Thor i 1.000 år

SIDE 1 - KUN PRÆSENTATION

THOR I 1.000 ÅR følger en af Nordens vigtigste og mest gådefulde guder fra vikingetidens runeindskrifter til nutidens popkultur og religiøse strømninger. Udgangspunktet er både klassiske kilder og ny forskning, der undersøger, hvem Thor var for vikingerne. Hvad der skete med ham i middelalderen. Hvor han blev af i renæssancen. Hvorfor han kom igen i romantikken. Og hvordan vi i dag finder ham i det danske forsvar og i moderne asatro.

UFFE SCHJØDT (f. 1978) er lektor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet og har publiceret forskning om oldnordisk identitet og kulturarv i både danske og internationale tidsskrifter.

Gads Forlag

xxx g CO2e

CLIMATECALC.EU

0001 1 3 / EE

UFFE SCHJØDT THOR I 1.OOO ÅR

Stort rødt skæg, grovlemmet og et iltert temperament. Sådan kender mange Thor, der med sin vogn kører hen over himlen og skaber torden og lyn. Han er Odins søn og vikingernes mægtige tordengud. Men Thor findes i mange afskygninger, og hvert århundrede har haft sin egen forestilling om ham. Fx var det islandske forfattere, der stod bag myterne længe efter vikingetiden, og de forbandt ikke Thor med lyn og torden.

UFFE SCHJØDT

THOR

i 1.000 år

Guden, mennesket og superhelten

Gads Forlag

Bogen er udgivet med støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond Lillian og Dan Finks Fond

Uffe Schjødt

THOR

i 1.000 år

Guden, mennesket og superhelten

INDHOLD Bogens historie Den oprindelige Thor Myternes Thor Thor vie dig! Den dyrkede Thor Thore Gud! Blev Thor dyrket efter vikingetiden? Thors hammer Thor på verdenskortet Thor på danmarkskortet Thors dag Thors måned Thornavnenes betydning i vikingetiden Mit kristne navn er Thor! Thornavne frem til i dag Thor, torden og lynild Thor er mod (Gud er god) – folkeetymologiens betydning Nordens Jupiter – Thor som gudernes konge Mennesket Thor – en historisk person Dæmoniseringen af Thor Thors brudefærd gennem 1.000 år Thor i kunsten Thor i nationalromantikken Thor i nazismen Thor i populærkulturen Thor i forsvaret Thor i moderne asatro Vi elsker Thor – men er vi kulturasatro? Farvel, danske Thor! Den ‘virkelige’ Thor Thor i årstal Læs mere Samlet bibliografi Tak Illustrationer Person- og stedregister

10 12 21 34 45 52 68 74 82 94 97 101 107 115 119 125 130 136 145 158 168 176 188 194 204 215 221 226 238 260 271 274 278

BOGENS HISTORIE Denne bog handler om lyn og torden, frost og forår, kunst og hagekors, danseviser og øl. Den handler om et menneske, en dæmon og en superhelt. Men først og fremmest handler den om guden Thor. Min første forestilling om Thor kommer fra Valhalla-tegneserien fra 1979, hvor han fremstilles som en hyggelig og simpel bondegud, lidt tyk og med rødt skæg. Han er stærk og bliver let vred. Men hjemme i huset bestemmer konen Sif. I dag er jeg også påvirket af Marvels film (fx Thor fra 2011), hvor den australske skuespiller Chris Hemsworth spiller Thor med bevinget hjelm og prangende rustning. Før jeg gik i gang med at skrive bogen, var jeg overbevist om, at vikingernes Thor måtte være cirka den samme som den fra Valhalla-tegneserien – og at han lå langt fra Marvels superhelt. Vikingerne kendte jo de samme myter som dem, jeg voksede op med, og som Valhalla-tegneserien bygger på – eddadigtene. Men så mindede min far – Jens Peter Schjødt, professor emeritus i oldnordisk mytologi ved Aarhus Universitet – mig om, at eddadigtenes Thor slet ikke var forbundet med torden. Det kom som en overraskelse. For så er der noget galt med myterne. Min Thor er tordengud! Så er jeg måske alligevel mere enig med Marvel. Desuden er eddadigtene fra middelalderen, og forfatterne troede slet ikke på guderne. De var nemlig kristne. Og Snorre Sturlason (1179-1241), som skrev Den Yngre Edda, hævdede, at Thor i virkeligheden bare var menneske og helt specifikt den samme som Hektor fra Troja fra antikkens værker om de græske guder og helte. Det fik mig til at tænke på antikken og ugedagene, som vi nordboer har lånt fra romerne. I vores ugedage er det Thor – ikke Odin – som får overguden Jupiters plads. Romerne kaldte nemlig torsdag for Jupiters dag. Odin må nøjes med Merkurs plads om onsdagen. Underligt. For vikingerne mente da, at Odin var gudernes konge og ikke Thor – eller hvad? Er Thor i virkeligheden Nordens Jupiter, gudernes konge? Det

10

Bogens historie

ville forklare, hvorfor der findes hundredvis af stednavne med Thor og ikke Odin, og hvorfor der findes så mange personnavne med Thor. Og er der ikke også noget med, at han i modsætning til Odin plejede at have sin egen måned? Det er i hvert fald Thors hammer og ikke Odins spyd, som symboliserer troen på de gamle guder. Både i vikingetiden og hos de moderne asatro. Forvirringen vakte min nysgerrighed. Jeg er lektor i religions­ videnskab på Aarhus Universitet, men der manglede cirka 1.000 år i min viden om Thor. Der mangler simpelthen en bog, som følger forestillingen om Thor fra førkristen tid frem til i dag. For hvad skete der med ham, efter at vi blev kristne for cirka tusind år siden? Blev han glemt? Og hvordan kan det være, at han så kom igen som forbillede i 1800-tallet? Hvorfor opkalder vi stadig børn efter ham? Og hvorfor vil nogle have Thors hammer og ikke Kristi kors i konfirmationsgave? Har danskerne altid elsket Thor? Min nysgerrighed har ført til masser af overraskelser. Myternes Thor, som findes gengivet i utallige børnebøger, fagbøger, film og tv-­ serier, er ikke længere den mest interessante for mig. Og det er ikke ham, som bogen her primært handler om. Det er, hvad der skete med Thor efter vikingetiden, som gør bogen relevant. Jeg genopfrisker selvfølgelig myterne og diskuterer det bagvedliggende kildemateriale. Men for dem, som allerede kender myterne fra de islandske håndskrifter, bliver bogen først for alvor interessant, når vi kommer til tiden efter vikingetiden. Kapitlerne følger nemlig en kronologisk udvikling, som begynder med forestillinger om den ’oprindelige’ Thor, fortsætter i de forskellige århundreder og ender med moderne fremstillinger, fx i det danske forsvar og i asatro. Nogle kapitler er mere tematiske, fx Thor i geografien, i navne og i kalenderen. De gennemgår længere perioder og følger ikke en stram kronologi. Til gengæld afsluttes bogen med en oversigt over de anvendte kilder placeret i en sammenhængende tidsrække. Henvisninger til litteratur og kilder findes løbende i parenteser. God fornøjelse! Uffe Schjødt, september 2026 Bogens historie

11

DEN OPRINDELIGE THOR Vikingernes Thor er næppe opstået ud af ingenting. Det gælder for guder som for de fleste andre begreber i vores sprog, at de er udviklinger af tidligere versioner. Så hvem var han, før han blev vikingernes Thor? Findes der en ældre og mere oprindelig udgave? Der findes faktisk adskillige, som er langt ældre end vikingetiden (se fx Jensen og Schjødt, 1994). Vi kender navnet Thor fra andre germanske dialekter. Dansk betragtes ligesom tysk og engelsk som lokale udviklinger af et fælles germansk sprog. På oldengelsk hedder Thor Thunor, på oldtysk Donar. De og mange flere former går alle tilbage til det fællesgermanske Thunraz, som egentlig betyder torden. Og de bruges alle om torden­ guder. Den tidligste kilde, vi har på navnet i en germansk form, Thonar, stammer fra en runeindskrift på et spænde, der er fundet i Bayern i begyndelsen af 600-tallet. Selv om germanernes rune­ indskrifter findes langt tilbage i historien, nævner de stort set aldrig guder og myter. Det er med til at forklare, hvorfor vi først støder på navnet så sent. Hvis vi går lidt længere tilbage, er det den romerske kalender med syv ugedage, som giver os den ældste information om den germanske tordengud. Ugedagene var nemlig opkaldt efter romernes guder, og germanerne erstattede allerede i 200-tallet dem med deres egne. Thor placeres på Jupiters plads, så Jupiters dag (dies Jovis) bliver til Thors dag (på tysk: Donnerstag; engelsk: Thursday; dansk: t­ orsdag). Jupiter er tordengud, men også den øverste gud i det romerske panteon. At nordeuropæerne sammenlignede Thor med Jupiter, siger altså noget om Thor enten som tordengud eller som den øverste i det nordiske panteon – eller begge dele.

12

Den oprindelige Thor

Han er imidlertid også blevet sammenlignet med Herkules – den køllesvingende helt fra græsk og romersk mytologi – der dræber uhyrer og andre farlige væsener. Den romerske forfatter Tacitus skrev i år 99 e.v.t., at Herkules var en af de mest dyrkede af de germanske stammer. Tacitus forestillede sig ligesom andre romerske forfattere, at fremmede guder egentlig var de samme som de romerske, blot med andre navne. Fremmede folk brugte jo andre ord for helt almindelige ting, så det måtte selvfølgelig også gælde for deres guder. Den måde at tolke på kaldes interpretatio romana, romersk fortolkning. Det nøjagtige forhold mellem Thor, Jupiter og Herkules er desværre uklart. Men måske skal vi meget længere tilbage end romertiden for at finde den oprindelige Thor. De germanske sprog er en undergruppe af et endnu større fællesskab, som kaldes indoeuropæisk. Man regner med, at der for cirka 6.000 år siden eksisterede en kultur på de sydrussiske stepper mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav, hvor man talte et nogenlunde ensartet sprog, som man kalder protoindoeuropæisk. På et tidspunkt bevægede stammerne sig i forskellige retninger, og deres sprog udviklede sig væk fra hinanden, så de blev indbyrdes uforståelige. Indoeuropæiske sprog inkluderer således fortidige og nutidige sprog, som findes hele vejen fra Irland i vest til Indien i øst. Hvis vi kan finde tordenguder, der minder om Thor, i nogle af de fjerneste indoeuropæiske kulturer, kan det altså tyde på, at forestillinger om ham må være over 6.000 år gamle. Den oldindiske (vediske) gud Indra er interessant. Indra er en tordengud med en mægtig tørst og appetit, som bekæmper gudernes fjender og besejrer den mægtige slange, som ligger omkring hele jorden. Det minder om Thor, som også har en vældig tørst og appetit, dræber gudernes fjender og besejrer Midgårdsormen, der snor sig omkring verden. Hvis overlappet skyldes en fælles indoeuropæisk arv, kan vi konkludere, at Thor, eller måske rettere en gud af Thors type, eksisterede, før de oprindelige stammer fra de sydrussiske stepper migrerede til Indien og Europa.

Den oprindelige Thor

13

Første gang den germanske tordengud nævnes på skrift Nordendorfspændet fra Bayern i Tyskland stammer fra slutnin­gen af 500-tallet eller første halvdel af 600-tallet. Det nævner for første gang Thor og Odin i deres tyske former, Thonar (eller Donar) og Wodan. På spændet står de to navne sammen i en runeindskrift, muligvis som del af en beskyttende formular. Runeteksten lyder: ”Logathore, Wodan, wigi-Thonar”, som betyder noget i retning af ”Logathore, Odin, KampThor”. Nogle forskere forbinder navnet Logathore med guden Loke, men den tolkning er spekulativ.

Nordendorfspændet med runeindskrift i en gengivelse fra 1889.

14

Den oprindelige Thor

Den oprindelige Thor

15

Ur-Thor adskilte sig selvfølgelig væsentligt fra den Thor, som vi kender fra vikingetidens myter om aserne, selv om aserne ofte forestilles at komme fra netop Asien. Opfattelsen af guder ændrer sig over tid og mellem områder, og det gælder også for egenskaber og navne. Navnet Thor er eksempelvis ikke beslægtet med navnene på fjerne indoeuro-

Thunraz – Nordeuropas ur-Thor Thor er etymologisk beslægtet med det protogermanske Thunraz, som egentlig betyder torden. Forskellige udviklinger af ordet findes på germanske sprog som tysk, engelsk og frisisk og bruges også her om navnet på tordenguden. Det er sandsynligt, at navnet Thunraz har været brugt af det protogermanske folk om deres tordengud. Til gengæld hedder tordenguderne ikke nødvendigvis noget, som refererer til ordet torden, i andre indoeuropæiske sprog. Fx Indra (indisk, uklar ubetydning), Perun (slavisk = den, der slår), Zeus Patér (græsk = himmelfader) og Jupiter (latinsk = himmelfader).

16

Den oprindelige Thor

pæiske tordenguder som Indra. Selv inden for vikingetidens begrænsede periode (793-1066) må Thor fra 700-tallet have været forskellig fra den, man dyrkede i 1000-tallet. Ligesom den, man dyrkede i vikingetidens Nordnorge, sandsynligvis ikke var helt den samme som den i Ribe eller Hedeby.

Den oprindelige Thor

17

Indra – Thors indiske tvilling? I en hymne fra et af hinduismens hellige skrifter, Rigveda (cirka 1400 f.v.t.), ser vi paralleller til Thor: ”Han [Indra] dræbte slangen, som lå om bjerget. Tvastr [en guddommelig smed] havde smedet den susende tordenkile til ham. Brunstig som en tyr valgte han soma [en hellig drik] og drak den persede saft af de tre kadru-bægre. Maghavan [tilnavn til Indra] greb tordenkilen til at slynge med og dræbte ham, den førstefødte af slanger [Vritra: en slange, der ligger omkring hele jorden].” Rigveda I, 32. Oversættelse: Alster og Lindtner (red.) i Gads religionshistoriske tekster. København, 1984.

Lighederne er så store, at beg­ge antages at udspringe fra et fælles indoeuropæisk grundlag. En sulten og tørstig tordengud, som besejrer fjender, ikke mindst en stor slange, som snor sig omkring verden.

Billedstenen forestiller den indiske tordengud, Indra, med våbnet Vajra, som betyder tordenkile. Stenen stammer fra en hule i Maharashtra i Indien og menes at være fra cirka år 100 f.v.t. Indra rider på sin krigs­elefant, Airavata.

18

Den oprindelige Thor

Den oprindelige Thor

19

Forestillingen om en ur-Thor er fascinerende. Men gåden om gudens sande væsen kan næppe besvares alene ved en udredning af oprindelse, for ur-Thor har været under forandring i tusindvis af år. Den før vikingetiden er vel ikke mere sand end den, man forestillede sig i vikingetiden, bare fordi han er ældre. Til gengæld kan vi med sikkerhed sige, at vikingetidens Thor er den bedst beskrevne, for det er ham, vi kender fra de oldnordiske myter.

20

Den oprindelige Thor