Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse Da kaldte Moses alle Israels ældste sammen og sagde til dem: "Tag et lam ud og slagt påskeofferet for jer, hver for sig, og tag et bundt isop og dyp det i blodet i skålen. I skal stryge blodet på overliggeren og de to sidestolper. Ingen af jer må gå ud af sin husdør før om morgenen. For Herren vil gå igennem og slå egypterne. Når han ser blodet på overliggeren og de to sidestolper, vil Herren gå forbi døren og ikke tillade ødelæggeren at komme ind i jeres huse og slå jer." 2. Mosebog 12:2123 Og hvis en mand har begået en synd, der fortjener døden, og han skal lide døden, og du hænger ham på et træ, må hans lig ikke blive natten over på træet, men du skal begrave ham samme dag; (for den, der hænges, er forbandet af Gud;) for at dit land ikke skal blive urent, som Herren din Gud giver dig til arv. 5 Mosebog 21:22-23 Thi hunde har omringet mig, en flok ugudelige har omringet mig, de har gennemboret mine hænder og fødder. Jeg kan tælle alle mine knogler, de ser og stirrer på mig. De deler mine klæder imellem sig og kaster lod om min kappe. Salme 22:16-18 Og efter tooghalvfjerds uger skal Messias udryddes, men ikke for sig selv; og en kommende fyrstes folk skal ødelægge byen og helligdommen; og enden skal være med en oversvømmelse, og indtil enden skal der være krig, der er fast besluttet på ødelæggelser. Daniel 9:26 Og jeg vil udgyde over Davids hus og over Jerusalems indbyggere nådens og bønfaldelsernes ånd, og de skal se hen til mig, som de har gennemboret, og de skal sørge over ham, som man sørger over sin eneste søn, og de skal have bitterhed over ham, som man har bitterhed over sin førstefødte. Zakarias 12:10 Thi jeg har først og fremmest overgivet jer det, som jeg selv har modtaget, at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, og at han blev begravet, og at han opstod den tredje dag efter Skrifterne, 1 Korintherbrev 15:3-4
Profeten Esajas Esajas 53 1 Hvem troede vores budskab, og for hvem blev Herrens arm åbenbaret? 2 Thi han skal vokse op for hans åsyn som en spæd plante, som en rod af tør jord; han har ingen form og pragt; og når vi ser ham, er der ingen skønhed, så vi skulle begære ham. 3 Han er foragtet og forkastet af mennesker, en lidelsernes mand, fortrolig med syghed; vi skjulte vore ansigter for ham, han var foragtet, og vi agtede ham ikke. 4 Sandelig, han bar vore Sygheder, og vore Smerter tog han på sig; dog regnede vi ham for at være ramt, ramt af Gud og plaget.
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
5 Men han blev såret for vore overtrædelser, han blev knust for vore misgerninger; straf, som vi skulle have fred med, lå på ham, og ved hans sår blev vi helbredt. 6 Vi farede alle vild som får, vi vendte os hver til sin vej, og Herren lod alles vores skyld ramme ham. 7 Han blev undertrykt og plaget, men han åbnede ikke sin mund; han føres som et lam til slagtning, og som et får, der er stumt foran dets klippere, således åbner han ikke sin mund. 8 Fra fængsel og dom blev han taget, og hvem kan fortælle om hans slægt? Thi han blev udryddet fra de levendes land, for mit folks overtrædelse blev han slået. 9 Og han gav sin grav hos de ugudelige, og hos de rige i sin død; fordi han ikke havde øvet vold, og der ikke var svig i hans mund. 10 Men det behagede Herren at knuse ham, han gjorde ham syg. Når du ofrer hans sjæl for synd, skal han se afkom, han skal leve et langt liv, og Herrens vilje skal lykkes ved hans hånd. 11 Han skal se sin sjæls møje og mættes; ved sin kundskab skal min retfærdige tjener retfærdiggøre mange, thi han skal bære deres misgerninger. 12 Derfor vil jeg give ham del med de store, og han skal dele byttet med de stærke, fordi han udøste sin sjæl i døden og blev regnet blandt overtrædere; han bar manges synd og gik i forbøn for overtrædere.
Matthæusevangeliet Matthæus 26 1 Og det skete, da Jesus havde fuldendt alle disse ord, sagde han til sine disciple: 2 I ved, at om to dage er det påske, og Menneskesønnen skal forrådes til at korsfæstes. 3 Ypperstepræsterne og de skriftkloge og folkets ældste samledes da i ypperstepræstens palads, som hed Kajfas, 4 og de rådslog om at gribe Jesus med list og slå ham ihjel. 5 Men de sagde: "Ikke på højtiden, for at der ikke skal blive oprør blandt folket." 6 Da Jesus var i Betania i Simon den spedalskes hus, 7 En kvinde kom til ham med en alabastkrukke med meget kostbar salve og hældte den ud over hans hoved, mens han sad til bords. 8 Men da hans disciple så det, blev de vrede og sagde: "Hvad skal denne ødselhed til?" 9 Thi denne salve kunne have været solgt for meget og givet til de fattige. 10 Da Jesus forstod det, sagde han til dem: " Hvorfor forstyrrer I kvinden? Hun har jo gjort en god gerning imod mig." 11 For de fattige har I altid hos jer, men mig har I ikke altid. 12 For ved at hun udgød denne salve på mit legeme, gjorde hun det med henblik på min begravelse. 13 Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst dette evangelium bliver prædiket i hele verden, skal også det, som denne kvinde har gjort, blive omtalt til minde om hende. 14 Da gik en af de tolv, ved navn Judas Iskariot, hen til ypperstepræsterne 15 og sagde til dem: "Hvad vil I give mig, for at jeg skal udlevere ham til jer?" Og de indgik en pagt med ham om tredive sølvpenge. 16 Og fra da af søgte han lejlighed til at forråde ham. 17 På den første dag af de usyrede brøds fest kom disciplene til Jesus og sagde til ham: "Hvor vil du, at vi skal gøre det i orden for dig, så du kan spise påskemåltidet?" 18 Og han sagde: Gå ind i byen til en sådan mand og sig til ham: Mesteren siger: Min tid er nær; jeg vil holde påske i dit hus med mine disciple. 19 Og disciplene gjorde, som Jesus havde befalet dem, og de gjorde påskemåltidet rede. 20 Da det blev aften, satte han sig ned med de tolv. 21 Og mens de spiste, sagde han: " Sandelig siger jeg jer, at en af jer skal forråde mig." 22 Og de blev meget bedrøvede og begyndte hver især at sige til ham: "Herre, er det ikke mig?"
2
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
23 Og han svarede og sagde: Den, som dypper sin hånd i fadet sammen med mig, han skal forråde mig. 24 Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham; men ve det menneske, ved hvem Menneskesønnen forrådes! Det havde været bedre for det menneske, om han aldrig var født. 25 Judas, som forrådte ham, svarede da og sagde: »Mester, er det ikke mig?« Jesus sagde til ham: » Du har sagt det.« 26 Og mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede det, brød det og gav det til disciplene og sagde: " Tag, spis; dette er mit legeme." 27 Og han tog bægeret, takkede og gav det til dem og sagde: Drik alle deraf; 28 For dette er mit blod, den nye pagts blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. 29 Men jeg siger jer: Jeg skal ikke drikke af denne vintræets frugt fra nu af, før jeg drikker den ny med jer i min Faders rige. 30 Og da de havde sunget en lovsang, gik de ud til Oliebjerget. 31 Jesus sagde da til dem: " I denne nat skal I alle forarges på mig; for der står skrevet: Jeg vil slå hyrden, og fårene i hjorden skal adspredes." 32 Men efter at jeg er opstået, vil jeg gå forud for jer til Galilæa. 33 Peter svarede ham: "Selvom alle skulle forarges på dig, skal jeg dog aldrig forarges." 34 Jesus sagde til ham: " Sandelig siger jeg dig, i denne nat, før hanen galer, skal du fornægte mig tre gange." 35 Peter sagde til ham: "Om jeg så skulle dø med dig, vil jeg dog ikke fornægte dig." Ligeså sagde også alle disciplene. 36 Da kommer Jesus med dem til et sted, der kaldes Getsemane, og han siger til disciplene: " Sæt jer her, mens jeg går derhen og beder." 37 Og han tog Peter og Zebedæus' to sønner med sig og begyndte at blive bedrøvet og meget dybt bedrøvet. 38 Da siger han til dem: " Min sjæl er bedrøvet indtil døden; bliv her og våg med mig." 39 Og han gik lidt videre, faldt på sit ansigt og bad og sagde: " Min Fader! hvis det er muligt, så lad denne kalk gå mig forbi; dog ikke som jeg vil, men som du vil." 40 Og han kommer til disciplene og finder dem sovende, og han siger til Peter: " Kunne I da ikke våge én time med mig?" 41 Våg og bed, at I ikke falder i fristelse; ånden er villig, men kødet er svagt. 42 Han gik atter bort for anden gang og bad og sagde: " Min Fader! dersom denne kalk ikke kan gå mig forbi, uden at jeg drikker den, da ske din vilje." 43 Og han kom tilbage og fandt dem sovende igen, for deres øjne var tunge. 44 Og han forlod dem og gik atter bort og bad for tredje gang og sagde de samme ord. 45 Så kommer han til sine disciple og siger til dem: " Sov videre og hvil jer! Se, timen er nær, og Menneskesønnen skal forrådes i synderes hænder." 46 Stå op, lad os gå; se, han, som forråder mig, er nær. 47 Og mens han endnu talte, se, da kom Judas, en af de tolv, og med ham en stor folkemængde med sværd og stokker, fra ypperstepræsterne og folkets ældste. 48 Men han, som forrådte ham, gav dem et tegn og sagde: "Den, jeg kysser, ham er det; ham skal I holde fast." 49 Og straks gik han hen til Jesus og sagde: "Vær hilset, Mester!" og kyssede ham. 50 Og Jesus sagde til ham: " Ven, hvorfor er du kommet?" Så kom de og lagde hænder på Jesus og greb ham. 51 Og se, en af dem, som var med Jesus, rakte sin hånd ud og drog sit sværd, og slog en af ypperstepræstens tjenere og huggede hans øre af. 52 Jesus sagde da til ham: " Stik dit sværd tilbage på plads; for alle, som griber til sværd, skal omkomme med sværd."
3
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
53 Tror du, at jeg ikke nu kan bede min Fader, og at han snart skal give mig mere end tolv legioner engle? 54 Men hvordan skal da Skrifterne opfyldes, at det må ske således? 55 I den samme time sagde Jesus til folkeskarerne: " Er I gået ud som imod en røver med sværd og stokker for at gribe mig? Jeg sad daglig hos jer og underviste i templet, og I greb mig ikke." 56 Men alt dette skete, for at profeternes skrifter skulle opfyldes. Da forlod alle disciplene ham og flygtede. 57 Og de, som havde grebet Jesus, førte ham hen til Kajfas, ypperstepræsten, hvor de skriftkloge og de ældste var forsamlede. 58 Men Peter fulgte ham fra langt hold til ypperstepræstens gård og gik ind og satte sig hos tjenerne for at se, hvad der skulle ske. 59 Ypperstepræsterne og de ældste og hele Rådet søgte falsk vidnesbyrd imod Jesus for at kunne henrette ham; 60 Men de fandt ingen; ja, selvom mange falske vidner kom, fandt de ingen. Til sidst kom to falske vidner, 61 og sagde: "Denne mand sagde: Jeg kan nedbryde Guds tempel og bygge det op igen på tre dage." 62 Og ypperstepræsten stod op og sagde til ham: "Svarer du intet? Hvad er det, disse vidner imod dig?" 63 Men Jesus tav. Og ypperstepræsten svarede og sagde til ham: "Jeg besværger dig ved den levende Gud, at du siger os, om du er Kristus, Guds Søn." 64 Jesus sagde til ham: " Du har sagt det; dog siger jeg jer: Fra nu af skal I se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre hånd og komme i himmelens skyer." 65 Da sønderrev ypperstepræsten sine klæder og sagde: "Han har talt bespottelse; hvad har vi mere brug for vidner? Se, nu har I hørt hans bespottelse." 66 Hvad mener I? De svarede og sagde: "Han er skyldig til døden." 67 Da spyttede de ham i ansigtet og slog ham med knytnæver, og andre slog ham med håndfladerne. 68 og sagde: "Profetér os, Kristus! Hvem var det, som slog dig?" 69 Peter sad nu udenfor i borggården, og en tjenestepige kom hen til ham og sagde: "Du var også med Jesus fra Galilæa." 70 Men han nægtede det for alles øjne og sagde: "Jeg ved ikke, hvad du siger." 71 Og da han var gået ud i forhallen, så en anden tjenestepige ham og sagde til dem, som var der: "Denne mand var også med Jesus fra Nazareth." 72 Og han nægtede atter med en ed: "Jeg kender ikke det menneske." 73 Og lidt efter kom de, som stod der, hen til ham og sagde til Peter: "Sandelig er du også en af dem; for dit sprog forråder dig." 74 Da begyndte han at bande og sværge og sige: "Jeg kender ikke manden." Og straks galte hanen. 75 Og Peter huskede Jesu ord, som han havde sagt til ham: »Før hanen galer, skal du fornægte mig tre gange.« Og han gik ud og græd bitterligt. Matthæus 27 1 Da det blev morgen, holdt alle ypperstepræsterne og folkets ældste råd imod Jesus for at henrette ham. 2 Og de bandt ham og førte ham bort og overgav ham til landshøvdingen Pontius Pilatus. 3 Da Judas, som havde forrådt ham, så at han var dømt, angrede han og bragte de tredive sølvmønter tilbage til ypperstepræsterne og de ældste, 4 og sagde: »Jeg har syndet, idet jeg har forrådt uskyldigt blod.« Og de sagde: »Hvad kommer det os ved? Se til det.« 5 Og han kastede sølvmønterne i templet og gik bort og gik hen og hængte sig. 6 Og ypperstepræsterne toge sølvmønterne og sagde: "Det er ikke tilladt at lægge dem i tempelkisten, for det er blodspenge."
4
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
7 Og de holdt råd og købte dermed pottemagerens mark til at begrave fremmede i. 8 Derfor kaldtes den mark den dag i dag Blodmarken. 9 Da gik det i opfyldelse, som er talt ved profeten Jeremias, der siger: Og de tog de tredive sølvmønter, prisen på den, som var vurderet, ham som de af Israels børn vurderede; 10 Og gav dem for pottemagerens mark, sådan som Herren havde befalet mig. 11 Og Jesus stod foran landshøvdingen, og landshøvdingen spurgte ham og sagde: "Er du jødernes konge?" Jesus sagde til ham: " Det siger du." 12 Og da ypperstepræsterne og de ældste anklagede ham, svarede han intet. 13 Pilatus sagde da til ham: "Hører du ikke, hvor meget de vidner imod dig?" 14 Og han svarede ham ikke på et ord, så at landshøvdingen undrede sig meget. 15 Men ved den højtid plejede landshøvdingen at give folket fri en fange, hvem de ønskede. 16 Og de havde dengang en anset fange ved navn Barabbas. 17 Da de nu var forsamlede, sagde Pilatus til dem: "Hvem vil I, at jeg skal give jer fri? Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?" 18 For han vidste, at det var af misundelse, de havde udleveret ham. 19 Da han sad på dommersædet, sendte hans hustru bud til ham og sagde: "Hav intet at gøre med denne retfærdige mand, for jeg har lidt meget i en drøm i dag for hans skyld." 20 Men ypperstepræsterne og de ældste overtalte folkemængden til at bede Barabbas om at slå Jesus ihjel. 21 Landshøvdingen svarede dem: "Hvem af de to vil I, at jeg skal give jer fri?" De sagde: "Barabbas." 22 Pilatus siger til dem: "Hvad skal jeg da gøre med Jesus, som kaldes Kristus?" De siger alle til ham: "Lad ham korsfæstes." 23 Og landshøvdingen sagde: "Hvad ondt har han da gjort?" Men de råbte endnu højere og sagde: "Lad ham korsfæstes!" 24 Da Pilatus så, at han intet kunne udrette, men at der snarere blev et oprør, tog han vand og vaskede sine hænder i mængdens øjne og sagde: "Jeg er uskyldig i denne retfærdiges blod; I skal se til det." 25 Da svarede hele folket og sagde: "Hans blod komme over os og over vore børn!" 26 Da lod han dem Barabbas løs, og Jesus lod han piske og overgav ham til at korsfæstes. 27 Landshøvdingens soldater tog Jesus med ind i borggården og samlede hele soldaternes vagt omkring ham. 28 Og de klædte ham af og iførte ham en skarlagenrød kappe. 29 Og de flettede en tornekrone og satte den på hans hoved og et rør i hans højre hånd. De faldt på knæ for ham og hånede ham og sagde: "Hyl være dig, jødernes konge!" 30 Og de spyttede på ham, tog røret og slog ham i hovedet. 31 Og efter at de havde hånet ham, tog de kappen af ham og iførte ham hans egne klæder og førte ham bort for at korsfæste ham. 32 Og da de kom ud, fandt de en mand fra Kyrene ved navn Simon; ham tvang de til at bære hans kors. 33 Og da de kom til et sted, der kaldes Golgata, det betyder Hovedskalsted, 34 De gav ham eddike at drikke blandet med galde; og da han smagte den, ville han ikke drikke. 35 Og de korsfæstede ham og delte hans klæder ved at kaste lod, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten: De delte mine klæder imellem sig, og om min kappe kastede de lod. 36 Og de satte sig ned og holdt vagt over ham der; 37 Og de opsatte anklagen mod ham skrevet over hans hoved: "DETTE ER JESUS, JØDERNES KONGE." 38 Da blev to røvere korsfæstet sammen med ham, en på hans højre og en anden på hans venstre side. 39 Og de, som gik forbi, hånede ham og rystede på hovedet.
5
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
40 og sagde: "Du, som nedbryder templet og bygger det op på tre dage, frels dig selv! Er du Guds Søn, så stig ned fra korset!" 41 Ligeså spottede også ypperstepræsterne ham sammen med de skriftkloge og de ældste og sagde: 42 Andre frelste han; sig selv kan han ikke frelse. Er han Israels konge, så lad ham nu stige ned fra korset, og så vil vi tro på ham. 43 Han stolede på Gud; lad ham nu udfri ham, hvis han vil have ham; for han sagde: Jeg er Guds Søn. 44 Det samme gjorde røverne, som var korsfæstet med ham, ham i tænderne. 45 Fra den sjette time blev der mørke over hele landet indtil den niende time. 46 Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst og sagde: » Eli, Eli, lama sabaktani? det vil sige: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?« 47 Nogle af dem, som stod der, hørte det og sagde: "Denne mand kalder på Elias." 48 Og straks løb en af dem hen og tog en svamp, fyldte den med eddike, satte den på et rør og gav ham at drikke. 49 De andre sagde: "Lad os se, om Elias kommer og frelser ham." 50 Jesus råbte igen med høj røst og opgav ånden. 51 Og se, templets forhæng flængedes i to dele fra top til bund; og jorden skælvede, og klipperne revnede; 52 Og gravene åbnedes, og mange af de helliges legemer, som var sovet ind, stod op, 53 og efter hans opstandelse steg de ud af gravene og gik ind i den hellige stad og viste sig for mange. 54 Da officeren og de, som var med ham og holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og de ting, der skete, blev de meget bange og sagde: "Sandelig, denne var Guds søn." 55 Og mange kvinder var der og så på i fravær, som havde fulgt Jesus fra Galilæa og tjent ham. 56 Blandt dem var Maria Magdalene og Maria, Jakobs og Joses' mor, og Zebedæus' børns mor. 57 Da det blev aften, kom en rig mand fra Arimatæa ved navn Josef, som selv var blevet Jesu discipel. 58 Han gik hen til Pilatus og bad om Jesu legeme, og Pilatus befalede, at liget skulle udleveres. 59 Og da Josef havde taget legemet, svøbte han det i et rent linnedklæde, 60 Og han lagde den i sin egen nye grav, som han havde udhugget i klippen, og så rullede han en stor sten for gravens indgang og gik bort. 61 Og Maria Magdalene og den anden Maria sad lige ud for graven. 62 Den næste dag, dagen efter forberedelsesdagen, kom ypperstepræsterne og farisæerne sammen til Pilatus. 63 og sagde: Herre, vi husker, at den bedrager sagde, mens han endnu levede: Efter tre dage opstår jeg. 64 Befal derfor, at graven skal bevogtes indtil den tredje dag, for at hans disciple ikke skal komme om natten og stjæle ham og sige til folket: Han er opstået fra de døde. Således skal den sidste vildfarelse blive værre end den første. 65 Pilatus sagde til dem: "I har vagt; gå hen og værn om den, så vidt I kan." 66 Så gik de hen og sikrede graven ved at forsegle stenen og sætte vagt. Matthæus 28 1 Ved slutningen af sabbatten, da det begyndte at gry hen mod den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. 2 Og se, der blev et stort jordskælv; for Herrens engel steg ned fra himlen og kom og væltede stenen væk fra døren og satte sig på den. 3 Hans ansigt var som lyn, og hans klæder hvide som sne. 4 Og af frygt for ham skælvede vagterne og blev som døde. 5 Og englen svarede og sagde til kvinderne: "Frygt ikke, for jeg ved, at I søger Jesus, den korsfæstede." 6 Han er ikke her, for han er opstået, som han sagde. Kom og se det sted, hvor Herren lå.
6
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
7 Og gå hurtigt hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde; og se, han går foran jer til Galilæa; der skal I se ham; se, jeg har sagt jer det. 8 Og de gik hastigt bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at bringe hans disciple besked. 9 Og da de gik hen for at fortælle hans disciple det, se, da mødte Jesus dem og sagde: " Hyl være!" Og de kom hen og holdt fat i hans fødder og tilbad ham. 10 Jesus sagde da til dem: " Frygt ikke! Gå hen og sig til mine brødre, at de skal gå til Galilæa, og dér skal de se mig." 11 Mens de nu var på vej, se, da kom nogle af vagtposterne ind i byen og fortalte ypperstepræsterne alt det, der var sket. 12 Og da de var forsamlet med de ældste og havde holdt rådslagning, gav de soldaterne store pengebeløb, 13 og sagde: "Siger I, hans disciple kom om natten og stjal ham, mens vi sov." 14 Og hvis dette kommer landshøvdingen for øre, vil vi overtale ham og sikre jer sikkerhed. 15 Så tog de pengene og gjorde, som de var blevet lært. Og dette ord går stadig ofte tilbage blandt jøderne den dag i dag. 16 Så gik de elleve disciple væk til Galilæa, til det bjerg, hvor Jesus havde udpeget dem. 17 Og da de så ham, tilbad de ham; men nogle tvivlede. 18 Og Jesus kom og talte til dem og sagde: " Mig er givet al magt i himlen og på jorden." 19 Gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, 20 og lær dem at holde alt det, jeg har befalet jer; og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Amen.
Markusevangeliet Markus 14 1 To dage senere var det påskefest og de usyrede brøds fest. Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte, hvordan de kunne gribe ham med list og slå ham ihjel. 2 Men de sagde: "Ikke på højtiden, for at der ikke skal blive oprør blandt folket." 3 Og mens han var i Betania i Simon den spedalskes hus, og han sad til bords, kom der en kvinde, der havde en alabastkrukke med en meget kostbar nardussalve; og hun brød krukken og hældte den ud over hans hoved. 4 Og der var nogle, som var vrede indeni sig selv og sagde: "Hvorfor blev denne spild af salven?" 5 For den kunne være blevet solgt for mere end tre hundrede denarer og givet til de fattige. Og de knurrede imod hende. 6 Og Jesus sagde: " Lad hende være; hvorfor forstyrrer I hende? Hun har gjort en god gerning imod mig." 7 For de fattige har I altid hos jer, og når I vil, kan I gøre dem godt; men mig har I ikke altid. 8 Hun har gjort, hvad hun kunne; hun er kommet forud for at salve mit legeme til begravelsen. 9 Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst dette evangelium skal prædikes i hele verden, skal også det, hun har gjort, omtales til minde om hende. 10 Og Judas Iskariot, en af de tolv, gik hen til ypperstepræsterne for at forråde ham til dem. 11 Og da de hørte det, blev de glade og lovede at give ham penge. Og han søgte, hvordan han bekvemt kunne forråde ham. 12 Og på den første dag af de usyrede brøds højtid, da de slagtede påskelammet, sagde hans disciple til ham: "Hvor vil du, at vi skal gå hen og gøre det i stand, så du kan spise påskelammet?" 13 Og han sender to af sine disciple ud og siger til dem: Går ind i byen, og der skal møde jer en mand, som bærer en vandkrukke; følg ham.
7
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
14 Og hvor han går ind, skal I sige til husets herre: Mesteren siger: Hvor er gæstekammeret, hvor jeg kan spise påskemåltidet med mine disciple? 15 Og han skal vise jer en stor sal ovenpå, som er forberedt og forberedt; dér skal I gøre det klar til os. 16 Og hans disciple gik ud og kom ind i byen og fandt det, som han havde sagt til dem, og de gjorde påskemåltidet rede. 17 Og om aftenen kommer han med de tolv. 18 Og mens de sad og spiste, sagde Jesus: " Sandelig siger jeg jer: En af jer, som spiser med mig, skal forråde mig." 19 Og de begyndte at blive bedrøvede og sige til ham, en efter en: "Er det mig?" og en anden sagde: "Er det mig?" 20 Og han svarede og sagde til dem: " Det er en af de tolv, som dypper med mig i fadet." 21 Menneskesønnen går jo bort, som der står skrevet om ham; men ve det menneske, ved hvem Menneskesønnen forrådes! Det var godt for det menneske, om han aldrig var født. 22 Og mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede, brød det og gav dem det og sagde: " Tag, æd; dette er mit legeme." 23 Og han tog bægeret, takkede og gav det til dem, og de drak alle af det. 24 Og han sagde til dem: " Dette er mit blod, den nye pagts blod, som udgydes for mange." 25 Sandelig siger jeg jer: Jeg skal ikke mere drikke af vintræets frugt, før jeg drikker den ny i Guds rige. 26 Og da de havde sunget en lovsang, gik de ud til Oliebjerget. 27 Og Jesus sagde til dem: " I denne nat skal I alle forarges på grund af mig; for der står skrevet: Jeg vil slå hyrden, og fårene skal adspredes." 28 Men efter at jeg er opstået, vil jeg gå forud for jer til Galilæa. 29 Men Peter sagde til ham: "Selvom alle skal forarges, så vil jeg dog ikke." 30 Og Jesus sagde til ham: Sandelig siger jeg dig, at i dag, i denne nat, før hanen galer to gange, skal du fornægte mig tre gange. 31 Men han sagde endnu mere ivrigt: »Om jeg så skal dø med dig, vil jeg slet ikke fornægte dig.« Ligeså sagde de alle. 32 Og de kom til et sted, der hed Getsemane; og han sagde til sine disciple: Sæt jer her, mens jeg beder. 33 Og han tog Peter og Jakob og Johannes med sig og begyndte at blive meget forfærdet og ængstelig; 34 og siger til dem: " Min sjæl er bedrøvet til døden; bliv her og våg." 35 Og han gik lidt frem, faldt ned på jorden og bad om, at den time måtte gå ham forbi, om det var muligt. 36 Og han sagde: »Abba, Fader, alt er muligt for dig; tag denne kalk fra mig; dog ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.« 37 Og han kommer og finder dem sovende, og han siger til Peter: Simon, sover du? Kunne du ikke våge én time? 38 Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse. Ånden er vel rede, men kødet er svagt. 39 Og han gik atter bort og bad og talte de samme ord. 40 Og da han kom tilbage, fandt han dem sovende igen, (for deres øjne var tunge), og de vidste ikke, hvad de skulle svare ham. 41 Og han kommer for tredje gang og siger til dem: " Sov nu videre og hvil jer; det er nok, timen er kommet; se, Menneskesønnen forrådes i synderes hænder." 42 Stå op, lad os gå; se, han, som forråder mig, er nær. 43 Og straks, mens han endnu talte, kommer Judas, en af de tolv, og med ham en stor skare med sværd og stokker, fra ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste.
8
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
44 Og han, som forrådte ham, havde givet dem et tegn og sagt: "Den, jeg kysser, ham er det; griber ham og fører ham i sikkerhed bort." 45 Og da han kom, gik han straks hen til ham og sagde: "Mester, mester!" og kyssede ham. 46 Og de lagde hænderne på ham og greb ham. 47 Og en af dem, som stod ved siden af, drog sit sværd og slog ypperstepræstens tjener og huggede hans øre af. 48 Og Jesus svarede og sagde til dem: " Er I gået ud som imod en røver med sværd og stokker for at gribe mig?" 49 Daglig var jeg hos jer i templet og underviste, og I grebe mig ikke; men Skrifterne må opfyldes. 50 Og de forlod ham alle og flygtede. 51 Og en ung mand fulgte ham, som havde et linnedklæde svøbt om sin nøgne krop; og de unge mænd greb fat i ham. 52 Og han lod linnedklædet ligge og flygtede nøgen fra dem. 53 Og de førte Jesus hen til ypperstepræsten, og alle ypperstepræsterne og de ældste og de skriftkloge var forsamlede med ham. 54 Og Peter fulgte ham på afstand, helt ind i ypperstepræstens gård, og han sad hos tjenerne og varmede sig ved ilden. 55 Og ypperstepræsterne og hele Rådet søgte vidnesbyrd imod Jesus for at kunne henrette ham, og de fandt intet. 56 For mange vidnede falsk imod ham, men deres vidnesbyrd stemte ikke overens. 57 Og nogle stod frem og vidnede falsk imod ham og sagde: 58 Vi hørte ham sige: Jeg vil nedbryde dette tempel, som er gjort med hænder, og inden tre dage vil jeg bygge et andet, som ikke er gjort med hænder. 59 Men deres vidnesbyrd stemte heller ikke overens. 60 Og ypperstepræsten stod op midt iblandt dem og spurgte Jesus og sagde: "Svarer du intet? Hvad er det, disse vidner imod dig?" 61 Men han tav og svarede intet. Ypperstepræsten spurgte ham igen og sagde til ham: "Er du Kristus, den velsignedes søn?" 62 Og Jesus sagde: " Det er jeg; og I skal se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre hånd og komme i himmelens skyer." 63 Da sønderrev ypperstepræsten sine klæder og sagde: "Hvad har vi flere vidner brug for?" 64 I har hørt bespottelsen; hvad synes I? Og de dømte ham alle til døden. 65 Og nogle begyndte at spytte på ham og tildække hans ansigt og slå ham med knytnæver og sige til ham: Profetér! Og tjenerne slog ham med håndfladerne. 66 Og mens Peter var nede i paladset, kom en af ypperstepræstens tjenestepiger. 67 Og da hun så Peter varme sig, så hun på ham og sagde: "Du var også med Jesus fra Nazareth." 68 Men han nægtede det og sagde: "Jeg ved ikke, og jeg forstår ikke, hvad du siger." Og han gik ud i porten, og hanen galte. 69 Og en tjenestepige så ham igen og begyndte at sige til dem, som stod ved siden af: "Denne er en af dem." 70 Og han nægtede det igen. Og lidt efter sagde de, som stod hos, igen til Peter: "Sandelig er du en af dem; for du er jo en galilæer, og dit sprog stemmer dermed." 71 Men han begyndte at bande og sværge og sagde: "Jeg kender ikke den mand, som I taler om." 72 Og hanen galte anden gang. Og Peter kom det ord i hu, som Jesus havde sagt til ham: » Før hanen galer to gange, skal du fornægte mig tre gange.« Og da han tænkte på det, græd han. Markus 15 1 Og straks om morgenen holdt ypperstepræsterne råd med de ældste og de skriftkloge og hele Rådet, og de bandt Jesus og førte ham bort og overgav ham til Pilatus. 2 Pilatus spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Han svarede ham: » Det siger du.«
9
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
3 Og ypperstepræsterne anklagede ham for mange ting, men han svarede intet. 4 Og Pilatus spurgte ham igen og sagde: "Svarer du ingenting? Se, hvor meget de vidner imod dig." 5 Men Jesus svarede ikke mere, så at Pilatus undrede sig. 6 Men ved den højtid løslod han dem én fange, hvem de ønskede. 7 Og der var en mand ved navn Barabbas, som var fængslet med oprørerne, som havde begået et mord under oprøret. 8 Og folkemængden råbte og begyndte at bede ham om at gøre ved dem, som han plejede. 9 Men Pilatus svarede dem og sagde: "Vil I, at jeg skal give jer jødernes konge løs?" 10 For han vidste, at ypperstepræsterne havde overgivet ham af misundelse. 11 Men ypperstepræsterne ophidsede folket til, at han hellere skulle give dem Barabbas løs. 12 Pilatus svarede dem igen: "Hvad vil I da, at jeg skal gøre med ham, som I kalder jødernes konge?" 13 Og de råbte igen: "Korsfæst ham!" 14 Pilatus sagde da til dem: "Hvad ondt har han da gjort?" Og de råbte endnu højere: "Korsfæst ham!" 15 Da Pilatus ville gøre folket til behag, løslod han Barabbas og overgav Jesus, efter at han havde pisket ham, til at blive korsfæstet. 16 Og soldaterne førte ham ind i den borg, som kaldes prætoriet, og kaldte hele vakten sammen. 17 Og de klædte ham i et purpurklæde og flettede en tornekrone og satte den på hans hoved, 18 og begyndte at hilse ham: "Hyl være dig, jødernes konge!" 19 Og de slog ham i hovedet med et rør og spyttede på ham, og de faldt på knæ og tilbad ham. 20 Og da de havde hånet ham, tog de purpurklæderne af ham og iførte ham hans egne klæder og førte ham ud for at korsfæste ham. 21 Og de tvang en Simon fra Kyrene, som kom forbi fra landet, Alexanders og Rufus' far, til at bære hans kors. 22 Og de førte ham til Golgata, det vil sige: Hovedskalsted. 23 Og de gav ham vin blandet med myrra at drikke; men han tog det ikke. 24 Og da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder ved at kaste lod om, hvad hver mand skulle få. 25 Og det var den tredje time, og de korsfæstede ham. 26 Og ovenpå hans anklageskrift stod der: "JØDERNES KONGE." 27 Og de korsfæstede sammen med ham to røvere, den ene på hans højre og den anden på hans venstre. 28 Og Skriften blev opfyldt, som siger: Og han blev regnet blandt overtrædere. 29 Og de, som gik forbi, spottede ham, rystede på hovedet og sagde: "Ak, du, som nedbryder templet og bygger det op på tre dage! 30 Frels dig selv, og stig ned fra korset. 31 Ligeså spottede også ypperstepræsterne sammen med de skriftkloge og sagde til hinanden: "Andre frelste han, sig selv kan han ikke frelse." 32 Lad Kristus, Israels konge, nu stige ned fra korset, for at vi kan se og tro! Og de, som blev korsfæstet med ham, hånede ham. 33 Og da den sjette time kom, blev der mørke over hele landet indtil den niende time. 34 Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst og sagde: " Eloi, Eloi, lama sabaktani?" det vil sige: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" 35 Og nogle af dem, som stod ved siden af, hørte det og sagde: "Se, han kalder på Elias." 36 Og en af dem løb hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på et rør og gav ham at drikke og sagde: "Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned." 37 Og Jesus råbte med høj røst og udåndede. 38 Og forhænget i templet flængedes i to dele fra øverst til nederst.
10
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
39 Og da centurionen, som stod lige imod ham, så, at han råbte således og udåndede, sagde han: "Sandelig, denne mand var Guds søn." 40 Der var også kvinder, som så på i fravær. Blandt dem var Maria Magdalene og Maria, Jakob den Lilles og Joses' mor, og Salome. 41 (som også fulgte ham og tjente ham, da han var i Galilæa), og mange andre kvinder, som var kommet op med ham til Jerusalem. 42 Og da det blev aften, fordi det var forberedelsesdag, det vil sige dagen før sabbatten, 43 Josef fra Arimatæa, en hæderlig rådgiver, som også ventede på Guds rige, kom og gik frimodigt ind til Pilatus og bad om Jesu legeme. 44 Og Pilatus undrede sig over, at han allerede var død; og han kaldte centurionen til sig og spurgte ham, om han havde været død før. 45 Og da han fik det at vide af officeren, gav han Josef liget. 46 Og han købte fint linnedklæde og tog ham ned, svøbte ham i linnedet og lagde ham i en grav, som var hugget ud i en klippe, og væltede en sten for gravens indgang. 47 Og Maria Magdalene og Maria, Joses' mor, så hvor han blev lagt. Markus 16 1 Da sabbatten var forbi, havde Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome købt vellugtende krydderier for at komme og salve ham. 2 Og meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kom de til graven ved solopgang. 3 Og de sagde til hinanden: "Hvem skal vælte stenen væk fra gravens indgang for os?" 4 Og da de så, så de, at stenen var rullet væk; for den var meget stor. 5 Og da de gik ind i graven, så de en ung mand sidde på højre side, iført et langt, hvidt klædebon, og de blev forfærdede. 6 Og han siger til dem: "Frygt ikke! I søger Jesus fra Nazareth, den korsfæstede; han er opstanden; han er ikke her; se det sted, hvor de lagde ham." 7 Men går hen og siger til hans disciple og Peter, at han går forud for jer til Galilæa; dér skal I se ham, som han sagde til jer. 8 Og de gik hurtigt ud og flygtede fra graven; for de bævede og var forfærdede; og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. 9 Da Jesus var opstået tidligt den første dag i ugen, viste han sig først for Maria Magdalene, af hvem han havde uddrevet syv onde ånder. 10 Og hun gik hen og fortalte det til dem, som havde været sammen med ham, mens de sørgede og græd. 11 Og da de hørte, at han levede og var blevet set af hende, troede de ikke. 12 Derefter viste han sig i en anden skikkelse for to af dem, mens de gik ud på landet. 13 Og de gik hen og fortalte det til resten; men de troede dem ikke. 14 Derefter viste han sig for de elleve, mens de sad til bords, og irettesatte dem for deres vantro og forhærdede hjerter, fordi de ikke troede dem, som havde set ham efter hans opstandelse. 15 Og han sagde til dem: " Gå ud i alverden og prædik evangeliet for al skabningen." 16 Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som ikke tror, skal blive fordømt. 17 Og disse tegn skal følge dem, som tror: I mit navn skal de uddrive djævle; de skal tale med nye tunger; 18 De skal tage slanger op, og selv om de drikker noget dødbringende, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på de syge, og de skal blive raske. 19 Efter at Herren havde talt til dem, blev han optaget til himlen og satte sig ved Guds højre hånd. 20 Og de gik ud og prædikede overalt, og Herren virkede med dem og stadfæstede ordet ved de tegn, der fulgte. Amen.
11
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
Lukasevangeliet Lukas 22 1 De usyrede brøds fest, som kaldes påske, nærmede sig. 2 Og ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte, hvordan de kunne slå ham ihjel; for de frygtede folket. 3 Da fór Satan ind i Judas, som havde tilnavn Iskariot, og som var en af de tolv. 4 Og han gik bort og talte med ypperstepræsterne og høvedsmændene om, hvordan han kunne forråde ham til dem. 5 Og de blev glade og indgik en aftale om at give ham penge. 6 Og han lovede det og søgte lejlighed til at forråde ham til dem, uden at folkemængden var til stede. 7 Så kom de usyrede brøds dag, hvor påskelammet skulle slagtes. 8 Og han sendte Peter og Johannes og sagde: " Gå hen og gør påskemåltidet klar til os, så vi kan spise det." 9 Og de sagde til ham: Hvor vil du, at vi skal gøre det klar? 10 Og han sagde til dem: Se, når I kommer ind i byen, skal en mand møde jer, der bærer en vandkrukke; følg ham ind i det hus, hvor han går ind. 11 Og I skal sige til husets herre: Mesteren siger til dig: Hvor er gæstekammeret, hvor jeg kan spise påskemåltidet med mine disciple? 12 Og han skal vise jer en stor sal ovenpå, som er indrettet; gør jer klar dér. 13 Og de gik hen og fandt det, som han havde sagt til dem, og de gjorde påskemåltidet rede. 14 Og da timen var inde, satte han sig ned, og de tolv apostle med ham. 15 Og han sagde til dem: " Med stor attrå har jeg længe ønsket at spise dette påskemåltid med jer, før jeg lider; 16 For jeg siger jer: Jeg skal ikke mere spise af det, før det fuldbyrdes i Guds rige. 17 Og han tog bægeret, takkede og sagde: " Tag dette og del det imellem jer!" 18 For jeg siger jer: Jeg skal ingenlunde drikke af vintræets frugt, før Guds rige kommer. 19 Og han tog et brød, takkede, brød det og gav dem det og sagde: " Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til min ihukommelse." 20 Ligeså også bægeret efter aftensmåltidet og sagde: " Denne bæger er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer." 21 Men se, hans hånd, som forråder mig, er med mig på bordet. 22 Og sandelig, Menneskesønnen går bort, som det er bestemt; men ve det menneske, ved hvem han forrådes! 23 Og de begyndte at spørge sig selv, hvem af dem det mon var, som skulle gøre dette. 24 Og der opstod også en strid iblandt dem om, hvem af dem der skulle regnes for den største. 25 Og han sagde til dem: " Hedningernes konger hersker over dem, og de, der udøver myndighed over dem, kaldes velgørere." 26 Men således skal I ikke være; den største iblandt jer skal være som den yngste, og den øverste skal være som den, der tjener. 27 For hvem er størst, den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Jeg er iblandt jer som den, der tjener. 28 I er dem, som har holdt ud med mig i mine fristelser. 29 Og jeg udnævner jer et rige, ligesom min Fader har udnævnt mig; 30 så I kan spise og drikke ved mit bord i mit rige og sidde på troner og dømme Israels tolv stammer. 31 Og Herren sagde: Simon, Simon, se, Satan har begæret jer for at sigte jer som hvede. 32 Men jeg har bedt for dig, at din tro ikke skal svigte; og når du engang omvender dig, så styrk dine brødre. 33 Og han sagde til ham: Herre, jeg er rede til at gå med dig både i fængsel og i døden.
12
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
34 Og han sagde: " Jeg siger dig, Peter, hanen skal ikke gale i dag, før du tre gange har fornægtet, at du kender mig." 35 Og han sagde til dem: " Da jeg sendte jer ud uden pung og taske og sko, manglede I så noget?" De sagde: "Intet." 36 Da sagde han til dem: " Men nu, den, som har en pung, skal tage den, og ligeså sin taske; og den, som ikke har noget sværd, skal sælge sin kappe og købe et." 37 For jeg siger jer, at det, som er skrevet, endnu må opfyldes på mig: Og han blev regnet blandt overtrædere; for der er en ende på de ting, der omhandler mig. 38 Og de sagde: »Herre, se, her er to sværd.« Og han sagde til dem: » Det er nok.« 39 Og han gik ud og gik, som han plejede, til Oliebjerget; og hans disciple fulgte ham også. 40 Og da han var kommet til stedet, sagde han til dem: " Bed om, at I ikke falder i fristelse." 41 Og han trak sig tilbage fra dem omtrent et stenkast, og faldt på knæ og bad, 42 og sagde: " Fader, hvis du vil, så tag denne kalk fra mig! Dog ske ikke min vilje, men din." 43 Og en engel fra himlen viste sig for ham og styrkede ham. 44 Og i en dødsangst bad han endnu inderligere, og hans sved blev som bloddråber, der faldt ned på jorden. 45 Og da han stod op fra bønnen og kom til sine disciple, fandt han dem sovende af bedrøvelse, 46 Og han sagde til dem: " Hvorfor sover I? Stå op og bed, for at I ikke skal falde i fristelse." 47 Og mens han endnu talte, se, en folkemængde, og han, som hed Judas, en af de tolv, gik foran dem og kom hen til Jesus for at kysse ham. 48 Men Jesus sagde til ham: Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys? 49 Da de, som var omkring ham, så, hvad der skulle ske, sagde de til ham: Herre, skal vi slå med sværdet? 50 Og en af dem slog ypperstepræstens tjener og huggede hans højre øre af. 51 Og Jesus svarede og sagde: " Lad jer lide indtil videre." Og han rørte ved hans øre og helbredte ham. 52 Jesus sagde da til ypperstepræsterne og tempelvagterne og de ældste, som var kommet til ham: " Er I gået ud som mod en røver med sværd og stokker?" 53 Da jeg daglig var hos jer i templet, rakte I ikke hænderne ud imod mig; men dette er jeres time og mørkets magt. 54 Da tog de ham og førte ham ind i ypperstepræstens hus. Og Peter fulgte efter i lang afstand. 55 Og da de havde tændt et bål midt i salen og havde sat sig ned sammen, satte Peter sig ned iblandt dem. 56 Men en tjenestepige så ham sidde ved ilden, og hun så på ham og sagde: "Denne mand var også med ham." 57 Og han fornægtede ham og sagde: "Kvinde, jeg kender ham ikke." 58 Lidt efter så en anden ham og sagde: »Du er også en af dem.« Peter sagde: »Det er jeg ikke, menneske.« 59 Og omkring en time efter bekræftede en anden det og sagde: "Sandelig var også denne med ham; han er jo fra Galilæa." 60 Men Peter sagde: »Mand, jeg ved ikke, hvad du siger.« Og straks, mens han endnu talte, galte hanen. 61 Og Herren vendte sig og så på Peter. Og Peter huskede Herrens ord, hvorledes han havde sagt til ham: Før hanen galer, skal du fornægte mig tre gange. 62 Og Peter gik ud og græd bitterligt. 63 Og de mænd, som holdt Jesus fast, hånede ham og slog ham. 64 Og de havde bundet bind for hans øjne og slog ham i ansigtet og spurgte ham: "Profetér, hvem var det, som slog dig?" 65 Og mange andre ting talte de blasfemisk imod ham.
13
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
66 Og så snart det blev dag, kom folkets ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge sammen og førte ham for deres råd og sagde: 67 Er du Kristus? Sig os det. Og han sagde til dem: " Hvis jeg siger det til jer, vil I ikke tro det. 68 Og hvis jeg spørger jer, vil I ikke svare mig og ikke slippe mig. 69 Fra nu af skal Menneskesønnen sidde ved Guds krafts højre hånd. 70 Da sagde de alle: »Er du da Guds Søn?« Og han sagde til dem: » I siger, at jeg er det.« 71 Og de sagde: "Hvad har vi brug for yderligere vidnesbyrd? Vi har jo selv hørt det af hans egen mund." Lukas 23 1 Og hele folkemængden rejste sig og førte ham til Pilatus. 2 Og de begyndte at anklage ham og sige: Vi har fundet denne mand, der forfører folket og forbyder at betale kejseren skat, idet han siger, at han selv er Kristus, kongen. 3 Pilatus spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Han svarede ham: » Det siger du.« 4 Pilatus sagde da til ypperstepræsterne og folket: "Jeg finder ingen skyld hos denne mand." 5 Og de blev endnu mere ihærdige og sagde: "Han ophidser folket ved at lære i hele Jødedommen, begyndende fra Galilæa og indtil her." 6 Da Pilatus hørte om Galilæa, spurgte han, om manden var galilæer. 7 Og så snart han fik at vide, at han hørte under Herodes' magt, sendte han ham til Herodes, som selv også var i Jerusalem på den tid. 8 Og da Herodes så Jesus, blev han overmåde glad; for han havde længe længe haft lyst til at se ham, fordi han havde hørt meget om ham; og han håbede at have set et tegn ske ved ham. 9 Så spurgte han ham med mange ord, men han svarede ham intet. 10 Og ypperstepræsterne og de skriftkloge stod og anklagede ham heftigt. 11 Og Herodes og hans krigsfolk hånede og spottede ham, iførte ham en prægtig klædning og sendte ham tilbage til Pilatus. 12 Og samme dag blev Pilatus og Herodes venner, for før havde de været i fjendskab med hinanden. 13 Og Pilatus kaldte ypperstepræsterne og rådsherrerne og folket sammen, 14 sagde han til dem: "I har bragt denne mand til mig, som om han forfører folket; og se, jeg har forhørt ham i jeres nærvær og har ikke fundet nogen skyld hos denne mand i de ting, som I anklager ham for." 15 Nej, heller ikke Herodes; for jeg sendte jer til ham, og se, der er ikke gjort ham noget, der fortjener døden. 16 Derfor vil jeg tugte ham og give ham fri. 17 (Thi han måtte nødvendigvis give dem én løs ved højtiden.) 18 Og de råbte alle på én gang og sagde: "Bort med denne mand, og løslad os Barabbas!" 19 (Han blev kastet i fængsel for et oprør, der var opstået i byen, og for mord.) 20 Da Pilatus ville give Jesus fri, talte han atter til dem. 21 Men de råbte og sagde: Korsfæst ham, korsfæst ham! 22 Og han sagde til dem for tredje gang: "Hvad ondt har han da gjort? Jeg har ikke fundet nogen dødsskyld hos ham. Derfor vil jeg tugte ham og lade ham gå." 23 Og de hastede frem med høje røst og krævede, at han skulle korsfæstes, og deres og ypperstepræsternes røst fik overtaget. 24 Og Pilatus afsagde sin dom, at det skulle ske, som de krævede. 25 Og han løslod den, som de havde bedt om, som var kastet i fængsel for oprør og mord, men Jesus overgav han til deres vilje. 26 Og da de førte ham bort, greb de fat i en vis Simon fra Kyrene, som kom fra landet, og lagde korset på ham, for at han skulle bære det efter Jesus. 27 Og en stor folkemængde fulgte ham, og også kvinder, som sørgede og sørgede over ham.
14
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
28 Men Jesus vendte sig mod dem og sagde: " Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn." 29 For se, dage kommer, da man skal sige: Salige er de ufrugtbare og de moderliv, som aldrig fødte, og de bryster, som aldrig gav die. 30 Da skal de begynde at sige til bjergene: Fald over os, og til højene: Dæk os. 31 For hvis man gør dette med et grønt træ, hvad skal der så ske med det tørre? 32 Og der blev også to andre, ugudelige, ført til døden sammen med ham. 33 Og da de kom til det sted, som kaldes Golgata, korsfæstede de ham der og forbryderne, den ene på den højre og den anden på den venstre. 34 Jesus sagde da: » Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Og de delte hans klæder og kastede lod. 35 Og folket stod og så på. Og rådsherrerne spottede ham med dem og sagde: "Andre frelste han; lad ham frelse sig selv, dersom han er Kristus, Guds udvalgte." 36 Og soldaterne spottede ham også, kom hen til ham og tilbød ham eddike, 37 og sagde: "Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv." 38 Og der var også skrevet en overskrift over ham med græske, latinske og hebraiske bogstaver: "DETTE ER JØDERNES KONGE." 39 Og en af de ugjerningsmænd, som var hængt op, spottede ham og sagde: "Hvis du er Kristus, så frels dig selv og os!" 40 Men den anden svarede og irettesatte ham og sagde: "Frygter du ikke Gud, da du jo er under den samme dom?" 41 Og vi gør det med rette; for vi får den løn, vi har fortjent, for vore gerninger; men denne mand har ikke gjort noget forkert. 42 Og han sagde til Jesus: Herre, husk mig, når du kommer i dit rige. 43 Og Jesus sagde til ham: Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis. 44 Og det var omkring den sjette time, og der blev et mørke over hele jorden indtil den niende time. 45 Og solen blev formørket, og templets forhæng flængedes midt igennem. 46 Og Jesus råbte med høj røst og sagde: " Fader, i dine hænder betror jeg min ånd." Og da han havde sagt dette, opgav han ånden. 47 Da officeren så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: "Sandelig var denne mand en retfærdig." 48 Og alle de mennesker, som var kommet sammen til dette syn, da de så, hvad der skete, slog sig for brystet og vendte tilbage. 49 Og alle hans bekendte stod langt borte og så på dette, også kvinderne, som havde fulgt ham fra Galilæa. 50 Og se, der var en mand ved navn Josef, en rådgiver; og han var en god mand og retfærdig. 51 (Han havde ikke samtykket i deres råd og gerning;) han var fra Arimatæa, en jødisk by, som selv ventede på Guds rige. 52 Denne mand gik hen til Pilatus og bad om Jesu legeme. 53 Og han tog det ned, svøbte det i linned og lagde det i en grav, som var hugget i sten, hvori aldrig før havde været lagt et menneske. 54 Og den dag var det forberedelsesdag, og sabbatten nærmede sig. 55 Og kvinderne, som var kommet med ham fra Galilæa, fulgte efter og så graven og hvordan hans legeme blev lagt. 56 Og de vendte tilbage og tilberedte vellugtende krydderier og salver og hvilede sabbatsdagen efter befalingen. Lukas 24 1 Tidligt om morgenen den første dag i ugen kom de til graven og bragte de vellugtende krydderier, som de havde beredt, og nogle andre med sig.
15
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
2 Og de fandt stenen væltet væk fra graven. 3 Og de gik ind, men fandt ikke Herren Jesu legeme. 4 Og det skete, mens de var meget rådvilde over det, se, da stod to mænd hos dem i skinnende klæder. 5 Og da de blev bange og bøjede sig med ansigtet mod jorden, sagde de til dem: "Hvorfor søger I den levende blandt de døde?" 6 Han er ikke her, men er opstået. Husk, hvordan han talte til jer, da han endnu var i Galilæa. 7 og sagde: "Menneskesønnen skal overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag." 8 Og de huskede hans ord, 9 Og de vendte tilbage fra graven og fortalte alt dette til de elleve og til alle de andre. 10 Det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs mor, og de andre kvinder, som var sammen med dem, som fortalte apostlene dette. 11 Og deres ord syntes dem som tomme historier, og de troede dem ikke. 12 Da stod Peter op og løb til graven; og da han bøjede sig ned, så han linnedklæderne ligge for sig selv, gik han bort, undrende over det, som var sket. 13 Og se, to af dem gik samme dag til en landsby ved navn Emmaus, som lå omtrent tres stadier fra Jerusalem. 14 Og de talte sammen om alle disse ting, som var sket. 15 Og det skete, mens de talte sammen og overvejede tingene, at Jesus selv kom hen til dem og gik med dem. 16 Men deres øjne var tilstoppede, så de ikke kendte ham. 17 Og han sagde til dem: "Hvad er det for nogle samtaler, I har med hinanden, mens I går, og I er bedrøvede?" 18 Og en af dem, hvis navn var Kleopas, svarede og sagde til ham: "Er du den eneste fremmede i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse dage?" 19 Og han sagde til dem: "Hvad?" Og de sagde til ham: "Angående Jesus fra Nazareth, som var en profet, mægtig i gerning og ord for Gud og hele folket: 20 og hvordan ypperstepræsterne og vore rådsherrer overgav ham til dødsdom og korsfæstede ham. 21 Men vi håbede, at det var ham, som skulle forløse Israel; og foruden alt dette er det i dag den tredje dag, siden dette skete. 22 Ja, og nogle kvinder af vores selskab forbløffede os også, da de tidligt var kommet til graven; 23 Og da de ikke fandt hans legeme, kom de og sagde, at de også havde set engle i et syn, som sagde, at han levede. 24 Og nogle af dem, som var med os, gik til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt; men ham så de ikke. 25 Da sagde han til dem: " I dårer og senhjertede til at tro på alt det, som profeterne har talt! 26 Burde Kristus ikke have lidet dette og gået ind til sin herlighed? 27 Og han begyndte fra Moses og alle profeterne og udlagde for dem i alle skrifterne, hvad der handlede om ham. 28 Og de kom nær til landsbyen, hvor de var på vej hen; og han lod, som om han ville gå videre. 29 Men de trængte ham ind og sagde: "Bliv hos os, for det er ved at være aften, og dagen er ved at være på vej." Og han gik ind for at blive hos dem. 30 Og det skete, mens han sad til bords med dem, tog han et brød, velsignede det, brød det og gav dem det. 31 Og deres øjne blev åbnet, og de genkendte ham; og han forsvandt fra deres synsvidde. 32 Og de sagde til hinanden: "Brændte ikke vort hjerte i os, mens han talte med os på vejen og åbnede skrifterne for os?" 33 Og de stod op i samme time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt de elleve forsamlede og dem, som var med dem,
16
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
34 og sagde: "Herren er sandelig opstanden og er åbenbaret for Simon." 35 Og de fortalte, hvad der var sket på vejen, og hvordan han blev kendt af dem, da han brød brødet. 36 Og mens de talte således, stod Jesus selv midt iblandt dem og sagde til dem: " Fred være med jer!" 37 Men de blev skrækslagne og forfærdede og troede, at de havde set en ånd. 38 Og han sagde til dem: "Hvorfor er I foruroligede, og hvorfor opstår der tanker i jeres hjerter?" 39 Se mine hænder og mine fødder, at det er mig selv; rør ved mig og se; for en ånd har ikke kød og ben, som I ser, at jeg har. 40 Og da han havde sagt dette, viste han dem sine hænder og sine fødder. 41 Og da de af glæde endnu ikke troede og undrede sig, sagde han til dem: " Har I her noget at spise?" 42 Og de gav ham et stykke af en stegt fisk og et stykke af en bikage. 43 Og han tog det og spiste det for øjnene af dem. 44 Og han sagde til dem: " Dette er de ord, som jeg talte til jer, mens jeg endnu var hos jer, at alt det, som er skrevet om mig i Moseloven og i profeterne og i salmerne, skal opfyldes." 45 Da åbnede han deres forstand, så de kunne forstå skrifterne, 46 og sagde til dem: " Således er der skrevet, og således burde Kristus lide og opstå fra de døde på den tredje dag. 47 og at omvendelse og syndernes forladelse skal prædikes i hans navn for alle folkeslag, begyndende i Jerusalem. 48 Og I er vidner om disse ting. 49 Og se, jeg sender min Faders løfte over jer; men I skal blive i Jerusalem, indtil I bliver udrustet med kraft fra det høje. 50 Og han førte dem ud til Betania, og han løftede sine hænder og velsignede dem. 51 Og det skete, mens han velsignede dem, at han skiltes fra dem og blev optaget til himlen. 52 Og de tilbad ham og vendte tilbage til Jerusalem med stor glæde. 53 Og de var altid i templet og lovpriste og takkede Gud. Amen.
Johannesevangeliet Johannes 18 1 Da Jesus havde talt disse ord, gik han ud med sine disciple over Kedrons bæk, hvor der var en have, i hvilken han selv gik ind med sine disciple. 2 Og Judas, som forrådte ham, kendte også stedet, for Jesus kom ofte dertil med sine disciple. 3 Judas kom da derhen med fakler, lanterner og våben, efter at have taget en flok mænd og tjenere fra ypperstepræsterne og farisæerne. 4 Jesus, som vidste alt, hvad der skulle komme over ham, gik derfor ud og sagde til dem: " Hvem leder I efter?" 5 De svarede ham: »Jesus fra Nazareth.« Jesus sagde til dem: » Det er mig.« Og Judas, som forrådte ham, stod også hos dem. 6 Da han havde sagt til dem: "Det er mig", gik de tilbage og faldt til jorden. 7 Da spurgte han dem igen: » Hvem leder I efter?« De sagde: »Jesus fra Nazareth.« 8 Jesus svarede: " Jeg har sagt jer, at det er mig. Hvis I derfor søger mig, så lad disse gå." 9 for at det ord skulle opfyldes, som han havde sagt: » Af dem, som du har givet mig, har jeg ikke mistet nogen.« 10 Simon Peter, som havde et sværd, drog det og slog ypperstepræstens tjener og huggede hans højre øre af. Tjenerens navn var Malkus. 11 Jesus sagde da til Peter: " Stik dit sværd i skeden! Skal jeg ikke drikke den kalk, som min Fader har givet mig?" 12 Da greb vagten og høvedsmanden og jødernes betjente Jesus og bandt ham, 17
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
13 Og de førte ham først til Annas; thi han var svigerfader til Kajfas, som var ypperstepræst i det samme år. 14 Det var Kajfas, som havde givet jøderne det råd, at det var bedst, at ét menneske døde for folket. 15 Og Simon Peter fulgte Jesus, og det samme gjorde en anden discipel; denne discipel var kendt af ypperstepræsten, og han gik ind med Jesus i ypperstepræstens gård. 16 Men Peter stod udenfor i døren. Da gik den anden discipel ud, som var kendt af ypperstepræsten, og talte til dørvogteren og førte Peter ind. 17 Pigen, som vogtede døren, siger da til Peter: "Er du ikke også en af denne mands disciple?" Han siger: "Det er jeg ikke." 18 Og tjenerne og tjenerne stod der, og de havde gjort et kulild, for det var koldt, og de varmede sig; og Peter stod hos dem og varmede sig. 19 Ypperstepræsten spurgte da Jesus om hans disciple og om hans lære. 20 Jesus svarede ham: " Jeg har talt frit ud til verden; jeg har altid undervist i synagogen og i templet, hvor jøderne altid samles, og i det skjulte har jeg intet talt." 21 Hvorfor spørger du mig? Spørg dem, som har hørt mig, hvad jeg har sagt til dem; se, de ved, hvad jeg har sagt. 22 Og da han havde sagt dette, gav en af tjenerne, som stod hos, Jesus et slag med håndfladen og sagde: "Svarer du ypperstepræsten således?" 23 Jesus svarede ham: " Hvis jeg har talt ondt, så vid om det onde; men hvis jeg har ret, hvorfor slår du mig så?" 24 Annas havde sendt ham bundet til ypperstepræsten Kajfas. 25 Simon Peter stod og varmede sig. De sagde da til ham: "Er du ikke også en af hans disciple?" Han nægtede det og sagde: "Det er jeg ikke." 26 En af ypperstepræstens tjenere, den slægtning, hvis øre Peter huggede af, siger: "Så jeg dig ikke i haven med ham?" 27 Peter nægtede det igen, og straks gol hanen. 28 Da førte de Jesus fra Kajfas til dommersalen. Og det var tidligt om morgenen, og de gik ikke selv ind i dommersalen, for at de ikke skulle blive urene, men for at de kunne spise påskemåltidet. 29 Pilatus gik da ud til dem og sagde: "Hvad anklager I mod denne mand?" 30 De svarede og sagde til ham: "Hvis han ikke var en forbryder, havde vi ikke overgivet ham til dig." 31 Pilatus sagde da til dem: "Tag ham I og døm ham efter jeres lov." Jøderne sagde da til ham: "Det er os ikke tilladt at henrette nogen. 32 for at det ord, som Jesus havde talt, skulle opfyldes, som han havde talt til at give til kende, hvilken død han skulle dø. 33 Da gik Pilatus atter ind i dommersalen, kaldte Jesus til sig og sagde til ham: "Er du jødernes konge?" 34 Jesus svarede ham: " Siger du dette af dig selv, eller har andre sagt det til dig om mig?" 35 Pilatus svarede: "Er jeg en jøde? Dit eget folk og ypperstepræsterne har overgivet dig til mig. Hvad har du gjort?" 36 Jesus svarede: " Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, ville mine tjenere kæmpe for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra." 37 Pilatus sagde da til ham: »Er du da en konge?« Jesus svarede: » Du siger, at jeg er en konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.« 38 Pilatus siger til ham: »Hvad er sandhed?« Og da han havde sagt dette, gik han atter ud til jøderne og sagde til dem: »Jeg finder ingen skyld hos ham.« 39 Men I har den skik, at jeg giver jer én fri ved påsken. Ville I da, at jeg giver jer jødernes konge fri? 40 Da råbte de alle igen og sagde: "Ikke ham, men Barabbas!" Barabbas var en røver.
18
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
Johannes 19 1 Pilatus tog da Jesus og piskede ham. 2 Og soldaterne flettede en tornekrone og satte den på hans hoved og gav ham en purpurkappe om, 3 og sagde: »Hyl være dig, jødernes konge!« og de slog ham med hænderne. 4 Pilatus gik da atter ud og sagde til dem: "Se, jeg fører ham ud til jer, for at I skal vide, at jeg ikke finder nogen skyld hos ham." 5 Jesus kom da ud med tornekronen og den purpurrøde kappe på. Og Pilatus sagde til dem: "Se, manden!" 6 Da ypperstepræsterne og tjenerne så ham, råbte de og sagde: "Korsfæst ham, korsfæst ham!" Pilatus siger til dem: "Tag ham og korsfæst ham, for jeg finder ingen skyld hos ham." 7 Jøderne svarede ham: "Vi har en lov, og efter vores lov er han skyldig at dø, fordi han har gjort sig selv til Guds søn." 8 Da Pilatus hørte disse ord, blev han endnu mere bange; 9 Og han gik atter ind i dommersalen og sagde til Jesus: "Hvorfra er du?" Men Jesus svarede ham intet. 10 Pilatus siger da til ham: "Taler du ikke til mig? Ved du ikke, at jeg har magt til at korsfæste dig og har magt til at løslade dig?" 11 Jesus svarede: " Du havde ingen magt over mig, hvis den ikke var givet dig ovenfra. Derfor har den, som overgav mig til dig, en større synd." 12 Fra da af søgte Pilatus at løslade ham; men jøderne råbte og sagde: "Hvis du lader denne mand gå, er du ikke kejserens ven. Den, der gør sig selv til konge, taler imod kejseren." 13 Da Pilatus hørte disse ord, førte han Jesus frem og satte sig på dommersædet på det sted, der kaldes Pladsen, men på hebraisk Gabbatha. 14 Og det var forberedelsesdagen til påsken, omkring den sjette time; og han siger til jøderne: Se, jeres konge! 15 Men de råbte: »Bort med ham, bort med ham, korsfæst ham!« Pilatus siger til dem: »Skal jeg korsfæste jeres konge?« Ypperstepræsterne svarede: »Vi har ingen anden konge end kejseren.« 16 Da overgav han ham til dem for at blive korsfæstet. Og de tog Jesus og førte ham bort. 17 Og han bar sit kors og gik ud til det sted, der kaldes Hovedskalsted, på hebraisk Golgata. 18 Hvor de korsfæstede ham og to andre med ham, en på hver side, og Jesus i midten. 19 Pilatus skrev en overskrift og satte den på korset, og der stod: "JESUS FRA NAZARET, JØDERNES KONGE." 20 Denne overskrift læste mange af jøderne, for det sted, hvor Jesus blev korsfæstet, var nær byen, og den var skrevet på hebraisk, græsk og latin. 21 Da sagde jødernes ypperstepræster til Pilatus: Skriv ikke: Jødernes konge, men at han sagde: Jeg er jødernes konge. 22 Pilatus svarede: "Hvad jeg har skrevet, har jeg skrevet." 23 Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de hans klæder og gjorde dem i fire dele, et stykke til hver soldat, og også hans kjortel; kjortelen var uden søm, vævet fra oven og helt igennem. 24 De sagde derfor til hinanden: "Lad os ikke rive den i stykker, men kaste lod om, hvem den skal tilhøre, for at Skriften skulle opfyldes, som siger: De delte mine klæder imellem sig, og om min kappe kastede de lod." Dette gjorde soldaterne. 25 Nu stod ved Jesu kors hans mor og hans mors søster, Maria, Kleofas' hustru, og Maria Magdalene. 26 Da Jesus så sin mor og den discipel, som han elskede, stå ved siden af, sagde han til sin mor: " Kvinde, se, din søn!" 27 Da siger han til disciplen: » Se, din mor!« Og fra den stund tog disciplen hende hjem til sig. 28 Efter dette, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbyrdet, sagde han, for at Skriften skulle opfyldes: " Jeg tørster." 29 Der stod et kar fuldt med eddike, og de fyldte en svamp med eddike og lagde den på en isop og satte den til hans mund.
19
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
30 Da Jesus havde taget eddiken, sagde han: " Det er fuldbragt!" Og han bøjede hovedet og opgav ånden. 31 Jøderne bad derfor Pilatus om, at deres ben måtte brækkes, og at de måtte tages ned, for at legemerne ikke skulle blive liggende på korset på sabbatten, fordi det var forberedelsesdag. (Thi sabbatten var en stor dag.) 32 Så kom soldaterne og knuste benene på den første og på den anden, som var korsfæstet sammen med ham. 33 Men da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans ben. 34 Men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og straks kom der blod og vand ud. 35 Og han, som så det, har vidnet, og hans vidnesbyrd er sandt; og han ved, at han siger sandheden, for at I må tro. 36 For dette skete, for at Skriften skulle opfyldes: "Intet ben skal brækkes på ham." 37 Og atter siger et andet skriftsted: De skal se hen til ham, som de har gennemboret. 38 Og derefter bad Josef fra Arimatæa, som var en Jesu discipel, men i hemmelighed af frygt for jøderne, Pilatus om at måtte tage Jesu legeme ned; og Pilatus tillod ham det. Han kom da og tog Jesu legeme. 39 Og Nikodemus, som først var kommet til Jesus om natten, kom også, og han bragte en blanding af myrra og aloe, omtrent hundrede pund. 40 Da tog de Jesu legeme og svøbte det i linnedklæder sammen med de vellugtende vellugtende midler, som jødernes skik er at begrave. 41 Men på det sted, hvor han blev korsfæstet, var der en have, og i haven en ny grav, hvori aldrig noget menneske var lagt. 42 Dér lagde de Jesus på grund af jødernes forberedelsesdag, for graven var nær. Johannes 20 1 Den første dag i ugen kommer Maria Magdalene tidligt, mens det endnu var mørkt, til graven og ser, at stenen er taget væk fra graven. 2 Så løber hun og kommer til Simon Peter og den anden discipel, som Jesus elskede, og siger til dem: De har taget Herren væk fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham. 3 Peter gik da ud og den anden discipel og kom til graven. 4 Så løb de begge sammen; og den anden discipel løb i forvejen fra Peter og kom først til graven. 5 Og han bøjede sig ned og så ind og så linnedklæderne ligge der; men han gik ikke ind. 6 Da kommer Simon Peter efter ham og går ind i graven og ser linnedklæderne ligge der. 7 Og bindet, som var om hans hoved, lå ikke sammen med linnedklæderne, men var pakket sammen på et sted for sig selv. 8 Da gik også den anden discipel ind, som var kommet først til graven, og han så og troede. 9 For de forstod endnu ikke Skriften, at han skulle opstå fra de døde. 10 Så gik disciplene hjem igen. 11 Men Maria stod udenfor ved graven og græd; og mens hun græd, bøjede hun sig ned og så ind i graven, 12 Og han ser to engle i hvide klæder sidde, den ene ved hovedet og den anden ved fødderne, hvor Jesu legeme havde ligget. 13 Og de siger til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun siger til dem: »Fordi de har taget min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« 14 Og da hun havde sagt dette, vendte hun sig om og så Jesus stå der, men hun vidste ikke, at det var Jesus. 15 Jesus siger til hende: " Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?" Hun mente, at det var havemanden, og sagde til ham: "Herre, hvis du har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så vil jeg tage ham væk."
20
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
16 Jesus siger til hende: » Maria.« Hun vendte sig om og sagde til ham: »Rabbuni!« det vil sige: »Mester.« 17 Jesus siger til hende: " Rør mig ikke, for jeg er endnu ikke steget op til min Fader; men gå til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min Fader og jeres Fader og til min Gud og jeres Gud." 18 Maria Magdalene kom og fortalte disciplene, at hun havde set Herren, og at han havde talt dette til hende. 19 Samme dag, om aftenen, den første dag i ugen, da dørene var lukkede, hvor disciplene var forsamlet af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: " Fred være med jer!" 20 Og da han havde sagt dette, viste han dem sine hænder og sin side. Da blev disciplene glade, da de så Herren. 21 Jesus sagde da atter til dem: » Fred være med jer! Ligesom min Fader har udsendt mig, sender jeg også jer.« 22 Og da han havde sagt dette, åndede han på dem og sagde til dem: " Modtag den Helligånd! 23 Hvis I tilgiver deres synder, er de tilgivet, og hvis I fastholder deres synder, er de fastholdt. 24 Men Thomas, en af de tolv, han som kaldes Didymus, var ikke sammen med dem, da Jesus kom. 25 De andre disciple sagde da til ham: "Vi har set Herren." Men han sagde til dem: "Hvis jeg ikke ser naglemærket i hans hænder og stikker min finger i naglemærket og stikker min hånd i hans side, vil jeg ikke tro." 26 Og otte dage efter var hans disciple igen indenfor, og Thomas med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: " Fred være med jer!" 27 Da siger han til Thomas: " Ræk din finger frem, og se mine hænder; og ræk din hånd frem og stik den i min side; og vær ikke vantro, men troende." 28 Og Thomas svarede og sagde til ham: "Min Herre og min Gud." 29 Jesus siger til ham: Thomas, fordi du har set mig, har du troet; salige er de, som ikke har set, og dog har troet. 30 Og mange andre tegn gjorde Jesus for sine disciples åsyn, som ikke ere skrevne i denne bog: 31 Men disse er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn. Johannes 21 1 Efter disse ting åbenbarede Jesus sig igen for disciplene ved Tiberias Sø, og på denne måde åbenbarede han sig. 2 Simon Peter og Thomas, som kaldes Didymus, og Natanael fra Kana i Galilæa og Zebedæus' sønner og to andre af hans disciple var sammen. 3 Simon Peter siger til dem: "Jeg går ud og fisker." De siger til ham: "Vi går også med dig." De gik straks ud og gik om bord i en båd, og den nat fangede de ingenting. 4 Men da det blev morgen, stod Jesus på stranden; men disciplene vidste ikke, at det var Jesus. 5 Jesus siger da til dem: » Børn, har I noget at spise?« De svarede ham: »Nej.« 6 Og han sagde til dem: Kast nettet ud på højre side af båden, så skal I finde. De kastede da ud, og nu kunne de ikke trække det op for mængden af fisk. 7 Den discipel, som Jesus elskede, siger da til Peter: »Det er Herren.« Da Simon Peter hørte, at det var Herren, bandt han sin fiskekåbe om sig (for han var nøgen) og kastede sig i havet. 8 Og de andre disciple kom i en lille båd (thi de var ikke langt fra land, kun omkring to hundrede alen), og slæbte nettet med fiskene. 9 Da de nu var kommet i land, så de en glødende kulild og fisk ligge på den og brød. 10 Jesus siger til dem: " Bring noget af den fisk, I nu har fanget." 11 Simon Peter steg op og trak nettet på land, fuldt af store fisk, et hundrede og tre og halvtredsindstyve; og selvom der var så mange, sprang nettet ikke.
21
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
12 Jesus siger til dem: " Kom og spis!" Og ingen af disciplene turde spørge ham: "Hvem er du?" De vidste, at det var Herren. 13 Jesus kommer da og tager brød og giver dem, og ligeså fisk. 14 Dette er nu tredje gang, at Jesus har åbenbaret sig for sine disciple, efter at han er opstået fra de døde. 15 Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: » Simon, Jonas' søn, elsker du mig mere end disse?« Han siger til ham: »Ja, Herre, du ved, at jeg elsker dig.« Han siger til ham: » Vogt mine lam.« 16 Han siger atter til ham anden gang: »Simon, Jonas' søn, elsker du mig?« Han siger til ham: »Ja, Herre, du ved, at jeg elsker dig.« Han siger til ham: » Vogt mine får.« 17 Han siger til ham for tredje gang: »Simon, Jonas' søn, elsker du mig?« Peter blev bedrøvet, fordi han sagde til ham for tredje gang: »Elsker du mig?« Og han sagde til ham: »Herre, du ved alt, du ved, at jeg elsker dig.« Jesus siger til ham: » Vogt mine får.« 18 Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du bæltet om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du række dine hænder ud, og en anden skal binde bæltet om dig og føre dig, hvorhen du ikke vil. 19 Dette sagde han for at give til kende, med hvilken død han skulle herliggøre Gud. Og da han havde sagt dette, sagde han til ham: " Følg mig!" 20 Da vendte Peter sig om og så den discipel, som Jesus elskede, følge efter; denne havde også støttet sig til hans bryst ved aftensmåltidet og sagt: "Herre, hvem er det, som forråder dig?" 21 Da Peter så ham, sagde han til Jesus: "Herre, hvad skal denne mand gøre?" 22 Jesus siger til ham: " Hvis jeg vil, at han skal blive, indtil jeg kommer, hvad angår det dig? Følg du mig." 23 Da gik dette ord ud blandt brødrene, at den discipel ikke skulle dø; men Jesus sagde ikke til ham: "Han skal ikke dø; men: Hvis jeg vil, at han skal blive, indtil jeg kommer, hvad angår det dig?" 24 Dette er den discipel, som vidner om disse ting og har skrevet disse ting; og vi ved, at hans vidnesbyrd er sandt. 25 Og der er også mange andre ting, som Jesus gjorde, og hvis de blev skrevet ned én for én, mener jeg, at selv verden ikke kunne rumme de bøger, der blev skrevet. Amen.
Apostlenes Gerninger Apostlenes Gerninger 1
1 Den første afhandling, Theofilus, har jeg udarbejdet om alt det, som Jesus begyndte at gøre og lære, 2 indtil den dag, da han blev optaget, efter at han ved Helligånden havde givet befalinger til de apostle, som han havde udvalgt, 3 for hvem han også efter sin lidelse viste sig levende ved mange ufejlbarlige beviser, idet han i fyrretyve dage viste sig for dem og talte om de ting, der hører Guds rige til, 4 Og da han var forsamlet med dem, befalede han dem, at de ikke skulle forlade Jerusalem, men vente på Faderens løfte, som I, sagde han, har hørt af mig. 5 For Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage. 6 Da de nu var kommet sammen, spurgte de ham og sagde: Herre, vil du på denne tid genoprette riget for Israel? 7 Og han sagde til dem: " Det tilkommer ikke jer at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat i sin egen magt." 8 Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens ende. 9 Og da han havde sagt dette, blev han optaget, mens de så på, og en sky tog ham bort fra deres øjne. 10 Og mens de stirrede stift op mod himlen, mens han fór op, se, da stod to mænd hos dem i hvide klæder; 11 som også sagde: "I galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op mod himlen? Denne Jesus, som er blevet optaget fra jer til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til himlen."
22
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
Nikodemus' evangelium Kapitel 1 1 Annas, Kajfas, Summas, Datam, Gamaliel, Judas, Levi, Neftali, Alexander, Kyros og andre jøder gik til Pilatus angående Jesus og anklagede ham for mange onde forbrydelser. 2 og sagde: "Vi er sikre på, at Jesus er søn af tømreren Josef, født af Maria, og at han erklærer sig selv for Guds søn og konge; og ikke alene det, men han forsøger at ophæve sabbatten og vore fædres love." 3 Pilatus svarede: Hvad er det, han siger, og hvad er det, han forsøger at opløse? 4 Jøderne sagde til ham: "Vi har en lov, der forbyder helbredelse på sabbatsdagen; men han helbreder både lamme og døve, lamme, blinde, spedalske og besatte på den dag med onde metoder." 5 Pilatus svarede: »Hvordan kan han gøre dette med onde metoder?« De svarede: »Han er en tryllekunstner, og ved djævlenes fyrste uddriver han dæmoner, og derfor er alt ham underlagt.« 6 Pilatus sagde da: "Det synes ikke at være urene ånders værk at uddrive onde ånder, men at det sker ved Guds kraft." 7 Jøderne svarede Pilatus: "Vi beder Deres Højhed om at indkalde ham til Deres domstol og selv høre ham." 8 Da kaldte Pilatus en budbringer til sig og sagde til ham: "Hvordan skal Kristus føres hertil?" 9 Da gik sendebudet ud, og da han kendte Kristus, tilbad han ham; og han bredte kappen, som han havde i hånden, ud på jorden og sagde: Herre, gå på dette sted og gå ind, for landshøvdingen kalder på dig. 10 Da jøderne forstod, hvad sendebudet havde gjort, råbte de til Pilatus og sagde: "Hvorfor indkaldte du ham ikke ved en tigger og ikke ved et sendebud?" For da sendebudet så ham, tilbad han ham og bredte kappen, som han havde i hånden, ud på jorden foran sig og sagde til ham: "Herre, landshøvdingen kalder på dig." 11 Da kaldte Pilatus sendebudet til sig og sagde: "Hvorfor har du gjort dette?" 12 Budbringeren svarede: "Da du sendte mig fra Jerusalem til Alexander, så jeg Jesus sidde på et æsel i en ubetydelig skikkelse, og hebræernes børn råbte: "Hosianna!" De holdt grene af træer i deres hænder. 13 Andre bredte deres klæder ud på vejen og sagde: "Frels os, du som er i himlen! Velsignet være han, som kommer i Herrens navn!" 14 Da råbte jøderne op imod sendebudet og sagde: Hebræernes børn lovsang på hebraisk, og hvordan kan du, som er græker, forstå hebraisk? 15 Budet svarede dem og sagde: Jeg spurgte en af jøderne: Hvad er det, børnene råber på hebraisk? 16 Og han forklarede det for mig og sagde: De råber Hosianna, hvilket oversat betyder: O Herre, frels mig; eller: O Herre, frels. 17 Pilatus sagde da til dem: "Hvorfor vidner I selv om de ord, som børnene har sagt, nemlig ved jeres tavshed? Hvad har engelen gjort forkert?" Og de tav. 18 Da sagde landshøvdingen til sendebudet: "Gå ud og prøv på enhver måde at få ham ind." 19 Men sendebudet gik ud og gjorde som før og sagde: Herre, kom ind, for landshøvdingen kalder på dig. 20 Og da Jesus gik ind med bannerne, som bar bannerne, kastede de øverste af dem sig ned og tilbad Jesus. 21 Hvorpå jøderne udbrød endnu voldsommere mod fændrikkene. 22 Men Pilatus sagde til jøderne: "Jeg ved, at det ikke behager jer, at de øverste af bannerfolkene af sig selv bøjer sig og tilbeder Jesus; men hvorfor råber I op imod bannerfolkene, som om de bøjer sig og tilbeder?" 23 De svarede Pilatus: "Vi så soldaterne selv bøje sig og tilbede Jesus." 24 Så kaldte landshøvdingen på fændrerne og sagde til dem: "Hvorfor gjorde I således?"
23
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
25 Fændrerne sagde til Pilatus: "Vi er alle hedninger og tilbeder guderne i templerne; hvad skulle vi så mene om at tilbede ham? Vi holdt kun bannerene i hænderne, og de kastede sig ned og tilbad ham." 26 Pilatus sagde da til synagogeforstanderne: "Udvælg jer selv nogle stærke mænd, som kan holde standerne, så skal vi se, om de vil bøje sig af sig selv." 27 Jødernes ældste udsøgte derfor tolv af de stærkeste og dygtigste gamle mænd og lod dem holde fanerne, og de stillede sig op for landshøvdingen. 28 Pilatus sagde da til sendebudet: »Før Jesus ud, og bring ham på en eller anden måde ind igen.« Og Jesus og sendebudet gik ud af salen. 29 Og Pilatus kaldte de væbnede soldater til sig, som før havde båret baterne, og svor dem, at hvis de ikke havde båret baterne på samme måde, da Jesus gik ind, ville han hugge deres hoveder af. 30 Så befalede landshøvdingen Jesus at komme ind igen. 31 Og sendebudet gjorde, som han havde gjort før, og bad indtrængende Jesus om at gå på sin kappe og på den, og han gik på den og gik ind. 32 Og da Jesus gik ind, bøjede bannerne sig som før og tilbad ham. Kapitel 2 1 Da Pilatus så dette, blev han bange og ville lige rejse sig fra sin stol. 2 Men mens han havde tænkt sig at rejse sig, sendte hans hustru, som stod langt væk, bud til ham og lod sige: "Hav intet at gøre med denne retfærdige mand; for jeg har lidt meget for hans skyld i et syn i nat." 3 Da jøderne hørte dette, sagde de til Pilatus: "Sagde vi ikke til dig, at han er en tryllekunstner? Se, han har ladet din hustru drømme." 4 Pilatus kaldte da Jesus til sig og sagde: "Du har hørt, hvad de vidner imod dig, og du svarer ikke?" 5 Jesus svarede: "Hvis de ikke havde evnen til at tale, kunne de ikke have talt; men fordi enhver har evnen til at tale både godt og ondt, skal han se til det." 6 Men jødernes ældste svarede og sagde til Jesus: "Hvad skal vi se hen til?" 7 For det første ved vi om dig, at du er født ved utugt; for det andet, at spædbørnene blev dræbt i Betlehem på grund af din fødsel; for det tredje, at din far og mor Maria flygtede til Egypten, fordi de ikke kunne stole på deres eget folk. 8 Nogle af jøderne, som stod der, sagde mere positivt: "Vi kan ikke sige, at han er født ved utugt; men vi ved, at hans mor, Maria, var trolovet med Josef, og derfor er han ikke født ved utugt." 9 Pilatus sagde da til de jøder, som havde hævdet, at han var født ved utugt: "Dette er ikke sandt, efterdi der var en trolovelse, som de vidner om, som er af jeres eget folk." 10 Annas og Kajfas sagde til Pilatus: "Hele denne folkemængde må betragtes, som råber, at han er født ved utugt og er en besværger; men de, som benægter, at han er født ved utugt, er hans proselytter og disciple." 11 Pilatus svarede Annas og Kajfas: "Hvem er proselytterne?" De svarede: "Det er de, som er hedningers børn, og som ikke er blevet jøder, men følger ham." 12 Da svarede Eleazar og Asterius og Antonius og Jakob, Karas og Samuel, Isak og Pinehas, Krispus og Agrippa, Annas og Judas: Vi er ikke proselytter, men jødernes børn, og vi taler sandheden, og vi var til stede, da Maria blev forlovet. 13 Pilatus henvendte sig da til de tolv mænd, som havde sagt dette: "Jeg besværger jer ved kejserens liv, at I trofast bevidner, om han er født ved utugt, og at det, som I har fortalt, er sandt." 14 De svarede Pilatus: "Vi har en lov, hvorved det er forbudt os at sværge, da det er en synd. Lad dem sværge ved kejserens liv, at det ikke er, som vi har sagt, så vil vi være tilfredse med at blive henrettet." 15 Annas og Kajfas sagde da til Pilatus: "De tolv mænd vil ikke tro, at vi ved, at han er født af lav kvalitet og at han er en besværger, selvom han påstår, at han er Guds søn og en konge. Det er vi så langt fra at tro, at vi bæver ved at høre."
24
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
16 Da befalede Pilatus alle at gå ud undtagen de tolv mænd, som sagde, at han ikke var født gennem utugt, og at Jesus skulle trække sig tilbage og sagde til dem: "Hvorfor vil jøderne slå Jesus ihjel?" 17 De svarede ham: "De er vrede, fordi han helbredte mennesker på sabbatten." Pilatus sagde: "Vil de slå ham ihjel for en god gerning?" De sagde til ham: "Ja, Herre." Kapitel 3 1 Pilatus gik da ud af salen, fuld af vrede, og sagde til jøderne: "Jeg kalder hele verden til vidne på, at jeg ikke finder nogen skyld hos den mand." 2 Jøderne svarede Pilatus: "Hvis han ikke havde været en ugudelig mand, havde vi ikke ført ham frem for dig." 3 Pilatus sagde til dem: "Tag ham I og dømme ham efter jeres lov." 4 Jøderne sagde da: "Det er os ikke tilladt at henrette nogen." 5 Pilatus sagde til jøderne: "Budet om, at du ikke må slå ihjel, ligger hos jer, men ikke hos mig." 6 Og han gik atter ind i borgen, kaldte Jesus til sig selv og sagde til ham: "Er du jødernes konge?" 7 Jesus svarede Pilatus: "Siger du dette af dig selv, eller har jøderne sagt dig det om mig?" 8 Pilatus svarede Jesus: "Er jeg en jøde? Hele jødernes folk og deres herskere har overgivet dig til mig. Hvad har du gjort?" 9 Jesus svarede og sagde: "Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, ville mine tjenere kæmpe, og jeg var ikke blevet overgivet til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra." 10 Pilatus sagde: »Er du da en konge?« Jesus svarede: »Du siger, at jeg er en konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, og derfor er jeg kommet, at jeg skal vidne om sandheden, og enhver, som er af sandheden, hører min røst.« 11 Pilatus siger til ham: Hvad er sandhed? 12 Jesus sagde: Sandheden er fra himlen. 13 Pilatus sagde: "Derfor er sandheden ikke på jorden." 14 Jesus sagde til Pilatus: "Tro, at sandheden er på jorden blandt dem, som, når de har magt til at dømme, lader sig styre af sandheden og dømmer retfærdigt." Kapitel 4 1 Pilatus lod Jesus stå i hallen og gik ud til jøderne og sagde: "Jeg finder ingen skyld hos Jesus." 2 Jøderne sagde til ham: "Men han sagde: Jeg kan nedbryde Guds tempel og bygge det op igen på tre dage." 3 Pilatus siger til dem: "Hvad slags tempel er det, han taler om?" 4 Jøderne siger til ham: "Det, som Salomon har bygget i seksogfyrre år, har han sagt, at han vil nedbryde og bygge op igen på tre dage." 5 Pilatus sagde atter til dem: "Jeg er uskyldig i den mands blod; I skal se til det." 6 Jøderne siger til ham: »Hans blod komme over os og vore børn!« Pilatus kaldte da de ældste og skriftkloge, præsterne og levitterne sammen og sagde i al hemmelighed til dem: »Gør ikke sådan! Jeg har ikke fundet noget i jeres anklage mod ham, der fortjener døden, når han helbreder syge og bryder sabbatten. 7 Præsterne og levitterne svarede Pilatus: "Så sandt kejseren lever, hvis nogen er en gudsbespotter, fortjener han døden; men denne mand har bespottet Herren." 8 Da befalede landshøvdingen atter jøderne at gå ud af borgen; og han kaldte Jesus til sig og sagde til ham: Hvad skal jeg gøre med dig? 9 Jesus svarede ham: "Gør, som der står skrevet." 10 Pilatus sagde til ham: "Hvordan står der skrevet?" 11 Jesus siger til ham: "Moses og profeterne har profeteret om min lidelse og opstandelse." 12 Da jøderne hørte dette, blev de oprørte og sagde til Pilatus: "Hvorfor vil du længere høre på den mands bespottelse?"
25
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
13 Pilatus siger til dem: "Hvis disse ord synes jer at være gudsbespottelse, så tag ham og før ham for jeres domstol og dømme ham efter jeres lov." 14 Jøderne svarede Pilatus: »Vores lov siger, at han skal have niogtredive slag, men hvis han på denne måde taler bespotteligt imod Herren, skal han stenes.« 15 Pilatus sagde til dem: "Hvis hans tale var gudsbespottelse, så skal I dømme ham efter jeres lov." 16 Jøderne sagde til Pilatus: "Vor lov forbyder os at henrette nogen; vi ønsker, at han skal korsfæstes, fordi han fortjener døden på korset." 17 Pilatus siger til dem: "Det er ikke passende at korsfæste ham; lad ham kun piskes og sendes bort." 18 Men da landshøvdingen så på folket, som var til stede, og jøderne, så han, at mange af jøderne græd, og han sagde til jødernes ypperstepræster: "Ikke noget folk ønsker hans død." 19 Jødernes ældste svarede Pilatus: "Vi og hele folket er kommet her netop for at han skulle dø." 20 Pilatus siger til dem: "Hvorfor skal han dø?" 21 De sagde til ham: Fordi han påstår, at han er Guds søn og konge. Kapitel 5 1 Men Nikodemus, en vis jøde, trådte frem for landshøvdingen og sagde: "Jeg beder dig, retfærdige dommer, om at du vil give mig den tilladelse til at tale et par ord." 2 Pilatus sagde til ham: "Tal videre." 3 Nikodemus sagde: "Jeg talte til jødernes ældste og de skriftkloge og præsterne og levitterne og hele jødernes forsamling i deres forsamling: Hvad vil I gøre med denne mand?" 4 Han er en mand, der har udført mange nyttige og herlige mirakler, som intet menneske på jorden nogensinde har udført før, og som aldrig vil gøre. Lad ham gå, og gør ham ingen skade; hvis han kommer fra Gud, vil hans mirakler (hans mirakuløse helbredelser) fortsætte; men hvis de er fra mennesker, vil de blive til intet. 5 Således udførte Moses, da han blev sendt af Gud til Egypten, de mirakler, som Gud havde befalet ham, for Farao, Egyptens konge; og selvom Jannes og Jambres, magikerne i det land, udførte de samme mirakler ved deres magi, som Moses gjorde, kunne de dog ikke udføre alt det, han gjorde; 6 Og de mirakler, som magikerne udførte, var ikke fra Gud, som I ved, skriftkloge og farisæere; men de, som udførte dem, omkom, og alle, som troede på dem. 7 Og lad nu denne mand gå; for netop de mirakler, som I anklager ham for, er fra Gud, og han er ikke værdig til døden. 8 Jøderne sagde da til Nikodemus: "Er du blevet hans discipel og taler til hans fordel?" 9 Nikodemus sagde til dem: "Er landshøvdingen også blevet hans discipel, og holder han taler for ham? Har kejseren ikke sat ham i den høje stilling?" 10 Da jøderne hørte dette, skælvede de og skar tænder ad Nikodemus og sagde til ham: "Måtte du antage hans lære som sandhed og få din lod med Kristus!" 11 Nikodemus svarede: "Amen; jeg vil modtage hans lære og få min lod med ham, som du har sagt." 12 Så rejste en anden jøde sig og bad landshøvdingen om tilladelse til at høre ham med et par ord. 13 Og landshøvdingen sagde: "Tal, hvad du har lyst til." 14 Og han sagde: "Jeg lå i otteogtredive år ved fåredammen i Jerusalem og led af en stor sygdom og ventede på en helbredelse, som skulle ske ved en engels komme, som på et bestemt tidspunkt ville oprøre vandet; og den, der først trådte i efter vandets oprør, blev helbredt, hvilken sygdom han end havde." 15 Og da Jesus så mig ligge der og sagde til mig: »Vil du blive rask?« Jeg svarede: »Herre, jeg har ingen, der kan putte mig i dammen, når vandet bliver oprørt.« 16 Og han sagde til mig: »Rejs dig, tag din seng og gå!« Og jeg blev straks rask, og jeg tog min seng og gik. 17 Jøderne sagde da til Pilatus: Herre, landshøvding, spørg ham, hvilken dag han blev helbredt for sin sygdom. 18 Den syge svarede: "Det var på sabbatten."
26
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
19 Jøderne sagde til Pilatus: "Sagde vi ikke, at han udførte sine helbredelser på sabbatten og uddrev onde ånder ved onde ånders fyrste?" 20 Så kom en anden jøde ud og sagde: "Jeg var blind og kunne høre lyde, men kunne ikke se nogen; og mens Jesus gik videre, hørte jeg folkemængden gå forbi, og jeg spurgte, hvad der var der?" 21 De fortalte mig, at Jesus gik forbi. Da råbte jeg: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« Og han stod stille og befalede, at jeg skulle føres hen til ham, og sagde til mig: »Hvad vil du?« 22 Jeg sagde: Herre, at jeg må få mit syn igen. 23 Han sagde til mig: "Få dit syn igen!" Og straks så jeg, og jeg fulgte ham med glæde og tak. 24 En anden jøde kom også frem og sagde: "Jeg var spedalsk, og han helbredte mig med sit ord alene og sagde: Jeg vil, bliv ren; og straks blev jeg renset fra min spedalskhed." 25 Og en anden jøde kom frem og sagde: Jeg var forkrøbet, og han rettede mig med sit ord. 26 Og en kvinde ved navn Veronica sagde: "Jeg har været plaget af blod i tolv år, og jeg rørte ved sømmen på hans klæder, og pludselig ophørte mit blodløb." 27 Jøderne sagde da: "Vi har en lov om, at en kvinde ikke må bruges som vidne." 28 Og senere sagde en anden jøde: Jeg så Jesus være indbudt til et bryllup med sine disciple, og der var mangel på vin i Kana i Galilæa; 29 Og da vinen var helt drukket, befalede han tjenerne at fylde seks krukker, som stod der, med vand, og de fyldte dem til randen, og han velsignede dem og forvandlede vandet til vin, og alle folk drak, forbløffede over dette mirakel. 30 Og en anden jøde stod frem og sagde: Jeg så Jesus undervise i synagogen i Kapernaum; og der var i synagogen en mand, som var besat; og han råbte og sagde: Lad mig være! Hvad har vi med dig at gøre, Jesus fra Nazareth? Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, at du er Guds hellige. 31 Og Jesus irettesatte ham og sagde: "Ti stille, urene ånd, og far ud af manden!" Og straks fór den ud af ham og gjorde ham ingen skade. 32 Følgende blev også sagt af en farisæer: Jeg så, at en stor skare kom til Jesus fra Galilæa og Judæa og kystlinjen og mange lande omkring Jordan, og mange syge kom til ham, og han helbredte dem alle. 33 Og jeg hørte de urene ånder råbe og sige: »Du er Guds Søn!« Og Jesus forbød dem strengt, at de ikke måtte åbenbare ham. 34 Derefter sagde en anden, ved navn Centurio: "Jeg så Jesus i Kapernaum, og jeg bad ham og sagde: Herre, min tjener ligger hjemme lam." 35 Og Jesus sagde til mig: "Jeg vil komme og helbrede ham." 36 Men jeg sagde: Herre, jeg er ikke værdig til, at du kommer ind under mit tag; men tal blot et ord, så skal min tjener blive helbredt. 37 Og Jesus sagde til mig: "Gå din vej, og ske dig, som du har troet." Og min tjener blev helbredt fra den samme time. 38 En mand af højeste rang sagde da: "Jeg havde en søn i Kapernaum, som lå for døden; og da jeg hørte, at Jesus var kommet til Galilæa, gik jeg hen og bad ham om at komme ned til mit hus og helbrede min søn, for han var for døden." 39 Han sagde til mig: "Gå din vej, din søn lever." 40 Og min søn blev helbredt fra den time. 41 Foruden disse råbte også mange andre jøder, både mænd og kvinder, og sagde: "Han er sandelig Guds søn, som kun helbreder alle sygdomme ved sit ord, og som djævlene er helt underlagt." 42 Nogle af dem sagde videre: "Denne magt kan ikke udgå fra nogen anden end Gud." 43 Pilatus sagde til jøderne: "Hvorfor er dæmonerne ikke jeres læger lydige?" 44 Nogle af dem sagde: "Den magt, der kan overmande djævle, kan ikke komme fra Gud." 45 Men andre sagde til Pilatus, at han havde oprejst Lazarus fra de døde, efter at han havde ligget fire dage i graven. 46 Da landshøvdingen hørte dette, rystede han og sagde til den store jødiske mængde: "Hvad gavner det jer at udgyde uskyldigt blod?"
27
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
Kapitel 6 1 Pilatus kaldte da Nikodemus og de femten mænd sammen, som sagde, at Jesus ikke var født ved utugt, og sagde til dem: "Hvad skal jeg gøre? Der er da tilsyneladende et oprør blandt folket?" 2 De sagde til ham: "Vi ved det ikke; lad dem, som oprører uroen, se til det." 3 Pilatus kaldte da folkemængden sammen igen og sagde til dem: I ved, at I har den skik, at jeg giver jer én fange løs ved påskefesten; 4 Jeg har en kendt fange, en morder, som hedder Barabbas, og Jesus, som kaldes Kristus, i hvem jeg intet finder, som fortjener døden; hvem af dem vil I da, at jeg skal give jer fri? 5 De råber alle og siger: "Giv os Barabbas fri!" 6 Pilatus siger til dem: Hvad skal jeg da gøre med Jesus, som kaldes Kristus? 7 De svarer alle: "Lad ham korsfæstes." 8 De råber igen og siger til Pilatus: "Du er ikke kejserens ven, hvis du løslader denne mand? Han har jo erklæret sig selv for Guds søn og en konge. Men vil du, at han skal være konge og ikke kejser?" 9 Pilatus blev vred og sagde til dem: "Jeres folk har altid været oprørske, og I er altid imod dem, der har tjent jer?" 10 Jøderne svarede: "Hvem er det, som har tjent os?" 11 Pilatus svarede dem: »Jeres Gud, som udfriede jer fra egypternes hårde trældom og førte jer over det røde Hav som om det var tørt land, og som i ørkenen gav jer manna og vagtelkød og lod vand komme frem af klippen og gav jer en lov fra himlen, 12 I provokerede ham på alle måder og begærede en støbt kalv, tilbad den og ofrede til den og sagde: "Disse er dine guder, Israel, som førte dig ud af Egypten!" 13 Derfor var din Gud tilbøjelig til at ødelægge dig, men Moses gik i forbøn for dig, og din Gud hørte ham og tilgav din skyld. 14 Bagefter blev I rasende mod jeres profeter, Moses og Aron, og I ville have dræbt dem, da de flygtede til tabernaklet, og I knurrede altid mod Gud og hans profeter. 15 Og han rejste sig fra dommersædet og ville gå ud; men alle jøderne råbte: "Vi anerkender kejseren for konge og ikke Jesus." 16 Så snart denne mand var født, kom de vise mænd og ofrede ham gaver; og da Herodes hørte det, blev han meget forfærdet og ville have slået ham ihjel. 17 Da hans far fik dette at vide, flygtede han med ham og hans mor Maria til Egypten. Da Herodes hørte, at han var født, ville han slå ham ihjel; og derfor sendte han bud og dræbte alle børnene i Betlehem og i hele dens omegn, fra to år og derunder. 18 Da Pilatus hørte dette, blev han bange; og han beordrede folket til stilhed, og de støjede og sagde til Jesus: "Er du da en konge?" 19 Alle jøderne svarede Pilatus: "Det er netop ham, som Herodes ville have slået ihjel." 20 Pilatus tog da vand, vaskede sine hænder i folkets øjne og sagde: "Jeg er uskyldig i denne retfærdiges blod; I må se til det." 21 Jøderne svarede og sagde: "Hans blod komme over os og vore børn!" 22 Da befalede Pilatus, at Jesus skulle føres frem for sig, og sagde til ham: 23 Dit eget folk har anklaget dig for at gøre dig selv til konge; derfor dømmer jeg, Pilatus, dig til piskning efter tidligere guvernørers love; og at du først skal bindes, derefter hænges på et kors på det sted, hvor du nu er fange; og også to forbrydere med dig, hvis navne er Dimas og Gestas. Kapitel 7 1 Jesus gik så ud af salen, og de to røvere med ham. 2 Og da de kom til det sted, som kaldes Golgata, afførte de ham hans klæder og bandt et linnedklæde om ham, satte en tornekrone på hans hoved og gav ham et rør i hånden. 3 Og på samme måde gjorde de ved de to røvere, som var korsfæstet sammen med ham, Dimas ved hans højre side og Gestas ved hans venstre.
28
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
4 Men Jesus sagde: "Min Fader, tilgiv dem; for de ved ikke, hvad de gør." 5 Og de delte hans klæder og kastede lod om hans kappe. 6 Imens stod folket og så, og ypperstepræsterne og jødernes ældste hånede ham og sagde: "Andre har han frelst; lad ham nu frelse sig selv, hvis han kan; hvis han er Guds søn, så lad ham nu stige ned fra korset." 7 Soldaterne spottede ham også, tog eddike og galde og gav ham det at drikke og sagde til ham: "Hvis du er jødernes konge, så udfri dig selv." 8 Da tog Longinus, en vis soldat, et spyd og gennemborede ham i siden, og pludselig kom der blod og vand frem. 9 Og Pilatus skrev titlen på korset med hebraiske, latinske og græske bogstaver: Dette er jødernes konge. 10 Men en af de to røvere, som var korsfæstet sammen med Jesus, ham ved navn Gestas, sagde til Jesus: "Hvis du er Kristus, så befri dig selv og os!" 11 Men røveren, som var korsfæstet ved hans højre side, hvis navn var Dimas, svarede og irettesatte ham og sagde: "Frygter du ikke Gud, som er dømt til denne straf? Vi får med rette og retfærdighed straf for vore gerninger; men hvad ondt har denne Jesus gjort?" 12 Efter denne sukken sagde han til Jesus: "Herre, husk mig, når du kommer i dit rige." 13 Jesus svarede og sagde til ham: "Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis." Kapitel 8 1 Og det var omkring den sjette time, og mørket var over hele jordens overflade indtil den niende time. 2 Og mens solen var formørket, se, da flængedes templets forhæng fra top til bund; og klipperne flængedes også, og gravene åbnede sig, og mange af de helliges legemer, som var sovet ind, stod op. 3 Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst og sagde: "Hely, hely, lama sabakthani!" hvilket betyder: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" 4 Og efter dette sagde Jesus: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.« Og da han havde sagt dette, opgav han ånden. 5 Men da officeren så, at Jesus råbte således, opgav ånden, priste han Gud og sagde: "Sandelig var denne mand en retfærdig." 6 Og alle de mennesker, som stod ved siden af, blev overordentlig forfærdede over synet; og da de tænkte over det, der var sket, slog de sig for brystet og vendte tilbage til byen Jerusalem. 7 Høvedsmanden gik hen til landshøvdingen og fortalte ham alt, hvad der var sket; 8 Og da han havde hørt alt dette, blev han meget bedrøvet; 9 Og han kaldte jøderne sammen og sagde til dem: "Har I set solformørkelsen og alt det andet, som skete, mens Jesus var døende?" 10 Da jøderne hørte det, svarede de landshøvdingen: "Solformørkelsen skete efter sædvanlig skik." 11 Men alle de, som kendte Kristus, stod på afstand, og det samme gjorde kvinderne, som havde fulgt Jesus fra Galilæa, og de så alt dette. 12 Og se, en mand fra Arimatæa ved navn Josef, som også var en Jesu discipel, men ikke åbenlyst af frygt for jøderne, kom til landshøvdingen og bad landshøvdingen om at give ham tilladelse til at tage Jesu legeme ned fra korset. 13 Og landshøvdingen gav ham tilladelse. 14 Nikodemus kom og havde med sig en blanding af myrra og aloe, der var omtrent hundrede pund; og de tog Jesus ned fra korset med tårer og bandt ham i linnedklæder med vellugtende krydderier, efter skik og brug ved begravelse blandt jøderne, 15 og lagde ham i en ny grav, som Josef havde bygget og ladet hugge ud i en klippe, hvori aldrig noget menneske var blevet lagt; og de væltede en stor sten for gravens indgang.
29
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
Kapitel 9 1 Da de uretfærdige jøder hørte, at Josef havde bedt om og begravet Jesu legeme, ledte de efter Nikodemus og de femten mænd, som havde vidnet for landshøvdingen, at Jesus ikke var født ved utugt, og andre gode mennesker, som havde vist gode gerninger mod ham. 2 Men da de alle skjulte sig af frygt for jøderne, var det kun Nikodemus, der viste sig for dem og sagde: "Hvordan kan sådanne mennesker komme ind i synagogen?" 3 Jøderne svarede ham: "Men hvordan turde du gå ind i synagogen, du som var Kristi forbundsfælle? Lad din lod blive med ham i den anden verden." 4 Nikodemus svarede: "Amen; så må jeg have min lod med ham i hans rige." 5 Ligeså kom Josef til jøderne og sagde til dem: Hvorfor er I vrede på mig, fordi jeg beder om Pilatus' Jesu legeme? Se, jeg har lagt ham i min grav og svøbt ham i rent linned og lagt en sten for gravens indgang. 6 Jeg har handlet retfærdigt mod ham; men I har handlet uretfærdigt mod den retfærdige mand ved at korsfæste ham, give ham eddike at drikke, krone ham med torne, rive hans krop med pisker og bad om skylden for hans blod over jer. 7 Da jøderne hørte dette, blev de foruroligede og foruroligede; og de greb Josef og befalede, at han skulle sættes i forvaring før sabbatten og holdes der, indtil sabbatten var omme. 8 Og de sagde til ham: "Bekend, for på dette tidspunkt er det ikke tilladt at gøre dig noget ondt, før den første dag i ugen kommer. Men vi ved, at du ikke vil blive anset for værdig til en begravelse, men vi vil give dit kød til himmelens fugle og jordens dyr." 9 Josef svarede: "Den tale er som den stolte Goliats tale, da han hånede den levende Gud, da han talte imod David. Men I skriftkloge og lærde ved, at Gud siger ved profeten: Hævnen er min, og jeg vil gengælde jer det onde, som I har truet mig med." 10 Den Gud, som du hængte på korset, kan udfri mig af dine hænder. Al din ondskab skal vende tilbage til dig. 11 For da landshøvdingen havde vasket sine hænder, sagde han: "Jeg er fri for denne retfærdiges blod." Men I svarede og råbte: "Hans blod komme over os og vore børn! Måtte I forgå for evigt, som I har sagt." 12 Da jødernes ældste hørte disse ord, blev de meget rasende; og de greb Josef og satte ham ind i et kammer uden vindue; de lukkede døren og forseglede den; 13 Og Annas og Kajfas satte vagt over det og holdt råd med præsterne og levitterne om, at de alle skulle mødes efter sabbatten, og de udtænkte, hvilken død de skulle henrette Josef til. 14 Da de havde gjort dette, beordrede rådsherrerne Annas og Kajfas, at Josef skulle føres frem. Kapitel 10 1 Da hele forsamlingen hørte dette, blev de forbløffede og forbløffede, fordi de havde fundet det samme segl på kammerets lås, men kunne ikke finde Josef. 2 Annas og Kajfas gik så ud, og mens de alle beundrede Josefs bortgang, se, da talte en af soldaterne, som vogtede Jesu grav, i forsamlingen. 3 Mens de bevogtede Jesu grav, blev der et jordskælv, og vi så en Guds engel vælte stenen fra graven væk og sætte sig på den. 4 Og hans ansigt var som lyn og hans klæder som sne; og vi blev af frygt som døde. 5 Og vi hørte en engel sige til kvinderne ved Jesu grav: Frygt ikke; jeg ved, at I søger Jesus, den korsfæstede; han er opstået, som han forudsagde. 6 Kommer og ser det sted, hvor han blev lagt, og går straks hen og siger til hans disciple, at han er opstået fra de døde, og at han skal gå foran jer til Galilæa; der skal I se ham, som han sagde til jer. 7 Da kaldte jøderne alle soldaterne sammen, som vogtede Jesu grav, og sagde til dem: "Hvem er de kvinder, som englen talte til? Hvorfor greb I dem ikke?" 8 Soldaterne svarede og sagde: "Vi ved ikke, hvem kvinderne var; desuden blev vi af frygt som døde, og hvordan skulle vi kunne gribe disse kvinder?"
30
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
9 Jøderne sagde til dem: "Så sandt Herren lever, vi tror jer ikke." 10 Soldaterne svarede jøderne: "Når I så og hørte Jesus gøre så mange tegn, men ikke troede ham, hvordan skulle I så tro på os? I sagde med rette: 'Så sandt Herren lever, for Herren lever sandelig.'" 11 Vi har hørt, at I har lukket Josef, som begravede Jesu legeme, inde i et kammer under en forseglet lås; og da I åbnede det, fandt I ham ikke der. 12 Frembring da Josef, som I satte i bevogtning i kammeret, og vi vil frembringe Jesus, som vi bevogtede i graven. 13 Jøderne svarede og sagde: "Vi vil frembringe Josef, frembringer I Jesus?" Men Josef er i sin egen by Arimatæa. 14 Soldaterne svarede: "Hvis Josef er i Arimatæa, og Jesus i Galilæa, har vi hørt englen fortælle kvinderne det." 15 Da jøderne hørte dette, blev de bange og sagde til hinanden: "Hvis dette på nogen måde bliver offentligt, vil alle tro på Jesus." 16 Da samlede de en stor sum penge og gav dem til soldaterne og sagde: "Fortæller I folket, at Jesu disciple kom om natten, mens I sov, og stjal Jesu legeme; og hvis landshøvdingen Pilatus hører om dette, vil vi stille ham på rette spor og sikre jer." 17 Soldaterne tog derfor pengene og sagde, som jøderne havde befalet dem, og deres rygte spredtes blandt folket. 18 Men en præst ved navn Pinehas og en skolelærer ved navn Ada og en levit ved navn Ageus kom tre fra Galilæa til Jerusalem og fortalte det til ypperstepræsterne og alle dem, der var i synagogerne, og sagde: 19 Vi har set Jesus, som I korsfæstede, tale med sine elleve disciple og sidde midt iblandt dem på Oliebjerget og sige til dem: 20 Gå ud i hele verden og prædik evangeliet for alle folkeslag, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn; og enhver, som tror og bliver døbt, skal blive frelst. 21 Og da han havde sagt dette til sine disciple, så vi ham stige op til himlen. 22 Da ypperstepræsterne, de ældste og levitterne hørte dette, sagde de til disse tre mænd: "Giv Israels Gud ære og bekend for ham, om det er sandt, som I siger, I har set og hørt." 23 De svarede og sagde: "Så sandt vore fædres Herre lever, Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud, ligesom vi hørte Jesus tale med sine disciple, og ligesom vi så ham stige op til himlen, således har vi fortalt jer sandheden." 24 Og de tre mænd svarede yderligere og sagde og tilføjede disse ord: Hvis vi ikke anerkendte de ord, som vi hørte Jesus tale, og at vi så ham stige op til himlen, ville vi være skyldige i synd. 25 Da rejste ypperstepræsterne sig straks, og med lovbogen i hænderne besværgede de disse mænd og sagde: "I skal ikke mere forkynde det, som I har talt om Jesus." 26 Og de gav dem en stor sum penge og sendte andre med dem, som skulle følge dem hjem til deres land, for at de på ingen måde skulle blive i Jerusalem. 27 Da samledes alle jøderne og udtrykte den mest beklagelige bekymring og sagde: "Hvad er det for en usædvanlig ting, der er sket i Jerusalem?" 28 Men Annas og Kajfas trøstede dem og sagde: "Hvorfor skulle vi tro på soldaterne, som bevogtede Jesu grav, når de siger, at en engel har væltet stenen væk fra gravens indgang?" 29 Måske var det hans egne disciple, der havde sagt dette til dem og givet dem penge for at sige det, og de havde selv taget Jesu legeme. 30 Husk desuden på, at fremmede ikke har nogen anerkendelse, for de har også taget en stor sum af os, og de har givet os deres budskab i overensstemmelse med de instruktioner, vi gav dem. De skal enten være trofaste mod os eller mod Jesu disciple.
31
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
Kapitel 11 1 Nikodemus stod da op og sagde: "I har ret, Israels børn! I har hørt, hvad de tre mænd har svoret ved Guds lov: Vi har set Jesus tale med sine disciple på Oliebjerget, og vi har set ham stige op til himlen." 2 Og Skriften lærer os, at den velsignede profet Elias blev optaget til himlen; og Elisa blev spurgt af profetsønnerne: "Hvor er vor fader Elias?" Han sagde til dem: "Han er optaget til himlen." 3 Og profetsønnerne sagde til ham: "Måske har ånden ført ham til et af Israels bjerge, måske finder vi ham der." Og de bad Elisa, og han vandrede omkring med dem i tre dage, men de kunne ikke finde ham. 4 Og nu hør mig, I Israels sønner, og lad os sende mænd ud til Israels bjerge, for at ånden ikke skal have ført Jesus bort, og der kan vi måske finde ham og blive tilfredse. 5 Nikodemus' råd behagede hele folket, og de sendte mænd ud, som ledte efter Jesus, men kunne ikke finde ham. De vendte tilbage og sagde: "Vi rejste overalt, men kunne ikke finde Jesus, men vi fandt Josef i hans by Arimatæa." 6 Da herskerne og hele folket hørte dette, blev de glade og priste Israels Gud, fordi Josef var blevet fundet, efter at de havde spærret inde i et kammer, men ikke kunne finde ham. 7 Og da de havde samlet en stor forsamling, sagde ypperstepræsterne: "Hvordan skal vi bringe Josef til os, så vi kan tale med ham?" 8 Og de tog et stykke papir og skrev til ham: "Fred være med dig og hele din familie! Vi ved, at vi har syndet mod Gud og dig. Glæd dig at besøge os, jeres fædre, for vi blev fuldstændig overraskede over, at I var undsluppet fra fængslet." 9 Vi ved, at det var et ondt råd, vi udtænkte imod dig, og at Herren tog sig af dig, og Herren selv udfriede dig fra vores planer. Fred være med dig, Josef, du som er æret blandt hele folket. 10 Og de udvalgte syv af Josefs venner og sagde til dem: "Når I kommer til Josef, så hils ham med fred og giv ham dette brev." 11 Da mændene derfor kom til Josef, hilste de ham med fred og gav ham brevet. 12 Og da Josef havde læst det, sagde han: "Lovet være Gud Herren, som udfriede mig fra israelitterne, så de ikke kunne udgyde mit blod! Lovet være Gud, som har beskyttet mig under dine vinger!" 13 Og Josef kyssede dem og tog dem med hjem til sig. Og den næste dag steg Josef op på sit æsel og drog med dem til Jerusalem. 14 Og da alle jøderne hørte dette, gik de ud for at møde ham og råbte og sagde: Fred være med din ankomst, fader Josef! 15 Han svarede: "Herren skal følge hele folket med velstand." 16 Og de kyssede ham alle; og Nikodemus tog ham med hjem, efter at have forberedt en stor fest. 17 Men den næste dag, da det var forberedelsesdag, sagde Annas, Kajfas og Nikodemus til Josef: "Bekend din tro for Israels Gud og svar os på alt det, vi stiller dig; 18 For vi har været meget bekymrede over, at du begravede Jesu legeme, og at vi havde låst dig inde i et kammer, og vi kunne ikke finde dig, og vi har været bange lige siden, indtil denne tid, hvor du kommer iblandt os. Fortæl os derfor for Gud alt, hvad der er sket. 19 Josef svarede: "I holdt mig i forvaring på beredelsesdagen indtil næste morgen." 20 Men mens jeg stod og bad midt om natten, var huset omgivet af fire engle; og jeg så Jesus som solens stråleglans og faldt ned på jorden af frygt. 21 Men Jesus greb fat i min hånd og løftede mig op fra jorden, og duggen faldt på mig; men han tørrede mit ansigt, kyssede mig og sagde til mig: "Frygt ikke, Josef; se på mig, for det er mig." 22 Da så jeg på ham og sagde: »Rabboni Elias!« Han svarede mig: »Jeg er ikke Elias, men Jesus fra Nazareth, hvis legeme du begravede.« 23 Jeg sagde til ham: Vis mig den grav, hvor jeg har lagt dig.
32
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
24 Jesus tog mig ved hånden og førte mig hen til det sted, hvor jeg havde lagt ham, og viste mig linnedklæderne og klædet, som jeg havde lagt om hans hoved. Da vidste jeg, at det var Jesus, og jeg tilbad ham og sagde: "Velsignet være han, som kommer i Herrens navn!" 25 Jesus tog mig atter ved hånden og førte mig til Arimathæa, til mit hus, og sagde til mig: "Fred være med dig, men gå ikke ud af dit hus før på den fyrretyvende dag; jeg må gå til mine disciple." Kapitel 12 1 Da ypperstepræsterne hørte alt dette, blev de forfærdede og faldt om med ansigtet mod jorden som døde, og de råbte til hinanden: "Hvad er dette for et usædvanligt tegn, som er sket i Jerusalem? Vi kender Jesu fader og moder." 2 Og en vis levit sagde: Jeg kender mange af hans slægtninge, gudfrygtige mennesker, som plejer at bringe slagtofre og brændofre til Israels Gud i templet med bønner. 3 Og da ypperstepræsten Simeon tog ham op i sine arme, sagde han til ham: Herre, nu lader du din tjener fare bort i fred, efter dit ord; thi mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folkeslag, et lys til at oplyse hedningerne og dit folk Israels herlighed. 4 Ligeså velsignede Simeon Maria, Jesu mor, og sagde til hende: "Jeg siger dig det budskab om dette barn: Han er bestemt til manges fald og opstandelse og til et tegn, som skal modsiges." 5 Ja, et sværd skal også gennembore din egen sjæl, og mange hjerters tanker skal åbenbares. 6 Da sagde alle jøderne: "Lad os sende bud til de tre mænd, som sagde, at de havde set ham tale med sine disciple på Oliebjerget." 7 Derefter spurgte de dem, hvad de havde set; og de svarede enstemmig: "I Israels Guds nærvær bekræfter vi tydeligt, at vi tydeligt så Jesus tale med sine disciple på Oliebjerget og stige op til himlen." 8 Annas og Kajfas tog dem så med til hver deres steder og forhørte dem hver for sig; og de bekendte alle sandheden og sagde, at de havde set Jesus. 9 Annas og Kajfas sagde da: "Vor lov siger: Ved to eller tre vidners mund skal enhver sag stå fast." 10 Men hvad har vi sagt? Den velsignede Enok behagede Gud og blev bortført ved Guds ord; og den velsignede Moses' gravsted er kendt. 11 Men Jesus blev overgivet til Pilatus, pisket, kronet med torne, spyttet på, gennemboret med et spyd, korsfæstet, døde på korset og blev begravet, og den ærede Josef begravede hans legeme i en ny grav, og han vidner om, at han så ham levende. 12 Og desuden har disse mænd erklæret, at de så ham tale med sine disciple på Oliebjerget og stige op til himlen. 13 Josef stod da op og sagde til Annas og Kajfas: "I må med rette undre jer meget over, at I har fået at vide, at Jesus lever og er faret op til himlen." 14 Det er sandelig noget helt utroligt, at han ikke alene selv opstår fra de døde, men også oprejser andre fra deres grave, som er blevet set af mange i Jerusalem. 15 Og hør mig nu lidt: Vi kendte alle den velsignede Simeon, ypperstepræsten, som tog Jesus, da han var et spædbarn, i sine arme i templet. 16 Denne samme Simeon havde selv to sønner, og vi var alle til stede ved deres død og begravelse. 17 Gå derfor hen og se deres grave, for de er åbne, og de er opstået. Og se, de er i byen Arimatæa og tilbringer deres tid sammen i gudstjenester. 18 Nogle har hørt lyden af deres stemmer i bøn, men de vil ikke tale med nogen, men de forbliver stumme som døde. 19 Men kom, lad os gå til dem og opføre os over for dem med al respekt og forsigtighed. Og hvis vi kan få dem til at sværge, vil de måske fortælle os nogle af deres opstandelses mysterier. 20 Da jøderne hørte dette, blev de overordentlig glade. 21 Annas og Kajfas, Nikodemus, Josef og Gamaliel kom så til Arimathæa, men fandt dem ikke i deres grave; men de gik omkring i byen og bandt dem på knæ ved deres gudstjeneste.
33
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
22 De hilste dem da med al ærbødighed og ærbødighed for Gud og førte dem til synagogen i Jerusalem. De lukkede portene og tog Herrens lovbog, 23 Og han lagde det i deres hænder og svor dem ved Gud Herren og Israels Gud, som talte til vore fædre gennem loven og profeterne og sagde: "Hvis I tror på ham, som oprejste jer fra de døde, at han er Jesus, så fortæl os, hvad I har set, og hvordan I er oprejst fra de døde." 24 Charinus og Lenthius, Simeons to sønner, skælvede, da de hørte disse ting, og de blev forfærdede og stønnede; og idet de så op mod himlen, gjorde de korsets tegn med fingrene på tungen. 25 Og straks tog de til orde og sagde: "Giv hver af os et stykke papir, så vil vi skrive alt det ned for dig, som vi har set." Og de satte sig hver især ned og skrev og sagde: Kapitel 13 1 Herre Jesus og Fader, du som er Gud, også de dødes opstandelse og liv, giv os tilladelse til at forkynde dine mysterier, som vi så efter døden, der tilhører dit kors; for vi er svoret ved dit navn. 2 For du har forbudt dine tjenere at forkynde de hemmelige ting, som blev udført ved din guddommelige magt i helvede. 3 Da vi blev placeret med vore fædre i helvedes dyb, i mørkets sorthed, viste der sig pludselig solens farve som guld, og et betydeligt purpurfarvet lys oplyste stedet. 4 I samme øjeblik frydede Adam, hele menneskehedens fader, sig sammen med alle patriarkerne og profeterne og sagde: "Det lys er ophavsmanden til det evige lys, som har lovet at føre os til det evige lys." 5 Da råbte profeten Esajas og sagde: "Dette er Faderens og Guds Søns lys, ifølge min profeti, da jeg levede på jorden." 6 Zabulons land og Naftalis land hinsides Jordan, et folk, der vandrede i mørke, så et stort lys; og for dem, der boede i dødens skygges land, er et lys opstået. Og nu er han kommet og har oplyst os, som sad i døden. 7 Og mens vi alle glædede os over det lys, der skinnede på os, kom vor fader Simeon iblandt os og lykønskede hele forsamlingen og sagde: "Ærliggør Herren Jesus Kristus, Guds Søn!" 8 Ham tog jeg i mine arme, da jeg var et spædbarn i templet, og drevet af Helligånden sagde jeg til ham og bekendte: 1 Nu har mine øjne set din frelse, som du har beredt for alle folkeslag, et lys til at oplyse hedningerne og dit folk Israels herlighed. 9 Alle de hellige, som var i Helvedes dyb, glædede sig endnu mere, da de hørte dette. 10 Bagefter kom der en frem, der lignede en lille eremit, og alle spurgte ham: "Hvem er du?" 11 Han svarede: "Jeg er en råbers røst i ørkenen: Johannes Døberen og den Højestes profet, som gik forud for ham for at berede hans vej og give hans folk kundskab om frelse til syndernes forladelse." 12 Og jeg, Johannes, da jeg så Jesus komme til mig, drevet af Helligånden, sagde jeg: Se, Guds lam, se, han som bærer verdens synder. 13 Og jeg døbte ham i Jordanfloden og så Helligånden dale ned over ham i skikkelse af en due og hørte en stemme fra himlen, som sagde: "Denne er min elskede søn, i hvem jeg har velbehag." 14 Og mens jeg nu gik foran ham, kom jeg ned her for at fortælle jer, at Guds Søn næste gang vil besøge os, og som daggryet fra det høje vil han komme til os, som er i mørke og dødens skygge. Kapitel 14 1 Men da den første mand, vor fader Adam, hørte disse ting, at Jesus var blevet døbt i Jordan, kaldte han på sin søn Set og sagde: 2 Fortæl dine sønner, patriarkerne og profeterne, alt det, du hørte af ærkeenglen Mikael, da jeg sendte dig til Paradisets porte, for at du skulle bede Gud om at salve mit hoved, når jeg var syg. 3 Da trådte Seth hen til patriarkerne og profeterne og sagde: Jeg, Seth, da jeg bad til Gud ved Paradisets porte, så Herrens engel, Mikael, vise sig for mig og sige: Jeg er sendt til dig fra Herren; jeg er udpeget til at præsidere over menneskenes legemer.
34
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
4 Jeg siger dig, Set, bed ikke til Gud med tårer og trygle ham ikke om olien fra barmhjertighedens træ, hvormed han kan salve din fader Adam mod hans hovedpine; 5 Fordi du på ingen måde kan opnå det før på den sidste dag og i de sidste tider, nemlig før fem tusinde og fem hundrede år er gået. 6 Da vil Kristus, Guds barmhjertige søn, komme til jorden for at oprejse Adams menneskelegeme og samtidig oprejse de dødes legemer, og når han kommer, vil han blive døbt i Jordan. 7 Da vil han salve alle dem, der tror på ham, med sin barmhjertigheds olie; og hans barmhjertigheds olie vil vare ved i fremtidige generationer, for dem, som skal fødes af vand og Helligånd til evigt liv. 8 Og når Guds barmhjertige søn, Kristus Jesus, på den tid kommer ned til jorden, vil han føre vor fader Adam ind i Paradis, til barmhjertighedens træ. 9 Da alle patriarkerne og profeterne hørte alt dette fra Set, blev de endnu mere glade. Kapitel 15 1 Mens alle de hellige jublede, se, da sagde Satan, dødens fyrste og hersker, til helvedes fyrste: 2 I skal tage imod Jesus fra Nazareth selv, som pralede af at være Guds søn, men dog var en mand, der frygtede døden, og sagde: "Min sjæl er bedrøvet til døden." 3 Desuden gjorde han mig og mange andre mange skader; for dem, som jeg gjorde blinde og lamme, og dem, som jeg plagede med adskillige djævle, helbredte han ved sit ord; ja, og dem, som jeg bragte døde til dig, tager han med magt fra dig. 4 Helvedes fyrste svarede Satan: "Hvem er den mægtige fyrste, der dog er bange for døden?" 5 For alle jordens herskere er underlagt min magt, som du har underlagt ved din magt. 6 Men hvis han er så magtfuld i sin menneskelige natur, bekræfter jeg sandheden for dig, at han er almægtig i sin guddommelige natur, og intet menneske kan modstå hans magt. 7 Da han derfor sagde, at han var bange for døden, havde han i sinde at fange dig i en snare, og ulykkeligt skal det være for dig i evighed. 8 Da svarede Satan og sagde til Helvedes fyrste: "Hvorfor tvivlede du og var bange for at modtage Jesus fra Nazareth, både din og min modstander?" 9 Hvad angår mig, fristede jeg ham og ophidsede mine gamle folk, jøderne, med nidkærhed og vrede imod ham? 10 Jeg hvæssede spydet for hans lidelse; jeg blandede galde og eddike og befalede, at han skulle drikke det; jeg forberedte korset til at korsfæste ham og naglerne til at gennembore Ibis hænder og fødder; og nu er hans død nær, jeg vil bringe ham hid, underlagt både dig og mig. 11 Da svarede Helvedes fyrste og sagde: "Du sagde lige til mig, at han tog de døde fra mig med magt." 12 De, som har været holdt her, indtil de igen skulle leve på jorden, blev ikke taget herfra af egen kraft, men ved bønner til Gud, og deres almægtige Gud tog dem fra mig. 13 Hvem er da den Jesus fra Nazareth, som med sit ord har taget de døde bort fra mig uden at bede til Gud? 14 Måske er det den samme, som tog Lazarus fra mig, efter at han havde været død i fire dage, og som både stank og var rådden, og som jeg havde i besiddelse af som en død, og som han gjorde ham levende igen ved sin kraft. 15 Satan svarede og sagde til Helvedes fyrste: "Det er netop den samme, Jesus fra Nazareth." 16 Da Helvedes fyrste hørte det, sagde han til ham: "Jeg besværger dig ved den magt, som tilhører dig og mig, at du ikke bringer ham til mig." 17 For da jeg hørte om hans ords kraft, bævede jeg af frygt, og hele min ugudelige forsamling blev på samme tid forfærdet; 18 Og vi kunne ikke tilbageholde Lazarus, men han rystede sig selv og gik straks bort fra os med alle tegn på ondskab; og selve jorden, hvori Lazarus' lig lå, bragte ham straks levende ud. 19 Og jeg ved nu, at han er den almægtige Gud, som kan udføre sådanne ting, som er mægtig i sit herredømme og mægtig i sin menneskelige natur, som er menneskehedens frelser.
35
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
20 Før derfor ikke denne mand hid, for han skal sætte alle dem fri, som jeg holder fængslet i vantro og bundet med deres synders lænker, og han skal føre dem til evigt liv. Kapitel 16 1 Og mens Satan og Helvedes fyrste talte således med hinanden, lød der pludselig en røst som af torden og susende vinde, som sagde: Løft jeres porte, o I fyrster, og løft jer, o evige porte, så skal herlighedens Konge komme ind. 2 Da Helvedes fyrste hørte dette, sagde han til Satan: "Gå bort fra mig og forlad mine boliger! Er du en mægtig kriger, så kæmp mod Ærens Konge. Men hvad har du med ham at gøre?" 3 Og han drev ham bort fra hans boliger. 4 Og fyrsten sagde til sine ugudelige officerer: "Luk grusomhedens messingporte og fastgør dem med jernstænger og kæmp modigt, for at vi ikke skal tages til fange." 5 Men da hele de helliges forsamling hørte dette, talte de med høj, vred røst til helvedes fyrste: 6 Åbn dine porte, så Ærens Konge kan komme ind. 7 Og den guddommelige profet David udbrød og sagde: Profeterede jeg ikke sandelig, da jeg var på jorden, og sagde: Gid man ville prise Herren for hans godhed og for hans undere mod menneskenes børn? 8 For han har brudt kobberporte og hugget jernstænger i stykker. Han har grebet dem for deres misgernings skyld, og for deres uretfærdigheds skyld er de plaget. 9 Efter dette talte en anden profet, den hellige Esajas, på samme måde til alle de hellige: Profeterede jeg ikke med rette for jer, da jeg levede på jorden? 10 De døde skal leve, og de, som er i deres grave, skal opstå, og de, som er i jorden, skal glæde sig; for duggen fra Herren skal bringe dem udfrielse. 11 Og jeg sagde et andet sted: "Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?" 12 Da alle de hellige hørte disse ting, som Esajas sagde, sagde de til Helvedes fyrste: "Luk nu dine porte op og tag dine jernstænger væk; for nu skal du bindes og være uden magt." 13 Da lød en høj røst som torden, der sagde: Løft jeres porte, I fyrster, og opløft jer, I helvedes porte, så skal herlighedens konge gå ind. 14 Da Helvedes fyrste hørte den samme stemme gentaget, råbte han, som om han havde været uvidende: "Hvem er denne herlighedskonge?" 15 David svarede Helvedes fyrste og sagde: "Jeg forstår ordene fra den stemme, fordi jeg talte dem ved hans ånd." Og nu, som jeg har sagt ovenfor, siger jeg dig: Herren, stærk og mægtig, Herren, mægtig i kamp, han er herlighedens konge, og han er Herren i himlen og på jorden; 16 Han har skuet ned for at høre fangers stønnen og for at slippe dem løs, der er dømt til døden. 17 Og nu, du beskidte og stinkende helvedes fyrste, åbn dine porte, så herlighedens Konge kan træde ind; for han er himmelens og jordens Herre. 18 Mens David sagde dette, viste den mægtige Herre sig i en mands skikkelse og oplyste de steder, der altid før havde været i mørke, 19 Og brød de lænker, som før ikke kunne brydes; og med sin uovervindelige magt hjemsøgte han dem, der sad i det dybe mørke af uretfærdighed og dødens skygge af synd. Kapitel 17 1 Da den ugudelige Død og dens grusomme officerer hørte disse ting, blev de grebet af frygt i deres forskellige kongeriger, da de så lysets klarhed, 2 Og Kristus selv viste sig pludselig i deres boliger; de råbte derfor og sagde: Vi er bundet af dig; du synes at have til hensigt at forarge os for Herren. 3 Hvem er du, som ikke har tegn på fordærv, undtagen det strålende udseende, der er et fuldt bevis på din storhed, som du alligevel synes ikke at lægge mærke til? 4 Hvem er du, så mægtig og så svag, så stor og så lille, en ringe og dog en soldat af første rang, som kan kommandere i en tjeners skikkelse som en almindelig soldat?
36
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
5 Ærens Konge, død og levende, skønt han én gang blev slået ihjel på korset? 6 Hvem lå død i graven og er kommet levende ned til os? I din død bævede alle skabninger, og alle stjernerne bevægede sig. Nu har du frihed blandt de døde og forstyrrer vore legioner? 7 Hvem er du, som befrier de fanger, der blev holdt i lænker af arvesynden, og bringer dem tilbage til deres tidligere frihed 8 Hvem er du, som spreder et så herligt og guddommeligt lys over dem, der blev gjort blinde af syndens mørke? 9 På samme måde blev alle legioner af djævle grebet af den samme rædsel, og med den mest underdanige frygt råbte de og sagde: 10 Hvorfra kommer det, o du Jesus Kristus, at du er en mand så mægtig og herlig i majestæt, så strålende at han ikke har nogen plet, og så ren at han ikke har nogen forbrydelse? For den lavere verden på jorden, som altid indtil nu har været os underlagt, og hvorfra vi har modtaget tribut, har aldrig sendt os en sådan død mand før, aldrig sendt sådanne gaver som disse til helvedes fyrster. 11 Hvem er du da, som med sådant mod træder ind i vores boliger og ikke blot ikke er bange for at true os med de største straffe, men også bestræber dig på at redde alle andre fra de lænker, hvori vi holder dem? 12 Måske er du den Jesus, om hvem Satan netop talte til vor fyrste, at du ved korsets død skulle modtage dødens magt. 13 Da trampede herlighedens konge på døden, greb helvedes fyrste, fratog ham al hans magt og tog vor jordiske fader Adam med sig til sin herlighed. Kapitel 18 1 Da tog helvedes fyrste Satan og sagde med stor indikation til ham: O du ødelæggelsens fyrste, ophav til Beelzebubs nederlag og forvisning, Guds engle hån og alle retfærdiges hadede! Hvad fik dig til at handle således? 2 Du ville korsfæste herlighedens konge og ved hans ødelæggelse have givet os løfter om meget store fordele, men som en tåbe var du uvidende om, hvad du lavede. 3 For se nu, hvordan Jesus fra Nazareth, med sin strålende guddommeligheds glans, jager alle mørkets og dødens rædselsvækkende magter på flugt; 4 Han har brudt vores fængsler ned fra top til bund, løsladt alle fanger, løsladt alle, der var bundet, og alle, der tidligere plejede at stønne under vægten af deres pinsler, har nu fornærmet os, og vi er lige ved at blive besejret af deres bønner. 5 Vore ugudelige herredømmer er underkuet, og ingen del af menneskeheden er nu tilbage i vores underkastelse, men på den anden side trodser de os alle dristigt; 6 Skønt de døde før aldrig turde opføre sig uforskammet over for os, og som fanger kunne de aldrig ved nogen lejlighed være muntre. 7 O Satan, du fyrste over alle de onde, fader til de ugudelige og forladte, hvorfor ville du forsøge denne bedrift, når vores fanger hidtil altid har været uden det mindste håb om frelse og liv? 8 Men nu er der ikke én af dem, der stønner, og der er ikke den mindste tåre i nogen af deres ansigter. 9 O prins Satan, du store vogter af de infernalske regioner, alle dine fordele, som du erhvervede dig ved det forbudte træ og tabet af Paradis, har du nu mistet ved korsets træ; 10 Og al din lykke forsvandt da, da du korsfæstede Jesus Kristus, herlighedens konge. 11 Du har handlet imod dine egne og mine interesser, som du snart vil erkende ved de store pinsler og uendelige straffe, som du er ved at lide. 12 O Satan, fyrste over alt ondt, dødens ophavsmand og kilde til al stolthed, du burde først have undersøgt Jesu fra Nazareths onde forbrydelser, og så ville du have fundet ud af, at han ikke var skyldig i nogen skyld, der fortjente døden. 13 Hvorfor vovede du dig, uden hverken grund eller retfærdighed, at korsfæste ham og bragte en uskyldig og retfærdig person ned til vores egne og derved mistede alle syndere, ugudelige og uretfærdige personer i hele verden?
37
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
14 Mens helvedes fyrste talte således til Satan, sagde herlighedens konge til Beelzebub, helvedes fyrste: Satan, fyrsten skal være underlagt dit herredømme for evigt i Adams og hans retfærdige sønners sted, som er mine. Kapitel 19 1 Da rakte Jesus sin hånd ud og sagde: "Kom til mig, alle I mine hellige, som er skabt i mit billede, som er fordømt af den forbudte frugts træ og af Djævelen og døden; 2 Lev nu ved mit kors' træ; Djævelen, denne verdens fyrste, er overvundet, og døden er besejret. 3 Snart blev alle de hellige forenet under den højeste Guds hånd; og Herren Jesus greb fat i Adams hånd og sagde til ham: "Fred være med dig og alle dine retfærdige efterkommere, som er mine!" 4 Da kastede Adam sig for Jesu fødder og henvendte sig til ham med tårer, ydmygt og med høj røst, og sagde: 5 Jeg vil prise dig, Herre, for du har ophøjet mig og ikke ladet mine fjender glæde sig over mig. Herre min Gud, jeg råbte til dig, og du har helbredt mig. 6 Herre, du har ført min sjæl op fra dødsriget, du har holdt mig i live, så jeg ikke skal synke i graven. 7 Syng for Herren, alle I hans hellige, og tak hans hellighed, thi hans vrede varer kun et øjeblik, i hans nåde er liv. 8 På samme måde faldt alle de hellige ned for Jesu fødder og sagde med én røst: "Du er kommet, verdens forløser, og har fuldbyrdet alt det, som du forudsagde ved loven og dine hellige profeter." 9 Du har genløst de levende ved dit kors og er kommet ned til os, for at du ved korsets død kan udfri os fra helvede og ved din kraft fra døden. 10 O, Herre, ligesom du har sat din herligheds banner i himlen og rejst tegnet på din forløsning, ja, dit kors, på jorden, så, Herre, sæt tegnet på dit kors sejr i helvede, så døden ikke længere må plage dig. 11 Da udstrakte Herren sin hånd og gjorde korsets tegn over Adam og over alle hans hellige. 12 Og han greb fat i Adams højre hånd og steg op fra dødsriget, og alle Guds hellige fulgte ham. 13 Da råbte den kongelige profet David frimodigt og sagde: 1 Syng en ny sang for Herren, for han har gjort undere; hans højre hånd og hans hellige arm har skaffet ham sejr. 14 Herren har kundgjort sin frelse, åbenbaret sin retfærdighed for hedningernes øjne. 15 Og hele de helliges skare svarede og sagde: "Denne ære tilhører alle hans hellige. Amen, lovpris Herren!" 16 Bagefter råbte profeten Habakkuk 3 og sagde: Du drog ud til dit folks frelse, ja til dit folks frelse. 17 Og alle de hellige sagde: 4 Velsignet være han, som kommer i Herrens navn, for Herren har oplyst os. Dette er vor Gud for evigt og altid; han skal være konge over os i evighedernes evigheder, amen. 18 På samme måde talte alle profeterne hans hellige lovord og fulgte Herren. Kapitel 20 1 Herren holdt Adam ved hånden og overgav ham til ærkeenglen Mikael, og han førte dem ind i Paradis, fyldt med barmhjertighed og herlighed; 2 Og to meget gamle mænd mødte dem, og de hellige spurgte dem: "Hvem er I, som endnu ikke har været med os i helvede og har fået jeres legemer lagt i paradis?" 3 En af dem svarede og sagde: "Jeg er Enok, som blev bortført ved Guds ord; og denne mand, som er med mig, er Elias fra Tishbitten, som blev bortført i en ildvogn." 4 Her har vi hidtil været og har ikke smagt døden, men er nu ved at vende tilbage ved Antikrists komme, bevæbnet med guddommelige tegn og mirakler, for at gå i kamp mod ham og blive dræbt af ham i Jerusalem og blive taget levende op i skyerne igen efter tre og en halv dag. 5 Og mens den hellige Enok og Elias fortalte dette, se, da kom en anden mand i en ynkelig skikkelse, som bar korsets tegn på sine skuldre.
38
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
6 Og da alle de hellige så ham, sagde de til ham: "Hvem er du? For dit ansigt er som en tyvs; og hvorfor bærer du et kors på dine skuldre?" 7 Han svarede: "I har ret; jeg var en tyv, som begik alskens ondskab på jorden." 8 Og jøderne korsfæstede mig sammen med Jesus; og jeg iagttog de forbløffende ting, der skete i skabelsen ved Herren Jesu korsfæstelse. 9 Og jeg troede, at han var Skaberen af alle ting og den almægtige Konge; og jeg bad til ham og sagde: Herre, husk mig, når du kommer i dit rige. 10 Han lyttede straks til min bøn og sagde til mig: "Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis." 11 Og han gav mig dette korsets tegn og sagde: Bær dette og gå til Paradis; og hvis englen, som er Paradisets vogter, ikke vil lukke dig ind, så vis ham korsets tegn og sig til ham: Jesus Kristus, som nu er korsfæstet, har sendt mig hid til dig. 12 Da jeg gjorde dette og fortalte englen, som er Paradisets vogter, alt dette, og han hørte det, åbnede han straks portene, førte mig ind og satte mig på højre side i Paradiset, 13 og sagde: "Bliv her en liden tid, indtil Adam, alle menneskers fader, går ind med alle sine sønner, som er Jesu Kristi hellige og retfærdige tjenere, den korsfæstede." 14 Da de hørte hele denne beretning fra tyven, sagde alle patriarkerne med én stemme: "Lovet være du, o almægtige Gud, den evige godheds Fader og barmhjertighedens Fader, som har vist en sådan nåde mod dem, der syndede imod ham, og som har bragt dem til Paradisets nåde og placeret dem midt i dine store og åndelige forsyninger i et åndeligt og helligt liv. Amen." Kapitel 21 1 Dette er de guddommelige og hellige mysterier, som vi har set og hørt. Jeg, Charinus og Lenthius har ikke tilladelse til at forkynde Guds andre mysterier, sådan som ærkeenglen Michael befalede os, 2 og sagde: "I skal gå med mine brødre til Jerusalem og blive ved i bønner og forkynde og herliggøre Jesu Kristi opstandelse, efterdi han har oprejst jer fra de døde samtidig med sig selv." 3 Og I skal ikke tale med nogen mand, men sidde som stumme, indtil den tid kommer, da Herren vil tillade jer at fortælle om sin guddommeligheds mysterier. 4 Ærkeenglen Mikael befalede os yderligere at drage hinsides Jordan, til et herligt og frodigt land, hvor mange er opstået fra de døde sammen med os til bevis på Kristi opstandelse. 5 For vi har kun tre dage til rådighed fra de døde, som er opstået for at fejre påske for vor Herre med vore forældre og for at vidne om Kristus, Herren, og vi er døbt i den hellige flod Jordan. Og nu ses de ikke af nogen. 6 Dette er så meget, som Gud tillod os at fortælle jer; giv ham derfor lovprisning og ære, og omvend jer, så vil han forbarme sig over jer. Fred være med jer fra Herren Gud Jesus Kristus og alles vores frelser! Amen, amen, amen. 7 Og efter at de var færdige med at skrive og havde skrevet på to forskellige stykker papir, gav Karinus det, han havde skrevet, i hænderne på Annas, Kajfas og Gamaliel. 8 Lenthius gav ligeledes det, han havde skrevet, i hænderne på Nikodemus og Josef; og straks forvandledes de til meget hvide skikkelser og sås ikke mere. 9 Men det, de havde skrevet, viste sig at stemme fuldstændig overens, idet der ikke var ét bogstav mere eller mindre end det andet. 10 Da hele jødernes forsamling hørte alle disse overraskende beretninger om Charinus og Lenthius, sagde de til hinanden: "Sandelig er alt dette skabt af Gud, og lovet være Herren Jesus for evigt og altid, amen." 11 Og de gik omkring med stor bekymring og frygt og bæven, og de slog sig for brystet og gik hver hjem til sit. 12 Men straks blev alt det, som jøderne fortalte i synagogerne om Jesus, fortalt til landshøvdingen af Josef og Nikodemus.
39
Jesu Kristi død, begravelse og opstandelse
13 Og Pilatus skrev alle disse transaktioner ned og indførte alle disse regnskaber i sin sals offentlige optegnelser. Kapitel 22 1 Efter dette gik Pilatus ind i jødernes tempel og kaldte alle rådsherrerne og skriftkloge og de praktiserende sammen og gik med dem ind i tempelkapellerne. 2 Og han befalede, at alle portene skulle lukkes, og sagde til dem: "Jeg har hørt, at I har en stor bog i dette tempel; jeg beder jer derfor om, at den bringes frem for mig." 3 Og da den store bog, båret af fire tempeltjenere og prydet med guld og ædelsten, blev bragt, sagde Pilatus til dem alle: "Jeg besværger jer ved jeres fædres Gud, som har bygget og befalet dette tempel at blive bygget, at I ikke skjuler sandheden for mig." 4 I ved alt, hvad der står skrevet i den bog; sig mig derfor nu, om I i Skrifterne har fundet noget om den Jesus, som I korsfæstede, og på hvilken tid i verden han burde være kommet, så sig det til mig. 5 Da de havde svoret Annas og Kajfas, befalede de alle de andre, som var med dem, at gå ud af kirken. 6 Og de lukkede templets og kapellets porte og sagde til Pilatus: "Du har ladet os sværge, o dommer, ved dette tempels opførelse at erklære dig det, som er sandt og retfærdigt." 7 Efter at vi havde korsfæstet Jesus, uden at vide at han var Guds søn, men i den tro at han udførte sine mirakler ved hjælp af magi, sammenkaldte vi en stor forsamling i dette tempel. 8 Og da vi med hinanden overvejede de mirakler, som Jesus havde udført, fandt vi mange vidner fra vores eget land, som erklærede, at de havde set ham i live efter hans død, og at de havde hørt ham tale med sine disciple og set ham stige op til himlenes høje og gå ind i dem; 9 Og vi så to vidner, hvis legemer Jesus oprejste fra de døde, og de fortalte os om mange mærkelige ting, som Jesus gjorde blandt de døde, og om hvilke vi har en skriftlig beretning i vore hænder. 10 Og det er vores skik årligt at åbne denne hellige bog foran en forsamling og der søge efter Guds råd. 11 Og vi fandt i den første af de halvfjerds bøger, hvor ærkeenglen Mikael taler til Adams, den første mands, tredje søn, en beretning om, at Kristus, Guds mest elskede søn, kom til jorden efter fem tusinde fem hundrede år, 12 Og vi overvejede yderligere, at han måske var selve Israels Gud, som talte til Moses: Du skal lave vidnesbyrdets ark; dens længde skal være to alen og en halv, dens bredde og dens højde på halvanden alen. 13 Ved disse fem alen og en halv til bygningen af Det Gamle Testamentes ark, forstod og vidste vi, at om fem tusind år og en halv (et tusind) år skulle Jesus Kristus komme i et legemes ark eller tabernakel; 14 Og således vidner vores skrifter om, at han er Guds søn og Israels Herre og Konge. 15 Og fordi vore ypperstepræster efter hans lidelser var forbløffede over de tegn, som han gjorde, åbnede vi den bog for at ransage alle slægter ned til Josefs og Marias, Jesu mors, slægt, i den tro, at han var af Davids slægt; 16 Og vi fandt beretningen om skabelsen, og på hvilken tid han skabte himlen og jorden og det første menneske, Adam, og at der fra da af til syndfloden varede to tusinde to hundrede og tolv år. 17 Og fra Syndfloden til Abraham ni hundrede og tolv. Og fra Abraham til Moses fire hundrede og tredive. Og fra Moses til kong David fem hundrede og ti. 18 Og fra David til det babylonske fangenskab fem hundrede år. Og fra det babylonske fangenskab til Kristi menneskevordelse fire hundrede år. 19 Summen af det hele, hvilket beløber sig til fem tusind og et halvt (et tusind). 20 Og således ser det ud til, at Jesus, som vi korsfæstede, er Jesus Kristus, Guds Søn, den sande og almægtige Gud. Amen.
40