Nikodemus-evangeliet, tidligere kaldt Pontius Pilatus' Gerninger KAPITEL 1 1 Annas og Kajfas og Summas og Datam, Gamaliel, Judas, Levi, Nepthalim, Alexander, Kyros og andre jøder gik til Pilatus om Jesus og anklagede ham for mange dårlige forbrydelser. 2 og sagde: Vi ere forvisset om, at Jesus er Søn af Tømrermester Josef, Land født af Maria, og at han erklærer sig selv Guds Søn og Konge; og ikke kun det, men forsøger at opløse sabbatten og vore fædres love. 3 Pilatus svarede; Hvad er det, han erklærer? og hvad er det, han forsøger at opløse? 4 Jøderne sagde til ham: Vi har en lov, som forbyder at helbrede på sabbatsdagen; men han helbreder både lamme og døve, lammede, blinde og spedalske og dæmoniske på den dag ved onde metoder. 5 Pilatus svarede: "Hvorledes kan han gøre dette med onde metoder? De svarede: Han er en tryllekunstner og driver Djævle ud ved Djævlernes Fyrste; og således bliver alle ting underlagt ham. 6 Da sagde Pilatus: At uddrive Djævle synes ikke at være en uren Aands Gerning, men at udgå af Guds Magt. 7 Jøderne svarede Pilatus: Vi bønfalder din Højhed om at indkalde ham til at møde for din Domstol og selv høre ham. 8 Da kaldte Pilatus på en Sendebud og sagde til ham: Hvorledes vil Kristus føres hertil? 9 Da gik Sendebudet ud og kendte Kristus og tilbad ham; og da han bredte den Kappe, han havde i Haanden, ud paa Jorden, sagde han: Herre, gaa paa dette og gaa ind, thi Landshøvdingen kalder paa dig. 10 Da Jøderne forstod, hvad Sendebudet havde gjort, udbrød de til Pilatus og sagde: "Hvorfor gav du ham ikke sin Indkaldelse med en Perle og ikke ved en Sendebud?" For Budbringeren, da han så ham, tilbad ham og bredte den Kappe, som han havde i Haanden, paa Jorden foran ham og sagde til ham: Herre, Landshøvdingen kalder dig. 11 Da kaldte Pilatus på Sendebudet og sagde: Hvorfor har du gjort saaledes? 12 Budbringeren svarede: "Da du sendte mig fra Jerusalem til Alexander, så jeg Jesus sidde i en ond skikkelse på et æsel, og hebræernes børn råbte: Hosannah, med trægrene i hænderne." 13 Andre bredte deres Klæder ud paa Vejen og sagde: Frels os, du som er i Himmelen! velsignet er den, som kommer i Herrens navn. 14 Da raabte Jøderne imod Sendebudet og sagde: Hebræernes Børn raabte paa hebraisk; og hvorledes kunne du, som er græker, forstå det hebraiske? 15 Budbringeren svarede dem og sagde: Jeg spurgte en af Jøderne og sagde: Hvad er det, som Børnene råber ud på hebraisk? 16 Og han forklarede mig det og sagde: De råber Hosannah, hvilket udlagt er: O, Herre, frels mig! eller, Herre, frels. 17 Pilatus sagde da til dem: hvorfor vidner I selv om de Ord, som Børnene har sagt, nemlig ved eders Tavshed? Hvad har budbringeren gjort galt? Og de var tavse. 18 Da sagde Landshøvdingen til Sendebudet: Gå ud og søg på nogen måde at føre ham ind. 19 Men Budbringeren gik ud og gjorde som før; og sagde: Herre, kom ind, thi Landshøvdingen kalder dig. 20 Og da Jesus gik ind med Fanerne, som bar Fanerne, bøjede Toppen af dem og tilbad Jesus. 21 Hvorpå jøderne udbrød hårdere mod fanerne. 22 Men Pilatus sagde til Jøderne: Jeg ved, at det ikke er eder velbehageligt, at de øverste af Væbene af sig selv bøjede sig og tilbad Jesus; men hvorfor råber I imod fanerne, som om de havde bøjet og tilbad? 23 De svarede Pilatus: Vi så Fænderne selv bøje sig og tilbede Jesus. 24 Da kaldte Landshøvdingen på Fænderne og sagde til dem: Hvorfor gjorde I således? 25. Fænderne sagde til Pilatus: Vi ere alle Hedninger og tilbeder Guderne i Templer; og hvordan skulle vi mene noget om at tilbede
ham? Vi holdt kun standarderne i vores hænder, og de bøjede sig og tilbad ham. 26 Da sagde Pilatus til Synagogens Forstandere: Udvælger I selv nogle stærke Mænd, og lad dem holde Vaanderne, saa skulle vi se, om de da vil bøje sig. 27. Så opsøgte jødernes ældste tolv af de stærkeste og dygtigste gamle mænd og lod dem holde fast i fanerne, og de stillede sig for landshøvdingens nærhed. 28 Da sagde Pilatus til Sendebudet: Tag Jesus ud, og før ham ind igen. Og Jesus og sendebudet gik ud af salen. 29. Og Pilatus kaldte på Fænderne, som før havde båret Banerne, og svor dem, at dersom de ikke havde båret Banerne på den måde, da Jesus før gik ind, ville han hugge deres Hoveder af. 30 Da bød Landshøvdingen Jesus at komme ind igen. 31 Og Sendebudet gjorde, som han før havde gjort, og bønfaldt Jesus meget, at han vilde gaa paa sin Kappe og gaa paa den, og han gik paa den og gik ind. 32 Og da Jesus gik ind, bøjede Banerne sig som før og tilbad ham. KAPITEL 2 1 Men da Pilatus så dette, blev han bange og var ved at rejse sig fra sin plads. 2 Men medens han tænkte på at stå op, sendte hans egen Hustru, som stod langt borte, til ham og sagde: Har du intet at gøre med den retfærdige Mand; thi jeg har lidt meget for ham i et syn denne nat. 3 Da Jøderne hørte dette, sagde de til Pilatus: Har vi ikke sagt til dig: han er en Besværger? Se, han har fået din hustru til at drømme. 4 Pilatus kaldte da på Jesus og sagde: du har hørt, hvad de vidne imod dig, og svarede ikke? 5 Jesus svarede: Havde de ikke Tale, kunde de ikke have tale; men fordi enhver behersker sit eget tunge, at tale både godt og ondt, så lad ham se på det. 6 Men Jødernes Ældste svarede og sagde til Jesus: Hvad skulle vi se til? 7 For det første vide vi dette om dig, at du er født ved utugt; for det andet, at på grund af din fødsel blev spædbørnene dræbt i Betlehem; for det tredje, at din far og mor Maria flygtede til Ægypten, fordi de ikke kunne stole på deres eget folk. 8 Nogle af de Jøder, som stode der, sagde mere velvilligt: Vi kan ikke sige, at han er født ved Utugt; men vi ved, at hans mor Maria var forlovet med Josef, og derfor blev han ikke født ved utugt. 9 Da sagde Pilatus til Jøderne, som sagde, at han var født ved Utugt: Dette er din Beretning ikke sand, thi der var en Trolovelse, som de vidne, som ere af dit eget Folk. 10 Annas og Kajfas sagde til Pilatus: Hele denne Mængde Folk er at betragte, som raabe, at han er født ved Utugt og er en Besværger; men de, som nægter ham at blive født ved utugt, ere hans proselytter og disciple. 11 Pilatus svarede Annas og Kajfas: "Hvem er proselyterne? De svarede: Det er dem, der er Hedningernes Børn og er ikke blevet Jøder, men tilhængere af ham. 12 Da svarede Eleazer og Asterius og Antonius og Jakob, Caras og Samuel, Isak og Pinees, Crispus og Agrippa, Annas og Judas: Vi er ikke proselytter, men jøders børn, og taler sandt og var til stede, da Maria blev forlovet. 13 Da henvendte Pilatus sig til de tolv Mænd, som talte dette, og sagde til dem: "Jeg formaner Eder ved Cæsars Liv, at I trofast kundgøre, om han er født ved Utugt, og det er sandt, som I har fortalt." 14 De svarede Pilatus: "Vi har en Lov, hvorved vi er forbudt at sværge, det er en Synd: Lad dem sværge ved Cæsars Liv, at det ikke er, som vi har sagt, og vi vil være tilfredse med at blive dræbt." 15 Da sagde Annas og Kaifas til Pilatus: "De tolv Mænd vil ikke tro, at vi vide, at han er ringe født og en Besværger, skønt han foregiver, at han er Guds Søn og en Konge, hvilket vi er indtil videre. fra at tro, at vi skælver ved at høre. 16 Da bød Pilatus enhver at gaa ud undtagen de tolv Mænd, som sagde, at han ikke var født ved Utugt, og Jesus at holde sig borte, og han sagde til dem: hvorfor have Jøderne i sinde at dræbe Jesus? 17 De svarede ham: de ere vrede, fordi han helbredte paa Sabbatsdagen. Pilatus sagde: Vil de slå ham ihjel for godt arbejde? De sagde til ham: Ja, herre!
KAPITEL 3 1 Da gik Pilatus, fuld af Vrede, ud af Salen og sagde til Jøderne: Jeg kalder hele Verden til Vidne, at jeg ikke finder nogen Skyld hos den Mand. 2 Jøderne svarede Pilatus: Havde han ikke været en ugudelig, havde vi ikke ført ham frem for dig. 3 Pilatus sagde til dem: I skal tage ham og prøve ham efter eders Lov. 4 Da sagde Jøderne: Det er os ikke tilladt at slå nogen ihjel. 5 Pilatus sagde til Jøderne: Budet, derfor må I ikke slå ihjel, tilhører eder, men ikke mig. 6 Og han gik atter ind i Forstuen og kaldte Jesus alene og sagde til ham: Er du Jødernes Konge? 7 Men Jesus svarede og sagde til Pilatus: Taler du dette af dig selv, eller har Jøderne sagt dig det om mig? 8 Pilatus svarede og sagde til Jesus: er jeg en Jøde? Hele nationen og jødernes herskere har overgivet dig til mig. Hvad har du gjort? 9 Jesus svarede og sagde: Mit Rige er ikke af denne Verden; dersom mit Rige var af denne Verden, da skulle mine Tjenere kæmpe, og jeg skulde ikke være blevet overgivet til Jøderne; men nu er mit rige ikke herfra. 10 Pilatus sagde: Er du da en Konge? Jesus svarede: "Du siger, at jeg er en konge; til dette formål er jeg født, og til dette formål er jeg kommet til verden; og til dette formål kom jeg for at vidne om sandheden; og enhver, som er af sandheden, hører min røst. 11 Pilatus siger til ham: hvad er Sandhed? 12 Jesus sagde: Sandheden er fra Himlen. 13 Pilatus sagde: derfor er Sandhed ikke paa Jorden. 14 Jesus sagde til Pilatus: tro, at Sandhed er paa Jorden iblandt dem, som, naar de have Dommens Magt, styres af Sandheden og danne retfærdig Dom. KAPITEL 4 1 Da forlod Pilatus Jesus i Forstuen og gik ud til Jøderne og sagde: "Jeg finder ikke nogen Skyld hos Jesus." 2 Jøderne sige til ham: men han sagde: jeg kan nedbryde Guds Tempel og bygge det op igen på tre Dage. 3 Pilatus siger til dem: hvad er det for et Tempel, han taler om? 4 Jøderne sagde til ham: Det, som Salomo var seksogfyrre år i at bygge, sagde han, at han ville ødelægge og bygge op på tre dage. 5 Pilatus sagde atter til dem: Jeg er uskyldig i denne Mands Blod; ser du på det. 6 Jøderne sige til ham: Hans Blod være over os og vore Børn! Da sammenkaldte Pilatus de ældste og de skriftkloge, præster og levitter, og sagde til dem for sig selv: "Gør ikke således; Jeg har intet fundet i din beskyldning (mod ham) angående hans helbredelse af syge og brydning af sabbatten, værdig til at dø. 7 Præsterne og levitterne svarede Pilatus: Ved Cæsars liv, hvis nogen er en gudsbespotter, han er døden værdig; men denne mand har bespottet Herren. 8 Da befalede Landshøvdingen atter Jøderne at gå ud af Salen; og kaldte på Jesus og sagde til ham: Hvad skal jeg gøre med dig? 9 Jesus svarede ham: Gør som skrevet er. 10 Pilatus sagde til ham: hvorledes er det skrevet? 11 Jesus siger til ham: Moses og profeterne have profeteret om min lidelse og opstandelse. 12 Da Jøderne hørte dette, bleve de forargede og sagde til Pilatus: hvorfor vil du længere høre denne Mands Bespottelse? 13 Pilatus siger til dem: dersom disse Ord synes eder at være bespottende, da griber I ham, bringer ham til eders Ret og prøv ham efter eders Lov. 14 Jøderne svare Pilatus: "Vor Lov siger: Han skal være forpligtet til at modtage ni og tredive Slag; men dersom han saaledes spotter Herren, skal han stenes. 15 Pilatus siger til dem: dersom hans Tale var Bespottelse, da prøve ham efter eders Lov. 16 Jøderne sige til Pilatus: Vor Lov byder os ikke at dø nogen; vi ønske, at han skal korsfæstes, thi han fortjener Korsets Død. 17 Pilatus siger til dem: Det er ikke passende, at han skal korsfæstes; lad ham kun piskes og sendes bort. 18 Men da Landshøvdingen saae paa Folket, som var tilstede, og Jøderne, saa han mange af Jøderne grædende, og han sagde til Jødernes Ypperstepræster: Alt Folket ønsker ikke hans Død.
19 Jødernes Ældste svarede Pilatus: Vi og alt Folket ere komne hid netop for at han skulde dø. 20 Pilatus siger til dem: hvorfor skulle han dø? 21 De sagde til ham: fordi han erklærer, at han er Guds Søn og Konge. KAPITEL 5 1 Men Nikodemus, en Jøde, stillede sig for Landshøvdingen og sagde: "Jeg bønfalder dig, retfærdige Dommer, at du vil begunstige mig med Frihed til at tale nogle få Ord." 2 Pilatus sagde til ham: Tal videre! 3 Nikodemus sagde: Jeg har talt til Jødernes Ældste og de Skriftkloge og Præsterne og Leviterne og hele Jødernes Mængde i deres Forsamling; Hvad ville du gøre med denne mand? 4 Han er en mand, som har udført mange nyttige og herlige mirakler, sådan som ingen på jorden nogensinde før har gjort, og aldrig vil gøre. Lad ham gå, og gør ham ingen skade; hvis han kommer fra Gud, vil hans mirakler (hans mirakuløse helbredelser) fortsætte; men hvis de er fra mennesker, bliver de til intet. 5 Saaledes gjorde Moses, da han blev sendt af Gud til Ægypten, de Tegn, som Gud havde befalet ham, foran Farao, Ægyptens Konge; og skønt magikerne i det land, Jannes og Jambres, ved deres magi udførte de samme mirakler, som Moses gjorde, kunne de dog ikke udføre alt, hvad han gjorde; 6 Og de undere, som magikerne gjorde, var ikke af Gud, som I ved, o skriftkloge og farisæere! men de, som gjorde dem, omkom, og alle, som troede dem. 7 Og lad nu denne mand gå; fordi selve de mirakler, som I anklager ham for, er fra Gud; og han er ikke døden værdig. 8 Da sagde Jøderne til Nikodemus: Er du blevet hans Discipel og taler til hans Behag? 9 Nikodemus sagde til dem: Er Landshøvdingen ogsaa blevet hans Discipel, og holder han Taler for ham? Placerede Cæsar ham ikke på den høje post? 10 Da Jøderne hørte dette, skælvede de og gnidslede Tænder mod Nikodemus og sagde til ham: Måtte du modtage hans Lære til Sandhed og have din Lod med Kristus! 11 Nikodemus svarede: Amen; Jeg vil modtage hans lære og min lod med ham, som I har sagt. 12 Da rejste sig en anden Jøde og ønskede Landshøvdingens Lov til at høre ham nogle få Ord. 13 Og Landshøvdingen sagde: Sig, hvad du har Forstand! 14 Og han sagde: Jeg laa i otteogtredive Aar ved Faaredammen i Jerusalem og arbejdede under en stor Skrøbelighed og ventede paa en Helbredelse, som skulde ske ved, at en engels komme, som paa en vis Tid oprørte Vandet. ; og den, der først efter vandets uro trådte ind, blev gjort hel af enhver sygdom, han havde. 15 Og da Jesus saae mig sygnende der, sagde han til mig: Vil du blive rask? Og jeg svarede: "Herre, jeg har ingen, når vandet er oprørt, til at sætte mig i dammen." 16 Og han sagde til mig: Stå op, tag din Seng og gaa! Og jeg blev straks rask, og jeg tog min seng og gik. 17. Jøderne sagde da til Pilatus: Vor Herre Landshøvding, bed, spørg ham, hvilken Dag det var, hvor han blev helbredt for sin Skrøbelighed. 18 Den syge svarede: Det var på sabbaten. 19 Jøderne sagde til Pilatus: sagde vi ikke, at han gjorde sine helbredelser på sabbaten og uddrev Djævle ved Djævlernes Fyrste? 20 Da gik en anden Jøde frem og sagde: jeg var blind, kunde høre Lyde, men ingen kunde se; og da Jesus gik, hørte jeg Folket gå forbi, og jeg spurgte, hvad der var der? 21 De fortalte mig, at Jesus gik forbi; da raabte jeg og sagde: Jesus, Davids Søn, forbarm dig over mig! Og han stod stille og bød, at jeg skulde føres til ham, og han sagde til mig: Hvad vil du? 22 Jeg sagde: Herre! at jeg kan faa mit Syn. 23 Han sagde til mig: faa dit Syn; og strax saa jeg og fulgte ham, frydede mig og takkede. 24 Og en anden Jøde gik frem og sagde: Jeg var spedalsk, og han helbredte mig alene ved sit Ord, idet han sagde: Jeg vil, vær du ren; og snart blev jeg renset for min spedalskhed. 25 Og en anden Jøde gik ud og sagde: "Jeg var skæv, og han gjorde mig ret ved sit Ord."
26 Og en kvinde ved navn Veronica sagde: "Jeg var plaget af en blodstrøm i tolv år, og jeg rørte ved sømmen af hans klæder, og straks stoppede blodudstrømningen. 27 Da sagde Jøderne: Vi har en Lov, at en Kvinde ikke skal tillades som Bevis. 28 Og efter andet sagde en anden Jøde: Jeg så Jesus indbudt til Bryllup med sine Disciple, og der manglede Vin i Kana i Galilæa; 29 Og da Vinen var drukket, bød han Tjenerne, at de skulde fylde seks Potter, som stode der, med Vand, og de fyldte dem op til Randen, og han velsignede dem og forvandlede Vandet til Vin, og alt Folket drak og blev overrasket over dette mirakel. 30 Og en anden Jøde stod frem og sagde: Jeg så Jesus lære i Synagogen i Kapernaum; og der var i Synagogen en Mand, som havde en Djævel; og han råbte og sagde: Lad mig være! hvad har vi med dig at gøre, Jesus fra Nazareth? Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, at du er Guds Hellige. 31 Og Jesus irettesatte ham og sagde: Ti stille, du urene Aand, og gå ud af Manden; og snart kom han ud af ham og gjorde ham slet ikke ondt. 32 Følgende blev også sagt af en farisæer; Jeg så, at der kom en stor skare til Jesus fra Galilæa og Judæa og havets kyst og mange lande omkring Jordan, og mange svage mennesker kom til ham, og han helbredte dem alle. 33 Og jeg hørte de urene Aander raabe og sige: du er Guds Søn. Og Jesus bød dem strengt, at de ikke skulde kundgøre ham. 34 Efter dette sagde en anden, som hed Centurio: Jeg så Jesus i Kapernaum, og jeg bad ham og sagde: Herre, min Tjener ligger hjemme syg af lammelse. 35 Og Jesus sagde til mig: jeg vil komme og helbrede ham. 36 Men jeg sagde: Herre, jeg er ikke værdig, at du kommer under mit tag; men tal kun ordet, så skal min tjener blive helbredt. 37 Og Jesus sagde til mig: gak; og som du har troet, skal det ske dig. Og min tjener blev helbredt fra den samme time. 38 Da sagde en adelsmand: Jeg havde en søn i Kapernaum, som lå ved døden; og da jeg hørte, at Jesus var kommet til Galilæa, gik jeg hen og bad ham om at komme ned til mit hus og helbrede min søn, for han var ved at dø. 39 Han sagde til mig: gak, din Søn lever! 40 Og min søn blev helbredt fra den time. 41 Foruden disse raabte ogsaa mange andre af Jøderne, baade Mænd og Kvinder, og sagde: han er i Sandhed Guds Søn, som kun helbreder alle Sygdomme ved sit Ord, og hvem Djævle ere ganske underordnede. 42 Nogle af dem sagde længere borte: "Denne magt kan ikke udgå fra andre end Gud." 43 Pilatus sagde til Jøderne: Hvorfor er Djævle ikke underlagt eders Læger? 44 Nogle af dem sagde: Magten til at underkaste Djævle kan kun komme fra Gud. 45 Men andre sagde til Pilatus, at han havde oprejst Lazarus fra de døde, efter at han havde været fire dage i sin grav. 46 Da Landshøvdingen hørte dette, sagde han skælvende til Jødernes Mængde: Hvad vil det gavne eder at udgyde uskyldigt Blod? KAPITEL 6 1 Da kaldte Pilatus Nikodemus sammen, og de femten Mænd, som sagde, at Jesus ikke var født ved Utugt, og sagde til dem: "Hvad skal jeg gøre, thi der er som om, at der opstaar Tuderi iblandt Folket." 2 De sagde til ham: Vi vide det ikke; lad dem se til den, som rejser tumulten. 3 Pilatus kaldte da atter til Folket og sagde til dem: I vide, at I have Skik, at jeg skulde løslade Eder en Fange paa Paaskefesten; 4 Jeg har en kendt Fange, en Morder, som kaldes Barabbas, og Jesus, som kaldes Kristus, hos hvem jeg intet finder, som fortjener Døden; hvem af dem har derfor eder i sinde, at jeg skal frigive jer? 5 De raabe alle og sige: Giv os Barabbas fri! 6 Pilatus siger til dem: hvad skal jeg da gøre med Jesus, som kaldes Kristus? 7 De svare alle: Lad ham korsfæstes! 8 Atter råber de og siger til Pilatus: Du er ikke Cæsars Ven, hvis du løslader denne Mand? thi han har erklæret, at han er Guds Søn og en Konge. Men er du tilbøjelig til, at han skal være konge, og ikke Cæsar?
9 Da sagde Pilatus, fuld af Vrede, til dem: Eders Folk har altid været oprørske, og I ere altid imod dem, som har været eder tjenlige? 10 Jøderne svarede: "Hvem ere de, som har været os til tjeneste? 11 Pilatus svarede dem: Din Gud, som udfriede eder fra Ægypternes hårde Trældom og førte eder over Det Røde Hav, som om det var tørt Land, og han bespiste eder i Ørkenen med Manna og Kød af Vagtel og bragte Vand. ud af klippen og gav dig en lov fra himlen: 12 I forargede ham alle Veje og begærede eder selv en støbt Kalv og tilbad den og ofrede til den og sagde: Dette ere dine Guder, Israel, som førte dig ud af Ægyptens Land. 13 Derfor var din Gud tilbøjelig til at ødelægge dig; men Moses gik i Forbøn for dig, og din Gud hørte ham og tilgav din Misgerning. 14 Siden blev I rasende over og ville have dræbt eders profeter, Moses og Aron, da de flygtede til teltet, og I knurrede altid mod Gud og hans profeter. 15 Og da han rejste sig fra sit dommersæde, ville han være gået ud; men jøderne råbte alle: Vi anerkender, at Cæsar er konge, og ikke Jesus. 16 Mens denne person, så snart han var født, kom de vise mænd og ofrede ham gaver; da Herodes hørte det, blev han meget forfærdet og ville have dræbt ham. 17 Da hans Fader vidste dette, flygtede han med ham og hans Moder Maria til Ægypten. Da Herodes hørte, at han var født, ville han have dræbt ham; og derfor sendte og dræbte alle de børn, som var i Betlehem og i alle dets kyster, fra to år gamle og derunder. 18 Da Pilatus hørte denne Beretning, blev han bange; og befalede tavshed blandt folket, som lød, og sagde til Jesus: "Er du da en konge? 19 Alle Jøderne svarede Pilatus: Det er netop ham, som Herodes søgte at slå ihjel. 20 Da tog Pilatus Vand, vaskede sine Hænder for Folket og sagde: Jeg er uskyldig i denne retfærdiges Blod; se dig til det. 21 Jøderne svarede og sagde: hans Blod komme over os og vore Børn! 22 Da bød Pilatus, at Jesus skulle føres frem for ham, og han sagde til ham med følgende ord: 23 Dit eget folk har befalet dig at gøre dig til konge; derfor dømmer jeg, Pilatus, dig til at blive pisket efter tidligere guvernørers love; og at du først bliver bundet, derefter hængt på et kors på det sted, hvor du nu er fange; og også to forbrydere med dig, hvis navne er Dimas og Gestas. KAPITEL 7 1 Så gik Jesus ud af forstuen og de to tyve med ham. 2 Og da de kom til det Sted, som kaldes Golgata, aftog de ham hans Klæder og omgjorde ham med et Linnedklæde og satte en Tornekrone paa hans Hoved og gav ham et Rør i Haanden. 3 Og på samme måde gjorde de de to tyve, som blev korsfæstet med ham, Dimas på hans højre hånd og Gestas på hans venstre hånd. 4 Men Jesus sagde: Min Fader, tilgiv dem; For de ved ikke, hvad de gør. 5 Og de delte hans Klæder, og de kastede Lod om hans Klædning. 6 I mellemtiden stod Folket hos, og Ypperstepræsterne og Jødernes Ældste hånede ham og sagde: Han frelste andre, lad ham nu frelse sig selv, hvis han kan; hvis han er Guds søn, lad ham nu komme ned fra korset. 7 Og Stridsmændene hånede ham, og de tog Eddike og Galde og ofrede ham det at drikke og sagde til ham: Hvis du er Jødernes Konge, fri dig! 8 Så tog Longinus, en soldat, et spyd, 1 gennemborede hans side, og straks kom der blod og vand ud. 9 Og Pilatus skrev titlen på korset med hebraiske, latinske og græske bogstaver, dvs. Dette er jødernes konge. 10 Men en af de to Tyve, som vare korsfæstede med Jesus, hvis Navn hed Gestas, sagde til Jesus: er du Kristus, da fri dig selv og os. 11 Men Tyven, som var korsfæstet ved hans højre Haand, hvis Navn var Dimas, svarede, irettesatte ham og sagde: Frygter du ikke Gud, som er dømt til denne Straf? Vi modtager sandelig med rette og retfærdige ulemper ved vores handlinger; men denne Jesus, hvad ondt har han gjort? 12 Efter denne Stuk sagde han til Jesus: Herre, kom mig ihu, naar du kommer i dit Rige. 13 Jesus svarede og sagde til ham: sandelig siger jeg dig, at i Dag skal du være med mig i Paradis.
KAPITEL 8 1 Og det var omkring den sjette Time, og Mørke var over hele Jordens Overflade indtil den niende Time. 2 Og medens Solen var formørket, se, Templets Forhæng var revet fra oven og ned; og også klipperne revnede, og gravene åbnede sig, og mange hellige, som sov, rejste sig. 3 Og omtrent ved den niende Time råbte Jesus med høj Røst og sagde: "Hely, Hely, lama zabacthani? hvilket udlagt er: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? 4 Og efter disse Ting sagde Jesus: Fader! i dine Hænder giver jeg min Aand; og efter at have sagt dette, opgav han Spøgelsen. 5 Men da Høvedsmanden saae, at Jesus saaledes raabte, opgav Aanden, priste han Gud og sagde: Sandelig, dette var en retfærdig Mand. 6 Og alt Folket, som stod der, blev meget forfærdet ved Synet; og reflekterede over det, der var gået, slog dem for brystet og vendte så tilbage til byen Jerusalem. 7 Høvedsmanden gik til Landshøvdingen og fortalte ham alt, hvad der var gået; 8 Og da han havde hørt alt dette, blev han meget bedrøvet; 9 Og sammenkaldte Jøderne og sagde til dem: Har I set Solformørkelsens Mirakel og de andre Ting, som skete, medens Jesus døde? 10 Men da Jøderne hørte det, svarede de Landshøvdingen: Solformørkelsen skete efter dens sædvanlige Skik. 11 Men alle de, som vare Kristi bekendte, stode paa Afstand, ligesom de Kvinder, som havde fulgt Jesus fra Galilæa, og saae alt dette. 12 Og se, en mand fra Arimathæa, ved navn Josef, som også var en Jesu discipel, men ikke åbenlyst, af frygt for jøderne, kom til landshøvdingen og bad guvernøren om at give ham tilladelse til at tage Jesu legeme fra korset. 13 Og Landshøvdingen gav ham Lov. 14 Og Nikodemus kom og bragte en blanding af myrra og aloe med en vægt på omkring hundrede pund; og de tog Jesus ned fra korset med tårer og bandt ham med linnedklæder med krydderier, efter skik at begrave blandt jøderne. 15 og anbragte ham i en ny Grav, som Josef havde bygget og lod hugge ud af en Klippe, hvori der aldrig var lagt nogen; og de væltede en stor Sten hen til Døren til Graven. KAPITEL 9 1 Da de uretfærdige Jøder hørte, at Josef havde bedt om og begravet Jesu Lig, søgte de Nikodemus; og de femten mænd, som havde vidnet for landshøvdingen, at Jesus ikke var født ved utugt, og andre gode mennesker, som havde vist nogen god handling mod ham. 2 Men der de alle skjulte sig af Frygt for Jøderne, viste Nikodemus sig alene for dem og sagde: hvorledes skulle sådanne Mennesker som disse kunne komme ind i Synagogen? 3 Jøderne svarede ham: men hvor vovede du at gå ind i Synagogen, som var Kristi Forbund? Lad din lod være sammen med ham i den anden verden. 4 Nikodemus svarede: Amen; saa kan det ske, at jeg maa have min Lod med ham i hans Rige. 5 På samme måde sagde Josef, da han kom til Jøderne, til dem, hvorfor ere I vrede på mig, fordi jeg begærer Jesu Legeme fra Pilatus? Se, jeg har lagt ham i min grav og svøbt ham i rent linned og lagt en sten ved indgangen til graven. 6 Jeg har handlet ret imod ham; men I har handlet uretfærdigt forfærdet over den retfærdige ved at korsfæste ham, give ham eddike at drikke, krone ham med torne, revne hans krop med piske og bade hans blods skyld over jer. 7 Da Jøderne hørte dette, bleve urolige og forfærdede; og de greb Josef og befalede ham at blive varetægtsfængslet inden sabbaten og blev der, indtil sabbaten var forbi. 8 Og de sagde til ham: Giv Bekendelse; thi på dette tidspunkt er det ikke tilladt at gøre dig noget ondt, før den første dag i ugen kommer. Men vi ved, at du ikke vil ansees værdig til en begravelse; men vi vil give dit kød til himlens fugle og jordens dyr. 9 Josef svarede: Den Tale er som den stolte Goliats Tale, der håntede den levende Gud, da han talte imod David. Men I skriftkloge og læger ved, at Gud siger ved profeten: Hævnen er min, og jeg vil gengælde jer 1 ondt svarende til det, som I har truet mig.
10 Den Gud, som du har hængt på korset, kan udfri mig af dine hænder. Al din ondskab vil vende tilbage til dig. 11 Thi Landshøvdingen, da han vaskede sine Hænder, sagde: Jeg er klar af denne retfærdiges Blod. Men I svarede og råbte: Hans blod være over os og vore børn! Som I har sagt, må I omkomme for evigt. 12 Da de ældste af Jøderne hørte disse Ord, bleve de overordentlig vrede; og de greb Josef og satte ham i et Kammer, hvor der ikke var noget Vindue; de spændte døren og satte et segl på låsen; 13 Og Annas og Kajfas stillede Vagt over det og rådførte sig med Præsterne og Leviterne, at de skulde alle mødes efter Sabbaten, og de tænkte på, hvilken Død de skulde dø Josef. 14 Da de havde gjort dette, befalede fyrsterne, Annas og Kajfas, at føre Josef frem. KAPITEL 10 1 Da hele forsamlingen hørte dette, beundrede de og blev forbavsede, fordi de fandt det samme segl på kammerets lås og kunne ikke finde Josef. 2 Så gik Annas og Kajfas ud, og mens de alle beundrede, at Josef var borte, se, en af soldaterne, som holdt Jesu grav, talte i forsamlingen. 3 At mens de vogtede Jesu Grav, kom der et Jordskælv; og vi så en Guds engel rulle gravens sten væk og sætte sig på den; 4 Og hans Ansigt var som et Lyn og hans Klædning som Sne; og vi blev af frygt ligesom mennesker døde. 5 Og vi hørte en Engel sige til Kvinderne ved Jesu Grav: Frygt ikke; Jeg ved, at du søger Jesus, som blev korsfæstet; han er opstanden, som han forudsagde. 6 Kom og se det Sted, hvor han blev lagt; og gå straks hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde, og han vil gå foran jer til Galilæa; der skal I se ham, som han har sagt jer. 7 Da kaldte Jøderne alle Stridsmændene sammen, som holdte Jesu Grav, og sagde til dem: Hvem er de Kvinder, til hvem Englen talte? Hvorfor greb I dem ikke? 8 Stridsmændene svarede og sagde: Vi vide ikke, hvem Kvinderne vare; desuden blev vi som døde mennesker af frygt, og hvordan kunne vi gribe de kvinder? 9 Jøderne sagde til dem: Saa sandt Herren lever, vi troe eder ikke. 10. Stridsmændene svarede og sagde til Jøderne: da I så og hørte Jesus gøre så mange undere og ikke troede ham, hvorledes skulle I så tro os? I sagde vel: Så sandt Herren lever, thi Herren lever i sandhed. 11 Vi have hørt, at I lukkede Josef, som begravede Jesu Legeme, inde i et Kammer under en Lås, som var forseglet; og da I åbnede det, fandt I ham der ikke. 12 Frembringer I da Josef, som I satte under Bevogtning i Kammeret, og vi vil frembringe Jesus, som vi vogtede i Graven. 13 Jøderne svarede og sagde: vi vil frembringe Josef, fremstiller I Jesus. Men Josef er i sin egen by Arimathæa. 14 Stridsmændene svarede: "Hvis Josef er i Arimathæa, og Jesus i Galilæa, så hørte vi englen fortælle kvinderne." 15. Da Jøderne hørte dette, bleve de bange og sagde til hinanden: dersom disse Ting skulde blive offentligt tilgængelige, da skulle hvert Legeme tro på Jesus. 16 Da samlede de en stor Sum Penge og gav den til Stridsmændene og sagde: Siger I til Folket, at Jesu Disciple kom om Natten, da I sov, og stjal Jesu Legeme; og hvis Landshøvdingen Pilatus hører om dette, vil vi stille ham tilfreds og sikre dig. 17. Soldaterne tog derfor Pengene og sagde, som de var blevet befalet af Jøderne; og deres beretning blev spredt blandt folket. 18 Men en Præst Pinees, Ada, Skoleholderen, og en Levit ved Navn Ageus, de tre kom fra Galilæa til Jerusalem og fortalte Ypperstepræsterne og alle, som var i Synagogerne, og sagde: 19 Vi have set Jesus, som I korsfæstede, tale med sine elleve Disciple og sidde midt iblandt dem på Oliebjerget og sige til dem: 20 Gå ud i hele verden, prædik Evangeliet for alle folkeslag, døb dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn; og enhver, som tror og bliver døbt, skal blive frelst. 21 Og da han havde sagt dette til sine Disciple, så vi ham fare op til Himmelen. 22 Da Ypperstepræsterne og de Ældste og Leviterne hørte dette, sagde de til disse tre Mænd: Giv Israels Gud Ære og bekjend ham, om det er sandt, som I sige, at I have set og hørt. . 23 De svarede og sagde: Saa sandt vore Fædres Herre lever, Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud, som vi hørte Jesus tale
med sine Disciple, og som vi så ham stige op til Himmelen. , så vi har fortalt dig sandheden. 24 Men de tre Mænd svarede og sagde og tilføjede disse Ord: dersom vi ikke skulde eje de Ord, som vi hørte Jesus tale, og at vi saae ham stige op til Himmelen, da skulde vi være skyldige i Synd. 25 Da stode Ypperstepræsterne strax op og holdte Lovbogen i Hænderne og tryllede disse Mænd og sagde: I skulle ikke mere herefter kundgøre, hvad I have talt om Jesus. 26 Og de gav dem en stor Sum Penge og sendte andre med dem, som skulde føre dem til deres eget Land, for at de ikke skulde blive i Jerusalem. 27 Da forsamlede Jøderne sig alle sammen, og da de havde udtrykt den mest beklagelige Bekymring, sagde de: Hvad er det for en underlig Ting, som er sket i Jerusalem? 28 Men Annas og Kajfas trøstede dem og sagde: hvorfor skulle vi tro, at de soldater, som vogtede Jesu Grav, sagde til os, at en Engel væltede Stenen bort fra Døren til Graven? 29 Måske sagde hans egne Disciple dem dette og gav dem Penge, for at de skulde sige det, og de tog selv Jesu Legeme. 30 Og tænk på dette, at der ikke er nogen ære at give udlændinge, fordi de også tog en stor sum af os, og de har forkyndt os efter de anvisninger, som vi gav dem. De skal enten være tro mod os eller Jesu disciple.
KAPITEL 11 1 Da stod Nikodemus op og sagde: I siger rigtigt, Israels Sønner, I har hørt, hvad de tre Mænd have svoret ved Guds Lov, som sagde: Vi have set Jesus tale med sine Disciple på Oliebjerget, og vi så ham farer op til himlen. 2 Og skriften lærer os, at den velsignede profet Elias blev taget op til himlen; og Elisa blev spurgt af Profeternes Sønner: Hvor er vor Fader Elias? Han sagde til dem, at han er taget op til Himlen. 3 Og Profeternes Sønner sagde til ham: Maaske har Aanden ført ham til et af Israels Bjerge, der skulle vi maaske finde ham. Og de bad Elisa, og han vandrede omkring med dem i tre Dage, og de kunde ikke finde ham. 4 Og nu hør mig, I Israels Børn, og lad os sende Mænd til Israels Bjerge, for at ikke Maaske Aanden har bortført Jesus, og vi maaske finde ham der og blive mætte. 5 Og Nikodemus's Raad behagede alt Folket; og de sendte Mænd ud, som søgte efter Jesus, men ikke kunne finde ham, og de vendte tilbage og sagde: "Vi gik rundt, men kunne ikke finde Jesus, men vi har fundet Josef i hans By Arimathæa." 6 Da de Øverste hørte dette, og alt Folket, bleve glade og priste Israels Gud, fordi Josef var fundet, som de havde lukket inde i et Kammer og ikke kunde finde. 7 Og da de havde dannet en stor Forsamling, sagde Ypperstepræsterne: Hvorledes skulle vi føre Josef til os for at tale med ham? 8 Og de tog et Stykke Papir og skrev til ham og sagde: Fred være med dig og hele din Slægt! Vi ved, at vi har fornærmet Gud og dig. Vær glad for at besøge os dine fædre, for vi var fuldstændig overraskede over din flugt fra fængslet. 9 Vi vide, at det var et ondsindet Råd, som vi tog imod dig, og at Herren tog sig af dig, og Herren selv udfriede dig fra vore planer. Fred være med dig, Josef, som er ærefuld blandt hele folket. 10 Og de udvalgte syv af Josefs Venner og sagde til dem: Når I kommer til Josef, så hilser ham med Fred og giv ham dette Brev. 11 Derfor, da Mændene kom til Josef, hilste de ham i Fred og gav ham Brevet. 12 Og da Josef havde læst det, sagde han: Lovet være Herren Gud, som har udfriet mig fra Israeliterne, at de ikke kunde udgyde mit Blod. Lovet være Gud, som har beskyttet mig under dine vinger. 13 Og Josef kyssede dem og tog dem ind i sit Hus. Og dagen efter steg Josef på sit æsel og drog med dem til Jerusalem. 14 Og der alle Jøderne hørte dette, gik de ud for at møde ham og raabte og sagde: Fred være med din Komme hid, Fader Josef! 15. Hvortil han svarede: "Herrens velstand kommer til alt folket."
16 Og de kyssede ham alle; og Nikodemus førte ham til sit Hus, idet han havde forberedt en stor Underholdning. 17. Men den Morgen, da det var en Forberedelsesdag, sagde Annas og Kaifas og Nikodemus til Josef: Bekjendelse for Israels Gud og svar os alle de Spørgsmål, som vi skulle stille dig; 18 Thi vi have været meget forfærdede over, at du begravede Jesu Legeme; og da vi havde lukket dig inde i et kammer, kunne vi ikke finde dig; og vi har været bange lige siden, indtil denne tid for din tilsynekomst iblandt os. Fortæl os derfor for Gud, alt hvad der skete. 19 Da svarede Josef og sagde: I har sandelig sat mig i Fængsel paa Forberedelsesdagen indtil om Morgenen. 20 Men mens jeg stod og bad midt om natten, var huset omgivet af fire engle; og jeg så Jesus som solens skær og faldt ned på jorden af frygt. 21 Men Jesus tog fat i min Haand og løftede mig fra Jorden, og der blev duggen stænket over mig; men han tørrede mit Ansigt, kyssede mig og sagde til mig: Frygt ikke, Josef! se på mig, for det er mig. 22 Da saa jeg paa ham og sagde: Rabboni Elias! Han svarede mig: Jeg er ikke Elias, men Jesus fra Nazareth, hvis legeme du begravede. 23 Jeg sagde til ham: vis mig den Grav, hvori jeg lagde dig. 24 Da tog Jesus mig ved Haanden, førte mig hen til det Sted, hvor jeg lagde ham, og viste mig Linnedtøjet og Serviet, som jeg lagde om hans Hoved. Da vidste jeg, at det var Jesus, og tilbad ham og sagde: Velsignet være han, som kommer i Herrens navn! 25 Jesus tog mig atter ved Haanden, førte mig til Arimathæa til mit Hus og sagde til mig: Fred være med dig! men gå ikke ud af dit hus før den fyrretyvende dag; men jeg må gå til mine disciple. KAPITEL 12 1 Da Ypperstepræsterne hørte alt dette, blev de forbavsede og faldt ned med deres Ansigter til Jorden som døde, og raabte til hverandre og sagde: Hvad er dette underlige Tegn, som er sket i Jerusalem? Vi kender Jesu far og mor. 2 Og en Levit sagde: Jeg kender mange af hans Brødre, Religiøse, som plejer at ofre og Brændofre til Israels Gud i Templet med Bønner. 3 Og da Ypperstepræsten Simeon tog ham i Armene. han sagde til ham: "Herre, lad nu din tjener gå i fred efter dit ord; thi mine Øjne har set din Frelse, som du har beredt for alle Folks Ansigt: et Lys til at oplyse Hedningerne og dit Folk Israels Herlighed. 4 Simeon velsignede ligeså Maria, Jesu Moder, og sagde til hende: Jeg forkynder dig om dette Barn; Han er udpeget til manges fald og opstandelse og til et tegn, som skal imødegås. 5 Ja, et sværd skal også trænge gennem din egen sjæl, og mange hjerters tanker skal åbenbares. 6 Da sagde alle Jøderne: Lad os sende til de tre Mænd, som sagde, at de saae ham tale med sine Disciple paa Oliebjerget. 7 Derefter spurgte de dem, hvad de havde set; som svarede enstemmigt: For Israels Guds Åsyn bekræfter vi, at vi tydeligt så Jesus tale med sine Disciple på Oliebjerget og fare op til Himmelen. 8 Da tog Annas og Kajfas dem til hver sin Plads og undersøgte dem hver for sig; som enstemmigt bekendte sandheden og sagde: de havde set Jesus. 9 Da sagde Annas og Kajfas: "Vor Lov siger: Ved to eller tre Vidners Mund skal hvert Ord blive stadfæstet." 10 Men hvad har vi sagt? Den salige Enok behagede Gud og blev oversat ved Guds ord; og den salige Moses' Gravsted er kendt. 11 Men Jesus blev overgivet til Pilatus, pisket, kronet med torne, spyttet på, gennemboret med spyd, korsfæstet, døde på korset og begravet, og hans legeme, den ærede Josef begravet i en ny grav, og han vidner, at han så ham i live. 12 Og desuden have disse Mænd forkyndt, at de saae ham tale med sine Disciple paa Oliebjerget og fare op til Himmelen.
13 Så rejste Josef sig. sagde til Annas og Kajfas: "I kan med rette komme under en stor overraskelse, at I er blevet fortalt, at Jesus lever og er steget op til himlen." 14 Det er virkelig noget overraskende, at han ikke alene selv skal opstå fra de døde, men også oprejse andre fra deres grave, som er blevet set af mange i Jerusalem. 15 Og hør mig nu lidt: Vi kendte alle den salige Simeon, ypperstepræsten, som tog Jesus som et spædbarn i hans arme i templet. 16 Denne samme Simeon havde sine egne sønner, og vi var alle til stede ved deres død og begravelse. 17 Gå derfor hen og se deres Grave, thi disse ere aabne, og de ere opstandne; og se, de ere i Byen Arimathæa og tilbringer deres Tid sammen i Gudstjeneste. 18 Nogle har sandelig hørt lyden af deres røster i bøn, men de vil ikke tale med nogen, men de fortsætter stum som døde. 19 Men kom, lad os gå til dem og opføre os mod dem med al respekt og forsigtighed. Og hvis vi kan få dem til at sværge, vil de måske fortælle os nogle af mysterierne bag deres opstandelse. 20 Da Jøderne hørte dette, blev de meget glade. 21 Da drog Annas og Kajfas, Nikodemus, Josef og Gamaliel til Arimathæa, men fandt dem ikke i deres Grave; men de gik rundt i byen og bandt dem på deres bøjede knæ ved deres andagt. 22 Da hilste de dem med al respekt og respekt for Gud, og de førte dem til synagogen i Jerusalem; og da de lukkede portene, tog de Herrens lovbog, 23 Og de lagde det i deres Hænder og svor dem ved Gud Adonai og Israels Gud, som talte til vore Fædre ved Loven og Profeterne og sagde: dersom I troe ham, som oprejste Eder fra de Døde til at være Jesus, så sig os, hvad I har set, og hvordan I blev oprejst fra de døde. 24 Charinus og Lenthius, Simeons to Sønner, skælvede, da de hørte dette, og de bleve foruroligede og stønnede; og samtidig med at de så op til himlen, lavede de korsets tegn med fingrene på tungen. 25 Og de talede strax og sagde: "Giv hver af os noget Papir, og vi vil nedskrive for dig alt det, som vi have set." Og de satte sig hver især ned og skrev og sagde: KAPITEL 13 1 O HERRE Jesus og Fader, som er Gud, også de dødes opstandelse og liv, giv os tilladelse til at forkynde dine hemmeligheder, som vi så efter døden, som hører til dit kors; thi vi har svoret ved dit Navn. 2 For du har forbudt dine tjenere at forkynde de hemmelige ting, som blev udført af din guddommelige kraft i helvede. 3 Da vi blev placeret hos vore fædre i helvedes dyb, i mørkets mørke, kom der pludselig solens farve som guld, og et betydeligt purpurfarvet lys oplyste stedet. 4 Lige over dette glædede Adam, hele menneskehedens fader, med alle patriarker og profeter, sig og sagde: Det lys er skaberen af evigt lys, som har lovet at oversætte os til evigt lys. 5 Da raabte Profeten Esajas og sagde: Dette er Faderens og Guds Søns Lys efter min Profeti, da jeg levede paa Jorden. 6 Zabulons land og Nephthalims land hinsides Jordan, et folk, der vandrede i mørke, så et stort lys; og for dem, som boede i dødsskyggens område, er der opstået lys. Og nu er han kommet og har oplyst os, som sad i døden. 7 Og medens vi alle glædede os over det Lys, som skinnede over os, kom vor Fader Simeon iblandt os og lykønskede hele Skaren og sagde: Herliggør Herren Jesus Christus, Guds Søn! 8 hvem jeg tog op i mine arme, da et spædbarn i templet og blev grebet af den Helligånd, sagde til ham og erkendte: 1 At nu har mine øjne set din frelse, som du har beredt for alle menneskers ansigt. , et lys til at oplyse hedningerne og dit folk Israels herlighed. 9 Alle de hellige, som var i helvedes dyb, glædede sig desto mere, da de hørte dette.
10 Siden kom der en frem som en lille eneboer, og hver blev spurgt: Hvem er du? 11 Hvortil han svarede: "Jeg er røsten af en, der råber i ørkenen, Johannes Døberen og den Højestes profet, som gik forud for hans komme for at berede sin vej, for at give sit folk kundskab om frelse for syndernes forladelse. 12 Og jeg Johannes, da jeg saae Jesus komme til mig, drevet af den Hellig Aand, sagde jeg: see Guds Lam, se ham, som borttager Verdens Synder. 13 Og jeg døbte ham i Jordanfloden og så Helligånden stige ned over ham i skikkelse af en due, og jeg hørte en røst fra himlen, som sagde: Dette er min elskede søn, i hvem jeg har velbehag. 14 Og nu, medens jeg gik foran ham, kom jeg ned hertil for at kende Eder, at Guds Søn dernæst skal besøge os, og som Dagen fra det høje skal komme til os, som ere i Mørke og dødens skygge. KAPITEL 14 1 Men da den første Mand, vor Fader Adam, hørte disse Ting, at Jesus blev døbt i Jordan, kaldte han til sin Søn Seth og sagde: 2 Fortæl dine sønner, patriarkerne og profeterne, alt det, som du hørte fra ærkeenglen Mikael, da jeg sendte dig til Paradisets porte for at bede Gud om, at han ville salve mit hoved, når jeg var syg. 3 Da kom Set nær til patriarkerne og profeterne og sagde: Jeg, Set, da jeg bad til Gud ved paradisets porte, så Herrens engel, Mikael viste sig for mig og sagde: Jeg er sendt til dig fra Herren. ; Jeg er udpeget til at præsidere over menneskelige kroppe. 4 Jeg siger dig Seth: bed ikke til Gud med tårer, og bed ham om olien fra barmhjertighedstræet, hvormed du kan salve din fader Adam for hans hovedpine; 5 Fordi du på ingen måde kan opnå det indtil den sidste dag og tider, nemlig indtil fem tusinde og fem hundrede år er gået. 6 Da vil Kristus, Guds mest barmhjertige søn, komme til jorden for at genoprejse Adams menneskelige legeme og samtidig oprejse de dødes kroppe, og når han kommer, vil han blive døbt i Jordan: 7 Da skal han salve alle dem, som tror på ham, med sin barmhjertigheds olie; og hans barmhjertigheds olie vil fortsætte til fremtidige generationer, for dem, der skal fødes af vandet og Helligånden til evigt liv. 8 Og når på den tid Guds mest barmhjertige søn, Kristus Jesus, kommer ned på jorden, vil han føre vor fader Adam ind i paradiset, for barmhjertighedens træ. 9 Da alle patriarkerne og profeterne hørte alt dette fra Set, glædede de sig endnu mere. KAPITEL 15 1 Mens alle de hellige glædede sig, se, Satan, fyrsten og dødens høvding, sagde til helvedes fyrste: 2 Gør dig klar til at tage imod Jesus fra Nazareth selv, som roste sig, at han var Guds Søn, og dog var et Menneske, der var bange for Døden, og sagde: Min Sjæl er bedrøvet indtil Døden. 3 Desuden gjorde han mange skader på mig og på mange andre; thi dem, som jeg gjorde blinde og lamme, og dem, som jeg plagede med adskillige Djævle, helbredte han ved sit Ord; ja, og dem, som jeg bragte døde til dig, tager han med magt fra dig. 4 Hertil svarede Helvedes Fyrste til Satan: "Hvem er den saa mægtige Fyrste, og dog en Mand, som er bange for Døden?" 5 Thi alle Jordens Styrke ere underkastede min Magt, som du har bragt til underkastelse ved din Magt. 6 Men hvis han er så mægtig i sin menneskelige natur, så bekræfter jeg dig i sandhed, at han er almægtig i sin guddommelige natur, og intet menneske kan modstå hans magt. 7 Da han derfor sagde, at han var bange for døden, tænkte han på at fange dig, og det vil være dig ulykkeligt i evige evigheder. 8 Da svarede Satan og sagde til Helvedes Fyrste: Hvorfor udtrykte du Tvivl og var bange for at tage imod den Jesus fra Nazareth, baade din Modstander og min?
9 Hvad mig angår, fristede jeg ham og ophidsede mit gamle folk, jøderne med nidkærhed og vrede mod ham? 10 Jeg spidsede Spydet for hans Lidelse; Jeg blandede galden og eddiken og befalede, at han skulle drikke det; Jeg forberedte korset til at korsfæste ham, og neglene til at trænge igennem Ibis hænder og fødder; og nu er hans død nær, jeg vil føre ham hertil, både dig og mig underlagt. 11 Da svarede Helvedes Fyrste og sagde: Du sagde netop til mig, at han tog de døde fra mig med Magt. 12 De, som er blevet holdt her, indtil de atter skulle leve på jorden, blev taget bort herfra, ikke ved deres egen kraft, men ved bønner bedt til Gud, og deres almægtige Gud tog dem fra mig. 13 Hvem er da den Jesus fra Nazareth, som ved sit Ord har taget de døde fra mig uden at bede til Gud? 14 Måske er det den samme, som tog Lazarus fra mig, efter at han havde været død i fire dage, og både stinkede og var rådden, og som jeg havde besiddelse af som en død, dog bragte han ham til live igen ved sin magt . 15 Satan svarede og svarede Helvedes Fyrste: Det er den samme Person, Jesus fra Nazareth. 16 Men da Helvedes Fyrste hørte det, sagde han til ham: Jeg besværger dig ved de Magter, som høre til dig og mig, at du ikke skal føre ham til mig. 17 Thi da jeg hørte om hans Ords Kraft, skælvede jeg af Frygt, og al min ugudelige Skare blev samtidig forvirret; 18 Og vi var ikke i stand til at tilbageholde Lazarus, men han rystede sig selv, og med alle tegn på ondskab gik han straks bort fra os; og selve jorden, hvori Lazarus døde legeme var indlogeret, vendte ham straks ud i live. 19 Og jeg ved nu, at han er den almægtige Gud, som kunne udføre sådanne ting, som er mægtig i sit herredømme og mægtig i sin menneskelige natur, som er menneskehedens Frelser. 20 Bring derfor ikke denne person hertil, for han vil frigive alle dem, som jeg holder i fængsel under vantro, og bundet med deres synders lænker, og han vil føre dem til evigt liv. KAPITEL 16 1 Og medens Satan og helvedes fyrste talte således til hinanden, lød der pludselig en røst som af torden og blæst, der sagde: Løft eders porte, I fyrster! og vær ophøjet, o evige porte, så skal herlighedens konge komme ind. 2 Da Helvedes Fyrste hørte dette, sagde han til Satan: Gå bort fra mig og far ud af mine Bolig; hvis du er en mægtig kriger, så kæmp med herlighedens konge. Men hvad har du med ham at gøre? 3 Og han kastede ham ud fra sine boliger. 4 Og Fyrsten sagde til sine ugudelige Høvedsmænd: Luk grusomhedens Kobberporte, og gør dem faste med Jernstænger, og strid modigt, for at vi ikke skal tages til Fange. 5 Men da hele de helliges skare hørte dette, talte de med høj vredes røst til helvedes fyrste: 6 Åbn dine Porte, at Ærens Konge kan komme ind. 7 Og den guddommelige Profet David raabte og sagde: Havde jeg ikke, da jeg var paa Jorden, sandelig profeteret og sagt: O, at Mennesker vilde prise Herren for hans Godhed og for hans underfulde Gerninger mod Menneskenes Børn. 8 Thi han har sønderbrudt Kobberporte og sønderhugget Jernstænger. Han har taget dem på grund af deres uretfærdighed, og på grund af deres uretfærdighed er de trængt. 9 Efter dette talte en anden Profet, nemlig den hellige Esajas, på samme måde til alle de hellige, profeterede jeg ikke rigtigt til eder, da jeg levede på jorden? 10 De døde skulle leve, og de skulle opstå, som ere i deres Grave, og de skulle glæde sig, som ere på jorden; thi den dug, som er fra Herren, skal bringe dem udfrielse. 11 Og jeg sagde et andet Sted: Død, hvor er din Sejr? O død, hvor er din brod?
12 Da alle de hellige hørte dette talt af Esajas, sagde de til Helvedes Fyrste: Åbn nu dine Porte og tag dine Jernstænger bort; thi nu vil du være bundet og ingen Magt have. 13 Da lød der en stor Røst, som af Torden, der sagde: Løft eders Porte, I Fyrster! og vær ophøjet, I helvedes porte, og Ærens Konge vil gå ind. 14. Helvedes fyrste fornemmede den samme stemme, og han råbte, som om han havde været uvidende: Hvem er den herlighedskonge? 15 David svarede Helvedes Fyrste og sagde: "Jeg forstår denne Røsts Ord, fordi jeg talte dem ved hans Aand." Og nu, som jeg har sagt ovenfor, siger jeg dig: Herren stærk og mægtig, Herren mægtig i kamp; han er Ærens Konge, og han er Herren i himlen og på jorden; 16 Han har set ned for at høre fangernes støn og for at løslade dem, som ere sat til døden. 17 Og nu, du beskidte og stinkende helvedes fyrste, åbn dine porte, at Ærens Konge kan gå ind; thi han er Himlens og Jordens Herre. 18 Mens David sagde dette, viste den mægtige Herre sig i Skikkelse af en Mand og oplyste de Steder, som før havde været i Mørke, 19 og sønderbrød de lænker, som før ikke kunne brydes; og med sin uovervindelige magt besøgte dem, som sad i det dybe mørke ved uretfærdighed og dødens skygge ved synd. KAPITEL 17 1 Den ugudelige Død og hendes grusomme betjente, der hørte dette, blev grebet af frygt i deres forskellige riger, da de så lysets klarhed, 2 Og Kristus selv viste sig pludselig i deres Bolig; da råbte de og sagde: "Vi er bundet af dig; du synes at have vor forvirring til hensigt for Herren. 3 Hvem er du, som ikke har noget tegn på fordærv, men det lysende udseende, som er et fuldt bevis på din storhed, som du dog ikke synes at lægge mærke til? 4 Hvem er du, så mægtig og så svag, så stor og så lille, en ringe og dog en soldat af første rang, som kan befale i form af en tjener som en almindelig soldat? 5 Herlighedens Konge, død og levende, skønt han engang blev dræbt på korset? 6 Hvem lægger sig død i graven og er kommet levende ned til os, og i din død skælvede alle skabninger, og alle stjernerne bevægede sig, og nu har du din frihed blandt de døde, og du lader vores legioner forstyrre? 7 Hvem er du, som løslader de fanger, som blev holdt i lænker af arvesynden, og fører dem til deres tidligere frihed 8 Hvem er du, som spreder et så herligt og guddommeligt lys over dem, som blev gjort blinde af syndens mørke? 9 På samme måde blev alle legioner af djævle grebet af den samme rædsel, og med den mest underdanige frygt råbte og sagde: 10 Hvorfra kommer det, o du Jesus Kristus, at du er en mand, der er så mægtig og herlig i majestæt, så klar, at den ikke har nogen plet, og så ren, at den ikke har nogen forbrydelse? For den lavere jordverden, som hidtil var underlagt os, og hvorfra vi modtog tribut, har aldrig før sendt os en sådan død mand, aldrig sendt sådanne gaver som disse til helvedes fyrster. 11 Hvem er du derfor, som med et sådant mod træder ind blandt vore boliger og ikke alene ikke er bange for at true os med de største straffe, men også stræber efter at redde alle andre fra de lænker, hvori vi holder dem? 12 Måske er du den Jesus, om hvem Satan netop nu talte til vor fyrste, at du ved korsets død var ved at modtage dødens magt. 13 Så trampede Ærlighedens Konge Døden, greb Helvedes Fyrste, fratog ham al hans Magt og tog vor jordiske Fader Adam med sig til sin Ære.
KAPITEL 18 1 Da greb helvedes fyrste Satan og sagde med stor antydning til ham: O du ødelæggelsesfyrste, forfatter til Beelzebubs nederlag og forvisning, Guds engles hån og afskyet af alle retfærdige! Hvad fik dig til at handle således? 2 Du ville korsfæste Herlighedens Konge, og ved hans ødelæggelse har du givet os løfter om meget store fordele, men som et fjols var du uvidende om, hvad du handlede om. 3 For se nu, at Jesus fra Nazareth med sin strålende guddommelighed sætter alle mørkets og dødens forfærdelige kræfter på flugt; 4 Han har nedbrudt vore fængsler fra top til bund, bortvist alle fangerne, løsladt alle bundne, og alle, som tidligere var vant til at stønne under deres pinslers vægt, har nu fornærmet os, og vi er ligesom at blive besejret af deres bønner. 5 Vore ugudelige Herredømmer ere underkuede, og ingen Del af Menneskeheden er nu tilbage i vor Underkastelse, men paa den anden Side trodser de os alle frimodigt; 6 Skønt de døde før aldrig turde opføre sig uforskammet mod os, og som fanger kunne de aldrig være glade ved nogen lejlighed. 7 O Satan, du fyrste af alle de ugudelige, fader til de ugudelige og forladte, hvorfor ville du prøve denne bedrift, da vores fanger hidtil altid var uden det mindste håb om frelse og liv? 8 Men nu er der ingen af dem, der nogen sinde stønner, og der er ikke den mindste tåre i nogen af deres ansigter. 9 O prins Satan, du store vogter af de infernalske områder, alle dine fordele, som du opnåede ved det forbudte træ, og tabet af Paradiset, har du nu mistet ved korsets træ; 10 Og da udløb din Lykke alt, da du korsfæstede Jesus Kristus, Ærens Konge. 11 Du har handlet imod din egen og mine interesser, som du i øjeblikket vil opfatte ved de store pinsler og uendelige straffe, som du er ved at lide. 12 O Satan, alt ondes fyrste, dødens ophavsmand og kilde til al stolthed, du skulle først have spurgt ind til Jesu af Nazareths onde forbrydelser, og så ville du have fundet ud af, at han ikke var skyldig i nogen skyld, der var dødsværdig. 13 Hvorfor vovede du, uden hverken grund eller retfærdighed, at korsfæste ham, og har bragt en uskyldig og retfærdig person ned til vore egne, og har derved mistet alle syndere, ugudelige og uretfærdige i hele verden? 14 Mens helvedes fyrste således talte til Satan, sagde herlighedens konge til Beelzebub, helvedes fyrste, Satan, fyrsten skal være underlagt dit herredømme for evigt i Adams og hans retfærdige sønners værelse, som er mine. KAPITEL 19 1 Da rakte Jesus sin Haand ud og sagde: Kom til mig, alle I mine Hellige, som ere skabte i mit Billede, som ere fordømte af det forbudte Frugttræ og af Djævelen og Døden; 2 Lev nu ved mit kors skov; djævelen, denne verdens fyrste, er overvundet, og døden er besejret. 3 Da blev alle de hellige snart forenet under den Højeste Guds Hånd; og Herren Jesus greb Adams hånd og sagde til ham: Fred være med dig og hele din retfærdige efterkommere, som er min. 4Da kastede Adam sig for Jesu fødder og henvendte sig til ham med tårer, i et ydmygt sprog og med høj røst og sagde: 5 Jeg vil prise dig, Herre, thi du har opløftet mig og ikke fået mine Fjender til at glæde sig over mig. Herre min Gud, jeg råbte til dig, og du har helbredt mig. 6 O Herre, du har bragt min Sjæl op af Graven; du har holdt mig i live, for at jeg ikke skulle gå ned i graven. 7 Syng for Herren, alle I hans hellige, og tak til ihukommelse af hans hellighed. Thi hans Vrede varer kun et Øjeblik; til hans fordel er livet. 8 På samme måde bøjede alle de hellige sig ned for Jesu fødder og sagde med én røst: Du er kommet, o verdens Forløser, og har
faktisk fuldført alt det, som du forudsagde ved loven og dine hellige profeter. 9 Du har forløst de levende ved dit kors og er kommet ned til os, for at du ved korsets død kunne udfri os fra helvede og ved din magt fra døden. 10 O, Herre, som du har sat din herligheds faner i Himmelen og opstillet tegnet på din forløsning, ja, dit kors på jorden! så, Herre, sæt tegnet på dit kors sejr i helvede, for at døden ikke længere må gøre minion. 11 Da rakte Herren sin hånd ud og gjorde korsets tegn på Adam og over alle hans hellige. 12 Og han tog fat i Adam ved sin højre Haand og steg op fra Helvede, og alle Guds Hellige fulgte ham. 13 Da råbte den kongelige Profet David frimodigt og sagde: 1 Syng for Herren en ny Sang, thi han har gjort underfulde Ting; hans højre hånd og hans hellige arm har skaffet ham sejren. 14 Herren har kundgjort sin Frelse, hans Retfærdighed har han åbenlyst forkyndt for Hedningernes Øjne. 15. Og hele Mængden af Hellige svarede og sagde: Denne Ære have alle hans Hellige: Amen! Lover Herren! 16 Derefter raabte Profeten Habakkuk 3 og sagde: Du drog ud for dit Folks Frelse, for dit Folks Frelse. 17 Og alle de hellige sagde: 4 Velsignet være den, som kommer i Herrens Navn; thi Herren har oplyst os. Dette er vor Gud i al evighed; han skal herske over os til evig tid, Amen. 18 På samme måde talte alle profeterne de hellige ting om hans pris og fulgte Herren. KAPITEL 20 1 Så holdt Herren Adam ved hånden og overgav ham til ærkeenglen Mikael; og han førte dem ind i Paradis, fyldt med barmhjertighed og herlighed; 2 Og to meget ældgamle Mænd mødte dem og blev spurgt af de hellige: Hvem er I, som endnu ikke har været hos os i Helvede og har fået eders Legeme anbragt i Paradis? 3 En af dem svarede og sagde: Jeg er Enok, som blev oversat ved Guds Ord; og denne Mand, som er med mig, er Tisjbiten Elias, som blev overført i en Ildvogn. 4Her har vi hidtil været og har ikke smagt døden, men er nu ved at vende tilbage ved Antikrists komme, bevæbnet med guddommelige tegn og mirakler, for at gå i kamp med ham og blive dræbt af ham i Jerusalem, og at blive taget levende op i skyerne igen efter tre og et halvt døgn. 5 Og mens den hellige Enok og Elias fortalte dette, se, der kom en anden mand i en elendig skikkelse, der bar korsets tegn på sine skuldre. 6 Og da alle de hellige så ham, sagde de til ham: Hvem er du? Thi dit Ansigt er som en Tyvs; og hvorfor bærer du et kors på dine skuldre? 7 Hvortil han svarede og sagde: I siger ret, thi jeg var en Tyv, som gjorde al ugudelighed paa Jorden. 8 Og Jøderne korsfæstede mig med Jesus; og jeg så de overraskende ting, der skete i skabelsen ved Herren Jesu korsfæstelse. 9 Og jeg troede, at han var Skaberen af alle ting og den Almægtige Konge; og jeg bad til ham og sagde: Herre, kom mig i hu, naar du kommer i dit Rige. 10 Han så snart på min bøn og sagde til mig: sandelig siger jeg dig, i dag skal du være med mig i Paradis. 11 Og han gav mig dette Korstegn, idet han sagde: Bær dette, og gak til Paradis; og hvis englen, som er paradisets vagt, ikke vil give dig adgang, så vis ham korsets tegn og sig til ham: Jesus Kristus, som nu er korsfæstet, har sendt mig hertil til dig. 12 Da jeg gjorde dette og fortalte englen, som er paradisets vagt, alle disse ting, og han hørte dem, åbnede han straks portene, præsenterede mig og stillede mig til højre i paradiset, 13 og sagde: Bliv her en liden Tid, indtil Adam, hele Menneskehedens Fader, skal komme ind med alle sine Sønner,
som ere Jesu Kristi hellige og retfærdige Tjenere, som blev korsfæstet. 14 Da de hørte alt dette Beretning fra Tyven, sagde alle Patriarkerne med én Røst: Velsignet være du, almægtige Gud, den evige Godheds Fader og barmhjertighedens Fader, som har vist dem, som vare syndere imod. ham og har bragt dem til Paradisets nåde og har placeret dem midt i dine store og åndelige forsyninger i et åndeligt og helligt liv. Amen. KAPITEL 21 1 Dette er de guddommelige og hellige mysterier, som vi så og hørte. Jeg, Charinus og Lenthius må ikke erklære Guds andre mysterier, som ærkeenglen Michael beordrede os, 2 og sagde: I skulle gå med mine brødre til Jerusalem og blive ved i bønner og forkynde og prise Jesu Kristi opstandelse, eftersom han har oprejst jer fra de døde på samme tid med sig selv. 3 Og I skal ikke tale med nogen, men sidde som stumme, indtil den tid kommer, hvor Herren vil tillade jer at fortælle om hans guddommeligheds mysterier. 4 Ærkeenglen Mikael befalede os længere borte fra Jordan, til et fremragende og fedt land, hvor der er mange, som er opstået fra de døde sammen med os for at bevise Kristi opstandelse. 5 Thi vi har kun tre Dage tilladt os fra de Døde, som stode op, for at fejre vor Herres Paaske sammen med vore Forældre og at bære vort Vidnesbyrd om Kristus, Herren, og vi ere blevet døbt i Jordans hellige Flod. Og nu ses de ikke af nogen. 6 Dette er så meget som Gud tillod os at forholde os til dig; pris og ære ham derfor, og omvend jer, så vil han forbarme sig over jer. Fred være med jer fra Herren Gud Jesus Kristus og vor alles Frelser. Amen, Amen, Amen. 7 Og efter at de var færdige med at skrive og havde skrevet i to tydelige stykker papir, gav Charinus det, han skrev, i hænderne på Annas, Kajfas og Gamaliel. 8 Ligeledes gav Lenthius, hvad han skrev, i hænderne på Nikodemus og Josef; og straks blev de forvandlet til overordentlig hvide former og sås ikke mere. 9 Men det, de havde skrevet, viste sig at stemme fuldstændig overens, det ene havde ikke det ene bogstav mere eller mindre end det andet. 10 Da hele Jødernes Forsamling hørte alle disse forunderlige Slægtskaber mellem Charinus og Lenthius, sagde de til hinanden: Sandelig, alt dette er gjort af Gud, og lovet være den Herre Jesus fra al Evighed, Amen! 11 Og de gik omkring med stor bekymring og frygt og skælven og slog deres bryst og gik hver til sit hjem. 12 Men straks alt dette, som Jøderne fortalte i deres Synagoger om Jesus, blev strax fortalt af Josef og Nikodemus til Landshøvdingen. 13 Og Pilatus skrev alle disse Handlinger ned og lagde alle disse Regnskaber i sin Sals Optegnelser. KAPITEL 22 1 Efter disse Ting gik Pilatus til Jødernes Tempel og kaldte alle Øverster og Skriftkloge og Lovkyndige sammen og gik med dem ind i Templets Kapel. 2 Og han befalede, at alle Portene skulde lukkes, sagde til dem: Jeg har hørt, at I have en stor Bog i dette Tempel; Jeg ønsker dig derfor, at det må bringes for mig. 3 Og da den store bog, båret af fire tjenere i templet, og prydet med guld og ædelstene, blev bragt, sagde Pilatus til dem alle: Jeg besværger jer ved jeres fædres Gud, som har lavet og befalet dette tempel at være bygget, at I ikke skjuler sandheden for mig. 4 I ved alt det, som er skrevet i den bog; Sig mig derfor nu, om I i Skriften har fundet noget af den Jesus, som I korsfæstede, og på hvilken Tid i Verden han burde være kommet: vis mig det. 5 Da de så havde svoret Annas og Kajfas, befalede de alle de andre, som var med dem, at gå ud af kapellet.
6 Og de lukkede Templets og Kapellets Porte og sagde til Pilatus: Du har ladet os sværge, o Dommer, ved Bygningen af dette Tempel, at kundgøre dig, hvad der er sandt og ret. 7 Efter at vi havde korsfæstet Jesus, da vi ikke vidste, at han var Guds Søn, men antog, at han havde udført sine mirakler ved nogle magiske kunster, indkaldte vi en stor forsamling i dette tempel. 8 Og da vi talte indbyrdes om de undere, som Jesus havde gjort, fandt vi mange vidner fra vort eget land, som fortalte, at de havde set ham i live efter hans død, og at de hørte ham tale med sine disciple, og så ham, der stiger op til himlens højde og går ind i dem; 9 Og vi så to Vidner, hvis Legeme Jesus oprejste fra de Døde, som fortalte os om mange underlige Ting, som Jesus gjorde iblandt de Døde, om hvilke vi have en skriftlig Beretning i vore Hænder. 10 Og det er vor skik hvert år at åbne denne hellige bog for en forsamling og søge der efter Guds råd. 11 Og vi fandt i den første af de halvfjerds bøger, hvor ærkeengelen Mikael taler til den tredje søn af Adam, det første menneske, en beretning om, at efter fem tusinde fem hundrede år var Kristus, Guds mest elskede søn, kommet til jorden, 12 Og vi overvejede endvidere, at han måske var selve Israels Gud, som sagde til Moses: Du skal lave Vidnesbyrdets Ark; to og en halv alen skal være dens længde og halvanden alen bred og halvanden alen højde. 13 Ved disse fem og en halv alen til bygningen af arken i Det Gamle Testamente forstod og vidste vi, at om fem tusinde og et halvt (et tusinde) år skulle Jesus Kristus komme i et legemes ark eller tabernakel ; 14 Og således vidner vore skrifter om, at han er Guds søn og Herren og Israels konge. 15 Og fordi vore ypperstepræster efter hans lidelse blev overraskede over de tegn, som blev udført ved hans midler, åbnede vi den bog for at ransage alle generationer ned til Josefs og Maria, Jesu mors slægt, idet vi antog, at han var af Davids afkom; 16 Og vi fandt beretningen om skabelsen, og på hvilket tidspunkt han gjorde himlen og jorden og det første menneske til Adam, og at derfra til syndfloden var to tusinde, to hundrede og tolv år. 17 Og fra Vandfloden til Abraham, ni Hundrede og tolv. og fra Abraham til Moses, fire hundrede og tredive. og fra Moses til Kong David, fem hundrede og ti. 18 Og fra David til det Babyloniske Fangenskab, fem Hundrede Aar. Og fra det babyloniske fangenskab til Kristi inkarnation, fire hundrede år. 19 Summen af alt er fem tusind og et halvt (et tusinde). 20 Og saaledes ser det ud, at Jesus, som vi korsfæstede, er Jesus Christus, Guds Søn, og sand og almægtig Gud. Amen.