Kemiker Elizabeth Zott er ikke nogen almindelig kvinde. Faktisk ville hun være den første til at påpege, at der ikke er noget, der hedder “en almindelig kvinde”. Men vi befinder os i de tidlige 1960’ere, og hendes mandlige kolleger på Hastings Forskningsinstitut har et meget uvidenskabeligt syn på ligestilling. Lige bortset fra én: Calvin Evans, den højt begavede, ensomme, Nobelprisnominerede nagbærer, som bliver forelsket i – af alle ting – hendes sind.
Og resultatet er en kemi, der er værd at skrive hjem om.
Modsat videnskaben er livet ikke noget, der kan sættes på formel, og et par år senere er Elizabeth Zott ikke blot alenemor, men også stjerne i Amerikas mest elskede madlavningsprogram, Vi spiser klokken seks. Elizabeths usædvanlige tilgang til madlavning (med sætninger som: “drys begge sider med natriumklorid og piperin”) viser sig at være revolutionerende. Hendes fanskare vokser støt, men ikke alle er lige glade. Det skyldes, at Elizabeth Zott ikke alene lærer de amerikanske kvinder at lave mad. Hun
