Issuu

Cecilie Buhl SIRENE

Krimi

Gutkind

1. udgave, 1. oplag, 2026

Bogen er sat med Garamond hos Geethik Technologies

og trykt hos ScandBook EU Omslag: Kenneth Schultz

Illustration: IStock og Adobe Firefly

ISBN 978-87-434-1330-1

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag ∙ Læderstræde 9, 1. ∙ DK-1201 København K gutkind.dk ∙ f gutkindforlag ∙ gutkind_forlag info@gutkind.dk

Sirene

Til kvinder

Prolog

Fredag den 17. maj 2013

Selvfølgelig var der ikke sket hende noget. Pigen traskede forbi fjordens sorte vand, der skvulpede uroligt i vinden. Ballerinaskoene sank ned i det mudrede græs, så smat krøb ind mellem tæerne. Hun daskede en klynge dunhammere til side. Idioten sad sikkert bare med tungen i halsen på ham flødebollen fra 9.B, som alle pigerne var vilde med, fordi han kunne spille “Wonderwall” på guitar. Flot. Om lidt ville hun sikkert komme vadende ind ad døren, og så havde de spildt en aften på at lede efter hende.

Igen.

Hun sparkede til en sten i græsset, så den røg flere meter op i luften og landede med et plop i vandet. Små krusninger bredte sig i cirkler på overfladen, før de langsomt forsvandt. Så vendte hun blikket mod skovbrynet. Hun kunne ikke længere se de andre mellem de sortblå træstammer. Heller ikke høre deres kalden. Det passede hende fint. Nogle gange føltes det, som om hun var havnet i den forkerte familie. Alligevel ville hun gøre alt for dem. Selv at få ødelagt sine nye ballerinasko.

Så længe de altså betalte for et nyt par.

Et koldt vindstød fik det til at prikke i huden, hun trak sin hættetrøje tættere om sig. Hvis hun havde vidst, at hun skulle vade rundt her i timevis, så havde hun taget høretelefoner med og lyttet til Nicki Minaj. Og husket at fodre Roberta. Kongepytonen plejede at slå kroppen ind mod terrariet i protest, når den ikke

fik sine mus til tiden. Hvad var klokken mon blevet? Hun vendte blikket mod himlen. Månen lyste sølvhvidt op bag de koksgrå skyer. Måske skulle hun bare tage hjem.

Der var alligevel intet at se her.

Hun skulle lige til at vende om, da et skrig pludselig flænsede luften. Hun stivnede. Det lød som et fugleskrig, men det var ikke som uglens hule tuden eller kragens hæse kalden. Den her lyd var anderledes. Et langstrakt vræl, der rullede ud over fjorden. En bølge af uro skyllede gennem hende.

Hun spejdede ud over det mørke vand og fik øje på noget hvidt, der lyste op på overfladen. Det var svært at se, hvad det var mellem de høje siv. En svane, måske. Hun kastede hånden ud mod den, som hvis hun havde haft brødkrummer med. Men den kom hende ikke i møde. Svanen lå bare helt stille med maven bulende opad.

Måske var den død.

Hun mærkede sin puls dunke i ørerne. Hvad nu, hvis den var såret og led? Så kunne hun ikke bare lade den ligge ligesom dengang, hun havde fundet en solsort med en brækket vinge i indkørslen. Der var hun bare gået forbi den for at komme ind og se Gilmore Girls.

Næste morgen var fuglen død.

Det kunne hun ikke lade ske igen.

Hun kastede et blik over skulderen, scannede skovbrynet for bevægelse. Hjælp. Men der var stadig ingen at se.

Så måtte hun klare det selv.

Hun tog ballerinaskoene af og gik gennem det dugvåde græs. Siv, dunhammere og tagrør stod som en mur ved vandbredden.

Hun pressede sig ind mellem dem. Kulden krøb op ad benene, da hun tog det første skridt ud i fjorden.

Bunden føltes blød og blævret. Klammo. Omkring 20 meter fremme kunne hun se svanen skvulpe rundt i bølgerne. Inde fra bredden havde den virket meget tættere på. Måske blæste vinden den længere ud?

Hun tog et par skridt til. Vandet gik hende til hofterne nu. Underlæben begyndte at dirre. Måske skulle hun bare svømme det sidste stykke? Langsomt sænkede hun sig ned i vandet, mærkede blodårerne krympe sig sammen af kulde.

Så tog hun syv store svømmetag.

Nu var hun så tæt på svanen, at hun næsten kunne røre den. Hun trådte vande. Gispede. Tæt på var det tydeligt, at der var sket noget frygteligt med svanen. Den manglede både fødder og hals. Måske var de blevet spist af en ræv. Eller af noget langt større og farligere, hun ikke vidste, hvad var.

Hjertet bankede i brystet. Hun spejdede ud over det mørke vand, der strakte sig flere hundrede meter til hver side. Pludselig virkede fjorden alt for stor. Alt for skræmmende.

Hun hev efter vejret. Fik lyst til at vende om og svømme tilbage, men rystede så på hovedet ad sig selv. Hun var alt for gammel til at være bange. Store dyr spiser mindre dyr — det er naturen.

Hun tog ét sidste svømmetag og rakte hånden ud mod svanen. Fingerspidserne ramte bugen, men det var ikke en blød, fjerklædt mave, men … stof. En kjole.

Hun mærkede rædslen skylle ind over sig. Og skreg.

Der lå en pige i vandet.

Død.

Søndag den 10. maj, nutid

Uroen summede i Nathalies bryst, da hun trak sin petroleumsgrønne g-streng op over hofterne. Normalt blev hun ikke nervøs inden et show, men i nat var det anderledes. Før skænderiet med Sally havde hun følt, at hendes plan var skudsikker.

Nu var tvivlen dukket op.

Hun tømte det lunkne glas Moët, der stod på sminkebordet, og rystede tanken af sig. Der var intet andet, hun kunne have gjort. Han skulle ikke komme og tro, han kunne bestemme over hende, uden at hun bed fra sig. Det her var hendes territorium. Hun hejste op i stropperne på sin muslingeskal-BH, så brysterne struttede. Bad til, at alkoholen snart begyndte at virke.

Arbejdet kaldte.

Nathalie gik hen mod det gardin, der adskilte klubbens baglokale og scenen, og trak en smule i det, så hun kunne skimte menneskemængden i salen. Som altid i weekenderne var klubben pakket. Forrest sad en håndfuld mørkhårede mænd med olivenfarvet hud i stramme suits. Hvis hun var heldig, italienere. De var håbløse romantikere og gav månedslønninger i drikkepenge, hvis bare hun baskede lidt med øjenvipperne. Var hun uheldig, franskmænd. De troede, de kunne rage på hende uden at få lov, og rynkede på næsen, når hun fortalte dem, at intet her i verden er gratis. Hun slap taget i gardinet.

Dem kunne de andre kvinder få.

Hun greb fat i sin højre fod og strakte lårmusklen ud. Den krampede — sikkert efter alle de vagter, hun havde taget på det seneste. Bare ét år mere i det her tempo, så havde de råd til et hus i Brøndby Strand. Måske kunne de endda finde et, der var stort nok til, at hun kunne åbne et dansestudie i kælderen. Det ville være drømmen. Og hun pressede gerne nogle ekstra vagter ind, for at den kunne gå i opfyldelse. Måske allerede i morgen, hvis de ikke havde planer?

Nå, nej. Hun slap taget i foden, skiftede til den venstre. Da skulle de til Sonnys mormor på Møn. De havde lovet Ingeborg at sætte mørklægningsgardiner op i soveværelset. Når hun kom hjem i nat, måtte hun hellere lægge skruemaskinen frem.

Første takt af Britney Spears’ “I’m A Slave 4 U” lød fra højtalerne over hende: All you people look at me like I’m a little girl. Det var hendes cue. Hun tog en dyb indånding og rettede ryggen.

Fuck ham, tænkte hun og rev gardinet til side.

Et flimrende LED-lyshav skar i øjnene, da hun trådte ud på scenen. Hun smilede til sydeuropæerne på første række. Stod et øjeblik og sugede den elektriske sitren i rummet til sig. Så tog hun tilløb, greb fat om polestangen midt på scenen og svang sig rundt om det kolde jern. Langsomt, men sikkert mærkede hun endorfinerne skylle uroen i brystet væk. Hun lagde nakken tilbage, lukkede øjnene. Nød, hvordan klubbens fugtige luft kærtegnede kroppen, som var hun vægtløs. Fri. Intet kunne hamle op med den følelse, dansen gav hende.

Som barn havde hun tændt for MTV hver dag efter skole og lært alle dansetrinene til Britneys sange udenad. Drømt om, at hun en dag ville kunne leve af at danse. Som voksen havde hun lært, at det kun var muligt, hvis hun også smed tøjet.

Nathalie landede sikkert på sine stilethæle, lod hånden glide op langs BH’ens hægter og åbnede den. Klapsalver eksploderede i rummet, da den faldt ned på scenegulvet. Med vrikkende hofter vendte hun ryggen til sine kunder, mens Britney sang: I really wanna do, what you want me to. Så lænede hun sig forover, hev g-strengen ned over anklerne i en glidende bevægelse og kastede den ud mod mændene.

En af sydeuropæerne greb den og svang den rundt om hovedet som en lasso, mens de andre hujede ad ham. Hun hørte dem råbe “mama mia” og følte sig lettet. Så skulle det nok blive en god aften alligevel.

Mændene rejste sig, klappede og piftede, så det ringede for ørerne. Hun tørrede sved af panden, mærkede stoltheden bruse. Godt nok var hun aldrig blevet en stjerne som Britney, men hun var stjernen her. Og det skulle han ikke komme og lave om på.

Hun sendte luftkys ud i rummet, men stivnede så brat midt i bevægelsen. Det var ikke mere end et flygtigt blik, så var han væk igen. Men hun var ikke i tvivl.

Han var her.

Adrenalinen begyndte at pumpe i blodet. Det kunne ikke passe, det måtte ikke være ham. Ikke her. Ikke nu. Hun stirrede hen mod endevæggen, hvor han for få sekunder siden havde stået.

Et øjeblik var det, som om al lyd forsvandt fra rummet, og det eneste, hun kunne høre for sit indre, var Sallys advarsel: Han er farlig. Gør nu ikke noget dumt.

Skulle hun have lyttet?

Det gibbede i hende, da hun mærkede en stærk hånd på skulderen.

“Er du okay?” Hendes chef så på hende med dyb panderynken.

“Du ser bleg ud.”

Hun nikkede uden at slippe blikket fra endevæggen. “J-jeg er bare lidt svimmel.”

“Så smut ned og få noget vand.” Han svøbte en hvid silkekåbe om hende. “Jeg får en af de andre tøser til at tage over imens.”

Hun nikkede taknemmeligt, ignorerede mændenes uforstående blikke og løb ned mod personaletoiletterne på underetagen.

Til hendes store lettelse var der ingen derude. I spejlet over håndvasken så hun chokket sidde i ansigtet som en åbenmundet maske. Hun tændte for det kolde vand, drak direkte fra hanen og mærkede pulsen falde en smule. Det var nok det glas Moët, hun havde drukket tidligere, der var steget hende til hovedet. Han kunne umuligt vide, hvad hun havde gjort. Endnu.

… Eller kunne han?

Med tilbageholdt åndedræt åbnede hun døren og spejdede ud mod trappen. Der var ingen. Hun lukkede døren og drak videre.

Det blev nok meget godt med en hviledag i morgen alligevel.

Så lød et lille, forsigtigt knirk fra døren. Hun udstødte et gisp og drejede hovedet.

Men for sent.

I næste sekund mærkede hun en stærk arm gribe fat om sin hals og flå hende tilbage. Før hun nåede at skrige, lagde han hånden over hendes mund. Hun slog, kradsede og vred sig, men intet hjalp.

I stedet blev hun hevet ind i den forreste toiletkabine med så meget kraft, at hun hamrede skinnebenet mod toilettets porcelænsfod. En skarp smerte jog op mod lysken. Hun skreg, men lyden blev kvalt i hans hånd. Så samlede hun al kraft i kæben og bed hårdt i hans kød, indtil en metallisk smag af blod bredte sig på tungen.

Det virkede.

Et kort sekund slap han grebet i hende. Hun gispede efter vejret, drejede hovedet. Så forsvandt knæene under hende. Hun havde ikke set syner.

Det var ham.

Fra øjenkrogen fik hun øje på noget blankt, der nærmede sig hendes strube. En kniv. Panikken skød gennem kroppen. Hun sparkede stilethælene ind mod ham, men han snoede sit ben fast om hendes, som en kvælerslange om sit bytte. Hun sprællede i hans greb, mens tårer trillede ned ad kinderne. Var det slut nu? Havde hun været naiv at tro, han ikke ville opdage hende? At han ikke var farlig længere?

Hun mærkede det kølige knivblad ramme struben. Og lukkede øjnene.

Så havde Sally haft ret.

Åh nej, hun blødte. Alvilda så ned på det friske blod i sine trusser, hev en rest toiletpapir ud af holderen på Hotel Cecil i København og viklede det rundt om stoffet. Så var det nok derfor, hun havde været så følsom de sidste par dage. Grædt over alt fra det seneste mord i Forræder til hundehvalpe på gaden. Det var lige før, hun havde glemt, hvordan det føltes. Sidst var engang i sensommeren. Inden graviditeten. Og aborten. Lægerne havde sagt, at det var normalt nok, menstruationen udeblev de første måneder efter.

Det var vel egentlig meget godt, at hendes krop nu virkede igen. Alternativet havde bare været bedre.

Hun hev trusserne på plads og skubbede døren op. Klubbens toilet vrimlede med kvinder, der gik ind og ud af toiletbåse eller

stod lænet ind mod spejlet over håndvaskene for at genopfriske deres makeup. Rummet sitrede af en forventning, hun godt kunne huske, men ikke delte. Før i tiden havde hun elsket at gå i byen. Elsket, at hun ikke vidste, om natten ville føre til et beruset one-night stand eller mødet med den eneste ene. Hun fik en knude i maven. Aldrig havde hun troet, hun skulle stå her igen.

Lænet op ad væggen fik hun øje på Maria, der stod med blikket på mobilen, så hendes lyse slangekrøller hang ned langs kinderne.

“Jeg tager hjem.”

“Hvorfor?” Maria så op på hende med åben mund. “Vi er jo lige kommet.”

“Jeg har fået menstruation og har hverken bind eller tamponer med.”

“Jamen, så skaffer jeg da en tampon til dig.”

Alvilda bed sig i læben. “Det behøver du virkelig ik’ …”

I næste sekund råbte Maria ud i rummet: “Er der nogen her, der har en tampon til min veninde?”

Med ét forstummede al snak, og kvinderne kiggede nysgerrigt på dem. Alvilda slog blikket ned. Så let slap hun åbenbart ikke.

“Jeg har.”

En kvinde i crop-top og lavtaljede Diesel jeans, der ikke kunne være meget mere end 20, fiskede en Tampax op af sin taske og kastede den mod Alvilda.

“Tak.” Hun greb den i luften og vendte blikket mod Maria, der smilede selvtilfredst.

“Så er alt jo godt igen.”

“Ja, så er alt godt.”

Hun gik tilbage til båsen, hev trusserne ned og satte sig på det kolde toiletbræt. Sukkede. Et par timer mere kunne hun vel godt klare. For Marias skyld. Og måske også for sin egen. Det nyttede alligevel ikke noget at tage hjem. Så ville hun bare ligge søvnløs og stirre op i loftet, som hun gjorde hver nat efterhånden. Hun viklede tamponen ud af papiret. Intet sted føltes længere rart at være. Hjertesorgen fulgte med alle vegne. Selv de steder, hun plejede at have det sjovt. Det eneste, der hjalp, var at tænke på, at hun havde fået sit hjerte knust langt værre — og klaret den. Da far pludselig døde, da hun var 12, troede hun aldrig, at hun ville få det godt igen. Men det havde hun fået takket være mor. Og nu havde hun også Maria. Helt alene var hun ikke.

Med to fingre skubbede hun tamponen på plads. Så hev hun trusserne op og gik ud af toiletbåsen.

“Så er der prop i.”

“Super.” Maria greb hendes arm. “Lad os få en drink.”

Et elektronisk remix af “Say My Name” med Destiny’s Child bragede ud af højttalerne, da de masede sig gennem menneskemængden på dansegulvet hen mod baren. Fulde mennesker blev ved med at bumpe ind i Alvilda, så øl skvulpede ned på hendes bare arme. Hun trak vejret dybt ned i lungerne, rystede øllet af sig. Den drink skulle være ekstra stærk.

I baren nikkede en skaldet bartender med ovale solbriller til dem, mens han taktfast svajede med til musikken.

“Hvad skal I have, ladies?”

“Kan jeg få en gintonic med dobbeltshot?” Alvilda nikkede mod Maria, der igen havde blikket rettet mod sin mobil. “Hvad skal du have?”

“En White Russian, tak.” Maria så op. “Mine kollegaer har lige skrevet, at de står udenfor i køen. Ham Martin fra HR, jeg fortalte

dig om, er også med. Du vil elske ham. Han stemmer Radikalt, spiller padel og læser Weekendavisen — det er lige dig.”

Alvilda rystede på hovedet. “Jeg er ikke klar til at møde nogen endnu.”

“Måske skal du bare se at få revet plastret af?” Maria gav hende et hurtigt kindkys. “Jeg smutter lige ud og henter dem.”

Alvilda kunne ikke lade være med at føle sig en anelse såret over kommentaren. Det var kun tre måneder siden, hun og Frederik var gået fra hinanden. Var det allerede tid til at begynde at date igen? Måske. Som 32-årig var det jo ikke ligefrem, fordi hun havde oceaner af tid, hvis hun ville have børn. Slet ikke, når det allerede havde været svært første gang, hun havde prøvet.

“Værsgo.”

Bartenderen stillede drinksene foran hende og rakte en betalingsautomat frem.

Hun betalte, tog en slurk af sin gintonic og mærkede alkoholen brænde i ganen. Det var 30’ernes forbandelse; at uret tikker, selv når livet slår kolbøtter.

Gennem menneskemængden fik hun øje på Maria, som skubbede en karseklippet fyr i en kakigrøn Halo T-shirt foran sig.

“Alvilda, det her er Martin.”

Hun rakte hånden frem mod ham. “Hej.”

Håndtrykket var afslappet, blikket gled ned ad hendes tubekjole.

“Nå, Maria fortæller, du arbejder i politiet.” Han lænede sig med albuen op ad bardisken. “Hvad laver du der?”

Hun tog en dyb indånding og skævede til Maria, der smilede forventningsfuldt til hende. Før hun nåede at svare, mærkede hun mobilen brumme i tasken og hev den op. På skærmen lyste Bjørn Gregersens navn op, efterforsker i Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet hos Københavns Politi. Et sug gik gennem hende.

Et drab vækker en mørk hemmelighed fra fortiden

Da en kvinde findes dræbt på stripklubben Sirene i København, bliver Alvilda Olsen kaldt på arbejde. Det er hendes første dag i Drabsafdelingen, og her møder hun den garvede efterforsker Bjørn Gregersen. De to finder hurtigt ud af, at de er uenige om det meste, men er tvunget til at arbejde sammen om at opklare drabet.

Samtidig går Sally Frost, en fandenivoldsk negletekniker, på jagt efter gerningsmanden selv. Begivenheder i Sallys dystre fortid rører på sig, og hun drives af et stærkt ønske om hævn.

Snart er det ikke kun et spørgsmål om, hvem der står bag – men hvem der bliver det næste offer.

SIRENE er første bind i en ny krimiserie med det umage politimakkerpar Alvilda og Bjørn og negleteknikeren Sally.