Den sociale scene – Folkemødet 2025

Den sociale scene

Folkemødet 2025

Den sociale scene

INDHOLD

Tekster skrevet af Menneskebibliotekets bøger:

Jeg lever da endnu.. af Filip, benamputeret

En usynlig sygdom, som bare er en del af mig

Vi var unge, vi var anderledes, men vi var der af Kim, kørestolsbruger

Miss Blindspot af Christina Nahnsen aka Miss Blindspot, synshandicappet

En atypisk lovestory af Preben Steen, kørestolsbruger

Jeg har ikke længere ondt i maven

Muligheden for at dele sin historie

Og jeg forstår af anonym, barn af misbruger

Der er altid et menneske bag psykisk sygdom af Charlotte Geisler, anoreksi

Sex er godt, sex er sundt, men er sex mig forundt? af Antoniett Vebel Pharao, kørestolsbruger / handicap aktivist / muskelsvindler

Løftet af Elin Tabitha, kræftoverlever

Livet på pause af Signe, familiesammenført

af Ida Due, ADHD

Hvad kalder vi en som mig? af Karina Titel, tidligere sexafhængighed

Kære dansker af Lasse Andersen, autisme

At møde et andet menneske af Lone, socialrådgiver / ADHD

Digte af Kasper B-K, barn af alkoholiker 70

Tanker om mit liv med demens af anonym, demens

De kigger og ser kun det jeg lader dem se af Gunvør Madsen, endometriose 80

Jamen har ALLE ikke ADHD i dag? af Gunvør Madsen, PMD / ADHD / Polyamorøs

Hvad betyder kulturen for

den demokratiske samtale?

Folkemødets Sociale Scene 2025

Folkemødets Sociale Scene sætter hvert år fokus på den demokratiske samtale på tværs af det byggede, det sociale og kulturelle. I år med særligt fokus på kulturens betydning på scenen, på det der sker før og efter debatterne, udenfor teltet og i det at skabe noget sammen.

Det gør vi, fordi Herman Görings berygtede udsagn: ”Når jeg hører ordet kultur, spænder jeg hanen på min pistol” spøger igen. ”Trump vows to turn the Kennedy Center around as he seeks to remake arts and culture in America” skrev AP Press den 20. maj. Og der er mange andre aktuelle eksempler på både politisk frygt for og politisk støtte til kulturen; fra værtskab for verdensmesterskabet i fodbold til censur af udstillinger og bøger.

For hvad betyder kultur og adgang til at ytre sig med kunstnerisk frihed for demokratiet? Og hvad betyder det at tage ordet, at give stemme og mødes om et værk for os her i Danmark i dag og i det hele taget?

Foreningen Menneskebiblioteket har inviteret 23 af bibliotekets ”bøger” til at skrive en tekst til hver af Folkemødets Sociale Scenes debatter. Teksterne vil blive læst op, én før hver debat, så de tilsammen udgør en 3 dages performance, en rød tråd på tværs af årets Folkemøde. Teksterne er samlet i nærværende bog sammen med collager skabt af unge fra UNIG – Ung i Høje Gladsaxe.

Med de 23 tekster og UNiGs collager vil vi holde fast i og vise, at den demokratiske samtale lever bedst, når den ikke er låst i en form eller forbeholdt én måde at komme til orde på. Teksterne og collagerne bringer kunstneriske vidnesbyrd ind i debatterne og bryder ind i de former, vi normalt inkluderer som legitime i den demokratiske samtale. Kun på den måde kan vi vise, hvad den kunstneriske frihed faktisk betyder for demokratiet og sam-

tidigt gives den et ansvar ved at være en del af den demokratiske samtale.

Bogen er et bidrag til samtalen på Scenen og på Folkemødet i det hele taget – men bogen kan rejse videre – den kan rejse med dig hjem og starte nye samtaler, der hvor den lander. Den betyder noget for hver af dem, der har bidraget til den med tekster og collager, men det betyder også noget for dem, der læser den og tager den med sig. Det er en tråd, der løber videre, og som inddrager alle der vil, når de får den i hånden.

Herigennem er det vores håb, at bogen i sig selv kan give anledning til en tanke, en refleksion over det at skabe noget sammen og at deltage i en demokratisk samtale – både ved at ville lytte og kunne blive hørt.

Den Sociale Scenes partnere belyser fra hvert deres ståsted, hvad en demokratisk samtale på tværs af det byggede, sociale og kulturelle betyder for vores samfund. Vi udforsker sammen og hver for sig, hvordan rum, relationer og kultur inkluderer og udgrænser. Hvordan varetager og skaber vi i fællesskab et inkluderende civilsamfund og demokratisk deltagelse? Det håber vi du vil være med til at diskutere og udvikle svar på.

Velkommen til Folkemødets Sociale Scene og god læselyst

Menneskebiblioteket

Menneskebiblioteket er i ordets bogstaveligste forstand et bibliotek bestående af mennesker. Mennesker med personlige erfaringer og et åbent sind, der formår at udfordre stereotyper, overkomme stigma, og som har oplevet diskrimination og negative fordomme.

I denne bog folder flere bøger fra Menneskebiblioteket deres historie og særlige erfaringer ud i en række vidt forskellige tekster. Her kan du møde nogle af disse særlige menneskebøger, så fordomme kan blive erstattet af indsigt i en anden persons liv og vilkår.

Rasmus Lanken Ottesen Foreningen Menneskebiblioteket

Menneskebibliotekets tekster og UNiGs collager står tilfældigt placeret i forhold til hinanden i bogen, så collagerne illustrerer ikke de tekster, de står sammen med.

UNiG - Ung i Høje Gladsaxe

I foråret 2025 har en gruppe unge fra Gladsaxe arbejdet med at udtrykke sig gennem fotos og collage. Under overskriften ”Fremtidens byrum” har de unge dels dokumenteret deres egen hverdag og nære omgivelser, dels udtrykt deres håb og drømme for fremtiden. På den måde har de unge fået en ny stemme, hvorved de kan trænge igennem i en verden, hvor de sjældent oplever at blive hørt og set.

Ung i Gladsaxe arbejder aktivt med ungeinddragelse i ungecaféerne og gennem projekter, der skal styrke de unges demokratiske deltagelse og mulighed for at udvikle sig i fællesskab.

Anna Rytter og Birgül Kuyulu fra Ung i Gladsaxe har i samarbejde med arkitekt Anna Eglite Sørensen og fotojournalist Emilie Lærke Henriksen guidet de unge gennem dette projekt.

Tak til:

Arthur, Liam, Benjamin, Emilie, Laura, Lulu, Christobelle, Rose, Emilio, Mustafa, Ronja, Magnus og alle de andre unge fra Ungecafé Mørkhøj og Ungecafé Stadion, der har bidraget til projektet.

Anna Rytter

projektleder i Ung i Gladsaxe

UNiG

Menneskebibliotekets tekster og UNiGs collager står tilfældigt placeret i forhold til hinanden i bogen, så collagerne illustrerer ikke de tekster, de står sammen med.

Den, den nye

Thea Gundesen

Titel i Menneskebiblioteket: Psykisk syg

giver hånd og sætter sig ned.

Jeg sætter mig, for jeg ved, hvad der kommer.

“Jeg skal lære dig at kende først”, siger den nye venligt.

Den nye vil mig det bedste.

Den nye ønsker, jeg bliver en succes. Men de er fanget af et rigidt system med bureaukrati skubbet op i røven.

Jeg er et offer for systemets tortur. For 1001 gang skal jeg fortælle min historie.

Den nyes lys slukker ved kapitel 3, mens jeg fortæller om lidelse, smerte, afmagt. Overgreb som ændrede kemien i min hjerne. Medicin, forløb, møder, alle lover mig et godt liv. Men den nye som sidder dér, er bundet på hænder og fødder.

Ude af stand til at hjælpe mig som individ. For jeg er en statistik, en paragraf, en kasse, som skal følges til punkt og prikke.

Vi er nået til kapitel 7 ud af mange. En stemme afbryder mit sind: “Undskyld, vi skal stoppe nu.” “Jeg har et nyt møde om lidt..”

Jeg tørrer mine øjne og næse med bagsiden af min hånd. Mine krystalklare tårer fortæller, hvem jeg er nu.

“Torsdag om 2 uger kl.12?” spørger den nye.

Jeg nikker.

Tager min jakke

som om jeg samler mit tøj efter endnu et overgreb. Og går.

Beep…. Beep……. Beep. “Haft en god dag?” spørger kassedamen venligt. “Ja. Fint”, smiler jeg.

Den nye vil mig det bedste..

Hilsen fra en hudsulten

Mille Holmboe

Titel i Menneskebiblioteket: Hudsulten

[kan evt synges] ”Rør ved mig, så jeg føler, at jeg lever”

Som barn sad jeg på min gynge og sang med på Dansktoppen i den overbevisning, at det med at blive rørt ved, mest handlede om noget, kærester gjorde. Berøring tilhørte kærlighed i det romantiske parforhold. Det havde noget med det der sex - og det at blive voksen - at gøre. Nu er jeg sidst i 50’erne og har først sent lært, hvor vigtig berøring – altså nærværende berøring uden en særlig dagsorden - er for mit nervesystem, for mit sinds balance og for at jeg føler mig som en af flokken. Et langt kram fra en omsorgsfuld person kan redde min dag.

Jeg er en af de mange danskere, der bor og lever alene. Jeg har været single i et godt stykke tid og arbejder ofte solo. I flere perioder har jeg lidt af hudsult – fra moderat tomrum i maven til en følelse af berøringsmæssig hungersnød. Jeg har med tristhed oplevet større kropsforskrækkelse og regulær berøringsangst mellem mennesker i kølvand på både pandemi og ”me too”. Ensomhedsfølelse, depression, trøstespisning og overvægt med følgesygdomme er udløbere af hudsulten, som jeg selv har haft inde på livet. Jeg vil sådan ønske, at vi kan finde uskylden igen. At vi kan genopdage, at berøring kan ske uden bagtanker. Forestil dig at leve uden en støttende hånd på armen, mens du letter dit hjerte til en ven, uden en lindrende kølig hånd på panden til den syge, uden et omsorgsfuldt kram til dit medmenneske i nød. Vil vi det? Jeg tror på, at et sundt forhold til mellemmenneskeligt fysisk nærvær, vil give os alle et bedre liv.

Jeg oplever, at mange i praksis viger tilbage for den mindste berøring uden for de nære relationer af frygt for, at hensigten bliver misforstået som noget seksuelt eller på anden måde grænseoverskridende. Hvis den berøringsforskrækkelse får lov til at vokse, frygter jeg, at den fører masser af mistrivsel med sig for alle os, som bor og lever alene. En gruppe i samfundet, som er i vækst.

Derfor ønsker jeg berøring på dagsordenen i vores dagligdag. Jeg ser det som essentielt med dialog og forståelse af, at vi alle kan have forskellige grænser. Jeg drømmer om, at vi lærer at tale om det overalt, hvor mennesker er sammen: På arbejdspladser og i foreninger, i uddannelsesinstitutioner – ja helst allerede i børnehaven. Det skal gøres normalt at sige nej tak eller ja tak til berøring. Vi skal forstå - uden at tage det personligt - at et ja til én person ikke betyder ja til alle, og at lysten til nærkontakt kan være forskellig fra dag til dag. Det må vi øve os i. Besværligt, synes nogle, men er det ikke endnu mere besværligt, at mennesker mistrives pga. for lidt, for meget eller forkert berøring?

Jeg håber på en fremtid, hvor berøring IKKE bliver seksualiseret og er tabu. At nærværende, venlig berøring igen bliver en naturlig måde at være menneskeligt sammen på, hvor vi hver især med respekt for hinanden, udtrykker vores ja og nej til, hvordan fysisk kontakt mellem os kan ske.

Kærligt kram fra ”Hudsulten”, Menneskebiblioteket, København

Er der overhovedet nogen der hører efter?

Jeg lever da endnu..

Filip

Titel i Menneskebiblioteket: Benamputeret

…på trods af, at nogle mente, det ville gå anderledes. På trods af, at mine dage, i et kort øjeblik, var sluppet op. Jeg lever endnu, fordi jeg tog kampen op. Fordi jeg fik mobiliseret den vilje og styrke, jeg altid har haft, men ikke haft brug for før nu.

Det bedste var nok, at jeg intet mærkede. Bevidstløs og lagt i koma, lykkelig uvidende om hvad der skete omkring mig og uvidende om, hvad der skete inde i min krop.

Tak til Danmark for at jeg måtte bo i 8 måneder, helt oppe på 8. sal. Udsigten er flot, men tiden er lang inde på Blegdamsvej. Omgivet af dygtige, hjælpsomme mennesker som alle talte dansk. De kunne deres kram..endda skære mine ben af…men på den anden side…jeg kunne ikke bruge dem mere.

Genoplivet og deporteret tilbage til Amager. Næsten klar til at genskabe mit liv og min tilværelse. De basale og til tider angstprovokerende spørgsmål, jeg var tvunget til at spørge mig selv.

Hvad skal jeg nu give mig til?

Skal jeg have et arbejde?

Vil mit sociale liv nu gå til grunde?

Hvordan kommer min økonomi til at se ud?

Er der en et sted, som stadig synes, at jeg er lidt fræk?

Vil jeg blive overset og glemt?

Har jeg stadig værdi?

Jeg begiver mig ud på min allerførste tur ned i min lokale NETTO. På mine nye ben, betalt af Københavns Kommune…tak ! - For helvede…TAK !!! Det er sommer, og solen skinner. Iført t-shirt og shorts skal jeg for første gang vise mine nye ben frem i offentligheden.

Jeg bemærker dig godt, da du står bag mig i køen til at betale. Du har din datter med. Din utålmodige aura dunker i mit baghoved, og jeg prøver det bedste jeg kan.. at holde balancen, mens jeg pakker mine varer ned i min rygsæk. Jeg har kun købt 3 ting, for jeg skal være sikker på, at jeg kan komme hele vejen hjem igen uden overvægt.

Endelig ude af Netto igen. Det er der, du prikker mig på skulderen. Jeg vender mig om og siger hej, uvidende og uforberedt på, at det, du nu siger til mig, er noget, jeg kommer til at huske for evigt. “Kan du ikke lade være med at have shorts på, for det gør min datter ked af det? “

Jeg har været indlagt på Rigshospitalet i 8 måneder. Jeg har været terminal syg. Min krop blev ædt op indefra af kræft. Jeg er blevet pumpet fuld af andre menneskers blod 28 gange. Jeg har haft blodforgiftning 2 gange. Jeg har ligget i koma i 3 uger. Jeg har haft flere blodpropper, end jeg kan tælle til. Jeg har fået amputeret begge mine ben.

….og så kommer du som et vildt fremmede mennesker, med din datter i hånden og spørger, om jeg ikke kan lade være med at have shorts på?

Man siger at: “hvad hjertet er fuld af, løber munden over med”. Jeg har svært ved at gennemskue hvad dit hjerte er fuld af, og hvad det er du ser med dine øjne, men…

”Det er ganske ligetil. Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet. Det væsentlige er usynligt for øjet, gentog den lille prins for bedre at kunne huske det.”

En usynlig sygdom, som bare er en del af mig

Hanne Kassandra Skipper

Titel i Menneskebiblioteket: Diabetes type 1

Diabetes er der hele tiden, som en alvorlig skælm, der sidder på skulderen hele tiden og råder og regerer, fortæller og driller, husker på og narrer!

Sådan er det døgnet rundt, 24/7.

Hele tiden skal man tænke på, hvad man tidligere eller måske i går har gjort, hvad man gør lige nu, og hvad man har i sinde at gøre i den nærmeste fremtid. Altså skal man sove, løbe en tur rundt om søen, i teateret eller helt andre ting? Alt kommer an på aktivitet og insulin. Dette er type 1, som den kaldes i dag, og som jeg nu lever med på 63-sindstyvende år.

”Den lille kemiker” skal man være for at overleve denne sygdom, siger en af vennerne. Den er der hele tiden og i drømmene. En usynlig sygdom, som bare er en del af mig, som en af ekstremiteterne, tankerne eller sjælen. Den ligger der før tankerne, tankerne før handlingen. Til evighed en hverdagsting og dog en belastning, som langsomt men sikkert nedbryder min krop, mens min psyke bliver kontinuerligt stærkere.

Kom bare an, dog vinder jeg til sidst.

Mod til at skabe forandringer

Vi var unge, vi var anderledes, men vi var der

Kim

Titel i Menneskebiblioteket: Kørestolsbruger

At være ung og kørestolsbruger i 90’erne var en sær blanding af frihed og forhindringer.

Det var en tid før Instagram, identitet og inklusion, men også en tid, hvor man lærte at finde sine egne smutveje – bogstaveligt men så sandelig også mentalt.

Min skole var flad som en pandekage. Ingen trapper og ingen ramper, for dem var der ikke brug for – alt var allerede i ét plan. Det var som om arkitekterne havde forudset, hvor jeg boede, selvom det nok bare var tilfældigt held. Alligevel føltes afstanden stor. Ikke fysisk, men socialt. Selv når man gik i klasse med nogen, kunne man godt føle, man stod lidt ved siden af. Der var altid en usynlig linje mellem dem og mig, og den linje var svær at krydse, selv uden kantsten eller trapper.

Men så var der Roskilde Festival. Det kaotiske, støvede fristed, hvor alle svedte og stank i solidaritet. Der kunne jeg snyde mig foran i køen. Et blik fra en vagt, et lille smil, og så stod jeg pludselig forrest. Ikke fordi jeg bad om det – men fordi det var nemmere for alle, at jeg bare kom ind først. Og jo. Nogle gange spillede jeg kortet bevidst. For én gang skyld var det en fordel at skille sig ud.

Festivalen var et slags frikvarter fra alt det andet. Der var ikke så mange regler, og folk var for fulde til at dømme. Det var befriende. Man kunne være en del af noget større, selvom jeg ikke kunne stå op og hoppe i takt til musikken - dansede jeg alligevel - på min måde.

Det var en tid med både skævhed, skolemælk og styrke. Der var meget, der ikke var tilgængeligt – men det betød også, at man blev god til at finde omveje. Man lærte at gebærde sig frem, grine lidt ad det hele og skubbe til verden, når den blev for snæver, eller kom for tæt på. For selvom fortovene var ujævne og ramperne sjældne, var der altid en vej frem. Også i 90’erne.

Det var en tid uden hashtags og kampagner, hvor man bare var, som man var – og fandt sin plads med stædighed og lidt charme. Vi var unge, vi var anderledes, men vi var der. På trods. Og helt med vilje - og vi er her stadig i dag og fortovene er stadig ujævne...

Miss Blindspot

Christina Nahnsen aka Miss Blindspot

Titel i Menneskebiblioteket: Synshandicappet

To synshandicappede forældre, hvoraf moren også kæmper med angst og depression. I Københavns Kommune har de søgt hjælp til hverdagen med deres søn, som selv fik konstateret synshandicap, da han var 6 år gammel.

Efter familieforøgelsen fik familien 10 minutters hjælp til tøjsortering og 10 minutters hjælp til negleklip hver anden uge. Efter skilsmissen forsøger moren stadigvæk at forklare sagsbehandleren, hvordan en dag er for hende og hendes søn, og at de har brug for mere støtte i dagligdagen.

Silas vågner tidligt, snakker og snakker. Ofte om Ninjago, Minecraft eller Star Wars. Jeg nikker og siger ”mmm”, på de rigtige tidspunkter og stiller et spørgsmål i ny og næ.

”Se lige denne her mor”.

”Jeg kan ikke se det,” siger jeg.”

”Så mærk mor.”

”Jeg er lige ved at børste hår, så jeg skal lige have mine hænder fri først”.

Jeg lægger hårbørsten væk og mærker undersøgende med mine fingre på det, han viser mig. Noget kobbertråd er viklet om håndtaget, og der er blevet tilføjet en perle, som er en knap, der kan udløse laseren på dagens hjemmekreation af et lyssværd. Jeg synes det er godt lavet.

Han snakker videre, mens han går i ring omkring mig. Jeg beder ham stoppe:

”Det stresser mig” siger jeg.

Vi spiser morgenmad. Han vil gerne vise mig, hvordan havregrynene former et mønster. Jeg siger:

”Det kan jeg ikke se.”

Han vil gerne tegne det i min hånd, så jeg kan forstå. Jeg siger:

”Lige et øjeblik” og stiller tallerkenen fra mig og rækker ham min hånd, så han kan tegne i den med sin finger.

Lidt senere er jeg ved at skrælle gulerødder. Silas er ved at pakke

tasken for at blive klar til skole. Her finder han en tegning, som han viser mig. Jeg kan igen ikke se, og han beder derfor om min hånd, så han kan tegne det. Må igen stoppe med det jeg laver, for at have hænderne fri, så han kan vise mig det. Han tegner med sine fingre i min håndflade, nu forstår jeg.

Mange gange i løbet af dagen, må jeg stoppe, hvad jeg er i gang med, fordi jeg ikke blot kan dreje hovedet og se, det han viser mig. Jeg skal tørre hænderne, lægge tingene fra mig, så jeg kan bruge mine hænder til at føle. Nogle gange siger jeg også til ham: ”Jeg har ikke tid til at se, hvad du viser mig lige nu. Det må blive senere.”

Men det kan jeg jo ikke gøre hele dagen.

Til og med 2. klasse følger jeg ham i skole hver morgen, angst eller ej. Det er dagens mest stressende opgave. Vi bor 200-300 meter væk fra skolen, så det er ikke fordi, at der er langt. Men vi skal krydse en lille villavej, som om morgenen forvandler sig til et trafikhelvede af langsomt kørende biler, cykler, bakkende biler, små børn på løbecykler, der følger storesøster i skole og så videre.

Min lyd bliver ødelagt, og jeg kan ikke se til at komme over gaden. Jeg lytter efter trafikken, men med biler i tomgang og generelt trafikkaos er det svært at lytte sig frem. Jeg siger altid til Silas: ”Du kigger, jeg lytter”.

Vi hjalp hinanden, og nogle gange er der også andre, vi kan spørge om hjælp. Men ofte krydser jeg vejen med Silas i hånden og hjertet i halsen.

Endelig i sikkerhed på den anden side af gaden. Men glæden er kort, for lidt efter kommer vi ind på skolen, hvor det myldrer med børn rundt på kryds og tværs. De løber, råber og synger. Jeg kan høre bolde, der bliver sparket og løbehjul i fuld fart. Det er stressende, og jeg kan mærke, hvordan det flår i mine nerver, og det føles usikkert at gå i en sløret tåge, med lyde fra alle sider. Jeg ser slørede skygger og farveglimt, og igen så meget lyd, at jeg ikke

kan orientere mig. Jeg kan høre lyde, der nærmer sig i fuld fart.

Det er en lettelse, når klokken ringer, og børnene forsvinder ind i deres klasser. Der bliver fredeligt, og jeg kan i ro og mag finde hjem. Nogle gange med tårerne løbende ned af kinderne.

Han får fri fra skole, nogle gange er der bordgruppe-legeaftaler. Jeg står alene med fire-fem børn. Andre gange er der legeaftaler blot med én, ofte herhjemme, for så skal jeg ikke hente Silas et ukendt sted. Jeg prioriterer legeaftaler til ham, cirka en gang om ugen. Det er vigtigt at knytte relationer. Derfor var der i 0. klasse f.eks. ingen fritidsaktiviteter, for det kunne vi ikke overskue. Nogle gange er der også et socialt arrangement på skolen eller i SFO’en f.eks. julehygge. Her holder Silas mig i hånden, guider mig rundt blandt moon-cars i fuldt fart, fægtende rollespillere og folk der går rundt med en kop varm gløgg i hånden. I ny og næ er der folk, der siger hej. Jeg siger usikkert hej. Jeg vil nødigt være hende, der ikke hilser, men hvem hilser jeg på - og var det overhovedet til mig, at der blev sagt hej?

Silas hjælper mig, så godt han kan:

“Pas på mor: Du skal tage et langt skridt her. Og her skal du dukke hovedet.”

Han vil gerne vise mig en hule, han har bygget. Jeg vil gerne ned at sidde et sted, hvor der er lidt fredeligt. Et sted hvor jeg kan få en lille pause fra alt det kaotiske virvar. Jeg beder ham finde en bænk lidt væk fra de andre. Jeg trækker mig fra fællesskabet, og jeg trækker jo desværre også Silas med væk.

Igen andre gange, skal vi i centeret for at købe sæbebobler og indendørssko. Vi er lige løbet tør for sæbebobler og nu fortæller han, at de skal bruge sæbebobler på fredag i billedkunst, og at de skal bruge indendørssko til idræt (min hjælper var her igår, og kommer først igen i næste uge).

Vi går af sted hånd i hånd. Silas snakker og laver gadedrengeløb.

Jeg orienterer mig efter lyden, og jeg må ofte bede ham tie stille, så jeg kan lytte. Jeg må også bede ham om at slippe min hånd, hvis han bliver ved med at hoppe, for ellers kan jeg ikke bruge min blindestok optimalt. Bevægelserne fra hans krop gennem min arm gør det svært for mig at registrere signalerne fra stokken i den anden hånd. Han løber forud, men jeg kan stole på ham. Han stopper ved alle veje og venter på mig.

I centret fortsætter han stadig den glade fantasifulde snak om, hvordan han skal arbejde videre på sit lyssværd, når vi kommer hjem.

”Må jeg gå i dyrehandleren og se på kaninerne?” spørger han.

Jeg siger:

“Ja, jeg bliver bare stående lige her, så må du finde mig igen, når du er færdig med at se kaninerne, skat”.

Han kommer tilbage. Vi går i Tiger for at købe sæbebobler. Der er så mange ting, han gerne vil vise mig. Noget kan jeg se, når jeg anstrenger mig, og andet må han forklare, hvad er.

”Nu skal vi ud af butikken. Vi skal også have fundet indendørssko, og jeg er allerede ved at blive lidt træt,” siger jeg.

Vi starter med at kigge efter indendørssko i Føtex, og denne gang er vi heldige. De har rent faktisk indendørssko til børn i dag. Vi hjælper hinanden med at finde størrelse, føler os frem og vurderer og prøver. Vi finder den rette sko og går til kassen.

På hjemturen er min energi opbrugt, og jeg siger: ”Jeg kan ikke snakke mere, jeg er træt, jeg bliver sur.”

Jeg siger: ”skuffen er fuld: Jeg må have pause. Du må gerne gå på værelset og lave lyssværd, når vi kommer hjem.”

Hver pludselig bevægelse og lyde, der kommer fra Silas, flår nemlig som knive i mit nervesystem. Jeg har brug for en halv time for mig selv i stuen. Men har jeg tid til det?... vi skal jo også læse, have aftensmad, lave madpakke, og hygge inden putning.

Læsning - eller generelt lektier - er en kæmpe udfordring. Os to, der sidder med næserne nede i Ipad’en, fægtende med hovederne, for at komme til (som to dyr der vil spise af samme madskål) for mit vedkommende, ofte uden resultat.

Jeg prøver at slå tale til, men forstår ikke matematikopgaven, da jeg ikke kan se illustrationerne. Silas hjælper mig ofte med at hjælpe ham med at lave lektier. Forestil dig et barn, der ikke har lært hverken bogstaver eller tal, skal forklare mig, hvilke bogstaver eller tal det er, vi skal arbejde med… Igen prøver han at tegne i min hånd, så jeg kan forstå. Det er udmattende for os at lave lektier, og det giver ofte konflikter. Og alt dette, krydret med hans snak og alle hans hop og spring, stresser mig voldsomt. Hvis han bare kunne sidde eller stå stille, ville det være en befrielse.

Nu er det nattøjstid, og vi slutter dagen af med at høre lidt lydbog. Godnat og sov godt. Jeg elsker ham. Han er skøn og fantastisk. Jeg har bare et synshandicap og en psyke, der udfordrer mig.

En atypisk lovestory

Preben Steen

(Byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti)

Titel i Menneskebiblioteket: Kørestolsbruger

Pernille var en smuk, 25-årig pige fra Sydsjælland, som jeg tidligere havde skrevet til – men uden egentlig at få svar. I hvert fald uden at få svar nok til at få en dialog i gang, og dét havde jeg det svært med. Af flere årsager. Som enebarn ligger det mig ret fjernt at blive ignoreret, og så var der noget ganske særligt ved Pernille. Noget, der både føltes dragende og også en smule forbudt.

Pernille sad nemlig i kørestol og havde muskelsvind, ligesom jeg. Hun var en af “den slags“, jeg altid tog afstand fra. En af de dér handicappede, som jeg altid prøvede at undgå af forskellige årsager. At hun rent faktisk svarede nu, og at vi kommunikerede, gjorde mig både glad og nysgerrig på mere.

Lad mig lige forklare min “fobi“ for andre ligesindede.

Det er min opfattelse, at de fleste med et handicap er temmelig kedelige mennesker, der lever et liv svøbt i vat. Jeg oplever en tendens til at gruppere sig og snakke sygdom og hjælpere. Det kommer nemt til kun at gå op i paragraffer og ankesager, regler og kommunejargon.

Jeg er klar over, at det er noget af en generalisering, men det er nu engang sådan, jeg oplever det. Og jeg har alligevel mødt en del af disse mennesker på min vej. Størstedelen af dem så jeg leve et liv skærmet fra alt, der syntes sjovt eller bare en lille smule farligt. Diametralt modsat af hvad jeg selv kom fra.

Jeg har derfor brugt det meste af mit liv på at undgå dem – mennesker med handicap.

Som lille blev jeg ofte sat sammen med andre børn i kørestol. Med mine forældres bedste intention naturligvis, og jeg bebrejder dem ikke. Det var det mest oplagte i verden, og havde jeg selv stået i samme situation med et barn med muskelsvind og ingen at spejle sig i på legepladsen eller i skolen, havde jeg helt sikkert tyet til det samme.

Jeg forstod dog ret hurtigt, at venskaber ikke automatisk knyttes, bare fordi begge parter har hjul. Der skal lidt mere til, så for mig affødte disse tvangslegeaftaler ingen gode venskaber. Jeg kom tværtimod til at føle mig begrænset i forhold til de børn på vejen, som ikke havde et handicap. Og så mindede de børn mig heller ikke om mine begrænsninger, som tiden med de andre i kørestol gjorde. Pernille responderede på et blogindlæg, jeg havde skrevet om tabet af min mor. En varm, trøstende, og ikke mindst forstående besked tikkede ind, og vi begyndte at skrive sammen.

I starten handlede det meget om sorg og om, hvordan man tackler den. Pernille havde som tidlig teenager selv mistet sin bedste veninde; en muskelsvindsramt pige. Hun blev kun 14 år. Et meget smertefuldt tab, som, især på mærkedage, trak Pernille ned. Jeg forstod, og vi forstod hinanden.

Aldrig før havde jeg mødt eller skrevet med en, som kunne sætte sig ind i mine tanker og følelser om det at sidde i kørestol og have hjælpere 24/7. Det var første gang, jeg sådan rigtig oplevede, hvor vigtig forståelse kan være.

Og på det tidspunkt anede jeg vitterligt intet.

Jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvad fremtiden skulle vise sig at bringe. Hvor svært det faktisk kunne være bare at leve et helt almindeligt liv i et parforhold som andre “normale” mennesker.

Tilpasset uddrag fra bogen “En atypisk lovestory”. Udgivet på forlaget DreamLitt, 2024.

Fællesskaber for alle – eller hvad?

Marmelade manden

Sofie Mathiesen

Titel i Menneskebiblioteket: Skizofreni

En mand, som jeg kender perifert, får skåret halsen over.

Det lyder voldsomt, og det er det egentligt også, men man vænner sig til det. Blodet flyder ud på hans blonde bluse som jordbærmarmelade klemt mellem en sirligt foldet pandekage, som alt for hurtigt fortæres på Rasmus Klump-legepladsen i Tivoli af en lille snotunge. Manden, der er dækket af marmelade falder til jorden Speakeren i mit hoved bifalder det og fortæller glædeligt om alt, hvad der foregår. Hvad han og jeg skal sige, tænke og gøre.

Min Hjerne er min største forræder, ikke til at stole på - den skaber disse scenarier - som marmelade manden.

Den lader mig dagligt dø, eller tro at jeg skal dø.

Men jeg cutter ikke, og jeg brænder mig ikke.

Og hver dag overlever jeg til trods. Nogle dage desværre, andre dage heldigvis.

Jeg kan pludselig få følelsen af, at alle mine negle bliver flået afde negle, der er lakeret i lyserøde, orange og pink nuancer.

Det føles ubehageligt. Det er som at overvære en tryllekunst. Man ved godt, at det ikke er rigtigt, men man tror alligevel på det. I hvert fald for det meste - også selvom, jeg godt ved, at det ikke er sandt, så føles det sådan.

Men det er jo bare psykosen, der skræmmer. Psykosen, der skaber scenarier som marmelade manden og de pink negle.

Så jeg spiser piller, for at holde dem nede eller måske en dag for, at de går helt væk?

Men indtil da må jeg leve videre i min parallelle virkelighed, som nogle gange krydser med jeres virkelighed.

Forhåbentligt vil jeres virkelighed aldrig udfolde sig så grumt som min virkelighed gør, og forhåbentlig vil jeg lade mig overleve lidt endnu. For Min sygdom kan slå mig ihjel, eller rettere sagt, den kan få mig til at slå mig ihjel. Og statistisk set vil jeg som skizofren kvinde dø 9 år tidligere end resten af befolkningen.

Så det betyder, at hver gang nogen dør - så overlever jeg - statistisk set.

Jeg har ikke længere ondt i maven

Anonym

Titel i Menneskebiblioteket: Aspergers syndrom

Da jeg var 12 år gammel, begyndte jeg at få ondt i maven. Der var ingen, der rigtigt kunne finde ud af, hvad der dog var galt. Jeg fik både taget blodprøver og snakkede med læger, men lige lidt hjalp det. Hverken mine forældre eller jeg kunne gennemskue hvad, der forårsagede det, og jeg fik det støt værre. Jeg holdt op med at komme i skole. Jeg tabte mig en del. Jeg fik svært ved at overskue arrangementer ud over det sædvanlige, og jeg havde svært ved at sove.

Jeg blev henvist til skolepsykologen, som godt kunne se, at noget ikke var helt som det skulle være, og jeg blev henvist videre til psykiatrien. Efter et længere forløb med samtaler, prøver og vurderinger kom svaret: Jeg har Aspergers syndrom.

Al den uro min skolegang var præget af og alle de mennesker, jeg til dagligt omgikkes, havde overbelastet mig i sådan en grad, at jeg blev ramt af stress, som man med Aspergers er mere disponeret for. Det var det, som i al den tid havde givet mig ondt i maven og problemer med at sove.

På daværende tidspunkt var jeg ikke klar over, hvordan mit liv over de næste mange år skulle udfolde sig, eller hvordan jeg er blevet nødt til at øve mig i at tilpasse mig, så verden ikke længere skulle være så svær at navigere i. Jeg er nu i midt-tyverne. Der har været op- og nedture. Gode perioder. Dårlige perioder. Jeg har lært, hvordan jeg navigerer verden, med de udfordringer jeg har, så jeg på bedst mulige måde kan indgå i samfundet på lige fod med alle andre.

Jeg bliver stadig overbelastet, og jeg kan stadig have svært ved at overskue nogle situationer, men med hjælp fra en kontaktperson, mine hovedtelefoner, pauser og struktur, kan jeg klare langt det meste. Jeg skal stadig økonomisere med min energi. Jeg bliver

enormt drænet af sociale aktiviteter og har typisk brug for 12-15 timers søvn efter at have været ude med venner eller til andre arrangementer med flere mennesker. Mangel på struktur kan også gøre mig usikker og bevirke til, at jeg kan blive nødt til at trække mig fra en given situation. Det er heldigvis alle ting, man kan planlægge sig ud af.

Nøglen til et velfungerende liv med Aspergers er: planlægning.

Jeg var gennem de første mange år nødt til at lægge detaljerede dagsplaner, hvor alt, jeg skulle en given dag, var skrevet ned med tilhørende klokkeslæt. Jeg er nu gået over til planer på ugentlig basis uden klokkeslæt.

Jeg har i det store hele fundet ud af, hvad jeg kan og ikke kan, for at kunne bibeholde mit høje funktionsniveau. Jeg vil i fremtiden stadig møde gode perioder og dårlige perioder. Det er et livsvilkår, jeg ikke kommer udenom.

Jeg vil altid være en lille smule anderledes og skulle leve mit liv på lidt andre præmisser, men det er noget, jeg gerne tager med, hvis jeg kan bibeholde det høje funktionsniveau, jeg har nu. Jeg ved endnu ikke, hvad fremtiden bringer, men én ting er dog helt sikker: Jeg har ikke længere ondt i maven.

Muligheden for at dele sin historie

Charlisa Manomaiphan

Titel i Menneskebiblioteket: Uopmærksom ADHD

Der er en stille kamp, som vi kæmper med hver dag, og som ikke altid bliver vist i dybden i en 10 sekunders video på de sociale medier. Jeg er taknemmelig for, at Menneskebiblioteket er et sted, hvor mange bøger får mulighed for at dele deres historie og udfordre misforståelserne. Jeg er beæret over at være en del af dette.

Og jeg forstår

Anonym

Titel i Menneskebiblioteket: Barn af misbruger

Et af mine første minder er min mors kæreste, der sidder med sin kammerat i hendes soveværelse og “leger” russisk roulette. Kammeraten skyder hovedet af sig selv. Kæresten smutter, så min mor og jeg sidder alene tilbage, da Rejseholdet kommer og finder våben og granater i tøjskabene.

Min mor får en ny kæreste, og vi flytter fra Sydhavn til Sjælør Boulevard i højhusene. Kæresten slår mig med et bælte, og min mor bliver narkoman. Brun rygeheroin. Hos Neger-John, den lokale pusher på Vesterbro, sidder jeg og leger i hjørnet, mens de voksne nikker bordet skaller og spiser softice med tæerne.

Min mor glemmer at rense skeerne, så de er brændt sorte, når jeg spiser cornflakes. Hun ligger og skriger i smerte af abstinenser. Min far og onkel kommer og tager mig fra min mor en kold vinteraften. Jeg er nok 8 og begynder i skole i Nordsjælland. En dag møder min mor op i timen og tager mig tilbage.

Jeg ryger hash som 13-årig og prøver speed, kokain, ecstasy og svampe, da jeg er 14. Kort efter bliver jeg anholdt første gang, da politiet stormer min far og onkels bopæl og finder våben, stoffer og stjålne ting.

Jeg begynder at komme i technomiljøet og begår indbrud, men passer også mit fritidsarbejde.

Som 17-årig melder jeg mig som soldat, bliver udsendt og går derefter i lære som VVS’er. I 2009 bliver jeg udlært, og samme år bliver jeg far. Mit forbrug af speed, kokain, svampe, hætter, ecstasy, ketamin, 2C-B mm. fortsætter, men nu kun i weekenden.

I 2010’erne bliver min mor clean, mens min far bliver dybt alkoholiker. Jeg flytter op til ham med min bedste ven, som tidligere har

forsøgt at hænge sig og var død i 20 min. Her eskalerer mit eget misbrug til hverdagsplan med en cocktail af elefantbajere, coke og keta, og min far drikker sig ihjel.

Men mine mål i livet, som jeg altid har haft, motiverer mig til at komme ud af mit misbrug, og jeg tager et år uden alkohol. I dag har jeg en VVS-virksomhed med 20 ansatte, skal giftes senere på året og har et normalt forhold til substanser, som der går længere tid imellem, at jeg forbruger.

Min opvækst hos min mor og senere min far og de ting, jeg har oplevet, har gjort mig til den, jeg er i dag: Jeg har gode værdier og kan til enhver tid sige, at livet har gjort mig stærkere. Min opvækst har tilmed givet mig mod til at hjælpe andre unge mennesker, på Vesterbro, i Valby og i Helsingør. Unge, der er hjemløse, har familieproblemer og søger forståelse og støtte. Og jeg forstår – takket være mit liv med mine kære; dem, der stadig er her, og dem, der er taget i forvejen.

Bibliotek

Der er altid et menneske bag psykisk sygdom

Charlotte Geisler

Titel i Menneskebiblioteket: Anoreksi

Jeg har ikke været aktiv Bog i Menneskebiblioteket i noget tid, men griber chancen for her at dele lidt af min historie, og samtidig hylde en person, der gjorde en forskel for mig, og som forhåbentlig kan belyse, hvor vigtigt det er at se mennesket og livet bag sygdommen.

Jeg havde anoreksi i årene 2004 – 2012, hvor jeg gennem de første år var indlagt på OUH, medicinsk afdeling, da min tilstand var meget dårlig.

Jeg havde en læge, der uden at blinke, så mig bag det dybeste mørke. Han talte altid til mig, ikke til min sygdom. Han besøgte mig (også når han havde fri i weekenderne) bare for at se, hvordan jeg havde det. Han var oprigtigt bekymret for mennesket bag, og det var mig! Han fik mig til at føle mig værdig på sin helt egen måde, i en tid hvor alle andre forsvandt (forståeligt nok).

Jeg tænker ofte tilbage på den nærhed og omsorg han gav mig og ikke min sygdom, især hvis der i ny og næ dukker mørke tanker frem.

Jeg nåede desværre aldrig at kontakte ham her ”på den anden side”. Desværre var det med et meget tungt hjerte i slutningen af 2024, da jeg læste at han desværre ikke er hos os mere. Kæmpe tak for alt du gjorde Kim Brixen! <3

Der er altid et menneske bag psykisk sygdom, og der er altid en årsag til psykisk sygdom.

Fremtidens bolig

Sex er godt, sex er sundt, men er sex mig forundt?

Antoniett Vebel Pharao (hun/hende)

Titel i Menneskebiblioteket: Kørestolsbruger / Handicap Aktivist / Muskelsvindler

Vi skal tale mere om sex og handicap! Vi skal tale om grænser, begrænsninger, begær, nydelse, kroppe og alt det imellem.

Vi skal gå ud fra, at alle mennesker har en seksualitet og som minimum har ret til at have det!

OGSÅ mennesker med handicap!

ISÆR mennesker med handicap!

I den største danske undersøgelse, der er lavet om danskernes sexliv, svarer op til 50 procent af mænd og kvinder med handicap, at de har et dårligt eller ikke eksisterende sexliv!

Hvorfor mon så mange svarer det?

Lad mig fortælle en lille del af min historie og give et indblik i den mangelfulde seksualisering af mennesker med handicap i Danmark. Da jeg var 26 og jeg spurgte min læge ind til forskellige præventionsformer, sagde hun, “hvorfor vil du vide noget om det?”

Burde det ikke være indlysende for min læge, hvorfor jeg spurgte ind til det?

Alle de fagpersoner, jeg har haft kontakt med i mit liv, har aldrig spurgt ind til mit forhold til min krop eller seksualitet. Hverken læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter osv.! INGEN! Heller ikke min mor, min far, mine søskende og størstedelen af mine venner og veninder.

Jeg tror de alle har haft berøringsangst, ligesom jeg selv har. For jeg vidste intet om sex og min egen krop, og hvordan jeg skulle udforske mig selv og min seksualitet, når mit handicap satte og stadig sætter mange begrænsninger for dens udfoldelse. Så, hvor skal man begynde. Når der ingen information eller inspiration er at hente.

Når man i hele sit teenage og voksenliv er blevet rørt ved på grund af behovet for hjælp og ikke nydelse. Når min krop ikke kun har været min egen, men også andres arbejdsplads.

Det var først, da jeg blev 25 år, at jeg begyndte at forholde mig til min krop og seksualitet. Forholdt mig til, at også min krop fortjente seksuel opmærksomhed. En positiv opmærksomhed. At mit sind også gerne måtte tænke mig selv, som et seksuelt væsen. For hvis ikke jeg selv tænker mig selv som en mulig seksuel partner, hvordan skulle andre så kunne gøre det?

Men jeg har manglet rollemodeller. Jeg har manglet et sprog. Jeg har manglet mod. Jeg har manglet at nogen turde at spørge ind og holde fast. Jeg har manglet professionelle, der kunne give mig svar! Heldigvis var der nogen, der turde spørge ind. Sådan rigtigt ind til kernen af min seksualitet.

Vi sad midt i et eksamensforløb i studiegruppen og eksamensstressen var over os. Men midt i den intense skrivefase, gik tiden i stå. Pilen pegede på mig og min eksamensgruppe spurgte mig: “Har du egentlig et sexliv? Eller som minimum sex med dig selv? Ejer du sexlegetøj?”

Det var som en håndgranat, der blev smidt imod mig. Lige da den ramte gjorde det ondt, og jeg gik i forsvar og lidt i panik. Men lige efter kom varmen, omsorgen og kærligheden fra min eksamensgruppe, som ville mig det bedste.

De fik taget hul på snakken! De turde bryde et kæmpe tabu! Det vil jeg for evigt være taknemmelig for.

Det blev vendepunktet for, at jeg gik ud og købte mit første sexlegetøj, kom på dating apps og så mig selv som et seksuelt væsen.

Nu er jeg endelig nået til et punkt, hvor jeg kan relatere til den kvindelige seksuelle frigørelse og forstå det helt ind til benet, når Tessa synger om at trække trussen til side. Jeg ved bare, at jeg skal bede en anden om hjælp til at gøre det!

Jeg ved nu, at jeg kan parere ordre fra Suspekt og sutte den op fra slap! Men det kræver en kørestol, der kan blive lav nok i sædehøjden eller en virkelig høj mand.

Og hvis Johnson spørger om han skal kig forbi, så tør jeg sige ja, fordi jeg er sikker på at kunne guide ham igennem min krop og særlige seksuelle hjælpemidler.

Sex er godt, sex er sundt og vi bør tale om det året rundt.

Løftet

Elin Tabitha

Titel i Menneskebiblioteket: Kræftoverlever

Familien er samlet rundt om det mørke spisebord og stemningen er alvorlig. Overfor mig sidder min 12-årige søn, og om nogle få sekunder skal jeg fortælle ham det, som han frygter mest af alt her i verden: “Mor har kræft”.

Det var den sværeste samtale i mit 42-årige liv, for jeg vidste, at min søn ville tro, at jeg skulle dø, da han havde oplevet, at farfar var død af kræft. Jeg trak vejret dybt og fangede hans blik og sagde med påtaget rolig stemme: “Jeg har fået kræft, og lægerne har en behandling, der gør mig rask igen. Jeg kommer IKKE til at dø af kræft ligesom farfar, og jeg lover, at jeg vil gøre ALT for at overleve kræften”. Inden jeg fik talt færdig, udbrød han forfærdet: “Nej mor, ikke kræft”.

Jeg havde fået konstateret brystkræft og prognoserne fortalte, at knap 90% med diagnosen brystkræft overlever i Danmark, og jeg var fuld af fortrøstning, for selvfølgelig ville jeg blive rask igen, og nu havde jeg lovet min søn at overleve. Dette løfte viste sig at blive styrende for min tilgang til, hvordan jeg blev rask igen.

Motion, kost og positiv indstilling

Kræften valgte at tage bolig i min krop - ikke en beslutning vi var enige om, så derfor ville jeg gøre livet mega surt for kræften, så den fortrød indflytningen og flyttede hurtigere ud igen, end den kunne nå at klappe broc - co - li.

Forude ventede næsten et års behandlinger med operationer, kemobehandlinger og strålebehandlinger, og jeg havde tillid til, at personalet på Riget havde 100% styr på den medicinske del af behandlingen. Min egen indsats var fokuseret omkring motion, kost og en positiv indstilling.

Heldigvis var jeg i mit livs form, da jeg fik brystkræft-diagnosen, og på egen krop havde jeg erfaret, at motion gør mig godt - en løbe-

tur er mit meditative frirum og intensiv motion giver mit humør et boost. Løb og crossfit var allerede en naturlig del af min dagligdag og mit mål blev at opretholde muskelmasse gennem kemobehandlingen, for jeg var overbevist om, at med en stærk krop ville jeg stå meget stærkere overfor den hårde kemobehandling, der var i vente. Jævnligt blev jeg dog mødt af fordomme fra mine omgivelser om, at min krop ville have bedst af at slappe af, og at motion vil udmatte mig. Men forskning har påvist, at motion har positiv indflydelse i behandlingen af kræft, så jeg fortsatte ufortrødent. De dage, hvor det var svært at komme ud af døren til træning eller ud på en løbetur, mindede jeg mig selv om, at jeg havde lovet min søn at gøre ALT for at overleve, og jeg ville ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg sprang over, hvor gærdet var lavest.

I så stor udstrækning, som det var muligt, forsøgte jeg i denne periode at holde fast i hverdagen og bevare følelsen af, at jeg styrede mit liv - det skulle kræften ikke have lov til at gøre. Til trods for de hårde behandlinger gennem næsten 12 måneder lykkedes det - ind imellem operationerne, kemoterapi og stråler - at komme af sted på ferie til både Anholt, Bornholm, Sverige, Skotland og Irland, og jeg var også 3 dage i telt på festival. Således blev tiden mellem behandlingerne fyldt op med oplevelser og dejlige stunder sammen med familie og venner, og disse oplevelser gav mig overskud, hvilket hjalp mig til at anskue verden fra en mere positiv vinkel og skabe trivsel i både min krop og mit sind. Jeg tror på, at de positive tanker fremmede min helbredelse og gjorde mit liv langt mere tåleligt gennem kræftbehandlingen.

8 år er gået, jeg er stadig kræftfri, dog ikke længere i så god form, men vigtigst af alt frygter min søn ikke, at jeg dør af kræft.

Livet på pause

Signe

Titel i Menneskebiblioteket: Familiesammenført

Sat på pause – et liv i kronisk midlertidighed.

Jeg giftede mig af kærlighed. Og jeg var overbevist om, at kærligheden tåler alt, tror alt, udholder alt og overkommer alt. Men den tåler dårligt den danske udlændingelovgivning. At bo i Danmark med en ægtefælle, der ikke bare ikke er dansker, men heller ikke engang er EU-borger, eller bare hvid, er at træde ind i et liv i modvind. Og at stå i modvind i årevis udmatter én, fordi man hele tiden skal spænde imod for ikke at vælte.

Man er i 10 år eller mere ikke garanteret ophold i landet længere end til udløbet af den midlertidige opholdstilladelse, ens ægtefælle lige nu har. De varer mellem 2 og 5 år og skal så fornyes, hvis man stadig lever op til kravene.

Man er underlagt en lovgivning, der sigter på at tvinge én til at underkaste sig en idealiseret udgave af dansk mainstream-kultur, som meget få etniske danskere lever op til, være nyttig for samfundet og bidrage økonomisk, fordi hele lovgivningskomplekset er baseret på en antagelse om, at man er asocial, snyltende, modsætter sig integration og står i opposition til dansk som sprog og til ’danske værdier’, der dog aldrig defineres nærmere. Eller med andre ord: Hvis man giver folk med udenlandske ægtefæller frihed til selv at bestemme over deres liv, vil de aldrig lære dansk, altid være arbejdsløse og isolere sig fra samfundet.

Derfor er samfundet nødsaget til med en blanding af tvang og trusler om udvisning af den udenlandske ægtefælle at detail-styre, hvordan de lever deres liv.

Man tvinges til at kæmpe for en livsstil, som ikke nødvendigvis giver nogen som helst mening for én selv. Alt kommer til at handle om, hvad man skal, og intet handler om, hvad man vil.

Lovgivningen har masser af uhensigtsmæssige konsekvenser, f.eks. kan det ikke betale sig for udlændinge at uddanne sig til det danske arbejdsmarked, fordi uddannelse ikke giver adgang til permanent opholdstilladelse, som ellers er første skridt væk fra den konstante midlertidighed.

Det burde ikke være vigtigt for fortællingen, men jeg ved af erfaring, at det på dette tidspunkt vil være hensigtsmæssigt at indskyde, at vi begge har kandidatgrader, hhv. indenfor naturvidenskab og IT. Vi beskytter, udvikler og underviser samfundet med vores høje uddannelser og specialiserede viden. Der har aldrig været tale om, at vi ikke vil arbejde, men ingen af os har kunnet vælge andet end at arbejde på fuld tid, eller at bo et sted, hvor der ikke var fuldtidsarbejde til to akademikere.

Samtidig med, at man skal leve et liv, man ikke selv har valgt, er ens livsvilkår valgflæsk. Politikere helt ind over midten af spektret har igennem de sidste årtier købt stemmer med stramninger af udlændingeloven. Det forlænger midlertidigheden, og gør den mere uforudsigelig, fordi kravene i to på hinanden følgende iterationer af udlændingeloven sagtens kan være gensidigt udelukkende. Valg er ikke længere en fejring af demokratiet, men en stressfaktor, fordi man ved, at ens familieliv ligger på hylderne med billige valgløfter.

Udlændinge på midlertidige opholdstilladelser har ikke stemmeret til Folketinget, så udlændingeloven er udenfor demokratisk kontrol for de fleste af dem, der er underlagt den.

Midlertidigheden slider. Uvisheden slider. Den medfølgende ufrivillighed slider. Det samme gør frygten for at overse en deadline, blive kørt ned eller kronisk syg eller på andre måder blive ramt af livet på en måde, der gør én ude af stand til at leve op til kravene og slippe

ud af midlertidigheden. Hvis man ikke passer ind i kassen, uanset årsagen, mister man retten til sit familieliv. Jeg er etnisk dansker med blå øjne og rødbedefarvet pas, men mit ægteskab gjorde mig til en fremmed i mit hjemland. Jeg holdt op med at være mig og blev en politisk defineret ’anden’, som ikke har de samme mål eller værdier som alle andre, og som derfor skal underlægges stram kontrol på ubestemt tid. Så længe, man er underlagt kronisk midlertidighed, er livet sat på pause.

ADHD

Ida Due

Titel i Menneskebiblioteket: ADHD

Jeg drømmer ikke om at passe ind. Om at være som folk er flest eller om at forsvinde i mængden.

Jeg drømmer bare om at være. Være lige som jeg er, men uden at sige undskyld. Om at slappe af og sænke mine skuldre.

For når stemmen er høj og følelserne store, så tager du et skridt tilbage og dit ansigt ændrer form. Jeg har skubbet dig væk i mit forsøg på at komme dig nærmere.

For jeg er lidt for ærlig og lidt for direkte og jeg taler for meget om alt det der ikke betyder noget. Det er for meget, eller også er det for lidt.

Jeg er udmattende træt eller ekstatisk energisk, jeg er overlykkelig eller helt ulykkelig, jeg er fuld af ideer eller tom for ord, og jeg elsker mig selv, eller også er jeg måske en som ingen kan elske.

Det koster 600 kr. om måneden at tage den magiske pille som gør mig 20% mere som jer andre. Selvfølgelig giver den ondt i maven, hjertebanken og søvnproblemer – en lille pris at betale for din accept.

Det er, som man siger, konstant ustabilt. En jævnt ujævn vej fuld af bump og sving. Men måske kunne vi gå her sammen?

Med dig i hånden kunne det hele føles mere stabilt.

Du kunne være min jordforbindelse, og jeg dine vinger.

Er der mon plads til en som mig her?

Hvad kalder vi en som mig?

Karina

Titel i Menneskebiblioteket: Tidligere sexafhængighed

Hvad er en afhængighed?

Er stoffer afhængighed?

Er alkohol afhængighed?

Er ludomani afhængighed?

Er overspisning afhængighed?

Er shopping afhængighed?

Kan ens arbejde blive en afhængighed?

Hvem vælger hvad en afhængighed er?

Hvem vælger, hvem der kan få hjælp til deres afhængighed?

Kan sex være en afhængighed?

Min bogtitel er: Tidligere sexafhængighed

Plastisk biks bundet med arme og ben. Plastikpose trukket ned over hovedet. Mænd samles. Lugt af sved. Støn i forskellige toner. Foreslået krop. Smerter. Blod. Varm lort på min krop. Lugt af tis som varmer min krop. Alle huller fyldt ud med hård hud eller hårde genstande. Kanyler, som er broderet i min overhud. Tvangsmæssig adfærd. Forstyrrelse, som dominerede mit liv. En oplevelse af en stor trang, en trang som var min afstraffelse, afstraffelse som jeg lærte i min barndom fra jeg var 6 år til 12 år med hvisken i mit øre fra min far:

Karina, Husk du er kun født til sex. Du bliver aldrig til noget. Du er ikke nogen. Du er en krop som skal udnyttes. Du er i verden for at betjene mænd, alle mænd. Mænd ejer dig. Mænd skal gøre, hvad de ønsker. Du er ingenting. Du er og bliver kun sex Karina!

Jeg troede på, hvad min far hviskede i mit øre. Jeg troede, at det var kærlighed fra min far. Og efterfølgende fra min eksmand, mand og ekskæreste.

Sætninger jeg har hørt mange gange:

Kan en kvinde være sexafhængig?

Er det ikke bare en undskyldning for at være utro?

Hvorfor skulle det være et problem?

Hvis det er et problem. Hvorfor lader du så ikke ”bare” være?

Er du helt sikker på du har været tidligere sexafhængig?

Du må elske sex

Du dyrker meget sex

Du ser meget porno

Hvor frækt Karina, du kan lære mig en masse fræk sex

Ingen pik er så hård som livet. Livet kan være voldsomt. Livet er smukt. Jeg er ikke det, som er sket. Jeg er ikke min fortid. Jeg er den, som jeg vælger at være, den jeg tager ansvar for. Livet er en stor smuk pose blandede bolsjer i mange forskellige farver. Livet har mange muligheder. Livet har puls, puls som får mit hjerte til at slå. Chancer skal tages. Erfaringer skal læres. De små forskelle kan vise sig at være den store forskel.

Jeg er en smuk kvinde som elsker og bliver elsket med rigtig kærlighed.

Kære dansker

Lasse Andersen

Titel i Menneskebiblioteket: Autisme

Jeg er ikke ligesom dig, og så endda.

Jeg har den forskel fra de fleste, at jeg er autist. Min hjerne er fra start bygget lidt anderledes end de flestes. Jeg ser verden på en anden måde end mange gør. En linse der lader mig fange detaljer som mange mennesker ville overse, men samtidig overser ting, som de fleste ville bide mærke i. Måden mit sind fungerer på, er både en velsignelse og en forbandelse; en force og et handicap. Mest af alt er det dog blot en forskel.

Min forskel kommer måske et andet sted fra end forskellen mellem dig og personen ved siden af dig, men til syvende og sidst, så er vi hver vores eget menneske, ganske enkelt. Jeg er ikke forkert, ynkelig eller syg på grund af måden, jeg er anderledes end dig, og uanset om du møder mig med en solsikkesnor på eller foruden, så ønsker jeg blot én ting af dig: Empati.

Jeg ønsker af dig, kære dansker, at du møder mig med den samme interesse og forståelse, som du møder alle andre med. Alle andre er også anderledes end dig selv, mit særpræg har bare et navn.

Fokusér ikke for meget på det navn. Det er en stereotyp, en generalisering som kan give dig et praj om, hvordan du forstår mig, men du vil komme ud på et sidespor ved at tro alle autister tænker ens, ligeså meget som hvis du tror, at alle kristne, veganere eller HK-medlemmer tænker ens.

Jeg er autist, ja, men først og fremmest er jeg et helt menneske med interesser, rejseplaner, moral, passioner, og en livret (Spaghetti carbonara, hvis du er nysgerrig). Det vil gøre mig så glad, når du ser min autisme som en komponent af mit hele jeg, nærmere end hvis du tror, at autismen er hele min person. Den er blot ét stykke farverigt glas i den mosaik som udgør mig.

Kærlig hilsen

Lasse

Minoriserede unge

At møde et andet menneske

Lone

Titel i Menneskebiblioteket: Socialrådgiver / ADHD

Jeg arbejder med mennesker hver dag, fuldtid, som socialrådgiver.

Man skulle tro, at jeg fik nok af de møder, men nej : )

Jeg elsker mit arbejde og føler mig dybt privilegeret over den tillid og åbenhed, jeg bliver mødt med. Stort privilegium!

At møde mennesker gennem Menneskebiblioteket er dog noget helt andet. Jeg er ikke på arbejde, jeg skal ikke præstere noget, der er en symmetrisk relation, en dialogbaseret samtale.

Jeg har forskellige titler, med endnu flere underkapitler - bliver primært læst med titlen ADHD.

Selvom vi er kommet langt, er der stadig fordomme om diagnoser generelt - herunder også ADHD.

Jeg passer ikke ind i de gængse foruddefinerede kasser. Ej heller hvad min diagnose angår.

Jeg lader læseren bestemme retningen for samtalen, og jeg bliver lige forundret over, hvor vidt vi kommer omkring.

Ikke to samtaler er ens!

Jeg kan slippe tøjlerne og bare fortælle. Slippe kontrollen og lade dét komme, der vil frem. Båret af intuition og de spørgsmål, der kommer.

Det giver mig en dybere indsigt i mig selv - og i andre. Der opstår undren, refleksion, smil og latter, spejling, AHA-oplevelser.

Det giver mening.

Det forebygger.

Det mindsker populisme, marginalisering og ikke mindst min store angst; polarisering.

Vi skal blive ved med at tale med hinanden. Menneskebiblioteket er et godt sted at starte.

Vh Lone, 59 år, socialrådgiver, ADHD.

Tirsdag aften

Digte Kasper B-K

Titel i Menneskebiblioteket: Barn af alkoholiker

Min mor svajer i hjørnet af sofaen med korslagte arme i en kridhvid polyesterpyjamas der hænger løst over hendes solariebrune hud hendes blå øjne svømmer i billig paphvidvin mens hun drukner foran mig isoleret i sin lidelse

Jeg ignorerer hende så godt jeg kan men hun fylder alt med sit intet og sin altid sure stemme stop med at kigge sådan på mig mumler hun vredt fordi jeg ikke ved hvordan man kigger rigtigt på en mor der venter på bare ét forkert ord så hun kan skyde mig ned med en kugleregn af min egen utaknemmelighed over hendes utallige ofringer og ufrivillige kampe med kommunen systemet og sig selv

Hvornår holder du op med at drikke spørger jeg og håber på

det måske er denne gang hun lytter men hun ser på mig med ild i øjnene og mord i mundvigene mens væggene i stuen kvæler mig og jeg er allerede død da hendes ord rammer mig og flår mig fra hinanden et lig i opløsning der er ingen løsning ingen lysning for hvad bilder jeg mig egentligt ind hvem tror jeg jeg er utaknemmelighed og falsk kærlighed er det eneste hun får jeg er aldrig tilfreds eller andet end utilpas jeg vil have mere og mere men hun kan ikke mere hun gør alt har altid gjort alt ofret alt men jeg gør intet giver intet forstår intet wAfmagten er overmagten og den strømmer ned af væggene og kravler langs panelerne i det rækkehus der skulle være vores nye start

men mine små brødre ligger ovenpå den ene for lille til at forstå og den anden for gammel til at glemme så han græder og skriger og smadrer hånden ned i gulvet og smækker med døren mens månen lyser ind ad køkkenvinduet hvor min stedfar tømmer sin sidste øl før han lægger osten i opvaskemaskinen

Du er den første, der spørger mig

Hvordan føles det at vokse op med forældre der i stedet for at støtte dig drukner sig der i stedet for at vise kærlighed giver dig uforudsigelighed og som uden omtanke men altid med en bagtanke drikker og kværulerer mens du tavst fantaserer om en familie og en hverdag hvor ingen bliver til andre end dem de er hver dag

Hvordan føles det at få fortalt at du aldrig ved noget aldrig forstår noget at du altid føler forkert husker forkert ser forkert når du spørger hvorfor de snøvler og svajer og hvorfor de drikker så meget og de svarer at de jo bare er trætte og aldrig fulde når de altid er fulde af dårlige undskyldninger og beskyldninger

Hvordan føles det at se din mors mundvige vende nedad

og hendes selvhad vende udad så familiehygge bliver til ulykke og tavse timer foran fjernsynet med fem spildte liv der lever sammen men hver for sig

Hvis du virkelig vil vide det er du den første der spørger og jeg ville ønske jeg kunne fortælle dig hvad jeg egentlig følte dengang men mine egne følelser var ingens følelser så jeg bedøvede mig selv med kemisk kærlighed mens mine forældre hældte deres følelser ud i vasken når de skyllede vinglasset for at fjerne lugten og fortsætte flugten men jeg så det hele jeg husker det hele og jeg kan aldrig hele for absurditeter var normaliteter og svære følelser var noget ingen lærte mig at forstå så min mavefornemmelse blev til selvforglemmelse

og det glemmer jeg aldrig.

Tanker om mit liv med demens

Anonym

Titel i Menneskebiblioteket: Demens

Jeg prøver at omfavne mit liv med demens hver eneste dag, og jeg øver mig i at gøre det så meningsfuldt og indholdsrigt som muligt. Mange dage er det muligt. Især hvis sjove, hyggelige eller fysiske aktiviteter med gode mennesker er en del af dagen, eller hvis jeg føler, at det er en dag, hvor jeg gør en forskel for demensområdet. Dét at gøre en forskel for mig og for andre i samme situation giver mig lidt mening i al meningsløsheden. Det gør mig glad og får mig til at føle mig værdifuld, at jeg, på trods af min demenssygdom, stadig kan bruges til noget og være “samfundsrelevant”.

Sværere er de dage, hvor dagen pludselig er gået fra morgenkaffe til aftente, uden at jeg har snakket med nogen, og jeg det meste af tiden har ligget på sofaen og set meningsløse serier på Netflix. De dage er svære at komme igennem. Aftnerne bliver ensomme, og den eneste sociale kontakt, jeg har i løbet af dagen, er app-spillet Wordfeud, hvor jeg spiller med fremmede for at holde min hjerne i gang. Aftensmaden står på færdigretter fra fryseren, som jeg uden appetit stikker modløst til.

Men noget der præger alle dagene er en følelse af, at der mangler noget… Jeg er ofte glad, og ved godt, at jeg, via de mange ting jeg engagerer mig i, gør en forskel for mange mennesker med demens.

Men jeg savner så forfærdeligt at være “højskolelærer” i stedet for at være “en med demens”... Jeg savner følelsen af ikke at være så bekymret for min fremtid, ligesom dengang, før jeg fik demens. Jeg savner at kunne planlægge og bestille en rejse til Australien i 2026 med min gode ven. Og jeg drømmer mig tilbage til livet, hvor den største sorg var, når et hold højskoleelever forlod højskolen og jeg - på trods af sorgen over afskeden - også var fyldt med lykke over at vide, at jeg altid vil være en del af deres liv - resten af deres liv. Hos nogle helt konkret, fordi vi har bevaret relationen, og hos andre i de gode minder. Sorgen i dag har fået en helt anden karakter. Med min demenssygdom bærer jeg en daglig sorg over at miste

mig selv, og jeg er enormt bange for at glemme noget eller nogle, som er vigtige for mig…

Nå… Nu røg jeg vist ned i et hul… Nu er det min strategi at komme op på hesten igen.

Jeg vil hver eneste dag anstrenge mig for at forsøge at huske det skønne liv, jeg har levet og lever, og takke alle de vidunderlige mennesker, der har beriget og fortsat beriger mit liv.

De kigger og ser kun det jeg lader dem se

Gunvør Madsen

Titel i Menneskebiblioteket: Endometriose

Min bog hedder Endometriose.

Jeg blev stillet et spørgsmål fra en anden, der også har endometriose.

Hvordan får jeg andre til at forstå at jeg ikke er rask?

Jeg må svare at mange har svært ved at forstå det, nogen kommer aldrig til det. Det er ikke af ond vilje.

De kigger og ser kun det jeg lader dem se.

Jeg går ikke ud af døren, når jeg har det røvsygtdårligt.

Jeg sover, når jeg kommer hjem fra arbejde.

Nogle dage hader jeg min krop for ikke at være særlig samarbejdsvillig, andre dage får den ros for at hænge sammen trods alt.

Jeg tager smertestillende og holder pauser, når jeg har brug for det.

Jeg er hamrende god til ikke at fortrække en mine, når der kommer jag, når det stikker og brænder, eller det hele kramper sammen. Min familie, venner og kollegaer ser det, jeg giver dem lov til at se, eller det jeg simpelthen ikke kan skjule.

Jeg kan godt forstå, at det er svært at tro på, at jeg ikke er rask, de fleste ser mig jo kun, når jeg har det ok.

Det kræver en vis indsigt i kronisk sygdom at forstå, hvordan det kan lade sig gøre. Jeg har accepteret, at det er sådan, og så siger jeg fra, hvis der er opgaver jeg ikke kan udføre.

Jeg er min egen bedste ven og fjende.

Det ville være lettere for os, hvis vi havde kæmpe blå mærker på huden der, hvor kroppen sparker os indefra, men det har vi ikke.

Jeg forstår dig godt, dig, der stillede spørgsmålet. Det er ikke let at være kronisk syg med en usynlig sygdom.

Vi ser jo som regel friske og raske ud, når vi er ude, kun de nærmeste kender prisen, der skal betales bagefter...

Kærlig hilsen

Gunvør

Vil du flytte ind med dine venner?

“Jamen har ALLE ikke ADHD i dag?”

Gunvør Madsen

Titler i Menneskebiblioteket: PMD / ADHD / Polyamorøs

Bogtitel: ADHD

Det lyder som en harmløs bemærkning. En måde at sige “vi kender det jo alle sammen”.

Men det, den gør, er at udviske forskellen mellem en almindelig travl hjerne – og en hjerne med ADHD.

Ikke alle mærker lyset, stemmerne og stemningen i rummet på én gang, hele tiden.

ADHD er ikke “lidt ekstra uro”.

Det er et indre stormvejr i et system, der kræver stilhed.

Og når man forsøger at presse den hjerne ned i en samfundsramme, der er lavet til nogen helt andre – så går det galt.

ADHD for mig er:

At gå ud i køkkenet for at hente et glas vand… ...og 20 minutter senere har du sorteret plastikbokse, åbnet fire skabslåger og smadret et glas. Vandet? Nope.

At prøve at fokusere i et møde… ...mens hjernen spiller cirkusmusik og spørger: “Hvordan tisser en flagermus egentlig?”

At bruge fire dage på at lede efter dine nøgler til arbejdet –...for så at finde dem i skoene.

Og det giver mening.

Det var jo de sko, du skulle have på i morgen, så du lagde dem et sted, hvor du vidste, du ville huske dem. Men så begyndte det at regne, og du tog støvler på i stedet.

At bruge to timer på at prøve at indkalde til et møde –...og opgive, fordi det føles uoverskueligt.

På samme tid skriver du en skarp, levende og vildt velformuleret eventbeskrivelse til Folkemødet.

Det føltes nemt. Meningsfuldt. Sjovt.

At bruge 40 minutter på at farvekode din to-do-liste, ...uden at få lavet én eneste opgave på den.

At have 14 faner åbne – både på skærmen og i hovedet –og ikke ane, hvor du startede.

Men du har fået en ny idé.

Som straks blev afløst af en anden.

Og nu er du sulten. Eller skal tisse. Eller begge dele.

At glemme, hvad du ville sige midt i en samtale –selvom du havde øvet det inde i hovedet hele dagen.

Og så sidde tilbage med følelsen af, at du fejlede. Igen.

At aldrig have en pause fra tanker.

At dit hoved aldrig er stille.

Tankestrømme, løsrevne sætninger, selvkritik, glemte opgaver, pludselige idéer, gamle samtaler, lyde udefra – konstant.

Selv når du prøver at slappe af.

At mærke ALT – hele tiden.

Lyset, lydene, stemmen der lød forkert, et blik du tolkede for meget på, stemmen i dig selv der ikke vil tie stille.

Og så prøve at fungere. Uden at bryde sammen.

ADHD er ikke en trend. Det er ikke en undskyldning.

Det er ikke noget, vi “alle har lidt af”.

Det er et livsvilkår, som hver dag forsøger at tilpasse sig et samfund, der er bygget til en helt anden type hjerne.

Men når vi ikke passer ind i kassen, bliver vi ofte set som problemet. Men måske er det ikke os, der skal presses hårdere –måske er det systemet, der skal strække sig lidt længere.

For nej – vi har ikke alle lidt ADHD.

Men hvis flere føler, at de ikke kan følge med, så er det måske ikke vores hjerner, der fejler.

Måske er det bare på tide, vi bygger noget større end én snæver kasse.

Bogtitel: Polyamorøs

Kærlighed er ikke en begrænset ressource

Mit navn er Lise. Jeg er polyamorøs.

Og nej – det er ikke for sjov.

Det er ikke midlertidigt.

Og det er ikke, fordi jeg er bange for at binde mig.

Jeg kan binde mig dybt

Ikke til én – men til dem, der berører mit liv på meningsfulde måder.

Kærlighed er ikke en begrænset ressource.

Og jeg nægter at lade som om, den skal være det.

Jeg elsker mine børn – begge to – vidt forskellige, unikke, elskede på hver deres måde.

Ingen ville finde det mærkeligt.

Men så snart jeg elsker mere end én voksen, så bliver det et problem?

Jeg har ikke én ven.

Jeg har mange.

Fordi mennesker giver mig forskellige ting, og fordi jeg bidrager forskelligt i deres liv.

Så lad mig spørge dig:

Hvis jeg sagde, du kun måtte have én ven – ville du så ikke stille spørgsmålstegn ved det?

Så hvorfor skal jeg vælge, når det gælder kærlighed?

Der kommer de klassiske spørgsmål:

“Er du ikke bange for at blive forladt?”

Jo, selvfølgelig.

Og ja – jeg er blevet forladt.

Men det er en risiko, man tager, hver gang man går ind i en kærlighedsrelation.

Uanset om man er mono eller poly.

Der findes ingen kærlighed uden risiko. At elske er at tage springet, velvidende at man kan lande hårdt. Men også velvidende, at man kan lande i noget ægte.

“Er det ikke forvirrende for dine børn?”

Jeg tror, det er forvirrende for børn, når voksne skjuler, skammer sig eller ikke står ved sig selv.

Jeg tror, det er trygt at vokse op med ærlighed.

Jeg tror på at vise dem, at kærlighed kan se ud på mange måder –og stadig være stabil, respektfuld og forankret i ansvar.

“Er det ikke bare en undskyldning for ikke at vælge?” Måske.

Men hvorfor skal jeg vælge?

Hvem har besluttet, at kærlighed kun må gives til én ad gangen, og at alt andet er forkert?

Jeg passer ikke ned i samfundets firkantede kærlighedsform.

Men det betyder ikke, at jeg elsker mindre.

Det betyder, at jeg elsker frit.

Med intention, med kommunikation – og med stolthed.

Jeg er ikke ude på at overbevise nogen.

Jeg står her ikke for at forklare, men for at insistere:

Jeg har ret til at elske, som jeg elsker.

Jeg har ret til at være her.

Med hele mig. Uden undskyldninger.

Jeg er polyamorøs.

Jeg elsker ikke for meget.

Jeg elsker ikke forkert.

Jeg elsker.

Og det er mere end nok.

Bogtitel: PMD (præmenstruel dysfori)

PMS’ mørke søster

Jeg vidste det godt.

Fra starten.

At det var hormonelt.

At det fulgte en cyklus.

At det ikke “bare” var mig.

Men det tog otte år at få nogen til at lytte.

Otte år, hvor jeg levede med PMS’ mørke søster: PMD.

Præmenstruel dysforisk lidelse.

Det lyder næsten klinisk.

Men det var ild i mine led.

Migræner, der pulserede bag øjnene.

En træthed så tung, at det føltes som at trække vejret gennem vand.

Og tanker – mørke, tunge, gentagne –om ikke at være her længere.

Måneder, hvor mine børns stemmer lød som stød i nervesystemet, og hvor jeg gemte mig for dem, ikke fordi jeg ikke elskede dem, men fordi jeg ikke kunne være til stede i mig selv.

Jeg kunne mærke det præcist:

Hvornår det begyndte.

Hvornår ægløsningen trykkede på den forkerte kontakt.

Hvornår jeg blev væk.

Og hvornår jeg kom tilbage.

Jeg samlede forskning.

Kiggede i udenlandske databaser.

Printede artikler.

Forklarede.

Pegede.

Bad.

Men ingen lyttede.

“Stress.”

“Depression.”

“Skrøbeligt sind.”

“Det er en del af det at være kvinde, Lise “ “Tab dig, drop alkohol og kaffe, bevæg dig mere”

Indtil én gjorde.

En nyuddannet, dygtig psykiater, der så igennem mine symptomer og lyttede.

Virkelig lyttede.

Han hjalp mig med at finde vejen ind i systemet.

Ind til dem, der kunne operere.

Ind til muligheden for at blive fri.

Til sidst blev jeg opereret.

Livmoder. Æggestokke. Æggeledere.

Fjernet. Alt sammen som 40 årig.

Det var ikke en opgivelse.

Det var en hjemkomst.

Og i dag – i dag har jeg ingen symptomer tilbage.

Ikke i kroppen.

Ikke i sindet.

Men selv da jeg blev rask i kroppen og sindet, blev jeg ikke set som rask i systemet eller af mine omgivelser. At mit sind stadig er skrøbeligt.

Nogen mener, at det, jeg har været igennem, gør mig uegnet som mor.

Og systemet har det desværre med at tage postulater for gode varer. Det nikker.

Det spørger ikke.

Det undersøger ikke.

Det tror.

Det hænger fast i gamle billeder.

Gamle beskrivelser.

Gamle forklaringer, sagt af andre end mig –som om de stadig gælder.

Men mennesker forandrer sig.

Vi vokser.

Vi kommer igennem ting.

Vi bliver klogere, stærkere, friere.

Så hvorfor bliver systemet stående, når vi bevæger os videre?

Jeg er ikke alene.

Jeg er bare én af dem, der stadig står op og siger det højt:

Lyt til os.

Lad os udvikle os.

Lad fortiden være noget, vi har levet –ikke noget, I bruger imod os.

PROGRAM

PROGRAM

Den Sociale Scene Folkemødet 2025

Torsdag d. 12. juni

10.00 - 10.45

Åbning af Den Sociale Scene Hvad betyder kulturen for den demokratiske samtale? Den Sociale Scene

11.00 - 11.45

DEI is dead, siger Musk. Hvor efterlader det indsatserne? Foreningen Menneskebiblioteket

12.00 - 12.45

Byens Haver: Fællesskab og sundhed gennem byudvikling not a box

13.00 - 13.45

Hvad sker der med vores (beboer)demokrati?

Domea.dk

14.00 - 14.45

Vi har boligerne - vil du ytte ind med dine venner?

Domea.dk

15.00 - 15.45

Vejen til en national model for sociale henvisninger not a box

16.00 - 16.45

O entlige byrum ladt i stikken i de nye klimakrav KOMPAN

17.00 - 19.00

Forsamlingshus for bæredygtig udvikling

Det Kongelige Akademi - Institut for Arkitektur og Teknologi, Arkitektforeningen, Forbundet Arkitekter og Designere

Fredag d. 13. juni

9.00 - 9.45

Fællesskaber for alle – eller hvad?

Lørdag

Bevica Fonden 9.00

10.00 - 10.45

Bo med fællesskaber

Det Kongelige Akademi - Institut for Arkitektur og Teknologi

11.00 - 11.45

Fra skræk og rædsel til arkitektonisk kvalitet KOMPAN

12.00 - 12.45

Fremtidens Bolig og bo-former

BIG - Bjarke Ingels Group

13.00 - 13.45

Tid til et paradigmeskifte i arkitekturens menneskesyn?

Bevica Fonden

14.00 - 14.45

Når ”naboen fra helvede” gør dig lykkelig – Den blandede by Boligselskabet AKB, KAB

15.00 - 15.45

Sådan skaber du mere fællesskab i hverdagen

Boligselskabet AKB, Boligselskabet 3B

16.00 - 16.45

Er der overhovedet nogen, der hører efter? (Workshop) UNiG - Ung i Gladsaxe

17.00 - 18.00

Diversitet i Design

BIG - Bjarke Ingels Group, Foreningen Menneskebiblioteket

18.00 - 19.00

Menneskebiblioteket fylder 25 år Foreningen Menneskebiblioteket

Fra sofakarto KOMPAN

10.00Hvordan Arkitektforeningen

11.00Sådan Boligselskabet Boligforeningen

12.00Barrierebingo benspænd, og Boligforeningen

13.00Stemmer

Niels O UNiG og

14.00Hvor fande I lukker UNiG og

Institut for hvad?

arkitektonisk

bo-former

arkitek-

dig

fællesskab

Boligselskabet 3B

Lørdag d. 14. juni

9.00 - 10.00

Fra sofakarto el til sprød livsstil KOMPAN

10.00 - 10.45

Menneskebiblioteket

25 år

Menneskebiblioteket

Hvordan får vi livet tilbage i bymidten? Arkitektforeningen

11.00 - 11.45

Sådan hækler du dig til ind ydelse Boligselskabet AKB, København og Boligforeningen 3B

12.00 - 12.45

Barrierebingo bliv klogere på dine egne benspænd,Boligselskabet AKB,København og Boligforeningen 3B

13.00 - 13.45

Stemmer fra Vestegnen

Niels O enberg, Rose & Rose, UNiG og Mino DK

14.00 - 14.45

Hvor fanden skal vi ellers gå hen...når

I lukker alt? Niels O enberg, Rose & Rose, UNiG og Danmarks Biblioteksforening

Ekstra aktiviteter i området udenfor scenen

Menneskebibliotekets Bogcafé torsdag og fredag 12.10 - 16.10 Kig forbi Menneskebibliotekets Bogcafé og lån et menneske der vil gøre dig klogere Arrangør: Foreningen Menneskebiblioteket

Et hæklet værk - mange stemmer lørdag 12.00-15.00

Vi hækler videre på værket “Et hæklet værk – mange stemmer”, i en workshop med billedkunstner Suada Ada Demirović Arrangør: Boligselskabet AKB, København

Folkemødets Sociale Scene

Folkemødets Sociale Scene har siden 2017 hvert år samlet en bred kreds af partnere på tværs af det byggede, sociale og kulturelle, samt på tværs af branche- og organisationstyper, for at undersøge og udvikle den demokratiske samtale, udforske samtaleformer og give plads til eksperimenter med formater for hvordan vi kan give ordet til hinanden.

Formålet med Den Sociale Scene er at skabe et sted, hvor der er højt til loftet, og hvor vi i fællesskab kan forsøge at adressere problematikker i hverdagen og i det professionelle Danmark. Ved at engagere en bred kreds af partnere udvider vi samtalehorisonten, og giver rum til forskellighed i undersøgelsen af hvordan vi hver især kan bidrage til forståelsen af samfundets og vores fælles ansvar overfor hinanden. På den Sociale Scene inviterer vi til samtale og nye indsigter på tværs af brancher, fagligheder og forskelligheder.

Vi er Den Sociale Scene på Folkemødet 2025:

Folkemødet, Det Kongelige Akademi - Institut for Arkitektur og Teknologi, Bevica Fonden, Rose & Rose Design, UNiG, Domea.dk, Boligselskabet 3B, Boligselskabet AKB København, Not a box, Akademisk Arkitektforening, KOMPAN, BIG - Bjarke Ingels Group, Foreningen Menneskebiblioteket

DEN SOCIALE SCENE

ISBN 978-87-7830-925-9

Udgivet af

Det Kongelige Akademi – Institut for Arkitektur og Teknologi

Philip de Langes Allé 10 1435 København K

Redaktion

Natalie Mossin, Niels Offenberg, Anna Rytter, Rasmus Lanken Ottesen og Tine Hammerbo

Layout, forsideillustration og vignet

Lene Rose

Bidrag ved UNiG

Arthur, Liam, Benjamin, Emilie, Laura, Lulu, Christobelle, Rose, Emilio, Mustafa, Ronja, Magnus og alle de andre unge fra Ungecafé Mørkhøj og Ungecafé Stadion, der har bidraget til projektet

MENNESKEBIBLIOTEKET

Thea Gundesen, Mille Holmboe, Filip, Hanne Kassandra Skipper, Kim, Christina Nahnsen aka Miss Blindspot, Preben Steen, Sofie Mathiesen, Charlisa Manomaiphan, Charlotte Geisler, Antoniett Vebel Pharao, Elin Tabitha, Signe, Ida Due, Karina, Lasse Andersen, Lone, Kasper B-K, Gunvør Madsen samt tre anonyme bøger

PARTNERE PÅ FOLKEMØDETS SOCIALE SCENE 2025

Det Kongelige Akademi – Institut for Arkitektur og Teknologi, Akademisk Arkitektforening, Bevica Fonden, BIG, Kompan, Domea.dk, AKB København, Boligforeningen 3B, Rose & Rose, Not a Box, Foreningen Menneskebiblioteket, Ung i Høje Gladsaxe og Folkemødet

Jeg er udmattende træt eller ekstatisk energisk, jeg er overlykkelig eller helt ulykkelig, jeg er fuld af ideer eller tom for ord, og jeg elsker mig selv, eller også er jeg måske en som ingen kan elske.

Det koster 600 kr. om måneden at tage den magiske pille som gør mig 20% mere som jer andre.

Selvfølgelig giver den ondt i maven, hjertebanken og søvnproblemer – en lille pris at betale for din accept.

Ida Due, Menneskebiblioteket, ADHD