Issuu

POSTKORT FRA EN MORDER

Af samme forfatter :

En helt normal familie, roman 2019

Gode naboer, roman 2020

En familietragedie, roman 2021

Et løfte om tavshed, roman 2023

GERNINGSSTED SKÅNE

Gravsted, krimi 2025

POSTKORT FRA EN MORDER

Krimi

På dansk ved Henrik Andersen

Postkort fra en morder er oversat fra svensk af Henrik Andersen efter Vykort från en mördare

Published by agreement with First Edition Management

Denne udgave: © Alpha / Gutkind Forlag A/S, København 1. udgave, 1. oplag 2026

Omslagsdesign: Simon Lilholt, Imperiet Sats: Lymi DTP-Service

Trykt hos ScandBook UAB ISBN 978-87-7239-329-2

Printed in Lithuania 2026

Denne bog er beskyttet af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder fx, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst & Node.

alpha er en del af gutkind forlag a/s Læderstræde 9, 1. • DK-1201 København K gutkind.dk • gutkindforlag • gutkind_forlag info@gutkind.dk

I MØRKET

Mørket sænker sig hurtigere, end hun havde troet. Skumringen erobrer himlen, og dunkle skygger svæver over det sorte vand. Hun burde være vendt om tidligere. Nu er hun nødt til at skynde sig for at nå hjem, før det bliver helt sort.

De eneste lyde er det skvulpende vand og hendes egen forpustede vejrtrækning. Luften er kold i halsen, næsen løber. Hun kommer til at træde på en gren og kaster et hurtigt blik over skulderen.

Hun er alene på den smalle sti, omgivet af buske og krat. Foran hende ligger vejen som en livline i det tætte mørke, og hun følger den meter for meter.

Hun skimter en lysning, hvor det tynder ud i bevoksningen. Skuldrene synker, og hun drager et lettelsens suk. Hun vil snart have passeret den dunkle strækning.

Der er ikke noget at være bange for. Hun ser bare spøgelser.

Da hører hun en lyd inde fra krattet. En skikkelse træder ud af mørket mellem buskene.

Hun styrter af sted. Hjertet hamrer i brystet, hver eneste

vejrtrækning svider. Foran hende er der lys, bag hende dundrende skridt.

Hun ved ikke, hvem der jagter hende. Hun ved bare, at hun er nødt til at flygte. Da hun ser sig tilbage, får hun et glimt af et par sorte gummisko. Hun hører arrig hundeglam.

Hun råber på hjælp, skriger af lungernes fulde kraft. Hvorfor lyttede hun ikke til sin mavefornemmelse?

Hun ser ikke roden, før det er for sent. Hendes fod bliver hængende midt i et skridt, og hun falder forover på stien. I sidste øjeblik får hun hænderne frem og tager af med dem, da hun lander på jorden. Skridtene bag hende kommer nærmere.

Da klokken næsten var ti lørdag formiddag, mente Edith Persson, at det måtte være nok. Hun fandt støvsugeren frem og slæbte den hen over tærsklen til sin snorkende mands soveværelse.

Folke lå på ryggen i sengen med munden på vid gab. “Bare fem minutter mere.” Han vred sig på madrassen, gryntede og snøvlede.

“Melodikrydsordet begynder om et kvarter.”

Edith havde klippet krydsogtværsen ud af morgenavisen og spidset den gule blyant. Da programmet begyndte, sad ægteparret som sædvanligt bænket ved radioen i køkkenet, og det lykkedes dem endnu en gang at løse de drilagtige opgaver.

“Gik det godt i går?” spurgte Edith, da programmet var slut.

“Jo. Der var pænt med folk.”

Fredag aften havde Folke spillet på et værtshus i Skurup. Det var det, han gjorde nu: underholdt på restauranter, barer og andre beværtninger på Søndersletten. Han skulle allerede på den igen i aften.

“Skat.” Folke lagde armen om hendes t alje. “Jeg elsker dig.”

Han kyssede hende på kinden.

“Er du sikker?”

“Jeg har aldrig været mere sikker.”

Han smilede og kyssede hende igen.

Edith havde en varm følelse i maven, da hun kort efter trak de hjemmesyede gardiner fra og kiggede ud. “Uf, det blæser. Nu er indkørslen igen fuld af blade.”

Folke rejste sig omgående op. “Jeg går ud og fejer.”

Imens gav Edith sig i kast med køkkenet: vaskede op, tørrede af og støvsugede. Folke havde en enestående evne til at spilde krummer overalt.

Med jævne mellemrum løftede hun gardinet til side og kiggede ud. Der skete ikke så meget i Skegrie, den lille landsby nordvest for Trelleborg, som havde været Edith og Folkes hjem de seneste fyrre år. Der var en skole, en kirke og en gammel landhandel. Vejen uden for Perssons køkken var som oftest mennesketom. Af og til gik folk forbi med hunde, der svinede grøftekanterne til, og sommetider drønede en fartbølle igennem byen. Men der var som oftest fred og ro.

Da Edith satte kartofler over til frokosten, hørte hun stemmer uden for vinduet og kiggede hurtigt ud. Jenny, deres genbo, stod på gaden, klædt, som om hun var femogtyve og ikke halvtreds, i en fiks bluse, rød jakke og knækort nederdel. Kunne det være Folke, hun talte med?

Edith ilede ud ad døren med hjertet oppe i halsen, men forstod hurtigt, at det var falsk alarm. Folke stod i bunden af indkørslen og arbejdede med fejekosten. Han lod ikke engang til at have opdaget Jenny, men holdt omgående op med at feje, da han så Edith.

“Hvor skal du hen?”

“Jeg vil bare tjekke postkassen,” sagde Edith og gik forbi ham.

“Det er længe siden, de holdt op med at uddele post om lørdagen,” sagde Folke.

Edith bøjede sig ned bag den store kirsebærlaurbær i udkanten af grunden, så hun ikke kunne ses ude fra vejen. Hun kunne skimte Jennys silhuet gennem hækkens grene og blade, men stadig ikke se den mand, genboen talte med. Han havde en mild basstemme og sagde, at alt ville blive godt på et tidspunkt. Gad vide, hvem han var? Havde Jenny nu slæbt en ny fyr med hjem? Den lille tøjte.

Jenny Grahn og hendes familie var flyttet ind i huset på den anden side af vejen for fem år siden. Hendes mand, Tommy, havde brugt al sin fritid på at gennemrenovere det smukke, gamle landsbyhus til uigenkendelighed, mens parrets to drenge havde drevet deres uvæsen med bolde, stave, udborede knallerter og forfærdelig musik på høj lydstyrke. I begyndelsen af sommeren havde Jenny smidt sin mand ud og hyret et byggefirma, der færdiggjorde renoveringen, men grunden lignede stadig en byggeplads.

“Jeg må hellere gå, før min kone kommer,” sagde den fremmede mand.

Havde han en affære? Edith måtte bare have et glimt af ham. Hun gik rundt om hækken og hen mod postkassen.

“Goddag,” hilste manden. Jenny Grahn nikkede kort, og Edith forsøgte ikke at virke alt for nysgerrig.

Det var en høj og statelig fyr, der så overraskende sympatisk ud. Han var iført et billigt jakkesæt, mindede lidt om en forsanger i et danseband og var sikkert femten år ældre end

Jenny. Hun havde åbenbart en svaghed for de grå tindingers charme.

Stemningen var lidt akavet, både Jenny og den fremmede mand blev tavse, og Edith gik hurtigt hen til postkassen og stak hånden ned i den.

Der lå faktisk noget dernede. Et lille postkort. Hun fiskede det op uden at se på det og skyndte sig tilbage til huset. Da hun var kommet ind i entréen, blev hun stående på dørmåtten og studerede kortet.

Det var et helt normalt postkort med et fotografi af en kirke på forsiden. Der var hverken frimærker eller poststempel. Havde nogen selv lagt det i deres postkasse?

Postkortet var adresseret til hendes mand, Folke Persson, adressen var korrekt, og på bagsiden i feltet, hvor man kunne skrive sin hilsen, havde nogen tegnet et kors og skrevet datoen 30/10 1994.

Det var i morgen. Søndag.

Edith kom til at gyse. Der var noget uhyggeligt ved det hele: kirken, det lille kors og dateringen. Den mindede om dødsdagen på en gravsten.

Gunni Hilding fortrød. Det var ikke det her, hun ledte efter.

Hun sad i en skindsofa på baren Tre Lyktor i det centrale

Trelleborg og forsøgte at få orden på sine tanker, mens coverbandet i hjørnet spillede buldrende rockmusik.

Det var Kerstin, hendes moster, der havde anbefalet stedet. Eller måske mere præcist: Kerstin havde i ugevis tudet Gunni ørerne fulde med, at hun burde gå ud og møde nogle mennesker – det ville sige mænd – og Tre Lyktor var en af de få barer, der lå i den lille provinsby.

“Du er nødt til også at tænke på dig selv,” havde Kerstin sagt.

Det havde været et tungt efterår. Gunni havde konstant været bekymret for sin lillesøster.

Hun tømte sin Trocadero-sodavand og så sig om i lokalet. Foran hende sad en gruppe mænd i forskellige aldre og hang ved et blackjackbord. Krøllede hundredlapper blev skiftet ud med kulørte jetoner, og ekstatiske glædesudbrud med tab og fortvivlelse. Et muntert slæng dansede i røgtågerne med ølflasker og glas i hænderne, og et nyforelsket par kyssede og krammede i en sofa.

Nej, det var virkelig ikke, hvad Gunni længtes efter. Hun følte sig tværtimod ensom. Følte sig udenfor. Hun havde det i grunden godt med at være en betragter, der holdt sig på sidelinjen, selv om der også var stunder – indimellem hele dage – hvor tomheden og længslen gravede store huller i hendes bryst. Men barer? Tant og fjas? Det savnede hun ikke. Det ville være mere end nok, hvis nogen bare holdt om hende en gang imellem.

Hun stillede sin sodavand fra sig og skulle til at rejse sig op, da en mand med topmave og dårligt strøget hawaiiskjorte kom dinglende hen til hende.

“Har du lyst til at danse?”

Han lignede en fyr, der altid var blevet valgt som den sidste til fodboldkampene i skolegården. Gunni fik omgående ondt af ham.

“Jeg ved ikke rigtig.” Hun skævede til det lille dansegulv foran bandet, hvor to kvinder nu svingede rumpen og hårpragten, mens en rødmosset mand dansede tango med en vinflaske.

“Kom nu!” råbte hawaiiskjortemanden i larmen fra forvrængede guitarer og falske sangstemmer.

Gunni ville ikke være uvenlig, men hun havde virkelig ikke lyst til at danse.

“Jeg er lidt træt,” sagde hun og gabte.

“Sludder, natten er ung.”

Manden trak i hende. Hans tykke pølsefingre klemte om hendes arm. Lige lovlig hårdt, lige lovlig påtrængende.

Gunni trak armen til sig. “Jeg sagde jo nej.”

Manden gav slip og stirrede overrasket på hende. “For fanden, nu genkender jeg dig. Du er strømer, er du ikke?”

Gunni behøvede ikke at sige noget. Mandens blik blev usikkert, han svajede, vendte sig om og ravede igennem den røgfyldte bar.

Gunni tog frakken på og gik. Der måtte være bedre måder at møde nye mennesker på. Hun ville sidde ned og tale sammen, lære nogen rigtig at kende. Det måtte gerne tage lidt tid. Jo, hun kunne da også godt tænke sig at danse, men ikke under de her omstændigheder.

Hun stoppede op uden for baren, sagde farvel til dørmanden og besluttede så at gå en tur forbi sin søsters tomme villa. Fra den ene dag til den anden havde hele familien været væk. Gerd, Karl-Fredrik og deres sønner, Benjamin og Isak, havde været sporløst forsvundet. Menigheden hævdede, at man ikke vidste, hvad der var blevet af dem, og myndighederne stod på bar bund. Det var, som om Gerds familie var blevet opslugt af jorden.

Gunni gik hen til hoveddøren og bankede på. Selv om hun vidste, at det var nyttesløst, fortsatte hun rundt om villaen og kiggede ind ad alle vinduerne. Der var ingenting tilbage. Ingen møbler, ingen genstande. Ingen Gerd.

Kort før midnat tog Gunni en taxa fra Stortorget til sin mosters gård uden for Klagstorp, hvor hun var havnet efter at være blevet udelukket af Jehovas Vidner for femten år siden. Hun lå længe og vendte og drejede sig under dynen og bankede på den hårde pude, mens hun forsøgte at lade være med at tænke på noget. På et tidspunkt måtte hun være faldet i søvn, for da hun vågnede, strømmede morgenlyset ind ad tagvinduet. Moster Kerstin bankede på døren og råbte hendes navn.

“Der er telefon til dig.”

Gunni satte sig op og gned øjnene. Så fik hun fart på. Det

var sjældent, at nogen ringede til hende. Hun småløb hen over gårdspladsen og stolprede ind i køkkenet, hvor den trådløse telefon ventede på bordet.

“Hallo, det er Gunni,” sagde hun, mens hun forsøgte at skjule, at hun var forpustet.

“Pa. Hilding, jeg har brug for din hjælp.”

“Valter?”

Chefen for Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet lød stresset. Hun havde ikke talt med ham i flere måneder, efter at hun havde afslået hans tilbud om en fast stilling i kriminalpolitiet. “Har du mulighed for at komme med det samme?”

“Ind på gården?”

Gunni førte hånden op til brystet. Hun var stadig søvndrukken.

“Jeg befinder mig ved kirken i Fuglie,” sagde Valter. “Ved du, hvor det er?”

Hun forstod ikke, hvad han talte om. Handlede det her om et tjenstligt ærinde? Gunni havde haft gode grunde til at takke nej til at arbejde for Valter i Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet. Hun ville ikke have en chef som Valter Roos, der hævdede, at han var progressiv og ansatte mange kvinder, men nægtede at lytte til dem, når det kom til stykket.

“Hvad drejer det sig om?” spurgte hun.

“Man har fundet en død person uden for kirken.”

Efteråret 1994. Et postkort havner i en postkasse på Søndersletten. Kortet forestiller en kirke, og på bagsiden er der noteret en dødsdato. Modtageren har kun få timer tilbage at leve i.

Efter sommeren har Gunni Hilding forladt kriminalpolitiet og er blevet rykket tilbage til ordenspolitiet. Hendes lillesøster, Gerd, der har levet et isoleret liv som medlem af Jehovas Vidner, er sporløst forsvundet, men Gunni er sikker på, at nogen ved, hvor hun er, og denne gang har Gunni ikke tænkt sig at svigte sin søster.

Da politiet i Trelleborg står over for sin hidtil mest komplicerede opgave, beder kriminalpolitiets chef, Valter Roos, Gunni om hjælp. Men er Gunni parat til at vende tilbage? Snart står det klart for de involverede, at det bliver en kamp mod tiden – og at flere liv er i fare.

POSTKORT FRA EN MORDER er andet bind i Mattias Edvardssons krimiserie om Gunni Hilding og Trelleborgs Politi.

Det er underholdning i særklasse fra første til sidste side, skrevet med en enorm og medrivende fortælleglæde.

BTJ-HÄFTET