Zigzag-pigen by Gads Forlag

Zigzag pigen

Af samme forfatter

I serien om Ruth Galloway:

Pigen under jorden

Løgnens hus

Huset på klippen

Døden på museet

Det tavse vidne

De udstødte

Stemmer fra graven

Kvinden i blåt

Forsvundet i mørket

Den mørke engel

Stencirklen

Lygtemændene

Den sorte hund

Det låste rum

De jordiske rester

Det første juletræ

I serien om Harbinder Kaur:

Døden mellem linjerne

Ekspert i mord

De blødende hjerters klub

Det sidste ord

I serien om Ali Dawson:

Iskoldt spor

Drabets tid

Elly Griffiths Zigzag-pigen

en Brighton-krimi

PÅ DANSK VED NANNA LUND

GADS FORLAG

Zigzag-pigen

er oversat fra engelsk af Nanna Lund efter

The Zig Zag Girl

Dansk udgave © Gads Forlag 2026

Omslag: eyelab.design efter originaldesign af Ghost Design

Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-80547-2

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan

Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

G.E.C. Gads Forlag A/S

Fiolstræde 31-33

1171 København K

Danmark

reception@gad.dk www.gad.dk

Der citeres fra:

Christopher Marlowe: Den tragiske historie om doktor Faust, på dansk ved Jakob Kowalski, Loxodonta 2013

Shakespeare: Kong Lear, på dansk ved V. Østerberg, Det Schubotheske Forlag, København 1902

Shakespeare: Stormen, på dansk ved V. Østerberg, J.H. Schultz Forlag, København 1927

William Tennyson: “The Lady of Shalott”, citater oversat til dansk af Nanna Lund

Harry B. Norris: “Burlington Bertie”, citater oversat til dansk af Nanna Lund

Oversætteren ønsker at takke Andreas Brunsborg, tryllekunstner, tankelæser og komiker, Magic Circle Denmark, for hjælp med fagtermer inden for tryllekunst.

Til min mor, Sheila de Rosa

og til minde om min bedstefar, Frederick Goodwin (kunstnernavn: Dennis Lawes)

“Han ser min tro ud som en magiker.”

Christopher Marlowe, Den tragiske historie om doktor Faust

FØRSTE DEL SETUPPET

KAPITEL 1

“Det ser ud, som om hun er blevet skåret op i tre dele,” sagde Solomon Carter, retspatologen, i et muntert tonefald. “Vi mangler bare den mellemste del.”

Jeg må ikke kaste op, tænkte Edgar Stephens. Det er det, han er ude efter. Det gælder om at bevare roen og professionalismen. Det er trods alt mig, der er politimanden her.

Han kiggede ned på det, der lå på obduktionsbordet. Et lig kunne man ikke rigtig kalde det, tænkte han næsten lidenskabsløst. Det var mere som en af de her statuer fra antikken, der stopper lige under brystet, så de kun består af hoved og skuldre. Ansigtets skønhed og det lange, lyse hår gjorde kun synet endnu mere uvirkeligt. Det kunne være et mannequinhoved hos en hattemager. Hvis man altså så bort fra det størknede blod og lugten af kød i forrådnelse. Det var svært at undertrykke kvalmen.

“Vi kan ikke vide, om hovedet og benene stammer fra den samme person,” sagde han og trykkede et lommetørklæde mod munden.

Det fik Solomon Carter til at le hjerteligt. “Der er vel næppe hele to lemlæstede kvindekroppe i Brighton på samme tid.”

Edgar kiggede ned mod den anden ende af bordet, hvor de to ben lå nydeligt side om side, stadig klædt i hudfarvede strømpebukser og hugget over midt på låret, som om de havde været i kløerne på en snerpe. Det gik op for ham, at man uden den mellemste del

ikke ville kunne afgøre uden for enhver tvivl, om det var en mand eller en kvinde, de stod med.

“Benene stammer måske ikke engang fra en kvinde,” sagde han, egentlig bare for at sige noget.

“Det mener De ikke,” sagde Solomon. “De må kalde mig Mads, hvis det der ikke er kvindeben. Et pænt par, endda. Lange som på en korpige.”

Næ, nogen Mads er du ikke, tænkte Edgar, mens han forlod lokalet i hælene på patologen. Han havde mødt masser af mænd ved navn Mads under norgesfelttoget, og de havde alle sammen været søde og rare.

Da han senere stod nede på pubben, lykkedes det ham at sige noget sjovt om det hele til kriminalbetjent Bob Willis, hans underordnede. Bob plejede aldrig at le ad Edgars vittigheder, men det skete, at de fik ham til at rødme. Edgar havde en mistanke om, at Bob betragtede latter som uværdigt for en politimand. Bob var kun enogtyve og havde ikke været med i krigen, to ting, han var lidt flov over. Han ville jo heller aldrig være blevet kriminalbetjent i så ung en alder, hvis det ikke var for alle de mænd, der faktisk havde været med.

“Jeg siger dig, det lød, som om Solomon Carter hvert øjeblik kunne finde på at lægge an på pigen,” sagde Edgar. “Sådan en detalje som en manglende kropsdel ville ikke være noget problem for ham. Måske foretrækker han det ligefrem.”

Bob rødmede og tog prøvende en tår af sin øl. Øllet på Bath Arms var altid godt, men det var en del af Bobs identitet som politimand at være mistænksom.

Edgar drak til gengæld en stor tår af sin. Han vidste godt, at han ikke burde stå her på en fredag aften og drikke øl med sin

underordnede. Hans far ville have forladt politistationen på slaget fem og være styret hjemad i rask gang. Hjemme ville han have drukket en whisky soda, spist en god bøf og sat sig foran radioen med resten af familien. Men Edgar havde ingen til at stege ham en bøf, og tanken om at vende hjem til ungkarlehyblen var alt for nedslående. Han spekulerede på, om der mon var nogen, der ventede på B ob derhjemme, en pæn pige fra parfumeafdelingen i Hanningtons, en kærlig mor, der stod klar med en portion dybstegt spam og en sult efter at høre alt om sønnens eventyr blandt tyve og røvere.

Men Bob havde tilsyneladende stået og tænkt. Hvilket altid er en farlig beskæftigelse.

“Jamen hvor er resten af hende henne?” spurgte han i et småirriteret tonefald.

“Aner det ikke,” sagde Edgar. Benene og overkroppen var blevet fundet på bagageopbevaringen på Brightons banegård, gemt væk i hver sin upåfaldende sorte kasse af den type, man for eksempel bruger til et af de mindre interessante musikinstrumenter, et valdhorn, måske, eller en tuba. Det var lugten, der havde fået personalet til at se nærmere efter. Det var ganske vist en ret kølig og grå august måned, men dog stadig lunt nok, til at liget hurtigt var begyndt at stinke ret kraftigt.

“Hvem gør dog sådan noget?” sagde Bob og lød igen, som om det krænkede ham personligt, at nogen kunne være så fræk at skære en kvinde op og bare lade stykkerne ligge og rode rundtomkring.

“Et meget underligt menneske,” sagde Edgar. Han tænkte på obduktionslokalet og hovedet og benene og den tomme plads mellem dem, den kvalme lugt, den marmorhvide hud. “Jeg kan godt sige dig, at jeg var tæt på at kaste op bare ved synet af, hvad det menneske har gjort.”

Bob virkede rystet over, at hans chef kunne være så sart. “De må da have set det, der var værre, under krigen?”

“Jeg så masser af underlige ting under krigen,” sagde Edgar. “Det har du slet ikke lyst til at høre om.”

Bob så ud, som om han var helt og aldeles enig.

“Jeg fatter ikke, at ingen på banegården har set noget,” sagde han og lød igen fornærmet.

De to kasser var blevet indleveret i bagageopbevaringen mandag morgen, og nu var det onsdag. Men tilsyneladende var der ingen af personalet, der huskede særlig meget om den person, der var kommet med kasserne, eller som havde studset over, at de ikke var blevet afhentet igen mandag aften. Den beskrivelse, de kunne give, var lige til at tude over: “Det var en mand. Jeg tror, han havde hat på.” Hvilken slags hat? tænkte Edgar nu. En trekantet sørøverhat? En kasket, som avisdrengene gik med?

En høj hat? Af en eller anden grund – måske på grund af associationen til instrumentkasserne – kunne Edgar godt se en høj hat for sig.

“Vi taler med dem igen i morgen,” sagde han. “Og spørger os for i butikkerne rundt om banegården. Nogen må have set noget.”

“Der er aldrig nogen, der har set noget,” sagde Bob. “Sådan er det altid her i byen. Den er en syndens hule.”

Bob var ikke fra Brighton, det skinnede tydeligt igennem. Han var vokset op i en lille landsby ved kysten i Kent. Hans forældre var metodister, og det skinnede også igennem nu og da.

“Så slemt er det da ikke,” sagde Edgar. Han kunne godt lide Brighton. Hans første job i politiet havde været i Croydon. Brighton var afgjort et skridt op ad rangstigen. Han kunne godt lide byens ubekymrede stemning og muligheder for anonymitet, men som Bob sagde, så havde den også en bagside. Han var dog sikker på,

at en mand, der havde skåret en kvinde over i to dele på den måde, måtte have efterladt sig et spor.

“Tre dele,” sagde Bob, da Edgar sagde højt, hvad han tænkte. “Han skar hende over i tre dele. Vi mangler den mellemste del.”

Ja, sådan er det at arbejde i politiet, tænkte Edgar og fulgte Bob med øjnene, mens han gik op til baren efter et par øl mere. Der er altid noget at se frem til.

På vej hjem tænkte Edgar igen på sin far og hans bøffer. Hvad ville hans far – som for længst var død og borte – have ment om at have en søn i politiet? På den ene side var der ingen tvivl om, at jobbet var godt nok til at udløse hans forældres fineste skudsmål, nemlig “respektabelt”, men på den anden side passede det dårligt til deres andet kriterium, som var “pænt”. Edgar havde tilbragt formiddagen med at kigge på afskårne kropsdele, eftermiddagen på at lede efter nogen – hvem som helst – der kunne fortælle noget om, hvordan disse dele havde fundet deres sidste hvilested på bagageopbevaringen på Brightons banegård, og aftenen på at drikke øl i selskab med en grøn knægt, der burde se op til ham som den overordnede, han var. Nej. Pænt kunne man ikke sige, at jobbet var.

Edgars hybel lå i Hanover-kvarteret på den stejle bakke, der strakte sig hele vejen nede fra The Royal Pavilion og op til væddeløbsbanen. Husene var for det meste små og nedslidte, men i klart vejr kunne man se ud over hele Brighton, ujævne striber af hvide rækkehuse hele vejen ned til molen med alle forlystelserne og havet. Mens Edgar arbejdede sig op ad det stejleste stykke, tænkte han på sin mor, som ville have kaldt kvarteret her for “simpelt”. Edgars forældre var avanceret fra et rækkehus til den ene halvdel af en dobbeltbungalow i Esher oppe i Surrey og havde betragtet det som det lykkeligste, der nogensinde var overgået dem. Edgars

far havde ikke fået lov at nyde forstadsidyllen særlig længe. Han var død knap et år efter flytningen. Men Edgars mor, Rose, levede stadig og fik tiden til at gå med at pudse sølvtøjet og stryge dugene, som om hun gjorde klar til et overdådigt gilde, der aldrig rigtig blev til noget.

For Edgar havde barndommen været en tid, hvor alt handlede om respektabilitet. Hans far, Bill, havde arbejdet på det lokale postkontor, og selv om de somme tider måtte vende femørerne, pralede han af, at Rose aldrig havde været nødt til at gå på arbejde. Edgar og hans bror og søster fik aldrig lov at lege ude på gaden med de andre børn. De skulle blive inde og lave lektier og øve sig på klaveret. Det var en glædesløs form for selvforbedring, men den virkede: Alle tre søskende blev belønnet med en plads på privatskolen. Men da Edgar senere kom på Oxford, dømte hans forældre det ude som upassende og pralende. “Folk som os skal ikke på universitetet,” sagde hans mor. “Og så, netop som din far har skaffet dig en pæn lille stilling på postkontoret.” Men Edgar tog til Oxford alligevel, hvor han var ør af lykke i to semestre, indtil Hitler ødelagde det hele, og Edgar pludselig befandt sig på et troppeskib på vej til Norge nærmest uden at vide, hvordan det var gået til. Hans lillebror, Jonathan, havde ødelagt de gode tider endnu mere ved at gå hen og miste livet ved Dunkirk. Hans søster, Lucy, var nu den eneste, der besøgte moren regelmæssigt i bungalowen i Esher. Hun rapporterede tilbage til Edgar, at moren talte om ikke blot Jonathan, men også ham, med dæmpet sorg. Begge sønner havde svigtet hende. Jonathan ved at dø på en strand i Frankrig, og Edgar ved at gå ind i politiet. Edgars lejlighed lå i stueetagen i et rækkehus, der var malet i en ret giftig lyserød nuance. Han låste sig ind og mærkede straks den velkendte, indelukkede lugt, som aldrig rigtig forsvandt, uanset

hvor meget han luftede ud eller gjorde hovedrent. Engang havde han ligefrem klaget over den til sin udlejer, men hun havde bare snuset ind og sagt: “Ja, den er ækel,” som om den ikke havde noget med hende at gøre. Mus, havde Bob sagt, da Edgar nævnte lugten en dag på arbejdet, og det havde han sikkert ret i. Edgar hørte ofte piben og små pilende poter bag panelerne, og da han engang havde ladet en småkage ligge fremme natten over, var der blevet bidt af den med små, skarpe tænder som fra en gnaver.

Edgar prøvede at skubbe tanken om mus fra sig, skar sig en skive brød og ledte efter noget at komme på det. Han rodede samtlige køkkenskabe igennem efter en dåse sardiner, han var vis på, han havde liggende et sted, men fandt ikke andet end et glas lettere muggent syltetøj og en åbnet dåse spam, som han skyndte sig at smide ud (måske var det i virkeligheden den, der lugtede?). Han skrabede den grønne mug af syltetøjet og lavede sig en syltetøjssandwich. Så tog han den og en øl med ind i stuen for at nyde dagens bedste øjeblik. Krydsogtværsen.

Han vidste ikke, hvorfor han var så glad for at løse kr ydsogtværser.

Måske var det opstået dengang, han som dreng sad ved bordet i køkkenet og lavede lektier, mens hans far læste aftenavisen. De sorte og hvide tern bag på avisen var meget mere fristende end lektierne.

Hans far løste aldrig krydsogtværsen, og hans mor kunne knap nok få sig selv til at røre ved avisen (for det, der stod i den, var sjældent hverken pænt eller respektabelt). Hele aftenen sad Edgar og længtes efter at løse de fristende, ofte fjollede ordgåder: “prikket høne uden fjer” … “har fire ben, men står altid stille” … “21 øjne, men hverken næse eller mund”. Han huskede ikke, hvornår han første gang greb farens færdiglæste avis og usikkert udfyldte de hvide felter, men selv nu, selv efter at en krydsogtværs på indirekte vis havde ført ham til Magikerne og dermed nogle af de værste oplevelser i hans

liv, betragtede han stadig en uløst krydsogtværs som en dejlig ting, han kunne kaste sig over, når han kom hjem fra arbejde.

Han satte sig ned og stak pennen ind mellem tænderne. “Omvendt konebåd til middag”, otte bogstaver. “Omvendt” betød som regel, at ordet skulle staves bagfra. En konebåd … hm. Dameskib? Åh ja. Dameskib bagfra gav biksemad. Bingo. Edgar udfyldte felterne med letlæselige store bogstaver med den sorte kuglepen. Det var en æressag for ham aldrig at bruge blyant. To ned, ni bogstaver: “Delt af tømrer”. Hm. En tømrer, det var noget med træ. Hvad gjorde en tømrer ved træ, når han delte det? Savede det over … oversavet. Edgar skrev ordet og standsede så op med blikket rettet mod det.

Han hørte Solomon Carters stemme for sit indre øre: “Et pænt par, endda. Lange som på en korpige.” Han tænkte på kasserne, kropsdelene var blevet fundet i: sorte, messinghængsler på bagsiden, nøjagtig lige store. Og han så for sig, ikke lejlighedens nussede vægge, men en varieteforestilling på teatret for enden af en mole –fortæppet af fløjl, skabet med hjul under og tryllekunstnerens hvide ansigt, idet han savede damen over i tre dele.