KAPITEL 1 1 Den anden bog af profeten Esdras, søn af Sarajas, søn af Azarias, søn af Helchias, søn af Sadamias, søn af Sadok, søn af Akitob, 2 Søn af Achias, søn af Pinees, søn af Heli, søn af Amarias, søn af Aziei, søn af Marimot, søn af Arna, søn af Ozias, søn af Borith, søn af Abisei , søn af Pinees, søn af Eleazar, 3 Arons Søn, af Levi Stamme; som var fanget i medernes land, under Artexerxes, persernes konge. 4 Og Herrens ord kom til mig og sagde: 5 Gå hen og forkynd mit folk deres syndige gerninger og deres børn deres ugudelighed, som de har gjort imod mig; at de kan fortælle deres børns børn: 6 Thi deres Fædres Synder vokser i dem; thi de har glemt mig og ofrede fremmede Guder. 7 Er jeg ikke engang den, der førte dem ud af Ægyptens Land, fra Trællehuset? men de ophidsede mig til Vrede og foragtede mine Raad. 8 Træk så dit hovedhår af og kast alt ondt på dem, for de har ikke været lydige mod min lov, men det er et genstridigt folk. 9 Hvor længe skal jeg forlade dem, i hvem jeg har gjort så meget godt? 10 Mange konger har jeg udryddet for deres skyld; Farao med hans tjenere og al hans magt har jeg slået ned. 11 Alle Hedningerne har jeg udryddet for dem, og i Østen spredte jeg Folket i to Landskaber, Tyrus og Sidon, og har dræbt alle deres Fjender. 12 Tal derfor til dem og sig: Så siger Herren: 13 Jeg førte dig gennem havet og gav dig i begyndelsen en stor og sikker vej; Jeg gav dig Moses som leder og Aron til præst. 14 Jeg oplyste dig i en Ildstøtte, og store Undere har jeg gjort iblandt dig; dog har I glemt mig, siger Herren. 15 Saa siger den Almægtige Herre: Vagtlerne var eder som et Tegn; Jeg gav jer telte til beskyttelse for jer; dog knurrede I der, 16 Og sejrede ikke i mit Navn for eders Fjenders Udryddelse, men endnu til denne Dag knurrer I endnu. 17 Hvor er de fordele, jeg har gjort for dig? da I var sultne og tørstige i ørkenen, råbte I ikke til mig, 18 og sagde: hvorfor har du ført os ind i denne Ørken for at slå os ihjel? det havde været bedre for os at have tjent egypterne end at dø i denne ørken. 19 Da forbarmede jeg mig over dine sorger og gav dig manna at spise; så spiste I englebrød. 20 Da I vare tørstige, kløvede jeg da ikke Klippen, og Vand flød ud til Eder? for varmen dækkede jeg dig med træernes blade. 21 Jeg delte et frugtbart Land iblandt eder, jeg uddrev Kana'anæerne, Perezitterne og Filistrene foran eder; hvad skal jeg endnu gøre for eder? siger Herren. 22 Saa siger den Almægtige Herre: Da I var i Ørkenen, i Amoriternes Flod, tørstede og spottede mit Navn, 23 Jeg gav dig ikke Ild for dine Bespottelser, men kastede et Træ i Vandet og gjorde Floden sød.
24 Hvad skal jeg gøre mod dig, Jakob? du, Juda, vilde ikke adlyde mig; jeg vil vende mig til andre Folk, og til dem vil jeg give mit Navn, at de kan holde mine Skikke. 25 Efterdi I have forladt mig, vil jeg og forlade eder; når I ønsker, at jeg skal være jer nådig, skal jeg ikke forbarme mig over jer. 26 Hver gang I kalde på mig, vil jeg ikke høre eder; thi I have besmittet eders Hænder med Blod, og eders Fødder ere hurtige til at begå Manddrab. 27 I har ikke ligesom forladt mig, men jer selv, siger Herren. 28Så siger den Almægtige Herre: Har jeg ikke bedt dig som en Fader, sine Sønner, som en Moder sine Døtre og en Amme sine unge Børn, 29 for at I skulle være mit folk, og jeg skulle være eders Gud; at I ville være mine børn, og jeg skulle være jeres far? 30 Jeg samlede eder, som en Høne samler sine Høns under sine Vinger; men nu, hvad skal jeg gøre ved eder? Jeg vil kaste dig ud af mit ansigt. 31 Naar I ofre mig, vil jeg vende mit Ansigt fra eder; thi eders Højtidsdage, eders Nymaaner og eders Omskærelse har jeg forladt. 32 Jeg sendte til jer mine tjenere profeterne, som I har taget og dræbt og revet deres kroppe i stykker, hvis blod jeg vil kræve af eders hænder, siger Herren. 33 Saa siger den Almægtige Herre: Dit Hus er øde, jeg vil kaste dig ud, som Vinden støder. 34 Og dine børn skulle ikke være frugtbare; thi de har foragtet mit Bud og gjort det, der er ondt for mig. 35 Dine Huse vil jeg give til et Folk, som skal komme; som endnu ikke har hørt om mig, skal tro mig; hvem jeg ikke har vist tegn, men de skal gøre, som jeg har befalet dem. 36 De have ingen Profeter set, dog skulle de kalde deres Synder til Ihukommelse og kende dem. 37 Jeg tager til vidne det kommende Folks Naade, hvis smaa fryder sig i Glæde; og skønt de ikke have set mig med legemlige Øjne, troe de dog i Aanden det, som jeg siger. 38 Og nu, broder, se! hvilken herlighed; og se folket, der kommer fra østen: 39 Hvem jeg vil give som ledere, Abraham, Isak og Jakob, Oseas, Amos og Micheas, Joel, Abdias og Jonas, 40 Nahum og Abacuc, Sophonias, Aggeus, Zachary og Malachy, som også kaldes en Herrens Engel. KAPITEL 2 1 Så siger Herren: Jeg førte dette folk ud af trældom, og jeg gav dem mine befalinger ved tjenere, profeterne; som de ikke ville høre, men foragtede mine råd. 2 Moderen, som fødte dem, siger til dem: Gaar bort, I Børn! thi jeg er enke og forladt. 3 Jeg har opdraget dig med glæde; men med Sorg og Nød har jeg mistet eder; thi I har syndet for Herren eders Gud og gjort det, som er ondt for ham. 4 Men hvad skal jeg nu gøre ved eder? Jeg er enke og forladt; gå din vej, mine børn, og bed Herren om nåde.
5 Hvad mig angår, o Fader, jeg påkalder dig et Vidnesbyrd over disse Børns Moder, som ikke vilde holde min Pagt, 6 for at du skal bringe dem til Forvirring og deres Moder til Bytte, at der ikke skal være Afkom af dem. 7 Lad dem adspredes blandt Hedningerne, deres Navne udryddes af Jorden; thi de have foragtet min Pagt. 8 Ve dig, Assur, du, som skjuler de uretfærdige i dig! O du onde folk, husk, hvad jeg gjorde mod Sodoma og Gomorra; 9 hvis Land ligger i Klumper af Bek og Dynger af Aske; således vil jeg også gøre mod dem, som ikke hører mig, siger den Almægtige Herre. 10 Så siger Herren til Esdras: Sig til mit folk, at jeg vil give dem det kongerige Jerusalem, som jeg ville have givet til Israel. 11 Og jeg vil tage deres Herlighed til mig og give disse de evige Tabernakler, som jeg havde beredt dem. 12 De skal have Livets Træ til en Salve til en sød Lugt; de skal ikke arbejde eller blive trætte. 13 Gaa hen, og I skulle faae; bed til Eder nogle Dage, at de maa forkortes; Riget er allerede beredt for Eder; 14 Tag Himlen og Jorden til Vidne; thi jeg har knust det onde og skabt det gode; thi jeg lever, siger Herren. 15 Moder, omfavn dine børn og opdrag dem med glæde, gør deres fødder faste som en søjle; thi jeg har udvalgt dig, siger Herren. 16 Og de døde vil jeg oprejse fra deres Steder og føre dem ud af Gravene; thi jeg har kendt mit Navn i Israel. 17 Frygt ikke, du Børns Moder, thi jeg har udvalgt dig, siger Herren. 18 Til din hjælp vil jeg sende mine tjenere Esay og Jeremy, efter hvis råd jeg har helliget og forberedt for dig tolv træer belæsset med forskellige frugter, 19 Og som mange Kilder, der flyder med Mælk og Honning, og syv mægtige Bjerge, hvorpaa roser og Liljer vokser, hvorved jeg vil fylde dine Børn med Glæde. 20 Gør ret mod enken, døm for den faderløse, giv til de fattige, forsvar den forældreløse, klæd den nøgne, 21 Helbred de sønderknuste og svage, le ikke en halt mand at håne, forsvar den lemlæstede, og lad den blinde komme ind for min klarhed. 22 Hold gamle og unge inden for dine mure. 23 Hvor end du finder de døde, tag dem og begrav dem, og jeg vil give dig det første sted i min opstandelse. 24 Bliv stille, o mit Folk, og tag din Hvile, thi din Stilhed kommer endnu. 25 Giv dine børn næring, du gode amme! stabilisere deres fødder. 26 Hvad angår de Tjenere, som jeg har givet dig, ingen af dem skal omkomme; thi jeg vil kræve dem af dit Antal. 27 Vær ikke trætte; thi naar Nødens og Nødens Dag kommer, skulle andre græde og være bedrøvede, men du skal være glad og have Overflod. 28 Hedningerne skulle misunde dig, men de skulle intet kunne gøre imod dig, siger Herren. 29 Mine Hænder skulle dække dig, at dine Børn ikke skulle se Helvede.
30 Vær glad, du Moder, med dine Børn; thi jeg vil udfri dig, siger Herren. 31 Kom dine børn i hu, som sover, thi jeg vil føre dem ud af jordens sider og vise dem barmhjertighed; thi jeg er barmhjertig, siger Herren, den Almægtige. 32 Omfavn dine Børn, indtil jeg kommer og viser dem Barmhjertighed; thi mine Brønde løber over, og min Naade skal ikke svigte. 33 Jeg Esdras modtog Herrens befaling på Oreb-bjerget, at jeg skulle drage til Israel; men da jeg kom til dem, foragtede de mig og foragtede Herrens befaling. 34 Og derfor siger jeg jer, I hedninger, som hører og forstår, se efter jeres hyrde, han skal give jer evig hvile; thi han er nær ved, som skal komme ved Verdens Ende. 35 Vær rede til rigets belønning, for det evige lys skal skinne over dig for evigt. 36 Flygt fra denne verdens skygge, modtag din herligheds glæde: Jeg vidner åbent om min Frelser. 37 O modtag den gave, som er givet jer, og glæd jer, idet I takker ham, som har ført jer til det himmelske rige. 38 Stå op og stå, se antallet af dem, der bliver beseglet ved Herrens fest; 39 som er gået bort fra verdens skygge, og har modtaget Herrens herlige klæder. 40 Tag dit tal, o Sion, og hold inde for de af dig, som er klædt i hvidt, som har opfyldt Herrens lov. 41 Tallet på dine børn, som du længtes efter, er opfyldt; bed om Herrens kraft, at dit folk, som er kaldet fra begyndelsen, må blive helliget. 42 Jeg Esdras så på Sions bjerg et stort folk, som jeg ikke kunne tælle, og de priste alle Herren med sange. 43 Og midt iblandt dem var der en ung mand af høj stat, højere end alle de andre, og på hvert af deres hoveder satte han kroner og var mere ophøjet; som jeg undrede mig meget over. 44 Så spurgte jeg englen og sagde: Herre, hvad er dette? 45 Han svarede og sagde til mig: Det er dem, som have taget de dødelige Klæder af og iklædt sig de udødelige og bekendt Guds Navn; nu ere de kronede og faa Palmer. 46 Da sagde jeg til Englen: hvad er det for en ung, som kroner dem og giver dem deres Håndflader? 47 Da svarede han og sagde til mig: Det er Guds Søn, som de have bekendt i Verden. Så begyndte jeg i høj grad at rose dem, der stod så hårdt for Herrens navn. 48 Da sagde engelen til mig: gå hen og fortæl mit folk, hvad og hvor store undere du har set for Herren din Gud. KAPITEL 3 1 I det tredivte Aar efter Byens Ødelæggelse var jeg i Babylon og laa mig forfærdet paa min Seng, og mine Tanker kom op over mit Hjerte. 2 Thi jeg så Sions Ødelæggelse og Rigdommen af dem, der boede i Babel. 3 Og min Aand blev saare rørt, saa jeg begyndte at tale Ord fulde af Frygt til den Højeste og sagde: 4O Herre, du som hersker, du talte i begyndelsen, da du plantede jorden, og det alene, og befalede folket,
5 Og gav et legeme til Adam uden sjæl, som var dine hænders værk, og åndede livets ånde ind i ham, og han blev levende foran dig. 6 Og du fører ham ind i Paradis, som din højre Haand havde plantet, før Jorden nogen sinde kom frem. 7 Og du gav ham Befaling om at elske din Vej, hvilken han overtrådte, og straks bestemte du Døden i ham og i hans Slægtsled, af hvilke Folk, Stammer, Folk og Slægter stammede ud af Tal. 8 Og hvert Folk vandrede efter deres Vilje og gjorde underfulde Ting for dit Ansigt og foragtede dine Bud. 9 Og igen i tidens løb bragte du syndfloden over dem, der boede i verden, og ødelagde dem. 10 Og det skete i hver af dem, at ligesom døden var for Adam, således var syndfloden for disse. 11 Men en af dem efterlod du, nemlig Noa med hans Hus, af hvem alle retfærdige Mænd kom. 12 Og det skete, at da de, som boede på Jorden, begyndte at formere sig og havde fået dem mange Børn og vare et stort Folk, begyndte de atter at være mere ugudelige end de første. 13 Men da de levede så ugudeligt for dig, valgte du dig en Mand blandt dem, hvis Navn var Abraham. 14 Ham elskede du, og for ham alene kundgjorde du din Vilje. 15 og sluttede en evig Pagt med ham og lovede ham, at du aldrig skulde forlade hans Sæd. 16 Og til ham gav du Isak, og til Isak gav du også Jakob og Esau. Hvad Jakob angaar, du udvalgte ham til dig og overtog Esau, og Jakob blev en stor Skare. 17 Og det skete, da du førte hans Sæd ud af Ægypten, førte du dem op til Sinaj Bjerg. 18. Og du bøjede Himlen, fastgjorde Jorden, bragte hele Verden i Bevægelse og fik Dybet til at skælve og forfærdede Menneskene i den Tid. 19 Og din herlighed gik gennem fire porte, af ild og af jordskælv og af vind og kulde; for at du kunne give loven til Jakobs slægt og flid til Israels slægt. 20 Og dog tog du ikke det onde Hjerte fra dem, for at din Lov kunde bringe Frugt i dem. 21 Thi den første Adam, som bar et ondt Hjerte, overtrådte og blev overvundet; og således være alle, som er født af ham. 22 Saaledes blev Skrøbeligheden varig; og loven (også) i folkets hjerte med rodens ondskab; så de gode gik bort, og de onde blev stille. 23 Saa gik Tiderne, og Aarene gik til Ende; da oprejste du dig en Tjener, kaldet David. 24 hvem du befalede at bygge en Stad for dit Navn og ofre dig Røgelse og Offergaver deri. 25 Da dette skete i mange år, forlod de, der boede i byen, dig, 26 Og i alle Ting gjorde ligesom Adam og alle hans Slægter havde gjort; thi de havde ogsaa et ondt Hjerte. 27 Og saaledes overgav du din Stad i dine Fjenders Hænder. 28 Er deres Gerninger da nogen bedre, som bor i Babylon, at de derfor skulde herske over Sion?
29 Thi da jeg kom derhen og havde set Ugudeligheder uden Tal, da saa min Sjæl mange ugudelige i denne tredivte øre, så mit hjerte svigtede mig. 30 Thi jeg har set, hvorledes du lader dem synde, og du har sparet de ugudelige, og du har udryddet dit Folk og bevaret dine Fjender og ikke tilkendegivet det. 31 Jeg husker ikke, hvorledes denne Vej kan forlades: Er de da af Babylon bedre end de af Sion? 32 Eller er der noget andet Folk, som kender dig foruden Israel? eller hvilken slægt har så troet dine pagter som Jakob? 33 Og dog viser deres Løn sig ikke, og deres Arbejde bærer ingen Frugt; thi jeg er gaaet her og der gennem Hedningerne, og jeg ser, at de flyder i Rigdom og tænker ikke paa dine Bud. 34 Afvej derfor nu vor ondskab på vægten, og også deres, som bor i verden; og således skal dit navn ikke findes andre steder end i Israel. 35 Eller hvornår har de, som bo på jorden, ikke syndet for dine øjne? eller hvilket Folk har holdt dine Bud saaledes? 36 Du skal finde, at Israel ved navn har holdt dine befalinger; men ikke hedningen. KAPITEL 4 1 Og den engel, som var sendt til mig, hvis navn var Uriel, svarede mig: 2 og sagde: Dit Hjerte er gaaet langt i denne Verden, og tror du at fatte den Højestes Vej? 3 Da sagde jeg: Ja, min Herre! Og han svarede mig og sagde: Jeg er udsendt for at vise dig tre veje og fremlægge tre lignelser for dig. 4 Hvis du kan sige mig en, vil jeg også vise dig den vej, som du ønsker at se, og jeg vil vise dig, hvorfra det onde hjerte kommer. 5 Og jeg sagde: Sig videre, min Herre! Da sagde han til mig: "Gå hen, vej mig vægten af ilden, eller mål mig vindens blæst, eller kald mig igen den dag, der er forbi." 6 Da svarede jeg og sagde: hvo Mand kan gøre det, at du beder mig saadant? 7 Og han sagde til mig: Hvis jeg spørger dig, hvor store boliger der er midt i havet, eller hvor mange kilder der er i begyndelsen af dybet, eller hvor mange kilder der er over himmelhvælvingen, eller hvilke udgange paradis: 8 Måske vil du sige til mig: Jeg er aldrig gået ned i dybet og endnu ikke i helvede, og jeg er aldrig klatret op i himlen. 9 Ikke desto mindre har jeg nu kun spurgt dig om ilden og vinden og om dagen, hvorigennem du er gået, og om ting, som du ikke kan skilles fra, og alligevel kan du ikke svare mig på dem. 10 Han sagde desuden til mig: Dine Ting og dem, som ere opvoksede hos dig, kan du ikke vide; 11 Hvorledes skulde dit kar da være i stand til at fatte den Højestes vej, og at verden nu udadtil er fordærvet til at forstå den fordærvelse, som er tydelig i mine øjne? 12 Da sagde jeg til ham: det var bedre, at vi slet ikke var det, end at vi levede endnu i Ondskab og lide og ikke vide hvorfor.
13 Han svarede mig og sagde: Jeg gik ind i en Skov til en Slette, og Træerne rådførte sig, 14 Og han sagde: Kom, lad os gaa hen og føre Krig mod Havet, at det maa vige bort for os, og at vi kan gøre os flere Skove. 15 Og Havets Flom tog sig paa samme Maade Raad og sagde: Kom, lad os drage op og underlægge Sletteskovene, at vi ogsaa dér kunne gøre os til et andet Land. 16 Tanken om træet var forgæves, for ilden kom og fortærede det. 17 Tanken om havets flommer gik ligeledes til intet, for sandet rejste sig og stoppede dem. 18 Hvis du nu dømmer mellem disse to, hvem ville du da begynde at retfærdiggøre? eller hvem vil du fordømme? 19 Jeg svarede og sagde: Sandelig, det er en tåbelig Tanke, som de begge har udtænkt, thi Jorden er givet til Skoven, og Havet har også sin Plads til at bære hans Oversvømmelser. 20 Da svarede han mig og sagde: Du har givet en retlig Dom, men hvorfor dømmer du ikke ogsaa dig selv? 21 Thi ligesom Jorden er givet til Skoven, og Havet til hans Vandfloder, saaledes kan de, som bo paa Jorden, ikke forstaa andet end det, som er paa Jorden, og den, som bor over Himmelen, kan kun forstaa det, som er paa Jorden. som er over himlens højde. 22 Da svarede jeg og sagde: Jeg beder dig, Herre, lad mig have Forstand! 23 Thi det var ikke mit sind at være nysgerrig på de høje ting, men på sådanne, som dagligt går forbi os, nemlig hvorfor Israel er overgivet som en skændsel for hedningene, og hvorfor det folk, som du har elsket, er givet. over til ugudelige nationer, og hvorfor vore forfædres lov bliver gjort til intet, og de skrevne pagter får ingen virkning, 24 Og vi forgår ud af verden som græshopper, og vores liv er forbavselse og frygt, og vi er ikke værdige til at opnå barmhjertighed. 25 Hvad vil han da gøre ved sit Navn, hvorved vi ere kaldede? om disse ting har jeg spurgt. 26 Da svarede han mig og sagde: Jo mere du søger, des mere skal du undre dig; for verden skynder sig at forgå, 27 Og kan ikke fatte det, som er lovet de retfærdige i den kommende Tid; thi denne Verden er fuld af Uretfærdighed og Skrøbeligheder. 28 Men hvad angår den thi hvad du spørger mig om, vil jeg fortælle dig; thi det onde er sået, men dets ødelæggelse er endnu ikke kommet. 29 Dersom derfor det, som er sået, ikke vendes på hovedet, og hvis det sted, hvor det onde er sået, ikke forgår, da kan det ikke komme, som er sået med godt. 30 Thi det onde Sæd er blevet sået i Adams Hjerte fra Begyndelsen, og hvor meget Ugudelighed har det frembragt indtil denne Tid? og hvor meget skal det endnu føde, indtil tærsketiden kommer? 31 Tænk nu selv over, hvor stor Ondskabens Frugt det onde Sæd har frembragt. 32 Og naar Ørerne, som ere talløse, skal hugges ned, hvor stor en Gulv skulle de fylde?
33 Da svarede jeg og sagde: hvorledes og naar skal disse Ting ske? hvorfor er vore år få og onde? 34 Og han svarede mig og sagde: Skynd dig ikke over den Højeste; thi din Hast er forgæves at være over ham, thi du har overskredet meget. 35 Spørgde ikke og de retfærdiges Sjæle om disse Ting i deres Stuer og sagde: Hvor længe skal jeg håbe paa denne Maade? hvornår kommer frugten af vores belønning? 36 Og til disse Ting svarede Ærkeengelen Uriel dem og sagde: Selv naar antallet af Frø er fyldt i eder; thi han har vejet Verden paa Vægten. 37 Med Maal målte han Tiderne; og efter tal har han talt tiderne; og han bevæger eller rører dem ikke, førend den nævnte foranstaltning er opfyldt. 38 Da svarede jeg og sagde: O Herre, som hersker, ja, vi ere alle fulde af Ugudelighed. 39 Og for vores skyld er det måske, at de retfærdiges gulve ikke er fyldte på grund af deres synder, som bor på jorden. 40 Da svarede han mig og sagde: Gå hen til en frugtsommelig Kvinde, og spørg hende, naar hun har fuldført sine ni Maaneder, om hendes Moderliv maa holde Fødselen længere i hende. 41 Da sagde jeg: Nej, Herre, det kan hun ikke. Og han sagde til mig: I Graven er Sjælenes Kamre som en Kvindes Liv. 42 Thi ligesom en Kvinde, der føder, skynder sig at undslippe Trængselens Nødvendighed, saaledes skynder disse Steder at udlevere det, som er overgivet dem. 43 Se fra Begyndelsen, hvad du ønsker at se, det skal blive dig kundgjort. 44 Da svarede jeg og sagde: Om jeg har fundet Naade for dine Øjne, og om det er muligt, og om jeg derfor er imødekommende, 45 Vis mig da, om der skal komme mere, end der er fortid, eller mere fortid, end der kommer. 46 Hvad der er fortid ved jeg, men hvad der skal komme, ved jeg ikke. 47 Og han sagde til mig: Stå op på højre side, så skal jeg fremlægge lignelsen for dig. 48 Så stod jeg og så, og se, en brændende ovn gik forbi foran mig; og det skete, da flammen var gået forbi, jeg så, og se, røgen stod stille. 49 Derefter gik en vandig Sky forbi foran mig og lod megen Regn ned med Storm; og da stormregnen var forbi, stod dråberne stille. 50 Da sagde han til mig: Se efter med dig selv; som regnen er mere end dråberne, og som ilden er større end røgen; men dråberne og røgen bliver tilbage: så den mængde, der er forbi, oversteg mere. 51 Da bad jeg og sagde: Må jeg leve, tænker du, indtil den tid? eller hvad skal der ske i de dage? 52 Han svarede mig og sagde: De Tegn, som du beder mig om, kan jeg fortælle dig om dem delvist; thi jeg ved det ikke.
KAPITEL 5 1 Ikke desto mindre, når tegnene kommer, se, de dage skal komme, da de, som bor på jorden, skal tages i et stort antal, og sandhedens vej skal være skjult, og landet skal være ufrugtbart af tro. 2 Men uretfærdigheden skal blive større end den, som du nu ser, eller som du for længe siden har hørt. 3 Og det land, som du nu ser at have rod, skal du pludselig se ødelagt. 4 Men hvis den Højeste giver dig at leve, skal du efter den tredje basun se, at solen pludselig skal skinne igen om natten, og månen tre gange om dagen. 5 Og Blod skal falde af Træ, og Stenen skal give sin Røst, og Folket skal forfærdes. 6 Og selv han skal herske, hvem de ikke venter på, som bor på jorden, og fuglene skal flygte sammen. 7 Og det Sodomitiske Hav skal uddrive Fisk og larme om Natten, som mange ikke kjende; men de skulle alle høre dets Røst. 8 Der skal også være forvirring mange steder, og ilden skal ofte sendes ud igen, og de vilde dyr skal skifte plads, og menstruerende kvinder skal frembringe uhyrer. 9 Og saltvand skal findes i det søde, og alle venner skal ødelægge hinanden; da skal forstanden skjule sig, og forstanden trække sig tilbage i sit hemmelige kammer, 10 Og der skal søges af mange, men dog ikke findes; da skal Uretfærdighed og Inkontinens blive mangfoldig paa Jorden. 11 Og det ene Land skal spørge det andet og sige: Er Retfærdighed, som gør et Menneske retfærdigt, borte? gennem dig? Og den skal sige: Nej. 12 På samme tid skulle menneskene håbe, men intet opnå; de skulle arbejde, men deres veje skulle ikke have fremgang. 13 Jeg har tilladelse til at vise dig sådanne tegn; og hvis du vil bede igen og græde som nu, og faster selv dage, skal du høre endnu større ting. 14 Da vågnede jeg, og en stor frygt gik gennem hele mit legeme, og mit sind blev forfærdet, så det besvimede. 15Da holdt Engelen, som kom for at tale med mig, mig, trøstede mig og rejste mig på mine Fødder. 16 Og i den anden Nat skete det, at Salathiel, Folkets Høvedsmand, kom til mig og sagde: Hvor har du været? og hvorfor er dit ansigt så tungt? 17 Ved du ikke, at Israel er overgivet til dig i deres fangenskabs land? 18 Da op, og spis Brød, og forlad os ikke, som en Hyrde, der lader sin Hjord i grusomme Ulves Hænder. 19 Da sagde jeg til ham: Gå bort fra mig, og kom ikke nær til mig. Og han hørte, hvad jeg sagde, og gik fra mig. 20 Og derfor fastede jeg i syv Dage, sørgende og grædende, ligesom Englen Uriel havde befalet mig. 21Og efter syv Dage skete det, at mit Hjertes Tanker atter vare mig saare alvorlige, 22 Og min sjæl genfandt forstandens ånd, og jeg begyndte igen at tale med den Højeste, 23 og sagde: O Herre, som hersker over alle skove på jorden og af alle træer derpå, du har udvalgt dig én eneste vinstok.
24 Og af alle Jordens Lande har du udvalgt dig én Grube, og af alle dens Blomster en Lilje. 25 Og af alle Havets Dyb har du fyldt dig én Flod, og af alle byggede Stæder har du helliget dig Sion. 26 Og af alle de fugle, som er skabt, har du givet dig navnet én due, og af alt det kvæg, som er lavet, har du givet dig ét får. 27 Og du har fået dig ét Folk iblandt alt Folkets Mængde, og dette Folk, som du elskede, gav du en Lov, som er velbehaget af alle. 28 Og nu, o Herre, hvorfor har du givet dette ene folk til mange? og på den ene rod har du beredt andre, og hvorfor har du spredt dit eneste folk blandt mange? 29 Og de, som modsatte dine løfter og ikke troede dine pagter, har nedtrådt dem. 30 Dersom du hadede dit Folk saa meget, skulde du dog straffe dem med dine Hænder. 31 Men da jeg havde talt disse ord, blev den engel, som kom til mig natten før, sendt til mig, 32 og sagde til mig: Hør mig, så vil jeg undervise dig; lyt til det, jeg siger, så skal jeg fortælle dig mere. 33 Og jeg sagde: Tal, min Herre! Da sagde han til mig: "Du er meget urolig for Israels Skyld; elsker du dette Folk bedre end han, der skabte dem?" 34 Og jeg sagde: Nej, Herre! men af meget Sorg har jeg talt; thi mine Nyler smerter mig hver Time, medens jeg arbejder for at fatte den Højestes Vej og søge en Del af hans Dom. 35 Og han sagde til mig: du kan ikke. Og jeg sagde: hvorfor, Herre? hvor er jeg så født? eller hvorfor var min Moders Liv ikke dengang min Grav, at jeg ikke kunde have set Jakobs Trængsel og Israels Kvægs trættende Møje? 36 Og han sagde til mig: Tæl mig det, som endnu ikke er kommet, saml mig det slagg, som er spredt rundt omkring, gør mig atter grønne blomster, som er visne, 37 Luk mig de lukkede Steder, og før mig de Vinde, som ere indelukkede i dem, giv mig en Røsts Billede, og saa vil jeg kundgøre dig, hvad du anstrenger dig for at vide. 38 Og jeg sagde: O Herre, som hersker, hvem kan vide dette, uden den, som ikke har sin bolig hos mennesker? 39 Hvad mig angår, jeg er uklog; hvorledes kan jeg da tale om disse Ting, som du spørger mig om? 40 Da sagde han til mig: Ligesom du ikke kan gøre noget af dette, som jeg har talt om, således kan du ikke finde ud af min Dom eller til sidst den kærlighed, som jeg har lovet mit folk. 41 Og jeg sagde: Se, o Herre, dog er du dem, som ere bevarede indtil enden, nær; og hvad skulle de gøre, som har været før mig, eller vi, der er nu, eller de, som skulle komme efter os? 42 Og han sagde til mig: Jeg vil ligne min Dom ved en Ring; ligesom der ikke er nogen Sløvhed hos de Sidste, saaledes er der ingen Hurtighed hos den Første. 43 Da svarede jeg og sagde: kunde du ikke med det samme gøre dem, som ere, og være til nu, og som skal komme; at du kunde forkynde din Dom jo før?
44 Da svarede han mig og sagde: Væsen maa ikke skynde sig over Skaberen; heller ikke må verden holde dem med det samme, som skal skabes deri. 45 Og jeg sagde: Ligesom du har sagt til din Tjener, at du, som giver alle Liv, har straks givet Liv til den Skabning, som du har skabt, og Skabningen bar den; saaledes kunde den nu ogsaa bære dem, nu være tilstede med det samme. 46 Og han sagde til mig: Spørg en Kvindes Liv og sig til hende: dersom du føder Børn, hvorfor gør du det ikke sammen, men den ene efter den anden? bed hende derfor om at føde ti børn n på én gang. 47 Og jeg sagde: Hun kan ikke; men skal gøre det efter Tidens Afstand. 48 Da sagde han til mig: Saaledes har jeg givet Jordens Moderliv til dem, som ere saaede deri i deres Tid. 49 Thi ligesom et lille barn ikke må frembringe det, som hører de gamle til, således har jeg afskaffet den verden, som jeg har skabt. 50 Og jeg spurgte og sagde: "Da du nu har givet mig Vejen, vil jeg fortsætte med at tale for dig; thi vor Moder, om hvem du har fortalt mig, at hun er ung, nærmer sig nu Alder. 51 Han svarede mig og sagde: Spørg en Kvinde, som føder Børn, og hun skal fortælle dig det. 52 Sig til hende: hvorfor ere dem, som du nu har født, ligesom dem, der var før, men mindre af Vækst? 53 Og hun skal svare dig: De, som fødes i Ungdommens Styrke, ere af en Maade, og de, som fødes i Alderdommens Tid, naar Moderen svigter, er anderledes. 54 Mærk derfor også du, hvorledes I ere ringere end dem, der var før eder. 55 Og således er de, der kommer efter jer, mindre end I, som de skabninger, der nu begynder at blive gamle og er gået over ungdommens styrke. 56 Da sagde jeg: Herre! hvis jeg har fundet Naade for dine Øjne, så forkynd din Tjener, ved hvem du besøger din Skabning. KAPITEL 6 1 Og han sagde til mig: I Begyndelsen, da Jorden blev til, før Verdens Grænser stod, eller Vindene blæste, 2 Før det tordnede og lettede, eller nogen sinde blev grunden til paradis lagt, 3 Før de smukke blomster blev set, eller før de bevægelige kræfter blev etableret, før den utallige mængde af engle var samlet, 4 Eller nogensinde blev luftens højder løftet op, før himmelhvælvingens mål blev nævnt, eller skorstene i Sion var varme, 5 Og før de nuværende år blev opsøgt, og eller nogensinde blev de påfund, som nu synden blev vendt, før de blev beseglet, som har samlet troen til en skat: 6 Da tænkte jeg på disse Ting, og de bleve alle sammen ved mig alene og ved ingen anden; og ved mig skulle de være til ende og ved ingen anden. 7 Da svarede jeg og sagde: hvad skal Tidens Skild være? eller hvornår skal det være enden på den første, og begyndelsen på den, der følger efter?
8 Og han sagde til mig: Fra Abraham til Isak, da Jakob og Esau blev født af ham, holdt Jakobs Hånd først Esaus Hæl. 9 Thi Esau er Verdens Ende, og Jakob er Begyndelsen til den, som følger. 10 Menneskets hånd er mellem hælen og hånden; andet spørgsmål, Esdras, spørg ikke! 11 Da svarede jeg og sagde: Herre, du hersker, om jeg har fundet nåde for dine øjne, 12 Jeg beder dig, forkynd din Tjener Enden af dine Tegn, hvoraf du har givet mig Skild i den sidste Nat. 13 Da svarede han og sagde til mig: Rejs dig op på dine Fødder og hør en mægtig lydende Røst. 14 Og det skal være ligesom en stor bevægelse; men det sted, hvor du står, skal ikke rykkes. 15 Og derfor, naar det taler, vær ikke bange; thi Ordet er af Enden, og Jordens Grundvold er forstået. 16 Og hvorfor? fordi talen om disse ting skælver og røres; thi den ved, at enden på disse ting skal ændres. 17 Og det skete, da jeg havde hørt det, rejste jeg mig på mine Fødder og lyttede, og se, der var en Røst, som talte, og Lyden deraf var som Lyden af mange Vande. 18 Og den sagde: Se, de Dage komme, da jeg vil begynde at nærme mig og besøge dem, som bo på Jorden, 19 Og vil begynde at spørge dem, hvad de er, der har såret uretfærdigt med deres uretfærdighed, og hvornår Sions trængsel skal være opfyldt; 20 Og når verden, som skal begynde at forsvinde, er fuldendt, da vil jeg vise disse tegn: Bøgerne skal åbnes foran himmelhvælvingen, og de skal se alle sammen: 21 Og børn af et år skal tale med deres røst, kvinderne, der føder, skulle føde utidige børn på tre eller fire måneder gamle, og de skulle leve og blive oprejst. 22 Og pludselig skal de såede steder vise sig usåede, de fulde forrådshuse skal pludselig findes tomme. 23 Og Trompeten skal give en Lyd, som, naar enhver hører, skal de pludselig blive bange. 24 På den tid skal venner kæmpe mod hinanden som fjender, og jorden skal stå i frygt med dem, der bor deri, kilderne i kilderne skal stå stille, og om tre timer skal de ikke løbe. 25 Enhver, som bliver tilbage fra alt dette, som jeg har sagt dig, skal undslippe og se min Frelse og din Verdens Ende. 26 Og de Mænd, som modtages, skulle se det, som ikke have smagt Døden fra deres Fødsel; og Indbyggernes Hjerte skal forandres og omsættes til en anden Betydning. 27 Thi det onde skal udryddes, og Svig skal udslukkes. 28. Hvad troen angår, den skal blomstre, fordærvelse skal overvindes, og sandheden, som længe har været uden frugt, skal forkyndes. 29 Og da han talte med mig, se, jeg så lidt og lidt på ham, for hvem jeg stod. 30 Og disse ord sagde han til mig; Jeg er kommet for at vise dig den kommende nats tid. 31 Dersom du vil bede endnu mere og atter faste syv Dage, da vil jeg sige dig større Ting om Dagen, end jeg har hørt.
32 Thi din Røst er hørt for den Højeste; thi den Mægtige har set din Retfærdighed, han har ogsaa set din Kyskhed, som du har haft lige fra din Ungdom. 33 Og derfor har han sendt mig for at vise dig alt dette og sige til dig: Vær ved god trøst og frygt ikke 34 Og skynd dig ikke med de forgangne Tider at tænke forfængelige Ting, at du ikke skal skynde dig fra de sidste Tider. 35 Og det skete efter dette, at jeg atter græd og fastede syv Dage på samme måde, for at jeg kunne opfylde de tre uger, som han fortalte mig. 36 Og i den ottende Nat blev mit Hjerte atter irriteret i mig, og jeg begyndte at tale for den Højeste. 37 Thi min Aand var stærkt antændt, og min Sjæl var i Nød. 38 Og jeg sagde, O Herre, du talte fra begyndelsen af skabelsen, ja, den første dag, og sagde således; Lad himlen og jorden blive til; og dit ord var et fuldkomment værk. 39 Og så var ånden, og mørke og stilhed var på alle sider; lyden af menneskestemme var endnu ikke dannet. 40 Da befalede du et smukt Lys at komme frem af dine Skatte, for at dit Værk skulde vise sig. 41 På den anden Dag gjorde du Hvælvingens Aand og befalede den at skilles ad og skille mellem Vandene, for at den ene Del skulde stige op, og den anden blive tilbage nedenunder. 42 På den tredje Dag befalede du, at Vandet skulde samles i den syvende Del af Jorden: seks Dele har du tørret ud og bevaret dem, for at nogle af disse, der er plantet af Gud og dyrket, kunde tjene dig. 43 Thi så snart dit Ord gik ud, blev Værket gjort. 44 Thi straks var der stor og utallig Frugt og mange og mangfoldige Behager for Smag og Blomster med uforanderlig Farve og Dufte af en vidunderlig Lugt; og dette skete den tredje Dag. 45På den fjerde dag befalede du, at solen skulle skinne, og månen give sit lys, og stjernerne skulle stå i orden. 46 Og han gav dem Befaling om at tjene Mennesket, som skulde udføres. 47 På den femte Dag sagde du til den syvende Del, hvor Vandet blev samlet, at det skulde frembringe levende Væsener, Fugle og Fiske; og saaledes skete det. 48 Thi det stumme vand og uden liv frembragte levende væsener efter Guds befaling, for at alle mennesker skulle prise dine underfulde gerninger. 49 Da ordinerede du to levende skabninger, den ene kaldte du Enok, og den anden Leviathan; 50 Og skilte den ene fra den anden; thi den syvende Del, nemlig hvor Vandet samledes, kunde ikke holde dem begge. 51 Enok gav du en Del, som var udtørret den tredje Dag, for at han skulde bo i den samme Del, hvori er tusinde Høje. 52 Men Leviathan gav du den syvende Del, nemlig den fugtige; og har holdt ham til at blive fortæret af hvem du vil, og hvornår. 53 På den sjette dag gav du jorden befaling, at den skulle frembringe kvæg, kvæg og kryb for dig.
54 Og efter disse ogsaa Adam, som du har gjort til Herre over alle dine Skabninger; af ham komme vi alle og det Folk, som du har udvalgt. 55 Alt dette har jeg talt foran dig, o Herre, fordi du skabte verden for vores skyld 56. Hvad de andre Folk angaar, som ogsaa kommer af Adam, du har sagt, at de ikke ere noget, men at være som Spyt, og lignede deres Overflod ved en Dråbe, der falder af et Kar. 57 Og nu, o Herre, se, disse hedninger, som nogensinde er blevet kendt som ingenting, er begyndt at være herrer over os og at fortære os. 58 Men vi, dit Folk, som du kaldte din førstefødte, din enbårne og din brændende Elsker, er givet i deres Hænder. 59 Hvis verden nu er skabt for vores skyld, hvorfor ejer vi så ikke en arv med verden? hvor længe skal dette vare? KAPITEL 7 1 Og da jeg var færdig med at tale disse ord, blev der sendt en engel til mig, som var blevet sendt til mig nætterne før: 2 Og han sagde til mig: Stå op, Esdras, og hør de Ord, som jeg er kommen for at fortælle dig. 3 Og jeg sagde: Tal, min Gud! Da sagde han til mig: Havet ligger bredt, for at det kan blive dybt og stort. 4. Men indgangen var smal og som en flod; 5 Hvem kunde da gaa i Havet for at se paa det og herske over det? hvis han ikke gik gennem det snævre, hvordan kunne han komme ud i det brede? 6 Der er også en anden ting; En by bygges og ligger på en bred mark og er fuld af alt godt. 7 Indgangen til den er snæver og er anbragt på et farligt sted til at falde, som om der var ild på højre hånd og til venstre et dybt vand. 8 Og den eneste vej imellem dem begge, ja, mellem ilden og vandet, så lille, at der kun var o ingen mand går derhen med det samme. 9 Hvis nu denne by blev givet til en mand til arv, hvis han aldrig kommer forbi den fare, der ligger foran den, hvorledes skal han så modtage denne arv? 10 Og jeg sagde: saa er det, Herre! Da sagde han til mig: Således er og Israels Del. 11 Fordi jeg skabte Verden for deres Skyld, og da Adam overtrådte mine Skikke, da blev det bestemt, at nu er sket. 12 Da blev denne Verdens Indgange snævrede, fulde af Sorg og Trængsel; de ere kun faa og onde, fulde af Farer, og meget smertefulde. 13 Thi indgangene til den ældre verden var brede og sikre og bragte udødelig frugt. 14 Dersom de, der lever, arbejde for ikke at komme ind i disse trange og forfængelige Ting, da kunne de aldrig modtage dem, som er lagt til dem. 15 Derfor, hvorfor bekymrer du dig selv, da du kun er et forkrænkeligt Menneske? og hvorfor er du rørt, mens du kun er dødelig? 16 Hvorfor har du ikke i dit sind tænkt på dette, som skal komme, fremfor det, som er tilstede?
17 Da svarede jeg og sagde: O Herre, du hersker, du har fastsat i din Lov, at de retfærdige skulle arve disse Ting, men at de ugudelige skulle omkomme. 18 Dog skulle de retfærdige lide trange Ting og håbe på det brede; thi de, som have gjort ugudeligt, have lidt det trange, og dog skulle de ikke se det brede. 19 Og han sagde til mig. Der er ingen dommer over Gud, og ingen, der har forstand over den Højeste. 20 Thi der er mange, som fortabes i dette Liv, fordi de foragter Guds Lov, som er lagt foran dem. 21 Thi Gud har givet dem, som kom, en streng befaling, hvad de skulle gøre for at leve, ligesom de kom, og hvad de skulle holde for at undgå straf. 22 Ikke desto mindre var de ikke lydige mod ham; men talte imod ham og forestillede sig forfængelige Ting; 23 og bedragede sig selv ved deres ugudelige Gerninger; og sagde om den Højeste, at han ikke er det; og kendte ikke sine veje: 24 Men hans Lov have de foragtet og fornægtet hans Pagter; i hans Anordninger har de ikke været trofaste og ikke gjort hans Gerninger. 25 Og derfor, Esdras, thi det tomme er tomme Ting, og for det fulde er det fulde. 26 Se, tiden skal komme, at disse tegn, som jeg har fortalt dig, skal ske, og bruden skal vise sig, og hun, der kommer frem, skal ses, som nu er trukket tilbage fra jorden. 27 Og enhver, som er udfriet fra de forudsagte Onde, skal se mine Undere. 28 Thi min Søn Jesus skal åbenbares med dem, som er med ham, og de, som bliver tilbage, skal glæde sig inden for fire hundrede år. 29 Efter disse år skal min søn Kristus dø, og alle mennesker, som have liv. 30 Og Verden skal forvandles til den gamle Stilhed i syv Dage, ligesom i de tidligere Domme, for at ingen skal blive tilbage. 31 Og efter syv dage skal den verden, som endnu ikke vågner, opstå, og den skal dø, som er fordærvet 32 Og jorden skal genoprette dem, der sover i den, og det skal støvet, de, der bor i tavshed, og de hemmelige steder skal udfri de sjæle, som var overgivet til dem. 33 Og den Højeste skal vise sig på Dommersædet, og elendighed skal forgå, og den lange lidelse skal have en ende. 34 Men kun dommen skal blive tilbage, sandheden skal bestå, og troen skal blive stærk. 35 Og arbejdet skal følge, og belønningen skal forkyndes, og de gode gerninger skal være kraftfulde, og onde gerninger skal ikke bære nogen herredømme. 36 Da sagde jeg: Abraham bad først for Sodomitterne og Moses for Fædrene, som syndede i Ørkenen: 37 Og Jesus fulgte ham for Israel på Akans Tid: 38 Og Samuel og David til Udryddelsen, og Salomo for dem, som skulde komme til Helligdommen. 39 Og Helias for dem, der fik Regn; og for de døde, for at han kunne leve: 40 og Ezekias for Folket paa Sankeribs Tid, og mange for mange.
41 Saaledes nu, idet fordærvelsen vokser op, og ugudeligheden vokser, og de retfærdige have bedt for de ugudelige; hvorfor skal det ikke også være således nu? 42 Han svarede mig og sagde: Dette nuværende liv er ikke enden, hvor megen herlighed skal bo; derfor har de bedt for de svage. 43 Men undergangens dag skal være enden på denne tid og begyndelsen på den kommende udødelighed, hvori fordærvelsen er forbi, 44 Ubøjeligheden er til ende, utroskab er afskåret, retfærdighed vokser, og sandhed opstår. 45 Da skal ingen være i stand til at frelse den, som er ødelagt, eller at undertrykke den, som har vundet Sejren. 46 Jeg svarede da og sagde: Dette er mit første og sidste Ord, at det havde været bedre ikke at have givet Jorden til Adam, eller at have holdt ham tilbage fra at synde, naar den blev givet ham. 47 For hvad gavn har det for mennesker nu i denne tid at leve i tunghed og efter døden at vente på straf? 48 O du Adam, hvad har du gjort? thi skønt det var dig, der syndede, er du ikke faldet alene, men vi alle, som kommer fra dig. 49 For hvad gavn er det os, hvis der er lovet os en udødelig tid, hvorimod har vi gjort de gerninger, der bringer døden? 50 Og at der er lovet os et evigt håb, hvorimod os selv, som er de mest ugudelige, er gjort forgæves? 51 Og at der er indlagt boliger for sundhed og sikkerhed, hvorimod vi har levet ugudeligt? 52 Og at den Højestes herlighed bevares for at forsvare dem, som har ført et varsomt liv, mens vi har vandret på de mest onde veje af alle? 53 Og at der skulde blive vist et Paradis, hvis Frugt varer evindelig, hvori er Sikkerhed og Læge, da vi ikke skulle komme ind i det? 54 (For vi har gået på ubehagelige steder.) 55 Og at deres Ansigter, som have brugt Afholdenhed, skal skinne over Stjernerne, medens vore Ansigter skal være sorte end Mørket? 56 Thi mens vi levede og begik Uret, overvejede vi ikke, at vi skulde begynde at lide for det efter Døden. 57 Da svarede han mig og sagde: Dette er Betingelsen for den Kamp, som et Menneske, som er født paa Jorden, skal udkæmpe; 58 At dersom han bliver overvundet, skal han lide, som du har sagt; men dersom han vinder Sejren, skal han modtage det, som jeg siger. 59 Thi dette er det Liv, om hvilket Moses talte til Folket, mens han levede, og sagde: Vælg dig Livet, at du maa leve. 60 Men de troede ham ikke, heller ikke profeterne efter ham, heller ikke mig, som har talt til dem, 61 At der ikke skal være en sådan tunghed i deres ødelæggelse, som der skal være glæde over dem, der er overtalt til frelse. 62 Jeg svarede da og sagde: Jeg ved, Herre, at den Højeste kaldes barmhjertig, idet han forbarmer sig over dem, som endnu ikke er kommet til Verden, 63 Og også over dem, som vender sig til hans lov;
64 Og at han er tålmodig og længe tåler dem, der har syndet, som hans skabninger; 65 Og at han er gavmild, for han er rede til at give, hvor det er nødvendigt; 66 Og at han er af stor barmhjertighed, for han formerer mere og mere barmhjertighed mod dem, der er tilstede, og som er forgangne, og også mod dem, som skal komme. 67 Thi dersom han ikke mangfoldiggør sin Barmhjertighed, vil Verden ikke blive ved med dem, som arver den. 68 Og han tilgiver; thi hvis han ikke gjorde saaledes af sin Godhed, for at de, som have begaaet Misgerninger, kunde blive lindret af dem, skulde den ti tusindedel af Menneskene ikke blive i Live. 69 Og da han er dommer, om han ikke tilgiver dem, som er helbredte med hans ord, og udrydder de mange stridigheder, 70 Der skulle måske være meget få tilbage i en utallig mængde. KAPITEL 8 1 Og han svarede mig og sagde: Den Højeste har skabt denne Verden for mange, men den kommende Verden for få. 2 Jeg vil fortælle dig en Lignelse, Esdras; Som når du spørger jorden, skal den sige til dig, at den giver megen form, hvoraf der er lavet lerkar, men lidt støv, som guld kommer af; sådan er forløbet af denne nuværende verdens. 3 Der bliver skabt mange, men få skal frelses. 4 Saa svarede jeg og sagde: Sluk da, min Sjæl, Forstand, og fortær Visdom! 5 Thi du har indvilliget i at høre og er villig til at profetere; thi du har ikke længere Plads end blot at leve. 6 O Herre, hvis du ikke tillader din tjener, at vi må bede for dig, og du giver os sæd til vores hjerte og kultur til vores forstand, så der kan komme frugt af det; hvorledes skal enhver leve, som er fordærvet, som bærer et Menneskes Sted? 7 Thi du er alene, og vi alle ét Værk af dine Hænder, som du har sagt. 8 Thi når legemet nu er formet i moderens liv, og du giver det lemmer, bliver dit skabning bevaret i ild og vand, og ni måneder udholder dit værk dit skabning, som er skabt i det. 9 Men det, som bevares og bevares, skal både bevares; og naar Tiden kommer, udleverer det bevarede Liv det, som voksede i det. 10 Thi du har befalet ud af Legemets Lemmer, det vil sige af Brysterne, at give Mælk, som er Brysternes Frugt, 11 at det, som er formet, kan næres for en Tid, indtil du stiller det til din Barmhjertighed. 12 Du bragte det op med din Retfærdighed og nærede det i din Lov og omvendte det med din Ret. 13 Og du skal dræbe det som din Skabning og gøre det levende som dit Værk.
14 Hvis du derfor tilintetgør ham, som med så stort arbejde blev formet, er det let at blive ordineret ved din befaling, for at det, som er blevet til, kan blive bevaret. 15 Derfor, Herre, vil jeg tale; at røre ved mennesket i almindelighed, ved du bedst; men rører ved dit folk, for hvis skyld jeg er ked af det; 16 Og for din Arv, for hvis Sag jeg sørger; og for Israel, for hvem jeg er tung; og for Jakob, for hvis skyld jeg er forfærdet; 17 Derfor vil jeg begynde at bede for dit Ansigt for mig selv og for dem; thi jeg ser Faldet af os, som bo i Landet. 18 Men jeg har hørt den kommende Dommers Hurtighed. 19 Derfor hør min Røst og forstaa mine Ord, og jeg vil tale for dit Ansigt. Dette er begyndelsen på Esdras' ord, før han blev taget op: og jeg shjælpe, 20 O Herre, du, som bor i evigheden, som ser ovenfra ting i himlen og i luften; 21 hvis Trone er uvurderlig; hvis herlighed ikke kan fattes; for hvem englenes hærskarer står med skælven, 22 hvis Tjeneste er kendt i Vind og Ild; hvis ord er sandt og ord konstant; hvis befaling er stærk og ordinance frygtindgydende; 23 hvis Blik udtørrer Dybet, og Harme får Bjergene til at smelte; som sandheden vidner om: 24 O hør din Tjeners Bøn, og lyt til din Skabnings Bøn. 25 Thi mens jeg lever, vil jeg tale, og saa længe jeg har Forstand, vil jeg svare. 26 Se ikke til dit folks synder; men på dem, som tjener dig i sandhed. 27 Tag ikke hensyn til hedningernes onde påfund, men til dem, som holder dit vidnesbyrd i trængsler. 28 Tænk ikke paa dem, som have vandret falsk for dit Ansigt, men kom dem i Hu, som efter din Vilje have kjendt din Frygt. 29 Lad det ikke være din Villie at udrydde dem, som have levet som Kvæg; men at se på dem, som klart har lært din lov. 30 Bliv ikke harme over dem, som ansees for værre end Kvæg; men elsk dem, som altid sætter deres lid til din retfærdighed og herlighed. 31 Thi vi og vore Fædre sygne hen af sådanne Sygdomme; men for os Syndere skal du kaldes barmhjertig. 32 Thi dersom du har lyst til at forbarme dig over os, skal du kaldes barmhjertig over os, nemlig, som ikke have retfærdighedsgerninger. 33 Thi de retfærdige, som have mange gode Gerninger gemt hos dig, skulle få Løn af deres Gerninger. 34 Thi hvad er et Menneske, at du forarges paa det? eller hvad er en fordærvelig Slægt, at du skulde være saa bitter mod den? 35 Thi i sandhed er der ingen blandt de fødte, men han har handlet ugudeligt; og blandt de troende er der ingen, som ikke har gjort noget forkert. 36 For heri, o Herre, skal din retfærdighed og din godhed forkyndes, hvis du er barmhjertig mod dem, som ikke har tillid til gode gerninger. 37 Da svarede han mig og sagde: Noget har du talt rigtigt, og det skal ske efter dine Ord.
38 Thi sandelig, jeg vil ikke tænke paa dem, som have syndet før Døden, før Dom, før Tilintetgørelse. 39 Men jeg vil glæde mig over de retfærdiges sind, og jeg vil også huske deres pilgrimsfærd og den frelse og den belønning, som de skal have. 40 Ligesom jeg har talt nu, således skal det ske. 41 Thi ligesom Bonden saar meget Sæd paa Jorden og planter mange Træer, og dog kommer det, som er saaet godt i hans Tid, ikke op, og alt det, der er plantet, slår ikke Rod; i verden; de skal ikke alle blive frelst. 42 Da svarede jeg og sagde: har jeg fundet Naade, så lad mig tale. 43 Ligesom Bondens Sæd forgår, dersom den ikke kommer op og ikke modtager din Regn i rette Tid; eller hvis der kommer for meget regn og ødelægger det: 44 Saaledes omkommer ogsaa Mennesket, som er formet med dine Hænder og kaldes dit eget Billede, fordi du er som ham, for hvis Skyld du har skabt alle Ting, og lignede ham med Bondens Sæd. 45 Vær ikke vred på os, men skån dit folk og forbarm dig over din egen arv; thi du er barmhjertig mod din skabning. 46 Da svarede han mig og sagde: Det, der er tilstede, er for nutiden, og det, der skal komme, for dem, der skal komme. 47 Thi du kommer langt fra, at du skulde kunne elske min Skabning mere end mig; men jeg har ofte nærmet mig dig og til den, men aldrig til den uretfærdige. 48 Også heri er du underfuld over for den Højeste: 49 I det du har ydmyget dig selv, som det passer dig, og ikke har dømt dig værdig til at blive meget herliggjort blandt de retfærdige. 50 Thi mange store elendigheder skal ske med dem, som i den sidste tid skal bo i verden, fordi de har vandret i stor stolthed. 51 Men forstaa selv, og søg Æren for dem, som ere som dig. 52 For for jer er paradiset åbnet, livets træ er plantet, den kommende tid er forberedt, overflod er gjort klar, en by er bygget, og hvile er tilladt, ja, fuldkommen godhed og visdom. 53 Det ondes rod er forseglet for dig, svaghed og møl er skjult for dig, og fordærv er flygtet til Helvede for at blive glemt. 54 Sorger passeres, og til sidst bliver udødelighedens skat vist. 55 Og derfor stiller du ikke mere spørgsmål angående mængden af dem, der omkommer. 56 Thi da de havde taget Frihed, foragtede de den Højeste, tænkte forhaaner af hans Lov og forlod hans Veje. 57 Og de har nedtrådt hans retfærdige, 58 og sagde i deres Hjerte, at der er ingen Gud; ja, og at vide, at de skal dø. 59 Thi ligesom det førnævnte skal modtage eder, saaledes er Tørst og Smerte beredt for dem; thi det var ikke hans Villie, at Menneskene skulde blive til Intet. 60 Men det har de, som skabes besmittede navnet på ham, som skabte dem, og var ham utaknemmelige, som beredte dem liv.
61 Og derfor er min dom nu for hånden. 62 Dette har jeg ikke forkyndt for alle mennesker, men for dig og nogle få som dig. Så svarede jeg og sagde: 63 Se, Herre, nu har du vist mig de mange undere, som du vil begynde at gøre i de sidste tider; men til hvilken tid har du ikke vist mig. KAPITEL 9 1 Han svarede mig da og sagde: "Mål Tiden omhyggeligt i sig selv, og naar du ser en Del af Tegnene forbi, som jeg før har fortalt dig, 2 Da skal du forstå, at det er den samme tid, hvor den Højeste vil begynde at besøge den verden, som han har skabt. 3 Derfor, når der skal ses jordskælv og oprør blandt folk i verden: 4 Da skal du forstaa, at den Højeste har talt om disse Ting fra de Dage, som vare før dig, ja lige fra Begyndelsen. 5 For ligesom alt, hvad der er skabt i verden, har en begyndelse og en ende, og enden er åbenbar: 6 Således har også den Højestes tider en klar begyndelse i under og kraftfulde gerninger og ender i virkninger og tegn. 7 Og enhver, som bliver frelst og kan undslippe ved sine gerninger og ved tro, hvorpå I har troet, 8 Skal bevares fra de nævnte Farer og se min Frelse i mit Land og inden for mine Grænser; thi jeg har helliget dem for mig fra Begyndelsen. 9 Da skulle de komme i ynkelig Sag, som nu have misbrugt mine Veje, og de, som har forkastet dem, skulle bo i Pinsler. 10 Thi sådanne, som i deres Liv have modtaget Velbehag og ikke kendt mig; 11 Og de, som har afskyet min lov, mens de endnu havde frihed, og da omvendelsesstedet endnu var åbent for dem, forstod de ikke, men foragtede den; 12 Den samme skal vide det efter døden af smerte. 13 Og derfor være du ikke nysgerrig, hvorledes de ugudelige skal straffes, og hvornår, men spørg, hvorledes de retfærdige skal frelses, hvis Verden er, og for hvem Verden er skabt. 14 Da svarede jeg og sagde: 15 Jeg har sagt før, og taler nu, og jeg vil også tale det herefter, at der er mange flere af dem, som omkommer, end af dem, som skal frelses: 16 Ligesom en bølge er større end en dråbe. 17 Og han svarede mig og sagde: Ligesom Marken er, saaledes er og Sæden; som blomsterne er, sådan er farverne også; sådan som arbejderen er, sådan er også værket; og ligesom Bonden er sig selv, saaledes er ogsaa hans Avl; thi det var Verdens Tid. 18 Og da jeg nu beredte den Verden, som endnu ikke var skabt, til at de skulde bo i de nu leve, da talte ingen imod mig. 19 Thi da adlød hver og en; men nu fordærves deres Maader, som ere skabte i denne Verden, som er skabt, ved et evigt Sæd og ved en uransagelig Lov, som er frigivet.
20 Så jeg betragtede verden, og se, der var fare på grund af de planer, der var kommet ind i den. 21 Og jeg så det og sparede det meget og beholdt mig en drue af klasen og en plante af et stort folk. 22 Lad da Mængden omkomme, som var født forgæves; og lad min Vindrue og min Plante bevares; thi med stort arbejde har jeg gjort det fuldkomment. 23 Men hvis du vil holde op med endnu syv dage, (men du skal ikke faste i dem, 24 Men gak ind i en Blomstermark, hvor intet Hus er bygget, og spis kun Markens Blomster; smag intet kød, drik ingen vin, men spis kun blomster;) 25 Og bed bestandig til den Højeste, da vil jeg komme og tale med dig. 26 Så gik jeg ud på Marken, som kaldes Ardath, ligesom han havde befalet mig; og der sad jeg blandt Blomsterne og spiste af Markens Urter, og Kødet af dem mættede mig. 27 Efter syv Dage sad jeg i Græsset, og mit Hjerte var ærgerligt i mig, som før. 28 Og jeg åbnede min Mund og begyndte at tale for den Højeste og sagde: 29 O Herre, du, som har vist dig for os, du blev vist vore Fædre i Ørkenen, paa et Sted, hvor ingen træder, paa et ufrugtbart Sted, da de drog ud af Ægypten. 30 Og du sagde: Hør mig, Israel! og læg mærke til mine ord, du Jakobs slægt. 31 Thi se, jeg sår min Lov i eder, og den skal bringe Frugt i eder, og I skal være æret i den for evigt. 32 Men vore Fædre, som tog imod Loven, holdt den ikke og holdt ikke dine Lovbud; 33 Men de, som modtog det, omkom, fordi de ikke holdt det, som var sået i dem. 34 Og se, det er en Skik, naar Jorden har faaet Sæd, eller Havet et Skib, eller ethvert Kar Kød eller Drik, at det, som er omkommet, hvori det blev sået eller kastet i, 35 Og det, som blev sået eller kastet deri eller modtaget, forgår og bliver ikke hos os; men hos os er det ikke sket således. 36 Thi vi, som have modtaget Loven, fortabes ved Synden, og ogsaa vort Hjerte, som tog imod den 37 Men loven forgår ikke, men bliver ihans styrke. 38 Og da jeg talte dette i mit hjerte, så jeg tilbage med mine øjne, og på højre side så jeg en kvinde, og se, hun sørgede og græd med høj røst og var meget bedrøvet i hjertet, og hendes Klæder var revet, og hun havde aske på hovedet. 39 Så lod jeg mine tanker gå, som jeg var i, og vendte mig til hende, 40 og sagde til hende: hvorfor græder du? hvorfor er du så bedrøvet i dit sind? 41 Og hun sagde til mig: Herre, lad mig være i fred, at jeg kan jamre mig og føje til min sorg; 42 Og jeg sagde til hende: Hvad er i vejen med dig? Fortæl mig. 43 Hun sagde til mig: Jeg er, din Tjener, ufrugtbar og har intet Barn, skønt jeg havde en Mand i tredive Aar, 44 Og i de tredive år gjorde jeg intet andet dag og nat og hver time, end at bede min bøn til den Højeste.
45 Efter tredive år hørte Gud mig din tjenerinde, så på min elendighed, overvejede min nød og gav mig en søn; og jeg var meget glad for ham, ligesom min mand og alle mine naboer var det, og vi gav stor ære til den Almægtige. 46 Og jeg nærede ham med stor Trængsel. 47 Da han blev voksen og kom til den Tid, at han skulde have en Hustru, gjorde jeg et Gjæsbud. KAPITEL 10 1 Og det skete, da min Søn gik ind i sit Bryllupskammer, faldt han ned og døde. 2 Da væltede vi alle lysene, og alle mine naboer stod op for at trøste mig; så jeg hvilede mig til den anden dag om natten. 3 Og det skete, da de alle var holdt op for at trøste mig, til det sidste kunne jeg være stille; da stod jeg op om Natten og flygtede og kom hid på denne Mark, som du ser. 4 Og jeg agter nu ikke at vende tilbage til byen, men her for at blive, og hverken at spise eller drikke, men bestandig at sørge og faste, indtil jeg dør. 5Da forlod jeg de Tanker, hvori jeg var, og talte til hende i Vrede og sagde: 6 Du uforstandige Kvinde fremfor alt andet, ser du ikke vor Sorg, og hvad sker der med os? 7 Hvorledes er Sion, vor Moder, fuld af al Tunghed og meget ydmyg, sørger meget sårt? 8 Og nu, da vi alle sørger og er bedrøvede, for vi er alle i tunge, er du bedrøvet over én søn? 9 Thi spørg Jorden, og hun skal sige dig, at det er hende, som burde sørge over saa manges Fald, som vokser over hende. 10 Thi fra hende kom alt først, og ud af hende skulle alle andre komme, og se, de går næsten alle ind i ødelæggelsen, og en Mængde af dem er fuldstændig udryddet. 11 Hvem skulde da sørge mere end hun, som har mistet en saa stor Skare; og ikke du, som er ked af det, bortset fra én? 12 Men dersom du siger til mig: Min klagesang er ikke som jordens, fordi jeg har mistet frugten af mit moderliv, som jeg har frembragt med smerter og bar med sorger; 13 Men Jorden er ikke saaledes; thi den Mængde, der er tilstede i den, efter Jordens Løb, er borte, som den kom. 14 Da siger jeg til dig: Som du har født med Arbejde; således har også jorden givet sin frugt, nemlig mennesket, lige fra begyndelsen til ham, som har skabt hende. 15 Bevar derfor nu din sorg for dig selv, og bær med godt mod det, som er overgået dig. 16 For hvis du anerkender Guds beslutning om at være retfærdig, skal du både modtage din søn i tide og blive rost blandt kvinder. 17 Gå da ind i byen til din mand. 18 Og hun sagde til mig: Det vil jeg ikke gøre; jeg vil ikke gå ind i Staden, men her vil jeg dø. 19 Så gik jeg videre til at tale til hende og sagde:
20 Gør det ikke, men bliv rådgivet. af mig: for hvor mange er Sions modgang? vær trøstet med hensyn til Jerusalems sorg. 21 Thi du ser, at vor Helligdom er lagt øde, vort Alter nedbrudt, vort Tempel ødelagt; 22 Vort Salteri er lagt paa Jorden, vor Sang er stille, vor Glæde er forbi, Lyset fra vor Lysestage er slukket, vor Pagts Ark er ødelagt, vore hellige Ting er besmittede, og Navnet, som påkaldes os, er næsten vanhelliget: vore børn er gjort til skamme, vore præster er brændte, vore levitter er gået i fangenskab, vore jomfruer er besmittede, og vore hustruer er blevet forførte; vore retfærdige mænd bortført, vore små tilintetgjort, vore unge mænd er bragt i trældom, og vore stærke mænd er blevet svage; 23 Og, som er det største af alt, Sions segl har nu mistet sin ære; thi hun er overgivet i deres Hænder, som hader os. 24 Og ryst derfor din store tyngde af dig, og aflæg den mængde af sorger, at den Mægtige igen kan være dig barmhjertig, og den Højeste skal give dig hvile og ro fra dit arbejde. 25 Og det skete, mens jeg talte med hende, se, pludselig skinnede hendes ansigt overordentligt, og hendes ansigt skinnede, så jeg var bange for hende og tænkte over, hvad det kunne være. 26 Og se, pludselig udstødte hun et stort Skrig, meget frygtsomt, saa at Jorden rystede ved Kvindens Larm. 27 Og jeg så, og se, kvinden viste sig ikke mere for mig, men der var en by bygget, og en stort sted viste sig fra grundvoldene; da blev jeg bange og råbte med høj røst og sagde: 28 Hvor er Englen Uriel, som først kom til mig? thi han har fået mig til at falde i mange trancer, og min ende er forvandlet til fordærv, og min bøn til irettesættelse. 29 Og se, mens jeg talte disse ord, kom han til mig og så på mig. 30 Og se, jeg laa som en, der var død, og min Forstand blev taget fra mig; og han tog mig ved den høire Haand og trøstede mig og rejste mig paa mine Fødder og sagde til mig: 31 Hvad er i vejen med dig? og hvorfor er du så urolig? og hvorfor er din Forstand bekymret og dit Hjertes Tanker? 32 Og jeg sagde: Fordi du har forladt mig, og dog gjorde jeg efter dine Ord, og jeg gik ud på Marken, og se, jeg har set, og dog ser jeg, at jeg ikke kan udtrykke det. 33 Og han sagde til mig: Stå op, så vil jeg rådgive dig. 34 Da sagde jeg: Tal i mig, min Herre! kun forlad mig ikke, for at jeg ikke skal dø, forvirret af mit håb. 35 Thi jeg har set, at jeg ikke vidste, og jeg hører, at jeg ikke ved. 36 Eller er min Forstand bedraget, eller min Sjæl i en Drøm? 37 Derfor beder jeg dig nu om, at du vil vise din Tjener dette Syn. 38 Han svarede mig da og sagde: Hør mig, så skal jeg fortælle dig og fortælle dig, hvorfor du er bange; thi den Højeste skal åbenbare dig mange hemmelige Ting. 39 Han har set, at din Vej er ret, thi at du bestandig sørger over dit Folk og laver stor Klagesang over Sion.
40 Dette er derfor meningen med det syn, som du for nylig så: 41 Du så en kvinde sørge, og du begyndte at trøste hende. 42 Men nu ser du ikke mere Kvindens Lignelse, men der viste sig for dig en By bygget. 43 Og hvor hun fortalte dig om sin søns død, er dette løsningen: 44 Denne kvinde, som du så, er Sion; 45 Hvorimod, siger jeg, hun sagde til dig, at hun har været tredive Aar ufrugtbar; det er de tredive Aar, i hvilke der ikke var ofret i hende. 46 Men efter tredive Aar byggede Salomo Staden og ofrede Ofre, og han fødte den ufrugtbare en Søn. 47 Og hun sagde dig, at hun nærede ham med Arbejde; det var Boligen i Jerusalem. 48 Men hvorimod hun sagde til dig: at min Søn, der gik ind i sit Ægteskab, tilfældigvis havde Fejl og døde; dette var Ødelæggelsen, som kom til Jerusalem. 49 Og se, du så hendes Lignelse, og fordi hun sørgede over sin Søn, begyndte du at trøste hende; 50 For nu ser den Højeste, at du er bedrøvet og lider af hele dit hjerte for hende, således har han vist dig hendes herligheds glans og hendes skønhed. 51 Og derfor bød jeg dig blive på Marken, hvor der ikke var bygget noget Hus. 52 For jeg vidste, at den Højeste ville vise dig dette. 53 Derfor bød jeg dig at gå ud på marken, hvor der ikke var nogen grundvold til nogen bygning. 54 Thi paa det Sted, hvor den Højeste begynder at vise sin Stad, kan ingen Menneskes Bygning staa. 55 Og frygt derfor ikke, lad ikke dit hjerte blive forskrækket, men gå ind og se bygningens skønhed og storhed, så meget som dine øjne kan se. 56 Og da skal du høre så meget, som dine ører kan fatte. 57 Thi du er velsignet over mange andre, og du er kaldet med den Højeste; og det er kun få. 58 Men i morgen om natten skal du blive her; 59 Og således skal den Højeste vise dig syner om de høje ting, som den Højeste vil gøre mod dem, som bor på jorden i de sidste dage. Så jeg sov den nat og endnu en, som han befalede mig. KAPITEL 11 1 Da så jeg en drøm, og se, en ørn steg op fra havet, som havde tolv fjervinger og tre hoveder. 2 Og jeg så, og se, hun bredte sine Vinger ud over hele Jorden, og alle Luftens Vinde blæste imod hende og samledes. 3 Og jeg så, og ud af hendes fjer voksede der andre modsatte fjer; og de blev små fjer og små. 4 Men hendes Hoveder hvilede: Hovedet i Midten var større end det andet, dog hvilede det sammen med Resten. 5 Og jeg så, og se, ørnen fløj med sine fjer og regerede på jorden og over dem, som boede deri. 6 Og jeg så, at alt under himlen var hende underlagt, og ingen talte imod hende, ikke en eneste skabning på jorden.
7 Og jeg så, og se, ørnen rejste sig på sine kløer og talte til sine fjer og sagde: 8 Pas ikke på det hele på én gang: sov hver på sit sted, og vagt efter vilkår: 9 Men lad hovederne bevares til det sidste. 10 Og jeg så, og se, Røsten gik ikke ud af hendes Hoveder, men fra dets Midte. 11 Og jeg talte hendes modsatte Fjer, og se, der var otte af dem. 12 Og jeg så, og se, på højre side rejste en fjer sig og regerede d over hele jorden; 13 Og saaledes skete det, da det herskede, kom dets Ende, og dets Sted viste sig ikke mere; saa stod de næste op. og regerede og havde det godt; 14 Og det skete, da det herskede, kom og enden på den, ligesom den første, så at den ikke mere viste sig. 15 Da kom der en Røst til det og sagde: 16 Hør du, som har hersket over Jorden så længe: dette siger jeg dig, førend du ikke mere begynder at vise sig, 17 Der skal ingen efter dig nå til din tid, ej heller til halvdelen deraf. 18 Da stod den tredje op og regerede som den anden før og viste sig heller ikke mere. 19 Saaledes gik det med alt det, der var tilbage, den ene efter den anden, som hver og en herskede og viste sig ikke mere. 20 Da så jeg, og se, efterhånden stod de fjer, der fulgte, op på højre side, for at de også kunne herske; og nogle af dem herskede, men inden længe viste de sig ikke mere: 21 Thi nogle af dem var opstillede, men regerede ikke. 22 Derefter så jeg, og se, de tolv fjer viste sig ikke mere, og heller ikke de to små fjer. 23 Og der var ikke mere på ørnens krop, men tre hoveder, der hvilede, og seks små vinger. 24 Da så jeg også, at to små fjer skilte sig fra de seks og blev tilbage under hovedet på højre side; thi de fire bleve på deres sted. 25 Og jeg så, og se, de fjer, som var under vingen, tænkte på at sætte sig op og have reglen. 26 Og jeg så, og se, der var en opstillet, men kort efter viste den sig ikke mere. 27 Og den anden var hurtigere borte end den første. 28 Og jeg så, og se, de to, som blev tilbage, troede også i sig selv at regere: 29 Og da de tænkte saaledes, se, da vaagnede et af Hovederne, som hvilede, nemlig det, som var midt imellem; thi det var større end de to andre Hoveder. 30 Og så så jeg, at de to andre hoveder var forbundet med det. 31 Og se, Hovedet blev vendt med dem, som var med det, og opædte de to Fjer under Vingen, som skulde have hersket. 32 Men dette Hoved satte hele Jorden i Frygt og herskede deri over alle dem, som boede paa Jorden med megen Undertrykkelse; og det havde styringen af verden mere end alle de fløje, der havde været. 33 Og efter dette så jeg, og se, hovedet, som var i midten, viste sig pludselig ikke mere som vingerne.
34 Men der blev de to Hoveder tilbage, som ligeledes herskede paa Jorden og over dem, som boede deri. 35 Og jeg så, og se, hovedet på højre side fortærede det, som var på venstre side. 36 Da leder jeg en Røst, som sagde til mig: Se for dig, og se på det, du ser. 37 Og jeg så, og se, som en brølende Løve jaget ud af Skoven; og jeg så, at han sendte en Mands Røst ud til Ørnen og sagde: 38 Hør du, jeg vil tale med dig, og den Højeste skal sige til dig: 39 Er du ikke den, der er tilbage af de fire dyr, som jeg lod til at regere i min verden, for at deres tiders ende måtte komme gennem dem? 40 Og den fjerde kom og besejrede alle de forgangne dyr og havde magt over verden med stor frygt og over hele jordens omkreds med megen ond undertrykkelse; og så længe har han boet på jorden med bedrag. 41 Thi Jorden har du ikke dømt med Sandhed. 42 Thi du har plaget de sagtmodige, du har skadet de fredelige, du har elsket Løgnere og ødelagt deres Boliger, som bærer Frugt, og har kastet Murene ned af dem, som ikke gjorde dig noget ondt. 43 Derfor er din uretfærdighed kommet op til den Højeste, og din stolthed til den Mægtige. 44 Den Højeste har også set på de stolte tider, og se, de er forbi, og hans vederstyggeligheder er opfyldt. 45 Og derfor viser sig ikke mere, du ørn, eller dine forfærdelige vinger, eller dine onde fjer eller dine ondsindede hoveder, eller dine skadelige kløer eller hele dit forfængelige legeme. 46 for at al Jorden maa blive vederkvæget og maa vende tilbage, befriet fra din Vold, og at hun maa håbe paa hans Dom og Barmhjertighed, som har skabt hende. KAPITEL 12 1 Og det skete, mens løven talte disse ord til ørnen, så jeg: 2 Og se, hovedet, der var tilbage, og de fire vinger viste sig ikke mere, og de to gik til det og rejste sig til at regere, og deres rige var lille og fyldt med oprør. 3 Og jeg så, og se, de viste sig ikke mere, og hele ørnens krop var brændt, så at jorden var i stor frygt; da vågnede jeg op af mit sinds uro og trance og af stor frygt, og sagde til min ånd: 4 Se, dette har du gjort mod mig, at du udforsker den Højestes Veje. 5 Se, dog er jeg træt af mit Sind og meget svag i min Aand; og ringe styrke er der i mig, for den store frygt, som jeg blev ramt af denne nat. 6 Derfor vil jeg nu bede den Højeste, at han vil trøste mig indtil enden. 7 Og jeg sagde: Herre, som hersker, om jeg har fundet nåde før tdit syn, og hvis jeg er retfærdiggjort med dig over for mange andre, og hvis min bøn virkelig er gået op for dit ansigt; 8 Trøst mig da, og vis mig din Tjener Fortolkningen og den tydelige Forskjellighed af dette frygtelige Syn, for at du fuldkomment kan trøste min Sjæl.
9 Thi du har dømt mig værdig til at vise mig de sidste Tider. 10 Og han sagde til mig: Dette er Synets Fortolkning: 11 Ørnen, som du så stige op af havet, er det rige, som blev set i din bror Daniels syn. 12 Men det blev ikke udlagt for ham, derfor forkynder jeg det nu for dig. 13 Se, de dage skal komme, da der skal opstå et rige på jorden, og det skal frygtes over alle de riger, der var før det. 14 I samme skal tolv konger regere, den ene efter den anden: 15 hvoraf den anden skal begynde at regere og have mere Tid end nogen af de tolv. 16 Og dette betyder de tolv Vinger, som du så. 17. Hvad den Røst angaar, som du hørte tale, og som du ikke saae at gaa ud af Hovederne, men fra dens Midte, saa er Fortolkningen: 18 At der efter dette Riges Tid skal opstå store Trængsler, og det skal stå i Fare for at mislykkes; dog skal det ikke da falde, men blive genoprettet til sin Begyndelse. 19 Og hvor du så de otte små underfjer, der klæbede til hendes vinger, er denne fortolkning: 20 At der skal opstå otte Konger i ham, hvis Tider skal være små og deres Aar hurtige. 21 Og to af dem skulle omkomme, mens den midterste Tid nærmer sig; fire skal bevares, indtil deres Ende begynder at nærme sig, men to skal bevares indtil Enden. 22Og medens du så tre hoveder hvile, er dette fortolkningen: 23 I sine sidste dage skal den Højeste oprejse tre riger og forny mange ting deri, og de skal herske over jorden, 24 Og af dem, som bo deri, med megen Undertrykkelse, fremfor alle dem, der var før dem; derfor kaldes de Ørnenes Hoveder. 25 Thi disse ere de, som skal fuldbyrde hans Ondskab, og som skal fuldende hans sidste Ende. 26 Og hvor du så, at det store hoved ikke mere viste sig, betyder det, at en af dem skal dø på sin seng og dog med smerte. 27 Thi de to, som er tilbage, skulle dræbes med Sværdet. 28 Thi den enes Sværd skal fortære den anden, men til sidst skal han selv falde gennem Sværdet. 29 Og hvorimod du så to Fjer under Vingerne, der gaar over Hovedet, som er paa den højre Side; 30 Det betyder, at disse ere dem, som den Højeste har bevaret indtil deres Ende: dette er det lille Rige og fuld af Nød, som du så. 31 Og Løven, som du saae stige op af Skoven og brøle og tale til Ørnen og irettesætte hende for hendes Uretfærdighed med alle de Ord, som du har hørt; 32 Dette er den Salvede, som den Højeste har bevaret for dem og for deres Ondskab indtil Enden; han skal irettesætte dem og bebrejde dem med deres Grusomhed. 33 Thi han skal stille dem levende for sig for Retten og irettesætte dem og rette dem. 34 Thi resten af mit Folk skal han med Barmhjertighed udfri dem, som er trængt ind over mine Landemærker,
og han skal glæde dem, indtil Dommens Dag kommer, hvorom jeg har talt til dig fra Begyndelsen. 35 Dette er den Drøm, som du har set, og disse er Fortolkningerne. 36 Du er kun mødt til at kende denne Højestes hemmelighed. 37Skriv derfor alt dette, som du har set, i en Bog, og skjul dem: 38 Og lær dem til de kloge af folket, hvis hjerter du kender kan forstå og holde på disse hemmeligheder. 39 Men vent du her selv endnu syv Dage, at det kan blive dig kundgjort, hvad det behager den Højeste at kundgøre dig. Og dermed gik han sin vej. 40 Og det skete, da alt folket så, at de syv dage var gået, og jeg ikke kom tilbage til byen, samlede de dem alle sammen, fra den mindste til den største, og kom til mig og sagde: 41 Hvad har vi såret dig? og hvad ondt har vi gjort imod dig, at du forlader os og sidder her på dette sted? 42 Thi af alle Profeterne er du kun efterladt os, som en Klynge af Årgang og som et Lys på et mørkt Sted og som et Tilflugtssted eller et Skib, der er bevaret fra Stormen. 43 Er det onde, som er kommet til os, ikke nok? 44 Dersom du forlader os, hvor meget bedre havde det da været for os, om vi ogsaa vare blevne brændt midt i Sion? 45 Thi vi er ikke bedre end de, der døde der. Og de græd med høj røst. Da svarede jeg dem og sagde: 46 Vær ved god trøst, Israel! og vær ikke tung, du Jakobs Hus! 47 Thi den Højeste har du i Hukommelse, og den Mægtige har ikke glemt dig i Fristelse. 48. Hvad mig angår, jeg har ikke forladt dig, og jeg er ikke skilt fra dig; men er kommet til dette sted for at bede om Sions øde, og at jeg kan søge nåde for din ringe ejendom dit fristed. 49 Og gå nu hjem hver mand, og efter disse dage vil jeg komme til jer. 50 Så gik folket ind i byen, som jeg havde befalet dem: 51 Men jeg blev stille på Marken i syv Dage, som Englen havde befalet mig; og spiste kun i de Dage af Markens Blomster og fik mit Kød af Urter. KAPITEL 13 1 Og det skete efter syv dage, at jeg drømte en drøm om natten: 2 Og se, der opstod en Vind fra Havet, og den drev alle dets Bølger. 3 Og jeg så, og se, den Mand blev stærk med Himlens Tusinder, og da han vendte sit Ansigt for at se, skælvede alt det, som blev set under ham. 4 Og hver gang Røsten gik ud af hans Mund, brændte alle de, som hørte hans Røst, ligesom Jorden svigter, naar den mærker Ilden. 5 Og efter dette så jeg, og se, der var samlet en mængde mænd, ud af antal, fra himlens fire vinde for at undertrykke manden, som kom op af havet
6 Men jeg så, og se, han havde gravet sig et stort Bjerg og fløj op på det. 7 Men jeg ville have set den egn eller stedet, hvor bakken var udgravet, og jeg kunne ikke. 8 Og efter dette så jeg, og se, alle de, som vare forsamlede for at undertrykke ham, var meget bange og vovede dog at kæmpe. 9 Og se, da han saae Mængdens Voldsomhed, som kom, løftede han ikke sin Haand eller holdt Sværd eller noget Krigsredskab. 10 Men kun jeg så, at han sendte ud af sin Mund, som det havde været et Ildstød, og af sine Læber en flammende Ånde, og af sin Tunge udstødte han Gnister og Uvejr. 11 Og de blev alle blandet sammen; ildens brag, den flammende ånde og den store storm; og faldt med Vold over Mængden, som var beredt til at kæmpe, og brændte dem alle sammen, saa pludselig af en utallig Mængde intet kunde anes, men kun Støv og Lugt af Røg; da jeg saa dette, blev jeg bange. . 12 Siden så jeg den samme mand komme ned fra bjerget og kalde til sig en anden fredelig skare. 13 Og der kom meget Folk til ham, hvoraf nogle blev glade, nogle var bedrøvede, og nogle af dem var bundne, og andre nogle bragte af dem, der blev ofret; da blev jeg syg af stor Frygt, og jeg vågnede og sagde: 14 Du har forkyndt din Tjener disse Undere fra Begyndelsen, og du har regnet mig for værdig til at modtage min Bøn. 15 Vis mig nu endnu denne drøms tydning. 16 Thi som jeg undfanger i min Forstand, ve dem, som skal blive tilbage i de Dage, og meget mere ve dem, som ikke er efterladt! 17 Thi de, som ikke vare tilbage, vare i Tunge. 18 Nu forstår jeg, hvad der er gemt i de sidste dage, som skal ske med dem og dem, som er tilbage. 19 Derfor er de kommet i store farer og mange fornødenheder, som disse drømme fortæller. 20 Dog er det lettere for den, som er i Fare, at komme ind i disse Ting, end at forgå som en Sky af Verden og ikke at se, hvad der sker i de sidste Dage. Og han svarede mig og sagde: 21 Synets tydning skal jeg vise dig, og jeg vil åbne for dig det, som du har krævet. 22Men du har talt om dem, der er efterladt, dette er fortolkningen: 23 Den, som skal udholde Faren i den Tid, har bevaret sig selv; 24 Vid derfor dette, at de, som bleve tilbage, ere mere salige end de døde. 25 Dette er Synets Betydning: Medens du så en Mand komme op fra Havet: 26 Det er den, som Gud den Højeste har holdt en stor Tid, som af sig selv skal udfri hans Skabning, og han skal befale dem, som ere tilbage. 27 Og hvorimod du så, at der kom ud af hans Mund som et Vindstød og Ild og Storm; 28 Og at han hverken holdt Sværd eller noget Krigsredskab, men at hans Indløb ødelagde hele
Mængden, som kom for at underlægge ham; dette er fortolkningen: 29 Se, de dage kommer, da den Højeste vil begynde at udfri dem, som er på jorden. 30 Og han skal komme til forundring for dem, som bo på jorden. 31 Og man skal forpligte sig til at kæmpe mod en anden, den ene by mod den anden, et sted mod et andet, et folk mod et andet og et rige mod et andet. 32 Og tiden skal være, da disse ting skal ske, og de tegn skal ske, som jeg har vist dig før, og da skal min Søn forkyndes, som du så som en mand stige op. 33 Og naar alt Folket hører hans Røst, skal hver i sit Land forlade den Kamp, de føre mod hverandre. 34 Og en utallig skare skal samles, som du så dem, villige til at komme og overvinde ham ved at kæmpe. 35 Men han skal staa paa Toppen af Sions Bjerg. 36 Og Sion skal komme og blive forkyndt for alle mennesker, beredt og bygget, som du så bakken udgravet uden hænder. 37 Og denne min Søn skal irettesætte disse nationers onde påfund, som for deres onde liv er faldet i stormen; 38 Og han skal fremlægge deres onde Tanker for dem og de Pinsler, hvormed de skulle begynde at pines, som er som en Lue, og han skal udrydde dem uden Arbejde ved den Lov, som er mig lig. 39 Og medens du så, at han samlede en anden fredelig skare til sig; 40 Det er de ti stammer, som blev ført bort fra deres eget land på kongens Oseas tid, som Salmanasar, kongen af Assyrien, førte til fange, og han førte dem over vandet, og så kom de til et andet land . 41 Men de tog dette Råd indbyrdes, at de vilde forlade folkemængden og drage ud til et andet land, hvor der aldrig har boet mennesker, 42 for at de der skulle holde deres Skikke, som de aldrig holdt i deres Land. 43 Og de gik ind til Eufrat ved Flodens smalle Steder. 44 Thi den Højeste gjorde da Tegn for dem og holdt Vandfloden stille, indtil de gik forbi. 45 Thi gennem dette Land var der en stor Vej at gaa, nemlig halvandet Aar, og den samme Egn kaldes Arsareth. 46 Da boede de der indtil den sidste Tid; og når nu de skal begynde at komme, 47 Den Højeste skal tilbageholde Strømmens Kilder, at de kan gaa gjennem; derfor så du Mængden med Fred. 48 Men de, som er tilbage af dit Folk, ere dem, som findes indenfor mine Landemærker. 49 Men naar han udrydder Mængden af Folkene, som ere forsamlede, skal han forsvare sit Folk, som er tilbage. 50 Og da skal han gøre dem store undere. 51 Da sagde jeg: Herre, som hersker, vis mig dette: Hvorfor har jeg set Manden komme op fra Havet? 52 Og han sagde til mig: Ligesom du hverken kan opsøge eller vide, hvad der er i havets dyb, således kan ingen på jorden se min søn eller dem, som er med ham, uden om dagen . 53 Dette er fortolkningen af den drøm, som du så, og hvorved du kun er oplyst her.
54 Thi du har forladt din egen Vej og brugt din Flid på min Lov og søgt den. 55. Dit Liv har du ordnet i Visdom og kaldt Forstand til din Moder. 56 Og derfor har jeg vist dig den Højestes Skatte; efter tre andre Dage vil jeg tale andre Ting til dig og forkynde dig mægtige og underfulde Ting. 57 Så gik jeg ud på marken og priste og takkede den Højeste meget for hans undere, som han gjorde i tide; 58 Og fordi han styrer det, og hvad der falder i deres Tider, og der sad jeg tre Dage. KAPITEL 14 1 Og det skete på den tredje Dag, at jeg sad under en Eg, og se, der kom en Røst ud af en Busk mod mig og sagde: Esdras, Esdras! 2 Og jeg sagde: Her er jeg, Herre, og jeg rejste mig på mine Fødder. 3 Da sagde han til mig: I Busken åbenbarede jeg mig aabenbart for Moses og talte med ham, da mit Folk tjente i Ægypten. 4 Og jeg sendte ham og førte mit Folk ud af Ægypten og førte ham op til Bjerget, hvor jeg holdt ham hos mig en lang Tid, 5 og fortalte ham mange underlige Ting og forkyndte ham Tidernes Hemmeligheder og Enden; og befalede ham og sagde: 6 Disse Ord skal du kundgøre, og disse skal du skjule. 7 Og nu siger jeg dig: 8 At du i dit Hjerte lægger de Tegn, som jeg har vist, og de Drømme, som du har set, og de Fortolkninger, som du har hørt. 9 Thi du skal blive taget bort fra alt, og fra nu af skal du forblive hos min Søn og hos sådanne, som er som dig, indtil tiderne er forbi. 10 For verden har mistet hans ungdom, og tiderne begynder at blive gamle. 11 Thi Verden er delt i tolv Dele, og dens ti Dele er allerede borte, og Halvdelen af en Tiendedel: 12 Og der er tilbage, hvad der er efter halvdelen af tiendedelen. 13 Derfor, giv nu orden i dit hus, og irettesæt dit folk, trøst dem, som er i nød, og forkast nu fordærvelsen, 14 Giv slip på dine dødelige tanker, kast menneskets byrder bort, aflæg nu den svage natur, 15 Og afsæt de tanker, som er dig tungest, og skynd dig at flygte fra disse tider. 16 Thi endnu større Onde end dem, som du har set ske, skal ske herefter. 17 Thi se, hvor meget Verden bliver svagere gennem Tiden, saa meget desto mere skal Ondskaben tiltage over dem, som bor deri. 18 Thi Tiden er flyet langt bort, og Leje er forhastet; thi nu haster det Syn, som du har set. 19 Da svarede jeg foran dig og sagde: 20 Se, Herre, jeg vil gå, som du har befalet mig, og irettesætte de tilstedeværende Folk; men de, som skulle fødes derefter, hvem skal formane dem? således er verden sat i mørke, og de, som bor deri, er uden lys.
21 Thi din Lov er derfor opbrændt ingen ved, hvad der er gjort af dig, eller det værk, der skal begynde. 22 Men hvis jeg har fundet nåde for dig, så send Helligånden ind i mig, og jeg vil skrive alt, hvad der er sket i verden siden begyndelsen, som er skrevet i din lov, for at mennesker kan finde din vej, og at de som skal leve i de sidste dage, kan leve. 23 Og han svarede mig og sagde: Gå hen, samle Folket og sig til dem, at de ikke søge dig i fyrretyve Dage. 24 Men se, du gør dig i stand mange bukstræer, og tag Sarea, Dabria, Selemia, Ecanus og Asiel med dig, disse fem, som er rede til at skrive hurtigt; 25 Og kom hid, og jeg vil tænde et Forstandens Lys i dit Hjerte, som ikke skal slukkes, førend de Ting er udført, som du skal begynde at skrive. 26 Og når du har gjort det, skal du offentliggøre noget, og noget skal du forkynde hemmeligt for de vise; i morgen i denne time skal du begynde at skrive. 27 Da gik jeg ud, som han havde befalet, og samlede alt Folket og sagde: 28 Hør disse Ord, Israel! 29 Vore Fædre var i Begyndelsen fremmede i Ægypten, hvorfra de blev udfriede. 30 Og modtog Livets Lov, som de ikke holdt, hvilken I ogsaa har overtraadt efter dem. 31 Da blev Landet, Sions Land, delt iblandt eder ved Lodkastning; men eders Fædre og I selv have gjort Uretfærdighed og holdt ikke de Veje, som den Højeste havde befalet eder. 32 Og fordi han er en retfærdig Dommer, tog han rettidigt fra dig det, som han havde givet dig. 33 Og nu er I her, og eders Brødre iblandt eder. 34 Derfor, hvis det er tilfældet, at I vil underlægge jer jeres egen forståelse og forvandle jeres hjerter, skal I holdes i live, og efter døden skal I opnå barmhjertighed. 35 Thi efter Døden skal dommen komme, naar vi skal leve igen; og da skal de retfærdiges Navne åbenbares, og de ugudeliges Gerninger skal kundgøres. 36 Lad derfor ingen komme til mig nu, ej heller søge efter mig i fyrretyve dage. 37 Så tog jeg de fem Mænd, som han havde befalet mig, og vi gik ud på Marken og bleve der. 38 Og den næste Dag, se, en Røst kaldte på mig, som sagde: Esdras, oplad din Mund og drik, som jeg giver dig at drikke. 39 Da åbnede jeg min Mund, og se, han nåede mig en fuld bæger, som var fuld som det var med vand, men dens farve var som ild. 40 Og jeg tog det og drak; og da jeg havde drukket af det, udtalte mit Hjerte Forstand, og Visdom voksede i mit Bryst, thi min Aand styrkede min Hukommelse. 41 Og min Mund blev aabnet og ikke mere lukket. 42 Den Højeste gav de fem Mænd Forstand, og de skrev de vidunderlige Nattesyner, der blev fortalt, som de ikke vidste; og de sad fyrretyve Dage, og de skrev om Dagen, og om Natten spiste de Brød. 43 Hvad mig angår. Jeg talte om dagen, og jeg holdt ikke tungen om natten. 44 På fyrre dage skrev de to hundrede og fire bøger.
45 Og det skete, da de fyrretyve Dage var fyldte, at den Højeste talte og sagde: Det første, som du har skrevet, forkynd det åbenlyst, for at de værdige og uværdige kan læse det: 46 Men hold de sidste halvfjerdsindstyve, at du kun kan udlevere dem til dem, som er vise blandt Folket. 47 Thi i dem er Forstandens Kilde, Visdommens Kilde og Kundskabens Strøm. 48 Og det gjorde jeg. KAPITEL 15 1 Se, tal du for mit folks ører de profetiske ord, som jeg vil lægge i din mund, siger Herren: 2 Og lad dem skrives i Papir, thi de ere trofaste og sande. 3 Frygt ikke indbildningerne imod dig, lad ikke deres vantro forvirre dig, som tale imod dig. 4 Thi alle de utro skal dø i deres utroskab. 5 Se, siger Herren, jeg vil bringe plager over verden; sværdet, hungersnøden, døden og ødelæggelsen. 6 Thi ugudelighed har overmåde besmittet hele jorden, og deres skadelige gerninger er opfyldt. 7 Derfor siger Herren: 8 Jeg vil ikke mere holde min tunge ved deres ugudelighed, som de begå vanhellig, og jeg vil ikke lide dem i de ting, hvori de øve sig i ugudelighed; se, det uskyldige og retfærdige blod råber til mig, og sjæle bare klage konstant. 9 Og derfor, siger Herren, vil jeg visselig hævne dem og modtage alt det uskyldige blod fra deres midte. 10 Se, mit folk føres som en hjord til slagtning; jeg vil ikke tillade dem nu at bo i Ægyptens land. 11 Men jeg vil føre dem med en stærk Haand og en udstrakt Arm og slaa Ægypten med Plager som før, og jeg vil ødelægge hele dets Land. 12 Ægypten skal sørge, og dets Grundvold skal slaas med den Plage og den Straf, som Gud vil bringe over det. 13 De, som dyrker Jorden, skal sørge, thi deres Sæd skal forsvinde ved Sprængning og Hagl og med et frygteligt Stjernebillede. 14 Ve verden og dem, som bor i den! 15 Thi Sværdet og deres Undergang nærmer sig, og ét Folk skal rejse sig og kæmpe imod t en anden, og sværd i deres hænder. 16 Thi der skal være Oprør blandt Menneskene og trænge ind i hinanden; de skal ikke se på deres konger eller fyrster, og deres handlingers gang skal stå i deres magt. 17 En Mand skal begære at gaa ind i en Stad, og han kan ikke. 18 For på grund af deres stolthed skal byerne forfærdes, husene blive ødelagt, og mennesker skal være bange. 19 En Mand skal ikke forbarme sig over sin Næste, men han skal ødelægge deres Huse med Sværdet og plyndre deres Gods for Mangel paa Brød og til stor Trængsel. 20 Se, siger Gud, jeg vil kalde alle jordens konger sammen for at ære mig, som er fra solens opgang, fra syd, fra øst og Libanus; at vende sig mod hinanden og betale det, som de have gjort mod dem.
21 Ligesom de endnu i dag gør mod mine udvalgte, således vil jeg også gøre og lønne i deres skød. Så siger Herren Gud; 22 Min højre hånd skal ikke skåne syndere, og mit sværd skal ikke standse over dem, som udgyder uskyldigt blod på jorden. 23 Ild er gået ud fra hans Vrede og fortæret Jordens Grundvold og Syndere som Halm, der optændes. 24 Ve dem, som synde, og holde ikke mine Bud! siger Herren. 25 Jeg vil ikke skåne dem; gak bort, I Børn, fra Magten, besmitter ikke min Helligdom. 26 For Herren kender alle dem, der synder imod ham, og derfor udleverer han dem til død og ødelæggelse. 27 Thi nu ere Plagerne kommet over hele Jorden, og I skulle blive i dem; thi Gud skal ikke udfri Eder, fordi I have syndet imod ham. 28 Se et forfærdeligt syn og dets udseende fra øst: 29 Hvor Folkene af Arabiens Drager skal drage ud med mange Vogne, og deres Mængde skal føres som Vinden paa Jorden, for at alle de, som hører dem, skal frygte og skælve. 30 Og Karmanerne, der raser i Vrede, skal drage ud som Skovens Vildsvin, og med stor Magt skal de komme og slutte sig til Kamp med dem og ødelægge en Del af Assyrernes Land. 31 Og da skal dragerne have overhånden og huske deres natur; og hvis de vender sig og sammensværger med stor magt for at forfølge dem, 32 Da skulle disse forfærdes forblødte og tie ved deres Magt og flygte. 33 Og fra Assyriens Land skal Fjenden belejre dem og fortære nogle af dem, og i deres Hær skal der være Frygt og Frygt og Strid iblandt deres Konger. 34 Se, skyer fra øst og fra nord til syd, og de er meget forfærdelige at se på, fulde af vrede og storm. 35 De skulle slå den ene på den anden, og de skulle slå en stor mængde stjerner ned på jorden, ja, deres egen stjerne; og blod skal være fra sværdet til bugen, 36 og Møg af Mennesker til Kamelens Hov. 37 Og der skal være stor Frygt og Bæven på Jorden, og de, som se Vrede, skulle være bange, og Bæven skal komme over dem. 38 Og da skal der komme store Storme fra Syden og fra Norden og en anden Del fra Vesten. 39 Og stærke Vinde skal rejse op fra Østen og åbne det; og Skyen, som han oprejste i Vrede, og Stjernen vakte for at fremkalde Frygt mod Østen og Vestenvinden, skal tilintetgøres. 40 De store og mægtige Skyer skal opblæstes fulde af Vrede og Stjernen, for at de skulle forfærde hele Jorden og dem, der bor der; og de skal udgyde en forfærdelig stjerne over hvert højt og eminent sted, 41 Ild og Hagl og flyvende Sværd og mange Vande, at alle Marker skal blive fyldte og alle Floder med Mængden af store Vande. 42 Og de skulle nedbryde Byer og Mure, Bjerge og Høje, Træer i Skoven og Græs på Engene og deres Korn. 43 Og de skulle drage fast til Babel og forfærde det.
44 De skulle komme til hende og belejre hende, Stjernen og al Vrede skulle de udgyde over hende; da skal Støv og Røg stige op til Himmelen, og alle, som ere omkring hende, skulle jamre hende. 45 Og de, som bliver under hende, skal tjene dem, som har gjort hende frygtsomme. 46 Og du, Asien, som har Del i Babylons Haab og er hendes Persons Herlighed; 47 Ve dig, du elendige, fordi du har gjort dig som hende; og har pyntet dine døtre i hor, for at de kan behage og rose sig af dine elskere, som altid har ønsket at bedrive hor med dig. 48 Du har fulgt hende, som er hadet i alle hendes gerninger og påfund; derfor siger Gud: 49 Jeg vil sende plager over dig; Enkestand, fattigdom, hungersnød, sværd og pest, for at ødelægge dine huse med ødelæggelse og død. 50 Og din Magts Herlighed skal udtørres som en Blomst, den Hede skal opstå, som sendes over dig. 51 Du skal blive svækket som en fattig kvinde med striber og som en tugtet med sår, så de mægtige og elskende ikke skal kunne modtage har dig. 52 Ville jeg med nidkærhed være gået således frem imod dig, siger Herren, 53 Hvis du ikke altid havde slået mine udvalgte ihjel, idet du ophøjede dine hænders slag og sagde over deres døde, mens du var fuld: 54 Fremhæve dit ansigts skønhed? 55. Belønningen for dit hor skal være i din barm, derfor skal du modtage vederlag. 56 Ligesom du har gjort mod mine udvalgte, siger Herren, således skal Gud gøre mod dig og udlevere dig i ulykke 57 Dine Børn skulle dø af Hunger, og du skal falde for Sværdet; dine Byer skulle nedbrydes, og alle dine skulle omkomme med Sværdet på Marken. 58. De, som ere på Bjergene, skulle dø af Hunger og æde deres eget Kød og drikke deres eget Blod, af Hunger efter Brød og Tørst efter Vand. 59 Du som ulykkelig skal komme gennem Havet og atter modtage Plager. 60 Og i gangen skal de storme mod den ledige by og ødelægge en del af dit land og fortære en del af din herlighed og vende tilbage til det ødelagte Babylon. 61 Og du skal blive kastet ned af dem som stubbe, og de skal være dig som ild; 62 og skal fortære dig og dine byer, dit land og dine bjerge; alle dine skove og dine frugtbare træer skal de brænde op med ild. 63 Dine Børn skulle de føre bort i Fangenskab, og se, hvad du har, de skal ødelægge det og ødelægge dit Ansigts Skønhed. KAPITEL 16 1 Ve dig, Babylon og Asien! ve dig, Ægypten og Syrien! 2 Gør jer om med sæk og hår, jamrer eders børn, og ærgr jer; thi din ødelæggelse er nær. 3 Et Sværd er sendt over dig, og hvem kan vende det tilbage?
4 En Ild er sendt iblandt eder, og hvem kan slukke den? 5 Plager er sendt til eder, og hvad er det, der kan drive dem bort? 6 Må nogen fordrive en sulten løve i skoven? eller kan nogen slukke ilden i stubbe, når den er begyndt at brænde? 7 Må man igen vende pilen, der er skudt af en stærk bueskytte? 8 Den mægtige Herre sender Plagerne, og hvem er den, der kan drive dem bort? 9 En Ild skal gaa ud af hans Vrede, og hvem er det, som kan slukke den? 10 Han skal kaste lyn, og hvem skal ikke frygte? han skal tordne, og hvem skal ikke være bange? 11 Herren truer, og hvem skal ikke blive slået til pulver for hans nærhed? 12 Jorden skælver og dens Grundvolde; Havet rejser sig med bølger fra dybet, og dets bølger forfærdes, og også dets fisk, for Herrens åsyn og for hans magts herlighed. 13 Thi stærk er hans højre hånd, som bøjer buen, hans pile, som han skyder, er skarpe, og de skal ikke gå glip af, når de begynder at blive skudt til verdens ende. 14 Se, Plagerne er sendt og skal ikke vende tilbage igen, førend de kommer over Jorden. 15 Ilden er optændt og skal ikke slukkes, førend den fortærer Jordens Grundvold. 16 Ligesom en Pil, der skydes af en vældig Bueskytte, vender ikke tilbage; saaledes skal Plagene, som sendes paa Jorden, ikke vende tilbage. 17 Ve mig! ve mig! hvem vil udfri mig i de dage? 18 Begyndelsen til sorger og store sorger; begyndelsen på hungersnød og stor død; begyndelsen af krige, og magterne skal stå i frygt; begyndelsen til ondskaber! hvad skal jeg gøre, når disse ondskaber kommer? 19 Se, hungersnød og plage, trængsel og angst sendes som plager til bod. 20 Men for alle disse Ting skulle de ikke omvende sig fra deres Ondskab, og de skulle ikke altid tænke på Svøbe. 21 Se, madvarer skal være så billige på jorden, at de vil tro, at de er i god sag, og selv da vil der vokse ondt på jorden, sværd, hungersnød og stor forvirring. 22 Thi mange af dem, som bo på jorden, skulle omkomme af hungersnød; og den anden, som undslipper Sulten, skal Sværdet ødelægge. 23 Og de døde skulle kastes ud som Møg, og der skal ikke være nogen til at trøste dem; thi Jorden skal blive øde, og Stæderne skal væltes. 24 Der skal ikke være nogen tilbage til at dyrke jorden og så den 25 Træerne skulle give Frugt, og hvem skal samle dem? 26 Druerne skulle modnes, og hvem skal træde dem? thi alle Steder skal være øde af Mennesker: 27 Saa at den ene skal begære at se en anden og høre hans Røst. 28 Thi af en Stad skal der være ti tilbage, og to af Marken, som skal gemme sig i de tætte Lunde og i Klippernes Kløfter. 29 Ligesom i en Olivenhave på hvert Træ er der tre eller fire Oliven tilbage;
30 Eller som når en vingård samles, er der nogle klaser tilbage af dem, som flittigt søger gennem vingården: 31 Således skal der i de dage være tre eller fire tilbage af dem, som ransager deres huse med sværdet. 32 Og Jorden skal lægges øde, og dens Marker skal blive gamle, og dens Veje og alle dens Stier skal vokse fulde af Torne, thi ingen skal rejse derigennem. 33 Jomfruerne skulle sørge, uden at have Brudgomme; Kvinderne skulle sørge, uden at have nogen Mand; deres døtre skulle sørge, uden at have hjælpere. 34 I Krigene skulle deres Brudgomme udryddes, og deres Mænd skulle omkomme af Hungersnød. 35 Hør nu dette og forstå det, I Herrens tjenere! 36 Se, Herrens ord, tag imod det; tro ikke de guder, som Herren har talt om. 37 Se, Plagerne nærmer sig og er ikke slappe. 38 Ligesom når en fødende Kvinde i den niende Måned føder sin Søn, med to eller tre Timer af sin Fødsel omslutter store Smerter hendes Liv, hvilke Smerter, naar Barnet kommer frem, slapper de ikke et Øjeblik. 39 Saaledes skal Plagerne ikke slæbe til at komme over Jorden, og Verden skal sørge, og Sorg skal komme over den fra alle Sider. 40 Mit Folk, hør mit Ord, gør dig rede til din Kamp, og vær i disse Ulykker som Pilgrimme paa Jorden. 41 Den, som sælger, han være som den, der flygter, og den, der køber, som en, der vil tabe; 42 Den, der beskæftiger sig med handelsvarer, som den, der ikke har nogen udbytte deraf, og den, der bygger, som den, der ikke skal bo der; 43 Den, der sår, som om han ikke skulle høste, således også den, der planter Vingården, som den, der ikke høster Druerne; 44 De, som gifte sig, som de, der ikke skulle få Børn; og de, som ikke gifte sig, som Enkemændene. 45 Og derfor arbejder de, som arbejder forgæves: 46 Thi fremmede skulle høste deres Frugt og plyndre deres Gods, omstyrte deres Huse og tage deres Børn til Fange; thi i Fangenskab og Hungersnød skulle de faa Børn. 47 Og de, som beskæftiger sig med deres Handel med Røveri, desto mere pyntede de deres Byer, deres Huse, deres Ejendom og deres Personer; 48 Jo mere vil jeg blive vred på dem for deres Synd, siger Herren. 49 Ligesom en hore misunder en ret, ærlig og dydig kvinde: 50 Saaledes skal Retfærdighed hade Uretfærdighed, naar hun pynter sig og anklager hende for hendes Ansigt, naar han kommer, som skal forsvare ham, som flittigt udforsker al Synd paa Jorden. 51 Og derfor skal I ikke være som den eller dens gerninger. 52 Thi endnu lidt, og Uret skal borttages af Jorden, og Retfærdighed skal herske iblandt eder. 53 Lad ikke Synderen sige, at han ikke har syndet; thi Gud skal brænde Ildkul på hans Hoved, som siger for Herren Gud og hans Herlighed: Jeg har ikke syndet. 54 Se, Herren kender alle menneskers gerninger, deres fantasi, deres tanker og deres hjerter:
55 som kun sagde Ordet: Lad Jorden blive til; og det blev til: Lad himlen blive til; og det blev skabt. 56 I hans Ord blev Stjernerne skabt, og han kender deres Tal. 57 Han ransager Dybet og dets Skatte; han har målt Havet, og hvad det rummer. 58 Han har lukket Havet midt i Vandene, og med sit Ord har han hængt Jorden på Vandet. 59 Han udbreder Himlene som en Hvælving; på vandet har han grundlagt det. 60 I Ørkenen har han gjort Vandkilder og Damme på Bjergenes Toppe, for at Vandflodene skulde strømme ned fra de høje Klipper for at vande Jorden. 61 Han skabte Mennesket og satte sit Hjerte midt i Legemet og gav ham Ånde, Liv og Forstand. 62 Ja og den almægtige Guds Ånd, som skabte alle ting og udforsker alle skjulte ting i jordens hemmeligheder, 63 Sandelig, han kender eders påfund, og hvad I tænker i jeres hjerter, ja, dem, som synder og vil skjule deres synd. 64 Derfor har Herren nøje udforsket alle eders gerninger, og han vil gøre jer alle til skamme. 65 Og når eders Synder er frembragt, skal I skamme eder for Menneskene, og eders egne Synder skal være eders Anklagere paa den Dag. 66 Hvad vil I gøre? eller hvorledes vil I skjule jeres synder for Gud og hans engle? 67 Se, Gud selv er Dommeren, frygt ham; lad være fra dine Synder og glem dine Misgerninger, at du ikke mere blander dig med dem for evigt; saa skal Gud føre dig frem og udfri dig fra al Trængsel. 68 For se, en stor skares brændende vrede er optændt over jer, og de skal tage nogle af jer bort og brødføde jer, mens de er ledige, med ting, der ofres til afguder. 69 Og de, som giver deres samtykke til dem, skal hånes og hånes og trædes under fode. 70 For der skal på hvert sted og i de næste byer være en stor opstand mod dem, der frygter Herren. 71 De skal være som gale mænd, der ikke skåner nogen, men stadig ødelægger og ødelægger dem, der frygter Herren. 72 Thi de skulle øde og tage deres Gods bort og kaste dem ud af deres Huse. 73 Da skal de kendes, hvem der er mine udvalgte; og de skal prøves som guldet i ilden. 74 Hør, o min elskede, siger Herren: se, nødens dage er nær, men jeg vil udfri jer fra den. 75 Vær ikke bange eller tvivl; for Gud er din vejleder, 76 Og vejlederen for dem, som holder mine befalinger og forskrifter, siger Herren Gud: lad ikke dine synder tynge dig, og lad ikke dine misgerninger ophøje sig. 77 Ve dem, som er bundet med deres Synder og dækket med deres Inder Egenskaber som en mark, der er dækket af buske, og dens sti dækket af torne, så ingen kan rejse igennem! 78 Det efterlades afklædt og kastes i ilden for at fortæres med det.