Issuu

OPLEVELSER

med køretøjer i klubben DVMC Tredie del 1974-1975 Udgivet i VINTAGE NYT

Fra december 2016 til oktober 2017

Klubblad for Dansk Vintage Motor Club Uddrag fra scrapbogen og fortalte oplevelser 1974 og 1975

Knud-Erik Guldager 1

Veteranminder fra en svunden tid

1974 Ejer Bavnehøj Lørdag den 11. maj kørte vi klubbens løb til Ejer Bavnehøj. Der er nu flere der deltager, og vi er oppe på 26 vogne og 9 motorcykler. Vi har nemlig også inviteret andre klubber og herunder motorcykelklubber. Ældste køretøj var en Harley Davidson fra 1925. Turen gik rundt om Himmelbjerg-søerne Mossø, Knudsø og Ravnsø. Der var forskellige manøvreprøver og en af dem gik ud på at samle flest kartofler op på kortest tid, medens man kørte rundt i den grusgrav, hvor prøverne blev holdt. Bilklassen i ”kartoffelprøven” blev vundet af Bent Kirkegaard i sin Ford A 1929 og motorcykelklassen blev vundet af Knud Arhøj på sin Harley med sidevogn fra 1930. Kaffen blev indtaget i restauranten på Ejer Bavnehøj, hvor også præmieuddelingen fandt sted.

Restaureringspræmien for bedste bil gik til Karl E. Sørensen, Aarhus for sin Ford A Tudor 1930. For bedste motorcykel gik præmien til Leif Outzen på Harley Davidson 1925.

Lillebælt-løbet 8. juni kørte vi med i dette løb. Der deltog ikke mindre end 45 køretøjer. Vi mødtes på Kongebrogården i Middelfart kl. 13. Løbet var på kun 45 kilometer. Vi sluttede på Krybily Kro syd for Lillebæltsbroen, den gamle, for den nye er ikke bygget endnu. Her fik vi om aftenen den store kroanretning og præmieuddelingen fandt sted under denne.

Bagefter var der dans til levende musik. Mange overnattede på kroen eller kroer i nærheden. Der var mulighed for at de åbne vogne kunne komme under tag. Manøvreprøverne blev holdt på Skærbækværket. Det var som sædvanlig en hyggelig tur, hvor man mødte veteranvenner fra nær og fjern og hørte det sidste nye om de restaureringer, de næsten alle var i gang med.

Hertug Hans festival i Haderslev Den 15. juni kørte vi til Haderslev for at deltage i denne store årlige byfest. Den lokale sparekasse var sponsor. Vi deltog i det store optog gennem byen. Det startede kl. 11, hvorefter sparekassen gav frokost på Tørning Kro. Derefter kørtes et løb på kun 35 kilometer, hvorefter sparekassen igen var vært ved et kaffebord på Lunding Kro, hvor også præmie uddelingen fandt sted.

Vi kørte i Ford T’en og på billedet er vi klar til afgang til Haderslev.

Meilgård-Rally Søndag den 23. juni kørtes det 6. løb til Meilgård. Løbet var et af de gode gammeldags med start på teatertrappen. Vi skulle holde en gennemsnitsfart på 35 kilometer, og der var hemmelige tidskontroller undervejs, så man kunne ikke indhente tabt tid ved at køre hurtigere. Der var 30 køretøjer til start og her iblandt var de to gamle garvede motocross ryttere Bach Sørensen og Viggo Thomasen, begge fra Randers. De var berømte i trediverne, og i efterkrigstiden fra de store baner og ikke mindst Volk Mølle og Ny Mølle. De kørte på henholdsvis Royal Enfield og Norton. De havde konkurreret hele livet og kørte nu på deres originale ”tæmmede” maskiner til hyggeløb som dette. Både min BSA og min BMW har fået deres motorer hovedrepareret hos Viggo Thomasen. Jeg kan sagtens huske dem fra deres løb på begge ovennævnte baner, hvor jeg stod og fulgte, disse i mine øjne, helte, og nu kørte de minsandten med i vores løb. Jeg kan også huske et løb på Randersvej her i Aarhus i 1948. Banen lå ved det gamle vandtårn og den var en oval fladbane med slagger. Hvis man ikke førte an i løbet, fik man en stråle af sorte kulslagger lige op i hovedet og man kom til at ligne en morian i ansigtet. En morian var i gamle dage en afrikaner. Den berømte motorkører ”Morian Hansen” har altså ikke ligget forrest hver gang, siden han fik dette tilnavn. Der var også opvisning i pauserne og her kørte Viggo Thomasens søn, der var lidt yngre end jeg på 13 år, på et lille motorcykelstel med en stor motor, der var bygget

specielt til ham. Han skulle køre op ad et smalt bræt, der lå på jorden med en træstamme under midten. Når man passerede dette midtpunkt ville brættet vippe ned på den anden side. Det var svært nok at holde balancen på det smalle bræt i forvejen, men det øgede sandelig også dramatikken, at brættet var smurt ind i brun sæbe. Det hele blev annonceret i højtalerne og vi blev bedt om at være stille, så drengen bedre kunne koncentrere sig. Vi holdt alle vejret, men han klarede udfordringen fint og alle klappede begejstret. Det var sådanne oplevelser der fik alle unge til at ønske sig et motorkøretøj og for mig var det så heldigt, at netop omkring 1950 begyndte de første knallerter at komme frem. De kunne dog køre 60 km/t, så der skulle et motorcykelkørekort til. I 1951-52 begyndte der at komme knallerter frem, der var konstrueret så de kun kunne køre 30 kilometer i timen. I 1953 kunne man få kørekort til disse som 17 årig. Der skulle nemlig stadig kørekort til og der var nummerplader på knallerterne. Jeg var netop 17 år og i lære, så ud af en månedsløn på 170 kroner, fik jeg sparet sammen til udbetalingen på en Skylon og købte den og betalte resten over et år. Skylon 54 var en virkelig smart model, for den lignede ikke de andre knallerter, hvor mange bare var en lidt modificeret cykel med motoren siddende på

bagagebærerens plads. Nej, - Skylon 54 havde motoren siddende nede på kranken som de rigtige motorcykler og benzintanken ovenover, selvom denne var flad. Den var jeg meget stolt af og tog straks om sommeren på en lang til Fanø. Det var dengang en virkelig lang tur, der tog flere dage. Jeg overnattede hos min vestjyske familie ved Ølgod. Min knallert fik nr. X 10 050 og nummerpladen havde en speciel facon. Nu kom vi vist lidt langt væk fra det Mejlgård løb. Vejret var fantastisk. Det var som at køre igennem blødt fløjl, skrev jeg i klubbladet. Efter at have kørt gennem de flotte skove i området, som Pindstrup og Løvenholm, ankom vi til Meilgård. Vi parkerede som sædvanlig på tennisbanerne og slog os ned på plænerne i parken og indtog vores medbragte frokost. Det var virkelig hyggeligt og afslappende.

Hofjægermester Niels Iuel uddelte Mejlgård Slots vandrepokal til Bent Kirkegaard for hans fine Ford T 1925. Knud Arhøj vandt, alle koners skræk, nemlig den store torpedopokal. Han skulle jo egentlig have haft den i sidevognen, men Aksel Rasmussen gav den en lift på ladet af sin 1932 Chevrolet pickup.

”Den ustandselige Ford V/8” I sidste måned fortalte jeg om den ”Ustandselige Ford V/8” fra Ålborg og her er fortsættelsen om dens videre skæbne. - Den havde jo en noget dramatisk natur.

Fem år efter, jeg havde stillet bilen i depot på Stenderup Bilmuseum, solgte jeg den til en mand i Åbyhøj. Han ønskede lige netop denne model, så her ville den komme i gode hænder og blive restaureret. Vi aftalte at hente vognen en lørdag eftermiddag først i december. Jeg mener det var i 1974. Vi kørte derned i min Ford Taunus GT Coupé, ”Knudsen modellen”, som jeg nu havde fået i stedet for Zephyren. Vi ankom og kom vand på køler og motor. - Kontrollerede olien og kom benzin på. Vi havde også et ældre opladet batteri med og skulle nu starte bilen. - Men her begyndte så ellers alle de problemer, vi åbenbart skulle have den dag. Vognen havde rat- og tændingslås på ratstammen. Låsen var slidt og det var nøglen også, så jeg kunne ikke låse den op. Jeg prøvede længe, men måtte tilsidst opgive, skønt det strider mod alt mit væsen. Jeg kortsluttede nu ledningerne, så der kom tændingsstrøm på. - Nu kunne vi i hvert fald starte vognen, men vi kunne ikke køre i den, da jo den var ratlåst. Nu var gode råd dyre og tiden gik. - Vi skulle gerne hjem inden det blev mørkt, - hvilket det ville blive allerede kl. 16. Nåede vi ikke det, skulle vi have lys på helt til Aarhus og det kunne godt blive et problem, på grund af et lidt for gammelt batteri. Men selvom det alligevel nåede at blive mørkt, skulle det senere vise sig at blive et af vore mindste problemer den dag. Der var ikke andet at gøre end at skrue boltene, - der holdt ratstammen fast til instrumentbrættet, af og tvinge

hele ratstammen nedad, når jeg skulle dreje, så den store klump med hele ratlåsen kunne rotere forbi instrumentbrættet. Med lidt god vilje og håndkraft ville det kunne lade sig gøre. - I hvert fald i teorien, men om det også holdt, når jeg kom ud på den stærkt weekendtrafikerede hovedvej A 10, ville tiden vise. Jeg fik startet motoren og den stod og varmede lidt op, medens jeg pumpede luft i dækkene med en håndpumpe. Så kørte køberen og jeg afsted mod Aarhus. Han ville selvfølgelig gerne med på den første tur, i den bil han lige have købt, men turen blev vist lidt mere spændende end han lige havde ventet. Nu var det ved at blive mørkt og for at gøre ondt værre, begyndte det at sne med store tykke tøsnefnug, af den slags, der kommer i en krum bane lige ind i vindspejlet, så det er vanskeligt at se vejen. Motoren gik fint og det virkede såmænd også nogenlunde godt med den løse ratstamme, der kunne vippe op og ned. Jeg skulle dog koncentrere mig meget om, at ratlåsklodsen ikke kom i klemme ved instrumentbordet, så jeg ikke kunne dreje på rattet og endte i grøften, Selvfølgelig var vejene nu også ved at blive glatte. – Alt ville drille den dag. Ja, - vi havde skam problemer nok i forvejen, men alligevel skulle vi ikke slippe så let. Vinduesviskere var meget små og reguleret af vakuumtrykket fra motoren. Det vil sige, at når man giver gas, går viskeren helt i stå,

eller næsten helt i stå. - Alt efter, hvor meget gas man giver. Trådte jeg på gassen lagde der sig derfor straks et tykt lag tøsne på ruden, så man slet intet kunne se ud af den. - Jeg blev pludselig meget glad for de moderne bilers store og dejligt røde baglygter, når det gik op ad en stor bakke og jeg var nødt til at give gas. - Dem kunne jeg nemlig, - selv når det var værst, ane gennem sneen på ruden. Men ellers var det bare at slippe gaspedalen et øjeblik, så gav viskerne et par slag og jeg fik et kort øjeblik mere klart udsyn. Jeg var lidt bange for, at bilerne foran pludselig skulle bremse op, for min bremselængde hørte ikke ligefrem til de korteste. - Jeg ville gerne have kørt lidt langsommere, men jeg var nødt til at holde samme fart som de moderne biler på landevejen, da der kun var ét spor hver vej, så der var ikke plads til at overhale for de bagfra kommende biler. Overhale? – Man kunne slet ikke overhale i den snestorm, for der var ikke ret langt udsyn fremad i snetykningen, og der kom hele tiden modkørende biler og disse gjaldt det faktisk om at holde sig lidt til højre for, - men dog blive på vejen. De blændede mig nemlig mere end sædvanligt og det havde en grund. Jeg havde jo i sin tid smurt forruderammen grundigt ind i symaskineolie for at hindre den i at ruste yderligere. Det havde også virket, men nu viste det sig, at det var en

bjørnetjeneste, jeg havde gjort mig selv, for nu blev olien nemlig tværet ud over forruden, i hele det i forvejen meget lille synsfelt. Det bevirkede at lyset, fra de modkørende biler, reflekterede i alle retninger og det forværrede det, i den grad, ringe udsyn meget. Tro det eller ej. - Skæbnen havde stadig ikke givet os prøvelser nok. Bedst som vi kører af sted med alle vore bizarre problemer, lyder der nu en dunken fra forhjulene. - I begyndelsen lader vi, som vi ikke hører det, da vi har problemer nok at tænke på. Men til sidst er lyden så høj, at vi er nødt til at gøre noget ved den, så vi holder ind til siden på en lille rasteplads og går ud på hver sin side for at se, om vi kan bemærke noget usædvanligt. - Jeg havde snakket om, at det lød som om møtrikkerne var løse på et af forhjulene, så vi rokkede alt hvad vi kunne i hjulene, men det var jo en tung vogn, så vi kunne ikke mærke om de sad løse. Vi kunne ikke se hjulmøtrikkerne bag de store hjulkapsler og burde selvfølgelig have taget disse af og set efter, men det var snestorm og koldt, for bilen var jo ikke opvarmet og vi havde alle de andre problemer at tænke på, så vi satte os ind igen og kørte videre. - Stadig med den høje banken fra et af forhjulene, men vi håbede på, at det ville lykkes for os at køre de sidste tyve kilometer hjem til Åbyhøj. Lyden blev ganske vist højere, men nu var det holdt op med at sne og det hjalp meget på humøret. Vi kom ind til Viby Torv og drejede til venstre ad Viby Ringvej. Vi skulle ned under viadukten lige før Søren

Frichsvej og til højre hen ad denne og så ville der kun være femhundrede meter hjem til køberens hus. Nu kunne jeg endelig begynde at slappe lidt af efter den lidt vanskelige hjemtur. – Nu havde skæbnen vel ikke flere ting i posen til os. – Men der tog jeg godt nok fejl. Da vi kommer til viadukten og skal til højre er der heldigvis grøn pil for os. - Så slap vi for at holde. På Søren Frichsvej holdt der, i dens venstresvingsbane, en lang række biler. De holdt altså på vores venstre side, når vi svingede rundt.

Pludselig skete der noget uhyggeligt! Idet jeg drejer rundt om svinget til højre, og lige medens jeg har retning mod den holdende række af biler,

falder venstre forhjul af. – Så er det altså ikke let at styre, når man samtidig sidder med en dinglende ratstamme og vognens venstre forende synker ned mod vejen, - og så i et højresving, hvor vognen i forvejen krænger til venstre. Nu var det bare med hurtigt, at rykke ratstammen ned og vride rattet godt til højre og håbe på det bedste. Det gik som ved et mirakel, for hjulet trillede ikke væk, men blev inde i den store forskærm, hvor det tumlede rundt. - Jeg nåede dog at se, - i lyset fra lygterne, at der sad en mand i bilen lige ud for, med rædslen malet i sit blege ansigt. Han fik noget at fortælle om, når han kom hjem.

Selv om vi faktisk var hjemme og blot femhundrede meter, var vi nu nødt til at holde.

manglede

Jeg fandt donkraften frem og fik forenden hejset op. Jeg tog navkapslen af og herinde lå så alle de fem hjulmøtrikker. - Så langt så godt, men vi kunne ikke skrue dem på. – For hvad skulle vi skrue dem på? Hjulboltene var nemlig ”savet” af hjulet, der jo havde kørt næsten løst rundt inden det faldt helt af. De tre af boltene var helt væk, men på de to sidste var der rester af gevindet og her kunne møtrikkerne til alt held lige sidde fast med et par gevind. - Dem skruede jeg så på og kørte meget forsigtigt de sidste femhundrede meter hjem. Køberen havde sandelig fået en dramatisk historie at fortælle om sin bil, - men det kom han nu ikke til at betale ekstra for. Han fik skam bilen flot restaureret og kørte løb med den. – Det var en statelig vogn.

For pengene købte vi en flot hvid, - lidt brugt, Piet Hein spisestue med et stort bord og ti stole, samt en stor skænk.

Se, - sådan kan en gammel bil fra Ålborg transformeres om til en dejlig spisestue, som vi i øvrigt har endnu. Man må sige, jeg har haft mange oplevelser med mine veteranbiler og det har tit været spændende, men jeg ville nødigt have været dem foruden.

Blokhus-Rally

Søndag den 30. juni deltog 35 biler og 18 motorcykler i dette herlige sommerløb. Det var tredje gang og 50 år efter et rigtigt motorvæddeløb, der blev kørt på stranden lige efter første verdenskrig. Alle bilister, der var på de kanter dengang, skulle køre strækningen fra Blokhus til Løkken nede på stranden. Jeg har selv gjort det utallige gange. Stranden er jo meget bred og de badende lå enten helt nede ved vandet eller oppe ved klitterne, så hele det brede midterstykke var de motorkørendes ”legeplads”. Her overlod mændene rattet til deres koner, så de kunne prøve at køre en bil. Dengang var der ikke så mange kvinder, der havde kørekort som i dag. De større børn fik også lov at prøve fra 12 års alderen.

Undervejs var der nogle bække der havde deres udløb i havet og disse skulle passeres med forsigtighed, for ikke at komme til at sidde fast i det vandopløste ”kviksand”. Nogle kørte også helt nede i vandkanten, hvis der ikke var badende og de skulle skylle deres undervogne godt, når de kom hjem, for dengang var der ikke noget der hed undervognsbehandling og bilerne var ikke ret godt

rustbeskyttede fra fabrikkerne. Det er faktisk lidt af et held, at så mange biler overlevede, for de begyndte nemlig at ruste fra den dag de blev udleveret. En bil kunne let ruste igennem flere steder på under 10 år. Men tilbage til selve løbet. Vejret var fantastisk med klar blå himmel. Vi skulle køre to etaper, der var lige lange og skulle gøre det med samme tidsforbrug. Der var også forskellige opgaver undervejs. Jeg var kørende i min gule Ford V/8 Roadster og var så heldig at vinde 2. præmie. Bent Kirkegaard vandt 1. præmie for bedste restaurering med sin Ford T 1925. Der var en ekstrapræmie for snarrådighed til Henning Sejersen fra Odder. Han kørte i sin MG TC fra 1946. Hans benzintank var blevet utæt undervejs til løbet, men han nåede at afmontere den, lodde den og sætte den på igen inden starten og det fortjente altså en ekstrapræmie.

S’ommer-syssel fest i Øster Tørslev Søndag den 4. august var vi inviteret til at deltage i denne fest. Det var en stor fest for hele egnen. Den varede i hele fire dage. Da vi ankom, blev vi inviteret til kaffe i sognefogedens have. Det var hyggeligt og vi føltes os meget velkomne.

Der var først et lille løb rundt i omegnen med konkurrencer og opgaver. Første præmien gik til Henning Thomsen i sin Jaguar Cabriolet fra 1947.

Det var i det hele taget en rigtig hyggelig gammeldags sommerfest, som der dengang var mange af rundt omkring i landet. Hver egn havde sin sommerfest. Nogle steder kaldte man det at ”Ride sommer i by”. I begyndelsen var det nemlig med et optog af ryttere, statelig pyntede, men her i halvfjerdserne var det med pyntede åbne lastbiler med forskellige fantasifulde opstillinger på. Der var f.eks. Skorstensfejeren og hyrdinden, et dramatisk bankkup, sørøver Sally m.m. Den lokale ungdomsgarde gik foran. Vi kørte med i optoget og vores flotte køretøjer vakte begejstring. Vi sluttede på festpladsen i centrum af et stort tivoli. Her stod en masse mennesker. Gunner-Nu-Hansen var konferencer og jeg blev som formand kaldt op til mikrofonen, hvor han udspurgte mig om vore biler. På en fladvogn på pladsen optrådte Jørgen og Gustav Winckler med deres populære glansnumre. - Der var sandelig liv og glade dage. Da vi skulle til at tænke på at køre hjemad, kom mine to drenge hen og spurgte, om de kunne få bare én

femogtyveøre mere til de enarmede spillemaskiner, som de allerede havde brugt et par kroner på. De havde faktisk haft en del held og vundet et par gange, men største parten af gevinsten var spillemønter, og ikke de femogtyveører de havde puttet ind, og spillemønterne kunne man kun bruge på pladsen og det havde de så gjort og var løbet tør. De fik nu hver en femogtyveøre med strenge påbud om ikke at vinde, for vi sad allerede i vores Ford T og ventede kun på dem. Hvis de vandt skulle de jo bruge spillemønterne før vi kunne køre. Selvfølgelig vandt de igen, men brugte hurtigt gevinsten på spillemaskinerne og vi kunne endelig tage hjem efter en dejlig sommerdags oplevelser. Mange gange længes jeg virkelig efter de dejligste af de gamle dage.

Good Old Day’s i Holstebro Lørdag den 21. og søndag 22. september var klubben inviteret til Good Old Day’s i Holstebro. Man fejrede 40 års dagen for Vestjydernes Udstilling der fandt sted i 1934. Denne udstilling havde været en stor succes og selveste statsminister Thorvald Stauning åbnede udstillingen fra talerstolen.

Foruden os veteranbiler var der også en gammel hestetrukket postdeligence og et damptog. Vi skulle overnatte på vandrehjemmet, hvor der var reserveret plads til os. De ældre par fik værelser og os andre sov på enten pigernes eller drengenes sovesal. Det gik fint. Alle vognene kom under tag hos Mercedes, der havde ryddet værkstedshallen. Men det hele druknede desværre i voldsom regn og det var slemt, især for de åbne vogne. Holstebro satte Danmarks rekord med over 100 mm. Jeg kørte selv i min Ford T der stadig har den originale kaleche, og den er absolut ikke er tæt mere, så vandet dryppede igennem og tog alt det gamle støv, der i tidens løb havde ophobet sig med ned over vores tøj, så det blev meget snavset allerede den første dag.

Jeg kørte som sagt i min Ford T og jeg havde lånt min Ford V/8 Roadster til Wagner Hansen, da hans Ford A lige var blevet torpederet i et gadekryds. Det kom der en tragikomisk situation ud af, for da vi alle skulle have udleveret vores tildelte benzin, var der kamp om pumperne, men Wagner fik dog til sidst fat på en. Desværre viste det sig, - selvfølgelig efter at tanken var næsten fuld, at være en dieselpumpe. Han havde bare taget den eneste der var ledig i kampens hede. Godt nok er min Ford en god bil, men den kan dog ikke køre på diesel, så vi havde et stort arbejde med at tømme tanken, da bundproppen var umulig at få af. Den røg dog noget, da den skulle køre videre. Om aftenen skulle vi til Good Old Day’s i Holstebrohallen hvor der var fin underholdning med cancan piger og vi sad på de første rækker, så pludselig havde Knud Hansen en cancan pige på skødet. Det så han bestemt ikke ud til at have noget imod. Vi var alle klædt om i tøj fra tyverne og trediverne og alle havde gjort meget ud af det, som billederne viser.

Bagefter var der dans på restaurant ”Laksen”, hvor vi dansede til musik a la Good Old Day’s udsendelserne fra England.

Denne weekend var virkelig en stor oplevelse for klubbens medlemmer. En oplevelse deltagerne aldrig har glemt. Det var i øvrigt den nylig afgåede Ernst Trillingsgaard der stod for arrangementet.

I 1974 lod jeg min Ford T tjene lidt hjem til jul, til dækning af dens udgifter. Den var udstillet i hjørnevinduet hos Engelsk Beklædnings Magasin i Aarhus og som belønning, fik jeg lov til at vælge mig en habit efter eget ønske. – Tak for det, min gode gamle bil.

Næste gang er 1975, og der skal vi til: Påskeudstilling hos Ford i Aarhus. De har 50 års jubilæum. Mit køb af restaurering.

Wanderer

årgang

Den første rigtige danske veteranbilauktion i Ålborg. Meilgård-Rally og den Mercedes 300 SL jeg ikke fik købt. Indvielse af den ny bro over Mariager Fjord i Hadsund. Lyngfest i Herning. Samt flere af mine oplevelser fra tiden. Køreture i gamle biler, jeg, som barn, ikke fik. På gensyn

Knud Erik Guldager 26

Veteranminder fra en svunden tid

1975 Ford’s 50 års jubilæum i Aarhus Aarhus Motor Compagni startede i 1925 på hjørnet af Grønnegade og Klostergade. Lokalerne var gamle og lejede. Man solgte Ford vogne, der dengang kun var Modet T eller Model TT lastvogne. Man udførte service og reparationer på disse vogne. I 1937 byggede man selv nye og moderne bygninger på havnen lige overfor Katedralskolen. Huset kom hurtigt til at hedde ”Ford Huset”.

Man havde stor fremgang og i 1950 var der hele 250 ansatte og det var Nordeuropas største bilværksted. Den bil min far startede med at sælge symaskiner fra, var en dejlig Ford V/8 to dørs sedan fra 1936 og den er købt netop her. Jeg var tit med nede og hente den, når den havde været til service. Jeg tror det var for hver 1500 kilometer med olieskift og smøring. Jeg var imponeret af den store værkstedshal, hvor de mange mekanikere stod med hver sin bil. Dengang havde vi ikke vores eget firma, så V/8’en var chefens private bil i det firma, hvor min far var ansat. Men min far var så dygtig en sælger, at det kunne betale sig for chefen, at lade min far bruge bilen de fem og en halv dage om ugen og så kun selv have den i weekenden. Han cyklede så ned fra Trøjborg til forretningen i Park Allé, mens min far havde bilen fra morgenstunden. Dengang, lige efter krigen, var der bestemt ikke mange der havde bil, og husk dengang var den jo kun godt 10 år gammel, så vi børn var tit med ude på lange ture i ”Mads”, som vi kaldte bilen. Den var dog tit fyldt op med symaskiner, når vi kørte ud og dengang var det ikke symaskiner i kufferter, nej det var mest trædemaskiner med store støbejernsstel. Der kunne være hele tre inde i kabinen. De to lå på hovedet på bagsædet og den tredje stod, hvor forsædet, der var taget ud, havde stået. Når det var en lang tur, stod der også en på kofangeren bagpå, godt bundet fast til reservehjulet. Jeg kan huske, at min far fortalte, at en vinter, på en smal vej ude på Mols, gik det galt. Vejen var kun ryddet i ét spor og der var store volde af frossen sne på begge

sider. Den dag havde han minsandten også en stor trædemaskine bundet fast på den forreste kofanger, med reb hen til lygterne. Pludselig kom vognen i skred ned ad en lille bakke. Den gled på tværs på den smalle vej og støbejernsstellene på de to trædemaskiner, der stod på kofangerne, splintredes som glas mod de frosne snevolde. Det var godt nok ærgerligt. Man kunne endnu ikke få nye symaskiner her i 1947, så der var rift om gode brugte og nu var to af dem så ødelagt. Jeg fortalte, at vi børn tit var med ude på lange dagture. Dengang så man helt anderledes på sikkerheden, når man kørte bil. Min far synes, at vi børn skulle opleve noget, så vi blev blot stuvet ind mellem jernstativerne i kabinen og måtte selv finde os en nogenlunde bekvem plads og vi elskede det. Beviset er her på billedet, hvor vi holder en pause og tager et foto. Se maskinerne inde i vognen og bagpå. I bagagerummet kunne der være tre håndmaskiner i trækasser.

Min far lånte også tit bilen om søndagen og den var så fyldt helt op med voksne, som regel fra min mors familie. Vi børn sad omme i bagagerummet. Vi holdt klappen, der sad i toppen af kuffertrummet, lidt på klem, så vi kunne se ud. Vi havde strenge ordrer om at holde øje med politibiler. Kom der en sådan, skulle vi med det samme lukke klappen helt i, da det jo var forbudt at have børn i bagagerummet. Men vi syntes, det var spændende at sidder dernede og smugkigge ud.

Vi kørte også tit en tur til Moesgaard strand og badede og vi gøs, når min far, nede på havnen, vendte den store vogn, allerlængst ude på den smalle og lange ydermole der dengang kransede havnen ind. Min mor stod ud og forlangte, at også vi børn skulle stå af, når han gjorde det. Det gjorde vi nu gerne, for det så virkelig farligt ud, når noget af bilen hang ud over kajkanten og hjulene kom tæt på den flade molekant og derude var vandet i havnen meget dybt. Det vidste vi, for vi fiskede tit fra molen og snøren skulle være lang for at nå bunden.

Nå, nu kom jeg som sædvanlig lidt langt væk fra hovedemnet, som var Aarhus Motor Compagni’s 50 års jubilæum i 1975. Her var klubben inviteret til at stille med så mange Ford biler som muligt og gerne så gamle som muligt. Det ville sige fra før krigen. Det lykkedes og jeg mener, at vi fik samlet næsten 20 køretøjer. De blev udstillet i udstillingslokalerne på I. sal og når man ser på billederne, ligner det fuldstændig en salgsudstilling af brugte køretøjer i f.eks. 1935. Ud for hver vogn var der et flot skilt med årgang og type.

Min egen Ford T blev placeret nede i det store salgsvindue i gadehøjde ved hovedindgangen. Den stod på en roterende skive og så vældig flot ud. Den er jo en årgang 1926, så den passede næsten med firmaets start i 1925.

Min far handlede også i firmaet, idet han i 1959 købte en sekscylindret Ford Zephyr Mk II og i 1961 den nye model MK III. Han skiftede den et par år efter ud med en Ford Zodiak, som var luxusudgaven. Jeg ”arvede” de andre, hvilket jeg var godt tilfreds med.

Der var dengang ikke mange unge mænd på 26, der havde så flotte biler med sekscylindret motor.

Den første rigtige veteranbilauktion i Danmark I foråret 1975 blev den første rigtige veteranbilauktion i Danmark afholdt. Den blev afholdt tæt på landevejen lige syd for Ålborg. Det var en broget forsamling biler der mødte op. De fleste var jo førkrigsbiler. Her er billeder af nogle af bilerne.

Der er en Ford V/8 fra 1935 og bilen ved siden af kunne ligne en Chevrolet 1928. Den sidste firecylindrede.

Der var en imponerende Opel Admiral fra velsagtens 1938. BemĂŚrk den flotte kĂ¸ler Pinup.

En statelig Buick fra 1928 med artellerihjul holder pĂĽ en trailer.

De to bagerste på det sidste billede vil jeg lade eksperter om at navngive, men bilen med de rødkantede skærme er en Ford T Tudor 1926. Den næste er en Ford A 1930 eller 1931. Den gule er næsten helt sikkert Rexona’s udloddede RollsRoyce fra 1934. Jeg mener at Jesper Klein havde den en overgang. Jeg husker at den kendte Lars Bang, der altid gjorde meget i specielle biler, kom forbi i en meget lav Masserati Citroën SM. Den imponerede os noget.

MEILGAARDS RALLY 1975 Søndag den 22. juni mødtes vi i Randers, hos Mercedes forhandleren Bach Sørensen.

På det ene billede holder Fuglbjergs Hudson Cabriolet 1939 klar til start. Min 1932 V/8 stikker lige snuden frem.

Ved starten dukkede denne Mercedes 300 med de berømte ”mågevinger” op. Vi kunne købe den for 120.000 kroner

med plader. Men dengang havde jeg desværre ikke pengene og vi syntes også, at godt nok var den sjælden, men den var også ret ny, idet den var fra 1955 og man var slet ikke begyndt at samle på biler fra efter krigen. Efter starten kørte vi, ad meget små hyggelige veteranbilveje, ud langs Randers fjord på sydsiden og endte på tennisbanerne på Meilgaard.

Hofjægermester Niels Iuel med kasket inspicerer bilerne. Det blev lidt svært med præmierne, da der, utroligt nok, var hele syv køretøjer der havde kørt på samme tid. Man afgjorde ”den gordiske knude” ganske enkelt ved at se, hvem der kunne få flest bolde i en spand på tid. Køretøjerne var nu efterhånden så flot restaurerede, så det var ret svært at afgøre hvilket der var bedst restaureret, men Frede Nielsen, Viborg vandt med en New Hudson mc fra 1931.

Meilgaards vandrepokal, der går til det køretøj som hofjægermester Niels Iuel bedst syntes om, gik til Jens M. Bagge, Haderslev for hans smukke Rolls Royce fra 1934.

Johs. Jensen, Langå var barnevognen i slotsparken.

på

promenadetur

med

Den mindre ærefulde, halvanden meter høje kæmpekobberpokal, der tildeles til den, der har klokket mest i det den dag, var efter dommerens tilsagn lige ved at tilfalde undertegnede, så jeg havde nogle sindsoprivende minutter med besynderlige blikke fra min kone. (Pokalen skal jo stå i ”vinderens” fineste stue og mindst en gang om året kommer der uanmeldt inspektion). Til min store lettelse tildeltes den dog Fuglsbjerg, og det skal siges til hans ros, at han tog det som en mand. Han bar den hen i sin Hudson Cabriolet alene mand og den er virkelig tung. Men nu havde han også lige vundet 2. præmie i restaurering. Der deltog ikke mindre end 38 køretøjer dette år.

Indvielse Hadsund

den

nye

vejbro

ved

Lørdag den 16. august var vi igen på farten. Denne gang gjaldt det brobyggerfesten i Hadsund.

Løbet var arrangeret af Veteran Motorcykelklubben. Man mødtes på hovedgade i Hadsund, der i dagens anledning var lavet til gågade. Der var strålende solskin og køretøjerne holdt opmarcheret i en fin række. De åbne selvfølgelig med kalecherne nede. Jeg citerer nu hvad jeg skrev i klubbladet efter løbet i 1975: - Vi begiver os ned på byens fineste hotel for at indtage vor frokost (som er gratis). Pludselig, som et lyn fra en klar himmel, regner det 10 centimeter skomagerdrenge. Man stirrer bestyrtet ud i regnen, (der havde ikke været regnvejr i næsten 2 måneder), får øje på sin åbne vogn oppe i gaden. Hvad gør man? - Man smider skjorten, snupper hurtigt, sammen med Houmøller fra Ålborg, en af hotellets solparasoller og styrter med bar overkrop, under de gode Hadsundborgeres højt

lydende latterbrøl, op ad gaden og slår kalechen op og sopper så igen ned til den ventende frokost. Pressefolder i sommerbukserne var der ikke meget af efter den tur. Efter frokosten skal der køres efter tre ruter. Man får omhyggeligt forklaret fremgangsmåderne og nikker forstående. – Ak! - Det ser så let ud på et skema, men ude på ruten opstår tusinde tvivl. På køreordren står: Kør korteste vej til VIVE! – Man kører afsted med 30 kilometer i timen, som der også står gennemsnitshastigheden skal være. Pludselig ser man en lille grusvej, hvorpå der står: Gl. Vivevej. - Med et fiffigt smil drejer man rask ned ad denne vej. Efterhånden, som man kommer længere og længere ud ad vejen stivner smilet dog mere og mere. – Nu kommer der græs i midten? Vi har i grunden ikke set nogle rutekontroller længe. 5-6 kilometer ude ad denne, efterhånden rene og skære markvej, holder man ind til den sidste ejendom, for at spørge om vejen stadig går til Vive. – Men nu er man så langt ude, at der overhovedet ikke er nogen hjemme, selvom dørene står vidt åbne. (Beboerne er sikkert til byfest i Hadsund) Med fræsende hjulspin svinger man V/8’eren rundt på gårdspladsen, mens konen stirrer på en med det blik der betyder:- Bliver han dog aldrig voksen og ungerne rasler rundt i den åbne bagklap. Med 80 kilometer i timen går det nu tilbage ad den alt andet end jævne markvej, tilbage til ruten og ud ad den reglementerede sognevej. En sådan dag bliver der brugt meget benzin, når man kører V/8.

Resten af dagen blev vi for det meste på ruten. Der var afslutning med middag og præmieuddeling på Skelund Kro. Det var en dejlig dag og vi siger tak til Motorcykel klubben for invitationen.

Rudge motorcyklen på billedet ligner en Ewald Henneberg restaurering og mon ikke også er ham der står i baggrunden.

Fundet af en Wanderer 5/15 fra 1921. Jeg havde ladet rygtet gå i klubben, at jeg godt kunne tænke mig at finde en rigtig gammel bil at restaurere og en dag kom Poul Hansen hen til mig og fortalte, at han havde hørt rygter om en virkelig gammel bil der var til salg. Han kunne ikke rigtig huske hvad fabrikat det var, men det var noget med ”Ganger” eller sådan noget lignende. Den var virkelig gammel, for den havde messinglygter og messingkøler og de forlangte kun 11.000 kroner for den. En sådan bil havde jeg aldrig hørt om, men fandt efterhånden ud af at det måtte være en Wanderer og hvis det var rigtigt var jeg meget interesseret, for 11.000 kr. var meget lidt for en messingbil. Kunne det mon være rigtigt? Han fortalte, at en dame nede i Sjællandsgade vidste besked om bilen og der kunne jeg henvende mig. Sjællandsgade kendte jeg, for den mundede ud lige overfor vores butik i Nørregade. Jeg fandt hurtigt huset. Damen boede allerøverst oppe i et af de gamle huse i baggården. Den stejle trappe går helt tæt op til indgangsdøren til lejligheden, så man må stå tre-fire trin nede for at ens hoved ikke står klistret op ad døren, når beboeren åbner. Jeg bankede på og der lød straks en hidsig gøen fra en lille hund. Døren blev åbnet og jeg spurgte venligt damen, der stod og kiggede ned på mig, om hun kendte noget til en gammel bil der var til salg. Imens stod den lille sorte,

hidsige og skeløjede chihuahua hund nede på gulvet, men lige i øjenhøjde med mig, og gøede i et væk. Damen tyssede på den, men det var den fuldstændig ligeglad med. Vi kunne næsten ikke høre, hvad vi selv sagde, så for at berolige den lidt stak jeg venstre hånd hen til den. Det skulle jeg ikke dog have gjort, for godt nok var den så lille, at den næsten kunne sove i en stor tændstikæske, men dens mund var alligevel stor nok til at kunne bide om min ene finger og med dens små skarpe tænder lave nogle flænger i huden, så blodet flød. Damen blev ked af det på sin hunds vegne, men jeg slog det hen og påstod, at det slet ikke gjorde ondt og at det helt var min egen skyld. Den forsvarede jo blot sit hjem. – Ak ja, hvad gør man ikke i jagten på en sjælden bil? - Nu blev jeg budt indenfor for at vaske blodet væk og få et bind om. Det viste sig at være rigtigt med bilen. Det var noget af hendes familie, der havde sat den til salg. De boede ude i Højbjerg. Jeg fik adressen, men jeg var selv alt for varm på bilen til at kunne presse prisen, hvilket man som handelsmand altid skal prøve. Nu var det sådan, at min lillebror, der hed Bent, havde spurgt, om vi ikke skulle

restaurere en gammel bil sammen. Jeg vidste dog godt, at det så blev mig, der skulle lave alt arbejdet og det ville jeg faktisk hellere end gerne, men fordelen for mig var jo, at så var vi også to til at dele de sikkert mange udgifter der ville komme. Nu var lejligheden der til at have en fælles bil. Min bror havde ikke meget forstand på værdien af en gammel bil, så jeg sendte han derud for at købe bilen. Jeg fortalte ham, at den allerhøjst kunne være 10.000 kroner værd, men hvad der end skete, skulle han betale halvdelen straks og få papirerne med hjem. Han måtte ikke komme hjem uden at have købt den. Han fik 5000 kroner med og drog afsted. Da han kom hjem fortalte han meget skuffet, at han desværre kun havde kunnet presset sælgeren for 500 kroner og det havde endda været meget svært, for sælgeren påstod at prisen var sat virkelig lavt i forvejen, da det var hans brors vogn. Denne bror var nu syg og skulle sælge bilen hurtigt. Min bror fik handlet og han havde papirerne med hjem, så alt var godt. Vi havde dog sparet næsten 5 procent. Næste dag havde jeg lånt min fætters lille lastvogn og vi kørte ud til Højbjerg, hvor jeg selv så bilen for første gang. Jeg blev bestemt ikke skuffet. Den var faktisk i en meget fin stand og en restaurering var påbegyndt, men var blevet afbrudt på grund af broderens sygdom. Det var virkelig billigt for så gammel en bil i den stand. Jeg besluttede dog at adskille den totalt, hvilket som sædvanlig indebærer et stort, men også fornøjeligt arbejde. For hvor mange får lov til at adskille en så

gammel og sjælden bil i vores tid? Jeg ville komme til at lære en masse om bilkonstruktion omkring I. verdenskrig.

På det første billede holder den i garagen på Rosenvangs Allé.

På det andet læsser vi den.

Det tredje billede viser noget af det bedste i vores hobby, nemlig hjemturen med klenodiet man har jagtet og ”nedlagt”. Man sidder og glæder sig til at adskille den og bygge den op igen. Helst så original som det er muligt og det bliver nok svært med så gammel en bil.

På fjerde billede er den aflæsset hjemme hos min bror i Egå.

Næste face er at den kommer hjem i mit værksted og bliver adskilt ned til sidste skrue, men selve restaureringen må jeg hellere vente med at fortælle til en

anden gang. Her er dog et par billeder som forsmag. Rammen blev sandblæst og metalliseret

Motor og gearkasse delvis adskilt og rengjort.

Næste gang er 1976 og der skal vi til: 16. maj: Ejer Bavnehøj løb. 20 juni: Meilgaard Rally 26. juni: Brødregadeløb i Randers. 11. juli: Hjerl Hede tur. 31. juli: Ringkøbing Løb. 7. august: Røver-Rally i Vissenbjerg. 29. august: Byfest i Allingåbro, der fylder 100 år. Plus selvfølgelig lidt flere oplevelser og lidt om restaureringen af min Wanderer 5/15 fra 1921 og hvordan den til sidst kom ind at stå i stuen en vinter.

På gensyn