Verden venter ikke på os by Gads Forlag

Verden venter ikke på os

Tyskland i

Gads Forlag

Bogen er udgivet med støtte fra

POLITIKEN-FONDEN

Politiken-F_logo.indd 1

11/02/14 12.01

Steen Nørskov og

Philipp Alexander Ostrowicz

Verden venter ikke på os

Tyskland i opbrud

Gads Forlag

Steen Nørskov og Philipp Alexander Ostrowicz

Forlagsredaktion: Peter Bejder

Tekstredaktion: Søren Boy Skjold & Peter Bejder

Omslag: Harvey Macauley/Imperiet. Foto: Shutterstock

Grafisk design: Per Demuth, Demuth Grafisk

Repro: Narayana Press

Tryk og indbinding: ScandBook AB

ISBN: 978-87-12-80513-7

1. udgave, 1. oplag

Printed in Sweden

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Tekst & Node, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

For enkelte billeders vedkommende har det ikke været muligt at finde eller komme i kontakt med den retmæssige indehaver af ophavsrettighederne. Hvis ophavsretten på denne måde er blevet krænket, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret, som havde der foreligget en tilladelse i forvejen.

G.E.C. Gads Forlag A/S

Fiolstræde 31-33

1171 København K

Danmark reception@gad.dk www.gad.dk

Indhold

Prolog. Det skal være slut med fax

Fra fælles fortælling til mangfoldigt samfund

Det politiske landskab – fra folkepartier til polarisering

Ulige og stadig delt

Det skal være slut med fax

Tyskerne er bekymrede. Hvis man skal vælge en følelse til at beskrive tyskernes syn på deres land, er det bekymring. Det er ikke så meget deres egen fremtid, de er ængstelige for, men Tysklands. Det viser målinger. De er bekymrede for indvandringen. For økonomien. For eksporten af biler. For pensionssystemet. Og for deres guldbeholdning. Over en tredjedel af den tyske beholdning af guld ligger under hvælvingerne i kælderen under Federal Reserve Bank i New York. Det er de næststørste i verden. Kun USA’s er større. I de senere år har centralbanken fragtet en stor del af beholdningen til Frankfurt. Men efter Donald Trumps trusler om at overtage Grønland er tyskerne seriøst begyndt at tale om at få resten i sikkerhed.

Det er ikke så mange år siden, at de fleste danskere kun så Tyskland ud gennem bilruden på vej til Sydeuropa. De byer og landskaber, der hvirvlede forbi, var der ikke mange, der besøgte. I dag er der mange steder langs motorvejene, hvor man slet ikke kan se Tyskland mere. Det er gemt bag de nye meterhøje, kilometerlange støjværn. Vi farer gennem vores naboland i en skakt af stål og aluminium og ser

kun himlen. Til gengæld drejer flere og flere af og finder ud af, hvad der gemmer sig omme bagved. Og lærer lidt af landet at kende.

Men hvad er Tyskland egentlig i dag? Et af de mulige svar er, at det er et land, hvor ingenting og alt for meget er, som det var for 10 og 20 år siden. At det både er gået i stå og har forandret sig til ukendelighed. Som altid afhænger det naturligvis af øjnene, der ser. Og hvornår man sidst så efter. Men mange tyskere er selv i tvivl om, hvad deres land er blevet til, og mange er utilfredse med tingenes tilstand. Andre med tingenes stilstand.

”Wer über’n Haufen kehrt, wird stolpern”, står der malet på en jernbanebro hen over en gade i Berlins spraglede gamle arbejder- og indvandrerbydel Kreuzberg. Meningen er ikke helt klar, men det betyder noget i retning af, at hvis man ikke gør tingene ordentligt og bare fejer skidtet sammen i en bunke, kommer man selv til at snuble i det. Det rammer én selv, hvis man ikke viser hensyn og omhu. Tyskerne er hårde ved sig selv. Og hinanden.

Tyskland er et land i opbrud. Eller rettere mange opbrud. Det står i hvert fald på kanten af flere. Men hvis man vil forstå, hvordan Europa kommer til at udvikle sig i de kommende år, gør man klogt i at prøve at forstå, hvad Tyskland er ved at udvikle sig til. For hvordan vores store nabo kommer til at forandre sig i den ”stormagternes tid”, som vi ifølge den tyske kansler, Friedrich Merz, nu bevæger os ind i, får afgørende betydning for hele verden. Der er ikke noget andet land, der er så vigtigt for, hvordan Europa kommer til at klare sig gennem en epoke, som kansleren kalder ”et farligt sted at være”.

Grundlæggende er tyskerne konservative. Ikke nødvendigvis i politisk forstand, selv om det efter murens fald og i det gamle Vesttyskland mest har været konservative kanslere, der har regeret. Men de er kulturelt eller eksistentielt konservative. De er ikke meget for at lave noget om. Især ikke hvis det fungerer. Problemet er, at der nu er for

meget, der er som for 10 og 20 år siden. Isoleret set fungerer det stadig. Bare ikke i konkurrence med resten af verden.

Så Europas folkerigeste land med verdens tredjestørste økonomi i krise har brug for sine opbrud. I mange af de 16 år (2005-2021) under den konservative Angela Merkel blev Tyskland misundt sin stabilitet i en ustabil verden og beundret for sin tilsyneladende stærke og robuste økonomi. Men nu har det som det eneste af de store industrialiserede lande i verden ikke haft vækst i flere år og virker pludselig heller ikke stabilt.

Hvorfor gik landet i stå? En mulig forklaring er sparsommelighed. Den har nu snart i en del år afholdt både staten og mange af de kapitalstærke virksomheder fra at investere og innovere. Der er stadig enorme private formuer i Tyskland. De bliver bare ikke brugt i tilstrækkelig grad. Eller investeret. Ikke i Tyskland i hvert fald. Og på samme måde med forbundsstaten og de 16 delstater. De har i mange år også holdt sig tilbage. Holdt det sorte nul på bundlinjerne. Undladt at låne. En overdreven fornuft og spareiver er en væsentlig del af krisen. Og nu svier ulysten til at investere i nye energiformer, forskning, veje, broer og skoler. I januar 2026 erklærede den tyske industrisammenslutning (som svarer til Dansk Industri), at landet står i den sværeste økonomiske krise siden Anden Verdenskrig.

Mange af os bærer rundt på en overleveret erindring om tyskerne som effektive og punktlige. Men effektivt fungerer tingene ikke ret mange steder sammenlignet med andre lande i Europa. Tyskerne er grundige, men det er ikke det samme som at være effektive. Punktlighed er stadig en dyd. Man kommer til tiden. Men det er mere, end man kan sige om togene. Spørg Deutsche Bahns kunder. I 2024 kom kun lidt over 60 procent af alle tog frem uden forsinkelser. I Danmark var det over 75 procent. Sådan var det i Tyskland for ti år siden. I nabolandene Østrig og Schweiz går over 90 procent af togene til tiden.

”Og så skal det være slut med fax!”

I april 2025 lovede den tyske finansminister, Lars Klingbeil, at nu skal der endelig gang i digitaliseringen. Han er ikke den første, der har lovet det. De fleste danskere har formentlig ikke set en faxmaskine siden årtusindskiftet. I Tyskland findes de endnu. I sommeren 2024 meddelte Forbundsdagens administration, at nu havde den slukket for den sidste af de gamle knirkende, papirspyttende levn fra før årtusindskiftet. Nu måtte man ringe eller sende en e-mail, hvis man ville i kontakt med parlamentet i Berlin. Men i foråret 2026 kunne man stadig komme i kontakt med finansministeren ved at sende en fax.

”Verden venter ikke på os”, sagde Friedrich Merz på valgaftenen i februar 2025 og prøvede at nære følelsen af et nødvendigt hastværk og behov for hurtig handling. Tyskerne har travlt. De er bagefter de fleste andre europæiske lande på mange områder. Mest iøjnefaldende måske på den digitale omstilling. Mange danskere har oplevet det på arbejde eller på ferie i Tyskland. I Danmark er der ikke mange mobilhuller tilbage. Det er der i Tyskland. Og så er republikken jo en stat af stater. De 16 delstater har også tunge bureaukratier. I oktober 2025 bad et medlem af landdagen i Baden-Württemberg om at få oplyst, hvor mange faxmaskiner der stadig er i brug i delstatens 12 ministerier. Svaret var flere end 1.400.

Men nu skal der ske noget. Så i sommeren 2025 lovede den konservative-socialdemokratiske regering et ”reformernes efterår”. Da de to partier i slutningen af året så alligevel måtte erkende, at de på afgørende områder ikke var i stand til at blive enige om en reform af den sociale understøttelse og af pensionssystemet, lovede de, at der nok

< Moderne fodbold er en engelsk opfindelse. Men ”der er ikke andre steder, hvor den tyske evne til at tage noget fremmed til sig og overbevise sig selv om, at det er en urtysk foreteelse, er så tydelig som på fodboldbanen”, skriver filosoffen Thea Dorn i Die deutsche Seele (Den tyske sjæl) fra 2011. Her er tyske fans på vej til kamp under EM i Tyskland i 2024.

skulle komme en løsning næste år. ”2026 bliver et reformernes år”, hed det så i Berlin i december 2025.

Med over 100.000 danske arbejdspladser, der er afhængige af, at det går tyskerne og deres økonomi godt, kan man blive lidt svimmel, når man forsøger at skabe sig et overblik over landets udfordringer. Ikke mindst når det drejer sig om deres stadig mere underfinansierede socialstat. Et helt grundlæggende problem er, at Tyskland har Europas ældste arbejdsstyrke. Hele 24 procent af folk i arbejde var mellem 55 og 64 år i 2026. Det er ti millioner på vej på pension de næste ti år. Og i modsætning til i Danmark bliver de tyske folkepensionisters månedlige udbetalinger finansieret over skatten. De, der er i arbejde, betaler for dem, der ikke er det.

Så hvad gør man, når der bliver flere og flere pensionister og flere ældre med behov for pasning og pleje og samtidig færre til at betale? Da et økonomisk råd tæt knyttet til kansler Merz’ konservative CDU (Christlich Demokratische Union) foreslog, at man kunne nedbringe en del af de voksende offentlige udgifter til sundhed og pleje ved at afvikle den statslige støtte til tandbehandling, sagde den socialdemokratiske finansminister, at det bliver der ikke noget af. ”Jeg tror ikke, at vi vil have det sådan i vores land, at man kan se på folks tænder, hvad der er i deres pung”, sagde Lars Klingbeil. Protesterne var så mange og kraftige, at selv ledende konservative politikere sluttede sig til dem. Det var et fingerpeg om, hvor svært det bliver at gennemføre de grundlæggende reformer, som de fleste økonomer finder nødvendige.

For at løse problemet gjorde den nyvalgte kansler noget, han højtideligt havde lovet sine vælgere aldrig at gøre, nemlig at bruge et to tredjedeles flertal i Forbundsdagen til at foretage en ændring i forfatningens bestemmelser om gældsbremsen. Den er et forbud indlejret i forfatningen mod, at staten optager lån af en størrelse, så det samlede underskud på budgetterne bliver på mere end 0,35 procent af bruttonationalproduktet (BNP).

Med sin omstridte lempelse er Tyskland nu i gang med at låne 3.700 milliarder kroner til at modernisere samfundet, udbedre nedslidt infrastruktur og digitalisere landet. Men det er ikke den eneste slags investeringer, som vil få enorm betydning ud over landets grænser. Det vil også det arbejde, der kommer til at tage fart i 2026 med gennemførelsen af en militær oprustning. Det bliver den største siden den kolde krig. Ud over de 3.700 milliarder til civil infrastruktur og modernisering låner Tyskland nu 3.000 milliarder kroner til at opbygge det, der ifølge Friedrich Merz skal blive ”den mægtigste hær i Europa”. Tyskland skal være kriegstüchtig (krigsdueligt) igen, siger landets forsvarsminister, den firskårne, ligefremme og uhyre populære højresocialdemokrat Boris Pistorius. At være krigsduelig og i stand til at forsvare sig skurrer i en del tyskeres ører. De er ikke et flertal, men de er mange. Alligevel er der også her ved at ske en forvandling. De unge melder sig igen til militærtjeneste. Og der er nu indført værnepligt efter svensk model. Det betyder, at unge nu får et brev, når de fylder 18 år, hvor de bliver bedt om at svare på, om de er i stand til at aftjene værnepligt, og om de er indstillet på det. For mænd er det lovpligtigt at svare. For kvinder er det frivilligt. Regeringen håber, at tilstrækkelig mange melder sig, men hvis ikke har man aftalt at indføre en delvis tvungen værnepligt.

Mindst begejstring for oprustningen er der i de østlige dele af landet, der engang udgjorde det kommunistiske DDR (Deutsche Demokratische Republik). Målinger viser, at det også er her, man finder størst uvilje mod de kilometerlange, natlige godstogstransporter, der rumler ned gennem landet med våben og ammunition til Ukraine. Og her kan man møde mange, der viser forståelse for – ja, åbent erklærer deres støtte til – Rusland og præsident Vladimir Putins påstand om, at det er Vesten og NATO, der er skyld i krigen og ikke Rusland. Som en lokal iagttager i byen Frankfurt an der Oder på grænsen til Polen forklarer, er der en dobbelt bund i den sympati og nogle gange

hengivenhed for Rusland, man kan støde på i små og store byer langs floden. Efter Anden Verdenskrig var russerne besætterne i denne del af Tyskland, selv om det hed sig, at de var venner. Men forinden var jo gået død og ødelæggelse og massevoldtægter. ”Der er lidt Stockholmsyndrom over det”, som kulturredaktøren på den store regionale avis Märkischer Oderzeitung beskriver det. Gidslet ender med at tage sin gidseltagers parti.

Den gamle frygt for russerne, og den nye for at krigen i Ukraine skal brede sig, er en af forklaringerne på den enorme succes, det fremadstormende højreparti AfD (Alternative für Deutschland) længe har haft i den østlige del af landet. Det er åbent imod militær støtte til Ukraine og generelt imod krigen, som om den var et uforklarligt fænomen og var begyndt af sig selv. Til gengæld plejer fremtrædende medlemmer af partiet kontakter i Moskva og tager til konferencer på den besatte ukrainske halvø Krim, arrangeret og betalt af Putins parti.

AfD står i dag i centrum af den politiske debat, selv om ingen andre partier vil have noget med det at gøre. Men hvordan vil de øvrige partier blive ved med at opretholde deres brandmur – beslutningen om ikke at samarbejde med AfD – efterhånden som den smuldrer i lokalråd og kommunalbestyrelser? Især kan man høre konservative politikere mumle, at den ikke kan holde, når måling efter måling gør AfD til landet største parti. Men officielt står den endnu. Og ifølge kansler Merz bliver den stående, så længe partiet yderst til højre arbejder for at ”nedbryde den demokratiske orden”. ”Beviseligt ekstremistisk” har den tyske efterretningstjeneste officielt kategoriseret partiet som. Det stempel vil AfD ikke have på sig og er gået til domstolene for at få fjernet. Ved en første retsinstans har dommerne givet partiet medhold. Men dets kritikere siger, at det ikke er et almindeligt højrenationalt parti, så længe det tillader ledende medlemmer at bagatellisere holocaust og nægte at kalde Hitlers rædselsregime for det, det var. Det er af samme grund, de andre partier ser frem mod især et af de fem valg i 2026 med dyb bekymring.

”Der er altid et valg i Tyskland”, lyder en gammel vending, som ikke er helt ved siden af. For med 16 lande eller delstater er der aldrig længe til den næste afstemning. Valget i delstaten Sachsen-Anhalt i september 2026 er dog omgærdet af en særlig interesse, fordi AfD ifølge mange målinger har en reel chance for absolut flertal. Det ville være historisk. Ikke at et parti vinder et flertal af stemmerne, det er sket før. Men her er der tale om et parti, der officielt er under mistanke for at være en trussel mod demokratiet.

Det vil ikke kun sende rystelser gennem Tyskland, men hele Europa. AfD vil i givet fald ikke kun få sin første ministerpræsident med den magt, vedkommende vil tage med sig ind i parlamentets andetkammer, hvor love vedtaget i Forbundsdagen bliver endelig godkendt eller forkastet. Højrepartiet med medlemmer med kontakter til voldelige højreradikale og nynazistiske grupper vil også få mulighed for at udpege magtfulde embedsmænd, dommere og endda ledende ansatte hos de efterretningstjenester, som i dag overvåger og udspionerer det. Man kan tænke om det, hvad man vil, og mange danskere vil nok tænke, at der er tale om en frygt ude af proportioner. Men mange tyskeres frygt for et absolut flertal til AfD i en af de fattige østtyske delstater har dybe rødder. I baghovedet på mange spøger Adolf Hitlers magtovertagelse i 1933. Ikke efter et blodigt kup, men ved et frit og demokratisk valg.

Det er de bange, man hører og ser mest i de etablerede medier. AfD’s ledere og partiets tilhængere er der længere imellem. Flere optællinger af, hvem der gæster de politiske talkshows på public service-tv-stationerne ARD og ZDF, viser, at AfD’s ledere er næsten helt fraværende og kraftigt underrepræsenteret. Selv om partiet efter det seneste valg er klart det største oppositionsparti med over 20 procent af stemmerne, optræder dets ledende figurer kun i få procent af udsendelserne. Den påfaldende overrepræsentation af politikere fra det mindste af regeringspartierne, det socialdemokratiske SPD (Sozialde-

Tyskland er en føderalstat med 16 delstater. Hver delstat har parlament, regering og ansvar for bl.a. uddannelse, politi og kultur. Forbundsregeringen i Berlin varetager bl.a. udenrigs- og sikkerhedspolitik, ligesom den giver de finanspolitiske rammer. Kortet viser delstaternes grænser og udvalgte storbyer.

mokratische Partei Deutschlands) og det næststørste oppositionsparti, De Grønne (Die Grünen), er ifølge AfD bevis på, at medierne ikke er politisk upartiske, men sammensvorne i det politiske establishments udemokratiske forsøg på at lukke munden på det.

Men AfD og dets tilhængere har for længst fundet deres egne måder at nå nye vælgere på. Det er via alternative medier, som er partiet anderledes venlig stemt. Og på sociale medier, hvor partiet på TikTok før valget til Europa-Parlamentet i 2024 fik flere unge til at se med på sine videoer end på alle de øvrige partiers materiale tilsammen. AfD er ikke længere bare de sure gamle mænds parti. Det er i høj grad også de unges.

Målinger viser, at de unge, og vælgerne generelt, er frustrerede over mange års meget stor og i vidt omfang ukontrolleret indvandring. Det er langtfra den eneste forklaring, men det er ifølge de unge selv den vigtigste. ”Wir schaffen das”, sagde Angela Merkel i 2015, da hun besluttede at lade grænserne forblive åbne, da hundredtusinder af især syriske og irakiske flygtninge strømmede til i løbet af få måneder. Merkel mener stadig, hun gjorde det eneste rigtige og mulige. ”Skulle vi have brugt vandkanoner?” spurgte hun i København i december 2025, da hendes erindringer, Frihed, udkom. Det konservative parti med Merkels gamle, personlige rival Friedrich Merz i spidsen har for længst skrottet hendes udlændingepolitik og fører en politik, der er inspireret af den danske.

I mellemtiden er langt de fleste af de over en million syrere, der kom til landet i 2015-2016, kommet i arbejde. Det gælder kun få af kvinderne, men syriske mænd har en højere erhvervsfrekvens end tyske. Målt med i hvert fald dén målestok - en af dem, man normalt bruger for at vurdere, om det er lykkedes at integrere indvandrere - har tyskerne altså et stykke ad vejen ”klaret den” ti år efter. Men Tyskland er et hus i splid med sig selv. Mellem tilhængere af mangfoldighed og åbne grænser og dem, der oplever, deres land er ved at blive overtaget.

Og modsætningerne mellem øst og vest er stadig åbenlyse og bliver på mange måder større og ikke mindre. Tyskland er ”ulige forenet”, som sociologen Steffen Mau kalder det i en bog med samme titel, over tre årtier efter murens fald og den tyske genforening.

Ikke mindre svært bliver forsøget på at finde en ny plads og rolle i verden. For ligesom Danmark står Tyskland til at miste meget, hvis de seneste års udvikling fortsætter med voksende protektionisme, en svækkelse af internationale organisationer, regler og aftaler og de bånd over Atlanten, der har holdt sammen på Vesten og sikret fred i Europa med USA’s engagement i NATO.

Udviklingen er i gang og ser ud til at være uafvendelig. Friedrich Merz sagde på valgaftenen i februar 2025, at nu gjaldt det om ”så hurtigt som muligt, skridt for skridt, at gøre os virkelig uafhængige af USA”. Det er i historisk perspektiv og med et blik tilbage på de seneste 80 år en skelsættende erklæring. Og den var på ingen måde henkastet. Merz sagde selv: ”Jeg troede aldrig, jeg skulle komme til at sige dette”.

”Vi burde gøre os fri”, sagde den socialdemokratiske forbundskansler, Willy Brandt, om tyskernes sikkerhedspolitiske ageren i forhold til USA, ”af denne lidt komiske tilgang, som også er præget af mindreværdskomplekser, som om vi altid måtte passe på, om der i et bestemt kontor i Washington var en eller anden, der rynkede panden”.

Det var nogle år efter, at Brandt havde forladt kanslerkontoret i 1974. Nu er Tyskland for alvor nået til det punkt.

Og nu skal landet sammen med Danmark og andre europæiske partnere til at handle i en verden, det ikke er politisk parat og slet ikke militært rustet til at klare sig i endnu. Det er derfor, at det er afgørende at finde svar på spørgsmålet: Hvad er Tyskland for et land i dag? Det haster. I bogen forsøger vi sammen med nogle af de mange tyskere, som vi har mødt de seneste år og har talt med, lyttet til eller læst med interesse, at give vores svar.

Verden venter ikke. Heller ikke på os.