQOMTQOM U¥VOLMZ Bindingsværkshuse i danmark med vendreværk og adobe Vi ved, at stort set alle landbindingsværkshuse, der blev bygget før ca. 1800, oprindeligt havde lerklinede tavl mellem tømmeret, det såkaldte vendreværk. Vendreværk blev udført ved, at man satte lodrette støjler (kæppe) i en afstand af ca. KU P^WZQUMTTMU UIV ÆM\\MLM UML XQTMOZMVM ,MZMN\MZ JTM^ NMT\M\ STQVM\ UML lermørtel, som er en blanding af ler, sand og komøg. Herpå kalkede man med hvidtekalk eller kalkfave. Ved landboreformerne i Danmark omkring år 1800 vandt de soltørrede mursten frem som alternativ til det lerklinede vendreværk, men mange bønder fortsatte med at lerkline tavlene. De soltørrede lersten blev også fremstillet af ler og sand og eksempelvis småsten, teglstumper, lidt halm og træstumper. Stenene blev formet i træforme, slået ud og lagt et overdækket sted til tørring. Som byggemateriale kan disse soltørrede sten have meget forskellig 444

445

S^ITQ\M\ ,M ÆM[\M MZ LWO ]\ZWTQO\ PsZLM [\¥ZSM WO UWL[\IVL[LaO\QOM 5IV JZ]O\M også de soltørrede mursten til at reparere på det eksisterende bindingsværk, når de klinede tavl ikke kunne holde mere. Derudover brugte man dem til indvendige skillevægge. 7USZQVO sZ JTM^ LM N]TLJZ¥VL\M U]Z[\MV ]LJZML\M [WU NaTLUI\MZQITM i landbindingsværkshusenes tavl. De fuldbrændte mursten var blevet billige og havde samtidig opnået en højere status end de gamle lervægge. Herefter forsvandt de soltørrede mursten næsten helt fra byggeriet i Danmark. Fordi man ønskede at fremvise det nye statussymbol, murstenene udgjorde, lod man stenene stå upudsede og ukalkede i bindingsværket. Mange steder blev de gamle soltørrede lersten og de lerklinede tavl skiftet ud med brændte mursten, så snart man havde råd til det, undtagen i de indvendige skillevægge. De indvendige, ubrændte lervægge bliver dog i dag ofte udskiftet, når man ombygger de gamle bindingsværkshuse. Bindingsværkshuse på landet blev helt frem til ca. 1850 opført med ubrændte lersten i tavlene. Men i midten af 1800-tallet blev de brændte mursten så billige, at de på kort tid blev lige så enerådende på landbindingsværket, som de i lang tid havde været i bybindingsværket. For at andre kunne se, at man var med på moden, blev det nye materiale fremvist uden puds eller farver på. Man udskiftede også i stor udstrækning de eksisterende tavl af ubrændte lersten eller lerklinede tavl med brændte mursten. I dag er der derfor kun fundet af en række støjlehuller i det vandrette og lodrette tømmer, der viser, at huset oprindeligt har haft lertavl i bindingsværket. Pisé og wellerwände indføres i danmark Et af udslagene af landboreformerne i Danmark i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet var, at man ville forbedre og også billiggøre byggeriet på landet, både i gårdene, i husmandsstederne og andre bygninger, f.eks. skoler. I lande som Frankrig, Tyskland og England havde man stor erfaring med at bygge huse i lerjord, dvs. en blanding af ler, som man havde masser af i Danmark, og grus, som man havde endnu mere af. Holsten og Frisland var en del af Danmark på det tidspunkt, og dér var lerjord også et almindeligt byggemateriale. Da ÆMZM LIV[SM IZSQ\MS\MZ \WO [QO IN LM\ W‫ٺ‬MV\TQOM JaOOMZQ PMZ JT I + . 0IV[MV ^IZ det oplagt at benytte sig af den byggemæssige og håndværksmæssige ekspertise herfra. I 1796 beordrede rentekammeret, dvs. regeringen, den danske kaptajn ved Vejkorpset, D.A. von der Recke, til Holsten og Ditmarsken for at studere opførelsen af lerbygninger i den såkaldte piséteknik (efter fransk for bræddeform). Samtidig skulle han engagere duelige håndværkere til at følge med sig tilbage for I\ T¥ZM NZI [QO ,I ^WV LMZ :MKSM SWU PRMU Q ! ÅS PIV JM[SML Xs I\ JaOOM to forsøgsbygninger i pisé, et udhus til skolen i Grønholt og et husmandssted på Sejerø. Det sidste var 7,50 x 15 meter stort. Danske huse i pisé og wellerwände 1796-1865 I årene efter 1796 skyder der et større antal huse og gårde i enten pisé eller welTMZ^qVLM WX Xs SZWVOWL[M\ WUSZQVO 3¦JMVPI^V 4IVO\ LM ÆM[\M JTM^ JaOOM\ Q Sokkelund Herred, umiddelbart vest for København. Lynge-Kronborg Herred kom godt med i årene 1820-1865, hvor der i alt bygges omkring 700 gårde og husmandssteder, lader og staldelader samt en række skoler med lærerbolig og en stor væveribygning ved Stampen nær Raadvad ved Mølleåen. Noget af det, der var medvirkende til starten af lerbyggeriet i 1820, var dels den store fattigdom, som landet kom i efter Statsbankerotten i 1813, dels det meget imponerende og smukke landsted i piséteknik, som den engelske generalkonsul i Helsingør byggede i 1820 ved Tikøb, og som han kaldte Fairyhill. Som skotte var det ikke fremmed for ham at bruge lermaterialet til at bygge med og bo i. Indretningen af såvel gårde som husmandssteder følger i øvrigt den sjællandske tradition for landhusenes indretning.

446

ÅO

ÅO

ÅO

ÅO

forrige side: Lerhus. Arkitekt, Nicolai Bo )VLMZ[MV WO +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO foto: Lars Rolfsted Mortensen denne side: ,M ÅZM \ZILQ\QWVMTTM TMZSWV[\Z]S\QWVMZ Q ,IVmark i 1700-tallet: Fig. 1 Lerklinet (vendret) bindingsværk, m. hasselgrene og kalkpuds Fig. 2 Bindingsværk med soltørrede lersten Fig. 3 Pisé, stampet lerjord, vægbredde 62 cm Fig. 4 Wellerwände, vægbredde 50 cm illustration: Søren Vadstrup

Fire traditionelle lerhuskonstruktioner i Danmark fra 1700-tallet Lerklinede tavl ,MZ IVJZQVOM[ ÅZM TWLZM\\M [sSITL\M [\¦RTMZ Q LM\ sJVM NMT\ WO UMTTMU LQ[[M ÆM\\M[ MV ^QLRMÆM\VQVO IN XQT I[S MTTMZ PI[[MT 8s LM\\M SI[\M[ MV TMZSTQVQVO JM[\sMVLM IN ¥T\M\ TMZ WO OZ][ " JsLM QVLMNZI WO ]LMNZI ,M\\M O¦ZM[ Q ÆMZM WUOIVOM 6sZ TMZSTQVQVOMV MZ N¥ZLQO OTI\\M[ aLMZ[QLMZVM WO QVLMZ[QLMZVM WO W^MZÆILMZVM beskyttes af et godt lag hvidtekalk. Disse var typiske for perioden fra jernalderen til ca. 1850. Soltørrede lersten Via en åben træform fremstilles et antal lersten, igen bestående af ler og grus 1:2, der tørrer i solen, overdækket for regn. Med disse lersten udmures feltet med TMZU¦Z\MT WO QOMV SITSM[ W^MZÆILMZVM QVL^MVLQO\ WO ]L^MVLQO\ UML P^QL\MSITS Metoden, der i samtiden blev kaldt adobe fra spansk, introduceredes omkring 1790 og benyttedes frem til ca. 1850. Pisé En pisévæg bygges op af en ’jordfugtig’ blanding af ler, grus (1:2) og afkorteLM PITU[\Zs ,MVVM JTIVLQVO [\IUXM[ VML Q MV JZ¥LLMNWZU MV IÆIVO SI[[M uden bund, som anbringes oven på fundamentet og senere oven på de allerede godt stampede vægge. Bræddeformen holdes sammen af aftagelige rammer, [s NWZUMV SIV [SQTTM[ IL WO Æa\\M[ ]VLMZ [\IUXVQVOMV LMZ NWZMOsZ UML [\WZM træstampere. Der kan afsættes vinduer og døre og påbygges gesimser, bånd og XQTI[\ZM ÆILM PIT^[¦RTMNZMU[XZQVO ^ML PR¥TX IN aLMZTQOMZM JZ¥LLMNWZ[SITTQVOMZ Vægtykkelsen bliver cirka en alen (63 cm). Begge sider af væggene skal kalkes, evt. pudses med kalkmørtel, da regnvandet ellers opløser lermassen. Wellerwände Ud over pisé, der var relativt nyt, benyttede man i Holsten og Ditmarsken også en anden og lidt anderledes lerbygningsteknik, der blev kaldt wellerwände. Som navnet antyder arbejder man her med en vællingagtig lermasse af ler, grus og afkortet halm til at bygge væggene (die Wände) op af. Først blandes ler, grus og halmblandingen i store mængder på jorden. Med en greb stables og senere kastes lervællingen op på et fundament, samtidig med at andre hjælper til med at stampe, trampe og slå massen sammen med fødderne og træknipler. Fremspringende PITU\W\\MZ WO IVLZM ]R¥^VPMLMZ Q ^¥OÆILMZVM IN[S¥ZM[ UML MV [XILM *MOOM sider kalkes omhyggeligt med hvidtekalk. En wellerwand er cirka 50 cm tyk og [\sZ TM\\MZM J]TM\ WO ]R¥^V Q W^MZÆILMV 5IV N¦Z\M QSSM TMZ^¥OOMVM WX W^MZ OMsimshøjde, som det blev brugt i Frankrig, Holsten og England. Selve taggavlene blev bygget som ’sjællandske’, lodrette, tjærede bræddegavle med dæklister.

denne side, fra toppen: Lertavle under tørring. Indvendigt krakelerer lertavlene under tørringen, men knapt så meget udvendigt. Nederst [M[ LM XQTMÆM\\MLM \I^T QVLMV STQVQVO foto: Søren Vadstruo

Tekniske forhold Både pisé- og wellerwändebygninger havde den store fordel, at man sparede bygningstømmer til bindingsværk. Loftbjælker og spær og evt. trægulve slap man dog ikke for, selvom Frederik de Conninck på Dronninggård ved Holte i 1810 forsøgte at bygge lerhuse med lerhvælv som lofter. Derudover var lerhusene forholdsvis billige, afhængigt af nærhed til leret samt forbrug af arbejdstimer til blanding og stampning. Vigtigst af alt kan det fremhæves, at lerhusene er tætte og varme, dvs. godt isolerende for kulden om vinteren. Derudover er de ikke så brandbare som bindingsværk, omend de oftest blev forsynet med stråtage, og de kunne bygges med større rumhøjder end bindingsværkshusene. Husene var knastørre, takket været lerets fugtabsorberende egenskaber, og dermed sunde og med et godt indeklima. Dette skyldes, dels at ubrændt ler er meget tilbøjelig til at suge vand, olie og fedt, dels at leret kan optage 70 % vand uden at afgive dette [WU LZsJMZ ,M\ ^QT [QOM I\ LMZ QSSM T¥OOMZ [QO ^IVL MTTMZ ^IVLLZsJMZ Xs W^MZÆILMV TQOM[WU Xs LM ÆM[\M IVLZM UI\MZQITMZ JT I JZ¥VL\M TMZ[\MV U]Z[\MV ;\WZ\ 447

set kun umalet træ har samme egenskab. I øvrigt har alle byhuse, der er bygget før 1930, lerindskud i etageadskillelserne, dvs. et lag ubrændt ler, der ligger på et lag indskudsbrædder. Hvis man af uvidenhed fjerner dette, vil man kunne mærke det på husets indeklima og ikke mindst på, at dæmpning af lyden gennem etageadskillelsen ikke er som før. Hertil kommer lerets mærkbare varmeregulerende egenskaber. Lervæggene holder betydeligt længere på varmen end andre materialer, eksempelvis en almindelig isoleret hulmur. En kakkelovn går ud om natten, men lervæggene fortsætter med at varme længe efter. Lervæggenes ulemper Først og fremmest kan man ikke hænge noget tungt op, som f.eks. et skab, en håndvask eller sågar en knagerække, på en lervæg. Men den største ulempe ved ydervægge af ler, lerklining, ubrændte lersten eller massive lerjordsvægge er, at det er meget vigtigt, at leret er dækket af et lag vandafvisende puds, og uden på dette hvidtekalk eller kalkfarve. Bare få timers påvirkning fra regn, opsprøjt NZI MV ^IVLXa\ MTTMZ IVLM\ ^QT ¼¥LM¼ ÆMZM KMV\QUM\MZ IN TMZ[\MVMV Xs ZMSWZL\QL Ubrændte lersten er ikke vandfaste. Lægger man dem i vand, er de opløste på en nat, og er de ikke konstant fuldt tildækkede med et vandafvisende pudslag, bliver de også hurtigt opløste, hvis det regner eller sprøjter op på dem. Det kan være svært at få pudsen til at hænge på de ubrændte lersten, og den falder typisk af om vinteren eller i det tidlige forår. Det er imidlertid muligt med de rigtige materialer og metoder at få pudsen til at holde godt og længe. At få et lag kalkmørtel til I\ P¥VOM NI[\ Xs MV ]L^MVLQO TMZW^MZÆILM PIZ ^Q[\ [QO I\ ^¥ZM UMOM\ ^IV[SMTQO\ men ved at blande ler i selve kalkmørtlen, kan det godt lade sig gøre. Problemet med at pudse lerstenene med en lermørtel er, dels at denne meget let krakelerer, når den tørrer, dels at få pudslaget til at sidde fast. Det har vist sig, at to meget billige materialer kan løse dette problem: sand WO SWTWZ\ ;IVLM\ ¼UIOZMZ¼ TMZ JTIVLQVOMV WO SWTWZ\MV MZ M\ XMZNMS\ ÅJMZUI\MZQITM Q NWZU IN OZ¥[ PITU WO [\Zs LMZ MZ ÅVLMT\ WO MVbaUJMPIVLTM\ Q SWMV[ ÅZM UI^MZ JMOOM LMTM \QT UQVL[SMT[M IN ZM^VMZ WO SZISMTMZQVOMZ ,M\ MZ V¥ZUM[\ en papirpulp, man kommer i materialet, og kolorten, der skal være så frisk som muligt, lugter ikke, når den er blandet med ler, sand og kalk. Pas godt på de gamle lersten, de passer godt på dig og dit hus Der er et plus mere ved de soltørrede lersten eller lerklinede tavl i bindingsværk. Nogle af de lerklinede tavl, der stammer helt fra ca. år 1800 sidder i bindingsværk lavet af elmetræ, der var fattigmands erstatning for eg, som det ligner lidt. Men elm rådner uhyre nemt, når det opfugtes, selv i kortere tid. Det har ingen indbygget modstandskraft, som egetræet eller fyrretræet har det. Grunden til, at elmetræet alligevel har holdt i så mange år i netop disse huse, tilskrives anvenLMT[MV IN TMZSTQVMLM \I^T WO ]JZ¥VL\M TMZ[\MV Q \I^TMVM 4MZUI\MZQITM\[ M‫ٺ‬MS\Q^M fugtregulerende egenskaber gælder naturligvis også for det træ, det sidder sammen med. Leret trækker fugten ud af træet og holder det tørt, ikke mindst på de to sider, hvor murtavlene af ler sidder. I alle bindingsværksfacader er der enten soltørrede lersten eller klinede ler\I^T 7O[s LM ÆM[\M QVL^MVLQOM ^¥OOM MZ WXJaOOM\ IN ]JZ¥VL\M TMZ[\MV ,Q[[M primitive materialer giver et godt indeklima i huset, samtidig med at leret også er med til at bevare træet. Man bør derfor ikke skifte lersten ud med brændte mursten, når man istandsætter ældre bindingsværkshuse, tværtimod bør man overveje at genetablere lerstenene, hvor de har været tidligere. Det er virkelig skønt at arbejde med lermørtel. Det er et billigt, nemt og enkelt materiale: Ler, sand, læsket kalk og vand, plus lidt frisk kolort. Pudsen skal kastes på for at sidde godt fast. Derefter glatter man godt med et pudsebræt af \Z¥ WO \QT [QL[\ OTI\\MZ UIV ÅV\ MN\MZ UML MV U]Z[SM 5IV [SIT JTQ^M ^ML UML I\ OTI\\M WO IZJMRLM ¼WV IVL W‫ ¼ٺ‬UML X]L[MV Q VWOTM \QUMZ P^WZ UIV LWO OWL\ kan lave andre ting imens, bare ikke forlade det pudsede tavl. Efter nogle timer glatter man endnu en gang, denne gang meget hårdt, hvorefter man stryger et 448

modsatte side: Tre farvenuancer af lerprøver foto: Kasper Mørkholt og Michael Lynge

449

450

451

452

rigeligt lag kalkvand på og omhyggeligt glatter alle revner ud igen. Dette kan eventuelt gentages nogle gange. Næste dag kalker man pudsen med hvidtekalk eller kalkfarve. Når man pudser eller reparerer bindingsværkstavl, må man ikke på noget sted trække mørtlen ind over bindingsværkstømmeret. Man skal i stedet udføre samlingen mellem puds og træ som en indskåret kant, hele vejen rundt. Piséhus på Transformation i 2013 I september 2013 byggede studerende på Kunstakademiets Arkitektskoles kandidatprogram for Kulturarv, Transformation og Restaurering et lerjordshus i piséteknik. Formålet var at afprøve dette yderst bæredygtige byggemateriale, der har været anvendt i Danmark i mange hundrede år, bl.a. i en række snart 200-årige, endnu beboede huse i Nordsjælland. Materialet var almindelig lerblandet morænejord, hvori der blev blandet læsket kalk for at øge klæbrigheden og modstandskraften overfor vand og fugt. Blandingen blev mikset i en blandemaskine, til den rette konsistens, og herefter hældt op i en form af træ. Straks efter blev lermassen stampet hårdt, dels med fødderne, dels med en trykluftstamper. Efterhånden som lerkasserne blev fyldt op med stampet ler, blev de samme kasser hævet, og teknikken fortsatte. Ny viden om lerjord som byggemateriale De ovennævnte projekter har på enkelte punkter øget vores viden om lerjordshuse i Danmark – før og nu: Lerklining I sommeren 2013 afholdtes en praktisk workshop med forsøg med lerklining som en del af forsknings- og undervisningsaktiviterne på Transformation. Forsøgene UML TMZSTQVQVO IN PI[[MTÆM\\MLM \I^T ^Q[MZ I\ LM OIUTM WZQOQVITM UI\MZQITMZ SIV genbruges til lerkliningen. Det gælder både det gamle 200-årige ler og nogle af LMV sZ OIUTM ^QLRMÆM\VQVO IN I[S ,M\ [QL[\M ^Q[MZ I\ TMZUI\MZQITM\ [¦ZOMZ for at holde træet tørt og dermed forhindrer, at det rådner. Der blev også eksperimenteret med en metode til påføring af et udvendigt lag af luftkalkmørtel og hvidtekalk, som en integreret del af væggen, så de tre lag, påført vådt-i-vådt, TMZSTQVMLM \I^T SITSX]L[ WO P^QL\MSITS QSSM [SQTTMZ [QO IL WO NITLMZ IN Q ÆIOMZ [WU det har en tendens til at gøre på de soltørrede adobesten. Husets fugtdynamik og varmedynamik følges løbende, og der eksperimenteres med fugt- og temperaturmålinger, f.eks. når huset opvarmes fra ÷10 til +23 oC på få timer. Adobe Den samme metode med en lermørtel, der kastes på lerstenene og med det samme påføres en udvendig puds af kalkmørtel, er nu anvendt på de eksisterende soltørrede adobesten. Ved på denne måde at integrere de tre lag, adobe, kalkpuds og hvidtekalk vådt-i-vådt, kan man undgå, at lagene skiller sig ad og falder af i ÆIOMZ Pisé Piséhuset på Holmen blev opført på ca. 14 dage, hvilket er ret hurtigt, men alligevel meget arbejdskraftkrævende. Til trods for de meget billige og jordnære UI\MZQITMZ MZ P][M\ [WTQL\ WO OWL\ WO LM\ PIZ PWTL\ ÅV\ [QLMV MN\MZsZM\ ,MZ er ingen tvivl om, at hvis huset pudses med kalkmørtel og kalkes, ligesom de nordsjællandske og lolland-falsterske lerjordshuse fra begyndelsen af 1800-tallet, kan Transformations lerjordshus stå lige så længe. forrige opslag: Lerværksted foto: Lars Rolfsted Mortensen modsatte side: Kalket lervæg foto: Victor Boye Julebäk

LITTErATUr )ZX 7\\W WO 6QMT[MV 2M[XMZ 0MZJMZ\ º:M^MV\TW_ I[aTM\ Q 0WZV[T]VLM.” I: Lolland-Falsters Stiftsbog, 1989. Risom, Sven. Nordiske Ler-Jords-Huse. København: Rosenkilde & Bagger, 1959. Vadstrup, Søren. ”Glæder og sorger med lervægge” I: BY & LAND, nr. 71 juni, 2006. Bedre Byggeskik’s årshæfte, 1928.

453

EKSEMPLER

Enfamiliehuse

modsatte side: Erik Christian Sørensens hus til Mee Tholstrup, 1953-55 foto: Ole Madsen 456

457

Villa af Christoffer Harlang

Villaen på Gammel Vartov Vej 22 er monumental, men gør samtidig ikke et stort nummer af sig. Aage Rafn har med præcision og beherskelse af form og stof skåret en stram og dog venlig bygningskrop i en forenklet og plastisk, nærmest IZSM\aXQ[S NWZU >QTTIMV MZ TQOM[WU ÆMZM IN :INV[ ¦^ZQOM XZWRMS\MZ WX\IOM\ IN klassicismens dyrkelse af kontraster og modsætninger. Således møder man huset med en fuldstændig knap og underspillet gadefacade. Kun vindfangets fremsXZQVO Q LMV P^QLSITSMLM NIKILM UML LMV U¦ZSM L¦Z JZaLMZ ^¥OÆILMV[ SWV\Qnuitet. Til venstre for hoveddøren er placeret et lille, rundt vindue, og herover i tagskægget sidder et lille kvistvindue, elegant udformet som et halvcirkelslag, en anelse forlænget i højden. Modsat åbner husets langfacade mod syd og haven sig op med generøse vinduesåbninger og havedør mod terrassen. Villaen har en enSMT WO OMVVMUIZJMRLM\ XTIVT¦[VQVO WO [MT^ MN\MZ ÆMZM \ZIV[NWZUI\QWVMZ NZMU[\sZ huset robust stærkt i sit arkitektoniske udsagn. 458

459

Gammel Vartov Vej

Adresse: Gammel Vartov Vej 22, 2900 Hellerup Ejer(forhold): Privat Arkitekt: Aage Refn Anvendelse: Bolig Bevaringsstatus: Fredet Opførselsår: 1920 Transformationer: 1933 v. arkitekt Ole Jacobsen, 1949 (arkitekt ukendt), 1956 v. arkitekter Karen WO -JJM +TMUUMV[MV WO Q ! ^ IZSQ\MS\ÅZUIM\ 0^QL\ WO 5¦TOIIZL

Historisk analyse Villaen er tegnet af Arkitekt Aage Rafn og opført i 1920 for professor i norLQ[S ÅTWTWOQ 2WPIVVM[ *Z¦VL]U 6QMT[MV Q :a^IVO[S^IZ\MZM\ Xs OZ¥V[MV UMTTMU Østerbro og Hellerup. Villaen blev bygget ned til Rosbækken, områdets eneste landskabelige træk, som, da villaen blev opført, kunne skimtes bag de øvrige voluminøse villaer i Ryvangskvarteret. Villaen var oprindeligt 6 m dyb og 19,7 m lang. I 1933 blev villaen udvidet mod vest med to fag, 7,2 m, efter tegninger af arkitekt Ole Jacobsen. I forbindelse med udvidelsen blev stukloftet i stueetagens vestligste værelse nedtaget og et nyt loft etableret. I 1949 blev villaen endnu en gang udvidet, denne gang med garage ved vestgavlen. I 1956 blev der indrettet et badeværelse på første sal efter tegninger af Karen og Ebbe Clemmensen. Der blev desuden opsat en skillevæg i værelset længst mod vest på første sal. I 1960 blev der tilføjet et vindfang og udhus ved østgavlen. Samtidig blev køkkenet ombygget, og et ekstra vindue blev isat i køkkenets sydvæg ud mod haven, og køkkenets skorsten blev revet ned. Om- og tilbygninger i 1960 blev lavet efter \MOVQVOMZ IN IZSQ\MS\ÅZUIM\ 0^QL\ WO 5¦TOIIZL >QTTIPI^MV MZ ]LNWZUM\ MN\MZ / 6 *ZIVL\[ QLMITMZ UML ]LOIVO[X]VS\ Q LMV MVOMT[SM TIVL[SIJ[PI^M 0I^MV er anlagt på det sydvendte terræn, som skråner ned mod den tidligere Rosbæk. I direkte forbindelse med villaens opholdsrum er anlagt en terrasse i husets fulde længde. Teknisk analyse Villaen er i to etager, opført i tegl og oprindeligt med grå pudset facade opdelt af et hvidt murbånd. Villaen er dækket af et valmet tag med mørkegrå, glaserede \IO[\MV WO WXZQVLMTQO\ NWZ[aVM\ UML ÅZM S^Q[\M UWL PI^MV MV S^Q[\ UWL OILMV WO en kvist i hver gavl. I forbindelse med udvidelsen af villaen i 1933 med yderligere to fag mod vest, blev en ekstra kvist tilføjet mod haven. Indgangspartiet på husets OILMNIKILM UWL VWZL JM[\sZ IN M\ ZMS\IVO]T¥Z\ ^QVLNIVO UML ÆIL \ZMSIV\OI^T og tandsnit i gesimsen. Husets gadefacade har ud over hoveddøren og kvisten kun et enkelt lille, rundt vindue og fremstår ellers komplet lukket. I havefacaden mod syd åbnede villaen sig oprindeligt op med syv vinduer og en havedør. Efter udvidelsen i 1933 med de to ekstra fag er tilføjet yderligere tre vinduer i PI^MNIKILMV >QVL]MZVM MZ NWZ[aVM\ UML JTsUITMLM [SWLLMZ 6sZ [SWLLMZVM MZ opslåede, fremstår vinduerne som ét langt bånd i facaden. Brystningerne er lave, og man kan således kigge ud i haven, når man sidder inde i stuen. Huset har høj 460

trempel, hvilket har givet mulighed for indretning af soveværelser på førstesalen. Kvistene, der udgør lysindtaget her, er asymmetrisk placeret og har tøndehvælvet \IO /IZIOM WO ]LP][ MZ \QTN¦RM\ Q ! ! WO PIZ ÆILM XIXJMST¥L\M \IOM 1 QV\MZQøret tæller de særlige detaljer et karakteristisk tøndehvælvet loft med markante udkragende gesimser over trapperummet og gangen på første sal. Gangen har lysindtag fra to ovenlys, med skakter op til to glastagsten. Hertil er træværket i L¦ZM WO ^QVL]MZ ZQO\ XZWÅTMZM\ Arkitektonisk analyse Villaen følger nyklassicismens formidealer og regnes for et af Aage Rafns hovedværker – og i øvrigt for en stærk repræsentant for den nordiske nyklassicisme. Villaen er udformet som et sluttet, monokromt klassisk volumen – lukket mod vejen mod nord og åbent mod syd og haven. Huset danner således en skærm ud mod vejen og fanger sydlyset mod haven. Planløsningen er meget enkel og funktionel, og villaen er gennemtænkt som bolig i en rationel, prismatisk form. Villaens indre er gennemarbejdet med en række klassiske og næsten labyrintiske rumforløb. Der ligger en lang række forstudier til grund for villaens endelige udformning, og villaens inventar og detaljer er gennemarbejdede til en formfuldendt helhed.

forrige side: Gadefacaden NW\W" 6QKWTIQ *W )VLMZ[MV modsatte side, fra venstre Havefacaden foto: Katrine Geismar Situationsplan 1:5000 denne side Indgangsparti foto: Katrine Geismar 461

ÅO

ÅO

ÅO

Fig. 1 nordfacade 1920 1:200 Fig. 2 nordfacade 1933 1:200 Fig. 3 nordfacade 1960 1:200 462

ÅO

ÅO

ÅO

Fig. 1 stueplan 1920 1:200 Fig. 2 stueplan 1933 1:200 Fig. 3 stueplan 1960 1:200 463

Transformationsholdning Villaen har gennem tiden undergået en række transformationer: I 1933 blev villaen udvidet mod vest med to fag, 7,2 m. Transformationsholdningen i 1933 har været at ekstrudere huset og dermed øge grundarealet og understrege husets horisontalitet. I forbindelse med udvidelsen blev der isat to supplerende vinduesfag i havefacaden, med de originale vinduer og skodder som forlæg. Det gennemgående vinduesbånd i sydfacaden blev således opretholdt. Mod nord mod gaden forblev facaden ubrudt i det tilføjede, og nordfacadens lukkede og monumentale karakter blev bevaret. I 1949 blev villaen endnu en gang udvidet, denne gang med garage ved vestgavlen. Den adderede garage skyder sig frem i forhaven og bryder med husets klassiske, sluttede form. I 1960 tilføjes endnu en addition, denne gang med udhus og vindfang i østgavlen. Denne addition mimer garagens knopskydning i vestgavlen og bringer på sin vis en ny balance i villaMV[ ÅO]Z ;IU\QLQO MZ ILLQ\QWVMV UML \QT aLMZTQOMZM I\ JZaLM UML LMV SVIXXM sluttede form, som Aage Rafn oprindeligt havde tegnet. Rafns hus fremstår dog fortsat robust i sin form og arkitektur og har indoptaget tidens og nye beboeres ændrede behov. 5I\MZQITMZ WO W^MZÆILMZ Aage Rafn har på elegant og enkel vis materialesat og detaljeret villaen med et OMVVMU\¥VS\ IZSQ\MS\WVQ[S ]L[IOV *aOVQVOMV[ aLZM [\sZ UML X]L[MLM ÆILMZ WO en plastiske karakter. Hertil er de mørkt malede skodder og det mørkegrå tag vigtige og karaktergivende elementer. Husets står velbevaret med originale vinduer og døre i det ydre. I det indre er det gennemtegnede og detaljerede inventar med lofter, paneler, karme, lister osv. velbevarede og vidner om det gennemtænkte arbejde Rafn har forestået. Materialer, detaljer og andre løsningerne indgår som uadskellige dele i helhed.

modsatte side: 1. gadefacade 2. hoveddør 3. vindue til gaden 4. terasse 5. havefacade 6. vindue og skodde 7. fyldningsdøre 8. vinduesniche 9. ildsted foto: Katrine Geismar, Laura Boelskifte og Margrét Matthíasdóttir 464

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

465

Rækkehus af Christoffer Harlang

Rækkehusbebyggelsen på Sundvænget i Hellerup er tegnet af arkitekten Thorkild Henningsen (1884-1931) og opført i perioden 1924-27. Husene på Sundvænget er en knap bebyggelse præget af en periode med en generel stram økonomi. Særligt i relation til Gentoftes store villaer skiller Sundvængets rækkehuse sig ud i kraft af deres tilbageholdende og underspillede arkitektur. Det er meget karakteristisk for Thorkild Henningsens første selvstændige arkitektarbejder, at der er tale om enkle, prunkløse huse med velproportionerede bygningskroppe og teglhængte sadeltage. Disse motiver udvikler Thorkild Henningsen i sit i mere end én forstand enestående samarbejde med arkitekten Ivar Bentsen i udformningen af Bakkehusene, den senere meget berømmede bebyggelse af 171 rækkehuse opført i 1921 ved Bellahøj i København. Bakkehusene er en slags forlæg for Henningsens løsninger i Sundvænget, og selvom husene i Sundvænget både har større grundplan og er en etage højere, er de to bebyggelser fælles om det meget stilfærdige og kultiverede udtryk, der, udover referencen til anonym dansk bygningskunst, synes inspireret af såvel engelsk bygningskultur som af den tyske arkitekt Heinrich Tessenows samtidige arbejder. Sundvænget er muret op i ÆIUUMLM O]TM U]Z[\MV WO ^QVL]MZ WO S^Q[\M [\sZ UML ÅVM P^QLM ZIUUMZ UWL karme og dørpartier i skiftevis vogngrønt og svenskrødt. 466

467

Rækkehus

Adresse: Sundvænget 47, 2900 Hellerup Ejer(forhold): Privat Arkitekt: Thokild Henningsen Anvendelse: Bolig Bevaringsstatus: Bevaringsværdig Opførselsår: 1924-27 Transformation 2006: Harlang + Stephensen Architects

Historisk analyse Rækkehusbebyggelsen på Sundvænget i Hellerup er tegnet af arkitekten Thorkild Henningsen (1884-1931) og opført i perioden 1924-27. Bebyggelsen er ikke Thorkild Henningsens første rækkehusbebyggelse, men tværtimod en i rækken og dermed en del af en proces, der handlede om at udvikle og undersøge rækkehustypologien. I 1921-22 tegnede Thorkild Henningsen sammen med Ivar Bentsen Bakkehusene ved Bellahøj i Brønshøj sine første rækkehuse, en bebyggelse på 171 boliger. På samme tid blev de to arkitekter involveret i Studiebyen i Gentofte. I 1915 var Thorkild Henningsens med til at starte bevægelsen Bedre Byggeskik, som var en direkte udløber af Akademisk Arkitektforenings Tegnehjælp, som gav prisbillig, arkitektfaglig rådgivning fra 1907. Bedre Byggeskik fokuserede på enkelt, prosaisk byggeri for menigmand og har rent stilmæssigt et overlap med nyklassicismen. Thorkild Henningsens rækkehuse er stærkt påvirkede er Bedre Byggeskik-perioden, og også på Sundvænget ser man tydeligt periodens fokus på enkle materialer, håndværksmæssig høj kvalitet og diskret, velproportioneret IZSQ\MS\]Z ]LNWTLM [QO Xs ÅV ^Q[ <PWZSQTL 0MVVQVO[MV NWZ\[¥\\MZ UML I\ ]L^QSTM og undersøge rækkehustypologien og er den mest fremtrædende arkitekt indenfor dansk rækkehusarkitektur. Rækkehusene på Sundvænget er større og tiltænkt mere velstillede borgere end Thorkild Henningsens tidligere rækkehusbebyggelser. Thorkild Henningsens arbejde med at udvikle rækkehustypologien tager dog udgangspunkt i et ønske om at bygge bedre boliger til arbejderklassen. Bakkehusene og Studiebyen er således opført som almennyttige boligbyggerier med KAB som bygherre og var, da de blev bygget, et alternativ dels til etagehuset i byen dels til forstadens villakvarter. Gennem udviklingen af rækkehuset var Thorkild Henningsen med til at realisere samtidens tanker om socialt boligbyggeri og sine egen bestræbelse efter at bygge gode boliger af en høj kvalitet. Teknisk analyse Sundvænget er øst-vest gående og ligger mellem Strandvejen og Øresund, hvilket betyder, at husene til den ene side har sydfacader og til den anden side nordfacader. Denne problemstilling er løst konsekvent ved, at husrækkerne på vejens nordside er lagt helt tilbage på grunden og på sydsiden er trukket helt frem til vejen, dog med en lille indgangsgård foran. Husene er opført i to fulde etager, men kun med et enkelt kælderrum for at holde udgifterne nede. Husene har en fremskudt veranda i forlængelse af dagligstuen, som er med til at skabe et afskær468

met, privat uderum foran hver enkelt bolig. I dag er kældrene udgravet under ÆMZM P][M WO JWTQOMZVM[ \IOM\IOM MZ ]LVa\\M\ \QT JWTQO UIVOM [\MLMZ 0][MVM Xs nordsiden af vejen har et asymmetrisk tværsnit, hvor taget mod nord er trukket ned for at efterkomme den skrå højdegrænseplan. Haven ligger foran huset ud mod vejen og er orienteret mod syd. Husene har en fremskudt veranda i forlængelse af dagligstuen, som er med til at skabe et afskærmet, privat uderum foran hver enkelt bolig. Arkitektonisk analyse Husene på Sundvænget er en knap bebyggelse præget af en periode med en generel stram økonomi. Særligt i relation til Gentoftes store villaer skiller Sundvængets rækkehuse sig ud i kraft af deres tilbageholdende og underspillede arkitektur. Thorkild Henningsens rækkehusbebyggelse er afdæmpet og nøgtern i det murede, knappe udtryk og udgør en enkel, næsten underspillet ramme om boligens funktioner og hverdagens liv. Rækkehusenes hovedretning er øst-vest, og selvom helhedspræget er tydeligt, er der store forskelle og mange variationer. På nordsiden af vejen ligger husene tilbagetrukket fra vejen med adgang genVMU PI^MZVM 0MZ MZ XTIVMZVM \aXQ[SM NWZ ÆMZM IN 0MVVQVO[MV[ [MVMZM Z¥SSMP][M med henholdsvis entre, trapperum og køkken/bryggers og på første sal badeværelse liggende mod naboskel. Dermed vender opholdsstuerne mod hver sin side af huset, et princip, som Henningsen forlader ved udformningen af husene på [aL[QLMV IN ^MRMV 0MZ LIVVMZ LMV TQTTM QVLOIVO[OsZL UML ÅVM QVLOIVO[L¦ZM MV [U]S W^MZOIVO UMTTMU ^MRMV[ W‫ٺ‬MV\TQOPML WO JWTQOMV[ XZQ^I\PML ,MV Z]UUMTQge entré, trapperummet og køkkenet/bryggerset vender ud mod vejen, hvorved stuerne får facader mod de sydvendte private haverum. Også indretningen af første sal er forskellig, idet badeværelset her ligger i midten af huset. Inden for LQ[[M PW^MLXZQVKQXXMZ ÅVLM[ MV Z¥SSM ^IZQIV\MZ N¦Z[\ WO NZMUUM[\ Q MVLMZ¥SSMhusene, der er en anelse større, mens endehusene mod Øresund har bade, der er væsentlig større og gennem tiderne meget ombyggede.

forrige side Sundvænget 2015 foto: Lars Rolfsted Mortensen modsatte side, fra venstre: Sundvænget 2015 foto: Lars Rolfsted Mortensen Situationsplan 1:5000 modsatte side nederst: Plan og opstalt, udsnit 1:500 denne side: Åbning mellem spisestue og køkken foto: Signe Stephensen 469

fig. 1

fig. 4

fig. 2

fig. 5

fig. 3

Fig. 1 sydfacade1924 Fig. 2 nordfacade 1924 Fig. 3 tværsnit 1924 Fig. 4 sydfacade 2014 Fig. 5 nordfacade2014 Fig. 6 tværsnit 2014 470

fig. 6

fig. 1

fig. 4

fig. 2

fig. 5

fig. 3

fig. 6

Fig. 1 2. salsplan1924 Fig. 2 1.salsplan 1924 Fig. 3 tværsnit 1924 Fig. 4 2.salsplan 2014 Fig. 5 1.salsplan 2014 Fig. 6 tværsnit 2014 471

Transformationsholdning 6aM SZI^ \QT P][MVM[ JZ]O WO QVLZM\VQVO MZ ]WUO¥VOMTQOM WO [SQN\MVLM MRMZM PIZ forholdt sig meget forskelligt til servitutterne, ligesom ejerforeningen, der skulle håndhæve de fælles regler, i forskelligt omfang har haft skiftende kurs. Helt galt gik det i 1960’erne og -70’erne, hvor især de for helhedsvirkningerne meget ødeT¥OOMVLM >MT]` \IO^QVL]MZ JTM^ Q[I\ Q UIVOM IN P][MVM[ [U]SSM Z¦LM \IOÆILMZ hZMVM PIZ WO[s ^¥ZM\ PsZLM ^ML LM\ N¥TTM[ OILMZ]U P^WZ ÆMZM UWV[\Z¦[M KIZporte af svingende kvalitet svækker helhedspræget. Især i 1960’erne blev det populært at erstatte de oprindelige små verandaer med småsprossede vinduer med store udestuer med store vinduer, og på tagene sås skiftende formater og proportioner på tagkviste. Selvom alle disse ombygninger var i klar strid med servitutterne, er hovedparten af dem udført med ejerforeningens accept og kommunens tilladelse. 5WL [T]\VQVOMV IN !! ¼MZVM ¦V[SMLM M\ ÆMZ\IT IN JMJWMZVM Xs ^MRMV MV mere restriktiv håndhævelse af bevaringsservitutterne. Det var der god grund til, men det førte meget uheldigt til en række beklagelige og ubehagelige retssager mod nogle ejere. For at forhindre gentagelser tog en ny bestyrelse fat på at få udarbejdet en bevarende lokalplan i samarbejde med Gentofte Kommune. Planen fastlægger spillerummet for om- og tilbygninger af både huse, hegn og carport, ligesom den giver entydige regler for udformning af tagkviste og verandaer. Samtidig lettes bestyrelsen for at skulle fungere som myndighed overfor vejens beboere, idet det nu påhviler Gentofte Kommune at sørge for, at lokalplanens bestemmelser om husenes udseende overholdes. Det stiller store krav til kvaliteten af sagsbehandlingen i kommunen, og det ser ud til, at kommunen bør strenge sig mere an for at leve op til sine egne forpligtelser. Til gengæld har der i de senere år blandt vejens beboere været forøget interesse for at understøtte bygningernes bevaringsværdier. Mange ejere har ofret stor opmærksomhed på at føre deres huse tilbage til deres oprindelige skikkelse. Samtidig har man med lokalplanen sikret det formelle grundlag for, at de nye bygningsmæssige forandringer, som vore ændrede livsvaner kræver, kan ske på en måde, der er i overensstemmelse med ånden i Thorkild Henningsens arkitektur – som variationer over et tema. 5I\MZQITMZ WO W^MZÆILMZ Thorkild Henningensen bebyggelse på Sundvænget er ikke fredet, men i nogen grad sikret gennem lokalplanen. Særligt den karakter, husene har, i materialiteter, NIZ^MZ WO W^MZÆILMZ [SIT JM^IZM[ 0][MVM MZ U]ZM\ Q O]TM PsVL[\Z¦OVM \MOT[\MV og med røde vingetegl på tagene. De originale vinduer bør også i videst mulig udstrækning bevares, som de er lavet, og nye vinduer – eksempelvis i nye kviste eller ved istandsættelse af havestuer – bør udføres efter samme forskrift som de originale: kitfalsede og med koblede rammer samt med trukket glas som ruder.

modsatte side: 1. havemur 2. reftehegn 3. pergola 4. havegang 5. havestue 6. vindfang 7. kvist og vindue 8. vindue og mur 9. havetrappe foto: Lars Rolfsted Mortensen, +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO 4I]ZI *WMT[SQN\M WO Margrét Matthíasdóttir 472

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

473

Parcelhus af Christoffer Harlang

Følgende transformationsprojekt er en transformation af og en addition til et standardparcelhus fra 1960’erne. Over hele landet ligger mange huse af netop denne type og fra samme periode. Disse huse er ofte byggeteknisk af samme karakter, og dermed går altså mange problematikker igen: Boligerne er typisk små i forhold til vor tids krav til familieboliger. Hertil er de typisk mere lukkede med mindre vinduer og døre, end mange ønsker i dag. Samtidig præges denne periodes parcelhuse ofte af problemer, der knytter sig til for lille isoleringsgrad og LMZUML M\ ]V¦L^MVLQO\ P¦R\ MVMZOQNWZJZ]O 6¥Z^¥ZMVLM MS[MUXMT SWUUMZ UML et bud på en løsning af netop disse problemstillinger ved 1960’ernes parcelhuse. <ZIV[NWZUI\QWV[XZWRMS\M\ MZ [IU\QLQO [XMKQÅS\ SVa\\M\ \QT VM\WX LM\\M P][ WO LM\[ placering med en for dette hus helt særlig udsigt og orientering på grunden. Projektets håndtering af nogle generelle problemstillinger er således af generisk S^ITQ\M\ UMV[ LMV [XMKQÅSSM IZSQ\MS\WVQ[SM T¦[VQVO MZ NWZIVSZM\ Q LM\ IS\]MTTM P][ og dets placering. 474

475

Parcelhus

Adresse: Fruerhøj 29, 2970 Hørsholm Ejer(forhold) Privat Arkitekt: Ukendt Anvendelse: Bolig Bevaringsstatus: Ingen Opførselsår: 1967 Transformation 2002: Harlang + Stephensen Architects

Historisk analyse Huset er oprindeligt opført som sommerhus i 1967, men en dispensation gjorde det siden muligt at benytte det som helårsbolig. Huset er et typisk eksempel på parcelhuskvarterets typehus fra 1960’erne og 1970’erne. Disse etplanshuse karakteriseres ved at være opført uden kælder og med saddeltag med en forholdsvis lav hældning, og med facader i gule mursten. Grundplanen disponerede som oftest over nogle gode rumstørrelser med en stor stue, gerne vinkelformet, og store glaspartier med dør ud mod have og terrasse. Husene fra denne periode er typisk bygget direkte oven på jorden på et terrændæk. Dermed er gulvet næsten i jordniveau, hvilket sikrer en tæt kontakt med omgivelserne og nem adgang til have og natur. Da det blev muligt for beboerne at bygge helårsboliger i det skønne grønne naturområde omkring Fruerhøj valgte mange at bygge nyt, mens nogle få så potentialet i at transformere den eksisterende bygningsmasse. Teknisk analyse Huset er opført med ydervægge i gule tegl, kalksandsten og cementsten på randfundament med lette indre skillevægge. Tagkonstruktionen er en traditionel git\MZ[X¥Z[SWV[\Z]S\QWV UML \IOL¥SVQVO ]LN¦Z\ Q ÅJMZKMUMV\ WO J¦TOM MTTMZ [SQNMZM\MZVQ\ /Z]VLXTIVMV ZsLMZ W^MZ U JM[\sMVLM IN ÅZM ^¥ZMT[MZ S¦SSMV WO bad. Dertil hører carport og udhus. Vinduer og døre var med enkle store rammer i kraftige dimensioner, glaslister og med thermorudeglas. Vinduer, lofter, gulve og indervægge i dårlig stand. Vand, varme og elinstallationer ikke tidssvarende. Ringe isoleringsevne i tag, ydervægge og mod terræn.

476

Arkitektonisk analyse Huset er en typisk repræsentant for typehuse i et plan fra 1960’ernes villakvarter. Det er et forholdsvis lille hus med fordelingentré, køkken, bryggers med separat indgang, opholdsrum og tre mindre værelser. Køkken og opholdsrum har små vinduespartier mod udsigten over søen og værelserne små vinduer mod den tilbagetrukne forhave. Den største udfordring, huse som dette står overfor i en nutidig sammenhæng, er knapheden, de beskedne rumstørrelser og en plandisponering, der ikke \QTOWLM[MZ OZ]VLMV[ PMZTQOPML[^¥ZLQMZ WO [WTWZQMV\MZQVO 6aM MRMZM ¦V[SMLM \ZM soveværelser og åbne sammenhængende opholdsrum med kig til søen og med god kontakt til haven. Huset ligger trukket væk fra vejen og med en uhindret udsigt over åbne marker og Ubberød Dam, hvilket i sig selv udgør en helt særlig arkitektonisk og landskabelig kvalitet. Det er netop denne enestående placering, der gør, at man overhovedet har gjort sig disse anstrengelser for at transformere det anonyme hus.

forrige side: Sydfacaden med terassen foto: Albert Algreen-Petersen modsatte side, fra ventre: Oprindelig sydfacade foto: Claus Ladefoged Transformation af sydfacaden 2002 foto: Albert Algreen-Petersen Situationsplan 1:5000 denne side: Køkkenvindue og ovenlys foto: Albert Algreen-Petersen 477

1.

4.

2.

5.

3.

6.

samtlige tegninger 1:200 1. tværsnit oprindeligt hus 2. sydgavl oprindeligt hus 3. nordgavl oprindeligt hus 4. tværsnit efter transformation 5. sydgavl efter transformation 6. nordavl efter transformation 478

7.

10.

8.

11.

9.

12.

samtlige tegninger 1:200 7. facade haveside oprindeligt hus 8. facade indgangsside oprindeligt hus 9. plan oprindeligt hus 10. facade haveside efter transformation 11. facade indgangsside efter transformation 12. plan efter transformation 479

Transformationsholdning Transformationsholdningen tager udgangspunkt i med en begrænset økonomi at bygge udenpå og til det eksisterende. Der er foretaget en grov fravælgelse af alle bygningsdele og materialer, der ikke længere lever op til den gældende standard, herunder isloeringsevne, og som ikke bidrager til den arkitektoniske helhed. Holdningen kan kategoriseres som en nyfortolkning af det lavloftende etplanstypehus med den tætte kontakt til haven. Husets bygningskrop står uændret, men forlænget. Tilbage står fundament, de eksisterende ydervægge og nogle enkelte indre vægge. Den nye facade er udført med gipsplader på indersiden, og den eksisterende ydervæg i tegl er efterisoleret med 150-mm A-batts 12-mm SZaL[ÅVuZ WO \QT [QL[\ JMST¥L\ UML [UITTM TIUMTTMZ Q T¥ZSM\Z¥ Xs SZaL[ÅVuZ 0][M\ er forlænget med ca. 50% mod syd, udført som en gentagelse af den eksisterende trækonstruktion og med synlige dobbelte lærketræsstolper i gavlenes udhæng. Taget er udført i tagpap, og tagkonstruktionen er udskiftet med ny gitterspærsSWV[\Z]S\QWV UML NWZT¥VOMLM [X¥ZN¦LLMZ WO M\ [\WZ\ W^MVTa[ W^MZ S¦SSMV 6a isolering med 300-mm A-batts på loft. Rumdisponeringen tilgodeser ønsket om store åbne rumforløb i opholdsrummene orienteret mod udsigten i gavlene., to badeværelser og mindre soverum. I husets midte er køkkenet placeret med stort ovenlysparti. Materialer Detaljeringen af de tekniske løsninger og materialevalget er af afgørende betydning for transformationen. Vinduer og døre er udført i massivt lærketræ, som SWZZM[XWVLMZMZ UML NIKILMJMST¥LVQVOMV WO ^QT XI\QVMZM Xs [IUUM UsLM 6WZL og sydgavl afsluttes af et skydedørsparti med matbørstede stålgreb. Gulvene er udført konsekvent gennem hele huset i massive sæbebehandlede Douglasplanker. Taget er, med sit store tagudhæng, fremhævet som det sammenbindende element, der hviler på husets ydervægge og mod sydgavlen på stolper. Her udgør tagudhænget en overdækket del af en stor træterasse. Afvandingen af taget er løst skjult og med nedløbsrør placeret ved husets midte, således at gavle og tagudhæng holdes fri. Tagvanding Husets oprindelige udseende bar mærke af store inddækkede tagudhæng med indbyggede tagrender. For at få det forlængede hus til at træde frem som en helhed, valgtes et stort samlende tag med kraftigt udhæng og skjult tagrende WXJaOOM\ LQZMS\M Xs \IOÆILMV Q JZ¥LLMZ WO \IOXIX WO UML [aVTQOM \IOVMLT¦J ^ML facaden.

modsatte side: 1. vindue 2. tag 3. vinduesdetalje 4. søjle 5. søjle og tag 6.dør 7. ovenlys 8. trægulv 9. ovenlys foto: Albert Algreen-Petersen 480

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

481

Etagehuse

modsatte side: Upsalagade 1-9, beboelsesejendom tegnet af Henning Hansen, 1932 foto: Albert Algreen-Petersen 482

483

Karrébebyggelse af Christoffer Harlang

Linoleumshuset på Åboulevard er tegnet af Povl Baumann, der indskriver sig i dansk arkitekturhistorie med en række bygningsværker, hvor han virtuost og indlevet udnytter teglstenen som byggemateriale og arkitektonisk virkemiddel. *aOVQVOMV MZ MV IN *I]UIVV[ JML[\M WO M\ IN LM ÅVM[\M MS[MUXTMZ Xs PIV[ []veræne beherskelse af murværket. Etageejendommen er som Baumanns øvrige bygninger præget af helhedsløsninger og en bemærkelsesværdig sammenhæng mellem detaljerne og helheden – fra lejlighedernes indretning og aptering til planlægning af gårdrum og fællesarealer. Der er ikke foretaget væsentlige ændringer i bygningens udtryk, og ejendommen står i dag med stor originalitet og autenticitet. For at huset stadig skal kunne bebos på en måde, som modsvarer et moderne liv i byen, står det dog overfor en række energimæssige spørgsmål. I dette tilfælde kan bygningen selv komme med et svar på disse. For i stedet for at erstatte de oprindelige vinduer med nye foreslås det her f.eks at tilføje yderligere forsatsrammer produceret efter mål fra de eksisterende. Vinduet som arkitektoVQ[S MTMUMV\ Q JWTQOMV PIZ MV MVWZU QVLÆaLMT[M Xs LM\ Z]U LM\ JMÅVLMZ [QO Q WO de mennesker, der færdes omkring det. Med de rette beregninger som grundlag kan det i den grad betale sig at istandsætte og energioptimere eksisterende vinduer, som netop bidrager til bygningens særpræg og overordnede helhed. 484

485

Linoleumshuset

Adresse: Åboulevard 84-86, Hans Egedes Gade 19-25, Henrik Rungs Gade 14-18 og Jesper Brochmands Gade 17 Ejer(forhold): Andelsforening Arkitekt: Povl Baumann Anvendelse: Bolig og erhverv Bevaringsstatus: Fredet Opførselsår: 1930-31 Restaurering 2005, 2011: Center for Bygningsbevaring, Raadvad v. Thomas Kampmann

Historisk analyse Linoleumshuset er tegnet af Povl Baumann og opført af Københavns Kommune i 1930-31. Ejendommen er beliggende ved den nu nedgravede Ladegaardså, der havde sit løb, hvor Åboulevard løber i dag. Området omkring Linoleumshuset var på opførelsestidspunktet præget af irregularitet, og karreen har sin afgrænsning efter jernbanen, der førte fra Københavns 2. hovedbanegård ud til 6WZL WO 3a[\JIVMV LMZ JTM^ [IUUMVÆM\\M\ WO T¦J TIVO[ 0IV[ -OMLM[ /ILM WX \QT 6¦ZZMXWZ\ ;\I\QWV *I]UIV \IOMZ ]LOIVO[X]VS\ Q SIZZMV[ QZZMO]T¥Z NWZU [WU PIV ¼QVLXISSMZ¼ Q LMV U¦V[\ZMLM ÆILM Teknisk analyse Linoleumshuset er opført som etageejendom i fem etager, og bygningen udgør den væsentligste del af den let irregulære karré Åboulevard, Henrik Rungs Gade og Hans Egedes Gade. Mod Åboulevard er rundede hjørner, der optager karreens let irregulære form, og ligeledes på hjørnet med Jesper Brochmandsgade. Ejendommen er indrettet med lejligheder i forskellig størrelse samt to butiksindretninger i stueetagen. Karreen omslutter et åbent, anlagt gårdrum, der oprindeligt har været friholdt for småbygninger. Bygningen er kendetegnet af de plane facader, der alene tegnes af det gennemarbejdede mønstermurværk i røde og gule tegl. Mønsteret er udført med stor præcision og ligger som et præcist tilskåret tæppe hen over facaden og nøje er tilpasset alle muråbninger og arki\MS\WVQ[SM TML ,MV U¦V[\ZMLM W^MZÆILM LMZ TQOVMZ M\ OIUUMT\ TQVWTM]U[O]T^ har givet bygningen den populære betegnelse Linoleumshuset. Facadestenene er fuldbrændte, håndstrøgne mursten, der er lagt i krydsforbandt. Facaden har store og regelmæssigt placerede vinduesåbninger, der er nøje tilpasset mønstermurværket og fordelt på facaden i et taktfast og regelmæssigt forløb, således at alle vinduer møder mønsteret i de samme punkter. Ved bebyggelsens afslutning mod Henrik Rungs Gade ligger et stort buet portfag ind til det store åbne gårdrum, og ved Jesper Brochmands Gade afsluttes facaden af en markeret gennemgang til gårdrummet. Gårdfacaderne er opført i gul tegl og med stik over vinduerne. Gårdfacaderne er kendetegnet af regelmæssigt placerede trappetårne samt det rundede parti, der hører til de større lejligheLMZ ]L UWL hJW]TM^IZL <IOÆILMV MZ JMTIO\ UML Z¦LM PsVL[\Z¦OVM ^QVOM\MOT Anlægget var født til centralvarme og havde kun en enkelt skorsten mod Hans Egedes Gade, der i dag er fjernet. Ejendommen er opført på et støbt fundament 486

med sokkel, der mod gaden er beklædt med granit og mod gården er udført med granitskærver iblandet mørtlen. Udvendige trapper og kælderskakter mod gaden er ligeledes udført i tilhugget granit. Tagnedløbet møder terræn i en tilpasset fordybning og rende i belægningen, der leder vand væk fra bygningen. Omkring alle kældernedgange er der værn og gelændere udført i smedejern, ligesom gitteret omkring træet i gårdrummet er i smedejern, med enkle balustre og håndlister. Ejendommen er indrettet med en række regulære og velproportionerede lejligheder med smukt og rigeligt lys fra de forholdsvis store vinduesåbninger. <ZIXXMZ WO WXOIVOM MZ MVSMT\ WO [QSSMZ\ ]LNWZUMLM UML ÅVM [VMLSMZLM\ITRMZ Særligt markant er trapperummet ved hjørnet ved Åboulevard og Hans Egedes /ILM LMZ MZ ]LN¦Z\ UML L]ZKP[QKP\ WO W^MVTa[ LMZ \Z¥SSM[ QVL NZI \IOÆILMV Indretningen er klassisk og med stuer mod gaden og værelser og køkken mod gården. Lejlighederne er apterede med enkle fyldingsdøre, stukgesimser m.m. Arkitektonisk analyse Linoleumshuset er en af de mange nye etageejendomme, som bliver opført af stat og kommune i forbindelse med oprettelse af boligkommission og huslejenævn i 1916 samt med oprettelsen af Statsboligfonden i 1922- 28. I denne periode lægger man fra både bygherre og arkitekters side vægt på gode boliger og på det ydre miljø med anlagte gårde, gader og pladser. De store boligbebyggelser i København tegnes af en række af tidens førende arkitekter – Ivar Bentsen, Kay Fisker, Carl Petersen og Povl Baumann. Bygningerne er enkle uden overƦLQO XaV\ WO WXN¦Z\ Q MV ZI\QWVMT XZIOUI\Q[S IZSQ\MS\]Z Q M\ STI[[Q[S NWZU[XZWO Linoleumshuset er en del af denne tradition, men hvor de øvrige samtidige bebyggelser lægger sig tæt op ad klassiske forbilleder med gesims, dørindfatninger m.m. er Linoleumshuset i højere grad et selvstændigt værk, der er fri for ’stil’. Linoleumshusets arkitektoniske kvaliteter ligger primært i det store hovedanslag med de plane facader, de rundede hjørner og de taktfast placerede vinduer samt mønstermurværket, der spænder ud over hele facaden. Ideen bæres igennem af den omhu og præcision, der ligger i projekteringen, materialevalget og den

forrige side: Linoleumshuset foto: Albert Algreen-Petersen modsatte side, fra venstre Linoleumshuset mod Åboulevarden foto: Albert Algreen-Petersen Situationsplan 1:5000 denne side Køkkenvindue 2014 foto: Albert Algreen-Petersen 487

denne side Etageplan 1:750 modsatte side: 1. facade mod gaden 2. lysningspanel 3. forbandt 4. vinduesdetalje 5. forsatsramme 6. facade mod gården 7. vinduesdetalje Æ]O\MVLM ^QVL]MZ 9. køkkenvindue foto: Albert Algreen-Petersen 488

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

489

Transformationsholdning Linoleumshuset er i dag fredet, hvilket sikrer, at ejendommen fortsat behandles som et samlet og helstøbt arkitektonisk værk, med den sammenhæng mellem detalje og helhed, som kendetegner bygningsværket. Desuden sørger fredningen for, at bygnings- og vedligeholdelsesarbejder foretages med materialer og teknikker, der modsvarer bygningens kvaliteter. De eksisterende vinduer vurderes til at være af særlig afgørende karakter for husets arkitektoniske værdi, og transformationen retter derfor sin opmærksomhed mod en restaurering og efterisolering af disse. Vinduer og døre I gadefacaden er der regelmæssigt placerede halvrunde kældervinduer, der er udført som halvrunde støbejernsvinduer, afsluttet med murede stik. Vinduerne mod gaden har et fast opsprosset midterparti med 12 ruder og to gående rammer på hver side. Vinduerne er udført i fyrretræ og blev i 2005 istandsat efter anvisning fra Center for Bygningsbevaring i Raadvad for nænsom vinduesistandsættelse. Gammel plastikmaling blev fjernet med skrabejern, nedbrudt træ udluset/ udskiftet. Derefter blev al træ grundet med rigelig kogt linolie til mætning og afsluttende malet to gange med linoliemaling magen til den oprindelige farve. Vinduerne har en speciel udformning og er tydeligvis tegnet til Linoleumshuset, P^WZ [XZW[[MZVM WO LMV U¦ZSM NIZ^MZ QVLOsZ Q M\ ÅV\ [IU[XQT UML NIKILMV[ [XMKQMTTM U]Z^¥ZS WO ]VLMZ[\ZMOMZ LMV [IUUMVP¥VOMVLM ÆILM =VLMZ ^QVL]MZVM er enkle og minimerede skifersålbænke. Gadedørene er gennemarbejdede med ÅV\ XZWÅTMZMLM QVLNI\VQVOMZ WO MVSTM STI[[QKQ[\Q[S QV[XQZMZMLM JQTTML[S¥ZMZIZJMRder og malet i samme farve som vinduerne. I hjørnepartiet ved Åboulevard/ 0MVZQS :]VO[ /ILM TQOOMZ MV ÅV J]\QS[QVLZM\VQVO LMZ TQOMTMLM[ MZ \QTXI[[M\ LM\ overordnede mønster i facaden. Isolering af brystninger før transformation Der blev beset tre lejligheder for at vurdere isolering af brystninger, og her blev konstateret tre typer brystninger: mod gaden, mod gården og i køkkenet mod gården. Mod gaden blev den gamle celotexbeklædning fjernet og erstattet overalt af nye, tykkere mineralske isoleringsplader. Varmeapparaterne blev fjernet midlertidigt for at kunne demontere celotexpladerne og de nye isoleringsplader blev monteret bag disse. Mod gården blev isoleret bag de eksisterende brystningspaneler. Dette er udført ved at aftage panelet forsigtigt og montere isoleringsplader. Energiberegning For at vurdere betydningen af en ekstraisolering af brystninger er her angivet U-værdien for forskellige grader af efterisolering. Disse tal er kun U-værdi for ydermuren og tager ikke hensyn til, at sider og top i rummet bag tremmevæggene også isoleres på samme måde, se skema her på siden. Det ses, at U-værdien falder fra 1,55 til 0,57 W/m2K ved at erstatte celotexpladerne med 45-mm-isoleringsplader. Dette svarer til et fald på omkring 2/3 af energitabet. Arealet under vinduerne er ret lille, men til gengæld er varmetabet her ca. tre gange højere end på resten af ydermuren, alene fordi rummet under vinduerne er meget varmere end rumtemperaturen, da varmeapparaterne her er anbragt i et rum, der kun ventileres gennem tremmevæggen. Der er også angivet en cirkapris for varmetabet gennem brystningen for de forskellige løsninger. Der er regnet med en varmepris på 0,54 kr./kWh. Oprindelige forsatsruder Vinduerne i Linoleumshuset er oprindeligt forsynet med forsatsrammer, mod OILMV NWZ LM ÅZM [Us [QLMZIUUMZ WO UWL OsZLMV NWZ LM \W VMLMZ[\M [\WZM ZIUmer (undtagen i køkkener og trappeopgange, der ikke har haft forsatsrammer). .WZ[I\[ZIUUMZVM PIZ [IUUM XZWÅT [WU LM aLZM ZIUUMZ WO M\ SWV\ZIXZWÅT UWL 490

Efterisolering af brystning U-værdi

Årligt varmetab

W/m2K

kr. pr. år

0,2

-

1,84

-

1-stensmur (orindeligt) + 13 mm celotex

1,55

314

1-stensmur UU ÆM`Q ) JI\\[

1-stensmur (udført løsning) UU ÆM`Q ) JI\\[

1-stensmur UU ÆM`Q ) JI\\[

Murtype NB: U-værdi max. grænse 1-stensmur

1.

2.

3.

4.

1. tværsnit 1:750 2. gadefacade 1:750 3. gadefacade 1:750 4. gårdfacade 1:750 491

Vinduesdetalje før transformation 1:20 492

Vinduesdetalje efter restaurering 1:20 493

lodpost/karm. De lukkes af vridere og har et lille porcelænsgreb for at åbne LMU ,M PIZ QSSM ^¥ZM\ NWZ[aVM\ UML \¥\VQVO[TQ[\MZ UMV ÆMZM [\MLMZ MZ LMZ [MVMre monteret lister. Dette er ofte sket med tætningsbånd mellem forsatsrammen WO XZWÅTM\ Q TWLXW[\MV ,M\\M MZ MV ]PMTLQO T¦[VQVO LI \¥\VQVO[TQ[\MV MV\MV UI[M[ ÆIL ^ZQLMZ ZIUUMV MTTMZ QSSM NaTLMZ VWS \QT I\ \¥\VM 6WOTM [\MLMZ MZ LM WXZQVdelige forsatsrammer fjernede og i andre lejligheder er der monteret nye overalt. De oprindelige forsatsrammer er smukke og passer, selvfølgelig, til vinduerne. Rammetræet er nogenlunde smalt, hvilket, sammenholdt med at de er falsede W^MZ XW[\ WO SIZUXZWÅTMZ MZ UML \QT I\ [QSZM M\ OWL\ Ta[QVLNITL -VMZOQWX\QUMring af vinduerne ønskes derfor som udgangspunkt udført ved at bevare de oprindelige forsatsrammer. I to lejligheder er der monteret forsatsrammer for det store rudefelt som ser ud til at være oprindelige. Forsatsruder 1981 med mindre lysindtag De oprindelige forsatsrammer i vinduerne mod Åboulevarden er i 1981erstattet af nye lyddæmpende forsatsruder fra 1981 med forsatsrammer for hele vinduet. ,Q[[M MZ STWL[MLM UML UMOM\ JZMLM WO \aSSM ZIUUMXZWÅTMZ LMZ OQ^MZ M\ TQTTM Ta[ningsareal. Desuden er termoruderne ved at punktere. Da der ikke oprindeligt PIZ ^¥ZM\ NWZ[I\[^QVL]MZ NWZ LM\ [\WZM UQL\MZNMT\ MZ LMZ WX[I\ VaMZM Q LM ÆM[\M TMRligheder. Disse er i stor udstrækning udført som todelte rammer, der er fastgjort med simple vridere. De kan ikke åbnes for pudsning men må løftes af. Desuden bevirker opdelingen, at udsynet begrænses ved den midterste ’tværpost’. Nye energiglas og nye forsatsruder magen til de oprindelige Det ønskes at bevare de oprindelige rammer for de små oplukkelige rammer og at opsætte nye tilsvarende rammer for det store midterfelt, samt hvor de små rammer evt. mangler. De nye midterrammer sidehængsles i den ene lodpost med UQVQU]U \ZM P¥VO[TMZ ,M\ VaM ZIUUMXZWÅT ]LNWZUM[ [WU SWXQ IN LM\ WXZQVLMTQOM ZIUUMXZWÅT -S[Q[\MZMVLM \¥\VQVO[TQ[\MZ NRMZVM[ WO LMZ UWV\MZM[ MV \Z¥Tiste med Q-lon-tætningsliste overalt for at opnå tilstrækkelig tætning, så kondens undgås. For at opnå optimal isoleringsevne isættes 3-mm hard-coated energiglas i de nye forsatsrammer, og tilsvarende udskiftes glasset i de gamle til energiglas. Energiglas er svagt gråtonet i forhold til almindeligt glas, det er svært at se, hvis alle glassene er af samme type, men hvis der kun er energibelægning i nogle glas bliver forskellen mere tydelig. Mod Åboulevarden er alle forsatsrammerne som nævnt fra 1981 med gammeldags termoruder. De er klodsede, og man kan opnå en smule bedre varmeisolering med kun et lag hard-coated energiglas. Det anbefales derfor at skifte dem til helt nye forsatsrammer, med rammer som kopi af de oprindelige som beskrevet ovenfor. De nye forsatsrammer monteres evt. på en indvendig ny karm. Glasset skal være tykkere, 6 mm, og desuden skal der opnås ekstra lyddæmpning med tætningslister for de ydre rammer også. For at undgå kondens ’punkteres’ den ydre tætning evt. en smule. Dette bevirker kun en mindskelse af lyddæmpningen på omkring 1 dB. Det skulle være muligt at opnå en samlet lyddæmpning på omkring 45 dB med den nævnte løsning. Det kan oplyses, at et kraftigt lyddæmpende termovindue kan opnå 38 – 40 dB´s lyddæmpning. Mod gården ønskes at bevare de oprindelige nedre forsatsrammer, men at udskifte glasset til UU PIZL KWI\ML MVMZOQOTI[ [IU\ WX[¥\\M VaM ZIUUMZ UML [IUUM XZWÅT NWZ LM ¦^ZM ZIUUMZ ,I LMZ Q ÆMZM TMRTQOPMLMZ MZ S¦SSMVJWZLM NWZIV ^QVL]MZVM WO S¦Sken- og wc-vinduer ofte skal åbnes for udluftning, ønskes det at opsætte Optoglas her. Optoglas er et system, hvor man direkte hængsler et ekstra lag energiglas på de oprindelige rammer.

494

Opgørelse over over opnåelige varmetab energibesparelser for forskellige vinduesudformninger

Vinduestype

kWh/m2 vindue pr. år

kr/m2 vindue pr. år

Ét lag glas

295

159

Oprindelige forstatsrammer

127

69

Energiglas

67

36

Optoglas

76

41

kWh pr. År

kr pr. År

Kammervindue m. forsatsrammer forneden

234

117

Trefagsvindue m. forsatsrammer forneden

351

176

Køkkenvindue u. forsatsrammer

442

239

Gadevindue m. forsatsrammer overalt

192

104

Gadevindue u. forsats for midterfelt

490

265

Besparelse pr. vindue

Vinduestype

Opgørelse over varmetab En transformation af de eksisterende vinduer, hvilket omfatter nye energiglas i forsatsrammer og nye tilføjede forsatsruder, rummer et bemærkelsesværdigt besparelsespotentiale, og man vil kunne opnå et mindsket varmetab, se skemaet. Besparelsen er altså 123 kr./m2 vindue pr år i forhold til der, hvor der ikke er forsatsrammer, og 33 kr./m2 vindue pr år, hvor der er forsatsrammer. Samlet besparelse to gadevinduer og tre vinduer mod gård Med forsatsvindue for stue, midterfelt, 1411 kWh pr. år eller 762 kr. pr år. Uden forsatsvindue for stue, midterfelt, 2007 kWh pr. år eller 1084 kr. pr år. Varmetabet er under forudsætning af 20 ºC indendørs og tager ikke hensyn til utætheder, og – selvfølgelig – om vinduerne er åbne! Der antages en energipris på 0,54 kr./ kWh. Glastype Der isættes overalt hard-coated energiglas, 6 mm tykt mod Åboulevard (og noget ned ad Hans Egedes Gade), ellers 3 mm. Størrelsen af forsatsvinduerne bliver [WU LM MS[Q[\MZMVLM MTTMZ P^WZ LQ[[M QSSM ÅVLM[ UML [IUUM NIT[ W^MZT¥O [WU LM eksisterende.

denne side fra toppen: Vindue uden forsatsruder 1:50 Vindue med forsatsruder 1:50 495

Punkthus af Christoffer Harlang

Bellahøj er et ikon i København. Bebyggelsen er en blændende inkarnation af velfærdssamfundets ambitiøse forestillinger om en bedre tilværelse. Ikke for de få udvalgte, men for de mange. I et for datiden nyt fællesskab. En markant silhuet på et landskabeligt højdedrag lige udenfor byen. Lige under himlen og på et tæppe af græs. Bellahøj er bærer af en drøm. En drøm, der stadig lever, og som stadig er aktuel. Fordi den forankrer os i noget større, og fordi dens fortælling om fællesskab har eviggyldig værdi. Men fremtidens Bellahøj rummer udfordringer, LMZ SZ¥^MZ I\ ^Q ÅVLMZ VaM WO [U]SSM JITIVKMZ QUMTTMU LZ¦U WO ^QZSMTQOPML imellem bevaring og fornyelse. I Bellahøjs barndom stod kampen om social retfærdighed. Midt i en tid med økonomisk fremgang og i en stræben efter lys og luft i boligerne. I en fælles forventning om at gøre gode tider bedre. I dag og i morgen handler det om at skabe balance i mellemmenneskelige relationer og i vores forhold til den natur, der omgiver os. Denne drøm kan blive virkelig, hvis renoveringen og revitaliseringen af Bellahøj sker med respekt for de oprindelige, bærende værdier i Bellahøj. Her er nogle af Københavns bedste boliger, skabt for almenheden, understøttet af et stærkt fællesskab, i et unikt landskab og med byens bedste udsigt. 496

497

Bellahøj

Adresse: Ved Bellahøj, Bellahøjvej, 2700 Brønshøj Ejer(forhold): Støttet boligbyggeri, AAB, AKB, SAB og FSB Arkitekt: Harald Petersen, Dan Fink, Karl Larsen, Ole Buhl, Edvard Heiberg, Svenn Eske Kristensen Anvendelse: Bolig Bevaringsstatus: Bevaringskategori 1-3 Opførselsår: 1950-56 Transformation 2014: TransformationLab og Arkitema Architects K/S

Historisk analyse Bellahøj er opført i 1951-57 som resultatet af en arkitektkonkurrence i 1944, ^]VLM\ IN IZSQ\MS\MZVM <IOM 6QMT[MV WO 5WOMV[ 1ZUQVO ,MZM[ XZWRMS\ ^IZ MV åben og parkagtig bebyggelsesplan med såkaldte punkthuse og den første bebyggelse af sin art i Danmark. Inspirationen til Bellahøjhusene kom især fra Le Corbusier og den modernistiske idé om byen. Corbusier havde allerede i 1920’erne foreslået at bygge tæt og højt for at friholde det omkringliggende landskab. Flere forskellige boligselskaber gik sammen om at opføre Bellahøjbebyggelsen. De lod hver deres arkitekter stå for den nærmere udformning af husene: F.C. Lund, Dan Fink, Eske Kristensen, Ole Buhl og Harald Petersen, Edvard Heiberg og Karl Larsen, a/s Dominias arkitektafdeling samt Stadsarkitektens Direktorat. Havearkitekten C. Th. Sørensen havde ansvaret for udearealerne. Højhusene er et af hovedstadsområdets mest ikoniske byggerier og anerkendt som et af efterkrigstidens mest banebrydende boligbyggerier, både hvad angår arkitektur og landskab, byggemetoder og materialer. Bebyggelsen står som et symbol på efterkrigstidens socialdemokratiske samfundsvision om gode, sunde boliger til alle. U d s i g t m o d n y e B e l l a h ø j f r a D e g3 n e m o s e n

Teknisk analyse Bellahøjhusene er opført som 28 punkthuse, fra otte til tretten etager foruden kælder og tagetage. Bebyggelsen indeholder 1300 lejligheder fra ét til fem værelser beliggende på Københavns højeste bakkedrag i bydelen Brønshøj-Husum, UM\MZ W^MZ PI^M\[ W^MZÆILM *MJaOOMT[MV MZ NWZLMT\ Q M\ VWZLTQO\ WO M\ [aLTQO\ område adskilt af et parkområde. Bellahøjhusene kan inddeles i 4 typologier svarende til de 4 forskellige boligselskaber. Hvert punkthus består af parvise, slanke lejlighedstårne forskudt om en transparent trappebygning, som optager terrænforskellene. Bellahøjhusene er opført i beton efter metoden glide- og klatreforskalling. Jernbetonskelettet i hver blok er udført af præfabrikerede søjle-, bjælke- og etageadskillelseselementer. Etageadskillelserne er udført i krydsarmerede jernbetonplader. De bærende tværvægge er af uarmeret beton. Facadeudfyldningselementerne havde ved montering en færdig yderside udført i facadeÆQ[MZ IN STQVSMJM\WV WO Xs QVLMZ[QLMV Q[WTMZQVO 0MZMN\MZ MZ LMZ ]LN¦Z\ N]OM WO pudsarbejde indvendigt. Facaderne er beklædt med lerbetonelementer på nær to, der fremstår med gule tegl. Et bånd i hvid beton løber langs med hjørner og gesims og markerer overgange og etageskel. Øverste etage er udført i sin egen træskeletkonstruktion som et lethus med eternitbeklædning. En del af lejlighe498

derne har stadig de originale køkkener, badeværelser og bøgeparketgulve fra opførselstidspunktet. Alle lejligheder var oprindeligt udstyret med termoruder og altaner. Arkitektonisk analyse Husenes hovedgreb, hvor to bygningskroppe er forskudt omkring en mellembygning i glas er et umisteligt værdibærende hovedgreb, som på én og samme tid frigør husene og sikrer en helhed trods bygningernes indbyrdes forskelligheder. -\ PW^MLOZMJ P^WZ JWTQO\sZVMVM[ UI[[Q^M WO ZWJ][\M ]L\ZaS [\sZ Q MV ÆW\ WO SIrakterfuld kontrast til mellembygningens lette elegance. Et andet vigtigt motiv er udkragningen af taget i en let penthouselejlighed, der formidler husenes afslutning mod himlen. Både vertikalt og horisontalt forskyder de to bygningskroppe sig i forhold til hinanden. Den horisontale forskydning sikrer lys og udsigt fra alle boligerne, mens den vertikale forskydning gør sig gældende både som et æstetisk motiv og som en funktionel styrke. Æstetisk understreger forskydningen bygningernes forhold til landskabets kurver og skaber et spændingsfyldt forhold mellem bygningskroppene i det enkelte punkthus og de forskellige huse imellem. Funktionelt giver forskydningen mindsket indkig til boligerne. Samtidig artikulerer et farveskift i facadebeklædningen etageadskillelserne og understreger den horison\ITM NWZ[SaLVQVO LWO UML LMV M‫ٺ‬MS\ I\ [T¦ZM JaOVQVOMZVM[ ^MZ\QSITQ\M\ Bellahøjs stærke formmæssige hovedgreb er ledsaget af samme opmærksomhed i de byggetekniske detaljer og i den materialeæstetiske bearbejdning. Jo V¥ZUMZM UIV SWUUMZ JaOVQVOMZVM LM[ ÆMZM LM\ITRMZ WO ^IZQI\QWVMZ SWUUMZ \QT [aVM .IKILMXZWÅTMZ NZMU[\sZ Q NWZ[SMTTQOM SWUXW[Q\QWVMZ LMZ OQ^MZ P][MVM en imødekommenhed og skaber en naturlig relation til den menneskelige krop. Facadens betonelementer fortsætter uformidlet ned i jorden, således at husene fremstår, som var de vokset ud af terrænet. Ved første øjekast fremstår størstedelen af Bellahøjs bebyggelse som grå massiver, men ved daglig færden i området åbnes der en verden af nuanceforskelle i facadernes betonelementer. Klare intentionelle motiver opstår side om side med tidens patinering, der visse steder resulterer i en rig mangfoldighed i facadens farver.

forrige side: Visualisering af trapperum \MOVQVO" +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO WO )ZSQ\MUI modsatte side, fra venstre Visualisering 2014 \MOVQVO" +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO WO )ZSQ\MUI Situationsplan 1:500.000 denne side Visualisering fra lejlighed efter transformation \MOVQVO" +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO 499

Transformationsholdning Bellahøj transformeres med omtanke og respekt for den eksisterende bebyggelse efter devisen: Først observere, så forstå, siden gøre. En grundig og nutidig værdisætning bør danne grundlag for alle indgreb i bebyggelsen. Således fokuseres indsatsen dér, hvor det giver mest værdi, og bevarer og understøtter det, der stadig er værdifuldt. For hver blok bevares bygningskroppen og det arkitektoVQ[SM PW^MLUW\Q^ >QVL]M[NWZUI\MZ IT\IVMZ \IOJWTQO WO ÆQ[MNWZUI\MZ Q NIKILMV transformeres herefter i mere eller mindre omfattende grad. Alle punkthuse foreslåes efterisoleret med industrielt fremstillede, højtisolerede renoveringspaneler udført i højstyrkebeton. Man opnår her en meget slank efterisoleret facade med en vægtykkelse tæt på de oprindelige (370-400 mm). Derudover har byggesystemet en særdeles god U-værdi (0,12) og vidtrækkende U]TQOPMLMZ NWZ QVLNIZ^VQVO W^MZÆILM\MS[\]Z WO LM\ITRMZQVO IN NIKILMV -V aLMZligere fordel er, at der udelukkende anvendes uorganiske materialer og rustfrit stål. Renoveringspanelerne leveres færdigproducerede og hænges på rustfrie beslag, der formonteres på facaden. Anvendelsen af rustfrie beslag minimerer kulLMW^MZN¦Z[MT Q NIKILMV WO [QSZMZ [IU\QLQO MV P]Z\QO WO M‫ٺ‬MS\Q^ JaOOMXZWKM[ [WU dermed forstyrrer beboerne mindst muligt. Montagen af renoveringspanelerne kan foregå fra lift, uden brug af stillads og uafhængigt af vejr. Højstyrkebeton MZ SMVLM\MOVM\ ^ML I\ ^¥ZM M\ [\¥ZS\ \¥\ UI\MZQITM UML MV W^MZÆILM LMZ PIZ god resistens mod fugt og smuds. For at undgå æstetisk skæmmende og vedligeholdelsesbesværlige, elastiske fuger på de bevaringsværdige facader, kan fugerne ]LN¦ZM[ [WU Z][\NZQM N]OMXZWÅTMZ ,M\\M OQ^MZ U]TQOPML NWZ N]OMZ VML \QT mm, som på de eksisterende facader. Bevaringskategorier Ethvert indgreb i Bellahøjs bygningsmasse bør gøres kirurgisk. Kun det syge skæres væk, mens det friske bevares. For at gøre dette, kræves en præcis stillingtagen til de bevaringsværdier, der knytter sig til den enkelte blok. Følgende kategorier danner grundlag for transformationsholdningen: 1 Meget høj bevaringsværdi medfører få eller ingen synlige indgreb. Det, vi deÅVMZMZ [WU ]UQ[\MTQOM ^¥ZLQMZ 2 Høj bevaringsværdi muliggør synlige indgreb, der er afstemt med og under[\¦\\MZ JaOVQVOMV[ WXZQVLMTQOM IZSQ\MS\]Z ,M\ ^Q LMÅVMZMZ [WU J¥ZMVLM ^¥ZLQMZ 3 Middel bevaringsværdi er der, hvor bl.a. ombygninger og ændringer muliggør en fornyet stillingtagen til bygningens arkitektoniske værdi, herunder en nyfor\WTSVQVO IN IZSQ\MS\]ZMV ,M\ ^Q LMÅVMZMZ [WU XZQVKQXQMTTM ^¥ZLQMZ 4 Lav/ingen bevaringsværdi er steder, hvor f. eks. ombygninger og ændringer har fjernet de oprindelige værdier i en grad, der muliggør fuldstændig omfortolkVQVO IN IZSQ\MS\]ZMV ,M\ ^Q LMÅVMZMZ [WU XW\MV\QMTTM ^¥ZLQMZ AKB bevaringskategori 1 Den tektoniske og materialeæstetiske bearbejdning af AKB’s bygninger skiller sig ud som særligt nuancerige og værdifulde. Husene er uhyre velproportionerede og fremtræder som Bellahøjs bedst bevarede og er af umistelig karakter. Disse P][M PIZ QSSM UQVL[\ QOMVVMU LM [¥ZTQO\ ÅVM UI\MZQITM NIZ^M WO ZMTQMN^QZSninger, den højeste bevaringsværdi. Derfor skal ethvert tiltag i forbindelse med revitaliseringen foregå på den oprindelige arkitekturs præmisser. Bygningerne er vurderet til at have den højeste bevaringsværdi og er som sådan dem, der transformeres mindst. Den udvendige facade nedtages og erstattes af nye facadeelementer i et facadeudtryk, der replikerer det eksisterende. Altanforkanter og brystningspartier under stuevinduer afmonteres under efterisoleringen og kan

500

modsatte side 1. mellemrum 2. altaner 3. gavl 4. plads 5. facade 6. transparens 7. rytme 8. facade 9.materiale foto: Morten Birk Jørgensen

ætningen

1.

2.

3.

5.

6.

Materialepalet - f r a v æ r d i s æ t n i n g e n 22

4.

For m - fr a værdisætningen 8

7.

8.

9.

12

F o r mF-o rf rma -v æ f rrad ivsæærtdni isnæg tenni n g e n For m - fr a værdisætningen

8

8 8

501

Fig. 1. SAB Fig. 2. AKB ÅO ))* Fig. 4. FSB 502

ÅO

ÅO

ÅO

ÅO

sættes på igen bagefter. Skadede partier udskiftes. Tagboligens kvaliteter bibeholdes og foreslås podet ud til de andre tagboliger i bebyggelsen. AAB bevaringskategori 2 Punkthusene har lavere bevaringsværdier på grund af ombygninger og ændringer. Dette muliggør en fornyet stillingtagen til bygningens arkitektoniske værdi, herunder nyfortolkning af arkitekturen. De principielle værdier fastholdes og videreføres. Den uformidlede overgang mellem facade og terræn bør fastholdes. En nuanceret farveholdning med blik for en styrket proportionering, detaljering og materialeæstetik anbefales i alle ændringer. De to yderste facadelag nedtages og erstattes af nye facadeelementer i et facadeudtryk, der refererer til det eksisterende, hvor særligt reliefvirkningen er et særkende. Altaner transformeres og åbnes op. Altan-bagvægge erstattes af glasvægge, der øger lyset i opholdsstuerne. De hvide facadebånd beholdes ved hjørner og gesims, men indfarves grå i facaden for at understøtte bygningens vertikalitet set på afstand. De er dog stadigvæk synlige tæt på, som et skift i relief og format. SAB bevaringskategori 2 Disse punkthuse indeholder principielle bevaringsværdier, som relaterer sig til bygningernes hovedgreb. Facadebearbejdning og altanpartier kan genfortolkes arkitektonisk i forbindelse med istandsættelsen. Den subtile farvesætning knytter husene sammen med de øvrige huse i bebyggelsen og bør videreføres i istandsættelsen. De to yderste facadelag nedtages og erstattes af nye facadeelementer i et facadeudtryk, der refererer til det eksisterende, hvor særligt reliefvirkningen er et særkende. Altaner transformeres og åbnes op. Altanbagvægge erstattes af glasvægge, der øger lyset i stuerne. De hvide facadebånd beholdes ved hjørner og gesims, men indfarves grå i facaden for at understøtte bygningens vertikalitet set på afstand. De er dog stadigvæk synlige tæt på, som et skift i relief og format. FSB bevaringskategori 3 Punkthus 4 og 5 adskiller sig markant fra de øvrige punkthuse via hovedkonstruktionens synlige, retvinklede artikulering og gennem materialeholdningen i beton og tegl. Punkthusenes bevaringsværdi muliggør synlige indgreb, der er afstemt med og understøtter bygningens oprindelige arkitektur. De bærende værdier knytter sig til materialeholdningen og den retvinklede fortælling om hovedkonstruktionen. Klimaskærmen beholdes, men pakkes ind i et efterisolerende lag. Vinduesareal er uændret, men omdisponeret, så alle værelser får franske altaner og mere dagslys og udsigt. De hvide bånd i facaden gentages i en hvid [\sTXZWÅTMZQVO LMZ Xs IN[\IVL UQVLMZ WU LMV WXZQVLMTQOM UMV Xs V¥Z\ PWTL IN[T¦ZMZ [QV [XZ¦LPML 4QOMTMLM[ JMPIVLTM[ NaTLVQVOMZVM UML MV \MOTÆQ[M TIO\ Q M\ regulært grid, der på afstand ligner opmuret tegl, men tæt på afslører sin tektonik gennem sit mønster. Således bibeholdes bygningens tanker, mens den nye facade stadig fremstår lige så ærlig omkring sin logik som den eksisterende. Vinduer og altaner De eksisterende in situ-støbte, udkragende altaner er kuldebroer, der skaber risiko for kondens og grobund for skimmelsvamp. Resultatet af en analyse viser et højt linjetab på 1,644 W/mK (til sammenligning er d.d. krav for linjetab ved vinduer på 0,06 W/mK). Temperaturen under gulv er f.eks. lavere end værdien angivet i bygningsreglementet kap 7.4.2 stk. 5. (min 9,3 °C). En efterisolering på KU UML P¦R Q[WTMZQVO[^¥ZLQ ƀ % ? U3 Xs IT\IVMV[ W^MZ[QLM WO LMT^Q[\ underside vil forbedre det termiske indeklima betydeligt. Linjetabet er nu faldet UML KI W^MZÆILM\MUXMZI\]ZMV QVL^MVLQO MZ [\MOM\ \QT WO ! + WO UIV ]VLOsZ PMZ^ML S]TLM[\ZsTQVO NZI SWTLM W^MZÆILMZ

503

Udsnit af vestfacade og plan 1:50 eksisterende forhold 504

Udsnit af vestfacade og plan 1:50 forhold efter transformation 505

7‫ٺ‬MV\TQO\ JaOOMZQ

modsatte side: Lyngby Rådhus, Hans Erling Langkilde og Ib Martin Jensen, 1939-41 foto: Laura Boelskifte 506

507

Kunstmuseum af Christoffer Harlang

Kunsten i Ålborg fremstår som et overordentligt præcist formet, men livfuldt modelleret bygningslegeme i hvid marmor med markante ovenlys- og sidelyspartier som det søjlebårne bygningslegemes hovedtema. Vinduer og døre i redwood, inddækninger ved tag og vinduer i kobber. Arkitekturen har referencer i såvel LMV STI[[Q[SM ^MZLMV[ \MUXMT WO IUÅ\MI\MZ [WU Q LMV 4M +WZJ][QMZ [\WTXMJsZVM modernitet og skriver sig loyalt og meget sikkert forløst ind i Aaltos samtidige værkproduktion. Hvert rum er bygget op omkring lyset og fremtræder som en gigantisk lysmaskine, der legemliggør mottoet ”Hvad akustik er for en koncertsal, er lyset for et kunstmuseum”. Her er et hus, der med krop og tyngde er udført i fornemme materialer og med gennemtænkte detaljer. For at huset kan vedblive med at stå og blive brugt mange år endnu, har det dog været nødvendigt at foreslå en gennemgribende istandsættelse og revitalisering af såvel museum som skulpturpark WO NWZXTIL[ ,M\\M SZ¥^MZ JsLM MV ÅV\N¦TMVLM QVLTM^MT[M Q P][M\[ WXZQVLMTQOM TWOQS og greb samt en åbenhed overfor de rumligheder, som et museum for moderne kunst kalder på. De nye udstillingssale er en kontrast til Aalto og Barüels ovenlyssale – ikke som en kritik, men som vor tids nødvendige suppelemet. På diskret understøttende vis transformeres huset i den forening af den klassiske og den moderne verden, som er Aaltos motiv. 508

509

KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg

Adresse: Kong Christians Allé 50, 9000 Aalborg Ejer(forhold): Den selvejende institution Kunsten Museum of Modern Art Aalborg Arkitekt: Elissa og Alvar Aalto og Jean-Jaques Baruël Anvendelse: Kunstmuseum Bevaringsstatus: Fredet Opførselsår: 1968-72 <ZIV[NWZUI\QWV " <ZIV[NWZUI\QWV4IJ ^ )[S )VSMZ )Q[\Z]X 6QKWTIQ *W )VLMZ[MV +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO >QK\WZ 2]TMJqS WO +PIZTQM ;\MMVJMZO )ZSQ\MUI )ZKPQ\MK\[ 3 ; v. Poul Schülein og Marianne Levinsen Landskabsarkitekt

Historisk analyse 3]V[\MV 5][M]U WN 5WLMZV )Z\ )ITJWZO WXZQVLMTQO\ SITLM\ 6WZLRaTTIVL[ 3]V[\U][M]U MZ \MOVM\ IN LM ÅV[SM IZSQ\MS\MZ )T^IZ WO -TQ[[I )IT\W [IUUMV med den danske arkitekt Jean-Jacques Baruël. Museet betragtes som et hovedværk i dansk arkitekturhistorie, idet det er den eneste bygning i Danmark tegnet af den verdenskendte modernistiske arkitekt Alvar Aalto. Aalto bidrog i 1930’erne til udviklingen af en langt mere lyrisk og naturbunden tolkning af den moderne arkitektur. Han indtog positionen som en af verdens førende moderne arkitekter gennem en lang række værker indenfor bygningskunst, planlægning, U¦JMTS]V[\ WO QVL][\ZQMT\ LM[QOV )IT\W ^IVL\ IZSQ\MS\SWVS]ZZMVKMV WU 6WZLjyllands Kunstmuseum allerede i 1958, men økonomiske problemer forsinkede byggeriet, der først stod færdigt i 1972. Tiden var på det tidspunkt løbet fra det eksklusive og dyre bygningsværk. Derfor var kritikken mod museet hård. Man mente, det var for elitært og borgerligt. Museet betragtes som et hovedeksempel på den sene monumentale modernisme, og huset blev fredet i 1995. Teknisk analyse 5][MM\ MZ WXN¦Z\ [WU ÆMZM \MZZI[[MZMLM ^WT]UQVMZ Q \ZM XTIVMZ IN [SQN\M^Q[ P^QLM murede facader og transparente glaspartier. Museets hovedplan er løftet op på søjler med direkte adgang fra gadeplan. Bygningens indre rummer stor rumlig variation i form af forskellige udstillingsrum omsluttet af en forhal i overetagen. Fra forhallen giver ligeløbstrappen adgang til underetagen med café, garderobe og auditorier. Dette niveau er ombygget af Barüel i 1982, hvor dele af parkeringsaralet er inddraget til værksteder og lager. Museumsbygningen er opført Q JM\WV WO P^QLX]L[MLM U]Z[\MV WO JMST¥L\ UML P^QLM +IZZIZI UIZUWZÆQ[MZ Alle vinduesrammer er udført i redwood, og alle inddækninger i kobber. I bygningens interiør fremstår de bærende konstruktioner ærligt og hvidmalede. Gul^MVM MZ ]LN¦Z\ [WU \Z¥XIZSM\O]T^M WO UIZUWZÆQ[MZ UML \¥XXMNMT\MZ .Ta\JIZM vægge med beklædning af hessian inddeler de store udstillingsrum. Hver udstillingssal rummer hver sin måde at trække lys ind i rummet på i form af ovenlys MTTMZ [QLMTa[ ,M ¦^ZQOM Ta[SQTLMZ WUNI\\MZ JsLM TIUXMZ WO ZMÆMS\WZ[S¥ZUM Q Ågurlige formationer. Lofterne består dels af hvidmalede trælister, dels af alulameller og beton. Taget er beklædt med tagpap og i visse tilfælde udført i kobber. Forpladsen foran hovedindgangen og søjlegangen på museets sydside er belagt med granit. Under stueetagen er grusbefæstelsen belagt med mørk granitskærv. 510

Arkitektonisk analyse Lyset og dets virkning i rummet er et centralt tema for bygningen. Hvert rum åbner sig mod lyset efter principper, der har med dets funktion og lysets indfaldsvinkel at gøre. I den store udstillingssal giver en glaskuppel f.eks. et blandet alUMV\ Ta[ LMZ Q SWUJQVI\QWV UML QVLQZMS\M Ta[QVL\IO NZI ZMÆMS\WZ[S¥ZUM UWL [aL WO [aL^M[\ \QTOWLM[MZ Z]UUM\[ ÆMS[QJTM IV^MVLMT[M[U]TQOPMLMZ ,M\ NWZVMUUM indgangsparti i bronze giver direkte adgang fra gaden til forhallen, der omslutter den store udstillingssal. Bygningens indre har struktur som en mindre bydanVMT[M P^WZ M\ ÆMZNWTL IN NWZ[SMTTQOM Z]UTQOM SIZIS\MZMZ \QTJaLMZ [QO Q M\ KQZS]T¥Z\ formet rumforløb. Hallen er husets rumlige og symbolske omdrejningspunkt omsluttet af de mindre, serielt udlagte oven- og sidelyssale. De rumlige typologier spænder fra hal og galleri til køje og peristyl. Rumformerne er selvstændigt IZ\QS]TMZM\ UML P^MZ [QV [XMKQÅSSM SIZIS\MZ · MTMOIV\ P¥VO[TM\ \QT u\ PMTM P^QTSM\ er et motiv, der er tilbagevendende i Aaltos værker. Forholdet mellem bygningens konstruktive led og de indre væg- og loftkonturer træder frem på en måde, der genkendes fra biologiens anatomiske tegninger af knogle og muskelvæv. MuseM\[ QVLZM ^¥OOM WO ZMÆMS\WZ[S¥ZUM WXTM^M[ [WU MV P]L ]L[X¥VL\ UMTTMU JaOningens knogler. Man fornemmer en indre spænding, men også en smuk balance mellem det bærende og det bårne, mellem den klassiske verdens stabilitet og den moderne verdens dynamik. Overalt er bygningens led og detaljer udført med et UMOM\ P¦R\ VQ^MI] Q ÅVQ[P WO UI\MZQITQ\M\ QLM\ LMZ SWV[MS^MV\ MZ IV^MVL\ ¥LTM materialer som Carrara-marmor, teak, ask, redwood, bronze, messing, okselæLMZ Ta[MOZs PM[[QIV WO \¥XXM[\WN >¥OOMVM[ P^QLM ÆILMZ [\sZ ]LM [WU QVLM UML et svagt relief fra fuge og sten, der vidner om deres tilblivelse. Dette mærkes også Q [¦RTMZVM[ WO JR¥TSMZVM[ W^MZÆILMZ P^WZ LMZ ]VLMZ LMV P^QLM NIZ^M[ VM]\ZITM ensartethed ses lineære spor fra støbeprocessens forskallingsbrædder. Museumsbygningen får i høj grad sin styrke gennem den måde, den sikkert indtager sin plads i byens rum på og i kraft af den omhu, hvormed den forløser sin funktion. Men også oplevelsen af, at der på alle skalatrin er tale om en gennemført bygning, der forener det kultiverede og det naturlige.

forrige side: Loft og lysarmatur foto: TransformationLab modsatte side, fra venstre: Visualisering, konkurrenceforslag 2012 tegning: TransformationLab Situationsplan 1:10.000 denne side: 6a ]L[\QTTQVO[[IT tegning: TransformationLab 511

512

ÅO

ÅO

ÅO

denne side: Fig. 1 gadeplan før og efter transformation Fig. 2 parterre før og efter transformation Fig. 3 kælder før og efter transformation modsatte side: Situationsplan 1:1500

Landskabelig analyse Museet ligger placeret i en dal syd for Kong Christians Allé midt i Ålborg i det nordlige Jylland. Museumsbygning og haveanlæg er oprindeligt beskrevet af )IT\W [WU MV ]L[\QTTQVO[XIZS Q UWL[¥\VQVO \QT M\ W‫ٺ‬MV\TQO\ Z]U 1N¦TOM XIZSMV[ oprindelige idé bør bygningens indre og haverummets vilde natur opleves som et scenograferet, sammenhængende forløb, hvor naturen træder frem, forsvinder og kommer til syne igen. Således byder bevægelsen hen til, ind gennem og op og ned i bygningen på forberedte spændinger i relation til de udendørs rum: [SZ¥V\MV U]ZMV PI^MV IUÅ[KMVMV WO [S]TX\]ZOsZLMV ,MV W^MZWZLVMLM TIVLskabelige relation er museumsanlæggets møde med det dramatiske terræn, med dalsiderne og de stejle, bevoksede skrænter. Dette møde understreges og artikuleres i arkitekturen og anlæggets behandling af såvel plan som snit og skaber en karakteristisk helhed og sammenhæng mellem anlægget og det omkringliggende landskab. Bygningen ligger som en lanterne, der aftrapper spejlvendt i forhold til skovskrænten. Fra vejen og ankomsten fortsætter bygningen til mødet med det sænkede terræn på parterreniveau, omkranset af bevoksede skråninger. Fra ankomsten, placeret på det højeste punkt i terrænet, får man overblik over skulpturhaven. Man bevæger sig herefter ind i og gennem museets rum og udstillingssale, hvorfra man kan overskue dele af haveanlægget og relationen til landskabet med havemuren som lige dele adskillende og sammenknyttende element. Fra parterreplanet får man det direkte og kropslige møde mellem ude og inde, idet skulpturer og installationer betragtes i øjenhøjde med den hvide mur som ramme og de bevoksede skråninger som baggrund. Skulpturgården med tilhørende trappeanlæg fremstår som et rum i sig selv og er oprindeligt tegnet med træsæder i teak – et element, der blot forstærker sammenhængskraften mellem inde og ude, og som fremkalder og betoner rummenes varme. Gennem parkrummet omkring museet snor sig et stisystem af grusbelagte stier. 513

Stueplan eksisterende forhold 1:500 514

Stueplan efter transformation 1:500 515

Transformationsholdning En transformation af Kunsten i Ålborg kræver en sammenkædning af det kulturbevarende og det kulturskabende. Det sker igennem lige dele restaurering og tilføjelse. Restaureringen sikrer anlæggets umistelige kulturarv for eftertiden. Videreudviklingen sker gennem optimering og en række tilføjelser, der sørger for, at museet og museumshaven også i fremtiden kan blive en levende del af vores tilværelse. Uden benyttelse ingen beskyttelse. Intentionen er at transformere museet på en sådan måde, at kulturarven levendegøres med løsninger, der understøtter og inspirerer i mødet mellem kunst og menneske. Bygningsanlæggets enestående arkitektur er så rig og inkluderende, at den selv rummer svarene på mange af de nye og krævende spørgsmål, transformationen stiller. Bevaringen af museumsanlæg og haveanlæg foretages på baggrund af en grundig og indlevet bygningsanalyse. Hermed fastlægges bygningens organisation, komposition og materialitet, og kvaliteterne præciseres på tre niveauer: 1 urørlig *aOVQVOMV[ NIKILMZ PMZ]VLMZ WXZQVLMTQO LM\ITRMZQVO W^MVTa[ WO ^QVL]M[XZWÅTMZ UI\MZQITMPWTLVQVO WO OTIV[\ZQV Q ITTM TML WO W^MZÆILMZ Q JaOVQVOMV[ WXZQVLMTQOM udstrækning (facaden mod nord, vest dele af syd og dele af østfacade). HaveU]ZMV IUÅ\MI\MZ WO LM\ \MZZI[[MZMLM [S]TX\]ZOsZL[NWZT¦J WO LMZM[ LM\ITRMZQVO Rumforløb, rumformer, detaljering, materialeholdning og glanstrin i alle led og W^MZÆILMZ Q JaOVQOMV[ WXZQVLMTQOM ]L[\Z¥SVQVO [\]MXTIV WO \ZIXXMT¦J \QT ]VLMZetage og café). Bygningens hovedkonstruktion og primære bæringer. Skakte og føringsveje. 2 mindre forandring acceptabel Museumsbutik, indretning og placering af skranke og podier. Invendige døre og vinduesglas. Udvendige belægningsskift ved parkering og kantsten. Enkelte føringsveje. 3 større forandring gennem indgreb eller tilføjelse acceptabel Lagerrum i stueplan mod øst. Ombygningen fra 1982, dvs. underetagens indretning, materialeholdning og vinduer. Luftrum under facaden mod øst, underetagens lukkede facadeparti mod syd. Grusbelægning i parkeringsarealerne. Udgangspunktet for restauering er, at bygningens oprindelige arkitektur, som bygget i 1972, respekteres fuldstændigt i alle synlige løsninger. Det betyder, at alle synlige arbejder tilbageføres eller udføres nøje som oprindeligt og i overensstemmelse med historisk belæg i oprindelige tegninger, fagbeskrivelser og fotos. Restaureringen funderes i historisk byggeteknik og materialelære med anvendelse af autentiske materialer og korrekt håndværksmæssig udførelse. Transformationens to væsentligste indgreb består i indretning af ny café og en række nye ]L[\QTTQVO[Z]U [IU\ MV WX\QUMZQVO IN S]V[\MV[ WO X]JTQS]U[ ÆW_ Z]VL\ Q P][M\ Etableringen af café i det eksisternede bibiliotek skaber en ny central destination i museet med direkte adgang til serveringsarealer mod syd i museumshaven. Hu[M\[ \ZIV[NWZUMZMLM ]VLMZM\IOM \QTJaLMZ M\ PMT\ Va\ U]T\QÆMS[QJMT\ ]L[\QTTQVO[IN[VQ\ UML \W [\WZM ]L[\QTTQVO[[ITM Q LM \QLTQOMZM UIOI[QV WO ^¥ZS[\ML[Z]U 6¦O\MZne, generelle rum, der giver Kunsten vor tids kunstrum med fokus på installation WO NW\WOZIÅ [WU []XXTMUMV\ \QT P][M\[ MS[Q[\MZMVLM [U]S\ JMTa[\M ]L[\QTTQVO[[ITM ovenpå. Både i materiale og detalje skal nye indgreb understøtte deres formål om at være egnet til deres funktion samt være bærere af en ærlig fortælling om husets udviklingshistorie. For de nye udstillingsrum betyder dette bl.a. neutrale rum med hvidemalede teglvægge og blotlagte konstruktioner. I restauranten udføres detaljer med bogstaver fra Aalto og Barüels alfabet i form af f.eks. væghængte T¥LMZ[WNIMZ WO NWZ\[¥\\MT[M IN LM MS[Q[\MZMVLM TIUMTJMST¥L\M TWN\MZ 6aM L¦ZM møbler og lamper kan desuden baseres på opmålinger fra husets eksisterende. Transformationen udføres energirigtigt, vedligeholdsvenligt og miljøvenligt. 516

denne side, fra oven: Sydfacade eksisterende forhold 1:1500 Sydfacade efter transformation 1:1500 modsatte side: 1. betonlofter 2. dør 3. marmorgulve 4. kassettelofter 5. hessianvægge 6. trægulve 7. træpanel lofter 8. murede vægge 9. tæppefelter foto: TransformationLab

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

517

Rådhus af Christoffer Harlang

Rådhusets centrale placering i Rødovre, mellem Rødovre Centrum, politihuset og biblioteket, har i al overskuelig fremtid sikret rådhusbygningen en plads som Rådhus for Rødovre. Dog vil de tjenester og ydelser, man forventer sig af WO Q M\ ZsLP][ ¥VLZM [QO Q LMV V¥ZM NZMU\QL ,MV [\WZM ÆMS[QJQTQ\M\ LMZ TQOOMZ Q LM\ MS[Q[\MZMVLM ZsLP][ PIZ ITTMZMLM [QSZM\ LM\ M\ TIVO\ IZJMRL[TQ^ Q LMV W‫ٺ‬MV\TQge tjeneste. Med en energioptimering, der respekterer de eksisterende værdier i bygningen, vil rådhuset være klar til at møde de fremtidige opgaver, Rødovres borgere kommer til at stille. Rødovre Rådhus er fredet, og curtain wall-facaden udgør i den forbindelse en essentiel arkitektonisk værdi. Ikke desto mindre er der i dag energimæssige og komfortmæssige problematikker i huset, bl.a. på grund af facadens ringe isoleringsevne. Dette transformationsprojekt tager derfor problematikken op om, hvordan man kan imødekomme disse problematikker uden at gå på kompromis med de arkitektoniske og bygningskulturelle værdier. 518

519

Rødovre Rådhus

Adresse: Rødovre Parkvej 150, 2610 Rødovre -RMZ NWZPWTL " 7‫ٺ‬MV\TQO\ Arkitekt: Arne Jacobsen Anvendelse: Rådhus Bevaringsstatus: Fredet Opførselsår: 1954-56 Transformation 2013: Transformation v. Thomas Kampmann og studerende på KTR

Historisk analyse Rødovre Rådhus er et af Arne Jacobsens hovedværker, opført 1954-56. De parklignende omgivelser og rådhuspladsen er udformet i samarbejde med havearkitekt Eigil Kiær. En ny forplads blev anlagt i 2002 efter forlæg af landskabsarkitekten Sven-Ingvar Andersson. Rådhuset er møbleret af Arne Jacobsen med egne møbelserier, og Arne Jacobsen har desuden tegnet et ur særligt til Rødovre Rådhus. Rødovre Rådhus er opført efter Anden Verdenskrig, hvor Arne Jacobsen var stærkt inspireret af den amerikaniserede udgave af modernismen. Jacobsen følte sig især inspireret af minimalisterne Mies van der Rohe, Eliel Saarinen og Skidmore, Owing & Merrild. Rødovre Rådhus har Saarinens Researchcenter for General Motors i Detroit som forbillede, og SAS Royal Hotel i København NZI [IUUM XMZQWLM PIZ ÆMZM TQOPML[X]VS\MZ UML ; 7 5 [ 4M^MZ 0W][M Q 6M_ York. Begge bygninger er dog tydeligt deres egne og bærer Arne Jacobsen umiskendelig signatur ved proportionering, detaljering og farvesætning. Rådhuset er et fornemt eksempel på velfærdssamfundets nye bygningstype af veludstyrede, arkitekttegnede kommunale bygninger, som der blev opført mange af omkring 1960’erne. Teknisk analyse :sLP][M\ MZ WXN¦Z\ [WU M\ JaOVQVO[IVT¥O LMZ JM[\sZ IN MV \ZMM\IOMZ[ SWV\WZƦR LMZ ]LO¦Z M\ TIVO\ [UIT\ JaOVQVO[^WT]UMV Xs ! ` U 3WV\WZƦRMV MZ NWZJ]Vdet med en lav glasgang, der giver adgang til byrådssalen i en høj etage. Kon\WZƦRMV[ OTI[NIKILMZ MZ ¦[\ ^M[\ WZQMV\MZM\ *aZsL[[ITMV MZ VWZL [aL WZQMV\MZM\ Byrådsalen lukker sig mod vest og øst med sin lukkede naturstensbeklædning, P^WZQUWL ZsLP][M\[ TIVOM SWV\WZƦR sJVMZ [QO WX UML [QV K]Z\IQV _ITT NIKILM WO lukker sig mod henholdsvis nord og syd. Bygningsanlægget er bygget op over en stram 1-m-modulinddeling. Bygningens konstruktive opbygning med en facade, LMZ MZ T¦[ZM^M\ NZI LMV SWV[\Z]S\Q^M LMT JM^QZSMZ I\ LM\ MZ M\ UMOM\ ÆMS[QJMT\ P][ 3TQUI[S¥ZUMV ]LO¦ZM[ IN JZa[\VQVO[XIVMTMZ Q ZIUUMZ IN < XZWÅTMZ L¥Sket af indfarvet lyst glas. Bag panelerne er der et ventileret hulrum. Selve isoleringen er spinkel og udgør kun 14 cm. De to brystningslag bliver holdt sammen IN M\ < [\sTXZWÅT [WU PIZ MV ]LSZIOVQVO NZI NIKILMV Xs KU ,MV OMVVMUOsMVLM XZWÅT OMV\IOM[ Q MV NI[\ \IS\ UML MV U¼[ IN[\IVL WO MZ L¥SSM\ UML MV ZIUUM af rustfrit stål. Vinduesrammerne er af stål og opført med termoruder. Hvert andet vindue kan åbnes. Den bærende konstruktion består af indre betonsøjler, 520

som bærer bygningens dæk. Dækkene spænder på tværs af bygningen, og herpå hænger den lette facade. Bygningen har tunge gavle, som afstiver konstruktionen og er beklædt med natursten. Planen, som er spændt ud over et grid på 1 x 1 m dominerer konsekvent huset lige fra den store skala til den lille detalje. Denne modulære opbygning er et forsøg på at få bygningen til at fremstå som et fuldt QVL][\ZQITQ[MZM\ JaOOMZQ UMV LI )ZVM 2IKWJ[MV ÅS LMV IUMZQSIV[SM QV[XQZI\QWV hurtigere end den danske byggeindustri, er huset reelt opført af håndværkere. I dag, hvor byggeindustrien er blevet yderligere industrialiseret, vil det være muligt at udnytte det konsekvente modul i et energioptimerende tiltag. Arkitektonisk analyse Rødovre Rådhus er tegnet med en høj grad af indlevelse fra Arne Jacobsens side, hvilket kommer til udtryk i en stor detaljerigdom og en gennemarbejdet JaOVQVO ;MT^M JaOVQVO[IVT¥OOM\ UML LM \W ƦRM Xs XT¥VMV NZMU[\sZ [WU MV velbalanceret komposition. Indvendigt er bygningen overvældende med det trippelhøje trapperum, den gennemarbejdede møbleringsplan samt Arne Jacobsens særlige farvepalet. Rådhuset er som nævnt organiseret i to voluminer, der er forJ]VLM\ IN MV OTI[OIVO 5WL ZsLP][XTIL[MV WO ¦[\ [\Z¥SSMZ LMV TIVOM SWV\WZƦR sig med sine 91 m i længden og 14 m i bredden og tre etager høj. Langfacaderne er opbygget som gennemgående curtain walls, og gavlfacaderne er lukkede og JMST¥L\ UML U¦ZSM ;WT^sO ÆQ[MZ *aZsL[ƦRMV JM[\sZ IN MV M\IOM WO UsTMZ U Q JZMLLMV WO U Q T¥VOLMV .IKILMZVM MZ PMZ WU^MVL\M IN SWV\WZƦRMV [sTMLM[ I\ TIVONIKILMZVM MZ T]SSMLM WO JMST¥L\M UML ;WT^sO ÆQ[MZ WO OI^TMVM er gennemgående vinduespartier. De to voluminer er forbundet af en glasgang. Hovedindgangen mod rådhuspladsen er markeret med baldakinoverdækket indgang, som formidler overgangen mellem plads og hus. Går man ind ad hoveddøren, bliver man modtaget i et lavloftet vindfang og ditto forhal. Forhallen åbner sig længere fremme op i husets tre fulde etager og imponerer med den elegante og skulpturelt ophængte trappe samt det markante elevatortårn. Ud fra dette centrale punkt i huset kan man fordele sig, via de centrale gange, ud på de forskellige kontorer. Over for hoveddøren og for enden af det trippelhøje foyerrum SWUUMZ UIV ^QI OTI[OIVOMV ]L Q JaZsL[ƦRMV

forrige side: Rødovre Råshud mod parken foto: Albert Algreen-Petersen modsatte side, fra venstre: Rødovre Rådhus foto: Morten Birk Jørgensen Situationsplan 1:5000 denne side: Rådovre Råshus, trappe foto: Albert Algreen-Petersen 521

denne side: Plan 1:500 modsatte side: 1. facade 2. vinduesdetalje 3. vinduesdetalje 4. vinduesdetalje 5. søjle 6. vinduesdetalje 7. vinduesdetalje 8. vinduesdetalje 9. vinduesdetalje foto: TransformationLab 522

00

1:50

1:50 SNITT 1.

1:5 2.

Transformation ADDITION ALBUM Pia Dyrendahl Staven

4.

1:5

5.

3.

Rådhusets klimaskerm Ruder Rødovre Rådhus blev bygget med traditionelle termoruder med 4+9+4 mm glas. Det beregnes at sådan en rude vil have en u-værdi 3,02 og u-værdi for hele vinduet på 3,36. Efter renoveringen i 2005-06 blev de oprindelige termoruder udskiftet med scanglas solafskærmende energiruder i 4+10+4mm med en beregnet rude 6. u-værdi på 1,45 og en u-værdi for hele vinduet på 1,97. En udskiftning af de nuværende energiruder til vakuumruder fra Pilkington vil forbedre rude uværdien til 0,8 og en u-værdi på 1,4 for hele vinduet. Princippet i vakuumglas er at man har vakuum eller et meget lavt tryk mellem to lag glas hvorved varmetransporten mellem de to bliver forsvindende lille. Ved normale energiruder er mellemrummet mellem glassene forsynet med den inaktive gas Argon. Her er den optimale afstand 15 mm for at begrænse varmetabet. Ved vakuumglas er der stort undertryk (svarende til 1/1000 atmosfærisk tryk) og derfor kan man her komme ned på kun 0,15 mm afstand mellem glassene. Det betyder at disse vakuumruder på 4+0,15+4, stort set ikke er tykkere end summen af de to lag glas.

7.

8.

Vakuum-ventil set henholdsvis i facaden og indefra.

Vakuumglas er forsynet med enHUJLEHO JQLQJ Sn GHQ HQH ÀDGH på tilsvarende måde som normale energiruder. Det voldsomme undertryk mellem glassene ville normalt få det atmosfæriske tryk til at presse de to lag sammen. For en rude på 1 m2 svarer det til et tryk på et ton. For at holde afstanden imellem glassene er der anbragt små afstands”bumser” der er monteret i et mønster per 25 x 25 9. mm. Disse er svære at se, og det

vurderes at det på ingen måde vil forstyrre fredningsværdierne. For at holde konstruktionen helt lufttæt er de to glas svejset sammen i kanten. Denne samling danner en sort kant der derfor skal skjules i rammen. Konstruktionen svarer til den der kendes fra termokander. Luften er pumpet ud af ruden gennem en lille ventil, med en diameter på omkring 12 mm, der sidder i det ene hjørne af ruden. Denne ventil vil være synlig på ruderne. Det vurderes dog, at det ikke vil forstyrre fredningsværdierne kraftigt. Brystningsisolering Isoleringsmaterialer skal som udgangspunkt ikke bringe Rødovre Rådhus op til minimumskravene for isolering og indeklima i BR10, men repræsentere det muliges kunst i den fredet arkitektur. Den nuværende isolering under vinduesbrystningerne er 75mm glasuld, hvis denne udskiftes med 75 mm aerogel, vil vi uden tab af bevaringsværdier opnå en forbedring af U-værdien fra 0,43 til 0,17. Ofte viser mellemregningerne at brug af nye og oftest dyrere nano isoleringsmaterialer, vil være lige så rentabelt som brug af traditionelle materialer. Aerogel kan monteres direkte på de eksisterende vægge så den omkostelige og tidskrævende nedrivning samt dele af retableringsfasen spares væk. I dette tilfælde vil det være rentabelt rent æstetisk, fordi en markant isoleringsforbedring ville kunne lade sig gøre uden at forstyrre fredningsværdierne, da den nye isolering ikke fylder mere end den nuværende.

Facadesystem

Rådhusets fac i tre etager, m brystning og e etage. Fagene PDUNHUHV YLVX stål. Da denne heden” i bygn at isolere brys fremfor at efte

Fra top venstr snit vindue, pl

Transformation ADDITION ALBUM Pia Dyrendahl Staven

523

Transformationsholdning Der tilstræbes en energiminimering, der samtidig bevarer og styrker de arkitektoniske kvaliteter ved Rødovre Rådhus, som særligt knytter sig til bygningens [XZ¦LM ^QVL]M[NIKILM UML [TIVSM [\sTXZWÅTMZ WO \aVLM ^QVL]M[OTI[ 5ML LQ[SZM\M indgreb i bygningen i form af efterisolering af henholdsvis tag, gavle og brystninger og en udskiftning af ruderne til vakuumruder, kan man opnå relativt store energibesparelser uden at forringe de bærende kvaliteter ved bygningen. En ledende strategi for den foreslåede energioptimering har været, at de indgreb, der gøres, skal være reversible. På den måde kan man ændre, bygge videre eller tilbageføre og skjule, at der er blevet udført arbejde på tidligere stadier. Udviklingen af bedre isoleringsmaterialer (Aerogel) og bedre ruder (vakuum) har gjort det muligt at markant energiforbedre 184 af de 212 meter facade samt at reducere gavlenes kuldebro-problematik. Reversibiliteten muliggør yderligere forbedringer, efterhånden som nye og forbedrede produkter kommer på markedet. Modulariteten i bygningen er også videreført i de indgreb, der er foreslået ]LN¦Z\ WO JQLZIOMZ LMZUML \QT JaOVQVOMV[ ]L\ZaS [IU\ \QT LMV[ NZMU\QLQOM ÆMSsibilitet. *¥ZMLaO\QO\ XMZ[XMS\Q^ Q LM\ ÆMS[QJTM UWL]T[a[\MU ,MV TM\\M NIKILM MZ WXN¦Z\ IN [\sTXZWÅTMZ UML \aVLM \MZUWOTI[Z]LMZ WO MZ LMZUML ikke isoleret. Den store mængde glas i facaden medfører voldsomme temperatursvingninger med henholdsvis overophedning eller kuldetab og dårligt arbejdsklima som konsekvens. Facaden har altså vist sig at være ressourcekrævende. Forslaget til en energiminimering af Rødovre Rådhus vil lægge sig i forlængelse IN LM\ J¥ZMLaO\QOM ^ML ÆMS[QJQTQ\M\MV Q LM\ UWL]T¥ZM JaOOM[a[\MU ,MZ NWZM[Ts[" =L[SQN\VQVO IN Z]LMZ \QT ^IS]]UZ]LMZ NZI 8QTSQVO\WV -N\MZQ[WTMZQVO IN JZa[\VQVOMZ -N\MZQ[WTMZQVO IN OI^TM -N\MZQ[WTMZQVO IN \IO -N\MZQ[WTMZQVO IN ^QVL]M[ZIUUMZVM[ \ XZWÅT Hensigten med forslaget af en energiminimering af Rødovre Rådhus er at bevare de særlige arkitektoniske kvaliteter ved Rødovre Rådhus, som særligt knytter [QO \QT JaOVQVOMV[ [XZ¦LM ^QVL]M[NIKILM UML [TIVSM [\sTXZWÅTMZ WO \aVLM ^QVL]M[OTI[ >WZM[ UsT MZ I\ ÅVLM MVMZOQUQVQUMZQVO[T¦[VQVOMZ LMZ NZQ\IOMZ W[ NZI synligt at ændre den særlige vinduesfacade. Vurderingen er, at en forandring af ^QVL]M[NIKILMV Q ZsLP][M\[ NIKILM MZ ÅV\ XZWXWZ\QWVMZM\ UML MV UMOM\ WUPaOgelig detaljering. Desværre udgør facadens ringe tykkelse og meget stål en udfordring i energimæssig henseende. I forbindelse med en eventuel energirenovering er der en risiko for, at bygningens arkitektoniske og rumlige kvaliteter vil blive ødelagt. Det er derfor overordentlig vigtigt at få afdækket mulighederne for at energirenovere på en måde, så vinduesfacaden kan fremstå uforandret.

modsatte side: Opstalter og tværsnit 1:500 Fig. 1. østfacade Rødovre rådhus Fig. 2. vestacade Rødovre rådhus Fig. 3. sydfacade Rødovre rådhus Fig. 4. nordfacade Rødovre rådhus Fig. 5. tværsnit Rødovre Rådhus 524

ÅO

ÅO

ÅO

ÅO

ÅO

525

526

Ruder Rødovre Rådhus blev bygget med traditionelle termoruder med 4+9+4 mm glas. Det beregnes, at en sådan rude vil have en U-værdi 3,02, med en U-værdi for hele vinduet på 3,36. Efter istandsættelsen i 2005-06 blev de oprindelige termoruder udskiftet med scanglas solafskærmende energiruder i 4+10+4 mm med en beregnet U-værdi for ruden på 1,45 og en U-værdi for hele vinduet på 1,97. En udskiftning af de nuværende energiruder til vakuumruder fra Pilkington vil forbedre uværdien for ruden til 0,8 og u-værdien for hele vinduet til 1,4. Princippet i vakuumglas er, at man har vakuum eller et meget lavt tryk mellem to lag glas, hvorved varmetransporten mellem de to bliver forsvindende lille. Ved normale energiruder er mellemrummet mellem glassene forsynet med den inaktive gas argon. Her er den optimale afstand 15 mm for at begrænse varmetabet. Ved vakuumglas er der stort undertryk (svarende til 1/1000 atmosfærisk tryk), og derfor kan man her komme ned på kun 0,15 mm afstand mellem glassene. Det betyder, at disse vakuumruder på 4+0,15+4, stort set ikke er tykkere end summen af de to lag glas. Vakuumglas er forsynet med energibelægning på den MVM ÆILM Xs [IUUM UsLM [WU VWZUITM MVMZOQZ]LMZ ,M\ ^WTL[WUUM ]VLMZ\ZaS mellem glassene ville normalt få det atmosfæriske tryk til at presse de to lag sammen. For en rude på 1 m2 svarer det til et tryk på et ton. For at holde afstanden imellem glassene er der anbragt små ’afstandsbumser’, der er monteret i et mønster per 25 x 25 mm. Disse er svære at se, og det vurderes, at det på ingen måde vil forstyrre fredningsværdierne. For at holde konstruktionen helt lufttæt er de to glas svejset samme. Brystningsisolering Isoleringsmaterialer bør ikke bringe Rødovre Rådhus op til minimumskravene for isolering og indeklima i BR10, men repræsentere det muliges kunst i den fredede arkitektur. Den nuværende isolering under vinduesbrystningerne består af 75 mm glasuld. Hvis denne udskiftes med 75 mm aerogel, vil vi uden tab af fredningsværdierne opnå en forbedring af U-værdien fra 0,43 til 0,17. Ofte viser

modsatte side: Efterisolering af brystning detalje 1:10 denne side: Curtain wall-facade foto: Albert Algreen-Petersen 527

natursten

beton bærende beton

aerogel gipsplade 900 mm

528

mellemregningerne, at brug af nye og oftest dyrere nano-isoleringsmaterialer vil være lige så rentabelt som brug af traditionelle materialer. Aerogel kan monteres direkte på de eksisterende vægge, så den omkostelige og tidskrævende nedrivning samt dele af retableringsfasen spares væk. I dette tilfælde vil det tillige være hensigtsmæssigt rent æstetisk, fordi en markant isoleringsforbedring ville kunne lade sig gøre uden at forstyrre fredningsværdierne. Konstruktionen svarer til den, der kendes fra termokander. Luften er pumpet ud af ruden gennem en lille ventil, der har en diameter på omkring 12 mm, placeret synligt i det ene hjørne af ruden. Det vurderes dog, at det ikke vil forstyrre fredningsværdierne kraftigt. Efterisolering af build-up-tag Taget på Rødovre Rådhus er udført som et build-up-tag i trælægter beklædt med et bræddelag og derpå tagpap. Senere er tagpappet blevet dækket af et lag AlkorFlex CPE-folie. Tagets isolering består af rockwool-batts på blot 100 mm WO \QT \ZWL[ NWZ I\ JaOVQVOMV PIZ OMVVMUOsM\ ÆMZM MVMZOQZMVW^MZQVOMZ MZ LMZ endnu ikke blevet gjort noget for at mindske varmetabet gennem taget. Med en efterisolering med papiruld, der kan sprøjtes ind mellem tagets lægter, kan isoleringstykkelsen bringes op på mellem 300 og 600 mm. Da selve konstruktionen er ]LN¦Z\ Q \Z¥ MZ S]TLMJZW M‫ٺ‬MS\MV JM[SMLMV ,uZ P^WZ JM\WVL¥SSM\ ZIOMZ PMT\ ]L til tagfoden i facaden, skabes dog en kuldebro. For at undgå dette, kan betonen inddækkes med et materiale, så transporten af kulde mindskes. Papiruld er et OZIV]TI\ NZMU[\QTTM\ IN KMTT]TW[MÅJZM NZI OIUTM I^Q[MZ =L W^MZ I\ ^¥ZM M\ UQTR¦venligt og billigt alternativ til traditionelle isoleringsmetoder, som f.eks. stenuld, har papiruld en høj isoleringsevne og slutter desuden helt tæt om konstruktionen. Da rådhusets tag har hældning, vil det være vanskeligt at fylde hulrummet Q SWV[\Z]S\QWVMV M‫ٺ‬MS\Q^\ ]L UML \ZILQ\QWVMTTM Q[WTMZQVO[JI\\[ 8IXQZM\[ P¦RM IJsorbtionsværdi vil være i stand til at optage fugten i trækonstruktionen og dermed mindske risikoen for dannelse af skimmelsvamp og rådskader. Det nuværende tag har en U-værdi på 0,37, og med 400 mm papiruldsisolering kommer U-værdien ned på 0,09. Det vil give en energibesparelse på 75,7 %. En løsning med papiruld vil ikke påvirke det arkitektoniske udtryk, da efterisoleringen ikke er synlig udefra, men blot kræve, at den eksisterende tagpap (med folie) fjernes og siden erstattes med en ny pap.

modsatte side: Brystning og gavl 1:10

Gavlenes problematik ,M [\WZM ]Q[WTMZMLM OI^TÆILMZ JM[\sZ IN MV SWTL J¥ZMVLM JM\WVSWV[\Z]S\QWV LMZ MZ LQZMS\M NWZJ]VLM\ \QT JaOVQVOMV[ L¥S ,M\ OQ^MZ LMT[ M\ [\WZ\ ^IZUM\IJ Q OI^TÆIderne og nedkøling af dækkene og dels en række byggetekniske problemer f.eks. kondens. Gavlenes udvendige udtryk er bærende for bygningsværkets samlede fremtræden. De er beklædt med Solvåg-natursten og monteret på justerbare, indstøbte metalankre. Samlingerne er efterfølgende lukket med en gummifuge og den samlede byggetekniske løsning gør det umuligt at afmontere facaden uden at ødelægge stenene og miste den nuværende patinering. Det er altså umuligt at isolere mellem den bærende konstruktion og den lette facade. I gavlene bliver den ellers frie plan til en stram og organiseret struktur af vådrum. Udfordringen ved en efterisolering af det indre rum består dermed i I\ ÅVLM M\ VQ^MI] LMZ NWZJMLZMZ ^IZUM\IJM\ UIZSIV\ ]LMV I\ WX\IOM [s UMOM\ plads i rummet, at rumorganiseringen ændres. Den foreslåede løsning gør brug af den højisolerende Aerogel. Med en indvendig isolering på 20 mm, beklædt med en 9-mm gipsplade, giver det en efterfølgende U-værdi på 0,44, som er en væsentlig forbedring sammenlignet med den eksisterende U-værdi på 1,19. På den samlede gavl vil det give 63 % nedsat varmeforbrug. Ved ligeledes at efterQ[WTMZM TWN\ WO O]T^ÆILM SIV ^Q QVLMT]SSM M\ [\aSSM IN LMVVM S]TLMJZW P^QTSM\ yderligere vil nedsætte varmetabet ved gavlpartierne.

denne side, fra toppen: Tagkonstruktion før efterisolering1:50 Tagkonstruktion efter efterisolering1:50 529

Skole af Christoffer Harlang

Hanssted Skole i Valby står som et typisk eksempel på Hans Chr. Hansens særlige arkitektur, hvis forudsætning var begrænsede midler og forhåndenværende billige byggematerialer i standardformater. Efterkrigstidens materialemangel og behovet for bygninger, der skulle opføres hurtigt, i afprøvede byggeteknikker, synes at have været medvirkende til et skærpet blik for den rå, men stilfærdiOM IZSQ\MS\]Z ;SWTMV MZ [WU UIVOM IN PIV[ IVLZM W‫ٺ‬MV\TQOM JaOOMZQMZ JaOOM\ på et kommunalt budget af billige materialer fremstillet i industriel skala, der kræver et minimum af vedligehold. Ud af beton, eternitbølgeplader, mursten og træelementer købt pr. løbemeter, får han meget ud af lidt. Ved velovervejet proportionering og detaljering, og en præcis brug af farve, opnås en oplevelsesrig og overskudsagtig arkitektur, der tåler børnestreger. De dyrere, robuste materialer er brugt på slidsteder, mens de billigere er holdt væk fra cykler og fodbolde. Klasseværelserne er holdt i et afklaret farve- og materialebrug, som giver plads til individualisering. Facaderne virker inviterende og kan holde til leg. Farve- og materialeholdning i bygningsdelsskala understøtter de overordnede, samlende greb i bygnings- og byskala. Skolen er med sine svar på tekniske, æstetiske og praktiske problemer så tæt på et gesamtkunstwerk, man kan komme med kommunale midler. En lille overraskelse, der, midt i Hverdagsvalby. 530

531

Hanssted Skole

Adresse: Rødbyvej 2, 2500 Valby -RMZ NWZPWTL " 7‫ٺ‬MV\TQO Arkitekt: Stadsarkitektens Direktorat, F. C. Lund og Hans Chr. Hansen Anvendelse: Folkeskole Bevaringsstatus: Ingen fredningsstatus Opførselsår: 1954-59 Transformation 2013: Even Brænne Olstad

Historisk analyse Hans Christian Hansen (1901-78) var en dansk arkitekt, hvis virke væsentligt udspillede sig i Stadsarkitektens Direktorat i København. Han stod her, primært i de senere år under F.C. Lund, bag en række ligefremme, men præcise og gennemarbejdede byggerier for fællesskabet. Han havde, både hos stadsarkitekten og sideløbende med deltagelse i konkurrencer, et tæt samarbejde med studiekammeraten Viggo S. Jørgensen, hvor deres (ikke opførte) vinderforslag til Munkebjerg Kirke fra 1942 kom til at være til inspiration for nyere kirkebyggeri. I 1954 påbegyndes opførelsen af Hanssted Skole. Teknisk analyse Hanssted Skole ligger i Valby på et resteareal af den tidligere Hansstedgård, WO JMJaOOMT[MV[ \W ƦRM T¥OOMZ [QO [WU MV IN[T]\\M\ ZIVLJMJaOOMT[M UWL OZ]Vdens nordlige afgrænsning. Fordelt omkring skolen og spredt i skolegården ligger en række barakker, der indeholder lokaler til skolens fritidsordning. Skolen er opbygget i et- og toetages længer ud fra et ønske om at indpasse skolen i det \QTOZ¥V[MVLM ^QTTIS^IZ\MZ[ TI^M JMJaOOMT[M ;SWTMV[ \W ƦRM PIZ JMOOM OIVOM Xs skygge- og støjsiden, og klasseværelser mod solen. Skolen skiller sig klart fra sine VIJWMZ JsLM Q NIZ^MJZ]O WO XZWXWZ\QWVMZQVO 1 NIOƦRMV UWL VWZL ÅVLMZ UIV [SWTMV[ NIONIKQTQ\M\MZ WO Q VWZUITƦRMV STI[[M^¥ZMT[MZVM *aOVQVOMZVM MZ UMOM\ enkelt konstruerede, med bærende tværvægge af mursten og støbte brystninger, M\IOMIL[SQTTMT[MZ WO \ZIXXMZ 3WV[\Z]S\QWVMV MZ STIZ\ IÆ¥[MTQO Q JaOVQVOMV >QVduerne løber langs med begge bygningernes langsider, med ti smalle vinduer pr. fag, og ét stort, kvadratisk og oplukkelig vindue, forskudt fra midten af faget. Væggene i gange og trapperum står overvejende i gule maskinsten, og udvendigt er alt murarbejde i gule håndstrøgne sten. Første sals ydervægge er opbyggede af eternitplader, opdelt og fastholdt med imprægnerede røde lister, der giver facaden et rigt skyggespil. Tagene er udført i eternitbølgeplader. De rager ud over facaden og kaster dybe skygger, der bidrager til bygningens stadig skiftende udtryk. Gulve i gange og trapper er lagt med mørke, halvblanke klinker, der understreger gangenes forskellighed fra de lyse undervisningslokaler. I disse, er der PW^ML[IOMTQO JMVa\\M\ I[SMOZs TQVWTM]U 4WN\MZVM Q ITTM VWZUITSTI[[MZ WO Q LM ÆMste faglokaler samt i gange og garderober er klædt med mørke trælister, der giver lofterne et varmt udtryk. Skolen har en varieret brug af farve, med udstrakt brug af lys grågrøn indvendigt og med hvidt til vindueskarme og rammer. Faste skabe, 532

fodliste og dørindfatninger er malet i dodenkopf, og selve dørene er lakeret fyrretræ med fyldninger af råglas. Udvendigt er synligt træværk i udhæng, stolper og lister behandlet med mørkebrun Cuprinol-bejdse. Facadelisteværket er malet i pompejansk rød. Betonen er ubehandlet. Arkitektonisk analyse Et karakteristisk arkitektonisk tema for Hanssted Skole er dobbeltsnittet – intentionen om et rum frit fra hovedkonstruktionen. Denne konstruktion løfter tagskiverne og slipper lyset ind, presser stueloftet ned og trækker lyset dybt ind i klasseværelserne og giver alle rum en retning og form. De gennemgående arkitektoniske temaer kan kategorisees som skive, element, led, hieraki, rytme og punkt. Der er en meget stærk visuel afklaring af hvert element, og samlingen mellem dem løses i et tydeligt tektonisk hieraki. ;WTMV ZMÆMS\MZM[ NZI LM P^QLM NIKILMXTILMZ WO SI[\MZ [SaOOMZ NZI NIKILMZnes mange indhak, lister og fremspring. Sammen med murelementerne giver dette skolen et konstant skiftende udtryk hen over dagen. Klasselokalerne får, med deres dobbelte eller forskudte vinduesrækker, godt og varieret dagslys. Hele klasseværelset er jævnt belyst, og den varierede rumhøjde og L-formede plan giver mange ’steder’ i hvert klasseværelse. På grund af gangene, og skolegårdens udformning, ligger al cirkulation, både indeni og udenfor skolebygningen, langs med facaderne. Ude forstærker dette følelsen af serialitet ved de lange perspektiver langs facaden. Inde løber halvmørke gange overskueligt i hele skolens længde, med afstikkere, der snor sig ad dunkle trapper til etagen ovenpå. På første sal er der små forrum til gruppearbejde, inden man kommer ind i de lyse og højloftede klasseværelser. De varierede rumlige og sanselige oplevelser, skolebygningen tilbyder, gør hver elevs skoledag til en lille arkitektonisk opdagelsesrejse.

forrige side: Addition tegning: Even Brænne Olstad modsatte side, fra venstre: Addition tegning: Even Brænne Olstad Situationsplan 1:5000 denne side: Interiør i addation tegning: Even Brænne Olstad 533

Plan eksisterende forhold 1:1000 534

Plan efter transformation 1:1000 535

Tværsnit eksisterende forhold 1:1000 536

Tværsnit addition 1:1000 537

Transformationsholdning Transformationen af den eksisterende skole baseres på et grundigt studie af arkitekten Hans Chr. Hansens opførte kommunale værker og hans karakteristiske bearbejdning af hvert bygningselement og dets konstruktive funktion og kvalitet. Der foretages en dissektion af en arkitektonisk byggemetode, som kan danne grundlag for en fortolkning af nye tilføjelser. Studiet af arkitektens samlede værker udgør tilsammen et vokabularium, som kan informere og inspirere en ny arkitektur uden at imitere den eksisterende. Skolen har senere fået bygget til – og om – men det er umiddelbart svært at [M · 0IV[[\ML ;SWTM[ WZQOQVITM PW^MLOZMJ PIZ \QT[\Z¥SSMTQO [\aZSM WO ÆMS[QJQTQ\M\ til at tåle videredigtning. Transformationsholdningen fokuseres derfor på tilføjelsen af nye bygninger. Midlertidige og nytilkomne barakker fjernes, og de nye bygningsdele placeres efter de oprindelige principper om en randbebyggelse, der giver størst muligt rumligt udbytte af skolegården. De eksisterende bygningers modularitet og serialitet gør dem lette at renovere, idet man nemt kan skille de forskellige dele ad og således kun udskifte det nødvendige. Et andet vigtigt motiv, der kan være operationelt for en transformation, er den sociale bæredygtighed, skolen rummer – det, at brugerne holder af bygningerne og de rumlige og sanselige oplevelser, de giver, må danne udgangspunkt for måden, man bygger på. I de tilføjede bygninger gentages dobbeltsnittet, og der foretages en videreudvikling af primær- og sekundærkonstruktion og det mellemrum, der opstår imellem dem. Ved at opføre en bærende konstruktion i beton, hvor skråtstillede [¦RTMZ MZ \Z]SSM\ \QTJIOM NZI NIKILMV MN\MZTILM[ M\ UMZM ÆaLMVLM Z]U TIVO[ NIKILMV UML MV TIVO\ [\¦ZZM ÆMS[QJQTQ\M\ \QT N¦TOM 0MZXs MZ N¥[\VM\ [MS]VL¥ZSWVstruktioner i træ og metal. Trækonstruktionen bærer taget og holder vinduerne i rammer, der er så dybe, at de opleves som rumlige og deler bygningen i ’rumlige skiver’, i en rytme hentet fra det oprindelige hus. Metalkonstruktionen ligger et stykke udenfor klimaskærmen og holder store solskærme i metal, der kan justeres mekanisk. Klimaskærmen udgøres af vinduesglas og metalplader. For at give indtryk af en bygning samlet af skiver, må man minimere unødig detaljering og fokusere på løsninger, der kan give æstetiske svar på praktiske problemstillinger – præcis samme metode, som arkitekten er gået til værks efter i det oprindelige P][ 8s ITTM [SITI\ZQV ÅVLMZ UIV SIZIS\MZQ[S\Q[SM [^IZ Xs \MSVQ[SM ¥[\M\Q[SM WO praktiske problemer. Der er ingen tydelig forskel mellem det industrielle og hverdagsarkitekturen. Alt behandles i kraft af, hvilke egenskaber der skal opfyldes. Et eksempel på dette kunne være metalskærmenes foldning, hvor materialet i sig selv giver løsningen på et konstruktivt problem. Foldningen tilfører bygningselementet den nødvendige stivhed, og man undgår at tilføje et påklistret element. Materialeholdningen udspringer af de eksisterende – beton, metalplader, krydsÅVuZ WO XZWÅTOTI[ UML [¥ZTQO\ ]L^QSTMLM LM\ITRMZ [IUTQVOMZ WO NIZ^MZ Dissektion af bygningsdele ;SQV · W^MZÆILM Over det udvendige stålskelet er der fæstnet en hud af aluminiumsplader, der er bukket i siderne. Dels for at give pladerne stabilitet, dels for at give bygningen en rytme, der svarer til skolens. Tagpladerne har en skjult tagrende-detalje, hvilket bidrager til bygningens sprøde skiveudtryk. Samlet giver det et hus af skiver, hvor facadens plader kan justeres op og ned med lyset, og bygningen kan gå fra MV MV T]SSM\ 0IV[MV[S Ua[\QS \QT MV sJMV [\Z]S\]Z UML [aVTQOM NIKILMTIO 6sZ pladerne er helt åbne, dannes der et snit, der refererer til skolens lysindfald. 7^MVTa[M\ ÅT\ZMZM[ OMVVMU M\ TIO UML IS][\Q[S [\WN [X¥VL\ ]L UMTTMU QVLMVL¦Z[ [\sTTQ[\MZ ;\WÆIOM\ L¥UXMZ TaLMV Q QV[\Q\]\QWVMV WO O¦Z LM\ VMUUMZM I\ WU QVLrette, da alle installationer, lysstofrør og ekstra akustiske plader kan skjules over det. Samtidig former det rummet på en måde, der refererer skolens gange og bløder stemningen op i de ellers spartanske lokaler. Udvendig skaber metalpladerne overdækkede gangarealer, der bringer skalaen ned, og refererer til skolens pergola. Facaden moduleres efter lyset og danner et Hansensk animeret snit. 538

modsatte side:

1. tag 2. trapperum 3. facadedetalje 4. trapperum 5. lysindfald 6. facadedetalje 7. facade 8. sammenføjning 9. facadedetalje foto: Even Brænne Olstad

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

539

Meat – rum :]UUM\ NWZUM[ IN [¦RTMZVM UMV WO[s IN SZaL[ÅVuZ[SQ^MZ ]VLMZ IS][\QSTWN\M\ som danner stuer, der overtager rollen efter de tidligere huse i skolegården. Den enkle detaljering gør, at hvert ’hus’ nemt kan tilpasses efter det tema, skolen nu ønsker. Skiverne er forsynet med skydedøre, der gør, at man kan lukke dem til WO IZJMRLM SWVKMV\ZMZM\ MTTMZ sJVM WX NWZ M\ UMZM ÆaLMVLM Z]U LMZ QV^Q\MZMZ Dissektion indenfor. I stueplanen på fritidshjemmet ser vi, hvordan skiverne danner små arHanssted Skole bejdsrum, med en fordelingsgangHans med studiepladser mod nord og mulighed for Christian Hansen Stadsarkitektens direktorat forbindelse mod syd. Denne plan er typisk for etagerne i fritidshjemmet, modsat 1954-58 fritids- og ungdomsklubben. De to øverste etager i denne del af institutionen er T¦[MZM WZOIVQ[MZM\ UML U]TQOPML NWZ ÆMZM IS\Q^Q\M\MZ IZZIVOMZM\ IN JZ]OMZVM [MT^ samt lektieklub, læsesal og eksperimentkøkken. 1 [\]MXTIVMV TQOOMZ QV[\Q\]\QWVMV[ PRMZ\M ,M\ MZ PMZ NWZ¥TLZMVM IÆM^MZMZ børnene om morgenen og mødes af de ansatte, der har kontor hernede. Det er også her, børnene spiser mad efter skole og samles til sidst på dagen, når institutionen lukker ned, og børnene leger sammen i salen, inden forældrene henter dem – dagen er ovre, og institutionen tømmes for liv. Bone – konstruktion I Hanssted udgør konstruktionen selve rumopdelingen. I den nye addition har konstruktionen samme funktion, men er i endnu højere grad med til at skabe en rumlighed. I denne konstruktion er de bærende og stabiliserende elementer adskilte og danner rum imellem sig. Afstivede betonplader bæres af skrå søjler samt af trappekærner på hver ende af pladerne. Konstruktivt virker de skrå søjler som skiver. Hermed opstår det dobbelte snit i rummet mellem konstruktionen og facaden og giver rum til studiepladser og socialt ophold i fritidshjemmets fordelingsgange. Men de giver bedre visuel kontakt og mere lys i bygningen. 5][KTM · [MS]VL¥Z SWV[\Z]S\QWV Ligesom i den eksisterende skole bærer betonkonstruktionen en sekundær træSWV[\Z]S\QWV ,MVVM OQ^MZ JaOVQVOMV [QV \IS\ WO Za\UM ,MZ ÅVLM[ WO[s MV aLZM stålkonstruktion i dette lag. Den består af et stålskelet, fastmonteret til trærammerne, der stabiliseres med wire og skråstivere, samt hængslede justerbare metalrammer stabiliseret med wire.

540

denne side: Sprængt aksonometri, LQ[[MS\QWV IN [aLƦR modsatteside: Vinduesdetalje 1:20

541 Snit 1:10

Indeks

Artiklerne en dybere menIng Indledning af Juhani Pallasmaa Prolog .WZWZL IN +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO Ideer >QLMV WO S]VVMV IN +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO WO ;¦ZMV >IL[\Z]X Transformation og restaurering af Nicolai Bo Andersen ;IUUMVN¦RVQVO · [\IJTQVO · [\¦JVQVO IN 6QKWTIQ *W )VLMZ[MV meToder )ZSQ\MS\]ZMV[ \ZIV[NWZUI\QWV · NMU UM\WLMZ IN 6QKWTIQ *W )VLMZ[MV *aOVQVO[WXUsTQVO IN <PWUI[ 3IUXUIVV *aOVQVO[IZS¥WTWOQ[SM ]VLMZ[¦OMT[MZ IN <PWUI[ 3IUXUIVV .¥VWUMVJ]VLMV ZMOQ[\ZMZQVO af Nicolai Bo Andersen Analyse og værdisætning IN ;¦ZMV >IL[\Z]X )VITa[M WO ^¥ZLQ[¥\VQVO IN JaOVQVOMZ WO LMZM[ WUOQ^MT[MZ IN ;¦ZMV >IL[\Z]X 0MOV[T]VL · MS[MUXMT Xs IVITa[M WO ^¥ZLQ[¥\VQVO IN ;¦ZMV >IL[\Z]X )VITa[M WO ^¥ZLQ[¥\VQVO IN JMJaOOMT[MZ WO JaZ]U IN ;¦ZMV >IL[\Z]X sTrATegIer Tilnærmelser af Nicolai Bo Andersen Fortsættelse af Nicolai Bo Andersen .WZJQVLMT[MZ af Nicolai Bo Andersen -\ [\aSSM IL ^MRMV IN 5WZ\MV *QZS 2¦ZO[MV <ZIV[NWZUI\QWV IN MN\MZSZQO[\QLMV[ QVL][\ZQTIVL[SIJMZ af Lars Rolfsted Mortensen HÅndVÆrk 5I\MZQITMZ IN ;¦ZMV >IL[\Z]X <MOT IN ;¦ZMV >IL[\Z]X <Z¥ IN ;¦ZMV >IL[\Z]X 3ITS U¦Z\MT WO X]L[ IN ;¦ZMV >IL[\Z]X 8QOUMV\MZ IN ;¦ZMV >IL[\Z]X 5ITQVO IN ;¦ZMV >IL[\Z]X :]LMOTI[ IN ;¦ZMV >IL[\Z]X *aOVQVO[\MSVWTWOQ IN ;¦ZMV >IL[\Z]X 5]Z^¥ZS IN ;¦ZMV >IL[\Z]X *QVLQVO[^¥ZS IN ;¦ZMV >IL[\Z]X +]Z\IQV _ITT IN ;¦ZMV >IL[\Z]X 4MZ^¥OOM IN ;¦ZMV >IL[\Z]X eksemPler Enfamiliehus >QTTI IN +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO :¥SSMP][ IN +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO 8IZKMTP][ IN +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO Etagehus 3IZZuJMJaOOMT[M IN +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO 8]VS\P][ IN +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO 7‫ٺ‬MV\TQO\ JaOOMZQ 3]V[\U][M]U IN +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO :sLP][ IN +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO ;SWTM IN +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO 544

Forfatterne +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO N¦L\ ! ]LLIVVM\ Xs 3]V[\ISILMUQM\[ )ZSQ\MS\[SWTM WO )ZKPQ\MK\]ZIT )[[WKQI\QWV 4WVLWV MZ IZSQ\MS\ 5)) WO XZWNM[[WZ Q IZSQ\MS\]Z WO TMLMZ IN 3]T\]ZIZ^ <ZIV[NWZUI\QWV WO :M[\I]ZMZQVO +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO IZJMRLMZ [WU XZIS\Q[MZMVLM IZSQ\MS\ UML JaOVQVO[S]V[\ WO LM[QOV WO [QLMV [WU NWZUIVL NWZ ,M\ ;¥ZTQOM *aOVQVO[[aV +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO MZ NWZNI\\MZ \QT J¦OMZ WO IZ\QSTMZ WU LIV[S WO VWZLQ[S IZSQ\MS\]Z WO LM[QOV +PZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IZTIVO TMLMZ NWZ[SVQVO[XZWRMS\MZVM Xs 3]V[\ISILMUQM\[ )ZSQ\MS\[SWTM XZWOZIU NWZ 3]T\]ZIZ^ <ZIV[NWZUI\QWV WO :M[\I]ZMZQVO 4IZ[ :WTN[\ML 5WZ\MV[MV 4IZ[ :WTN[\ML 5WZ\MV[MV N¦L\ ! ]LLIVVM\ Xs 3]V[\ISLMUQM\[ )ZSQ\MS\[SWTM MZ IZSQ\MS\ WO MZP^MZ^[ XP L [\]LMZMVLM UML [XMKQITM Q MN\MZSZQO[\QLMV[ QVL][\ZQWUZsLMZ aVOZM S]T\]ZIZ^ WO IZSQ\MS\]ZNW\WOZIÅ 4IZ[ :WTN[\ML 5WZ\MV[MV LMTMZ [Q\ XP L NWZT¦J UMTTMU /W\\TQMJ 8IT]LIV )ZKPQ\MK\[ WO 3]V[\ISILMUQM\[ )ZSQ\MS\[SWTM XZWOZIU NWZ 3]T\]ZIZ^ <ZIV[NWZUI\QWV WO :M[\I]ZMZQVO <Q\TMV Xs 4IZ[ :WTN[\ML 5WZ\MV[MV[ XP L XZWRMS\ MZ ¼<ZIV[NWZUI\QWV IN -N\MZSZQO[\QLMV[ 1VL][\ZQTIVL[SIJMZ¼ 5WZ\MV *QZS 2¦ZOMV[MV 5WZ\MV *QZS 2¦ZO[MV[MV N¦L\ ! ]LLIVVM\ Xs 3]V[\ISLMUQM\[ )ZSQ\MS\[SWTM MZ IZSQ\MS\ 5)) WO XP L [\]LMZMVLM UML JW[¥\VQVO Q LM LIV[SM TIVLLQ[\ZQS\MZ WO PQ[\WZQ[S JaOOM\MSVQS [WU [XMKQITM 5WZ\MV *QZS 2¦ZO[MV[MV MZ \QTSVa\\M\ 3]V[\ISILMUQM\[ )ZSQ\MS\[SWTM XZWOZIU NWZ 3]T\]ZIZ^ <ZIV[NWZUI\QWV WO :M[\I]ZMZQVO P^WZ PIV NWZ[SMZ WO ]VLMZ^Q[MZ )ZJMRL[\Q\TMV Xs 5WZ\MV *QZS 2¦ZO[MV[MV[ XP L XZWRMS\ MZ ¼*¥ZMLaO\QO <ZIV[NWZUI\QWV IN 4IVLLQ[\ZQS\MZVM[ *aOVQVO[IZ^¼ 6QKWTIQ *W )VLMZ[MV 6QKWTIQ *W )VLMZ[MV N¦L\ ! ]LLIVVM\ Xs 3]V[\ISLMUQM\[ )ZSQ\MS\[SWTM WO Xs +WWXMZ =VQWV 6M_ AWZS MZ IZSQ\MS\ 5)) WO [MVQWZNWZ[SMZ UML \ZIV[NWZUI\QWV IN JM^IZQVO[^¥ZLQOM WO NZMLMLM JaOVQVOMZ WO WUZsLMZ [WU [XMKQITM 6QKWTIQ *W )VLMZ[MV IZJMRLMZ [WU XZIS\Q[MZMVLM IZSQ\MS\ WO [WU TMS\WZ Xs 3]V[\ISILMUQM\[ )ZSQ\MS\[SWTM XZWOZIU NWZ 3]T\]ZIZ^ <ZIV[NWZUI\QWV WO :M[\I]ZMZQVO P^WZ PIV NWZ[SMZ WO ]VLMZ^Q[MZ 6QKWTIQ *W )VLMZ[MV[ NWZ[SVQVO[XZWRMS\ PIZ \Q\TMV ¼<ZIV[NWZUI\QWV WO ,IV[S *aOVQVO[IZ^ ;\ZI\MOQMZ WO 5M\WLMZ¼ ;¦ZMV >IL[\Z]X ;¦ZMV >IL[\Z]X N¦L\ ! ! ]LLIVVM\ Xs 3]V[\ISLMUQM\[ )ZSQ\MS\[SWTM MZ IZSQ\MS\ 5)) WO TMS\WZ Q PQ[\WZQ[SM JaOOM\MSVQS WO UI\MZQITMT¥ZM Xs 3]V[\ISILMUQM\[ )ZSQ\MS\[SWTM XZWOZIU NWZ 3]T\]ZIZ^ <ZIV[NWZUI\QWV WO :M[\I]ZMZQVO ;¦ZMV >IL[\Z]X ^IZ Q XMZQWLMV ! ! TMLMZ IN :IIL^IL +MV\MZM\ \QT *M^IZMT[M IN 0sVL^¥ZS WO MZ NWZ\[I\ \QTSVa\\M\ +MV\MZ NWZ *aOVQVO[JM^IZQVO ;¦ZMV >IL[\Z]X PIZ LM[]LMV [SZM^M\ MV Z¥SSM J¦OMZ WO NIOTQOM IZ\QSTMZ WU JaOVQVO[ZM[\I]ZMZQVO UI\MZQITMZ WO PsVL^¥ZS[UM\WLMZ ;¦ZMV >IL[\Z]X[ NWZ[SVQVO[XZWRMS\ PIZ \Q\TMV ¼*aOVQVO[S]T\]ZIZ^MV[ >¥ZLQ[¥\VQVO¼ <PWUI[ 3IUXUIVV <PWUI[ 3IUXUIVV N¦L\ ! ]LLIVVM\ Xs 3]V[\ISLMUQM\[ )ZSQ\MS\[SWTM WO WO ,IV[S <MSVQ[S =VQ^MZ[Q\M\ MZ IZSQ\MS\ 5)) WO KIVL XWTa\ TMS\WZ Xs 3]V[\ISILMUQM\[ )ZSQ\MS\[SWTM XZWOZIU NWZ 3]T\]ZIZ^ <ZIV[NWZUI\QWV WO :M[\I]ZMZQVO P^WZ PIV XZQU¥Z\ ]VLMZ^Q[MZ Q WXUsTQVO JaOVQVO[IZS¥WTWOQ [IU\ J¥ZMLaO\QOPML Q LMV MS[Q[\MZMVLM JaOVQVO[UI[[M <PWUI[ 3IUXUIVV[ NWZ[SVQVO[XZWRMS\ PIZ \Q\TMV ¼*¥ZMLaO\QOM ;\ZI\MOQMZ NWZ *aOVQVO[IZ^MV[ -VMZOQWX\QUMZQVO WO 4Q^[KaST][¼ 545

546

Tak )TLQ[ /Ma[MZ /Q[TIL~\\QZ )VLMZ[ 6I\\ WKP ,IO )[S )VSMZ )Q[\Z]X *W 4QLMOIIZL +IZWTQVM +WZV] +IZ[\MV <PI] +PIZTW\\M <PWU[MV .MTLQVO +uTQVM *IZLZIU +PIZTQM ;\MMVJMZO +PZQ[\W‫ٺ‬MZ <PWZJWZO +PZQ[\WXPMZ 0RWZ\PWT\ -TTMV *ZIIPM -ZQS 2qZQVOM -[SM 5¦TTMZ -^MV *Z¥VVM 7T[\IL .IJQIV ;IPTY^Q[\ 0IVVI <ITRM 0IVVM 5IQVb 0IV[ 8M\MZ ;^MVLTMZ 6QMT[MV /Q\\M 4]VLM 2¦ZOMV[MV 2WPIV +I[XMZ +ZWVM 2ISWJ 2ISWJ[[WV 2ISWJ 3ZQ[\W‫ٺ‬MZ 0IV[MV 2W[MÅVM 3IQ[VMZ 2]PIVQ 8ITTI[UII 2]TQI ?Q\P 2]TQM *TMO^IL 2]TQM ;\Z¦U 5WZ\MV[MV 2¦ZOMV 7^MZJaM 3IZQVI *MKS 6QMT[MV 3IZQV 4]VLJMZO 3QZ[\MV 3TMQV 3I\ZQVM /MQ[UIZ 3ZQ[\QIV 0IOMUIVV 3ZQ[\QV ;¦VLMZ[Z¦L 7[M 4IZ[ -ZQS ;\ZIVLJMZO 4I]ZI *WMT[SQN\M 4I]ZI ?]TN[JMZO 5IOV][ +I^MZQ][ 5IZOZM\PM 5WZ\MV[MV 5IZOZM\ 5I\PQI[LW\\QZ 5IZQIVVM 4M^QV[MV 5IZ\QV .ZMLMZQS 3ZIOP 5M\\M 0 J[KPUIV 5M\\M 5MKPTMVJWZO 5QSITI 3TWXXMVJWZO 5WOMV[ ) 5WZOMV 5WZ\MV /MPT 5WZ\MV /aTTQVO 2¦ZOMV[MV 6QVI 3IUXUIVV 8MZVQTTM ;KPM]MZ 8M\MZ <PWZ[MV 8PQTQX 0IZZM )VLMZ[MV 8QI ;\I^MV 8W]T ;KP TMQV :QM ;¦OIIZL 2MV[MV ;IZI )PZMV[\ ;IZIP ,]M ;QOVM ;\MXPMV[MV ;QOVM =TNMTL\ ;¦ZMV 8PQTUIV <PWUI[ 5IZ\QV[MV <ZQVM 0RWZ\P ;SW^JW =Z[]TI /MZ[\Z]X *]VLOIIZL >QK\WZ *WaM 2]TMJqS ?QTTQIU 5IVV

BEVARE OG UDVIKLE VORES BYGNINGSKULTUR. BOGEN VISER EN RÆKKE EKSEMPLER PÅ VIDEN, ANALYSER, METODER OG MODELLER, DER KAN KVALIFICERE BYGNINGSKULTURENS FORVALTNING OG TRANSFORMATION. ‘OM BYGNINGSKULTURENS TRANSFORMATION’ ER SKREVET AF FORSKERE VED KUNSTAKADEMIETS ARKITEKTSKOLE – ARKITEKTERNE CHRISTOFFER HARLANG, LARS ROLFSTED MORTENSEN, MORTEN BIRK JØRGENSEN, NICOLAI BO ANDERSEN, SØREN VADSTRUP OG THOMAS KAMPMANN. FORORDET ‘EN DYBERE MENING’ ER SKREVET AF JUHANI PALLASMAA.

GEKKO Publishing

OM BYGNINGSKULTURENS TRANSFORMATION

‘OM BYGNINGSKULTURENS TRANSFORMATION’ HENVENDER SIG TIL ALLE, DER ARBEJDER MED AT

OM BYGNINGSKULTURENS TRANSFORMATION