Hovedstrømninger i det 19. aarhundredes litteratur

HOVEDSTRØMNINGER

I DET 19DE AARHUNDREDES LITTERATUR

BIND 1

Georg Brandes HOVEDSTRØMNINGER

I DET 19. AARHUNDREDES LITTERATUR

HOVEDREDAKTION: JENS BJERRING-HANSEN

BIND 1

DET DANSKE SPROG- OG LITTERATURSELSKAB GUTKIND

Georg Brandes: Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur BIND 1

1. udgave, 1. oplag, 2026

© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Gutkind Forlag A/S, København 2026

Omslag: © Marlene Diemar / Imperiet

Forsidemaleri: Christian Krohg, Georg Brandes (1879), Skagens Museum

Hovedredaktør: Jens Bjerring-Hansen

Filologisk redaktion: Jeppe Barnwell, Elise Iuul, Gert Posselt, Nicolas Reinecke-Wilkendorff samt medvirken af Lars Buhl Mountwell Hansen og Ida Marie Klahn

Studentermedhjælpere: Gustav Valdemar Strange, Asger Berndsen, Sarah Elisabeth Clement

Toftager og Ida Salling-Jensen

Den trykte udgave: Lasse Seistrup Holst, Finn Gredal Jensen og Oliver Svejdal Bernsen (studentermedhjælper)

Tilsyn: Flemming Lundgreen-Nielsen og Per Øhrgaard

Sat med Janson hos PBJ Grafisk og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0967-0

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Georg Brandes: Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur er udgivet af forlaget

Gutkind og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet.

Gutkind Forlag Læderstræde 9, 1. DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

Indhold

BIND 1

Selskabets forord 7

Jens Bjerring-Hansen og Lasse Horne Kjældgaard: Introduktion 9

Georg Brandes: Emigrantlitteraturen 15

Georg Brandes: Den romantiske Skole i Tydskland 165

Georg Brandes: Reactionen i Frankrig 359

Georg Brandes: Naturalismen i England 531

BIND 2

Georg Brandes: Den romantiske Skole i Frankrig 7

Georg Brandes: Det unge Tydskland 307

BIND 3

Torben Jelsbak: Brandes før Hovedstrømninger 7

Per Dahl: Hovedstrømningers teksthistorie 25

Torben Jelsbak: Emigrantlitteraturen 55

Anna Sandberg: Den romantiske Skole i Tydskland 87

Anders Engberg-Pedersen: Reactionen i Frankrig 125

Robert William Rix: Naturalismen i England 151

Carsten Meiner: Den romantiske Skole i Frankrig 185

Adam Paulsen: Det unge Tyskland 211

Jens Bjerring-Hansen: Om udgaven 243

Personregister 247

Selskabets forord

Selskabets forord

Næppe noget værk i dansk litteratur- og kulturhistorie har haft samme gennemslagskraft som Georg Brandes’ Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur. Ikke blot skabte værket – og de forelæsninger der lå til grund for det – epoke i Danmark, det gav også genlyd i Europa. Omkring 1900 var værket, med den tyske forfatter Thomas Manns ord, »det unge, intellektuelle Europas bibel«.

Det var værkets europæiske, og endda globale, betydning der stod i centrum for forsknings- og udgivelsesprojektet Digitale Hovedstrømninger . Projektet, der løb i årene 2016-2019, blev ledet af professor Lasse Horne Kjældgaard (Roskilde Universitet) og finansieret af Carlsbergfondet.

Centralt i Digitale Hovedstrømninger stod udarbejdelsen af en tekstkritisk udgave af Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur, den første af sin art. Dette arbejde blev varetaget af et hold af filologer og IT-eksperter på Det Danske Sprog- og Litteraturselskab under ledelse af lektor Jens Bjerring-Hansen (Københavns Universitet). Udgaven, der er forsynet med indledninger, kommentarer og tekstkritiske noter, er tilgængelig på georgbrandes.dk, hvor også en række af Digitale Hovedstrømningers øvrige forskningsbidrag kan læses.

Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur er imidlertid ikke alene et stykke skelsættende litteraturhistorie, men også litteratur i egen ret. Derfor har det været et stort ønske for Det Danske Sprog- og Litteratur selskab at den nye udgave ikke alene skulle udkomme digitalt, men også være tilgængelig i den trykte bogs mere læsevenlige form. Forlaget Gutkind var heldigvis indstillet på at indgå i samarbejdet om denne opgave.

Bestyrelsen vil gerne rette en tak til Jens Bjerring-Hansen for også at stå i spidsen for denne fase af det store udgivelsesarbejde og til Lasse Seistrup Holst og Finn Gredal Jensen for deres grundige og kompetente korrekturlæsning. Endelig vil vi gerne takke Carlsbergfondet for at støtte

også denne afsluttende del af Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs

udgivelse af Georg Brandes’ Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur

København, marts 2026

Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Johnny Kondrup, formand

Simon Skovgaard Boeck · Dorthe Duncker · Camilla Zacho Larsen · Erik

Skyum-Nielsen · Helle Vogt

Karen Skovgaard-Petersen, direktør

Introduktion

Jens Bjerring-Hansen og Lasse Horne Kjældgaard

»Det er en af de bøger, der sætter et svælgende dyb mellem igaar og idag«, skrev Henrik Ibsen til Georg Brandes fra Dresden (brev fra den 4. april 1872) efter at have læst det første bind af Hovedstrømninger, begyndelsen på en dristig bedrift, som det tog forfatteren næsten tyve år at fuldføre. Brandes’ store fortælling – med den fulde titel: Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur – om den europæiske litteraturs udvikling i 1800-tallet blev fremført mundtligt for et stort publikum på Københavns Universitet og løbende udgivet i seks bind fra 1872 til 1890. Det er førsteudgaverne af disse bøger, som aldrig tidligere er blevet genoptrykt, der ligger til grund for nærværende udgave.

Hovedstrømninger var en skelsættende begivenhed i samtidens kultur, ikke blot i Danmark, men efterhånden også på globalt plan i kraft af oversættelser (tysk, engelsk, russisk, kinesisk mv.) samt Georg Brandes’ voksende tilstedeværelse og betydning som offentlig meningsdanner. Hovedstrømninger blev en slags visitkort, eller en introduktionsskrivelse, der gav Brandes adgang til talrige nationale offentligheder. Omkring år 1900 var han en af Europas førende intellektuelle, både som litteraturforsker og -formidler, kulturkritiker og politisk aktivist.

På grund af værkets mange dagsordener og lag er dets gennemslagskraft mangefacetteret. Inden for litteraturforskningen anses Brandes for en pioner i den sammenlignende litteraturvidenskab. Skønt hans komparative metode senere i det 20. århundrede mødte kritik for at være overfladisk og uakademisk, har de seneste årtiers fokus på »World Literature« skabt en fornyet interesse for hans store geografiske rækkevidde og hans tværnationale blik. Bemærkelsesværdige er også Brandes’ tværfaglige synspunkter, herunder ikke mindst hans tro på naturvidenskabelige metoders og anskuelsers relevans for kulturvidenskaberne (positivisme og darwinisme). Han lod sig stærkt inspirere af den franske tænker Hippolyte Taines (1828-1893) positivistiske

litteratursyn, men i sin historieopfattelse forblev han samtidig et barn af Hegels dialektik. Hvor Taine forsøgte at forklare litteraturen ud fra langsigtede, deterministiske træk ved nationen og kulturen, orienterede Brandes sig utålmodigt i langt højere grad mod et ønske om dramatisk brud og fornyelse. Som litteraturforsker var Brandes’ ambition at anvende sin disciplins værktøjer i store sagers tjeneste, fremme af frihed, fred og modernitet. I den danske debat udfordrede han konstant national snæversynethed og arbejdede for at etablere en dialog mellem nationer og kulturer. I en større geografisk kontekst var han med til at sætte ikke bare Danmark, men hele den skandinaviske region på det globale litterære landkort. Alt dette blev muliggjort af udgivelsen af Hovedstrømninger.

Georg Morris Cohen Brandes voksede op i en sekulær, borgerlig jødisk familie i København. Denne baggrund gav ham fra begyndelsen et dobbeltblik: en oplevelse af fremmedgjorthed i samfundet, men samtidig et kosmopolitisk udsyn, der gjorde den moderne jøde særligt disponeret for kritik og opposition. I april 1870, efter succesfulde universitetsstudier forankret i tidens idealistiske, filosofiske og æstetiske dogmer, rejste Brandes gennem Europa på en dannelsesrejse med stop i Paris, London og Schweiz samt et længere ophold i Italien. Han forlod Danmark som det unge håb på den litterære og akademiske scene. Tidligt var han blevet dr.phil. og havde ellers lagt an til en lysende akademisk løbebane. Efter hjemkomsten indledte han i efteråret 1871 forelæsningsrækken om Hovedstrømninger . Som Torben Jelsbak har bemærket i et af de essays, som kan læses i nærværende bind, fulgte Brandes’ rejse udadtil den klassiske borgerlige dannelsesromans struktur, men den resulterede imidlertid ikke i den forventede forsoning med samfundet ved hjemkomsten. Tværtimod blev han undervejs – ikke mindst gennem mødet med John Stuart Mills sekulære utilitarisme i England og den lidenskabelige renæssancekultur i Italien – radikaliseret og genfødt som en aktivistisk kritiker, der var klar til at bruge litteraturen som et våben mod sit fædrelands moralske doktriner. Forelæsningerne blev et tilløbsstykke, men skabte også stor virak og afsporede Brandes’ universitetskarriere. Hans angreb på samfundets støtter – kristendommen, patriotismen og patriarkatet – bragte ham i en prekær situation, der nægtede ham både fastansættelse og adgang til pressen i datidens konservative kulturelle klima. Som en fri og uafhængig intellektuel uden fast tilknytning til institutioner forfulgte Brandes derefter en karriere som kritiker, journalist, forfatter og offentlig foredragsholder, fra 1876 til 1883 med base i Berlin, hvor han gradvist udvidede sin læserskare ud over de radikale liberale cirkler og ud over Skandinavien. I 1890 afsluttede han endelig sin litteraturhistorie med udgivelsen af Det unge

Tyskland , og på det tidspunkt var han mere en europæisk intellektuel end en dansk akademiker.

»Den sikreste maade, hvorpaa en begyndende dansk Forfatter kan slaa sit Navn fast, er endnu den Dag i Dag ligesom for 24 Aar siden den, at skrive et eller andet imod mig«, erklærede Brandes selvbevidst i 1895 (Politiken, den 2. marts 1895). I en dansk kontekst er disse ord stadig gældende i dag, hvor Brandes fortsat vækker stærke følelser og ytringer i den offentlige debat som en af de få overlevende stemmer fra det 19. århundrede. Han har formået at skabe splittelse, lige siden han første gang trådte op på talerstolen i auditorium 7 i Københavns Universitets hovedbygning den 3. november 1871 kl. 18.00 og indledte sin forelæsningsrække. I sig selv er dette en bemærkelsesværdig præstation. Han gav stemme til en åndsretning i Danmark, som stadig inspirerer og ægger til modsigelse. Samtidig har de lokale opstandelser over forelæsningerne haft en tendens til at overskygge selve det litterære værk og dets enorme og komplicerede internationale efterliv.

Selvom Hovedstrømninger oprindeligt var tænkt som et indgreb i den lokale danske kultursituation, var det en meget større, europæisk historie, Brandes fortalte: historien om de store nationale – de franske, tyske og engelske – litteraturer, deres særlige træk, deres indbyrdes relationer og deres modtagelighed over for impulser fra udlandet. Hovedemnet var en sammenligning af udviklingen i fransk, tysk og engelsk litteratur siden oplysningstiden. Hovedstrømninger kan læses som et stykke komparativ litteraturhistorie, men også som litteratur i sin egen ret, udfoldet med en eksplicit dramatisk komposition (»et Drama i sex Acter«) og i en klar og gnistrende prosa. Ved at opfatte skønlitteraturen som et produkt af tidsånden skildrer værket det 19. århundredes europæiske kulturhistorie. Brandes kunne begejstre, provokere og udfordre med sine store fortællinger, der skabte mening og debat og retning. Han flettede litteraturens udvikling sammen med idéernes og følelsernes historie og forbandt den med landenes og hele verdens udvikling. For Brandes favnede det dynamiske og uhåndgribelige begreb »strømning« nemlig ikke blot tidens store intellektuelle idéer, men også hele det følelsesmæssige spektrum af stemninger og sensibiliteter, hvilket set med nutidens øjne gør ham til en pioner inden for litterær følelseshistorie (»history of emotions«). Med et rationalistisk-emancipatorisk udgangspunkt (»Troen paa den frie Forsknings Ret og paa den frie Tankes endelige Sejr«) skildrer værket, hvordan romantikken i det tidlige 19. århundrede nedbrød det 18. århundredes idéer om fornuft og frihed og endte i en politisk reaktion, som atter blev overvundet af en revolutionær ånd omkring 1848.

Desuden formåede Brandes’ Hovedstrømninger altså at kombinere forskning med engageret kulturkritik. Værket adresserer de europæiske

hovedlandes (litteratur)historie, men også tidens provinsielle danske åndsliv. Brandes benyttede anledningen til igen og igen at lange ud efter samtidens danske litteratur og kultur, som han betragtede som virkelighedsfjern og tilbagestående. For det danske publikum var det tænkt som lærerig læsning: »Jeg tror, at vi kan drage en Lære for os af dette store Drama. Vi er nu som sædvanligt en Fyrretyve Aar tilbage for Europa«, skrev Brandes og gjorde brug af det nationale »vi«, som tydeligt fremstår som værkets modtager. Danmark fremstod for Brandes som exceptionelt i en europæisk kontekst, men i negativ forstand. »Intetsteds Europa over saa exalterede Idealer og ikke mange Steder et plattere aandeligt Liv«, lød en af hans domme. Så var den polemiske tone slået an, og med den vandt Brandes talrige tilhængere, men også mange indædte modstandere. Dermed havde han yderligere defineret en rolle for sig selv i det nationale drama: som den, der især skulle anspore forfatterne til handling og overtale dem til at skrive på en måde, der var tættere på virkeligheden og mere engageret i samtiden. Med sin vidtfavnende horisont og sin skarpe sans for det aktuelle – for, hvor det i samtiden virkelig brændte på – talte han ind i tidens centrale konflikter, bl.a. vedrørende forholdet mellem kønnene, religionens magt og akademisk frihed. Han ville opfordre dem til at »sætte problemer under debat«, et udtryk, der straks blev en kliché – og stadig er det den dag i dag. Ved at gøre dette indvarslede Brandes en ny æra i Danmark, »Det Moderne Gennembrud«, som han senere ville kalde det. På den europæiske litterære scene var værket derimod et afgørende element i etableringen af en nordisk bølge, som satte sit præg på årtierne omkring 1900, i høj grad promoveret af Brandes.

En af forfatterne fra det moderne gennembrud, Nobelpristageren Henrik Pontoppidan, fortæller i romanen Lykke­Per (1898-1904) om »den europæiske Kulturbølge«, som Brandes (i romanen portrætteret som dr. Nathan) havde været med til at lede ind over landet. Bølgen havde skabt »en række revolutionerende Digtere, Videnskabsmænd og Politikere«, samtidig med at den »ogsaa paa det rent praktiske Omraade« havde »fremkaldt et Gennembrud af ung og dristig Handlekraft, der søgte sig Tumleplads« (Lykke­Per, bd. 5: Hans store Værk, 1901:3). Det sidste skal romanens berømte hovedperson, den ingeniørstuderende Per Sidenius, kun ses som ét ud af talrige tilfælde af. Det understreger omfanget af det moderne gennembrud, som var meget mere end et litterært fænomen. Begrebsmæssigt var det en paraplykategori, der omfattede en række moderniseringsprocesser samt en vedvarende og tættere kontakt med omverdenen, især inden for kultur, handel og videnskab. Brandes nåede ud til et langt større og mere internationalt publikum, end nogen dansk humanistisk akademiker har formået før eller siden. Hans

værker er blevet oversat til 17 sprog, og alene Hovedstrømninger udkom i hans levetid på dansk, tysk, engelsk, russisk, polsk, jiddisch og japansk, mens enkelte bind i serien også blev udgivet på finsk og fransk. Efter hans død er værket også udkommet på spansk og kinesisk. I en sen statusopgørelse pralede forfatteren: »Jeg har mine læsere i Europa, Asien og Amerika« (i  Social­Demokraten, den 22. november 1924). Nu havde han fornemmet en ny og vanskelig opgave for sig selv, som kom til udtryk i forordet til den japanske udgave af Hovedstrømninger (1915): »Hovedstrømninger indledtes med en Genfortælling af den gamle Fabel om Ræven og Storken. Værket ville aabne de forskellige europæiske Nationers Blik for hinandens Fortrin, anrette Rævens Retter paa Storkens Bordstel og omvendt. Nu har Fabelen fundet en videre Anvendelse. Det vil nu for Hovedstrømningers Forfatter gælde, om han har anrettet europæisk Aandsnæring på saadan Maade, at den lader sig tilegne med japanske Spisepinde« (citeret efter optrykket i Politiken, den 23. juli 1915). Hvor værket først havde forsøgt at sammenligne og binde europæiske kulturer sammen, forstod Brandes nu, at det handlede om at fremme en interkontinental dialog. Denne udvidelse af horisonten var en afspejling af en igangværende udvikling, hvor kulturer, kriser og krige blev globaliseret. Første Verdenskrig (1914-1918) var et presserende eksempel på dette, og Brandes’ kritiske engagement i konflikten gjorde ham til en global aktør, hvis kommentarer til den løbende udvikling konstant var efterspurgt i alverdens aviser.

Brandes’ berømmelse var imidlertid også i høj grad bundet til hans specifikke æra. Som offentlig taler turnerede han konstant, og alene i 1912 holdt han foredrag i 42 europæiske byer. Gennem sin journalistik og sine aviskritikker forstod Brandes at gøre sig relevant for det nye og hurtigt bevægende mediemiljø. Men lige så vigtigt lykkedes det ham som taler, journalist og forfatter at nå de yngre generationer på tærsklen til globaliseringens og verdenskrigens århundrede. Da Brandes døde, sagde den tyske forfatter og nobelprismodtager Thomas Mann, at Hovedstrømninger omkring 1900 havde været en »Bibel« for Europas unge intellektuelle (Politiken, den 20. februar 1927). Og Brandes var en ægte europæer, ja, »den Gode Europæer«, som han blev kaldt af den tyske filosof Friedrich Nietzsche, hvem Brandes havde ’opdaget’ og populariseret omkring 1890 (brev fra Nietzsche til Brandes, Nice, den 2. december, 1887).

Hovedstrømninger var et pionerværk og i international sammenhæng især på to områder: som et væsentligt bidrag til formuleringen af en moderne europæisk identitet og som en innovativ indsats i udviklingen af litteratur videnskabens internationalisering. Begge bestræbelser er relevante for den globaliserede nutid, hvor både faglige traditioner og

geopolitiske konstella tioner er under pres og i forandring. Og aktuelle begivenheder har i det store og hele underbygget Brandes’ forvaltning af sine dobbeltroller: som akademiker og som »intellektuel« – et begreb, han som den første intro ducerede på dansk i 1899 i forbindelse med sit engagement i Dreyfus-affæren, og som indfangede hans egen placering i grænselandet mellem kunst, videnskab og aktivisme – samt som dansker og verdensborger. En aktivistisk etos underbygger og forener alle disse kapaciteter. Betragtet både som en akademisk præstation og som en kritisk intervention i samtidens kultur er Hovedstrømninger s indflydelse og arv vidtrækkende og dybtgående. Det er grunden til, at denne nye udgave af teksten nu ser dagens lys. Den ledsages af et bind med introducerende essays skrevet af en række Brandes-kendere: om Hovedstrømningers bio grafiske baggrund, den overordnede struktur og de enkelte bind – med ønsket om at give både nye og erfarne læsere et solidt overblik og åbne nye veje ind i Brandes’ værk.

Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur

Forelæsninger holdte ved Kjøbenhavns Universitet i Efteraarshalvaaret 1871

Emigrantlitteraturen

|Hr. Professor H. Brøchner tilegnes dette Skrift med Taknemmelighed og Venskab af Forfatteren.

»Ein wächserner Hausgötze, den man ausser Acht gelassen hatte, stand neben einem Feuer, worin edle campanische Gefässe gehärtet wurden und fing an zu schmelzen.

Er beklagte sich bitterlich bei dem Elemente. Sieh, sprach er, wie grausam Du gegen mich verfährst. Jenen giebst Du Dauer, und mich zerstörst Du!

Das Feuer aber antwortete: Beklage Dich vielmehr über Deine Natur; denn ich, was mich betrifft, bin überall Feuer.«

Forord

FORORD.

Disse Forelæsninger have vakt en ufortjent Opmærksomhed, som af deres Forfatter kun kunde betragtes som smigrende og kjærkommen, ifald de ikke samtidigt i adskillige Kredse havde fremkaldt en mindst ligesaa ufortjent Uvillie, under hvis Tryk det ikke er let at arbeide i et saa lille Samfund som vort. For at fjerne hvad der i denne Uvillie skriver sig fra Misforstaaelser, fra Fordreielser og Overdrivelser, forsætlige og uforsætlige, har jeg mod min tidligere Bestemmelse besluttet mig til at udgive disse Forelæsninger saa hurtigt efter at de ere holdte, for idetmindste ikke at blive ilde omtalt for hvad jeg ingensinde hverken har sagt eller ment.

G. B.

Indledning INDLEDNING.

Idet jeg begynder denne Række af Foredrag, føler jeg en Trang til at anmode om Deres Overbærenhed. Det er første Gang jeg taler fra dette Sted, og jeg medbringer alle Uerfarenhedens Mangler. Mine Evner og mine Kundskaber ere lige ufuldkomne. Meget af hvad der herved kan støde Dem vil, tænker jeg, blive rettet ved Tid og Øvelse. Med Hensyn derimod til mine Grundanskuelser, mine ledende Principer og Ideer forlanger jeg ingen Overbærenhed som helst. Hvad der i denne Henseende maatte støde Dem, vil ikke blive forandret. Jeg anseer det for en Pligt og for en Ære at hylde de Principer, til hvilke jeg bekjender mig, Troen paa den frie Forsknings Ret og paa den frie Tankes endelige Seir. Efter disse faa Ord, sagte eengang for alle, udbeder jeg mig Deres Opmærksomhed for hvad jeg har at sige.

Den centrale Gjenstand for disse Foredrag er den Reaction, som det 19de Aarhundrede i sine første Aartier førte mod det 18des Litteratur og | denne Reactions Overvindelse. Denne historiske Begivenhed er efter sit Væsen europæisk og kan kun forstaaes ved en sammenlignende Litteraturbetragtning. Det er derfor en saadan jeg vil forsøge, idet jeg bestræber mig for paa eengang at forfølge visse Hovedbevægelser i den tydske, franske og engelske Litteratur, som i dette Tidsrum ere de vigtigste. Den sammenlignende Litteraturbetragtning har den dobbelte Charakter at nærme det Fremmede til os saaledes, at vi kunne tilegne os det, og at fjerne vort Eget fra os saaledes, at vi kunne overskue det. Man seer hverken hvad der ligger Øiet altfor nær eller altfor fjernt. Den videnskabelige Litteraturbetragtning rækker Dem ligesom en Kikkert, hvis ene Side forstørrer og hvis anden Side formindsker. Det gjælder om at bruge den saaledes, at vi med den corrigere det naturlige Syns Illusioner. Hidtil have de forskjellige Nationer i litterær Henseende staaet hinanden temmelig fjernt og kun i ringe Grad vist sig i Stand til at tilegne sig hinandens Frembringelser. Vil man have et Billede af Forholdet som det er eller var, maa man tænke sig den gamle Fabel om Ræven og Storken. De husker, at Ræven bød Storken til Gjæst, men den anrettede alle de lækre Sager, den frembar, paa en flad Tallerken, saaledes at Storken med sit lange Næb næsten Intet kunde faae fat paa. De husker ogsaa, hvorledes

Storken hævnede sig. Den | anrettede sine flydende og faste Spisevarer i en høi langhalset og smalhalset Vase, hvori vel Storkens lange Næb, men ikke Rævens spidse Snude kunde trænge ned. Saaledes have i lange Tider de forskjellige Nationer vexelvis været Ræv og Stork for hinanden. En stor Del af det æsthetiske Studiums Opgave er og har været at anrette Storkens Kjøkken paa Rævens Service og omvendt.

Et Folks Litteratur fremstiller, naar denne Litteratur er fuldstændig, dets Anskuelsers og Følelsers hele Historie. Store Litteraturer, som Englands og Frankrigs, indeholde saaledes et tilstrækkeligt Antal Documenter, til at man ud fra dem kan bestemme, hvorledes det engelske og franske Folk i enhver historisk Periode har tænkt og følt. Andre Litteraturer, som f. Ex. den tydske, der først ret begynder midt i forrige Aarhundrede, ere formedelst deres Ufuldstændighed meget mindre interessante. Endnu mere gjælder da dette om en saa sen Litteratur som vor egen. At studere det danske Folks hele Følelsesliv igjennem den er ikke muligt; dertil har den altfor store Lacuner. Der gives lange Tidsrum i vor Litteratur, der ikke have givet sig tilkjende ved noget poetisk eller psychologisk Manifest eller Mindesmærke af nogen Betydning. Er der ellers i saadanne Tider blevet tænkt og følt, saa vides det ikke nu. Men dernæst har det været vort lille og afsidesbeliggende Fædrelands Uheld, at | det ikke paa første Haand har frembragt nogen stor europæisk Aandsbevægelse. Vi have ikke givet Stødet til de store Forandringer, vi have undergaaet dem, naar vi ellers have undergaaet dem. Vi faae f. Ex. Reformationens Ideer fra Tydskland, Revolutionens fra Frankrig. Vor Litteratur er som et lille Kapel i en stor Kirke, den har sit Alter, men Hovedalteret findes ikke her. Altsaa ikke nok med, at der er Tider, om hvilke man ikke veed, hvorledes man da har tænkt og følt; der er Tider, hvor man har tænkt og følt men paa anden Haand, svagere og mattere end andensteds. Saaledes skeer det da undertiden, at een af de store europæiske Bevægelser naaer os, en anden ikke. Eet Løsen griber os, et andet ikke. Ja undertiden, naar vi slet ikke have været med i Actionen, hvis brede Bølger først naaede vore sandede Kyster som flade og matte, hændes det, at vi komme med i Reactionen.

Et saadant Tilfælde troer jeg har fundet Sted i dette Aarhundrede. Det har været mig paafaldende, og det er dette Indtryk som har foranlediget mig til de Undersøgelser, som ville blive Gjenstand for mine Foredrag.

De vide Alle, hvilken uhyre revolutionær Bevægelse, der i Slutningen af det 18de Aarhundrede brød ud over Verden, og hvilke Følger den andensteds medførte i Politik og Litteratur. Nu vel! denne Bevægelse er jo i alt Væsenligt slet | ikke naaet til os. For at tage et Exempel: eet af Revolutionslitteraturens Slagord var den frie Tanke. Men denne frie Tanke, der andensteds optraadte i saa dristige Former og hidførte saa gigantiske Resultater, kommer til os

kun i den ynkeligt afblegede Form af theologisk Rationalisme. Hegel har sagt de smukke Ord: »Saalænge Solen stod paa Firmamentet, og saalænge Planeterne dreiede sig om Solen, var det ikke blevet seet, at Mennesket havde stillet sig paa den rene Tanke, man kunde sige stillet sig paa Hovedet og havde søgt at omforme og opbygge hele Virkeligheden efter sit Hoved. Alle tidligere Revolutioner havde havt locale Formaal, først denne vilde omskabe Menneskeheden.« Man kan ikke nægte, at vi Danske iagttog Decorum, vi stillede os ikke paa Hovedet. Men da nu denne mægtige Action, fremkaldt af den menneskelige Tankes Seirsbevidsthed, den rene Tankes Fanatisme, som enhver stor Strøm, der gaaer over sine Bredder, havde fremkaldt Modforholdsregler og Reaction, da kom vi med i Reactionen. I alle vore litterære Bevægelser i dette Aarhundredes Begyndelse, i Oehlenschlägers Poesier, i Grundtvigs Prædikener, i Mynsters Taler og Ingemanns Digte er der et stærkt Element af Reaction mod det 18de Aarhundrede. At en saadan Reaction kom, var berettiget og naturligt. Men hvad jeg vilde forsøge at vise Dem som uberettiget og unaturligt, det | er, at denne Reaction endnu vedvarer hos os saalænge efter at den andensteds forlængst er ophørt og overvunden. Lad os forstaae hinanden. Reaction som saadan er langtfra eet med Tilbageskridt. Langtfra! Tvertimod! en sand, supplerende, corrigerende Reaction er Fremskridt. Men en saadan Reaction er kraftig, kort og stagnerer ikke. Efter i nogen Tid at have bekjæmpet den foregaaende Periodes Excesser, efter at have fremdraget, hvad den trængte tilbage, optager en følgende Periode den foregaaendes Gehalt, forsoner sig med den og fortsætter dens Bevægelse. Dette er hvad her ikke er skeet. Naar en Stok er bleven bøiet til een Side, gjør man den ret ved at bøie den til den anden Side – men man bliver ikke ved dermed. Hin Reaction mod det 18de Aarhundrede fortsætter sig sendrægtigt, trevent, med Afbrydelser, men den synes ikke at ville tage nogen Ende, og Følgen er, at vor Litteratur er sunken sammen i en Døs, der snart begynder at forundre os selv. Det er derfor jeg fik Lyst til at skildre Dem, hvorledes en Reaction ja den samme Reaction andensteds har faaet Ende.

Hvad jeg vil skildre Dem er en historisk Bevægelse, der ganske har et Dramas Charakter og Form. De sex forskjellige Litteraturgrupper, som det er min Agt at fremstille for Dem, have fuldstændig Charakteren af sex Akter i et stort | Drama. I den første Gruppe, den franske af Rousseau inspirerede Emigrantlitteratur, begynder Reactionen, men her ere de reactionære Strømninger endnu overalt blandede med de revolutionære. I den anden Gruppe, Tydsklands halvkatholske romantiske Skole, er Reactionen i Stigen, den gaaer videre, den holder sig fjernere fra Friheds- og Fremskridtsbestræbelserne i Samtiden. Den tredie Gruppe endelig, som dannes af Forfattere

som Joseph de Maistre, som Lamennais i dennes orthodoxe Periode, som Lamartine og Victor Hugo i den Tid, hvor de under Restaurationen endnu vare Legitimisternes og de Clericales bedste Støtter, betegner den heftige, den triumpherende Reaction. Byron og hans Omgivelser danne den fjerde Gruppe. Denne ene Mand frembringer Omslaget i det store Drama. Den græske Frihedskrig udbryder, et frisk Pust farer hen over Europa, Byron falder som Helt for den græske Sag og hans Heltedød gjør et uhyre Indtryk paa alle Continentets Forfattere. Kort før Julirevolutionen slaae da alle Frankrigs store Skribenter om, de danne den femte Gruppe, Frankrigs romantiske Skole, og den nye liberale Bevægelse betegnes ved Navne som Lamennais, Hugo, Lamartine, Musset, George Sand o. m. fl. Og da nu Bevægelsen fra Frankrig gaaer over til Tydskland, seire de liberale Ideer ogsaa i dette Land, idet den sjette og sidste Gruppe af Forfat|tere, jeg vil skildre, inspireres af Frihedskrigens og Julirevolutionens Ideer og, ligesom de franske Digtere, i Byrons store Skygge see Frihedsbevægelsens Fører. De vigtigste af disse unge Forfattere ere som Heine, Börne og senere Auerbach af jødisk Afstamning.

Jeg troer, at vi af dette store Drama kunne uddrage en Lære for os selv. Vi ere nemlig denne Gang som sædvanlig en 40 Aar tilbage for Europa. For længe siden har i hine store Hovedlandes Litteraturer Revolutionsstrømmen optaget sine Bifloder og sprængt de Diger, der opkastedes paa dens Vei, den er bleven ledet ind i Tusinder af Canaler. Vi arbeide endnu paa at standse den og opholde den i Reactionens Sump. Men vi have kun opnaaet at standse vor Litteratur.

Det vil vel neppe være vanskeligt at opnaae Enighed om, at den danske Litteratur ingensinde i dette Aarhundrede har befundet sig i en saadan Hendøen som i vore Dage. Den poetiske Production er saagodt som fuldstændigt standset, og intet Problem af almindelig human eller social Natur formaaer at vække nogen Interesse eller fremkalde anden Discussion end Dagspressens og Døgnlitteraturens. En stærk original Productivitet have vi ikke nogensinde besiddet, nu er en næsten fuldstændig Mangel paa Tilegnelse af fremmed | Aandsliv traadt til, og den aandelige Døvhed har som Døvheden hos den Døvstumme medført Stumhed.

Det, at en Litteratur i vore Dage lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat. Saaledes sætter f. Ex. George Sand Ægteskabet under Debat, Voltaire, Byrons og Feuerbach Religionen, Proud’hon Eiendommen, den yngre Alexander Dumas Forholdet mellem de to Kjøn og Emile Augier Samfundsforholdene. At en Litteratur Intet sætter under Debat er det samme som, at den er ifærd med at tabe al Betydning. Det Folk, som frembringer den, kan da længe nok troe, at al Verdens Frelse vil komme fra det, det vil see sig skuffet i sin Forventning; det bliver ikke mere et saadant Folk, som

styrer Udvikling og Fremskridt, end Fluen gjorde det, da den mente at drive Vognen frem, fordi den nu og da gav dens 4 Heste et ubetydeligt Stik.

I et saadant Samfund kan mange Dyder være bevarede, det krigerske Mod f. Ex., men disse Dyder kunne ikke holde Litteraturen oppe, naar det intellectuelle Mod er sunket og forsvundet. Al stagneret Reaction er tyrannisk, og naar et Samfund efterhaanden har udviklet sig saaledes, at det under Frihedens Maske bærer Tyranniets Træk, naar der til den offentlige Ytring af enhver hensynsløst frisindet Anskuelse eller Skildring er knyttet en Adgangsformening fra Selskabet, fra den agtede Del af Pressen, fra en stor Del | af Statens Embeder, saa vil der naturligvis udfordres langt ualmindeligere

Betingelser end ellers til at danne den Art Evner og den Art Charakterer, paa hvilke i et Samfund Fremskridtet beroer. Ifald et saadant Samfund nu udvikler en Art Poesi, da kan man ikke altfor meget undres over, at dens væsentligste Indhold bliver det at forhaane Samtiden og skamme den ud. En saadan Poesi vil atter og atter kalde Samtidens Menneske Usling, og man vil maaskee opleve, at de Skrifter, som berømmes og kjøbes mest (Ibsens »Brand« f. Ex.) blive dem, i hvilke Læseren først med en Art Rædsel, senere med en Art Vellyst ret maa føle, hvilken Orm han er, hvor ussel og hvor modløs. Man vil maaskee ogsaa opleve, at Ordet Villie bliver Stikordet for en saadan Slægt, at den raaber med Villies-Dramer og Villies-Philosophier. Man forlanger det, man ikke har. Man raaber paa det, som man bitrest savner. Man raaber med det, hvorefter Efterspørgslen er størst. Men man vilde trods Alt tage feil, ifald man pessimistisk mente, at der i en saadan Slægt var mindre af Mod, Besluttethed, Begeistring og Villie, end i Gjennemsnittet af saamange andre. Der er lige saa meget Mod og Frisind, men der behøves mere. Thi naar Reactionen i en Litteratur trænger de nye Tanker tilbage, og naar det Samfund, af hvilket den er udgaaet vel at mærke ikke, som det engelske f. Ex., daglig har | maattet høre sig beskyldt, forhaanet ja forbandet for sit Hykleri og sin Convenients, men tvertimod er overbevist om sin Frisindethed og dagligt i den Anledning faaer et Røgelsekar svunget under sin Næse, da udfordres der hos dem, der maaskee ellers kunde bibringe Litteraturen nyt Blod, særegne Egenskaber og særegne Vilkaar. En Soldat behøver intet ualmindeligt Mod for at turde skyde paa Fjenden dækket af en Jordvold, men har man først ført ham saa slet, at han ingen Dækning finder, da undre man sig ikke over, at Modet forgaaer ham.

En Combination af forskjellige Aarsager har bevirket, at vor Litteratur i ringere Grad end de større har arbeidet i Fremskridtets Tjeneste. Selv Omstændigheder, der have begunstiget Udviklingen af vor Poesi, have her været os i Veien. Jeg vil saaledes fremhæve et Træk af Barnlighed i Folkecharakteren. Vi skylde denne Egenskab vor Poesies næsten enestaaende

Naivetet. Naivetet er den i eminent Forstand poetiske Egenskab og man gjenfinder den hos næsten alle vore Digtere fra Oehlenschläger over Ingemann og Andersen til Hostrup. Men Naivetet er ikke nogen revolutionær Tilbøielighed. Jeg vil dernæst fremhæve vor Litteraturs stærkt abstracte Idealisme. Den handler ikke om vort Liv, men om vore Drømme. Denne

Idealisme har som Idealismen og Virkelighedsskyen i alle Litteraturer sin Aarsag i, at | vor Poesi udviklede sig under en politisk ussel og nedbrudt

Tilstand som en Art Trøst i den reale Gjenvordighed, som en Art aandelig Erobring, der skulde trøste for de materielle Tab. Men den har bevaret en sørgelig Mangel som Minde derom.

Det hænder undertiden den Danske i Udlandet, at en Fremmed efter nogle Samtaler om Danmark retter det Spørgsmaal til ham: »Hvorledes kan man lære Deres Lands Bestræbelser at kjende? Har Deres Samtids

Litteratur udviklet en eller anden haandgribelig og letfattelig Type?« Den Danske vil være i Forlegenhed med Svaret. De vide Alle saa omtrent, hvilken Art og Klasse af Typer det var, som det 18de Aarhundrede testamenterede til det 19de. Lad os nævne et Par af Hovedrepræsentanterne for et enkelt Lands Vedkommende, for Tydsklands. Der er Nathan den Vise, Oplysningsperiodens Ideal, det vil sige Tolerance, ædel Humanitet og gjennemført Rationalisme. Man kan neppe sige, at vi have fastholdt dette Ideal eller ført det videre, som det f. Ex. skete i Tydskland ved Schleiermacher og siden ved saa mange Andre. Det er Mynster, som var vor Schleiermacher, men De veed, hvilken Afstand der er mellem Schleiermachers Liberalitet og hins Orthodoxi. Og Skridt for Skridt have vi fjernet os fra Rationalismen uden at optage den eller føre den videre. Clausen var een Gang dens Ord|fører, men han er det ikke mere. Heiberg følges af Martensen og Martensens »Speculative Dogmatik« afløses af den »Christelige Dogmatik«. I Oehlenschlägers

Digtninge hersker endnu et rationalistisk Pust, men Oehlenschlägers og Ørsteds Slægt avler Kierkegaards og Paludan-Müllers

Det 18de Aarhundredes tydske Litteratur overgav os endnu mange andre poetiske Idealer. Der er Werther, Sturm- und Drang-periodens Ideal, det vil sige Naturens og Lidenskabens Kamp mod det vedtægtsmæssigt ordnede Samfund, fremdeles Faust, selve den nye Tids og dens Erkjendelses Aand, der, utilfreds med hvad Oplysningsperioden har indvundet, aner en høiere Sandhed, en høiere Lykke og en tusindfold høiere Magt, der er dernæst Wilhelm Meister, den humane Dannelses Type, der gaaer Livets Skole igjennem og fra Lærling bliver til Mester, som begynder med at jage efter Idealer flygtende fra Livet, men som ender med at finde Idealet i Virkeligheden og for hvem disse to Betegnelser smelte sammen. Der er Goethes Prometheus, som lænket til sin Klippe udtaler Spinozas Philosophi

i begeistrede og sublime Rhytmer. Der er endelig Marquis Posa, Revolutionens ægte Incarnation, Frihedens Apostel og Prophet, Type for den Slægt, der gjennem Oprøret mod alle domfældte Traditioner vilde gjøre Fremskridtet muligt og Menneskeheden lykkelig. |

Det er med saadanne Typer bag sig, at vor danske Litteratur begynder. Fører den dem videre? Man kan ikke sige det. Thi hvorpaa vilde Fremskridtet beroe? Det beroer paa hvad der siden skete. Det er ikke blevet trykt i denne Form, men jeg skal fortælle Dem det. En skjøn Dag, da Werther som sædvanlig gik og fortvivlet sværmede for Lotte, faldt det ham ind at Baandet mellem Albert og hende dog betød altfor lidt, og han erobrede hende fra Albert. En skjøn Dag blev Marquis Posa træt af at præke Frihed ved Philip den 2dens Hof for Tyrannens døve Øren, og han jog ham sin Kaarde gjennem Livet –, og Prometheus reiste sig fra sin Klippe og ryddede Olympen, og Faust, som var sunket i Knæ for Jordaanden, bemægtigede sig hans Jord og undertvang den med Damp, med Elektricitet, med methodisk Forskning. Lad os see, i hvilken Skikkelse vor begyndende poetiske Litteratur første Gang giver sig Form. Denne Skikkelse er Aladdin og Aladdin vil sige Poesiens og Naivetetens Ret til at være og Ret til at seire. Det er en Poesi om Poesi, Poesien som hævder sin egen Ret, Poesien som seer sig selv i Speil og undrende skuer sin egen Skjønhed, Noget hvormed den ikke kan blive ved under Straf af at blive en slap og vellystig Narcissus. Og endnu et Træk: Aladdin er Geniet, og med den guddommeligt begavede Aands hele su|blime Dristighed detroniserer Oehlenschläger Faustfiguren, gjør Faust til en Noureddin og lader denne Faust ende som en Wagner. Jeg tilbageholder ethvert Udbrud af min næsten uindskrænkede Beundring for dette Digt og fortsætter kun min Tankegang. Aladdin er Geniet, men hvad Art Geni? Hvad er det for Genier, paa hvilke dette Billede passer? Paa Aander maaskee som Oehlenschläger selv eller som hans Samtidige Lamartine, men visselig ikke paa Aander som Shakspeare, som Leonardo, som Michel Angelo, Beethoven, Goethe og Schiller, Hugo og Byron, allermindst paa Napoleon, der maaskee mest umiddelbart har givet Anledning til Aladdin. Thi Geniet er ikke den geniale Lediggjænger, men den geniale Arbeider, og de medfødte Gaver ere kun Værktøiet, ikke Værket.

Saa følge Figurer som Oehlenschlägers nordiske Helteskikkelser, Hakon, Palnatoke, Axel, Hagbarth, Idealer af Kraft og Kjærlighed, der uden at være frembragte med en saadan Phantasiens Styrke, at de blive antike, dog staae Samtiden altfor fjernt til at have et virkeligt Forhold til den. I al deres Skjønhed ere de for abstracte og ideale til mere end ufuldkomment at afspeile den Tid, i hvilken de bleve til, og deres praktiske Virkning paa Sindene er allerede derved stærkt begrændset, at de jo forkynde sig som Fortids-Idealer.

Det er ikke den moderne Tids Sjæls|indhold som i dem bliver formet; med Bevidsthed skrues Psychologien tilbage og en Udrensning af alt egentligt og utvetydigt Moderne forsøges. Det er lærerigt at sammenligne dem med Heltene paa et samtidigt Theater, Victor Hugos. Disse staae maaskee poetisk tilbage. Men man føler stærkere Pustet af en ny Tid naar man seer Victor Hugos fnysende Plebeier skride over Scenen. Derfor blev ogsaa V. Hugos første Tragoedier allesammen forbudne af den bestaaende Regjering, Noget som aldrig er hændet een dansk, en Eiendommelighed, man kan udlægge efter sine Sympathier enten som Tegn paa vor Poesies rent digteriske eller som Tegn paa dens rent virkelighedsløse Charakter. Endnu ganske anderledes abstracte, ja saa at sige blodløse blive Typerne i en Litteraturgruppe, der slutter sig til Oehlenschlägers dramatiske Arbeider og behandler vor Middelalder, efter at hine have behandlet vor Oldtid. Jeg mener Ingemanns Romaner. Den Livserfaring og det Livsstudium, hvorpaa disse Bøger ere grundede, er yderst ringe. De beholde et andet Værd; men til Livet have de lidet eller intet Forhold, skjøndt de høre til de Bøger, der iøvrigt have havt størst praktisk Virkning. De tilhøre en fra Skotland indført uheldig og nu opgiven Genre, den historiske Roman, som frembragt af en fuldblods Tory var udgaaet fra en Aandstilstand, der havde alle sine Idealer i Fortiden ligesom vor. |

Paa en saadan Aandstilstand prelle alle Aarhundredets store Begivenheder af. Den græske Frihedskrig, hvis Udbrud andensteds giver Signalet til saa uhyre litterære Begivenheder, som i Frankrig og Tydskland bliver hele Skolers Bane og fremkalder nye Skoler, som bringer et helt Kuld af Forfattere til at slaae om og træde i Oppositionens Tjeneste, efterlader sig næsten intet andet Spor i Danmarks Poesi end hine berømte Linier i »Kong Salomon og Jørgen Hattemager«: »Hvad mener Hr. Baronen vel om Grækernes Affairer?« En Begivenhed som Revolutionen i Juli 1830 sætter sig hos saa djærv, saa liberal en Aand som Poul Møller intet andet Minde end hint forresten saa smukke og saa charakteristiske Digt »Kunstneren mellem Oprørerne«, et Digt, der ved sin Loyalitet, sin æsthetiske Ligegyldighed for Omverdenens Begivenheder, sin ubegrændsede Foragt for alle Samfundsbevægelserne maler hele Epochen herhjemme. For Poul Møller vare Revolutionerne virkeligt personificerede i »to frisindede Drenge og en lam Redacteur«. Byrons det halve Aarhundrede beherskende Poesi, som ved hans Heltedød forplantes Verden over, naaer ogsaa til os, men kun Drapperiet tiltaler her, Tankerne og Typerne vogter man sig vel for at tilegne sig. En af vore ædleste og skjønneste Digternaturer, Biskopsønnen Frederik Paludan-Müller, tilegner sig Versemaalet, Rhytmen, Stem|ningsvexlingen, den barokke Skiften mellem Pathos og Ironi i de Byronske Epopeer, men kun for at benytte denne Form som Indklædning for hele det traditionelle

Tanke- og Følelses-Sæt. Han helder den gamle Vin paa de nye Flasker og udvikler sin Poesi lidt efter lidt til et begeistret Indlæg for asketisk Moral og den stiveste Orthodoxi. – Ifald man tænkte sig et Land af Danmarks Størrelse bestyret som en Art China og imaginerede sig en Lov, ifølge hvilken i en vis given Tid ingen andre end theologiske Candidater skulde have Stemmeret i Litteraturen eller faae Lov til for deres Landsmænd at bearbeide Indtrykkene udefra, saa vilde det være et interessant Spørgsmaal at undersøge, hvori vel en saadan Litteratur, forfattet af theologiske Candidater, vilde blive forskjellig fra en stor Periode og Gruppe af vor.

Det synes som om det ikke skulde lykkes os at udtrykke noget Typisk i anden Form end den abstract idealiserede og den abstract karrikerede. Efter alle hine positive Figurer følger en Række negative Billeder. Heiberg samler

Charaktertrækkene fra alle sine Vaudeviller til et Billede af den kjøbenhavnske Spidsborger i »En Sjæl efter Døden« og Paludan-Müller skriver sit Mesterværk »Adam Homo«, strengt taget den eneste virkeligt typiske og for en Fremmed lærerige danske Roman. Den indeholder al den europæiske Reactionstids Slaphed og Usselhed samlet som i en | Essents. Adam Homo er Mennesket i Almindelighed, lad saa være, men Mennesket fra Christian den 8des Tid. Samtidigt taber den importerede philosophiske Bevægelse sig herhjemme, den begyndende Hegelske Skole standser, Heiberg afløses af Kierkegaard og Lidenskaben for at tænke af Lidenskaben for at troe. Den philosophiske Bevægelse ophører foreløbig uden at have afsat nogen Bog endsige noget Værk, og den ethisk religiøse Bestræbelse, som begynder, faaer sin Parallel og sin Fortsættelse indenfor Poesien. En Gruppe skjønne, men barnlige Bondenoveller, vort Aarhundredes Hyrdescener, følge den religiøse Strøm. Men høiere og høiere stiger Enthousiasmen for positiv Religion og asketisk Moral. Man overbyder hinanden i at optaarne Idealer, ud fra hvilke Virkeligheden kun øines som et fjernt sort Punkt.

Hvori er Strømningen udmundet? I Skikkelser som Paludan-Müllers Kalanus, der i Ekstase opbrænder sig selv paa Baalet, og som Ibsens Brand, hvis Moral gjennemført vilde føre Halvdelen af Menneskene til at sulte ihjel af Kjærlighed til Idealet.

Og der ere vi endte. Intetsteds Europa over saa exalterede Idealer og ikke mange Steder et plattere aandeligt Liv. Thi man maa dog være yderligt naiv for at troe, at vort Liv svarer til hine Typer. Saa stærk har Strømningen været, at selv en saa revolutionært anlagt Natur som | Ibsens er bleven inddraget i den. Er »Brand« Revolution eller Reaction? jeg skal ikke kunne sige det, saa meget har dette Digt af begge Dele.

Det forrige Aarhundredes to store Grundtanker vare disse: i Videnskaben den frie Forskning, i Poesien Humanitetens frie Udfoldelse. Hvad der ikke

bliver i denne Strøm, det glider ned ad Decadencens og tager Veien til Byzants. Thi udenfor denne Bevægelse ere alle Bevægelser byzantinske. I Videnskaben byzantinsk Skolastik, i Poesien Legemer og Aander, der ikke ligne Legemer og Aander, ensformige og abstracte.

Giv en Sirius-Beboer, der kun har gjennemlæst vor klassiske moderne Poesi, et Par moderne udenlandske Dramer ihænde, f. Ex. Alex. Dumas’s »Le fils naturel«, Emile Augiers »Le fils de Giboyer« og »Les effrontés«, og han vil gjøre Bekjendtskab med utallige Samfundstilstande og Samfundsproblemer, som han ikke kjendte, fordi de, skjøndt de existere i vort Samfund, ikke existere i vor Litteratur. Thi til det moralske Raseri svarer som Modstykke det moralske Snerperi. Hvad have vi gjort af hint første Opsving, da man herhjemme som overalt ved Aarhundredets Begyndelse første Gang skimtede en Poesi bag de 3 Enheder, en Guddom bag Treenigheden, en Kjærlighedens Lykke bag det conventionelle Ægteskab, en Sandhed bag Dogmerne, en Lighed bag Kasteadskillelsen | og Standsinddelingen, en Frihed høit over Convenientsens og Selskabets og Samfundsmoralens Tvang!

Oehlenschläger emanciperede vor Poesi fra Nytteperiodens Moral. Han seirede skjøndt efter en Kamp og Poesien blev fri. Heiberg bragte Logiken i ligesaa stor Ære som den, hvori Poesien stod, han emanciperede den æsthetiske Kritik fra Følelsesraisonnementet og erobrede et nyt Terrain for Philosophien. Saa kom de første Fordringer paa politisk Frihed. Men Bannerførerne i Litteraturen svarte: Hvad raabe I paa politisk Frihed, den sande Frihed er Villiens egen indre Frihed; at vinde den er jer altid tilladt, og den anden er, naar hin er givet, uden al Betydning.

Og man skrev store metaphysiske Afhandlinger om Villiens Frihed, Determinisme og Afsindighed; men man opnaaede dog ikke at berolige Gemytterne og vi fik politisk Frihed. Mon ikke Betingelsen for et Fremskridt paany vilde være det, at Løsenet atter blev Frihed: Aandsfrihed, at man istemmede: vi ville den frie Tanke og den frie Humanitet. Det vil da ikke nytte, at man svarer: »Hvad raabe I paa Frihed, I have jo al den, I kunne ønske,« og man mener den politiske Frihed. Man vil ikke erklære sig tilfreds med den. Det er ikke saameget ydre Love, der behøve at forandres, om end ogsaa de, som det er den hele Samfundsbetragtning, som den yngre Slægt fra Grunden af maa omforme og oppløie, før en ny | Litteratur kan skyde op. Hovedarbeidet vil blive gjennem en Mangfoldighed af Canaler at lede de Strømninger, som have deres Udspring i Revolutionen og Fremskridtsideerne, herind og at standse Reactionen paa alle de Punkter, hvor dens Opgave historisk er endt.

”Den

er en af de bøger, som sætter et svælgende dyb mellem i går og i dag”

GEORG BRANDES’

Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur er et skelsættende hovedværk. Det indvarslede det moderne gennembrud og gav genlyd i hele Europa. Gennem en komparativ analyse af fransk, tysk og engelsk litteratur kortlægger Brandes – dansk kritiker, litterat og intellektuel (1842-1927) – det 19. århundredes europæiske litteratur-, kultur-, åndsog følelseshistorie. Værket står som et monument over den frie tanke og viljen til at sætte samfundets centrale problemer under debat. Hovedstrømninger er litteraturhistorie og kulturkritik, men også litteratur i sin egen ret båret frem af Brandes’ klare og gnistrende prosa.

Nærværende udgave er den første tekstkritiske version af værket og baserer sig direkte på de originale ud gaver fra årene 1872-1890. Foruden værkets seks bind rummer udgaven introducerende essays skrevet af en række Brandes-kendere. Udgaven er blevet til i regi af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med Jens Bjerring-Hansen som hovedredaktør.