Det fortabte får, den fortabte mønt og den fortabte søn Lukas 15:1-32 1 Da kom alle toldere og syndere hen til ham for at høre ham. 2 Og farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: "Denne mand tager imod syndere og spiser med dem." 3 Og han fortalte dem denne lignelse og sagde: 4 Hvilket menneske blandt jer, som har hundrede får og mister et af dem, lader ikke de nioghalvfems blive i ørkenen og går ud efter det, som er blevet væk, indtil han finder det? 5 Og når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre med glæde. 6 Og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet mit får, som jeg havde mistet. 7 Jeg siger jer: Således skal der være glæde i himlen over én synder, der omvender sig, mere end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse. 8 Eller hvilken kvinde, der har ti sølvmønter, og mister én, tænder så ikke et lys, fejer huset og leder omhyggeligt, indtil hun finder den? 9 Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og naboer sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den mønt, jeg havde mistet. 10 Ligeså siger jeg jer: Der er glæde blandt Guds engle over én synder, der omvender sig. 11 Og han sagde: " En mand havde to sønner; 12 Og den yngste af dem sagde til sin far: Fader, giv mig den del af godset, som tilfalder mig. Og han delte sin ejendom mellem dem. 13 Og ikke mange dage efter samlede den yngste søn alt og drog til et fjernt land, hvor han ødte sine midler i et udsvævende liv. 14 Og da han havde brugt alt, opstod der en voldsom hungersnød i det land, og han begyndte at lide nød. 15 Og han gik hen og holdt sig til en borger i det land; og denne sendte ham ud på sine marker for at vogte svin. 16 Og han ville gerne have fyldt sin mave med de skaller, som svinene åd, og ingen gav ham det. 17 Og da han kom til sig selv, sagde han: Hvor mange af min faders lejefolk har ikke brød nok, og jeg omkommer af sult! 1
18 Jeg vil stå op og gå til min fader og sige til ham: Fader, jeg har syndet mod himlen og mod dig, 19 og jeg er ikke længere værdig til at kaldes din søn; gør mig som en af dine daglejere. 20 Og han stod op og gik til sin far. Men da han endnu var langt væk, så hans far ham, og han fik medlidenhed med ham, løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. 21 Og sønnen sagde til ham: Fader, jeg har syndet mod himlen og for dig og er ikke længere værdig til at kaldes din søn. 22 Men faderen sagde til sine tjenere: "Bring den bedste klædning frem og giv ham den på, og giv en ring på hans hånd og sko på hans fødder." 23 Og bring den fedede kalv og slagt den, og lad os spise og være glade. 24 For denne min søn var død og er blevet levende igen; han var fortabt og er fundet. Og de begyndte at blive glade. 25 Hans ældste søn var ude på marken, og da han kom og nærmede sig huset, hørte han musik og dans. 26 Og han kaldte en af tjenerne til sig og spurgte, hvad dette betydede. 27 Og han sagde til ham: "Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold." 28 Og han blev vred og ville ikke gå ind. Derfor gik hans far ud og bad ham ind. 29 Og han svarede og sagde til sin fader: Se, i alle disse år har jeg tjent dig og aldrig overtrådt din befaling, og dog har du aldrig givet mig et gedekid, så jeg kunne feste med mine venner. 30 Men da denne din søn kom, som har fortæret dit gods med skøger, slagtede du fedekalven for ham. 31 Og han sagde til ham: "Søn, du er altid hos mig, og alt, hvad jeg har, er dit." 32 Det var passende, at vi skulle feste og være glade; for denne din bror var død og er blevet levende igen, og var fortabt og er fundet.
2