


![]()



Roman
På dansk ved
Jarl Viktor Schultz
Gutkind
Uden et ord
er oversat fra engelsk efter Pictures of Him (2018)
Copyright © Light Oaks Media Ltd 2025
Dansk udgave: © Clare Leslie Hall og Gutkind Forlag A/S, København 2026
All rights reserved
1. udgave, 1. oplag, 2026
Omslagsfoto: Unsplash.com
Omslag: Kenneth Schultz
Sat med Sabon LT Std hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU info@gutkind.dk
ISBN 978-87-434-1331-8
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Gutkind Forlag · Læderstræde 9,1. · DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag gutkind_forlag

Hun er min yndlingssygeplejerske, hende, der blidt vasker mit hår, som gør sig umage med, at fletningerne aldrig går i knude, og som forsigtigt dupper mit ansigt med en varm klud, hvor de andre bare skrubber godt til.
Hun snakker hele tiden til mig, imens hun udfører sine opgaver; løfter min overlæbe op og børster mine tænder med små, fintfølende, cirkulære bevægelser, holder et glas vand op mod min mund og siger: “Tag en stor slurk nu, min skat, og sørg for at få skyllet godt rundt.”
Hun kalder mig ‘smukke’ eller ‘min skat’, aldrig Catherine. Sommetider kan jeg koncentrere mig om hendes ord for en kort stund, inden drømmene trækker mig ind til sig igen.
“Din familie kommer i dag,” siger hun.
Min lille pige vil komme og ae mig på kinden med sine små, bløde hænder, imens min søn vil stå tavst ved siden af min stol og betragte mig med sine alvorsfulde øjne. Min mand vil snakke til mig, vil sidde og fortælle mig om sin dag med den undertone af selvbevidsthed, der altid er til stede. Man kan ikke rigtigt bebrejde ham, kan man
vel? Må være fandens mærkeligt at sidde der og snakke til en mur, dag efter dag.
“Hej Catherine,” vil han sige, han kalder mig altid bare ved mit navn nu.
Smuk. Catherine. Mærkater, der ikke betyder noget som helst. Jeg er den, de ønsker, jeg skal være. Det meste af tiden sidder jeg stille, imens ordene hvirvler omkring mig, som gyldne støvkorn, der danser i en solstråle.
‘Bedring’ – det er et ord, der bliver sagt meget. Af Sam, som siger det på en anspændt, passivaggressiv måde, og af psykiateren, som udtaler det på en lidt mere diffus måde, nærmest med et skuldertræk, en ‘vi ser, hvad der sker’-agtig måde. Man kan ikke sætte en dato på den slags, synes han at sige. Men Sam vil gerne have sat en dato på det. Han vil vide, hvor meget længere han skal gå og vente: en uge, en måned, resten af sit liv?
Hvor lang tid kommer der til at gå, før hans hustru vender tilbage til ham?
Men jeg flyder rundt, flyder. Jeg er en ung pige igen, nitten, næsten tyve. Jeg er elsket, med hud og hår, en lidenskab, der er trængt hele vejen ind i mine knogler, ind i mit blod og i min hjerne. Der er kun dette, den her varme, dette lys, denne heftige, krystalklare lykkefølelse. Og det er så vidunderligt at være i. Hvis bare jeg kunne holde fast i det, fastfryse lige netop dette øjeblik.
“Jeg vil aldrig nogensinde forlade dig,” siger jeg, og du trækker mig tættere ind til dig, og vi falder i søvn på den måde, hans arme som gaveindpak-
ning omkring mig, og jeg vågner slet ikke i løbet af natten. Men så vågner jeg rent faktisk, og fra det ene øjeblik til det andet bliver verden vendt på hovedet, og alting forandrer sig.
Sygeplejersken er tilbage. Jeg har registreret, at hun har en accent af en eller anden art, men jeg har svært ved at koncentrere mig og har stadig ikke regnet ud, hvor hun kommer fra.
“Her har vi dem, smukke. Din familie er kommet for at se dig. Hun er vist langt væk i sin drømmeverden i dag, er du ikke, min skat? Prøv at snakke lidt med hende, hun hører det hele.”
Daisy knæler ved siden af min stol, hendes hoved i mit skød. Jeg mærker, at Sam løfter mine hænder op, først den ene, så den anden, og lægger dem oven på hendes mørke krøller. Jeg mærker Joes tilstedeværelse, han står som sædvanlig lige til højre for min stol. Joe snakker ikke til mig længere.
De første par gange, han kom, sagde han: “Hej mor,” den mest nøgterne hilsen, man kunne komme med, ikke mere end det, og i de to komprimerede ord kunne jeg ikke høre andet end min søns tavse raseri. Jeg kan ikke hjælpe ham, jeg kan ikke hjælpe nogen.
“Sig noget til os, Catherine. Vil du ikke nok? Vis os, at du godt kan.”
Jeg hører desperationen i Sams stemme, mere end de ord, han faktisk siger, og nede under den, mange lag nede, hans frustration. Han er den rareste mand, Sam, han er her jo, trods alt, dag efter dag, uden nogen konkrete forhåbninger om at få
mig tilbage, uden nogen dato for, hvornår vi kan bevæge os ud gennem hospitalsgangen, ud på den grå parkeringsplads, væk fra mit ensomme træ. Men jeg hører også de ord, han ikke har lyst til at sige højt, og den tavse bebrejdelse – at det bare er mig, der er stædig og selvisk.
“Så hun kunne godt sige noget til os, hvis hun ville?” spørger han Greg, psykiateren, med hans New Balance-sko og hans sideskilning.
“Sådan kan man ikke sige det,” svarer Greg. “Fysisk set, så jo, det kan hun godt, men hun har mistet evnen til at tale. Det er ikke noget, man kan ændre på med tankens kraft. Vi er nødt til at se på alle grundene til, at hun er holdt op med at tale. Det er en måde at undgå at skulle forholde sig til visse kendsgerninger på. Catherine lukkede ned, fordi hun ikke kunne håndtere det, der skete i Shute Park den dag. Hun kan ikke bearbejde det traume, det har sat sig i hende, så i stedet fortrænger hun mindet om det. Ikke at tale er hendes måde at forsvare sig på.”
Greg får gjort Sam helt rundt på gulvet med en masse lægetermer i sin beskrivelse af den dissociative lidelse, jeg angiveligt er ramt af. Han refererer sågar til Freud.
“Der var mange flere af den her form for tilfælde i det nittende århundrede, især blandt kvinder. I har sikkert hørt om de såkaldt hysteriske kvindfolk?” siger han i et muntert sludrende tonefald, som om han var til middagsselskab. Jeg mærker Sams irritation, mere end jeg ser den. “Patienter med den her diagnose oplever tit lammelse, fysiske
anfald, eller hukommelsestab. I Catherines tilfælde er hun nu ude af stand til at tale; for hende er det bogstavelig talt, som om hendes stemmebånd er frosset til is. Vi kalder det selektiv mutisme.”
Senere er det Greg, der sætter sig på hug ved siden af min stol. Jeg hører, hvordan det knirker i hans knæ. Han giver mig en idé, noget, jeg kan arbejde videre med, noget, der vil betyde, at jeg kan tilbringe mere tid sammen med dig.
“Jeg tror godt, jeg ved, hvor det er, du forsvinder hen,” siger han, og jeg mærker hans insisterende blik på mig, selvom jeg kigger ud mod haven og fokuserer på mit træ. “Du er fanget der, er du ikke? Lige der ved slutningen. Og jeg spekulerer på, om ikke det måske kunne hjælpe at gå tilbage til begyndelsen – for på en eller anden måde at få sat skik på alt det, der er sket. Jeg ved godt, det er svært, Catherine, men du er altså nødt til at få tingene på plads i dit hoved.”
Du kan jo tænke på det som en slags historie, siger han i en blid, vuggende tone, den tone, jeg selv plejede at bruge, når børnene havde haft mareridt. Find en person, du kan fortælle det til i tankerne, siger han, og den del af det er nem nok.
Det er jo vores historie, din og min, så selvfølgelig er det dig, jeg vil fortælle den til.
Skal vil begynde med ‘der var engang’, er det sådan, vi skal gøre det, min elskede? Der var engang en pige, der ikke vidste noget som helst om kærlighed eller begær eller den der sælsomme følelse af frihed, du gav hende. Hun var ankommet til universitetet med sin splinternye Samsonite-kuffert og sit Cath Kidston-sengetøj, enebarn, forkælet, forgudet, og havde levet hele sit liv inden for familiens beskyttede treenighed i alle sine atten år. Hun begyndte at få venner, og en af dem var hendes kommende mand. Det var den klassiske historie.
Det hele kom let til hende: en medstuderende på engelskstudiet, som på umærkelig vis blev hendes nye bedste ven, en fast stilling på studenterbladet, topkarakter i alle de opgaver, hun afleverede, hvilket betød, at hun var fritaget for at skulle gå til eksamen. Seks uger inde i hendes andet år, da træerne begyndte at vise sig frem med deres karminrøde og banangule farver, dukkede en dreng op til hendes seminar, uventet, jordrystende. Den dreng var dig.
Vi var fem eller seks, der var mødt op til seminaret den dag, og sad allesammen i en rundkreds af ramponerede, umage lænestole og lyttede til
professor Hardmans udlægning af Milton og hans portrættering af Satan som en militærhelt. Han havde en jævn, søvndyssende stemmeføring, vores professor, og den samme blege, let blålige hudfarve som et opgravet lig. Han havde lukkede øjne, når han talte, og holdt hele tiden en hånd over sit venstre bryst, som om han frygtede at kunne blive ramt af et slagtilfælde når som helst.
Døren fløj op, og du kom ind igennem den, klædt i gårsdagens krøllede tøj og med uglet hår, men intet kunne skjule din skønhed. Der var ikke en eneste af de studerende i rummet, der ikke kendte dit navn.
“Ah, mr. Wilkes. Det er godt, De kommer. Måske De kunne sætte Dem ved siden af miss Elliot,” sagde professoren og pegede på den tomme stol ved siden af min, “og så må De gerne begynde at læse for os.”
Din stemme var dyb og smuk, og når du læste højt, var det med den der overnaturlige selvsikkerhed, som folk som dig altid synes at have. Professor Hardman lukkede sine øjne igen og lyttede til din flydende læsning, og der gik mindst fem minutter, før han løftede hånden i vejret og sagde: “Smukt læst op, mange tak. Men hvad fortæller disse indledende sider os så om Satan?”
Jeg kunne mærke, hvordan resten af gruppen sad og ønskede, at du ville begynde at stamme nu, snuble over ordene, eller måske lire en af de der vage banaliteter af, som de selv kunne være tyet til under pres. Men i stedet sagde du, at du ikke fandt
Miltons fremstilling af Satan særligt overbevisende. Du redegjorde for hans mangelfulde beskrivelser af djævlen i Bog IV og V, hvilket fortalte os, at du, modsat os andre, havde læst hele værket og dannet dig din egen mening om det. I det øjebliks tavshed, der fulgte, var det tydeligt, at hele rummet hadede dig; for dit gode udseende, din selvtillid, den formue, du efter sigende rådede over, og nu for denne demonstration af ren, uforfalsket intelligens. Men selv da, allerede her, mærkede jeg det første lille sug af beundring.
Bagefter defilerede vi ud fra lokalet, hen over gårdspladsen og ud på gaden, hvor vi til vores store fryd kunne se en parkeringsvagt i færd med at udskrive en bøde til den isblå Austin-Healey, vi allesammen vidste var din.
“Pis også,” udbrød du, og så greb du fat i min arm. “Vil du vente her et øjeblik, imens jeg tager mig af det her? Så er du sød. Der er noget, jeg gerne vil spørge dig om.”
Det var første gang, jeg så rigtigt ind i dine øjne.
De var jadegrønne, lyse og gennemtrængende på samme tid.
Jeg kunne ikke høre, hvad du sagde, så bare forbavset til, imens parkeringsvagten lyttede til din forsvarstale, og et smil langsomt spredte sig på hendes ansigt. Hun rev parkeringsbøden over i to, og du begyndte at gå tilbage mod mig.
“Næste gang er jeg ikke lige så flink,” kaldte hun efter dig, og du vinkede taknemmeligt til hende, men dit blik veg aldrig fra mit ansigt.
“Får du altid din vilje?” spurgte jeg.
“Det prøver jeg i hvert fald på. Og apropos, så vil jeg gerne invitere dig på frokost. Lige nu, et hemmeligt sted. Forbered dig på at blive overvældet.”
“Beklager, det kan jeg ikke.”
Jeg begyndte at vende mig væk derfra, men du greb fat i min arm igen.
“Hvad er der galt? Hvorfor opfører du dig så …” Du kæmpede lidt med at finde det rette ord, men så meldte det sig, “så utilnærmelig?” Du var så forbavset, at jeg ikke kunne lade være med at smile. Det var nok ikke så tit, du oplevede, at pigerne sagde nej, når du inviterede på frokost.
“Jeg har folk, jeg skal mødes med, steder, jeg skal hen, arbejde, der skal gøres. Det sædvanlige.”
“Ej, hold dog op. Du kan vel godt lige klemme en time eller to ind til at spise frokost?”
“Sagen er, at jeg lige er begyndt at ses med en.”
Jeg følte mig dum, da jeg sagde det, og mine kinder blev blussende røde. Men du grinede bare.
“Nu ved jeg jo ikke, hvad du havde forestillet dig, men jeg havde altså bare tænkt mig at spise noget frokost sammen. Noget godt fra havet, måske et glas vin. Det kan der vel ikke være noget galt i?”
Jeg stod som naglet til stedet, havde lyst til at sige ja, men vidste, at jeg hellere burde lade være. Tænkte på Sam, men havde lyst til at være sammen med dig, konturerne af min fremtid, hvis jeg bare havde været klar over det.
“Ikke i dag,” sagde jeg, som om han var en dørsælger, der forsøgte at sælge mig en støvekost.
Du havde gennemskuet min indre kamp, det så jeg i det sidste smil, du sendte mig, inden du vendte dig og gik tilbage til din isblå bil.
“Lad os prøve igen i morgen så,” sagde du.


Hendes tavshed knuste ham. Kun sandheden kan befri dem.
Catherine ligger på hospitalet og kan ikke tale. Eller vil ikke tale. Lægerne siger, at den eneste vej frem er at se nærmere på hendes fortid.
Som ung mødte Catherine sit livs kærlighed på universitetet. Lucian var charmerende, forgudede hende, og hun blev draget ind i hans kreds af velhavende og sorgløse venner. De var uadskillelige – indtil Catherine en morgen forlod ham uden et ord.
Hun giftede sig, fik to børn og var overbevist om, at hun var kommet videre. Men et uventet møde vækker minderne om deres altfortærende kærlighed, og fortid og nutid smelter nu sammen.
Uden et ord er en mørk og spændingsfyldt roman om konsekvenserne af en kvindes dødsdømte kærlighedsaffære, der år senere truer med at rive hendes tilsyneladende perfekte verden i stykker.