Issuu

WORKING

TITLE

EDITORS NOTE

For KÅRK #47, we wanted to create a fresh take on what the magazine could be. In the previous editions, the focus has always been on the finished projects of students. In our conversation about what the new magazine should have as a theme, we became fascinated with the unfinished parts of a process. Working Title is a magazine that will not present "final" products, but rather celebrate the early stages of a process towards a "final" product. In this magazine, we want to shed light on the often forgotten and overlooked part of the process that the sketch represents. The sketch is an embodiment of the unknown. It captures the early feelings and thoughts. It is a tool that molds these fleeting thoughts and connects them into one. The sketch is a difficult discipline when overthought, but when done with intuition and curiosity, it is one of the strongest and most comprehensible media.

Interview med

Helle Mie Hellesen

I din undervisning på første år, er fremgangsmetoden at eleverne ofte får to minutter til at tegne og derefter skal rykke videre til den næste tegning. Hvad er tankerne bag at give eleverne så kort tid at sidde med en tegning, fremfor at give længere tid?

Med de hurtige skitser handler det om at træne blikket og hånden til at arbejde direkte sammen - fri af tanken. Når de studerende kun har få minutter, bliver de tvunget til at slippe forventningen om det endelige resultat. De opdager, at tegningen kan blive fri, intuitiv, levende og en del af deres kreative proces. De lange studier er selvfølgelig også nødvendige. Den viden og erfaring, man får dér, kan man tage med ind i de hurtige skitser. Det er lidt som en sportsudøver, der både skal varme op og træne grundigt for at kunne præstere.

Jeg arbejder altid med små benspænd, der udfordrer måden, de ser motivet på. Det kan være at bruge kridtets flade i stedet for spidsen, så stregen bliver mere malerisk. Eller at fokusere på mellemrum og negativformer, så proportioner aflæses enkelt og præcist. Andre gange må de kun bruge rette linjer - ingen kurver - hvilket giver en helt ny forståelse af konstruktion og form. På den måde er tegningen hele tiden i bevægelse, blikket bliver skærpet, og tegningen bliver et analyseredskab.

For mig er skitsen et sted, hvor nye former kan opstå, og hvor vi samler et slags indre kartotek af billeder og idéer. Når man tegner frit og hurtigt, kan man opdage sammenhænge, man ellers ikke ville have set. Og det er ofte dér, noget uventet og interessant opstår.Jeg ser også en vigtig sammenhæng mellem det analoge og det digitale. Den håndtegnede skitse rummer en spontanitet, som kan omsættes, forfines og udvikles i det digitale medie.

Har skitsen og håndtegningen som medie altid været en interesse for dig gennem din skoletid og karriere?

Ja. Jeg har altid tegnet. Først på Kunsthåndværkerskolen/Skolen for Brugskunst, siden på Billedkunstskolerne, Det Kongelige Danske Kunstakademi - og længe før det. For mig er tegning en måde at trække vejret på. Igennem utallige skitsebøger har jeg forsøgt at registrere mine omgivelser, mennesker, rum og mennesket i forhold til rum.Tegningen, skitsen, har fulgt mig hele vejen. Når jeg samler alt det materiale i mit indre kartotek, kan jeg genskabe frit. Nogle gange opstår der helt nye universer - bare ved at lade hånden gå foran, og så overraskes jeg af mit eget indre billedunivers. Jeg kalder det brainstorming. Tegningen kan være ekspressiv eller detaljeret. Det vigtige er, at

Hvordan ser du skitsen som et værktøj i en proces mod et færdigt projekt?

den er nødvendig. Hvis du keder dig i din tegning, vil beskueren også kede sig - så lad hellere være. Selvfølgelig er der svære dage, men det er netop dér, man skal fortsætte. Det er dér, man udvikler sig. Og dagen efter kan det føles som at flyve.

Skitsen er ærlig. Den stiller spørgsmål og kan hele tiden forvandles. Den kan kommunikere med både dig selv og dine omgivelser.

En gennemarbejdet tegning kan vi være bange for at røre ved, fordi vi ikke vil ødelægge den. Skitsen tør man derimod nedbryde. Og det er kun dér - i det at miste fodfæste for en tid - at vi overraskes, og noget nyt kan opstå. Hvis du går gennem et helt studie, uden at turde lave den "mislykkede" eller "dårlige" tegning, risikerer du at miste netop din egen vej. Alle har deres udtryk - enhver streg er unik. Skitsen er uendelig. Den åbner for nye opdagelser i tegningen.

Du underviser i tegning på både første år under fællesforløbene og står for Croquis tirsdage og onsdage. Hvad er det du håber at lære fra dig og inspirere eleverne til i disse forløb?

Croquistegningen har en lang tradition på Akademiet og er et åbent tilbud til alle studerende, hvor de frit kan komme og deltage hver tirsdag og onsdag.

Jeg ønsker at møde de studerende dér, hvor de er. Hver enkelt har en særlig nerve, et unikt udtryk. For mig handler det om at give plads, inspiration og et rum til fordybelse. Jeg kalder det et pusterum - men det kræver meget nærvær. Efter tre timers croquis kan man være helt udmattet, som efter et maraton. De studerende bliver præsenteret for tegnemetoder og tegnematerialer, som de måske ikke selv ville have valgt. Blot det at skifte tegnemateriale kan rykke udviklingen flere skridt frem og sætte en ny proces i gang.

Jeg ser også en tæt forbindelse mellem arkitekturtegning og tegningen af mennesket. Begge handler om form, konstruktion, proportion og rum. I arkitekturen skabes der rum til mennesker, derfor er det utroligt vigtigt at kende til menneskekroppenproportioner, kroppens grundlæggende konstruktion, men endnu vigtigere: kroppens bevægeapparat. Mennesket giver skala i arkitekturtegningen, og arkitekturen giver ramme til mennesket. Den ene tegning spejler den anden.

Hvad gør tegningen til et stærkt redskab i en proces?

Hvordan kan croquis og arkitektur arbejde sammen og blive et værktøj?

Tegning er kommunikation og en central del af den kreative proces. På kort tid kan du skitsere en idé og få respons - fra en underviser eller en medstuderende. Det er et direkte sprog, der kan deles uden filter - og dermed udvikle og sætte en proces i gang. Samtidig kan det flow, der opstår, åbne nye rum, hvor du opdager lag i din idé, som først bliver synlige, når de står på papiret.

De tegnemetoder, øvelser og materialer, som de studerende møder i undervisningen, er universelle og kan bruges til at visualisere alt - både arkitektur og mennesker. Tegningen er et håndværk og en metode, og det er vigtigt at finde sin egen vej. Ikke alle metoder og materialer taler til dig, men bliver du ikke præsenteret for dem, ved du heller ikke, hvad du går glip af. Det er opbygningen af en værktøjskasse, som kan anvendes og udvikles hele livet - man bliver aldrig færdig med tegningen. At tegne er som at være opdagelsesrejsende. Hver gang du står overfor et motiv, er det et nyt univers, du møder - det skal opleves, som om det ikke er set før.Det er vigtigt at gemme sine tegninger, mindst 24 timer. Afstanden giver mulighed for at se objektivt på sit eget arbejde. Derefter kan man vende tilbage, tegne videre ovenpå og udvikle et nyt formsprog. Skitsen er en central del af den kreative proces. Den kan hele tiden åbne nye veje ind i projektet - og tegningen giver inspiration tilbage.

drawing climate, climate drawing

drawing

climate, climate

This project Drawing Climate, Climate Drawing, began as a conversation between two teachers, rooted in a shared fascination with drawing and the invisible aspects of architecture -- those elements that shape our spaces but remain elusive, intangible, or overlooked. In the field of sustainable architecture, the invisible often plays a crucial role: the flow of air through a space, the exchange of heat and energy, the absorption of water by materials, or the interaction of a building with its

natural surroundings. These processes, though essential, often evade the traditional methods of architectural representation. We were drawn to the question: How can we make these invisiblevisible? And beyond that, how can we engage with them creatively and meaningfully?

Initially, our exploration began as an attempt to better understand these unseen dynamics and their role in architecture. We wanted to find ways to represent the flows of heat, water, and air; the impact of climate; and the subtle interactions between buildings, landscapes, and ecosystems. However, as we experimented, our focus began to shift. The question was no longer simply about representation - it was about collaboration. What if we could not only represent these forces but actively co-create with them?

This project, then, became an inquiry into how "drawing" could serve as a medium for this co-creation. Drawing,

often considered a humancentric act, was reimagined as a collaborative practice between humans and the environment. We set out to engage with the weather, to use rain and wind, sunlight and frost, not as external conditions to be experienced but as active participants in this creative process. In this way, the project evolved into something much larger than we had initially imagined. It became a means of exploring our relationship with the environment through the act of making, using drawing as a bridge between the visible and invisible, the human and non-human.

Throughout this project, from fall 2023 to fall 2024,

we produced more than 200 drawings. These works document our engagement with the natural world, exploring the effects of weather, water, and vegetation in general, and in three distinct locations - the library (inside), the forest (outside) and the bunker by the sea (halfway between both).

Each location brought its own unique set of conditions, offering a rich variety of textures, rhythms, and interactions. The wind sweeping across the beach, the rain pooling on a forest floor, the frost crystallizing on a winter morning - all of these elements left their marks on the paper, shaping the drawings in ways that

were both deliberate and unexpected. Each drawing became a record of a moment in time, a collaboration between our intention and the environment's agency.

While, our project is titled drawing climate, climate drawing, it is the weather which is our main actor. Weather is an ever-changing interplay of forces - wind carving patterns across the land, rain stippling surfaces, and light refracting through clouds. These phenomena inspire artistic practices that resist control and embrace collaboration with natural systems. Drawing with the weather involves surrendering to its unpredictability, allowing its textures and movements

to shape the marks we make. This approach challenges traditional notions of authorship and permanence in representation, replacing them with ephemerality and ecological co-creation.

Despite, using weather as the subject and co-creator, it is this relationship which is used to question and reflect on the climate and climate change. Through understanding the weather, we have reflected on what that means in a longer temporality. When the ground freezes when it shouldn't, or rain falls for days on end. Through the act of climate drawing, we have questioned these patterns and the climate attuning ourselves to the reality of the weather.

The project was supported by Statens Kunstfond

disp, 2025

Materialer: uni-ball eye, micro, black; papir, 70 g.

Choreography of walls

Interview med Anne Romme og Jacob Bang

Om projektet "Islands" og hvordan samarbejde skaber nye symbioser i praksis

“Det er musik, som vitterlig er skrevet til fire hænder, det kunne ikke laves uden fire hænder. Det synes jeg er vildt stærkt at forestille sig et projekt, som ikke kan eksistere uden den andens bidrag. “

Fortification

Hvordan startede jeres samarbejde?

Jacob Bang:

Når man har set hinandens ting, så er der jo en eller anden fascination af ja figurer, og måder at se noget på ikke? Så er vi jo også bare, begge to meget åbne, og generøse, i samarbejde, ikke? På et tidspunkt, så forsvinder ejerskabet, så er det jo opstået mellem os. Så man bringer begge to, noget ind som interesserer sig, og så det der geometriske, og det mere fabulerende. Så bliver det merget, og bliver til noget i sig selv. Så det er jo også lidt palimpsestagtigt med alle lag, der ligger, ikke? Jeg tror også, at det er den der, besættelse af at tegne. Jeg snakkede med Paul Ingemann engang, og man skal bare tegne hver dag, fordi ellers, så bliver man utilpas.

Anne Romme:

Ellers bliver det en dårlig dag, hvis man ikke kan tegne.

Jacob Bang: Ja, ellers er det en dårlig dag.

Anne Romme:

Jeg kan også huske, i begyndelsen, der havde vi jo hver vores teknikker, vi var vant til at bruge, eller i hvert fald, lige de teknikker, vi bragte ind i samarbejdet. Jeg kan huske, jeg kom til dig med noget, jeg havde lavet, på CNC-fræseren, som så blev underlaget for noget, du støbte gips ovenpå. Så det var meget, at vi kom med hver vores, og så kom der noget ud af det, til sidst. Så havde

vi forskellige stadier, hvor det var dig der finpudsede, så det blev ordentligt til sidst for der er jeg lidt sjusket. Men så her de senere år, der har vi opdaget, at det der bliver allerbedst, det er når vi virkelig, blander tingene sammen. Når vi prøver, at få de der teknikker, til at forbindes, og med enhver teknik, hører der jo også et udtryk, og et kunstnerisk udsagn. Så de senere år har vi været optaget af virkelig, at få det til at smelte helt sammen.

Kan I beskrive nærmere hvordan jeres samarbejde udformer sig?

Anne Romme:

Vi er virkelig taknemmelige for det billede af at da man var barn, og sad og spillede firehændigt klaver. Det er musik, som vitterlig er skrevet til fire hænder, det kunne ikke laves uden fire hænder. Det synes jeg er vildt stærkt at forestille sig et projekt, som ikke kan eksistere uden den andens bidrag.

Jacob Bang:

Og det er også bare fedt det der med at give hinanden benspænd, en umulig opgave.

Anne Romme:

Det er jo heller ikke det samme, som hvis man for eksempel sætter to klaver eller super flotte flygeler i et rum. Sådan noget musik tror jeg også findes, og så sidder der to mennesker og spiller samtidig på hver deres flygel, men det er jo slet ikke det samme som at spille firhændigt. Har I ikke også prøvet det, da I var børn, og så skulle man skubbe lidt,

og hvis de er rigtig dygtige, så kan de tage hånden herind imellem mine to, så kan man spille sådan. Det synes jeg er sådan et flot billede.

Er der et yndlingsmedie?

Anne Romme:

Nej, jeg synes, det er utroligt befriende, at jeg også her, når jeg også er ved at blive lidt ældre, har indset, at jeg kan altid kan frembringe den glæde ved at skabe noget. Det gør ikke noget for mig, hvad for et medium, det foregår i. Det gør heller ikke noget for mig, om det er stort. Bare jeg kan få lov til at frembringe ting, og blive overrasket. Og det synes jeg er sådan en dejlig erkendelse. Jeg kan huske, i corona-perioden, jeg startede med linolium, for det havde jeg lige tilfældigvis. Hvis ikke det havde været det, så havde jeg nok bare fundet mine børns tusser, eller lavet noget med dem. For mig betyder det ikke så meget, hvad for et medium, jeg arbejder med, eller hvor stort det er, og det er en kæmpe befrielse. Men jeg tror ikke, alle har det sådan.

Jacob Bang:

Men det er jo også noget med benspænd. Jeg har jo to favorit instrumenter, det er en lille sort tus, meget, meget tynd, og så er det hvidt blæk. Det elsker jeg. Men hvis jeg ikke har det med, så har jeg også siddet i Frankrig en gang og tegnet med sådan en vatpind, jeg døbte i kaffe, det var også meget romantisk, og rødvin, for at have to farver.

Gør noget, så sker der også noget. Og det er igen det der, trust the process. Der vil ske noget, det er 100% sikkert.

Hvornår holder det op med at være en skitse? Kan dét det?

Jacob Bang:

Jeg tror, det hele tiden er oversættelsen af det, ikke? Det er spændende, når man sidder og kigger i den der mærkelige tegning. Så kunne man måske begynde at modellere det op, eller så sker der i hvert fald noget andet, og så kan man tegne et snit i det og indrette det op. Så er der materialer, og hvad er det næste? Så den er jo meget åben.

Anne Romme:

Men det kan også være meget befriende nogle gange. Fordi vi har det her endeløse projekt, så kan det være meget befriende at sige, nu er det her færdigt. Det kender du jo også fra skolen, det nødvendiggør for eksempel semesterafslutningen. Nu er det bare nødt til at bliver færdigt det her. Så må man træffe nogle beslutninger og gøre det, eller vi har en udstilling eller en konference, men det kan også godt være i sig selv nogle gange, at en tegning bare er. Nu har vi i gang i en ny serie på 16 tegninger, og der er én, som er færdig. Så kunne vi

begge to se, ej nu skal vi ikke tegne mere på den, ellers så ødelægger vi den bare. Nu er dén færdig. Og så er der en, der er helt umulig, som vi ikke tror på.

Jacob Bang: Den skal tæskes på plads.

Anne Romme:

Så man ved trods alt også noget. Den kunstneriske proces er ikke bare uendelig. Der er også nogle gange, hvor ting bliver færdige.

Projektet spejler jer hver især, ender det med at være et selvportræt af jer to?

Jacob Bang: Jeg synes, det er meget sjovt, at den store gipscirkel, der var

Cultivation of fields

Seaweed

meget digital struktur, der var lavet af skum, og så støbte vi et lag, drejede vi et kæmpe cirkel ovenpå, og så borede vi huller i. Og så ligger der vel også noget palimpsestagtigt med at tegne sig ned i hinandens tegninger. Det er i hvert fald sin egen ret på en eller anden måde, som en person imellem.

Anne Romme:

Ja, især et formsprog, der kan også være noget med komposition og teknikker og sådan noget. Så på en måde bliver det både lidt et portræt af noget, man slæber med sig, en tid der var engang, og så lige nu og her.

Er hele jeres process er bare en stor skitse? Kan man se det sådan?

Anne Romme:

Bestemt, fordi vi vil gerne holde det der, tror jeg. Der er ikke nogen af os, der har lyst til at blive færdige. Egentlig havde vi først bare aftalt, at der var en "works on works" Biennale for mange år siden, som vi skulle prøve at lave den sammen, men så fortsatte vi bare samarbejdet. Jeg har også meget lyst til, at se det som en skitse, der aldrig bliver færdig. At sætte billeder, eller ord, eller form, eller antydninger på noget, som kunne ligge langt ud i fremtiden. Vi er jo heldigvis blevet bevidste om, at mennesket er meget mere forbundet med naturen, end vi har troet i lang tid. På godt og ondt, og vi er nødt til at leve mere i pagt med alt det, der er om omkring os.

Anne Romme har en phd-grad fra Det Kongelige Akademi, Arkitektur, en M.Arch.II-grad fra Princeton University School of Architecture, en B.Arch. grad fra både Cooper Union School of Architecture og Aarhus Arkitektskole. Hun har undervist, holdt foredrag og udstillet i Danmark og i udlandet.

Jacob Bang, der bor i Hellerup, er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole (nu KADK) i 1995 og til daglig lektor og programleder ved Institut for Bygningskunst (IBD) ved Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KADK).

Projektet Islands kan betegnes som kunstnerisk udviklingsarbejde og har været udstillet og publiceret på bl.a. Works+Words Biennale i 2019 og 2022, i Brønshøj Vandtårn, på the Irwin S Chanin School of Architecture i New York og i Demokratigaragen.

farms

The bay

REGISTER_

EDITORS NOTE WORKSHOP WORKSHOP

ISA KAZEN

BRAYAN FELIPE TORRES

KARL ØAGER

AUGUSTA JANSSON

AUGUSTA JANNSON

OLIVIA ROVA REIZ

OLIVIA ROVE REIZ

JULIA REFFELDT SCHUSTER

HANS VEST HANSEN

HELLE MIE HELLESEN

HEKTOR EDVARD TÆKKER

PAULA GÓMES

HEDDA THURELL

HEDDA THURELL WORKSHOP WORKSHOP

KARL ØAGER

ALBA HØEG ANDERSEN

ALBERTE ASTRUP

BRAYAN FELIPE TORRES

BENXING LIANG

AUGUSTA JANNSON

[KADK]/[AARCH] [KADK]/[AARCH] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [AARCH] [AARCH] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK]/[AARCH] [KADK]/[AARCH] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [AARCH] [AARCH] [KADK] [KADK] [KUL] [KUL] [KUL] [KUL] [KADK] [KADK] [KADK]

REGISTER_

AUGUSTA JANNSON

HELLE BLOM, ELIZABETH DONOVAN

OLIVIA ROVA REIZ

MAX WITTENBURG

LAURA GRUE BRANDT

BRAYAN FELIPE TORRES

HARALD STYRUP JANTZEN

WORKSHOP

OLIVIA ROVA REIZ

BENXING LIANG

KAREN MARIE DUUS TERKELSEN

ANNE LINE ENGGROB, ELLEN ESMARK, OLIVER FALLENKAMP

FRIDA SCHMIDT KRISTJÁNSDÓTTIR

BARBARA BEHA SEIDLER

BJØRN SAXO MOSEN POULSEN

OLIVER FALLENKAMP, BARBARA BEHA SEIDLER

CAROLINE EMILIE SLOTH

ISA KAZEN

HEKTOR EDVARD TÆKKER

HANS VEST HANSEN

BRAYAN FELIPE TORRES

CAROLINE EMILIE SLOTH

WORKSHOP

HEDDA THURELL

[KADK] [AARCH] [AARCH] [AARCH] [AARCH] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK]/[AARCH] [KADK] [KUL] [KUL] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK]/[AARCH] [KADK]

PAULA GÓMES

HEKTOR EDVARD TÆKKER

ISA KAZEN

KATHRINE ULSTED JACKEROTT

LUCIA FERNANDEZ ØSTERLUND, LINUS LÜTZEN, NANNA JØRGENSEN

LOUJIA ZHANG

MAX WITTENBURG

PAULA GÓMES

ANNE ROMME, JACOB BANG

OLIVER FALLENKAMP

OLIVER FALLENKAMP WORKSHOP WORKSHOP

01, 04 - OLIVIA ROVA REIZ, 02, 05, 07 - BARBARA BEHA SEIDLER, 03,06 - OLIVER FALLENKAMP, 08 - MAX WITTENBURG

JULIA OLENKIEWICZ

BARBARA BEHA SEIDLER

ANNE LINE ENGGROB

LUCIA FERNANDEZ ØSTERLUND

OLIVER FALLENKAMP, ELLEN ESMARK, ANNE LINE ENGGROB

FAOD

ARKITEKTFORENINGEN

CF MØLLER ARCHITECTS

EMMA STYRUP JANTZEN

[KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [AARCH] [AARCH] [KADK] [KADK] [AARCH] [AARCH] [AARCH] [AARCH] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK]/[AARCH] [KADK]/[AARCH] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK] [KADK]

SPONSORAT