Nehemias KAPITEL 1 1 Nehemias, Hakaljas søns, ord. I måneden Kisleu i det tyvende år, da jeg var i paladset Susa, 2 At Hanani, en af mine brødre, kom, han og nogle mænd fra Juda; og jeg spurgte dem om de jøder, der var undsluppet, som var tilbage fra fangenskabet, og om Jerusalem. 3 Og de sagde til mig: "Resten, som er tilbage af fangenskabet der i provinsen, er i stor nød og forsmået; Jerusalems mur er også brudt ned, og dens porte er brændt op." 4 Og det skete, da jeg hørte disse ord, at jeg satte mig ned og græd og sørgede i nogle dage og fastede og bad for Himmelens Guds åsyn, 5 og sagde: "Jeg bønfalder dig, Herre, Himmelens Gud, du store og frygtelige Gud, som holder fast i pagt og barmhjertighed mod dem, der elsker dig og holder dine befalinger, 6 Lad dit øre være opmærksomt og dine øjne åbne, så du må høre din tjeners bøn, som jeg nu beder for dit åsyn dag og nat for dine tjenere Israels børn og bekender Israels børns synder, som vi har syndet imod dig; både jeg og min fars hus har syndet. 7 Vi har handlet meget fordærvet imod dig og ikke holdt de befalinger, love eller love, som du pålagde din tjener Moses. 8 Husk dog det ord, du pålagde din tjener Moses: Hvis I overtræder, vil jeg sprede jer blandt folkeslagene. 9 Men hvis I vender jer til mig og holder mine befalinger og gør efter dem, så vil jeg, om end nogle af jer er stødt ud til himlens ende, samle dem derfra og bringe dem til det sted, jeg har udvalgt til at hjemsøge mit navn der. 10 Disse er dine tjenere og dit folk, som du har udfriet ved din store magt og din stærke hånd. 11 Herre, jeg bønfalder dig, lad dit øre være opmærksomt på din tjeners bøn og dine tjeneres bøn, som ønsker at frygte dit navn, og lad din tjener i dag lykkes og giv ham barmhjertighed for denne mands øjne, for jeg var kongens mundskænk. KAPITEL 2 1 I måneden nisan i kong Artaxerxes' tyvende regeringsår stod der vin foran ham, og jeg tog vinen og gav den til kongen. Jeg havde ikke før været bedrøvet i hans nærvær. 2 Derfor sagde kongen til mig: "Hvorfor ser du så sørgmodig ud, når du jo ikke er syg? Det er intet andet end hjertesorg." Da blev jeg meget bange, 3 og sagde til kongen: "Kongen leve evigt! Hvorfor skulle jeg ikke se sørgmodig ud, når byen, hvor mine fædres grave ligger, ligger øde, og dens porte er fortæret af ild?" 4 Kongen sagde da til mig: "Hvad beder du om?" Så bad jeg til Himmelens Gud. 5 Og jeg sagde til kongen: Hvis det behager kongen, og hvis din tjener har fundet nåde for dine øjne, så send mig til Juda, til byen hvor mine fædres graver ligger, for at jeg kan bygge den.
6 Kongen sagde til mig, mens dronningen sad ved siden af ham: "Hvor længe skal din rejse vare, og hvornår vender du tilbage?" Kongen besluttede at sende mig, og jeg fastsatte et tidspunkt for ham. 7 Jeg sagde også til kongen: "Hvis kongen synes det behager, så lad mig få breve til statholderne hinsides floden, så de kan føre mig over, indtil jeg kommer til Juda; 8 og et brev til Asaf, vogteren over kongens skov, om at han må give mig tømmer til at lave bjælker til portene til paladset, som hørte til huset, og til byens mur og til det hus, jeg skal gå ind i. Og kongen gav mig det, fordi min Guds gode hånd var over mig. 9 Så kom jeg til statholderne hinsides floden og gav dem kongens breve. Kongen havde sendt hærførere og ryttere med mig. 10 Da horonitten Sanballat og ammonitten Tobija hørte det, blev de meget ked af, at der var kommet en mand for at søge israelitternes velfærd. 11 Så kom jeg til Jerusalem og var der i tre dage. 12 Og jeg stod op om natten, jeg og nogle få mænd med mig; jeg fortalte ikke nogen mand, hvad min Gud havde givet mig i sinde at gøre i Jerusalem; og der var intet dyr med mig undtagen det dyr, jeg red på. 13 Og jeg gik ud om natten gennem dalporten, lige foran dragebrønden og til gødningshavnen, og jeg så Jerusalems mure, som var nedbrudt, og dens porte var fortæret af ild. 14 Så gik jeg videre til Kildeporten og til Kongedammen, men der var ingen plads for dyret, som var under mig, at komme forbi. 15 Så gik jeg om natten op til bækken og betragtede muren, vendte om og gik ind gennem dalporten og vendte således tilbage. 16 Og herskerne vidste ikke, hvor jeg var gået hen, eller hvad jeg gjorde; jeg havde endnu ikke fortalt det til jøderne, præsterne, adelsmændene, herskerne eller de andre, der udførte arbejdet. 17 Da sagde jeg til dem: I ser den nød, vi er i, hvor øde Jerusalem ligger, og hvorledes dets porte er brændt af ild. Kom, lad os bygge Jerusalems mur, så vi ikke længere er til spot. 18 Så fortalte jeg dem om min Guds gode hånd, som havde været over mig, og også om kongens ord, som han havde talt til mig. Og de sagde: "Lad os gøre os rede og bygge!" Således styrkede de deres hænder til dette gode arbejde. 19 Men da horonitten Sanballat, ammonitten Tobija og araberen Gesem hørte det, lo de ad os og foragtede os og sagde: "Hvad er det, I gør? Vil I gøre oprør mod kongen?" 20 Da svarede jeg dem og sagde til dem: Himmelens Gud, han vil lade os lykkes; derfor vil vi, hans tjenere, rejse os og bygge; men I har ingen del, ingen ret eller nogen ihukommelse i Jerusalem. KAPITEL 3 1 Da gjorde ypperstepræsten Eljasib sig rede sammen med sine brødre, præsterne, og de byggede Fåreporten; de helligede den og satte dens døre op; de helligede den helt til Mea-tårnet, helt til Hananeel-tårnet. 2 Ved siden af ham byggede mændene fra Jeriko, og ved siden af dem byggede Zakkur, Imris søn. 3 Men Fiskeporten byggede Hassenahas sønner, som også lagde dens bjælker og satte dens døre, låse og slåer op.