Helle og Uri LĂžvevild Golman
Fortalt til Tommy Heisz
Helle og Uri LĂžvevild Golman
Fortalt til Tommy Heisz
Vores vilde liv
Med kĂŠrligheden som kompas
Indhold
Forord
Prolog â En ugle i kredslĂžb
Det store Ăžde
BerĂžrt af naturen
Ind i billedet
I klodens tjeneste
Mennesket fra skoven
TĂ„ge over tajgaen
Naturbevaring med livet som indsats
Jordens smukkeste skabning
Ekkoet fra Endurance
I rovdyrets Ăžjne
Kranieknuseren
Hvor regnskoven mĂžder havet
Kniven
Tilbage til tundraen
Forord
Man mÄ tage chancen, ellers sker der aldrig noget. SÄdan mÄ Helle have tÊnkt, da hun en eftermiddag i januar 2023 tastede mit nummer og ringede mig op.
âDu aner ikke, hvem jeg er,â udbrĂžd hun i telefonen.
Jeg stod i metroen og havde egentlig tankerne alle mulige andre steder, men jeg lyttede selvfÞlgelig til den fremmede kvinde i rÞret. Hun inviterede mig pÄ en gin og tonic hjemme hos sig selv og sin mand Uri. De havde en historie at fortÊlle, lod hun mig forstÄ.
Nogle uger senere satte jeg kursen nordpÄ fra NÞrrebro og ankom til deres strÄtÊkte trÊhus i LangesÞ nÊr TikÞb.
Jeg vidste nu godt lidt om, hvem Helle og Uri var. Ă r forinden havde jeg i en avisartikel lĂŠst historien om det danske fotografpar, der blev overfaldet i Vestafrika og kun med nĂžd og nĂŠppe slap med livet i behold.
Under mit fÞrste besÞg fik jeg hurtigt fornemmelsen af, at der her var en vigtig historie. Helle havde ringet til mig, fordi hun havde lÊst en anden bog, jeg havde skrevet. En bog, som handlede om eventyrlige ekspeditioner. SÄdan nogle havde Uri og Helle i dén grad ogsÄ vÊret pÄ. Som fotografer havde de rejst rundt til samtlige kontinenter for at dokumentere vilde og sjÊldne dyr.
SÄ snart jeg kom inden for dÞren, vÊltede de gode historier ud af dem begge med en kraft som en kÊlvende grÞnlandsk gletsjer i en lille dansk vinterstue med stearinlys pÄ bordet ved siden af den lovede gin og tonic. Jeg behÞvede kun kaste et kort blik pÄ den kÞrestol, Uri sad i, for at forstÄ, at der for dem ikke ville blive flere af den slags eventyr, de her sad og berettede om.
âJeg kommer ikke af sted igen,â sagde Uri. â âMen jeg har alle de her historier inden i mig, som gerne vil ud.â
Uri taler meget om varsler. PÄ flere af de ekspeditioner, han senere skulle fortÊlle mig indgÄende om, havde han oplevet, at naturen ofte gav et lille tegn, fÞr noget stort og vigtigt skulle ske.
MÄske var det det, der skete, da Helle senere pÄ aftenen kÞrte mig til stationen. PÄ vinterhimlen over NordsjÊlland stod to lysende kugler helt usÊdvanligt klart pÄ himlen et godt stykke nede mod horisonten i sydvestlig retning. Senere kunne jeg lÊse mig til, at det var Venus og Jupiter, der set fra Jorden netop denne aften den 1. marts 2023 stod klinet
op ad hinanden i en sÄkaldt konjunktion. Men det er jo den kedelige forklaring. Man mÄ tro pÄ magien, nÄr den udspiller sig for Þjnene af en. At der er lidt stÞrre krÊfter pÄ spil.
Noget andet, man mÄ tro pÄ, er den mavefornemmelse, der melder sig, nÄr man har fat i en god historie. SÄdan havde jeg det med Uri og Helles fortÊlling. Jeg var beÊret over, at de var klar til at lÊgge den i hÊnderne pÄ mig, for det stod klart for mig, at der var noget sÊrligt pÄ spil her.
Jeg begyndte fra tid til anden at komme i deres hjem i LangesÞ. Jeg nÞd deres selskab, og jeg kunne se en god fortÊlling tage form. Jeg kunne ogsÄ se, at det ville blive en krÊvende omgang. For Uri og Helle handlede det ikke kun om at fÄ formidlet historien om alle de spÊndende steder, deres ekspeditioner havde fÞrt dem til. Der var ogsÄ et helende formÄl. De havde brug for pÄ en eller anden mÄde at trÊde tilbage i tiden og vandre igennem de samme landskaber én gang til for at fÄ det hele til at bundfÊlde sig; for at binde en slÞjfe pÄ en vigtig periode i deres liv. For ogsÄ de var klar over, at der ikke ville blive flere eventyr af den slags. Det var der blevet sat en stopper for i Gabon i 2017, da en overfaldsmand huggede sin kniv i Uri ti gange.
Den rejse, genbesĂžget, skulle jeg have mod pĂ„ at vĂŠre en del af. Der ville vĂŠre store fĂžlelser pĂ„ spil, og det ville ikke vĂŠre muligt for mig hele vejen igennem at sidde som den kĂžligt registrerende journalist. Jeg mĂ„tte vĂŠre klar til at gĂ„ ind i det med ĂŠgte empati â at gennemleve det hele sammen med Uri og Helle.
En anden udfordring var, at Uri havde taget skade. Hans fortÊllelyst er fuldstÊndig intakt, men den fysiske tilstand gÞr, at det kan vÊre vanskeligt for ham. Der er ingen lyd i en bog, men hvis man gerne vil forstÄ, hvordan Uri taler, kan jeg bedst forklare det ved at sammenligne med karakteren Don Corleone i Godfather-filmene, spillet af Marlon Brando. Stemmen er hÊs og besvÊret, og det gÄr langsomt.
âDu skal have den her,â sagde Uri til mig en dag, jeg skulle til at gĂ„. I hĂ„nden holdt han en medalje, som han selv havde designet og fĂ„et stĂžbt.
âDen giver jeg kun til folk, der gĂžr en forskel for andre. Og det gĂžr du, Tommy. Det er sĂ„ vigtigt, det du gĂžr. Jeg er dybt taknemmelig for, at du vil fortĂŠlle vores historie.â
SÄdan er Uri. Han er en mand med et meget stort hjerte, og han lÊgger ikke fingre imellem, nÄr noget betyder noget for ham. Det samme gÊlder Helle. Hun er on fire, nÄr hun fortÊller om naturen. Folk, der har vÊret til foredrag med hende, fortÊller ofte om, hvordan hun af og til ruller rundt pÄ gulvet, nÄr hun skal illustrere en pointe om, hvordan det fx er
at ligge pÄ maven i bunden af en helikopter og tage billeder, mens man flyver ud over GrÞnlands indlandsis. Helle glider i ét med den historie, hun er i gang med at fortÊlle. Der er tÄrer, grin og vild begejstring.
âJeg er spĂŠndt pĂ„, hvordan du finder hoved og hale i alt det her,â griner hun en dag, vi sidder i bilen pĂ„ vej fra stationen. â âJeg taler i Ăžst og vest og kan ikke rigtig holde det tilbage, nĂ„r jeg fĂžrst kommer i gang.â Da havde hun lige holdt et kvarters dundertale om truslen mod nationalparkernes vilde liv i Centralafrika.
Jeg har gjort mit bedste for at finde hoved og hale i Uri og Helles historie. Det er en helt utrolig fortÊlling, de bÊrer rundt pÄ. Ikke kun den del af den, der handler om det dramatiske knivoverfald, men i mindst lige sÄ hÞj grad alt det, de oplevede i Ärene forinden. Det var noget af en rejse, vi satte ud pÄ sammen, og som nu er blevet til denne bog.
Bogen bygger pĂ„ en lang rĂŠkke samtaler, hvor Uri og Helle har fortalt om deres ekspeditioner. De har vĂŠret igennem over 100.000 billeder og en lang rĂŠkke videoer for at finde materiale frem, og med afsĂŠt i det er vi sammen âsat udâ pĂ„ hver enkelt ekspedition igen. Jeg har desuden lĂŠnet mig op ad ekspeditionsnoter, tidligere publicerede artikler i National Geographic og andre magasiner, podcasts og interviews i aviser samt programserien Vores vilde verden, som i 2018 blev vist pĂ„ TV 2.
Oplysningerne kommer altsÄ mange forskellige steder fra. Men det hele er Uri og Helle. Det her er deres historie.
Tommy Heisz, KĂžbenhavn, 2024
En ugle i kredslĂžb
Denne fortĂŠlling begynder med en fjer. En fjer, der oprindeligt har siddet pĂ„ en sneugle, men som i skrivende stund svĂŠver rundt ude i verdensrummet i omkring 400 kms hĂžjde. Det lyder nĂŠsten for godt til at vĂŠre sandt. SĂ„dan er det i det hele taget med den historie, der nu skal til at udspille sig. Det er beretningen om fotograferne Uri og Helle LĂžvevild Golman â to mennesker, der sammen har rejst til nogle af klodens allerfjerneste egne, drevet af kĂŠrlighed til hinanden og til planeten Jorden.
Den lille hvide fjer er stĂžbt ind i en gennemsigtig kugle. Den har ikke selv fundet vej ud i verdensrummet. Det er astronauten Andreas Mogensen, der har taget den med. Uri og Helle har bedt ham om at gĂžre det, og han var ikke svĂŠr at overtale. For er der noget, den danske verdensstjerne gerne vil bruge sin berĂžmmelse til, sĂ„ er det at minde os om Ă©n ting: Vi mĂ„ passe bedre pĂ„ den planet, vi lever og Ă„nder pĂ„, for vi bor et fuldstĂŠndig unikt sted. Mogensen ved, hvad han taler om â han kan bare se sig omkring fra sit midlertidige hjem pĂ„ Den Internationale Rumstation: Der er ubeboeligt derude. Vi har ikke noget alternativ.
En mÞrk og rÄkold januar-aften i 2024 er scenelyset i den fyldte sal i Arena NÊstved rettet mod Uri og Helle. Begge har de blikket fÊstnet mod storskÊrmen, der fylder hele scenens bagvÊg. Der er hul igennem.
I en direkte forbindelse fra Den Internationale Rumstation siger Andreas Mogensen:
âJorden er utrolig smuk at se pĂ„ herude fra rummet. Det er et meget specielt syn.â
Der er nogle sekunders forsinkelse, men ellers gÄr forbindelsen fint igennem mellem rumstationen i kredslÞb om Jorden og den sydsjÊllandske hal.
âHvad savner du mest?â spĂžrger Uri. Han sidder i sin kĂžrestol med velstrĂžget kakifarvet rangerskjorte og solbriller. Helles hĂ„nd hviler pĂ„ hans skulder. Andreas Mogensen nikker. Med et fast greb om den trĂ„dlĂžse mikrofon svarer han uden tĂžven:
âJeg savner fĂžlelsen af den varme sol. Jeg savner brisen. Duften af grĂŠsset og trĂŠerne. Fuglene, der kvidrer. Vinden gennem bladene. Jeg savner Jorden, det gĂžr jeg.â
Astronautens ord giver bĂ„de Uri og Helle tĂ„rer i Ăžjnene. At hĂžre det budskab fra en mand, der bogstaveligt talt kan se det hele lidt fra oven, rammer for dem det hele ind. Alt det, de hver eneste dag arbejder for. Og det, som de denne aften har samlet et talstĂŠrkt publikum i salen i NĂŠstved for at formidle: âWhat You Love â You Will Protectâ. SĂ„dan lyder parrets mantra. Er der noget, der kendetegner Uri og Helle, sĂ„ er det, at de ikke kun taler om det. De gĂžr noget ved det. Sammen har de fotograferet den sjĂŠldne jaguar i det sydamerikanske PantanalomrĂ„de. De har vĂŠret helt tĂŠt pĂ„ de majestĂŠtiske kejserpingviner ved Antarktis. I det centrale Afrika har de set den sky bjerggorilla i Ăžjnene. Uri og Helle rejste verden tynd for at dokumentere verdens mangfoldighed og tydeliggĂžre for os alle, hvad det helt prĂŠcist er, vi skal passe bedre pĂ„. I 2014 satte de ud pĂ„ den fĂžrste ekspedition i det omfattende og ambitiĂžse Project WILD. I de efterfĂžlgende Ă„r rejste parret pĂ„ kryds og tvĂŠrs af kontinenter og foretog hvert eneste Ă„r et stort antal ekspeditioner. Lige indtil den decemberdag i 2017, hvor der blev vendt op og ned pĂ„ det hele. Den dag overfaldet skete. PĂ„ et marked i det afrikanske land Gabon blev Uri angrebet af en mand med en stor kniv. Ti gange blev Uri stukket, og det var ekstremt tĂŠt pĂ„ at koste ham livet.
Men hvad sĂ„ med eventyret? Stoppede det der? Nej, pĂ„ ingen mĂ„de. Det siger sig selv, at parret ikke lĂŠngere er i stand til at gĂžre meget af det, der tidligere var muligt. Som Uri siger med sin karakteristiske gnist i Ăžjet: âDet er sgu svĂŠrt at fĂ„ sĂ„dan en kĂžrestol ud i junglen.â Men den rejse, Uri og Helle er pĂ„ sammen, er af en anden karakter. De har lovet hinanden altid at vĂŠlge eventyret. Og hver morgen, nĂ„r man stĂ„r op, er der noget nyt at opdage og opleve.
Desuden er deres mission jo slet ikke fuldfÞrt. Det budskab, Uri og Helle sÄ gerne vil have os alle sammen til at tage ind, virker ikke til helt at vÊre trÊngt igennem. Det behÞver man blot kaste et kort blik pÄ verdens tilstand for at konstatere. Kloden har mere end nogensinde fÞr brug for, at vi passer bedre pÄ den. Og derfor er der vigtige historier at fortÊlle om de dyr og mennesker, der lever pÄ denne jord, og som er afhÊngige af et intakt Þkosystem.
Den ekspedition, Uri og Helle er pÄ, transcenderer tid og sted. Den er drevet af noget stÞrre. Det vil komme til udtryk pÄ den rejse, vi nu skal pÄ sammen med bogens to hovedpersoner. Det kan nÊsten komme til at lyde som om, der venter os en spirituel rejse. Det gÞr der mÄske ogsÄ. Men samtidig er det en meget konkret og jordnÊr rejse. Vi skal rundt pÄ verdens syv kontinenter med kameraet i hÄnden. FÞrst skal vi en tur til GrÞnland. Til sneuglens hjem.
Sneugle.
GrĂžnland 2015
â Uri sĂ„ pĂ„ Helle og sagde:
âHvad fanden gĂžr vi?â
Helle tĂžvede ikke. Lige fra hjertet svarede hun med det samme: âUri, vi har lovet hinanden altid at vĂŠlge eventyret ... Det har vi lovet. Nu mĂ„ vi ogsĂ„ gĂžre det.â â
Kapitel 1
Det store Ăžde
GrĂžnland, 2015
Indhyllet i tÄge og omgivet af is lÄ inspektionsfartÞjet I/F Knud Rasmussen ud for Daneborg i NordÞstgrÞnland. I ugevis havde vejret og den tÊtte pakis holdt det tilbage. Ombord var Uri og Helle ved at gÄ ud af deres gode skind. Ventetiden var ikke til at holde ud. De fÞlte sig fanget pÄ skibet, hvor de nu havde tilbragt mange dage sammen med resten af besÊtningen, som alle var fra SÞvÊrnet.
Selskabet kunne de pÄ ingen mÄde klage over: en flok skÞnne og gÊstfri sÞmÊnd af den rette stÞbning. Det var noget af et scoop at komme ombord og fÄ tilladelse til at sejle med den Danske FlÄde under Arktisk Kommando, og der var en gensidig respekt mellem sÞmÊndene og fotograferne. Men da Uri og Helle havde sat fingeren pÄ NordÞstgrÞnland i atlasset, var det ikke med drÞmmen om at vÊre indespÊrret pÄ et skib i dage og uger. SÄdan er og bliver det dog i de arktiske egne. Her er det altid naturen, der bestemmer i sidste ende. SÄ langt mod nord finder man ud af, hvor lille man er. Uri og Helle havde ikke regnet med, ishavets jerngreb pÄ denne mÄde kunne stoppe et flÄdefartÞjs fÊrd.
I korte glimt fik de lov at se den storhed og skÞnhed, der havde trukket dem i denne retning. NÄr tÄgen indimellem lettede, kom de bratte fjelde inde pÄ kysten til syne. Og bag dem den uendelige is. Det store Þde. NÄr skibets motor var slukket, var stilheden altomfavnende.
De fÞlte sig heldige, men samtidig var frustrationen til at tage og fÞle pÄ, og den tog til for hver dag, der gik, hvor skibet mÄtte blive liggende. Det var, som havde de fÄet Þje pÄ en Êdelsten, der lÄ og funklede pÄ fortovet lige foran dem, uden at de var i stand til at bukke sig ned og samle den op. SÄdan en situation havde de nu prÞvet sÄ ofte fÞr. Som fotograf, der opererer pÄ naturens prÊmisser, er noget af det fÞrste, man lÊrer, at vÊbne sig med tÄlmodighed. NÄr naturen er ens Þverste chef, mÄ man vente pÊnt.
I/F Knud Rasmussen er 61 m langt og kan skyde 17 knob. Det patruljerer Ă„ret rundt ved GrĂžnland. FartĂžjet har mange forskellige opgaver.
Det foretager fiskeriinspektioner, deltager i sÞredningsopgaver og stÞtter civile myndigheder og lokalsamfund. Samtidig er dets tilstedevÊrelse i farvandet med til at hÊvde Danmarks suverÊnitet i omrÄdet, hvilket er nÞdvendigt at gÞre lÞbende. I/F Knud Rasmussen er et fartÞj, der kan klare lidt af hvert. Det kan bryde is pÄ omkring 80 cms tykkelse, men selv sÄ hÄrdfÞrt et fartÞj er pÄ disse kanter underlagt stÞrre krÊfter.
Der er i dén grad store krÊfter pÄ spil, nÄr pakisen omkring GrÞnland dannes. NÄr saltvand fryser til ved havoverfladen, opstÄr der store isflager. Hele vejen rundt om GrÞnland er vind og havstrÞmme med til at presse isen sammen, og der dannes ofte regulÊre volde pÄ grund af opskruede isflager. Det ser man isÊr langt oppe mod nord. Den grÞnlandske Þstkyst er frosset helt til det meste af Äret. Det korte vindue, man har, hvis man gerne vil sejle rundt her, begrÊnser sig stort set til august og september. Den viden var ikke med til at gÞre Uri og Helle mindre frustrerede. Under deres ophold mÄtte de konstatere, at hele GrÞnlands nordÞstkyst var under et kraftigt og vedholdende lavtryk, og at det dÄrlige vejr havde skubbet isen sammen ud for kysten, hvor de sÄ gerne ville i land.
Og det skulle blive vĂŠrre endnu. For da besĂŠtningen endelig gjorde et forsĂžg pĂ„ at trĂŠnge igennem isen, gik det galt. En spante â en af de metalstivere, der udgĂžr skibets skelet â blev bĂžjet. I/F Knud Rasmussen lĂ„ stille igen, og denne gang var prognosen for alvor dĂ„rlig. Det stod klart, at fartĂžjets nĂŠste rejse ikke ville blive ind til den nordĂžstgrĂžnlandske kyst.
I stedet mÄtte det vende om og sejle tilbage til islandske Reykjavik, sÄ skaden kunne blive udbedret.
Det scenarie var ikke til at bÊre for Uri og Helle. En vigtig del af ekspeditionen var, at de skulle vende hjem med billeder til magasinet National Geographic fra verdens stÞrste nationalpark i NordÞstgrÞnland. Nu sÄ det hele ud til at gÄ i vasken.
Da Uri og Helle satte kursen mod GrĂžnland i sommeren 2015, havde de vĂŠret kĂŠrester i omkring halvandet Ă„r. Faktisk var det netop pĂ„ de kanter, nĂŠrmere bestemt pĂ„ Ella Ă ud for ĂstgrĂžnlands kyst, at kĂŠrligheden slog ned i 2013. Dengang var de begge med pĂ„ en ekspedition, hvor der skulle fotograferes billeder til et katalog. Uri kunne mĂŠrke, at der skete noget sĂŠrligt, hver gang han fik Ăžjenkontakt med Helle. Han ville give hende en gave for at udtrykke sine fĂžlelser, og valget faldt pĂ„ en fjer, han havde fundet i den grĂžnlandske natur. En sneuglefjer. Helle kvitterede med et kys pĂ„ kinden.
Inspektionsskibet Thetis i pakisen. GrĂžnland.
