KAPITEL 1 1 I det tolvte regeringsår af Nabukodonosors regering, som herskede i Nineve, den store by; i Arpaksads dage, som herskede over mederne i Ekbatane, 2 Og han byggede i Ecbatane Mure rundt om af Sten, udhuggede tre Alen brede og seks Alen lange, og gjorde Murens Højde halvfjerdsindstyve Alen og dens Bredde halvtreds Alen. 3 Og dens Taarne sattes paa dens Porte, hundrede Alen høje, og dens Bredde i Grundvolden tresindstyve Alen. 4 Og han lavede dens porte, porte, der var hævet op til en højde af halvfjerdsindstyve alen, og bredden af dem var fyrre alen, til udgang af hans mægtige hære og til opstilling af hans fodfolk. 5 Selv i de dage førte kong Nabukodonosor krig mod kong Arpaksad på den store slette, som er sletten ved Ragaus grænser. 6 Og der kom til ham alle de, som boede i Bjerglandet, og alle, som boede ved Eufrat, og Tigris og Hydaspes og Arjoks-sletten, Elymæernes konge, og meget mange nationer af Kelods sønner, forsamlede sig. til kampen. 7 Da sendte Nabukodonosor, Kongen af Assyrien, til alle dem, der boede i Persien og til alle, der boede mod vest, og til dem, der boede i Kilikien og Damaskus, og Libanus og Antilibanus, og til alle, der boede ved havets kyst, 8 Og til dem blandt nationerne, som var fra Karmel og Galaad og det højere Galilæa og Esdreloms store slette, 9 Og til alle, som var i Samaria og dets byer og hinsides Jordan til Jerusalem og Betane og Chelus og Kades og Ægyptens Flod og Taphnes og Ramesse og hele Gesems Land, 10 Indtil I kommer hinsides Tanis og Memphis og til alle Ægyptens indbyggere, indtil I kommer til Etiopiens grænser. 11 Men alle Landets Indbyggere gjorde sig skyldige i Nabukodonosors Konge af Assyrien, og de drog ikke med ham i Kampen; thi de var ikke bange for ham, ja, han var foran dem som én Mand, og de sendte hans Udsendinge bort fra dem uden Virkning og med Vanære. 12 Derfor blev Nabukodonosor meget vred på hele dette land og svor ved sin trone og rige, at han ville blive hævnet på alle de kyster af Kilikien, Damaskus og Syrien, og at han ville dræbe alle indbyggerne i Syrien med sværdet. Moabs Land og Ammons Børn og hele Judæa og alle, som var i Ægypten, indtil I komme til Grænserne for de to Have. 13 Så drog han i kamp med sin magt mod kong Arpaksad i det syttende år, og han sejrede i sin kamp; thi han væltede hele Arpaksads magt og alle hans ryttere og alle hans vogne, 14 Og han blev Herre over sine Stæder og kom til Ecbatane og indtog Taarnene og plyndrede dens Gader og gjorde dens Skønhed til Skam. 15 Og han indtog Arpaksad i Ragaus Bjerge og slog ham igennem med sine Pile og ødelagde ham den Dag. 16 Så vendte han derefter tilbage til Nineve, både han og hele hans skare af forskellige nationer, som var en meget
stor skare af krigsmænd, og der tog han ro og spiste, både han og hans hær, hundrede og tyve dage. KAPITEL 2 1 Og i det attende Aar, den to og tyvende Dag i den første Maaned, talte man i Nabukodonosors Konge af Assyriens Hus, at han skulde, som han sagde, hævne sig paa hele Jorden. 2 Så kaldte han til sig alle sine betjente og alle sine adelige og meddelte dem sit hemmelige råd og afsluttede hele jordens plage af sin egen mund. 3 Da besluttede de at udrydde alt Kød, som ikke adlød hans Munds Bud. 4 Og da han havde afsluttet sit Råd, kaldte Nabukodonosor, Kongen af Assyrerne, Holofernes til sig, sin Hærfører, som var ved siden af ham, og sagde til ham. 5 Så siger den store konge, hele jordens herre: Se, du skal gå ud fra mit åsyn og tage mænd med dig, som stoler på deres egen styrke, af fodfolk hundrede og tyve tusinde; og antallet af heste med deres ryttere tolv tusinde. 6 Og du skal drage imod hele Vestlandet, fordi de ikke adlød min Bud. 7 Og du skal forkynde, at de bereder mig jord og vand; thi jeg vil drage ud i min vrede imod dem og dække hele jordens overflade med min hærs fødder, og jeg vil give dem til bytte for dem: 8 For at deres dræbte skal fylde deres Dale og Bække, og Floden skal fyldes med deres døde, indtil den flyder over. 9 Og jeg vil føre dem til fanger til det yderste af hele jorden. 10 Derfor skal du gå ud. og indtag i forvejen for mig alle deres Landemærker, og hvis de vil give sig hen til dig, skal du gemme dem for mig indtil deres Strafs Dag. 11 Men angående de genstridige, lad dit Øje ikke skåne dem; men læg dem til slagtning og plyndre dem, hvor du end går. 12 Thi saa sandt jeg lever og i mit Riges Magt, alt hvad jeg har talt, det vil jeg gøre ved min Haand. 13 Og pas på, at du ikke overtræder nogen af din herres befalinger, men udfør dem fuldt ud, som jeg har befalet dig, og udskyd ikke at gøre dem. 14. Så gik Holofernes ud fra sin Herres Åsyn og kaldte alle Statholdere og Høvedsmænd og Assurs Hærofficerer; 15 Og han mønstrede de udvalgte Mænd til Kampen, som hans Herre havde befalet ham, til hundrede og tyve Tusinde og tolv Tusinde Bueskytter til Hest; 16 Og han lagde dem på afstand, som en stor hær er beordret til krigen. 17 Og han tog Kameler og Asener til deres Vogn, et meget stort Antal; og får og okser og geder uden antal til deres forsørgelse: 18 Og rigeligt Mad for hver Hærmand og meget Guld og Sølv af Kongens Hus. 19 Så drog han ud med al sin magt for at drage foran kong Nabukodonosor på rejsen og dække hele jordens
overflade mod vest med deres vogne og ryttere og deres udvalgte fodfolk. 20 Og en stor Mængde forskellige Lande kom med dem som Græshopper og som Jordens Sand; thi Mængden var talløs. 21 Og de drog ud fra Nineve tre Dages Rejse til Bektileth-sletten og slog Lejr fra Bektileth nær ved Bjerget, som er ved den venstre Side af den øvre Kilikien. 22 Da tog han hele sin Hær, sine Fodfolk og Ryttere og Vogne og drog derfra til Bjerget; 23 og ødelagde Phud og Lud og plyndrede alle Rasses Børn og Israels Børn, som vare mod Ørkenen syd for Chelliernes Land. 24 Så drog han over Eufrat og drog gennem Mesopotamien og ødelagde alle de høje Stæder, som vare ved floden Arbonai, indtil I komme til Havet. 25 Og han indtog Kilikiens Landemærke og dræbte alle, som stode ham imod, og han kom til Jafets Landemærke, som var mod Syd, over for Arabien. 26 Og han omringede alle Madians Børn og opbrændte deres Tabernakler og plyndrede deres Faarehytter. 27 Så drog han ned til Damaskus-sletten i hvedehøstens tid og opbrændte alle deres marker og ødelagde deres hjorde og kvæg, og han plyndrede deres byer og ødelagde deres lande og slog alle deres unge mænd med kanten af sværdet. 28 Derfor faldt frygten og rædselen for ham over alle indbyggerne ved havets kyster, som var i Sidon og Tyrus, og dem, der boede i Sur og Ocina, og alle, der boede i Jemnaan; og de, der boede i Azotus og Ascalon, frygtede ham meget. KAPITEL 3 1 Så sendte de ambassadører til ham for at holde fred og sagde: 2 Se, vi, den store Kong Nabukodonosors Tjenere, ligger foran dig; brug os, som det skal være godt i dine øjne. 3 Se, vore Huse og alle vore Steder og alle vore Hvedemarker og Småkvæg og Kvæg og alle vore Teltes Hytter ligger foran dit Ansigt; brug dem, som det behager dig. 4 Se, selv vore byer og deres indbyggere er dine tjenere; kom og gør med dem, som du synes godt. 5 Så kom mændene til Holofernes og fortalte ham på denne måde. 6 Så kom han ned mod kysten, både han og hans hær, og satte garnisoner i de høje byer og tog udvalgte mænd ud af dem til hjælp. 7 Så modtog de og hele landet rundt omkring dem med guirlander, med danse og med tømmer. 8 Alligevel nedkastede han deres grænser og huggede deres lunde; thi han havde bestemt at udrydde alle landets guder, at alle folkeslag skulle tilbede Nabuchodonosor alene, og at alle tunger og stammer skulle kalde på ham som gud. 9 Og han kom over mod Esdraelon tæt ved Judæa, over for Judæas store Stræde.
10 Og han slog Lejr mellem Geba og Skytopolis, og der blev han en hel Maaned for at samle alle sin Hærs Vogne. KAPITEL 4 1 Men Israels Børn, som boede i Judæa, hørte alt det, som Holofernes, den øverste Høvedsmand for Nabukodonosors Konge af Assyrerne, havde gjort mod Folkene, og hvorledes han havde ødelagt alle deres Templer og gjort dem tilintet. 2 Derfor var de overordentlig bange for ham og var urolige for Jerusalem og for Herrens deres Guds tempel. 3 Thi de vare nyligt vendte tilbage fra Fangenskabet, og alt Judæas Folk var for nylig forsamlet, og Karene og Alteret og Huset bleve helliget efter Vanhelligelsen. 4 Derfor sendte de til alle Samarias kyster og landsbyerne og til Bethoron og Belmen og Jeriko og til Choba og Esora og til Salems dal: 5 Og de besad i forvejen alle de høje Bjerges Toppe og befæstede Landsbyerne, som vare i dem, og lagde Fødevarer til Krigsforsyn; thi deres Marker bleve høstet for sent. 6 Og Ypperstepræsten Joacim, som i de Dage var i Jerusalem, skrev til dem, der boede i Bethulia, og Betomestham, som ligger over for Esdraelon, ud til det åbne Land, nær Dothaim, 7 Han befalede dem at holde Bjergets Gange; thi ved dem var der Indgang til Judæa, og det var let at standse dem, som vilde komme op, thi Gangen var lige, for højst to Mænd. 8 Og Israels Børn gjorde, som Ypperstepræsten Joakim havde befalet dem, med de ældste af hele Israels Folk, som boede i Jerusalem. 9 Da råbte hver eneste mand i Israel til Gud med stor iver, og med stor voldsomhed ydmygede de deres sjæle. 10 Både de og deres Hustruer og deres Børn og deres Kvæg og alle fremmede og Lejere og deres Tjenere, der var købt for Penge, lagde Sæk om deres Lænder. 11 Saa faldt hver Mand og Kvinde og de Smaa Børn og Jerusalems Indbyggere for Templet og kastede Aske paa deres Hoveder og bredte deres Sæk ud for HERRENS Ansigt; og de lagde Sæk om Alteret, 12 Og de råbte til Israels Gud, alle med enighed, at han ikke ville give deres Børn til Bytte og deres Hustruer til Bytte, og deres Arvs Byer til Ødelæggelse og Helligdommen til Vanhelligelse og Forsmædelse, og for nationerne at glæde sig over. 13 Saa hørte Gud deres Bønner og saae paa deres Trængsler; thi Folket fastede mange Dage i hele Judæa og Jerusalem foran den Almægtiges Herres Helligdom. 14Og Ypperstepræsten Joacim og alle Præsterne, som stode for HERRENS Ansigt, og de, som tjente Herren, havde deres Lænder omgjort i Sæk og ofrede de daglige Brændofre med Folkets Løfter og Frigaver, 15 og de havde Aske på deres Mærke og raabte til Herren af al deres Magt, at han ville se naadig paa hele Israels Hus.
KAPITEL 5 1 Da blev det meddelt Holofernes, den øverste hærfører for Assurs hær, at Israels børn havde beredt sig til krig og havde lukket bjerglandenes gange og befæstet alle toppene af de høje bjerge og havde lagt hindringer i kampagnelandene: 2 Derfor blev han meget vred og kaldte alle Moabs fyrster og Ammons høvdinge og alle landshøvdinge over havets kyst, 3 Og han sagde til dem: Sig mig nu, I Kanaans Sønner, hvem dette Folk er, som bor i Bjerglandet, og hvilke Byer de bor i, og hvad deres Hærs Mængde er, og hvori deres er magt og styrke, og hvilken konge der er sat over dem, eller høvding for deres hær; 4 Og hvorfor have de besluttet ikke at komme og møde mig, mere end alle indbyggerne i Vesten. 5 Da sagde Akior, Høvedsmanden for alle Ammons Sønner: Lad nu min Herre høre et Ord fra din Tjeners Mund, og jeg vil forkynde dig Sandheden om dette Folk, som bor nær dig og bor i Bjerglandene og der skal ingen Løgn komme ud af din Tjeners Mund. 6 Dette folk stammer fra kaldæerne: 7 Og de opholdt sig hidtil i Mesopotamien, fordi de ikke ville følge deres fædres guder, som var i Kaldæas land. 8 Thi de forlod deres Fædres Vej og tilbad Himmelens Gud, den Gud, som de kendte; og de drev dem bort fra deres Gudes Ansigt, og de flygtede til Mesopotamien og opholdt sig der i mange Dage. 9 Derefter bød deres Gud dem at drage bort fra det sted, hvor de opholdt sig som fremmede, og drage til Kanaans land, hvor de boede og voksede med guld og sølv og meget kvæg. 10 Men da en Hungersnød dækkede hele Kanaans Land, drog de ned til Ægypten og opholdt sig der, medens de blev ernærede, og blev der til en stor Mængde, saa at man ikke kunde tælle deres Folk. 11 Derfor rejste Kongen af Ægypten sig imod dem og handlede listigt med dem og sænkede dem ved at arbejde i Mursten og gjorde dem til Trælle. 12 Da raabte de til deres Gud, og han slog hele Ægyptens Land med uhelbredelige Plager; saa drev Ægypterne dem bort fra deres Øjne. 13Og Gud tørrede det røde hav for dem, 14 Og han førte dem til Bjerget Sina og Cades-Barne og kastede ud alle, som boede i Ørken. 15 Saa boede de i Amoriternes Land, og de ødelagde ved deres Styrke alle Esebon, og da de gik over Jordan, indtog de hele Bjerglandet. 16 Og de kastede kanaanitterne, ferezitterne, jebusitterne og sykemitterne og alle gergierne ud for sig, og de boede i det land i mange dage. 17 Og medens de ikke syndede for deres Gud, havde de fremgang, fordi den Gud, som hader uretfærdighed, var med dem. 18 Men da de gik bort fra den vej, som han havde givet dem, blev de ødelagt i mange kampe, meget hårde og blev ført til fanger til et land, som ikke var deres, og deres Guds tempel blev kastet til jorden, og deres byer blev taget af fjenderne.
19 Men nu er de vendte om til deres Gud og ere rejste op fra de Steder, hvor de var adspredte, og have taget Jerusalem i Besiddelse, hvor deres Helligdom er, og sidde i Bjerget; thi det var øde. 20 Derfor, min Herre og Landshøvding, hvis der er nogen Vildfarelse mod dette Folk, og de synder mod deres Gud, lad os se, at dette skal være deres Undergang, og lad os drage op, og vi skal overvinde dem. 21 Men hvis der ikke er nogen uretfærdighed i deres folk, så lad nu min herre gå forbi, for at deres Herre ikke skal forsvare dem, og deres Gud være for dem, og vi bliver en skændsel for al verden. 22 Og da Akior havde afsluttet disse Ord, knurrede alt Folket, som stod rundt om Teltet, og Holofernes' Øverster og alle, der boede ved Havet og i Moab, sagde, at han skulde dræbe ham. 23 Thi, siger de, vi skulle ikke frygte for Israels Børns Ansigt; thi se, det er et Folk, som ikke har Styrke eller Magt til en stærk Kamp. 24 Derfor, herre Holofernes, vil vi drage op, og de skal blive et bytte, der skal fortæres af hele din hær. KAPITEL 6 1 Og da tumultet blandt mændene, som var omkring rådet, var ophørt, sagde Holofernes, den øverste hærfører for Assurs hær, til Akior og alle moabiterne foran hele flokken af andre nationer: 2 Og hvem er du, Akior og Efraims lejeboere, at du har profeteret imod os i dag og sagt, at vi ikke skulle føre krig mod Israels folk, fordi deres Gud vil beskytte dem? og hvem er Gud uden Nabuchodonosor? 3 Han sender sin Magt og udrydder dem fra Jordens Overflade, og deres Gud skal ikke udfri dem; men vi, hans Tjenere, vil ødelægge dem som een Mand; for de er ikke i stand til at opretholde vore hestes kraft. 4 For med dem vil vi træde dem under fode, og deres bjerge skal blive fulde af deres blod, og deres marker skal fyldes med deres døde kroppe, og deres fodtrin skal ikke kunne bestå for os, for de skal fuldstændig omkomme, siger Kong Nabukodonosor, Herre over hele Jorden; thi han sagde: Ingen af mine Ord skal være forgæves. 5 Og du, Akior, Ammons Lejemand, som har talt disse Ord på din Misgernings Dag, skal ikke mere se mit Ansigt fra denne Dag, indtil jeg tager Hævn over dette Folk, som drog ud af Ægypten. 6 Og da skal min Hærs Sværd og Mængden af dem, som tjener mig, gå gennem dine Sider, og du skal falde iblandt deres dræbte, naar jeg vender tilbage. 7 Nu skal mine Tjenere føre dig tilbage til Bjerget og sætte dig i en af Byerne i Gangene. 8 Og du skal ikke omkomme, før du bliver udryddet med dem. 9 Og dersom du i dit sind overbeviser dig om, at de skulle blive grebet, så lad dit ansigt ikke falde; jeg har talt det, og intet af mine ord skal være forgæves. 10 Da bød Holofernes sine Tjenere, som ventede i hans Telt, at tage Akior og føre ham til Bethulia og overgive ham i Israels Børns Hænder.
11 Da tog hans Tjenere ham og førte ham ud af Lejren til Sletten, og de gik fra Midten af Sletten til Bjerglandet og kom til Kilderne, som var under Bethulia. 12 Og da Byens Mænd så dem, tog de deres Vaaben og gik ud af Staden til Bjerkens Top; og enhver, som brugte Slynge, afholdt dem fra at komme op ved at kaste Sten imod dem. 13 Men da de vare gaaede under Højen, bandt de Akior og kastede ham ned og lod ham ligge ved Foden af Højen og vendte tilbage til deres Herre. 14Men Israeliterne steg ned fra deres Stad og kom til ham og løste ham og førte ham til Bethulia og præsenterede ham for Byens Statholdere. 15 som i de Dage var Ozias, Michas Søn, af Simeons Stamme, og Chabris, Gothoniels Søn, og Charmis, Melchiels Søn. 16 Og de sammenkaldte alle Byens Ældste, og al deres Ungdom løb sammen og deres Kvinder til Forsamlingen, og de satte Akior midt iblandt alt deres Folk. Så spurgte Ozias ham om, hvad der var sket. 17 Og han svarede og forkyndte for dem Holofernes råds ord og alle de ord, som han havde talt midt iblandt Assurs fyrster, og hvad som helst Holofernes havde talt stolt mod Israels hus. 18 Da faldt Folket ned og tilbad Gud og raabte til Gud. ordsprog, 19 O Herre, himlens Gud, se deres stolthed, og medlidenhed med vor nations ringe stand, og se på ansigtet af dem, som er helliget dig i dag. 20 Da trøstede de Akior og priste ham meget. 21 Og Ozias førte ham ud af Forsamlingen til sit Hus og gjorde et Gjæsbud for de Ældste; og de kaldte hele den Nat til Israels Gud om Hjælp. KAPITEL 7 1 Næste dag bød Holofernes hele sin hær og hele hans folk, som var kommet for at tage hans del, at de skulle flytte deres lejr mod Bethulia for at tage opstigningerne til bjerglandet i forvejen og føre krig mod Israels børn . 2 Derefter flyttede deres stærke Mænd deres Lejre på den Dag, og Krigsmændenes Hær var hundrede og halvfjerdsindstyve tusinde Fodfolk og tolv tusinde Ryttere, foruden Bagaget, og andre Mænd, som var undervejs iblandt dem, en meget stor Skare . 3 Og de slog Lejr i Dalen nær Bethulia, ved Kilden, og de bredte sig over Dothaim indtil Belmaim og i Længden fra Bethulia til Cynamon, som ligger over for Esdraelon. 4 Men da Israels Børn så deres Mængde, bleve de meget forfærdede og sagde hver til sin Næste: Nu vil disse Mænd slikke Jordens Overflade; thi hverken de høje bjerge eller dalene eller bakkerne er i stand til at bære deres vægt. 5 Så tog hver sin krigsvåben, og da de havde tændt ild på deres tårne, blev de og vågede hele den nat. 6 Men paa den anden Dag førte Holofernes alle sine Ryttere frem for Israels Børns Øjne, som vare i Bethulia,
7 Og han saa paa Gangene op til Staden og kom til deres Vands Kilder og indtog dem og satte Krigsmænd over dem, og han drog selv hen imod sit Folk. 8 Da kom alle Øversten for Esaus Børn og alle Moabs Folks Landshøvdinger og Høvedsmændene ved Havkysten til ham og sagde: 9 Lad nu vor Herre høre et Ord, at der ikke skal ske en Omstyrtning i din Hær. 10 Thi dette Folk af Israels Børn stoler ikke paa deres Spyd, men paa Højden af Bjergene, hvori de bo, thi det er ikke let at komme op paa deres Bjerge. 11 Derfor, min Herre, kæmp ikke imod dem i kampopstilling, og der skal ikke så meget som én mand af dit folk omkomme. 12 Bliv i din Lejr og bevar alle din Hærs Mænd, og lad dine Tjenere komme i deres Hænder Vandkilden, som løber ud af Bjergets Fod. 13 Thi alle Bethulias Indbyggere har deres Vand derfra; så skal tørsten slå dem ihjel, og de skal opgive deres by, og vi og vores folk skal drage op på toppen af de nærliggende bjerge og slå lejr på dem for at passe på, at ingen går ud af byen. 14 Saa skulle de og deres Hustruer og deres Børn fortæres af Ild, og før Sværdet kommer imod dem, skal de omstyrtes på Gaderne, hvor de bor. 15 Således skal du give dem en ond Løn; fordi de var genstridige og ikke mødte dit Person i fred. 16 Og disse ord behagede Holofernes og alle hans tjenere, og han pålagde at gøre, som de havde sagt. 17 Saa drog Ammons Børns Lejr op og med dem fem Tusinde af Assyrerne, og de slog Lejr i Dalen og indtog Israels Børns Vand og Kilder af Vandet. 18 Da drog Esaus Børn op med Ammons Børn og slog Lejr i Bjerglandet over for Dothaim; og de sendte nogle af dem mod Syd og mod Øst mod Ekrebel, som ligger nær ved Chusi, dvs. ved Mochmur Bækken; og resten af assyrernes hær slog lejr på sletten og dækkede hele landet; og deres telte og vogne blev slået op for en meget stor skare. 19 Da råbte Israels Børn til HERREN deres Gud, fordi deres Hjerte svigtede, thi alle deres Fjender havde omringet dem, og der var ingen Udvej at undslippe fra dem. 20 Således blev hele Assurs skare omkring dem, både deres fodfolk, vogne og ryttere, fire og tredive dage, så at alle deres kar med vand svigtede alle Bethulias hæmmere. 21 Og Cisternerne bleve tømte, og de havde ikke Vand til at drikke sig mætte i en Dag; thi de gav dem at drikke efter Maal. 22 Derfor var deres små børn ude af hjerte, og deres kvinder og unge mænd besvimede af tørst og faldt ned på byens gader og gennem portene, og der var ikke længere nogen styrke i dem. 23 Da samledes alt Folket til Ozias og til Byens Høvding, baade unge Mænd og Kvinder og Børn, og de råbte med høj Røst og sagde for alle de Ældste: 24 Gud være Dommer imellem os og eder; thi I have gjort os stor Skade, idet I ikke have krævet Fred af Assurs Børn.
25 Thi nu have vi ingen Hjælper, men Gud har solgt os i deres Hænder, for at vi skulde nedstyrtes for dem med Tørst og stor Ødelæggelse. 26 Kald dem derfor til dig og overlad hele byen til at bytte til Holofernes folk og hele hans hær. 27 Thi det er bedre for os at blive gjort til Bytte for dem, end at dø af Tørst; thi vi vil være hans Tjenere, at vor Sjæl maa leve og ikke se vore Spædbørns Død for vore Øjne, ej heller vore Hustruer eller vores børn skal dø. 28 Vi tage Himlen og Jorden til Vidne imod eder og vor Gud og vore Fædres Herre, som straffer os efter vore Synder og vore Fædres Synder, at han ikke gør, som vi har sagt i Dag. 29 Da blev der en stor gråd med enighed midt i forsamlingen; og de råbte til Herren Gud med høj røst. 30 Da sagde Ozias til dem: Brødre! vær frimodige, lad os endnu udholde fem Dage, hvori Herren vor Gud kan vende sin Barmhjertighed imod os; thi han vil ikke forlade os aldeles. 31 Og dersom disse Dage går forbi, og der ikke kommer nogen Hjælp til os, vil jeg gøre efter dit Ord. 32 Og han spredte Folket, hver for sig; og de gik hen til deres bys mure og tårne og sendte kvinderne og børnene ind i deres huse, og de blev meget lavt ført ind i byen. KAPITEL 8 1 På den tid hørte Judith det, som var datter af Merari, søn af Ox, søn af Josef, søn af Ozel, søn af Elcia, søn af Ananias, søn af Gedeon, søn af Rafaim , søn af Acitho, søn af Eliu, søn af Eliab, søn af Nathanael, søn af Samael, søn af Salasadal, søn af Israel. 2 Og Manasse var hendes Mand, af hendes Stamme og Slægt, som døde i Byghøsten. 3 Thi der han stod og havde Opsyn med dem, som bandt Skær paa Marken, kom Varmen over hans Hoved, og han faldt paa sit Leje og døde i Bethulia Stad; og de begravede ham hos hans Fædre paa Marken mellem Dothaim og Balamo . 4 Så var Judith enke i sit hus i tre år og fire måneder. 5 Og hun lavede et Telt til hende ovenpå sit Hus og klædte sig i Sæk om sine Lænder og iførte sin Enkes Klæder. 6 Og hun fastede alle sine Enkedage, undtagen sabbatsaftenerne og sabbattene og nymaanensaftenerne og nymaanerne og Israels Hus's højtider og festdage. 7 Hun var ogsaa et smukt Udseende og meget smuk at se; og hendes Mand Manasse havde efterladt hende Guld og Sølv og Trælle og Trælkvinder og Kvæg og Jorder; og hun blev hos dem. 8 Og der var ingen, som gav hende et ondt ord; da hun frygtede Gud meget. 9 Men der hun hørte Folkets onde Ord mod Landshøvdingen, da besvimede de af Mangel paa Vand; thi Judith havde hørt alle de ord, som Ozias havde talt til dem, og at han havde svoret at overgive byen til assyrerne efter fem dage; 10 Så sendte hun sin tjenerinde, som havde magten over alt, hvad hun havde, for at kalde Ozias og Chabris og Charmis, byens ældste.
11 Og de kom til hende, og hun sagde til dem: Hør mig nu, I Landshøvdinger for Bethulias Indbyggere! thi eders Ord, som I har talt for Folket i Dag, ere ikke rigtige, angaaende denne Ed, som I afgav og afsagde. mellem Gud og dig og har lovet at udlevere byen til vore fjender, medmindre Herren inden disse dage vender sig for at hjælpe dig. 12 Og nu, hvem ere I, som i Dag fristede Gud og staae i Guds Sted iblandt Menneskenes Børn? 13 Og prøv nu Herren den Almægtige, men I skal aldrig vide noget. 14 Thi I kan ikke finde Menneskets Hjertes Dybde, ej heller kan I fornemme, hvad han tænker; hvorledes kan I da udforske Gud, som har skabt alt dette, og kende hans Sind eller fatte hans Hensigt? Nej, mine brødre, væk ikke Herren vor Gud til vrede. 15 Thi dersom han ikke vil hjælpe os inden for disse fem Dage, har han Magt til at forsvare os, naar han vil, ja hver Dag, eller til at udrydde os for vore Fjender. 16 Bind ikke Herren vor Guds Raad; thi Gud er ikke som et Menneske, at han kan trues; heller ikke er han som en Menneskesøn, at han skulde vakle. 17 Lader os derfor vente på hans Frelse og påkalde ham til at hjælpe os, og han vil høre vor Røst, hvis det behager ham. 18 Thi der er ingen opstået i vor Tid, og der er ingen nu i disse Dage, hverken Stamme eller Slægt eller Folk eller By iblandt os, som tilbeder Guder skabt med Hænder, som førhen. 19 Derfor blev vore Fædre givet til Sværdet og til Bytte og faldt stort for vore Fjender. 20 Men vi kender ingen anden gud, derfor stoler vi på, at han ikke vil foragte os eller nogen af vores nationer. 21 Thi dersom vi tages saaledes, skal hele Judæa ligge øde, og vor Helligdom skal blive ødelagt; og han vil kræve vanhelligelse deraf ved vores mund. 22 Og Slagtningen af vore Brødre og Landets Fangenskab og vor Arvs Ødelæggelse vil han vende os over Hovedet iblandt Hedningerne, hvor vi end være i Trældom; og vi skulle være en Anstød og en Forhaanelse for alle dem, som ejer os. 23 Thi vor Trældom skal ikke vendes til Naade, men HERREN vor Gud skal vende den til Vanære. 24 Lad os derfor nu, brødre, vise vore brødre et eksempel, fordi deres hjerter er afhængige af os, og helligdommen og huset og alteret hviler på os. 25 Og lad os takke Herren vor Gud, som prøver os, ligesom han gjorde vore Fædre. 26 Husk, hvad han gjorde ved Abraham, og hvorledes han prøvede Isak, og hvad der skete med Jakob i Mesopotamien i Syrien, da han holdt fårene af Laban, hans mors bror. 27 Thi han har ikke prøvet os i Ilden, som han gjorde dem, til deres Hjerters Undersøgelse, og han har ikke grebet Hævn over os; men Herren hudstryger dem, som komme nær til ham, for at formane dem. 28 Da sagde Ozias til hende: Alt, hvad du har talt, har du talt med et godt Hjerte, og der er ingen, som kan modsige dine Ord.
29 Thi dette er ikke den første Dag, hvori din Visdom aabenbares; men fra Begyndelsen af dine Dage har alt Folket kendt din Forstand, thi dit Hjerte er godt. 30 Men Folket var meget tørstigt og tvang os til at gøre mod dem, som vi have sagt, og at bringe en Ed over os, som vi ikke vil bryde. 31 Derfor bed du nu for os, fordi du er en gudfrygtig kvinde, og Herren vil lade os regne for at fylde vore cisterner, og vi skal ikke mere besvime. 32 Da sagde Judith til dem: Hør mig, så vil jeg gøre en Ting, som skal komme fra Slægt til Slægt til vort Folks Børn. 33 I skulle stå i Nat i Porten, og jeg vil drage ud med min Tjeneste; og inden for de Dage, som I have lovet at overgive Staden til vore Fjender, vil Herren besøge Israel ved min Haand. 34 Men spørg ikke om min Gerning; thi jeg vil ikke kundgøre eder det, førend det, som jeg gør, er fuldbragt. 35 Da sagde Ozias og Fyrsterne til hende: Gå i Fred, og Herren Gud være foran dig, for at tage Hævn over vore Fjender. 36 Så vendte de tilbage fra Teltet og gik til deres Værn.
9 Se deres Stolthed, og send din Vrede over deres Hoveder; giv i min Haand, som er Enke, den Magt, som jeg har undfanget. 10 Slag ved mine Læbers Svig Tjeneren med Fyrsten og Fyrsten med Tjeneren; nedbryd deres Herlighed med en Kvindes Haand. 11 Thi din Magt staar ikke i Mængde eller din Magt i stærke Mænd; thi du er en Gud for de nødlidende, en Hjælper for de undertrykte, en Understøtter af de svage, en Beskytter af de forladte, en Frelser for dem, der er uden Haab. . 12 Jeg beder dig, min Faders Gud og Israels Arvs Gud, Himlenes og Jordens Herre, Vandenes Skaber, Konge over al Skabning, hør min Bøn! 13 Og gør min Tale og Svig til deres sår og stribe, som har tænkt sig grusomme ting mod din pagt og dit hellige hus og mod toppen af Sion og mod dine børns ejendomshus. 14 Og få enhver nation og stamme til at anerkende, at du er al magts og magts Gud, og at der ikke er nogen anden, der beskytter Israels folk end dig. KAPITEL 10
KAPITEL 9 1 Judith faldt på sit Ansigt og lagde Aske på sit Hoved og blottede Sæk, som hun var klædt i; og omtrent på den tid, da røgelsen den aften blev ofret i Jerusalem i Herrens hus, råbte Judit med høj røst og sagde: 2 O Herre, min Fader Simeons Gud, til hvem du gav et Sværd for at hævne sig over de fremmede, som løsnede en Tjenestepiges Bælte for at besmitte hende, og opdagede Låret til hendes Skam og besmittede hendes Jomfrue til hendes vanære; thi du sagde: Sådan skal det ikke være; og alligevel gjorde de det: 3 Derfor gav du deres fyrster til at blive dræbt, så de farvede deres seng i blod, idet de blev bedraget, og slog tjenerne med deres herrer og herrerne på deres troner; 4 Og har givet deres Hustruer til Bytte, og deres Døtre til Fange, og alt deres Bytte til at deles mellem dine kære Børn; som blev rørt af din nidkærhed og afskyede deres blods forurening og kaldte på dig til hjælp: O Gud, o min Gud, hør mig også enke. 5 Thi du har gjort ikke alene disse Ting, men ogsaa de Ting, som faldt ud før, og som fulgte efter; du har tænkt på de ting, der er nu, og som skal komme. 6 Ja, det, du besluttede, var lige ved hånden og sagde: Se, vi er her; thi alle dine Veje ere beredte, og dine Domme er i din forudviden. 7 Thi se, Assyrerne er mangfoldige i deres Magt; de ophøjes med hest og mand; de roser sig af deres fodmænds styrke; de stoler på skjold og spyd og bukker og slynger; og ved ikke, at du er Herren, der bryder kampene; Herren er dit navn. 8 Nedkast deres Styrke i din Magt, og sænk deres Magt i din Vrede; thi de har besluttet at besmitte din Helligdom og at vanhellige Tabernaklet, hvor dit Herligheds Navn hviler, og at nedkaste dit Alters Horn med Sværd.
1 Derefter holdt hun op med at råbe til Israels Gud og havde gjort ende på alle disse ord. 2 Hun rejste sig, hvor hun var faldet ned, og kaldte på sin Tjenestepige og gik ned i det Hus, hvori hun opholdt sig i Sabbatdagene og sine Festdage, 3 og trak sæk af, som hun havde på, og tog hendes Enkestands Klæder af og vaskede hendes Legeme over det hele med Vand og salvede sig med kostbar Salve og flettede hendes Hovedhår og satte et Dæk på. den og iførte sig hendes glædesklæder, som hun var klædt i, mens hendes mand Manasse levde. 4 Og hun tog Sandaler om sine Fødder og satte sine Armbånd og sine Kæder og sine Ringe og sine Øreringe og alle sine Smykker om sig og pyntede sig tappert for at lokke Øjne af alle Mænd, som skulde se hende. 5 Så gav hun sin Tjenestepige en Flaske Vin og en Oliekrukke og fyldte en Sæk med udtørret Korn og Figenklumper og fint Brød; så foldede hun alle disse Ting sammen og lagde dem på sig. 6 Således gik de ud til byen Bethulias port og fandt Ozias og byens ældste, Chabris og Charmis, stående der. 7 Og da de så hende, at hendes Ansigt var forandret, og hendes Klædning blev forandret, undrede de sig meget over hendes Skønhed og sagde til hende. 8 Gud, vore Fædres Gud, give dig Naade og fuldbyrde dine Virksomheder til Israels Børns Ære og til Jerusalems Ophøjelse. Så tilbad de Gud. 9 Og hun sagde til dem: befaler, at Stadens Porte skal åbnes for mig, at jeg kan gå ud for at fuldføre det, som I have talt med mig. Så befalede de de unge Mænd at åbne for hende, som hun havde sagt. 10 Og der de havde gjort det, gik Judith ud, hun og hendes Tjenestepige med hende; og byens mænd så efter hende, indtil hun var gået ned af bjerget, og indtil hun var kommet forbi dalen og ikke længere kunne se hende.
11 Saaledes gik de lige ud i Dalen, og Assyrernes første Vagt mødte hende, 12 Og han tog hende og spurgte hende: af hvilket Folk er du? og hvor kommer du fra? og hvor går du hen? Og hun sagde: Jeg er en Hebræerkvinde og er flygtet fra dem; thi de skal gives dig til at fortæres. 13 Og jeg kommer foran Holofernes, din Hærs øverste Kaptajn, for at forkynde sande Ord; og jeg vil vise ham en vej, hvorved han skal gå og vinde hele bjerglandet uden at miste nogen af hans mænds legeme eller liv. 14 Men da mændene hørte hendes ord og så hendes ansigt, undrede de sig meget over hendes skønhed og sagde til hende: 15 Du har reddet dit Liv, idet du skyndte dig at komme ned for vor Herres Ansigt; kom nu til hans Telt, og nogle af os skulle føre dig, indtil de have givet dig i hans Hænder. 16 Og når du står foran ham, så frygt ikke i dit hjerte, men vis det for ham efter dit ord; og han vil bønfalde dig vel. 17 Og de udvalgte af dem hundrede Mænd til at følge hende og hendes Tjenestepige; og de førte hende til Holofernes telt. 18 Da var der Samling i hele Lejren; thi hendes Komme blev larmet mellem Teltene, og de kom omkring hende, idet hun stod udenfor Holofernes Telt, indtil de fortalte ham om hende. 19 Og de undrede sig over hendes Skønhed og beundrede Israels Børn for hendes Skyld, og hver sagde til sin Næste: Hvem vil foragte dette Folk, som har sådanne Kvinder iblandt sig? det er sandelig ikke godt, at der er én mand tilbage af dem, som ved at blive sluppet vildlede hele jorden. 20 Og de, som laa ved Holofernes, gik ud, og alle hans Tjenere og de førte hende ind i Teltet. 21 Nu hvilede Holofernes på sin seng under en baldakin, som var vævet med purpur og guld og smaragder og ædelstene. 22 Og de fortalte ham om hende; og han gik ud foran sit Telt med Sølvlamper foran ham. 23 Og da Judith kom foran ham og hans Tjenere, undrede de sig alle over hendes Ansigts skønhed; og hun faldt ned på sit Ansigt og ærede ham, og hans Tjenere tog hende op. KAPITEL 11 1 Da sagde Holofernes til hende: Kvinde, vær ved god trøst, frygt ikke i dit Hjerte; thi jeg har aldrig gjort nogen ondt, som vilde tjene Nabuchodonosor, Kongen over hele Jorden. 2 Hvis nu dit Folk, som bor paa Bjergene, ikke havde oplyst ved mig, vilde jeg ikke have løftet mit Spyd imod dem; men de have gjort sig disse Ting. 3 Men sig mig nu, hvorfor du er flygtet fra dem og er kommet til os; thi du er kommet for at beskytte dig; vær ved god trøst, du skal leve denne nat og herefter: 4 Thi ingen skal gøre dig ondt, men bønfalde dig vel, som de gør Kong Nabukodonosors Tjenere, min Herre.
5 Da sagde Judith til ham: Modtag din Tjeners Ord, og lad din Tjenerinde tale for dit Ansigt, saa vil jeg ikke forkynde min Herre Løgn i Nat. 6 Og hvis du vil følge din tjenestepiges ord, så vil Gud lade det gå fuldstændig forbi dig; og min herre skal ikke svigte sine planer. 7 Saa sandt Nabukodonosor, Kongen over hele Jorden, lever, og hans Magt lever, som har udsendt dig for at forsørge alt levende; thi ikke alene Mennesker skal tjene ham ved dig, men ogsaa Markens Dyr og Kvæget, og himmelens fugle skal leve ved din magt under Nabukodonosor og hele hans hus. 8 Thi vi har hørt om din visdom og din politik, og det er berettet på hele jorden, at du kun er fremragende i hele riget og mægtig i kundskab og vidunderlig i krigspræstationer. 9 Hvad angår den sag, som Akior talte i dit råd, har vi hørt hans ord; thi Bethulias Mænd frelste ham, og han fortalte dem alt, hvad han havde talt til dig. 10 Derfor, Herre og Statholder, respekter ikke hans Ord; men læg det op i dit Hjerte, thi det er sandt; thi vort Folk skal ikke straffes, og Sværdet kan ikke vinde over dem, medmindre de synder mod deres Gud. 11 Og nu, at min herre ikke bliver besejret og forpurret sin hensigt, selv døden er nu faldet over dem, og deres synd har indhentet dem, hvormed de vil vække deres Gud til vrede, hver gang de gør det, som ikke er egnet til at være Færdig: 12 Thi deres føde svigter dem, og alt deres vand er ringe, og de har besluttet at lægge hænderne på deres kvæg og har besluttet at fortære alt det, som Gud har forbudt dem at spise ved sine love. 13 Og de er besluttet på at bruge Førstegrøden af Tiendedelene af Vin og Olie, som de havde helliget, og som de havde givet dem til Præsterne, som tjene i Jerusalem for vor Guds Ansigt; hvilke ting det ikke er lovligt for nogen af folket så meget som at røre ved med deres hænder. 14 Thi de have sendt nogle til Jerusalem, fordi de ogsaa, som bo der, have gjort lignende, for at bringe dem en Bevilling fra Senatet. 15 Når de nu bringer dem besked, skal de straks gøre det, og de skal gives dig til at ødelægges samme dag. 16 Derfor er jeg, din Tjenerinde, da jeg vidste alt dette, flygtet fra deres Ansigt; og Gud har sendt mig for at gøre ting med dig, hvor hele jorden skal forfærdes, og enhver, som hører det. 17 Thi din Tjener er religiøs og tjener Himlens Gud Dag og Nat; nu vil jeg nu, min Herre, blive hos dig, og din Tjener vil om Natten gaa ud i Dalen, og jeg vil bede til Gud, og han vil fortælle mig, når de har begået deres synder: 18 Og jeg vil komme og vise dig det; så skal du drage ud med hele din Hær, og der skal ikke være nogen af dem, som skal modstå dig. 19 Og jeg vil føre dig midt i Judæa, indtil du kommer foran Jerusalem; og jeg vil sætte din Trone midt i den; og du skal drive dem som får, der ikke har nogen hyrde, og en hund må ikke så meget som åbne sin mund for dig; thi disse ting blev mig fortalt efter min forudviden, og de
blev forkyndt for mig, og jeg er sendt for at fortælle det. dig. 20 Da behagede hendes Ord Holofernes og alle hans Tjenere; og de undrede sig over hendes visdom og sagde: 21Der er ikke en sådan kvinde fra den ene ende af jorden til den anden, både for ansigtets skønhed og ords visdom. 22 Ligeså sagde Holofernes til hende. Gud har gjort vel i at sende dig foran folket, for at styrke kan være i vore hænder og ødelæggelse over dem, der let agter min herre. 23 Og nu er du både smuk i dit Ansigt og vittig i dine Ord; hvis du gør, som du har sagt, skal din Gud være min Gud, og du skal bo i kong Nabukodonosors hus og være kendt over det hele jorden. KAPITEL 12 1 Så bød han at bringe hende ind, hvor hans tallerken var sat; og bød, at de skulde tilberede hende af hans egen mad, og at hun skulle drikke af hans egen vin. 2 Og Judith sagde: Jeg vil ikke spise deraf, for at der ikke skal ske Angerning; 3 Da sagde Holofernes til hende: "Hvis din Forsyning svigter, hvorledes skulle vi give dig lignende?" thi der er ingen hos os af dit Folk. 4 Da sagde Judith til ham, saa sandt som din Sjæl lever, min Herre, din Tjenerinde skal ikke bruge det, som jeg har, før Herren har gjort det ved min Haand, som han har bestemt. 5Da førte Holofernes Tjenere hende ind i Teltet, og hun sov til Midnat, og hun stod op, da det var henimod Morgenvagten, 6 og sendte til Holofernes, frelsende: Lad nu min Herre befale, at din Tjenerinde må gå ud til Bøn. 7 Da bød Holofernes sin Vagt, at de ikke skulde holde hende tilbage; saaledes blev hun i Lejren tre Dage og drog ud om Natten til Bethulias Dal og vaskede sig i en Vandkilde ved Lejren. 8 Og da hun kom ud, bad hun Herren, Israels Gud, om at lede hendes vej til oprejsen af hendes folks børn. 9 Så kom hun ren ind og blev i teltet, indtil hun spiste sit kød om aftenen. 10 Og på den fjerde Dag lavede Holofernes et gilde kun for sine egne tjenere og kaldte ingen af betjentene til gildet. 11 Da sagde han til Hofmanden Bagoas, som havde ansvaret for alt, hvad han havde: Gå nu og overtal denne hebraiske Kvinde, som er hos dig, at hun kommer til os og spiser og drikker med os. 12 Thi se, det vil være en Skam for vor Person, om vi lader en saadan Kvinde gaa, uden at have haft hendes Selskab; thi hvis vi ikke drager hende til os, vil hun grine af os. 13 Da gik Bagoas bort fra Holofernes' Åsyn og kom til hende, og han sagde: Lad ikke denne smukke pige frygte at komme til min Herre og blive æret i hans nærhed og drikke vin og være glad med os og være gjort denne dag som en af assyrernes døtre, som tjener i Nabukodonosors hus.
14 Da sagde Judith til ham: Hvem er jeg nu, at jeg skulde modsige min Herre? sandelig, hvad der behager ham, vil jeg gøre hurtigt, og det skal være min Glæde indtil min Dødsdag. 15 Så rejste hun sig og pyntede sig med sine Klæder og al sin Kvindes Klædning, og hendes Tjenestepige gik hen og lagde bløde Skind på Jorden for hende over for Holofernes, som hun havde modtaget fra Bagoas til sit daglige Brug, for at hun kunde sidde og spise på dem. 16 Da Judith nu kom ind og satte sig, blev Holofernes hans hjerte henrykt over hende, og hans sind blev rørt, og han begærede meget hendes selskab; thi han ventede en Tid til at bedrage hende, fra den Dag han havde set hende. 17 Da sagde Holofernes til hende: Drik nu og vær glad med os! 18 Saa sagde Judith: Nu vil jeg drikke, min Herre! thi mit Liv er forhøjet i mig i Dag mere end alle Dage, siden jeg blev født. 19 Så tog hun og spiste og drak for ham, hvad hendes pige havde tilberedt. 20. Og Holofernes var meget glad for hende og drak mere vin, end han nogensinde havde drukket på en dag, siden han blev født. KAPITEL 13 1 Men da det var blevet aften, skyndte hans tjenere sig at gå, og Bagoas lukkede sit telt udenfor og lod tjenerne bort fra sin herres åsyn; og de gik til deres Senge; thi de var alle trætte, fordi Festen havde været lang. 2 Og Judith blev efterladt alene i Teltet, og Holofernes liggende alene på sin Seng; thi han var fyldt med Vin. 3 Nu havde Judith befalet sin Tjenestepige at stå uden for hendes Sengekammer og vente på hende. kom frem, som hun gjorde dagligt; thi hun sagde, at hun ville gå ud til sine bønner, og hun talte til Bagoas i samme hensigt. 4 Så gik alle ud, og ingen blev tilbage i sovekammeret, hverken lille eller stor. Da stod Judith ved sin seng og sagde i sit hjerte: Herre, al magts Gud, se denne gave på mine hænders gerninger til Jerusalems ophøjelse. 5 Thi nu er det Tiden til at hjælpe din Arv og udføre dine Virksomheder til Udryddelse af de Fjender, som er rejste imod os. 6Da kom hun til Sengens Søjle, som var ved Holofernes' Hoved, og tog hans Fauchion ned derfra, 7 Og han nærmede sig hans Seng og tog fat i hans Hovedhaar og sagde: Styrk mig, HERRE, Israels Gud, i Dag! 8 Og hun slog to Gange om hans Hals af al sin Kraft, og hun tog hans Hoved fra ham. 9 Og væltede sit Legeme ned fra Sengen og trak Baldakinen ned fra Søjlerne; og anon efter at hun gik ud og gav Holofernes sit Hoved til hendes Tjenestepige; 10 Og hun lagde det i sin Kødpose, og de to gik sammen efter deres Skik til Bøn; og da de gik forbi Lejren, omringede de Dalen og gik op på Bethulias Bjerg og kom til dets Porte. 11 Da sagde Judith langt borte til Vægterne ved Porten: Åbn, opluk nu Porten: Gud, vor Gud, er med os for at
vise sin Magt endnu i Jerusalem og sine Hær mod Fjenden, som han selv har gjort denne dag. 12 Men da Mændene i hendes By hørte hendes Røst, skyndte de sig at gå ned til deres Bys Port, og de kaldte på de Ældste i Staden. 13 Og da løb de alle sammen, baade små og store, thi det var underligt for dem, at hun var kommen; saa aabnede de Porten og tog imod dem og gjorde Ild til Lys og stillede sig omkring dem. 14 Da sagde hun til dem med høj Røst: Priser, priser Gud, priser Gud, siger jeg, thi han har ikke taget sin Barmhjertighed fra Israels Hus, men udryddet vore Fjender ved mine Hænder i Nat. 15 Saa tog hun Hovedet af Posen og viste det og sagde til dem: Se, Hovedet af Holofernes, Øverstehøvdingen for Assurs Hær, og se, Baldakinen, hvori han lå i sin Drukkenskab; og Herren har slået ham ved en kvindes hånd. 16 Så sandt Herren lever, som har bevaret mig på min vej, som jeg gik, mit ansigt har bedraget ham til hans ødelæggelse, og dog har han ikke begået synd med mig for at besmitte og vanære mig. 17 Da blev alt Folket underligt forbløffet, og de bøjede sig og tilbad Gud og sagde enstemmigt: Velsignet være du, vor Gud, som i Dag har gjort dit Folks Fjender til Intet! 18 Da sagde Ozias til hende: O Datter, velsignet er du af den højeste Gud fremfor alle kvinderne på jorden; og lovet være Herren Gud, som har skabt himlen og jorden, som har ført dig til at hugge hovedet af vores fjenders hoved. 19 Derfor skal din tillid ikke vige fra menneskenes hjerter, som husker Guds kraft til evig tid. 20 Og Gud vende disse Ting til dig til en evig Lovsang, for at besøge dig i gode Ting, fordi du ikke har sparet dit Liv for vor Nations Trængsel, men har hævnet vor Undergang og vandret en lige Vej for vor Gud. Og alt Folket sagde: Så være det, så være det. KAPITEL 14 1 Da sagde Judith til dem: Hør mig nu, mine Brødre, og tag dette Hoved og hæng det på det højeste Sted af eders Mure. 2 Og så snart morgenen viser sig, og solen skal gå frem over jorden, så tag hver deres våben, og drag hver tapre mand ud af byen, og sæt jer en høvding over dem, som om I ville gå ned på marken mod assyrernes vagt; men gå ikke ned. 3 Så skulle de tage deres rustning og gå ind i deres lejr og rejse hærførerne for Assurs hær og løbe til Holofernes telt, men finde ham ikke; da skal frygt falde over dem, og de skal skal flygte for dit ansigt. 4 Derfor skal I og alle, som bor på Israels kyst, forfølge dem og omstyrte dem, mens de går. 5 Men før I gøre disse Ting, så kald mig Ammonitten Akior, at han kan se og kende ham, som foragtede Israels Hus, og som sendte ham til os, som det var til sin Død.
6 Da kaldte de Akior ud af Ozias' Hus; og da han kom og så Holofernes Hoved i en Mands Haand i Folkets Forsamling, faldt han ned paa sit Ansigt, og hans Aand svigtede. 7 Men da de havde fundet ham tilbage, faldt han for Judiths Fødder og ærede hende og sagde: Velsignet er du i alle Judas Tabernakler og i alle Folkeslagene, som høre dit Navn, blive forfærdede. 8 Sig mig derfor nu alt det, som du har gjort i disse Dage. Da fortalte Judith ham midt iblandt folket alt, hvad hun havde gjort, fra den dag hun gik ud, indtil den time hun talte til dem. 9 Og da hun holdt op med at tale, raabte Folket med høj Røst og jublede i deres Stad. 10 Og da Akior havde set alt, hvad Israels Gud havde gjort, troede han meget på Gud og omskårede sin Forhuds Kød og sluttede sig til Israels Hus indtil denne Dag. 11 Og så snart det blev morgen, hængte de Holofernes hoved på væggen, og hver mand tog sine våben, og de drog ud i bånd til bjergets stræde. 12 Men da Assyrerne så dem, sendte de til deres Øverster, som kom til deres Øverster og Tribuner og til hver af deres Øverster. 13 Så kom de til Holofernes' telt og sagde til ham, som havde ansvaret for alle hans ting: Vågn nu vor herre! 14 Da gik han til Bagoas og bankede paa Døren til Teltet; thi han troede, at han havde ligget med Judith. 15 Men fordi ingen svarede, åbnede han den og gik ind i Sengekammeret og fandt ham død på gulvet, og hans hoved blev taget fra ham. 16 Derfor raabte han med høj Røst, med Graad og Suk og med et stærkt Skrig og sønderrev sine Klæder. 17 Efter at han var gået ind i Teltet, hvor Judith overnattede, og da han ikke fandt hende, sprang han ud til Folket og råbte: 18 Disse trælle har handlet troløst; en kvinde af hebræerne har bragt skam over kong Nabukodonosors hus; thi se, Holofernes ligger på jorden uden hoved. 19. Da Assyrerernes Hærførere hørte disse Ord, flængede de deres Kjortler, og deres Sind blev underligt forfærdede, og der lød et Skrig og en meget stor Larm overalt i Lejren. KAPITEL 15 1 Og da de, som var i Teltene, hørte det, blev de forbavsede over det, der skete. 2 Og Frygt og Bæven faldt over dem, saa at der ikke var nogen, som vovede at blive for sin Næstes Øjne, men alle sammen styrtede de ud og flygtede til alle Veje i Sletten og Bjergene. 3 Og de, som havde lejret sig i Bjergene rundt om Bethulia, flygtede. Da styrtede Israels Børn, enhver, som var en Kriger iblandt dem, ud over dem. 4 Så sendte Ozias til Betomasthem og til Bebai, og Chobai og Cola og til alle Israels kyster, for at fortælle, hvad der var sket, og at alle skulle skynde sig frem mod deres fjender for at udrydde dem.
5 Men da Israels Børn hørte det, faldt de alle over dem med enighed og dræbte dem til Chobai, ligeså de, som kom fra Jerusalem og fra hele Bjerglandet; thi mænd havde fortalt dem, hvad der var sket. i deres fjenders lejr), og de, der var i Galaad og i Galilæa, forfulgte dem med et stort drab, indtil de var forbi Damaskus og dets grænser. 6 Og de resterende, som boede i Bethulia, faldt over Assurs Lejr og plyndrede dem og blev meget berigede. 7 Og Israels Børn, som vendte tilbage fra Slagtningen, havde det, der var tilbage; og landsbyerne og byerne, som lå i bjergene og på sletten, fik meget bytte; thi folkemængden var meget stor. 8 Da kom Ypperstepræsten Joacim og de ældste af Israels Børn, som boede i Jerusalem, for at se de gode Ting, som Gud havde vist Israel, og for at se Judith og hilse hende. 9 Og da de kom til hende, velsignede de hende ens og sagde til hende: Du er Jerusalems Ophøjelse, du er Israels store Herlighed, du er vort Folks store Glæde. 10 Du har gjort alt dette ved din Haand, du har gjort meget godt mod Israel, og Gud har behag i det; lovet være du af den Almægtige Herre evindelig! Og alt Folket sagde: Saa ske! 11 Og Folket plyndrede Lejren i løbet af tredive Dage, og de gav Judith Holofernes hans Telt og al hans Tallerken og Senge og Kar og alt hans Ting, og hun tog det og lagde det paa sit Muldyr; og gjorde sine vogne i stand og lagde dem derpå. 12 Da løb alle Israels Kvinder sammen for at se hende og velsignede hende og dansede for hende iblandt dem; og hun tog Grene i sin Haand og gav ogsaa til Kvinderne, som var med hende. 13 Og de lagde en olivenkrans på hende og hendes tjenestepige, som var med hende, og hun gik foran alt folket i dansen og førte alle kvinderne, og alle Israels mænd fulgte efter i deres rustning med guirlander og med sange i deres mund. KAPITEL 16 1 Da begyndte Judith at synge denne taksigelse i hele Israel, og hele folket sang efter hende denne lovsang. 2 Og Judith sagde: Begynd for min Gud med Klodser, syng for min Herre med Cymbaler, hør ham en ny Salme, ophøj ham og påkald hans Navn! 3 Thi Gud bryder Kampene; thi midt iblandt Lejrene har han udfriet mig af dem, som forfulgte mig. 4 Assur kom ud af Bjergene fra Nord, han kom med ti Tusinde af sin Hær, hvis Mængde standsede Bækkene, og deres Ryttere har dækket Bjergene. 5 Han pralede med, at han vilde opbrænde mine Landemærker og dræbe mine unge Mænd med Sværdet og støde diendebørn mod Jorden og gøre mine Spædbørn til Bytte og mine Jomfruer til Bytte. 6 Men den Almægtige Herre har skuffet dem ved en Kvindes Haand. 7 Thi den Mægtige faldt ikke af de unge Mænd, og Titanernes Sønner slog ham ikke, og ingen høje Kæmper
satte sig over ham; men Judith, Meraris Datter, svækkede ham med sit Ansigts skønhed. 8 Thi hun aftog sit Enketøj til Ophøjelse af de undertrykte i Israel, og hun salvede sit Ansigt med Salve og bandt sit Hår i et Dæk og tog et Linnedklæde for at bedrage ham. 9 Hendes Sandaler henrivede hans Øjne, hendes Skønhed tog hans Sind til fange, og Fauchionen gik gennem hans Hals. 10 Perserne skælvede over hendes frimodighed, og mederne blev forskrækkede over hendes hårdførhed. 11 Da råbte mine elendige af Glæde, og mine svage råbte højt; men de bleve forbavsede; disse opløftede deres Røst, men de blev styrtet. 12 Pigernes Børn har gennemboret dem og saaret dem som flygtende Børn; de omkom ved HERRENS Kamp. 13 Jeg vil synge for Herren en ny sang: O Herre, du er stor og herlig, vidunderlig i styrke og uovervindelig. 14 Lad alle skabninger tjene dig; thi du talte, og de blev til, du udsendte din ånd, og den skabte dem, og der er ingen, som kan modstå din røst. 15 Thi Bjergene rokkes fra deres Grundvold med Vandene, Klipperne smelte som Voks for dit Ansigt; dog er du barmhjertig mod dem, som frygte dig. 16 Thi alt Slagoffer er for lidt til en sød Lugt for dig, og alt Fedtet er ikke nok til dit Brændoffer; men den, som frygter Herren, er stor til enhver tid. 17 Ve de folkeslag, som rejser sig mod min slægt! Herren den Almægtige vil tage hævn over dem på dommens dag ved at sætte ild og orme i deres kød; og de skal føle dem og græde for evigt. 18 Men så snart de kom til Jerusalem, tilbad de Herren; og så snart folket var blevet renset, ofrede de deres brændofre og deres friofre og deres gaver. 19 Judith viede også alt Holofernes ting, som folket havde givet hende, og gav baldakinen, som hun havde taget ud af hans sengekammer, til en gave til Herren. 20 Så blev folket ved med at feste i Jerusalem foran helligdommen i tre måneder, og Judit blev hos dem. 21 Efter denne Tid vendte hver tilbage til sin egen Arv, og Judith drog til Bethulia og blev i sin Eje og var i sin Tid hæderlig i hele Landet. 22 Og mange begærede hende, men ingen kendte hende alle hendes Livs Dage, efter at hendes Mand Manasse var død og var samlet til sit Folk. 23 Men hun blev mere og mere i Ære og blev gammel i sin Mands Hus, hundrede og fem Aar gammel, og gjorde sin Tjeneste fri; så døde hun i Bethulia, og de begravede hende i hendes mand Manasses hule. 24 Og Israels Hus sørgede over hende i syv Dage, og før hun døde, uddelte hun sine Gods til alle dem, som vare den nærmeste til hendes Mand Manasses Slægt, og til dem, som vare den nærmeste af hendes Slægt. 25 Og der var ingen, som gjorde Israels Børn mere bange i Judits Dage og heller ikke længe efter hendes Død.