KAPITEL 1 1 Elsk retfærdighed, I, som er jordens dommere; tænk på Herren med et godt (hjerte) og søg ham i hjertets enfoldighed. 2 Thi han skal findes af dem, som ikke friste ham; og viser sig for dem, som ikke mistro ham. 3 Thi falske Tanker adskiller sig fra Gud, og hans Magt, naar den prøves, irettesætter de ukloge. 4 Thi i en ond Sjæl skal Visdom ikke komme ind; ej heller bo i det legeme, der er underlagt synd. 5 Thi tugtens hellige Aand vil flygte fra Svig og fjerne sig fra Tanker, der er uforstandige, og vil ikke blive ved, naar Uretfærdigheden kommer ind. 6 Thi Visdom er en kærlig Aand; og vil ikke frikende en spotter for hans ord; thi Gud er vidne om hans tøjler og en sand beskuer af hans hjerte og en hører hans tunge. 7 Thi Herrens Ånd fylder Verden, og den, som rummer alt, har Kundskab om Røsten. 8 Derfor kan den, som taler uretfærdigt, ikke skjules, og hævnen skal ikke gå forbi ham, når den straffer. 9 Thi der skal undersøges de ugudeliges Råd, og lyden af hans ord skal komme til Herren til åbenbaring af hans ugudelige gerninger. 10 Thi Nidkærhedens Øre hører alt, og Knurren er ikke skjult. 11 Tag dig derfor i agt for knurren, som er unyttig; og afhold din Tunge fra at bagtale; thi der er intet Ord saa hemmeligt, som skal gaa for intet, og den mund, der troer, dræber Sjælen. 12 Søg ikke Døden i dit Livs Vildfarelse, og drag ikke Ødelæggelse over dig med dine Hænders Gerninger. 13 Thi Gud har ikke skabt Døden, ej heller har han Behag i at ødelægge de levende. 14 Thi han skabte alle Ting, at de skulde være til; og Verdens Slægter vare sunde; og der er ingen ødelæggelsesgift i dem, ej heller dødsriget på jorden. 15 (For retfærdighed er udødelig:) 16 Men ugudelige Mænd kaldte det til dem med deres Gerninger og Ord; thi da de troede at have det til deres Ven, fortærede de til Intet og sluttede en Pagt med det, fordi de ere værdige til at tage del i den. KAPITEL 2 1 Thi de ugudelige sagde, idet de tænkte med sig selv, men ikke rigtigt: Vort Liv er kort og kedeligt, og ved et Menneskes Død er der ingen Lægemiddel, og der var ingen kendt, at han var vendt tilbage fra Graven. 2 For vi er født i alle eventyr, og vi skal være herefter, som om vi aldrig havde været det, for åndedrættet i vores næsebor er som røg og en lille gnist i vores hjertes bevægelse. 3 Som er slukket, skal vort legeme forvandles til aske, og vor ånd skal forsvinde som den bløde luft, 4 Og vort navn skal glemmes med tiden, og ingen skal have vore gerninger i erindring, og vort liv skal forgå som sporet af en sky og blive spredt som en tåge, der drives bort med strålerne fra sol og overvindes af dens varme.
5 Thi vor Tid er en meget Skygge, som forgår; og efter vor ende er der ingen tilbagevenden; thi den er fast forseglet, så ingen kommer igen. 6 Kom derfor, lad os nyde det gode, som er tilstede, og lad os skynde os at bruge skabninger som i ungdommen. 7 Lad os fylde os med kostbar vin og salver, og lad ingen forårsblomst gå forbi os. 8 Lad os krone os med rosenknopper, før de visne; 9 Lad ingen af os gå uden sin del af vor vellystighed; lad os lade os efterlade tegn på vor glæde overalt; thi dette er vor del, og vor lod er denne. 10 Lad os undertrykke den fattige retfærdige mand, lad os ikke skåne enken og ikke ærefrygte de gamles grå hår. 11 Lad vor Styrke være Retfærdighedens Lov; thi det, som er svagt, findes intet værd. 12 Lad os derfor ligge i lur efter de retfærdige; fordi han ikke er til vores tur, og han er ren i modsætning til vore gerninger; 13 Han siger, at han har kundskab om Gud, og han kalder sig selv Herrens barn. 14 Han blev skabt til at irettesætte vore tanker. 15 Han er ærgerlig mod os selv at se; thi hans Liv er ikke som andre Menneskers, hans Veje ere af en anden Maade. 16 Vi agtes af ham som falske; han afholder sig fra vore Veje som fra Urenhed; han forkynder den Retfærdiges Ende, at være velsignet, og roser sig af, at Gud er hans Fader. 17 Lad os se, om hans Ord er sande, og lad os prøve, hvad der skal ske ved hans Ende. 18 Thi dersom den retfærdige er Guds Søn, vil han hjælpe ham og udfri ham af hans Fjenders Haand. 19 Lad os prøve ham med Vagt og Pinsel, at vi kan kende hans Sagtmodighed og vise hans Tålmodighed. 20 Lad os dømme ham med en skammelig Død; thi ved hans eget Ord skal han ansees. 21 Sådanne Ting indtænkte de og bleve bedragne; thi deres egen Ondskab har blindet dem. 22 Hvad Guds hemmeligheder angår, kendte de dem ikke; de håbede ikke på retfærdighedens løn, og de lod heller ikke se en belønning for ulastelige sjæle. 23 For Gud skabte mennesket til at være udødeligt og gjorde det til et billede på sin egen evighed. 24 Men ved Djævelens Misundelse kom Døden til Verden, og de, som holde om hans Side, finde den. KAPITEL 3 1 Men de retfærdiges Sjæle er i Guds Haand, og der skal ingen Pinsel røre ved dem. 2 For de ukloges øjne syntes de at dø, og deres bortgang er taget for elendighed, 3 Og de går fra os for at være en fuldstændig ødelæggelse, men de er i fred. 4 Thi skønt de bliver straffet for menneskers øjne, er deres håb fuldt af udødelighed. 5 Og efter at have været lidt tugtede, skulle de blive meget belønnet; thi Gud prøvede dem og fandt dem værdige for sig selv.
6 Som Guld i Ovnen prøvede han dem og tog imod dem som Brændoffer. 7 Og i deres Hjemsøgelses Tid skulle de skinne og løbe frem og tilbage som Gnister iblandt Stubben. 8 De skal dømme folkeslagene og herske over folkene, og deres Herre skal regere evindelig. 9 De, som sætte deres lid til ham, skulle forstå sandheden, og de, som ere trofaste i kærlighed, skulle blive hos ham; thi nåde og barmhjertighed er hans hellige, og han har omsorg for sine udvalgte. 10 Men de ugudelige skal straffes efter deres egne Forestillinger, som have forsømt de retfærdige og forladt Herren. 11 Thi den, som foragter Visdom og Opdragelse, han er elendig, og deres Haab er forgæves, deres Arbejde ufrugtbart og deres Gjerninger unyttige. 12 Deres Hustruer er tåbelige, og deres Børn ugudelige; 13 Deres afkom er forbandet. Derfor velsignet er den ufrugtbare, der er ubesmittet, som ikke kender den syndige seng; hun skal have frugt i sjælebesøg. 14 Og velsignet er hoffmanden, som med sine hænder ikke har begået uret eller forestillet sig onde ting mod Gud; thi ham skal gives troens særlige gave og en arv i Herrens tempel, som er mere velbehagelig for hans sind. 15 Thi herlig er Frugten af godt Arbejde, og Visdommens Rod skal aldrig falde bort. 16 Og ægteskabsbrydernes Børn, de skulle ikke komme til deres fuldkommenhed, og Sæden af en uretfærdig Leje skal udryddes. 17 Thi selv om de leve længe, skulle de dog ikke blive til noget, og deres sidste Tid skal være uden Ære. 18 Eller dersom de dør hurtigt, have de intet Haab, ej heller Trøst paa Prøvens Dag. 19 Thi forfærdelig er enden på den uretfærdige slægt.
10 Han behagede Gud og blev elsket af ham; saa at han, som levede iblandt Syndere, blev oversat. 11 Ja, han blev hurtigt taget bort, for at denne ugudelighed ikke skulle ændre hans forstand eller bedrageri forføre hans sjæl. 12 Thi Uartighedens Forhekselse tilslører det, som er ærligt; og begærlighedens vandring underminerer det simple sind. 13 Han blev fuldkommengjort på kort tid, og han opfyldte en lang tid: 14 Thi hans Sjæl behagede HERREN; derfor skyndte han sig at tage ham bort fra de ugudelige. 15 Dette saae Folket og forstode det ikke, og de har ikke lagt dette i deres Tanker, at hans Naade og Barmhjertighed er hos sine Hellige, og at han har respekt for sine Udvalgte. 16 Saaledes skal den retfærdige, som er død, fordømme de levende ugudelige; og ungdom, der snart er fuldendt de uretfærdiges mange år og alderdom. 17 Thi de skulle se enden på de vise og ikke forstå, hvad Gud i sit Råd har bestemt over ham, og til hvilket formål Herren har sat ham i sikkerhed. 18 De skulle se ham og foragte ham; men Gud skal latterliggøre dem, og de skal herefter være et slemt ådsel og en skændsel blandt de døde for evigt. 19 Thi han skal sønderrive dem og kaste dem på hovedet, at de skal blive målløse; og han skal ryste dem af Grundvolden; og de skal blive lagt øde og være i sorg; og deres minde skal gå til grunde. 20 Og naar de afsløre deres Synders Regnskab, skulle de komme med Frygt, og deres egne Misgerninger skulle overbevise dem for deres Ansigt.
KAPITEL 4
1 Da skal den retfærdige med stor frimodighed stå for ansigtet på dem, som har plaget ham og ikke gjort regnskab for hans arbejde. 2 Når de ser det, skulle de forfærdes af frygtelig frygt og forundres over hans frelses underlighed, så langt over alt, hvad de ventede. 3 Og de, der omvender sig og stønner af Aandens Kval, skulle sige ved sig selv: Dette var ham, som vi undertiden havde til Hån, og et Forhaanelses Ordsprog: 4 Vi tåber regnede hans liv for vanvid, og hans ende var uden ære. 5 Hvor er han regnet blandt Guds Børn, og hans Lod er blandt de hellige! 6 Derfor er vi gået vild fra sandhedens vej, og retfærdighedens lys har ikke skinnet for os, og retfærdighedens sol stod ikke op over os. 7 Vi trætte os på Ondskabens og Ødelæggelsens Vej, ja, vi ere gaaet gjennem Ørkener, hvor der ikke var nogen Vej; men Herrens Vej, vi kjendte den ikke. 8 Hvad har hovmod gavnet os? eller hvad godt har rigdom med vor ære bragt os? 9 Alt dette er forgået som en Skygge og som en Stål, der skynder sig forbi;
1 Bedre er det ikke at have Børn og at have Dyd; thi dets Minde er udødelig, fordi det er kendt hos Gud og hos Mennesker. 2 Når den er til stede, tager mænd det som eksempel; og når det er borte, begære de det; det bærer en krone og triumferer for evigt, efter at have vundet sejren og stræber efter ubesmittet belønning. 3 Men de ugudeliges mangfoldige yngel skal ikke trives og ikke rodfæste sig fra bastardslip og ikke lægge nogen fast grund. 4 Thi skønt de blomstrer i Grene for en Tid; men hvis de ikke står sidste, skal de rystes af vinden, og ved vindens kraft skal de udryddes. 5 De ufuldkomne Grene skal afbrydes, deres Frugt skal være unyttig, ikke modne til at spise, ja, ikke betale sig. 6 For børn født af ulovlige senge er vidner om ugudelighed mod deres forældre i deres retssag. 7 Men skønt den retfærdige forhindres med Døden, skal han dog være i Hvile. 8 Thi ærefuld Alder er ikke det, som staar i Tidens Tid, ej heller det, der måles efter Antal Aar. 9 Men visdom er det grå hår for mennesker, og et uplettet liv er alderdom.
KAPITEL 5
10 Og som et skib, der sejler over vandets bølger, som, når det er gået forbi, sporet deraf ikke kan findes, ej heller kølens vej i bølgerne; 11 Eller som når en fugl er fløjet gennem luften, er der intet tegn på hendes vej at finde, men den lette luft, der bliver slået med sine vingeslag og adskilt med deres voldsomme larm og bevægelser, passerer igennem, og deri findes siden intet Tegn, hvor hun gik hen; 12 Eller som når en pil skydes mod et mærke, så skiller den luften, som straks samles igen, så at en mand ikke kan vide, hvor den gik igennem. 13 Således begyndte vi på samme måde, så snart vi blev født, at drage til vores ende og havde intet tegn på dyd at vise; men blev fortæret i vor egen ondskab. 14 Thi de ugudeliges Haab er som Støv, der blæses bort med Vinden; som et tyndt skum, der drives bort med stormen; som røgen, der spredes hist og her med uvejr og forgår som minde om en gæst, der kun bliver en dag. 15 Men de retfærdige leve evindelig; deres løn er også hos Herren, og deres omsorg er hos den Højeste. 16 Derfor skulle de modtage et herligt Rige og en smuk Krone af Herrens Haand; thi med sin højre Haand skal han dække dem, og med sin Arm skal han beskytte dem. 17 Han skal tage sin nidkærhed til sig for at få fuld rustning og gøre skabningen til sit våben til hævn for sine fjender. 18 Han skal iføre sig Retfærdighed som Brystskjold og sand Dom i Stedet for Hjelm. 19 Han skal tage Hellighed til et uovervindeligt Skjold. 20 Hans hårde Vrede skal han skærpe for et Sværd, og Verden skal kæmpe med ham mod de ukloge. 21 Da skal de retrettede Tordenbolte drage udenfor; og fra skyerne, som fra en godt trukket bue, skal de flyve til mærket. 22 Og Haglsten fulde af Vrede skal kastes som af en Stenbue, og Havets Vand skal rase imod dem, og Vandflodene skal grusomt drukne dem. 23 Ja, en mægtig Vind skal rejse sig imod dem, og som en Storm skal blæse dem bort; saaledes skal Uret lægge hele Jorden øde, og ondskab skal vælte de vældiges Troner. KAPITEL 6 1 Hør derfor, I konger, og forstå; lær, I, som er dommere over jordens ende. 2 Lyt til, I, som hersker over Folket, og roser eder i Folkenes Mængde. 3 Thi magt er givet dig af Herren og herredømme fra den Højeste, som skal prøve dine gerninger og udforske dine råd. 4 Fordi I ere hans Riges Tjenere, har I ikke dømt ret, ej holdt Loven eller vandret efter Guds Raad; 5 Forfærdeligt og hastigt skal han komme over dig; thi der skal komme en skarp Dom over dem, som ere på Højene. 6 Thi barmhjertigheden vil snart tilgive de ringeste, men vældige mænd skal pines mægtigt. 7 Thi den, som er Herre over alle, skal ikke frygte nogens Person, og han skal ikke være ærefrygt for
nogens Storhed; thi han har gjort Smaa og Store og drager omsorg for alle. 8 Men en hård prøvelse skal komme over de mægtige. 9 Derfor taler jeg til jer, I konger, for at I må lære visdom og ikke falde fra. 10 Thi de, som holde helligdommen, skulle dømmes hellige; og de, som have lært sådant, skulle finde, hvad de skal svare. 11 Derfor giv din hengivenhed på mine ord; begær dem, og I skal oplæres. 12 Visdommen er herlig og forsvinder aldrig; ja, hun kan let ses af dem, som elske hende, og findes af dem, som søge hende. 13 Hun forhindrer dem, som begære hende, ved først at gøre sig kendt for dem. 14 Hvo som søger hende tidligt, skal ikke have stor Møde; thi han skal finde hende siddende ved sine Døre. 15 Altså at tænke på hende er visdoms fuldkommenhed; og den, som våger på hende, skal snart være uden bekymring. 16 Thi hun gaar omkring og søger efter dem, som ere hende værd, viser sig velbehageligt over for dem paa Vejene og møder dem i enhver Tanke. 17 Thi hendes sande Begyndelse er Ønsket om Tugt; og omsorg for disciplin er kærlighed; 18 Og Kærlighed er at holde hendes Love; og det at give agt på hendes love er forsikring om uforgængelighed; 19 Og uforgængelighed gør os nær til Gud; 20 Derfor fører visdoms begær til et rige. 21 Dersom eders Behag er i Troner og Sceptre, I Folkets Konger, ær Visdommen, at I maa regere for evigt. 22 Hvad Visdom angaar, hvad hun er, og hvorledes hun kom op, det vil jeg fortælle dig, og jeg vil ikke skjule Hemmeligheder for dig; men vil opsøge hende fra hendes Fødsels Begyndelse og bringe dens Kundskab frem i Lyset, og vil ikke forbigå sandheden. 23 Heller ikke vil jeg gå med fortærende Misundelse; thi sådan en mand skal ikke have fællesskab med visdom. 24 Men de Vises Mængde er Verdens Vel, og en viis Konge er Folkets Understøttelse. 25 Modtag derfor Undervisning ved mine Ord, og det skal gøre dig godt. KAPITEL 7 1 Jeg er også selv et dødeligt menneske, ligesom alle andre, og afkom af ham, som først blev skabt af jorden, 2 Og i min moders liv blev formet til at være kød i ti måneders tid, komprimeret i blod, af menneskets sæd og den behag, der fulgte med søvnen. 3 Og da jeg blev født, trak jeg den almindelige luft ind og faldt på jorden, som er af samme natur, og den første røst, som jeg udtalte, græd, som alle andre gør. 4 Jeg blev ammet i svøb, og det med omsorg. 5 Thi der er ingen Konge, som havde nogen anden Begyndelse af Fødsel. 6 For alle mennesker har én indgang til livet, og lignende går ud. 7 Derfor bad jeg, og Forstand blev mig givet; jeg paakaldte Gud, og Visdommens Aand kom til mig.
8 Jeg foretrak hende fremfor sceptre og troner, og satte ikke rigdom i sammenligning med hende. 9 Jeg sammenlignede heller ikke nogen ædelsten med hende, for alt guld for hende er som et lille sand, og sølv skal regnes som ler for hende. 10 Jeg elskede hende over sundhed og skønhed, og jeg valgte at have hende i stedet for lys; thi det lys, som kommer fra hende, går aldrig ud. 11 Alt godt kom til mig med hende, og utallige rigdomme i hendes hænder. 12 Og jeg frydede mig over dem alle, fordi Visdom gaar foran dem, og jeg vidste ikke, at hun var deres Moder. 13 Jeg lærte flittigt og forkynder hende velvilligt; jeg skjuler ikke hendes Rigdom. 14 Thi hun er en Skat for Mennesker, som aldrig svigter; som de, som bruge, bliver Guds Venner, og roses for de Gaver, der kommer af Lærdom. 15 Gud har givet mig at tale, som jeg vil, og at undfange, som det er passende for det, som er givet mig; thi det er ham, som fører til Visdom og leder de vise. 16 Thi i hans Haand ere baade vi og vore Ord; også al visdom og kundskab om håndværk. 17 Thi han har givet mig vis Kundskab om de Ting, der er, nemlig at vide, hvorledes Verden blev til, og Elementernes Virkemåde. 18 Tidernes begyndelse, slutning og midte: ændringerne af solens vending og årstidernes skiften: 19 Årenes kredsløb og stjernernes positioner: 20 Levende væseners natur og vilde dyrs raseri: vindenes vold og menneskers ræsonnementer: planternes mangfoldighed og røddernes dyder: 21 Og alt det, som er hemmeligt eller åbenbart, det ved jeg. 22 Thi visdommen, som virker alting, har lært mig; thi i den er en forstandig ånd hellig, en eneste, mangfoldig, underfundig, livlig, klar, ubesmittet, almindelig, ikke udsat for skade, elskende det gode hurtig, som ikke kan lade sig gøre, klar til at gøre godt, 23 Venlig mod mennesket, standhaftig, sikker, fri for omsorg, har al magt, overvåger alle ting og går igennem al forstand, rene og mest underfundige, ånder. 24 Thi Visdom er mere bevægende end enhver Bevægelse; den gaar hen og gaar gennem alle Ting for sin Renhed. 25 Thi hun er Guds Krafts Ånde, og en ren Indflydelse, der flyder af den Almægtiges Herlighed; derfor kan intet besmittet falde ind i hende. 26 Thi hun er det evige lyss skær, Guds krafts uplettede spejl og billedet af hans godhed. 27 Og som kun een, kan hun alt; og bliver i sig selv, gør hun alt nyt; og i alle Tider gaaende til hellige Sjæle, gør hun dem til Guds Venner og Profeter. 28 Thi Gud elsker ingen undtagen den, som bor i Visdom. 29 Thi hun er smukkere end Solen og frem for alt Stjernernes Orden; sammenlignet med Lyset findes hun foran det. 30 Thi herefter kommer Natten, men Lasten skal ikke sejre over Visdommen.
KAPITEL 8 1 Visdom rækker mægtigt fra den ene ende til den anden, og sødt styrer hun alle ting. 2 Jeg elskede hende og søgte hende fra min ungdom, jeg ønskede at gøre hende til min ægtefælle, og jeg elskede hendes skønhed. 3 Da hun er bekendt med Gud, ophøjer hun sin ædelhed: ja, altings Herre elskede hende selv. 4 Thi hun er fortrolig med Guds Kundskabs Hemmeligheder og elsker hans Gerninger. 5 Hvis rigdom er en besiddelse at ønske i dette liv; hvad er rigere end visdom, som virker alt? 6 Og hvis forsigtighed virker; hvem af alle dem er en mere snedig arbejdsmand end hun? 7 Og dersom en Mand elsker Retfærdighed, er hendes Arbejde Dyder; thi hun lærer Maadeholdenhed og Forsigtighed, Retfærdighed og Standhaftighed, hvilket er saadant, som Mennesker ikke kan have noget mere gavnligt i deres Liv. 8 Hvis en Mand ønsker megen Erfaring, ved hun Ting fra Fordums Tid og gisner rigtigt, hvad der skal komme: hun kender Talenes Underfundighed og kan udlægge mørke Sætninger: hun forudser Tegn og Undere og Begivenheder i Tider og Tider. 9 Derfor tænkte jeg på at tage hende til mig for at bo hos mig, vel vidende at hun ville være en rådgiver for gode ting og en trøst i bekymringer og sorg. 10 For hendes Skyld vil jeg have Ære blandt Folket og Ære hos de Ældste, om end jeg er ung. 11 Jeg vil befinde mig hurtig i Dom, og jeg skal beundres for store Mænds Øjne. 12 Når jeg holder tungen, skulle de bede mig fri, og når jeg taler, skulle de høre mig godt; taler jeg meget, skulle de lægge hænderne på deres mund. 13 Og ved hjælp af hende vil jeg opnå udødelighed og efterlade mig et evigt minde for dem, som kommer efter mig. 14 Jeg vil bringe Folkene i Orden, og Folkene skulle underordne sig mig. 15 Forfærdelige Tyranner skulle være bange, naar de kun høre om mig; Jeg vil blive fundet god blandt folket og tapper i krig. 16 Efter at jeg er kommen ind i mit Hus, vil jeg hvile mig hos hende; thi hendes Gang har ingen Bitterhed; og at leve med hende har ingen Sorg, men Glæde og Glæde. 17 Da jeg nu overvejede disse ting i mig selv og overvejede dem i mit hjerte, hvorledes det at være forbundet med visdom er udødelighed; 18 Og det er stor glæde at have hendes venskab; og i hendes hænders gerninger er uendelig rigdom; og i udøvelsen af konferencen med hende, forsigtighed; og i samtalen med hende en god beretning; Jeg gik rundt og søgte, hvordan jeg kunne tage hende til mig. 19 Thi jeg var et vittig barn og havde en god ånd. 20 Ja snarere, da jeg var god, kom jeg ubesmittet ind i et legeme. 21 Ikke desto mindre, da jeg forstod, at jeg ikke på anden måde kunne få hende, uden at Gud gav hende mig; og det var en visdom også at vide, hvis gave hun var;
Jeg bad til Herren og bad ham, og af hele mit hjerte sagde jeg: KAPITEL 9 1O mine fædres Gud og barmhjertighedens Herre, som har skabt alt med dit ord, 2 Og ordinerede mennesket ved din visdom, at det skulle herske over de skabninger, som du har skabt, 3 Og indbyd verden efter retfærdighed og retfærdighed, og hold dom med et oprigtigt hjerte: 4 Giv mig Visdom, som sidder ved din Trone; og forkast mig ikke blandt dine børn. 5 Thi jeg, din Tjener og Søn af din Tjenerpige, er et svagt Menneske og af kort Tid og for ung til at forstaa Ret og Love. 6 Thi skønt et Menneske aldrig er saa fuldkommen blandt Menneskenes Børn, men dersom din Visdom ikke er hos ham, skal han ikke blive anset for noget. 7 Du har udvalgt mig til at være konge over dit folk og dommer over dine sønner og døtre. 8 Du har befalet mig at bygge et Tempel på dit hellige Bjerg og et Alter i den By, hvori du bor, en Lignelse af det hellige Tabernakel, som du har gjort rede fra Begyndelsen. 9 Og Visdom var med dig, som kender dine Gerninger og var tilstede, da du skabte Verden, og vidste, hvad der var behageligt i dine Øjne og ret i dine Bud. 10 O, send hende ud af din hellige Himmel og fra din Herligheds Trone, at hun, der er tilstede, kan arbejde sammen med mig, at jeg kan vide, hvad der er dig til behag. 11 Thi hun kender og forstår alt, og hun skal lede mig nøgternt i mine gerninger og bevare mig i sin magt. 12 Saa skulle mine Gerninger være velbehagelige, og da skal jeg dømme dit Folk retfærdigt og være værdig til at sidde i min Faders Sæde. 13 Thi hvad er det Menneske, som kan kende Guds Raad? eller hvem kan tænke, hvad Herrens vilje er? 14 For de dødeliges tanker er elendige, og vore planer er kun usikre. 15 Thi det fordærvelige Legeme presser Sjælen ned, og det jordiske Tabernakel tynger Sindet, som grubler over mange Ting. 16 Og næppe gætter vi rigtigt på det, som er på jorden, og med arbejde finde vi det, som er foran os; men det, som er i himlen, hvem har udforsket? 17 Og hvem har kendt dit Råd, hvis du ikke giver visdom og sender din Helligånd ovenfra? 18 Thi saaledes blev deres Veje, som levede paa Jorden, omdannet, og Menneskene blev oplært i det, som er dig behageligt, og blev frelst ved Visdom. KAPITEL 10 1 Hun bevarede den første dannede verdensfader, som var skabt alene, og førte ham ud af hans fald, 2 og gav ham Magt til at herske over alt.
3 Men da den uretfærdige gik bort fra hende i sin Vrede, omkom han også i den Vrede, hvormed han slog sin Broder ihjel. 4 For hvis årsag jorden blev druknet i vandfloden, bevarede visdommen den igen og styrede de retfærdiges gang i et stykke træ af ringe værdi. 5 Og, da folkene i deres onde sammensværgelse blev forvirrede, fandt hun ud af den retfærdige og bevarede ham ulastelig for Gud og holdt ham stærk mod hans inderlige medlidenhed med sin søn. 6 Da de ugudelige omkom, udfriede hun den retfærdige Mand, som flygtede fra Ilden, som faldt ned over de fem Byer. 7 Om hvis Ondskab indtil denne Dag er det øde Land, som ryger, et Vidnesbyrd, og Planter, der bærer Frugt, som aldrig bliver modne, og en stående Saltstøtte er et Mindemærke for en vantro Sjæl. 8 Thi hvad angår Visdom, gjorde de ikke alene dette ondt, at de ikke vidste, hvad der var godt; men efterlod sig også til verden et minde om deres tåbelighed, så at de ikke kunne skjules i de ting, hvori de fornærmede sig. 9 Men visdom frelste fra smerte dem, som tog sig af hende. 10 Da den retfærdige flygtede fra sin Broders Vrede, ledte hun ham paa rette Stier, viste ham Guds Rige og gav ham Kundskab om de hellige Ting, gjorde ham rig paa hans Rejser og mangfoldiggjorde Frugten af hans Arbejde. 11 I Girighed hos dem, som undertrykte ham, stod hun hos ham og gjorde ham rig. 12 Hun forsvarede ham mod hans Fjender og beskyttede ham for dem, der laa, og i en hård Strid gav hun ham Sejren; at han kunne vide, at godhed er stærkere end alt. 13 Da den retfærdige var solgt, forlod hun ham ikke, men reddede ham fra synden; hun gik ned med ham i Graven, 14 Og efterlod ham ikke i lænker, førend hun bragte ham Rigets Scepter og Magt over dem, som undertrykte ham; hvad angår dem, som havde anklaget ham, hun viste, at de var Løgnere og gav ham evig Ære. 15 Hun udfriede det retfærdige folk og det uklanderlige afkom fra det folk, som undertrykte dem. 16 Hun gik ind i Herrens Tjeners Sjæl og modstod frygtelige Konger med Undere og Tegn; 17 Gav de retfærdige en Løn for deres Arbejde, ledede dem på en underfuld Vej og var for dem til et Dække om Dagen og et Stjerners Lys om Natten; 18 førte dem gennem det røde hav og førte dem gennem meget vand. 19 Men hun druknede deres Fjender og kastede dem op af Dybets Bund. 20 Derfor plyndrede de retfærdige de ugudelige og priste dit hellige Navn, Herre, og ophøjede ens din Haand, som kæmpede for dem. 21 Thi Visdom oplod de stummes Mund og gjorde tunger for dem, som ikke kunne tale.
KAPITEL 11 1 Hun gjorde deres gerninger fremgang i den hellige profets hånd. 2 De drog gennem Ørkenen, som ikke var beboet, og slog Telte op på Steder, hvor der ikke var nogen Vej. 3 De stod imod deres Fjender og hævnede sig over deres Fjender. 4 Da de var tørstige, kaldte de på dig, og der blev givet dem vand af den stenede klippe, og deres tørst blev slukket af den hårde sten. 5 Thi med hvad deres Fjender blev straffet, bleve de gavnede af i deres Nød. 6 Thi i stedet for en evig rindende flod, plaget af grimt blod, 7 Til en åbenbar irettesættelse af den befaling, hvorved spædbørn blev dræbt, gav du dem rigeligt med vand på en måde, som de ikke håbede på: 8 Med den Tørst fortalte du da, hvorledes du havde straffet deres Fjender. 9 Thi da de blev prøvet, omend men i Barmhjertighed blev tugtet, vidste de, hvorledes de ugudelige blev dømt i Vrede og pinte, og de tørstede paa en anden Maade end de retfærdige. 10 Thi disse formanede og prøvede du som en Fader, men den anden, som en streng Konge, fordømte og straffede du. 11 Uanset om de var fraværende eller tilstede, var de lige så forargede. 12 Thi en dobbelt sorg kom over dem, og en sukken over ihukommelsen af det forgangne. 13 Thi da de hørte ved deres egne Straffe, at den anden var til gavn, havde de en følelse af Herren. 14 For hvem de respekterede med hån, da han længe før blev kastet ud ved udstødelsen af de spæde, ham til sidst, da de så, hvad der skete, beundrede de. 15 Men på grund af deres ugudeligheds tåbelige planer, hvormed de var blevet bedraget, tilbad de fornuftsløse slanger og modbydelige dyr, du sendte en mængde urimelige dyr over dem til hævn; 16 paa det de skulde vide, at hvormed et Menneske synder, med det skal han ogsaa straffes. 17 Thi din almægtige hånd, som gjorde materiens verden uden form, ønskede ikke at sende en mængde bjørne eller voldsomme løver iblandt dem, 18 Eller ukendte vilde dyr, fulde af raseri, nyskabte, udånder enten en ilddamp eller beskidte dufte af spredt røg, eller skyder forfærdelige gnistre ud af deres øjne: 19 Hvoraf ikke blot Skaden kan udsende dem med det samme, men ogsaa det forfærdelige Syn fuldstændig ødelægge dem. 20 Ja, og uden disse kræfter er de faldet ned med ét stød, forfulgt af hævn og spredt ud over din krafts ånde; men du har ordnet alle ting i mål og tal og vægt. 21 Thi du kan vise din store styrke til enhver tid, når du vil; og hvem kan modstå din arms kraft? 22 Thi hele Verden foran dig er som et lille Vægtkorn, ja, som en Dråbe af Morgendug, der falder ned paa Jorden.
23 Men du forbarmer dig over alle; thi du kan alting og blinker til Menneskenes Synder, fordi de skulde rette op. 24 Thi du elsker alt, hvad der er, og afskyr intet, som du har gjort; thi aldrig vilde du have gjort noget, hvis du havde hadet det. 25 Og hvorledes kunde noget have bestået, hvis det ikke havde været din Vilje? eller blevet bevaret, hvis ikke kaldet af dig? 26 Men du skåner alle; thi de ere dine, Herre, du Sjæleelsker. KAPITEL 12 1 Thi din uforgængelige Aand er i alle Ting. 2 Derfor tugter du dem lidt og lidt, som forarges, og advarer dem ved at ihukomme dem, hvormed de har fornærmet sig, for at de skulle forlade deres ugudelighed, og de skulle tro på dig, o Herre. 3 For det var din vilje ved vore fædres hænder at ødelægge begge disse gamle indbyggere i dit hellige land, 4 hvem du hadede, fordi han gjorde mest afskyelige Trolddomsgerninger og onde Ofre; 5 Og også de nådesløse børnemordere og ædere af menneskets kød og blodets fester, 6 Med deres Præster midt iblandt deres afgudsdyrkende Besætning og Forældrene, som med deres egne Hænder dræbte Sjæle uden Hjælp: 7 For at landet, som du sætter over alt andet, må modtage en værdig koloni af Guds børn. 8 Men selv dem, du skånede som mennesker, og du sendte hvepse, forløbere for din hær, for at udrydde dem lidt og lidt. 9 Ikke at du var ude af stand til at bringe de ugudelige under de retfærdiges hånd i kamp eller til at udrydde dem med det samme med grusomme dyr eller med ét grovt ord: 10 Men efter at have fuldbyrdet dine domme over dem lidt og lidt, gav du dem plads til omvendelse, uden at være uvidende om, at de var en fræk slægt, og at deres ondskab var avlet i dem, og at deres tanker aldrig ville blive ændret. 11 Thi det var en forbandet Sæd fra Begyndelsen; ej heller har du af frygt for nogen givet dem tilgivelse for det, hvori de syndede. 12 Thi hvo vil sige: hvad har du gjort? eller hvem skal modstå din Dom? eller hvem skal anklage dig for de Hedninger, der går under, som du skabte? eller hvem skal komme for at stå imod dig for at hævne sig for de uretfærdige? 13 Thi der er heller ingen Gud uden du, som har omsorg for alle, for hvem du kunde forkynde, at din Dom ikke er uretfærdig. 14 Heller ikke konge eller tyran skal kunne vende sit ansigt imod dig for nogen, som du har straffet. 15 Fordi du da selv er retfærdig, befaler du alle Ting retfærdigt, idet du mener, at det ikke er behageligt med din Magt at dømme den, som ikke har fortjent at blive straffet.
16 Thi din magt er begyndelsen til retfærdighed, og fordi du er alles Herre, får den dig til at være alle nådig. 17 Thi når Menneskene ikke vil tro, at du er af fuld Magt, viser du din Styrke, og blandt dem, som kender det, viser du deres Frimodighed. 18 Men du, som behersker din Magt, dømmer med Retfærdighed og byder os med stor Naade; thi du kan bruge Magt, naar du vil. 19 Men ved sådanne gerninger har du lært dit folk, at den retfærdige skal være barmhjertig, og du har gjort dine børn til et godt håb, at du omvender dig for synder. 20 For hvis du straffede dine børns fjender og de dødsdømte med sådan overlæg og gav dem tid og sted, hvorved de kunne blive udfriet fra deres ondskab: 21 Med hvor stor omhu dømte du dine egne sønner, til hvis fædre du har svoret og sluttet pagter med gode løfter? 22 Derfor, medens du tugter os, plager du vore fjender tusind gange mere, i den hensigt, at vi, når vi dømmer, omhyggeligt skulle tænke på din godhed, og når vi selv dømmes, skulle vi søge barmhjertighed. 23 Derfor, mens mennesker har levet trøstesløst og uretfærdigt, har du pint dem med deres egne vederstyggeligheder. 24 Thi de gik meget langt bort på Vildfarelsens Veje og holdt dem for Guder, som selv blandt deres Fjenders Dyr vare foragtede, bedragede som Børn uden Forstand. 25 Derfor sendte du til dem, som til børn uden fornuft, en dom for at spotte dem. 26 Men de, som ikke vilde blive omdannet ved den irettesættelse, hvori han var sammen med dem, skulle føle en Guds værdig dom. 27 Thi se til, hvad de ærgrede sig, da de bleve straffet, det er, for dem, som de troede for at være Guder; da de nu blev straffet i dem, anerkendte de ham, da de så det, at han var den sande Gud, som de før nægtede at kende; og derfor kom en ekstrem fordømmelse over dem. KAPITEL 13 1 Sandelig, forfængelige er alle mennesker af natur, som er uvidende om Gud, og som ikke kunne kende ham af det gode, der ses, det er. 2 Men anså enten ild eller vind eller den hurtige luft eller stjernernes kreds eller det voldsomme vand eller himlens lys for at være de guder, der styrer verden. 3 Over hvis Skønhed, hvis de blev glade, tog de dem til at være Guder; lad dem vide, hvor meget bedre deres Herre er, for skønhedens første forfatter har skabt dem. 4 Men hvis de var forbavsede over deres magt og dyd, så lad dem forstå ved dem, hvor meget mægtigere han er, som har skabt dem. 5 For ved skabningernes storhed og skønhed ses i forhold til dem, som har skabt dem. 6 Men for dette er de dog desto mindre at bebrejde, thi de vilde maaske vildfare, søge Gud og begære at finde ham. 7 For at være fortrolige med hans Gerninger granske ham flittigt og troe deres Syn; thi det skønne er, som sees.
8 Dog skal de heller ikke tilgives. 9 Thi dersom de kunde vide saa meget, at de kunde sigte mod Verden; hvordan fandt de ikke tidligere ud af Herren deraf? 10 Men de ere elendige, og i de døde Ting er deres Haab, som kalder dem Guder, som ere Menneskehænders Gjerninger, Guld og Sølv, til at vise Kunst i og Lignelser med Dyr, eller en Sten, der er god til intet, Værket af en gammel hånd. 11 Men en tømrer, som fælder tømmer, efter at have savet et træ til formålet, og dygtigt fjernet al barken rundt omkring og gjort det smukt og gjort et kar deraf, der var egnet til at tjene menneskers liv; 12 Og efter at have brugt affaldet af sit arbejde at tilberede hans mad, har han mættet sig; 13 Og idet han tog selve affaldet blandt dem, som ikke tjente til nogen nytte, idet han var et skævt stykke træ og fuld af knaster, har han hugget det flittigt, da han ikke havde andet at gøre, og dannet det ved sin forstands dygtighed, og formet det til billedet af en mand; 14 Eller gjorde det som et afskyeligt Dyr, idet han lagde det over med Vermilion og farvede det rødt med Maling og dækkede hver Plet deri; 15 Og da han havde lavet et passende Rum til det, satte det i en Væg og gjorde det fast med Jern. 16 Thi han sørgede for det, at det ikke skulde falde, vel vidende at det ikke kunde hjælpe sig selv; thi det er et Billede og trænger til Hjælp: 17 Da lader han bede for sit Gods, for sin Hustru og sine Børn, og han skammer sig ikke ved at tale til det, som ikke har Liv. 18 Til Sundhed kalder han paa det svage; thi Livet beder til det Døde; thi hjælp beder ydmygt om det, der har mindst midler til at hjælpe, og om en god rejse beder han om det, der ikke kan sætte foden frem. 19 Og for at vinde og faa og for hans Hænders Vellykke, forlanger ham Evne til at gøre, som er højst ude af stand til at gøre noget. KAPITEL 14 1 Atter, en, der gør sig klar til at sejle og er ved at gå gennem de rasende bølger, kalder på et stykke træ, der er mere råddent end det kar, der bærer ham. 2 Thi sandelig udtænkte Ønske om Vinding det, og Arbejderen byggede det ved sin Dygtighed. 3 Men dit Forsyn, Fader, styrer det; thi du har gjort en Vej i Havet og en sikker Vej i Bølgerne; 4 Visende, at du kan frelse fra al Fare, ja, skønt en Mand gik til Søs uden Kunst. 5 Ikke desto mindre ønsker du ikke, at din visdoms gerninger skal være tomme, og derfor overlader mennesker deres liv til et lille stykke træ, og at de passerer det barske hav i et svagt kar, bliver reddet. 6 Thi ogsaa i den gamle Tid, da de stolte Jætter gik til Grunde, undslap Haabet om den Verden, der styres af din Haand, i et svagt Kar og efterlod til alle Tider et Sæd af Slægt. 7 Thi velsignet er det Skov, hvorved Retfærdighed kommer.
8 Men det, som er gjort med Hænder, er forbandet, ligesaa det, som han, der har gjort det; og det, fordi det er forgængeligt og kaldtes gud. 9 Thi den ugudelige og hans ugudelighed er begge hadefulde mod Gud. 10 Thi hvad der er gjort, skal straffes med den, som har gjort det. 11 Derfor skal der også være et Besøg over Hedningernes Afguder; thi i Guds Skabning er de blevet en Vederstyggelighed og Anstødssten for Menneskenes Sjæle og en Snare for de ukloges Fødder. 12 Thi at udtænke Afguder var Begyndelsen til åndelig Utugt, og deres Opfindelse Livets Fordærvelse. 13 Thi heller ikke de vare fra Begyndelsen, og de skulle ikke være til evig Tid. 14 Thi ved Menneskenes forfængelige Herlighed kom de ind i Verden, og derfor skal de snart komme til Ende. 15 Thi en Fader, der er plaget af tidlig Sorg, da han snart har ladet et Billede af sit Barn borttage, ærede ham nu som en Gud, som dengang var en død Mand, og overgav dem, som vare under ham, Ceremonier og Ofre. 16 Således blev i tidens løb en ugudelig skik, der blev stærk, holdt som en lov, og udskårne billeder blev tilbedt ved kongers bud. 17 Hvem Mennesker ikke kunde ære i Nærværelse, fordi de boede langt borte, tog de det forfalskede Ansigtsbillede langvejs fra og lavede et udtrykkeligt Billede af en Konge, som de ærede, for at de derved kunde smigre ham, var fraværende, som om han var til stede. 18 Også kunstmandens enestående flid var med til at bringe de uvidende til mere overtro. 19 For han, måske nok villig til at behage en i myndighed, tvang al sin dygtighed til at ligne den bedste mode. 20 Og saaledes tog Mængden, lokket af Værkets Naade, ham nu for en Gud, som lidt før kun var æret. 21 Og dette var en anledning til at bedrage verden; thi mænd, der tjente enten ulykke eller tyranni, tilskrev stenene og stokkene det usædvanlige navn. 22 Og dette var dem ikke nok, at de forvildede i Kundskab om Gud; men hvor de levede i uvidenhedens store krig, kaldte de så store plager dem fred. 23 Thi medens de dræbte deres Børn i Ofre, eller brugte hemmelige Ceremonier eller gjorde Slæb af fremmede Ritualer; 24 De holdte hverken Liv eller Ægteskaber mere ubesmittede, men enten dræbte den ene en anden forræderisk eller bedrøvede ham ved Hor. 25 Saa at der uden Undtagelse herskede i alle Mennesker Blod, Manddrab, Tyveri og Forstyrrelse, Fordærvelse, Troløshed, Tumulter, Mened, 26 Foruroligelse af gode Mænd, Glemsomhed af gode Gange, Besmittelse af Sjæle, Forandring af Art, Uorden i Ægteskaber, Utroskab og skamløs Urenhed. 27 Thi tilbedelsen af Afguder, der ikke skal nævnes, er Begyndelsen, Årsagen og Slutningen af alt Ondt. 28 Thi enten er de gale, naar de er glade, eller profeterer Løgn, eller lever uretfærdigt, eller forlader sig let.
29 Thi forsaavidt deres Tillid er til Afguder, som ikke have Liv; selvom de sværger falsk, ser de dog ud til ikke at blive såret. 30 Men for begges skyld skal de straffes retfærdigt, både fordi de ikke tænkte vel om Gud, idet de gav agt på afguderne, og også uretmæssigt svor i bedrag og foragtede hellighed. 31 Thi det er ikke deres Magt, ved hvem de sværge; men det er Syndernes retfærdige Hævn, som altid straffer de ugudeliges Overtrædelse. KAPITEL 15 1 Men du, o Gud, er nådig og sanddru, langmodig og i barmhjertighed ordener alt, 2 Thi dersom vi synder, ere vi dine, idet vi kende din Magt; men vi vil ikke synde, da vi vide, at vi regnes for dine. 3 Thi at kende dig er fuldkommen retfærdighed; ja, at kende din magt er udødelighedens rod. 4 Thi heller ikke menneskenes drilske påfund bedragede os, ej heller et billede plettet med forskellige farver, malerens frugtesløse arbejde; 5 Det syn, som lokker tåberne til at begære det, og derfor begærer de et dødt billedes skikkelse, som ikke har ånde. 6 Både de, som gør dem, de, der begærer dem, og de, der tilbeder dem, elsker det onde og er værdige til at have sådanne ting at stole på. 7 Thi Pottemageren, som hærder blød Jord, danner ethvert Kar med megen Arbejde til vor Tjeneste; ja, af det samme Ler fremstiller han baade Karene, som tjene til ren Brug, og ligeledes alle, som tjene det modsatte; brugen af begge slags, er pottemageren selv dommeren. 8 Og idet han øver sit Arbejde skændigt, gør han en forfængelig Gud af det samme Ler, endog den, som lidt før selv var lavet af Jord, og om lidt efter vender tilbage til den samme, da hans Liv, som blev lånt ham, skal være forlangte. 9 Til trods for hans omsorg er det ikke, at han skal have meget arbejde, eller at hans liv er kort; men stræber efter at overgå guldsmede og sølvsmede og stræber efter at gøre som de, der arbejder i kobber, og regner det for sin herlighed at lave falske ting. 10 Hans Hjerte er Aske, hans Haab er sjokkere end Jord, og hans Liv er mindre værd end Ler. 11 Fordi han ikke kendte sin Skaber, og ham, som indgav ham en virksom Sjæl og indåndede en levende Aand. 12 Men de regnede vort Liv for en Tidsfordriv, og vor Tid her for et Marked for Vinding; thi, siger de, vi maa komme til alle Veje, skønt det er med onde Veje. 13 Thi denne mand, som af jordisk stof gør sprøde kar og udskårne billeder, ved sig selv at forarge over alle andre. 14 Og alle dit Folks Fjender, som holde dem underdanige, ere højst tåbelige og ere elendigere end meget småbørn. 15 Thi de regnede alle Hedningernes Afguder for Guder, som hverken have Øjne til at se, ej heller Næse til at
trække Aande, ej heller Ører til at høre, eller Hænders Fingre til at håndtere; og hvad deres fødder angår, er de langsomme til at gå. 16 Thi Mennesket har skabt dem, og den, som har lånt sin Aand, har dannet dem; men ingen kan skabe en Gud som ham selv. 17 Thi han, som er dødelig, gør et dødt Ting med onde Hænder; thi han er selv bedre end det, han tilbeder; hvorimod han levede engang, men de aldrig. 18 Ja, de tilbad også de dyr, der er mest hadefulde; thi sammenlignet med hinanden, er nogle værre end andre. 19 Heller ikke de ere skønne, saa meget at behage af Dyr; men de gik uden Guds Lov og hans Velsignelse. KAPITEL 16 1 Derfor blev de straffet værdigt af det samme, og de blev pint af de mange dyr. 2 I stedet for hvilken Straf, idet du handlede nådigt over for dit eget Folk, beredte du dem Kød af en fremmed Smag, ja, Vagtler til at vække deres Appetit. 3 For at de, som begærede Mad, kunde for det grimme Syn af de Dyr, der blev sendt iblandt dem, afsky selv det, som de maatte behøve at begære; men disse, der lider trang i en kort periode, kunne få del i en mærkelig smag. 4 Thi det var nødvendigt, at over dem, der udøvede Tyranni, skulde komme Penge, som de ikke kunde undgaae; men dem skulde det kun forkyndes, hvorledes deres Fjender blev pint. 5 Thi da Dyrenes forfærdelige Hårdhed kom over disse, og de omkom med Stikken af krogede Slanger, varede din Vrede ikke for evigt. 6 Men de var forfærdede i en lille Tid, for at de skulde formanes, idet de havde et Tegn paa Frelse, at ihukomme dem din Lovs Bud. 7 Thi den, som vendte sig mod det, blev ikke frelst ved det, han så, men ved dig, som er alles Frelser. 8 Og heri lod du dine Fjender bekende, at det er du, som frelser fra alt ondt. 9 For dem dræbte Græshoppernes Bid og Fluer, og der fandtes ingen Lægemiddel for deres Liv; thi de vare værdige til at straffes med saadant. 10 Men dine Sønner ikke selve de giftige Dragers Tænder sejrede; thi din Miskundhed var altid hos dem og helbredte dem. 11 Thi de blev prikkede, at de skulde komme dine Ord i Hu; og blev hurtigt frelst, for ikke at falde i dyb glemsel, så de hele tiden kunne være opmærksomme på din godhed. 12 Thi det var hverken Urter eller Blødgørende Plast, som gav dem Sundhed, men dit Ord, Herre, som helbreder alt. 13 Thi du har Magt over Liv og Død, du fører til Dødsrigets Porte og opdrager igen. 14 Sandelig, et Menneske dræber ved sin Ondskab, og Aanden vender ikke tilbage, naar den er udgaaet; heller ikke den optagne sjæl kommer igen. 15 Men det er ikke muligt at undslippe din hånd. 16 Thi de ugudelige, som nægtede at kende dig, bleve pisket af din Arms Styrke; med fremmede Regn, Hagl
og Byger bleve de forfulgte, som de ikke kunde undgaae, og fortærede ved Ild. 17 Thi hvad der er mest at undres over, Ilden havde mere Kraft i Vandet, som slukker alt; thi Verden kæmper for de retfærdige. 18 Thi engang blev Ilden mildnet, for at den ikke skulde opbrænde Dyrene, som bleve sendt imod de ugudelige; men selv kunne se og fornemme, at de var forfulgte med Guds dom. 19 Og en anden Gang brænder den midt i Vandet over Ildens Magt, for at den kan ødelægge Frugterne af et uretfærdigt Land. 20 I stedet for fodrede du dit eget folk med englemad og sendte dem fra himlen brød tilberedt uden deres arbejde, i stand til at tilfredsstille ethvert menneskes velbehag og stemme overens med enhver smag. 21 Thi din Næring forkyndte din Sødme for dine Børn, og tjente efter Æderens Lyst, lunede sig efter enhvers Behag. 22 Men Sne og Is tålte Ilden og smeltede ikke, for at de skulde vide, at Ild, der brændte i Haglen og funklede i Regnen, ødelagde Fjendernes Frugter. 23 Men denne glemte atter endog sin egen Kraft, for at de retfærdige kunde næres. 24 Thi den Skabning, som tjener dig, som er Skaberen, øger sin Styrke mod de uretfærdige for deres Straf, og aftager sin Styrke til Hjælp for dem, som sætte deres lid til dig. 25 Derfor blev det også dengang ændret til alle former og var lydigt mod din nåde, som nærer alt efter deres ønske, som trængte. 26 For at dine Børn, o Herre, som du elsker, maa vide, at det ikke er Frugtvæksten, der nærer Mennesket, men at det er dit Ord, som bevarer dem, som sætte deres lid til dig. 27 Thi det, som ikke blev ødelagt af Ilden, blev opvarmet med en lille Solstråle, og snart smeltede det bort. 28 For at det skulde vides, at vi skulle forhindre Solen i at takke dig, og om Dagen bede til dig. 29 Thi de utaknemmeliges Haab skal smelte bort som Vinterens Rim og løbe bort som unyttigt Vand. KAPITEL 17 1 Thi dine Domme er store og kan ikke udtales; derfor har uopfostrede Sjæle taget fejl. 2 Thi når uretfærdige tænkte på at undertrykke det hellige folk; de var lukket inde i deres huse, mørkets fanger og bundet med en lang nats lænker, lå der forvist fra det evige forsyn. 3 For mens de mente at ligge skjult i deres hemmelige synder, blev de spredt under et mørkt slør af glemsel, grusomt forbavsede og foruroliget over mærkelige tilsynekomster. 4 Thi heller ikke det Hjørne, som holdt dem, kunde holde dem fra Frygt; men Lyden som af Vand, der faldt ned, lød omkring dem, og triste Syner viste sig for dem med tunge Ansigter.
5 Ingen ilds kraft kunne give dem lys; heller ikke kunne stjernernes klare flammer holde ud at lette den frygtelige nat. 6 Men der viste sig for dem en Ild, der var antændt af sig selv, meget forfærdelig; thi de var meget forfærdede, mente, at det, som de så, var værre end det Syn, de ikke så. 7 Hvad angår kunstmagiens illusioner, blev de slået ned, og deres ros i visdom blev irettesat med skændsel. 8 Thi de, som lovede at fordrive rædsler og uroligheder fra en syg sjæl, var selv syge af frygt, værdige til at blive le ad. 9 Thi skønt intet frygteligt frygtede dem; dog bange for dyr, der gik forbi, og hvæsende af slanger, 10 De døde af frygt og nægtede, at de så luften, som på ingen måde kunne undgås. 11 Thi Ondskab, fordømt af sit eget Vidnesbyrd, er meget frygtsom, og trængt af Samvittighed forudsiger den altid alvorlige Ting. 12 Thi frygt er intet andet end at forråde de Hjælp, som Fornuften tilbyder. 13 Og forventningen indefra, idet den er mindre, tæller uvidenheden mere end den årsag, som frembringer pine. 14 Men de sov den samme søvn den nat, som i sandhed var utålelig, og som kom over dem fra det uundgåelige helvedes bund, 15. De bleve dels forargede over uhyrlige Tilsynekomster, dels besvimede, deres Hjerte svigtede dem; thi en pludselig Frygt kom over dem, som man ikke ventede efter. 16 Så blev enhver, som faldt der, trangt holdt inde i et fængsel uden jernstænger, 17 Thi hvad enten han var Husbonde eller Hyrde eller en Arbejder paa Marken, blev han indhentet og udholdt den Nødvendighed, som ikke kunde undgaas; thi de vare alle bundne med en Mørkets Lænke. 18 Om det var en fløjtende vind eller en melodisk lyd fra fugle blandt de brede grene, eller et behageligt fald af voldsomt vand, der løber, 19 Eller en forfærdelig lyd af sten, der er kastet ned, eller et løb, der ikke kunne ses af overspringende dyr, eller en brølende stemme af de mest vilde vilde dyr, eller et studsende ekko fra de hule bjerge; disse ting fik dem til at falde i svime af frygt. 20 Thi hele Verden skinnede med klart Lys, og ingen blev hindret i deres Arbejde. 21 Kun over dem bredte sig en tung Nat, et Mørkets Billede, som siden skulde tage imod dem; KAPITEL 18 1 Ikke desto mindre havde dine hellige et meget stort lys, hvis røst de hørte og ikke så deres skikkelse, fordi de heller ikke havde lidt det samme, regnede de dem lykkelige. 2 Men for det gjorde de dem nu ikke ondt, som de før var blevet forurettede af, de takkede dem og bad dem om tilgivelse for, at de havde været fjender.
3 I stedet for gav du dem en brændende ildsøjle, både for at være en guide på den ukendte rejse og en harmløs sol til at underholde dem ærefuldt. 4 For de var værdige til at blive berøvet lyset og fængslet i mørket, som havde holdt dine sønner indelukket, ved hvem lovens uforstyrrede lys skulle gives til verden. 5 Og da de havde besluttet at dræbe de helliges Børn, idet et Barn blev kastet ud og frelst for at irettesætte dem, borttog du Mængden af deres Børn og tilintetgjorde dem helt i et vældigt Vand. 6 Den nat var vores fædre attesteret i forvejen, at de med sikkerhed vidste, hvilke eder de havde givet tiltro til, kunne de bagefter være ved godt mod. 7 Saa af dit Folk blev både de retfærdiges Frelse og Fjendernes Ødelæggelse antaget. 8 Thi hvormed du hjemsøgte vore Fjender, med det herliggjorde du os, som du kaldte. 9 Thi de gode Menneskers retfærdige Børn ofrede hemmeligt, og med ét Samtykke lavede de en hellig Lov, at de hellige skulde være som Delagtige i det samme gode og onde, idet Fædrene nu synger Lovsangene. 10 Men på den anden side lød der et dårligt skrig fra fjenderne, og der blev båret en beklagelig larm til udlandet for børn, der var jamrede. 11 Husbonden og Tjeneren blev straffet paa samme Maade; og ligesom kongen led det almindelige menneske. 12 Saa havde de alle sammen utallige Døde med en Slags Død; heller ikke de levende var nok til at begrave dem; thi i et øjeblik blev deres fornemste afkom tilintetgjort. 13 Thi hvorimod de ikke troede noget på grund af fortryllelserne; efter ødelæggelsen af den førstefødte, anerkendte de, at dette folk var Guds sønner. 14 Thi mens alt var i stille tavshed, og den nat var midt i hendes hurtige gang, 15 Dit almægtige ord sprang ned fra himlen fra din kongelige trone, som en hård krigsmand midt i et ødelæggende land, 16 Og bragte dit uskrømte bud som et skarpt sværd og stod op og fyldte alt med døden; og den rørte ved Himlen, men den stod paa Jorden. 17 Da foruroligede dem pludselig Syner om frygtelige Drømme, og Rædsler kom over dem, som de var uventede. 18 Og en, der var kastet her, og en anden der, halvdød, fortalte sin Dødsårsag. 19 Thi de Drømme, som foruroligede dem, forudsaaede dette, for at de ikke skulde omkomme og ikke vide, hvorfor de bleve plagede. 20 Ja, dødens smag rørte også de retfærdige, og der skete en ødelæggelse af mængden i ørkenen; men vreden varede ikke længe. 21 Thi da skyndte den ulastelige Mand sig og stod frem for at forsvare dem; og bragte skjoldet for hans rette tjeneste, ja, bøn og røgelses forsoning, satte sig imod vreden og bragte således ulykken til ende, idet han erklærede, at han var din tjener.
22 Saa besejrede han Ødelæggeren, ikke med Legemsstyrke eller Våbenmagt, men med et Ord underkuede den, som straffede, idet han hævdede de Eder og Pagter, der var gjort med Fædrene. 23 Thi da de Døde nu var faldet ned i Dynger, den ene på den anden, der stod imellem, standsede han Vreden og skilte Vejen til de levende. 24 Thi i den lange Klædning var hele Verden, og i de fire Stenrækker var Fædrenes Herlighed indhugget, og Din Majestæt paa hans Hoveds Diadem. 25 For disse gav Ødelæggeren Plads og frygtede for dem; thi det var nok, at de kun smagte Vrede. KAPITEL 19 1 Hvad angår de ugudelige, vrede kom over dem uden barmhjertighed indtil enden; thi han vidste forud, hvad de ville gøre; 2 Hvorledes efter at have givet dem Lov til at drage afsted og hastigt sendt dem bort, skulde de omvende sig og forfølge dem. 3 Thi mens de endnu sørgede og sørgede ved de dødes Grave, tilføjede de endnu et tåbeligt Tanke og forfulgte dem som flygtninge, som de havde bedt om at blive væk. 4 For den skæbne, som de var værdige til, bragte dem til dette formål og fik dem til at glemme de ting, der allerede var sket, for at de kunne opfylde den straf, som manglede for deres pinsler: 5 Og for at dit Folk skulde gaa over en vidunderlig Vej, men de skulde finde en fremmed Død. 6 For hele skabningen i sin rette art blev formet på ny, idet de tjente de særegne befalinger, som blev givet dem, for at dine børn kunne holdes uden skade. 7 Det er nemlig en sky, der skygger lejren; og hvor der stod vand foran, dukkede tørt land op; og ud af det røde hav en vej uden hindring; og ud af den voldsomme strøm en grøn mark: 8 Hvorigennem gik alt Folket, som blev forsvaret med din Haand, idet de saae dine underlige, fremmede Undere. 9 Thi de gik ud som Heste og sprang som Lam og priste dig, Herre, som havde reddet dem. 10 Thi de kom endnu i Hu, hvad der skete, mens de opholdt sig i det fremmede Land, hvorledes Jorden frembragte Fluer i Stedet for Kvæg, og hvorledes Floden kastede en Mængde Frøer op i Stedet for Fisk. 11 Men siden så de en ny slægt af høns, da de blev ført med lyst og bad om delikat kød. 12 Thi Vagtler kom op til dem fra Havet for deres Behag. 13 Og Straffe kom over Syndere, ikke uden tidligere Tegn ved Tordenens Magt; thi de led retfærdigt efter deres egen Ondskab, saadan som de gjorde en mere hård og hadefuld Opførsel mod fremmede. 14 Thi Sodomitterne tog ikke imod dem, som de ikke kendte, da de kom; men disse førte Venner i Trældom, som havde fortjent dem. 15 Og ikke alene det, men måske skal man have en vis respekt for dem, fordi de brugte fremmede, der ikke var venlige:
16 Men disse plagede dem meget hårdt, som de havde modtaget med gilder, og de havde allerede fået del i de samme love med dem. 17 Derfor bleve disse også ramt af Blindhed, ligesom de var ved den retfærdiges Døre; naar hver og en søgte sin egen Dør, omringet af et frygteligt, stort Mørke. 18 For elementerne blev ændret i sig selv ved en slags harmoni, ligesom i et psalterium skifter melodiens navn, og alligevel er de altid lyde; som godt kan opfattes ved synet af de ting, der er blevet gjort. 19 Thi de jordiske Ting blev forvandlede til vandige, og de Ting, som før svømmede i Vandet, gik nu til Jorden. 20 Ilden havde Magt i Vandet og glemte sin egen Dyd, og Vandet glemte sin egen slukkende Natur. 21 På den anden side ødelagde flammerne ikke kødet af de fordærvelige levende væsener, skønt de vandrede deri; heller ikke smeltede de den iskolde slags himmelsk kød, som var af naturen egnet til at smelte. 22 Thi i alle Ting, o Herre, ophøjede du dit Folk og prisede det, og du agtede dem ikke let, men hjalp dem hver Gang og Sted.