Skip to main content

DSU'eren - Årgang 89 - Nr. 3

Page 1

Kære DSU I ønskes et rigtig stort tillykke med de 90 år DSU er en organisation fyldt med paradokser. På den ene side er 90 en temmelig fremskreden alder, men på den anden side har I aldrig været mere fyldt med ungdommeligt gåpåmod og tro på fremtiden end netop nu. På den ene side kan vi voksne hos Socialdemokraterne nogle gange bande jer langt væk, når I kommer med ubekvemme forslag, der går på tværs af partilinjen. Men på den anden side ville vi ikke for noget i verden undvære jeres kritik og forslag, fordi vi ved, at den altid er ærligt og kærligt ment. På den ene side har I igennem årtier været den sjoveste og mest kreative ungdomsorganisation i Danmark, og på den anden side er der ingen andre ungdomsorganisationer, der når jer til sokkeholderne, når det handler om at arbejde med seriøse og gennemtænkte politiske forslag. Jeg har altid været stolt over, at Socialdemokraterne har en ungdomsorganisation, som i den grad er i stand til at sætte den politiske dagsorden. Jeg er stolt over det kæmpe arbejde, som I lægger i at uddanne jeres medlemmer. Det har skabt afgørende resultater, ikke alene for Socialdemokraterne men også for Danmark, og det er mindst lige så vigtigt i dag og i morgen, som det har været tidligere. Det er nemlig ikke noget tilfælde, at så mange store socialdemokratiske poli-

SIDE 2 DSU’eren November 2010

tikere gennem tiden har startet deres politiske engagement i DSU. Fra Hans Hedtoft og H.C.Hansen til Poul Nyrup Rasmussen. Og hvem ved hvilke store politiske personligheder, der i dag gemmer sig blandt Jer? Der er en ting som gør Jer så helt og aldeles uundværlige, og det er jeres enorme engagement i hver eneste af vores valgkampe. Det er meget simpelt: uden jer ville der ikke være en socialdemokratisk valgkamp. DSU er i dag den absolutte spydspids i vores kampagnemaskine, hvilket I på flotteste vis illustrerede sidste år i forbindelse med valgene til EuropaParlamentet og til kommunalbestyrelser og regionsråd. Her var det DSU, som gik forrest i opgaven med at nytænke hele vores kampagnevirksomhed, og det var frem for nogen DSU, som fik organiseret dør-til-dør indsatsen og telefonbanker rundt om i landet. Det er en indsats, som både jeg og resten af partiet sætter utrolig stor pris på. Nu står vi så over for en folketingsvalgkamp, hvor vi skal knokle endnu hårdere, så vi efter valget kan vinke farvel til Lars Løkke og Pia Kjærsgaard. Jeg besøgte jeres kongres i Vejle, og jeg deler fuldt ud jeres budskab om, at der skal ”Gang i 10’erne”.

Ikke mindst når det gælder de unge, har de ni år med VKO været en katastrofe. Ungdomsarbejdsløsheden stiger, andelen af en årgang som gennemfører end en ungdomsuddannelse falder, tusinder af unge mangler en praktikplads, og mange unge er blevet hårdt ramt af de stigende priser på den kollektive transport. Og som om det ikke var nok, vil regeringen nu betale regningen for sine ufinansierede skattelettelser bl.a. ved at skære i SU’en på ungdomsuddannelserne. Vi vil en anden kurs. Vi vil arbejde os ud af krisen, vi vil investere i nye grønne arbejdspladser, og vi vil sikre uddannelse til alle. Der er forskel mellem dem og os. Og forskellen er ikke mindst tydelig, når det kommer til vores unge. Vi har tillid til den danske ungdom, og vi vil investere i den. Det vil regeringen tydeligvis ikke. Jeg ved, at det er jeres mål, at Socialdemokraterne igen bliver det største parti blandt de unge. Og jeg kan love jer, at jeg og resten af partiet vil gøre alt, hvad vi kan, for at vi sammen når det mål. Rigtig godt jubilæum.

Kærlig hilsen

Helle


2 4 5 6 8 10 11 12 14 16 18 20 22 24 26 28 29 31

Hilsen fra Helle DSU’s historie fortalt igennem 11 interviews 1905 - 1925: Stiftelsen af DSU 1926 - 1939: Kommunister, fascister og nazister 1940 - 1945: DSU under besættelsen 1946 - 1952: De første efterkrigsår 1953 - 1966: DSU står i stampe Når jeg ser et rødt flag smælde Kampagne Fabrikken 1967 - 1972: Vietnamkrig, ungdomsoprør og EF 1973 - 1982: Krise, ungdomsarbejdsløshed og ØD 1983 - 1992: Fra studiekreds til aktivisme 1993 - 2000: Med Poul ved roret 2001 - 2010: Den lange rejse Peters Klumme Her kan du læse mere om DSU’s historie Voxpop Dans Dagbog

12

DSU’eren udgives af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom Danasvej 7 - 1910 Frederiksberg Tlf.: 72 300 880 - Fax: 72 300 899 dsu@dsu.net - www.dsu.net Ansvarshavende redaktør Peter Hummelgaard Thomsen Redaktør Niels Peter Bøgballe Medredaktør Anne Paulin

20

Redaktion Daniel L. Jørgensen, Amalie P. Sørensen, Allan L. Kjærgaard og Lars W. Hansen (politisk medarb.) Korrektur: Jakob Esmann Design og forside-illustration Kristian Emil Petersen, www.kepdesign.dk Tryk KLS Grafisk Hus A/S - oplag 6.700. Trykt klimaneutralt Årsabonnement for ikke-medlemmer kr.: 200,Navngivne indlæg dækker ikke nødvendigvis DSUs eller redaktionens holdning. Citater fra DSU’eren må kun gengives med tydelig kildeangivelse. ISSN: 0905-5525


Artiklen er skrevet af Anne Paulin

Lars Wernblad Hansen

Daniel L. Jørgensen

Niels Peter Bøgballe

Følgende 11 personer har med et interview om deres aktive periode i DSU, bidraget til at skabe denne artikel. DSU’s første årtier er beskrevet med hjælp fra en række bøger om perioden. Læs mere om disse på side 28.

NIELS ENEVOLDSEN Forbundsformand 1974-1978, har gennem en årrække arbejdet for International Labour Organization (ILO) i Geneve.

FINN LARSEN Forbundsformand 1978-1982, i dag sekretariatschef i LO.

JAN PETERSEN Forbundsformand 1982-1986, medlem af Folketinget 19902007, i dag borgmester i Norddjurs Kommune.

JENS CHRISTIANSEN Forbundsformand 1986-1990, partisekretær for Socialdemokratiet 2002-2006, i dag direktør for kommunikationsbureauet Advice.

ANNETTE BERENTZEN Forbundsformand 1990-1992, i dag leder af LO’s internationale afdeling.

METTE FREDERIKSEN Tidligere formand for DSU’s Internationale udvalg, i dag medlem af Folketinget og socialordfører.

KRISTIAN MADSEN Forbundsformand 2000-2004, senere konsulent i LO og 3F, i dag lederskribent på Politiken.

JACOB BJERREGAARD Forbundsformand 2004-2008, i dag underviser i samfundsøkonomi og kandidat til Folketinget.

PETER HUMMELGAARD Forbundsformand 2008-

Louise Juul Jensen Forbundssekretær 2008-

SIDE 4 DSU’eren November 2010

HENRIK SASS LARSEN Forbundsformand 1992-1996, i dag medlem af Folketinget og politisk ordfører. Desuden forfatter til bogen Tilbage til Friheden fra 1996.


Siden stiftelsen af Socialdemokratiet i 1871 havde forskellige socialdemokratiske ungdomsgrupperinger forsøgt at etablere sig. Først med dannelsen af Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF) i 1905 kom der en samlet ungdomsbevægelse på benene. Intern uenighed mellem socialdemokrater og kommunister førte imidlertid til SUF’s splittelse og dannelsen af Danmarks socialdemokratiske Ungdom i 1920. Socialdemokratisk Ungdomsforbund I 1905 holdt Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF) sin første kongres. Man vedtog at bakke fuldt op om Socialdemokratiets politiske program og støtte partiet i forbindelse med valg. Man vedtog desuden et politisk program, der som sit først punkt havde ”At drive en virksom Agitation i Skrift og Tale mod Militarismen og den kapitalistiske Samfundsorden”. Kampen mod den militære oprustning var fra starten et hovedemne for de unge socialdemokrater. Overalt i Europa oprustede stormagterne massivt i årene op til Første Verdenskrig, og i Danmark var debatten om Københavns fæstning den mest ophedede i det første årti af århundredet. Ud over militarismen var debatten (også dengang) præget af ungdomsarbejdsløshed, idet og mere end 10 % af SUF’s medlemmer var arbejdsløse. Derudover kæmpede SUF for en nedsættelse af valgretsalderen til 21 år samt stemmeret til kvinder. Første Verdenskrig Første Verdenskrig havde store kon1) DSU’s første kongres i Nyborg 1920. På billedet ses blandt andet Hans Hedtoft 5 2) Statsminister Thorvald Stauning 3) Lenin og den russiske revolution 4) Deltagerne i DSU’s stiftende møde, Århus 1920 5

sekvenser for den unge arbejderbevægelse. Troen på, at arbejderbevægelsen kunne være med til at skabe en mere retfærdig verden, led et knæk, da det store tyske socialdemokrati valgte at støtte krigen. De næste fire år massakrerede arbejderne hinanden i Europas skyttegrave i stedet for at samarbejde om en mere retfærdig verden. I Rusland resulterede krigen i revolution, som bragte kommunisterne til magten. Den Russiske Revolution inspirerede mange europæiske socialdemokrater til at ønske mere drastisk handling, og det førte i de følgende år til, at arbejderbevægelsen blev splittet i en socialdemokratisk og en kommunistisk fraktion. Dette fik også konsekvenser i Danmark. Socialdemokratiet under Thorvald Stauning insisterede på at arbejde på et demokratisk grundlag og nægtede at tage kommunisternes metoder i brug for at opnå magten. Det betød, at de yderligtgående dele af venstrefløjen valgte at danne Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). DSU stiftes De dramatiske omvæltninger fik også konsekvenser for SUF. I perioden under Første Verdenskrig var der adskillige sammenstød mellem Stauning og SUFformanden Ernst Christiansen. Ernst Christiansen kritiserede blandt andet, at Stauning under Første Verdenskrig havde accepteret at blive kontrolminister i den radikale regering. Det var stik imod holdningen blandt mange socialdemokrater, som mente, at Socialdemokratiet først skulle gå i regering den dag, man havde flertal alene. Ernst Christiansen begyndte i stigende grad at sympatisere mere med kommunisterne, og angrebene på Stauning og Socialdemokratiet tog til. Socialdemokratiets kongres i 1919

tog skarpt afstand fra de mange illoyale angreb fra SUF, og fra talerstolen sagde Thorvald Stauning: ”Hvorledes kan Ernst Christiansen sidde i Partiets Hovedbestyrelse, samtidig med at han udøver denne usandfærdige, sjofle kampagne mod det parti, han officielt tilhører. Ungdomsforbundets medlemmer må vælge mellem Ernst Christiansen og Partiet.” Efter kongressen valgte SUF’s hovedbestyrelse at ophæve båndet til Socialdemokratiet. Hermed havde SUF reelt taget stilling til fordel for kommunisterne. Derefter valgte omkring 2.000 socialdemokratiske medlemmer af SUF at melde sig ud. Den 8. februar 1920 blev Danmarks socialdemokratiske Ungdom (D. s. U.) stiftet på et møde i Århus. De første år Allerede i pinsen 1920 holdt DSU sin første kongres i Nyborg. Her gik man direkte i kødet på kommunisterne, som man kaldte ”Splitterbevægelsen”. I en kongresresolution udtalte man sin ”skarpeste Fordømmelse af de Splittelsesforsøg, der er iværksat til Skade for Arbejderklassen”. Kommunisterne forsøgte at forhindre de unge socialdemokrater i at vinde fodfæste, men det lykkedes DSU at få betydelig fremgang de første år. Allerede i 1921 rundede man 5.000 medlemmer, og i 1925 10.000 medlemmer. Fra starten gjorde DSU op med SUF’s holdning til Socialdemokratiet og indledte et tæt samarbejde. Det fremgår af en resolution, at ”Danmarks socialdemokratiske Ungdom, som vil organisere Arbejderungdommen til Arbejdet for Gennemførelse af Socialdemokratiets Program, tilsiger dette Parti Støtte i dets politiske og agitatoriske Virksomhed til Fremme af Partiets og Arbejderklassens interesser”.

DSU’eren November 2010 SIDE 5


lagde grunden til velfærdsstaten – blandt andet K. K. Steinckes store socialreform fra 1933. Pest over Europa Op gennem 1920’erne og 1930’erne kom demokratiet under pres i Europa. Tidens store totalitære strømninger, kommunismen, fascismen og nazismen, skyllede hen over kontinentet. Samtidig blev Europa hårdt ramt af den verdensomspændende økonomiske krise, der startede med det store krak på Wall Street i 1929. Stauning danner regering

DSU’s første formand hed Christian Christiansen. Han sad frem til 1927. Derefter satte to Århus-drenge sig på ledelsesposterne, Hans Hedtoft og H. C. Hansen. De skulle få enorm betydning for ikke bare DSU – men også Socialdemokratiet de næste tredive år. 1920’erne var den periode, hvor Socialdemokratiet for alvor rykkede ind i magtens centrum. I 1924 dannede Stauning regering for første gang. Den holdt dog kun to år, og i 1926 kom Venstre atter til magten med den reaktionære Thomas MadsenMygdal. I 1929 fik Stauning atter flertal, og dermed blev ”Det socialdemokratiske århundrede” indledt. Frem til 1982 var det med ganske få afbrydelser Socialdemokratiet, der sad på magten i Danmark. Den senere socialdemokratiske finansminister Henry Grünbaum, som dengang var ung DSU’er, husker tydeligt den dag i 1929: ”Vi stod som DSU’ere i tusindvis på Christiansborg Slotsplads sammen med de andre titusinder fra partiet og fagbevægelsen, som hyldede Stauning. Det var jo virkelig et helt afgørende, ja skelsættende systemskifte, der dengang fandt sted, og som vi unge i DSU havde kæmpet for sammen med partiet og som en del af partiet”. Efter opgøret med SUF var DSU blevet en fast støtte for Stauning og havde en stor del af æren for Socialdemokratiets succes. I de følgende år fulgte en lang række reformer, som forbedrede forholdene for arbejderne og

Samtidig skete der store forandringer i Europa. Den økonomiske verdenskrise og den enorme arbejdsløshed, der hærgede den vestlige verden, fik mange til at mene, at demokratiet havde spillet fallit. I stedet ønskede de en stærk og handlekraftig leder, som kunne tage hånd om problemerne. Det kommunistiske Sovjetunionen voksede sig stærkt, i Italien tog Mussolini og fascisterne magten, og i 1933 blev Hitler rigskansler i Tyskland. Samme år skrev Socialdemokratiets chefideolog Hartvig Frisch bogen Pest over Europa. I bogen tog Frisch et fundamentalt opgør med tidens tre store totalitære ideologier, bolsjevisme (kommunisme), fascisme og nazisme. Alle tre ideologier var ifølge Frisch dybt antidemokratiske og skadelige for arbejderbevægelsen. Derfor blev kampen mod de totalitære ideologier det centrale for DSU og Socialdemokraterne i 1930’erne. Selvfølgelig var de borgerlige partier stadig modstandere for Socialdemokratiet, men her foregik kampen på et demokratisk grundlag, og fra tid til anden var det endda muligt at indgå aftaler, sådan som det fx skete med det berømte Kanslergadeforlig i 1933. Støvletramp i gaderne

Det var ikke kun i det store udland, at de totalitære strømninger slog rod. I Danmark iklædte Konservativ Ungdom sig uniformer og marcherede i gaderne med støvler og skrårem. Også kommunisterne holdt store parader. Det rejste også debat om, hvilken vej DSU skulle vælge. Nogle ønskede at gå radikalt til værks og efterligne kommunisternes og nazisternes måde at optræde på for på den måde at markere et stærkt modspil. En del DSU’ere var meget inspirerede af russiske professor Sergei Tschachotin, der blandt andet lancerede Trepilemærket, der skulle være et socialdemokratisk modstykke til eksempelvis det nazistiske 1) DSU’s kongres i København 1934 1 2) Jens Otto Kragh poserer sammen med en gruppe DSU’ere under et flaget med trepilesymbolet 1 3) DSU’s landsdelsstævne i Næstved i 1936 5

SIDE 6 DSU’eren November 2010


hagekors. Det var især blandt den københavnske studiekreds Socialdemokratiske Studenter – en slags forløber for Frit Forum – at man ønskede en mere aktivistisk linje, og enkelte iklædte sig uniformer som KU’erne og marcherede med faner prydet med trepilemærket. Blandt dem, som var inspireret af Tschachotin, var den unge Jens Otto Krag. Han havde været formand for DSU Randers, men læste nu økonomi i København. Enkelte gik endda så langt at foreslå, at der skulle dannes en ”Enhedsfront” med kommunisterne for at imødegå truslerne fra højre. Her satte DSU-formand H. C. Hansen foden ned. Han tilhørte den anden fløj i DSU, som mente, at faren skulle bekæmpes ved at stå fast på det demokratiske grundlag og den socialdemokratiske bevægelse – og ikke ved at kopiere de totalitære bevægelsers metoder – og slet ikke ved at samarbejde med kommunisterne. 1934-kongressen

DSU har haft mange dramatiske kongresser i tidens løb. Men kongressen i 1934 står vel nok som den mest dramatiske af alle. Her kom det til et voldsomt opgør om, hvilken af de to veje man skulle vælge. Flere af de delegerede gik stærkt imod H. C. Hansens linje. De krævede blandt andet, at trepilemærket blev gjort til officielt DSU-symbol. Der blev også fremsat flere resolutioner, som opfordrede til en enhedsfront med kommunisterne, eksempelvis ”DSU opfordrer den danske Arbejderungdom til Enhedsfront mod Kapitalisme og Fascisme”. Der skulle angiveligt også have været planer om at vælte H. C. Hansen som formand. Ifølge historikeren Bo Lidegaard var det ingen ringere end Jens Otto Krag, der var manden bag både flere af de radikale resolutioner og planerne om at vælte ledelsen. Da planerne blev afsløret på kongressen, blev det af H. C. Hansens støtter udlagt som et kommunistisk inspireret kupforsøg, og flere talte for at ekskludere bagmændene. Et stort flertal på kongressen valgte at støtte H. C. Hansens linje. Krag undgik at blive ekskluderet, men fik aldrig senere nogen fremtrædende post i DSU, og forholdet mellem Krag og H. C. Hansen forblev køligt. H. C. Hansens linje sejrede på kongressen, og efterfølgende skrev han i medlemsbladet Rød Ungdom (datidens ”DSU’eren”): ”Kongressens baggrund var Krisen, Fascismen og Kommunismen. Den blev en magtfuld Tilkendegivelse af, at den socialdemokratiske Ungdom ikke er til Falds for Øjebliksstemninger eller romantiske Diktaturtendenser, og at den socialdemokratiske Ungdom staar fast, urokkelig enig på Socialdemokratiets Grund”. DSU vokser og får indflydelse

I midten af 1930’erne rundede DSU’s medlemstal 25.000, fordelt på godt 400 lokalafdelinger rundt om i landet. DSU var stadig ikke så store som Konservativ Ungdom, men væksten i DSU’s medlemmer var langt højere end de øvrige ungdomsorganisationer. Særligt blandt landarbejderne var DSU i vækst. På landet var langt færre end i byerne fagligt organiserede, og forholdene var derfor langt dårligere. Også i forhold til lærlingene var DSU på barrikaderne. I forbindelse med vedtagelsen af lærlingeloven i 1932 fik DSU foretræde for Folketingets lærlingelovsudvalg. I det hele taget fyldte unges forhold på arbejdsmarkedet meget – set i lyset af den massive ungdomsarbejdsløshed, som fulgte i kølvandet på den økonomiske krise. For at komme tættere på 4) H.C. Hansen i 1926, netop udlært som håndsætter, med det oprindelige DSU emblem i knappehullet 2 5) Demonstration, måske 1. maj. Årstallet er 1937 eller 1939 5 6) Hans Hedtoft, forbundsformand for DSU, og senere statsminister 7) Adolf Hitler, diktator i Tyskland

magtens centrum flyttede DSU’s Landsforbund i 1931 fra Århus til København. Her blev det liggende. Mørket sænker sig over Europa

For DSU og Socialdemokratiet var det bedste værn mod de totalitære strømninger at udbygge det sociale sikkerhedsnet og dermed undgå den dybe sociale desperation, som havde bragt både nazister og kommunister til magten. Men i 1930’erne ændrede DSU også holdning til forsvarsspørgsmålet og opgav den pacifistiske linje. Det skyldtes især den stigende trussel fra nazisterne syd for grænsen. Både konservative og kommunister angreb Socialdemokratiet for denne nyorientering. Til dem skrev Hans Hedtoft i 1934: ”Havde man mon ventet, at danske Arbejdere skulle have sagt: Ja, vi er inderligt ligeglade med de Erobringer, en Menneskealders møjsommelig Kamp har skaffet os? Vi bytter gerne det demokratiske Danmark med det retsløse Nazityskland? – Om Statschefen hedder Hitler eller Stauning kommer for os ud paa ét?” Hedtofts pointe var klar: Demokratiet og de sociale forbedringer skulle forsvares - om nødvendigt med våben i hånd! Dette blev yderligere aktuelt med udviklingen i Spanien. Med støtte fra Hitler og Mussolini indledte General Franco et oprør mod den spanske folkefrontsregering, der bestod af socialdemokrater og socialister. Den spanske borgerkrig rasede i tre år og kostede hundredetusinder af mennesker livet. Mange unge socialister og kommunister drog til Spanien for at forsvare folkefrontsregeringen. H. C. Hansen besøgte Spanien i 1937 og blev dybt deprimeret over, hvad han så. Ikke mindst fordi folkefronten var blevet voldsomt infiltreret af Sovjetunionen. I 1939 rykkede Francos tropper ind i Madrid, og endnu et land faldt under fascismens skygge. Samtidig besatte tyske tropper Tjekkoslovakiet og truede Polen. Det trak op til en ny storkrig i Europa. I Danmark syntes den totalitære fare til gengæld at være afværget. Ved folketingsvalget i 1939 fik Kommunisterne kun 2,4 % og nazisterne kun 1,8 % af stemmerne. Det var ikke mindst DSU’s fortjeneste, at de to partier fik så lav tilslutning. Men så kom katastrofen. I september 1939 brød Anden Verdenskrig ud, og syv måneder senere blev Danmark besat. Den totalitære ideologi, DSU havde bekæmpet i næsten et årti, var nu herre i landet.

DSU’eren November 2010 SIDE 7


Besættelsen betød naturligvis en stor omvæltning for DSU. Tyskerne indførte en lang række restriktioner, som vanskeliggjorde DSU-arbejdet. På grund af censuren måtte man skrue ned for den politiske agitation og i stedet kaste sig over andre aktiviteter. Mod slutningen af krigen blev flere DSU’ere aktive i egentligt sabotagearbejde, og flere måtte lade livet under kampene.

Dansk Ungdoms Samvirke Kort efter besættelsen dannede Rigsdagens fem demokratisk indstillede partier – dvs. Socialdemokratiet, De Radikale, Venstre, Konservative, og Retsforbundet – en samlingsregering med Stauning som statsminister. På den måde prøvede man at begrænse de negative konsekvenser af besættelsen. Man var selvfølgelig tvunget til at rette ind efter besættelsesmagten. Blandt andet måtte de to tidligere DSUformænd Hans Hedtoft og H. C. Hansen opgive deres plads i Folketinget, fordi de havde udtalt sig for kritisk om tyskerne. Men alternativet, en fuldstændig nazistisk magtovertagelse i Danmark, mente de fem partier, var endnu værre. På samme måde indledte DSU under besættelsen et samarbejde med ungdomsorganisationerne fra de demokratiske partier. Man dannede sammenslutningen Dansk Ungdoms Samvirke, der senere blev til Dansk Ungdoms Fællesråd. Formålet var at oplyse ungdommen om demokrati – og dermed forhindre, at den nazistiske (og kommunistiske) ideologi fik tag i ungdommen. I spidsen for DUS stod teologen Hal Koch, der fik stor betydning for styrkelsen af det danske demokrati og civilsamfund. På vandring i den danske natur Besættelsen fik naturligvis stor indflydelse på aktiviteterne i DSU Det gjaldt alt lige fra at medlemsbladet, Rød Ungdom, blev underlagt streng censur, til at der på grund af rationeringen ikke længere var

SIDE 8 DSU’eren November 2010

kaffe til afdelingsmøderne. 1930’ernes hårde opgør mod nazisterne og kommunisterne måtte nu aflyses af mindre sprængfarlige aktiviteter. Det var slut med store optog og landsstævner. I stedet samledes man nu om andre og tilsyneladende mere uskyldige aktiviteter. Friluftsog lejrlivet fik en mere fremtrædende plads i DSU-aktiviteterne. En artikel i Rød Ungdom, ”Gennem Skov, langs Mark og Vang…” beskriver eksempelvis glæden ved at vandre i naturen og har en række underafsnit: ’Sangen og Musikken’, ’Hjemstavnslære’, ’Botanisering’, ’Vi lytter til Fuglestemmer’ og ’Sociale Vandringer’. Det var så sandelig noget andet end 1930’ernes hårde udfald mod nazismen… På trods af de vanskellige forhold lykkedes det DSU at bevare et medlemstal på godt 22.000 under besættelsen. Modstandskamp! Men der var også et andet DSU. I takt med, at krigslykken vendte for tyskerne, blev flere og flere unge engageret i modstandskampen. De første år under besættelsen støttede DSU op om Staunings regering, men da samarbejdspolitikken brød sammen i august 1943, gik også flere unge socialdemokrater ind i modstandsarbejdet, blandt andet i forbindelse med omdeling af illegale blade. DSU-formand Victor Gram tog i efteråret 1943 initiativ til det illegale blad Frihed, hvor også den senere formand Per Hækkerup spillede en central rolle. Bladet var ikke kun vendt mod tyskerne, men også mod kommunis-

terne, som man frygtede kunne overtage magten i landet den dag, tyskerne var væk – netop på grund af kommunisternes stærke stilling i den væbnede modstandskamp. Det er vanskeligt at få et samlet billede af, i hvor høj grad DSU engagerede sig i egentligt sabotagearbejde. Men at der blandt de dræbte modstandsfolk har været DSU’ere, hersker der ingen tvivl om. Efter den store folkestrejke i sommeren 1944 kunne man således læse i Rød Ungdom: ”I de urolige Dage omkring 1. Juli omkom tre af vore Kammerater fra københavnske Afdelinger,” efterfulgt af et kort mindeord om hver. Af hensyn til censuren kunne man selvfølgelig ikke gå nærmere i detalje med, hvad der var sket, men alle forstod hentydningen. Mod slutningen af krigen blev mange DSU’ere aktive i de såkaldte ventegrupper. Det var bevæbnede grupper, som skulle gå i aktion den dag, tyskerne kapitulerede. Formålet var at sikre, at de kommunistiske modstandsgrupper ikke brugte magttomrummet efter kapitulationen til at gennemføre et kup. En af delingsførerne var Per Hækkerup, som blev arresteret af Gestapo efter at være blevet angivet af en stikker. Man fandt dog ikke de illegale våben, som han opbevarede, og Gestapo måtte lade ham gå. På befrielsesnatten 4. maj 1945 gik de mange ventegrupper i aktion og var dermed med til at sikre en relativ rolig overgang tilbage til et demokratisk styre.

1) Per Hækkrup, formentlig ved en af DSU’s kongresser, ca. 1940 3


Tusind tak for 90 ür med solidaritet, fÌllesskab og samarbejde Sammen har vi bygget fortiden – sammen vil vi bygge fremtiden.


DSU jublede man over en skarpere socialistisk profil, mens andre så det som et farligt opgør med den pragmatiske linje, der i 1930’erne gjorde Socialdemokratiet til det store, samlende folkeparti. Valget i 1945 blev en katastrofe for Socialdemokratiet, som gik massivt tilbage. Samtidig gik kommunisterne kraftigt frem og fik 18 mandater. To år senere vandt Socialdemokratiet dog en stor del af det tabte tilbage og kunne danne regering med den tidligere DSU-formand Hans Hedtoft som statsminister. International solidaritet

Efter krigen var DSU med til at formulere en ny socialdemokratisk politik, der blandt andet indeholdt en række kontroversielle forslag, blandt andet socialisering af banker og forsikringsvæsen. Samtidig blev DSU i stigende grad internationalt forankret og var en af de ledende kræfter i oprettelsen af IUSY. Den kolde krig og frygten for en kommunistisk magtovertagelse førte til, at DSU i 1949, trods stor intern diskussion, valgte at bryde med mange års neutralitetspolitik og støtte dansk medlemskab af NATO.

Fremtidens Danmark

I månederne efter krigen satte Socialdemokratiet et stort udvalgsarbejde i gang for at udarbejde et program for, hvordan Danmarks skulle bygges op efter krigen. Den unge cand. polit. Jens Otto Krag var sekretær for udvalget, og Per Hækkerup var med som en af de ledende skikkelser. Udvalgsarbejdet resulterede i programmet Fremtidens Danmark, som indeholdt en række vidtgående forslag om socialisering af erhvervslivet. For de unge socialdemokrater handlede det om at finde en tredje vej, der både sagde fra over for såvel den uregulerede markedsøkonomi, der havde fejlet i mellemkrigstiden og udløst den store depression, og over for den totalitære planøkonomi, der var fremherskende i Sovjetunionen. En af datidens ledende DSU’ere, Københavns senere overborgmester, Egon Weidekamp, opregnede i Rød Ungdom under overskriften ”Forsikringsvæsenet maa socialiseres” en lang række brancher, der var egnet til hel eller delvis statsovertagelse. Det drejede sig blandt andet om fødevareproduktion, tekstilindustri, byggebranchen og ikke mindst banker og forsikringsvæsen. I dele af partiet og

SIDE 10 DSU’eren November 2010

I 1946 blev Per Hækkerup valgt som formand for DSU. Han var stærkt optaget af det internationale arbejde og meget engageret i den netop oprettede organisation for socialistiske ungdomsorganisationer, International Union of Socialist Youth (IUSY). I 1946 blev Per Hækkerup valgt som generalsekretær for IUSY, og året efter var 8.000 unge samlet til IUSY-sommerlejr på Bellahøj. Det var ikke altid lige let at finde fælles fodslag i IUSY, specielt var der stor uenig mellem de franske socialister, der prædikede revolution og marxisme, og så de skandinaviske socialister, der som DSU insisterede på, at socialisme og demokrati gik hånd i hånd. I den endelige udtalelse fra Ballerup-stævnet hedder det: ”Kammerater! Vi unge socialister vil fortsætte at virke for fred og forståelse i verden. Vi vil gøre det i den praktiske internationalismes tegn. Vi lover hinanden at fortsætte kampen for den internationale socialismes ideal. Vi lover at fortsætte kampen for demokratiets uerstattelige værdier.” Per Hækkerup sad som DSU-formand i seks år og blev i 1962 udenrigsminister under Jens Otto Krag. Det var under Per Hækkerup, at Danmark for alvor indledte en aktivistisk udenrigspolitik. Frygten for kommunisterne

I 1948 tog kommunisterne magten i Tjekkoslovakiet ved et kup organiseret af Sovjetunionen, og der gik rygter om, at Danmark var udset som det næste offer. Allerede i 1946 havde Winston Churchill udtalt de berømte ord om, at et jerntæppe havde sænket sig ned gennem Europa og delt kontinentet i en vestlig, demokratisk blok og en østlig, kommunistisk blok. Den kolde krig var nu en realitet, og alle frygtede, at det kunne udløse en ny europæisk storkrig. Som generalsekretær i IUSY havde Per Hækkerup tæt kontakt til socialdemokrater fra de østeuropæiske lande og kunne derfor fra nært hold følge, hvordan kommunisterne strammede grebet, og mange af Per Hækkerups venner måtte enten flygte til Vesten eller blev interneret i koncentrationslejre. Det satte sig dybe spor i DSU, hvor afskyen over for kommunisterne nu var større end nogensinde. Efter kuppet i Tjekkoslovakiet skrev Hækkerup: ”Vigtigst er, at vi faar øjnene op for, hvem der ogsaa i vort land er frihedens fjender. Den kommunistiske propaganda i Danmark koger over af begejstring over det, der er sket i Czekoslovakiet. Lad kun kommunisterne juble over disse skændige handlinger mod anderledes tænkende, men lad os andre lære deraf, at bød forholdene i Danmark kommunisterne de samme muligheder som i Czekoslovakiet, vilde de handle på samme måde”. NATO

I Danmark havde der bredt sig en stemning om ”aldrig mere en niende april”. Man ville ikke bare passivt acceptere en sovjetisk besættelse, sådan som det var sket med tyskerne i 1940. Derfor måtte man opgive den neutralitetspolitik, Danmark havde ført siden 1864, og aktivt vælge side til fordel for det demokratiske Vesten. I 1949 valgte den socialdemokratiske regering derfor, at Danmark skulle optages i NATO. Der var mange kritiske røster, både i partiet og i DSU, hvor man i stedet ønskede et neutralt forbund med de øvrige nordiske lande. Den løsning viste sig dog urealistisk. De to tidligere DSU-formænd Hans Hedtoft og H. C. Hansen, nu i egenskab af henholdsvis statsminister og finansminister, førte an i kampagnen for at få Danmark med i NATO, kraftigt støttet af Per Hækkerup, der måtte tage en række hårde kampe internt i DSU. I sidste ende lykkedes det Hækkerup at få DSU til at bakke op, og DSU-kongressen udtalte i 1949: ”Da de nordiske forhandlinger bristede, blev Danmarks tilslutning til Atlantpagten naturlig. Herigennem øges landets sikkerhed og Danmark bidrager til fredens bevarelse”.


Mens Socialdemokratiet for alvor går i gang med at opbygge velfærdsstaten, er perioden 1953-66 en stille periode i DSU. Såvel medlemsmæssigt som aktivitetsmæssigt er der tale om en periode med tilbagegang, og politisk ligger man meget tæt op af Socialdemokratiet. Ved periodens slutning står det klart, at DSU må forny sig, hvis man skal bevare kontakten til ungdommen.

Medlemmerne svigter DSU I 1952 gik Per Hækkerup af som DSUformand og blev efterfulgt Børge Jensen. Det blev starten på en vanskelig periode i DSU, og i løbet af 1950’erne faldt DSU’s medlemstal. Rundt om i landet skød flere og flere sportsforeninger og ungdomsklubber frem, og det pressede DSU på medlemsfronten. For at imødegå presset begyndte man flere stedet at nytænke aktiviteterne, så der blev mere plads til det sociale. Det skete dog – mente i hvert fald nogen – ofte på bekostning af det politiske arbejde. Dette afspejles blandt andet i en artikel fra 1955 i Fri Ungdom (der havde afløst Rød Ungdom som medlemsblad), som rejser det eksistentielle spørgsmål ”Bliver der spillet for meget bob i D. S. U.?” Den interne debat om organiseringen af DSU spillede også en stor rolle. Under Børge Jensen skete der en yderligere centralisering. Dette blev imidlertid ændret af hans efterfølger, Niels Kristiansen, som lagde mere indflydelse ud til de lokale DSU’ere. DSU’s profil udviskes I 1955 døde statsminister Hans Hedtoft pludseligt i en alt for ung alder. Han blev efterfulgt af en anden tidligere DSUformand, H. C. Hansen. Året efter blev der indført folkepension til alle, og i de følgende år gik det stærkt med udbygningen af velfærdsstaten. Om det skyldtes, at statsministeren var tidligere DSUformand og de sociale fremskridt er ikke til at vide, men i hvert fald lå DSU i disse år meget tæt op af Socialdemokratiets

1) Per Hækkerup med høj cigarføring 3 2) DSU’ere slapper af og morer sig i 1966

4

politiske profil. Det blev vanskeligt at se forskel på parti og ungdomsbevægelse. I Fri Ungdom kunne man endda overvære debatter om, hvorvidt DSU var ”stadig blandt de levende”. Ifølge den senere DSU-formand, Frode Nicholaisen, var DSU i denne periode ”en strømlinet og veletableret, men måske lidt stillestående organisation”. Det fortsatte under den følgende formand, Ejner Hovgaard Christiansen, der sad fra 1961 til 1967. Det stod klart, at der måtte ske noget dramatisk, hvis DSU skulle bevare sin fremtrædende rolle i den socialdemokratiske bevægelse. Ny konkurrent til venstre I 1956 stod kommunisterne stærkt. H. C. Hansens socialdemokratiske regering havde grebet ind i en storstrejke, hvilket udløste massive protester blandt de faglige mod H. C. Hansen. I april samledes op imod 250.000 demonstranter foran Christiansborg. Det er i den anledning, H. C. Hansen udtaler de berømte ord om, at ”Mig skal de ikke pisse på”. Kommunisterne udnyttede vanen tro anledningen til massiv propaganda mod Socialdemokratiet, og meget tydede på, at de ville få stor fremgang. Men samme efterår invaderede Sovjetunionen Ungarn, der havde valgt at bryde med Warszawapagten. Det kølnede befolkningens støtte til kommunisterne en hel del. Få år senere stiftede kommunisternes formand, Aksel Larsen, et nyt parti, Socialistisk Folkeparti (SF). Som Henning Kjeldgaard beskriver det i DSUbogen Forandring under de Røde Faner, var der blandt DSU’erne dyb skepsis over

for SF. Man anså ganske enkelt SF’erne for at være ”kommunister i forklædning”. Den samme opfattelse havde langt hovedparten i Socialdemokratiet. Derfor fik dannelsen af SF da heller ikke umiddelbart nogen nævneværdig betydning for DSU, eftersom stort set ingen DSU’ere valgte at hoppe over til det nydannede Socialistisk Ungdoms Forum, det senere SFU. De næste mange år ville SFU da også være en langt mindre organisation end de unge kommunister i DKU. Kampen for den tredje verden Et af de steder, hvor DSU dog var med helt i front, var i forhold til den tredje verden. Under Niels Kristiansen kastede DSU sig ud i kampen for øget ulandsbistand til den fattigste del af verden. DSU krævede, at der blev givet hvad der svarer til 1 % af BNP i ulandsbistand – noget der senere også blev Socialdemokratiets politik. Efter Anden Verdenskrig var afkoloniseringsbølgen gået i gang, og særligt i Afrika opnåede mange lande selvstændighed i 1950’erne og 1960’erne. Nogle steder fredeligt, andre steder blodigt. Mest opmærksomhed fik Algeriet, hvor kampene mellem algeriske partisaner og franske kolonistyrker kostede over en million mennesker livet. DSU støttede fra begyndelsen op bag de afrikanske staters ret til selvbestemmelse uden indblanding fra stormagterne. Også kampen mod apartheidregimets undertrykkelse af den sorte befolkning i Sydafrika fyldte meget, efter at ANC-lederen Nelson Mandela i 1964 var blevet idømt livsvarigt fængsel.

DSU’eren November 2010 SIDE 11


Når jeg ser et rødt flag smælde på en blank og vårfrisk dag, kan jeg høre det sælsomt fortælle om min verden, mit folk og min sag. Og jeg rejser mig trodsigt i vrimlen, mens det kogler af kraft i mit mod, thi det flag, der nu smældende når himlen, er jo rødt som mit brusende blod Jeg har anet slægters striden imod fremtids fjerne mål. Jeg har set trælletoget i tiden blive mænd bag ved kampfanens bål. Jeg har set den i blafrende storme,jeg har elsket dens flammer i strid, og bag den så jeg arbejdshænder forme verden om til en lysere tid. Jeg har set min fader ranke ryggen op i flagets brus. Jeg har lyttet og hørt hjertet banke i dets stolte, befriende sus. Jeg har elsket dets farve fra lille, da min mor tog mig op på sit skød og fortalte mig manende og stille om en fane så knitrende rød. Det er sliddets slægters fane over fronten vid og bred. Den skal ungdommen ildne og mane, den skal knuse hvert grænsernes led. Den var forrest i fredelig færden, den var forrest i stormklokkens klemt (1895-1968) har den er fanen,Oskar der Hansen favner hele verden i dens folder er fremtiden gemt. fortalt, at han af sine sange holdt mest af "Når jeg ser et rødt flag

SIDE 12 DSU’eren November 2010

smælde". Deni blev skrevet i 1923 Sangen blev skrevet til et DSU stævne Københavnskredsen af havnearbejderen Oskar Hansen i 1923 til et DSU-ungdomsstævne i Brønshøj Tivoli i København


1) 1993. Lokation er redaktionen ukendt 6 2) DSU’s kongres i Aalborg 1990 6 3) International Union of Socialist Youth aktivitet 6 4) Årstal og lokation er redaktionen ukendt 6 5) DSU’s kongres i vingstedcentret 2010. Forbundsformand Peter Hummelgaard lufter den nye fane. 6) DSU’s kongres i Esbjerg i 2002 6

7) Statsminister Poul Nyrup Rasmussen med en flok DSU’ere ved DSU’s kongres i Esbjerg i 2000 6 8) Årstal og lokation er redaktionen ukendt 6 9) Folketingsvalgkampen 2001. Ved hal-duellen imellem Nyrup og Fogh. DSU’erne vender ryggen til Foghs tale. Senere i debatten river Nyrup “Fra socialstat til minimalstat” istykker til DSU’ernes store begejstring 6 10) Unge mennesker har gennem alle tider fundet kærligheden i DSU 6

DSU’eren November 2010 SIDE 13


Når man nedfælder DSU’s historie, må man unægteligt også berette om kampagnearbejdet, der altid har været en stor del af organisationens ansigt udadtil. Her ses et lille udpluk af plakater og kampagner, der gamle som nye, alle har haft rolle på den politiske scene. Fra 1939. Plakaten blev genoptryk i 1995 og kan købes på DSU’s forbund. Pris: 50 kr + porto.

Fra 1947. Plakaten blev genoptryk i 1995 og kan købes på DSU’s forbund. Pris: 50 kr + porto.

Ukendt årstal. Plakaten blev genoptryk i 1995 og kan købes på DSU’s forbund. Pris: 50 kr + porto.

Fra starten af 1990’erne

Fra 1937. Plakaten blev genoptryk i 1995 og kan købes på DSU’s forbund. Pris: 50 kr + porto.

Folketingsvalget 1994. Johnny Reimer, Saddam Hussein og Uffe Ellemann. Rygtet siger at Uffe selv bestilte en stor del af plakaterne.

Stem Ja

før din nabo

www.cafe-euro.dk

Vi siger JA - hvad siger du ?

Folketingsvalget 1990. Konceptet er senere blevet genbrugt flere gange.

SIDE 14 DSU’eren November 2010

DANMARKS SOCIALDEMOKRATISKE UNGDOM

Euro-afstemningen 2000 med link til DSU’s første kampagne-hjemmeside.

Euro-afstemningen 2000, hvor Pia Kjærsgård forførte Holger K. Nielsen.

Folketingsvalget 1987. Plakaten med Anker Bond, indledte en tradition af filmplakater i forbindelse med valgkampagner i DSU. Anker var efter sigende godt tilfreds med at blive portrætteret som 007.


plakat.qxd

02-12-2004

14:36

Side 1

www.dsu.net Danmarks Socialdemokratiske Ungdom

Fra begyndelsen af 00’erne. Stilen var ung, smart, socialdemokrat.

Fra 2004. En krigsliderlig George W. Bush og hans danske venner.

Fra begyndelsen af 00’erne.

the government Regeringen fortsætter eksperimenterne Det går ud over dig… og det gør nas

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom præsenterer en sprængfarlig cocktail af hjernedød liberalisme og hensynsløs arrogance Anders ”Krigsminister” Fogh

- eksperimenterer med krigslege i et land 4000 km væk fra Danmark

Pia ”Klyng dem op” Kjærsgaard – eksperimenterer med det danske forhold til menneskerettigheder Naser ”Starfucker” Khader – eksperimenterer med fladpandet skat og politisk klovneri Bendt ”Bendt Bendtsen” Bendtsen – (fraklip kan findes i ekstramaterialet) Connie ”Kuldioxid” HEDEgaard – smelter isbjerge med regeringens varme luft Kamikaze Karen – selvdestruerer i et forsøg på at gøre ligestilling og social omsorg til borgerlige/liberale mærkesager Bertel ”The Knife” Haarder – svinger sparekniven og skamferer det danske uddannelsessystem XX-Lars Løkke – løber om kap med sygeplejerskerne på de overfyldte hospitalsgange. Producer: Don Thor – stiller statskassen til rådighed for de sindssyge eksperimenter Starring:

jackass poster 70x100.indd 1

02/11/07 15:41:47

Folketingsvalget 2007. Plakaten kan købes på DSU’s forbund. Pris: 150 kr + porto.

Folketingsvalget 2001. Titanic blev en nyklassiker i filmhistorien. Katastrofekurs en nyklassiker i dansk kampagnehistorie. Plakaten kan købes på DSU’s forbund. Pris: 150 kr + porto.

Europaparlamentsvalget 2009. Dan Jørgensen i ægte Morten Korch stil. Morten Messerschmidts uniform vakte stor opsigt.

LENES Ferier du ikke vil hjem fra

Lenesrejser.dk Ferielejligheder - Scor 56.000,-

LENES REJSER Lenes Rejser tilbyder dejlige ferieophold. Prøv eksempelSpecial vis vores vidunderlige ferier til Grækenland og Spanien. Du får mulighed for at beundre deres skrantende økonomi og få et indblik i Danmarks fremtid med Lars Løkke som statsminister.

LENES

Lenes tip: Få ekstra støtte Frederiksberg, til bolig på hvis du angiver adresse i Hirtshals din mors

ER SREJS AFBUD pladser!! ig - stad RIE PÅSKEFE rca llo på Ma Arktisk råd: Rundtur på Arktis med Hillary Clinton som guide alting Langt væk fra MALLORCA: lser! - helt uden forpligtige

AL

TUG D TIL POR SÆRTILBU T/R

,-

180.000 ! Spar privatfly ler! Rejs med rne beta orge Skatteb

LENES Special

Balkjoler til grisefesten - Vi finder en sponsor

REGERINGEN PÅ PERMANENT FERIE!

Folketingsvalget 2005. Beskidte dansetrin mellem Fogh og Pia K. Plakaten kan købes på DSU’s forbund. Pris: 150 kr + porto.

DSU

DANMARKS SOCIALDEMOKRATISKE UNGDOM

Lenes Rejser fra 2010, der satte focus på udenrigsministerens afslappede forhold til sit embede.

Skolestartskampagnen 2010, der varmer op til det forestående folketingsvalg. Efter ni år som Statsminister er han klar til at indtage Bruxelles – d. 13. juni falder afgørelsen Poul Nyrup Rasmussen, Dan Jørgensen, Anders Kronborg, Mads Panny, Steen Nielsen og Anna Haaland Hansen. bjergtrold:

Mogens Camre den onde troldmand: Jens Peter Bonde co-starring:

ork:

Ulla Dahlerup

Anders »Gollum« Fogh Rasmussen

MEINERTSEN

stjernernes broderskab:

�������

Europaparlamentsvalget 2004. Plakaten der både skaffede stemmer og en copyright bøde. Bemærk Anders Gollum.

opsat_out.indd 2

Fra begyndelsen af 00’erne

Fra 2010.

15-02-2010 12:27:08

Fra 2006.

Erhvervsskole-kampagne fra 2010.

DSU’eren November 2010 SIDE 15


SLUTNINGEN AF 1960’ERNE ER EN TID FYLDT MED OMVÆLTNINGER, DER RYKKER VED DE ETABLEREDE FORESTILLINGER. DET KAN OGSÅ MÆRKES I DSU. IKKE MINDST INDTRYKKET FRA VIETNAMKRIGEN OG UNGDOMSOPRØRET BETYDER, AT DSU MÅ INDTAGE EN MERE VENSTREORIENTERET HOLDNING, HVIS MAN VIL FØLGE MED TIDEN. DET FØRTE IMIDLERTID OGSÅ TIL FLERE SAMMENSTØD MED PARTIET, BLANDT ANDET I FORHOLD TIL NATO- OG EF-POLITIKKEN. DSU rykker til venstre Ved DSU-kongressen i 1967 går DSU-formand Ejner Hougaard Christiansen af. Han er 36 år gammel, og det faktum siger en hel del om DSU som forening. Organisationen har ikke rigtig fat i ungdommen, og har gennem de seneste år mest af alt fungeret som partiets forlængede arm. DSU er i krise, og der er behov for markante forandringer. Kongressen i 1967 vælger derfor at foretage en markant venstredrejning af DSU. Mange angreb den hidtidige ledelse for at være alt for passiv i forhold til partiet, og kongressen vedtog en række skarpe udtalelser. Blandt andet sendte man en officiel hilsen til den vietnamesiske partisanhær Vietcong. Kongressen valgte den kun 22-årige Hans Carl Nielsen til ny formand efter et kampvalg. Han havde en klar venstreorienteret profil og holdt sig ikke tilbage med at gå i kødet på de dele af Socialdemokratiet, som han betragtede som ’højreorienterede’. DSU begynder atter at bekende sig til marxismen, og i medlemsbladet SOC, der erstatter Fri Ungdom, kan man læse lange marxistiske udredninger. Vietnamkrigen Tidens helt store emne var selvfølgelig Vietnamkrigen. Fra midten af

SIDE 16 DSU’eren November 2010

1960’erne optrappede USA sin kamp mod de vietnamesiske partisaner. Pludselig var der en halv million amerikanske soldater i Vietnam, og der blev gennemført massive tæppebombninger af nordvietnamesiske landsbyer, der kostede titusindvis af civile livet. USA’s handlinger vakte stor forargelse i Vesten, ikke mindst blandt ungdommen. Socialdemokratiet holdt sig længe tilbage med åbent at kritisere USA, mens DSU allerede på et hovedbestyrelsesmøde i juni 1966 valgte at fordømme USA’s angreb i Nordvietnam. Overalt i Vesteuropa arrangeres der demonstrationer mod Vietnamkrigen, og her er DSU også med. ”Vi var blandt andet med i en kæmpe demonstration foran den amerikanske ambassade med mere end 150.000 deltagere,” husker Niels Enevoldsen, der var formand 1970-74. I de følgende år blev modstanden mod Vietnamkrigen et centralt omdrejningspunkt i DSU’s aktiviteter.

1) Hans Carl Nielsen taget kort efter, at han i 1967 blev forbundsformand for DSU som 22-årig 4 2) Efter valget af Hans Carl Nielsen i 1967, fik demonstrationerne mod Vietnam-krigen også aktiv deltagelse fra DSU 4


Ungdomsoprøret Oprøret i DSU er en del af det store ungdomsoprør, der finder sted i hele den vestlige verden sidst i 1960’erne. Der sættes spørgsmål ved de eksisterende autoriteter, og ungdommen kræver mere medbestemmelse på deres uddannelse og arbejdsplads, seksuel frigørelse og flere rettigheder til kvinder. Ifølge DSU-formand fra 1970-74, Niels Enevoldsen, blev DSU til en selvstændig organisation ved at tage del i ungdomsoprøret. Han mener, at DSU til hver en tid skal være partiets ideologiske dårlige samvittighed. Særligt den tidligere DSU-formand Per Hækkerup kom til at symbolisere højrefløjen i partiet og kom for mange DSU’ere til at stå som indbegrebet af alt det, man ønskede at gøre oprør mod. Ikke mindst fordi Hækkerup i lang tid forsvarede USA’s bombninger i Nordvietnam. Hans Carl Nielsen nye kurs betød, at forholdet mellem DSU og Socialdemokratiet kølnede kraftigt de år. Ifølge DSU-historikeren Henning Kjeldgaard gik det så vidt, at Per Hækkerup truede DSU med at fjerne tilskuddet. Socialdemokratiets partisekretær K. B. Andersen lagde sig dom imellem og fik det afværget. Også den seksuelle frigørelse satte sit præg på debatterne i DSU. Eva Hultengren, formand for DSU Hovedstaden, forsøgte i 1968 i Fri Ungdom at besvare spørgsmålet ’Hvad er socialistisk sexmoral?’ En sexmoral må ifølge hende bygge på socialistiske principper, hvilket blandt andet betyder, at ”En socialistisk sexmoral kan ikke indeholde jalousi, da dette dækker over følelsen af krænket ejendomsret, og man ikke kan tolerere, at mennesker ejer hinanden”. NATO splitter DSU Venstredrejningen af DSU satte sig også sine tydelige spor i forhold til udenrigs- og sikkerhedspolitikken. På DSU’s kongres i 1967 ændrede DSU holdning til NATO-spørgsmålet, og herefter var DSU blandt de mest indædte NATO-modstandere. I en tale i anledningen af 20-året for Danmarks optagelse i NATO, sagde DSU-formand Hans Carl Nielsen blandt andet, at ”En opløsning af de existerende pagtsystemer vil øge mulighederne for, at skellet mellem Øst- og Vesteuropa udviskes,” og sluttede af med, at ”20 år er nok – Danmark ud af NATO nu!”. Hvordan en dansk udmeldelse af NATO mere præcist skulle føre til jerntæppets fald forblev imidlertid ubesvaret. ”Vi gik fuldt og fast ind for en dansk udmeldelse af NATO. Vi havde en nok lidt naiv tro på, at en opløsning af NATO ville hjælpe til en opløsning af Warszawa-pagten” erkender Niels Enevoldsen, der i 1970 efterfulgte Hans Carl Nielsen som DSU-formand.

styrkede imidlertid blot anti-NATO-fløjen i DSU, og de følgende år kom det til en række sammenstød mellem DSU og partiet om NATO-spørgsmålet. Afstemningen om EF Et andet sted, hvor det kom til sammenstød mellem DSU og Socialdemokratiet, var i forhold til EF, det senere EU. Statsminister Jens Otto Krags havde gjort det til sit politiske hovedprojekt at få Danmark med i EF, og det lykkedes i 1972. Inden Danmark kunne blive medlem, skulle optagelsen dog godkendes ved en folkeafstemning. Her kastede DSU sig massivt ind i kampen for et nej. Niels Enevoldsen husker modstanden mod Danmarks indtrædelse i EF i 1972 som en af de allerstørste DSUmærkesager i hans tid. ”Vi så udelukkende EF som et redskab for markedet og den frie bevægelighed, uden nogen som helst social dimension,” husker Niels Enevoldsen. I DSU var mere end 95 procent af medlemmerne imod EF, mens det forholdt sig ganske anderledes i partiet. Her var blot et spinkelt flertal EF-positive, mens en stor gruppe var imod. Også den senere DSU-formand Finn Larsen husker debatten om EF: ”Vi opfattede EF som noget, der var meget langt fra borgeren. Det handlede dengang meget om økonomi, handel og valutasamarbejde. Der var slet ikke den politiske dimension, som der er i dag, og som gør EU vedkommende for borgerne.” Folkeafstemningen endte imidlertid med et stort ’Ja’. Efter at have set sit politiske projekt fuldendt, valgte Jens Otto Krag dagen efter EF-afstemningen, til alles overraskelse, at gå af som statsminister. Han blev efterfulgt at Anker Jørgensen. Ingen kunne på det tidspunkt vide, hvilke massive udfordringer Danmark og Socialdemokratiet stod over for.

Det var dog langt fra alle DSU’ere, som var enige i denne nye kurs. I 1969 valgte fire af de ni forretningsudvalgsmedlemmer at forlade DSU’s ledelse i protest. De fire fremførte i et åbent brev, at ”specielt udtalelsen fra DSU’s hovedbestyrelsesmøde 9. april om ikke-vold som afløser for en forsvarlig sikkerhedspolitik baseret på dansk medlemskab af NATO har gjort det vanskeligt at opfatte DSU som en seriøs ungdomsorganisation”. Deres exit

3) Efter EF-afstemningen overgiver Jens Otto Krag statsministerstolen til Anker Jørgensen. 4) Amerikanske tropper i Vietnam

DSU’eren November 2010 SIDE 17


Oliekrise og jordskredsvalg Anker Jørgensen havde været statsminister i mindre end et år, da Danmark i slutningen af 1973 blev ramt af to skelsættende begivenheder. Oliekrisen, der medførte stigende råvarepriser og dermed stigende arbejdsløshed, og ”jordskredsvalget”, hvor Socialdemokratiet gik massivt tilbage, mens nye, populistiske partier som Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne stormede ind i Folketinget. Anker Jørgensen måtte efter jordskredsvalget overlade statsministerposten til Poul Hartling, men kunne allerede i 1975 atter indtage statsministerposten. Den økonomiske krise og kampen mod den nye, højrepopulistiske bølge fik stor betydning for DSU i 1970’erne.

På vej mod afgrunden

OLIEKRISEN OG DEN DERAF FØLGENDE ARBEJDSLØSHED SATTE SIG STORE PRÆG PÅ 1970’ERNE, HVILKET NATURLIGVIS OGSÅ AFSPEJLEDES I DSU’S AKTIVITETER. DET KOM TIL FLERE SAMMENSTØD MELLEM DSU, DER ØNSKEDE EN KLAR INDSATS MOD DEN STIGENDE UNGDOMSARBEJDSLØSHED OG STØTTEDE LO’S KRAV OM ØD, OG ANKER JØRGENSENS REGERING, DER KÆMPEDE FOR AT HOLDE STYR PÅ ØKONOMIEN. OGSÅ KAMPEN MOD DET NYE POLITISKE FÆNOMEN, HØJREPOPULISMEN, OPTOG SINDENE I DSU.

SIDE 18 DSU’eren November 2010

I de følgende år præsenterede Anker Jørgensens mindretalsregering det ene økonomiske indgreb efter det andet, som skulle rette op på landets skrantende økonomi, ikke mindst det enorme underskud på betalingsbalancen. Det var ikke altid noget, der faldt i god jord hos DSU’erne, husker Finn Larsen, der blev valgt som formand på DSU’s kongres i 1978: ”Vi var ikke altid tilfredse med den indsats, der blev gjort i forhold til de unge. Derfor kom det også til nogle skarpe opgør med Socialdemokratiet. På den måde var DSU også i opposition til Socialdemokratiet. Vi var måske mere venstreorienterede dengang, end man er i dag. Dengang lå vi klart til venstre for partiet.” I 1978 dannede Socialdemokratiet regering med Venstre i et forsøg på at løse landets problemer gennem et bredt samarbejde. Samarbejdet var bestemt


ikke lige populært i alle dele af partiet, og LO-formand Thomas Nielsen var rasende. Som nyvalgt DSU-formand blev Finn Larsen kastet hovedkulds ind i et af de værste opgør mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen nogensinde. ”Jeg kom nærmest ind med 4-toget fra Århus og var slet ikke vant til det centrale politiske arbejde, der foregik i København. Det var noget af en start som formand. Vi var meget kritiske over for SV-regeringen og stillede os sammen med LO og andre dele af arbejderbevægelsen som modstander af den.” SV-regeringen holdt ikke længe, og den bidrog ikke til at løse Danmarks økonomiske problemer. I 1979 udtalte afgående finansminister Knud Heinesen de berømte ord om, at vi havde kurs mod den økonomiske afgrund. Også den politiske situation var særdeles ustabil. Anker Jørgensen måtte flere gange opgive at få flertal for sine indgreb og udskrive valg. Der blev afholdt Folketingsvalg i både 1977, 1979 og 1981. ”Det var en turbulent tid, men også en interessant tid politisk set. Der var hele tiden debat om, hvilken parlamentarisk og politisk strategi Socialdemokratiet skulle vælge, og også i DSU var vi optaget af de voldsomme politiske diskussioner,” husker Finn Larsen.

Den spirende kampagneorganisation Ifølge Finn Larsen var det i slutningen af 1970’erne, at DSU for alvor slog igennem som kampagneorganisation. ”De var i de år, DSU viste sig ’aktivist-aktiv’, sådan som DSU også er i dag. Vi gjorde meget ud af, at vi skulle være en kampagneorganisation og ikke bare være en integreret del af Socialdemokratiet.” En af de første store kampagneaktioner fandt sted i november 1977, hvor 65 DSU-afdelinger over hele landet gik i aktion for at oplyse om Økonomisk Demokrati. På gågader, torve og foran butikscentre uddelte man materiale, mens otte (!) plancher forklarede, hvad ØD gik ud på. Men ifølge Finn Larsen var det især gennem kampen

1) Statsminister Anker Jørgensen åbner DSU kongres i Odense i 1980 6 2) 1977. Erhvervsskoleelever demonstrerer foran Christiansborg 6

mod Mogens Glistrups fremskridtsparti, der gjorde DSU til en slagkraftig kampagneorganisation. Fremskridtspartiet stormede i 1973 i Folketinget med 28 mandater og udfordrede de etablerede partier ved at slå sig op som et skattenægterparti, der ønskede velfærdsstaten afmonteret. På det tidspunkt spillede debatten om indvandrere kun en marginal rolle. ”DSU gik i front i kampen mod Fremskridtspartiet. Vi satte fokus på de uretfærdigheder, det ville medføre, hvis man gennemførte Fremskridtspartiets politik - ikke mindst i forhold til de unge. Vi tog debatterne og var med til at arrangere stormøder med Anker Jørgensen og Glistrup. Og det lykkedes os jo faktisk at vinde mange af de tabte stemmer tilbage. Jeg mener, det var en meget vigtig tid for DSU, fordi vi viste, at vi var i stand til at konfrontere de højreradikale bevægelser.”

Anker smider håndklædet i ringen Finn Larsen kunne fra første parket iagttage, hvordan det dårlige forhold mellem Anker Jørgensen og LO’s formand Thomas Nielsen vanskeliggjorde ikke bare samarbejdet mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen, men også muligheden for at få dansk økonomi på ret køl. Skulle landets økonomiske kvaler løses, var Anker Jørgensen nemlig afhængig af, at LO ville acceptere løntilbageholdenhed. Det nægtede LO, medmindre der blev indført Økonomisk Demokrati (ØD).

ing, men senere fik vi så arbejdsmarkedspensionerne i stedet.” I dag erkender Finn Larsen dog, at DSU med sin opbakning til LO-linjen overså det grundlæggende behov for økonomiske reformer: ”Vi så måske ikke det behov for strukturreformer, som man siden hen har kunnet se tydeligere. Det er klart, at det var nødvendigt at få reformeret og struktureret den danske økonomi, så den kunne tilpasse sig en globaliseret verden.” I september 1982 – blot et par måneder efter, at Finn Larsen var stoppet som DSU-formand, valgte Anker Jørgensen at give op og overlade regeringsmagten til den konservative Poul Schlüter. I DSU regnede man med, at det blot ville være et spørgsmål om få måneder, før Socialdemokratiet ville være tilbage i regering. ”Det var den almindeligt gængse opfattelse i DSU, at Schlütter blev en døgnflue. Der var ikke nogen stærke borgerlige flertalskonstellationer, så vi regnede med, at det ville blive en meget ustabil regering, der ikke kunne holde ret længe,” husker Finn Larsen. Døgnfluen Schlüter skulle vise sig at holde 11 år.

Også her lagde DSU kant til Socialdemokratiet: ”DSU støttede LO’s krav om Økonomisk Demokrati. Selve grundidéen om at demokratisere det økonomiske liv var fuldstændig rigtig. Desværre var forholdet mellem Anker Jørgensen og Thomas Nielsen dårligt under hele den periode, hvor jeg var formand. De havde to forskellige indgangsvinker til den økonomiske politik. Det ville have betydet rigtig meget for dansk økonomi, hvis man kunne have fået indkomstpolitik til gengæld for overskudsdeling. Vi kom jo desværre aldrig i gang med overskudsdel-

DSU’eren November 2010 SIDE 19


Perioden i opposition blev væsentligt længere end forventet. Samtidig stod DSU for store udfordringer, idet den nye generation af unge red med på den borgerlige bølge, der i løbet af 1980’erne skyllede ind over Danmark og Vesteuropa. Det betød, at DSU måtte nytænke hele sin virksomhed. Et af de konkrete resultater var, at aktivismen fik en langt større plads i DSU-aktiviteterne.

”Regeringspause” I 1982 overtog Jan Petersen formandsposten efter Finn Larsen. Få måneder senere måtte Socialdemokratiet må opgive regeringsmagten og gå i opposition. ”Jeg var formand et halvt år med Anker som statsminister, og så gik han af. Så det med at gå fra regering til opposition var en ny rolle og et centralt spørgsmål. Den omstilling var vanskelig, og vi troede, at det hurtigt gik over. Derudover blev vi bombarderet med, at vi havde efterladt Danmark i ruin, og derfor handlede det meget om, hvordan vi fik formuleret den økonomiske politik,” siger Jan Petersen. Som bekendt blev det til mere end blot et par års regeringspause, da det ikke lykkedes Socialdemokraterne at generobre magten i Danmark op gennem 1980’erne. I stedet satte Schlüter sine tydelige spor på det danske velfærdssamfund; ”De indgreb, som Schlüter lavede i velfærdssamfundet, blandt andet karantsdage for sygdom og forskellige meget kraftige angreb på dagpengesystemet, udløste en faglig aktivisme, og der var nogle meget voldsomme aktiviteter. Overenskomstindgrebet, som Schlüter lavede i 1985, var en af de situationer, hvor det bølgede mest. Sådan noget 1956-lignende med hundredetusinde af folk og politi og skarpe spændinger, så der var en meget meget kraftig faglig aktivitet mod Schlüter i den periode”. I den periode afløste KU kommunisterne som de primære modstandere for DSU: ”DSU gik særligt hårdt ind i kampen mod KU. De der smarte drenge. De der overklasseunger, som gik rundt og jo fandme havde alle mulige sjove sange og havde en gennemført reaktionær, arrogant tilgang til det. Vi havde nogle topmøder mellem KU-formanden og jeg, hvor vi sloges gevaldigt,” husker Jan Petersen. Reagan og Thatcher Også i det store udland var 80’erne præget af konservative tanker. I USA var den tidligere Hollywood-skuespiller Ronald Reagan blevet præsident i 1981, og i Storbritannien havde ’Jernladyen’ Margaret Thatcher været premierminister siden 1979. Højrefløjens succes gav anledning til selvransagelse i DSU. ”Vi syntes, at de der reaktionære typer tilhørte fortiden. Vi havde måske svært ved at anerkende, hvorfor de overhovedet havde eksistensberettigelse. Vi var jo vokset op med en selvtillid om, at vi stod for det rigtige. Den røde retning var klar. Og de svar,

SIDE 20 DSU’eren November 2010

der var på de opgaver, der var i økonomien, i fredsspørgsmål og på energisiden, de lå jo hos os og ikke hos dem, så vi var uforståelige over for, hvorfor så mange kunne finde på at stemme på de folk derovre. Så et eller andet sted var vi måske lidt naive i vores analyse af, hvilken højreorienteret strømning vi havde med at gøre. Det vil jeg nok sige i dag. På den anden side kan man sige, at der var nogle grænser, som Schlüter-regeringen ikke kunne overtræde, fordi så ville han ikke have siddet der. Schlüters regering var på et tidspunkt nødt til at moderere sig kraftigt og komme med nogle indrømmelser til de offentlige ansatte, og de var også nødt til at moderere deres socialpolitik og trække en masse tilbage, fordi de stod med en befolkning, som ville have velfærd. Men de spillede på, at de kunne genskabe dansk økonomi, og at Anker var den store skurk. Men det, de efterlod sig i 1993, var jo mildest talt en økonomi på nedtur. Og først da Nyrup tager over, får vi styr på dansk økonomi. Det skete ikke i 80’erne, det skete i 90’erne.” 80’ernes ungdomskultur Jens Christiansen blev formand for DSU i 1986 og sad på posten frem til 1990. Han var en ny type DSU-formand. For det første er han yngre, men vigtigst af alt ligner han andre unge i 80’ernes kultur hvor tøj, musik og sport er vigtigt. Konkurrencen blandt de ungdomspolitiske partier er stor, og særligt KU vinder stor tilslutning på Schlüters popularitet. ”DSU var ude af takt med tiden. 80’erne var præget af en gennemstrømning af individualisme. Unge mennesker var enten punkere eller yuppier, men i DSU sad vi lidt fast i 70’ernes studiekredsmentalitet, og det var bestemt ikke sejt at være DSU’er,” siger Jens Christiansen om tiden. Det er ikke nemt at være ung i 80’erne. Ungdomsarbejdsløsheden er tårnhøj, og det var endnu sværere at finde en praktikplads dengang, end det er i dag. Derudover er det meget svært at komme ind på en videregående uddannelse, alt i alt en deprimerende situation for mange unge mennesker. Aktivisme og medier I Jens Christiansens formandsperiode blev der anlagt en mere aktivistisk stil. Socialdemokratiet havde siddet i opposition i flere år, og det tvang DSU til at være synlige i kampen for en ny regering. Blandt andet i forbindelse med Schlüters mange nedskæringer gik DSU forrest med aktivistiske kampagner; ”Da ”Kartoffelkuren” bliver lanceret, husker jeg, at vi fik 10 tons


kartofler kørt ind på Rådhuspladsen, hvor vi delte ud af dem til forbipasserende sammen med en opskrift på kartoffelsuppe,” fortæller Jens Christiansen. Blandt DSU’s mange andre aktioner på denne tid var blandt andet også en række boykot flere Shell-stationer, som støttede det sydafrikanske apartheidstyre. Særligt husker Jens Christiansen også, at DSU fremstillede en gigantisk papmachénæse, som de igennem valget i 1987 slæbte efter Uffe Ellemann-Jensen, som en hentydning til de mange næser, han fik i folketinget. Det lykkedes i denne tid at gøre DSU ekstremt synlige i medierne. Jens Christiansen beskriver, hvordan han ofte ikke blot udtalte sig på vegne af DSU, men som talerør for en hel ungdomsbevægelse. DSU kunne derfor også fungere som brobygger og mægler mellem det politiske system og BZ-bevægelsens utilfredse unge. ”En fremmed er en ven, du ikke har mødt” Hvor det i dag ofte er en debat i DSU, hvorvidt den danske udlændingepolitik er blevet for stram, var situationen en helt anden i 80’erne. Dengang var stemningen i DSU, at man ikke kunne få indvandrere og flygtninge nok til landet. ”Hvis man problematiserede tilstrømningen af flygtninge og familiesammenføringer, blev man betragtet som racist,” husker Jens Christiansen, der i dag kalder DSU’s politik fra dengang for dybt naiv. Særligt erindrer han sommerlejren i 1989 i Kalundborg, hvor DSU under overskriften ”en fremmed er en ven, du ikke har mødt” inviterede flere busser fulde af tamilske og palæstinensiske flygtninge til at komme på sommerlejren og lave eksotisk mad til DSU’erne. Det endte dog med, at flygtningene selv spiste maden, at fadølsanlægget pludseligt forsvandt, samt at politiet måtte tilkaldes for at stoppe et slagsmål blandt gæsterne. Som DSU-formand sad Jens Christiansen med om bordet, da Anker Jørgensen med Vibeke Storm i spidsen nedsatte et udvalg, der skulle kigge nærmere på den socialdemokratiske flygtningeog indvandrerpolitik. Udvalget har på det seneste været udsat for historisk interesse, da der allerede dengang i midten af 80’erne blev talt om nogle af de problemer, som Dansk Folkeparti senere skulle komme til magten på baggrund af. Jens Christiansen husker selv, hvordan han var med til at lukke ned for den kritiske debat om tilstrømning og integration i Danmark, hvilket han i høj grad fortryder i dag. Han mener, at det netop er dér, Socialdemokraterne går fejl, og at meget havde set anderledes ud, hvis partiet havde taget borgernes bekymringer om landets sammenhængskraft alvorligt allerede dengang. Farvel til muren I november 1989 forandrer verden sig drastisk. Berlinmuren falder, og de fastlåste øst- og vestblokke smuldrer hastigt væk. DSU engagerer sig sammen med flere andre ungdomsforeninger i det store initiativ ”Next Stop Sovjet”. Her drager massevis af DSU’ere med på rejser til de sovjetiske lande. Der er et udbredt håb om samt en tro på, at de mange penge, der i årtier er blevet brugt på oprustning og militær, nu i stedet vil gå til gode formål i en mere retfærdig verden. For DSU betyder murens fald på mange måder også et længeventet endeligt opgør med de unge danske kommunister i DKU, som kan vende hjem fra Sovje1) DSU’s kongres 1982 6 2) Den amerikanske præsident Ronald Reagan og den engelske premierminister Margaret Thatcher 3) DSU’s kongres 1982. Forbundsformand Jan Petersen ses til højre med det mørke fuldskæg 6

tunionen med bristede illusioner og lange næser efter endeligt at have haft mulighed for at besøge deres ideelle stat. Fra EF-skepsis til begejstring Anette Berentzen var næstformand for DSU fra 1986-90 og formand fra 1990-92, hvor hun var hovedarkitekten bag DSU’s holdningsskifte til EF. Tidligere havde DSU været EF-modstander og set EF som de rige landes klub og et projekt, der i højere grad tjente markedet end det europæiske folk. ”Men da fattige lande som Spanien og Portugal kom med i EF, fungerede det argument ikke rigtigt længere,” fortæller Anette Berentzen. ”Jo dybere, jeg gravede mig ned i EF-stoffet, desto mere fandt jeg ud af, at den negative indstilling var en arv, vi burde gøre op med. Jeg blev forelsket i Krags ide om det politiske samarbejde i Europa”. DSU gik også helhjertet ind i 1992-afstemningen om Maastricht-traktaten, der etablerede den Europæiske Union. Flere steder i partiet mente man, at DSU gik for langt med den europæiske entusiasme, men EU-modstanden var død og begravet. Partiet splitter – DSU holder sammen I DSU var der altid stor opbakning til Svend Auken som formand for Socialdemokratiet, og Jens Christiansen husker med glæder tilbage på flere turneer, han har taget på rundt i landet sammen med Auken. DSU er dog ikke altid enig i den lidt for kompromisløse oppositionspolitik, som særligt gruppeformand Ritt Bjerregaard lægger for dagen, og det fører flere gange til debat mellem parti og ungdomsorganisation For DSU’ere, der var aktive i starten af 90’erne, fyldte formandsopgøret mellem Svend Auken og Poul Nyrup meget. Daværende formand Anette Berentzen frygtede, at partiets kamp også ville blive DSU’s kamp, og satte alt ind for at holde samling på tropperne. ”Formandskampen var skrækkelig. Vi holdt meget af både Poul og Svend, og det var ligesom at høre far og mor skændes. Vi fortalte dem begge, at DSU havde besluttet sig for at stemme blank. Nogle mente, at vi var nogle krystere, men vi gjorde det for at sikre samlingen i DSU,” fortæller Anette Berentzen. Og det var ikke kun Socialdemokraternes formandskamp, der tog på kræfterne i DSU. Den såkaldte ”tipsskandale”, hvor det blev afsløret, at flere af de ungdomspolitiske partier snød med deres medlemstal for at få flere tilskudsmidler, ramte også DSU. Efter en længere retssag blev DSU dog frifundet, men det ændrede ikke ved at hele forløbet var ”DSU’s største eksistenskrise,” som Anette Berentzen kalder det. DSU var nødt til at trække sin ansøgning til DUF i 1991, få alle medlemmer til at bekræfte deres medlemskab af DSU og fyre en række medarbejdere. Det var en hård tid.

DSU’eren November 2010 SIDE 21


I 1993 VENDER SOCIALDEMOKRATIET OMSIDER TILBAGE TIL REGERINGSMAGTEN, DA POUL NYRUP RASMUSSEN KAN DANNE REGERING. DSU BLIVER IGEN EN ORGANISATION, DER FÅR INDFLYDELSE. DSU FORSØGER OGSÅ AT SPARKE GANG I DE IDEOLOGISKE DISKUSSIONER I SOCIALDEMOKRATIET - FX I FORHOLD TIL UDLICITERING.

Farvel til Schlüter Henrik Sass Larsen meldte sig ind i DSU den 10. september 1982 – dagen hvor Poul Schlüter blev statsminister. Først mere end ti år senere, da Henrik Sass var blevet formand for DSU, fik Danmark endelig en socialdemokratisk regering igen. Poul Nyrup Rasmussen bliver i januar 1993 statsminister, efter Tamilsagen tvinger Poul Schlüter til at gå af. ”Tamilsagen var jo en langstrakt affære, og vi havde ventet og ventet på en afgørelse og var selvfølgelig ellevilde, da det stod klart, at Schlüter ville gå af,” siger Henrik Sass og fortæller, hvordan DSU holder en kæmpe fest på Amalienborg Slotsplads, da Nyrups regering bliver præsenteret.

Gang i 90’erne Henrik Sass husker Nyrups første regeringsår som en spændende og optimistisk tid, men også en tid med mange diskus-

SIDE 22 DSU’eren November 2010

sioner om indretningen af den danske velfærdsstat. For første gang i mange år havde DSU mulighed for gennem Socialdemokratiet at påvirke landets politik, og det blev udnyttet til fulde. ”Vi markerede os meget med skarpe udmeldinger og fik derfor stor indflydelse. Vi sad blandt andet med om bordet, da der skulle laves SU-reform,” fortæller Henrik Sass. For Henrik Sass og generationen af DSU’ere i 90’erne var det også vigtigt at tage et opgør med tankegangen om, at jo større en offentlig sektor, desto bedre. Anker Jørgensen har engang udtalt ”jeg elsker den offentlige sektor,” men Sass påpeger, at man jo kun bør elske den, hvis den fungerer, hvilket efter hans mening ofte ikke var tilfældet. Derfor var det vigtigt for Henrik Sass at udfordre partiet i debatten om indretningen af den offentlige sektor og spørgsmålet om at få

1) Statsminister Poul Nyrup Rasmussen og DSU’s forbundsformand Henrik Sass Larsen på talerstolen ved DSU’s kongres i Herning 1994 6 2) Mette Frederiksen, 1997 6 3) Sommerlejr 1999 6

økonomien til at hænge sammen. Flere steder i fagbevægelsen mente man, at DSU gik for langt til højre, men for Henrik Sass var det vigtigt at sikre, at Socialdemokratiet var et bredt parti for alle.

Solidaritet og samarbejde Mette Frederiksen var aktiv i DSU siden 1993 og frem til hun selv blev valgt i Folketinget i 2001. Hun har blandt andet siddet i Forretningsudvalget og været formand for Internationalt Udvalg. Hun husker tiden op gennem 90’erne som en periode præget af stor optimisme; muren og den gamle verdensorden var faldet, den progressive Bill Clinton blev præsident i USA, og EU stod samlet. En af de store diskussioner gik på, hvordan den hårde sikkerhedspolitik kunne konverteres til en blød sikkerhedspolitik, og hvordan den kolde krig kunne erstattes af fred og samarbejde.

4) DSU’s kongres i Herning 1994 6 5) DSU’s kongres i Esbjerg i 1998 6 6) DSU’s forbundsformand fra 1996-2000 Morten Bødskov 6


DSU var samtidig engageret i en række konkrete projekter verden over. Mette Frederiksen var involveret i mange af dem. ”Min største oplevelse med DSU’s internationale arbejde var, da jeg besøgte en flygtningelejr i Eritrea efter grænsekonflikten mellem Etiopien og Eritrea i 1998. Det var som at være i helvedes forgård. Jeg husker en lille pige på kun 4 år, som havde mistet både sin mor og far i krigen. Hun var nu alene og skulle tage sig af sin et år gamle lillesøster. Det var en hård oplevelse, jeg aldrig glemmer,” siger Mette Frederiksen. Socialdemokraternes nuværende socialordfører var også meget involveret i DSU’s arbejde i International Union of Socialist Youth (IUSY), som hun husker som et fantastisk forum at møde andre unge socialdemokrater i.

7) DSU’s kongres i Herning 1994 6 8) DSU kampagne op til ft-valget i 1994. Her ses blandt andet senere forbundsformand Morten Bødskov 9) Michael Nielsen ved fanemarch sidst i 1990erne 6

10) Kampen mod racisme og intolerance var i starten af 1990’erne dominerende i DSU’s aktiviteter. Her i Herlev i 1993 6 11) Kampagnebus ved EP-valget i 1994 6 12) DSU’s kongres i Herning 1994 6

DSU’eren November 2010 SIDE 23


I 2001 MISTER SOCIALDEMOKRATERNE MAGTEN TIL VENSTRES ANDERS FOGH RASMUSSEN, SOM HAR DROPPET FORTIDENS PAROLER OM MINIMALSTAT I JAGTEN PÅ REGERINGSMAGTEN. DET SENDER DSU UD I EN LANG PERIODE UDEN FOR PARLAMENTARISK INDFLYDELSE. DERFOR BLIVER DET ATTER KAMPAGNER OG AKTIVISME, DER KOMMER I CENTRUM. En ny realitet i dansk politik Kristian Madsen var formand for DSU fra 2000 til 2004 og oplevede på tætteste hold valgnederlaget i 2001 til Anders Fogh og Pia Kjærsgaard. ”Vi var knuste over at tabe valget, men det havde været under opsejling længe,” fortæller Kristian Madsen. Han husker da også, at partiet forud for 2001-valget havde tabt pusten og var gået i ”reformpause”. Man havde dog håbet at undgå den nye realitet i dansk politik; at Dansk Folkeparti havde fået næsten uindskrænket magt. Valgnederlaget i 2001 kaster partiet ud i store diskussioner om retningen for det socialdemokratiske projekt. Poul Nyrup Rasmussen fortsatte som formand for partiet og iværksætter en fornyelsesproces, der blandt andet fører til et nyt logo og navneskifte fra Socialdemokratiet til Socialdemokraterne. I 2002 overtager Mogens Lykketoft dog formandsposten i partiet, da Nyrup har opgivet et comeback som statsminister. Kristian Madsen kalder den nye tid i oppositionen som en kæmpe omstilling: ”Selvom man ’bare’ er DSU, er der jo rent faktisk mulighed for at få stor indflydelse, når Socialdemokratiet sidder i regering. Den mulighed ophørte jo lige pludselig.” Det betød også, at DSU omstillede sig til i højere grad at være en kampagneorganisation. Ved folkeafstemningen om euroen i år 2000 pionerer DSU med den første politiske kampagnehjemmeside, ”Café Europa”, og i 2001 revolutionerer organisationen internettet med det politiske spil ”Borgerlig Buster”. 11. september og udlændingedebat Den 11. september 2001 styrter to fly ind i World Trade Centers tvillingetårne i New York - en begivenhed, der ændrer verden omgående. Kristian Madsen husker det som en begivenhedsrig dag på DSU’s landsforbund. I de efterfølgende år er sikkerhedspolitikken og spørgsmål om terrorisme toneangivende også i DSU, der efter at have støttet NATO-bombardementerne i Kosovo generelt er positivt indstillede over for Danmarks deltagelse i internationale operationer. I spørgsmålet om Irak-krigen er DSU dog dybt splittet, og der er store diskussioner om det vage grundlag for invasionen. I Danmark lykkes det for Dansk Folkeparti at koble terrorfrygten sammen med behovet for en stram dansk udlændingepolitik. Men også hos Socialdemokraterne begynder man at stramme efter i mange år bevidst at have undladt at se integrationsproblemerne i øjnene. Kristian Madsen fortæller, at han i denne tid gennemgår et holdningsskifte: ”Jeg husker en paneldebat, som jeg var til på et gymnasium, hvor jeg gav 24-årsreglen den helt

SIDE 24 DSU’eren November 2010

store tur. Men efterfølgende kom to piger med anden etnisk baggrund op til mig og fortalte, at jeg ikke havde fattet noget som helst. De var de eneste to piger tilbage i deres 3.g-klasse, resten var blevet gift. For dem gav 24-årsreglen rigtig god mening, og efter den dag gjorde den også for mig.” Ørkenvandring som opposition I 2005 udskriver Anders Fogh folketingsvalg. Det lykkes dog ikke Mogens Lykketoft at blive statsminister, og han træder øjeblikkeligt tilbage som formand for Socialdemokraterne. Partiet har i denne periode svært ved at forklare sin politik på skatteområdet og udlændingedebatten – to toneangivende valgkampstemaer. Efter valgkampen kastes partiet ud i en formandskamp mellem tidligere justitsminister Frank Jensen og den mere ukendte Helle Thorning-Schmidt. DSU blander sig ikke videre i valget, men et overvejende flertal mener dog, at Helle Thorning-Schmidt bedst kan bringe det gamle arbejderparti ind i det 21. århundrede. Igen i 2007 er der valg, men det lykkes ikke Thorning-Schmidt at ”slå Anders Fogh”, som hun ellers havde bebudet under formandskampen. VKO-styret fortsætter, men fra april 2009 dog uden dets hovedarkitekt, Anders Fogh Rasmussen, som forlader den synkende skude til fordel for generalsekretærposten i NATO. DSU’s formand fra 2004-2008 er Jacob Bjerregaard, og for ham er der ingen tvivl om vigtigheden af et stærkt DSU: ”DSU er en talentfabrik. Fuldstændig uundværlig for Socialdemokratiet. Det er DSU’s allervigtigste rolle at udvikle talenter. Desuden er DSU en politikudviklende organisation, som skal blive ved med at insistere på at udvikle svar på samfundets problemer. At de ikke altid er magen til Socialdemokratiets er kun godt. Historien viser, at Socialdemokraterne tit har skævet til det, DSU har sagt og skrevet – efter et stykke tid,” siger han, og fortsætter; ”for os, der har været med helt fremme i DSU, er det tankevækkende, hvor stor en indflydelse, 1) 11. September 2001 2) En krigsmager og hans danske følgesvend 3) Finansmarkedernes sammenbrud skabte krisestemning over hele verden i efteråret 2008. 4) 2001. Forbundsformand Kristian Madsen fremviser stolt valgkampens filmplakat 6


DSU faktisk har haft på velfærdssamfundet. Vi ved det godt i DSU, og derfor har DSU en indbygget ansvarsetik i sit virke, og det må vi sige her på 90 års-fødselsdagen, at det skylder vi de kommende DSU’ere at holde fast ved. At DSU er en ansvarlig ungdomsorganisation, der fører en ansvarlig og nødvendig politik”. Krise i Danmark Peter Hummelgaard Thomsen blev formand for DSU i 2008 og genvalgt på kongressen i 2010. Denne tid har været præget af diskussionerne om den økonomiske krise, som har ramt Danmark med fuld styrke. ”Da jeg blev valgt i 2008 var det kort efter et folketingsvalg, hvor Socialdemokraterne og Venstre havde konkurreret om hvem, der kunne give de vildeste løfter. Vi troede stadig, at væksten og den økonomiske velstand ville vokse uendeligt. På den måde ændrede verden sig radikalt med finanskrisen, hvor fænomener som arbejdsløshed og statsgæld pludselig er blevet store problemer igen i Danmark,” siger Peter Hummelgaard og fortsætter; ”Vi har været enormt optaget af at rejse en diskussion om den måde, kapitalismen er indrettet på. Gang på gang har vi kritiseret det uregulerede marked for dets grundlæggende systemfejl: grådigheden!” Med kampagner som “1000 om ugen”, “Stop Generationstyveriet” og “Flere lærepladser nu!” har DSU gang på gang kritiseret de borgerliges krisehåndtering på det kraftigste. ”I løbet af de sidste år to er ungdomsarbejdsløsheden eksploderet samtidig med, at uddannelsesniveauet er faldet blandt unge. Derfor ligger vi i DSU søvnløse om natten ved udsigten til en fremtid, hvor vi ikke kan være sikre på øget velstand og beskæftigelse,” siger Peter Hummelgaard Thomsen. Mod lysere tider For DSU har de sidste tre år også handlet om at gennemføre en massiv oprustning i kampen mod VKO. Der er blevet ført et utal af kampagner, og nye metoder som telefonbanker og dør-til-dør er blevet et fast våben i DSU’s valgkampsartilleri. I skolestartskampagnen 2008 satte DSU med kampagnen ”Tak for Lort, Fogh” en livlig debat i gang om de nedslidte faciliteter, som danske folkeskoleelever benytter. Det endte med en ekstra bevilling på finansloven - ”den såkaldte lokumsaftale”, der skulle sikre 100 mio. kr. ekstra til renovering af bl.a. nedslidte toiletter på landets folkeskoler. Derudover skal DSU’s store indsats ved Europa-Parlamentsvalget i 2009 også nævnes, hvor det efter alt at dømme lykkedes DSU at skaffe det fjerde mandat til partiet. Men alle kampagnerne har dog blot været opvarmning til den endelige styrkeprøve, nemlig det folketingsvalg, der kan komme når som helst. DSU’s forbundssekretær siden 2008, Louise Juul Jensen, har igennem de sidste år brugt utrolig meget tid på DSU’s folketingskampagne, og hun er ikke i tvivl; ”DSU’s indsats i det kommende folketingsvalg kommer til at være legendarisk. Vi tørster efter at få en ny regering og glæder os virkelig til at give den gas med alle de nye metoder og kampagner, som vi har forberedt de seneste år.” I skrivende stund (november 2010) tyder meget på, at Lars Løkkes VKO-regime synger på sidste vers. DSU ser frem til at forlade det tabte årti og i stedet sætte gang i 10’erne med en række reformer, der skal gøre Danmark til et mere retfærdigt sted for alle. DSU ser frem til lysere tider med Helle Thorning-Schmidt som Danmarks næste statsminister. 5) Ved DSU’s kongres i Esbjerg i 2002. Senere forbundsformand Jacob Bjerregaard underholder med musikalsk indslag 6 6) Forbundsformand Peter Hummelgaard Thomsen går dør til dør i USA under det amerikanske præsidentvalg i 2008. DSU’erne tog helt nye kampagne-former med sig hjem, som fornyede den Socialdemokratiske valgkamps-maskine 6

FOTOREFERENCER 1 Fra bogen Jens Otto Krag af Bo Lidegaard 2 Fra bogen H.C. Hansen af Claus Bjørn 3 Fra bogen Hækkerup af Nikolaj Bøgh 4 Fra bogen Forandring under de røde faner af Henning Kjeldgaard 5 Fra Fortællinger om DSU fra 75 års jubilæet 6 Fra DSU’s eget billedearkiv

DSU’eren November 2010 SIDE 25


DSU gror aldrig fast i fortiden Når vi i år kan fejre 90-års jubilæet for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, fejrer vi en organisation som siden 1920 har været med til at præge udviklingen af Danmark og Danmarks forhold til resten af verden. Hver generation af DSU’ere har deres egen fortælling om tidens store udfordringer; om mærkesagerne og kampagnerne; om DSUs rolle i Partiets udvikling; osv. Som man kan læse i dette nummer af DSU’eren, rummer foreningens 90-års lange historie masser af fortællinger om politiske sejre og store personligheder. Vi har en historie, vi godt kan være stolt af. Det var vores forgængere der gik forrest i kampen mod kommunismen herhjemme og ude i verden. Det var vores forgængere der var de første til at presse på for at give bistand til den tredje verden, selvom Danmark dengang selv var ludfattigt. Det var vores forgængere der evig og altid har gjort en ære i at udfordre den herskende tankegang i Socialdemokratiet – uanset om det var i ungdomsoprøret eller ved tærsklen til det 21- århundrede. Det var vores forgængere der, i alle tider, har gået forrest i kampen for bedre uddannelse og imod ungdomsarbejdsløshed. Det kan vi være stolte af. Men DSUs flotte historie forpligter også. Vi kan ikke – som Socialdemokratiet heller ikke kan – læne os tilbage og dyrke fortidens storhed. Hverken DSU, Socialdemokratiet eller Danmark kommer til at udvikle sig, hvis vi forstener og ikke lever op til den tunge arv, som generationer af unge socialdemokrater før os har efterladt os. Vores arv fra de sidste 90-års ung-socialdemokratiske arbejde handler ikke om, at DSU til alle tider skal være imod USA. Det handler heller ikke om, at DSU til enhver tid skal gå ind for afskaffelsen af efterlønnen. Vi er ikke udstyret med en facitliste over hvad skal mene eller ikke mene, når man er ung socialdemokrat. Socialdemokratiet og den danske fagbevægelse bliver

SIDE 26 DSU’eren November 2010

af Peter Hummelgaard Thomsen, forbundsformand

ofte beskyldt for at have udtjent sit formål. Især det berømte citat af den tidligere LO-formand Thomas Nielsen ”Vi har sejret ad helvede til” bruges ofte når kritikere skal afsige bevægelsens dødsdom. De udfordringer som Danmark og verden står overfor kalder mere end nogensinde på den socialdemokratiske bevægelse. Vi kan ikke slå op i et opslagsværk og finde det ”sande” svar på alle politiske spørgsmål – og gud ske tak og lov. DSUs arv er at være nytænkende. Det er at have politisk mod til at tage konfrontationer med Socialdemokratiet og vores venner i fagbevægelsen. Det handler om til enhver tid at sikre at Socialdemokratiet fornyer sig og udvikler sig selv og sin politik. Det er vores arv at stå i spidsen for det brede bevægelsesarbejde.

“Vi kan ikke – som Socialdemokratiet heller ikke kan – læne os tilbage og dyrke fortidens storhed” Det første årti af det 21. århundrede har på alle måder været spildt. Selvom vi i store dele af årtiet oplevede en økonomisk vækst, som vi skal tilbage til industrialiseringen for at se dets lige, formåede vi ikke at investere i et bedre velfærdssamfund. Vi formåede ikke at give flere af landets borgere flere muligheder og det lykkedes ikke at tæmme de mere og mere ukontrollerbare markedskræfter. Når vi igen får en Socialdemokratisk-ledet regering, vil vi i DSU leve op til vores arv. Vi vil udfordre og presse partiet når det bliver nødvendigt. Men én ting er sikkert: vi gror aldrig fast i fortiden.


KÆRE DSU TUSIND TAK FOR JERES KAMP FOR EN BEDRE VERDEN OG ET BEDRE DANMARK I DE SIDSTE 90 ÅR! 3F GLÆDER SIG TIL AT FORTSÆTTE MED AT KÆMPE SIDE OM SIDE MED JER I FREMTIDEN!


Jens Otto Krag 1914-1961, Bo Lidegaard I det første bind af Bo Lidegaards fantastiske værk om den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag, handler en stor del af JOKs tidlige år om sin tid i DSU. Man følger hans gerning som formand for DSU Randers, og bogen beskriver indgående 1934-kongressen, hvor JOK modtog læsterlige prygl, af DSUs forbundsformand H.C. Hansen, for sin flirt med tre-pile bevægelsen. Hele bogen igennem beskrives DSUs rolle i Socialdemokratiet og i opbygningen af den danske velfærdsstat. Jens Otto Krag var en statsmand og værket om han tjener hans eftermæle godt. Bogen er et MUST for enhver aktiv DSU’er. Per Hækkerup, Nikolaj Bøgh Per Hækkerup var en af de mest markante og indflydelsesrige politikere i det 20. århundrede. I biografien om ham skrevet af Nikolaj Bøgh, får vi hele historien om hans tid i IUSY og DSU. Bogen beskriver indgående PHs tid i DSU fra menigt medlem til Kredsformand for DSU Københavnskredsen til forbundsformand for DSU og videre som Generalsekretær for IUSY. Bogen beskriver arbejdet i DSU under krigen og i efterkrigstiden, og vi får historien om en mand som brændte for det ungdomspolitiske arbejde. Biografien om Per Hækkerup er underholdende fra ende til anden, og krydret med historierne om Per Hækkerups vilde liv.

SIDE 28 DSU’eren November 2010

H.C. Hansen, Claus Bjørn Claus Bjørns biografi om H.C. Hansen er den gamle socialdemokratiske kæmpe værdigt. H.C. Hansen som senere blev statsminister, var fra 1934-1937 forbundsformand for DSU. Biografien om H.C. er således en fortælling om 30’ernes DSU, om kampene mod de konservative på den ene side og kommunisterne på den anden side. Ungdomspolitik i 30’erne var ikke for sjovt, og H.C.’s tid i DSU var dybt præget af de store politiske kampe som ofte var præget af vold. Biografien om H.C. fortæller historien om en politiker som blev formet af sin tid i DSU, og som var en stærk leder af DSU og senere af Danmark. Med H.C. var der – for alvor – ingen slinger i valsen. Bogen bør stå på enhver aktiv DSU’ers bogreol. Forandring under de røde faner, Henning Kjeldgaard Henning Kjeldgaard var i 60’erne formand for DSUs internationale udvalg og senere vice-præsident i IUSY. Bogen er en fortælling om DSU og IUSY i 60’erne, og om hvordan ungdomsoprøret ramte DSU. Eksemplarer af bogen kan stadig købes på DSUs hjemmeside.


Interviews af Amalie Pil Sørensen

… om 5 år? Kristine Jonassen, DSU Horsens: På trods af de hyggelige rammer på Gadsbølle tror jeg, at vi kommer til at diskutere, hvorvidt Gadsbølle er stort nok til at kunne rumme en organisation som DSU. Allerede under skolestarts-kampagnen fik vi mange nye medlemmer, og i valgkampen kunne det sagtens tænkes, at vi får fremgang i medlemsantal. Derfor må vi overveje og diskutere, om vores kursusejendom skal have en ordentlig omgang, eller om vi skal kigge efter andre alternativer.

… om 10 år? Tobias Dabelsteen, DSU Svendborg: Jeg tror, at DSU om 10 år diskuterer, hvilke udfordringer vi står overfor på globalt plan, i forhold til krænkelser af menneskerettighederne og fordelingen af de økonomiske ressourcer mellem I -og U-lande. Efter det borgerlige årti vil der blive mere tid og overskud til at kunne kigge ud i verden, frem for at frygte for velfærdsstatens død herhjemme.

… om 20 år? Amalie Made, DSU Aalborg: Mange af de ting, som vi bruger rigtig mange kræfter på at diskutere i DSU, er problemstillinger, der også vil være aktuelle om tyve år. Det gælder f.eks. uddannelse, ligestilling, klima og integration. Derudover tror jeg, at den organisatoriske debat stadig vil fylde rigtig meget. Til den tid vil vi have tekniske muligheder, som jeg ikke kan forestille mig, men også her vil hovedemnerne være de samme: rekruttering, uddannelse, mangfoldighed, vidensdeling osv. Men fælles for alle disse emner er, at det vil være nye, friske mennesker, der diskuterer dem, og derfor vil debatterne – forhåbentlig – udvikle og forandre sig.

DSU’eren November 2010 SIDE 25


EU-parlamentsvalgets stemmesluger Dan Jørgensen vil også i den kommende periode lade DSU’eren bringe uddrag af hans dagbog.

Mandag: Grisevelfærd Dagens vigtigste møde handlede om velfærd for svin i EU. De har det nemlig ikke godt, grisebasserne. Skuldersår, kastration uden bedøvelse, unødvendige halekuperinger og for lange transporter er bare nogen af de velfærdsproblemer, der desværre er udbredte i dag. Problemerne er også store i Danmark, hvor landbruget jo opdrætter mere end 20 millioner svin om året. Jeg arbejder nu sammen med en række dyreværnsorganisationer for at forbedre lovgivningen på området. Ligesom lande som Danmark - der ikke lever op til de nuværende regler, skal tvinges ind på rette spor. Det handlede dagens møde med en jurist, der er ekspert i dyrevelfærd, om. Tirsdag: Klima og kemi I dag er jeg løbet fra møde til møde. Første punkt på dagsordnen var en samtale med direktøren for EU-kommissionens klimadirektorat for Klima om forberedelserne til COP16-mødet i

november. Tror de færreste ville kunne få meget logik ud af vores diskussion, der handlede om REDD i UNFCCC. Sådan er de internationale klimaforhandlinger. Komplicerede og ikke særligt let tilgængelige, men når man først kan sproget, så er det politik som alt andet. Forkortelserne dækker over spørgsmål om FN’s program for at stoppe afbrænding af regnskov, som står for 20 % af al verdens CO2-udleding. Dernæst ilede jeg fra parlamentet til Berlaymont-bygningen hvor EU’s miljøkommissær Janez Potocnik har kontor. Jeg havde bedt ham om et møde for at at presse ham til at gøre noget ved de farlige effekter, der er ved mange af kemikalierne på markedet i dag. Problemet er, at der ofte i lovgivningen ikke tages hensyn til kemikaliernes cocktaileffekter. Det er de problemer, der kan opstå, når flere kemikalier optræder sammen i et produkt. Konsekvenserne er alvorlige: Kræft, hormonforstyrrelser mm. Resten af dagen gik med så forskellige gøremål som at tale for en gruppe danske au pair piger, deltagelse i et møde i den socialdemokratiske gruppe i EU-Parlamentet og middag og diskussion

om biobrændsel og palmeolie med Malaysias ambassadør ved EU. Onsdag: Worst lobby award Der er mere end 10.000 lobbyister i Bruxelles. De fleste af dem er dygtige og hæderlige. Og på ingen måder et problem. Faktisk er de et gode for den demokratiske proces. Men der er desværre brodne kar. Defor havde jeg i dag sagt ja til at deltage i en pressekonference arrangeret af en række NGO’er her i Bruxelles for en kampagne, de kører lige nu. “Bad lobbyist awards” handler om at afsløre de lobbyister, som ikke har rent mel i posen. Og her må man desværre sige, at klimaområdet, som jeg arbejder meget med, er et af de steder, hvor man støder på organisationer og virksomheder, der forsøger at sprede misinformation for at blokere for fremskridt. Det gav jeg et par eksempler på i min tale. Ligesom jeg fremlagede en række forslag til, hvordan man kan gøre noget ved problemet. Jeg mener fx, at man bør lave et obligatorisk lobbyregister og en form for adfærdskodeks for lobbysiter. Se mere her www.worstlobby.eu

DSU’eren November 2010 SIDE 31


Afsender, KLS Portoservice Aps, Postboks 9490, 9490 Pandrup Ændringer vedr. abonnement: Ring venligst på 72 300 880

ALLE NUVÆRENDE OG TIDLIGERE DSU’ERE, SAMT ANDRE VENNER ER VELKOMNE. DATO: TORSDAG D. 9. DECEMBER 2010, KL. 14-17 STED: LO, ISLANDS BRYGGE 32D, 2300 KBH S SE MERE PÅ DSU.NET

PP

Postdanmark Magasinpost UMM Id nr.: 46219


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
DSU'eren - Årgang 89 - Nr. 3 by Grafisk Afdeling - Issuu