Den forelskede ven by Gutkind Forlag

Den forelskede ven

Roman

Gutkind

Den forelskede ven

1. udgave, 1. oplag, 2026

Omslag: © Clara Birgersson

ISBN 978-87-434-1269-4

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Tak til Louise og Jacob på Gutkind. Og til Karen, Lea, Josefine, Lucia, Emeli, Martin, Asger, Anna, Maiken, Matthew, Minna og Pil for jeres venskab og for at læse med.

Tak til VELUX FONDEN og Statens Kunstfond

Ulladyrløv.dk

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag info@gutkind.dk

Der ages paa Lykkens gyldne Hjul.

Saa fast, at En intet sandser;

Men Sorgens trælsomme tunge Læs

Det venter os dog, naar vi standser.

Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde.

– J.P. Jacobsen, Det bødes der for

But if the story’s over, why am I still writing pages?

– Taylor Swift , Death by a Thousand Cuts

Rom, februar 2024

Jeg sveder i min søsters korte mørkeblå uldjakke og føler mig efter tre dage uden børnene hensat til en tilstand, jeg godt kan komme til at glemme findes. Fornemmelsen af, at der trods alt er sammenhæng i mine tanker, en fin og mangestrenget tråd, der spindes gennem dagen, og som gør det muligt at komme frem til indsigter, der normalt undslipper mig, hvirvler op og er væk. Klokken er lidt over fire, og Villa Borghese summer og fløjter af liv i det tidlige sydeuropæiske forår, eller er det den sene vinter. Jeg har tilbragt dagen på biblioteket med at arbejde på oversættelsen af Colettes La Fin de Chéri, den anden af to romaner om kurtisanen Léa de Lonval og hendes halvt så gamle elsker Fred. Når jeg er færdig, vil jeg komme til at savne hver morgen at stå op til hendes sikre stemme, men for i dag er jeg løbet tør for løsninger. Jeg vil strække benene og ryggen, få noget sol og en kop kaffe, læse lidt. Forud for udgivelsen af digtsamlingen i april er jeg af et magasin blevet bedt

om at vælge fem bøger, der har “formet mig som forfatter”. En umulig opgave, som jeg prøver at se som en mulighed for at tænke. Det er dejligt at tænke!

Det er glædeligt, de spørger. Jeg køber en espresso og en rosinsnegl i Casina del Lago og går mod vest ned ad en sti, jeg ikke tidligere har fulgt. Efter at have vandret ubeslutsomt rundt mellem nogle bænke sætter jeg mig på en stentrappe under en vandpost. Her er skygge og udsigt til en udpint, oval græsplæne, hvor folk dyrker forskellige former for motion eller ligger i solen på medbragte tæpper og blunder. Selvfølgelig ser de også på deres telefoner. En far spiller fodbold med sin teenagesøn og femseksårige datter. Det er svært at holde bolden i gang de tre imellem, men han giver ikke op, ingen af dem giver op. En muskuløs kvinde med en vandflaske i den ene hånd løber rundt og rundt på grusstien, der omgiver plænen, og i skyggen af en gruppe cypresser tager et tændstiktyndt barn, som viser sig at være en gammel dame, de samme syv vaklende skridt forlæns og baglæns med armene bredt ud til siden som en storkefugl. I den modsatte ende af plænen udfører en hvidhåret mand en serie gammeldags gymnastikøvelser, og sammenholdt med hans støt fremadskridende kropsgennemgang fremstår kvindens tvangsmæssige dansetrin urovækkende. Jeg stopper papirservietten ned i den tomme espressokop og åbner mit hæfte over knæene. Under overskriften

FEM BØGER skriver jeg uden tøven Ved vejen James Schuylers Selected Poems The Bell Ravkikkerten (for scenen i Botanisk Have). Og på en linje for sig: Det evige smil / Det malede værelse. Jeg vil ikke vælge mellem de sidste to lige nu.

Jeg sendte dig Lagerkvists korte roman forrige efterår. Min egen slidte paperback har jeg for længe siden lånt ud og glemt til hvem, og udgaven, jeg købte til dig på antikvariat.net, havde et flot limegrønt smudsomslag og linoleumstryk. Med blyant tegnede jeg et hjerte på titelbladet og lagde bogen ned i en foret konvolut. Din mor var på besøg, da brevet kom, og hun læste romanen, før du gjorde. Hun kunne godt lide den, sagde du. Det tror jeg også, du kunne. I hvert fald refererede du indimellem til ham med den sorte plet på neglen og med en gysen til den fede møllerkone, der sætter sig på stearinlyset. Inger Christensens Det malede værelse forærede jeg dig, da du fyldte syvogtyve en smeltende varm junidag for to et halvt år siden. Jeg fejrede dig sammen med din familie og mine børn i jeres sommerhus ved vandet. Vi sad om langbordet på terrassen sammen med din onkel og moster og de tre fætre og naboerne og spiste lagkage og drak kaffe. Jeg havde gemt et nyskrevet digt i flappen af bogen, og min mund var fuld af spørgsmålene, jeg ikke stillede dig. Digtet, hvis titel dengang var Sonnenhaft efter Goethes oversættelse af Platons beskrivelse af øjet, eller synssansen, som

helioeides, “solagtig”, beholdt du, men bogen gav du mig nogle år senere tilbage uden nogen forklaring.

Du gjorde ofte ting uden nogen forklaring, jeg tror ikke, du følte, du skyldte mig en, og måske passede det. I mellemtiden havde jeg købt et eksemplar magen til, til mig selv, og jeg brød mig ikke om synet af tvillingebøgerne i min reol. De afslørede mig i noget, jeg ikke helt vidste, hvad var, og da din veninde Maleren for nogle måneder siden skulle rejse til Seoul og bad mig om anbefalinger til ferielæsning, lånte jeg hende det ene af de to eksemplarer for at slippe af med det. Deri består min sidste spinkle forbindelse til dig: retten til at kræve noget, jeg allerede ejer og ikke vil have, tilbage fra et menneske, der kender dig.

Du er med mig i parken, i skyggen på stentrappen, du er med mig overalt. Men nærværet, der ikke er andet og mere end et hele tiden fornyet bevis på dit fravær, er særligt tydeligt, når jeg er alene og omgivet af skønhed. Åh, hvor jeg dog hader at have det hele for mig selv! Solen og græsset og Villa Medicis smuldrende mure og min krop, særligt den. Jeg kan fornemme din ranke skikkelse ved min side, mærke dine fingre strejfe mine fingre. Jeg ved, hvad du ville have sagt, og hvad jeg ville have svaret. Nogle gange svarer jeg faktisk, nogle gange smiler du og lægger armen om mine skuldre, og jeg lader hovedet falde

ind mod dit bryst. Vi morer os over gademusikantens bossanova-version af Dancing Queen, som nu, hvor jeg er alene, nær får mig til at græde. “Ooh-ooh you can dance, you can jive/ Having the time of your life …”

Skatten, siger du og ler, hvad er der dog med dig?

Ikke noget, snøfter jeg.

Hvad mener du med ikke noget? Kom her, tust. Kom.

Når jeg forsøger at forklare det for andre, er det altid de samme billeder, jeg vender tilbage til, billeder på frihed, åbninger, indelukker og lemme: du er en kniv, du skar en flænge i min virkelighed. Du er dagslys, du er frisk luft. Tanken om et liv uden dig er klaustrofobisk som et hus uden vinduer. En rævegrav. Hvordan skal jeg leve resten af mit liv i en rævegrav? En vanvittig tanke. Jeg lader Pär Lagerkvist og Inger Christensen stå og beslutter at holde den sidste plads åben lidt endnu, rejser mig og binder jakken om livet for at gå hjem. Det hælder mod aften. Inde mellem stammerne stiger og falder myggesværme i de væltede søjler af sol. Fuglene synger, og på plænen under mig vakler kvinden sine syv skridt frem, syv skridt tilbage. Aske har tilbudt at hente mig i lufthavnen, men jeg kan ikke få mig selv til at svare ham. Du ved ikke engang, jeg er i Rom.

“Trappen gled forbi under Chéris fødder på samme måde som broen, der sammenlodder to drømme, og han nåede rue Raynouard, som han ikke genkendte. Han bemærkede den lyserøde himmel, som spejlede sig i de stadig regnfyldte rendesten, i de blå rygge på svalerne, der fløj tæt på jorden, og fordi det var sent og køligere, og fordi mindet, han bar med sig, på forræderisk vis sank ned på bunden af ham for dér at antage sin kraft og sine endelige dimensioner, troede han, at han havde glemt det hele, og følte sig lykkelig.”

Den sidste gang jeg hørte din stemme, var kort før midnat fredag den seksogtyvende januar. Du var i gang med at tømme opvaskemaskinen i dit kollektiv, da jeg ringede. Ximun og Argider var flyttet midlertidigt ind på dit værelse, Argider ejer ingen telefon og havde flakket omkring i den sydtyske universitetsby i to dage, indtil han tilfældigt var stødt på dig på gågaden. Sådan noget sker ofte i dit liv. Folk vandrer ind og ud af det uden forudgående aftale, og du gengælder gestussen i deres. Ximun var kommet til byen for at færdiggøre sin bog om nihilisme og aktivisme og havde sovet på en madras på gulvet i nogle uger allerede. Jeg kunne høre dem tale stødvist gyngende i baggrunden, jeg forestillede mig de to baskeres mørke hår og skæg, og hvordan de tørrede store gryder af og bredte viskestykker ud over stolerygge. Du forlod ikke køkkenet, mens vi snakkede sammen, og jeg bad dig ikke om at gøre det. Som så ofte før havde jeg været fast besluttet på ikke at ringe til dig, og så ringede jeg til dig. (Jeg har for længst slettet dit nummer, men det ruller af min tunge som en børne-

remse). Du virkede glad for at høre fra mig og spurgte til oversættelsen og min familie, men fortalte ikke ret meget om dig selv eller dit arbejde med afhandlingen. Efter et kvarters tid løb vi tør for almindelige ting at sige, og jeg begyndte at føle mig syg. Jeg har altid hadet det øjeblik, hvor du vender tilbage til din verden og efterlader mig i min.

Hvad er der med dig? spurgte du. Jeg ville ikke græde, og så græd jeg og sagde, at jeg savnede dit hoved. Jeg mente ikke din hjerne eller din “måde at tænke på”, jeg mente din skalp. Hovedets form og tyngde og følelsen af at holde det mellem mine hænder. Du lo din sagte, sørgmodige latter og sagde, at vi hellere måtte sige farvel. Den næste morgen gjorde skammen over at være faldet i mig fjern og utålmodig med børnene, og da mine forældre som aftalt havde hentet min datter, sendte jeg min søn i forvejen til sin fodboldkamp. Alene i lejligheden kunne jeg ånde lidt friere, hade mig selv lidt friere. Jeg vaskede ansigtet, klædte om, pakkede gaven til min ekssvigermor ind og dukkede op på kunstgræsbanerne i tide til at se anden halvleg. Jeg råbte og hujede og talte med de andre forældre om priser på feriekolonier. Min søn lavede en afgørende assist i kampens sidste sekunder, og hans hold vandt 6-5. Alligevel græd han af forbitrelse, fordi et par stykker

fra det andet hold anklagede dommeren for at have trukket tiden og krævede målet annulleret. De nægtede at anerkende sejren.

Uafgjort, råbte de, mens de sløvt sparkende trak sig ned i den anden ende af banen. Uafgjort! Uafgjooooort! Min søn skulede efter dem med sammenknebne, røde øjne. På vej over til bilen forklarede jeg ham, at mennesker kan have vidt forskellige virkeligheder, og at han skulle holde fast i, at de havde vundet i hans virkelighed, og i min, hvis det betød noget for ham. At det var vigtigt at øve sig i under alle omstændigheder.

Men det er så uretfærdigt! udbrød han og slog knytnæven gennem luften. Det var en dramatisk gestus, som udtrykte lige dele barnlig ærgrelse og maskulin aggression, og som han måtte have fået et sted fra.

Ja, sagde jeg. Det er det. Helt vildt.

Vi var i bedre tid, end jeg havde turdet håbe på, men på vejen til festlokalerne for vi vild. Jeg havde indstillet gps’en til en forkert by og ikke bemærket noget, før vi drejede ind på den brostensbelagte gårdsplads foran en stor, gråkalket villa, der var under ombygning og pakket ind i stilladser og presenninger. Min søn var træt og sulten efter kampen, han lænede sædet langt tilbage og så ud ad vinduet. Jeg

tastede den rigtige adresse ind og bad ham ringe til sin far og sige, at vi var på vej, men at vi blev en halv time forsinket, og at de bare skulle gå til bords.

Undskyld, skat, sagde jeg, da han havde lagt på, jeg føler mig som en kæmpe idiot. Jeg er en kæmpe idiot. Han så forundret på mig:

Du skrev jo ikke den forkerte adresse med vilje. Det gør altså ikke noget. Far lød overhovedet ikke sur.

Han kunne ikke vide, at det, jeg mente, var: tilgiv mig og bliv nu ikke bange, men indimellem har jeg lyst til at forsvinde. Det går altid over igen.

Tak, sagde jeg og gav hans hånd et klem. Han har kamelblide, grønne øjne og sin fars store latter, som jeg elskede dengang og nu elsker igen, i ham. Måske fordi jeg tilbragte de første to år af hans liv med at være først fortabt og forvirret over at være blevet mor, derpå tynget af sorg over at miste hans far til en ulykke, der gjorde os fremmede for hinanden, føler jeg mig ofte utilstrækkelig, når vi er alene. Jeg synes, jeg skylder ham de dage, hvor jeg ikke kunne holde op med at græde ned i hans hår. Jeg synes, han har krav på hele mit nærvær og al min glæde og tålmodighed, og bliver fortrydelig og vred på mig selv, når jeg ikke har nogen af delene at give.

Ankommet til festen lod ingen sig mærke med den svaghed, jeg følte stod om mig som en stank. Man omfavnede mig og lagde hænderne mod mine

kinder. Man sagde, at min søn lignede mig mere og mere. Nogle af gæsterne havde fået børn, siden jeg så dem sidst, andre var blevet skilt, andre igen enker. Min ekssvigermor havde tilgodeset mig i bordplanen, jeg sad over for hendes gamle kollega, en kvindelig russiskoversætter med et svævende hennafarvet hår, og ved siden af familievennen Jonas, hvis ligefremme, sydlandske belevenhed med det samme fik mig til at slappe af. Vi talte om hans arbejde på en folkeskole på Vesterbro. Det havde, sagde han, med en oprigtighed, der kun led under at blive taget i brug ofte, været en enorm befrielse, da han endelig opgav tanken om at være kunstner. Han var gladere som lærer, end han nogensinde havde været som filminstruktør. Jeg kunne udmærket se ham for mig siddende på hjørnet af et kateder med oprullede skjorteærmer og hænderne løst samlet i skødet. Hans autoritet havde hjemmel i en selvtillid, der kom af at være højt elsket af sin mor, og i en naturlig charme, som han livet igennem havde forfinet og skærpet i sund konkurrence med sin mere underspillede, mere intelligente, mindre kønne, tvillingebror. Han havde et levende, følsomt ansigt med en hests store, regulære træk og en behagelig dyb stemme. Når han talte om sine elever, var det tydeligt, at han troede på dem og havde drømme på vegne af dem. Vi skiftedes til at vende os mod oversætteren og drage hende

ind i samtalen, og hver gang bød hun ind med en kortfattet, velovervejet kommentar uden at lægge op til mere. Hun virkede tilfreds med at blive ladt alene med sin forret og sin vin. Jeg tror, hun fandt os temmelig banale.

Mellem to taler spurgte Jonas, om jeg havde fået mig en kæreste? Jeg har gennem årene lært at give vage, og ikke usande, svar på det spørgsmål, men noget ved Jonas vækkede min slumrende trang til at betro mig, lette mit hjerte. Jeg rystede på hovedet og fortalte, at jeg havde været ulykkelig forelsket i min ven i snart tre år og måske længere end det. Jeg serverede det som en morsom historie, vi kunne le ad, men Jonas lo ikke. Han lagde en hånd på min arm og så på mig med et udtryk af diagnostisk alvor:

Hør her, sagde han, nu siger jeg noget til dig. Det er fint at være romantiker, når man er ung. Det er sjovt, det er smukt, det er gratis. Det føles fantastisk, det kan det i hvert fald gøre, men på et tidspunkt holder det op med at være alle de ting. På et tidspunkt vender det og bliver sørgeligt og smertefuldt og nedslidende. Lad os sige, du bruger endnu tre år på at vente på denne her mand. Og endnu tre år. Der kommer ikke nogen og forhindrer dig i at spilde dit liv.

Nej, sagde jeg forskrækket. Det ved jeg godt.

Jonas nikkede mod sin hustru nogle borde der-

fra. Hun sad over for min søns fars nye kæreste. De var fordybet i samtale med hinanden og så glade og trætte ud i deres ædelstensfarvede kjoler. De havde begge små børn derhjemme og sov stadig dårligt om natten. Han sagde:

På et tidspunkt vælger man det rigtige. Men du skal selv tage beslutningen, han kommer ikke til at gøre det.

Hvordan kan du vide det?

Fordi det her, Jonas slog en ring omkring mig med hånden, der holdt vinglasset, ikke koster ham noget. Din kærlighed koster ham ikke noget. Dit håb og din tålmodighed koster ham ikke noget. Hvorfor skulle han vælge det fra? Det kommer han ikke til.

Jeg havde altid forestillet mig, at vores relation også måtte gøre ondt på, eller i det mindste udmatte, dig. Men havde Jonas ret? Det var faktisk, som om jeg ikke figurerede i din bevidsthed, når vi ikke var sammen. Du besvarede alle mine opkald med det samme glade og forbløffede hallo!, som om jeg var en eventyrer, man i årevis havde troet død på indlandsisen, og som nu pludselig gav lyd fra sig, og når vi efter nogle måneders adskillelse mødtes på en perron eller et gadehjørne eller i min entré, var der ingen opsparet genkendelse at spore i dit ansigt. De mange år, vi havde kendt hinanden, var ophævet, og du stirrede på mig med dit nysgerrige planetblik. Alt

var åbent og tøvende, og der gik tid, før det første abrupte kærtegn faldt. Jeg formåede ikke at have nogen blivende virkning i dit sind. Eller min virkning var så minimal, vand på granit, at det ville tage et helt liv at lave den mindste fordybning i dig. Det er det, jeg elsker ved dig, og det er det, der er tragedien: jeg kan løbe og løbe og løbe over dig, og det vil ikke gøre nogen forskel. Du er altid den samme, lige så lukket om dig selv og din smerte som en moai.

Da jeg nogle timer senere gik over for at tage afsked med Jonas, der nu sad ved et andet bord og drak kaffe og spiste min ekssvigermors berømte islag kage med sin hustru, tvillingebroren og svigerinden, så han opmuntrende på mig, og idet jeg bukkede mig for at omfavne ham, sagde han så lavt, at ingen af de andre hørte det:

Lov mig at gøre det.

Jonas var ikke den første, der havde rådet mig til at bryde forbindelsen med dig, men fordi han var den første, der lod til at vide, hvad det ville kræve af mig, var det hans ord, jeg kunne høre. Eller også havde jeg endelig nået den bund, jeg var begyndt at tro ikke fandtes i mig. Hidtil havde længslen hver gang vist sig at indeholde endnu en faldlem, ydmygelsen endnu et ulideligt sødmefuldt niveau. Nu var jeg stødt mod noget hårdt i mig selv, noget, jeg hverken kunne

genkende eller give et navn. Den følgende aften, efter børnene var lagt, satte jeg mig i sengen med computeren i skødet. Mine kinder og min hals var våde af en silende gråd, som jeg ikke forsøgte at standse. Jeg græd, fordi jeg ikke længere var i tvivl, og fordi jeg var bange. Du skulle ikke være i mit liv. Snart ville jeg ikke have mulighed for at røre din krop eller høre din stemme eller vide, hvilke bøger du læste, hvad du tænkte på, og hvor i verden du befandt dig. Jeg afskar alle veje til dig. Tanken var frygtelig og – lokkende. På bunden af sorgen glimtede noget, jeg bedst kan beskrive som en barnlig nysgerrighed efter det, der lå på den anden side af dig. Dette tågeblå bjerg, som i årevis havde været min eneste udsigt, målet for mit hele begær. Jeg håbede, at du ville blive stolt og overrasket, når du læste min mail, men jeg frygtede, at Jonas havde ret. Hvis min kærlighed ikke kostede dig noget, hvorfor skulle det så være anderledes med tabet af den? Det ville ikke undre mig, hvis du simpelthen var komplet ligeglad. Vores romantiske relation havde fra begyndelsen været kendetegnet ved en fortvivlende asymmetri. Jeg havde accepteret den som en grundlæggende præmis og med årene fundet ro i bevidstheden om, at jeg elskede dig højere, end du elskede mig. Der er tryghed i vished, også når det er visheden om en urimelighed. Så hvorfor gjorde det mere ondt, nu hvor det skulle til at slutte,

end mens det havde stået på? Hvorfra strømmede al den ekstra smerte ind i kredsløbet? Det tog mig en time at formulere den korte mail. Jeg læste den igen og igen. Mine ord var for første gang ikke en bøn eller et oplæg til forhandling. Jeg forestillede mig dig åbne og læse mailen en af de følgende dage, uden at fortrække en mine, siddende ved skrivebordet på dit kontor med udsigt til Neckaren, overvåget af Sokratesbusten og Rondanini-Medusaen på din dør. Busten har din mor foræret dig for nogle år siden, men plakaten er en sjælden nyerhvervelse; du købte den efter et besøg på Münchens glyptotek. Var det erindringen om gorgonens åbne marmormund og ekstatisk tømte blik, som fik mig til at vakle og i sidste øjeblik installere en kattelem i min beslutning? I alt fald tilføjede jeg på en linje for sig, at jeg gerne ville sige “rigtigt farvel”, og bad dig foreslå et tidspunkt, hvor vi kunne snakke sammen over Skype.

Først da du to dage senere svarede, at du accepterede min beslutning og havde god tid fra tirsdag og frem, forstod jeg med et sæt som den, der vågner op på endestationen, hvad jeg havde gjort. Synet af dit ansigt ville gøre det umuligt at gennemføre mit forehavende. Jeg ville tigge om forladelse og endnu en gang løbe mod fornedrelsen, som man løber mod en favn, fuld af forventning. Før jeg kunne nå at ombestemme mig, åbnede jeg en ny fane og skrev, at jeg havde

tænkt over det, og at samtalen var en dårlig idé. Jeg havde sagt alt, hvad der var at sige, og allerede grædt for meget. Jeg skrev, at jeg forestillede mig, du var enig, og bad dig passe på dig selv. Det er tretten dage siden, og jeg kommer ikke til at høre fra dig igen. Jeg har stadig svært ved at forstå, på hvilken måde det adskiller sig fra døden. På hvilken måde du ikke er død for mig.

Kan vi ikke sige, sagde jeg, siddende over for dig på sengen, efter vi havde hjulpet hinanden med at feje jorden op, kan vi ikke sige, at du har sendt et brev afsted med en rytter, og at jeg endnu ikke har fået det. Du har forladt mig, men jeg ved det ikke, hvilket vil sige, at du kan nå at ombestemme dig, og sende en endnu hurtigere hest, et syvspand, afsted, og standse det første brev, inden det når mig? Jo, sagde du efter lidt tid, det kan vi godt sige.

Den forelskede ven er en kalejdoskopisk roman om et erotisk, venskabeligt og åndeligt forhold mellem to mennesker, der ved fortællingens begyndelse netop er afsluttet. Jeget sammenstykker bid for bid deres historie og undersøger, ved hjælp af forskellige litterære former og andres værker, naturen af en relation, som har været både berigende og smertefuldt besættende for hende igennem ti år. Det er en roman om fiktioner og ekstase. Om rengøring, skrift og magt – både kunstnerens og musens.

ISBN 978-87-434-1269-4

9 788743412694

Den forelskede ven

Caroline Albertine Minor DEN FORELSKEDE VEN