arbejderhjerte
Af samme forfatter
Skrænten (2004)
Bipersoner (2006)
Indkredsning (2010)
Begyndelser (2018)
Indkredsning II (2021)
Indkredsning III (2022)
Flugt (2023)
Arbejderhjerte 1 (2024)
Carl Frode Tiller
ARBEJDERHJERTE
Bog 2
ROMAN
På dansk ved Sara Koch
GUTKIND
Arbejderhjerte 2
er oversat fra norsk efter Arbeidarhjerte 2
Copyright © Carl Frode Tiller
All rights reserved
First published by H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard), 2025
Published in agreement with Oslo Literary Agency
Denne udgave: © Carl Frode Tiller og Gutkind Forlag A/S, København 2026 info@gutkind.dk
1. udgave, 1. oplag, 2026
Omslag: © Aina Griffin Sat med Aldus hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU
ISBN 978-87-434-1315-8
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Passagen om vestlig videnskab i kapitlet ”Fine dining” citerer fra Kaja Schjerven Mollerins ”Forsvar for metafysikken”, Klassekampen Bokmagasinet, 7. april 2018.
De erotiske vers i kapitlet ”Os?” er hentet fra Elfi Sverdrups samling af erotiske folkeviser.
Denne oversættelse er udgivet med støtte fra NORLA, Norwegian Literature Abroad.
Gutkind Forlag Læderstræde 9, 1. DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag gutkind_forlag
Indholdsfortegnelse
AC/DC 7
Spil nu en Cornelis! 14
I Oslo 60
Weniger 65
Nattetisseri 165
I kongens klæder 185
Forrådnelse 232
Os? 261
Et lille skub 315
Fine dining 326
Arbejderhjerte 2 400
Ved Nidelven 422
AC/DC
Det er blevet juni 2025. For første gang siden min barndom under den kolde krig bliver jeg nedtrykt, bange og træt af at høre nyheder, og da jeg kom hjem fra Adressa i dag, magtede jeg simpelthen ikke at høre det ellers obligatoriske Dagsnytt 18, men tog flasken med Black Dog Hill og skinken fra Alma Mater og satte mig ud på terrassen.
Solen skinnede, og vejret var dejligt, og mens jeg sad der og smilede og så på en flok glade nabobørn, der løb rundt efter hinanden med vandpistoler og gamle ketchupflasker med vand i – præcis som vi gjorde i halvfjerdserne – kom naboen kørende i sin Tesla, og det fik mig til at tænke på vejfesten for en måneds tid siden.
Det nærmede sig midnat, festen var for alvor kommet i gang, og da jeg så ham og en anden nabo stå midt på dansegulvet og spille luftguitar til ”Back in Black” af AC/DC, blev jeg ramt af en irritation jeg ikke helt forstod hvor kom fra; de gjorde jo ikke andet end at spille luftguitar med stor indlevelse, og bortset fra at den ene af dem aldrig blinkede af når han kørte ud af rundkørslen ved Kiwi-supermarkedet, og den anden var medlem af Miljøpartiet De Grønne og altid syntes at være på udkig efter naboer der kildesorterede forkert, havde jeg heller ikke noget at udsætte på dem, tværtimod, jeg kunne godt lide dem begge to.
Jeg blev ikke meget irriteret, skal det siges, jeg tror ikke der var nogen der kunne mærke det på mig, og irritationen forsvandt lige
så hurtigt som den var kommet. Men da jeg et par dage senere sad foran fjernsynet og ventede på anden halvleg af Rosenborg mod Molde og hørte AC/DC’s ”Thunderstruck” runge over stadionanlægget, blev jeg irriteret igen, og nu slog det mig at det var sket før i lignende situationer, ikke bare en, men flere gange. Der var simpelthen noget ved AC/DC, mit gamle yndlingsband, der provokerede mig.
Jeg havde aldrig været en af dem der havde fået syet store billeder af AC/DC fast på ryggen af denimjakken. I en periode overvejede jeg det, det var nok engang i syvende klasse eller sådan noget, jeg var tretten-fjorten år, altså i 1983 eller 1984, men jeg droppede det hurtigt igen, først og fremmest fordi sådan nogle rygmærker var populære blandt dem der sked på skolen, kørte rundt i gaderne i Namsos på tunede knallerter og små motorcykler og ofte tog dope og levede på kanten af loven, unge jeg var vokset op med, og som jeg både kendte og godt kunne lide, men som jeg alligevel ikke ville forbindes med fordi jeg på den tid var en fodbolddreng.
Så jeg nøjedes med lidt mindre iøjnefaldende måder at vise at jeg var fan. Jeg købte et jakkemærke, men ikke af den slags der dækkede hele ryggen, bare et lille mærke, som jeg fik mor til at sy fast på overarmen. Det havde heller ikke det velkendte AC/DC-logo, jeg valgte i stedet et mærke med et billede af guitaristen Angus Young, for ham var det kun de indviede der vidste hvem var.
De første AC/DC-plader havde jeg kun på kassettebånd, der var overspillet fra en lidt ældre nabodreng, men da jeg blev konfirmeret og fik råd til at skifte den gamle monokassettebåndoptager ud med et Sanyo-stereoanlæg, købte jeg dem allesammen på LP, ikke kun de officielle udgivelser, men også en række bootlegs,
som jeg bestilte via forskellige postordrekataloger, og som jeg hentede på posthuset, men ikke kunne vente med at åbne til jeg var kommet hjem; jeg lagde altid pakken på den smalle bænk på den anden side af skranken, og så tog jeg saksen, der hang i en tynd kæde fastgjort til væggen, sprættede den flade, brune papkasse op, tog pladerne ud og stod der og beundrede omslagene, gerne mens en af mine kammerater stod ved siden af, selvfølgelig lige så opslugt af sine egne nyindkøbte plader.
Bagefter cyklede vi så hjem med pladerne hængende i en plastikpose fra styret. Af og til tog vi hjem til den ene af os, men vi ville begge to høre vores egne plader så hurtigt som muligt, så han tog som regel hjem til sig selv, og jeg tog hjem til mig, og der lukkede jeg mig inde på mit værelse, lagde pladerne på bordet og tog den jeg glædede mig mest til at høre.
Jeg har forsøgt at forklare Astrid og Helga hvordan det føltes at komme hjem med en helt ny plade, at høre lyden af det hvide indercover der gled ud af ydercoveret, at se LP-pladen glide lydløst ud af indercoveret for derefter at lande i højre hånds håndflade, at mærke vægten af pladen og at lægge den ned på pladespilleren, løfte armen forsigtigt op og føre den et par centimeter til venstre, så pladen begyndte at snurre rundt, og så sænke nålen ned på pladen, høre den knitrende lyd idet den ramte vinylen, jeg har forsøgt at forklare hvor spændt, nærmest højtidelig jeg var i sådan nogle situationer, men de er vokset op med at musik er gratis og fuldstændig tilgængeligt når som helst, så de forstår det selvfølgelig ikke, de har et andet forhold til musik end jeg havde da jeg var på den alder, de hører også musik på en anden måde, hvis det ikke lige fænger dem med det samme, springer de straks videre til en anden sang – også det er en konsekvens af at alt er gratis og tilgængeligt når som helst, selvfølgelig – de
hører heller ikke hele plader gang på gang og oplever derfor heller ikke at musik kan vokse, at det man ikke kan lide ved første gennemspilning, på et eller andet tidspunkt bliver godt, tilmed fantastisk, ligesom pladen Powerage blev for mig, for eksempel.
Både Back in Black og Highway to Hell lød bedre de første gange jeg hørte dem, men snart forstod jeg at det var Powerage der var det bedste AC/DC-album.
AC/DC var forresten noget andet dengang end det er nu, de blev opfattet anderledes, i dag fremstår de som straight rock’n’roll, og de mest glatte og radiovenlige numre runger ofte over fodboldbaner og idrætsanlæg rundt i hele verden, ligesom ”Thunderstruck” altså gjorde i pausen mellem Rosenborg og Molde. Men i halvfjerdserne og firserne blev AC/DC regnet som noget destruktivt, noget skadeligt for unge mennesker, de var rå og hårde og aggressive, og foruden at handle om damer og sprut og dope og hurtige biler var teksterne antiautoritære og fulde af kritik rettet mod politi og myndigheder, mod kirke og religion og overklasse og småborgerlighed, de handlede ofte om magtmisbrug, om at stå uden for arbejdsliv og skole, om ikke at blive værdsat, om at blive set ned på, om ikke at blive regnet for noget, som i ”Riff Raff”, ”Problem Child”, ”Kicked in the Teeth” og i ”Down Payment Blues”, for eksempel, allesammen fra Powerage-pladen, AC/DC var et band for outsidere og underdogs, noget der ikke alene kom til udtryk gennem selve musikken og teksterne, men også i måden kultureliten behandlede bandet på, i latterliggørelsen og nedvurderingerne fra alle dem der mente at vide bedre, hånen fra anmelderne.
Nogle år senere, efter at jeg var blevet bedsteven med Bjørn, der spillede i band, læste Beat og Puls og havde en meget mere avanceret musiksmag end mig, holdt jeg langsomt op med at høre
AC/DC, og i gymnasieårene var det mest Hendrix, Cream, Dylan, The Band og snart også forskellige prog-bands, jo mere sære og obskure, desto bedre, og endnu senere, da jeg var studerende i halvfemserne, begyndte jeg også at høre avantgarde og kunstrock og siden jazz og klassisk. Nogle af de bands jeg havde opdaget i de tidlige teenageår, hørte jeg stadig af og til, såsom Led Zeppelin, for eksempel, men nu var jeg enig med kritikerne i at AC/DC var banale og overfladiske, både i tekster og musikalsk, oprøret var pubertært og manglede retning, musikken for enkel og formelpræget. Af og til, særligt da jeg var allermest påvirket af den postmodernistiske æstetik der var dominerende i halvfemserne, kunne jeg måske finde på at tage en af de gamle AC/DC-plader frem og høre den, men altid til efterfester og aldrig uden at forsikre de andre tilstedeværende om at jeg havde en ironisk distance til det vi hørte.
Sådan har jeg det ikke når jeg hører AC/DC i dag. Snarere tværtimod. I halvfemserne kunne jeg ikke fordrage begreber som ”ægte” og ”ærlig”, intet var mere falsk end det der påberåbte sig at være ægte, og ingen var mere løgnagtig end den der hævdede at være ærlig, mente jeg, og jeg og mine venner blev aldrig trætte af at latterliggøre mennesker der i ramme alvor talte om ”at være sig selv”, for det at være sig selv var naturligvis bare en af de mange roller man spillede i livet. Men i dag kan jeg godt finde på at sige at det er autenticiteten, den rå, oprigtige energi og den totale mangel på krukkeri i både tekst og musik, der tiltaler mig mest ved AC/DC, det er som om den midaldrende mand jeg er i dag, har mere tilfælles med den jeg var da jeg var fjorten, end den jeg var da jeg var atten eller femogtyve eller tredive, selvfølgelig ikke på alle områder, men i hvert fald på det område, og det var højst sandsynligvis også derfor jeg blev provokeret da jeg så mine
to naboer spille luftguitar til ”Back in Black”, det var som om min indre fjortenårige blev vakt til live, og i et kort øjeblik følte jeg det samme som jeg tror et offer for kulturel appropriation føler, mine naboer var langtfra outsidere og underdogs, og det føltes simpelthen som om de stjal min musik, jeg er ikke helt sikker, men jeg tror det var det jeg følte, og det får mig så til at tænke på noget jeg har tænkt på flere gange mens jeg har været i gang med disse fortællinger: at jeg har overtaget, levet mig ind i og ladet mig forme af andres fortællinger, i højere grad end jeg har været klar over. For var jeg egentlig en outsider? Var jeg egentlig en underdog?
Det ved jeg ikke, men det jeg ved, er at far og farfar betragtede sig selv som outsidere og underdogs, og at deres fortællinger ofte netop handlede om det. Om den misforståede og forfulgte kommunist, for eksempel, ham der blev set på som et hjernevasket fjols, men som en dag ville få ret og stå tilbage som historiens sejrherre. Eller om savværksarbejderen, den fattige dreng som mange så ned på og ingen regnede med, ham der havde et hårdt, farligt og dårligt betalt arbejde og som måtte stå med huen i hånden over for en autoritær værkleder, ham der blev undertrykt og hundset rundt med, lige til han ikke fandt sig i det og gjorde oprør, lige til han krævede sin ret, og fik ret, præcis som underdoggen over alle underdogs, Klods-Hans, den fattige dreng der viste sig at være kløgtigere end alle andre og endte med at vinde prinsessen og det halve kongerige. Som barn blev jeg hele tiden eksponeret for forskellige varianter af den slags fortællinger, det kunne ske gennem blikke og gestik, gennem kommentarer og diskussioner og vittigheder og historier, og på et eller andet tidspunkt har jeg måske overtaget fortællingerne og gjort dem til mine, ikke selve indholdet, men
formen, ja, det slår mig at jeg ofte har brugt den samme form som far og farfar når jeg har tænkt på og fortalt om mig selv, men at formen egentlig ikke passer til det liv jeg har levet og lever, som om jeg har prøvet at presse mine minder ind i en form der er tilpasset deres minder, sådan at virkeligheden – min virkelighed – stikker ud, hvis den da overhovedet er til at se.
Spil nu en Cornelis!
Det var sommeren 2010, ikke så længe efter at jeg fik arbejde
i Udlændingeservice og begyndte at kalde mig bureaukratiets
St. Peter. Europa var ramt af hedebølge, og der var ulidelig varmt i byen, så Thereses forældre havde inviteret os med ud til deres hytte på Byneset uden for Trondheim, der var der svalere og desuden muligheder for at bade i fjorden. Vi kendte dem godt nok til at vide at der ikke var nogen grund til at komme til tiden, men nu havde vi siddet ude i deres baggård på Bakklandet og ventet i snart en time, og de var stadig ikke færdige med at pakke, det virkede heller ikke som om de snart var færdige, døren og alle deres småsprossede vinduer stod på vid gab, og vi så og hørte dem vimse rundt i det altid så rodede hus.
– Hvor i alverden er køletasken blevet af? sagde Margareth. Jeg kunne høre, men ikke se, at hun flyttede rundt på en masse ting, der lød et par dunk og lidt skramlen, og så blev der stille.
– Fredrik? sagde hun, højere og med irritation i stemmen.
– Det ved jeg da ikke. Jeg har ikke brugt køletasken.
– Nej nej, sagde Margareth. – Men du kan jo godt svare alligevel.
– Det gjorde jeg også.
– Ikke med det samme.
– Ærlig talt.
– Ja, ærlig talt.
Nye dunk og mere skramlen.
– Fandens også, sagde Margareth. – Vi kan ikke undvære køletasken. Jeg drikker altså ikke varm hvidvin.
– Pak flaskerne ind i avispapir, sagde Fredrik.
– Hold nu op! sagde Margareth. – Jeg vil have køletasken med.
Den må jo være her et sted.
– Avispapir er mindst lige så effektivt.
– Hold nu op med det avispapir, sagde Margareth. – Og hvornår blev du forresten ekspert i køleteknik?
– Jeg er ikke ekspert i køleteknik.
– Netop!
– Du godeste, sagde Fredrik. – Gør som du vil.
– Gør jeg ikke altid det?
– Jo!
Stilhed.
Therese så på mig og himlede med øjnene, og jeg smilede for ligesom at fortælle hende at jeg syntes at det der foregik mellem hendes forældre, var mere komisk end anstrengende. Hun rystede på hovedet og smilede tilbage. Hun var taknemmelig for at jeg tog det sådan, det kunne jeg se på hende, og jeg kunne mærke at det gjorde mig glad. Jeg så over på Astrid og Helga, der sad i skyggen under æbletræet hvor der hang en lyskæde med røde, gule og orange pærer og flere afrikansk inspirerede og altid klirrende glasuroer, som Margareth havde lavet, de sagde ikke noget, de sad bare der og så surt ned på skifferfliserne, med røde og svedige ansigter.
Der gik lidt tid, og så rejste Therese sig og gik hen til køkkenvinduet.
– Er I snart klar? spurgte hun mens hun lagde albuerne på karmen og stak hovedet ind.
– Har I travlt? sagde Margareth.
– Nej, mor, vi har ikke travlt, men pigerne er trætte af at vente.
– Trætte af at vente, gentog Margareth. Som om det var det dummeste hun nogensinde havde hørt. – De kan vel finde på et eller andet, der er jo ingen der tvinger dem til bare at sidde der.
Therese hævede skuldrene og lod dem så falde igen. Hun ventede lidt, og så lod hun armene glide ned fra karmen og vendte sig om mod mig, hun åbnede munden og slog ud med hænderne for at markere hvor irriteret hun var.
Jeg begyndte også at blive utålmodig, men jeg smilede bare.
– Jeg kan tage pigerne med ned til kiosken og købe is mens de pakker færdig, sagde jeg.
Therese stod og så irriteret ud et par øjeblikke endnu, og så rystede hun det ligesom af sig og smilede samme taknemmelige smil som hun havde smilet for et øjeblik siden.
– Vil du også have en? sagde jeg.
– Ja tak.
Jeg rejste mig fra havestolen.
– Kom, piger, så smutter vi ned og køber is.
De fór op fra stolen og kom over til mig, Astrid løbende og Helga gående lige bag hende. Astrid tog min hånd, men ikke Helga, hun gjorde det stadig når det kun var os to, men når Astrid var med, var hun ligesom for stor. Jeg tog solbrillerne fra panden og satte dem på næsen og gik så ned ad flisegangen, der førte ud til gaden, hvor to unge piger sad på hug og sagde kiskiskis til en rød kat, og en cyklist trillede forbi, langsomt og med en lidt for løs barnestol, som skramlede hen over brostenene. Idet vi skulle til at runde stolpen, hvorpå Margareth og Fredriks postkasse med almuemotiver hang, vendte jeg mig om mod Therese for at spørge hvilken is hun ville have. Hun sad helt stille med armene på armlænet og så på os, og hendes smil
fortalte at synet af os rørte hende, og jeg blev også selv rørt da jeg så hendes smil, og som så mange gange før slog det mig at det ikke kunne være virkeligt, jeg kunne ligesom ikke forstå at vi var sammen, at hun ville have mig, at hun ville have børn med mig, at vi faktisk havde børn sammen.
– Hvad vil du have? spurgte jeg.
Hun trak på skuldrene.
– En Kendis? sagde jeg.
Vi lo.
– Bare køb et eller andet. Du ved hvad jeg kan lide.
Jeg nikkede og løftede den frie hånd, og så gik vi videre.
– Hvad lo I ad? spurgte Astrid.
Jeg så på hende og smilede, vippede hovedet lidt fra side til side.
– Det var bare en mor og far-vittighed, sagde jeg. – En af dem ingen andre synes er sjove.
Hun accepterede mit svar, hun var egentlig ikke interesseret i at vide hvorfor vi lo, for hende var det mere end nok at vide at jeg og Therese fjollede og havde det godt sammen, og hun så bare på mig og smilede, og så gik vi over gaden og videre ned til kiosken på hjørnet af Gamle Bybro, hvor folk sad og snakkede og lo ved vakkelvorne fortovsborde, mens de drak kaffe og spiste softice.
Da vi kom tilbage, var Thereses forældre faktisk færdige med at pakke. Margareth havde tilmed fundet køletasken, en blå og orange plastikboks, der sandsynligvis var fra halvfjerdserne, og som blev nødt til at stå mellem Fredriks ben fordi der var så fuldt i bagagerummet at vi måtte bruge kræfter for at lukke klappen i. Jeg, Therese og pigerne satte os på bagsædet, Helga i midten og Astrid på mit skød. Fordi vores bil var på værksted og vi var en for meget, havde Therese foreslået at vi kunne tage bussen derud, men så havde Margareth fnyst og sagt at da Therese var
lille og der var fuldt i bilen, havde de lagt hende på hattehylden, og det var jo også gået godt!
Hun startede den gamle Volvo, satte foden på speederen og gassede op så sort røg bredte sig over rosenbuskene bag os, og så humpede vi langsomt hen ad den brostensbelagte gade mens
Margareth bandede over et eller andet med tilsodede tændrør. Jeg havde længe spekuleret på hvorfor de ikke købte en ny bil når de uden tvivl havde råd til det, men på det tidspunkt var det gået op for mig at det rustne vrag af en gammel Volvo i virkeligheden var en slags statussymbol, måske et omvendt statussymbol, jeg ved det ikke, men Margareth og Fredrik ville aldrig nogensinde frivilligt have sat sig bag rattet i en af de flotte, dyre biler, som de fleste andre betragtede som statussymboler.
Det var stegende varmt, Astrids softice smeltede hurtigere end hun kunne nå at spise den, og det dryppede ned på sædet, men Margareth og Fredrik gik ikke op i sådan noget, og da jeg kommenterede det, sagde Margareth at hun både håbede og troede at bilen alligevel kunne klare turen helt ud til hytten uden problemer.
Jeg lo og rystede på hovedet, rullede ruden ned og lukkede lidt frisk luft ind.
– Tanken er jo næsten fuld, sagde Fredrik kort tid efter, da Margareth drejede ind på en Shell-station.
– Køleelementerne er ikke kolde, de lå i tasken, ikke i fryseren, sagde Margareth. Hun tog de to fryseelementer hun havde liggende mellem forsæderne, og så åbnede hun bildøren og steg ud. – Så jeg skal lige bytte dem, sagde hun idet hun smækkede døren i igen.
Kort tid efter kom hun marcherende tilbage med de samme to køleelementer.
– Pigebarnet ved kassen forstod ikke engang hvad jeg talte om, sagde hun. – Og jeg ledte i alle deres frysere, men der var ikke et eneste køleelement i nogen af dem.
– Det er 2010, sagde Fredrik. – Jeg tror det var engang i midten af firserne at tankstationerne holdt op med at tilbyde udskiftning af køleelementer.
– Hrmf, sagde Margareth. – Jeg har da set køleelementer i frysediskene mange gange siden da. Også for nylig.
– Ja ja.
– Ja. Tror du ikke på mig?
– Jeg sagde ikke noget, sagde Fredrik.
Margareth fnyste kort, og så vred hun nøglen om og begyndte at køre.
– Du spiser jo ikke engang is, sagde Fredrik efter et lille stykke tid.
– Hvad?
– Ikke noget, sagde Fredrik. Han vendte sig væk og så ud ad sideruden.
– Nej, jeg spiser ikke is, sagde Margareth. – Men Helga og Astrid spiser is. Jeg har set køleelementer i frysedisken når jeg købte is til dem.
– Nå, sådan.
Jeg og Therese kiggede på hinanden, jeg smilede, og hun himlede med øjnene og smilede tilbage, og så kiggede vi begge to på pigerne og lo lidt, de var vant til at Margareth og Fredrik opførte sig sådan sammen, men selvom vi havde forsøgt at forklare dem at de ikke skændtes for alvor, at det bare var en måde at fjolle på, ja næsten spille skuespil på, blev de stadig lidt forvirrede, og vi var ofte nødt til at berolige dem ved at le og ryste på hovedet og måske puffe lidt til dem og sige ”nu begynder de igen”.
“Carl Frode Tiller skriver en ny bibel til sin generation, og han er djævelsk god, når han fortaber sig i detaljerne.”
– NRK HHHHH
Arbejderhjerte 2 er fortsættelsen af historien om Trond, der ikke længere genkender sig selv eller det land, han kommer fra. Det er historien om et fald og en mulig vej tilbage.
Trond er en midaldrende mand fra Namsos. Han har mistet sit job, hans datter er syg, og hans ægteskab er på kollisionskurs. På samme tid ser han tilbage – han prøver at forstå sig selv og det samfund, han er en del af. Han prøver at finde sin egen fortælling.
Med dette bind er Arbejderhjerte et fuldendt romanværk: Carl Frode Tiller har skrevet et norsk liv.