Den tredje bog af Hermas' hyrde, som kaldes Hans lignelser LIGNELSE 1 1 Og han sagde til mig: I ved, at I, som er Herrens tjenere, lever her som på en pilgrimsrejse; for jeres by ligger langt væk fra denne by. 2 Hvis I da kender den by, hvor I skal bo, hvorfor køber I så her godser og skaffer jer lækkerier, herskabsbygninger og overflødige huse? For den, der skaffer sig disse ting i denne by, tænker ikke på at vende tilbage til sin egen by. 3 O, tåbelige, tvivlsomme og elendige menneske, som ikke forstår, at alt dette tilhører andre mennesker og er under en andens magt. For denne bys Herre siger til dig: Enten adlyd mine love, eller forlad min by. 4 Hvad skal du da gøre, når du er underlagt en lov i din egen by? Kan du for din ejendoms skyld eller for nogen af de ting, du har sørget for, fornægte din lov? Men hvis du fornægter den og bagefter vender tilbage til din egen by, skal du ikke modtages, men udelukkes derfra. 5 Se derfor til, at du, ligesom en mand i et fremmed land, ikke skaffer dig mere end det, der er nødvendigt og tilstrækkeligt for dig. Og vær forberedt, så når denne bys Gud eller Herre driver dig ud af den, kan du modsætte dig hans lov og gå ind i din egen by, hvor du med al glæde kan leve efter din egen lov uden uret. 6 Vær derfor opmærksomme, I som tjener Gud, og hav ham i jeres hjerter! Arbejd Guds gerninger, idet I husker både hans befalinger og hans løfter, som han har lovet; og vær forvissede om, at han vil opfylde dem for jer, hvis I holder hans befalinger. 7 I stedet for de ejendele, som I ellers ville købe, så løs dem, der er i nød, fra deres nød, efterhånden som enhver har evnen til det. Retfærdiggør enkerne, døm faderløses sag og brug jeres rigdom og jeres formue på den slags gerninger. 8 For derfor har Gud gjort jer rige, så I kan udføre den slags tjenester. Det er langt bedre at gøre dette end at købe jord eller huse; for alt sådant skal forgå i denne tid.
9 Men hvad I gør for Herrens navn, skal I finde i jeres by, og I skal have glæde uden sorg eller frygt. Begære derfor ikke hedningernes rigdomme, for de er ødelæggende for Guds tjenere. 10 Men handler med jeres egen rigdom, som I ejer, hvorved I kan opnå evig glæde. 11 Og begå ikke hor, og rør ikke nogens hustru, og begær hende ikke; men begære det, som er din egen sag, så skal du blive frelst. LIGNELSE 2 1 Mens jeg gik ud på marken og betragtede elmen og vinstokken og tænkte på deres frugter, viste en engel sig for mig og sagde til mig: Hvad er det, du tænker på så længe ved dig selv? 2 Og jeg sagde til ham: Herre, jeg tænker på denne vinstok og denne elm, fordi deres frugter er smukke. Og han sagde til mig: Disse to træer er sat som et forbillede for Guds tjenere. 3 Og jeg sagde til ham: Herre, jeg vil gerne vide, hvordan mønsteret af disse træer, som du nævner, består. Lyt, siger han; ser du denne vinstok og denne elm? Herre, sagde jeg, jeg ser dem, 4 Denne vinstok, siger han, er frugtbar, men elmen er et træ uden frugt. Ikke desto mindre ville denne vinstok ikke bære megen frugt, hvis den ikke blev sat ved siden af denne elm og støttet af den; men hvis den lå på jorden, ville den kun bære dårlig frugt, fordi den ikke hang på elmen; hvorimod den, støttet på elmen, bærer frugt både for sig selv og for den. 5 Se derfor, hvordan elmen ikke giver mindre, men snarere mere frugt end vinstokken. Herre, sagde jeg, hvordan kan den bære mere frugt end vinstokken? Fordi, sagde han, vinstokken, der støttes på elmen, giver både megen og god frugt; hvorimod den, hvis den ligger på jorden, kun vil bære lidt, og det er også meget slemt. 6 Denne lignelse er derfor fremsat for Guds tjenere; og den repræsenterer den rige og den fattige mand. Jeg svarede: Herre, gør dette åbenbart for mig. Hør, sagde han; den rige mand har rigdom; men til Herren er han fattig; for han er optaget af sin rigdom og beder kun lidt til Herren; og de bønner, han beder, er dovne og uden kraft.
Hermas' hyrdes tredje bog - Lignelser
7 Når den rige mand derfor giver de fattige, hvad han har brug for, beder den fattige til Herren for de rige; og Gud giver den rige alle gode ting, fordi den fattige er rig på bøn, og hans anmodninger har stor kraft hos Herren. 8 Den rige mand sørger da for alle ting for de fattige, fordi han ved, at Herren bønhører ham. Og han giver ham desto mere villigt og uden tvivl, hvad han har brug for, og sørger for, at han ikke mangler noget. 9 Og den fattige takker Herren for de rige, fordi de udfører begge deres arbejde fra Herren. 10 Mennesker anser derfor ikke elmen for at give nogen frugt; og de hverken ved eller forstår, at når den føjes til vinstokken, bærer vinstokken dobbelt afgrøde, både for sig selv og for elmen. 11 Således bliver de fattige, der beder til Herren for de rige, hørt af ham; og deres rigdom forøges, fordi de tjener de fattige i deres velstand. Derfor får de begge del i hinandens gode gerninger. 12 Den, som derfor gør disse ting, skal ikke forlades af Herren, men skal skrives i livets bog. 13 Lykkelige er de, som er rige og mærker, at de har fået formægtigt liv; for den, der er klar over dette, vil være i stand til at tjene andre i nogen grad. LIGNELSE 3 1 Igen viste han mig mange træer, hvis blade var faldet af, og som syntes at være visne, for de var alle ens. Og han sagde til mig: "Ser du disse træer?" Jeg sagde: "Herre, jeg ser, at de ligner tørre træer." 2 Han svarede mig: "Disse træer ligner de mennesker, der lever i den nuværende verden." Jeg svarede: "Herre, hvorfor ligner de tørre træer?" Fordi," sagde han, "hverken retfærdige eller uretfærdige kendes fra hinanden; men alle er lige i denne nuværende verden." 3 For denne verden er som vinteren for de retfærdige, fordi de ikke kendes, men bor blandt syndere. 4 Ligesom alle træerne om vinteren, når de har mistet deres blade, er som tørre træer; man kan ikke skelne, hvilke der er tørre, og hvilke der er grønne, således kan man i denne verden hverken skelne mellem retfærdige og ugudelige; de er alle ens. LIGNELSE 4 1 Igen viste han mig mange andre træer, hvoraf nogle havde blade, og andre så ud til at være tørre og visne. Og han sagde til mig: "Ser du disse træer?" Jeg svarede: "Herre, jeg ser dem; ... og nogle er tørre, og andre er fulde af blade." 2 Disse træer, siger han, som er grønne, er de retfærdige, som skal besidde den kommende verden. For den kommende verden er det sommer for de retfærdige, men for syndere er det vinter. 3 Når derfor Herrens barmhjertighed skal skinne frem, da skal de, der tjener Gud, blive åbenbaret og tydelige for alle. For ligesom frugten af hvert træ om sommeren vises og åbenbares, således skal også de retfærdiges gerninger forkyndes og åbenbares, og de skal genoprettes i den verden muntre og glædesfyldte. 4 For den anden slags mennesker, nemlig de ugudelige, ligesom de træer, du så tørre, skal også findes tørre og uden
frugt i den anden verden; og ligesom tørt træ skal de brændes; og det skal blive åbenbart, at de har gjort ondt hele deres liv; 5 Og de skal brændes, fordi de har syndet og ikke har omvendt sig fra deres synder. Og alle de andre nationer skal også brændes, fordi de ikke har anerkendt Gud, deres Skaber. 6 Bær derfor god frugt, for at din frugt kan kendes om sommeren; og hold dig fra megen gerning, så du ikke forarger. For de, der er optaget af megen gerning, synder meget; fordi de er optaget af deres egne anliggender og ikke tjener Gud. 7 Og hvordan kan en mand, der ikke tjener Gud, bede Gud om noget og få det? Men de, der tjener ham, beder om det, de ønsker, og får det. 8 Men hvis en mand kun har én ting at følge, kan han tjene Gud, fordi hans sind ikke er taget væk fra Gud, men han tjener ham med et rent sind. 9 Hvis du derfor gør dette, kan du få frugt i den kommende verden; og alle, som gør på samme måde, skal bære frugt. LIGNELSE 5 1 Mens jeg fastede og sad på et bjerg og takkede Gud for alt, hvad han havde gjort for mig, se, så jeg hyrden, som plejede at tale med mig, sidde ved siden af mig og sige til mig: Hvad har bragt dig hertil så tidligt om morgenen? Jeg svarede: Herre, i dag holder jeg post. 2 Han svarede: "Hvad er en stand?" Jeg svarede: "Det er en faste." Han sagde: "Hvad er det for en faste?" Jeg svarede: "Jeg faster, som jeg har plejet at gøre. I ved ikke," sagde han, "hvad det vil sige at faste for Gud; og det er heller ikke en faste, som I faster, uden at det gavner Gud." 3 Herre, sagde jeg, hvad får dig til at tale således? Han svarede: Jeg siger det, fordi dette ikke er den sande faste, som du tror, du faster; men jeg vil vise dig, hvad det er, som er en fuldstændig faste og som Gud finder behagelig. 4 Hør, sagde han, Herren ønsker ikke en sådan unødvendig faste; for ved at faste på denne måde fremskynder du intet i retfærdighed. 5 Men den sande faste er denne: Gør intet ondt i dit liv, men tjen Gud med et rent sind; og hold hans befalinger og lev efter hans forskrifter, og tillad ikke nogen ond lyst at trænge ind i dit sind. 6 Men stol på Herren, for hvis du gør disse ting og frygter ham og afholder dig fra alt ondt, skal du leve for Gud. 7 Hvis du gør dette, skal du fuldende en stor faste, en som Herren finder behag. 8 Lyt til den sammenligning, som jeg nu vil foreslå dig i denne sag. 9 En mand, der havde en mark og mange tjenere, plantede en vingård på et sted i sin ejendom til sine efterkommere. 10 Og han drog på rejse til et fjernt land og udvalgte en af sine tjenere, som han anså for den mest trofaste og godkendte, og overdrog vingården i hans varetægt. Han befalede ham at tage vinstokkene i land. Hvis han gjorde det og opfyldte hans befaling, lovede han at give ham frihed. Han befalede ham heller ikke at gøre mere, og drog således til et fjernt land. 11 Og efter at tjeneren havde taget den opgave på sig, gjorde han, hvad som helst hans herre befalede ham. Og da
Hermas' hyrdes tredje bog - Lignelser
han havde hegnsmarkeret vingården og fundet den fuld af ukrudt, begyndte han at tænke ved sig selv og sige: 12 Jeg har gjort, hvad min herre befalede mig. Jeg vil nu grave i denne vingård, og når den er gravet, vil den blive smukkere; og når ukrudtet er rykket op, vil den bære mere frugt og ikke blive kvalt af ukrudtet. 13 Så begyndte han at grave op og plukkede alt ukrudtet op, og vingården blev smuk og frodig, uden at blive kvalt af ukrudt. 14 Nogen tid efter kom vingårdens herre og gik ind i den, og da han så, at den var omhyggeligt gravet og opgravet, og at ukrudtet var plukket op, og at vinstokkene blomstrede, glædede han sig meget over sin tjeners omsorg. 15 Og han kalder sin søn, som han elskede, og som skulle blive hans arving, og sine venner, som han plejede at rådføre sig med, og fortæller dem, hvad han havde befalet sin tjener at gøre, og hvad hans tjener mere havde gjort; og de lykønskede straks tjeneren med, at han havde modtaget et så fuldt vidnesbyrd fra sin herre. 16 Da sagde han til dem: "Jeg lovede denne tjener sin frihed, hvis han adlød den befaling, jeg gav ham; og han adlød den, og ovenikøbet har han gjort et godt arbejde for min vingård, hvilket har behaget mig overordentlig." 17 Derfor vil jeg gøre ham til min arving sammen med min søn for det værk, han har udført, fordi han, da han så, hvad der var godt, ikke forsømte det, men gjorde det. 18 Denne herres plan godkendte både hans søn og hans venner, nemlig at hans tjener skulle arve sammen med sin søn. 19 Ikke længe efter kaldte familiens herre sine venner sammen og sendte tjeneren forskellige slags mad fra sit aftensmåltid. 20 Da han havde modtaget dem, tog han så meget, som der var nok til ham selv, og delte resten ud blandt sine medtjenere. 21 Da de havde modtaget det, glædede de sig og ønskede, at han måtte finde endnu større nåde hos sin herre for det, han havde gjort imod dem. 22 Da hans herre hørte alt dette, blev han atter fyldt med stor glæde; og han kaldte igen sine venner og sin søn sammen og fortalte dem, hvad hans tjener havde gjort med den mad, han havde sendt dem. 23 Derfor samtykkede de så meget desto mere i husets herre; og han burde gøre denne tjener til sin arving sammen med sin søn. 24 Jeg sagde til ham: Herre, jeg kender ikke disse lignelser, og jeg kan heller ikke forstå dem, medmindre du forklarer dem for mig. Jeg vil, siger han, forklare dig alt, hvad jeg har talt med dig eller vist dig. 25 Hold Herrens befalinger, så skal du blive godkendt og blive skrevet i tallet på dem, der holder hans befalinger. Men hvis du, udover det, som Herren har befalet, tilføjer noget godt, skal du købe dig selv en større værdighed og være i større gunst hos Herren, end du ellers ville have været. 26 Hvis du derfor holder Herrens befalinger og tilføjer disse stillinger til dem, skal du glæde dig; men især hvis du holder dem i overensstemmelse med mine befalinger. 27 Jeg sagde til ham: Herre, hvad du end befaler mig, vil jeg holde; for jeg ved, at du vil være med mig. Jeg vil, sagde han, være med dig, som har taget et sådant
beslutningsforslag, og jeg vil være med alle dem, der har besluttet sig på samme måde. 28 Denne faste, siger han, er overordentlig god, når du også holder Herrens befalinger. Således skal du holde den. 29 Først og fremmest, tag dig i agt på dig selv og hold dig fra enhver ond gerning og fra ethvert uret ord og fra enhver skadelig begær; og rens dit sind fra al denne verdens forfængelighed. Hvis du overholder disse ting, vil denne faste være retfærdig. 30 Gør derfor således. Når du har gjort, hvad der er skrevet før, skal du på den dag, hvor du faster, ikke smage andet end brød og vand; og når du beregner den mængde mad, som du plejer at spise på andre dage, skal du lægge de udgifter til side, som du skulle have haft den dag, og give dem til enker, faderløse og fattige. 31 Og således skal du fuldende din sjæls ydmygelse, så at den, der modtager af det, kan tilfredsstille sin sjæl, og hans bøn kan komme op til Herren Gud for dig. 32 Hvis du derfor fuldbyrder din faste således, som jeg befaler dig, skal dit offer være Herren velbehageligt, og din faste skal skrives i hans bog. 33 Denne stand, udført således, er god og behagelig og Herren antagelig. Hvis du overholder disse ting med dine børn og med hele dit hus, skal du være lykkelig. 34 Og enhver, som hører disse ting og gør dem, skal være lykkelig, og hvad de end beder Herren om, skal de få. 35 Og jeg bad ham om at forklare mig billedet om gården og Herren og om vingården og om tjeneren, der havde holdt vingården, og om ukrudtet, der blev plukket ud af vingården, og om hans søn og hans venner, som han havde rådført sig med ham om. For jeg forstår, at det var et billede. 36 Han sagde til mig: "Du er meget dristig i at bede; for du burde ikke bede om noget; for hvis det er passende at vise dig det, skal det vise dig." 37 Jeg svarede ham: Herre, hvad du end viser mig uden at forklare det for mig, vil jeg forgæves se det, hvis jeg ikke forstår, hvad det er. Og hvis du fremsætter nogen sammenligninger og ikke udlægger dem, vil jeg forgæves høre dem. 38. Han svarede mig igen og sagde: Enhver, der er Guds tjener og har Herren i sit hjerte, ønsker forståelse fra ham og modtager den; og han forklarer enhver sammenligning og forstår Herrens ord, som kræver en undersøgelse. 39 Men de, der er dovne og sene til at bede, tvivler på at søge Herren, selvom Herren er af en sådan overordentlig godhed, at han uophørligt giver alt til dem, der beder ham om. 40 Du, som er styrket af den ærværdige budbringer og har modtaget en så kraftfuld bønnens gave; da du ikke er doven, hvorfor beder du så ikke nu om forståelse fra Herren og modtager den? 41 Jeg sagde til ham: Da jeg har dig til stede, er det nødvendigt, at jeg spørger dig om det og spørger dig; for du viser mig alt og taler til mig, når du er til stede. 42 Men hvis jeg skulle se eller høre disse ting, når du ikke var til stede, ville jeg da bede Herren om at vise dem for mig. 43 Og han svarede: "Jeg sagde lidt før, at du var snedig og dristig, idet du spørger om betydningen af disse sammenligninger."
Hermas' hyrdes tredje bog - Lignelser
44 Men fordi du stadig holder ud, vil jeg udfolde denne lignelse for dig, som du ønsker, for at du kan gøre den kendt for alle mennesker. 45 Hør derfor, sagde han, og forstå. Den førnævnte gård betegner hele jorden. Gårdens Herre er den, som skabte og fuldendte alle ting og gav dem kraft. 46 Hans søn er Helligånden: tjeneren er Guds søn: vingården er det folk, han frelser. Pælene er de sendebud, som Herren sætter over dem for at støtte hans folk. Ukrudtet, der plukkes op i vingården, er de synder, som Guds tjenere har begået. 47 Den mad, han sendte ham fra sit måltid, er de befalinger, han gav sit folk gennem sin Søn. De venner, han kaldte til at rådføre sig med ham, er de hellige engle, han først skabte. Husherrens fravær er den tid, der er tilbage, indtil hans komme. 48 Jeg sagde til ham: Herre, alt dette er meget udmærket, vidunderligt og godt. Men, fortsatte jeg, kunne jeg eller et andet menneske, der aldrig var så klogt, have forstået dette? 49 Så herre, sig mig nu, hvad jeg beder om. Han svarede: "Spørg mig, hvad du vil. Hvorfor," sagde jeg, "er Guds søn i denne lignelse sat i en tjeners sted?" 50 Hør, sagde han; Guds Søn er ikke sat i en tjeners stilling, men i stor magt og autoritet. Jeg sagde til ham: "Hvordan, herre? Jeg forstår det ikke." 51 Fordi, sagde han, Sønnen satte sine sendebud over dem, som Faderen havde overgivet til ham, for at bevare hver enkelt af dem; men han selv arbejdede meget og led meget for at udslette deres overtrædelser. 52 For ingen vingård kan graves uden megen slid og besvær. Derfor, efter at have udslettet sit folks synder, viste han dem livets stier og gav dem den lov, som han havde modtaget af Faderen. 53 Du ser, sagde han, at han er sit folks Herre, efter at have modtaget al magt fra sin Fader. Men hvorfor Herren tog sin Søn i råd om at dele arven og de gode engle, hør nu. 54 Den Hellige Ånd, som blev skabt først af alle, satte han i det legeme, hvori Gud skulle bo, nemlig i et udvalgt legeme, som det fandt ham godt. Dette legeme, hvori Helligånden blev bragt, tjente derfor denne Ånd, vandrede retfærdigt og rent i beskedenhed og besmittede aldrig denne Ånd. 55 Da legemet derfor altid adlød Helligånden og arbejdede retfærdigt og kyskt med ham og aldrig vaklede, gik legemet træt og trælleligt til verks, men blev mægtigt prøvet af Gud ved Helligånden og blev antaget af ham. 56 For en sådan standhaftig handlemåde behagede Gud, fordi han ikke blev uren på jorden, idet han bevarede Helligånden. Derfor kaldte han sin Søn og de gode engle til at råde, for at der måtte gives en plads til dette legeme, som havde tjent Helligånden uden skyld, for at det ikke skulle synes at have mistet belønningen for sin tjeneste. 57 For ethvert rent legeme skal få sin belønning; det, der findes uplettet, i hvilket Helligånden er bestemt til at bo. Og således har du nu også udlægningen af denne lignelse. 58 Herre, sagde jeg, jeg forstår nu hvad du mener, siden jeg har hørt denne udlægning. Lyt videre, sagde han: hold din krop ren og uberørt, så Ånden, som skal bo i den, kan vidne om den og blive bedømt som havende været med dig. 59 Pas også på, at det ikke indprentes i dit sind, at dette legeme forgår, og at du misbruger det til enhver form for begær. For hvis du besmitter dit legeme, besmitter du også
Helligånden; og hvis du besmitter Helligånden, skal du ikke leve. 60 Og jeg sagde: Hvad nu hvis dette allerede var begået i uvidenhed, før et menneske hørte disse ord? Hvordan kan han opnå frelse, når han således har besmittet sit legeme? 61 Han svarede: Hvad angår menneskers tidligere handlinger, som de i uvidenhed har begået, kan kun Gud tilbyde dem en kur, for al magten tilhører ham. 62 Men vogt dig nu; og da Gud er almægtig og barmhjertig, vil han give en kur for det, du tidligere har gjort uret, hvis du i fremtiden ikke besmitter din krop og ånd; 63 For de er fælles kammerater, og den ene kan ikke blive uren, men den anden bliver det også. Hold dem derfor begge rene, så skal du leve for Gud. LIGNELSE 6 1 Mens jeg sad hjemme og priste Gud for alt det, jeg havde set, og tænkte over befalingerne, at de var overordentlig gode, store, ærlige og behagelige, og sådanne, som kunne bringe et menneske til frelse, sagde jeg således til mig selv: Jeg vil være lykkelig, hvis jeg vandrer i overensstemmelse med disse befalinger, og enhver, der vandrer i dem, skal leve for Gud. 2 Mens jeg talte således ved mig selv, så jeg ham, som jeg før havde plejet at se, sidde ved siden af mig; og han talte således til mig: 3 Hvad tvivler du på mine befalinger, som jeg har givet dig? De er gode, tvivl ikke, men stol på Herren, så skal du vandre i dem. For jeg vil give dig styrke til at opfylde dem. 4 Disse befalinger er gavnlige for dem, der omvender sig fra de synder, de tidligere har begået, hvis de dog ikke i fremtiden skal fortsætte med at gøre dem. 5 Hvem I end er, som omvender jer, kast den nuværende verdens ondskab fra jer og ifør jer al dyd og retfærdighed, så I kan holde disse bud og ikke mere synde. 6 For hvis I vogter jer fra synd fra den kommende tid, skal I afværge en stor del af jeres tidligere synder. Vandr i mine befalinger, og I skal leve for Gud. Disse ting har jeg talt til jer. 7 Og da han havde sagt dette, tilføjede han: "Lad os gå ud på marken, så skal jeg vise dig fårehyrder." Jeg svarede: "Herre, lad os gå." 8 Og vi kom ind på en mark, og der viste han mig en ung hyrde, smukt klædt i sine purpurfarvede klæder. Og han vogtede store flokke; og hans får var fulde af glæde og i megen glæde og munterhed; og de hoppede, løb hid og did. 9 Og hyrden var meget tilfreds med sin flok; og hyrdens ansigt var muntert, mens han løb frem og tilbage blandt sin flok. 10 Englen sagde da til mig: "Ser du denne hyrde?" Jeg svarede: "Herre, jeg ser ham." Han sagde til mig: "Dette er 3 budbringeren af glæde og fornøjelse." Derfor fordærver han Guds tjeneres sind og vender dem bort fra sandheden, idet han glæder dem med mange fornøjelser, og de går til grunde. 11 For de glemmer den levende Guds befalinger og lever i luksus og forfængelige fornøjelser og fordærves af den onde engel, nogle af dem til døden, andre til frafald. 12 Jeg svarede: Jeg forstår ikke, hvad du mener med at sige til døden og til frafald. Hør, siger han; alle disse får, som
Hermas' hyrdes tredje bog - Lignelser
du så overordentlig glade, er sådanne, som for altid har forladt Gud og hengivet sig til denne tids lyster. 13 For disse er der derfor ingen vej tilbage til livet ved omvendelse; for de har oven i deres andre synder føjet dette, at de har bespottet Herrens navn. Disse er bestemt til døden. 14 Men de får, som du så ikke hoppe, men græsse på ét sted, er sådanne, som virkelig har hengivet sig til fornøjelser og glæder, men ikke har talt noget ondt imod Herren. 15 Disse er derfor kun faldet fra sandheden, og har derfor endnu håb opbevaret for sig i omvendelse. For et sådant frafald har stadig noget håb tilbage om en fornyelse; men de, der er døde, er fuldstændig borte for evigt. 16 Vi gik igen lidt længere frem; og han viste mig en stor hyrde, som havde en slags landlig skikkelse, klædt i et hvidt gedeskind, med sin taske på skulderen og i hånden en meget hård kæp fuld af knuder og en pisk i den anden hånd; og hans ansigt var strengt og surt; nok til at skræmme en mand; sådan var hans blik. 17 Han tog fra den unge hyrde de får, som levede i fornøjelser, men ikke hoppede op og ned; og drev dem ned i et bestemt stejlt, klippefyldt sted fuld af torne og kvist, så de ikke kunne komme fri fra dem. 18 Men de blev viklet ind i dem og levede af torne og tidsler og blev hårdt pisket af ham, for han drev dem videre og gav dem ikke plads eller tid til at stå stille. 19 Da jeg så dem blive pisket og plaget så grusomt, blev jeg bedrøvet over dem, for de blev meget plaget, og de havde ikke fået nogen hvile. 20 Og jeg sagde til hyrden, som var med mig: Herre, hvem er denne grusomme og uforsonlige hyrde, som ikke har medfølelse med disse får? Han svarede: Denne hyrde er sandelig en af de hellige engle, men er udpeget til at straffe syndere. 21 Til ham er derfor de udfriet, som er faret vild fra Gud og har tjent denne verdens lyster og fornøjelser. Derfor straffer han enhver af dem, efter hvad de fortjener, med grusomme og mangfoldige pinsler. 22 Herre, sagde jeg, jeg vil gerne vide, hvilke smerter det er, som enhver gennemgår? Hør, sagde han; de forskellige smerter og plager er dem, som mennesker hver dag gennemgår i deres nuværende liv. For nogle lider tab; andre fattigdom; andre forskellige sygdomme. Nogle er urolige; andre lider skader fra dem, der er uværdige; andre falder under mange andre prøvelser og ulemper. 23 For mange med en uafklaret plan sigter mod mange ting, og det gavner dem ikke; og de siger, at de ikke har held med deres foretagender. 24 De husker ikke på, hvad de har gjort forkert, og de klager over Herren. Når de derfor har lidt alle slags plager og ulejligheder, bliver de overgivet til mig til god undervisning og bliver bekræftet i Herrens tro og tjener Herren resten af deres dage med et rent sind. 25 Og når de begynder at omvende sig fra deres synder, da husker de de gerninger, de har gjort forkert, og giver Gud ære og siger, at han er en retfærdig dommer, og de har med rette lidt alt efter deres gerninger. 26 I det, der er tilbage af deres liv, tjener de Gud med et rent sind; og de har succes i alt, hvad de foretager sig, og de modtager fra Herren, hvad de begærer.
27 Og så takker de Herren for, at de blev overgivet til mig; og de lider heller ikke mere grusomhed. 28 Jeg sagde til ham: Herre, jeg beder Dem stadig om at vise mig én ting. Hvad, sagde han, spørger De om? Jeg sagde til ham: Pines de, der afviger fra frygten for Gud, i den samme tid, som de nød deres falske glæder og fornøjelser? Han svarede mig: De pines i den samme tid. 29 Og jeg sagde til ham: De bliver da kun pint lidt; hvorimod de, der nyder deres fornøjelser for at glemme Gud, burde udholde syv gange så meget straf. 30 Han svarede mig: "Du er tåbelig, og du forstår heller ikke virkningen af denne straf." Jeg sagde til ham: "Herre, hvis jeg forstod det, ville jeg ikke bede dig om at fortælle mig det." 31 Lyt, sagde han, og lær, hvad kraften i begge er, både i nydelsen og i straffen. En times nydelse afsluttes inden for sit eget tidsrum; men én times straf har virkning i tredive dage. Den, der derfor nyder sin falske nydelse i én dag og plages én dag, den ene dags straf svarer til et helt års tidsrum. 32 Se således, hvor mange dage enhver stræber efter sine fornøjelser, så mange år straffes han for det. I ser altså, at tiden med verdslige nydelser kun er kort, men tiden med smerte og pinsler langt længere. 33 Jeg svarede: Herre, eftersom jeg slet ikke forstår disse tider med glæde og smerte; Jeg beder dig om at forklare dig tydeligere om dem. Han svarede mig og sagde: "Din tåbelighed hænger stadig ved dig." 34 Burde du ikke hellere rense dit sind og tjene Gud? Vogt dig, at du ikke, når din tid er fuldendt, stadig findes uvis. Hør derfor, som du vil, for at du desto lettere kan forstå. 35 Den, der én dag hengiver sig til sine fornøjelser og glæder og gør, hvad hans sjæl begærer, er fuld af stor dårskab og forstår ikke, hvad han gør, men dagen efter glemmer, hvad han gjorde dagen før. 36 For glæde og verdslig fornøjelse huskes ikke på grund af den dårskab, der er rodfæstet i dem. Men når smerte og pine rammer et menneske om dagen, er han i realiteten plaget hele året efter; fordi hans straf forbliver fast i hans erindring. 37 Derfor husker han det med sorg hele året; og så husker han sin forfængelige fornøjelse og glæde og indser, at han blev straffet for den skyld. 38 De, der derfor har hengivet sig til sådanne fornøjelser, bliver straffet således; fordi de, da de havde livet, gjorde sig selv skyldige til døden. 39 Jeg sagde til ham: "Herre, hvilke fornøjelser er skadelige?" Han svarede: "Det er enhvers fornøjelse, som han gør frivilligt." 40 For den vredne mand, der tilfredsstiller sin lidenskab, finder behag i den; og således også ægteskabsbryderen og drankeren; bagvaskeren og løgneren; den havesyge og bedrageren; og enhver, der gør noget lignende, fordi han følger sin onde sindstilstand, får løn ved at gøre det. 41 Alle disse fornøjelser og glæder er skadelige for Guds tjenere. Derfor pines de og lider straf for disse. 42 Der er også glæder, som bringer frelse til mennesker. For mange finder glæde i det, når de gør det gode, og tiltrækkes af glæderne ved det.
Hermas' hyrdes tredje bog - Lignelser
43 Denne fornøjelse er gavnlig for Guds tjenere og bringer liv til sådanne mennesker; men de skadelige fornøjelser, som er nævnt før, bringer pinsler og straf. 44 Og den, som bliver ved med at følge dem og ikke omvender sig fra sine gerninger, skal bringe døden over sig selv. LIGNELSE 7 1 Efter et par dage så jeg den samme person, som før havde talt med mig, på den samme mark, hvor jeg havde set de hyrder. Og han sagde til mig: "Hvad søger du?" 2 Herre, sagde jeg, jeg er kommet for at bede dig om at befale hyrden, som er straffens tjener, at forlade mit hus, fordi han plager mig meget. 3 Og han svarede: "Det er nødvendigt for dig at udholde ubehag og pine; for sådan har den gode engel givet befaling om dig, fordi han vil prøve dig." 4 Herre, sagde jeg; hvilken stor forbrydelse har jeg begået, at jeg skal overgives til dette sendebud? Hør, sagde han: Du er sandelig skyldig i mange synder, men ikke så mange, at du skal overgives til dette sendebud. 5 Men dit hus har begået mange synder og overtrædelser, og derfor befalede den gode budbringer, bedrøvet over deres gerninger, at du skulle lide lidelse i nogen tid, for at de både kunne omvende sig fra det, de havde gjort, og vaske sig fra alle denne verdens lyster. 6 Når de derfor har omvendt sig og er blevet renset, da skal den sendebud, som er sat til at straffe dig, forlade dig. 7 Jeg sagde til ham: "Herre, hvis de har opført sig således, at de har gjort den gode engel vred, hvad har jeg så gjort?" Han svarede: "De kan ikke lide på anden måde, medmindre du, som er familiens overhoved, lider." 8 For hvad end du end må lide, må de nødvendigvis mærke det; men så længe du står fast, kan de ikke opleve nogen irritation. 9 Jeg svarede: Men, herre, se, de omvender sig nu også af hele deres hjerte. Jeg ved, siger han, at de omvender sig af hele deres hjerte; men tror du derfor, at de overtrædelser, som omvender sig, øjeblikkeligt bliver udslettet? 10 Nej, det er de ikke lige nu; men den, der omvender sig, skal ydmyge sin sjæl og vise sig ydmyg i alle sine anliggender og udholde mange og forskellige plager. 11 Og når han har lidt alt, hvad der var bestemt for ham, da vil han, som skabte ham og dannede alt andet, måske blive rørt af medlidenhed med ham og give ham en form for lægedom; især hvis han indser, at hans hjerte, som omvender sig, er rent fra enhver ond gerning. 12 Men nu er det gavnligt for dig og dit hus at være bedrøvet, og det er nødvendigt, at du udholder megen trængsel, sådan som Herrens engel, som betroede dig til mig, har befalet. 13 Tak hellere Herren, fordi han vidste, hvad der skulle komme, og derfor agtede dig værdig til at forudsige, at trængsel ville komme over dig, du som er i stand til at bære den. 14 Jeg sagde til ham: Herre, vær også du med mig, så skal jeg let klare enhver vanskelighed. Jeg vil, sagde han, være med dig; og jeg vil bede sendebudet, som er sat over din straf, om at mildne sine lidelser over for dig.
15 Og desuden skal du lide modgang kun i kort tid; og så skal du igen blive genoprettet til din tidligere tilstand; fortsæt blot i dit sinds ydmyghed. 16 Adlyd Herren med et rent hjerte, du og dit hus og dine børn, og følg de befalinger, som jeg har givet dig; så kan din omvendelse være fast og ren. 17 Og hvis du opbevarer disse ting i dit hus, skal dine ubehageligheder forsvinde fra dig. 18 Og al irritation skal på samme måde forsvinde fra alle dem, som vandrer efter disse bud. LIGNELSE 8 1 Igen viste han mig et lavland, der dækkede markerne og bjergene, under hvis skygge alle dem, der var kaldt ved Herrens navn, kom. 2 Og ved den pil stod en Herrens engel, meget storslået og ophøjet; og han fældede grene fra den pil med en stor krog; og rakte ud til de mennesker, der var under skyggen af den pil, små stave, som var omkring en fod lange. 3 Og da de alle havde taget dem, lagde han sin krog til side, og træet forblev helt, som jeg før havde set det. Hvilket jeg undrede mig over og grublede over. 4 Da sagde hyrden til mig: Lad være med at undre dig over, at det træ forbliver helt, på trods af at så mange grene er blevet skåret af det, men vent lidt, for nu skal det blive vist dig, hvad den engel mener, som gav disse stave til folket. 5 Så krævede han igen stavene af dem, og i samme rækkefølge, som enhver havde modtaget dem, blev han kaldt til ham, og han gav ham staven tilbage; og da han havde modtaget den, undersøgte han den. 6 Fra nogle tog han dem tørre og rådne, og som om de var berørt af møl; dem beordrede han at blive adskilt fra resten og sat for sig selv. Andre gav deres stave tilbage, der var ganske vist tørre, men ikke berørt af møl; også disse beordrede han at blive sat for sig selv. 7 Andre bragte deres stave, halvt tørre; disse blev også sat til side. Andre bragte deres stave, halvt tørre og kløftede; disse blev også sat til side. Andre bragte deres stave, halvt tørre og halvt grønne, og disse blev på samme måde sat til side. 8 Andre afleverede deres stave, to dele grønne og en tredjedel tørre; og de blev også sat til side. Andre bragte deres stave, to dele tørre, og en tredjedel grønne, og de blev også sat til side. 9 Andre afleverede deres stave mindre tørre, (for der var kun meget lidt, nemlig deres toppe tørre), men de havde kløfter, og disse blev sat på samme måde for sig selv. I andres stave var der kun lidt grønt, og resten tørre; og disse blev sat til side for sig selv. 10 Andre kom og bragte deres stave grønne, ligesom de havde modtaget dem, og størstedelen af folket bragte deres stave således; og sendebudet glædede sig meget over disse, og de blev også sat til side for sig selv. 11 Andre bragte deres stave, ikke blot grønne, men også fulde af grene; og disse blev lagt til side, og de blev også modtaget af englen med stor glæde. Andre bragte deres stave grønne med grene, og disse også med frugt. 12 De, der havde sådanne stave, var meget glade; og englen selv glædede sig meget over dem; og hyrden, der stod hos mig, var heller ikke mindre tilfreds med dem.
Hermas' hyrdes tredje bog - Lignelser
13 Da befalede Herrens engel, at der skulle bringes kroner, og kroner af palmer blev bragt; og englen kronede de mænd, i hvis kviste han fandt de unge grene med frugt, og befalede dem at gå ind i tårnet. 14 Han sendte også dem ind i tårnet, i hvis stave han fandt grene uden frugt, og gav dem et segl. For de havde den samme kappe, det vil sige en hvid som sne; med hvilken han bød dem gå ind i tårnet. Og sådan gjorde han med dem, der returnerede deres stave grønne, ligesom han havde modtaget dem; han gav dem en hvid kappe og sendte dem således afsted for at gå ind i tårnet. 15 Da han havde gjort dette, sagde han til hyrden, som var med mig: "Jeg går min vej; men send du disse inden for murene, hver og en til det sted, hvor de har fortjent at bo. Undersøg først deres stave, men prøv dem omhyggeligt, så ingen bedrager dig. Men hvis nogen undslipper dig, vil jeg prøve dem på alteret." Da han havde sagt dette til hyrden, gik han bort. 16 Efter han var gået, sagde hyrden til mig: "Lad os tage kvistene fra dem og plante dem; hvis de måske kan blive grønne igen." Jeg sagde til ham: "Herre, hvordan kan de tørre kviste nogensinde blive grønne igen?" 17 Han svarede mig: Det træ er en pil, og det elsker altid at leve. Hvis derfor disse kviste plantes og får lidt fugt, vil mange af dem komme sig. 18 Derfor vil jeg prøve og udgyde vand over dem, og hvis nogen af dem kan leve, vil jeg glæde mig med ham; men hvis ikke, vil det i det mindste på denne måde vise sig, at jeg ikke har forsømt min del. 19 Så befalede han mig at kalde dem til sig; og de kom alle til ham, enhver i den rang, han havde, og gav ham deres stave; som han havde modtaget, plantede han hver enkelt af dem i deres forskellige ordener. 20 Og efter at han havde plantet dem alle, hældte han meget vand over dem, så de var dækket af vand og ikke syntes over det. Da han havde vandet dem, sagde han til mig: Lad os gå, og efter kort tid vil vi vende tilbage og besøge dem. 21 For han, som skabte dette træ, ville have alle dem i live, som fik kvist fra det. Og jeg håber, at nu, hvor disse kviste vandes på denne måde, vil mange af dem, der modtager fugtigheden, komme sig. 22 Jeg sagde til ham: Herre, fortæl mig, hvad dette træ betyder? For jeg er meget forbløffet over, at efter at så mange grene er blevet skåret af, synes det stadig at være helt; og der synes ikke at være noget mindre tilbage af det, hvilket forbløffer mig meget. 23 Han svarede: "Hør! Dette store træ, som dækker sletterne og bjergene og hele jorden, er Guds lov, som er forkyndt over hele verden." 24 Denne lov er Guds Søn, som prædikes til alle jordens ender. De mennesker, der står i dens skygge, er dem, som har hørt hans prædiken og er kommet til tro. 25 Den store og ærværdige engel, som du så, var Mikael, som har magten over sit folk og styrer dem. For han har plantet loven i hjerterne på dem, der er kommet til tro, og derfor besøger han dem, som han har givet loven, for at se, om de har holdt den. 26 Og han undersøger alles stav; og blandt dem er mange, som er svækkede, for disse stave er Herrens lov. Så skelner han alle dem, som ikke har holdt loven, idet han kender hver enkelts plads.
27 Jeg sagde til ham: Herre, hvorfor sendte han nogle til tårnet og lod andre blive her hos dig? Han svarede: De, som har overtrådt loven, som de modtog fra ham, er i min magt, så de kan omvende sig fra deres synder; men de, som opfyldte loven og holdt den, er under hans magt. 28 Men hvem er da de, som gik kronet ind i tårnet? Han svarede: Alle dem, som har kæmpet med Djævelen og overvundet ham, er kronet; og det er dem, som har lidt hårde ting for at kunne holde loven. 29 Men de, som opgav deres grønne kvist med unge grene, men uden frugt, har ganske vist udholdt lidelse for den samme lov, men har ikke lidt døden; ej heller har de fornægtet deres hellige lov. 30 De, der afleverede deres stave grønne, som de modtog dem, er dem, der var beskedne og retfærdige og har levet med et meget rent sind og holdt Guds befalinger. 31 Resten skal du vide, når jeg har overvejet de kviste, som jeg har plantet og vandet. 32 Efter et par dage vendte vi tilbage, og på samme sted stod den herlige engel, og jeg stod ved siden af ham. Da sagde han til mig: "Bind et håndklæde om dig og tjen mig." 33 Og jeg bandt et rent håndklæde om mig, lavet af groft stof. Og da han så mig ombandt og klar til at tjene ham, sagde han: Kald de mænd, hvis stave er plantet, hver i sin rækkefølge, sådan som han gav dem. 34 Og han førte mig ud på marken, og jeg kaldte på dem alle, og de stod alle klar i deres forskellige rækker. Så sagde han til dem: Lad enhver tage sin stav op og bringe den til mig. Og først afleverede de deres, hvis stave havde været tørre og rådne. 35 Og dem, hvis stave stadig var ved at være rådne, beordrede han, at de skulle holde sig fra hinanden. Så kom de, hvis stave havde været tørre, men ikke rådne. Nogle af disse var med grønne stave, andre tørre og rådne, som om de var blevet rørt af møl. 36 Dem, der gav dem grønne fra sig, beordrede han at holde sig fra hinanden; men dem, hvis stave var tørre og rådne, lod han stille op sammen med den første slags. Så kom dem, hvis stave havde været halvtørre og kløvede: mange af disse gav deres grønne og ukløvede stave fra sig. 37 Andre gav dem grønne med grene og frugt på grenene, ligesom dem, der gik kronet ind i tårnet. Andre gav dem tørre, men ikke rådne; og nogle gav dem tilbage, som de var før, halvtørre og kløvede. 38 Han beordrede hver enkelt af disse til at stå for sig selv, nogle for sig selv, andre i deres respektive rækker. 39 Så kom de, hvis stave havde været grønne, men med kløfter. Disse afleverede deres stave helt grønne og stod i deres egen rækkefølge. Og hyrden glædede sig over dem, fordi de alle var forvandlede og fri for deres kløfter. 40 Så gav de deres stave tilbage, og de havde dem halvt grønne og halvt tørre. Nogle af disse var helt grønne, andre halvt tørre, andre grønne med unge skud. Og alle disse blev sendt væk, hver til sin rette rækkefølge. 41 Så afleverede de deres stave, som før havde dem, to dele grønne og en tredjedel tørre. Mange af dem afleverede deres stave grønne; mange halvtørre; resten tørre, men ikke rådne. Så blev disse sendt væk, hver til sin rette plads. 42 Så kom de, som havde foran deres stave, to dele tørre og en tredjedel grønne; mange af disse afleverede deres stave halvtørre, andre tørre og rådne, andre halvtørre og kløftede; men få grønne. Og alle disse blev sat, hver i sin rækkefølge.
Hermas' hyrdes tredje bog - Lignelser
43 Så rakte de ind i deres stave, hvor der før kun var lidt grønt, og resten tørt. Deres stave var for det meste grønne med små grene med frugt på, og resten var helt grønne. 44 Og da hyrden så dem, glædede han sig overordentlig, fordi han havde fundet dem således; og de gik også til deres rette sted. 45 Efter at han havde undersøgt alle deres stave, sagde han til mig: Jeg har sagt dig, at dette træ elsker livet. Du ser, hvor mange der har omvendt sig og opnået frelse. Herre, sagde jeg, jeg ser det. 46 For at du må vide, siger han, at Herrens godhed og barmhjertighed er stor og værd at ære, han som gav sin ånd til dem, der fandtes værdige til omvendelse. 47 Jeg svarede: »Herre, hvorfor omvendte de sig da ikke alle?« Han svarede: »Dem, hvis sind Herren forudså ville være rene, og at de ville tjene ham af hele deres hjerte, dem gav han omvendelse.« 48 Men for dem, hvis bedrag og ugudelighed han så og forstod, at de ikke oprigtigt ville vende tilbage til ham, dem nægtede han enhver tilbagevenden til omvendelse, for at de ikke igen skulle bespotte hans lov med onde ord. 49 Jeg sagde til ham: Herre, lad mig nu vide, hvad hver enkelt af dem, der har opgivet deres stave, skal gøre, og hvad deres andel er, så at når de ikke har bevaret deres segl fuldstændigt, men har spildt det segl, de modtog, skal høre og tro disse ting, de kan erkende deres onde gerninger og omvende sig; 50 og idet vi atter modtager deres segl fra jer, må vi give Gud ære, fordi han har vist medlidenhed med dem og sendt jer for at forny deres ånd. 51 Hør, sagde han: de, hvis stave er fundet tørre og rådne og som om de var berørt af møl, er kirkens overløbere og forrædere. 52 som sammen med deres andre forbrydelser også har bespottet Herren og fornægtet hans navn, som var blevet påkaldt over dem. Derfor er alle disse døde for Gud, og du ser, at ingen af dem har omvendt sig, selvom de har hørt mine befalinger, som du har givet dem. Fra disse mænd er livet derfor langt væk. 53 De, som har givet deres stave tørre, men ikke rådne, har ikke holdt sig langt fra dem. For de har været falske og bragt onde lærdomme ind og forvendt Guds tjenere, især dem, som havde syndet, idet de ikke har tilladt dem at vende tilbage til omvendelse, men holdt dem tilbage ved deres falske lærdomme. 54 Disse har derfor håb; og du ser, at mange af dem har omvendt sig, siden du har forelagt dem mine befalinger; og mange flere vil omvende sig. Men de, der ikke omvender sig, skal miste både omvendelse og liv. 55 Men de, der har omvendt sig, deres plads er begyndt at være inden for de første mure, og nogle af dem er endda gået ind i tårnet. Du ser derfor, sagde han, at der er liv i synderes omvendelse; men for dem, der ikke omvender sig, er døden beredt. 56 Hør nu om dem, der gav efter for deres stave, halvtørre og fulde af kløfter. De, hvis stave kun var halvtørre, er de tvivlsomme, for de er hverken levende eller døde. 57 Men de, der holdt deres kæp, ikke blot halvtørre, men også fulde af kløfter, er både tvivlsomme og ondsindede talere; de fornærmer dem, der er fraværende, og som aldrig har fred med hinanden, og som misunder hinanden.
58 Men også dem tilbydes omvendelse; for du ser, at nogle af disse har omvendt sig. 59 Nu skal alle de af denne slags, som hurtigt har omvendt sig, have en plads i tårnet; men de, som har været mere langsomme i deres omvendelse, skal bo inden for murene; men de, som ikke omvender sig, men fortsætter i deres onde gerninger, skal dø døden. 60 Hvad angår dem, der havde deres kæp grønne, men dog kløvede; de er sådanne, der altid var trofaste og gode, men de havde en vis misundelse og strid indbyrdes om værdighed og forrang. 61 Men alle sådanne er tomme og uforstandige, som strides med hinanden om disse ting. 62 Ikke desto mindre, da de ellers er gode, skal de, hvis de, når de hører disse befalinger, forbedrer sig og pludselig omvender sig efter min overtalelse; da skal de endelig bo i tårnet, ligesom de, der sandt og værdigt har omvendt sig. 63 Men hvis nogen atter vender tilbage til sin splid, skal han udelukkes fra tårnet og miste sit liv. For livet for dem, der holder Herrens befalinger, består i at gøre, hvad de er befalet; ikke i fyrstedømme eller i nogen anden værdighed. 64 For ved tålmodighed og ydmyghed i sindet skal mennesker opnå liv; men ved oprør og foragt for loven skal de købe sig døden. 65 De, som i deres stave havde halvt tørt og halvt grønt, er dem, som er optaget af mange verdens anliggender og ikke er forenet med de hellige. Derfor lever halvdelen af dem, og halvdelen er død. 66 Derfor har mange af disse, siden de hørte mine befalinger, omvendt sig og begyndt at bo i tårnet. Men nogle af dem er helt faldet fra; for disse er der ikke længere plads til omvendelse. 67 For på grund af deres nuværende interesser har de bespottet og fornægtet Gud: og for denne ondskab har de mistet livet. Og af disse er mange stadig i tvivl; disse kan endnu vende tilbage; og hvis de hurtigt omvender sig, skal de få en plads i tårnet; men hvis de er mere langsomme, skal de bo inden for murene; men hvis de ikke omvender sig, skal de dø. 68 Hvad angår dem, der havde to dele af deres stave grønne og den tredje tørre, de har på mange måder fornægtet Herren. Mange af dem har omvendt sig og fundet en plads i tårnet, og mange har helt og holdent forladt Gud. Disse har fuldstændig mistet livet. 69 Og nogle, der er i en tvivlsom tilstand, har skabt splid; disse kan endnu vende tilbage, hvis de pludselig omvender sig og ikke fortsætter i deres lyster; men hvis de fortsætter i deres onde gerninger, skal de dø. 70 De, der gav deres stave to dele tørre og den anden grønne, er dem, der sandelig har været trofaste, men tillige rige og fulde af gode ting; og som derfor har ønsket at blive berømte blandt hedningerne, der er udenfor, og som derved er faldet i stor stolthed og er begyndt at stræbe efter høje ting og at forsage sandheden. 71 De holdt sig ikke til de hellige, men levede sammen med hedningerne; og dette liv syntes dem desto mere behageligt. Dog er de ikke faldet bort fra Gud, men har holdt fast i troen; blot har de ikke udført troens gerninger. 72 Mange af disse har derfor omvendt sig og er begyndt at bo i tårnet. Andre, der stadig lever blandt hedenskaberne og er blevet ophøjede af deres forfængeligheder, er faldet fuldstændig fra Gud og har fulgt hedningernes gerninger og
Hermas' hyrdes tredje bog - Lignelser
ondskab. Disse slags mænd regnes derfor blandt fremmede for evangeliet. 73 Andre af disse begyndte at tvivle i deres sind; de fortvivlede på grund af deres onde gerninger om nogensinde at opnå frelse. Andre, der således blev gjort tvivlsomme, opildnede desuden til splid. 74 For disse, og for dem, som på grund af deres gerninger er blevet tvivlsomme, er der stadig håb om tilbagevenden; men de må omvende sig hurtigt, for at deres plads kan være i tårnet. Men de, som ikke omvender sig, men fortsætter med deres fornøjelser, er døden nær. 75 Hvad angår dem, der gav efter for deres grønne kæppe, bortset fra deres toppe, som kun var tørre og havde kløfter, disse var altid gode og trofaste og retskafne for Gud; alligevel syndede de lidt på grund af deres tomme fornøjelser og ubetydelige tanker, som de havde i sig selv. 76 Derfor omvendte mange af dem sig straks, da de hørte mine ord, og begyndte at bo i tårnet. Ikke desto mindre blev nogle tvivlsomme, og andre føjede splid til deres tvivlsomme sind. Til disse er der derfor stadig håb om at vende tilbage, fordi de altid var gode; men de skal næppe blive rokket. 77 Hvad angår dem, der endelig gav deres kæppe tørre, med undtagelse af deres toppe, som alene var grønne, så er det sådan, at de har troet på Gud, men levet i ugudelighed, dog uden at forlade Gud: altid villigt har båret Herrens navn og beredvilligt har modtaget Guds tjenere i deres huse. 78 Da de hørte dette, vendte de tilbage og omvendte sig uden tøven og levede i al retfærdighed. Og nogle af dem led døden; andre udstod let mange prøvelser, idet de var opmærksomme på deres onde gerninger. 79 Og da han havde afsluttet sin forklaring af alle stavene, sagde han til mig: Gå hen og sig til alle mennesker, at de skal omvende sig, så de kan leve for Gud; for Herren, der er drevet af stor barmhjertighed, har sendt mig for at prædike omvendelse for alle. 80 Selv for dem, som på grund af deres onde gerninger ikke fortjener at opnå frelse. Men Herren vil være tålmodig og holde fast ved den indbydelse, som hans Søn gav. 81 Jeg sagde til ham: Herre, jeg håber, at alle, når de hører disse ting, vil omvende sig. For jeg stoler på, at enhver, der erkender sine forbrydelser og tager frygt for Herren op, vil vende tilbage til omvendelse. 82 Han sagde til mig: Enhver, der omvender sig af hele deres hjerte og renser sig fra alt det onde, som jeg før har nævnt, og ikke tilføjer noget mere til deres synder, skal modtage helbredelse fra Herren for deres tidligere misgerninger, hvis de ikke tvivler på disse befalinger, og skal leve for Gud. 83 Men de, der fortsætter med at føje til deres overtrædelser og stadig omgås den nuværende verdens lyster, skal dømme sig selv til døden. Men vandrer du i disse bud, og enhver, der vandrer i disse og praktiserer dem ret, skal leve for Gud. 84 Og efter at have vist mig alt dette, sagde han: Jeg skal vise dig resten om få dage. LIGNELSE 9 1 Efter at jeg havde skrevet hyrdens, omvendelsens engels, befalinger og lignelser, kom han til mig og sagde til mig:
"Jeg vil vise dig alt det, som Ånden har talt til dig i kirkens skikkelse." For denne Ånd er Guds Søn. 2 Og fordi du var svag i legemet, blev det ikke forkyndt dig af englen, før du blev styrket af Ånden og voksede i kraft, så du også kunne se englen. 3 For da blev bygningen af tårnet sandelig meget godt og herligt vist dig af kirken; ikke desto mindre så du alt blive vist dig, som var det af en jomfru. 4 Men nu er du oplyst af englen, men dog af den samme Ånd. Men du skal nøje overveje alt; for derfor er jeg sendt til dit hus af den ærværdige budbringer, for at du, når du har set alt med kraft, ikke skal være bange som før. 5 Og han førte mig til toppen af et bjerg i Arkadien, og vi satte os på dets top. Og han viste mig en stor slette, og omkring den tolv bjerge i forskellige former. 6 Den første var sort som sod. Den anden var glat, uden urter. Den tredje var fuld af torne og tidsler. Den fjerde havde halvtørrede urter; den øverste del var grøn, men den næste med roden var tør; og nogle af urterne tørrede ud, når solen brændte på. 7 Det femte bjerg var meget barsk, men havde dog grønne urter. Det sjette bjerg var fuldt af kløfter, nogle mindre og nogle større; og i disse kløfter voksede græs, som ikke blomstrede, men syntes at visne. 8 Det syvende bjerg havde en dejlig græsning og var fuldt ud frugtbar, og alle slags kvæg og himlens fugle græssede derpå; og jo mere de spiste af det, desto mere og bedre voksede græsset. 9 Det ottende bjerg var fuldt af kilder, og fra disse kilder vandedes alle slags Guds skabninger. Det niende bjerg havde slet intet vand, men var fuldstændig blottet for det; og nærede dødbringende slanger, der var ødelæggende for menneskene. 10 Det tiende bjerg var fuldt af høje træer og alt sammen skyggefuldt, og i skyggen af dem lå kvæg og hvilede sig og tyggede drøv. 11 Det ellevte bjerg var fuldt af de tætteste træer; og disse træer syntes at være fyldt med adskillige slags frugter; enhver, der så dem, kunne ikke vælge andet end at spise af deres frugt. 12 Det tolvte bjerg var helt hvidt og havde et yderst behageligt udseende, og det gav sig selv en yderst fremragende skønhed. 13 ¶ Midt på sletten viste han mig en enorm hvid klippe, som rejste sig op af sletten, og klippen var højere end disse bjerge og var firkantet; så den syntes at kunne bære hele verden. 14 Den så ud til at være gammel for mig, men den havde en ny port, som syntes at være blevet hugget ud for nylig. Nu var porten lysere end selve solen; i en sådan grad, at jeg beundrede dens lys meget. 15 Rundt om porten stod tolv jomfruer; af hvilke fire, som stod ved portens hjørner, syntes mig at være de ypperste, selvom resten også var af værdi; og de stod ved portens fire hjørner. 16 Det føjede også til disse jomfruers ynde, at de stod parvis, iført linnedklæder og sømmeligt ombæltede, med frie højre arme, som om de var ved at løfte en byrde; for således var de klædt og var overordentlig glade og parate. 17 Da jeg så dette, undrede jeg mig over at se så store og ædle ting. Og igen beundrede jeg, på grund af disse jomfruer, hvor smukke og fine de var; og stod med en
Hermas' hyrdes tredje bog - Lignelser
sådan fasthed og standhaftighed, som om de ville bære hele himlen. 18 Og mens jeg tænkte således ved mig selv, sagde hyrden til mig: Hvad tænker du ved dig selv, og er urolig og fyldt dig med bekymring? 19 Tro ikke, som om du var vis, at det du ikke forstår, men bed til Herren om at forstå det. Det, der skal komme, kan du ikke forstå, men du ser det, der er foran dig. 20 Vær derfor ikke foruroliget over de ting, du ikke kan se, men få forståelse af de ting, du ser. 21 Hold op med at være nysgerrig; og jeg vil vise dig alt, hvad jeg bør forkynde dig; men overvej først, hvad der endnu er tilbage. 22 ¶ Og da han havde sagt dette til mig, så jeg op, og se, jeg så seks høje og ærværdige mænd komme; deres ansigter var alle ens; og de kaldte på en vis mængde mænd; og de, der kom på deres kald, var også høje og kraftige. 23 Og de seks befalede dem at bygge et tårn over den port. Og straks begyndte der at blive en stor larm af de mænd, der løb her og der omkring porten, som var kommet sammen for at bygge tårnet. 24 Men de jomfruer, som stod ved porten, forstod, at de ville fremskynde bygningen af tårnet, og de rakte hænderne ud, som om de skulle få noget fra dem at gøre. 25 Da befalede de seks mænd, at de skulle løfte sten op fra et dybt sted og gøre dem klar til at bygge tårnet. Og der blev løftet ti hvide sten op, firkantede og ikke runde. 26 Da kaldte de seks mænd de ti jomfruer til sig og befalede dem at bære alle de sten, der skulle lægges i bygningen, og efter at have båret dem gennem porten, overbringe dem til dem, der skulle bygge tårnet. 27 Straks begyndte jomfruerne alle i fællesskab at løfte de sten op, som før var taget op af dybet. 28 ¶ Og de, der også stod omkring porten, bar sten på en sådan måde, at de sten, der syntes at være de stærkeste, blev lagt i hjørnerne, mens resten blev sat i siderne. 29 Og således bar de alle stenene og førte dem gennem porten og afleverede dem til bygmestrene, som det var blevet dem befalet; disse tog imod dem af deres hænder og byggede med dem. 30 Men denne bygning blev bygget på den store klippe og over porten, og af disse blev hele tårnet støttet. Men bygningen af de ti sten fyldte hele porten, som man begyndte at bygge som fundament for dette tårn. 31 Efter de ti sten rejste fem og tyve andre sig op af dybet; og disse blev placeret i bygningen af det samme tårn; de blev løftet op af disse jomfruer, ligesom de andre var blevet løftet op før. 32 Efter disse opførte sig femogtredive andre, og disse blev på samme måde indsat i det samme arbejde. Så blev fyrre andre sten bragt op, og alle disse blev føjet til bygningen af det tårn. 33 Således begyndte der at blive fire rækker i fundamentet af tårnet, og stenene holdt op med at rejse sig op af dybet, og også de, som byggede, hvilede lidt. 34 De seks mænd befalede igen folkemængden at bringe sten fra de tolv bjerge til bygningen af det samme tårn. 35 Så huggede de ud af alle bjergene sten i forskellige farver og bragte dem og gav dem til jomfruerne; og da de havde modtaget dem, bar de dem og afleverede dem i tårnbygningen,
36 I hvilke, da de blev bygget, blev de hvide og anderledes end de var før; for de var alle ens og ændrede deres tidligere farver. Og nogle blev nået op af mændene selv, som, da de kom ind i bygningen, forblev, sådan som de var blevet sat ind. 37 Disse blev hverken hvide eller anderledes end før, fordi de ikke blev båret af jomfruerne gennem porten. Derfor var disse sten ubehagelige i bygningen, og da de seks mænd så dem, befalede de at fjerne dem og lægge dem tilbage på det sted, hvorfra de var bragt. 38 Og de sagde til dem, der bragte disse sten: Ræk ikke stenene op til os til denne bygning, men læg dem ned ved tårnet, så kan disse jomfruer bære dem og række dem til os. 39 For medmindre de bæres af disse jomfruer gennem denne port, kan de ikke skifte farve; derfor arbejd ikke forgæves. 40 ¶ Byggeriet blev færdigt den dag, men tårnet var ikke færdigt; det skulle jo bygges senere, derfor blev det også nu udsat. 41 Og disse seks mænd beordrede dem, der byggede, at de skulle forlade tårnet og så at sige hvile sig et stykke tid; men de beordrede disse jomfruer, at de ikke skulle forlade det; nu forekom det mig, at de var tilbage for at bevogte det. 42 Da alle var gået bort, sagde jeg til hyrden: Herre, hvorfor er tårnets bygning ikke færdig? Fordi det ikke kan, sagde han, blive færdigt, før dets Herre kommer og godkender bygningen; så hvis han finder nogle sten i det, som ikke er gode, kan de udskiftes; for dette tårn er bygget efter hans vilje. 43 Herre, sagde jeg, jeg vil gerne vide, hvad bygningen af dette tårn betyder; ligesom jeg også vil vide noget om denne klippe og denne port. 44 Og angående bjergene og jomfruerne og stenene, der rejste sig op af dybet og ikke blev hugget til, men lagt i bygningen, præcis som de kom frem; og hvorfor blev de ti sten først lagt i fundamentet; derefter de femogtyve; så femogtredive; så fyrre? 45 Og angående disse sten, som blev lagt i bygningen og atter taget ud og båret tilbage på deres plads? Opfyld, beder jeg, min sjæls ønske om alle disse ting og åbenbar alt for mig. 46 Og han sagde til mig: Hvis du ikke er sløv, skal du vide alt og se alle de andre ting, der skal ske i dette tårn, og du skal omhyggeligt forstå alle disse lignelser. 47 Og efter få dage kom vi til det samme sted, hvor vi havde siddet før; og han sagde til mig: Lad os gå til tårnet, for dets Herre vil komme og undersøge det. 48 Så kom vi derhen og fandt ingen andre end disse jomfruer der. Og han spurgte dem, om tårnets herre var kommet dertil? Og de svarede, at han snart ville være der for at undersøge bygningen. 49 ¶ Kort efter så jeg en stor mængde mænd komme, og midt imellem dem en mand, så høj at han overgik tårnet i højden. 50 Omkring ham var de seks, som før havde kommanderet bygningen, og alle de andre, som havde bygget tårnet, og mange andre af stor fornemmelse. Og jomfruerne, som vogtede tårnet, løb ham i møde, kyssede ham og begyndte at gå hen til ham. 51 Men han undersøgte bygningen med så stor omhu, at han rørte ved hver sten og slog hver enkelt med en stav, som han holdt i sin hånd.
Hermas' hyrdes tredje bog - Lignelser
52 Nogle af dem blev sorte som sod, da de blev ramt på denne måde; andre var ru; nogle så ud, som om de havde revner i sig; andre syntes lemlæstede; nogle hverken sorte eller hvide; nogle så skarpe ud og passede ikke sammen med de andre sten, og andre var fulde af pletter. 53 Disse var de forskellige slags sten, som ikke fandtes passende i bygningen; alle disse sten befalede Herren at blive taget ud af tårnet og lagt i nærheden af det, og andre sten skulle bringes og lægges på deres plads. 54 Og de, der byggede, spurgte ham, fra hvilke af bjergene han ville hente sten for at lægge dem i stedet for dem, der var lagt til side. Men han forbød dem at hente sten fra bjergene og befalede, at de skulle hente dem fra en mark, der var i nærheden. 55 Så gravede de på marken og fandt mange skinnende firkantede sten, og nogle også runde. Men alle dem, der blev fundet på marken, blev taget væk og båret gennem porten af disse jomfruer; og de firkantede sten blev sat på plads og lagt på de steder, hvor de var trukket ud. 56 Men de runde blev ikke sat i bygningen, fordi de var hårde, og det ville have taget for lang tid at skære dem; men de blev placeret rundt om tårnet, som om de senere skulle skæres firkantede, og sat i bygningen; for de var meget hvide. 57 ¶ Da han, som var den øverste i ære og herre over hele tårnet, så dette, kaldte han på hyrden, som var med mig, og gav ham de sten, som var blevet forkastet og lagt omkring tårnet, og sagde til ham: "Rens disse sten med al omhu og sæt dem i tårnets bygning, så de passer sammen med de andre; men dem, der ikke passer sammen med de andre, skal du kaste langt væk fra tårnet." 58 Da han havde befalet ham dette, drog han afsted med alle dem, der var kommet med ham til tårnet; men jomfruerne stod stadig omkring tårnet for at vogte det. 59 Og jeg sagde til den hyrde: Hvordan kan disse sten, når de er blevet forkastet, vende tilbage til bygningen af dette tårn? Han svarede: Jeg vil hugge den største del af disse sten af og føje dem til bygningen, og de vil stemme overens med resten. 60 Og jeg sagde: Herre, hvordan skal de kunne fylde den samme plads, når de skal skæres så meget væk? Han svarede: De, der findes for små, skal sættes midt i bygningen, og de største skal sættes udenfor og holdes inde. 61 Da han havde sagt således til mig, tilføjede han: Lad os gå, og efter tre dage vil vi vende tilbage, og jeg vil lægge disse sten, når de er blevet renset, ind i tårnet. 62 For alle de, der er omkring tårnet, skal renses, for at husets herre ikke pludselig skal komme og finde dem, der er omkring tårnet, urene og blive så forbitrede, at disse sten aldrig skal lægges i bygningen af dette tårn, og jeg da vil blive betragtet som uopmærksom på min herres befalinger. 63 Da vi nu tre dage senere kom til tårnet, sagde han til mig: "Lad os undersøge alle disse sten og se, hvilke af dem der kan komme ind i bygningen." Jeg svarede: "Herre, lad os se." 64 ¶ Og først og fremmest begyndte vi at betragte dem, der havde været sorte; for de fandtes præcis, som de var, da de blev trukket ud af tårnet: derfor befalede han, at de skulle fjernes fra tårnet og lægges for sig selv. 65 Så undersøgte han dem, der havde været ru, og befalede, at mange af dem skulle skæres rundt og indsættes af jomfruerne i tårnbygningen; så tog de dem og indsatte dem
midt i bygningen; og han befalede, at resten skulle lægges til side sammen med de sorte, for de var også blevet sorte. 66 Dernæst betragtede han dem, der var fulde af revner, og mange af dem beordrede han også at blive skrællet væk og således tilføjet til resten af bygningen af de samme jomfruer. 67 Disse blev placeret udenfor, fordi de fandtes hele; men resten kunne ikke omformes på grund af de mange revner, og derfor blev de smidt væk fra tårnets bygning. 68 Så betragtede han dem, der var blevet lemlæstede; mange af disse havde revner og var blevet sorte; andre var store kløfter; disse beordrede han skulle placeres hos dem, der var blevet afvist. 69 Men da de andre var blevet renset og omvendte, befalede han, at de skulle lægges i bygningen. Disse tog jomfruerne derfor op og satte sig midt i bygningen, fordi de var svage. 70 Derefter undersøgte han dem, der fandtes at være halvt hvide og halvt sorte; og mange af dem var nu sorte; disse beordrede han også at blive lagt blandt dem, der var blevet kastet væk. 71 Resten fandtes helt hvide; disse blev taget op af jomfruerne og placeret i det samme tårn; og disse blev sat udenfor, fordi de fandtes hele; for at de kunne beholde dem, der var placeret i midten, da intet blev afskåret fra dem. 72 Dernæst så han på dem, der havde været hårde og skarpe; men få af disse blev brugt, fordi de ikke kunne skæres, da de viste sig at være meget hårde; men resten blev formet og monteret af jomfruerne i midten af bygningen, fordi de var svagere. 73 Så betragtede han dem, der havde pletter; af disse fandtes nogle få sorte, og disse blev bragt til deres jævnaldrende. Resten var hvide og hele; og de blev af jomfruerne indsat i bygningen og placeret udenfor på grund af deres styrke. 74 ¶ Derefter begyndte han at betragte de hvide og runde sten, og han sagde til mig: "Hvad skal vi gøre med disse sten?" Jeg svarede: "Herre, det kan jeg ikke vide." 75 Han svarede: "Kan du ikke komme på noget til disse?" Jeg svarede: "Herre, jeg forstår ikke denne kunst; jeg er hverken stenhugger, og jeg kan heller ikke sige noget." 76 Og han sagde: Ser du ikke, at de er meget runde? For at gøre dem firkantede må jeg skære en stor del af dem af; dog er det nødvendigt, at noget af disse bruges til at bygge tårnet. 77 Jeg svarede: Hvis det er nødvendigt, hvorfor forvirrer du dig så og vælger ikke i stedet, hvis du har noget valg imellem dem, og indpasser dem i bygningen? 78 Derefter udvalgte han de største og klareste og lagde dem i firkant; og da han var færdig, tog jomfruerne dem op og placerede dem uden for bygningen. 79 Og de resterende blev ført tilbage til den samme mark, hvorfra de blev taget; dog blev de ikke kastet væk; for, sagde han, der mangler endnu ikke meget til dette tårn, som skal bygges; og måske vil Herren lade disse sten sættes ind i denne bygning, for de er overordentlig hvide. 80 Da blev der kaldt tolv meget statelige kvinder, klædt i et sort klæde, ombundne, med frie skuldre og løst hår. Disse forekom mig at være kvinder fra landet. 81 Og hyrden befalede dem at tage de sten op, som var kastet ud af bygningen, og bære dem tilbage til bjergene, hvorfra de var taget.
Hermas' hyrdes tredje bog - Lignelser
82 Og de tog dem alle op med glæde og bar dem tilbage til deres steder, hvorfra de var blevet taget. 83 Da der ikke en eneste sten var tilbage omkring tårnet, sagde han til mig: "Lad os gå rundt om dette tårn og se, om der mangler noget." 84 Vi begyndte derfor at gå rundt om den; og da han så, at den var smukt bygget, blev han meget glad; for den var så smukt indrammet, at enhver, der havde set den, måtte have været forelsket i bygningen: 85 For det så ud til at være kun én sten, og der var ikke en fuge at se nogen steder; det så ud, som om det hele var hugget ud af én klippe. 86 ¶ Og da jeg omhyggeligt overvejede, hvilket tårn det var, blev jeg overordentlig glad: og han sagde til mig: Bring noget kalk og små skaller hid, så jeg kan fylde hullerne i de sten, der blev taget ud af bygningen, og sætte dem ind igen; for alt omkring tårnet skal gøres i jævnt. 87 Og jeg gjorde, som han befalede mig, og han sagde til mig: Vær klar til at hjælpe mig, så vil dette arbejde hurtigt blive fuldført. 88 Han fyldte derfor hullerne i disse sten og befalede, at stedet omkring tårnet skulle renses. 89 Så tog disse jomfruer koste og rensede hele stedet rundt og fjernede alt affaldet og hældte vand på; hvilket blev gjort, og stedet blev dejligt og tårnet smukt. 90 Så sagde han til mig: "Alt er nu rent. Hvis Herren kommer og færdiggør tårnet, vil han ikke finde noget at klage over os på." 91 Da han havde sagt dette, ville han gå. Men jeg greb fat i hans taske og bad ham for Herrens skyld om at forklare mig alt det, han havde vist mig. 92 Han sagde til mig: "Jeg har lige et lille ærinde, men jeg vil straks forklare dig alt. Bliv her, indtil jeg kommer." 93 Jeg sagde til ham: »Herre, hvad skal jeg gøre her alene?« Han svarede: »Du er ikke alene, da alle disse jomfruer er hos dig.« 94 Jeg sagde: Herre, overgiv mig da til dem. Så kaldte han dem til sig og sagde til dem: Jeg anbefaler denne mand til jer, indtil jeg kommer tilbage. 95 Så jeg blev hos disse jomfruer; nu var de muntre og høflige over for mig; især de fire, som syntes at være de fornemste blandt dem. 96 ¶ Da sagde disse jomfruer til mig: "Den hyrde vil ikke vende tilbage hertil i dag." Jeg sagde til dem: "Hvad skal jeg så gøre?" De svarede: "Bliv hos ham til aften, om han måske kan komme og tale med dig; men hvis ikke, så bliv hos os, indtil han falder i koma." 97 Jeg sagde til dem: Jeg vil vente på ham til aften; men hvis han ikke kommer til den tid, vil jeg gå hjem og vende tilbage hertil igen den næste morgen. 98 De svarede mig: "Du er overgivet til os, du kan ikke forlade os." Jeg sagde: "Hvor skal jeg blive?" 99 De svarede: "Du skal sove hos os som en bror, ikke som en ægtemand, for du er vores bror, og vi er fra nu af rede til at bo hos dig, for du er os meget kær." 100 Jeg skammede mig dog over at blive hos dem. Men hun, der syntes at være den ypperste blandt dem, omfavnede mig og begyndte at kysse mig. Og da de andre så, at jeg var blevet kysset af hende, begyndte de også at kysse mig som en bror; og de førte mig rundt i tårnet og legede med mig.
101 Nogle af dem sang også salmer, andre sang omkvæd med dem. Men jeg gik rundt i tårnet med dem, jublede i stilhed og syntes, at jeg var blevet ung igen. 102 Da aftenen faldt på, ville jeg straks være gået hjem, men de holdt mig tilbage og lod mig ikke gå. Derfor fortsatte jeg med dem den nat nær det samme tårn. 103 Så bredte de deres linnedklæder ud på jorden og stillede mig midt imellem dem; de gjorde intet andet, kun bad de. 104 Jeg bad også uophørligt med dem, ikke mindre end de. Da de så mig bede på den måde, glædede de sig meget, og jeg blev der med dem indtil den næste dag. 105 Og da vi havde tilbedt Gud, kom hyrden og sagde til dem: I har ikke gjort denne mand nogen skade. De svarede: Spørg ham. Jeg sagde til ham: Herre, jeg har fået megen tilfredsstillelse ved at være blevet hos dem. 106 Og han sagde til mig: "Hvordan spiser du?" Jeg svarede: "Herre, jeg har festet hele natten med Herrens ord. De tog godt imod dig," sagde han; jeg sagde: "Herre, meget godt." 107 Han svarede: "Vil du nu vide, hvad du ønskede?" Jeg svarede: "Herre, det vil jeg, og først beder jeg dig om at vise mig alle ting i den rækkefølge, jeg spurgte om dem." 108 Han svarede: "Jeg vil gøre alt, som du vil have mig til, og jeg vil ikke skjule noget for dig." 109 ¶ Først og fremmest, herre, sagde jeg, fortæl mig, hvad denne klippe og denne port betyder? Hør, sagde han, denne klippe og denne port er Guds Søn. Jeg svarede, herre, hvordan kan det være, når klippen er gammel, men porten ny. 110 Hør, sagde han, o tåbelige mand, og forstå. Guds Søn er sandelig ældre end nogen skabning, idet han var i råd med sin Fader ved skabelsen af alle ting. 111 Men porten er derfor ny, fordi han er åbenbaret i de sidste dage i tidens fylde, for at de, som opnår frelse, skal komme ind i Guds rige ved den. 112 I har set, sagde han, hvordan de sten, der blev båret gennem porten, blev placeret i tårnets bygning; men at de, der ikke blev båret gennem porten, blev sendt væk til deres egne steder? 113 Jeg svarede: Herre, jeg så det. Således, sagde han, skal ingen komme ind i Guds rige, uden den, der påtager sig Guds Søns navn. 114 For hvis I ville gå ind i en by, og den by var omgivet af en mur og kun havde én port, kunne I så gå ind i den by uden den port? 115 Jeg svarede: Herre, hvordan skulle jeg kunne gøre andet? Da der derfor, sagde han, ikke er nogen anden vej at komme ind i byen end gennem dens port, kan heller ingen komme ind i Guds rige uden i hans Søns navn, som er ham mest kær. 116 Og han sagde til mig: "Så du mængden af dem, der byggede det tårn?" Herre, sagde jeg, "Jeg så det." Han svarede: "Alle disse er englene, ærværdige i deres værdighed." 117 Blandt dem er Herren omgivet som af en mur, men porten er Guds Søn, som er den eneste vej til Gud. For ingen skal komme til Gud uden ved hans Søn. 118 Du så også, sagde han, de seks mænd, og midt imellem dem den ærværdige store mand, som gik omkring tårnet og vragede stenene ud af tårnet?
Hermas' hyrdes tredje bog - Lignelser
119 Herre, sagde jeg, jeg så dem. Han svarede, at den høje mand var Guds søn, og de seks var hans engle af den ypperste værdighed, som står omkring ham til højre og venstre. 120 Af disse fortræffelige engle kommer ingen ind til Gud uden ham. Han tilføjede: "Den, som ikke tager hans navn på sig, skal ikke komme ind i Guds rige." 121 ¶ Så sagde jeg: "Hvad er dette tårn?" Han sagde: "Dette er kirken. Og hvad, herre, er disse jomfruer?" Han sagde til mig: "Disse er de hellige ånder, for ingen kan komme ind i Guds rige, medmindre disse ifører ham deres klæder." 122 For det vil ikke gavne dig at tage Guds Søns navn, medmindre du også modtager deres klæder fra dem. For disse jomfruer er Guds Søns kræfter. Således skal et menneske forfængeligt bære sit navn, medmindre han også bliver udstyret med hans kræfter. 123 Og han sagde til mig: Så du de sten, der blev kastet væk? De bar ganske vist navnet, men iførte sig ikke deres klæder. Jeg sagde: Herre, hvad er deres klæder? Deres navne, sagde han, er deres klæder. 124 Derfor bør enhver, som bærer Guds Søns navn, også bære deres navne; for Guds Søn bærer også selv deres navne. 125 Hvad angår disse sten, fortsatte han, som du så blive i bygningen, da de blev overdraget af dem, og som du så blive i den, var de iført deres kraft; derfor ser du hele tårnet i samme farve som klippen og lavet som af én sten. 126 Således har også de, der har troet på Gud ved hans Søn, iført sig hans ånd. Se, der skal være én ånd og én krop og én farve på deres klæder; og alle de, der skal bære navnene på disse jomfruer, skal opnå dette. 127 Og jeg sagde: Herre, hvorfor blev de sten så kastet væk, som blev forkastet, når de også blev båret gennem porten og af disse jomfruers hænder bragt ind i bygningen af dette tårn? 128 Da du nu omhyggeligt skal undersøge alle ting, sagde han, og du skal også høre om de sten, som blev forkastet. Alle disse modtog Guds Søns navn og dermed disse jomfruers magt. 129 Da de nu havde modtaget disse ånder, blev de fuldkommengjorte og bragt ind i Guds tjeneres antal; og de begyndte at være ét legeme og have ét klædedragt, for de var iført den samme retfærdighed, som de begge udøvede. 130 Men derefter blev de kvinder, som du så iført et sort klæde, med frie skuldre og løst hår, holdt tilbage; de satte deres begær på dem, fristet af deres skønhed; og de blev iført deres magt og aflagde jomfruernes klæder. 131 Derfor blev de udstødt fra Guds hus og overgivet til disse kvinder. Men de, som ikke var blevet fordærvet af deres skønhed, forblev i Guds hus. Dette, sagde han, er betegnelsen på de sten, som blev forkastet. 132 ¶ Og jeg sagde: Herre, hvad nu hvis nogen af disse mænd omvender sig og forkaster deres begær efter disse kvinder og omvender sig og vender tilbage til disse jomfruer og ifører sig deres dyd igen, skal de så ikke gå ind i Guds hus? 133 De skal træde ind, sagde han, hvis de aflægger alle disse kvinders gerninger og genoptager disse jomfruers magt og vandrer i deres gerninger. 134 Og af denne grund er der en forhindring i bygningen, så at hvis de omvender sig, kan de føjes til bygningen af
dette tårn; men hvis de ikke omvender sig, kan andre bygges i deres sted, og således kan de fuldstændig forkastes. 135 For alt dette takkede jeg Herren, fordi han, i barmhjertighed mod alle dem, over hvem hans navn er nævnt, sendte os omvendelsens engel til at prædike over os, som har syndet imod ham; og fordi han har genopfrisket vore ånder, som næsten var borte, og som ikke havde noget håb om frelse, men nu er genopfriskede til et nyt liv. 136 Så sagde jeg: "Vis mig nu, herre, hvorfor dette tårn ikke er bygget på jorden, men på en klippe og på porten?" Han svarede: "Du er tåbelig og uden forstand, derfor spørger du om dette." 137 Og jeg sagde: Herre, jeg må spørge dig om alt, for jeg forstår slet ingenting. For alle dine svar er fantastiske og fremragende, og et menneske kan næppe forstå dem. 138 Hør, sagde han: Guds Søns navn er stort og uden grænser, og hele verden opretholdes af det. Hvis derfor, sagde jeg, enhver Guds skabning opretholdes af hans Søn, hvorfor skulle han så ikke også understøtte dem, der er blevet indbudt af ham, og som bærer hans navn og vandrer i hans befalinger? 139 Ser du ikke, sagde han, at han støtter dem, som af hele deres hjerte bærer hans navn? Han er derfor deres fundament og støtter med glæde dem, der ikke fornægter hans navn, men villigt bærer det. 140 ¶ Og jeg sagde: Herre, fortæl mig navnene på disse jomfruer og på de kvinder, der var klædt i det sorte klæde. 141 Hør, sagde han, navnene på de jomfruer, som er de mest magtfulde, og stil jer ved portens hjørner. Dette er deres navne: 142 Den første kaldes Tro; den anden Afholdenhed; den tredje Kraft; den fjerde Tålmodighed; de resterende, som står under disse, er Enkelhed, Uskyld, Kyskhed, Munterhed, Sandhed, Forståelse, Enighed, Næstekærlighed. 143 Enhver, som bærer disse navne og Guds Søns navne, skal komme ind i Guds rige. 144 Hør nu, sagde han, navnene på de kvinder, som var klædt i det sorte klæde. Af disse er fire de vigtigste: den første er troløshed; den anden inkontinens; den tredje utroskab; den fjerde nydelse. 145 Og de resterende, som følger, kaldes således: Tristhed, Ondskab, Begær, Vrede, Løgn, Dårskab, Stolthed og Had. Guds tjener, som bærer disse ånder, skal sandelig se Guds rige, men han skal ikke komme ind i det. 146 Men, herre, hvad er de sten, som blev taget op af dybet og indsat i bygningen? De ti, sagde han, som blev lagt ved fundamentet, er den første tidsalder; den følgende femogtyve, den anden, af retfærdige mænd. 147 De næste femogtredive er Herrens profeter og tjenere. Og de fyrre er apostlene og de, der lærer Guds Søn at prædike. 148 Og jeg sagde: Herre, hvorfor lagde jomfruerne netop disse sten i bygningen, efter at de var blevet båret gennem porten? Og han sagde: Fordi disse først bar disse ånder, og de forlod ikke én fra den ene, hverken menneskerne fra ånderne eller ånderne fra menneskerne. 149 Men ånderne var forenet med disse mænd lige til deres dødsdag; hvis de ikke havde haft disse ånder med sig, kunne de ikke have været nyttige til at bygge dette tårn. 150 Og jeg sagde: »Herre, vis mig dette yderligere.« Han svarede: »Hvad spørger du om? Hvorfor kom disse sten op
Hermas' hyrdes tredje bog - Lignelser
af dybet og blev placeret i bygningen af dette tårn, da de for længe siden bar disse hellige ånder. 151 Det var nødvendigt, sagde han, for dem at stige op ad vandet, for at de kunne finde hvile. For de kunne ikke komme ind i Guds rige på anden måde end ved at lægge deres tidligere livs dødelighed til side. 152 Da de derfor var døde, blev de dog beseglet med Guds Søns segl og trådte således ind i Guds rige. 153 For før et menneske modtager Guds Søns navn, er han ordineret til døden; men når han modtager dette segl, er han befriet fra døden og tildelt livet. 154 Nu er dette segl dåbens vand, hvori mennesker går ned under forpligtelse til døden, men kommer op bestemt til livet. 155 Derfor blev også for dem dette segl prædiket, og de brugte det for at komme ind i Guds rige. 156 Og jeg sagde: Hvorfor, herre, steg disse fyrretyve sten så også op af dybet med dem, efter at de allerede havde modtaget dette segl? 157 Han svarede: Fordi disse apostle og lærere, som prædikede Guds Søns navn, døde efter at de havde modtaget hans tro og kraft, prædikede for dem, som var døde før; og de gav dem dette segl. 158 De gik derfor ned i vandet med dem og kom op igen. Men disse gik ned, mens de var i live, og kom levende op igen; hvorimod de, som før var døde, gik døde ned, men kom levende op; 159 Gennem disse fik de derfor liv og kendte Guds Søn; derfor kom de op med dem og var egnede til at komme ind i tårnets bygning; og de blev ikke hugget ned, men sat i jorden hele; fordi de døde i retfærdighed og i stor renhed; kun dette segl manglede dem. 160 Således har du forklaringen på disse ting. 161 ¶ Jeg svarede: Herre, fortæl mig nu, hvad der vedrører disse bjerge, hvorfor de er så forskellige; nogle af én form, og nogle af en anden. 162 Hør, sagde han; disse tolv bjerge, som du ser, er tolv folkeslag, som udgør hele verden. Derfor forkyndes Guds Søn for dem af dem, som han har sendt til dem. 163 Men hvorfor, sagde jeg, er de forskellige, og hver især af samme skikkelse? Han svarede: Hør. De tolv nationer, som besidder hele verden, er tolv folk. 164 Og ligesom du har set disse bjerge forskellige, således er de også. Jeg vil derfor åbne for dig betydningen og handlingerne af hvert bjerg. 165 Men først, herre, sagde jeg, vis mig dette; da disse bjerge er så forskellige, hvordan er de så blevet til én farve og ikke mindre strålende end dem, der kom op af dybet? 166 Fordi, svarede han, alle folkeslag under himlen har hørt og troet på det samme navn, Guds Søn, som de er kaldet ved. 167 Derfor, efter at have modtaget hans segl, er de alle blevet delagtige i den samme 1 forståelse og 2 viden; og deres tro og næstekærlighed har været den samme; og de har båret disse jomfruers ånder sammen med hans navn. 168 Og derfor syntes bygningen af dette tårn at have samme farve og skinnede som solens klarhed. 169 Men efter at de således var blevet enige i ét sind, begyndte der at blive én gruppe af dem alle; dog besmittede nogle af dem sig og blev forstødt fra de retfærdiges slags og vendte tilbage til deres tidligere tilstand og blev endnu værre end de var før.
170 ¶ Hvordan, sagde jeg, herre, var de værre, som kendte Herren? Han svarede: Hvis den, der ikke kender Herren, lever ugudeligt, vil straffen for sin ugudelighed følge ham. 171 Men den, som kender Herren, bør afholde sig helt fra al ondskab og mere og mere være retfærdighedens tjener. 172 Og synes dig da ikke, at den, der burde følge det gode, synder mere, hvis han foretrækker syndens rolle, end den, der fornærmer uden at kende Guds magt? 173 Derfor er disse sandelig bestemt til døden; men de, som har kendt Herren og har set hans underfulde gerninger, skal, hvis de lever ugudeligt, blive dobbelt straffet og dø for evigt. 174 Som du derfor har set, at efter at stenene var blevet kastet ud af tårnet, som var blevet forkastet, blev de overgivet til onde og grusomme ånder; og du så tårnet renset således, som om det hele var lavet af én sten: 175 Således skal Guds kirke, når den er renset: (de ugudelige og falske, de ondsindede og tvivlsomme, og alle, der har opført sig ugudeligt i den og begået forskellige slags synd, blive udstødt) blive ét legeme, og der skal være én forståelse, én mening, én tro og den samme næstekærlighed. 176 Og da skal Guds Søn fryde sig iblandt dem og modtage sit folk med en ren vilje. 177 Og jeg sagde: Herre, alle disse ting er store og ærefulde; men vis mig nu virkningen og kraften af hvert bjerg, så at enhver sjæl, der stoler på Herren, når den hører disse ting, må ære hans store, vidunderlige og hellige navn. 178 Hør, sagde han, disse bjerges mangfoldighed, det vil sige, de tolv nationers. 179 ¶ De, som har troet på det første bjerg, som er sort, er dem, som har forladt troen og talt onde ting imod Herren og forrådt Guds tjenere. 180 Disse er dømt til døden, der er ingen anger for dem: og derfor er de sorte, fordi deres slags er onde. 181 Af det andet bjerg, som var glat, er hyklerne, som har troet, og dem, der lærer ondskab; og disse er de næstforegående, som ikke har retfærdighedens frugt i sig. 182 For ligesom deres bjerg er goldt og uden frugt, således har også den slags mennesker ganske vist navnet kristne, men er tomme for tro; og der er heller ingen sandheds frugt i dem. 183 Ikke desto mindre er der plads tilbage for dem til omvendelse, hvis de pludselig stræber efter den; men hvis de tøver, skal de også blive delagtige i døden sammen med den foregående slags. 184 Jeg sagde: Herre, hvorfor er der plads til omvendelse for dem og ikke for den foregående slags, når deres synder er næsten de samme? 185 Der er derfor, sagde han til disse, en tilbagevenden til livet ved omvendelse, fordi de ikke har bespottet deres Herre eller forrådt Guds tjenere, men har ved deres begær efter vinding bedraget mennesker og ledt dem i overensstemmelse med synderes lyster; derfor skal de lide for dette. 186 Der er dog stadig plads til omvendelse for dem, fordi de ikke har talt noget ondt imod Herren. 187 ¶ De, som er fra det tredje bjerg, som havde torne og brombær, er dem, som troede, men nogle af dem var rige, andre optaget af mange ting: brombærene er deres rigdomme: tornene, de ting, de var optaget af.
Hermas' hyrdes tredje bog - Lignelser
188 De, som er involveret i mange gerninger og i forskellige anliggender, slutter sig ikke til Guds tjenere, men farer vild, trukket bort af de anliggender, som kvæler dem. 189 Og således giver de rige sig med vanskelighed til Guds tjeneres vandel, af frygt for at de skal blive bedt om noget. Disse skal derfor næppe komme ind i Guds rige. 190 For ligesom mennesker med besvær går barfodede over torne, således skal disse mennesker næppe komme ind i Guds rige. 191 Ikke desto mindre er der givet alle disse en tilbagevenden til omvendelse; hvis de hurtigt vender tilbage til den; så at fordi de i deres tidligere dage har forsømt at arbejde, kan de i den kommende tid gøre noget godt. 192 Hvis de derfor har omvendt sig og gør retfærdighedens gerninger, skal de leve; men hvis de fortsætter i deres onde færd, skal de overgives til de kvinder, der vil tage deres liv. 193 ¶ Hvad angår det fjerde bjerg, som havde mange urter, hvis øverste del er grøn, men rødderne tørre, og hvoraf nogle er visne, når de er blevet berørt af solens hede; 194 Det betegner de tvivlende, som har troet, og nogle andre, som bærer Herren på deres tunger, men ikke har ham i deres hjerte: derfor er deres græs tørt og uden rod; fordi de kun lever i ord, men deres gerninger er døde. 195 Disse er derfor hverken døde eller levende, og samtidig er de tvivlsomme. For de tvivlsomme er hverken grønne eller tørre; det vil sige, hverken døde eller levende. 196 For ligesom urterne tørrer ved solens syn, således vender de tvivlende, så snart de hører om forfølgelse og frygter ulemper, tilbage til deres afguder og tjener dem igen og skammer sig over at bære deres Herres navn. 197 Denne slags mænd er da hverken døde eller levende; ikke desto mindre kan også disse leve, hvis de straks omvender sig; men hvis ikke, skal de overgives til disse kvinder, som skal tage deres liv. 198 ¶ Hvad angår det femte bjerg, som er forreven og dog har grønt græs: af denne slags er de, som har troet og er trofaste, men tror med vanskelighed; og er dristige og selvoptagede; som skulle troes at vide alt, men i virkeligheden ingenting ved. 199 Derfor, på grund af denne tillid, forsvinder viden fra dem; og en overilet formastelighed er kommet ind i dem. 200 Men de opfører sig højt og som kloge mænd; og selvom de er tåber, vil de dog synes at være lærere. 201 På grund af denne dårskab er mange af dem, mens de ophøjer sig selv, blevet tomme og forfængelige. For dristighed og forfængelig tillid er en meget ond ånd. 202 Derfor er mange af disse forkastet; men andre, der erkender deres fejl, har omvendt sig og underkastet sig dem, der har kendskab til det. 203 Og alle de andre af denne slags er der tilladt omvendelse; eftersom de ikke var så meget onde som tåbelige, som forstandsløse. 204 Hvis disse derfor omvender sig, skal de leve for Gud; men hvis ikke, skal de bo hos de kvinder, som udøver deres ondskab på dem. 205 ¶ Hvad angår det sjette bjerg med større og mindre kløfter, er det dem, der har troet; men dem, hvor der var mindre kløfter, er dem, der har haft indbyrdes stridigheder, og på grund af deres stridigheder sygner hen i troen;
206 Ikke desto mindre har mange af disse omvendt sig, og det vil resten også, når de hører mine befalinger; for deres kontroverser er kun små, og de vil let vende tilbage til omvendelse. 207 Men de, der har de større kløfter, vil være som stive sten, huskende på nag og fornærmelser og fulde af vrede indbyrdes. Disse er derfor kastet ud af tårnet og nægtet at blive sat ind i dets bygning; for den slags mennesker skal næppe leve. 208 Vor Gud og Herre, som hersker over alle ting og har magt over alle sine skabninger, vil ikke huske vore overtrædelser, men bliver let formildet af dem, der bekender deres synder. Men mennesket, der er sløvt, dødeligt, svagt og fuldt af synder, fortsætter i sin vrede mod mennesket, som om det stod i dets magt at frelse eller ødelægge det. 209 Men jeg, som den engel, der er sat over jeres omvendelse, formaner jer om, at enhver iblandt jer, der har et sådant forsæt, skal lægge det til side og vende tilbage til omvendelse; og Herren vil helbrede jeres tidligere synder, hvis I renser jer selv fra denne onde ånd; men hvis I ikke gør det, skal I overgives til ham til døden. 210 ¶ Hvad angår det syvende bjerg, hvor græsset var grønt og frodigt, og hele bjerget var trofast, og alle slags kvæg græssede dets græs, og jo mere græsset blev spist, desto mere frodiges det: 211 De er sådanne, som blev troet, og som altid var gode og retskafne; og uden nogen indbyrdes uenigheder, men de glædede sig stadig over Guds tjenere, idet de havde iført sig disse jomfruers ånd; og de var altid villige til at vise barmhjertighed mod alle mennesker og gav villigt til alle mennesker af deres arbejde uden bebrejdelse og uden overvejelse. 212 Derfor har Herren, efter at have set deres enfoldighed og uskyld, givet dem større væsen i deres hænders gerninger og givet dem nåde i alle deres gerninger. 213 Men jeg, som er den engel, der er udpeget til at overvåge din omvendelse, formaner dig til, at alle som er af denne slags, skal fortsætte i det samme formål, for at din afkom ikke skal udryddes for evigt. 214 For Herren har prøvet jer og skrevet jer ind i vores antal; og hele jeres efterkommere skal bo hos Guds Søn; for I er alle af hans ånd. 215 ¶ Hvad angår det ottende bjerg, hvor der var et stort antal kilder, hvorved alle slags af alle Guds skabninger blev vandet, er det dem, der har troet på de apostle, som Herren sendte ud i hele verden for at prædike; 216 Og nogle af dem, som er lærere, har prædiket og undervist rent og oprigtigt og har ikke på nogen måde givet efter for nogen onde lyster, men har bestandigt vandret i retfærdighed og sandhed. 217 Disse har derfor deres samtaler blandt englene. 218 ¶ Hvad det niende bjerg angår, som er ørken og fuld af slanger, så er det sådan, at de har troet, men har haft mange pletter. 219 Det er sådanne tjenere, som udfører deres tjeneste dårligt, idet de røver enkers og faderløses gods og tjener sig selv, ikke andre, med det, de har modtaget. 220 Disse, hvis de fortsætter i denne begærlighed, har overgivet sig selv til døden, og der skal ikke være noget håb om liv for dem. Men hvis de omvender sig og udfører deres tjeneste oprigtigt, kan de leve.
Hermas' hyrdes tredje bog - Lignelser
221 Hvad angår dem, der blev fundet barske, er det dem, der har fornægtet Herrens navn og ikke vendt sig tilbage til Herren, men er blevet vilde og vilde; de hengiver sig ikke til Guds tjenere; men er blevet adskilt fra dem og har i kort uforsigtighed mistet livet. 222 For ligesom en vinstok, der er forladt i en hæk og aldrig bearbejdet, går til grunde og kvaltes af ukrudt, og med tiden bliver vild og ophører med at være nyttig for sin herre, således er denne slags mennesker, der fortvivler over sig selv og bliver sure, begyndt at være ubrugelige for deres Herre. 223 Disse har dog trods alt lov til at omvende sig, hvis de ikke af hjertet har fornægtet Kristus; men hvis nogen af disse af hjertet har fornægtet ham, kan jeg ikke sige, om sådan en kan opnå livet. 224 Jeg siger derfor, at hvis nogen har fornægtet, bør han i disse dage vende tilbage til omvendelse; for det kan ikke være, at nogen, der nu fornægter Herren, senere kan opnå frelse: ikke desto mindre tilbydes omvendelse dem, der tidligere har fornægtet. 225 Men den, der vil omvende sig, må skynde sig med sin omvendelse, før bygningen af dette tårn er fuldført; ellers skal han blive overgivet til døden af disse kvinder. 226 Men de lemlæstede er de bedrageriske; og de, der blander sig med hinanden, det er de slanger, som du så blandet sig på det bjerg. 227 For ligesom slangers gift er dødbringende for mennesker, således smitter og ødelægger sådanne personers ord mennesker. De er derfor lemlæstede i deres tro på grund af den slags liv, de fører. 228 Dog er nogle af dem, efter at have omvendt sig, blevet frelst, og således skal andre af samme slags også blive frelst, hvis de omvender sig; men hvis ikke, skal de dø af de kvinder, hvis magt og styrke de besidder. 229 ¶ Hvad angår det tiende bjerg, hvor træerne dækkede kvæget, er det dem, der har troet, og nogle af dem har været biskopper, det vil sige kirkernes ledere. 230 Andre er sådanne sten, som ikke har foregivet, men med et muntert sind har underholdt Guds tjenere. 231 Så er de, som er blevet sat over laverestående tjenester; og har beskyttet de fattige og enker; og altid har holdt en kysk vandel: derfor er de også beskyttet af Herren. 232 Enhver, der handler på denne måde, bliver æret af Herren; og deres plads er blandt englene, hvis de fortsætter med at adlyde Herren lige til enden. 233 ¶ Hvad angår det ellevte bjerg, hvor der var træer fyldt med forskellige slags frugter, er det dem, der har troet og lidt døden for Herrens navn; og har holdt ud med et beredt sind og har givet deres liv af hele deres hjerte. 234 Og jeg sagde: Hvorfor har I da, herre, al denne frugt, men nogle er smukkere end andre? 235 Hør, sagde han: Enhver, der har lidt for Herrens navn, agtes ærefuld af Herren; og alle deres overtrædelser er udslettet, fordi de har lidt døden for Guds Søns navn. 236 Hør nu, hvorfor deres frugter er forskellige, og nogle af dem overgår andre. De, der blev ført for dommere og spurgt, fornægtede ikke Herren, men led med et beredvilligt sind; disse er mere ærede hos Herren. Derfor er disse frugter de skønneste. 237 Men de, som var frygtsomme og tvivlende, og som har overvejet med sig selv, om de skulle bekende eller
fornægte Kristus, og alligevel har lidt, deres frugter er mindre, fordi denne tanke kom ind i deres hjerter. 238 For det er en ond og ond tanke for en tjener at overveje, om han skal fornægte sin herre. Se derfor til, I, som har sådanne tanker, at dette sind ikke bliver i jer, så I dør for Gud. 239 Men I, som lider døden for hans navns skyld, I bør ære Herren, fordi han har anset jer værdige til at bære hans navn, og at I må blive befriet fra alle jeres synder. 240 Og hvorfor anser I jer derfor ikke hellere for lykkelige? Ja, tror I sandelig, at hvis nogen iblandt jer lider, udfører han et stort værk? For Herren giver jer liv, og I forstår det ikke. For jeres overtrædelser har tynget jer; og hvis I ikke havde lidt for hans navns skyld, var I nu døde for Herren, 241 Derfor siger jeg dette til jer, som overvejer, om I skal bekende eller fornægte ham: Bekend, at I har Herren til jeres Gud, for at I ikke på noget tidspunkt, når I fornægter ham, skal blive overgivet i lænker. 242 For alle folkeslag straffer deres tjenere, som fornægter deres herrer; hvad tror I, at Herren vil gøre ved jer, som har magt over alle ting? 243 Fjern derfor disse tvivl fra hjerterne, så I må leve evigt for Gud. 244 Hvad angår det tolvte bjerg, som var hvidt, er de sådanne, der har troet som oprigtige børn, i hvis tanker der aldrig kom nogen ondskab, ej heller har de nogensinde vidst, hvad synd er, men altid har forblevet i deres integritet. 245 Derfor skal denne slags mennesker uden tvivl arve Guds rige; fordi de aldrig i noget har besmittet Guds bud, men har oprigtigt forblevet i den samme tilstand alle deres livs dage. 246 Enhver, som derfor, sagde han, skal forblive som børn uden ondskab, skal være mere æret end alle dem, som jeg hidtil har talt om; for alle sådanne børn æres af Herren og agtes først af alle. 247 Salige er I derfor, som tager al ondskab fra jer og ifører jer uskyldighed, for I skal først se Herren. 248 Og efter at han således havde afsluttet sin forklaring af alle bjergene, sagde jeg til ham: Herre, vis mig nu også, hvad der angår de sten, som blev bragt ud af sletten og lagt i tårnet i stedet for dem, der blev forkastet: 249 Hvad også angår de runde sten, som blev føjet til tårnets bygning, og også dem, der stadig forblev runde. 250 ¶ Hør nu, siger han, angående de sten, som blev bragt fra sletten til bygningen af tårnet og placeret i stedet for dem, der blev forkastet; de er rødderne til det hvide bjerg. 251 Derfor, fordi de, der havde troet på det bjerg, var meget uskyldige, befalede herren over dette tårn, at de, der var af rødderne på dette bjerg, skulle placeres i bygningen. 252 For han vidste, at hvis de blev sat i denne bygning, ville de forblive lyse; og ingen af dem ville mere blive gjort sorte. 253 Men hvis han havde tilføjet denne måde fra resten af bjergene, ville han næsten have været nødt til at besøge tårnet igen og rense det. 254 Nu er alle disse hvide sten de unge mænd, som har troet, eller som skal tro; for de er alle af samme slags. Lykkelig er denne slags, fordi den er uskyldig. 255 Hør nu også om de runde og skinnende sten: alle disse er fra dette hvide bjerg. Men de findes derfor runde, fordi
Hermas' hyrdes tredje bog - Lignelser
deres rigdom har formørket dem lidt fra sandheden og blændet deres øjne: 256 Dog har de aldrig veget bort fra Herren, og intet ondt ord er udgået af deres mund; men al retfærdighed og dyd og sandhed. 257 Da Herren så deres sind, og at de skulle pryde sandheden, befalede han, at de skulle forblive gode, og at deres rigdomme skulle skæres bort. 258 For han ville ikke have dem taget helt væk, for at de kunne gøre noget godt med det, der var tilbage, og leve for Gud; fordi de også er af en god slags. 259 Derfor blev der afskåret en lille smule fra dem, og således blev de sat i bygningen af dette tårn. 260 ¶ Hvad angår de andre, som stadig var runde og ikke fandtes egnede til opførelsen af dette tårn, fordi de endnu ikke havde modtaget seglet; de blev ført tilbage til deres plads, fordi de fandtes meget runde. 261 Men denne verden skal udryddes fra dem, og deres rigdommes forfængelighed; og da vil de være skikkede for Guds rige. For de skal komme ind i Guds rige, fordi Gud har velsignet denne uskyldige slags. 262 Derfor skal ingen af den slags falde fra; for selv om nogen af dem bliver fristet af Djævelen og falder for, skal han snart vende tilbage til sin Herre Gud. 263 Jeg, angerens engel, anser jer for lykkelige, alle som er uskyldige som små børn, fordi jeres del er god og ærefuld hos Herren. 264 Og jeg siger til jer alle, som har modtaget dette segl: Bevar enkelhed, og husk ikke de forseelser, der er begået imod jer, og fortsæt ikke i ondskab eller bitterhed ved at erindre forseelser. 265 Men bliv én ånd, og sørg for at disse onde sprækker bliver løst, og fjern dem fra jer, så fårenes herre kan glæde sig over det; for han vil glæde sig, hvis han finder alle raske. 266 Men hvis nogle af disse får findes spredt, ve hyrderne; men hvis hyrderne selv bliver spredt, hvad vil de så svare fårefoldens herre? Vil de sige, at de blev foruroliget af fårene? Men de skal ikke blive troet. 267 For det er utroligt, at hyrden skal lide for sin flok; og han skal blive straffet desto mere for sin løgn. 268 Nu er jeg hyrden; og især skal jeg aflægge regnskab for jer. 269 ¶ Pas derfor på jer selv, mens tårnet endnu bygges. Herren bor hos dem, der elsker fred, for fred er elsket; men han er langt væk fra de stridbare og ondskabsfulde. 270 Giv ham derfor ånden tilbage i sin helhed, ligesom I modtog den. For hvis du giver en, der fuldder, et nyt og helt klæde, vil du forvente at få det helt igen; hvis fuldderen derfor giver dig det flænget tilbage, vil du så modtage det? 271 Ville du ikke straks blive vred og irettesætte ham og sige: Jeg gav dig mit klæde i sin helhed; hvorfor har du revet det i stykker og gjort det ubrugeligt for mig? Nu er det til ingen nytte for mig på grund af den flænge, du har lavet i det. Ville du ikke sige alt dette til en fuldender på grund af den flænge, han lavede i dit klæde? 272 Hvis du derfor bekymrer dig om din klædning og klager over, at du ikke har modtaget den hel, hvad tror du så, at Herren vil gøre, som gav dig sin Ånd helt og holdent, og du har gjort ham fuldstændig ubrugelig, så han ikke kan
være til nogen nytte for sin Herre? For da han er blevet fordærvet af dig, er han ikke længere nyttig for ham. 273 Vil Herren derfor ikke gøre det samme med sin Ånd på grund af din gerning? Utvivlsomt, sagde jeg, vil han gøre det samme med alle dem, som han finder vedvarende i erindring om forseelser. 274 Træd derfor ikke under fødderne, sagde han, hans barmhjertighed; men ær ham hellere, fordi han er så tålmodig med hensyn til jeres overtrædelser og ikke som en af jer; men omvend jer, for det vil være gavnligt for jer. 275 ¶ Alt dette, som er skrevet ovenfor, har jeg, hyrden, omvendelsens engel, vist og talt til Guds tjenere. 276 Hvis I derfor tror og lytter til disse ord, og vandrer i dem, og retter jeres veje, skal I leve. Men hvis I fortsætter i ondskab og i erindring om forseelser, skal ingen sådanne syndere leve for Gud. 277 Alt dette, som jeg skulle sige, har jeg således overgivet til jer. Da sagde hyrden til mig: "Har du bedt mig om alt?" Jeg svarede: "Herre, det har jeg." 278 Hvorfor har du så ikke spurgt om afstanden mellem disse sten, der blev lagt i bygningen, så jeg også kan forklare dig det? Jeg svarede: "Herre, jeg har glemt det. Hør da også efter disse," sagde han. 279 Det er dem, som nu har hørt disse befalinger og har omvendt sig af hele deres hjerte; 280 Og da Herren så, at deres omvendelse var god og ren, og at de kunne fortsætte i den, befalede han, at deres tidligere synder skulle udslettes. For disse rum var deres synder, og de er derfor skabt, så de ikke engang kan ses. LIGNELSE 10 1 Efter at jeg havde skrevet denne bog, kom englen, som havde overgivet mig til hyrden, ind i det hus, hvor jeg var, og satte sig på sengen, og hyrden stod ved hans højre side. 2 Så kaldte han på mig og sagde til mig: "Jeg overgav dig og dit hus til denne hyrde, for at du måtte blive beskyttet af ham." Jeg sagde: "Ja, Herre." 3 Hvis du derfor, sagde han, vil være beskyttet mod al plage og al grusomhed og have succes i ethvert godt ord og gerning og have al dyd og retfærdighed, så følg de befalinger, som han har givet dig, og du skal herske over al synd. 4 For hvis du holder disse bud, skal al denne verdens lyst og fornøjelse være dig underlagt, og succes skal følge dig i ethvert godt foretagende. 5 Tag derfor hans alvor og beskedenhed over for dig, og sig til alle, at han er i stor ære og berømmelse hos Gud, og at han er en fyrste med stor autoritet og magtfuld i sit embede. 6 Kun ham er omvendelsens magt overgivet i hele verden. Synes du ikke, at han har stor autoritet? 7 Men I foragter hans godhed og den beskedenhed, han viser over for jer. 8 ¶ Jeg sagde til ham: Herre, spørg ham, siden han kom i mit hus, om jeg har handlet noget uordentligt eller har fornærmet ham i noget? 9 Jeg ved, sagde han, at du ikke har gjort noget uordentligt, og du vil heller ikke herefter gøre noget sådant; og derfor taler jeg disse ting til dig, for at du kan holde ud; for han har givet mig en god beretning om dig,
Hermas' hyrdes tredje bog - Lignelser
10 Men du skal tale disse ting til andre, så de, der enten har omvendt sig eller skal omvende sig, kan være ligesindede med dig; og han kan give mig en lige så god beretning om dem, og jeg kan gøre det samme for Herren. 11 Jeg svarede: Herre, jeg forkynder Guds underfulde gerninger for alle mennesker, og jeg håber, at alle, der elsker dem og før har syndet, når de hører disse ting, vil omvende sig og få livet igen. 12 Fortsæt derfor, sagde han, i denne tjeneste og fuldfør den. Og den, der handler efter denne hyrdes befalinger, skal leve og have stor ære både her og hos Herren. 13 Men de, der ikke holder hans befalinger, flygter fra deres liv og bliver dets modstandere. Og de, der ikke følger hans befalinger, skal overgive sig selv til døden og skal hver især være skyldig i sit eget blod. 14 Men jeg siger dig: Hold disse bud, så skal du finde lægedom for alle dine synder. 15 ¶ Desuden har jeg sendt disse jomfruer for at bo hos dig; for jeg har set, at de er meget venlige mod dig. Du skal derfor have dem som dine hjælpere, så du bedre kan holde de befalinger, som han har givet dig; for disse befalinger kan ikke holdes uden disse jomfruer. 16 Og jeg ser, hvor villige de er til at være hos dig; og jeg vil også befale dem, at de ikke alle skal forlade dit hus. 17 Rens kun dit hus, for de vil have glæde af at bo i et rent hus. For de er rene og kyske og flittige, og de har alle nåde hos Herren. 18 Hvis du derfor holder dit hus rent, vil de blive hos dig. Men hvis det bliver ubesmittet, vil de straks forlade dit hus, for disse jomfruer kan ikke udholde nogen form for besmittelse. 19 Jeg sagde til ham: Herre, jeg håber, at jeg kan behage dem således, at de altid vil have glæde af at bo i mit hus. Og ligesom den, som du har betroet mig til, ikke klager over mig, skal de heller ikke klage. 20 Så sagde han til hyrden: Jeg ser, at Guds tjener vil leve og holde disse bud og give disse jomfruer en ren bolig. 21 Da han havde sagt dette, overgav han mig igen til den hyrde, kaldte jomfruerne til sig og sagde til dem: "Eftersom jeg ser, at I gerne vil bo i denne mands hus, anbefaler jeg ham og hans hus til jer, så I slet ikke må forlade hans hus." Og de lyttede villigt til disse ord. 22 ¶ Så sagde han til mig: "Fortsæt med din tjeneste med mand; forkynd Guds store ting for alle mennesker, og du skal finde nåde i denne tjeneste." 23 Og enhver, der følger disse bud, skal leve og være lykkelig i sit liv. Men den, der forsømmer dem, skal ikke leve og være ulykkelig i sit liv. 24 Sig til alle, at enhver, der kan gøre godt, ikke skal holde op med at øve sig i gode gerninger, for det er gavnligt for dem. For jeg ønsker, at alle mennesker skal befries fra de ubehageligheder, de ligger under. 25 For den, der lider mangel og ubehageligheder i sit daglige liv, er i stor pine og nød. Den, der derfor befrier en sådan sjæl fra nøden, får stor glæde for sig selv. 26 For den, der lider under sådanne ubehageligheder, pines lige så meget, som om han var i lænker. Og mange har på grund af sådanne ulykker, da de ikke kan bære dem, valgt endog at ødelægge sig selv. 27 Den, som kender et sådant menneskes ulykke og ikke befrier ham fra den, begår en stor synd og er skyldig i sit blod.
28 Derfor, øv jer i gode gerninger, alle som har fået dygtighed fra Herren, for at ikke tårnets byggeri skal blive fuldført, mens I tøver med at gøre det; for det er for jeres skyld, at byggeriet standser. 29 Hvis I ikke skynder jer at gøre det rette, skal tårnet være færdigt, og I skal være udelukket fra det. 30 Og efter at han havde talt således med mig, rejste han sig fra sengen og gik bort, idet han tog hyrden og jomfruerne med sig. 31 Dog sagde han til mig, at han ville sende hyrden og jomfruerne tilbage til mit hus. Amen.