Svanesang
Fuglenes Vestkyst
JENS GREGERSEN
Svanesang
Fuglenes vestkyst
Svanesang
Fuglenes vestkyst
Af Jens Gregersen
Copyright © 2025 Forfatteren og Gads Forlag
ISBN: 978‑87‑12‑80072‑9
1. udgave, 1. oplag
Printed in Denmark
Forlagsredaktion: Henrik Sebro
Omslag: Lene Nørgaard, Le Bureau
Grafisk tilrettelæggelse: Jens Gregersen og Narayana Press
Repro, tryk og indbinding: Narayana Press
Grafisk justering: Lars Abrahamsen
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
Gads Forlag
Fiolstræde 31‑33
1171 København K
Danmark reception@gad.dk
Indhold
Forord 9
Fuglenes vestkyst 13
Rejse ad vestlige veje 20
EVENTYRETS LAND 26
INDE I PLANTAGERNE 28
VED VEJERS STRAND 30
FILSØ 32
RINGKØBING FJORD – OG HOLMSLAND KLIT 34
SENSOMMER I BJÅLUM KLIT 36
TIPPERHALVØEN 38
SKJERN Å-DELTAET I DAG 42
HVIDE SANDE 46
STADIL, VEDERSØ OG HUSBY 48
THORSMINDE OG FJORDEN 54
BØVLING KLIT 56
NISSUM FJORDS BAGLAND 58
I VANDFULD HERRED 62
CHEMINOVA 64
AGGER 68
THY 72
HANSTHOLM 78
VED VIGSØ 80
VEJLERNE 82
BULBJERG 94
LIMFJORDSØSTERS 101
FOSDALEN 105
THORUP STRAND OG SVINKLØV 106
RØDHUS OG BLOKHUS 108
BØRGLUM KLOSTER 110
RUBJERG KNUDE 112
HIRTSHALS 115
RÅBJERG MILE 118
SKAGEN 120
Tilbageblik 125
Verden set fra Tipperne 126
DET FASTFROSNE HABITAT 128
TIDERNES MORGEN 132
VILDE VINGER 135
RÅT EFTERÅR 141
VINTERENS MOSEHORNUGLER 144
IS-MARTS 150
VIBEN OG DET VESTJYSKE FORÅR 158
AKVARELBLADE AF VEJR-OPTRIN 162
DANSEN PÅ ENGEN 168
SNEVINTER 172
FILSØ I EFTERÅRET 1977 178
HIDSIG PÅ JAGTEN 184
DEN SOMMER ALT KRÆNGEDE OVER I RINGKØBING FJORD 188
ØJEBLIKSBILLEDER FRA JUNI 1978 190
NÅR DER ER TIDER FOR RØDBEN 192
ÆNDER 198
DEN VESTJYSKE PERLEAND 202
EFTERÅR MED ØRNE 208
EN AF DE SIDSTE ISVINTRE 210
OKTOBER I VÆRNHYTTERNE 216
SVANERNE FRA DEN RUSSISKE TUNDRA 222
SKEANDENS SKÆBNE 224
GENNEM LO OG OPGRØDE 226
OPGRØDERNES TIDSALDER 235
BLÅTAGET 236
DA SKARVEN KOM TIL VESTJYLLAND 240
DEM, DER FORSVANDT 244
VANDET BAG HAVET 248
STORKEN I VESTJYLLAND 251
SKESTORKEN 252
TIPPERNES KLYDER 259
RØDVITTEN 264
KENDEMÆRKER I RINGKØBING FJORD 266
ÅR 2000 268
HJØRNET I NORDVEST 270
SKJERN Å I SIN GENSKABTE SKIKKELSE 274
ROVTERNEN 278
BRAMGÆSSENE 280
VANDREFALKEN 282
DEN STORE SCENE 286
SUMMA SUMMARUM – I HJERTET AF VESTJYLLAND 290
OPLEVELSER I SEPTEMBER 297
Forbindelsen
til Vesterhavet 299
Gabet ved Nyminde skal genskabes 300
RAMBUSCH FÅR DET SIDSTE ORD 305
Efterskrift – Historien om huset på Tipperne 306
Folk bag reservatet på Tipperne 308
FELTSTATIONSLIVET PÅ TIPPERNE 310
BIOLOGISPECIALERNES TID 314
TIPPEROBSERVATØRERNE 318
TIDEN EFTER 324
BILLEDERNE 326
Forord
Det er i de store vestjyske laguner, fjorde og indsøer, der lyder af svane sang.
Det er svanerne fra nord, der synger, sangsvanerne og pibesvanerne, der samles på vand og på land under ceremonielle optrin, der lyder vidt omkring i det flade landskab. Det er, når de samles, især når flokkene skal til et nyt sted. På den måde er svanesang et særkende i træktiden og gennem vinteren. Også vor hjemlige knopsvane bidrager akustisk med deres vingehuk, når de flokvis flyver fra den ene fjord til den anden.
Svanesangen i denne bog har også en anden baggrund, fordi jeg opsummerer et spand af tid, hvor det vestjyske landskab på sin vis var statisk, men også har undergået store forandringer, hovedsageligt hvor den tæmmede natur vil udvikle sig. Det er i retning af de forhold, der fandtes, dengang Vestkysten var et uregerligt landskab med stormflo der, der ustandseligt skabte store forandringer. Her ligger svanesangen som et symbol på tilbageblikket – i mine betragtninger efter et nærvær i det vestjyske landskab, der havde sit udgangspunkt i at bo på fuglere servatet Tipperne i Ringkøbing Fjord i 1970’erne, et tidspunkt hvor der var stor pessimisme.
Denne bog har sit udgangspunkt i Tipperne, hvor jeg i 1975 udgav bogen “Tipperne – Fugle langs den jyske vestkyst”.
Vestkysten indleder min historie med en rejse fra Blåvand til Skagen med udgangspunkt i hovedsageligt Achton Friis’ (1871‑1939) beskrivel ser over et tidspand, der rækker yderlige 50 år bag mit udgangspunkt, 1920’erne i værket “De Jyders Land”. Der vil være referencer til hans be tragtninger, som ofte var hårde og kompromisløse. Han besøgte Vestky sten i begyndelsen af 1920’erne, hvor alting stadig emmede af nøjsomhed. I 1962 foretog journalisten Knud Bavngaard (1915‑2013) det, han kaldte “Rejse ad vestlige veje”. Det var i form af øjebliksbilleder i selskab med tegneren Leif Ragn Jensen (1911‑1993) som indslag i søndagsudgaven af
Jyllands-Posten. Jeg har taget udgangspunkt i Knud Bavngaards betragtninger i form af citater fra hans skriverier. Det var inden, jeg selv kom tæt på Vestjylland med et stationært ophold på fuglereservatet Tipperne.
Da vi var knap tyve år inde i det nye årtusinde, besøgte Dorthe Nors en række steder på Vestkysten. Det er de mest opdaterede betragtninger, som kastede et spændende lys over kysten i titlen “En linje i verden”. Fotografen Henrik Saxgren supplerede Dorte Nors på ypperlig vis.
Ellers skal man dvæle ved Hans Edvard Nørregaard-Nielsen (19452023), der kom derudefra og meget ofte havde Kirsten Kleins fotografier med i sine værker.
Ud fra disse hovedpersoners sigende udtryk i ord og billeder har jeg skabt min egen beretning.
De forløbne 50 år opdateres i en rejse langs Vestkysten i efteråret, vinteren og foråret 2024-25 for at anskueliggøre den store forskel, der i dag er i forhold til tiden, da man kæmpede mod havet. Samtidig var der de brede ådale, hvor man i generationer også kæmpede mod oversvømmelser.
En ny tankegang er vundet frem med forsigtige tiltag mod at få den oprindelige natur tilbage. Generationer, der voksede frem i 1940’erne og 1950’erne, havde nogle ildsjæle, som engagerede sig i at værdsatte naturen på en helt anden måde end at være jæger og fisker. De blev biologer, og de kom til at forme tankegangen, og nogle engagerede sig i Vestkysten.
Svanesangen er også en hyldest til en entusiastisk og skeptisk ung domskultur, der i en 30 år lang periode fik en mulighed for kortvarigt at bo i huset på Tipperne. De skærpede deres passion og søgte mange for skellige veje for at udtrykke deres naturglæde gennem et engagement, der førte til livslange karrierer som hovedsageligt forskere. Deres historie har sit kapitel i denne bog.
Til sidst munder svanesang ud i en gammel drøm om at tage et en deligt skridt til at få den oprindelige natur tilbage i Vestkystens hjerte, Ringkøbing Fjord – ved at åbne det gamle Nymindegab og lade vandet cirkulere mere frit, end det har været tilfældet i 100 år ved Hvide Sande.
Svanesang er en status over en tid, hvor dramaet på mange måder udspillede sig i den vestjyske natur, blandt andet ved selverkendelse i at genskabe Skjern Ås naturlige løb og lade Filsø blive den Filsø, som fandtes endnu i fuglemaleren Johannes Larsens (1867‑1961) tid. Da svane sangen nærmest kunne høres i malerens store svaneoptrin – de nordiske sangsvaner og de arktiske pibesvaner, men også vores egen knopsvane –kendt af alle og enhver, modsat måske rigtig meget af det, jeg fortæller og viser i billeder gennem denne bog. Jeg har befundet mig mellem forsker nes faglighed og mit personlige udtryk i en billedmæssig formidling – til forståelse af mangfoldigheden af den vestjyske natur.
Jens Gregersen, Vorsø, 25. juli 2025
Fuglenes vestkyst
Grænsen mellem vand og land udformer sig mangeartet langs verdens uendelige kyst. Det specielle ved vore danske strande er en vis mildhed med vige og bugter, ofte med bøgeskove helt ned til bølgeskvulpet. En betragtelig del af den danske kyst er Vestkysten, hvor Vesterhavet sender strøm og bølger hårdt ind mod det europæiske fastlands nordvestlige hjørne. Det er sandstranden, marsken og Vadehavets kyst, som danner en helhed, lige fra Skagen og Limfjorden med Jyllands ranke ryg ned til Blåvandshuk, hvor Vadehavet strækker sig med De Frisiske Øer gennem Tyskland og Holland. I Vadehavet møder vi for alvor den uafklarede overgang mellem Vesterhavet og land. Det er skildret i bogen “Det Store Vadehav”, som kom i 2020.
Vestkysten har aldrig været statisk, og dens natur har været i evig vekslen, algerne, krebsdyrene, fiskene og ikke mindst fuglene. Vadehavets udstrækning var tidligere langt større, og i syd gik det langt ind i Holland, og hele Rhinens munding var vadehav. I nord kunne hele den jyske vestkyst og dele af Limfjorden og Vendsyssel betragtes som en del af dette Vadehav. Landhævning og materialevandring har hele tiden lagt til og taget land. I vikingetiden lå kysten meget længere ude, end den gør i dag.
Det er underfundigt, at Vestkysten er forandret, men lige så sandt er det, at naturen ikke er så forandret i sin helhed. I sin tid så jeg det hele fra omtrent en beskyttet bolig i det lille tipperhus yderst på Tipperhalvøen, hvor jeg nærmest autistisk fulgte årstiden, tegnede og talte fugle. Til havet kom jeg sjældent. Det var nok at være bare der. Og at man vidste, at havet var der, for jeg kunne ofte høre det, længere væk var det ikke.
Siden da har mange ærinder bragt mig til steder, hvor jeg er kommet tilbage igen og igen for at gøre noter, tegnet og gjort ved. Men udgangspunktet var mine ophold på Tipperne i 1970’erne.
Udgangspunktet i denne bog har også sin tyngde i Tipperhalvøen og Ringkøbing Fjord, men nu med naturgenopretningsprojektet i Skjern Å-deltaet som omdrejningspunkt. Det er nemlig et resultat af den diskussion, som allerede begyndte dengang, da de driftige bønder omkring Skjern Ådalen for alvor fik vind i sejlene; da det første spadestik til den endelige afvanding blev taget i 1962.
Min historie har mange referencer til naturen i Skjern Å, de tilstødende indlandsklitter og heder til engene og lagunerne; fjorden. Fra 30. oktober 2000 kom Skjern Å tilbage i sine snoninger, og en forvandling satte i gang, nok en gang. I en ådal, som alle dage har gennemgået forandringer. I sin dynamik fuld af variation og artsrigdom.
Området er genfødt og endnu engang i sin vorden, forbundet med den natur, som var Vestkystens vilde skønhed. Men som også betød, at Vestkysten var tyndt befolket, men aldrig folketom, heller ikke i oldtiden. Det fortæller gravhøje og bopladser om. De særegne terræn- og jordbundsforhold, som isen, smeltevandet og senere sandstorme havde skabt, kom til at bestemme folks færden, bebyggelsen og livsformen. De slog sig ned langs vandløbene for at udnytte engene, der lå som et bredt bælte på begge sider i bunden af gamle smeltevandsfloder.
Den genskabte Skjern Ådal er et vigtigt skridt i den udvikling, der skaber en forståelse for grundlaget for at leve i den vestjyske natur. I sammenhængen ligger også, at Filsø, der blev afvandet i 1940, også fik sin natur tilbage i 2012 – kort tid før Aage V. Jensen Fonde købte jordene med det formål at genskabe søen.
De oplevelser, jeg har haft i Vestjylland, har sin tyngde i fuglene og naturen, men alt det menneskeskabte er en vigtig medspiller i at give landskaberne sjæl og stemning. Det var Achton Friis, der i “De Jyders Land” første gang tog et kig på Vestkysten og anskueliggjorde sine tanker og betragtninger. Han var på vagt over for alt nyt, og selv naturen kunne han nogen gange finde kedelig. Og her ligger udfordringen stadig i Vestkystens ensformighed, som jeg altid har fundet interessant, for lever man sig ind i stederne, kan det se helt anderledes ud.
En trøstesløs novemberdag ude på Holmsland Klit kan, hvis villigheden i at se og betragte er nærværende, have sin egen tiltrækningskraft. Hjulsporet gennem klitheden med de vandfyldte huller er dragende, måske fordi man ved, at havet ligger derude lige bag klitrækken. Og havet er altid spændende, lige meget hvor på Vestkysten man møder det – og på hvilken som helst tid på året. Som Knud Bavngaard (1915-2013) meget sigende ser det: “Den vej, der førte ind fra havet, benyttede sommeren, da den drog bort, nu med blanke novemberpytter. Efterårsstormene rev hul i de yderste klitbjerge, der ideligt må stå imod stormkastene, der graadigt kommer halsende ind fra vest.”
Man kan lugte vandet her bag den yderste klitrække på Holmsland Klit. Søfolk siger, at havene lugter forskelligt. Det skal man egentlig ikke være sømand for at vide, for det er åbenlyst. Alligevel er det underfundigt, som kaptajn Jan Richardt, der har sejlet på verdenshavene i en menneskealder, udtrykker sig: “Jeg er ikke i tvivl, når vi når Newfoundland i nord. Havet lugter godt, det har sin specielle duft ligesom alle de andre. Amazonas udmunding kan jeg lugte med lukkede øjne. Middelhavet lugter helt anderledes.” En sømand skal have sine sanser i behold. Har man det, er man også indstillet på at passe på det, man holder af.
Under storm og kuling kommer stormsvalerne ind fra Atlanterhavet og flyver lige i brændingen.
Her i landet har man altid været draget mod Vesterhavet. Det er noget særligt at stå på den vestjyske strand og blive blæst igennem og mærke duften af det salte hav. Det kan være ved Blåvand, der med sit yderst skarpe hjørne har et særligt drama og historie over sig. For derude befandt sig det såkaldte Doggerland, der hang sammen med England. Jo, vi taler 5.500 år før Kristus – det er jo på sin vis i det større perspektiv ingen tid. I dag kendt som Doggerbanke, hvor der typisk kun er 40 meter dybt, mest kendt fra fiskerinoteringerne, da de i sin tid blev bragt i radioen hver eneste dag. For at sætte det i perspektiv, hvad angår vanddybder, kan man tage til Skagens Gren og tilsvarende blive blæst igennem. Det er her, Norske Rende kommer ned fra nordkysten af Sydnorge – som en bred underjordisk fjord – og videre ind i Kattegat, hvor den bliver dybest med 725 meter.
Så kan man sige om Jylland især, at det ligger som “en sandbanke i en flodmunding”. Ingen solide bjerge holder os fast, det er lavland over det hele. Smeltevand fra is og sne kom fossende nordfra, flød ud i havet og skabte et delta, og i det ligger Danmark. Strengt taget kan man sige, at Danmark er en skillevæg mellem Nordsøen og Østersøen, hvor det ferske møder det salte vand.
Der er sagt om havet: Havet er den maskine, der holder jordkloden i balance. Det er pulsen. Her kommer Golfstrømmen ind i billedet, denne varmepumpe som har sikret os mod istid – indtil videre – et af alarmscenarierne på linje med vandstandsstigninger, man mener rører på sig. Is smelter, og balancen mellem fersk- og saltvand forstyrrer havstrømmene. Der vil ske ting; frygten er, at havet maser sig på.
Hermed vil jeg fortsætte min historie som landkrabbe.
Og landkrabberne kæmpede mod havet. Det er ikke så sært, for der var stormfloder, som udslettede land og by. Derfor var Vestkysten tyndt befolket, et liv herude var trælsomt. Med sandflugten som virkelig overordnet. Klitter, havbugter og fjorde, våde enge og ådeltaer var i århundreder det, som gav Vestjylland det vide udsyn og dets særpræg – og en rigdom af fugleliv som intet andet sted i Danmark.
I 1700-tallet gik man i gang med at tæmme det uregerlige landskab gennem digebygning og afvanding. Det er klart, at det med tiden blev effektivt. Bare at sikre høslættet var en kamp, for man kendte endnu ikke til dyrkning af roer, majs og alt mulig andet som vinterfoder til kreaturerne. De hyppige oversvømmelser og den sumpede jord gjorde det svært at bjærge høet. Det var en torn i øjet at se de store arealer som Filsø og Skjern Ådalen ligge uproduktive hen.
Islandske ryler kommer allerede i juli fra deres højarktiske ynglepladser. Og lander på Vesterhavets strand for straks at søge føde.
I begyndelsen af 1900-tallet kom for alvor interesse hos bønderne for afvanding og dræning. I 1933 skete der noget, som intensiverede kampen mod vandet. Den store arbejdsløshed havde rystet det danske samfund. Der blev vedtaget en grundforbedringslov, der åbnede for statstilskud og fordelagtige lån til dræning og forbedring af private jordbesidderes ejendom. I 1940 kom landvindingsloven som en nødlov, der også sigtede mod at fremme produktionen af korn og foderstoffer. Loven gav mulighed for op til 2/3 i direkte tilskud fra statskassen til afvanding, landvinding, vandløbsregulering med videre.
Det betød, at udviklingen tog fart. Hedeselskabet, som var oprettet i 1866 af blandt andre officeren Ernesto Dalgas, tog fra begyndelsen føringen i kampen mod de vandlidende arealer. Hedens opdyrkning var omkring 1940 ved at være tilendebragt, og nu gjaldt det regulering af vandløb, dræning af enge og kær, tørlægning af søer og fjorde samt regulær landvinding fra søterritoriet.
De følgende årtier var en svøbe, ikke bare for den vestjyske natur, men for landet som helhed. Statstilskuddene til afvanding, der skulle være midlertidige, blev ved udspekuleret snilde fra landbrugets side holdt i live alt for længe. Landindvindingsloven blev først ophævet så sent som i 1970.
Fra slutningen af 1950’erne var der blevet oprettet fredningsplanudvalg i amterne over hele landet. De udarbejdede landskabsanalyser med sigte på naturbeskyttelse, dertil kom en ny naturfredningslov og loven om by- og landzoner – begge fra 1969. Det betød et effektivt værn mod ødelæggelse af de sidste stumper af våde naturområder, men meget gik tabt, inden det kom så vidt.
Da jeg kom til Tipperne i 1974 var det oven på en brydningstid omkring natursynet. Desværre var enklaven Tipperne omgivet af allerede opdyrket land, Skjern Å, Filsø, Stadil Fjord og meget andet.
50 år efter har jeg foretaget nærværende lystrejse, som begynder ved Blåvandshuk.
Ved Blåvandshuk ses kjoverne jage ternerne. De får ternerne til at gylpe deres nyfangne fisk op for derefter at gribe fiskene i luften. De er kleptoparasitter.