I mit hus

MARIA HESSELAGER

MIT I HUS ROMAN GUTKIND

Af samme forfatter

Jeg hedder Folkví, 2021

Maria Hesselager i mit hus

I mit hus

© Maria Hesselager og Gutkind Forlag A/S, København 2026

1. udgave, 1. oplag, 2026

Omslag: © K Vang

Sat med Minion Pro hos LYMI DTP-Service

og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0343-2

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Tak til Autorkontoen, DSF arbejdslegater, Statens Kunstfond samt Hald Hovedgaard og Klitgården.

Tak Freja Lillevang, Luka Holmegaard og Mathias Dyhr.

En særlig tak til Emeli Bergman og Louise Kønigsfeldt.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag info@gutkind.dk

… Og altså hele tiden trække vejret. Hver dag stå op og rede håret. Rede sengen med en katolsk strenghed, trække et lagen hen over og ned om madrassen, så alt er holdt på plads. Kigge og vente, mens det bliver vinter. Tage tøj på og drage mod byen, nogle dage, hilse på folk på vejen, se sig selv udefra. Med en taske over armen. En fremmed kvinde bor alene helt ude mod skoven. Lukke øjnene for det, de tænker, de, som er: alle andre. Hvor kommer hun fra? Kan hun have mistet noget, hvorfor triste øjne? Eller matte? Om aftenen at trække gardinerne for for den massive nat og så alligevel af og til linde lidt på dem og stirre ud. Fra vinduet kan man se et par halvrådne æbler i græsset, så rækker lyset ikke længere, og mørket står som en mur. Der er en væg i Guds hårde hus, det har jeg altid vidst. Men at den væg skulle være her.

RUTH OM MORGENEN

Det er dag, i nat var jeg urolig. Boris bankede på her. Og inden da regnede det …

Jeg vil sige det sådan, at det silede ned, og at regnen på samme tid var lavmælt og intens. Jeg lå trofast vågen og lyttede, mine tanker og regnen skiftedes om pladsen, men så klarede det op, det stilnede af, en lille ø mellem to slags vejr, og jeg lå allerede vågen, da skreddet lød i gruset udenfor. Jeg lå i det stille mørke, midt mellem regnen og blæsten, og jeg ved snart ikke, måske var det gnavernes indhug på huset, der havde vækket mig til en start, måske var det regnen i sig selv, i hvert fald var der denne her utrolige silende regn, og så, pludselig, stoppede den helt, siden kom blæsten og overtog. Nu er der et ligesom uskarpt lys ude over de gulgrå enge og skoven. Jeg stirrer på rivens røde tænder, plasticen er falmet og nogle steder hvidlig, jeg trækker den kun langsomt gennem græsset, for der er ingen grund til at rive sammen i et skovbryn. Der er bare uroen og søvnløsheden,

følelsen af, at jeg måtte gå ud i den disede luft, stuen virkede klemt oven på natten og alle mine tanker, de maste mig ud, og da først jeg endelig stod her, greb jeg fat om riven, der lå væltet ned langs husmuren, vinden må have taget om den i nat, og da så jeg stod med den, begyndte jeg altså at rive. I hvert fald i nogen grad.

Mine gummistøvler gnaver, sokkerne har bevæget sig ned over anklerne, hurtigt blev hælene bare. Det er knysterne, der gnider mod den stive gamle plastic. Desuden har jeg natkjolen på, en af de få ting, jeg havde med hertil, da jeg kom, den er i kraftig hvid bomuld. Noget klosteragtigt, tænker jeg, hver gang jeg trækker i den, for jeg vasker den ustoppeligt og hænger den på tørresnoren ud mod engene, så den altid er knitrende ren, og så vejret hænger i den, ligesom med et pudevår. Et vindpust slår op under kjolen, her er koldt om benene, jeg samler bunken af våde smågrene op mellem hænderne. Længst inde mod skoven skifter jordbunden karakter, støvlerne synker ned, mosset næsten lyser, så grønt står det frem i den tykke hvide luft. Et øjeblik stopper jeg op og stirrer ind mellem fyrrestammerne, lægger alle lyde sammen, men der er ikke noget, der bevæger sig, andet end det, der altid bevæger sig i udkanten af en skov, og så slipper jeg grenene, ser dem gynge og dale ned mod kompostbunken.

Indenfor er der kommet gang i pejsen, jeg træder ud af gummistøvlerne og lader dem stå på den lille måtte. Uldsokker mod de brune plankegulve, kjolekanten blev lidt våd. Det er snart et år, jeg har boet i huset mellem engene og skoven. Og selvom kulden ligger i luften og kryber ind overalt, vinden hviner i krogene, er stuen varm og bleg i dagslyset, dagene glider over i hinanden, der lyder små smæld fra pejsen. Mens vandet i kedlen begynder at rumle, fejer jeg brødkrummer fra bordpladen ned i vasken og ser gennem stuen mod den flade horisont i vest. Høagtige græsarter, det tynde lag tåge ligger som en nedfalden sky. Vandet drypper fra hanen.

I nat, og nu er det blevet dag.

Stemningen vil ikke forlade mig. Regnen lød virkelig mild og imødekommende, og det var, inden han kom. Jeg tror, jeg lå vågen på forhånd, men nu er jeg blevet i tvivl: Er det noget, jeg selv lægger til. Der var en fred, og det regnede, først senere kom blæsten og tog i de høje fyrretræer. Med viskestykket mellem hænderne går jeg ud for at sikre mig, der ikke gemmer sig nogen på badeværelset, der ligger lidt for sig selv ned ad et trin, det er isnende derude, den punkterede rude dugger, klinkerne radierer kulde, fugt hænger i luften, også her, og med tilbageholdt åndedrag trækker jeg det falmede plasticforhæng fra og kigger ind i kabinen, hvor en lilla shampooflaske står alene på gulvet, et par af mine lange hår klæber til fliserne. Ikke andet. Inden jeg går, sætter jeg vinduet på haspe og ser mig i det ramme-

løse spejl, der holdes oppe af små spinkle sølvklips i klinkefugerne: kroget mund, en ren og høj pande, øjnene vil jeg gerne forbigå ... i det store og hele er mit ansigt ikke forandret. Kedlen fløjter hæst fra køkkenet, og jeg lukker badeværelsesdøren bag mig, hiver ekstra til, til hængslet falder i hak. Nu tager jeg et krus med rådyrmotiv ud fra køkkenskabet og sætter det fra mig på bordet, shys, siger jeg til den hvinende kedel og slukker komfuret.

Der går et sug tværs gennem livet.

Så er det mig, der er Ruth.

Det meste af tiden glemmer jeg, hvorfor jeg bor her, rutinerne sætter sig som en egen mening, men hvis telefonen for eksempel ringer, løber der en iling igennem mig, og jeg tager støvlerne på og stiller mig ud, til den har ringet færdigt, ud og ser på det tørre græs, måske jeg har nået at få kaffen med, måske jeg bøjer mig og rusker ukrudt fri langs huset, måske er solen kun lige ved at stå op, og den dag er himlen blå, sådan bliver jeg opslugt igen, pulsen falder, der er altid noget udenfor, et skræppende fugletræk, en frisk vind river i kinderne, selvom vi lever i den sidste tid, så meget er jeg sikker på. I marts hang der lange dryppende istapper fra grenene, og når jeg fraværende hælder den sidste sjat kaffe ud i busken ved døren, tænker jeg ikke længere over, hvorfor jeg gik ud, så er det bare tilbage ind i varmen, holde gang i pejsen, tænde radioen, tænde ovnen og bage

brød, alt efter hvad jeg ikke har fået gjort, gnide hænderne mod hinanden, mens støvlerne sparkes af.

Nu stirrer jeg ud. Engene, engene, spredte vækster, der for længst har bøjet for vinden. Der er noget tavst rugende i landskabet og et stigende antal grunde til at fare sammen. I nat var jeg vist allerede vågen, men jeg tror ikke, det var bange, jeg var. De kolde fødder, det akutte mørke … Der var denne her silende regn, så stoppede den, og nu er jeg ikke helt sikker på, hvad han egentlig ville. Jeg sætter mig i lænestolen, teen damper fra kruset, i den lave karm ligger bøger og flyder; det var noget af det, jeg elskede ved huset, da jeg så det første gang, karnappen her med det store endevægsvindue og karmen, hvor jeg kunne hvile mine fødder, for de var blevet trætte af at gå. Jeg læner mig forover og tænder to vokslys. Et træk fra vinduet får flammerne til at blafre med en knitrende lyd, jeg pakker et uldtæppe tættere om mig og lægger hænderne mod maven, lukker øjnene og lader det komme, for nu er det dag, men der skete noget i nat, det er svimlende, hvor træt jeg er omme bag ved uroen. Det er ikke det, der er så vigtigt. Han kom vel ud af velvilje. Det prikker bag øjenlågene, kroppen hælder mod søvnen, omme bag alting skinner et lys. Regnen udenfor var mild og venlig i det store mørke, som andre gange gør mig ængstelig. Hvis det er overskyet, som det var i nat, er alt et forskelsløst sorte, jeg kan ikke se min arm, hvis jeg strækker den ud foran

mig, og det kan få mig til at sætte mig op i panik, på grænsen mellem søvn og vågentilstand, klappe med hænderne ud til siden for at finde væggen, mens jeg ikke aner, hvor jeg er, om jeg er suget ind i en levende død. Engang skreg jeg, og skriget rungede dyreagtigt og hæst mellem husets vægge, hele resten af natten virkede stilheden, der fulgte efter, truende. Siden har jeg trukket en lampe hen til sengen til situationer som den, men ikke i nat, i nat tændte jeg den ikke, for mørket var mildt til en start. Mine åbne og lukkede øjne så det samme ingenting, uden det var noget problem. Jeg lå og lod tankerne flyde og var mærkeligt fattet, der er ting, man ikke tror, man skal gennemleve, før man rent faktisk gør det, jeg mærkede en slags styrke eller apati, det burde du have forudset, sådan tænkte jeg og mente mig selv. Eli gør, som Eli altid vil gøre, det er indlysende, i sagens natur, jeg burde have vænnet mig til det.

Først der begyndte lydene, og jeg lod dem blive del af mørket, indtil de kom tættere på. Indtil et skred i gruset meddelte sig som et stød ned gennem kroppen med en helt klar vished om, at det derude er et menneske, den slags lyde frembringer dyrene ikke, hvorfor? De sniger sig mere succesfuldt og er altid på jagt eller flugt. Jeg famlede mig frem til vinduet, et lille lys bevægede sig udenfor, så glidende, at det ikke var en lommelygte, ikke de hoppende sving, som menneskers gang frembringer, og tempoet også, det måtte være lygten på en

cykel. Uden at tænke mere, men måske et sted omme bagved at vide, at en voldsmand ikke ankommer på cykel, følte jeg mig ud af mit kammer og rundt gennem køkkenet til entréen. Der standsede jeg op bag døren og lyttede, nu var der skridt, et støtteben blev slået ned, hvem det end er, tænkte jeg, har han tålmodigheden til at parkere. Nu handler det om at stå stille. Hvem er den person, der kommer alene, alligevel var jeg ikke i tvivl om, det måtte være en mand. Der lød tre bank på min dør, lette, som hvis man kun bruger lang- og pegefinger, og tre bank igen, Ruth, sagde stemmen lavt, er du hjemme, Ruth. En fortrolighed i måden at bruge mit navn på. Der var stille en tid, der lød et par skridt ned ad stien, og lidt stilhed endnu, før jeg åbnede døren på klem. Luften var kold mod mit ansigt, en orange glød voksede og svandt i mørket og gav retning på stemmen, undskyld, sagde den, cigaretten blev knipset gennem luften. Jeg tændte den lille lampe uden på huset, det var på det her tidspunkt, at regnen lige var stoppet.

Boris?

Min stemme knirkede. I lyset stod min ene udlejer, han var rank og kiggede ned.

Jeg tror nu nok, at jeg forstod. Men der er altid en forsinkelse og en uvished, en underligt nedarvet ting, at nu skal du ikke tage dig selv så højtideligt, hvem er du at tro. Og du er enogfyrre år. Samtidig usikkerheden, for han har vel en grund til at komme, og så på det

her tidspunkt, mennesker gør ikke noget fuldstændigt

umotiveret. Boris er ikke farlig. Hvad har jeg at basere det på, i bund og grund, en god mand? Vistnok også håbefuld, hvorfor er han ellers her, klokken er, jeg kigger på mit ur, halv fire om natten. Kom ind, siger jeg, og idet han går forbi mig i den smalle entré, kan jeg lugte cigaretterne og alkohol. Han siger undskyld igen, men blikket er klart, han siger ikke mere, stopper ligesom bare op midt i stuen og lader det være mit ansvar, at han er kommet ud af ingenting, står og svajer en smule. Jeg sætter vand over, lukker døren ind til kammeret og den uredte seng, lugten af søvn, så tænder jeg radioen, en lav klaversonate fra det attende århundrede strømmer ud og fylder stuen.

Det er blevet koldt, siger jeg og tænker over natkjolen, jeg trækker i en sweater, der hænger over en stol. Boris står som en toårig på gulvet, han brummer en bekræftende lyd, det mørke hår ligger fladt og vådt mod hans pande. Hænderne langs siden er knyttede, men ikke på nogen truende måde, langt mere som en, der koncentrerer sig så meget, at han til sidst er gået i stå helt uden blik for sig selv. Hans eneste tydelige udsagn synes at ligge i at være dukket op midt om natten, besøget i sig selv er også en art sprog, nu håber han, det er tilstrækkeligt. Jeg lægger tørrede urter i sien og sænker den ned i den tunge støbejernskande.

Vil du ikke sidde ned?

Bladene falder sammen under det kogende vand, han nikker, jo tak, siger han, han trækker sin våde jakke og handskerne af og sætter sig på det yderste af skibsbriksen. Først nu ser han sig tilsyneladende rundt. Der ligger bunker af papir på det udslåede chatol, noter, åbnede og uåbnede breve, en gammel avis, ting, der bliver skubbet sammen med det største ark nederst og så ellers opefter, små løse objekter på toppen såsom en blyant eller en hårelastik. Bøgerne i vinduet, hist og pist et par lysestager, på udvalgte steder nogle farverige kludetæpper, jeg med stort besvær har hjembragt fra genbrugspladsen. På væggen er der blege felter, hvor familiefotoene plejede at hænge, deres blikke var ikke til at holde ud, forknytte landbrugsblikke, tænkte jeg, der var en strenghed, der vågede i rummet, når jeg gumlende stod ved køkkenbordet og kiggede rundt.

Korset har jeg også pillet ned og forsigtigt lagt i en skuffe, som en dukke, man lægger i seng. Men møblerne er de samme, som da jeg overtog huset, det almueblå spisebord, som jeg har trukket voksdugen af, med fire ranke almueblå træstole om sig, briksen og lænestolen står fortsat placeret over for hinanden nede i karnappen, hvor Boris har sat sig, lænestolen på skrå, så man kan se ud over engene.

Du kan bare smide en kævle på.

Fra køkkenbordet nikker jeg mod brændebunken ved siden af pejsen, mens jeg fumlende løfter tekanden og to små kopper med guldkant.

Boris samler hænderne bag hovedet og læner sig bagud mod væggen i det, der virker som en meget afslappet gestus hans tavshed taget i betragtning. Han er hverken en udpræget pæn eller grim mand, men nok alligevel lidt tættere på grim. Ansigtet er rødmosset, en anelse kuldesprængt hen over næsen og det øverste af kinderne, det hårde arbejde under åben himmel ses mest i huden, som allerede er furet, det er ikke slemt. Han er ikke hærget. Hænderne er store og brede, så jeg før, da han lidt ubeslutsomt sad med den lille kop, inden han uden at drikke af den satte den fra sig i karmen, neglene var tykke og riflede. Han ser mod vinduets sorte flade, jeg har smidt et nyt stykke brænde i pejsen, det faldt tungt ned over de ulmende gråorange gløder, og asken dryssede, asken slog op i luften, den landede i et fint lag på metalgulvet under. Kun en enkelt gullig rund porcelænslampe lyser sammen med flammerne. Det er en tanke, jeg længe har haft, at oplyste rum ødelægger natten, det er, som om lyset ændrer på lyden, og alt går hen og bliver voldsomt. Jeg trækker fødderne op under mig og nipper til min te, mens jeg studerer Boris’ bortvendte ansigt, de træk, jeg kan skelne. Bagved ligger musikken og gør det næsten muligt at opfatte det som naturligt, to mennesker behøver ikke tale.

Hvad er historien med huset, spørger jeg alligevel efter lidt tid, selvom jeg kender den. Først flytter kun blikket sig, så drejer han hovedet imod mig.

Min fars familie, siger han på en underlig lad måde.

Jeg lå og lod tankerne flyde og var mærkeligt fattet, der er ting, man ikke tror, man skal gennemleve, før man rent faktisk gør det, jeg mærkede en slags styrke eller apati, det burde du have forudset, sådan tænkte jeg og mente mig selv. Eli gør, som Eli altid vil gøre, det er indlysende, i sagens natur, jeg burde have vænnet mig til det.

Tre kvinders liv yderst på en tange knyttes sammen af deres forhold til den samme mand, vinbonden Eli, og hans tyste bror, Boris. Felia er Elis kone, Annie ankommer for at skrive en spionroman, mens Ruth forsvinder, tilsyneladende sporløst. Romanen bevæger sig mellem kvinderne i en frit forbundet prosa om relationer, magt og afhængighed, og om at formes gennem fortællinger, ens egne og andres.