Røde Port

Røde Port

Nanna Holm

RØDE PORT

Roman

Gutkind

Røde Port

© Nanna Holm og Gutkind Forlag A/S, København 2026

1. udgave, 1. oplag, 2026

Omslag: © Sofie Winding

Sat med Minion Pro hos LYMI DTP-Service og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-1272-4

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Ulladyrløv.dk

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag info@gutkind.dk

Foran dem falder skyggerne.

Måske er det forestillinger fra mørket.

Alt det, de ikke rigtig husker, ikke længere ved.

Mona

Det er allerede varmt, og solen ejer himlen igen. Den er ekstra blå, ekstra klar, sensommerstøvet vasket af de lave tage overfor. Mona står i den åbne altandør med håndklædet omkring sig. Hun ser ned på de store pytter på vejen, der vidner om nattens voldsomme skybrud.

- Pas nu på! Hører du slet ikke? Du skal holde under kassen, bunden er ved at gå.

Mona læner sig ud og får øje på de nye naboer inde fra nummer tolv, de slæber opløste flyttekasser og vådt skitøj ud i den lille forhave.

Hun går ind og smider håndklædet på sengen, åbner skabet.

Hendes ting til venstre, Jeppes til højre.

Og hun tager den gule sommerkjole ud og trækker den på, sætter de lange, grønne øreringe i. Hun betragter sig selv i spejlet. Men så får hun øje på en mørk skjold, der træder frem i folderne på skørtet. Rødvinen, Aske væltede ud over hende til Carstens fødselsdag,

den er ikke gået af i vask. Hun bander og åbner skabet igen, og i det samme bipper hendes telefon på kommoden.

Det er Gry. Hun skriver, der har været vandskade på loftet på Sønder Boulevard, at hun er i Nyborg med arbejdet. Og hun spørger, om Mona eventuelt kan låse sig ind og tjekke hendes loftsrum. Mona har alligevel et ærinde på Vesterbro. Og Gry spørger, om hun også lige vil se, at hendes cykeltasker er ok, hun skal bruge dem i Skåne.

Varmen er intens på det uisolerede loft højt oppe over Sønder Boulevard. Der er folk i flere af loftsrummene, og mismodet siver ud gennem dørene.

Den indtrængende regn har forseglet det tykke lag af puds og støv i en slimet og sæbeagtig brun pasta på gulvplankerne. Mona sætter fødderne forsigtigt, træder hen over stakke af ringbind med opløste fotografier og papirer, bøger og plader, madrasser med store, brune skjolder. Alt ånder fugtigt og tungt, brædderne, der skiller loftsrummene, rejser børster, og lugten af det våde træ, af hengemt fra det gemte, fra det glemte sætter sig i hendes svælg.

Grys loftsrum ligger for enden af gangen. Og det er, som om hun bare har ventet på, at dette ville ske. Hun har sat reoler op og lagt lægter ud på gulvet, så alt er hævet over nattens vand, pakket i plastkasser og

klare sække med forsvarlige lukninger og udførlige indholdslister.

Der er intet at komme efter.

Alt er tørt, alt er godt! Og naturligvis har du pakket cykeltaskerne ind, skriver Mona.

Sveden løber fra hårkanten, og hun finder vandflasken i sin taske. Hun lægger hovedet tilbage og lader blikket vandre hen over hylderne, mens hun drikker. Og så får hun pludselig øje på den. Gry har faktisk mindet hende om den kasse flere gange, men hun har glemt alt om den igen. Glemt, at hun glemte den, da hun flyttede fra Gry og Sønder Boulevard, de vilde år. Før Jeppe, før børnene.

Hun stiller sin taske fra sig, løfter arkivkassen ned og letter på låget. Tingene ligger hulter til bulter. Venindebogen med de fiktive veninder, hun selv skrev ind, mixbåndene og den gule walkman, børnetegninger, diplomer og porcelænsmasken med tårer af guld. Kærestebrevet, hun fik af Allan den sidste sommer på Røde Port.

Hun folder det ud.

Vil du være kærster?

Krys ja, nej, måske senere M + A og pil gennem hjertet.

Hun må have lagt til.

Hun husker det mere omfangsrigt, mere inderligt, som et brev fra en ung dreng, der snart var en mand og

svor hende sin uforfalskede kærlighed. Og hun læste brevet igen og igen, længe efter sommeren var slut, granskede hvert et tegn. Sådan husker hun det. Men hvad husker man egentlig fra det år, man var tolv?

Hun lægger brevet tilbage i kassen og får øje på dagbogen, hiver let i låsen på siden. Den sidder stadig fast.

Hun husker i hvert fald dette:

Den dag, de skulle rejse hjem fra Røde Port, var nøglen til dagbogen væk. Følelsen af, at nogen havde taget den, at nogen havde set, hvad hun havde skrevet.

Det var den sommer, hun var begyndt at skrive i en slags koder, kredsede mest om Allan og om Miriam. Om Niels. Og om dét, der skete i gildesalen. Den sommer, der kom et filter ind mellem hende og skriften, og det, hun skrev i dagbogen, blev udvendigt, ja, nærmest løgnagtigt. Det husker hun. Den fremmede pige, hun skrev frem, var en, der var ældre. En, der var trådt ind i hendes tanker, mens de var på Røde Port, og hele tiden læste hun med. Dømte hende. Som løgner, som skyldig, som forkert. Og hun låste omhyggeligt tankerne inde med nøglen, gemte dem væk under madrassen, hvor ingen kunne finde dem. Men om natten, når hun lå oven på de dumme tanker, holdt de hende vågen, forfulgte de hende ind i søvnen, når hun endelig døsede hen.

Ebbe, hun husker Ebbe, hvordan han slæbte hende hen over gårdspladsen, hendes fødder, der stemte imod brostenene, mens hun råbte, at hun ikke ville hjem fra Røde Port, før hun havde fundet nøglen til dagbogen,

fundet den skyldige. Og så slog hun ham, og selv nu krymper det sig i hende. Knytnæverne, hun hamrede mod sin fars hule brystkasse bag den tynde, lyserøde hud, mod hans ansigt, så brillerne sad skævt over næsen, indtil han ruskede hende hårdt. Hans desperate blik bag de fedtede brilleglas, de store gopler, hans blå Bali, der faldt på jorden, tobakken ud over brostenene og skiftet til vrede i hans blik. Og hun husker, hvordan Lis kom farende ud fra værkstedet. Gry og Aske måbende på trappen ind til huset. Ebbe, der slap hende og klemte sammen om gaffatapen på brillestangen. Og hun satte sig ind på bagsædet af taxaen, som holdt i tomgang og ventede på at køre dem til færgen i Lohals, og Lis bøjede sig ind mod Ebbe gennem den nedrullede forrude og gjorde sin stemme så lav, at det måtte være meningen, at Mona ikke skulle høre den. Men selvfølgelig hørte hun, da den formanende forklarede Ebbe, at det nok var en reaktion på noget andet, at det var en svær tid for alle, der havde været på Røde Port den sommer. Lis, der var så tæt på at omfavne hende gennem den åbne bildør, men i stedet greb hende om skuldrene og sagde: Du er stadig et barn, Mona, du har stadig brug for at lege. Og vi har alle brug for at græde efter det, der er sket. Og Mona så ned på bidemærket i det bløde kød mellem Lis’ tommel- og pegefinger, der havde fået et grønligt skær, havde lyst til at læne sig ind mod hende. Savnede med ét sin mor, Vibeke, hendes duft, hendes hånd hen over håret, hendes stille rokken fra side til side med Monas hoved i sit skød. Men Mona

var ikke længere det barn, der var ankommet til Røde Port. Dieselmotoren, tavsheden og lugten af røg og læderbetræk, af Wunderbaum. Den ensomme følelse, der skar sig gennem landskabet. De andre, der blev tilbage, den gamle garde, de ikke var en del af, som de aldrig blev en del af. Og Allan, hun ikke fik sagt farvel til. Vandet, der steg under tungen. Steg op i øjnene. Og Ebbe på forsædet, hans stjålne blikke over skulderen. Hans bekymring, hans fortrydelse, en utilstrækkelighed, han ikke vidste, hvordan han skulle overskride.

Loftsvarmen ligger tungt om kroppen, om hovedet, og sveden pibler ned ad ryggen, da telefonen ringer i tasken.

Det er Aske. Mona trykker opkaldet ud og lægger dagbogen tilbage i arkivkassen.

Alt det, hun ikke længere husker, ikke længere ved.

For hvad husker man egentlig fra det år, man var tolv? Detaljerne i mindet om dagbogen synes i alt fald utroværdige.

Så hvornår har hun lagt til?

Inde i loftsrummet ved siden af er der pludselig noget, der vælter, ikke bare én ting, men flere efter hinanden, som om det hele ramler, og eder og forbandelser strømmer ind gennem den tynde væg. Mona ryster tankerne af sig og stikker hovedet ud på gangen, men der er ingen.

Så vender hun sig mod kassen igen.

Hun har samlet skattene fra sin sættekasse i en blåternet kagedåse, en sort lædersnor stikker op derfra.

Hun trækker i den, trækningen i brystet, da hun ser, at det er ankelkæden med turkisstenen, den, der sad som en lænke om hendes fod og adskilte hende så pludseligt fra barndommen. Hun slipper den og lader den glide ned i glemslen, roder videre mellem postkort og svømmemærker og støder på en lille paisleymønstret papæske med en sæbebjørn, som Vibeke havde med hjem til hende fra en rejse. Hun åbner æsken og indsnuser den svage duft af lavendel, af Vibekes tørklæder, af skufferne og hendes sengetøj.

Og så får hun øje på sølvdåsen, der stod på mormors kommode. Den, som hun ikke måtte få. De sirlige indgraveringer og fotografiet af den lyserøde rose, som mormor havde klistret ind i låget. Den lille spænding i brystet, når mormor ledte efter dåsen igen og igen, og hun frygtede, at mormor alligevel kunne se det på hende.

Men hun var god til at holde facaden, holde tingene for sig selv.

Det rasler inde i sølvdåsen, og hun åbner den forsigtigt. Små, gullige benstumper. Det er hendes mælketænder. Emaljen er krakeleret på de fleste. Og hun bliver pludselig overvældet af en tristhed. Hun havde faktisk glemt det, at det var hende, der gemte på minderne fra sin barndom. Tænderne, tegningerne, tusindmetermærkerne, alt det, der har ligget i en arkivkasse på Grys loft i over tyve år.

Loftsvarmen er kvælende. Hun har set nok, og hun rækker ud efter låget, men netop da får hun øje på

toppen af billedrammen, der er klemt ned i siden af kassen.

Der står de med armene om hinanden. Hun og Gry og Aske i haven på Røde Port, solen i ryggen, og foran dem falder skyggerne. Det er en sommeraften, det må være den sidste sommer, for hun har sin turkise bikini på, ankelkæden. Kroppene er brune, håret hvidt af solen, røgen fra bålet i det gyldne aftenlys og stammetegninger fra flyveasken, der markerer, hvor de kommer fra, hvor de hører til. Smagen af salt hud og sorte snobrød, svalernes skrig og suset af frihed i børneflokken, den vilde hujen gennem markerne mod stranden, stråene mod benene og Grys hånd i hendes. Lyden fra Allans knallert, der nærmer sig. Og under brystet sommerfuglenes flaprende vinger, da det stille vand lukker sig om deres ranglede kroppe. Fodaftrykkene kaster lange skygger i det kølige, aftenrøde sand. I haven er duggen trukket over græsset. De høje stemmer, den sødlige, skarpe lugt af udåndet sprut, lurende, opfarende vrede. Og nattekulden kryber ind i knoglerne. Lyden af glas, der splintres i mørket, når op til sengene med de lilla lagner, den lange gang med alle værelserne.

Alt det, hun ikke rigtig husker, ikke længere ved.

Måske er det forestillinger fra mørket.

Neglens rids i ganen.

Den stribede kjole, gul og hvid som et bolsjepapir. Hun kan ikke være sikker.

Måske har hun glemt, at det, hun husker, blot var

noget, hun forestillede sig kunne ske? Noget, hun frygtede skulle ske? Eller ønskede? Forestillinger, hun skrev frem i sin dagbog?

Og et øjeblik er det, som om loftets fugtige planker giver efter under hendes fødder. Hun sætter sig ned på en plastkasse. Varmen får det til at dunke i tindingerne.

Følelser og forestillinger, hun har oversat til fik tive handlinger, fiktioner, som er gledet sammen og har lagt sig som et diset slør over det, der faktisk skete. Det, der kunne ske.

Hun drikker af vandflasken.

Og så ser hun ned på mormors dåse igen.

Det er, som om hun ikke evner det.

Hun evner jo faktisk ikke at passe på minderne. Det vidste mormor allerede dengang. Hun gemmer dem på et loft og glemmer dem i detaljen, blander dem sammen, blæser dem op eller lader dem glide ud i glemslen. Og tvivlen kryber ind i minderne, hun troede, hun med sikkerhed havde.

Det, hun ønskede, det, hun frygtede.

Og det er jo ikke bare hendes egen barndom. Også børnenes, der end ikke er slut endnu, har hun svært ved at huske.

Børnene, der rejser sig og går, det første ord, den første tand, der falder, dansen om træet, styrtet fra grenen, barnet, der vender sig og vinker på den første skoledag. Og hun husker, at hun har tænkt: Dette øjeblik kan jeg aldrig glemme.

Men alligevel ligger øjeblikkene allerede hulter til bulter, i en tåge, eller de er gået tabt, og det piner hende, for hun ved jo, at børnene har tænder og kan tale, at de hver morgen rejser sig og går i skole. Og måske er det derfor, hun gentager de samme fortællinger igen og igen, for at prøve at huske dét, som ingen længere husker om hende, som hun ikke husker selv. Og hver gang er det, som om hun kommer til at skære historierne en smule til uden egentlig at ville det, at hun fortegner dem, til hun indser, at de muligvis grænser til løgne, og selv når hun gransker sin erindring, kan hun ikke længere finde tilbage til de oprindelige forlæg.

Hun hviler panden i sine hænder.

Kan man egentlig glemme så meget, at der ikke er mere tilbage af en selv? Af det, man var? Eller er hun blevet nødt til at glemme for at blive?

For at være. Dem.

Hvem er hun overhovedet uden dem? Uden børnene, uden Jeppe?

Hvem er hun overhovedet blevet til?

Og tanken om at skilles fra Jeppe rejser sig igen som et stort, uoverstigeligt bjerg foran hende, hun kan hverken komme uden om det eller hen over det, selvom hun snart har sorteret alle deres ting i bunker til højre og til venstre.

For hvem skal have børnenes tænder? Børnene, tænderne, huset. Tvivlen og ansvaret.

Hvis hun først har sagt det, kan hun ikke ikke sige, at hun vil skilles. Så er det sagt.

Der er pludselig tykke klumper i loftrummets varme, fugtige luft, og de får hende til at hive efter vejret i stød. Hun møver sig ind mellem de stablede plastkasser, til hun akkurat kan nå den lange, rustne jernhaspe på det gamle skråvindue, skyder den op på det yderste hul og hiver den friske luft ned i lungerne. Hun står lidt og ser op i den blå firkant af himmel.

Der er heller ingen grund til at dvæle mere ved det nu.

I næste uge tager de til Toscana, og det plejer faktisk at bringe dem sammen, ferierne sydpå. Den sidste lange tid, hvor Jeppe har haft travlt med at skrive, har trods alt også været helt særlig, det skællende udslæt og den dårlige ryg, de indestængte udfald, han ikke har kunnet holde tilbage. Men nu er bogen sendt til tryk, og han har fået den forskningsartikel afsted, som han har arbejdet på hele sommeren, synes at have lagt pladsen, han ikke fik, i regeringens ekspertudvalg, bag sig.

Hun hiver den friske luft dybt ned i lungerne, må også se at komme videre nu.

Hendes telefon ringer i tasken, og hun maser sig hen langs de stablede kasser. Igen er det Aske. Det er for meget, hun orker ham ikke, trykker opkaldet ud.

Så lægger hun låget på arkivkassen og overvejer et øjeblik, om hun skal tage den med sig, før hun resolut sætter den tilbage i reolen og svinger sin taske over skulderen.

Mona trækker døren til loftsrummet i bag sig og låser, går forsigtig tilbage ad de glatte gulvplanker mod døren til bagtrappen. Først da hun er halvvejs nede ad den smalle trappe, kommer hun i tanke om det åbne loftsvindue. Hun sukker og går tilbage, låser loftsrummet op og møver sig ind mellem kasserne.

Der løber lidt vand ud fra vinduesrammen, da hun trækker vinduet i. Den dumpe lyd af vand, der rammer pap. Hun skubber til tårnet af plastkasser under vinduet og får øje på en gammel flyttekasse skudt ind under den skrånende væg. Pappet er mørkt af fugt på den ene side, og hun stirrer med mistro ned på skriften hen over den øverste flap.

Hendes hjerte begynder at hamre. Og hun overvejer et øjeblik at lade, som om hun ikke har set den, gå ud og låse døren bag sig igen. Men hun ved, at hun bliver nødt til at åbne den. Hun skubber til plastkasserne, så hun kan få fat i håndtaget, og trækker flyttekassen fri, sætter sig på hug og slår flapperne op.

Hun står i den tomme gildesal.

Hun har den gul- og hvidstribede sommerkjole på. Hun poserer, kigger ind i kameraet.

Det er dig, der gør det ved mig.

Gulvbræddernes varme under fodsålerne, solen i huden, saltet efter badeturen, der niver i de små hår på ryggen. Ridsen fra neglen i ganen. Filmen trækkes frem inde i kamerakassen, og hun hæver armene op over hovedet, strækker kroppen, til hun letter.

- Nå, hvordan ser det ud herinde?

Det giver et sæt i Mona, da Grys overbo står i døren bag hende, og hurtigt lukker hun flapperne ned over kassen og kommer op at stå.

- Fint, fint, alt er godt, alt er tørt. Tungen føles stor i hendes mund. - Ja, det er, fordi Gry er bortrejst, så lovede jeg lige at tjekke heroppe.

Han ser op og ned ad hende. Og hun er sikker på, han kan se, at han har taget hende i at snage.

- Ja, jeg kan godt huske dig. Mona, ikke? Du boede da sammen med Gry, da jeg flyttede ind. Det må så være firetyve år siden nu. Hold da kæft. Han slår en høj latter op ad de fugtige plankevægge. - Det var dengang, vi var unge!

Mona nikker og smiler.

- Der er eddermame orden på sagerne herinde, hva’?

Han gør store øjne over mod reolen, så læner han sig mod karmen og krydser armene over brystet, som om han har tænkt sig at blive stående i den åbne dør, som om han kun lige er begyndt.

Luften er kvælende.

Og kjolen snurrer rundt og rundt som en paraply, gul og hvid, de små hår på ryggen, den salte hud, og kroppen bliver let. Blikket, der holder hende fast. Blikket, der forvirrer. Blikket, der opmuntrer hende.

Hun er ikke længere et barn.

- Det er jo sindssygt, så meget vand der kom i nat, det var der jo ingen, der kunne forudse. Ingen.

- Nej, de bliver mere og mere voldsomme, skybruddene. Mona lirer det af sig, mærker det fugtige pap mod

læggene, kan ikke få det til at hænge sammen, hvorfor flyttekassen står på Grys loft.

- Sådan har det sgu altid været! Nu er der bare nogle, der er begyndt at råbe klimaforandringer, og så skal vi alle sammen gå rundt og have dårlig samvittighed. Men ved du, hvem der skal have dårlig samvittighed?

Det skal alle de nærigrøve, der stemte imod at få fikset det gamle lortetag. Naboen peger opad med tommeltotten. - Jeg siger dig, du, hele min fucking pladesamling er totalskadet, Nirvana, Iggy Pop og koncertalbummet med Slade, han kaster med hovedet mod loftsrummet inde ved siden af.

- Ja, det er da godt nok surt. Mona lader tonefaldet gå ned og slår ud med armene i en beklagende bevægelse, forsøger at slutte samtalen.

- Hold da kæft, det er klummert heroppe, hva’?

Naboen løfter T-shirten op over maven og kører den hen over ansigtet.

- Jep! Nu rækker Mona ud efter sin taske og tager telefonen op, kigger demonstrativt på uret.

Naboen sukker og retter sig op, banker med knyttet hånd mod væggen.

- Storskrald kalder!

Så forsvinder han ned ad gangen i sine svuppende gummistøvler.

Mona løfter op i flyttekassen, mærker tyngden. Den må næsten have stået der siden midten af firserne, dengang lejligheden var hans. Hun er nødt til at få den ned i bilen. Gry opdager nok ikke, den er væk.

Hendes fødder skrider ud til siden på de fugtige gulvplanker under vægten fra kassen, lædersandalernes glatte såler, og hun ridser armene på de ru brædder, den snævre køkkentrappe, pappet, der skærer sig ind i fingrene.

Da hun parkerer foran huset, står Jeppes cykel op ad rækværket. Hun beslutter at lade flyttekassen stå i bilen og lægger et tæppe hen over den. Aske ringer igen. Hun lukker bagsmækken i og tager telefonen.

Det er sommer på Røde Port, et fritidskollektiv på Langeland. Den kolde krig lakker mod enden, verden er i opbrud, og de voksne drømmer stort og fester sent. Imens driver børneflokken igennem døsige dage og utrygge nætter, og vennerne Aske, Gry og Mona forsøger at navigere på kanten af teenageårene og i et voksende kaos omkring dem.

Flere årtier senere har de tre barndomsvenner selv svært ved at finde meningen med det hele.

De kan ikke lande i deres parforhold, i deres familieliv. Eller i sig selv. Men da den sidste fatale sommer på Røde Port begynder at trænge sig på igen, rykker de tre venner sammen og bliver atter hinandens bolværk mod det frie fald.

En fortælling om børn, der bliver tidligt voksne, og voksne, der ikke kan slippe fri af barndommen.