Blegejorden
Af samme forfatter:
Multebærmosen, 2025
Ulrika Lagerlöf
Blegejorden
Oversat af Anne Matthiesen
Blegejorden er oversat fra svensk af Anne Matthiesen efter Blekjorden
Copyright © Ulrika Lagerlöf 2025 by agreement with Grand Agency
Denne udgave: © Alpha Forlag, København 1. udgave, 1. oplag, 2026
Omslagsdesign: Lonnie Hamborg/Imperiet
Omslagsfoto (øverst): Edor Persson/Västerbottens museum
Sats: LYMI DTP-Service
Trykt hos Scandbook AB
Printed in Sweden 2026
ISBN: 978-87-7239-290-5
Denne bog er beskyttet af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder fx, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst & Node.
Læderstræde 9, 1. • DK-1201 København K alphaforlag.dk • @alphaforlag • kontakt@alphaforlag.dk
Del 1: Erosion
Maj 1949
Nils er forgrædt og snottet, står med knyttede hænder og ser på Siv. Hans sko er mudrede og har efterladt pletter på det sæbeskurede plankegulv i køkkenet. Siv slipper kasserollen, som hun har forsøgt at få ren for nogle genstridige trådede stykker kål, og tager hænderne op af opvaskebaljen. Udtrykket i Nils’ ansigt passer slet ikke til en tiårig. Han burde være bedre til at styre sig i den alder, men det er, som om alle Nils’ følelser sidder udenpå.
“Jeg hader dem, hader dem alle sammen!”
Siv tørrer hænderne i forklædet og lader dem så opgivende falde ned langs siderne. Så mange følelser og så mange ord. Hun forstår ikke, hvordan hun har fået en søn, som har så meget i sig, der skal ud hele tiden.
“Hvad er der sket?”
Hun tager to skridt og sætter sig på en af køkkenstolene ved det store bord, forsøger at trække vejret roligt. Rækker en hånd ud for at tage hans, men han hiver den til sig. Hun vil hellere berolige med bløde hænder end med ord. Da han var lille, virkede det, men ikke så ofte længere.
“Jeg var ude i skoven for at se, om der var kommet nogle blomster, og så så jeg Lasse, Alfred og Stig, som havde fundet en fugleunge, og de var ikke søde ved den. Jeg sagde til dem, at de
skulle lade den være. Så grinede de bare ad mig og sagde, at jeg skulle løbe hjem, hvis jeg da vidste, hvor jeg kom fra.”
Siv stivner et kort sekund. Så rejser hun sig hastigt fra stolen og går hen til spisekammeret, åbner det og tager en blikkagedåse ud.
“Og så?”
Hun spørger med ryggen til ham, vil egentlig ikke høre det.
“Så jagtede Lasse og Stig mig, mens Alfred blev siddende med fuglen. Jeg kunne høre, hvordan den pippede. Men jeg var nødt til at løbe, og så faldt jeg i mudderet. De grinede bare endnu mere, og så gik de tilbage til Alfred.”
Han snøfter, og da han fortsætter, er det med bønfaldende stemme.
“Vi er nødt til at hjælpe fuglen!”
Siv ryster på hovedet.
“Det er bedre, at du bliver hjemme,” siger hun bestemt.
Nils begynder at græde og snøfter endnu mere.
“Den var lillebitte,” fremtvinger han. “Måske næsten nyklækket.”
Siv bider ordene i sig. At det ikke nytter. At det er for sent at hjælpe fugleungen, og at det bare ville blive værre for Nils, hvis hun kom og blandede sig. Det ved hun.
Hun vender sig om og ser ind i Nils’ øjne. De er spættede, som et fugleæg. En blanding af hendes egen brune øjenfarve og Nilas grønne. Men nu er de slørede af tårer, og hun mærker hans smerte jage i sit eget bryst, da hun møder hans blik. Hun vender ryggen til igen.
Det der blik, han har, hun kan ikke rigtig holde det ud. Det hiver og slider i hende, vil have hende til at løse alt det, der er galt, selv om hun ikke kan. Når hun forsøger, bliver det sjældent bedre. Desuden burde han vel klare sig selv nu, kunne løse sine egne problemer? Han er jo ikke noget lille barn længere.
“Jeg har bagt bondekager. Vil du have nogle? Og lidt varm mælk?”
Han nikker, tørrer sig under næsen med ærmet og tager en dirrende indånding.
“Hvorfor driller de mig så meget?”
Siv, som stadig står med ryggen til, ser ud ad vinduet, på de små markstykker og skoven bagved. Mudret og beskidt, om end små, fine strå begynder at stikke op af jorden. Med de mørke skyer foroven ser det usædvanligt gråt og dystert ud, selv om det er maj måned. Hun ser John komme ud af staldbygningen med en trillebør fuld af komøg. Det er søndag, og han har fri fra tømmerflådningen, som han altid er med til på denne tid af året. Det ser ud, som om han fløjter for sig selv. Altid tilfreds med tilværelsen.
“Det ved jeg ikke,” siger hun kort.
Hun hælder lidt mælk i en kasserolle og sætter den på brændekomfuret. Lægger en hel stak kager på en tallerken og sætter den foran Nils, som straks tager for sig. Mælken begynder snart at dampe, og han får den i en kop, slubrer den i sig.
Siv iagttager ham tavst, mens han tygger og drikker, ubehaget bobler i maven på hende. Ved børnene noget, de ikke burde vide?
Om, hvem der er Nils’ rigtige far? Er det derfor, de siger sådan, at Nils måske ikke ved, hvor han kommer fra?
Lasse er glat som en ål, det så Siv, så snart han og Nils begyndte i skolen sammen. Det der beregnende udtryk i øjnene, munden, som tilsyneladende altid er klar til at slynge ydmygelser ud. Helt anderledes end sin far, Anders, som Siv arbejdede med i skovhytten. Anders, som var så morsom og hjælpsom, og som var en vigtig grund til, at Siv kom til at trives, da hun begyndte at arbejde som kogekone. Når hun støder på ham nede i byen nu, er han altid venlig. De snakker og pjatter næsten som før,
men hver gang hun møder ham, må hun også lede i hans ansigt efter tegn på, om han ved besked. Det er den forbandelse, der følger i hendes fodspor gennem byen. Tvinger hende til at lytte opmærksomt til tonefald og studere alles blikke nøje. Altid være på vagt. Måske har Anders regnet ud, hvad der skete den sommer for snart elleve år siden. Og måske har han så fået sagt noget hjemme ved køkkenbordet, som Lasse har hørt.
Siv skænker en kop kaffe fra gryden, der står på brændekomfuret. Selv om hun har elkomfur nu, foretrækker hun at bruge brændekomfuret, det er jo som regel i gang.
“Du skal tage dig i agt for Lasse. Han er ikke sød,” siger hun og sætter sig med kaffekoppen over for Nils.
“Det er ikke så let, mor. Vi går jo i klasse sammen.”
“Det ved jeg godt.”
Aftenluften er kølig og let at ånde i. Nila fører hånden hen langs båden, lugten af tjære stiger op fra det slidte træ. Han trækker duften ind i dybe åndedrag, mens han skubber fra med foden og træder ned i båden. Tænker i sit stille sind, om han har tjæret den for sidste gang. Om den også skal sælges ligesom alt andet?
Nu hvor de ikke skal bo ved søen længere. Træets overflade føles klistret mod huden. Han mærker med hånden langs skroget, inden han tager fat om årerne og begynder at ro. Nyudklækkede myg danser i aftenlyset, og jollen glider så let gennem vandoverfladen, som er spejlblank og stille i skumringen. Han ser sig omkring, lader blikket vandre rundt om søen. Ved, hvor meget der er forandret omme bag breddens træer og buske. Men endnu er forandringen usynlig, camoufleret i dagslyset.
Om bare en times tid vil forskellen være tydelig. Før i tiden, når han roede her om aftenen, glitrede det omkring søen fra huse
og gårde. Petroleumslamper og primuslamper var ganske vist svage lyskilder, som kun lige gav den, der sad nærmest, lys nok til håndarbejde eller bogføring, men udefra blev de små vinduer i hytter og husmandssteder til glimtende stjerner rundt om søen. Svage lys, som viste, at der boede mennesker. Nu er lyspletterne blevet langt færre. Flere og flere er slukket, i takt med at både samer og svenskere har forladt området, er flyttet ind til Djupsele eller endnu længere væk. Gårdene er revet ned, husene fraflyttet eller bare forladt. Og snart vil deres boplads også stå tom.
Nila lader årerne hvile næsten hele det sidste stykke. Båden får lov at glide langsomt ind mod bredden, han har ikke travlt. Den skraber mod vandplanter, slår så ind i den grove sandbund, altid blød og mudret helt inde ved bredden. Maggi sidder på bænken ved husmuren, vifter en myg væk og ser på ham, da han kommer.
Hans mor er blevet ældre, det kan han se nu. Håret er gråsprængt, og i den beslutsomme pande har rynkerne ridset sig ind. Måske er det tvivlens rynker, som har sat sine spor der. Usikkerheden og rådvildheden over, hvad de skal gøre, hvilken vej de skal gå.
Han slår sig ned ved siden af hende på bænken, læner sig frem og hviler albuerne på knæene. Skoven omkring deres boplads er fuld af forårets fuglekvidder. Lavskriger skræpper i granerne bag gedestalden, men Nila ved, at længere væk er der stille. Der er ingen fugle, for der er ingen træer tilbage. Jorden er fuldstændig gold efter endnu en stor skovfældning. Alt er væk, et resultat af statens udnyttelse af deres gamle lappeskatområde. Markerne, som burde være deres, men som staten siger, at den ejer.
“Har du besluttet, hvad vi skal gøre med dem?”
Han nikker hen mod kåten og forrådshuset. Maggi følger hans blik, lader øjnene hvile på tømmerkåten, som Nilas morforældre boede i lige til det sidste. Det sidste år var det kun mormor, alene,
da morfar var gået bort. Med en urokkelig stædighed nægtede hun at flytte nogen steder, ikke engang ind til de andre i hytten.
Maggi sidder først tavs med sammenbidte kæber. Så ser hun flygtigt på Nila.
“Han siger, han kan tage det hele, hvis vi vil. Johansson, altså. Men vi får kun betaling for hytten. Resten tager han for at være venlig, siger han.”
Nila ser sig omkring. Hytten vil blive pillet ned, bjælke for bjælke, og fragtet væk. Tømmeret vil blive brugt et andet sted. Eller måske blive til brænde.
Han tænker på det tømmerlæs, han så rulle ind med jernbanen i Stockholm, da Europa kom i krig for anden gang i 1900-tallet. Han gyser ved erindringen om, hvor naive han og Vilhelm var, at de troede, at de ville kunne tage til Stockholm for at påvirke lappesagen, men hvordan det mest af alt blev et år, hvor de hutlede sig igennem. Lossede tømmer, huggede og kløvede. Et evighedsarbejde for at holde hovedstaden opvarmet i de kolde vintermåneder. Han kunne se på tømmeret, at det var boliger, der blev brændt af.
“Under krigen fyrede stockholmerne i kakkelovnene med gårde fra Hälsingland. Jeg var selv med til at hugge dem op,” siger han og stirrer ud i luften.
Han ved ikke, hvad Johansson har tænkt sig at gøre med tømmeret. Men tømmerkåten og forrådshuset bliver til brændsel, det er han helt sikker på.
Maggi svarer ikke. Han kan se, at hendes øjne bliver blanke. En pludselig impuls får ham til at lægge sin hånd på hendes. Den føles overraskende lille under hans egen, så anderledes, end det var engang, da han var barn og kunne gemme sin hånd i hendes trygge håndflade. Nu er det hendes hånd, der forsvinder i hans. De sidder sådan tavse en stund. Så rejser hun sig pludselig.
“Så er det vel bedre, at vi brænder det selv. Min families
boplads skal ikke blive til brænde i en eller anden stockholmers kakkelovn,” siger hun.
Hendes stemme lyder hård, men han kan høre, at den dirrer en anelse.
Han nikker, og hun går ind i hytten. Nila bliver siddende, læner sig op ad væggen og lukker øjnene. Hører som en svag susen, at hun snakker med hans far derinde. Dæmpede stemmer bag tykke tømmerstokke. Han hører en summende myg komme tættere og tættere på, indtil han mærker, at den lander på hans pande, og dens summen hører op. Venter på det lette stik, når den har fundet et godt sted at suge blod fra. Han tænker på Sivs pande dengang ved skovsøen, myggene, som slog sig ned, og som han viftede væk fra hende.
Alt det, der var, og alt det, der blev. Han fortryder intet, det gør han virkelig ikke. Hverken sommeren som skovhugger eller møderne med Siv. Han fortryder heller ikke året i Stockholm. Og så alligevel. På mange måder ville han ønske, at tingene var gået anderledes. Men hvad hjælper det at gå rundt og tænke sådan?
Det eneste, der findes, er jo virkeligheden og det, der endte med at blive.
Siv ser ned på Nils’ snavsede bukser, besigtiger pletterne af mudder blandet med indtørret blod. Han havde gemt dem igen, helt inde under sengen. De må have ligget der i mindst en uge. Hun mærker på den stive overflade, hvor mudderet og blodet er ekstra tykt. Det er ikke første gang. Men hun ved ikke, hvad der er værst. Når han står i køkkenet og snøfter og græder, eller når han gemmer dem væk og lader som ingenting. Ofte har hun ønsket, at han ville holde op med at vise så mange følelser, men det bliver ikke bedre af, at hendes ønske bliver til virkelighed. Børnene er
ubehagelige over for Nils uanset hvad, det ved hun jo. Forskellen er bare, at Siv ikke hører om det.
Fingrenes greb om bukserne strammes, og hun mærker, hvordan energien daler gennem kroppen, ligesom forsvinder ned gennem fodsålerne og siver ud på gulvet. Hun ved ikke, hvad hun skal spørge om. Ved heller ikke, om hun vil vide besked. Nils ville vel selv fortælle, hvis han syntes, det var nødvendigt? Eller er det hende, der gør det forkert? For hun er temmelig utilstrækkelig som mor, det mærker hun alt for ofte efterhånden. Men hun ved ikke, hvordan hun skulle kunne gøre det anderledes.
Siv kigger ud på den tomme gårdsplads gennem vinduet, vandet i små søer foran laden. Er der overhovedet nogen mening med at forsøge at få bukserne rene? Måske skal hun bare kassere dem. Hverken Nils eller John behøver at se dem, og hun har mere stof, så hun kan sy et par nye. Hun vil alligevel ikke kunne få dem rene, det ved hun i grunden godt. Hun ser ned på bukserne. Måske havde en pletkugle af blegejord kunnet få pletterne af? Sådan nogle, som farmor Johanna plejede at lave.
Siv husker kulden så tydeligt. Vanddampen i ens ånde, som blev til røgskyer i luften. Hendes hjemby svøbt i en grå dis, de sidste trækfugle, som fløj hastigt hen over himlen. Hvor uvant det havde været at være alene med farmor. At hjælpe hende med noget. Frosten i græsset havde knaset under skosålerne, da de drejede fra landevejen ind i skoven.
“Her.”
Farmor Johanna havde peget, og Siv havde gravet. Hvor gammel havde hun været? Måske seks-syv år. Gammel nok til, at farmor mente, at Siv kunne gøre nytte, ellers havde hun aldrig fået lov at komme med.
Mosset var let at skære igennem og skrælle af, men det var svært at komme gennem det brune lag af jord og plantedele under
det. Hun behøvede ikke at grave dybt, men lyng og blåbær havde rødder, som løb på kryds og tværs gennem jorden og fik spaden til at sætte sig fast hele tiden. Hun kan huske, at hun tænkte, at naturen prøvede hende af. Ville se, om hun var værdig. Om hun var beslutsom nok. Siv huggede og huggede, til hun havde lavet en rund ring på størrelse med et daslåg. Sammen tog hun og hendes farmor fat i hver sin ende og trak jorden væk. En rund cirkel, som blev holdt sammen af de tusindvis af rodtråde, der slyngede sig gennem jorden. Da de havde lagt jordklumpen til side, kiggede de ned i hullet, og der var den: blegejorden.
“Mærk på den.”
Farmors hånd, som holdt den grå jord frem, Siv, der forsigtigt strøg med pegefingeren, følte den fedtede overflade.
“Hvorfor er den så fed? Skulle den ikke opsuge fedt?”
Hendes farmor så på hende og smilede.
“Jo, man kan næsten ikke tro det. Men det er netop, hvad den gør.”
“Hvorfor?”
“Fordi den selv er næsten tom. Alt i jorden løber bare igennem den, den er tømt for farve og indhold. Derfor suger den så godt. Den optager alt fedt og skidt, der kommer i nærheden af den.”
Blegejorden, som de samlede, skulle blive til pletkugler. Dem lavede hendes farmor altid, og de brugte dem til særligt snavset vasketøj. Hun valkede også fars tøj med blegejorden, så kunne det bedre modstå fugten, når han arbejdede i skoven om vinteren. Farmor havde lært det af sin farmor, eller måske sin mormor. Nymodens påfund, som man kunne købe i butikken, rynkede hun bare på næsen af. Sagde, at intet virkede så godt som blegejorden.
Siv måtte hugge flere huller ud med spaden, før hendes farmor var tilfreds. Da de side om side gik ud af skoven, tog Siv sin farmors hånd. Det føltes uvant, men alligevel rigtigt. Først fór hendes farmor sammen, næsten skræmt. Men så lod hun Siv
holde hånden, og så føltes det, som om de hørte sammen for en lille stund.
Så længe siden og alligevel så tæt på. Kun et minde væk. Men alligevel umuligt at nå nu. Hendes farmor er død og begravet, og
Siv er ikke noget barn længere. Hun er selv mor til et barn, som kommer hjem med blodige knæ og lasede bukser, uden at hun kan hjælpe ham.
Siv griber fat i køkkenbordet, benene føles pludselig svage. Bukserne bliver liggende på bordet, da hun vakler hen til slagbænken og sætter sig ned. Blodet suser inde bag pandebenet, et øjeblik troede hun næsten, at hun skulle besvime. Hun føler sig udmarvet på en eller anden måde. Tømt for al næring. Ligesom blegejorden.
Hvad er meningen med det hele? Hun piller ved bomuldsdugen på bordet, den, hun har dekoreret med hæklede blondekanter, men som nu har fået flere grimme pletter fra spildt mad, som ikke vil gå af, uanset hvor meget hun gnubber. Alting falder fra hinanden, bliver grimt og slidt.
Hun ser sig omkring i køkkenet, forvirret, tænker på, om det overhovedet nytter at gøre noget. Men så hører hun den velkendte lyd af Nils’ skridt på grusgangen, og et hurtigt blik på uret fortæller hende, at hun må have siddet og stirret tomt ud i luften i næsten en time. Så rejser hun sig hastigt fra slagbænken. Da Nils åbner hoveddøren, har Siv smidt de ødelagte bukser ind i et skab, med rank ryg står hun og ser mod ham, da han træder ind i entreen. Han lukker døren stille efter sig, ser på hende og lader først til at ville sige noget, men fortryder så. I stedet bukker han sig ned for at tage skoene af. Hun vender ryggen til og giver sig til at tage det tørre service ud af opvaskestativet. Alt er jo i grunden, som det plejer. Det er kun inden i hende, at det føles, som om alting brister.
Siv finder livet som husmor kedsommeligt og ensomt. Hun føler sig fanget inden for hjemmets fire vægge, i ægteskabet med John og som mor til Nils, som hun ikke for alvor kan forstå. Da hun igen tager arbejde som kogekoge dybt inde i de svenske skove, finder hun trøst i venskabet med den unge kvinde Märta, som hun skal oplære. Men med arbejdet i skoven åbner hun også en dør til fortidens fortielser på klem.
2022. I Djupsele kæmper Eva med sin teenagesøn, Vilgot, hvis store engagement i at bevare skovens truede arter bringer dem på kollisionskurs. Mens hun forsøger at passe sit arbejde i skovbrugsvirksomheden, gør Vilgot sammen med miljøaktivisten Fanny alt, hvad han kan, for at stoppe fældningen af de lokale skove, og det bringer snart dem alle i vanskeligheder.
BLEGEJORDEN er andet bind i trilogien om multebærmosen, der er en historisk romanserie om at finde sine rødder – og svimlende kærlighed i de svenske skove.
