Potentialeanalysens formål i LINC er at undersøge de selvkørende shuttles’ langsigtede potentiale som en til-og frabringer service til Hovedstadens Letbane med udgangspunkt i to cases fra henholdsvis Hersted industripark og DTU. Resultaterne af analysen baserer sig blandt andet på simulationsøvelser af de selvkørende shuttles, ud fra et konventionelt rutemønster med faste stopplaceringer. Analysen munder ud i konkrete bud på det langsigtede potentiale for selvkørende shuttles, en diskussion af hvordan optimering kan anvendes i planlægning af busdriften, samt en diskussion af mulige begrænsninger og udfordringer ved selvkørende shuttledrift.