Jeg elsker sko, tv-serier og at udveksle livshistorier. Men det meste af mit liv har jeg følt, at jeg også burde mene en hel masse om konflikten i Mellemøsten, kende det nyeste IT-gear eller kunne lire de ti mest toneangivende direktører af.
På trods af stiletter og læbestift har jeg nemlig forsøgt at kopiere mænds adfærd og interesser for at føle mig værdifuld. Anerkendt.
Rigtig. Fordi jeg gerne ville sikre mig, at min status var høj nok til, at jeg ikke blev overset. Eller verfet af som underlødig, overfladisk,
useriøs. Ønskede jo ikke at føle mig forkert.
Men det gør jeg. Føler mig en smule forkert. Og til tider også pinagtig skamfuld over at være den, jeg er. Jeg er ikke den eneste.
Faktisk er det noget, som rigtig mange kvinder føler. Hvorfor vi blandt andet lyver om hvor mange mænd, vi har haft sex med. Hvor
meget tøj vi har købt. Hvor meget vi vejer. Eller om vi overhovedet er sure eller ej. Med andre ord lyver vi, fordi vi skammer os over, hvem vi egentlig er.
