Træk af en advokatforretning gennem 150 år

Træk af en advokatforretning gennem 150 år – Fra Christian Kier til Gorrissen Federspiel

1

“ 2

For en mand med visioner var der muligheder pĂĽ stedet.

Træk af en advokatforretning gennem 150 år – Fra Christian Kier til Gorrissen Federspiel af Henrik Fode 13. november 1868 kunne læserne af Aarhus Stiftstidende se en annonce, der oplyste, at sagførerfuldmægtig cand. juris Chr. Kjer agtede at tage beskikkelse som sagfører med adresse på St. Clemens Torv i Aarhus. I en paren­ tes havde han noteret det mere folkelige navn på ste­ det: Kjødtorvet i hr. Fastrups gård lige over for Hotel Skandinavien. Forklaringen herpå synes at være, at by­ rådet få år tidligere hav­ de valgt at udskifte det gamle navn til det nye, Clemenstorv, da det synes mere værdigt for en by, der gerne ville være ”min­ dre bondsk”. Nævnes skal det måske også, at hele byens adressesystem net­ op var omlagt fra et gen­ nemgående nummersy­ stem til et system med lø­ bende gadenumre for den enkelte gade. Yderligere havde han præciseret i annoncen, at han ”overtog retssager, incas­ sationer og andre juridiske forretninger i Aarhus og om­ liggende byer”. Annoncen var bragt i god tid, for siden oplyste han selv, at han først åbnede forretningen 6. februar 1869. Der var meget der skulle nås, bl.a. skulle sagførerloven først på plads i Rigsdagen, og endnu var han ungkarl uden bolig

i byen. Året efter, 30 år gammel, blev Chr. Kjer gift med den lokalfødte Dorothea Sofie født Bünger, der var datter af en lokal større købmand. Ægteskabet og svigerfamili­ en har måske været med til at introducere den unge svi­ gersøn for byens erhvervsliv, da det absolut var en fordel at være tæt på byens gamle købmandsslægter. På ægte­ skabspapirerne var hans navn endnu skrevet med et (j) i Kjer. Siden blev det efterhånden erstattet med et (i), men konse­ kvent var det ikke. Det er ukendt, hvor­ for Christian Ludvig Kjer, der var hans fulde navn, valgte at slå sig ned i Aarhus. Han var opvokset på Herlufsholm, hvor fa­ deren var godsforval­ ter, siden havde han læst og været sag­ førerfuldmægtig i København, og så valgte han alligevel at starte egen virk­ somhed i den lille jyske købstad. Måske har han set, at den nye tid med industrialisme og liberalisme ville kun­ ne trives i byen, der allerede havde fået et jernbanenet og en moderne kysthavn, der gav plads til dampskibe. For en mand med visioner var der muligheder på stedet. Byen var på en måde et voksende trafikcentrum med be­ gyndende industriaktiviteter.

3

Chr. Kier med det karakteristiske overskĂŚg, omkring 30 ĂĽr.

4

Han havde en evne til at knytte de rette medarbejdere til sig og ikke mindst sikre sig en interessant klientportefølje.

“

Inden han kom til byen lod han sig fotografere. Vi har derfor et foto af den ca. 30 år unge mand. Han sidder i et atelier iført bukser med galoner ned af benene og en lang jakke. Under den en hvid skjorte, der øverst er lukket med en sløjfe. Det karakteristiske overskæg, der præge­ de ham gennem hele livet, er allerede anlagt. Et skarpt blik er rettet mod fotografen. Der var også meget, Chr. Kier skulle have på plads, før han kunne begynde at arbejde for klienterne i byen. Kontoret skulle etableres med petroleumslamper, måske skulle han også have indkøbt en kopipresse, så han kun­ ne have kontrol med korrespondancen. En pengekasse hørte også til, da byens banksystem endnu ikke var på plads. Regningerne skulle endnu opgøres i skilling, mark og rigsdaler. Da de første klienter trådte ind på kontoret i februar 1869 mindede det på mange måder om en daglig­ stue med tunge gardiner og gulvtæpper samt en kakkel­ ovn i hjørnet. Centralt i lokalet kunne der stå et såkaldt ”amerikanerskrivebord”, der over skrivepladen havde en reollignende opsats med plads til blæk samt skuffer både for oven og til siderne. Fidusen med sådan et skrivebord var, at der kunne trækkes et rullejalousi ned over skrive­ pladen, når arbejdspladsen blev forladt. Her kunne der siden også blive plads til en telefon, men den var endnu ikke kommet til byen. Overretssagføreren kendte ikke til begreber som tidsregistrering, sagsstatistik eller budgetog regnskabsrutiner, for slet ikke at glemme strategipla­ ner, men det skulle vise sig, at han havde en evne til at knytte de rette medarbejdere til sig og ikke mindst sikre sig en interessant klientportefølje. Og endelig, så fulgte han med tiden og fik telefon, da tiden var moden til det og fik kolleger, da arbejdspresset krævede det.

Gorrissen Federspiel

Baggrunden for Chr. Kiers etablering som advokat i byen har fået fornyet interesse. Det er 150 år siden Chr. Kier åbnede sin forretning i Aarhus, og den er fortsat ­levende. Den hedder ganske vist noget andet: Gorrissen Federspiel, idet den er fusioneret ind i en større advokat­ virksomhed, der i lighed med flertallet af landets øvrige

større advokatfirmaer består af en række tidligere selv­ stændige forretninger. Den jyske del har sit udgangs­ punkt i Chr. Kiers forretning, mens den københavnske del, der har adresse i Axel Towers, består af en række københavnske advokatforretninger af forskellig alder. Aarhusafdelingen har i dag adresse i Prismet på hjørnet af Silkeborgvej og Viborgvej.

Den moderne sagfører

Det var ikke et helt tilfældigt tidspunkt, Chr. Kier slog sig ned i Aarhus, der dengang talte omkring 15.000 indbyg­ gere. Samfundet var i opbrud, enevælden erstattet af et folkestyre og den unge grundlov talte om liberale refor­ mer med en løfteparagraf om næringsfrihed og mundt­ lig retspleje samt retsplejens adskillelse fra forvaltnin­ gen, offentlighed og mundtlighed i retsplejen samt ind­ førelse af nævninge. Alt blev nu ikke nået førend langt senere, i 1919. Den nye tids erhvervsliv kaldte på juridiske rådgivere, enten som repræsentant for kapitalejerne eller som mo­ ralske garanter over for offentligheden, men intet hin­ drede sagføreren i selv at være økonomisk deltager. Det var i de år, den moderne sagfører blev skabt. Hertil bidrog den nye lovgivning, der lovfæstede sagfø­ rertitlen med en opdeling som: –– Højesteretssagfører, –– Overretssagfører og endelig –– Underretssagfører. Reformerne havde været drøftet i flere år, men først i 1867 var man kommet så vidt, at loven kunne forelæg­ ges Rigsdagen. Den endelige vedtagelse fulgte i maj 1868 og trådte i kraft 1. januar 1869, så det kan konstateres at Chr. Kier hurtigt var rede til at udnytte lovens mulighe­ der. Han havde dansk indfødsret, opnået 25 års alderen, havde rådighed over sit bo og havde ifølge pålidelige vid­ nesbyrd ført en retskaffen vandel, men for at kunne bære overretssagførertitlen krævede loven herudover:

5

–– Den fuldstændige juridiske examen i det mindste med karakteren illaudabilis (uros værdig) –– At man havde været virksom som sagfører ved ­underretter i tre år eller hos autoriseret sagfører som fuldmægtig. Loven havde været savnet og var en naturlig opfølg­ ning på moderniseringen af erhvervslovgivningen, som grundloven havde bebudet. Næringsloven fra 1857 var på plads og trådt i kraft i 1862. Det var den, der hav­ de afskaffet laugstvang og liberaliseret store dele af ­erhvervslovgivningen. Men tilbage stod bl.a. endnu sag­ førererhvervet. Indtil da blev sagføreren udnævnt af kongen, og han havde på det nærmeste karakter af en embedsmand. Man talte da også om, at der var tale om en ”forandring fra et embede til en næring”, som fol­ ketingsmanden Rimestad udtrykte det under forhand­ lingerne, hvor han fortsatte med at udtale en frygt for, at loven kunne åbne ”for en større mængde af sagføre­ re”. Han var modstander af lovforslaget og så hellere, at en kommission så på sagen. Grundlovens § 79 havde be­ budet overgang til mundtlig procedure, og ”det kræve­ de en virkelig dygtig og intelligent sagførerstand”. Den senere højesteretsassessor C.S. Klein fulgte op med en bemærkning om, at han frygtede, at lovforslaget skulle trække en stor del yngre mænd ind på sagførervejen, idet ”de nærer en illusion om at kunne skaffe sig en god og sorgfri eksistens”. Med 63 stemmer for og blot seks imod fortsatte lovgivningsarbejdet med en endelig vedtagel­ se i Landstinget i 1869. Selvfølgelig havde Chr. Kier be­ mærket sig, at lovens § 7 havde fastslået ”at sagførervirk­ somhed ikke kunne forenes med noget dommer- ­eller retsskriverembede, nogen øvrighedspost eller ansættel­ se i politiets tjeneste eller privat tjenesteforhold hos en amtmand eller retsbetjent. Så var det gjort tydeligt. Den moderne sagfører skulle være privat erhvervsdrivende. Opgaverne kunne ikke forenes med offentlig tjeneste, heller ikke i en svær opstartsfase - men nok med private engagementer. Der var i det hele taget mange reformer på vej til mo­ dernisering af folkestyret. En af dem omhandlede også

6

købstadsstyrelsen fra 1869. Vi ved ikke, om den unge overretssagfører allerede spekulerede på en karriere i byrådet, men selvfølgelig vidste han, at loven også rum­ mede muligheder for at gøre karriere i kommunalpolitik og måske ad den vej få nye kontakter i byen.

Aarhus 1870

Det var en lille by, han mødte efter at have taget sin em­ bedseksamen i 1863 og udstået sin tid som deltager i kri­ gen i 1864 og siden som fuldmægtig i København. Men der var meget på vej. Bystyret i Aarhus var under ledelse af en kongelig udnævnt borgmester, U.C. v Schmidten, 1868-1885. Han var ikke blot borgmester, men også auk­ tionsdirektør og skifteforvalter, og han havde ved sin side et byråd med 19 medlemmer. På det økonomiske område var tiden karakteriseret som en kraftig vækstperiode, hvor befolkningstallet blev for­ doblet fra 1860 til 1880, da det nåede 32.000. Sagføreren mødte også et rådhus, der var fælles for amt og by i gotisk renæssancestil opført af Carl Georg Ferdinand Thielemann i 1857, et mærkeligt sted, der endnu opbeva­ rede afstøbninger af nogle af Thorvaldsens arbejder, en samling malerier af danske kunstnere og endelig endnu oldtidssager, der ventede på overførsel til det nye muse­ um. Byens sygehus var nyindrettet i 1856 i en gammel nedlagt realskole og havde plads til 60 patienter. På det finansielle område mødte han den lokale afdeling af Nationalbanken, der her havde indrettet sig i 1837 samt en beskeden ”Spare og Lånekasse” fra 1839. Nye penge­ institutter hørte 1870erne til og afventede overretssag­ førerens initiativ. Af andre offentlige bygninger var der bispegården, V. Th. Walthers toldbygning på havnen for­ uden en børsbygning fra 1866 i samme arkitektoniske udformning. Det var en varebørs, der især interessere­ de sig for kornvarer. Endelig kunne han ikke undgå at se, at der forgik et betydeligt kasernebyggeri rundt om i byen. Efter nederlaget i 1864 blev soldaterne rykket mod nord. 2den Generalkommando havde til huse i byen med

en officersforening med 70 medlemmer. Chr. Kier mødte ved ankomsten til byen en helt ny fattiggård, der var op­ ført efter tegninger af den i byen bosatte kgl. bygnings­ inspektør V. Th. Walther. Her var ikke blot plads til 100 fattige og 20 personer på tvangsarbejdsanstalten, men også til værdigt trængende syge foruden rigelig plads til arbejdssale. Der var også netop indviet en ny museums­ bygning efter tegninger af samme arkitekt. Den lokale matador møller Weiss havde skænket grunden, efter at mølledammen var nedlagt og udtørret. Et tiltag han hav­ de fået godt betalt af kommunekassen. Selv var mølleeje­ ren gået over til dampdrift i møllevirksomheden. På det økonomiske område fortalte statistikkerne ham om livet på havnen. Her stod staten for toldvæsenet u ­ nder ledelse af en toldinspektør; i byen havde overtoldinspek­ tøren for Jylland dog også kontor. Hovedopgaven var at kontrollere import og eksport over havnen, hvor cikorie­ rødder (kaffesurrogat), vin, spiritus, glasvarer, humle og forarbejdede metalvarer alle spillede en afgørende rolle for toldernes hverdag. På eksportsiden var det kornvarer – især til England, men her var der også noget på vej efter etableringen af det loka­ le dampskibsselskab Jydsk-Engelsk Dampskibsselskab i 1868, der skabte grundlag for eksport og import og der­ med for helt nye forretningsaktivitet med lokale fabri­ kanter og grosserere. Aarhus Stiftstidende bragte re­ gelmæssigt oversigter over selskabets aktiviteter med dampskibet ”Horsa”: 1.500 tdr. korn, 343 foustager, 15 kasser smør samt 97 stk. hornkvæg. Det var i december 1876, men ganske repræsentativt. Gennem godt 15 år havde tolderne selvfølgelig bemær­ ket, at eksport over jernbanen mod syd var taget til. Smør og kornvarer var noteret, og så imponeres man i dag ikke over, at man i 1870 kunne notere en eksport til Tyskland på 826 stk. hornkvæg og 5.567 st. svin, som J.P. Trap tørt konstaterede i 2. udgaven af den topografi­ ske oversigtsbeskrivelse af Aarhus. Og så var der hotel­ lerne, der bragte lister over gæsterne: Hotel Royal, Hotel Skandinavien og endelig Hotel Cimbria.

Hermed var den nye sagfører budt velkommen til byen, der var stolt af ”en god brolægning og gadebelysning” samt en badeanstalt, der tilbød ”varme, romerske og russiske bade”. Endelig kunne den lokale Vejviser sup­ plere med oplysninger om, at byen havde både vandværk og gasværk.

Forretning

En søgning i samtidens lokale aviser dokumenterer, at den unge sagfører havde travlt. Han havde set, at byen manglede et pengeinstitut, der kunne servicere ­erhvervslivet. Han fulgte derfor med, da de første skridt blev taget til dannelsen af Aarhus Privatbank. I august 1871 blev der indbudt til aktietegning. Den lokale fili­ al af Nationalbanken var ikke længere tilstrækkelig til at ”lette erhvervslivets omsætning”, hed det. Bag initi­ ativet stod en række af byens store grosserere og ikke mindst generalkonsul Hendrik Pontoppidan og hans an­ sete handelshus i Hamburg H. Pontoppidan & Co. samt bankierfirmaet Adler, Wulf og Meyer. Banken blev fra starten drevet meget forsigtigt, så for­ sigtigt, at det skabte skuffelse og utilfredshed. Resultatet blev, at erhvervsfolk og ejere af større landbrug tog initia­ tiv til at stifte en konkurrerende bank: ”Jydsk Handels- og Landbrugsbank”. Dens direktion kom til at bestå af Rudolf Wulff, H. Meyer og Chr. Kier, alle med tidligere tilknyt­ ning til Aarhus Privatbank. Formand i repræsentantska­ bet blev godsejer Ingerslev til Marselisborg. Det afgøren­ de for sagfører Kier var, at han hermed havde fået skabt betydningsfulde kontakter til byens erhvervsliv. I febru­ ar 1876 underskrev han sig ”Chr. Kier Directeur i Jydsk Handels- og Landbrugsbank”. Den økonomiske krise var på vej, og i løbet af sommeren 1876 måtte den unge bank søge hjælp. Der blev forhandlet om en sammenslutning af de to lokale banker, men resultatet blev, at banken blev overtaget af Københavns Handelsbank og omdannet til filial af denne. Igen skiftede overretssagføreren side uden at det kan konstateres, hvordan det lykkedes ham at ven­ de tilbage til Aarhus Privatbank, nu med borgmester U.C. von Schmidten som formand for repræsentantskabet.

7

Overretssagføreren havde i mellemtiden fået konkur­ renter i byen. En af de tydeligste var overretssagfører­­ J. Høegh-Guldberg, der allerede midt i 1870erne annon­ cerede med byggegrunde, men der var også Thorsen og Lund, der underskrev sig sagførere og annoncerede med salg af landejendomme.

Den private overretssagfører

”Consul, agent Herskind har i disse dage solgt en 10.000 kvadratalen stor byggegrund til bankdirektør Chr. Kier for 7.500 kr.” kunne man se i Aarhus Stiftstidende i 1875. Han havde klaret sig økonomisk godt gennem de før­ ste godt fem år som overretssagfører i byen. Nu kunne han flytte fra bymidten, i 1871 Skolegade 29, til enden af ”Koppels Vej”. Grunden var nu ikke helt uproblematisk, for gennem sælgeren – konsul Herskinds have – s­ kulle der først laves en udgang til Guldbergsgade. Senere blev villaens adresse kendt under Thunøgade 2a. Her på grænsen mellem det åbne land og byen skulle der op­ føres en ny villa til overretssagføreren og hans familie. Det var arkitekt Carl Vilhelm Puck senior, der fik opga­ ven med at opføre den standsmæssige villa, hvor over­ retssagføreren kom til at leve et lykkeligt familieliv, der ­resulterede i ikke mindre end 12 børn. Da han flyttede ind, havde familien dog blot de to ældste. Siden kom der flere børn til, men der var råd til hjælp, og den lokale folketælling i 1890 viser, at der var hjælp af fem ”kvin­ delige stk. tyende”. Den førstefødte i 1871 blev opkaldt efter den nyfødtes farfar, så han fik også mellemnavnet Chr. Tycho Kier. I 1889 fik familien sønnen Knud Kier, der selv blev overretssagfører og kom til at føre faderens forretning videre. Det skulle vise sig, at de mange børn siden kom til at gøre karriere i byens erhvervsliv, hvilket igen betød, at navnet Kier skulle blive en del ”af de gamle familier” i byen.

Nye opgaver

Det var dog ikke forretning det hele, idet overretssagfø­ reren allerede tidligt havde vist interesse for retshisto­ rie, og i en foredragsrække i 1876 talte han over byens

8

ældste historie ”navnlig tiden før reformationen”. Her mødte ifølge avisen mere end 300 op for at høre, men ikke alle kunne få plads og ”måtte gå bort”. Kier var blevet et kendt navn i byen og måske for at frem­ me erhvervskarrieren eller for at fremme byens udvik­ ling i almindelighed, lod han sig opstille til byrådsvalget i 1876, hvor han fortsatte frem til udgangen af 1887. Det kommunale folkestyre var ”moderniseret” med ­loven om købstædernes styrelse af 26. maj 1868, og­ 7. januar 1869 trådte det første byråd valgt efter loven sammen. Der er næppe tvivl om, at Kier straks fra sin ankomst til byen fulgte med i aktiviteterne på rådhuset. I januar 1876 kunne Aarhuus Stiftstidende bringe et lille indlæg, der oplyste, at der havde været afholdt møder i handels-, håndværker- og vælgerforeningerne, hvis be­ styrelser havde anbefalet at opstille og vælge en række af byens borgere til det forestående byrådsvalg få dage se­ nere. Herefter blev der bragt to lister, den ene til genvalg: –– Skrædermester Baess –– Gjørtler Hald –– Farver Kjær –– Overlærer Kraiberg –– Redaktør Mørk –– Bankdirektør H.M.B. Skovby. Den anden til nyvalg: –– Fabrikant Christiansen –– Bankdirektør Kier –– K øbmand Otto Langballe. Det er i øvrigt karakteristisk, at avisen kun undtagelses­ vis anførte de enkelte kandidaters fornavne. Valget fandt sted onsdag den 5. januar 1876 kl. 10.00. De vælgere, der ville benytte deres valgret måtte møde op, tegne sig på valglisten og få udleveret en stemmeseddel.

Kier var blevet et kendt navn i byen og mĂĽske for at fremme erhvervskarrieren eller for at fremme byens udvikling i almindelighed, lod han sig opstille til byrĂĽdsvalget i 1876.

9

“

Det er værd at notere, at han benyttede titlen ”bank­ direktør” og ikke sagfører eller overretssagfører, og så er han her stavet med et (i). Interessant er det også at bemærke, at han efter valget blev byrådskollega med bankdirektøren i Privatbanken og redaktøren af byens dominerende dagblad, Aarhuus Stiftstidende, samt Otto Langballe, der var en erhvervsmand i fremdrift. Han var af den type, der var med til at skabe vækst, men også selv var afhængig af den. Karakteristisk var det også, at han måske følte opgaven i byrådet som en pligt, snarere end en lyst. Blandt de nyvalgte var også trikotagefabrikant Knud Christiansen, der startede som strømpevæver, men endte som en af byens store trikotagevirksomheder, der i 1914 blev en del af A/S De forenede jyske Farverier og Tricotagefabrikker. Bankdirektør Chr. Kier og hans lille bank havde fået en stor opgave, der krævede ganske meget i januar 1876.­ I store annoncer i Stiftstidende blev det oplyst, at tiden var inde til indbetaling af den anden fjerdedel af aktie­ kapitalen i Aarhus-Ryomgaard-Jernbanen. Det skulle ske til Jydsk Handels- og Landbrugsbank i tidsrummet fra 15de til 31te januar. Ikke mindst er underskrifterne på personkredsen bag jernbanen interessante: Hans Broge, H.P. Ingerslev fra Marselisborg gods. Igen J.M. Mørk fra byens domine­ rende avis og så var der formanden, borgmester U.C. von Schmidten foruden flere andre større som mindre erhvervsdrivende og storlandbrugere i banens opland, herunder Chr. Rosenkrantz fra Rosenholm og forvalte­ ren fra Kalø gods. Overretssagføreren fik knyttet vigtige kontakter til ­betydningsfulde kolleger i byrådet. Der kan igen pe­ ges på Otto Langballe, der inden for byggematerialer til ­boliger og erhvervsformål var en betydelig personlighed, men der var også brændevinsbrænder Jens Ormslev eller redaktør Mørk fra Aarhus Stiftstidende, storkøbmanden Meulengracht for slet ikke at glemme Otto Mønsted, der var på vej bort fra at være almindelig kornkøbmand til at blive margarinefabrikant. Det var et samarbejde, der

10

efter Mønsteds død betød, at Chr. Kier blev formand for Otto Mønsted Margarinefabrik. Endelig kan der peges på den interessante symaskinefabrikant Anders Nielsen, der hurtigt blev træt af det politiske arbejde til fordel for fremstilling af symaskiner. I 1880 beskæftigede han 6070 mennesker på fabrikken, der var den største af sin art i landet. Chr. Kier havde været yderst aktiv, ikke blot kommu­ nalpolitisk, men også som erhvervslivets førende sag­ fører. Han var tidligt med i arbejdet omkring Aarhus Oliefabrik, der blev etableret i 1871 under navnet Aarhus Palmekærnefabrik, der hurtigt voksede til en bety­ delig virksomhed og en afgørende leverandør til Otto Mønsteds Margarinefabrik. Telefonselskabet, der blev til Jydsk Telefon, blev af betydning, men der kan også peges på det gamle kulfirma Kampmann, Møller og Herskind, hvor Chr. Kier varetog næstformandsposten gennem 30 år. Uden at gå for meget i detaljer skal det anføres, at Kier fik sæde i en række betydningsfulde kommunale udvalg: For gasværket, Udvalget for bygninger og inventar samt kasse- og regnskabsvæsenet for at pege på nogle områ­ der. Han begyndte forsigtigt med i 1876 at være formand for Udvalget for Vandværket. Byen var som nævnt vokset ganske kraftigt, og måske er det en af forklaringerne på, at også andre jurister kunne se muligheder i Aarhus. Vejviseren i 1880 opregner så­ ledes under gruppen ”sagførere” hele 25 navne, hvoraf man nok ville reducere antallet, når gruppen også har medtaget offentligt ansatte jurister som f.eks. en borg­ mesterfuldmægtig, prokuratorer, en kæmner eller re­ daktør, m.fl., men 6 overretssagførere kan trækkes frem af listen. En af dem var som allerede nævnt J. HøeghGuldberg, men der var også sagførerne Springborg og Weng, der havde kontor i Frederiksgade, og så var der en virksomhed, der annoncerede under Sagførerforeningen for Eiendomssalg. Det var igen de allerede nævnte sag­ førere Thorsen og Lund, Rosengade 36, der stod bag den annonce i avisen i januar 1880.

Datidens byrådsvalg er set med moderne øjne noget uoverskuelige. Der var valg til ”den større halvdel” og ”den mindre halvdel”, og ikke alle kunne stemme, for der var også et krav om en særlig indtægt og meget mere. Her er det imidlertid interessant at se, hvordan over­ retssagføreren klarede sig i valgkampen med ligesinde­ de kolleger. Ved Kommunevalget 6. januar 1882 var overretssag­ føreren den fjerde største stemmesluger. Nu var han stillet op som overretssagfører og ikke som tidligere: Bankdirektør. Han kunne fortsætte sit byrådsarbejde med møder hver torsdag. Først seks år senere skulle han igen stå til ansvar over for vælgerne. På det forretningsmæssige område var der store per­ spektiver i det udvalg, han fik sæde i sammen med køb­ mændene Langballe, Baune og Otto Mønsted samt bank­ direktør Seidelin fra Privatbanken. Det var i 1882, og det drejede sig om etablering af et telefonsystem i byen. Centralen skulle placeres i et par værelser øverst oppe på Hotel Skandinavien på Clemens Torv. Kommunen havde tegnet sig for 12 abonnementer, selv om borgmesteren ikke helt følte, at der var et behov.

Det tabte byrådsmandat efter kommunalvalget 1888 I 1888 var der igen valg til byrådet. Chr. Kier stillede sit mandat til rådighed, men blev ikke valgt. Stiftstidende var ”rasende” i sin kommentar og bragte helt undtagel­ sesvis en lang artikel på forsiden af bladet på de fire si­ der. 1½ spalte blev det til, og den sluttede med et stort af­ snit, der indledte: ”Byrådet har mistet en af sine dygtig­ ste, nidkæreste og erfarne kræfter, og dette tab erstattes ikke af nogen enkelt personlighed blandt de nyvalgte”, lød det, hvorefter redaktøren fortsatte: ” Lad os håbe at han igen vinder plads i rådet. Indtil da bør der udtales en varm tak til ham for det meget, han har arbejdet og med­ virket til, til bedste for vores by”.

Sagfører Kier havde leveret en betydelig indsats i byrå­ det, og han havde da også i december 1885 fået tildelt Dannebrogsordenen og havde returneret det medføl­ gende brev i underskrevet stand. Det var det, der kræ­ vede, at han opfyldte ”alle ridderpligter og stedse skulle være alle Dannebrog-Ordenens statutter lydig, så læn­ ge han levede”. Den fortrykte blanket blev underskrevet og returneret 2. januar 1886 og underskrevet: Christian Ludvig Kjer, Overretssagfører. Som det var sædvane, blev udnævnelsen besvaret med en kort levnedsbeskrivelse. Her havde han lagt vægt på, at han blev valgt til byrådet i 1876, genvalgt i 1882, samt at han under borgmester Schmidtens bortrejse og syg­ dom fra maj 1885 til årets udgang havde været konstitu­ eret som formand for Aarhus Byråd. 12. januar 1888 kl. 16.00. blev der afholdt et ekstraordi­ nært byrådsmøde i Aarhus. Avisen refererer, at der her blev bragt en tak til de medlemmer, der forlod byrådet. Det var et møde på en halv time med vedtagelse af ka­ sernebyggeri samt antagelse af tilbud på køb af brosten.

Revanche

Der var valg igen i januar 1891, og atter vovede overrets­ sagfører Kier at stille op. Det skal straks siges, han opnå­ ede genvalg. Der havde åbenbart været et opstillingsmø­ de kort før afstemningsdagen. Man havde fra ”håndvær­ kerside” arbejdet på ændringer af en liste, der allerede var gjort færdig. Det førte siden til ballade og indlæg i avisen, og så kom det, at ”man måske var på vej til den anden puniske krig – og den ville blive værre end den første”. Uanset uroen i baglandet, så havde overretssag­ føreren igen fået plads i byrådet. Afgørende var det dog for Chr. Kier, at han med 353 stem­ mer eller omtrent 35 % af de afgivne stemmer igen hav­ de fået sæde i byrådet, igen sammen med kornkøbman­ den Joh. Baune, der tidligt havde indset, at en kapital­ koncentration inden for korn- og foderstofhandelen var

11

“ 12

Overretssagføreren hørte ikke til den type, der afventede en mulighed, hvis han selv så en åbning.

13

Først i 1920, 8o år gammel, deponerede han beskikkelsen.

“

nødvendig. Det blev få år senere til Korn- og Foderstof Kompagniet, hvor Chr. Kier assisterede, da en række ­jyske kornkøbmænd i 1896 slog sig sammen.

byrådsmedlem fra den 1. januar 1900 at regne. Der var ikke noteret nogen begrundelse, men byrådet vedtog at meddele den ønskede fritagelse.

Interessant var det måske for Kier at se, at hans kolle­ ga, overretssagfører Høegh-Guldberg, kun havde opnået to stemmer. Ved byrådets konstituering fik overretssag­ føreren på det nærmeste de samme arbejdsområder, som han havde forladt i 1888.

Mærkeligt er det at konstatere, at hverken Demokraten eller Stiftstidende kommenterede begivenheden, men måske havde man en forståelse for, at overretssagføre­ ren i en alder af 60 år måske kunne ønske en arbejds­ mæssig aflastning.

Tidligere havde han været valgt af ”den større halvdel”, men i 1891 var det den af den mindre for seks år, som det er noteret i byrådsforhandlingerne. Her fik han plads bl.a. sammen med den kunstinteresserede apoteker Adolf Meyer samt maskinchef Otto Busse fra Statsbanerne. Han var noget af et mekanisk geni og besad derfor vi­ den, som byrådsmedlemmer nok kunne drage nytte af. Gasværket og offentlig belysning blev igen konstitueret med Kier som formand ligesom udvalget for legater og arbejdet med Domkirken.

Til arbejdsopgaverne på kanten af byrådsarbejdet kan der peges på et formandskab i den danske Købstadsforening, 1894-1900, og i Tiendeafløsningskommissionen for Aarhus Stift også fra 1894-1900. Begge opgaver synes at have haft tilknytning til byrådsarbejdet, hvorfor de blev forladt samtidig med nedlæggelsen af byrådsmandatet.

I 1897 lod overretssagføreren sig igen vælge af den min­ dre halvdel til byrådet for seks år. Der var kommet en ny kongelig udnævnt borgmester: Vestergaard med de mange forbogstaver F.C.B.S, der står for Fredrik Christian Bernhard Stephan. Han havde naturligt afløst von Schmidten. Der var mere på vej, for byrådet havde netop udpeget en ny byrådssekretær, Hjalmar Aae, der var cand. jur. og kom til at varetage opgaven de næste 40 år. Kier havde også fået en ny betydningsfuld kollega i by­ rådet: Købmand Christian Filtenborg og så havde redak­ tør Harald Jensen fra det socialdemokratiske dagblad Demokraten fået plads i byrådet i 1894 som den første og foreløbigt eneste socialdemokrat.

Ud igen

Til byrådsmødet den 26. oktober 1899 havde overrets­ sagføreren ”tilskrevet” byrådet et brev, hvori han bad om at blive fritaget for resten af funktionstiden som

14

Endelig var der også en helt særlig interesse for retshi­ storie. Det er allerede nævnt, hvordan han i 1876 ind­ bød offentligheden til at lytte. Mere specielt var det nok, at han efter tiden i byrådet igen kastede sig over retshi­ storien og bl.a. publicerede et skrift under titlen: ”Dansk og longobardisk Arveret”, siden kom også en publikati­ on under titlen ”Hammurabis Love og germansk Ret”, i 1910.

Et statsbibliotek

Det er fremgået, at Kier også fandt tid til retshistoriske studier, en interesse, der naturligvis kræver bøger ofte udenlandske og måske sjældne udgivelser. Det bedste bibliotek i byen var katedralskolens, som Kier sikkert har benyttet, og her kom han i kontakt med magister Hoffmeyer, der interesserede sig for byens historie. Christiansborgs brand i 1888 havde fået akademike­ re­­til at overveje, om der ikke burde etableres et bibli­ otek uden for København baseret på Det kgl. Biblioteks dubletsamling. Overretssagføreren hørte ikke til den type, der afventede en mulighed, hvis han selv så en åbning. I 1891 tillod han sig derfor under et ophold i København at opsøge Kultusministeriet for at drøfte

Chr. Kiers Plads. Den grønne plads på Frederiksbjerg mellem Trepkasgade og De Mezas Vej i Aarhus er opkaldt efter Chr. Kier.

biblioteksspørgsmålet. Selvfølgelig blev det berørt, om det var en statslig eller kommunal opgave. Under over­ fladen lå også et spørgsmål om et eventuelt universitets placering i provinsen, og endelig var Kultusministeriet i færd med at opføre et provinsarkiv i Viborg, men en kamp mellem byerne måtte undgås, hvorfor der måtte arbejdes langsomt og forsigtigt med sagen. Hurtigt nåede Kier frem til, at løsningen måtte være etablering af ”det rene statsbibliotek”. Resultatet blev, at staten opførte og betalte for en biblioteksbygning i Aarhus efter tegninger af Hack Kampmann. Den boglige grundstamme blev, som Kier havde nævnt, dubletstam­ men i Det kgl. Bibliotek. Der er næppe tvivl om, at den beslutning også resulterede i, at det første universitet uden for København blev placeret i Aarhus. Det kan til­ føjes, at Hoffmeyer blev Statsbibliotekets første chef.

Marselisborg gods købes

Byen var i stærk vækst. Havn, jernbane og de nye mili­ tære forlægninger spillede en betydelig rolle. Oprindelig lå bygrænsen tæt på banegården, men jernbanefolk be­ gyndte at bygge syd for banen i Viby landkommune. I 1874 blev det problem løst, ved at Aarhus erhvervede en del af Viby kommune, ca. 88 td. land. Næste led for byvæk­ sten blev igen bremset af herregården Marselisborg, der havde jorder helt frem til Frederiksbjerg, som det ind­ lemmede område blev benævnt. Ejeren var minister for offentlige arbejder og tidligere indenrigsminister H.P. Ingerslev. På et byrådsmøde 7. november 1895 stillede overretssagfører Chr. Kier forslag om at købe de nærme­ ste jorder af godset for at sikre byudviklingen mod syd, måske endog hele godset. Byrådet godkendte, at Kier gik videre med forhandlinger, og han opnåede, at kom­ munen fik forkøbsret til hele godset. 20. april 1896 faldt Ingerslev bort, og byrådet vedtog kort efter at købe hele

godset. Hermed var byens udvikling sikret fremover mod syd. Som en påskønnelse for den indsats fik over­ retssagføreren i 1918 en plads i området opkaldt e­ fter sig: Chr. Kiers Plads.

Familien

Hvis nogen troede, at Kiers udtræden af byrådet var et udtryk for, at han ville trække sig tilbage fra aktiv del­ tagelse i samfundet, tog man fejl. Han havde fået sig en stor familie, der talte 12 børn, heraf var de 11 drenge, der måtte deles om den fælles søster, Ingeborg. Den ældste Christian Tycho blev overlæge, Frederik Kier bankdirektør i Arbejdernes Landsbank, Axel Kier di­ rektør i Otto Mønsteds Margarinefabrik og med sæde i bestyrelser for en lang række trælastfirmaer og for­ mand for bestyrelsen i Thomas Ths. Sabroe & Co., Knud Kier blev cand. jur. og i 1914 landsretssagfører og ind­ trådte i faderens forretning i 1917, som han førte videre. Vilhelm Kier blev medstifter og medindehaver af firmaet Brødrene Kier A/S Jern- og Stålforretning. Og Aage Kier skal ikke forbigås. Han endte som skjortefabrikant, men afgik ved døden i 1941 efter at have indtaget en svampe­ ret på Travbanen. Ingeborg blev gift med en øjenlæge. Et par børn døde i en ung alder. Familiemæssigt mistede overretssagføreren sin hustru Sophie Kier 22. februar 1906. Børnene var i vej, men han stod tilbage og havde fortsat sin sagførerforretning. Først i 1920, 8o år gammel, deponerede han beskikkel­ sen. Da var sønnen godt i vej, og førte aktiviteterne vi­ dere. Den gamle overretssagfører havde få år forinden forladt byen, idet han tidligere havde erhvervet en skov­ ejendom, Linå Storskov, der ved købet havde et areal på 250 ha. bestående af skov, plantage og agerjord. Hermed havde en politiker og skatteyder forladt den gamle

15

købstad til fordel for landlivet. Også Kiers gamle villa, Tunøgade 2a, havde overretssagføreren afhændet i 1917, da den blev solgt til Fengers Skole, der havde solgt den ældre skolebygning. Han havde fortsat appetit på livet og blev gift igen i en høj alder. En privat udgivet erindring beskriver ham således: ” I 1926 trådte vor gamle næstformand, overretssag­ fører Kier ud af bestyrelsen, efter 30 års sympatisk og dygtig hjælp, de sidste 25 år som næstformand. Han var 86 år, havde giftet sig for 2. gang, da han var 80, og ­levede et ­roligt harmonisk liv på sin skovejendom ved Himmelbjerg-søerne. Et lille indskrumpet mumie ligne­ de han, men levende og med usvækkede åndsevner”. Og erindringerne om den gamle overretssagfører fortsætter: ”Det vakte nogen opmærksomhed, da den gamle giftede sig i sin høje alderdom. Ved et møde i Aarhus Handelsforening kort efter begi­ venheden kom jeg til at tale med vor fælles gode bekend­ te, den aldrende aarhusborger Joh. Baune om dette gif­ termål og udtrykte i spøgende form mine tvivl om det kaldes et ægteskab i almindelig forståelse af begrebet. Jeg vidste at Baune havde besøgt Kier derude på skov­ ejendommen, og nu berettede han på sit af landbo­ oprindelsen prægede sprog: ”Han leg’er da ved hende”.­­For Kier havde omtalt for ham, at han ”sgu ikke ville ha’ hun skulle blive med barn”. Det slap han for. Kobberbryllup fejrede de dog, og han døde 1934, 94 år gammel”.

Advokatfirmaets udvikling

Den gamle overretssagfører fik efterhånden brug for hjælp. Valget faldt på Peter Kristian Johansen Stampe, der var født i Viborg i 1878 og student fra Viborg Katedralskole, og i 1904 var den juridiske kandidateksa­ men på plads med laudabilis i alle fag. I april 1904 gik tu­ ren til Aarhus, hvor han blev fuldmægtig hos Chr. Kier.

16

Herefter fulgte den juridiske karriere med bestalling som sagfører, og i 1910 kunne han kalde sig overretssag­ fører. Det var ikke mindst erhvervslivet, han kom til at betjene, og hermed fulgte hurtigt en lang række besty­ relsesposter, der var med til at cementere sagførerforret­ ningens renommé. Selv opregnede han de vigtigste: A/S L. Hammerich & Co., A/S Aarhus Privatbank. Aarhus Oliefabrik A/S, A/S Vesterbro Trælasthandel samt Jydsk Telefonaktieselskab, hvor han også havde sæde i for­ retningsudvalget. Vejviseren for 1920 oplyser, at kon­ toradressen nu var Sct. Clemens Torv 11 med bopæl på St. Torv 16. Arbejdet i bestyrelsen af Aarhus Oliefabrik skulle vise sig at blive meget omfattende, da han blev dybt involveret i fabrikkens rekonstruktion i 1928. Også organisationsarbejde fandt Stampe plads til. 19171919 var han således medlem af og næstformand for sagførerrådet for 4. sagførerkreds, som det hed, og si­ den også formand fra 1928-1933 for 10. sagførerkreds. Endelig kan det anføres, at han var sagførerstandens repræsentant i Retsplejeudvalget, og som ung sagfø­ rerfuldmægtig havde han været med til at stifte byens Juridiske Forening i 1906. Privat boede Stampe i en ældre herskabsvilla på Skovvejen 46. Den var blevet ledig, efter at politimester Goll havde forladt byen for at blive rigsadvokat. Opgaverne voksede i sagførerforretningen, og det har sikkert været med glæde, at Chr. Kier kunne lykønske sin søn Knud Kier med erhvervelsen af titlen cand. jur. i 1914. Efter udstået fuldmægtigtid indtrådte han i sag­ førerforretningen med faderen som seniorchef og Peter Stampe som kollega. I 1921 kunne den unge søn kalde sig landsretssagfører, den første i provinsen med den titel. Året før havde faderen deponeret sin bestalling efter 50 år som aktiv sagfører i byen. Det var også virksomhedsjura, der interesserede Knud Kier, og i en nekrolog blev det siden sagt, at ”han havde indsigt i alle de største virksomheders trivsel i byen” og karakteriseret som en skarpsindig juridisk hjerne samt

Sct. Clemens Torv i Aarhus, hvor Chr. Kier i 1869 åbnede sagførerkontor.

et fint og redeligt menneske. Han var i en årrække med­ lem af Jydsk Telefons bestyrelse samt i Ths. Sabroes, en årrække endog formand. Også han fandt tid til opgaver, der måske ikke betød meget økonomisk for forretningen.­ I 17 år var han eksempelvis formand for Juridisk Forening i byen, som han endog havde været med til at starte, og i 1936 havde han været med til at oprette Retshjælpen. I 1973 faldt han bort, 83 år gammel – til det sidste en pligtopfyldende seniorchef, som det blev udtrykt i ne­ krologerne. Ganske som faderen nød Knud Kier livet uden for byen i sin fritid. Adressen var gården ”Stenege” i Mårslet. Overretssagfører Stampe afgik ved døden i 1936 kun 58 år gammel, men da havde sagførerforretningen ­allerede ansat endnu en jurist. I 1921 blev Jens Christian Sørensen ansat i firmaet som fuldmægtig. I 1925 blev han lands­ retssagfører og året efter optaget som kompagnon.

i byrådet allerede i 1933. Året efter kunne han kalde sig viceborgmester. Fra sidst i 1940erne talte han for en ­modernisering af det kommunale styre og argumente­ rede for den såkaldte magistratsordning. I 1950, da den var trådt i kraft, blev han rådmand for magistratens 2. ­­ afd. (Teknisk afd.). Det betød naturligvis, at han måtte udtræde af sagførerforretningen. Herefter var det over­ retssagfører Knud Kier og højesteretssagfører Georg Løber, der stod bag sagførerforretningen på adressen Sct. Clemens Torv 11. Georg Løber var med til at tydeliggøre advokatforret­ ningen, idet han gennem mange år, 1944-68, underviste på Aarhus Universitet. Undervisningen i jura var påbe­ gyndt i Aarhus i 1936, og den aktivitet gav mulighed for at få kontakt med de bedste unge studerende, der kunne være interesserede i en løbebane som advokat, eventuelt i firmaet i Aarhus.

Firmaets seniorpartner Knud Kier fortsatte, og i 1936 ansatte man den nyuddannede cand.jur. fra København, Georg Løber, som fuldmægtig hos advokaterne Kier og I.C. Sørensen, som firmaet nu hed. Få år senere ansat­ te man endnu en jurist fra København, Sigvald Storm Mortensen, der i 1942 forlod firmaet for at starte egen advokatforretning i Aarhus, en forretning, der ligesom Kiers mange år senere skulle blive en del af et større ­advokatfællesskab, i dette tilfælde Kromann Reumert.

Løber blev kendt for at bistå Aarhus Kommune i stør­ re sager, og igen var han en person, der blev efterspurgt af erhvervslivet. Kontinuiteten var tydelig: Igen var der bud fra Aarhus Oliefabrik, der siden skiftede navn til AarhusKarlshamn. Det var Frichs fabrikker og fortsat Brdr. Kier. Velkendt var det også, at Georg Løber hav­ de tætte kontakter til Hermann Salling. Georg Løber var også aktiv i Juridisk Forening i byen, hvor han bl.a. i 1990 holdt et foredrag med titlen ”Rådgiveretik”. I 2007 døde Georg Løber i en alder af 96 år.

Sørensen interesserede sig imidlertid stærkt for poli­ tik, helt som firmaets grundlægger havde gjort det. Han kom ind i Den konservative Vælgerforening og fik sæde

I 1958 var der igen en reform på vej for det juridi­ ske arbejdsmarked. Fra 1. juli 1958 blev ”højesterets­­sagførerprøven” afskaffet, og i stedet indførtes den mere

17

demokratiske titel ”advokat” for alle standens medlem­ mer. Bestemmelserne var dog så smidige, at de, der hav­ de opnået de gamle titler, også efter 1. juli 1958 kunne bruge de gamle visitkort og brevpapir. Telefonbogen vi­ ser, at de gamle titler fortsatte for dem, der havde erhver­ vet dem. Så højesteretssagførere og landsretssagførere optrådte fortsat i telefonbogen.

Jørn Ankær Thomsen blev partner i 1976, hvor firma­ ets navn blev Løber, Henriksen & Ankær Thomsen, for dengang krævede loven, at firmaet skulle have et navn efter mindst én praktiserende advokat i firmaet. I 1989 fusionerende firmaet med Poul H. Lauritsens advokat­ firma. Navnet blev ændret til Løber & Lauritsen, og fir­ maet flyttede i 1992 til Kannikegården, Kannikegade 18.

Talentfuld yngre arbejdskraft lykkedes det fortsat at få knyttet til forretningen. I 1950 tiltrådte Jørgen Gorrissen, der var uddannet cand. jur. fra København, som fuldmægtig i firmaet. Jørgen Gorrissens interes­ se for jura kom ikke fra fremmede, da hans fader, N.J. Gorrissen, år forinden havde grundlagt en advokatfor­ retning i København. Herom senere. En anden nyud­ dannet jurist, Munch Andersen, der havde studeret på Aarhus Universitet, tiltrådte som advokatfuldmægtig i 1960. Han forlod siden firmaet for at starte egen ad­ vokatforretning, en forretning, der gennem en længere række fusioner blev en grundstamme i Aarhusdelen af Bech-Bruun eller Holst Advokater, om man vil.

Kannikegården er en bevaringsværdig bygning, som kgl. bygningsinspektør Hack Kampmann havde renoveret og forsynet med et karakteristisk elegant lille rundt hjør­ netårn. Bygningen har sin oprindelse i 1700-tallet, men den smukke tårnkarnap stod den kgl. bygningsinspek­ tør for i 1908 som noget af det sidste, før han forlod byen for at overtage et professorat i København.

Der kan herudover peges på Jørn Ankær Thomsen, der er født i 1945 og jurist fra Københavns Universitet. Han havde som soldat været auditørmedhjælper og indledte den juridiske karriere i et barselsvikariat i offentligt regi, men følte, at det var advokat, han ville være. I 1971 kom han til Kier & Løber i Aarhus. De var på det tidspunkt et par ældre herrer. Det var en forretning med store gam­ le klienter, herunder Frichs lokomotivfabrik. Efter fuld­ mægtigtiden begyndte han at specialisere sig i rådgiv­ ning af virksomheder, herunder i drift af samme, hvilket medførte en række bestyrelsesposter og formandskaber: Emballagevirksomheden Schouw og Co med rødder til­ bage til 1878. Siden gennemløb virksomheden omfat­ tende strukturændringer fra traditionel emballageleve­ randør til specialisering i mælkeemballage og videre til i dag at være et børsnoteret industrikonglomerat. Her indtrådte Jørn Ankær Thomsen i 1982 i bestyrelsen og er i dag formand for samme.

Stilfærdigt begyndte han at overveje fusionsmuligheder og fik lavet et notat, der blev præsenteret for seniorpartnerne, der ikke var begejstrede og derfor trak sagen i ”langdrag”. Endelig kom et svar, og det lød: ”Jeg gider ikke”.

18

Jørn Ankær Thomsen kunne tidligt se, at forretningen næppe fulgte med tiden, samt at den muligvis ville sygne hen den dag, de ældste partnere holdt op, og dermed vil­ le de næsten historiske bestyrelsesposter og store gamle klienter forsvinde.

I 1999 åbnede lovgivningen mulighed for større flek­ sibilitet for advokatforretningerne. Resultatet blev en fusionsbølge på tværs af retskredsene, og Chr. Kiers gamle sagførerforretning fra 1869 sluttede sig sammen med det københavnsk baserede Gorrissen Federspiel Kierkegaard. At navnet Løber & Lauritsen fortsat hav­ de en betydelig værdi understreges af, at den aarhusian­ ske del af firmaet i en overgangsperiode drev virksom­ hed under det ”mundrette” navn Gorrissen Federspiel Kierkegaard (Løber & Lauritsen). I 2001/2002 optræder firmanavnet Løber & Lauritsen for sidste gang, hvilket falder sammen med, at Aarhusafdelingen 1. september 2001 flyttede til det ny­ opførte kontorhus, Prismet.

Udviklingen i København De nye muligheder for at drive virksomhed på tværs af retskredsene betød, at advokatforretningerne begyndte at overveje og drøfte fusionsmuligheder. De større pro­ vinsforretninger så måske muligheder i hovedstaden, mens københavnske advokatforretninger kunne se per­ spektiver i et samarbejde med større provinsbaserede advokatforretninger. Et første skridt på vejen i hovedstaden var en konsolide­ ring i større enheder. I 1935 overtog N.J. Gorrissen en ældre advokatforretning efter højesteretssagfører Ivan Kondrup. Helt fra dette firmas start i 1903 havde det spe­ cialiseret sig i søret og været dominerede på redersiden. I en nekrolog i Politiken blev Ivan Kondrup ka­ rakteriseret som en ”respekteret repræsentant for Højesteretssagfører-Standen”, da der ikke kunne sættes ”et fnug på hans kappe”. Han havde især specialiseret sig i sø-assurance, og endelig sagde nekrologen, at han ikke deltog meget i det offentlige liv. Kendt var han dog for bestyrelsesarbejde i en række større virksomheder: Det danske Kulkompagni, Kampmann, Møller og Herskind og De danske Sukkerfabrikker. Politiken sluttede med at oplyse, at forretningen blev ført videre af den unge kom­ pagnon N.J. Gorrissen. Gorrissens virksomhed udbyggede og fortsatte den tætte tilknytning til erhvervslivet så vel i retssalen som uden for, hvilket bl.a. kom til udtryk i talrige formands- og bestyrelsesposter i erhvervsvirksomheder fra skibsfart over forsikring, handel og industrivirksomhed til direk­ tionsopgaver i fonde. I offentligheden var N.J. Gorrissen i mange år også kendt som præsident for Forenede dan­ ske Motorejere, 1948-71.

internationale engagement medførte, at forretningen blev international engageret, hvilket naturligt medfør­ te formandskaber i ikke mindst engelske og internati­ onale selskabers danske datterselskaber. I 1989 fandt de to store kontorer sammen under navnet Gorrissen & Federspiel, men det åbenbare problem var naturlig­ vis, at der måtte findes en ny adresse, da ingen af par­ terne havde plads til at huse den anden. Løsningen blev Dagmarhus. Fusionsbølgen fortsatte. Axel Kierkegaards forretning fra 1971 var den yngste f usionspartner med speciale i større konkursboer og ­ samarbejde med banker, hvilket gjorde den til en inte­ ressant partner, og i 1996 indgik Kierkegaard & Malby i firmaet, der igen måtte skifte brevpapir, så der fremover kom til at stå Gorrissen Federspiel Kierkegaard. Efter datidens målestok var der skabt et stort advokatfirma med omkring 80 jurister. Det skulle vise sig at være en fornuftig løsning også målt på omsætning, da den fortsat voksede og rundede 100 millioner i 1998. Det fortsatte, og i 1999 fik København øje på Aarhus – eller var det omvendt? – og på de muligheder, der kun­ ne ligge i en fusion med Løber & Lauritsen. Det fandt som allerede nævnt sted i 1999 efter omfattende for­ handlinger for det afgørende var, at ”kemien” mellem København og Aarhus var rigtig, da det naturligvis skulle­­ være en fordel for begge parter. Fusionen kom på plads, og i 2001 flyttede Aarhus­ afdelingen ind i det omtalte, nyopførte kontorhus, der bar og bærer navnet ”Prismet” tæt på den Aarhusianske bymidte og med udsigt ud over Købstadsmuseet Den Gamle By.

I 1937 etablerede Per Federspiel en advokatforretning, der fra starten var målrettet internationale klienter, men som følge af krigen og Federspiels centrale rolle i modstandsbevægelsen og senere politiske karriere bl.a. som minister i Knud Kristensens regering og senere

19

Det moderne advokatkontor Hvis man forestillede sig, at Chr. Kier for en kort stund kunne vende tilbage til sin by og sit kontor, ville han ikke kunne finde sig til rette. Byen er ikke den samme. Befolkningstallet er vokset fra ca. 15.000 indbyggere,­ da han kom til byen, til i dag omkring de 300.000. Advokatfirmaet er i Aarhus vokset til over 120 ansatte og 460 på landsplan, og sagførerfirmaet er ikke længe­ re bundet lokalt, men kan fungere ikke blot over hele landet men også internationalt. Engang måtte man ikke reklamere, og hvis det skete, da meget ”forsigtigt” måske i form af en åbningsannonce eller én, der fortal­ te om en auktion, konkurs eller lignede. I dag er der en elegant lysreklame på såvel Prismet i Aarhus som på Axel Towers i København. Der er meget langt til Chr. Kier i Aarhus, der i 1869 ikke kendte en telefon eller for den sags skyld elektrisk belys­ ning eller en skrivemaskine. På den anden side var Chr. Kier også bevidst om, at det var afgørende at få de rigtige medarbejdere og arbejde med og for de rigtige klienter. At det er lykkedes gennem 150 år er også årsagen til, at advokatfirmaet har udviklet sig, som det har. Det skal fortsat være det naturlige valg for klienter, der står over for udfordrende transaktioner og sager.

Gorrissen Federspiels to markante kontordomiciler skyder op i bybilledet. Øverst: Prismet, Silkeborgvej 2, 8000 Aarhus C. Arkitekt: Friis & Molte. Indflytning: 2001. Nederst: Axel Towers, Axeltorv 2, 1609 København V. Arkitekt: Lundgaard & Tranberg. Indflytning: 2017. 20

21

22

150 år 23

Silkeborgvej 2 8000 Aarhus C Denmark T 86 20 75 00 Axeltorv 2 1609 København V Denmark T 33 41 41 41 www.gorrissenfederspiel.com 24