Da manden og kvinden blev skabt
Egen fortolkning af
Knud Erik Guldager
1
Da manden og kvinden blev skabt Da Vorherre havde skabt verden med al dens pragt og alle dens skabninger, kunne han godt se, at han blev nødt til at skabe det fuldkomne væsen til at herske over disse ting. Han gjorde sig derfor stor umage og brugte alt det bedste fra sine tidligere frembringelser. Da han var færdig, havde han skabt det helt fuldkomne væsen - manden.
Vorherre stod lidt og beundrede sit mesterværk. Han var godt tilfreds. Han så på mandens brede 2
skuldre og kraftige skikkelse med det smukke hoved øverst oppe med det stålfaste blik i øjnene. Han kunne se, at bag mandens blik lå der en skarp hjerne, der sammen med den kraftfulde krop, sagtens ville være i stand til at kunne klare ethvert problem han ville møde i den verden, han netop var skabt til at skulle beherske. Medens Vorherre sådan står og beundrer top produktet af alle sine anstrengelser, begynder han dog så småt at komme i tvivl. – Mangler der ikke ligesom noget? Er manden ikke ligesom lidt for kantet og muskelfyldt? – Men Vorherre kan ikke rigtigt se, hvad der er galt, og hvad det er, der mangler. Han har dog gjort sit alleryderste af det han formår, og det vil jo sige - ikke så lidt. Hvad er det dog der mangler? Han går hen og drejer manden lidt rundt og studerer ham igen. 3
Det er ikke selve ideen, der er noget galt med, men manden er ligesom lidt for meget. – Lidt for kraftfuld og muskelfyldt. Det er lige før, der er lidt hårdt over ham. – Han er måske lidt for brutal at se på, men hvis han gør ham blidere og mindre muskelfyldt, bliver det også galt, for så magter han måske ikke at klare alle de udfordringer, han vil komme ud for. Jeg bliver vist nødt at lave en til, - tænker Vorherre, men han er lidt træt nu, så han har ikke lyst til at begynde helt forfra med alle generne i sit nye værk, så han går resolut hen og brækker et ribben ud af kroppen på manden. Så har han alle de grundlæggende gener klar i dette ribben. Han begynder nu at skabe et nyt væsen, men denne gang er han lidt mere rundhåndet, ment på den måde, at han ikke gør kanterne så skarpe ved skuldrene og da hans hænder kommer lidt ned på kroppen, drejer han dem om på forsiden og laver her to bløde symmetriske halvkugler. Maven laver han også lidt rundere, - men kun lidt. 4
Ved hofterne lader han også sine hænder glide lidt længere ud til siden, så de får en flottere runding end hos manden og sådan fortsætter han helt ned til fødderne. Under hele denne proces havde han koncentreret sig meget og da han endelig er færdig, retter han sig op og går lidt på afstand for at tage sit nye væsen i øjesyn.
Han kan nu se, at dette nye væsen er lidt mindre end det første, og han kan samtidig se, at han er blevet langt dygtigere til at skabe disse væsener. Han havde allerede lært meget ved skabelsen af det første, hvor han havde lagt nogle virkelig fine gener ind i mandens krop. Disse gener og selve kroppen har han nu forfinet i kvindens 5
krop, og han er godt tilfreds med sin nye frembringelse. Da han skabte mandens hjerne vidste han med sig selv, at han havde skabt den hidtil bedste hjerne af alle hans skabninger. Den var designet til at være rationel til det yderste, men nu var han blevet klar over, at den måske nok var lidt for ustruktureret. Den var for målrettet på overlevelse og han ville nu gerne bringe nogle flere nye nuancer ind i kvindens hjerne. Han beholdt derfor langt det meste af den første menneskehjerne som den var, men byggede videre på den og indlagde nye ting som blidhed og omsorg og ikke mindst tolerance. Blidheden lod han mest komme til udtryk i kvindens øjne og bevægelser. De blev derved meget forskellige fra mandens. Da både krop og hjerne var på plads, betragtede Vorherre igen sin nye skabning. Et tilfreds smil bredte sig over hans ansigt. – Kvinden var simpelthen fuldendt! 6
Fra starten var det var jo meningen at manden skulle være skabningens herre og bestemme over alle andre skabninger, men Vorherre kunne pludselig indse, at det absolut ikke ville være godt, hvis manden også havde det fulde herredømme over denne nye skabning, kvinden. Det ville aldrig gå godt, for han havde nemlig en plan med de to skabninger. - De skulle kunne reproducere sig selv. Han indbyggede derfor en stærk reproduktionskraft i begge hjerner, for at være sikker på at den planlagte forøgelse af sine mesterværker ville ske. Men hvis manden havde det totale herredømme over kvinden, ville hun ikke altid være interesseret i denne reproduktion og det ville derfor ende med, at manden brugte alt for megen tid og energi på at indfange kvinden. Han måtte indlægge andre ting i kvindehjernen, som ville gøre manden mere interesseret i at fuldføre denne mangfoldiggørelse på en blidere måde, så det ikke blot blev til en grov voldshandling. 7
I mandens hjerne indlagde han, at det ypperste mål i livet ville være at opnå kvindens gunst og han lærte derfor manden at være galant og høflig over for kvinden. I kvindens hjerne lagde han forførelseskunsten og lærte hende at udnytte den ved hjælp af sin krops former og sindets blidhed. Han lagde meget af forførelseskunsten i kvindens øjne, - så meget at det virker med stor kraft den dag i dag. – Hvilken mand kan ikke næsten drukne sig i et par forførende kvindeøjne. Vorherre var nu godt træt og han magtede ikke mere, og mente heller ikke, at det var nødvendigt, at gøre flere forsøg. Fra nu af måtte disse menneskeskabninger klare sig selv, og vise at de magtede den verden, de var blevet skabt til at beherske. Reproduktionskraften blev den stærkeste kraft verden nogensinde havde set. Alle menneskets handlinger gennem tiderne kan i yderste led føres tilbage til denne urkraft. På grund af denne kraft, som han lagde i alle de 8
levende væsener han havde skabt i sin verden, flyver små sommerfugle mange tusinde kilometer for at forplante sig og menneskene har gennem tiderne ført krige og skabt store omvæltninger i verden. – Alt sammen på grund af denne kolossale og stærke urkraft. Urmanden og urkvinden var således perfekte til det yderste, men gennem tiderne kom der mange varianter, som ikke længere helt levede op til denne perfektion. Faktisk findes der ikke længere helt perfekte mennesker, men der findes dog nogle i verden der har mange af de oprindelige egenskaber i sig endnu. Nogle mænd er stadig galante og høflige over for kvinder, og nogle kvinder har stadig urkvindens blødhed i deres krop, og de har bevaret både blidheden, omsorgen og tolerancen. Lykkelig er den mand der har en sådan kvinde. Hans største ønske er at drukne sig i hendes forførende øjne.
9
Ovenst책ende er nedskrevet ved juletid 2008. Dette er min helt egen fortolkning af skabelsen af manden og kvinden.
Knud Erik Guldager
10
11