Foder t il høns
Roman Gutkind
FODER TIL HØNS
Foder til høns
© Feline Kamber og Gutkind Forlag A/S, København 2026
1. udgave, 1. oplag, 2026
Omslag: © K Vang
Omslagsillustration: © Vilhelm Dehs
Sat med Bembo hos K Vang og trykt hos ScandBook EU
ISBN 978-87-434-1214-4
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Gutkind Forlag
Læderstræde 9, 1. DK-1201 København K gutkind.dk info@gutkind.dk
gutkindforlag gutkind_forlag
Feline Kamber Foder til høns
Roman
Gutkind
Sommer I
Mor støtter sig til køkkenbordet. Ser på alt det grå uden for vinduet. Jeg sidder på slagbænken, bøjet over versebogen.
En fuldvoksen lus falder fra min fletning. Vrider sig på sætningerne, jeg skal lære udenad. Jeg tværer den ud på siden med spidsen af kulblyanten, kradser mit vandkæmmede hår og hovedbund med neglene. Jeg bruger blyanten til at klø med. Kullet farver håret mat. Det klarer op udenfor. Når lyset falder ind i den pæne stue hen ad eftermiddagen, kommer et væld af svævende støvkorn til syne. Oven på kommoden står Munken, mors hjertebarn. Han er en porcelænsfigur på størrelse med et dukkebarn. Han ligner en død fisk med sin åbne mund. Porcelænshovedet er hvidt og fyldigt, kroppen er grå og mager. Det er ikke til at se, hvor munkekutten stopper og huden begynder.
Munken vågner tit om aftenen. Porcelænet bløder op og bliver bevægeligt. Mor stiller en skål ned under bordet til ham, når vi spiser. Da vi lige havde fået ham, var han genert, men med tiden er han blevet mere påtrængende. Han følger efter mig på vej til skole, står i al slags vejr og venter på, at jeg får fri. Før i tiden viste jeg ham lidt rundt på øen, hvis jeg gad.Vi var enige om, at kirkens udsmykning var kedelig, at selve bygningen heller ikke var noget særligt. En gang forsøgte han at kysse mig, det ville jeg ikke have, og efter det har vi ikke haft det lige så sjovt sammen. Til jul gav mor ham de fedtegrever, jeg skulle have haft. Han slugte dem en efter en, mens han så udfordrende på mig.
Mor holder af at stryge sine slidte hænder over Munkens glatte isse og kommodens blanke skuffer. Min skuffe er helt nede ved gulvet, jeg skal sætte mig på hug for at nå den. Når jeg sidder med kjolen trukket op over knæene, river lugten fra mit skridt i næsen. Min søster Ingers skuffe er større end min, og hun skal ikke bøje sig for at nå den. Men den er mindre end min bror Joels, der er hovedskuffen, både bred og dyb.
Joel kom hjem fra havet i en kiste, og jeg må ikke nærme mig hans ting. En dag åbnede jeg alligevel hans skuffe og rørte ved haglene. Mor talte ikke til mig de efterfølgende mange dage.
Bagerst i min skuffe ligger Frodes glasskår. Det er pakket ind i et lille stykke stof, jeg skar af søndagsdugen. Jeg lægger glasskåret i håndfladen. Lyset går gennem det og giver det en tisgul skygge. Jeg lukker øjnene. Når jeg klemmer om det, kan jeg fremkalde hans duft af sved og kamfer. Det er kendt på øen, at Inger skal forloves med Frode, Tækkemandens søn. Brylluppet skal stå, inden lyngen er blomstret af to gange.
Natten er lys. Det er sommer. Jeg ser alt, der foregår. Gedespøgelset går rundt i huset. Klovene larmer på trægulvet. Inger sover i kammeret ovenpå, hendes øjne er halvt åbne. Inga sover også med åbne øjne, hun ligger i aflukket bag køkkenet. Joel er et spøgelse. Han ligger i den pæne stue og hoster blod ud i tæpperne.
Den østvendte bakke er dækket af ramsløg. Lyset er en dis. Ramsløgene er grønne i natten. Du løber gennem dem. Du har en gullig natkjole på, den stopper på skinnebenene. Hår hænger i mørke klaser fra din natkyse. Du ser dig ikke tilbage, åbner døren til hønsehuset og lukker den hurtigt bag dig, stille.
Det er lige stoppet med at regne. Min kuttekant slæber gennem de våde ramsløg. Mine ben bliver kolde og klamme, mit hjerte gør ondt. Der er en sprække mellem døren og dørkarmen. Du og Frode roder rundt i halmen inde i mørket. I har vækket hønsene. Hønsene har hovederne på skrå. De lytter til larmen, der ikke er til at holde ud.
Sivene står i marsken i natten. De står op og ned ad hinanden og græder streger ud i vandet. Havet skifter mellem gråt og blåt. På den anden side af havet ligger fastlandet. Hvis du ville med mig, var jeg sejlet hjem for længe siden. Gedespøgelset løber forbi havnen. I sivene er Bjerne på vej ud gennem sejlrenden med båden. Det skal snart blive morgen.
Jeg skynder mig ned ad bakken. Jorden er dækket af ramsløg, de er glatte under fødderne. De lugter skarpt, når jeg løber gennem dem. Elfrides hønsehus ligger bag en samling blommetræer. Frode vil lave blommevin, som vi kan varme os på, når frosten kommer. Måske bliver Inger gravid, når frosten kommer næste år. Jeg plukker en blomme, den er bitter og tørrer kindhulerne ud. Jeg smider stenen ind i krattet.
Om natten sidder Frode i hønsehuset. Nogle gange venter han i timer, andre gange kommer jeg slet ikke. Hvis det lykkes mig at snige mig ud uden at vække Inger, piler jeg langs murene.
Nætterne er lyse, og jeg er bange for at blive set.
Han sidder mellem hønsene. Er døset hen, støtter sit hoved mod væggen. Jeg kravler hen til ham, det rasler i halmen. Hønsene vågner på deres hylder, nogle flakser med vingerne, andre forholder sig roligt. Jeg ser Frode og Ingers vielse for mig. Hønsene er øens enker, de sidder på kirkebænkene i deres mørke kjoler og brune kyser. Blikkene er nysgerrige og spottende. På kirkepladsen efter vielsen spytter enkerne efter mig. Lange spytklatter, brune af snustobak, løber mig varmt ned ad benene.
Frode smiler. Munden er bred og mørk, han slår øjnene op. Inger plejer at sige, at hans øjne har samme farve som honning. Ingers tænder er også honningfarvede, det bliver hun
vred over, at jeg siger. Frode griner højt. Jeg tysser på ham.
Mis skal ikke høre ham og begynde at gø.
– Det er vigtigt at holde humøret oppe, siger han.
Han får mig til at skære sig med glasskåret. Med to fingre presser han om riften. Blod pibler frem og fletter sig ind i mønsteret af rifter, et rødt armbånd. Han siger, det er nødvendigt, at jeg skærer ham, for at holde dæmonerne på afstand.
Jeg siger, at vi ikke skal tale om dæmonerne.
– Jeg vil ikke skære dig mere nu, siger jeg.
Frode slikker det friske sår. Holder det frem mod dørsprækken, hvor morgensol trænger ind. Jeg rejser mig, presser døren op, den støder ind i Munken og vælter ham omkuld i græsset. Jeg ser på ham uden at kunne få et ord frem. Han ligger stivnet på ryggen. Presser øjnene i, åbner dem et panisk sekund, presser dem hårdt sammen igen. Frode kommer frem i døren, spørger, hvad fanden han laver.
– Jeg kommer bare med foder til hønsene, stammer Munken. Han forsvinder ind i græsset, der vokser ham over hovedet. Svajende tegner det hans flugtrute.
Inger står foran spejlet i vores sovekammer. Hun stænker hybenrosevand på halsen, vi skal i kirke. Hun bruger lang tid på at rede sit askeblonde hår med kammen, ser sig i spejlet med den ene og den anden side til.
Sommernatten larmer. Havet banker mod bredden, så det ikke er til at holde ud. Jeg går på vejene, som lyser gråblåt.
Spøgelset af Elfrides døde ged forstyrrer mig. Geden er arrig, leder efter Joel, der har slået den ihjel med en spade. Jeg har forklaret den, at Joel selv er død nu og ligger i en kiste på menneskenes kirkegård. Men det vil den ikke høre tale om, den vil blive ved med at lede og løbe op og ned ad vejene.
Nogle nætter hører man dens klove på gulvet i huset. Du og Inger lå i sengen med fødderne hængende ud over kanten.
Geden bed dig i tæerne, så nu sover Inger med fødderne trukket op under sig. Geden er besat. Og Mis.
Jeg lader mig stivne til porcelæn i marehalmen på stranden, i skjul for dæmonerne. Stormen har lagt sig, men blæsten er hård. Marehalmen svirper hen over min isse. Dæmonerne går i vandkanten og leder efter deres mænd natten efter storm. De er mange, græder med ansigterne vendt ned mod tangdyngerne. De trækker sig ikke tilbage, når bølgerne slår ind. Skørterne slår dem vådt om benene. Blæsten bærer deres hulk over stranden. De græder deres øjne ud af øjenhulerne, så man senere kan finde dem i tangen som ravklumper. Man siger, at hvis man bærer en kæde med dæmonøjne, vil dæmonerne holde sig fra en, jeg synes, at man skal holde sig fra rav.
Rita holder mig i hånden under pulten. Solen steger på de lave vinduer i skolen.Vores håndflader sveder mod hinanden.
Hun klør sig på låret, tripper med hælene, så pulten ryster. Frodes fil lyder tør og konstant. Han sidder skråt bag mig og filer lange gange ind i pulten, som han deler med Leif. Leif tegner nøgne piger med spredte ben. Han tør ikke længere bede Frode om at lade være med at file, efter Frode pressede et af sine glasskår mod hans øje. Leif sælger tegningerne bag møllen. Pastor står og læser op fra en bog. Frode blotter sine tænder, filer hurtigere, hvæser lydløst ad mig. Det er noget, han er begyndt at gøre. Det handler om at sætte sig i respekt. Mis ved, hvordan han skal hvæse, så folk respekterer ham, sagde han.
Mis, Ritas store ulvehund, er lænket ude i skolegården, han må ikke være i klassen. Han klippede lille Olais øre i stykker med sin saks og har fået forbud mod at være i nærheden af børn og mod at have sin saks. Mis græd, da Rita tog saksen fra ham, og hun gav ham den igen. Hun er øm, når det gælder
Mis. Hans opvækst har ikke været nem, siger hun.
Munken er bange for Mis, så han står i den anden ende af skolegården og venter på, at jeg får fri. Han må heller ikke være i klassen. Pastor siger, at han forstyrrer undervisningen ved at have snegle med indenfor. Munken går rundt med snegle i lommerne. Fra min plads ved pulten kan jeg se ham stå op ad muren med ansigtet i skygge under tagskægget. Han
har ladet sig stivne til porcelæn. Han siger, at ventetiden går hurtigere sådan. Snegle glider hen over hans isse, porcelænsøjnene og ind i hans åbne mund.
Det er kendt på øen, at Inger skal forloves med Frode, Tækkemandens søn. Brylluppet skal stå, inden lyngen er blomstret af to gange. Men det er Ingers søster, Rakel, som Frode mødes med i hønsehuset om natten. Munken halser efter Rakel, han er en porcelænsfigur på størrelse med et dukkebarn. Han vågner tit om aftenen, porcelænet bløder op og bliver bevægeligt. I stuen har spøgelsesbroren Joel ligget og hostet, siden han kom hjem fra havet i en kiste. Dæmonerne spøger ved marsken og inde i husene. Bag møllen mødes de unge og udfordrer hinanden til at slås. Inger siger ikke meget, men er god til at give tæsk. Rakel har kun øje for Frode.